En nationalskald
Franskmanden Taine, som behandler aanderne som kemikalier, hævder et par steder i sine bøker at renæssancekunsten i Italien skjøt frem og naadde sin storhet netop fordi man her søndenfor Alperne var kvit germanerne og alt deres uklare væsen. I motsætning til ham ser man, i den sidste tid, hvorledes unge tyske specialister paa det racehistoriske omraade, som L. Woltmann (Die Germanen und die Renässance, 1905), reducerer den romanske races andel i Italiens renæssance-kunst i den grad, at omtrent alle større italienske kunstnere erklæres for blonde germanere at være: baade filologisk, nemlig ved undersøkelse av deres navne, og antropologisk, tror han at ha godtgjort det.
Det er saa: for den som kjender italieneren som han er i øieblikket, og specielt tror sig at ha en fornemmelse av det særlig italienske gemyt, av aandsbeskaffenheten i sin almindelighet, – for ham blir meget av renæssancens kunst, psykologisk set, uten forbindelse og bakgrund et mysterium, et av verdenshistoriens uløselige. Ikke en Raffael! han er i sin lærenemme vælde intet mysterium – han staar blot en hel del trin høiere end den nulevende italiener. Men skikkelser som Leonardo, som søkte nordpaa, flygtet fra Firenze og det toscanske vids optrevlende grin; som Masaccio i sit syn paa det nøkne menneskelegeme; som Mantegna, gjennem hvem antikken jo i mangt bryter sig paa selvsamme fjerne vis som gjennem Dürer; som Donatello med de bruskete, uberørte barnehoder, – de er og blir allesammen gaater, forsaavidt de tænkes rundet op av italiensk muld, saadan som de kunstneriske evner arter sig der den dag idag. Der er ikke bare den forskjel som der eksisterer mellem stor og liten kunst; der er en forskjel i kunstens kvalitet, en væsensforskjel i selve inspirationens art, i hengivelsen, i illusionens utholdenhet. Eller f. eks. Michel Angelo’s dystre hymne over døden i Mediceer-kapellet, er der kanske ikke tonefald fra en blaaøiet og blond mands tale om det uoprettelige og uavvendelige? eller lyset i Il giorno’s ufærdige ansigt! – er der ikke en nordlig races intime lys-henrykkelse i det ansigt?
I sine nylig utkomne studier sier Woltmann kort og godt: alle disse kunstnere er germaner! Jeg vet ikke hvorledes han og tilhængerne er kommet ind paa tanken fra først av; den er nu forresten heller ikke ny. Men der er ialfald gjennem de undersøkelser gjort, synes det mig, et nyt og videnskabelig begrundet skridt fremover til forstaaelse av, at racens tale maa der nøie lyttes til ogsaa i kunsten. Det er vel paa dette punkt svakheten ligger ved Burckhardts epokegjørende bok om italiensk renæssance. Det raceløse, internationale alnemaal, som historikerne har anvendt paa kunsten, den moderne som den gamle, siden den franske revolution, blir at lægge hen. – Og jo dypere kunstneren er, desto længer tilbake gaar hans føle-maate, rytmen i hans syner, og har sammenhæng. Ved dette nye syn blir saaledes først og fremst studiet av middelalderen av stigende vigtighet; ti det var jo her de avgjørende folke-forskyvninger for sig gik; her ligger tit nøklen gjemt til forstaaelsen av den egte og nyskapende kunst, i denne tid, som rationalistiske aarhundreder saa overfladisk har bragt i miskredit og lot avstemple med merket «obskurantisme». Det er selvfølgelig saa: der er megen sjæls-syke og aandsformørkelse i middelalderen; men det gjælder vel ialfald ogsaa her som ved det enkelte menneskes sjæls-liv: det er ingenlunde git at studiet av det helt friske altid er rikest paa utbytte, leverer det dypeste indblik. – Denne metode, at se paa racens og folkenes bevægelser, for at naa til en intim forstaaelse av kunsten, er selvsagt en farlig metode, ikke blot fordi, som man ofte ser, begreperne «nationalitet», «race», «folk» o.s.v. forveksles; for mangen blir ogsaa studiet som at ville tælle flokerne under yrt snedrev, – og det blir det mer og mer, jo længer man, koglet og forfalden, stirrer ind i det. Det antropologiske studium er desuten, som bekjendt, ilde set, baade fra konservative riksenheters side, som vaaker over sine unaturlige konglomerater, og hos de yderligstgaaende fremskridts-partier, fordi det her kommer paa tverke med deres arv fra den franske revolution, med læresætningen om menneskenes likhet. Som om folkeslagene nødvendigvis maatte komme op at slaas, straks de blev sig sine forskjelligheter bevisst! – Saken gaar imidlertid sin videnskabelige gang, og vil nok før eller senere rykke i forgrunden; et tilsyneladende uskyldig studium som folklore, som jo i al stilhet sokner efter folkepsykologiske karaktertræk, blir uvægerlig et led i den selvsamme utviklingens gang, fra den dag det lægger frem de almengyldige resultater, som peker ut over barnekammeret og kuriositeten.
Man har indvendt imot Woltmann’s paastand: jamen hvorfor blev da ikke renæssancens kunst like stor – og større – i hjemlandet nordenfor Alperne, hvor der var endnu mer germaner, udelukkende germaner? – Det er selvfølgelig en træffende indvending; med den rammes, synes jeg, hans ensidighet: Woltmann er jo Taine opigjen paa den motsatte kant. Spørsmaalet race og kunst er visselig sværere og mer indviklet end som saa.
Man har ogsaa reist sig i harme mot Woltmann og ropt: for et pangermansk overmod! – og citert Schopenhauer’s ord, at han rødmet ved at tilhøre den tyske nation paa grund av dens grænseløse dumhet. I chauvinistisk slukvorrenhet er han unegtelig kommet i skade for at gape kjæven litt av led – om ikke saa uhelbredelig som østerrikeren Hauston Stewart Chamberlain i sin delvis overfladiske bok; betydeligere som forkjæmper end som videnskapsmand, har Woltmann slukt litt raa sin lærer og mester, den franske antropolog Lapouge’s satser – denne modige pessimist, som, brutalt vækket op av 70-aarenes begivenheter i sit land, nu hengir sig til resignationens og selvpinselens svir, fanatisk av virkelighetssans. Jeg har med andre ord imot Woltmann især dette at han ikke skiller mellem en stor kunstner og f. eks. en stor statsmand; det er jo paa forhaand ikke git at anlæg, som skaper den første, ogsaa skaper den værdifulde borger. Og de ydre betingelser er heller ikke altid de samme; følelsen av den absolute frihet, tindefornemmelsen, er saaledes digterens livsluft; det er ikke bestandig borgerens: hans luft er lovlydighet.
Et par steds i min bok Italienere har jeg, drevet av trang til en forklaring, antydet at det var race-blandingen som betinget renæssancens kunst i Italien, blanding av det italienske folke-element med det nordligere. Den som med fornemmelsen av italienerens kunstgemyt fra idag i friskt minde staar i Mediceer-kapellet, han sier nemlig med instinktets intuitive sikkerhet til sig selv: folkets sjæl er blit en anden; racen er i høi grad blit en anden! – Men det vil jo igjen fornuftigvis kun si: det germanske blandings-element er avtat siden hin tid. Ti man smiler ved den anden tanke, at dette er rene germanere: Renæssancen ren germansk kunst!! … Jeg synes ikke, man behøver mer end stige ut av de italienske galleri-saler i Uffizzierne og ind i Van der Goes’s sal, saa føler man koglet i den lune inderlighet, som slaar én imøte: her er man hjemme! dette er anden kunst! – Blandingen som saadan og i og for sig betinger kunst, blanding under lignende forhold og mellem saa nær beslegtede. Den gir øiet dets kast, evnen til at se fra flere kanter; den gir sindet den porøse konsistens, som saa ofte betinger den virkelig fornyende, den virkelig skapende kunst, gir uavhængighets-følelsen, fremkalder tinde-fornemmelsen. Egenskaper som vel vilde nævnes «svakhet» eller «holdningsløshet», om de fandtes hos godtfolk i det daglige liv, og «troløst svikerblik», hvis det optraadte i handel og vandel … For ser man kanske ikke i den gamle historie at, hvor stammen isolerte sig og holdt sig ren mot indblanding, sprang ingen kunst frem? Stod Sparta’s kunst høit? men hvordan stod jonernes og Attika’s, hvor indgifte nordenfra fandt sted? Eller romerne i Latium, som fortættet sig til verdens-erobrere: ja, hvor er egentlig quiriternes kunst? Deres eneste virkelige lyriske gemyt, med litt av Verlaine’s rørlighet i smaaviserne – Catul – var født nordenfor Po, hvor kelterne hadde sat sig fast. Og det blide natursyn hos Vergil fra Garda-sjøen virker paa samme maate fremmedartet i sit romerske milieu, som Assisi-munkens intime natur-samliv virker i sin samtid, han som i herkomst muligens var provençalsk opblandet.
Dette moment, blandingen, har Woltmann altsaa ikke øie for; han tror at der av race-rendyrkelsens uhullede resultat skapes kunst.
Han bygger paa skaller og mener i kunsten, som Lapouge mener ved samfunds-dannelser, at al krydsning fører til det daarligere. Det har jeg altsaa i dette tilfælde vanskelig for at tro, eftersom der ikke nødvendigvis gjælder samme love for en gaardbruker eller statsmand og for en stor kunstner; stundom falder de love vel sammen, stundom ikke. Saa det er ikke blot og bart uforstand, naar bondske nationalforsamlinger optræder kunstfiendsk; et ældgammelt stats-instinkt er tillike ute og fimrer. Men selv om samme love gjaldt, saa er det ialfald ikke utelukket, at der ved blanding kan foregaa fine sjælelige, for kunsten vigtige forandringer, som ikke lar sig avlæse paa en antropologs brutale skallemaaler; der skal kanske ikke saa stor en draape til for at avle den tinde-fornemmelse som er en kunstners dyre særeie.
I ethvert fald er man ved det kunststudium inde paa et nyt og frugtbringende syn, trods svindelen som uundgaaelig er i hver ny retnings følge; nye tider er simpelthen ved at oprinde for kunstens og digtningens historie. I mine øine gives der nu ikke længer nogen vei utenom, for at naa den hele og fulde forstaaelse av mangt et kunstverk, naa synet. Det vil paany skjænke kunstens studium dybde og befri det for det flate, kosmopolitiske kræmmersyn; det er ogsaa det eneste moment av adel som kan holde det mondæne stangen nu i Europa’s kunst. Det er vistnok paa en maate «romantikken», som her efter lange tider atter banker paa døren – den retning som i sin tid utartet til reaktionær literatur, men hvis egentlige og historiske formaal likefuldt var netop dette, at fremdrage i hvert land de vage stemningsbølger som er folke-sjælens rytme, kort: at gjenføde folkets mystik.
Det studium vil sikkerlig gi indsigt paa mange av kunsthistoriens netop mest dunkle og mystiske felter. Det aner mig saaledes at ad den vei vil det spørsmaal løses, som heter barokken, den kunsthistorien hittil maa sies at ha passert nærmest med et skuldertræk, men som kanske inderst inde ingenting andet var end en naturlig bestræbelse for tilegnelse og inderliggjørelse av det nærmest foregaaende stof, nemlig av middelalderen, istedenfor antikken, som laa for svimlende fjernt – et forsøk som paa italiensk grund maaske paa forhaand var viet til forlis; det intime og store bak dens saa tit mislykkede kunst, aner det mig, vil ved det studium først opfattes rigtig. – Det kunde vel ogsaa hænde at gjennem dette studium vil det gaatefuldeste i gammelfransk kunst – den normanniske gotiks fantasi-skabelser (som dens «gargouilles») og i det hele den vilde ornamentik som er i slegt med menneskedyrene hist oppe paa Notredamens gesims – ialfald rykke vor anskuelse nærmere; ti der taler bl. a. race – og raceblanding – ut av disses uutgrundelige træk; ja, det er egentlig derfor de fængsler. – Det aner mig endvidere at det studium vil belyse hvorfra den strid og verdens-smerte stammer som stod i Michel Angelo’s bryst: at kanske derinde har møttes to racer, som endog har hat ordet hver sin stund; … og han har under sit arbeide ikke selv fattet grunden til den illusionens bratte død, som italieneren i ham hitkaldte: men instinktmæssig saa han illusionens hellighet og ukrænkelighet, og germanen i ham forlot «Il giorno»s ansigt ufuldført.
Giosué Carducci er netop en briljant prøve paa den almene italienske gemyts-beskaffenhet, paa hvis bakgrund man ikke kan fatte en Michel Angelo eller en Masaccio eller en Mantegna. Han er sjelden uopblandet, av enkleste konstruktion; han er ren race, forsaavidt den endnu kan sies at eksistere paa halvøen. Siden renæssancens dage er den utjevnet, og den italienske vitalitet har nu fortrængt, eller helt slukt, det nordlige, skjøre element; stammen er mer solid, mer tæt end den var. Og altsaa for dette, som vi i øieblikket opfatter som italiensk aand, for det utadvendte, for al den herlige vitalitet, som ikke kjender tvil, men som ogsaa er ferment at naa ned i virkelig ny muld, er han, baade som menneske og i sin kunst, i bedste forstand et helstøpt uttryk, en type. I ham er hel ved. Og her er egentlig ingen sjælsdyp at sokne i for en kritiker, intet stof for en psykologisk gjetnings-evne, end si, intuition. Det enkle som er, har han i sine utgaver til og med selv kommenteret.
Giosué Carducci er født 1835 nær Pietrasanta i det toscanske Maremma, en liten by paa kyststrækningen midt mellem Pisa og Spezia, ikke langt fra marmorbruddene Carrara og Serravezza. I en dalbund skal fødestedet ligge, med de Apuanske fjelde i ryggen: og ellers bærer landskapet toscansk karakter – kastanjer og olivenskog, koller og ekekrat, og saa aaen; og Maremma er bøffelhjordernes sidste hjemstavn i Italien. Carducci’s far var læge, men ialfald paa morssiden synes han at være av landsens herkomst. Og i Maremma vokste han op. Han blev opdraget i Toscana’s ghibellinske traditioner, i demokratisk og rationalistisk aand; og denne sky for al mystik – den være sig religiøs eller literær-romantisk – likesom for al erotisk sykelighet, har fulgt ham som fast egenskap gjennem hele hans liv. Han levet sin ungdom hen i Firenze, hvor han gik paa skole og studerte. Han fortæller selv ensteds at han var fattig og forsørget i de unge aar et par ældre kvindelige slegtninger ved manuduktion i græsk og latin. – Han blev doctor philologiae fra Pisa; var lærer flere steder. Og 1860 blev han professor i italiensk literatur i Bologna, hvor jo siden hans livs virke faldt.
Maremma-tiden med dens natur-indtryk er noget av det centrale i Carducci’s lyriske personlighet; selv om han en enkelt gang paa sine ældre dage, grætten mot vaaren, paastaar det motsatte, som i det friske mai-digt i Rime Nuove: … «alene min tanke er skjøn i sin rene kraft: al denne gamle natur blegner imot den!» – saa er han dog jordbunden her. Her har eketræet sine røtter staaende, skjønt han vistnok sjelden som voksen besøkte de egne uten i digte. I de unge aar var hans sugeporer aapne; og denne natur-ekstase er utgangspunktet for hans panteistiske livsanskuelse. Allerede i en av sine første sonetter mindes han Maremma, nemlig i de forøvrig ufrie og saa utilbørlig litet personlige rimerier, som er samlet under titlen Juvenilia, digte som han ialfald selv sier daterer sig fra 1850–60; – og naar digteren altsaa da blot er femten aar, kan man jo billigvis ikke forlange stort. Det digt er en naturlængsel fra skole-tiden i Pistoia; han ber en seilende fugl hilse Apenniner-fjeldets skraaninger der vest ved havet, «hvite av marmor og dystre av olivenskog». I det senere, mer personlige digt Nostalgia (hjemve) i Rime Nuove mindes han fødestedet under storm og uveir, ti ingen slegt eller venner vinker ham, sier han, kun «la mia triste primavera»; et andet sted snakker han ogsaa om en barndom fuld av «graatmilde drømme».
Natur-maleriet spiller en stor rolle i hans digte; det er da der falder ro over sind og rytme. Og de farver, som er gaat ham i blikket og atter og atter vender tilbake, hører hjemme her. Det er saaledes det hvite marmor mot den blaa sjø, «lik den trætte maane-sigd paa morgenhimlen»; han nævner tit sine egne toscanske koller – «dolci colli» –, og den grønne slette – «verdel pian» – sitter stadig i hans øie. Utsigten til fjeldene har ogsaa ridset sig ind i hans syn. Disse billeder er kanske ikke hans fund, ja de er kanske uten nye dybder i anvendelsen; men de hører hans blik til for det. Staaende natur-billede er ogsaa de bølgende mørke hampe-akre. Og disse træk kan gaa over paa andre landskaper, som i hint avskedsdigt til Bologna en dag i solbris (Rime Nuove):
Farvel Bologna! – I hampe-markens bølger,
som mørke gaar langs sletten, hør farvellet!
I popler og, som, blek av vind, i række følger,
men fanger hvil i sene sommer-kvelde!
Denne natursans gaar igjen selv i fjerne digte som Clitumnusflodens kilder i Odi barbare; man har sagt, og maaske med rette, at der gives ikke i italiensk skrivende kunst en enkel og henrivende landskapstegning som den i dets indledende vers.
Han har flere Maremma-digte, og de hører til de egteste han har gjort; direkte og uvilkaarlige sanser er da i virksomhet. Herfra har han sonetten i Rime Nuove Paa vei gjennem Pisa-Maremmaen:
Du yndefulde landskap! hvor mig skjænktes
en uræd hu, min sangs uvorne tanker,
en barm hvor had og elsk om kap sig trængtes, –
du! som vi møtes, lydt mit hjerte banker.
Just nu jeg ser, hvert digt sin form her sanker. –
med blik det ser, hvor smil av taaren stænktes: –
ad kjendte drømmes stier her jeg vanker,
som vinglet blind, da ung i rus jeg længtes.
Ak! alt jeg elsket, hver en drøm, – blot spaan er!
og altid løp jeg, aldrig var jeg fremme;
imorgen segner jeg. Men fjernt fra blaaner
du lyser fred med dine kollers stemme,
fra skodd som damper, eng som grøn sig skraaner
og ler blot midt i morgen-skurens strømme!
Herfra har han ogsaa de indsmigrende strofer i det i sin naivitet ikke helt igjennem vellykkede digt, der han gjenser barndomsstedets cypresser foran San Guido, – og disse kjender ham igjen fra han som liten lekte mellem stammerne, – men nu er han selv blit una celebritá, svarer han dem mut. – Og herfra er et av hans bedste digte Idillio Maremmano, hvor landsens natur og livsvilkaar males, og hele billedet er sammenvævet med en forhenværende bondejente-forlibelse av saare jordisk art. Han skildrer yderst indgaaende og saftig denne Rubens-kvinde med de fyldige former, «Maria bionda» … og hendes øie sat som kornblomsten mellem akrens blonde guld; men nu er hun forlængst gift og har mange sønner, som hænger ved hendes bryster. Et billede av en melkeko, som flommer over av frodig overflødighet. Og han utbryter: Jeg skulde giftet mig med dig! Heller drevet bøflen hjem av skogen end sittet her og svedet bak et litet fille-vers! Heller git vildsvin banesaar end forfulgt Italiens usselrygger med rimede gateviser! –
I Maremma har ogsaa hans verdensmod og robuste livs-appetit sin rot. I balladen Faida di comune (i Rime Nuove) nævner han befolkningens vildhet og brutalitet i gammel tid – hine «Maremma-grever av vilde seder». Herfra har han sin landsens ugenerthet i uttrykket, sin fornøielse ved at vaage en drøihet; men han er et mandfolk, naar han gjør det, som paa veien bare slænger ut ertende stubber til bedsteborgeren og snerpen, – gaar selv videre, fri alt det selvbehagelig dvælende og smaskende, som gjerne vil holde sig i de drøiheters følge længer nord.
Men Carducci’s vitalitet har tillike det race-ædle dyrs nervøse, urolige art; den er ikke tung, seigt sigende og dvask; der er rastløs handletrang – ja den er masende. Og i dette stikker der noget av toscansk væsen; i det ranke had, i trodsen, forbundet som den er med en skjælvende skjør følsomhet, som ligner en kvindes eller et urmenneskes, i dette mot sky sprøitende storhetsvanvid, som veksler med pludselige glimt av melankolsk forstemthet. De store toscanere er vistnok logik og konsekvens, eier skarphet, den beregnende skepsis, som det klart møter én hos florentineren Macchiavelli; men under det hele er der gjemt en underlig het glo. Det virker som et egte utslag av toscansk mandfolke-væsen, denne urolige rastløshet hos Carducci, som først fik renset sig i Horats’s versemaal. Eller er det kun det unge, hypokondre mandshjertes likevegtsløse slit? – Hvordan det end har sig med det, i ethvert fald ser han i sin mandfolkevitalitet neppe nogen gang, hverken som ung eller senere, det sprøde og det spæde; hvor glipper det saaledes ikke for ham i hans sonette til et barn (i Rime Nuove)! Det glipper paa ganske samme vis, som det saa tit gjør det allerede for renæssancens gamle malere ved deres bekyssede barn – det er som de forinden har naadd dem og nydt dem med sin mund; der er jo i grunden iblandt dem kun én Donatello, som rører barnehodet alene med den ytterste, kyske fingerspids. – Og i hans forresten faa erotiske digte glipper det av samme grund. Jeg vaager i det hele den sætning, at erotisk lyrik hos den moderne, ublandede italiener har vanskelig for at bli andet end fattig, ialfald faastrenget. Annunzio har nok besunget sansernes glød; men kjærlighetens aands- og sjæls-fornyende evne, spillets fine skjælv i sindet – det som længer nordpaa kan bli smegten, eller glide ned i liderlighet, – det er som deres lyrikere ikke hadde oplevet den. Det ser ialfald slik ut. Den ublandede sydlændings erotik er enkel, er brusende, boblende blod, men, – den er enkel, vil kun én ting, og er øieblikkelig klar over denne sin vilje.
Carducci forsikrer selv ensteds i et digt (i Rime Nuove): «Tyrrenerhav! ogsaa mit bryst er et dypt hav; og i storme, du stormægtige, staar det ikke tilbake for dig.» – En virkelig storm i et menneskebryst holder sig vanskelig uten der svinges mellem dødstanke og titan-forestillinger. Nu er det imidlertid det ved Carducci at opløsningsfølelsen overhodet ikke hører ham til, likesaa litt som resignationen. Selvfølgelig har ogsaa han de sedvanlige anfald av overgangs-aarenes hypokondri og dægger efter evne for de formentlig enestaaende symptomer. Der er den gjængse, ungdommelige skablon i apparatet: der er naturligvis «min fugl» som længslens symbol; man træffer motsætningen grav-elskov (især i Juvenilia); og der er dystre spørsmaal om livets mening med os, med povera razza dei viventi (de levendes stakkars slegt). Det klæder ham dog bedre og er mer egte, naar han senere, i Rime Nuove, i digtet til det taalmodige æsel, kommer med det lystige spørsmaal i anledning av dets skryt, om det kanske mindes slegtens stolte fortid i Arabien, eller i Hellas, hvor Homer lignet det med Ajax hin bolde. – Carducci er som melankoliker tydeligvis under indflydelse av Leopardi’s pessimisme; man møter jo næsten dennes uttryk – «triste Itala prole» (avkom) i Juvenilia – og der er ogsaa gjenklang av Leopardi, naar Carducci kalder sig selv «solitario spirito». Det er dog betegnende for hans egen mangel paa verdens-smerte at det oprevne importerer han helst; han oversætter nemlig da Heine. Eller han lager noget i Heine’s aand, som La maggiolata (mai-sang) i Rime Nuove:
Mai den vækker de reder,
vækker de hjerter til vilje,
bringer os nesle og lilje,
snoge og rossignol.
Unger de støier paa jorden,
himlen har fugleflokken;
kvinderne bærer i lokken
roser, i blikket sol.
Koller og enge og fjelde
teppet med blommer baldyrer;
synger og elsker og spirer
himmel og vand og jord.
Mig ogsaa spirer i hjertet
helt litet buskas av klunger;
huser tre snog mine lunger,
uglen i hjernen glor.
Da er jo det andet mai-digt langt egtere, hvor han i suveræn lystighet sier til vaaren, som det var en paatrængende elskerinde: «Du er jo over 3000 aar! Gamle mai, du kjeder mig!» – Men som sagt, han søker efter evne at komplettere den lyriske skala. I Juvenilia III. bok, allerede i 21 aars-alderen, nævner han sig som et «ensomt digterskib», som driver for knækkede aarer, mens hans genius staar foran i stavnen og synger: «La os vugge til glemselens taakete havn, til dødens hvite skjær.» Og i samlingen Levia gravia (1861–1871) sier han – og det er jo unegtelig ogsaa litt tidlig – farvel til «livets vaar». Der er i det hele vistnok ofte noget om døden; han har Brindise (skaaltale) funebre i Rime Nuove; han har en erindring fra skoletiden, hvorledes pludselig en herlig solskinsdag, da han sitter og ser ut gjennem vinduet, tanken paa død og grav drypper ned i sindet lik en iskold draape; og han har flere sørgmodige digte i anledning av en brors død (f. eks. Per Val d’Arno). Men selv her er der en blodløs almindelighet i uttrykket, og man frigjør sig neppe fra den følelse at det jo er stort mer end et digterisk apparat; det er likesaa følt, naar f. eks. Horats indfører problemet liv–død i sin digtning. Ja, ved det eneste digt – det enkle Mors i Odi barbare –, hvorfra der staar virkelig døds-kulde, selv der er der noget av det samme upersonlige. Det er mulig, at meget er følt, og forsaavidt egte nok; men uttrykket tyder paa at det ialfald da i høiden er en forbigaaende katzenjammer. Han forsikrer os nok at hans hjerte er dødt og begravet; men vi tror ham bedre, naar han saa like efterpaa synger: «Men mine sener er endnu sterke: la os drikke, la os drikke mer! La os drikke de døde til!» … Det synes mig at der er mer egte spleen hos Horats, naar han klager over «curae», som altid sætter sig op bak én paa hesteryggen, og han har i grunden været mer grepet ved synet av likevegtsløse melankolikere, som i Augustus-tiden verdenssky søkte ørken og ensomhet, end Carducci er det.
Hans hovedegenskap er og blir en rastløs, ja masende handletrang, og en livsappetit, som i grunden aldrig slaar klik. Og eftersom aarene gaar, og hans livsmod har faat konkret stof under næverne, blir han en arbeids-træl, en av de vældigste som kanske Italien har eiet, en lærd mand, ialfald efter sit folks mening. En stuelærd mand i slobrok og tøfler, med mysende forskerøine over et fredelig skrivebord, det er det sedvanligste billede. Han kommer jo stadig i sine digte ogsaa tilbake til dette om livet i hvileløst arbeide: … é un lavorare faticoso e pazzo, da pentirsene un giorno» sier han ensteds om selve sit digterkald. Hans livsindhold blir arbeide; og han selv blir et sind uten fine porer, ikke nuancerik endog der hvor han er mest egte, i naturopfatningen. Han har da ogsaa skrevet et hyldnings-digt til trækoksen (Il bove) og malt den hedenske arbeids-træl, som ingen hviledag kjender – et digt til det uutslitelige, hvis væsen er arbeidets taalmod – den sonette hvormed han (i samlingen Nuove Poesie, 1873) slog igjennem:
Jeg liker dig, fromme okse; mildt forstaar du
mig skjænke kraft og fred, naar sindet træt er. –
ærværdig – aa! – som monument der staar du
og skuer over brede, fete sletter!
Hvor velnøid nu der under aaget gaar du.
og tungt du traa’r og mandens arbeid letter:
Han kvikker dig, stikker; og som svar jo faar du
et taalsomt rykk kun i pupillens pletter.
Av brede næsebor, det mørke, vaade,
din aande ryker, og som hymne-toner
din rant gaar op i vaarlufts blanke skjønhet;
og trygt, og bak de strenge øines naade,
i blik som sjø, sig speiler bred og troner
hin flatens guddoms-aand, den tause grønhet.
Men bak denne makeløse flid og utrættelighet føler man dog altid det vældige livsmod, som holder dampen oppe. Der er trodsig bust til alt som vil det tillivs; selvfølgelig bød da ogsaa fra den første ungdom kristendommens resignation og hængehoderiet ham imot. –
Og her vil jeg nævne en skikkelse, som har spillet en stor rolle, kanske den største, ved dannelsen av Carducci’s personlighet – den som for levetiden sikret hans trods og hans egte italienske sky for al mystik bestemt indhold og retning. Det er Guerrazzi, maremmaner som Carducci.
Trods hans sykelighet – han led av epilepsi – har dog hans navn en revolutionær klang i sig, som Garibaldi’s, som Mazzini’s – men han er uforsonligere, steilere, hvileløsere end disse. Og hans betydning er, som saa ofte ved historiens luner, endnu ikke utredet og skikkelsen kommet paa den forgrunds-plads, som tilkommer ham; i det hele, naar man ser nøiere paa det italienske gjenreisnings-arbeide, saa føler man at det kanske ikke er saa faa, som det er tilfældet med. Man har endog sagt om ham at han er Italiens V. Hugo; han traf Byron: han er kanske heller Italiens Byron; – men begge disse eiet tungens rørlighet, væverhet, fandt ordets utløp. Det gjorde ikke Guerrazzi, skjønt hans romaner er som fossestryk. Det var Foscolo, som fortsatte som digter Parini’s og Alfieri’s verk; men Guerrazzi blev en døgnets stridsmand, for hvem digtningen blev nr. 2. Han er en type blandt de ikke ganske faa stormende frihetshelter, som Italiens samling har fremalet. Cavallotti er en av dem, fra den gang tiderne var enkle og der kun var ett politisk ideal. Calabreseren Domenico Milelli, samtidig av Carducci, er ogsaa en slags utgave av den samme uegennyttige, poetiske kraftpatriot, antiklerikal og kjender av antikken, uten videre smak, paavirket av V. Hugo, en sund retlinjet jordsjæl, som gik til grunde, fordi han slog sig paa socialisme i samme art patos, rendte sig derfor straks fast i døgn-politikkens klunger og døde efter en stormende livsførsel i yderste elendighet. – Guerrazzi sier selv om sin digtning, at den bare er «beleirings-arbeider»: naar staden er indtat, skal de rives ned. Han er det toscanske aands-elements indsats i landets samling og gjenreisning. I literaturen repræsenterer han sproglig den toscanske strømstripe, mens ledelsen før har tilhørt de lombardske (og piemontesiske) digtere, som jo laa under for fransk paavirkning, delvis ogsaa for germansk (den hellige alliance og pave-kultus!). Han forsøkte sig først paa historiske romaner i W. Scott’s lignelse; men hans hovedbok Il buco nel muro er en moderne roman om en borgerfamilie. Ogsaa denne er større i sit utkast end som utførelse; man har dog sagt om dens fremstillingsform, at den intet mindre end fornyer den gamle italienske novelle.
Guerrazzi fandt allikevel ikke utløsning i ordets kunst. En skikkelse, som ikke firer, har imidlertid mer værdi end en vel turneret vending, ligervis som livet er mer end læren, eller likesaa sikkert som man ikke spør efter generalens tale foran slaget, men om hans mod og førerskap. Geniet i Guerrazzi’s bryst vendte sig altsaa indover, blev der, blusset ikke fra sig i svada; det var i karakter han blev geni. Men netop derfor ligger han ogsaa i Italiens gjenreisnings-historie som en het, ubrændt glo, ja hans skikkelse varmer sindene den dag idag, og hans aand er endnu levende tilstede i demokratiets kamp. Han var med at sætte kursen for sin slegt og for eftertiden; hans skikkelse er virkelig hvad man kalder manende og holder liv i hjerternes revolt mot al klerikal autoritet. Som bekjendt var jo hadet til kristendommen en av de vigtigste bestanddele i reisnings- og samlings-idéen, det vil si: hadet til Vatikanet, som i den tid repræsenterte – og i grunden fremdeles gjør det – den nationale splittelse og sønderlemmelse. Det blev politisk livsbetingelse at avkaste klerus og alt dens væsen og alle dens gjerninger. Nærmest fra Guerrazzi er dette uutslukkelige had til kirken gaat i arv til efterslegten; fra denne mand har Carducci sin vantro, som altsaa tillike er politisk i sit utspring. Det er Guerrazzi’s trods, som ulmer, varmer. Ja, uten den skikkelse var muligens nu Carducci indrullert som omvendt, sammen med den bigotte Fogazzaro og mangen anden skald ved sit livs solnedgang.
Naar man skiller ut hos Carducci, hvad der især er hans eie, hvad der er det uforanderlige i ham, den selvfornyende kjerne, da blir det det, som hører Maremma-tiden til; saa er det med natursansen, den rastløse handletrang, livs-appetiten – selv hvor den tar sig ut som den stuelærdes trang til at slaa sig løs; saa er det med trodsen og stædigheten, med hans hele sanitá plebea. Der er en rem av Maremma-folkets hud ved alt hans væsen. Det er ingen forfinet skikkelse, men en robust landsens natur, en sund anden eller tredje generationens mand, som har skaffet sig det sidste manglende tilbehør kultur ved læsning. En firskaaren skikkelse med et firskaaret hode paa en kort, sterk hals, en bred tryghet med en okses godlidende ringeagt for omverdenen. Han er fra bøflernes sidste fristed i Italien.
Hvor det gjælder en saa belæst poet som Carducci, er det uraad for en lægmand at ville skille ut hvad der er egte, det vil si: hvad der er hans, og hvad der er literatur. Veiledning gir han jo selv for en del i de grundige utgaver av sine verker, hvor han som sin egen kommentator gaar sine egne poetiske billeder efter i sømmene og ved aapenhjertige henvisninger bekjender hvorfra han har dem.
Jeg har før nævnt Leopardi († 1837). Faa italienere i de unge, hypokondre aar, da man er rik nok til at være ulykkelig, kommer forbi den digter. Der er noget sugende ved hans stadige «patria infelice», «prole infelice» eller «sconsolata prole» (trøstesløst avkom); ja, selv naar hans søster gifter sig, tænker han i bryllups-digtet paa det ulykkelige, forkrøblede avkom, Italiens «miseri figli». Der er en vækkelses-prædikants glød og hysteriske jag over hans digtning. Men for et naturel som Carducci kunde den paavirkning selvfølgelig bare bli forbigaaende. Sammenstil f. eks. hans uforsagte bryllups-digt i Giambi ed Epodi, saa faar man et klart billede av hans tro og hans beruselses naive styrke: … «Esca a l’Italo sole una robusta prole!» (trin frem for Italiens sol et kraftig avkom).
Jeg har ogsaa nævnt Ugo Foscolo († 1827, men født tyve aar før Leopardi). Han ligner personlig Carducci mere. Som digter hører ogsaa han hjemme ved Arno’en og de toscanske koller; han hadde ogsaa en avholdt bror, som døde fra ham og som han besynger. Han færdes ogsaa som Carducci i antikkens mytologiske forestillings- og billed-kreds. I italiensk poesi førte han ind en personligere følemaate, et bløtere sind, fandt nænsommere toner – det er hans betydning; og ovenpaa ham fulgte det paa samme tid nervøse og trodsige aarhundrede. – Ogsaa andre ældre italienske digtere har vel øvet indflydelse i Carducci’s ungdom; der stod jo et brusende veir over landet dengang, da poeter som nord-italieneren Prati († 1885) sang, ogsaa en skikkelse som efter alle merker at dømme endnu ikke indtar den plads i bevisstheterne som ham tilkommer. Og i det veir hadde Carducci den lykke at være ung. Det var jo heller ikke længe siden Giusti’s († 1850) eggende stemme hadde lydt; ogsaa Carducci har, som han, Brindisi (skaaltaler), og der er hidsige digte mot tyskervældet, om «guerra a tedeschi, immensa eterna guerra», som i en Santa Croce-sonet (i Juvenilia), eller i Sicilia e la rivoluzione; og der er digte brusende av daad og triumf som Le nozze del mar fra juli 1869 (i Giambi ed Epodi).
Men Carducci har ogsaa søkt utenfor landets grænser. Jeg nævnte i en anden forbindelse Heine; han sier ensteds selv i en avhandling at han beundrer hans Atta Troll, hvor der satiriseres over den tyske filister; han nævner der hans «intima e splendida arguzia» (vid). Men han har været særlig optat av hans smaadigte, som han har oversat mange av; han har visselig egentlig hat den plan at overflytte den germanske ballade til italiensk grund, for at rette paa visse ting udi literis og berike med metriske nyheter. Det udmerkede digt i ballade-stil Faida di comune maaler hvor dypt og inderlig han har tilegnet sig Heine’s form; der er saaledes gjentagelsen fint anbragt som lyrisk apparat, der er det stille episk fremadglidende. – Men han har ogsaa nippet til andre tyskere og plukket versformer, han har lyttet til v. Platen’s og Goethe’s rytmer – han har f. eks. oversat König von Thule. Og fra Herder’s Stimmen der Völker har han indført ting, likesaa fra Uhland. – Han har ogsaa arbeidet med gammelfranske og spanske romancer.
Men sine betydeligste digte skylder han visselig indflydelse fra V. Hugo, til hvem han ogsaa har skrevet et begeistret hyldningsdigt. Carducci har i dette forhold endog været ute for beskyldning for plagiat; det er i det hele betegnende for hvor nær efterligningen gaar det tilladeliges ytterste grænse, at den beskyldning undgaar vanskelig en moderne italiensk kunstner; det hænger vel som regel sammen med deres kloke blik for sukces: naar én kunstner – mener de vel – engang har været heldig i sin tale, saa bør alle tale likedan, eller ialfald bygge saa tæt indunder hans verk som mulig. Man har ialfald sagt om Carducci at han har hyret sin røde ganger av V. Hugo. – Men denne aarhundredets fantasi-titan er ikke saa like til at efterligne, et geni saa ustanselig skiftende og bundløst skapende som han, hvor veltalenheten glider bred paa de lyriske syners flod. Carducci’s styrke i lyrikken er ogsaa veltalenheten, men uten Hugo’s syners flom, uten det uuttømmelig billedskapende væld. Carducci er tvertimot en praktisk italiener, som holder paa det enkelte billede; dettes konsekvente utarbeidelse og sobre avpudsing er hans force. Men der er digte, hvor han viser at han ogsaa har optat i sig noget av forbilledets aand. Hvor er f. eks. et digt som Panteismo (i Rime Nuove) aabenbart bygget, saavel i syn som i ytre anlæg, over et digt som Extase hos Hugo! Selv i den ikke helt formfuldendte, men dystre og av Leopardi’s pessimisme fyldte første sonette In Santa Croce (i Juvenilia) – til forfædrene som dog magtet litt, anklagende samtiden som kun eier sarkofager av de store mænd – er der en gjenklang fra noget slikt som gravhvælv-scenen i Hernani; der er i det hele litt Hugo hvergang over de besøk i den gotiske spidsbue-kirke i Firenze – og der er hele fire forskjellige Santa Croce-digte; det historiens tunge, rugende mørke er fra ham. Men særlig tror jeg dette er tilfældet ved Carducci’s største digte, som det historiske Campi di Marengo (i Rime Nuove). Han har der for et historisk vendepunkt fundet alvorlige, skjæbnetunge rytmer, som varsler fremmedvældets slut; der er lagt en groende lummer vaarnats anelse over det digt; fra hin nat i flugt 1175 har han hittet frem til den forventningsfulde stemme i et opstykket folk, som samler sig: Blonde germanere er jaget og paa flugt; de stanser op, studser, maaper som over en avgrund – og avgrunden er selve det vaagnende italienske folks sjæl; og over de jagede er der ulvenes uro: de veirer jo jægere ensteds i synsranden. – Canzone di Legnano omhandler en episode fra samme tid og er av samme aand. – Disse digte hører uomtvistelig til de betydeligste i italiensk poesi.
Ogsaa Baudelaire har han hentet ting fra; han gjør saaledes selv opmerksom paa et billede han har laant i digtet Vendette della luna (i Rime Nuove). – Og i sit eget folk har han søkt bakover; allerede tidlig er han klar over at han agter det (Juvenilia, II). Han gik tilbake til Ariosto’s og Tasso’s tid, til Dante, Petrarca, Boccaccio, og endog ned til middelalderen. Han har været allesteds og lett. Han betegner egentlig ikke paa noget omraade et brud; han sitter ved sit skrivebord og nitter varsomt sammen, hvad han finder, ring efter ring. Han har læst sine digtere, likesom Horats og romerne læste sine græske klassikere: tok uten blu med sig hjem billeder og vendinger og ideer.
Men Carducci er en skjønsom mand, naar han tar med sig hjem; og hans kritiske sans forbyder ham at ta slette forbilleder; om han søker, er han dog ikke i den grad paa vift som f. eks. Annunzio; han er ogsaa fri dennes frastøtende blanding av folkelig lefleri og artistisk gourmanderi, og han proklamerer heller ikke et saadant produkt som «l’art nouveau». Selv om han savner billedernes ødsle storm, som V. Hugo: han syder dog som denne, og har heldige øieblikke, da han gjennemgløder, hvad der kun halvveis er hans.
Men Carducci søker længer tilbake end til sit folks middelalder. Og det merkeligste ved ham er hans gjenfødelse av Horats og klassisk oldtids-digtning. Selv den tids poetiske former magter han stundevis at gjennemgløde. De gamle romere kaldte inspirationens glød «furor». Ved sin makeløse efterlignelses-evne formaar han at spille sig op til den poetiske «furor»; der er da en egte romersk digteregenskap i virksomhet.
Hans digtnings kime er ikke den fine følelse, er ingensinde saar stemning, eller tung gjennemlevelse. Hvor let det klikker for ham her og løper ut i farveløs almindelighet, bærer litet smigrende digte med titler som Visione vidnesbyrd om. Hans digtnings sjæl er «furor», og dens vinge retorikken: dit gaar hans higen og tørst; og det er hans følelses utløsning, denne «furor», som slaar ut i arme-fagter. Det er Cicero opigjen, det er racen; men det er ikke hin kløktige juristeriets retor; Carducci gir sig den første den bedste «furor» frygtløst i vold, han er ingen kræmmer. Og denne «furor» kan stige rummelig og storslagen som synskredsen om den umbriske slette. Fortrinsvis i natursyner, der pløier hans ekstase, saa ordskummet staar himmelhøit til begge sider. Dette henrykte utbrud til naturens og de sunde sansers pris kan komme som i det før nævnte bryllupsdigt fra 1870:
O monti, o fiumi, o prati!
o amori integri e sani!
o affetti exercitati
fra una schiatta (slegt) d’umani
alta, gentile e pura!
O natura, o natura!
Lyder det ikke som et beruset dyre-brøl til naturen, usigtet, alt omsluttende? – Det kan komme stilt, som i samme digt de tilbedelsens utbrud til kjærligheten som den fornyende og lægende kraft for hver krigsmand, naar han kommer fra slaget med sjæle-skrammer:
… Aah! den søte, dype glemsel
for al strid, for valplads-arret!
Aah! ut fra stille steders gjemsel
disse hvisk fra elskov-parret.
som paa fredsæl luftning tryg er
under løvet, iblandt skygger! …
Det er især fra fjelde og ved vide utsigter han kommer i denne natur-ekstase; da speiler livet sig i hans sind, som den grønne flate gjorde det i oksens øie. Man ser det pragtfuldt og yrt tegnet i Canto dell’ Amore fra 1877 (i Giambi ed Epodi): «Verden er skjøn, og hellig er fremtiden!» utroper han. Og den poetiske beruselse kan tilsidst utslette alt skille: han hader ikke engang længer arvefienden, paven, men henter ham ut til livet: «… Luk op Vatikanet!» heter det. «Jeg tar under armen denne gamle fange, som er fange av egen drift. Du kommen jeg tømmer et glas for friheten! Borger Mastai (ɔ: pave Leo XIII), du tømmer et glas!»
Denne natur-rus er hans livsanskuelses, hans vældige, altomsluttende panteismes kjerne og utspring, som han sier i det nævnte digt: «Er det jeg som favner himlen? Eller suger universet mig op i sig indenfra?» – Fra Monte Mario (i Odi barbare) har han ogsaa et forøvrig mer behersket panteistisk verdens-syn, over temaet: slegter gaar og kommer, livet er evig, uendelig. Og saa sent som 1898 har han en elegi fra Monte Spluga i Alperne, hvorfra han prædiker denne sin livsfilosofi ut over sletten.
I denne natur-ekstase stikker der imidlertid ogsaa en liten smule den stuelærde, som mysende kommer ut i solen og blir yr. Han har selv git et billede av sig her; i digtet Una rama d’alloro (laurbærgren) i Rime Nuove staar han og ser fra Tivoli ut over Latium’s himmelblaa koller, bøier sit hode – fortæller han – og fremsier «Horats’ straalende sange». Han er i natur-henrykkelse; men i natur-henrykkelsen citerer han Horats. Det er skolens duks paa landtur! –
Jeg skal her selvfølgelig kun gaa ut fra at Horats er kjendt; han hører til historiens avstemplede varer, og det som heter «historiens dom» er jo inappellabelt. Ingen digter har vel de glose-kyndige og prosodi-lærde skrevet slike bokstabler om; han er simpelthen ikke til at se længer for bare literatur! han har det ganske som han ønsket det, denne uerstattelige «vates» – seer – som han selv erklærer sig at være, fordi han magtet sin livsopgave, at overflytte græsk lyrik paa romersk jordbund. Historien var den store verssmed huld, nu troner han ukrænkelig bak stablen i den evige fred: odi profanum vulgus et arceo. – Og ellers vet man paa anden eller tredje haand noget slikt som at hans oder betegner den latinske klassicismes høidepunkt, den klare og lukede stils fuldkommenhet, «guldalderen», som det heter; man vet at han derfor ikke likte folk som Plautus, og klandret satirikere som Lucilius, at han fuldstændig overser romernes eneste lyriske fantasi Catul. Og vil man saa spørge: Men er der varme i hans sublime oder7 naar klinger en tone like ut av hjertet? Hvor er der et originalt billede? Er det ikke det klassikerens tyske utgaver godtgjør i anmerkningerne at dette er hvad man mi helst kalder plagiat, fra grækerne? Er der fantasi? – Eller hans «satirer», som altsaa ikke er satirer i vor betydning, men versificeret behandling av novellistisk stof, – røber ikke de at han egentlig forstod den jevne hverdag og her var egte, at han her i grunden hadde noget av Boccaccio’s grep paa interiør, med en liten anekdote i midten eller som point? Eller det enkle genre-billede ved aaen fra Brindisi-reisen – gir det ikke et glytt ind til den selvsamme art øienslyst ved landskap, som sat hos Cellini, der han skitserer hint billede fra sin flodfart hjem igjen fra den hovne venezianer-billedhugger? Eller «seeren» Horats – er han i grunden ikke et av disse mange ofre, kulturhistorien har at opvise, et forhutlingens golde resultat, en dilettant forkvaklet ved tænkning fra græsk dialektik, hvorved han mot sin natur og temperament indsyltedes i hint filosofiske studiums generalisations-forgudelse, i kulsvier-troen paa det avsluttede, det fuldendte, det «uforanderlige», det «almene» – dette klamme tanke-utyske med de mange navne –, mens selvfølgelig det enkelte og det individuelle og det i utvikling – det man forstaar ved personlighet – efterhaanden fik hans foragt? – Og vil man endvidere spørge: Men ofret han, Mæcenas’s hyrede verssmed, ikke paa sin samtids snobbede kunstsmaks alter? – for ogsaa den tid hadde sine snyltende petitmaitrer i kunst, som paa grund av indflydelse i politikken og andensteds krævet ret til at ha forstand paa kunst og at sætte smakens kurs. Har han ikke ved sin vældige græske import været med paa at tilintetgjøre den sidste rest av den romerske digtnings eget rytmiske instinkt? … Spør man slik, ja saa spør man bare mot et haabløst bjerg av literatur. Ingen har i umindelige tider set andet av Horats selv end snippen av en laurbærkrans, som stikker op over bokstablen; og saalænge digteren av den lille fantasi selv forblir saadan usynlig der bak bolverket, aner man jo ogsaa likesom bedre hvad klassisk vil si, og hvad «guldalder» vil si. – «Seeren» Horats er en av historiens kaateste skøierstreker.
Det tør vel hænde at Carducci er en av de sidste elever, som denne «vates» faar. – Allerede tidlig har han været optat av Horats. I Juvenilia, anden bok, er han paa vei til den klassiske antik og forbereder det, som kommen der er et langt digt til Phoebus Apollo, blekt, lærd, med hele det klassisk-mytologiske apparat. Og der findes et, fyldt av protest mot det germanske kultur- og kunst-element:
… Flaccus. din skjønne Apollo veg for teutonerne
og den formløse Odin, og rømte den latinske jord!
Musen lyder nu til os fra islagte tyske Alper, og en
ussel hjord grumser Helikon’s klare vand …
Han tænker vel her ogsaa tillike paa de «romantiske brødre» og deres søtladenhet, der de søker at efterligne Manzoni. – Et andet steds sier ham «a me sorride il puro genio di Flacco…» (Flaccus’s rene genius smiler til mig). Og han snakker alt i Juvenilia med «seerens» foragt om «gregge profano». – Denne beundring driver ham videre, han søker til Horats’s kilder, til det evige Hellas. Han skriver de tre digte Primavere Elleniche til kjærlighets og skjønhets pris. Det er lærde hymner til klassisk-græsk kunst og natur, til den kjølige skjønhet, til Elysiums sagnrike sletter; digteren fingerer at han flygter med sin Lina – han «den sidste søn av de æoliske hellige poeter» –, flygter fra citarklimpren og «de hæslige kyster».
Hans befatning med Horats røber sig i mangt og meget. Det røber sig f. eks. i en digtsamlings titel fra de sidste aar før Italiens samling – Giambi ed Epodi. Det dræpende mytologiske apparat har han, ja endog hetære-skikkelserne som Lalage og Lydia møter vi. Ved en og anden vending av overraskende skøieragtighet, hvorved han rister digtets alvor av sig, vilde man kanske ikke mindes Horats’s «nisi cum pituita molesta’st», hvis man ikke visste at han kunde ham utenad. Selv der hvor Carducci pleier være helt sig selv, i natursynet, falder der for læseren av samme grund et litet streif Horats ind – kanske sammen med Vergil –; jeg tænker saaledes paa indledningen til det før nævnte digt til Clitumnus’s kilder, dets tegning av landlivets nervedyssende, animalske ro. Og med Horats’s selvbevisste «vates»-digt er der sikkert et slegtskap i det til kritikken og journalisterne (i Giambi ed Epodi), med den pompøst, av selvfølelse overstrømmende apostrofe til hans egen digtning; han gaar nok i grav, sier han, men I, mine strofer, skal leve: «… Paa eders vinger slynger jeg ut mit hjerte, for tider som bærer større lykke i sit skjød …»
Men disse paavirkninger har alle præg av at forbilledet dog ligger to aartusener borte; Carducci har endnu ikke tilegnet sig den klassiske aand. Man ser det ikke bare i det lærde apparats utenpaahæng; men der er ogsaa rimede oder. Og indholdets virkning er uten vild smak, uten dette fjætrende syn som i Odi barbare, at der rinder rødt blod av kridhvite marmorstatuer. For den egentlige frugt av hans beundring for Horats og for klassikerne er disse hans hedenske oder.
Glosen «hedensk» er for tiden ved at størkne, den gaar igjen overalt, hul i klangen og letkjøpt, paa samme maate som glosen «Dionysos» gjør det. Egenskapen er gudbedre næsten litt paa vei til at bli almeneie. – Engang betydde den noget bortimot et hjerteløst menneske, en kyklop, en Polyfem uten menneskelig følelse og tanke; det forblev den almindelige mands opfatning. Og den smittet igjen av paa «hedningerne», baade i kunsten og utenfor: én maatte, likeoverfor det som svakt var, ogsaa optræde uten noget videre hjerte paa sig, eller man maatte husere rundt paa bordellerne likesom paa trods; det var ikke noget otium at være «hedning». – Ved et hedensk livssyn skulde man vel imidlertid forstaa trangen til at frigjøre ansvarsfølelsen for al teologisk dualisme, i hel og uavkortet tillid netop til det inderst menneskelige, og ut fra grundsatsen: menneskenaturen er god – eller rettere: mennesket er ogsaa natur. En hedning skulde dog være det menneskeliges profet, med det rolige midtpunkt kun i sig selv, og med syn for barnet og for blomsten; det intime skulde ikke være utelukket, ja det intime i følelsen skulde vel være hans væsens kjerne, det religiøsiteten avløsende moment, noget av det som skulde fylde den plads, hvor gudsdyrkelsen sat, naar ydmyghets-dogmet bortfaldt, naar troen paa angerens og samvittighetsnagenes ørkesløshet, læren om sønderknuselsens skade, holdt sit indtog, naar selvfølelsen og stoltheten sattes tilbake i høisætet. – Men den anden og almene opfatning har øvet indflydelse gjennem tiderne og smittet tilbake paa de moderne hedninger. Endog naar Goethe er hedning, blir det stundom paa det lascives rand, noget av en gammel hankats uskjønne fryd ved nøkenheten; der kan komme noget av en german’s sentimentale selvnydelse ved at være det, noget bortimot et ekvivokt grin, et lastefuldt sideblik, om publikum virkelig ser, hvor svær en hedning han dog er. Denne selvbehagelige dvælen, denne koketteren, er Carducci fri for; i høiden har han nogen linjer for at erte presterne, som i Juvenilia ensteds, hvor han ønsker han maa dø under favntaket: «… da misunder jeg jer ei paradiset, I salige!» Men der findes intet hos ham som ligner Goethe’s Römische elegie V: dette er den geniale kjerne i hans personlighet, en skjænk fra italienerens skjønne og utadvendte vitalitet – den naturrundne faun, ved hvem der egentlig intet liderlig er.
Og dog kan det ikke negtes at den sedvanlige og teologiske opfatning har smittet tilbake ogsaa paa Carducci: han skaper sig fæl for ikke at bære sit navn forgjæves. Hans hymne til Satan er tildels et utslag av den art naiv hedendom.
I sine prosaskrifter har Carducci en lang artikel under titelen Polemiche sataniche, hvor han selv fortæller at digtet blev til en september-nat 1863; han trykte det først som manuskript og utdelte det til venner og bekjendte; 1869 blev det offentliggjort under pseudonymet Enetrio Romano i en Bologna-avis (Il popolo). Der blev et opstyr! Presterne raste og sammenlignet ham med Troppmann, og anonymernes bolde flok i aviserne lovte ham helvedes evige pine. Men selv de forstaaelsesfulde indvendte mot hymnen, at den var lærd, at det ikke var poesi, kun en «orgia intellettuale», saa bare de meget belæste kunde nyde den.
I artikel-samlingen Confessioni e bataglie fortæller digteren om sit ældste barndomsminde, at han var sammen med en liten pike i en have og lekte med et taug, og under leken traf de paa en padde; de ropte og skrek av fryd over fundet. Der kom en streng herre i svart skjeg med en bok i haanden og skjemte paa ham for levenet:
… Det var ikke min far, det var – fik jeg lang tid efter vite – den formentlige galan til en andens kone, som av visse hensyn nu var installert like der i nærheten. Jeg svinget tauget, som det var en svøpe, og fôr imot ham skrikende: Væk, væk, stygge dig! Fra den tid og indtil nu har jeg bestandig svaret al autoritet slik, naar de kom for at gi formaninger i moralens navn, med en bok i haanden og noget underforstaat i kroppen …
Denne anekdote om barnet, som skrek i trass, synes Carducci, betegnende nok, er et saa interessant træk, at han paa sine gamle dage endog trykker den op igjen nu i sine samlede verker. – Det er den usammensatte, naive trods, Satan-hymnen finder utløp for; det er bøflen som staar og stanger. Den er uten psykologisk genesis. Det hele er barne-naivt i sin livsvisdom i forhold til Baudelaire’s litanier til Satan, hvor dog alle dyder skues paa reversen, hvor svovelflammen tærer blaa og fræsende alt det som heter det «positive i livet»; hvor er ikke de vers smedet og sveiset like ut av et forpint og fortvilet sinds glødende esse! Ja, vil man ha et glytt ned i den himmelvide forskjel mellem fransk og italiensk aand, kan man neppe finde den klarere, mer sammentrængt uttalt end ved en sammenstillen av disse to digte. Hos Carducci er der ingen forherligelse av det onde som princip; der er ikke ett kast i det gjængse syn paa godt og ondt, ikke engang et tilløp til en paradoksal sats; det er uten spor skepsis, uten fnug betændthet: Io amo e credo, staar der. Ingenting fortæller om Carducci’s vanmagt i skepsis som dette digt.
Salute, o Satana,
o rebellione,
o forza vindice
della ragione!
Det er et pompøst hyldnings-digt til Satan som repræsentant for fornuften og naturen, for viljen og trodsen, forsaavidt den bygger paa denne fornuft, for det drivende i al social og intellektuel utvikling; historisk set, har den herre altid været livets princip, fremskridtets (der er saaledes Satan bak Luther), opfindelsernes princip, dampskibenes og jernbanernes, skjønhetens og kunstens. En forherligelse altsaa ogsaa av det som asketen forstaar ved «kjødet» og «verden», og teologen benævner «Satan»; og det gode overfaldes kun forsaavidt det repræsenteres av katolsk presteskap. Overalt det sedvanlige, sunde syn paa alle livs-værdier! det er bare dette at det heter «til Satan». Et drapa til en bold, litt lavpandet høvding. Og naar digtet samler sit slutnings-billede av jernbanen, som sluker sletterne, som ingen hindringer skyr, men skjærer sig ind gjennem fjelde og ut igjen, utæmmelig og sotet og hvinende, saa er det for Carducci toppunkt av dævel, og han utbryter: «O folkeslag, det er Satan den store, som passerer!»
En sundere og enklere djævel har verdensliteraturen ikke set. Carducci’s Satan er pur ungdom, og excelsior! er hans valgsprog; det er kun digtets adresse, som har bragt forvirringen. Men det var virkelig en tid, da italienerne trodde, og skrev, at dette digt var grunden til at Carducci maatte vente paa sin Nobel–pris.
Helt hedensk, og utenfor den teologiske kampplads, er han først i enkelte digte i Odi barbare (første samling 1877). I 60–70-aarene var sindene, ved siden av politik, ogsaa optat av Mazzini’s teisme og literært av Manzoni’s romantik. Digtsamlingen Intermezzo avspeiler delvis dette: den redegjør for Carducci’s syn paa digterens opgave; der er krasse utfald mot alt digterskaperi og mot raadende smak:
Poeten han duver med hugen tung og grætten;
Fra hjerte-regionen
han henter sit saar frem til skue, som røde rosetten
til æres-legionen:
«Ved saaret her, som nu væsker saa gildt» – han brasker –
«er adel mig beskaaret!
I asner til godtfolk, som slæper trutt og trasker,
bli ved i trælle-kaaret!
Vi elskovens bitte smaa engler, fri og spæde,
lyrikkens sommer-fugle.
som skaptes kun til vift over blomkaalens bede,
til kyss av kaalhodets kugle. –
Idag vi, i seklet for stenkul og staalet,
os skaper til hvepse-unger,
og gjør reaktion, mens absinten grøn mon straale,
og spytter ikkun lunger.
Med hjerterne saaret, vi – kunstens fyrste-klasse –
kun slik faar eget rike;
ei bybudsvirke blandt menneske-kryp kan passe
for os, sublime syke.
Vort hele virke, det er jo den sociale
reform i bryst at bære.
Ak tanke, saa søtt som du dufter av hospitalet!
Lang hit, lang hit klysteret! …
Men rødt maa det være! – Den bondemand hist henne
paa risens feber-aker
faar drikke det raatnende vand: For hevn ham at sende
jeg stadig vin kun smaker.
Og syng bare den, som i stemmen mest er brusten, –
og pokker spare helsen!
I friske kanaljer! lugt hvor den stinker, den gusten
av saaret jeg fik paa pelsen.» –
Paa blekeste morgenkvist han i alle svinge
slik skraaler langs skidne stier;
og hoster og harker av ødelagte bringe
blod, vin. elegier.
Og gartner-æslet, paa veien just dilter, og rister
sit øre under lasset,
ham lugter paa avstand, og tænker: «Aa, idealister,
gaa, drukne jer i d……!»
Intermezzo-digtene er en slags prolog til Odi barbare. Han har set sig sint paa tiden, paa dens mystik, kunst-lefleri og holdningsløshet, paa den poetiske forsumpelse. Han er absolut uforstaaende, ja der er noget indætt over ham. Han sier, at hver strofe hos ham er en lusing til et eller andet; «vo’ schiaffeggiare il mondo!» jeg vil fike op allesammen, truer han endog ensteds. Han har tydelig følt sig alene; og har visselig været det ogsaa. Han arbeider, han studerer klassikerne for at skaffe anden aandelig kost. Det er marmor fra Paros og sange fra Lesbos, som skal hele hans sind «stivnet som det er av kristendommens gigt og fordummet av romantikkens ugletut». Og han tegner det kolde marmor-billede han ser av sin fremtidige digtning i den klassiske retning:
… En firfisle smutter frem mellem stenen og urnen og stanser op i sol.en: det er min fjerne, ensomme ungdom som drømmer uten klage. Men i bakgrunden er der en dødningskalle, som ler sin evige latter: den ler sin sidste haan ut over dem, som kommer for at bringe trøst …
Dette er Tiepolo op ad dage i hans raderinger Scherzi di fantasia! den underlig skjørhjernede svimmelhet, som virker som hedensk vildhet, men egentlig intet andet er end fornemmelsen av den vældige historiske avgrund ned til det gjen-opvakte, til oldtiden. Det er i slaaende grad den samme races tale hos begge i disse syner paa det antikke. De føler dog likeoverfor antikken ialfald avgrunds-gufset, hvad Dürer og Mantegna end ikke aner.
Et andet sted skriver ham
Nu vil jeg more mig. Al den literatur, som nu findes, er ussel. La os vende tilbake til den rene kunst («ritorniamo all’ arte pura»).
Odi barbare skal formelt bl. a. være en protest mot «metri liberi», vers uten strofebygning, med rim efter behag – hvad han finder er tegn paa digtningens forfald.
Den hedenske vildhet er dog iblandt noget mer hos Carducci end bare nutidsmenneskets blegnende svimmelhet over avgrunden. Det er rigtignok saa ved mangt et digt, som han har gjort, at naar vi igjen fremkalder det ubestemte helhetsindtryk, den damptaake om kunstverket, som blir tilbake hos beskueren, naar hver detalj er glemt, saa lugter der saadan en liten smule bokstøv av det; vi vender indover til literatur og ikke utover mot liv. Man skulde vente at dette især vilde være tilfældet ved disse urimede oder i Horats’s versemaal, som forresten har faat selve Mommsen’s attest for at være fortrinlig eftergjort. Det er imidlertid ikke saa. In una chiesa Gotica har han saaledes sikrere og stillere og mer egte sagt hvad han som døgnets indlæg brølte ut i A Satana: han staar i en høitidelig spidsbuekirke; saa hører han kjendte kjære dame-skridt, og han utbryter i en pragtfuld slut:
… Farvel, semitisk guddom. Bestandig er det døden som hersker i dine mysterier. O du aandernes utilgjængelige konge, dine templer lukker solen ute. Korsfæstet martyr, korsfæster du menneskene, du besmitter luften med mismod: Men himlen straaler! men engene ler! men Lydia’s øine lyner av kjærlighet!
… Ma i cieli splendono, ma i campi ridono,
ma d’ amore lampeggiano
gli occhi di Lidia …
Eller jeg nævner oden foran Caracalla-termerne. Der er i denne uforlignelige hymne virkelig fremmanet et tungt aandedrag fra «la dea Roma», som sover under ruinerne. – I en anden forbindelse har jeg allerede nævnt Til Clitumnusflodens kilder, denne religiøse hymne til en hedensk guddom, til panteismen. Naar f. eks. Annunzio arbeider her, saa danner han myter, som skal dække ideer; Carducci derimot besynger, betagende og tung og vidunderlig streng, i en flods billede princippet for naturens dunkle, selvskapende kraft, loven for al tings uforgjængelighet. Der er fornemmelse av en folke-sjæls evighet i undfangelsen av det digt, et pust fra livets uendelighet.
Jeg skal ikke nævne flere. Det er det geniale ved enkelte av disse oder, at han har forstaat at fylde dem med en hedensk aands vælde, med en urimelig vild duft, med det grumme livs alvor som hjerteløst dræper og gjenføder – og det i et positivt livssyns henførelse! Der er et øieblik mer end bare avgrunds-fornemmelsen, han stiger ned i antikken. Der kan ialfald være en til alle sider uavhængig frigjørelse her, som om kristendom aldrig hadde eksisteret paa jorden. I moderne literatur findes visselig ikke maken, ikke noget med den illusion av positiv hedensk aande i sig. Ja, hans imitations-talent er saa vældig at der kan endog gaa tradition ældre end Horats i digtene – noget av Aischylos’s og Pindar’s vingesus kan der være.
Men formeget av denslags maa man jo ikke faa; – og Carducci har forfulgt sin sukces, som det heter, og efterhaanden sendt ut tre samlinger barbariske oder.
Carducci har digtet om alt mulig, og var stadig i utvikling mot formel fuldkommenhet, fra de ophakkede, litt pratvorne sonetter i Juvenilia med de rappe, uøvede flaks, indtil han naadde op til at faa blaa himmel under vingerne i enkelte historiske digte og i en del oder. Vi synes kanske der er megen svada: naar nemlig ordene er sterkere end følelsen, sier vi fra nord øieblikkelig, sky og blyge: det er uegte. Det sier ikke latineren altid. Ja vi kræver i grunden, at følelsen ikke alene skal dække, men helst række forbi ordene. Ved Carducci staar vi likeoverfor den latinske retoriks uttrykte billede; det er Tiepolo’s svada, hans stormveir i bravouren. Om det er litt hult, det er dog i slegt med det bedste, med det rensende og rensede i det italienske gemyt. Og likeoverfor et slikt fænomen, en side ved et helt folks væsen, faar man stikke sin egen nationale pipe i sæk.
Carducci har som digter været utrættelig søkende efter nye former. Men han søkte – i bøkerne. Derfor blev han ikke nogen nyskaper. Jeg tror, jeg tør paastaa at han ikke har set nyt liv, som ikke var set før. Men han ordnet! Han smeltet sammen hvad der forefandtes – først fra Foscolo av, men siden gik han længer og længer tilbake; han fordøiet, han gav det paany fra sig. Medens den politiske gjenreisning foregik, besørget han sprogets, saavel poesiens som prosaens. Han knuste den «romantiske» digtnings stuk. Han arbeidet, da ingen anden arbeidet. – Og ovenpaa landets gjenreisning, da tiden var inde til at flikke de nationale brudstykker sammen, men isteden – der som i andre lande – sindenes slaphet indfandt sig efter anspændelsen og de begivenhetsrike dage – da optraadte han igjen: han blev det ordnende geni ikke alene i det nye Italiens poesi, men ogsaa i dets aandsliv.
Carducci er ingen sammensat eller egenartet mekanisme; ikke engang en fin mekanisme er han. Men det skal jo en nationalskald heller ikke netop være. En nationalskald skal, ganske enkelt, være den største strupe i landet – den som kan rope høiest ut, hvad folk flest brænder inde med; han skal artikulere de mest almindelige lyd. Han skal ta op de klerikale spørsmaal, de politiske, de almenliterære. Det er ikke de fineste sandheter en nationalskald faar at si, men det er de videste og bredeste. Og hans mission er netop, ikke at bringe noget nyt paa markedet, ti det forstyrrer! Han skal kun være foran sit folk, men ikke foran sin tid. Og han taler ikke paa egne vegne. Han taler da heller ikke til hjertet, men han taler til det, som kaldes «hjerterne». Og naar én av folket sitter ved hans digtning og nyder den, saa er det ikke som man hadde stængt døren, laast sig inde med bokens egen verden, med dens billeder, dens syner, dens symboler; naar de saa er færdige med verket, saa er det heller ikke, som de igjen aapnet døren og vandret videre og ut i en ny og anden verden, men som altsaa er deres egen: de har i grunden ikke været gjest i en fremmed sjæls hjem. De stanset bare op saadan litt paa alfarveien og lyttet til et trækspil, som spilte en frisk, kjendt laat som kvikket dem og gjorde de mødige føtter spænstige til ny tørn. En nationalskalds verk blir ifølge sakens natur vanskelig, hvad man kalder, intim kunst.
Forsaavidt er Carducci en nationalskald. Han har selv i et digt fra 1887 – Congedo (i Rime Nuove) – git det billede av en digters kald:
Alle sine oplevelser, minder, fremtid og fortid, smelter han om til en hvitglødende masse. Og saa lægger han det paa ambolten, hamrer hvad et menneske behøver: til frihetskamp han hamrer kaarder og skjolde, seierskranser, og til skjønheten diademer, til fest trefot, altere og dyre skaaler. Men for sig selv smir smeden kun en pil av guld …
som han skyter imot sole-skjæret
stirrer hvor i luft den svinder,
og den skinner! …
stirrer, frydes. – Vil ei mere.
Men Carducci’s uttryk er slet ikke folkelig; ogsaa her træffer vi den merkelige forbindelse av gransker og impulsiv improvisator. Han er imidlertid landets samling i metrikken og rytmen, i verskunst; og under det arbeid har han, som sagt, neppe set nyt liv – og selv om han saa, saa forstod han det ikke paa nogen ny maate. Han har vel heller ikke skapt en ny rytme, end si et nyt versemaal. Ved sit skrivebord la han i saa maate al sin vildskap fra sig og iagttok i det formelle alle de overleverede love med videnskapsmandens pinlige omhu. Som det utrættelig ordnende geni han er, plukket han aksene og bandt dem i baand og bundt; men han saadde ikke. I sin digtning og literære virksomhet sanket han frem de perioder i folkets liv, hvor de var ubændig og uvilkaarlig sig selv: oldtiden, renæssancen, frihets-tiden, som endte med landets gjenreisning og samling; han indblæste billederne nyt liv og stillet dem op for folket. Han har gjort det envist, i en literatur-historie utelot han saaledes Manzoni, Italiens W. Scott; men en nationalskald maa jo ikke forstaa formeget den enkelte, ti da bidrog han jo ikke til det brutale resultat, som heter samling, og uten hvilket der ingen handling er mulig – at si fra det hele folk. Men ikke alene hans lærdom ledet ham under dette arbeid, men ogsaa hans vitalitets sunde instinkt, som fattet hvad folket i øieblikket trængte; det satte ham istand til at gripe længer tilbake, ned i kultur-røtterne, og, netop derved, tillike længer frem, trods hans bornerte haan likeoverfor de unge, som forsøkte nyt, idet han nemlig formaadde at slaa fast utviklingslinjen i italiensk digtning, ialfald slaa fast at italienerne nu tror de har den; – og det er jo det det foreløbig kommer an paa. – Man har kaldt ham den «realistiske» skoles fører i Italien. Jeg vet ikke om det er ret. Han har sunget for at lære folket at elske arbeidet, elske kjærligheten, elske livet og leve det fuldt ut, uten avhold og askese; han har sunget livsmodets pris indover folket. «Realist» eller «idealist»! jeg vet ikke hvad det kaldes.
Men hans bornerte vitalitet reiste, som sagt, altid bust mot det unge, som vilde nyt eller som fik vind i seilene. Da saaledes i 70-aarene den nu netop avdøde dramatiker Giacosa’s litt sødlige, litt av romantikkens lutende melankoli fyldte stykker, som mindet om Dumas fils, gjorde lykke over hele Italien, holdt han uforandret sin polemiske kurs. Da siden «naturalismen» kom fra Frankrike, lot han sig heller ikke afficere, men utropte i Ça ira-avhandlingen (i Confessioni e bataglie):
Fete Zola-tilhængere, som nu tror at dere skal ødelægge V. Hugo – hvor dere da skal bli komiske! – Send søplemanden rundt for at samle op paa fortauget deres beskrivelser, som ingen vil ha mer av – ikke engang suggerne! –
Hans kateter i Bologna har været midtpunktet for ordets kunst i Italien under det 19. aarhundredes sidste 25 aar; det var katetret di eloquenza Italiana.
Og der var saamen mangt at rette paa, da han traadte frem. Man hadde nok hat digtere som Leopardi og Giusti. Men det italienske sprog, og særlig prosaen, hadde just ikke levet længe i agt og ære; vi vet f. eks. at Alfieri talte bedre fransk end italiensk, og hans dramaer paa vers bærer for enhver italieners øre bud om det. I begyndelsen av aarhundredet snakket man fransk blandt de høiere stillede endog i Firenze – jeg vil nu ikke engang nævne Bourbon’er-redet i Napoli. Det er endel av Carducci’s vældige dagsverk, at han ogsaa her søkte at forbinde fortid og nutid. Som den store eklektiker lette han ogsaa her; han gik ned til renæssance-aarhundredet, hentet frem glemte gloser og vendinger; og han søkte ned til barokkens tid. Og han har sendt ut literatur-kritiske studier, har bearbeidet og utgit ældre italiensk literatur, har holdt taler, har skrevet avis-opsæt eller tændende utredninger over literære spørsmaal; han er en arbeids-træl, som har latet sig til. Han har forsynt poetiske verker med filologiske kommentarer; ja sig selv har han utgit paa denne maate.
Men om han var en arbeids-træl, som trækoksen han besynger, saa svarte han just ikke med det træge ryk i taalmodige øine, naar han blev stukket. Han ligger i ustanselig feide med publikum og smaken, især hos den dannede klasse – de «striglede» som han kalder dem – som stemplet ham som poeta del maiale (svinets digter). Han ligger ogsaa i kamp med sine digter-brødre; han har overfaldt Giacosa, de Amicis, men hans store offerdyr er dog den sicilianske lyriker Rapsisardi. Og han raser mot pressens kritikere; for selvfølgelig ogsaa i det land klages der over at de, som forstaar kunst, holder sig fornemt unna og overlater et verks bedømmelse til partiske klikker eller til vinglende pratmakere. Men Carducci morer sig ikke over de «striglede» klasser, hvis sanselighet har forædlet sig til lystenhet og derfor reiser sig i raseri mot den, som flænger det transparente undertøi; han bruker mund i uttryk som det ikke er tale om her at gjengi. Og til nedskytning av det kritiske penne-kræ kjører han op med formidable haubitzer. Paa liv og død vil han øieblikkelig arbeide sine digte ind til plads blandt de klassiske verker. – Jeg vil her specielt nævne hans artikel i anledning av publikums mottagelse av Ça ira-digtene, inspirert, sier han, ved læsningen av Carlyle’s «Franske revolution» – 12 hyldnings-sonetter til gallisk oprørsaand, som tegnes i enkelte utvalgte, indbyrdes uavhængige scener; «bare historiske øieblikke», kalder han dem selv. Her utbryter han ensteds:
… Aapner jer, I himlens sluser, og slip ned paa mit hode alle indignationens tordenbrak! aapner jer. I jordens sluk og gufs mig i ansigtet med al den motbydelige og væmmelige stank, som den følsomme, den høitidelige, den ærbare, den høitravende og svingfulde kritik har æslet til mig …
Der findes her, som sagt, ikke fnug av humor hos Carducci, end si ironi eller satire; hans sind eier jo ikke gift, eftersom der ikke findes forradnelse. Men av og til kommer der et streif av en viss forsagthet ogsaa over ham, en ensomhetsfølelse, en literær utve, som længer ute i nævnte avhandling i følgende billede av italiensk digterkaar; han sitter og ser ut av vinduet paa naturen, paa fjeldene, floden, paa vaskekonerne:
… Jeg ser paa dere, alvorlige, tause, høitidelige arbeidersker; og tænker. Brudens serk og de lakener, – hvorpaa en streng asket døde igaar. osteriets duk og dækket over nadverbordet, barnets bukser og morderens blodige jakke, – dere vasker det altsammen, vaskekoner! og alt gaar hvitt, eller ialfald rent, ut av vandet, som skummer under deres vriden. Ogsaa jeg, vaskekoner, skyller gamle idéer og ny idéer; og de nye er ikke vakre, og de gamle er ikke gode; og disse er luslitt, og de andre duer ikke; og ved hver indsaapning blir de mig bare mere grumset og plettet end før…
Og han ender billedet slik:
Der! hvad var det for en fæl fugl, som fôr forbi? Jeg kjendte den igjen, men jeg husker ikke navnet, som baatfolkene her sa mig. Det er en skrapfugl, noget litet gran tungvorren av sig, dvask, med gjennemtrængende skrik, mens den er i levende live, – som død er den slintret, tør, uten smak. Du fugl og frænde, «ædle svane», ta min aand som italiensk skribent og la mig taa være dig. Saa slipper jeg at se eller høre mer om politik og kunst, og kan flygte ut under solen og flyve bort, likegyldig hvorhen, likesom du…
Men det var særlig under dette polemiske veir, at Carducci i stilhet gjenreiste den italienske prosa. Jeg tør selvfølgelig ingen avgjort mening ha her, eller vaager veie hans vers mot hans prosa. Men ved at læse hans artikler maa man ved enkelte av dem faa det indtryk, at hans betydning her vanskelig overvurderes; jeg skulde tro, at den side ved Carducci’s virksomhet endnu ikke har naadd den plads i den almene italienske bevissthet, som den fortjener. Hans prosa er blomstrende, billedrik; men den er ogsaa skarp og rammende; han ridset op igjen de konturer, som var visket ut i vage røkelsesskyer under Manzoni – eller rettere, under hans efterlignere. Italienerne roser ham for at han finder det tændende ord, som gir visionen, det umiddelbare billede – den fuldkomne glose, «vocabolo perfetto». Han er substantivernes mandige dyrker, mens yngre sprogpenslere jo lægger mer elsk paa det adjektiviske – hvad der jo har harm en viss slimet ufriskhet, «stil Liberty». Men periodernes væverhet, vendingens mangfoldighet, er kanske det bedste billede paa hans ustanselig skiftende, aldrig hvilende vitalitet.
Forfattere som Annunzio hævder ialfald at Carducci simpelthen er den moderne italienske prosa’s skaper efter Boccaccio. Man har paa følelsen at de har ret.
Det sier sig selv at i et land, hvor imitationsevnen er saa stor som i Italien, har det let for at danne sig skole. Det sier endnu mer sig selv, at en regelbundet poetisk skikkelse som Carducci har let for at danne skolen. Han er en poeta doctus, han utgav jo endog sine egne ting med anmerkninger: dette billede har jeg fra V. Hugo – staar der; og denne inspiration kom jeg paa under læsningen av den og den. Denne italienernes lærdomssyke er, synes mig, nærmere beset, et utslag av den samme imitations-evne, og i grunden en mindre værdifuld side ved folkets aand. Boccaccio’s græske «studier» grundla den golde «humanisme»; Carducci har en rem av den samme lærde hud. Og jeg har det indtryk av den italienske kunst for tiden: der læses litt for meget. Det skulde undre mig om ikke Carducci her har en smule paa samvittigheten.
Det er ogsaa betegnende at Carducci’s lyriske elever meget ofte er docenter eller professorer, som gjør et digt saadan paa fyrabens-stunden. Der lugter i det hele litt bibliotek av den italienske lyrik for øieblikket. Det er hændige verssmeder iblandt, særlig kyndige i rytme og rim. Der arbeides sterkt med metret; de gamle versemaal faar ikke fred i sin grav, hverken middelalderens eller antikkens, – og her er Carducci sikkert ophavsmanden; der forsøkes alle mulige kombinationer, medens derimot selve det poetiske uttryk og billede gjerne hentes ut av det kjendte arsenal. – Leopardi gjør sig selvfølgelig meget gjældende blandt de unge; deres stræben gaar ut paa at levere «arte solitaria», og de higer alle efter titelen «poeta malinconico e semplice». Nogen av disse hængehoder er under indflydelse av den franske symbolismes maner, som Giorgieri Contro, Francesco Flamini, A. Galletti. Der er andre, som selvfølgelig er under indflydelse av W. Whitmann og leverer «liberi metri»; det er ogsaa ofte litt bløte sjæle med murkne tænder, melodiske, «con qualche puro accento di dolce stil novo»; de bruker hyppig staaende homeriske epiteter. Her kan nævnes Garoglio, Adolfo di Bosis, G. Lipparini og frem for alle Annunzio. Disse er imidlertid allesammen Carducci’s antipoder nu. Men det maaler hans indflydelse i italiensk digtning, naar det om dem alle heter, at de har brutt med ham. Han har vistnok ikke, han heller, formaadd at slaa fast urokkelige poetiske leveregler; men alle er nødt til at ta standpunkt til dem; hans skikkelse kløver strømmen.
Den Carducci utkaaret og satte høiest var Severino Ferrari, den lærde filolog og lyriker, som blev hans assistent i Bologna, men døde for et aars tid siden paa et sindssyke-asyl. Der er imidlertid andre grener paa det store eketræ – og man har det indtryk, at den fælles saft i alle disse grener, og kanske ogsaa i grunden i den ovenfor nævnte retning som har brutt med mesteren, for en del bestaar i en vek, forfængelig drøm om det kommende national-epos, som skal besynge landets sidste frigjørelse. Jeg nævner blandt disse Romolo Quaglino (saffisk metrum), Vittori, som sukker patriotisk efter landstrimlen hinsides Adriateren, Guido Mazzoni, sicilianeren G. Piazza, nærmest vel ogsaa Francesco Pastonchi paa grund av hans renslige kjølige form, en sonettens mester, som jo spotter enhver rim-vanskelighet. Jeg skal ikke regne op flere elever, men blot fæste mig litt ved Giovanni Pascoli, tidligere professor i græsk i Messina, fordi han nu som selvskreven har overtat Carducci’s post i Bologna. Han er fænilielivets og lands-idyllens digter. Og italienerne, som dog klager over at han i utrængsmaal optar dialekt-ord fra Romagna, sin føde-egn, i endnu høiere grad end f. eks. Annunzio – de nævner efter Carducci ham blandt sine digtere ved siden av Annunzio. Skjønt han har studert under Carducci, er dog hans digteriske fysiognomi vidt forskjellig, en spinkel og from og fredelig sjæl, som har lukket sig ind i den mystiske kontemplationens have og allerede er halvt indsovnet av blomster-duften; der er ingen trods; han er ikke orgiernes og glædens sanger; han er ikke længer endeløs i sin tragten. Et stykke voks. Og man behøver ikke at være profet for at forutse at saamegen følsomhet – «menneskelighet» og «pietá» – vil havne i kirkens skjød, om han faar leve længe nok, som tilfældet blev med Fogazzaro.
Alle lyrikeres fysiognomi bestemmes altsaa av deres forhold til Carducci; ingen kommer forbi hans arbeide for formen. Og dog er det mulig at Carducci ogsaa i literaturen øver mere indflydelse ved sin digtnings mandige holdning end ved dens form. Formen forlater de jo, – og Horats har kanske git digterne impuls for uigjenkaldelig aller sidste gang. Men de kommer vanskeligere forbi hans digtnings og livsførsels protest mot al utidig verdens-klynk, mot hængehoderiet fra overmenneske-puslingerne, – en protest som hos ham er et naturlig træk ved hans hedendom, ved hans had til al mystik, ved hans sky for al erotisk skrantenhet. – Og dette faar dobbelt betydning i et land, hvor der gaar saamange kunstnere omkring med veirende imitations-talent. – – –
Carducci er, som sagt, i sin form ingen folkets skald. Han er tvertimot aristokrat, og ikke let tilgjængelig for den ulærde og litet belæste. Dog er han ubestridt nationalskald.
Det er han heller ikke just blit ved at smigre det samme folk. Han har ligget i hyppig feide med dets anseede mænd. Og i polemikken lægger han ikke fingrene imellem; sætte sig ind i motstanderens tankegang, som det heter, hvad der er de finere sinds nydelse – og svakhet i kampen –, det krav kjender ikke Carducci; og det allerede av den grund at han er for liten psykolog til det. Der er bare vitalitetens utadvendte kamplyst, animositet. Og han kan overfalde og mishandle selv den utvilsomt fortjente mand. Det er ikke sjelden en urigtig betegnelse, naar vi kalder disse sammenstøt polemik; han stiller sig nemlig ofte op og bare bespytter offeret med et utrolig drys av skjeldsord, og det kan stige til en utskjeldnings-akt, hvis make man nok skal søke; ialfald her nordpaa træffer man det vistnok sjelden utenfor smugene, baade hvad glosebruk og hvad utholdenhet angaar. Det er som svovel som fræser, uten at det vil ta ende; og han er herlig utilhyllet i sin mordlyst: der er ikke antydning engang til grid. Og hans kamplyst forsmaar de moderne korstogs-ridderes attituder, som «desværre, i sakens interesse». Det er ham en sand svir at skjelde ut, en graadig hjertens lyst, en fest, som om det var Catul selv.
Faa har vel gjennemprylet en hel nation som han. I den nævnte Ça íra-avhandling har han saaledes flere opgjør med sit folk, som det arter sig i øieblikket:
… denne nation som er fra igaar og allikevel i 30 sekler komplet har manglet idealitet, det vil si: de fædrelandssindede traditioners religion, og lyse og frygtløse bevissthet om sin egen kulturhistoriske mission – den eneste religion og den eneste bevissthet som sikrer et folk fremtiden. Men idealitet kan der jo ikke bli tale om, hvor mænd og partier ikke eier idéer eller utgir for idéer de smaa opblussende passioner … de smaa egeninteressers impulser, de smaa fordeles glimmer…
Og længer nede i samme artikel sier han:
… En nations idealitet bestaar ikke i det at hver lystig forening i parfumeri-branchen eller av fetevarehandlere, samlet for at gasterere, tror de ikke slutter festen rigtig uten de slaar paa telegrafen med en depesche til kongen – hvilken depesche i den stund og ved den anledning kommer til at si omtrent saameget som: «Deres majestæt, vi har spist bra, og nu er vi ved konjakken. Godnat!» – En nations idealitet, det vil si: fædrelandts religion, har til grundlag som den ulmende glød, ialfald én realitet, eller flere: de lavere klassers skridtvise omdannelse og vandring op stigen imot det fuldkomne; en ordnet og sund utvikling av middelstandens økonomiske kræfter; et tankens aristokrati, et videnskapens, et kunstens, i en fornem dyrkelse av den i dyp forstand nationale genius…
Han raste mot folkemøte-syken, mot literære, videnskabelige o. l. banketter; han sa dræpende ting mot parlamentet. Ensteds kommer han med denne blodige haan:
… Og dog har aldrig kraften og begavelsen været hævet til skyerne i Italien som i disse sidste aar; og naar gaterne og pladsene i de 100 byer allerede nu synes for faa og trange til mindesmerker over vor ærefulde fortid, saa er jeg stygt ræd for at selve gruberne i Carrara og Serravezza ikke skal ha marmor nok til monumenter over de nulevende storheter. Hver morgen faar jo solen muntre sig paa en ny stormands ansigt, som reiser sig til bruk, og forbruk, i dette eller hint parti, i denne eller hin klikke…
Videre:
Ved hver lang skygge vi ser glide forbi i nærheten av Capitol eller paa Signoria- og san Marco-pladsen, eller under Milano-gallerierne, eller i en landsbys smaagate, saa roper vi til hverandre: Se godtfolk, hvad slag de endnu lager her hjemme hos os! – Og saa husker vi ikke, at naar dverger kaster lange skygger, er det solnedgangs-tider…
Og han resumerer sin straffepræken slik:
… Til en literatur og en retning uten tanker, til en regjering og en politik uten idéer, passer da ogsaa et liv uten overbevisninger …
Naturligvis har en mand som Carducci været hen i politikken. Først gjaldt det statsformen, før 1870. Han var nemlig oprindelig monarkist, omkring 1859; men saa syntes huset Savoyen at røbe klerikale symptomer. Da blev han republikaner for landets samlings skyld: Rom skulde erobres! (cfr. f. eks. hans digt Roma o Morte – i Levia gravia – fuldt av trommehvirvler og opbud, samt det, trods lærdom, eggende Dopo Aspromonte). Republikanerne blev imidlertid snytt for sin statsform, idet ogsaa her hin ring av verdens fineste forretningshuse, kaldet dynastierne, grep ind. Da Rom imidlertid blev indtat, var ogsaa frihetsverket fuldbyrdet og hans generations politiske drøm opfyldt. Carducci blev paany monarkist – og en motstander av de nuværende republikanere, som vil en føderativ republik; hans ode til Italiens dronning er likesaa stemningsfyldt som hans petroløse Versailles. Der er saaledes en viss sammenhæng i slingringen; ialfald er holdningsløsheten ikke resultat av nogen hestehandler-beregning. – Siden fik han da fingrene ind mellem døgnpolitikkens maskineri. Han stillet sig i et par valgkredser og holdt taler; man ser at han ikke er helt likegyldig for deres mottagelse blandt urvælgerne, idet han i sin utgave lar enkelte avtrykke med parentetiske indskud om effekten, som (bravissimo!), (viva Carducci!), (fragorosi applausi), (frenetici applausi). Han blev imidlertid paa grund av sin stilling som professor hjemsendt av kamret. – Siden er han jo svært ovenpaa; engang skriver han saaledes:
… Jeg ønsker ikke være minister, hverken i monarki eller i republik, jeg har ikke villet, og vil ikke, være deputeret, jeg er ikke, og vil ikke være, høvding eller tolk for nogensomhelst gruppe av nogensomhelst sammenslutning av nogetsomhelst parti, fordi jeg ikke agter at være tjener for dem, som kaaret mig, og talerør for dem som trængte tolk. Jeg ønsker være herr den og den kort og godt, uten epiteter eller adjektiver og med mindst mulige relativer …
En anden gang er han endnu mere pompøs og kostelig, da han dementerer et utbredt rygte, at han skal ha skrevet et litet dramatisk arbeide med politisk sujet:
… Jeg har tilbedt kunsten i saa mange aar og med saamegen respekt at jeg ikke fortjente den forhaanelse som ligger i at bli sigtet for en forbrydelse saa borgerlig triviel…
Paa ett felt holdt han linjen: Italiens enhet stod over alt. Det er dog ikke altid lett ved hans eggende digte nu at skille ut hvilke har grepet direkte ind i begivenheterne her. Nogen er ialfald kommet post festum – og det blandt hans bedste, som jubel-digtet i anledning av Mentana-slagets aarsdag 1872 (i Giambi ed Epodi), da jo Rom allerede var i folkets hænder; ved Il plesbiscito er det likedan: «ta dine telte, fremmedkar! Dit rike er slut!» Og om det nævnte Roma o Morte, som er fra 60-aarene, fortæller han selv, at det blev stjaalet blandt hans ungdomsmanuskripter og offentliggjort – i 1883. Endel digte har vel derimot cirkuleret som manuskript mellem venner og kjendinger og saaledes kan ha øvet aktuel indflydelse; men der er vistnok her en væsensforskjel fra f. eks. Giusti’s stilling: der levrer blod ved hans fædrelandsdigte; de har været med ved de historiske begivenheter, de er ingen poets repetition. I ethvert fald, de bedste historiske digte Carducci har gjort og som vil bli staaende, som det oftere nævnte Sui campi di Marengo, Canzone di Legnano o.l., – de er blit til efter gjenreisningen. Men der er lagt skjæbne ind i dem: det folk som har faat dem i skjænk, eier en fane for kommende tider og ufødte slegter – et stort pant paa sin egen dunkle kraft.
Og allikevel føler jeg, naar jeg nu de sidste aar har iagttat folket i dets holdning til Carducci, at det dog ikke heller er her, som digter av disse sange, han har faat den store betydning for det: Det er selve skikkelsen som gjør sig gjældende. Man hylder ham nok som skald, og kamret bevilget ham omtrent enstemmig 12000 lire aarlig; man fælder nok ind marmortavler noget hvert sted til ære for den forhenværende «poeta del maiale», man reiser nok rundt i byerne paa turné og læser op hans digte under øredøvende applaus; han kreeres nok til æresborger av landets kommuner: Det er dog selve skikkelsen Carducci, som virker og dyrkes. Det centrale i ham var hans makeløse livs-appetit, – og i et stort folk tør man være sig denne bekjendt, uten hykleri, ubeskaaret. Det var han. Han er derved det italienske folks billede paa dets egen levedygtighet, han er dets livsmod i person – han denne herlige hader av alle baktrapper, han med en aandskonstitution, som borneret formaadde at bære sit midtpunkt uforflygtiget og uskadt tvers gjennem al den vældige paavirkning og efterligning. Og for utlændingen er det denne slags firskaaren vitalitet – den være litt larmende og utadvendt, som italieneres vis er – som er ynden ved Carducci, det henrivende.
Man saa for et aars tid siden eller vel det, hvad han virkelig var for folket. Han hadde dengang hat slag, og var syk og sengeliggende. Da ymtedes der at prester begyndte at faa sin gang i hans hus; der sivet ut rygter at ældre fromme damer, bl. a. en bigot slegtning av Milano-kardinalen, stadig holdt til hos den syke; og klerikale aviser visste at berette at Satana’s digter allerede vaklet i troen. Det gav et ryk i den oplyste almenhet, som gjenlyd av et stort folks samvittighet. Og man spurte i stor ængstelse: skulde presten snappe hans jordiske levninger? – han bigot som i Clitumnus-oden sang om presteskapet at det gjorde verden til en ørken, og «ørkenen kaldte de Guds rike»! Skulde alderdommens sidste time med ett strøk utslette et helt livs uforsonlige kamp? Skulde landet ikke forskaanes for synet av forraadnelsens styggedom? – Og journalisterne rendte ham for dørene, for at opfange hvordan det stod til med troen. Skjønt det jo i og for sig kunde være likegyldig hvad en syk 70-aaring, som efter slaget ikke længer lever, men blot vegeterer, lægger sig til av nye anskuelser – man hadde jo hans livs verk –, saa maaler denne ængstelighet hans stilling i folkets bevissthet. Da kom ogsaa en dag hint trodsige kommuniké, som blev trykt i aviserne med apoplektikerens store, skjælvende bokstavskrift, – jeg har ikke teksten, men jeg tror jeg husker den rigtig: «Jeg lever som jeg altid har levet„ uten vaabenstilstand hverken med prest eller Gud.» – Og det søkket lettet i alt folket.
Man har kaldt Carducci «folkets samvittighet». Det er mulig, det heter saa, naar éns vitalitet er saa stor at den ingen grænser kjender og kræver ubetinget albuerum for sig. Det er ialfald derfor at et stort folk takker ham; og dets taknemmelighet blir saa siden i olding-aarene hans samvittighet. I et ensomt land, blandt et litet grissent folk lærer selvfølgelig digterne sig op til at besynge den lykke at tilhøre et litet folk: sindene stimer ikke der; deres higen blir klok og de sætter sig ustanselig kun de korte maal, som kan naaes; hvem synger der: Den lieb’ ich der unmögliches begehrt? De digtere er ialfald faa i et litet folk. De er yderst faa. De er der omtrent ikke. De utsætter sig for det lille lands smaa borgeres latter. Det kan saamen ogsaa godt være, det er en lykke at tilhøre et litet istedetfor et stort folk, – for borgerne, og en rigtig god skole for forretningsmanden; det kan godt være, at det ikke er hans forbandelse, at hans fantasi indskjærpes angsten for alt hvad der er hinsides hans fingres rækkevidde. – Og dog er det det andet, som er et stort, vitalt folks frie, uhemmede røst; der spør man: men hvorfor skal digterne ogsaa bli kræmmere? er det maaske ikke netop derfor de er digtere, at de skal tro grænseløst? der blir altids en brøkdel fornuftige regnekunstnere igjen for det: Den lieb’ ich der unmögliches begehrt! – Det store vitale folk takker en slik digter. Og dette samme folk skjænker ham tilbake i fulde maal paa hans livs aften, hvad det fik, og fylder ham med sin evige livs-aande, med overflødighetsfølelsen i folkesjælen, med styrke til at bære dagsverket uskadt tilende, saa han, fuld av selvkritik, hvithaaret og saftløs, trækker sig frivillig tilbake, og venter sin opløsnings slut, ordknap og stolt. Og folket, hvergang de hører hans navn nævne, smiler; og smiler overbærende ved al den uret han har begaat – et deilig morssmil over en vilter søns streker. Se, dette er det misundelsesværdige ved at være stor mand i et stort folk: det store faar støtte til at ældes med anstand, uten vimset puslinge-bekymring for sine spors utslettelse. –
Hver sommer de sidste tyve aar søkte Carducci op i Alperne ved Como-sjøen, til omegnen av Spluga-fjeldet, hvorfra han ogsaa, som nævnt, har et av sine sidste digte, en panteistisk elegi. Han gik sine ensomme turer der oppe; man saa hans hvite, firskaarne skikkelse sitte mut paa utsigter og stirre utover landet, selv en storslagen illustration til slutningslinjerne i Il bove:
E del grave occhio glauco entro l’austera
dolcezza si rispecchia ampio e quieto
il divino del pian silenzio verde.
Han kunde sitte timevis og stirre, i den senile, vegeterende hensunkenhet – netop den naturlige vei for en saadan skikkelse imot opløsning. Sidste sommer magtet han ikke dit op. Han er faldt for naturens alders-grænse. Faldt heller ikke for noget andet, trækoksen fra Maremma.
(1906)
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |