Hopp til innhold

En fantefoged

Fra Wikikilden

Allerede tidlig begyndte man omkring i bygderne at ansætte politi, som kunde holde fanter og tyvepak borte fra bygden og i nødsfald hjelpe bønderne, naar de blev antastede paa sine gaarde af dem. I sig selv var denne bestilling lidet anset, og fantefogderne eller stodderkongerne, som disse betjente kaldtes, var mangen gang ikke bedre end det aat, de forfulgte. Man har derfor eksempler paa, at folk, som havde forgaaet sig paa en eller anden vis, blev dømte til at overtage dette hverv. Hvorledes Faaberg i 1664 fik sin egen fantefoged fremgaar af følgende udtog af søndre Gudbrandsdalens retsprotokol for nævnte aar.

»Gullik sundmand fremkom for retten og foregav for nogen tid siden at have havt hos sig en fremmed fante, som havde lovet hannem ondt, for at han ikke gav hannem efter sin villie. Og straks derefter vederfores hannem ondt, at hans tørkestue opbrændtes. Et halvt aar derefter kom samme fante igjen til omrørte Gullik sundmand, som gav hannem nogle tørre hug. Da paa det omrørte Gullik sundmand formedelst sin armods skyld ei skulde udgive nogen kongesigt for samme slagsmaal, haver han sig idag for retten forpligtet med haandsrækkelse til kongl. maj.ts foged, at han efter den høie øvrighed anordning efter denne dag skal afværge og have tilsyn med alle fremmede og udbygdes fanter, som ei haver rigtig pas og beskeden at fare med, at levere baade dennem og deres medhavende tøi til lensmanden, at derpaa siden kan hændes dom efter den høie øvrigheds anordning, til hvilken antastelse almuen lovede at gjøre hannem bistand. Og dersom han herudi findes forsømmelig, skal dette slagsmaal staa hannem aabent for og ikke komme hannem til forsvar eller befrielse». Da Gullik sundmand ikke senere ses at være stevnet for det slag, han havde givet fanten, tør man vel antage, at han har røgtet sin bestilling nogenlunde tilfredsstillende.

Søndre Gudbrandsdalens retsprotokol f. 1664 (10 febr). Om en stodderkonge paa Søndmøre fra en noget senere tid se Daae, norske bygdesagn I, 159 (2den udg.).


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.