En Sangers Bøn
Verdens Tonefylde føres
viden om i Klang og Kvad;
Strengespil og Tunger røres,
Ord og Toner følges ad.
Under denne Strøm, som lyder,
tyst i alle Sjele flyder Dybet,
som af Gud kun høres.
Stille Dyb, hvor Toner blunde,
som skal vaagne lydt engang!
Kun din Breds de dunkle Lunde
har et Nyn, en dæmpet Klang.
Lifligt, gjennem Toners Rige,
Nyn og Klang vi høre stige
fra de dunkle, skjulte Grunde.
Saligt har mit Øre dvælet
ved saa mangen Toneleg,
mens til Sange den besjeled
Haab, som af mit Indre steg.
Han, der Hjertets Uro hørte,
naadigt ved min Tunge rørte,
skjenkede mig Sangermælet.
Men i Dybet, som jeg gjemmer,
dulgt for Verden, kjendt af Gud,
der har Sjelen bundne Stemmer,
som skal løses paa hans Bud;
Sukke kun derinde bæve,
at hans Aand vil oversvæve
Dybets Liv, som han fornemmer.
Aanders Herre! Du skal raade
for de Skatte, Du mig gav.
O, men vis mig og din Naade,
naar min Sang er stilnet af!
Thi alt mer mit Hjerte banker
i usigelige Tanker
ved den store Livets Gaade.
Lad min Sangerkrands da slynges
hen i Støv paa Glemsels Kyst,
naar kun hist, hvor Alt forynges,
Sjelens Dyb har lutret Røst;
naar kun der jeg griber Tonen
i det store Kvad for Tronen,
som til Himlens Harper synges!