En Sangers Bøn

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 8-9).

Verdens Tonefylde føres
viden om i Klang og Kvad;
Strengeſpil og Tunger røres,
Ord og Toner følges ad.
Under denne Strøm, ſom lyder,
tyſt i alle Sjele flyder Dybet,
ſom af Gud kun høres.

Stille Dyb, hvor Toner blunde,
ſom ſkal vaagne lydt engang!
Kun din Breds de dunkle Lunde
har et Nyn, en dæmpet Klang.
Lifligt, gjennem Toners Rige,
Nyn og Klang vi høre ſtige
fra de dunkle, ſkjulte Grunde.

Saligt har mit Øre dvælet
ved ſaa mangen Toneleg,
mens til Sange den beſjeled
Haab, ſom af mit Indre ſteg.

Han, der Hjertets Uro hørte,
naadigt ved min Tunge rørte,
ſkjenkede mig Sangermælet.

Men i Dybet, ſom jeg gjemmer,
dulgt for Verden, kjendt af Gud,
der har Sjelen bundne Stemmer,
ſom ſkal løſes paa hans Bud;
Sukke kun derinde bæve,
at hans Aand vil overſvæve
Dybets Liv, ſom han fornemmer.

Aanders Herre! Du ſkal raade
for de Skatte, Du mig gav.
O, men vis mig og din Naade,
naar min Sang er ſtilnet af!
Thi alt mer mit Hjerte banker
i uſigelige Tanker
ved den ſtore Livets Gaade.

Lad min Sangerkrands da ſlynges
hen i Støv paa Glemsels Kyſt,
naar kun hiſt, hvor Alt forynges,
Sjelens Dyb har lutret Røst;
naar kun der jeg griber Tonen
i det ſtore Kvad for Tronen,
ſom til Himlens Harper ſynges!