En Nihilist/Første Del/VII. Kapitel

←Advokat Repin.

En Nihilist av Sergei Stepniak, oversatt av E. Dorchmann En Proselyt.

De sammensvorne i Dubravnik.→

Hentet fra Project Gutenberg og wikifisert.

 Andrey forandrede sin Beslutning om at gaa ned i Parken og gik i Stedet for lige til Helenes Bopæl. Rimeligvis vilde de dog komme hjem for at spise til Aften, hvis de ikke allerede var der; og han fremskyndede sine Skridt.

 Men det var en Dag fuld af Skuffelser. Der var ingen til Stede, og man sagde ham, at de ikke havde givet Besked om, hvornaar de kom tilbage. Desuagtet bestemte han sig til at vente.

 Helene beboede et rummeligt Værelse, tarveligt møbleret, men med en smuk Udsigt. Et stort Akasietræ skyggede foran Vinduet, og dets fine Løv dirrede let i den stille Luft. Andrey aabnede Vinduet og indaandede den krydrede Duft fra Haven og Markerne. Huset stod i Udkanten af den lille Landsby, og man havde en vid Udsigt over Agre og Enge. Midsommerens lyse Nætter var allerede forbi, men Aftenskumringen var endnu lys og lang. Han havde næppe ventet et Kvarter, førend han hørte Gadedøren smække i og et Øjeblik efter Georgs Latter ude paa Trappen og en Stemme, som fik hans Hjerte til at banke heftigere.

 Tania saa henrivende ud med en let Rødme paa Kinderne efter den hurtige Gang. Hun var iført en lys Bluse af Raasilke, som klædte hendes smidige, slanke Figur fortræffeligt. I Haanden bar hun sin store, runde Straahat, som hun havde taget af undervejs. Andrey rejste sig og gik hende i Møde med et straalende Smil.

 „De har haft en behagelig Spadseretur, kan jeg se,“ sagde han og saa hende ind i det straalende Ansigt.

 „Ja,“ sagde hun og kastede sig i en Lænestol, „det var virkelig en rar Tur. Georg fortalte os saa mange morsomme Historier. Skade, at De ikke var med!“

 „Mener De for Historiernes Skyld? Maaske har jeg dog hørt dem før. Det hænder undertiden med gamle Venner, som er meget ude sammen.“

 „Hvorledes gaar det egentlig dig?“ sagde han til Georg. „Det er snart en Evighed, siden jeg har set dig! Du er vel midt i en Skabelses-Paroksysme, kan jeg tænke mig?“

 „Jeg har siddet og hekset med Renskrivning, hvis det er det du mener?“ svarede Georg.

 „Og nu fejrer du formodentlig dit Værks lykkelige Fuldendelse?“

 „Ja, nu er jeg færdig med mit Arbejde for denne Maaned og fejrer, som du siger, min midlertidige Frihed — en Glæde, som kun den helt kan fatte, der maa slide i den literære Trædemølle.“

 Tania, som mageligt strakte sig i Stolen, vendte sig mod de talende og lænede begge Albuer mod Stolens Arme.

 „Sikken en utaknemmelig Gnavpotte du er, Georg,“ sagde hun. „Jeg mente, at du mindre end de fleste havde Grund til at beklage dig over din Skæbne.“

 „Det lader sig høre!“ udbrød den unge Mand. „Vil du maaske være saa venlig at sige mig, hvorledes du er kommen til den Opfattelse? Det vilde være yderst behageligt, om du kunde faa mig til at dele den.“

 I dette Øjeblik viste Helene sig i Døren med Tebakken, fulgt af Stuepigen med Samovaren. Med Gæsternes Hjælp blev Bordet hurtigt tømt for Bøger og Papirer, Dugen lagt paa og alt gjort i Orden til Aftensmaaltidet.

 „Naa, Tania Grigorievna, du skylder mig stadig en Forklaring,“ sagde Georg, da de huslige Forretninger var besørgede. „Du svarede mig ikke paa mit Spørgsmaal, hvorfor du ansaa mig for at være den lykkeligste blandt alle dødelige.“

 „Er Georg det? Det er mere, end jeg har vidst,“ sagde Helene.

 „Du forvrænger mine Ord,“ svarede Tania. „Jeg sagde blot at du ikke burde beklage dig over din Skæbne.“

 „Ja, men hvorfor skulde denne sølle Glæde nægtes mig mere end andre dødelige?“

 „Fordi du en Gang har fortalt mig, at naar du var trykket af et eller andet, saa behøvede du blot at nedskrive det i Vers, for helt at blive befriet for det,“ svarede den unge Pige hurtigt og lo. Hun tænkte sig, at Georg havde ventet en Kompliment, og det morede hende at drille ham lidt.

 „Jeg troede ikke, du kunde være saa ondskabsfuld, Tania Grigorievna,“ sagde Georg. „Næste Gang skal jeg være mere forsigtig og kun vise dig Reversen af Medaljen.“

 Paa denne spøgefulde Maade fortsattes Samtalen, medens man indtog Aftensmaaltidet, kun Andrey var paafaldende tavs. Han følte næsten Bitterhed imod Vennen, fordi han besad denne egne Evne til med sine Ords klangfulde Svada at fængsle og interessere sine Tilhørere.

 Pludselig rykkede Helene sin Stol hen ved Siden af Andrey og afbrød hans triste Tanker ved paa sin forretningsmæssige Maade at spørge ham, om det ikke var muligt for ham at hjælpe hende et Par Aftener om Ugen med hendes Arbejde.

 „Hvilket Arbejde?“ spurgte han, og fo’r op af sine Drømmerier.

 „I de unges Klub! Vi vil saa gerne have dig til at tale for dem af og til. Jeg tror, du vil klare det godt.“

 „Jeg? Hvad Nytte skulde jeg gøre der? Du ved, at jeg ikke er nogen Taler og kun vil gøre en ynkelig Figur. Bed hellere Georg, han forstaar det bedre.“

 „Det har jeg selv tænkt,“ svarede den unge Pige ligefrem, „og jeg har allerede spurgt ham, men han siger, at han er alt for optaget og ikke kan afse en eneste Aften.“

 Der var intet i Helenes Bemærkning, som Andrey ikke selv under lignende Forhold vilde kunne have sagt til hende, men han var øjensynligt i daarligt Humør i Aften og svarede gnavent:

 „Naa, saa er det altsaa i Mangel af noget bedre, at du kommer til mig?“

 Helene gjorde en utaalmodig Bevægelse og sagde:

 „Hvad er det for noget Snak, Andrey? Svar mig kun paa, om du vil eller ej.“

 „Jeg er selv meget optaget af mine Arbejdere,“ sagde han og tog sig sammen. „Men sig mig dog, hvorfor du pludselig ikke kan klare dig uden Hjælp?“

 „Fordi flere af vore Folk er blevne trukne med ind i Affæren ved de sidste Arrestationer — iblandt andre Myrtov.“

 „Naa, saaledes!“ udbrød Andrey nu helt interesseret. „Var Myrtov Medlem af din Klub?“

 Helene nikkede.

 „Jeg har aldrig truffet den Mand,“ vedblev Andrey, „men jeg har hørt, paa hvad Maade han blev arresteret, og naar jeg dømmer herefter, maa han være en ualmindelig ædel Karakter. Har du nogen Idé om, hvorledes det vil gaa ham?“

 „Det er umuligt at sige,“ svarede Helene, „det afhænger helt og holdent af Politiets Forgodtbefindende. Hans Tilfælde er en hel Undtagelse.“

 Hun henvendte sig nu til Georg, som stadig samtalede med Tania, og spurgte, om han nylig havde hørt noget fra Fæstningen om Myrtovs Skæbne.

 „Ja, vi har haft et Par Linier fra ham,“ svarede den unge Digter. „Hans Sager staar langt slettere, end vi har troet. Politiet fandt paa hans Skrivebord en lige fuldendt Artikel til det hemmelige Trykkeri og en hel Del af vore Skrifter, færdige til Udgivelse. Jeg frygter for, at han er en dødsdømt Mand.“

 „Hvem er denne Myrtov?“ spurgte Tania.

 „En meget stilfærdig, ung Student, som ved en Forveksling blev arresteret for nylig i Stedet for Taras. Du ved jo, hvem Taras er — ikke sandt?“

 „Jo, naturligvis ved jeg det!“ svarede Tania.

 Taras Kostrov var en af Revolutionens mest begavede og populære Mænd.

 „Nuvel, Taras boede under Navn af Zachary Volkov, Landmand fra Kassimov, i samme Hus som Myrtov. Men da han sendte sit Pas op paa Politikammeret til Registrering, fik man Mistanke om, at det ikke hang rigtig sammen med denne Zachary Volkov, og der blev beordret en Husundersøgelse. Natten til Mandag ringede Politiet paa Myrtovs Dør; de tog fejl af Etagerne, Taras boede i Etagen ovenover. Myrtov, som endnu ikke var i Seng, fordi han var i Færd med at skrive den ulyksalige Artikel, lukkede selv op, og da Politiet spurgte ham, on han var Zachary Volkov, begreb han straks, hvorledes Sagerne stod, og besluttede at redde Taras paa sin egen Bekostning. Han svarede altsaa bekræftende, Politiet kom ind, fandt alt og førte ham straks med til Fæstningen.“

 „Og Taras blev frelst?“ spurgte Tania aandeløst.

 „Ja! Om Morgenen vidste alle Husets Beboere igennem Tjenestefolkene Besked med, hvem Politiet havde spurgt efter nede hos Portneren, og Taras afventede selvfølgelig ikke Politiets Tilbagekomst, naar de havde faaet opdaget Fejltagelsen.“

 „Har de da opdaget den?“ spurgte den unge Pige.

 „Ja, og meget snart endda. Myrtov tog altid den Forholdsregel aldrig at have Breve hos sig, men ved at undersøge Bøgerne i hans Værelse fandt Politiet paa et enkelt Titelblad hans fulde Navn: Vladimir Myrtov. De antog, at det maatte være en Ven af den fængslede, som havde laant ham Bogen, og der blev udstedt Ordre til Husundersøgelse hos Vladimir Myrtov. Selvfølgelig opdagede Gendarmerne snart, at den Mand, de søgte, var identisk med ham, som de allerede for to Dage siden havde arresteret, og at den anden i Mellemtiden var forsvunden.“

 „Hvad gjorde saa Politiet?“ spurgte Tania videre.

 „Ja, hvad skulde de gøre andet end at lade deres Raseri gaa ud over den Mand, de havde faaet i deres Kløer?“ svarede Georg. „Det var dem ikke muligt at finde ud, hvem det var, der levede under Navn af Zachary Volkov; men saa meget forstod de nok, at det maatte være et vigtigt Medlem af Oppositionen, som de var gaaede Glip af. Myrtov vidste, hvad der ventede ham, og ingen ofrer vel sit Liv for at redde en anden, uden at denne anden er en Mand af høj Værd.“

 „Var Myrtov og Taras intime Venner?“ spurgte Tania igen.

 „Nej aldeles ikke, de kendte kun hinanden saadan i al Almindelighed. Myrtov — som jeg kender lidt til — kunde personlig ikke engang lide Taras, han var ham for meget af en Diktator. Hans Handling skyldtes ingen som helst personlige Følelser; det er derfor, det hele bliver saa uhyre stort,“ sluttede Georg, mens hans Stemme skælvede af Beundring.

 Der paafulgte almindelig Tavshed — en Tavshed, som bedre end Ord udtrykker Sjælens dybeste Rørelser. Alle var betagne af denne ædle Selvopofrelse, som endog var enestaaende i Revolutionens Annaler, og alle var et Øjeblik overvældede af deres Følelser: Sorg over det uventede Tab af en saadan Mand, Beundring for hans Daad og Stolthed over, at Partiet fostrede en Mand som ham.

 Men for Tania betød dette Øjeblik endnu mere; thi det betød for hende Vendepunktet i hendes Liv.

 Efter at hun havde gjort Zinas og senere Georgs og Andreys Bekendtskab, var hun bleven en varm og ivrig Beundrer af deres Sag; men der er et stort Spring herfra og til at blive en virksom Tilhænger, som altid er rede til at sætte noget af sig selv ind paa Sagen. Tania gjorde nu dette Spring, Krisen var kommen, i et Øjeblik var det sket.

 Da Georg holdt op med at tale, var hun sig det klart bevidst, og hun følte sit Hjerte svulme i en overvældende Følelse af dyb Medlidenhed. Det var, som on hun pludselig fra Barn var bleven modnet til Kvinde, de moderlige Instinkter rørte sig i hendes fine Pigesjæl, og denne unge Mand, som hun aldrig havde set, forekom hende at være hendes eget Barn, som grusomme Fjender ubarmhjertigt havde revet fra hende.

 Der lagde sig en Rødme over hendes Pande, og en egen Følelse, der hverken var Had eller Hævn, fik hendes Hjerte til at bæve og hendes Øjne til at flamme. Her i dette fattige Værelse, i en afsides liggende Del af Byen havde Beretningen om en ædel Daad for bestandig vundet en ny Sjæl for den store Sag.

 Da den unge Pige atter talte, var det ikke for at aflægge nogen højtidelig Ed eller komme med patetiske Fraser. Noget saadant vilde i dette Øjeblik have været hende umuligt, selv om hun ikke af Naturen havde haft en udpræget Afsky for enhver Skygge af Ostentation. Hverken nu eller nogen Sinde senere i hendes Liv, under de mange Aars bitre Lidelser og heltemodige Udholdenhed, kunde hun med Ord have forklaret den Forandring, der nu foregik i hendes Sjæl, og som fandt et højst besynderligt Udtryk i følgende Ord, udtalte med en lav, skælvende Stemme:

 „Jeg ser ikke noget særlig stort i det, Myrtov har gjort.“

 Georg saa med et hurtigt, spørgende Blik hen paa hende.

 „Imellem en Mand, der er saa værdifuld for den gode Sag og en anden, som selv ved, at han intet betyder, kan Valget ikke være svært. Myrtov har kun gjort sin Pligt — intet andet,“ vedblev hun uden at se op.

 Helene nikkede bekræftende; hun for sin Del var ganske enig med Veninden.

 Georg vedblev forbavset at stirre paa hende; han havde aldrig ventet at høre Tania tale saaledes, og dog troede han, at han kendte hende saa godt.

 „Vilde du under lignende Forhold have gjort det samme?“ spurgte han med bævende Stemme.

 „Ja, hvis jeg havde haft Aandsnærværelse nok,“ svarede Tania uden at betænke sig og saa ham fast ind i Øjnene.

 Hun havde netop besvaret sig selv dette Spørgsmaal og var som Følge deraf kommen med sin uventede Bemærkning om Myrtovs Handlemaade.

 Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige, saa vidunderlig dejlig forekom hun ham i dette Øjeblik, og der gik en Gysen igennem ham som i Forudfølelsen af en forestaaende Fare.

 „Hvis moralsk Mod i det hele taget har noget Værd,“ begyndte Georg, „saa maatte den bedste og største af vore Mænd være en formastelig Taabe, om han bevidst modtog et saadant Offer — —“ Han var synlig ophidset og talte i stærk Bevægelse.

 Tania saa paa ham og rakte saa sin Haand hen imod ham:

 „Du er et bravt Menneske, Georg,“ sagde hun; „men lad os nu hellere tale om noget andet.“

 „Men hvad er der i Vejen med dig, Andrey!“ udbrød Helene i samme Øjeblik. „Du er jo bleg som et Lig!“

 „Er jeg?“ stammede den tiltalte. „Det maa være det grønne Skær fra Træet derude.“

 Han vidste godt, at det ikke var Skæret fra Træet, som gjorde hans Kind voksbleg, men en skærende Følelse af Jalousi, som i dette Øjeblik søndersled hans Bryst og i et Nu havde gjort ham klartseende over for sig selv. Han vidste nu, at han elskede denne fortryllende, unge Pige — elskede hendes Ansigt — hendes Dragt — ja selve den Plet af Gulvet, hendes Fod berørte, og han følte en næsten vanvittig Smerte — som om man skar i hans Hjerte med en Kniv — ved at maatte sige sig selv, at hvis hun i det hele taget kom til at elske en Mand, saa maatte det blive Georg, denne glattungede Smigrer, som han i dette Øjeblik næsten hadede. Det var kun med den yderste Selvovervindelse, at han kunde sidde roligt paa sin Plads, Værelset forekom ham kvælende, og han frygtede ikke længe at kunne beherske sig.

 „Jeg maa gaa,“ sagde han med lav Stemme.

 „Er det allerede saa sent?“ spurgte den intet anende Tania og trak sit lille, elegante Ur frem. „Saa gaar jeg med! Vil I følge mig hjem?“ Hun henvendte sig samtidig til ham og Georg.

 Andrey bukkede i Tavshed, og Georg var straks beredt — man tog Afsked.

 Paa Hjemvejen talte Georg uafbrudt med Tania.

 Andrey lukkede næppe Munden op, hvert Ord, Georg sagde, borede sig som en Pil ind i hans Hjerte; men han følte en egen Tilfredsstillelse ved at lide paa denne Maade.

 Ved Tanias Gadedør tog de Afsked med den unge Pige, og da det endnu ikke var sent, foreslog Georg, at de skulde gaa ind til Byen. Andrey samtykkede, alt var ham ligegyldigt, og han fortsatte sin Vej, hensunken i samme paafaldende Tavshed som før og besvarede kun med Enstavelsesord Vennens Spørgsmaal. Han følte sig i høj Grad ulykkelig; den skæbnesvangre Opdagelse, han havde gjort over for sig selv, vilde bringe ham i en hel anden Stilling til Vennen.

 Endelig skulde de hver sin Vej.

 „Jeg kommer op til dig i Morgen Formiddag,“ sagde Georg. „Jeg vilde gerne læse mine sidste Digte for dig.“

 „Kan du ikke sende dem i Trykkeriet med det samme?“ spurgte Andrey.

 Dette var næsten for meget for Georg, det var at saare ham paa hans ømmeste Punkt. Han rynkede Panden og sagde i en halvt krænket, halvt forbavset Tone:

 „Nej, naturligvis kan jeg ikke det — eller vil det i hvert Fald ikke. Du ved, jeg stoler aldrig helt paa min egen Dom.“

 „Godt, saa venter jeg dig i Morgen!“ svarede Andrey.

 „Hvad gik der dog af Andrey i Aften?“ spurgte Georg sig selv, da han var bleven alene, „saadan har jeg aldrig set ham før.“

* * *

 Den næste Morgen sad Georg i sin Vens Værelse med en Pakke Manuskript i Lommen.

 Andrey havde sovet paa sin Vrede og Sorg — eller rettere ligget vaagen paa den, og saa træt, men rolig ud. Han modtog sin Gæst som sædvanlig, ja snarere med lidt mere Opmærksomhed end ellers. Georg tænkte, at han vilde søge at gøre sin Gnavenhed fra Aftenen før god igen.

 Da Georg endelig trak sit Manuskript op af Lommen og begyndte at læse, følte Andrey det som en Befrielse.

 Det, Vennen i Dag læste, var ingen politisk Artikel eller Afhandling af dem, han skrev „i sit Ansigts Sved“, som han udtrykte sig, men derimod Lyrik, skreven i hans gode og ledige Timer. Det var for det meste korte Digte, hvert med sit Tema, men dog nøje knyttede sammen ved én fælles Idé, saa at hele Samlingen virkede som et Epos i forskellige Sange.

 Det var en stor og begejstret Hymne til Pris for den unge, lysende Dag, der var i Færd med at oprinde for den russiske Revolution; i glødende Ord henvendte han sig til de unge iblandt Folket, som dem, der bar Fremtidens Socialisme, i hvilken der herskede Lykke og Broderskab.

 Skrevne, som disse Digte var, til forskellige Tider, og i forskellige Stemninger, virkede de højst uensartet. Lune og Skælmeri afvekslede med den højeste Patos, og ganske korte Digte fulgte ofte efter en lang Sang. Men netop denne Uregelmæssighed og tilsyneladende Mangel paa Sammenhæng havde gjort det lettere for Digteren at skabe et ægte Billede af Revolutionens mangesidede, ædle og store Værk. Andrey fulgte ham med aandeløs Interesse og vogtede sig vel for at ytre et eneste Ord. Han var fuldstændig under Fortryllelsen af Georgs melodiske, glødende Ord, alle mismodige Tanker eller Følelser var som strøgne af ham, og han frygtede for at bryde den gode Stemning.

 Da Georg efter at have læst omtrent en Time, holdt op, brød Vennen ud i en varmt følt og begejstret Tak. Dette var ubetinget det bedste, Georg endnu havde skrevet. De talte let og frit om det læste, Andrey gjorde nogle enkelte kritiske Bemærkninger, og Georg havde ikke mere Anledning til at forundre sig over Vennens forandrede Opførsel.

 Da Georg tog Afsked, foreslog han Andrey at gaa med ham; men han var nødt til at blive hjemme; man havde overdraget ham at skrive et Cifferbrev, og det kunde ikke opsættes. Længe blev han staaende ved Vinduet, efter at Vennen var gaaet. De herlige Ord genlød endnu i hans Sjæl. Georgs Talent havde udviklet sig forbavsende, han var uden Tvivl en benaadet Digter. Lykkelige Mand, som bar Geniets Stempel paa sin Pande!

 Og atter gled hans Tanker tilbage til Tania; hvorledes kunde hun vel vælge mellem ham og denne Mand?

 Med et Suk satte han sig til sit Skrivebord og tog energisk fat paa sit Arbejde. I flere Timer levede han nu i denne underlige Verden af talende Tegn og Figurer, slog ivrigt efter i Nøglen og bandede ofte den møjsommelige Arbejdsmaade. Brevet skulde, saa snart det var færdigt, bringes til Hovedkvarteret, for at Budet, som rejste til Dubravnik hen ad Eftermiddagen, kunde faa det med.

 I Hovedkvarteret traf han Helene; det var hendes Tur til at gøre Tjeneste den Dag.

 „Her er en Efterretning fra Dubravnik, som angaar dig!“ sagde hun og trak et Brev frem, som endnu var vaadt af den kemiske Proces. „Her er det, og her staar dit Navn!“ Hun pegede paa en enkelt Samling Figurer paa sidste Side. Brevet var fra Zina, og Andrey læste:

 „Da, der viser sig mange Vanskeligheder ved den Sag, jeg har for, vilde det være godt, om — — —“ her fulgte Tegnene — „kunde komme hertil.“

 Intet kunde i dette Øjeblik være Andrey mere velkomment end at faa Anledning til at komme bort fra St. Petersborg.

 „Naa, hvad siger du?“ spurgte den unge Pige noget køligt. „Agter du at tage af Sted?“

 „Ja, selvfølgelig!“

 „Det tænkte jeg nok!“ ytrede Helene i en misbilligende Tone. „Uden et Øjebliks Betænkning er du i Stand til at forlade dit Arbejde her, som du netop har faaet saa godt i Gang. Men saadan bærer I Herrer Revolutionister af god Familie jer altid ad!“ vedblev hun vredt, uden at agte paa den unge Mands Indsigelser. „Saa snart der blot viser sig en Lejlighed for jer til at kaste jer hovedkulds ind i aktiv Terrorisme, er I straks parate og glemmer ganske jeres stakkels Arbejdere.“

 Helene, som havde set, hvilken udmærket Propagandist Andrey var, ærgrede sig over, at han nu uden videre vilde opgive dette Arbejde maaske for bestandig; thi intet var mere rimeligt, end at han satte Hovedet paa Spil ved Affæren i Dubravnik.

 „Intet skulde være mig kærere, end om jeg kunde fortsætte mit Arbejde her,“ sagde han godmodigt og beroligende; „men det vilde være en Skam for vort Parti, om vi ikke gjorde et ordentligt Forsøg paa at redde vor udmærkede Ven!“

 „Det er ingen Skam for Partiet, at en Mand, som er det hengiven, anvender sin Tid og sine Evner der, hvor de kan gøre mest Nytte,“ svarede den unge Pige.

 „Synes du da virkelig, at Boris og de andre to er af saa lidet Værd for Partiet, at det ikke engang lønner sig at ofre et Forsøg paa at frelse dem?“ spurgte Andrey skarpt.

 „De har den Værdi for Partiet, som vore bedste Mænd i det hele taget har,“ svarede Helene; „men hvis vi vilde forsøge at frelse alle dem, der er noget værd, kunde vi ikke bestille andet end at hænge over Fængslerne rundt om i hele Rusland.“

 „Naa, saa mener du altsaa, at det er det eneste rigtige, at vi overlader dem til deres Skæbne?“ spurgte Andrey ironisk.

 „De levende har noget bedre at gøre end at brække Halsen for at grave de døde op igen,“ svarede Helene fast og skarpt.

 „Saa er du vel ogsaa af den Mening, at Minearbejderen ikke skal forsøge at befri sin Broder, der er begravet nede i Skakten, men derimod rolig blive ved med sit Arbejde?“

 „Aa, bliv mig fra Livet med dine Minearbejdere! de beviser intet,“ udbrød hun ærgerligt. „En Lignelse er intet Argument. Men vi har ingen Tro til vor Gerning, det er Sagen! Hvis vi havde den rette Tro, vilde vi ogsaa have Mod til trofast at blive ved den!“

 „Jeg siger Tak til den Slags Trofasthed og ønsker mig den ikke!“ sagde Andrey vredt. „Men det er latterligt at bruge Tiden til at skændes,“ vedblev han lidt efter noget roligere; „thi du ved dog lige saa godt som jeg, at jeg til Trods for din Protest rejser til Dubravnik. Det er bedre, at vi skilles som Venner; rimeligvis ses vi ikke mere førend min Afrejse.“

 Trods deres Strid kyssede de hinanden til Afsked, som det er Brug i Rusland iblandt Folk af deres Slags. Andrey lovede hende, at han i Løbet af en eller to Maaneder vilde være tilbage med alle tre Venner, og at han saa straks igen vilde optage sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste.

 To Dage senere afrejste Andrey til Dubravnik i langt bedre Humør, end han længe havde været.