En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros

Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897

Utgitt av Det kgl. norske Videnskabers Selskab, 1897 (s. 89-288).

Domcapitlets Sigil ca. 1260.

Forord.

For det Emne, som jeg her efter Opfordring har søgt at behandle, har jeg længe varmt interesseret mig, og det foreliggende Arbeide har været mig en kjær Syssel. Det har imidlertid været forbundet med visse Vanskeligheder. For det første er det ikke ganske let ut finde den rette Grændse mellem en hel Kirkeprovinds’s og dens Erkebiskopers og disses Diøceses Historie. Og for det andet skulde mit Arbeide være en Deel af et af forskjellige Forfatteres Bidrag bestaaende Festskrift. Jeg fik altsaa ikke frie Hænder med Hensyn til Omfanget, men var indskrænket til et paa Forhaand omtrentlig bestemt Arketal. En Følge heraf er det bl. A. blevet, at den sidste norske Erkebiskops høist interessante Historie, til hvilken Kilderne flyde rigeligst, og hvor Fremstillingen altsaa kunde være bleven fyldigst eg livligst, alene har kunnet gives i et forholdsvis kortfattet Uddrag. Jeg nærer imidlertid det Haab i en nær Fremtid at kunne skrive Olaf Engelbrektssøns Historie i størst mulig Fuldstændighed, enten som Monographi eller paa anden Maade.

St. Olafs Helgendyrkelse har kun fundet en kortere Omtale, da jeg her kan henvise til den udførlige Behandling den har fundet i mit Skrift „Norges Helgener“.

Som bekjendt er Undersøgelsen af det pavelige Archiv, hvorfra Munch medbragte en rig, men ufuldstændig Høst, netop i den sidste Tid bleven gjenoptaget og det fra alle tre nordiske Broderriger paa en Gang. Prof. G. Storm har i 1895–96 fra norsk Side gjort Begyndelsen og er siden bleven afløst af Universitetsstipendiat A. Bugge. Som man vil see, skylder mit Arbeide min Collega Prof. Storms Afskrifter (nu i Kildeskriftsfondets Archiv) mange interessante Enkeltheder, som jeg yderst nødig vilde have savnet.

For en Menneskealder siden (1863) udgav jeg et Begynderarbeide: „Throndhjems Stifts geistlige Historie efter Reformationen“, der i sin Tid modtoges med Velvilje, og som maaske kunde have en Smule Betydning derved, at det var det første Bidrag til Norges lutherske Kirkehistorie, der hvilede paa Studier i de kjøbenhavnske Archiver og Haandskriftsamlinger. Nu har jeg, hvad jeg da mindst drømte om, kunnet behandle ogsaa Stiftets Middelalder, og der foreligger altsaa fra min Haand Bidrag til dettes geistlige Historie gjennem omtrent syv Aarhundreder.

Tilsidst maa jeg udtale min Tak til min Ven Overlærer K. Rygh for en ligesaa trofast som kyndig Bistand under Correcturen.

Elvestrøm i vestre Aker, 18 Mai 1897.

L. Daae.

I.

INDLEDNING. ERKESÆDETS OPRETTELSE.

Den norske Kirke blev, som bekjendt, selvstændig Kirkeprovinds i 1152. Tidligere havde Norge, skjønt dets Kirke nærmest kan kaldes en Datter af den engelske, længe været henregnet under den store Kirkeprovinds Hamburg–Bremen, til hvilken Olaf den Hellige, den engelske Kong Knuts Fiende, bestemt havde sluttet sig. Derpaa havde de tre nordiske Lande i 1103 faaet en fælles Erkebiskop i Lund. Ingen af disse fremmede Metropolitaner, hverken de tyske eller de danske, havde nogensinde besøgt vort Land, skjønt den myndige Adalbert, Harald Haardraades Samtidige, virkelig havde tænkt derpaa. Overhoved havde den norske Kirke, grundlagt og beskyttet af Rigets Konger, udviklet sig temmelig selvstændigt, dens Lovgivning var en Del af de almindelige Landslove, og den canoniske Ret havde ikke fundet Indgang. Til direkte Forbindelser mellem den norske Kirke og Pavemagten, der ikke havde havt nogen Andel i Nordmændenes Omvendelse til Christendommen, kjendes kun svage Spor. Man har dog et Brev fra Gregor VII til Kong Olaf Kyrre, i hvilket Paven foreslaar at sende unge Nordmænd til Rom for der at oplæres til Geistlige, men at saadant virkelig er skeet, er neppe meget rimeligt.

Efterhaanden vare Forholdene i det store taget blevne ordnede omtrent paa følgende Maade. Biskopperne, der oprindelig havde været Missionsbisper eller Hirdbisper, havde efterhaanden faaet en mere bestemt Virkekreds. Tre faste Bispesæder var allerede fremstaaede inden Udgangen af det ellevte Aarhundrede, Nidaros for Frostathingslagen, Selje (Bergen) for Gulathingslagen og Oslo for Viken og Oplandene. I Begyndelsen af det tolvte Aarhundrede var hertil kommet et Bispesæde i Stavanger ved Deling af det store vestlandske Stift. I de norske Colonier og Skatlande var der opstaaet to Bispedømmer for Island, et for Grønland, et for Færøerne, et for Orknøerne og Hjaltland, hvortil kom et ældre for Man og Suderøerne. Besættelsen af de norske Bispestole tilhørte i Virkeligheden Kongemagten, der ogsaa fra først af havde doteret dem. Biskoppernes Indtægter fløde dels af dem tillagt Jordegods, dels af Bøder for Forseelser mod Christenretten, dels endelig af Pengeydelser fra Almuen (reiða). I Begyndelsen af det tolvte Aarhundrede indførtes Tienden i Norge, efter allerede noget i Forveien at være samtykt paa Island. Den deltes mellem Biskoppen, vedkommende Sogneprest og Kirke samt de Fattige. Hvad Presteembederne angik, maa det i det store taget antages, at der ved Fylkeskirkerne, der i det Nordenfjeldske vare forholdsvis mange, ansattes Præster af Kongen, ved Herredskirkerne af Almuen og ved Høgendes- (Privat-) Kirkerne af vedkommende Eier.

I Thrøndelagen finder man Bisperne dels betegnede som Biskopper af Nidaros, dels af Throndhjem. Disse Biskopper ere lidet kjendte, og det ligger udenfor dette skrifts Opgave at dvæle ved dem. Diøcesen omfattede, som anført, Frostathingslagen i videste Forstand og strakte sig over hele det nordlige Norge fra og med Søndmøre og saa langt mod Nord, som norsk Befolkning fandtes, det vil sige over hele det nuværende Nordlands og den sydlige Del af Tromsø Amter omtrent til Malangen. Først i Haakon den gamles Tid trængte Christendommen endnu længere frem i disse Egne. I det mindste i senere Tider og vel allerede nu regnedes Herjedalen til Stiftet, derimod ikke Jemteland, der i geistlig Henseende henhørte til Upsala lige til 1570. Munchs Formodning, at det senere Hamars Stift indtil 1152 hørte under Nidaros eller Throndhjems Stift, har aldrig fundet Indgang. Dog synes den nordligste Del af Østerdalen idetmindste til sine Tider at have hørt til Erkestiftet.

Det kan endnu tilføies, at Munkevæsenet havde fundet Veien til Norge og i det nye Erkestift gaves et Munkekloster og rimeligvis ogsaa et Nonnekloster. Det første laa paa Nidarholm (Munkholmen ved Nidaros), og tilhørte Benedictinernes eller Cluniacensernes Orden. Den Beretning, ifølge hvilken dette Kloster oprindelig skulde være stiftet allerede af Knut den mægtige, er i vor Tid modbevist af en dansk Historiker^[1]. I Virkeligheden er det først grundet af lændermanden Sigurd Ullstreng nogen Tid efter Magnus Barfods Fald^[2]. Nonneklostret laa paa Bakke ved Nidaros og var rimeligvis til før 1152.

Allerede i denne den norske Kirkes Barndomstid maatte Nidaros i religiøs og geistlig Henseende nyde en afgjort og ubetinget Forrang for ethvert andet Sted og ethvert andet Biskopssæde i Landet. Dette fulgte af St. Olafs store Helgenry, der allerede ganske kort efter hans Død havde udbredt sig over Norge og de øvrige nordiske Riger, ja endog udenfor disse. Pilegrimsfarter ogsaa fra fjerntliggende Lande fandt Sted allerede i Historieskriveren Adam af Bremens Tid. Deres Maal var den Kirke, som reiste sig paa den Plet, hvor Helgenens Legeme først begroves og siden skrinlagdes. De Gaver, som pilegrimene ofrede, maatte ogsaa gjøre denne Kirke og dens Biskop rigere end nogen anden norsk Kirke eller Biskop.

Det tør derfor ansees for sikkert, at der, naar Norge skulde faa en egen Erkebispestol, umuligt kunde tænkes paa noget andet Sæde for denne end Nidaros. Men naar og hos hvem Tanken om at give Norge dets egen Metropolitan er opstaaet, kan ikke bestemt siges. Til den Fortælling at Sigurd Jorsalfarer skulde have afgivet et Løfte om at bestræbe sig for Oprettelsen af et norsk Erkesæde, da han var i det hellige Land, har jeg ondt for at fæste Lid. Thi hvilken Interesse skulde vel f. Ex. Kong Balduin i Jerusalem og andre Korsfarere eller Geistligheden i Palæstina kunne have for Stiftelsen af et Erkesæde i et Land, der var dem saa ganske fremmed? De Konger, som fulgte efter Sigurd, hans Søn Magnus, Harald Gille og dennes Sønner, kunne sikkert ikke antages at have sysselsat sig med Planer i denne Retning. Saalænge de gamle Forhold vedbleve at bestaaV7 var jo Kongen i Virkeligheden Landets kirkelige Overhoved. Det kan vistnok nu forekomme os, som om det maatte være ærefuldere, at Landet fik en egen Erkebiskop, end at det erkjendte en dansk Prælat som sine Biskoppers Overordnede. Men dels havde den lundske Erkebiskop i Virkeligheden neppe meget at sige i Norge, dels synes allerede Samtiden at have maattet begribe, at en egen Erkebiskop ganske anderledes vilde faa Leilighed til at indskrænke Kongedømmets Magtfylde, end en fremmed og fjerntboende.

Det synes derfor at være rimeligst at formode, at Tanken om at gjøre den norske Kirke uafhængig af Lund snarere er opstaaet hos den høiere Geistlighed selv. Det er at formode, at denne ikke er bleven ganske ubekjendt med den store Kamp, som siden Gregor VII.s Tid havde været ført mellem Kirken og Monarchiet, eller at den ikke skulde have dannet sig en Forestilling om Hierarchiets voxende Magt i Europa. Men aller mest naturligt maatte det være, om der hos Biskopperne i selve Throndhjem eller Nidaros begyndte at røre sig Længsler efter at spille en endnu anseligere Rolle end før, efter at opnaa en Stilling lig Metropolitanens i Lund.

Hvad vi erfarer, er dog kun dette, at en Biskop, Reidar, i en gammel Biskopsfortegnelse kaldes den „første Erkebiskop i Norges Konges Rige“ og at „han ikke kom til sin Stol, fordi han døde i Sydlandene“^[3] Hertil kan føies, at i flere islandske Annaler sættes „Reidar Erkebiskops“ Død til Aaret 1151. Traditionen i Nidaros synes forøvrigt ikke at have dvælet ved denne Mands erkebiskoppelige Værdighed. En yngre Biskopsrække nævner ham vistnok, men kun som Biskop^[4], og den latinske Fortegnelse over Erkebiskopperne kalder udtrykkelig Johannes (Jon) den første Erkebiskop^[5]. I Sagaerne omtales Reidar ikke.

I Aaret 1152 blev der, hvorledes det nu hænger sammen med Reidars dunkle Historie, omsider gjort Alvor af denne Sag, skjønt vi fremdeles ikke kjende, af hvem Initiativet er taget. Meget taler imidlertid for, at den pavelige Curie selv har fattet Planen; thi et Aar eller to i Forveien var en Cardinal fra Rom udsendt til Irland for der at grundlægge ikke mindre end 4 Erkebispedømmer, og da Legaten i 1152 kom til Norge for at indrette det nye Erkesæde, var det Bestemmelsen, at han skulde istandbringe et lignende ogsaa i Sverige. Denne Legat var, som bekjendt, den berømte Cardinal-Biskop uf Albano, Englænderen Nicolaus Brekespere, i hvis Lod det snart skulde falde selv at bestige den pavelige Throne. Han kom til Norge i det nævnte Aar den 20de Juli.

Ved et Møde, rimeligvis i Nidaros selv, hvor Landets tre Konger, Inge, Sigurd og Eystein og vistnok foruden Biskopperne ogsaa Landets verdslige Stormænd vare tilstede, maa rimeligvis de vigtige Bestemmelser være trufne, som her kun kortelig skulle nævnes. Norge blev gjort til en selvstændig Provinds af den romerske Kirke, et nyt Bispedømme for Oplandene besluttedes oprettet paa Hamar, hvorved Antallet af underordnede Biskopper (suffraganei), som herefter skulde være den nye Erkebiskop undergivne, tilsammen bleve 10, 4 i Norge og 6 paa Island, Grønland og Skatlandene, altsaa et større Antal end enten Danmark eller Sverige kunde opvise. En meget væsentlig Bestemmelse var, at der oprettedes Capitler ved de norske Bispesæder, der ogsaa ret snart synes at være traadte i Virksomhed. Den canoniske Ret bestemte at disses Medlemmer (canonici, Kanniker, Chorsbrødre) skulde udgjøre Biskoppens Raad, og naar Ledighed indtraadte, vælge hans Eftermand. Hermed tabte Kongemagten en vigtig Rettighed, skjønt den dog praktisk stedse beholdt en betydelig og tidt afgjørende Indflydelse paa Bispevalgene. At Capitlernes Valgret kun blev indrømmet for det dengang just forhaandenværende Tilfælde at der var flere Konger, paastaaes vistnok i det bekjendte Stridsskrift fra Sverres Tid, men synes høist urimeligt og er vel kun at betragte som en Art Procuratorpaastand. Strid opstod ogsaa siden, om hvorvidt Kongemagten havde samtykket i, at Besættelsen ogsaa af de Præsteembeder, over hvilke den selv hidtil havde raadet, skulde tillægges Biskopperne. Der paastodes i Norge, at Cardinalen havde tilladt Præsterne at leve i Ægteskab. Fra Rom blev denne Indrømmelse naturligvis bestridt; det Sikre er kun, at Coelibatet først i en meget senere Tid virkelig gjennemførtes i vort Land. Den hidtil meget indskrænkede Ret til at gjøre Testamenter udvidedes i betydelig Grad, en overmaade stor Fordel for Kirken. Om Peterspengenes Betaling til den pavelige Stol allerede nu blev paabudt eller vedtagen, er uvist. Beretningen om, at den af Kongerne, som viste sig mest medgjørlig, var den svage Krøbling Inge, er i sig selv trolig. Ham skal Cardinalen have yndet og kaldt ham Søn, medens han optraadte mindre venlig imod hans voldsomme Halvbrødre. Jo mere man overtænker det hele, desto mindre sandsynligt maa det forekomme, at Cardinalen skulde være Kongerne i det Hele velkommen, end sige indkaldt af dem.

Cardinalens vidtstrakte Myndighed viser sig ogsaa deri, at han uden videre kunde besætte den nye Erkestol, ja det endog med en Biskop af et andet Stift, thi en saadan Overflytning fra en Stol til en anden var udtrykkelig, hvad vi oftere skulle se, forbeholdt Paven selv. Hans Valg faldt paa Biskop Jon Birgerssøn af Stavanger, hvem han beklædte med det Pallium, han havde medbragt fra Rom for Anledningen, men naturligvis ikke som man undertiden finder det opfattet i nyere Skrifter, „indviede“ til den Værdighed, han jo allerede besad. Den Dag, paa hvilken denne store Høitidelighed fandt Sted, kjendes ikke. Det antages, at Islændingen Einar Skulesson, Kong Eysteins Hofskjald, ved denne Leilighed har reciteret sit berømte Digt geisli til St. Olafs Ære, men Cardinalen nævnes ikke, ialfald ikke udtrykkelig deri, og heller ikke selve Ceremonien omtales, omend alle tre Konger og Erkebispen sees at have været tilstede.^[6] Under Oplæsningen mente man at fornemme en sød Duft i Kirken, ligesom andre Jertegn skulde have indtruffet under Cardinalens Ophold i Norge.

Af særegen Vigtighed for vort Emne er de Bestemmelser, som Cardinalen skal have truffet med Hensyn til det nye Domcapitel ved Metropolitansædet. Herom har man en Efterretning i et noget over 40 Aar senere (1196) udstedt Pavebrev, der aabenbart refererer en fra Nidaros Domcapitel til Curien afsendt Forestilling. Her heder det, at Pave Hadrian (ɔ: Cardinal Nicolaus) bestemte, at der ved Nidaros Domkirke skulde vakre en Decanus og tre Archidiakoner.^[7] Om disse høie geistlige Stillinger virkelig ere komne istand, eller hvor længe de have bestaaet, er uvist. Sikkert er, at man ikke, hvorom senere, finder nogen navngiven Archidiaconus i Nidaros førend 1479 og ingen navngiven Decanus førend 143O. Imidlertid er det høist sandsynligt, at Hensigten med disse Embeders Oprettelse var den, at Archidiaconerne, der rimeligvis skulde residere paa forskjellige Steder i Stiftet, paa Erkebiskoppens Vegne skulde øve den geistlige Jurisdiction og vel ogsaa oppebære hans Sagefald. Men da det ikke lykkedes at gjennemføre eller bevare de canoniske Regler om Geistlighedens egen Jurisdiction, er Embederne maaske bortfaldne. Mærkeligt er det imidlertid at der i Hamar Stift, hvor i Middelalderens senere Aarhundreder ingen Archidiaconer findes, bevislig fandtes en saadan 1210 og det, som det synes, boende ikke ved Bispesædet, men i Gudbrandsdalen.^[8] I Bergen finder man en Archidiaconus i 1180 og Embedet bemerkes endnu ved 1250^[9], hvorefter det i et Par Aarhundreder forsvinder. Erindres maa det fremdeles, at Biskoppen paa Orknøerne stadig havde en paa Hjaltland (i Thingvold) residerende Archidiaconus, der i ethvert Fald var i Virksomhed idetmindste 1221 og vedblev indtil Reformationens Indførelse. I andre Lande fandtes som bekjendt saadanne Archidiaconer hyppigt og det i stor Mængde omkring i Stifterne. Som et Exempel kan anføres, at i Cardinal Nicolaus’ Fødeland, det i kirkelig Henseende Norge saa nærstaaende England oprettede en Biskop i det tolvte Aarhundrede hele syv Archidiaconater i sit Stifts forskjellige Dele^[10]. Det kan forøvrigt erindres, at i Stridsskriftet “En Tale mod Biskopperne“ omtales Archidiaconer i Norge^[11], idet de apostropheres i Begyndelsen af Skriftet. Det er forøvrigt rimeligt nok, at Ansættelsen af de Provster, som paa Erkebiskop Jon IIs Tid opstode, men hvis Embede var de verdslige Høvdinger en Torn i Øiet, nærmest har været en Fornyelse af mislykkede Archidiaconater.

Diplomer fra Nicolaus’ Besøg i Norge savnes. Han forlod Landet efter at have udført sin Mission der og vendte over Sverige hvor han ikke udrettede saa meget som i Norge, tilbage til Curien.

Den Mand, som altsaa kom til at begynde Rækken af norske Erkebisper, Jon Birgerssøn, maa antages at have tilhørt en af Landets gode Ætter. Om en Søster af ham veed man, at hun er en af dem, der have meddelt Sagaskriveren Erik Oddssøn, hvem man skylder Grundlaget for vor Historie nærmest efter Harald Gilles Død, forskjellige Oplysninger. I 1135, da Harald Gille lod Biskop Reinald i Stavanger hænge, var Jon bleven dennes Eftermand. Som Erkebiskop har han vistnok valgt de første Chorsbrødre i det nye Domkapitel i Nidaros og maaske ogsaa grundet en Skole for Præster. Han døde ifølge Annalerne 1157.

Det mærkeligste eller eneste, som vi forøvrigt vide om ham, er, at han modtog en Skrivelse fra Pave Anastasius IV, dateret 30. Nov. 1154, altsaa kun 3 Dage før denne Pave døde og strax efterfulgtes af den nys omtalte Cardinal Nicolaus (Hadrian IV). I dette Brev meddeltes formelig Stadfæstelse af Nicolaus’s Foranstaltninger, navnlig selve Oprettelsen af Erkestolen, hvis underordnede Bispestole opregnes. Jon opfordres til streng Lydighed mod Paven, og der gives Forskrifter om, paa hvilke høie Festdage Erkebiskoppen skal bære sit Pallium o. s. v.^[12]

Det kan mærkes, at denne her benævnes Archiepiscopus Trudensis. Dette betyder Erkebiskop i Byen Throndhjem, som i denne samme Bulle udtrykkelig nævnes civitas Trudensis. Allerede hos Adam af Bremen vil man finde Byen kaldet Trondemnis. Ogsaa af og under Eftermanden Eystein findes hyppigt den samme Benævnelse, Trudensis, hvilken derefter forsvinder og afløses af Nidrosiensis. Den erkebiskoppelige Residens var sandsynligvis allerede da paa samme Sted i Domkirkens umiddelbare Nærhed, hvor den vedblev at være, saalænge Erkesædet bestod.

Fra nu af nød Norges Erkebiskop og Biskopper en fyrstelig Rang.

De vare ligesom Jarlerne tignarmenn og kunde omgive sig med en Hird.

II.

EYSTEIN (AUGUSTINUS).

† 1188.

Ved Erkebiskop Jons Død skal Kong Inge uden at tage noget Hensyn til det nysoprettede Domkapitel uden videre have udnævnt en ny Erkebiskop.^[13]

Denne Mand var Eystein, Søn af Erlend Himalde, og af en meget fornem Æt i Thrøndelagen, der endog havde kongeligt Blod i sine Aarer.^[14] Eystein skal tidligere have været Inges Capellan og Fehirde. Desværre savnes enhver Oplysning om hans Studier. Den udmærkede Dannelse, hvoraf han siden viser sig i Besiddelse, gjør det lidet sandsynligt, at han kun skulde have modtaget den tarvelige Undervisning som dengang var at faa hjemme i Norge. Han maa antages at have været i Skole udenlands, maaske i Frankrige eller England. Hans Samtidige, den islandske Biskop Thorlak af Skaalholt, om hvem man har egne Sagaer, siges at have studeret i 6 Aar, dels i Paris, dels i Lincoln.^[15]

Ligesaalidt som vi kjende, om og hvor Eystein har studeret i Udlandet, ligesaa gaadefuldt er det Tidsrum, som ligger mellem hans kongelige Udnævnelse, der vel har fundet Sted allerede 1157, og hans Indvielse, der ifølge en mærkelig endnu bevaret Indskrift i Throndhjems Domkirke^[16] foregik 1161. Ved Jons Død og lige til 1 Sept. 1159 levede jo endnu den med Norge saa fortrolige Hadrian IV, der ovenikjøbet særlig var en Ven af Kong Inge, men hos denne har Eystein ikke søgt eller i ethvert Fald ikke opnaaet Indvielse. Nogle Dage efter Hadrians Død valgtes Alexander III, som dog strax fik en Modpave i Victor IV, hvem Fredrik Barbarossa vilde fremtvinge. Naar er saa Eystein reist til Curien? At han skulde være dragen afsted strax og altsaa have tilbragt 3–4 Aar i Udlandet, er usandsynligt. At han under Striden mellem Alexander og Victor har holdt sig til den førstnævnte, er vistnok utvivlsomt, skjønt Keiserens Indflydelse for et Øieblik skaffede Victor baade den danske og gjennem ham den norske Konges (Magnus Erlingssøns) Obedients.^[17] I 1161, Eysteins Ordinationsaar, havde Alexander III intet fast opholdssted. Man seer, at han 1160 holdt til i Anagni, at han i April 1161 syntes at være kommen til Rom, men snart igjen forlod Staden og derpaa mest færdedes i Terracina.^[18] Eysteins Indvielsessted er derfor ubestemmeligt. Men han synes at have opnaaet en hei Plads i Alexanders Bevaagenhed. At denne har bekræftet Erkestolens Privilegier, fremgaar af et senere Document.^[19] Men mærkeligt er det, at man (ved Tiden 1171–72) seer, at Eystein i et desværre tabt Pavebrev er bleven tituleret apostolicae sedis legatus^[20]. Dette var en høi Ære, som ingen senere norsk Erkebiskop vides at have opnaaet før i det femtende Aarhundrede, fra hvilken Tid samtlige Erkebisper pleiede at modtage eller at tiltage sig denne Titel.

Inden Udgangen af 1161 var Eystein ved sit Sæde og indviede da et Alter i Domkirken. Da Alteret ved sin Dedication maa have været færdigt, er det at antage, at Bygningsarbeiderne ved Kirken ere blevne jevnt fortsatte, maaske endog under Erkebiskoppens Fraværelse i Udlandet. At denne senere med største Energi virkede for deres Fortsættelse er bekjendt. Uvist i hvilket Aar, indtraf under Arbeidet ved Kirken et Tilfælde, som Eystein selv har fortalt i et Skrift, der senere skal omtales. Bygmesteren, siger han, kaldte ham ud fra Bispegaarden i Anledning af noget der skulde foretages med Bygningens øverste Top, og han steg derfor op paa et Stillads, men dette brast, saa at Erkebispen styrtede i Afgrunden og forslog sig meget slemt. Bevidstløs blev han baaren til sit Sovekammer, og da han igjen kom til sig selv, mærkede han, at nogle Ribben vare knækkede. Dette bedrøvede ham saameget mere, som det kun var tre Dage til den store Olafsdag (29 Juli), da Folk fra alle Kanter kunde ventes, og Erkebispens Nærværelse særlig paakrævedes. Han vendte sig da i Bønnen til St. Olaf, og se, da Dagen kom og Folket ved Klokkernes Lyd kaldtes sammen til Messen, kunde han lade sig bære til Kirken, Smerterne lindredes og Kræfterne tiltog. Han kunde lade sig iføre sit Skrud og deltage i Processionen, ja endog holde sin Tale, udføre Messen og de øvrige Forretninger. Snart vandt han sin fulde Styrke tilbage.

Denne Kirkebygning har naturligvis været kostbar, og Fordringerne til en Kirkefyrste, der skulde lønne talrige Skarer af Hirdmænd og Tjenere, vare store. Vistnok er ogsaa Domcapitlets Oprettelse i det mindste delvis skeet paa Erkestolens Bekostning. Eystein, der i Udlandet maa have seet, hvorledes erkebiskoppelig, kirkefyrstelig Hofholdning tog sig ud under større Forhold, var sikkert gjennemtrængt af den Overbevisning at et saadant Udstyr af en Metropolitans Stilling var uomgjængelig nødvendigt for Kirkens Tarv. Han indsaa, at der maatte større Midler til, og saa sig om efter en ny Indtægtskilde. En saadan fandt han i en Forhøielse af det geistlige Sagefald. Hidtil havde Bøder saavel til Kirken som til Biskopperne været betalt med Penge, der kun svarede til Halvdelen af den Værdi, de egentlig skulde have („sakmeten Øre“). Eystein satte imidlertid ved Forhandlinger med Bønderne (rimeligvis paa sine Visitatsreiser^[21]) igjennem, at de paa Thingene forpligtede sig til herefter at betale Bøder og andet Sagefald efter fuld Sølvværdi. At dette maatte vække Misundelse og Uvilje hos Kongemagten, der fremdeles maatte lade sig neie med Betaling i slet Mynt, siger sig selv.

Vi have seet, at Eystein i sin Tid havde været Kong Inges Cappellan og Fehirde, og at han skyldte denne sin Ophøielse. I Eysteins Indvielsesaar var Inge falden ved Oslo (4 Febr. 1161). Efter nogen Tids Kamp mellem dennes tidligere Parti, der nu lededes af Erling Ormssøn paa hans Søn Magnus’ Vegne, og Haakon Sigurdssøn (Herdebred), seirede Erling. Hvorledes Eysteins politiske Stilling var mellem Partierne, hvis afgjørende Kamp havde fundet Sted 1162, er ikke aldeles klart. Han havde vel været i Inges Tjeneste, men Thrøndelagens bedste Ætter, til hvilke Eystein var saa nær knyttet, og hvem han skyldte den nysomtalte store Forøgelse af sine Indtægter, havde altid været af det Sigurdske Parti og vedbleve stadig at helde til dette. Fagrskinna lader Erling sige til Erkebiskoppen, at „det ikke havde været meget mod hans Raad, at Magnus blev tagen til Konge“, og lader Eystein svare, at han vistnok ikke vilde modsætte sig Magnus’s Kongedømme, hvis Thrønderne ikke fandt sine Love krænkede ved at en Mand blev Konge, som ikke var Kongesøn. Erling, som først havde udtalt sin Misfornøielse med Sagefaldets Fordobling, bad nu Eystein om, at Magnus maatte blive kronet, hvorved hans Legitimitet vilde faa en overordentlig Støtte.

Ved dette Forslag havde Erling givet Hierarchiet i Norge en Chance af meget vidtrækkende Betydning og Erkebiskoppen undlod ikke at udnytte Situationen til det yderste. Han kunde stille sine Betingelser for Kroningen, og Erling vilde være nødt til at gaa ind omtrent paa ethvert Forlangende. Der opholdt sig just nu en (som det maa antages i 1163) ankommen pavelig Legat i Norge. Hans Navn var Magister Stephanus ab urbe veteri (ɔ: Orvieto). Hensigten med hans Sendelse er intetsteds angiven, og jeg skulde nærmest tro, at Stephanus kun har været en Legat af ganske underordnet Rang, ingen legatus a latere og allermindst at sammenligne med de store Legater, vor Historie kjender i Nicolaus Brekespere og Vilhelm af Sabina. Jeg er tilbøielig til at antage, at Stephanus egentlig kun reiste om for at samle Penge til den haardt betrængte Alexander III, der længe havde opholdt sig og fremdeles levede i Landflygtighed i Frankrige, hvorfra han først i Slutningen af 1165 kunde vende hjem til Rom. Har Legaten imidlertid kunnet øve nogen politisk Indflydelse, da har denne selvfølgelig ene været anvendt i den af Paven yndede Eysteins Interesse.

Kroningen fandt, som bekjendt, Sted 1164 i Bergen og ifølge de nyeste Undersøgelser sandsynligvis ved Paasketid. Samtlige norske Biskopper saavelsom Legaten vare tilstede ligesom de verdslige Høvdinger, Lendermændene, og Gulathinget, hvis regelmæssige Samlingstid var Thorsdag i Paaskeugen, var vistnok samtidig indkaldt.

Lendermandssønnen Magnus fik altsaa Kronen sat paa sit Hoved, en ny og opsigtsvækkende Begivenhed i Norge, men denne Ære kjøbtes dyrt.

Først foretoges den bekjendte Forandring i Norges Statsret, ved hvilken Successionen (indskrænket til ægtefødte Mænd) herefter, ifald den nye Lov var bleven respekteret, i Virkeligheden vilde have kommet til at bero paa Rigets Biskopper. Saavel i Gulathingsloven som ogsaa i Frostathingsloven har den nye Bestemmelse bevislig været optagen.

Dernæst udstedtes i den unge Magnus’s Navn det bekjendte, længe omstridte, men nu i det væsentlige af Kritiken godkjendte latinske Brev til Erkebispen og de øvrige Bisper, der først og fremst fastsatte, at Kongen og Riget skulde underkastes St. Olaf, og at Kronen efter Kongens Død (ikke i hans levende Live)^[22] skulde ofres til St. Olaf, og dernæst indrømmede Erkestolen en Række af Privilegier. Af disse kunne følgende nu ansees som sikre: Domkirken i Nidaros tages under særlig Beskyttelse, Kongens og hans Hirdmænds Tiender til Biskopperne bestemmes, Erkestolens ældre Privilegier bekræftes og den faar dertil nye, navnlig Ret til at udføre (altsaa vel toldfrit) 30 Læster Korn (til Island) og Ret til Arv efter fremmede Præster, noget, som dengang, da der i Norge jevnlig fandtes udenlandske, især engelske Geistlige, ikke var uvigtigt.^[23]

Eystein stod nu paa sin Magts Høide, og i de nærmeste Aar har han vistnok udfoldet en rig og udstrakt Virksomhed og vistnok ikke anet, at han skulde opleve saadanne Gjenvordigheder, som han siden maatte døie.

Han har troet sig stærk nok til at skabe en ensidig geistlig Lovgivning paa Grundlag af den canoniske Ret, hvis Studium netop dengang ivrig begyndte at drives og for ikke lang Tid siden var bragt i System ved Gratians Decretum. Han forfattede en saadan Lovbog, der siden paaberaabtes af hans Eftermand Erik, men som nu er tabt; den kaldtes Gullfjøðr. Men det er dog ikke rimeligt, at denne Lov selv under en saa svag Konge, som Magnus Erlingssøn, nogensinde har fundet formelig Anerkjendelse fra Statens Side.^[24]

Medens vi ikke høre noget om Eysteins Forhold til sit egentlige Domcapitel, erfare vi derimod, at han interesserede sig meget for det Convent af regulære Kanniker, som, uden Tvivl stiftet af ham, fremstod paa Elgeseter (sancta sedes) paa den anden Side af Nidelven. Derhen flyttede han den gamle, af Harald Haarderaade anlagte Mariakirke. 1182 var Klosteret ifølge Sverres Saga i fuld Stand, men da Eystein, som det vil sees, i hele Tiden fra 1179 til 1183 var borte fra sit Sæde, er det tydeligt, at Anlægget har fundet Sted flere Aar tidligere. At flere Thrøndere, som nedenfor skal anføres, have opholdt sig i St. Victors Kloster for regulære Augustinere i Paris, gjør det efter min Mening ret sandsynligt, at Tanken om Elgeseters Anlæg staar i Forbindelse hermed, og at St. Victor har været det norske Convents Forbillede.

Med Pave Alexander III vedligeholdt han Forbindelsen. Et Brev af denne, hvori Eystein kaldes Legat, have vi omtalt. Et andet, desværre udateret, kjendes i Uddrag. Det gaar ud paa at, da Norge ikke er meget frugtbart og for en væsentlig Del maa søge sin Næring fra Havet, men Fiskerierne have givet usædvanlig ringe Udbytte, skal det være Almuen tilladt paa Søndage og andre Festdage, dog ikke paa de høieste, at drive Sildefiskeri.^[25] Henvendelser af Alexander kjendes ogsaa til de nordiske Konger, der opfordredes til fortsat Troskab mod Paven og Cleresiet samt til at gjøre Tog til Estland til Christendommens Udbredelse der, idet der loves dem Aflad og de samme Begunstigelser, som tilstodes dem, der droge til det hellige Land^[26]. Mellem Estland og Norge bestod virkelig Forbindelse. I sin Bog om St. Olaf omtaler Eystein selv Pilegrime fra Estland til Helgenen i Nidaros, og i et Brev til Eystein fra en forhenværende Stavangerbiskop Aamunde omtales en i Norge værende Munk Nicolaus, der hørte hjemme i Estland og som nu ønskedes afgiven til Missionær i sit Fødeland^[27]. Ogsaa med høie udenlandske Prælater har Eystein pleiet Forbindelser. Saaledes skriver den berømte Erkebiskop Thomas Becket (Tiden kjendes desværre ikke, men Brevet er naturligvis senest fra Beckets Dødsaar 1170 og rimeligvis flere Aar ældre) til en fransk Biskop af Meaux (i Nærheden af Paris) og anbefaler denne Eysteins to Udsendinge Godefridus og Walterus (aabenbart to Engelskmænd) til hos ham at nyde den samme velvillige Modtagelse, som Brevskriveren selv var vant til at finde^[28]. Det vilde være saare interessant at vide, om Eystein personlig har kjendt Thomas Becket. De have rimeligvis været omtrent jævnaldrende, og det er jo ingenlunde urimeligt, at Eystein paa sin Reise til eller fra Syden har berørt England.

Mellem Erling Jarl og Eystein har Forholdet, hvorpaa vi nedenfor skulle see et nyt Bevis, neppe været meget varmt, men desto større Venskab var der mellem Erkebispen og den unge Konge. Sverres Saga har herom de mærkelige Ord, at Eystein „raadede i alle Dele der nordpaa“ og „skjønt Kong Magnus havde mange Avindsmænd baade høie og ringe, nord i Throndhjem, holdt hans Hjertensven Eystein allesammen under ham“. Mærkeligt er det imidlertid ogsaa at see, at Eystein har været afhængig af Kongemagten paa et Omraade, hvor man mindst skulde formode det. Da nemlig i 1178 det skaalholtske Biskopsemne, den allerede leilighedsvis nævnte Thorlak, kom til Nidaros for at indvies, turde Eystein ikke opfylde hans Ønske, førend Erling og Magnus havde givet sit Samtykke, hvilket de kun modstræbende gave. Eystein derimod satte stor Pris paa Thorlak, og denne saa igjen op til ham. Han søgte at ligne sin Ordinator i ydre Optræden og „lod stedse sine Klæder sy efter Eysteins“^[29].

Men dengang dette foregik, .var allerede den Mand fremtraadt paa Skuepladsen, der ei alene skulde kuldkaste Eysteins kirkepolitiske Verk, men give Norge en helt ny Skikkelse. Sverres Optræden maatte fra første Færd af være en Protest mod, hvad der var skeet 1164. Som Thronprætendent kunde han alene blive mulig „efter den gamle Landslov“, og efter den var det da ogsaa, at han lod sig hylde paa Ørething 1177. Sagaen omtaler ikke Eystein ved den Leilighed, og det falder vanskeligt at tro andet, end at han maa have været fraværende fra Byen. Ørkesløs Tilskuer ved en saadan Begivenhed kan han nemlig ikke let have været.

Under den følgende Kamp forekommer han desto oftere, og han undlod ikke, som naturligt var, ved alle Midler at virke mod Sverre. Denne spottede selv siden over, at Erkebiskoppen og andre lærde Mænd ofte havde sagt, at alle de Mænds Sjæle, der strede for Kong Magnus og lode sit Liv derved, skulde være i Paradis, førend deres Blod endnu var blevet koldt her paa Jorden. Da Sverre i 1178 for anden Gang fra Jemteland kom til Norge, lod Erkebispen sit Langskib og sine Huuskarle bistaa Bymændene for at hindre Birkebeinernes Landgang. Det var Erkebispens Styrke, som her afgjorde Kampen, saaledes at Sverre kun med Nød slap bort med Livet, hvilket Kongen heller ikke glemte, men siden drog frem under sit Sammenstød med Eysteins Eftermand. I det næste Aar (1179) lod Erling Jarl Erkebiskoppen drage til Bergen for at værge denne Del af Landet, medens han selv med Kongen drog til Nidaros, hvor han fandt Døden paa Kalvskindet. Da nu Magnus efter Nederlaget kom til Bergen, trøstede Eystein ham over Faderens Død, idet han fremhævede, at denne paa Grund af sit Overmod ikke havde været afholdt, medens Kongen selv var elsket af alle.

Den følgende Vinter (1179–1180), da Sverre havde Magten i Thrøndelagen, har Eystein maattet tilbringe i Bergen, men da Magnus om Vaaren rustede sig for at forsøge en ny Kamp nordpaa, ledsagede Eystein ham paa Færden. Det blev, som bekjendt, kun en ny Ulykke for Magnus, Nederlaget paa Ilevolden 1180 og derpaa maatte baade Magnus og Eystein atter flygte til Bergen.

Kort efter forlode de begge Norge. Kongen søgte til sine Frænder i Danmark men Eystein drog til England og forblev der i tre Aar. At han her bansatte Kong Sverre, siges udtrykkelig af den engelske Chronist Roger af Hoveden, men nogen Følge heraf kjendes ikke, og senere nævnes heller ikke denne Bansættelse. Og i Modsætning til sin Eftermand, der udvirkede Sverre bansat af selve Paven, vides Eystein ikke at have søgt Curiens Bistand mod sin vældige Modstander.

Dette Eysteins engelske Exil udgjør forøvrigt et interessant Afsnit af hans Liv. Heldigvis har nemlig hans Ophold der efterladt Vidnesbyrd i engelske Kildeskrifter. Vi see, at han, enten han nu allerede fra tidligere Dage har været kjendt i England eller ikke, i ethvert Fald nu forstod at gjøre sig gjældende som en Personlighed, der maatte indgyde Agtelse og vække Sympathi. En længere Tid sees han at have tilbragt i et Kloster, Bury St. Edmunds^[30], der bestod i den By, som endnu bærer dette Navn i Suffolk Shire, N. V. for Ipswich, og hvor siden de engelske Baroner sluttede sit Forbund mod Johan uden Land. Til dette berømte Kloster kom han den 11 August 1181. Dets Tilstand var da høist mislig, thi Abbeden Hugo var just død efter at have bragt sit Klosters Finantser i den allerværste Uorden; Bygningerne vare forfaldne, de hellige Kar pantsatte til Jøder, og Brødrene kunde knapt vise sig uden at overfaldes af Creditorer. Gjestfrihed blev dog fremdeles ydet, og fra Kong Henrik II oppebar han til sine Fornødenheder daglig 10 Solidi. Men for Munkenes Venlighed formaaede han at yde Gjengjæld. Det gjaldt for disse at opnaa Tilladelse til frit at vælge en ny Abbed, men dette synes at have mødt Vanskeligheder fra Kongens Side. Eystein talte nu, siger en af Klostrets Historieskrivere, kraftig Brødrenes Sag hos Kongen og fortalte, hvad han havde seet og erfaret, og det med den Virkning, at Kongen gik ind paa Andragendet og lod dem selv udvælge sig en ny Abbed, Samson. Vor Erkebiskops Ophold i dette Kloster varede indtil efter at det nye Abbedvalg havde fundet Sted den 28 Febr. 1182, altsaa i omtrent et halvt Aar.^[31] Af Kong Henriks offentliggjorte Regnskaber sees, at Eystein har modtaget anden Understøttelse af denne, særlig opføres i „Kongens 18de Aar“ (altsaa 1182) £ LIX, X s „in liberatione archiepiscopi de Norweia“^[32], et Udtryk, der ikke er aldeles tydeligt. Det har ogsaa været formodet, at de Privilegier, som Erkebispen af Nidaros senere i lange Tider nød godt af, til toldfrit at udføre fra England en Skibsladning Korn og andre Levnetsmidler, skyldes dette Eysteins Ophold.^[33] Og ganske utvivlsomt tør det kaldes, at de – naturligvis meget uvillige – Efterretninger om Kong Sverre fra dennes tidligere Regjeringsaar, som findes i den samtidige engelske Historieskrivning, ere inspirerede, maaske endog i Virkeligheden forfattede af Eystein. At ogsaa St. Thomas’s Helgendyrkelse i Norge er bleven fremmet gjennem Eystein, er høist sandsynligt.

I 1183 vendte Eystein hjem til Norge. Man finder ham i Bergen, hvor han med sit Skib laa ved Jonsbryggen under den Kamp mellem Magnus og Sverre, i hint Aar, der drev Magnus for anden Gang til Danmark. Erkebiskoppens Mænd havde forsøgt at hjælpe sin Konge men vare trængte tilbage, og tredive af dem dræbtes, deriblandt Eysteins Frænder Olaf lange og Gudbrand Thorbergsson, den sidste maaske hans Brodersøn.

Nu, om ikke allerede før, maa Eystein have indseet, at Magnus’ Sag var at betragte som tabt. Ellers vilde han neppe i samme Aar have bekvemmet sig til at slutte Forlig med Sverre. Dette Forligs Betingelser er ikke angivne, men allerede, at det opnaaedes, var for Sverre af høieste Betydning. Thi nu var Sverre, den uægte fødte Prætendent, af Kirken erkjendt som Norges Konge, og heri laa ligefrem en Opgivelse af den i 1164 vedtagne Statsforandring. Eystein var den slagne Mand. Paa den anden Side ordet rimeligt, at Kongen har ladet ham indtil videre beholde sine Rettigheder, saaledes som de havde været under Magnus, thi det er først efter Eysteins Død, under Erik, at Striden om disse begynder. Endnu havde Sverre ikke naaet en saa sikker Magtstilling, at han kunde tænke paa fuldt ud at udnytte sin Seir.

Eystein kunde altsaa drage til sit Sæde igjen, men for Resten af hans Liv ere Kilderne sparsomme. At han i sine sidste Aar har „været optagen af sit Livs Storverk, Udvidelsen af Throndhjems Domkirke“, har en nyere Forfatter udtalt som en given Sag^[34] og det kan vel være muligt. Sverre selv synes ogsaa at have næret Interesse for dette Bygverk, da han ifølge Sagaen lod Eysteins Eftermand høre, at Erkestolens Indtægter heller burde anvendes paa Domkirken end til at holde Hird og væbnede Mænd. Et Pavebrev fra Lucius III (Verona, Mai 1185) til Erkebiskoppen af Hamburg omtaler, at Paven har undladt at indkalde for sig de ulydige Biskopper i Danmark, Sverige og Norge paa Grund af de krigerske Forholde i disse Lande.^[35] Hvad hermed menes er neppe ganske klart.

Med temmelig Sikkerhed kunne vi derimod til disse Eysteins sidste Aar henføre Anlægget af en ny klosterlig Stiftelse, som, skjønt beliggende langt udenfor Erkestiftets Grændser, dog skylder Erkebispen sin Tilblivelse og senere vedblev at staa under hans Eftermænds specielle Overhøihed. Sigurd Jorsalfarer havde i det af ham saa høit elskede Kongehelle anlagt et Kastel og indenfor dette en Kirke, som derfor kaldtes Kastalakyrkja. Kirken blev nedbrændt af Venderne ved det bekjendte overfald 1135, men maa være fornyet. Nu oprettede Eystein her et Convent for regulære Augustinere, ganske i Lighed med det allerede i Elgeseter stiftede. Om Tiden, naar dette fandt Sted, har man været i Uvished^[36], men et Pavebrev^[37] fra Urban III’s Tid (1185–1187) viser, at denne Pave har tilladt Eystein og hans „degatus G.“ at indføre regulære Kanniker efter Augustins Regel i Kongehelle Kirke imod at skaffe de clerici, som hidtil havde indehavt den, Forsørgelse paa Livstid. Klostret stod ellers ogsaa i Forbindelse med Ebelholts ligeartede Stiftelse i Sjælland og har maaske derfra modtaget sine første Kanniker.

I 1187 blev Eystein syg om Høsten og laa tilsengs. Da han følte sig Døden nær, sendte han Bud efter Sverre, og de havde en lang Samtale. Sverres Saga fortæller, at „Erkebiskoppen bad Kongen om at tilgive ham alt det, han havde handlet utilbørlig imod ham, og at de forligtes i alle Dele“. For Troværdigheden heraf er da Sverre selv eneste Hjemmelsmand, men det falder lidt vanskeligt at tro, at den gamle Prælat i den Grad skulde have skiftet Sind, som Tilfældet maatte være, ifald denne Beretning var fuldt sandfærdig. Den. 26de Januar 1188 døde Erkebiskop Eystein efter en mærkelig Regjering. Han blev begravet i Domkirkens Skrudhus.

Mellem alle Norges Erkebiskopper er Eystein den eneste som kan siges at have et literært Navn. Vi have seet, at han har nogen Andel i Tidens engelske Historieskrivning, forsaavidt angaar norske Sager. Derhos er han Forfatter af de ovenfor citerede latinske Optegnelser om St. Olaf og hans Jertegn. Disse Legender bleve senere tildels oversatte, ikke alene i det norske Sprog, men ogsaa i fremmede, saa at de kunne siges at have faaet en europæisk Udbredelse. Hans Forfatterskab var imidlertid ukjendt lige til 1880, da Englænderen Fredrik Metcalfe, fellow i Oxford, fremdrog dem af en Membran, indbunden i Sælskind og rimeligvis stammende fra Lyse Kloster, der stod i jevn Forbindelse med Norge. Haandskriftet, som Metcalfe udgav i det følgende Aar, indeholder imidlertid foruden de tidligere bekjendte, hidtil anonyme Ting adskillige før 1880 ganske ubekjendte Sager. Vi have anført Eysteins Fortælling om, hvad der hændte ham selv, da han faldt ned ved Domkirken. Man vil desuden finde Beretninger om Olafs-Mirakler i Forfatterens Tid i Rendalen, paa Gaarden Udtorgar i Haalogaland, i Liuxa (Øen Lexen), i Ringsaker, ved Fiskerierne i Lofoten o. s. v. Flere Fortællinger indeholde interessante Enkeltheder af culturhistorisk Betydning.^[38]

En Client af Eystein var den „Theodricus monachus“ (udentvivl en Thrønder), der har skrevet den bekjendte lille latinske Norgeshistorie. Denne er dediceret vor Erkebiskop. Paa et andet Sted har jeg søgt at godtgjøre Sandsynligheden af, at „Theodricus“, der i sin Dedication ikke betegner sig som Munk, og i alle Fald neppe heller var det paa den Tid, han skrev sin Historie, er den samme Mand, der siden forekommer som Biskop af Hamar under Navnet Thore^[39]. Ogsaa denne Biskop var uddannet i St. Victor i Paris.

At den Erkebiskop, om hvem her er talt, er en af den norske Middelalders mest fremragende Personligheder, har altid været erkjendt. Han var af fornem Æt, har været baade en oprigtig from og en for sin Tid hint dannet Mand, og har forstaaet at gjøre sig gjældende som Faa baade ude og hjemme. Throndhjems Domkirke er hans Monument den Dag idag. Engang saa det ud, som om Norges politiske Forfatning ved hans energiske Benyttelse af Omstændighederne skulde have faaet en ny Skikkelse, men uventet støder han snart paa en overlegen Modstander. Ligeoverfor denne har han givet tabt, og i seig Udholdenhed maaler han sig neppe med sin Eftermand. Men ikke destomindre blev det dog Eysteins Navn, som hans Eftermænd stedse fremfor nogen andens holdt høit og i Ære. Hans Minde ansporede dem bestandig til Efterligning, og som vi vil see, blev det en Hovedbestræbelse

for dem at skaffe ham en Plads mellem Kirkens Helgener.

III.

ERIK.

(1189–1206).

I Slaget ved Holmengraa (1139) havde foruden andre Islændinger ogsaa kjæmpet to Brødre, Ivar Skrauthanke og Jon Kauda; Sønner af Kalf den Range, men paa forskjellig Side, idet Ivar stadig havde fulgt Kong Magnus Blinde, medens Jon kjæmpede for Inge og Sigurd Haraldssønner. Ivar, der kun undgik Døden ved at flygte over paa Broderens Skib, blev siden Biskop i Nidaros (den næstsidste før Erkesædets Tid) og var Fader til Erkebiskop Erik, der vistnok var fedt længe før 1139 og altsaa, medens Faderen endnu ikke var indtraadt i geistlig Stand.

Det første Spor, vi finde af Erik Ivarssøn, er, at han 1150 skal være indtraadt i St. Victors Kloster i Paris for regulære Augustinere af streng Observants.^[40] Hvorlænge han her har opholdt sig, er ubekjendt, men Efterretningen er interessant. Han er den første Nordmand, som med Bestemthed vides at have studeret i Paris, og fra nu af kan i længere Tid spores Forbindelser mellem Norge og det berømte Kloster St. Victor.

Derefter tabe vi Erik af Syne, indtil vi igjen møde ham i Norge og det som Biskop af Stavanger. Denne Stilling synes han at have opnaaet senest 1171 eller 1172, da hans Forgjænger i Stavanger Aamunde omtales som forhenværende Biskop.^[41] Om Eriks Færd i Stavanger vides, at han, ligesom sin Erkebiskop Eystein, hørte til Magnus Erlingssøns ivrigste Tilhængere i Kampen mod Sverre. Han holdt Hird og havde Huuskarle i sin Tjeneste og eiede i det mindste et udrustet Krigsskib, og med dette ledsagede han 1181 Magnus til Bergen. Af et senere Diplom vides, at Magnus har skjænket Stavanger By til „St. Svithun“, en Gave, der siden inddroges af Kronen og først under Haakon Haakonssøn kom tilbage til Bispestolen.^[42] Skulde det da ikke være sandsynligt, at hin Magnus’s Gave har staaet i Forbindelse med denne Eriks optræden og have fundet Sted samtidig hermed?

Til sin Overherre Eystein synes Erik at have staaet i bedste Forhold, og naturligvis har han af og til besøgt Nidaros, der jo tillige var hans gamle Hjemstavn. Med Vished vide vi, at han i 1178 var tilstede, da Eystein indviede den siden som islandsk Nationalhelgen bekjendte Thorlak til Skaalholts Bispestol.^[43] Det siges ogsaa udtrykkelig i Sverres Saga, at Eystein skal have udpeget Erik som den, han helst ønskede sig til Eftermand.

Eystein døde, som vi have seet den 26de Januar 1188. Paa et Møde af Biskopper og mægtige Mænd bragtes det nye Valg paa Tale, og Stemningen var for Erik, hvem Chorsbrødrene formodentlig allerede havde postuleret,^[44] men Kong Sverre havde ikke Lyst til at se ham som Erkebiskop og anførte som Modgrund, at han var altfor gavmild og vilde forøde Erkestolens Gods. Udfaldet blev dog, at Sverre gav sit Samtykke, og Erik drog saa i samme Sommer (1188) til Rom for at søge Bekræftelse og Pallium. Han opnaaede sit Ønske hos Paven, Clemens III, og vendte ifølge Sagaen tilbage først efter et Aars Fraværelse, Sommeren 1189. Senest 28de Januar 1189 har han imidlertid været Erkebiskop, thi paa den Dag nævnes han saaledes i et af ham erhvervet Pavebrev, der endnu er til i Original og indeholder et Forbud mod alle norske Geistliges Deltagelse i Krigstog uden for at yde Døende Kirkens Trøst og fraraade onde Gjerninger.^[45].

Sverres Saga beretter, at Erik, da han tiltraadte det nye Sæde, blev vel modtagen af sine Chorsbrødre, om hvilke forøvrigt intet nærmere vides paa den Tid. Med Kongemagten kom han derimod snart paa den fiendtligste Fod, og han havde strax, om man tor tro Sagaen, udæsket denne ved at tale i Domkirkens Chor mod Birkebenerne. Dog har man en Forordning af Kongen, udstedt i Forening med Erkebispen og de øvrige Biskopper, om Bansættelse for en Række Forbrydelser mod Kirker og Præster, Krænkelse af Kvinder o. s. v.^[46] Men Erik nægtede Sverre at krone ham, medmindre Paven først dertil gav sit Samtykke^[47], han kom i Strid med Kongen om Erlæggelsesmaaden af Bøder til Erkebispen, hvor han vilde opretholde den af Eystein indførte Ordning, og han fastholdt sin Forgjængers Lovbog „Guldfjeder“ mod den ældre Lov, hvortil Sverre vilde holde sig. Navnlig blev der en skarp Strid om Størrelsen af den erkebiskoppelige Hird. Her optraadte Sverre meget alvorligt, hvorved det kom til skarpe Ord. Men Kong Sverre var bestemt og forelagde de Mænd, som tjente Erkebiskoppen ud over det af den ældre Lov tilladte Antal, en Frist af fem Dage, efter hvilken de skalde være utlæge. Nu fandt Erik sin Stilling utaalelig og drog strax bort, først til Bergen og derfra ud af Landet til Danmark.^[48] Det blev en lang Fraværelse, ja mere end fire Gange saa lang som Eysteins i England.

Til at søge Tilflugt just i Danmark kunne flere Grunde have bevæget Erik. For det første var jo det danske Kongehus beslægtet med Magnus Erlingssøn og altsaa fiendsk mod Sverre, og dernæst kunde Erik sikkert i Erkebiskop Absalon gjøre Regning paa at finde en sympathetisk Beskytter og det saa meget mere, som der er Grund til at antage, at de personlig have kjendt hinanden i Paris. Særlig har maaske dog, saavidt jeg kan formode, Eriks Venskab med en anden fremragende geistlig Mand i Danmark draget ham did. Dette var den berømte franskfødte Abbed Vilhelm i Ebeltoft, en af Absalon omtrent 1162 indkaldt Victoriner, med hvem Erik synes at have staaet i meget nær Forbindelse lige fra den Tid, de levede sammen i Paris.^[49]

Ikke længe efter Eriks Ankomst til Danmark erfarer man, at han er bleven blind, hvilket Kong Sverre ikke forsmaaede at udtyde som en Himlens Straffedom over ham. Det blev derfor hans Ven, Abbed Vilhelm, der kom til at bistaa Erkebispen med den Klage, han snart sendte til Paven over Kongens Adfærd imod ham; idetmindste er Brevet til Paven, skjønt udgaaet under Eriks Navn, optaget i Vilhelms Brevsamling.^[50]

Dette Brev, som oversendtes Paven ved dertil særlig af Erik udvalgte Mænd, indeholder foruden andre Klager over Sverre, der kaldes en Usurpator, ogsaa en Beretning om Stavangers Bispestol, der jo var bleven ledig ved Eriks Forflyttelse til Erkesædet. Denne Beretning er meget gaadefuld. Det hedder, at Erik personlig havde ledet Valget af sin Eftermand, at baade Clerus og Menigheden enstemmig havde udkaaret en saavel ved sit Liv som sin Lærdom skikket Person, men at Sverre havde modsat sig. Hvem denne candidat har været, siges ikke, men det forekommer mig ikke vist eller endog kun rimeligt, at det, som man har ment,^[51] her er Tale om Nicolaus Arnesson, thi ham samtykte jo Sverre virkelig senere, og selv i et ensidigt Klagebrev, som det foreliggende, vilde dette være en for stærk Fordreielse af Sandheden. Sverre skulde da have villet indtrænge en Mand, „som just under Valget var i Begreb med at ægte (ducebat) en engang tidligere gift Hustru^[52] (uxor bigama) og virkelig have fremtvunget hans Valg og præsenteret ham til ordination. Heller ikke Navnet paa denne Sverres Candidat forekommer mig at kunne angives med Sikkerhed, thi at det, som man har antaget, skulde være den Njaal, som omsider virkelig blev Stavangers Biskop, er idetmindste ikke bevisligt. Erik kan i alle Fald ikke have ordineret den Mand, hvem han saa stærkt angriber.

De følgende Aars Begivenheder, der angaa den norske Kirke i Almindelighed, skulle kun kortelig berøres. Clemens III’s Død og Eftermanden den ældgamle Coelestin III’s mangehaande andre Interesser medførte, at der fra Curiens Side for det første ikke foretoges noget i den norske Sag, og Landets øvrige Biskopper forbleve, som bekjendt, i nogle Aar hjemme i Norge, hvor de paa egen Haand og som det maa antages, uden Hensyn til Metropolitanens Rettigheder indviede en Biskop til Bergen paa Kongens Forlangende, ja i 1194 endog bekvemmede sig til at krone Sverre. Og en af dem, Thore af Hamar, drog i det følgende Aar med Magister Richard, sendte til Rom, og som det hedder i Kongens Interesse.

Forinden dette skede, havde Coelestin III (1194) imidlertid bemyndiget Erik til fra sit danske Exil at udslynge Banstraalen imod Kongen, og dette fandt naturligvis øieblikkelig Sted, idet Erik Søndag efter Søndag lyste Sverre i Ben i Lunds Domkirke. Om Efterretningen om denne Bansættelse var naaet til Norge, da Kroningen fandt Sted, tør være uvist, da Banbullen ikke haves og dens Datum er ubekjendt. Formodentlig er denne dog udstedt samtidig med det bevarede Privilegium for Nidaros Domkirke af 15de Juni 1194.^[53] At denne Pavebulle autoriserer alle Erkebispens Paastande, følger af sig selv; navnlig bleve de af Magnus Erlingssøn givne Privilegier udtrykkelig bekræftede, Patronatsretten til samtlige Landets Kirker, hvorimod ogsaa Sverre havde gjort Indsigelse, fastsloges o. s. v.

De norske Biskopper, som havde været med at krone Sverre, vare ogsaa selv blevne bansatte af Paven 18 Nov. 1194^[54], og om Biskop Thores Reise, over hvilken der hviler et Slør, kan man kun sige, at den i Virkeligheden intet udrettede; han døde under mistænkelige Omstændigheder i Danmark.^[55] Biskop Nicolas af Oslo drog allerede 1195 til Danmark, hvor han vistnok uden Vanskelighed opnaaede Forlig med Erik. 1197 fulgte Njaal af Stavanger Exemplet. Ivar af Hamar, der lod sig indvie i Danmark, forblev der, og Martin af Bergen, der holdt længst ud, finde vi 1199 ogsaa i Danmark. Norge var nu ganske biskopløst, undtagen forsaavidt Nicolas af Oslo hjemsøgte sit Fædreland som Baglernes Leder. Derimod var der i Danmark nu en hel Coloni af norske Prælater og deres Tjenere, thi at de alle medbragte saadanne, er vist givet. Men af sine Indtægter have de vist ikke faaet meget, da Sverre naturligvis lagde Beslag paa disse; noget tør dog vel være tilflydt dem, naar Baglerne havde overhaand i et eller flere Stifter. Norges Konge og hans Mænd vare i Ban og Landet belagt med Interdict, men den hjemmeværende Geistlighed vedblev dog sin Virksomhed.

Den blinde Erik, der, som de øvrige Biskopper, nærmest har været henvist til danske Embedsbrødres Godgjørenhed, har vel opholdt sig afvexlende hos Absalon og Abbed Vilhelm. I 1191 overvar han Indvielsen af Gumløse Kirke i Skaane.^[56] I Marts 1201 døde Erkebiskop Absalon. Hans Testamente indeholder flere interessante Ting om hans norske Embedsbrødre, der alle betænktes deri. Erik, „der var landflygtig for sin Retfærdigheds Skyld“, skjænkede han 100 Mark Sølv og derhos en blakket Hest; forøvrigt sees, at Erik engang havde foræret Absalon en udmærket smukt forarbeidet Guldskaal, som nu testamenteredes den danske Konge. Til „Magister Peter“, Erkebiskop Eriks Capellan, om hvem vi ellers intet vide, skjænkedes en Kappe med Graaværksfoder. Martin af Bergen, Njaal af Stavanger og Ivar af Hamar fik hver 50 Mark Sølv og Nicolas fik tilbage den Sølvskaal og de Sølvtallerkener, han engang selv havde givet Absalon. Ogsaa en „Haakon Nordmand“ betænktes med en brun Hest.^[57] De norske Emigranters Opfatning, maaske fornemmelig Biskop Nicolas’s, af Kong Sverre er aabenbart gaaet over i Saxos Historie, der som bekjendt benegter Sverres kongelige Herkomst.^[58]

At Erik, skjønt blind og aabenbart allerede meget gammel, den hele Tid under Landflygtigheden ivrig har kjæmpet mod Sverre med de Vaaben, han havde til sin Raadighed, er tydeligt nok. I Oktober 1198 modtog han en Skrivelse fra den nye Pave Innocents III, der roser hans Fasthed i Kampen. Af et andet samtidigt Pavebrev seer man, at Innocents kraftig tager sig af hans Sag og forbyder Danmarks og Sveriges Regenter at understøtte Sverre, ligesom Paven allerede nogen Tid i Forveien har advaret Islændingerne mod alt Samkvem med den banlyste Konge. Forøvrigt misbilligede Innocents bestemt enhver personlig Deltagelse i Krigen fra Geistliges Side, og Biskop Nicolas’s Bedrifter kunne altsaa, om Paven har kjendt dem, ikke have havt hans Billigelse.^[59]

Om Domcapitlet og Geistligheden i Erkestiftet under Eriks Landflygtighed vides kun lidet. At Capitlet i det mindste i 1196 har aabnet Brevvexling med den romerske Curie, sees af et allerede tidligere omtalt Diplom.^[60] En Chorsbroder i Nidaros, der særlig vides at have været Sverre fiendsk, var den Erlend, der foruden at have en Præbende ved Domkirken ogsaa var Sognepræst til Korskirken i Nidaros. Han havde meget at sige i Byen og havde ofte været i Trætte med Kongen om Erkebiskoppens Sag. Han er neppe bleven mindre forbitret paa Birkebenerne, da Philippus Jarl forførte hans unge og fagre Hustru og fik hende ned til sig i Oslo, hvor imidlertid dette Forhold kom til at volde Jarlens Død. Denne Erlend er, saavidt mig bekjendt, den første Chorsbroder i Nidaros, hvis Navn er bevaret.

Ved Sverres Død 1202 forandredes, som bekjendt, den norske Krones og Kirkes Forhold. Haakon Sverressøn kaldte Biskopperne tilbage, de fulgte Indbydelsen, og der skabtes en Art Overenskomst i svævende Udtryk, som enhver af Parterne kunde fortolke paa sin Vis,^[61] men som dog for lange Tider bragte Striden mellem Kongemagten og Kirken til at hvile. Erkebispen løste nu naturligvis Sverres Tilhængere, deriblandt selve den nye Konge, fra Bannet og Landet fra det Interdict, hvori det var faldet. Men da Pave Innocents erfarede dette, blev han meget harmfuld og gav disse Følelser Luft i et Brev af 24 Januar 1204. Vistnok maatte han glæde sig over „den voldsomme Usurpator“ Sverres Død, men „med største Forundring“, skriver han, „have vi erfaret, at Du, Broder Erkebiskop, ikke har taget i Betænkning paa egen Haand dumdristig at absolvere den nye Konge og hans Consorter fra den Excommunications-Dom, hvorunder de ved vor Kjendelse vare faldne. Det tilkom ikke i nogen Maade Dig, og Du har handlet paa en Abes Viis, der efterligner et Menneskes Handlinger. Og ikke alene Du er falden i Vildfarelse, men ogsaa de, der staa i den falske Formening, at de ere afløste. Derfor paalægger vi Dig og befaler Dig, at Du forkynder disse, at denne Absolution er tom og magtesløs, og derefter absolverer dem efter Kirkens Former paa vore Vegne“.^[62] Men allerede paa den Tid, da dette Brev udgik fra Curien, var Kong Haakon død, og Sagen havde vel derved tabt det meste af sin praktiske Betydning.

Da Guttorm Sigurdssøn toges til Konge, spillede Erik derved ingen Rolle, men træder desto mere i Forgrunden, da kort efter Inge Baardssøn besteg Thronen. Lendermændene havde ønsket Haakon Jarl, men Almuen vilde have Inge. Erkebiskoppen sluttede sig til Bønderne og Inge blev valgt efter „hans Raad.“ Den kortere Bearbeidelse af hin Tids Saga tilføier, at „Inge havde for været hos Erkebispen“, hvilket vel maa betyde, at han havde søgt ham for at vinde hans Bevaagenhed og sikre sig hans Indflydelse til sin Fordel.^[63].

Erik havde nu i mange Aar været blind og følte sig i det Hele svag. Medens han var i Danmark, havde han maattet lade Absalon indvie Biskop Paal til Skaalholt og maattet lade sig nøie med at være en af de assisterende Biskopper ved Ordinationen.^[64] Efter Hjemkomsten til Nidaros havde han dog selv (1203) indviet den bekjendte Gudmund til Holes Bispestol.^[65] Man seer ogsaa Erkestolen 1203 i Handelsforbindelse med England. Kong Johan indrømmer af Kjærlighed til Gud Erik og hans Successorer hvert Aar, enten det er frugtbart eller ikke, at lade et Skib med Korn og Levnetsmidler i England sine omni exactione.^[66]

Men han længtes efter Ro og besluttede at nedlægge sit Embede. Til sin Eftermand bestemte han, og Chorsbrødrene maa altsaa have samtykket heri, en Mand udenfor Erkestiftet. Han sendte nemlig 1205 Bud til Thore, Chorsbroder i Oslo, og bad ham at komme op til Nidaros uden nærmere at forklare ham Hensigten. Thore kom og fik nu at vide, hvad det gjaldt, hvorpaa han drog til Rom efter Pallium.^[67]

Som fratraadt Erkebiskop levede Erik endnu i nogle Aar. Man finder, at han i 1212 var med at besegle det Brev, hvorved Kong Inge og hans Halvbroder Hertug Haakon traf Bestemmelser om Thronfølgen, og i det følgende Aar 1213 døde han efter de islandske Annalers Vidnesbyrd. Ved sin Død maa han, naar det erindres, at han allerede 1150 var indtraadt i St. Victors Convent, have været overmaade gammel. Med dette sin Ungdoms Kloster havde han ogsaa, efter at han var vendt hjem, vedligeholdt Forbindelsen. Han havde sendt til St. Victor nogle Olafsreliquier, hvorfor ogsaa den norske Landshelgen vedblev at dyrkes der lige ind i det attende Aarhundrede. Eriks Aartid blev ogsaa ihukommet i St. Victor hver 3 Mai.^[68] Efter hvad vi have erfaret om ham, maa han have været en Mand af gode Studier og en energisk og opofrende Kjæmper for Hierarchiets Sag, hvilken han uden Tvivl af ganske Hjerte og af fuld Overbevisning var hengiven. Han har ved sin Død kunnet se tilbage paa et Liv, fuldt af mange Omskiftelser

saavel for ham selv, som for hans Fædreland.

IV.

THORE I.

1206–1214.

Den nye Erkebiskop var, som udtrykkelig siges, hjemmehørende i Viken og pleiede senere ogsaa at kaldes „den vikverske“ til Adskillelse fra sin tredie Eftermand, der ligeledes hed Thore. Om hans Familieforholde vides kun, at hans Fader hed Gudmund Flate, en forøvrigt ganske ubekjendt Mand. Men hvad der er interessant, er at ogsaa Thore ligesom sin Forgjænger har opholdt sig i St. Victor i Paris.^[69] Der er al Grund til at tro, at dette i væsentlig Grad har bidraget til, at den gamle Victoriner Erik ønskede ham til sin Eftermand. Som Chorsbroder i Oslo, altsaa under Biskop Nicolas, har han formodentlig i sin Tid ikke hørt til Sverres og Birkebenernes Venner.

Thore blev indviet til Erkebiskop i Rom i Februar 1206, og i denne og den følgende Maaned meddelte Innocents III ham en Række Buller, der dels indeholdt fornyet Bekræftelse af Erkestolens Privilegier, dels indskjærpede forskjellige Lovbud og Regler bl. a. Peterspengenes punktlige Indsamling. Der paabødes ogsaa strengt, at ingen Bispeordination i Kirkeprovindsen maatte finde Sted uden Erkebispens, eller i Tilfælde af Ledighed, det nidarosiske Capitels Samtykke; dette kan have sigtet til Stavangers Bispestol, der maaske paa den Tid var ledig, idet den forskjellige Angivelse af Aaret for Biskop Njaals Afgang (1204, 1207) kunde forklares saa, at Njaal døde i det førstnævnte Aar og Eftermanden, Henrik, indviedes i det sidstnævnte. Et Brev angik Præster, som gaa i Krig og udgyde Blod; de skulde afsættes, om de ikke paa Erkebispens Formaning ophørte hermed.^[70]

Nogen Tid efter Thores Hjemkomst stiftedes et nyt Kloster inden Erkestiftets Grændser. Det var Tautra, det tredie og sidste Mandskloster for Cisterciensere i Norge. Det grundlagdes af Munke fra Lyse ved Bergen 29 Marts 1207 og var snart et af de mest ansete i Norge. Naar det har været sagt, at denne Orden var ganske „eximeret“ fra biskoppeligt Overherredømme og erkjendte som sin Øvrighed kun Paven og Generalabbeden i Cistertium,^[71] da er dette neppe ganske rigtigt, navnlig for Nordens Vedkommende. Iethvert Fald stode Klostrene ikke i det trettende Aarhundrede, saaledes som siden Tiggerordenerne, i en saadan uafhængig Stilling, men hørte under Diocesanbiskopperne.^[72]

Thores Tiltrædelse til Embedet indtraf under den fornyede Kamp mellem Birkebener og Bagler. Som Vikværing og fordums Chorsbroder i Oslo have Thores Sympathier vel mest været paa det sidstnævnte Partis Side. Det kan heller ikke nægtes, at hans Færd i Bergen 1207, da han bevægede Birkebeinerne til at overgive den beleirede Borg, som han derpaa fik opbrændt, gjør Indtryk af, at han i Grunden stod paa Baglernes Side; ved denne Leilighed tog han forøvrigt den unge Skule og de fornemme Kvinder af Birkebenernes Parti til sig, siden ogsaa Kongesønnen Haakon. Samme Aar fik han i Nidaros Besøg af sin gamle Herre Biskop Nicolas, der nu ønskede Fred mellem Partierne. Hertil bidrog da ogsaa Erkebiskoppen, og ved Forligsmødet paa Hvitingsø (1208) optraadte han som en Art Advocat for Kong Inge, medens Nicolas naturligvis talte sin Søstersøn Philips Sag. Philip sees siden at have klaget i Rom over Inge, men Innocents III’s Brev i den Anledning, der er stilet til Erkebiskop Thore, viser, at Paven ikke for Tiden vilde blande sig i de norske Fyrsters Mellemværende.^[73] Senere synes Erkebispen nærmest at have sluttet sig til Haakon Jarl. Han medvirkede (som vi have seet i Forening med Formanden Erik) til den aabenbart for Haakon fordelagtige Arveforening 1212, ja det siges endog, at han i det følgende Aar i Forening med Jarlen har staaet bag den Reisning som Bønderne gjorde mod Kong Inge.

Med de islandske Biskopper Paal af Skaalholt og Gudmund af Hole stod han i megen Forbindelse. Paal og han gave hinanden gjensidige Gaver, og Gudmund fik en Gave af Erkebiskoppen^[74].

Thore døde 8 August 1214.^[75] I Inges (udførligere) Saga roses han som en forstandig Mand, meget vennesæl og af stor Myndighed og Anseelse i Norge.^[76]

En latinsk Indskrift, der mindede om Erkebiskop Thore, var til i Slutningen af det sextende Aarhundrede, men er nu forsvunden. Den fandtes i Tønsæt Kirke i Østerdalen og indeholdt, at denne Kirke, som da maa have hørt under Erkestiftet, var indviet af Thore (Therrichus)

1211, den 20 August.^[77]

V.

GUTTORM.

1215–1224.

Ved Thores Død valgtes i samme Aar^[78] Guttorm, om hvis Herkomst intet andet med Vished kjendes, end at han var en Broder af den Halvard Skygna, der, ifølge Sverres Saga, 1200 blev dræbt i Nidaros som Sveitehøvding blandt Birkebenerne. Munch^[79] har henkastet den Formodning, at han turde have været beslægtet med Reinsætten, hvilken han viste sig at være hengiven. Det kunde være tænkeligt, at ogsaa denne Erkebiskop i sin Tid har været i Paris hos Victorinerne, da han senere (1221) sees at have ladet deponere den i Norge indsamlede Romerskat i St. Victors Kirke i Paris og altsaa har staaet i Forbindelse med dette Convent.^[80]

Selvfølgelig drog Guttorm til Rom og hans Ophold her synes at have fundet Sted paa en interessant Tid, idet han vistnok er kommen til at være tilstede ved Innocents III’s store lateranske Kirkemøde. Denne glimrende Forsamling, der repræsenterer Pavemagten paa dens høieste Tinde, sammentraadte vistnok først 1 Novbr. 1215, men Guttorms Udenlandsreise synes at have varet usædvanlig længe. Flere islandske Annaler sætte nemlig vel hans Indvielse til 1215, men hans Hjemkomst først til 1216, og en af dem lader ham endog blive indviet først i det sidste Aar.^[81] Da Innocents III døde (16 Juli 1216), maa dog vel Guttorm have forladt Rom, da man seer, at Honorius III den 25 s. M. tilmelder ham og Norges øvrige Biskopper sit Valg.^[82] Dog kan dette heraf ikke med Sikkerhed sluttes.

I Norge harer man saa ikke noget om Guttorm førend efter Kong Inges Død, der indtraf 23 April 1217. Erkebispen var da just paa Visitats i Haalogaland, og Skule Jarl, der i ham haabede at have en Tilhænger, vilde have Kongevalget udsat indtil hans Hjemkomst, hvilket støttedes af Gregorius Jenssen af Blindheim, men dog ikke skede. Ogsaa af Chorsbrødrene skulde ved samme Tid flere have været uvillig sindede mod den unge Haakon. Det viste sig ogsaa idet følgende Aar, at Erkebispen viste sig uvenlig mod Haakon, da han gik til Offers i Domkirken, men senere lod han dog Kongen vide, at han gjerne vilde være hans Ven. Kort efter forlangte han dog i Forbindelse med Skule, at Kongen skulde godtgjøre sin Herkomst ved Jernbyrd. Dette Forlangende har en Mærkelighed, som jeg ikke tidligere har seet paapeget. Thi paa det samme lateranske Kirkemøde, hvor sandsynligvis Erkebispen selv havde været tilstede, vare Jernbyrd og andre Gudsdomme udtrykkelig forbudte!^[83] Vel er det saa, at de ogsaa senere forekom, og at det var nødvendigt for Kardinal Vilhelm at forbyde Jernbyrden i 1247, efterat Forbudet ogsaa var overseet i Erkebiskop Sigurds Christenret, men det skulde dog synes lidet rimeligt for en Erkebisp at forlange en saadan Gudsdom fremmet efter det pavelige Forbud. Gudsdommen løb heldig af i Bergen. Nogle Aar efter har der (1222) fundet en Forklaring Sted mellem Guttorm og Kong Haakon; Erkebispen sagde, at hans Uvenlighed mod Kongen i dennes Barndom skrev sig fra „andre Mænds Raad“, men mere faa vi ikke at vide. Som bekjendt, var Erkebispen Ordfører ved det store Rigsmøde i Bergen 1223 og afsluttede dette med at erklære Haakons Rettigheder til Riget godtgjorte. Han anbefaler samtidig til Kongens Gunst den unge Kongesøn Guttorm Ingesøn, der hermed forsvinder af Historien. Jeg tror dog paa et andet Sted at have godtgjort, at Efterkommere af denne Kongesøn kunne gjenfindes indtil henimod Aarhundredets Udgang.^[84]

Aaret efter hint Rigsmøde døde Erkebiskop Guttorm (6 Febr. 1224).

Af mærkelige Begivenheder i hans Regjeringstid forøvrigt kan først anføres, at han erhvervede for Erkestolen den vigtige Rettighed at slaa Mynt ved egen Myntmester, dog af saadan Renhed og Størrelse, som af Kongen maatte bestemmes og „saalænge Erkebiskopperne ville være Kongens Venner“; vi vide ogsaa, at Retten, da denne sidste Betingelse ikke opfyldtes, for meget lange Tider blev tagen tilbage. Brevet herom er bevaret, men savner, som hyppigt er Tilfælde, Sted og Datum. Naar man har henført det til „ved 1220“, da er dette vilkaarligt.^[85] Sandsynligere turde det være, at Rettigheden er indrømmet efter den omtalte Forklaring mellem Haakon og Guttorm i 1222, maaske efter Rigsmødet 1223. I Danmark havde Erkebispen af Lund allerede under Erik Eiegod opnaaet Andel i Mynteretten, hvilken der ogsaa har været indrømmet andre Biskopper, medens den i Norge aldrig er udøvet af andre Prælater end Erkebiskoppen.^[86]

Dernæst maa vi erindre, at man under Guttorm finder de første Spor af Tiggermunkes optræden i Erkestiftet og i Norge overhovedet. En Dominikanermunk, Salomon fra Aarhus, kom ved tilfældige Omstændigheder til Nidaros 1221, hvor Skule Jarl tog sig af ham.^[87] Det er muligt, at et Kloster for Brødre af denne Orden allerede strax er grundlagt i Byen, men Sikkerhed for dets Tilværelse haves ikke førend et Snes Aar senere, i 1240.^[88] Det var dog da i fuld Virksomhed og altsaa vel idetmindste nogle Aar gammelt.

Erkebisperne havde Ret til at visitere de øvrige Biskopper i Kirkeprovindsen. Man finder 1221, at Pave Honorius III paalægger de norske Suffraganer at modtage sin Erkebiskop vel ved hans Visitatsreiser, skaffe ham Underholdning og adlyde hans Formaninger. Samtidig befales der dem ogsaa at bistaa Erkebispen ved Indsamlingen

af Peterspengene.^[89]

VI.

PETER.

† 1226.

Da Kong Haakon, som just opholdt sig i Oslo, fik Erkebiskop Guttorms Død at vide, modtog han samtidig Efterretning om, at Chorsbrødrene allerede paa egen Haand havde skredet til Valg af hans Eftermand. Vi vide, at der mellem disse har været maaske endog et Flertal, som ikke yndede Kong Haakon, hvilket nu kunde være saameget farligere, som Skule Jarl efter Rigsdelingen 1223 endnu stadigere end for havde sin Residents i denne Del af Landet, hvor han ogsaa selv hørte hjemme. Chorsbrødrenes Valg var da ogsaa strax bifaldt, maaske endog fremkaldt af ham. Om Jarlens Venskab med Chorsbrødrene vidner ogsaa den Gave af Jordegods, som han skjænkede dem 1225.^[90]

Den valgte var Sigurd, der som Abbed af Tautra havde deltaget i det store Møde i Bergen det foregaaende Aar. Nu var han imidlertid ikke mere i Embedet, men opholdt sig udenlands, ja var endog stevnet, rimeligvis til sin ordens Generalcapitel, til Afsættelse. Kongen var derfor meget misfornøiet og efter at have raadført sig med den gamle Biskop Nicolas, skrev han til Paven for at faa Valget casseret og anbefalede derimod en anden, nemlig mærkeligt nok netop den Mand, der med Breve fra Chorsbrødrene og Skule just var paa Veien til Rom og havde i Ærinde at anbefale Sigurd. Denne Mands Navn var Peter af Husastad, og han ar strax villig til at samtykke i sin egen Ophøielse.

I Rom lykkedes det Peter at opnaa Pavens Udnævnelse, der altsaa, da den ophævede Chorsbrødrenes Valg, er skeet ved Provision. De fleste Annaler sætte hans Indvielse til 1225, hvilket vel er rigtigt, da han først ud paa Høsten dette Aar kom tilbage. Han lagde Hjemreisen over England. Kongen modtog Efterretningen om det heldige Udfald af Peters Romerfærd af den gamle Birkebeinerhøvding Jon Staal, der havde været som Pilegrim hos St. Thomas i Canterbury, og takkede Gud derfor, ligesom han strax skrev et Lykønskningsbrev til den nye Erkebisp.

Peter af Husastad var af en meget fornem Æt, „Standale-Ætten“. Han hørte hjemme paa Gaarden af dette Navn paa Inderøen. Faderen, der ei nærmere kjendes, hed Brynjulf og var igjen Søn af Lendermanden Baard Standale Brynjulfssøn paa Haraldssønnernes Tid. Peters Moder var Sigrid, Datter af Lendermanden Peter Burdarsvein, der havde været en af Kong Sigurd Haraldssøns Formyndere.^[91] Ligeledes var Peter, om end fjernere, beslægtet med Erkebiskop Eystein.^[92] Han var, da han drog til Rom, Chorsbroder i Nidaros, hvilket sees dels af det ovenfor omtalte Myntprivilegium, hvori han kaldes Peter Brynjulfssøn, dels deraf, at han som Deltager i Rigsmødet i Bergen opføres mellem Chorsbroderen Mag. Bjarne og Erkebispens Raadsmand Eystein. Sandsynligvis har han været gift, førend han indtraadte i geistlig Stand.

Han var da nu Erkebiskop og skyldte Kongen sin Stilling. I Begyndelsen vare derfor ogsaa Skule og Chorsbrødrene meget misfornøiede med hvad der var skeet. De skrev ifølge Haakons Saga til Kongen og klagede over, at „den Bedrager Peter havde kjøbt Erkebiskopsnavnet for den hellige Olafs Penge“, ja de vilde endog have ham straffet i Lighed med „andre“ Bedragere. Disse Ytringer ere mærkelige. Først synes de at vise, at det var blevet bevaret som en Hemmelighed, at Kongen havde medgivet ham sin Anbefaling til Paven, hvorfor man altsaa i Nidaros hele Tiden har følt sig sikker paa, at Sigurd skulde komme igjen som Erkebiskop. Og dernæst have vi maaske her det første udtrykkelige Vidnesbyrd for den norske Erkestols Vedkommende om, at den pavelige Confirmation og Palliet vare forbundne med anselige Udgifter i Rom. At dette imidlertid lige fra Begyndelsen af har været Tilfældet, er dog vistnok ganske utvivlsomt. En Gave til Ordinator var ældgammel kirkelig Skik, og Gaven var forlængst bleven til Pligt. For at hente et Exempel fra et andet nordisk Land, anføres det udtrykkeligt som en enestaaende Undtagelse, at Absalon, da han blev Eskils Eftermand i Lund, blev fri for at betale^[93], og det uagtet de danske Erkebisper endnu ikke, saaledes som de norske, vare forpligtede til personlig at søge Pallium i Rom.^[94] Ved Lateranconciliet 1215 havde en nyvalgt Erkebisp af York maattet betale sin Bekræftelse med 10,000 £ og da han ikke kunde gjøre Udvei til Pengene paa anden Maade, været nødt til at laane dem – hos pavelige Aagerkarle!^[95] Men det er vistnok i høi Grad sandsynligt, at en Provision var endnu kostbarere end en simpel Confirmation, og at Peter derfor har maattet angribe „St. Olafs Penge“ haardere, end Forgjængerne.

Imidlertid varede det ikke længe, inden Kongen kom til at føle sig misfornøiet med Peter, medens Skule og hans Venner fik al Grund til at finde sig tilfredse med den Mand, hvem de i Begyndelsen havde udskjældt for en Bedrager. Peter og Skule bleve de bedste Venner, ja de begunstigede endog i Forening den bortrømte Sigurd Ribbung^[96] og vilde have Kongen til at modtage dennes Forligstilbud. Haakon lod dem mærke sin Vrede i et skarpt Brev (1226), medens Erkebispens Frænde, Erling Ljodhorn, der siden efter Skules Fald blev Munk i Tautra, gjorde den cyniske Bemærkning, at det ikke var at undres paa, „at Erkebispen svigtede noget i sin Troskab, thi det følger os alle, som er komne af Standale-Ætten, at vi ikke er ganske at lide paa.“ Senere ud paa Aaret udeblev Erkebispen fra et med Kongen aftalt Møde i Bergen, da han havde Nys om, at denne var kommen i Besiddelse af Breve, compromitterende for ham og Jarlen. Men hans Tid nærmede sig allerede stærkt sin Ende. Allerede 9de October 1226 døde nemlig Erkebispen efter kun et Aar at have indehavt sin Stilling. Kort før sin Død maa han have udført en Række Bispeindvielser. Annalerne angive nemlig, at fire Biskopper dette Aar indviedes, nemlig Simon til Suderøerne, Arne til Bergen, Askell til Stavanger og Orm til Oslo. Denne sidste var Nicolas’s Eftermand. Navnet minder om dennes Halvbroder Orm Kongsbroder, og han har maaske været sin Forgjængers Frænde, hans „Nepot“.

Peter efterlod en maaske ægtefødt Søn Sigurd, almindelig kaldet Biskopssøn. Denne var allerede 1239 Sysselmand i det nordenfjeldske, stod paa Haakons Side under Kampen med Skule og var 1247 ved Kroningen den yngste af de tilstedeværende ni Lendermænd. Ikke destomindre var han en af de fire blandt disse, der nød den Ære at indbære den første Ret ved Festmaaltidet. En af de øvrige var Gunnar, som ligefrem kaldes Kongsfrænde, men ogsaa om de tre andre, deriblandt Sigurd, tror jeg at have paaviist, at de (gjennem Besvogring) maa have staaet Kongehuset nær.^[97] Jeg antager, at Sigurd har været gift med en Kvinde af kongeligt Blod, og dette anseer jeg saameget sandsynligere, som der senere (1319) forekommer en Ridder Hr. Sigurd Jonsson, der i sit Vaaben fører en Bispehue og en Krone.^[98] Han har, som jeg formoder, været en Sønnesøn af Sigurd Biskopssøn, og vaabenet synes

da let forklarligt.

VII.

THORE II.

1227–1230.

Peters Eftermand blev Thore, til Adskillelse fra den tidligere Erkebiskop af samme Navn, kuldet den thrøndske. Om hans Herkomst vides Intet. Han havde rimeligvis været Chorsbroder og er vel en af de to Thorer (Sira Thore og Thore Kraak), der bevidnede Skules Gaver til Chorsbrødrene 1225.^[99] Annalerne og Haakons Saga berette, at han indviedes 1227 og om Vaaren 1228 kom tilbage over Oslo, hvor han traf Kongen og Jarlen. Kongen sendte Mænd imod ham til Hovedøen og gav ham Herberge i Kongsgaarden.

Der vides forøvrigt ikke meget om denne Mand, hvis Virksomhed ogsaa, som Formandens, blev ganske kortvarig. I 1229 havde hun samlet alle Norges Biskopper til et Provincialconcilium i Bergen. Mødet er mærkeligt derved, at den 1188 døde Erkebiskop Eystein blev erklæret for en Helgen. Fra nu uf er han rimeligvis bleven dyrket som saadan i Throndhjem. Men denne Sag, der flere Gange optages, da man stræber efter at faa Eystein formelig canoniseret af Paven, har politisk Interesse. Tvistemaalene mellem Kongemagten og Prælaterne fra Sverres Dage havde længe hvilet og hvile fremdeles, men de vare ingenlunde glemte fra nogen af Siderne, og Hierarchiet var sikkert altid rede til, naar Leilighed gaves, at fornye Eysteins og Eriks Paastande. Det er neppe tvivlsomt, at det var en Demonstration fra Kirkens Side at gjøre Eystein til Helgen og derved ligesom at give ogsaa hans Standpunkt og hans Anskuelser Hellighedens Glands. Eysteins Helgennavn blev derfor i den følgende Tid Gjenstand for mange Forhandlinger og vistnok ogsaa for mange Intriger.^[100] Paa sin Side nærede Kongen et Ønske, som først længe efter skulde opfyldes, nemlig om at blive kronet. Hans uægte Fødsel (defectus natalium) var ham en Hindring, som alene pavelig Dispensation kunde bortrydde. Han havde derfor indledet Forhandlinger med Curien, og Erkebispen af Lund og en svensk Biskop havde fra denne faaet det Hverv at anstille de fornødne Undersøgelser, men da Haakon nødig saa denne Sag lagt i den danske Erkebiskops Hænder, gik Gregor IX i 1229 ind paa at beskikke Thore og den bergenske Biskop i de nys omtaltes Sted.^[101]

Den allerede nævnte urolige Islænding, Biskop Gudmund af Hole, der flere Gange gjestede Norge og opholdt sig der i aarevis, var ogsaa Thores Gjest, fik Gaver af ham og gjorde forskjellige Mirakler i Norge, men har dog vistnok været en temmelig besværlig Person. Han var i Nidaros til Thores Død og var siden Chorsbrødrenes Gjest.^[102]

Thore døde Paaskedag 7. April 1230.

VIII.

SIGURD.

1231–1252.

Thore II.s Eftermand blev Chorsbroderen Sigurd Eindridessøn. Han forekommer som Medlem af Domcapitlet i 1225 under Navnet Sigurd tafsi^[103] og et andet Sted med Tilnavnet Sini(?)^[104] Hans Fader hed Eindride Peine^[105] og havde i sin Tid kjæmpet blandt Birkebeinerne og faldt i Bergen 1198; han havde været Philippus Jarls Mærkesmand og var Søn af en ubekjendt Hallkell paa Lo. Eindride havde en Broder, Eystein, Raadsmand ved Erkesædet, der mødte 1223 ved Rigsmødet i Bergen og maaske tillige har været Chorsbroder.^[106] Denne Familieforbindelse har maaske bragt hans Brodersøn Sigurd ind paa den geistlige Bane og skaffet ham Plads i Capitlet. Sigurd havde en forøvrigt ubekjendt Broder ved Navn Thrond, hvis Gravsten med en latinsk, hexametrisk Indskrift findes ved Domkirken.

Sigurd drog til Rom om Sommeren 1230 og indviedes der ifølge Annalerne 1231. Mellem de personlige Bekjendtskaber, han gjorde ved Curien, tør man maaske nævne den siden i vor Historie mærkelige Vilhelm af Sabina (Modena), der ifølge Kong Haakons Saga kjendte Sigurd før 1247 og neppe kan have truffet ham paa noget andet Sted end i Rom. Sigurds Romerreise og hans Pallium har forøvrigt uden Tvivl været kostbare, thi nogle Aar efter finder vi for første Gang omtalt den siden oftere forekommende Ydelse til Erkebiskoppen, der fik Navn af subsidium pallii og skulde udredes af Kirkeprovindsens øvrige Biskopper. Disse og deres Domcapitler havde samtykt heri, og Pave Gregor IX bekræftede Vedtægten 1237.^[107]

De første Aar af Sigurds Virksomhed faldt ind i den Tid da det afgjørende Brud mellem Kong Haakon og hans Svigerfader Skule idelig var at frygte og omsider virkelig indtraadte. Erkebiskoppen søgte stadig at bevare Freden, og man finder hans Bestræbelser i denne Retning omtalte i Kongesagaen ved Aarene 1234–1236. Om Høsten 1239 var Erkebiskoppen efter et Møde med Kongen i Bergen paa Søndmøre i Visitats. Udsigterne vare truende, og Sigurd satte en almindelig Grid for denne Vinter under Bansstraf for den, der brod den, men til ingen Nytte. Hertug Skule drog nemlig samtidig til Nidaros, og her naaede nu hans Stemplinger sit Høidepunkt. Mellem dem, der eggede ham til at antage Kongenavn, vare nogle af Chorsbrødrene. De „forelæste ham Lovbøgerne“ for at godtgjøre hans Ret til Broderen Inges Kongedømme, ligesaavel som til hans private Arv. Aabenbart har dette været de ved Magnus Erlingsøns Kroning fremkomne Lovbestemmelser, der vistnok udelukkede Haakon som uægte født fra Thronfølgen, men rigtignok ogsaa paabøde et Valg, der ikke var foregaaet og ikke søgtes eller kunde søges opnaaet. Da saa Ørething skulde holdes (6 November 1239) og St. Olafs Skrin forlangtes, var der Uenighed blandt Chorsbrødrene, om dette kunde tilstedes. Den fraværende Erkebiskop havde indsat Eystein Sure (sin Farbroder Raadsmanden Eystein?) til Capitlets Formand og til at svare for dette i de vanskeligste Sager. Han vilde iethvert Fald have denne Sag udsat til Erkebiskop Sigurds Hjemkomst, og truede dem med Ban, der bare Skrinet ud. Som bekjendt mødtes han med Trods, og Skule hyldedes som Konge. Ogsaa Abbeden paa Nidarholm, den urolige Bjørn, havde ivrig arbeidet for Skule.

Først nogen Tid efter fik Erkebiskoppen paa sin Hjemreise disse Tidender at vide. Han skrev strax til Kong Haakon og drog ind til sit Sæde. Da nu Kongen tidlig paa Aaret 1210 ilede til Nidaros og lod sin ældste ægtefødte Søn give Kongenavn, bestræbte Erkebiskoppen og Prioren af Elgeseter, Lambe, sig ivrig for endnu at stifte Forlig mellem Haakon og Skule, hvilket Kongen bestemt afviste. Kongen ilede saa sydover, Skules Magt tilintetgjordes ved Oslo (24 April) og kort efter kom han selv som en elendig Flygtning tilbage til Nidaros. Katastrophen i Elgeseter Kloster og dettes Brand er bekjendt. Forgjeves havde Erkebiskoppen søgt at redde Hertugens Liv og at beskytte Elgeseter Kloster for Vold, og efter Skules Fald gjorde han Vanskeligheder ved at give Birkebeinerne Absolution for deres Færd, og under hvilke Betingelser og Omstændigheder denne Sag endelig er ordnet er uvist.^[108] I næste Capitel vil man dog finde omtalt et Pavebrev, som synes at angaa den endelige Afløsning af de i Sagen indviklede Personer. Erkebiskoppen var forøvrigt i dette samme Aar, 1240, af Paven anmodet om med de øvrige Biskopper at møde i Rom^[109], men under Omstændigheder, som disse, har det naturligvis været umuligt at efterkomme en saadan Kaldelse.

Imidlertid havde vigtige Begivenheder fundet Sted i Kirkeprovindsen og Erkestiftet. Hertug Skule havde i sine sidste Aar stiftet et Nonnekloster, der blev den sidste Stiftelse af den Art i Erkestiftet. Til hvilken Orden det hørte, er ubekjendt, men det blev anlagt paa hans egen Ættegaard, det berømte Rein. Han lod her opføre en prægtig Klosterkirke af Steen, og i 1238 finde vi hans Søster Sigrid som Stiftelsens Abbedisse. Ogsaa hans ældste Datter, Dronning Margrete, endte her sine Dage. At hans yngste Datter, Rangrid, skulde have efterfulgt sin Fester som Abbedisse, er ikke rigtigt.^[110]

Sigurd synes at have været en nidkjær Erkebiskop. I 1232 stevnede han samtlige norske Biskopper til et Møde i Bergen det følgende Aar, uden at vi dog kjender dettes Forhandlinger. I 1237 har Sigurd gjort en Henvendelse til Paven angaaende adskillige vigtige Sager. Navnlig maa han have søgt at foretage, om man saa tør sige, en Oprydning mellem Episkopatet i de ham underlagte stifter paa Øerne; thi ikke mindre end tre Biskopper sees paa den Tid gjennem Pavebreve at være opfordrede til at nedlægge sine værdigheder.

Den ene af disse Biskopper var Magnus af Skaalholt, der led af en uhelbredelig Sygdom og selv havde tilbudt at resignere. Paven bifaldt dette og paabød kun, at der skulde sørges for hans sømmelige Underholdning.^[111] Den anden var den plagsomme og fanatiske, i Norge ofte optrædende Gudmund af Hole. Han, mellem hvis Skrøbeligheder det var, at han havde ladet en Degn oplæse Vielsesordene ved sine Ordinationer, hvilket ingen anden end Ordinator selv turde gjøre, skulde suspenderes, og hvis han var uvillig til at aftræde, faa en duelig Coadjutor.^[112] Gudmund døde dog samme Aar og blev som bekjendt anseet for en Helgen. Sigurd lod derpaa Kirkeforholdene paa Island undersøge ved udsendte Visitatorer, og fra nu af blive Biskopperne paa Island stadig valgte af Erkebiskoppen i Forbindelse med hans Capitel, da Bispestolene paa Øen selv ingen Capitler havde. Herefter vil man derfor oftere finde Nordmænd som Biskopper paa Island. Gudmunds Efterfølger blev saaledes en af Elgeseters Augustinere, Botolf. „Han var“ (siges der om ham i en af Formandens Sagaer) „en god og enfoldig Mand og ingen stor Klerk. I det Brev, som han skrev til Erkebiskoppen efter at være kommen til Island, fortalte han, at Folket i Nordfjerdingen ikke viste ham megen Ære, og at de sagde, at det hverken paa hans Hoved eller Hænder var at see, at han var en biskoppelig Mand, og at han havde faaet et fattigt Udstyr. Erkebispen svarede tilbage, at det vistnok var hans Pligt at indvie Biskopper i Nidaros Kirkes Provinds, men ikke at give dem Guldring og Biskopshue.“ Efter 8 Aars Forløb døde denne Botolf under et Besøg ved Erkesædet og blev begravet ved sit gamle Hjem Elgeseter.^[113] Ogsaa Biskop Magnus’s Eftermand i Skaalholt var blevet en norsk Mand Sigurd († 1268).

Den tredie af de svage Biskopper var Jofreyr af Orknø, der i mange Aar havde været syg og sengeliggende. Han fik det samme Paalæg som Gudmund af Hole.^[114]

Af andre Sagen som Sigurd ved samme Leilighed bragte frem for Curien, angik den ene Præsternes vedblivende Giftermaal, hvorfor de selv søgte en Støtte ved at paaberaabe sig den Tradition, at Cardinal Nicolaus i 1152 havde tilladt dem at gifte sig. Selvfølgelig blev Coelibatet strengelig indskjærpet, men vistnok uden at Paabudet derom endnu almindelig blev efterlevet.^[115]

I Nidaros Domkirkes Historie indtager Sigurd en fremtrædende Plads, thi under ham begyndte (1248) en ny Periode i dens Bygning. Den vestre Fløi, som nu er en Ruin, fuldførtes i denne og den nærmest følgende Tid. Til Byggearbeidets Fremme fik Kong Haakon i det Søndenfjeldske indført en ny kirkelig Afgift (skot), hvoraf to Trediedele gik til Nidaros Kirke og den ene Trediedel til St. Halvards i Oslo.^[116] Nogle Aar tidligere havde Kirken faaet en dengang meget dyrebar ny Helligdom, idet i 1234 (næste Dag før den første Olafsmesse) ifølge Annalernes Vidnesbyrd noget af det hellige Kors kom til Nidaros.

Ligeoverfor Kong Haakon viste Erkebiskop Sigurd sig loyal, men de hierarchiske Tanker og Bestræbelser holdt sig naturligvis fremdeles hos ham og den høie Geistlighed overhoved, og man har aabenbart altid speidet efter Leiligheder til kraftig at gjenoptage og fremme dem. Videst i sin opposition mod Kongemagten gik vistnok Biskop Paal af Hamar (1232–1251), der i sit ensidige Rethaveri gjorde Paastand paa Helgeøen i Mjøsen for sin Stol, fordi den skulde være skjænket til denne af den vitterlige Bedrager, Baglerkongen „Inge“. Han reiste i den Anledning til Rom, udvirkede Pavebreve og satte tilsidst igjennem, om ikke at komme i Besiddelse af Helgeøen, saa dog at faa Vederlag derfor. Kongen havde fremdeles et stærkt Ønske om at blive kronet for derved at udslette sin uægte Fødsels Plet. Han fastholdt ivrig dette Ønske, selv efterat hans Rival Skule var død, og Thronprætendenter herefter vistnok vare utænkelige. Dette medførte en større Villighed, end maaske under andre Omstændigheder var bleven viist, til Indrømmelser og Compromisser med Geistligheden, ja man seer endog, at Haakon i 1241 gik med paa at andrage om Eysteins Canonisation, der dog ligesaalidt nu som før eller siden blev sat igjennem.^[117]

Vigtigere var imidlertid den kirkelige Lovgivning, som nu fandt Sted under gjensidige Indrømmelser fra Kongens og Erkebiskoppens Side. En ny Christenret for Frostathingslagen, der tillige blev normal for hele Landet, kom i Stand med de bedste Mænds Raad og Samtykke. Affattelsestiden tør sættes til omkring 1244. For en stor Deel maa vistnok Eysteins Gullfjøðr have været benyttet som Grundlag og den canoniske Ret er i vid Udstrækning trængt ind. Særegen kirkelig Jurisdiction anerkjendes dog ikke. Peterspengene faa derimod lovlig Sanction, efter længe factisk at have været paabudte og ydede.^[118] Kongens Indflydelse paa Bispevalgene forbigaaes forsigtigt. Præsteskabets Immunitet fastholdes, ja endog Præstekonernes, hvilket er mærkeligt, naar man erindrer Sigurds ovenomtalte Iver for Coelibatet. Biskoppen har at indsætte Præster, dog med Indrømmelser til Menighederne; flere Paver have dog indrømmet Kong Haakon Ret til selv at ansætte Præster ved nye af ham stiftede Kirker, medens de gamle Patronatsrettigheder ganske maa være opgivne, særlige for Erkestiftet vare nogle Bestemmelser om den Skyds og Underhold, Erkebiskoppen havde at fordre af Bønderne paa sine vanlige visitatser. Men en Hovedsag er det, at denne Lov er kommen i Stand ikke i Erkebispens Navn, saaledes som Eystein havde villet’ men i Kongens hvorved dennes gamle Ret med Hensyn til Kirken er hævdet. Har nu virkelig Vilhelm af Sabina, som det hedder, ved sit norske Besøg fundet den norske Kirke i Besiddelse af fri Jurisdiction i aandelige Sagen maa dette altsaa forstaaes med stor Indskrænkning.

Kong Haakons Kroningshistorie maa her forudsættes bekjendt.^[119] Under Forhandlingen derom holdtes et Bispemøde i Bergen, hvor Kongen just var tilstede. Erkebispen og hans Suffraganer forlangte, at Haakon skulde sværge samme Kroningsed, som i sin Tid Magnus Erlingssøn. Men Haakon afviste dette bestemt og erklærede heller aldrig at ville have Kronen paa sit Hoved, end at kjøbe den ved de Opofrelser, som den til Kronen ganske uberettigede Magnus havde fundet sig i.

Efter at alle Vanskeligheder vare udjevnede, sendte Paven Cardinal Vilhelm til Norge for at krone Haakon. Denne Mand var ikke uden tidligere Kjendskab til nordiske Forholde, thi han havde i sin Tid virket i Østersølandene, ja i 1238 endog besøgt Danmark.^[120] Han kom over England, og Matthæus Paris, Pavernes og de romerske Curialisters svorne Uven, undlader ikke at tale om hans Udpresninger der. I Bergen samledes alle Norges geistlige og verdslige Høvdinger og de fleste udenbys Chorsbrødre. Endnu omtales ogsaa Erkedegne, men tillige Provster. Erkebiskoppen kom sidst af Biskopperne og Kongen forstod, at Cardinalen var Gjenstand for hemmelige Paavirkninger fra hans Side. Snart kom dette frem derved, at Cardinalen gjentog Biskoppens tidligere omtalte Forlangende om, at Magnus Erlingssøns Kroningsed skulde fornyes. Men da Haakon fremdeles viiste Fasthed, faldt det Hele bort. Kroningen fandt da Sted paa St. Olafs Dag, 29 Juli 1247.

Forhandlingerne efter Kroningen, der omtales i Sagaen, ere af Interesse. Et Forsøg fra Bispernes Side paa gjennem Cardinalen at bevæge Kongen til at afstaa dem en Del af sin Leding, blev af denne selv afvist. Men Bønderne klagede for Vilhelm over, at Biskopperne tilvendte sig selv Kirkernes Tiender, hvilket blev forbudt. Det menige Præsteskab førte ogsaa Klage over Bispernes Overgreb, navnlig at de forlangte Godtgjørelse for Visitatser uden at foretage dem. Ogsaa dette blev forbudt, men, som det synes, i saa ubestemte Udtryk, at Forbudet neppe har hjulpet meget.

Aaret efter Kroningen fik Norge en mærkelig Gjest i den ovennævnte af Eftertiden saa høit skattede historiske Forfatter Matthæus Parisiensis, Munk i St. Albans i England, en Mand, hvis Optegnelser, skjønt de vist ikke altid ere strengt upartiske, høre til de mest henrivende Samtidsbilleder, Middelalderen har at fremvise. Han kom for at bringe Nidarholms Kloster paa Fode igjen. Dette var geraadet i det dybeste Forfald; „Munkene vare kun Munke af Dragt og aldeles uvidende i den hellige Benedicts Regel.“ Man udbad sig af Paven Matthæus til Reformator, og han var i Norge 1248 og udførte Hvervet. Han maa altsaa nødvendigvis have været i Nidaros og i Berøring med Erkebiskoppen, men desværre udtaler han sig ikke nærmere derom. Derimod har han meddelt andre høist interessante Oplysninger om Kong Haakon og forskjellige Forhold i Norge.^[121]

I sine sidste Aar har Sigurd ført forskjellige Forhandlinger med Curien om Bekræftelse af gamle Privilegier o. s. v., ligesom Eysteins Canonisation fremdeles var et Ønske hos Hierarchiet. Mærkeligt er et Pavebrev af 1250, der viser, at allerede nu forskjellige Lykkesøgere have vidst at indtrænge sig i norske geistlige Embeder, særlig i Erkestiftet, ved at tilsnige sig pavelige Befordringsbreve. Sigurd klager herover, og Pave Innocents IV gav ham selv Medhold i en Skrivelse herom til Biskop Arne i Bergen.^[122]

Efter Skules Fald var Knut Jarl (1243) bleven forlenet med Thrøndelagen og holdt Hird i Nidaros som derhos endnu ikke sjelden besøgtes af selve Kongen og hans Hof. Knut († 1261) er imidlertid den sidste verdslige Fyrste, der stadig har resideret i Nidaros. Han var en dannet Mand, men henfaldt til Drik og svækkedes derved.

Sigurd døde 6 Marts 1252, netop i Hundredaaret efter Erkestolens Oprettelse.

IX.

SØRLE. (Serlo).

1253–1254.

Efter Sigurds Død optræder samme Aar en Mand ved Navn Sørle som Archielectus eller udvalgt Erkebiskop. Han kaldes i Haakons Saga Chorsbroder i Hamar, i et Pavebrev^[123] derimod Erkeprest i Oslo. Det sidste maa ubetinget ansees for paalideligt, men maaske har allerede da en Mand kunnet forene to saadanne Beneficier, hvad der senere blev almindeligt. Om hans Herkomst vides aldeles Intet. Navnet forekommer sjelden eller aldrig i Norge men vel paa Island og de britiske Øer.^[124] Jeg er ikke utilbøielig til at formode at Sørle tør have hørt hjemme i Skotland eller paa Øerne. Endnu kunde som bekjendt Fremmede naa de høieste geistlige Stillinger i Norge. Sørle var som udvalgt Erkebiskop tilstede i Nidaros 1252, da han ved et (udateret) Brev grundede en ny Stiftelse for sit Capitel, nemlig Chorsbrødrenes fælles Bordhold. Hertil skjænkede han foruden Grund til en Bygning ogsaa Bispetienden af fire Kirker.^[125] Vi skulle senere vende tilbage til denne Sag, men foreløbig kan det bemærkes, at der er noget Paafaldende i, at han allerede, før han er bleven virkelig Erkebiskop, skynder sig med at give Chorsbrødrene, sine Vælgere, denne Gave. Det seer næsten ud, som om Brødrene have forlangt Indrømmelser af ham, forinden de valgte ham, Noget, der vistnok af og til har fundet Sted ogsaa her, og som bekjendt ikke er uden Exempel ved Cardinalernes Pavevalg.

Derefter gjorde Sørle sin Palliumsreise. Hans Valg befandtes ved Curien ikke at være foregaaet med fuld Iagttagelse af alle canoniske Former, hvorfor det maatte casseres, men Pave Innocents IV udnævnte da Sørle ved Provision til Erkebiskop og indviede ham personlig til Embedet. Dette er vistnok skeet i Perugia i Slutningen af Januar eller Begyndelsen af Februar 1253.^[126]

Samtidig fik Sørle, ligesom allerede Forgjængeren Sigurd, et Privilegium, ifølge hvilket Ingen ved Pavebreve skulde indtrænges i den nidarosiske Kirkes Beneficier, medmindre vedkommende Pavebrev indeholdt en udtrykkelig Undtagelse under Henvisning til dette Privilegium; nogen fuld Betryggelse opnaaedes altsaa ikke.^[127]

Endvidere fik han Ret til selv at absolvere nogle Geistlige og Lægmænd, der havde gjort sig skyldige i Vold mod Geistlige og i Mordbrand, saaledes at Vedkommende slap for at søge Afløsing i selve Rom.^[128] Destoværre meddeles ingen nærmere Oplysninger om, hvilke Personer dette gjelder, og om deres Bedrifter, men skulde det ikke her ligge nær at tænke paa de Personer, der i 1240 havde optraadt saa voldsomt og gjenstridigt ved Hertug Skules Drab og voldt Elgeseter Klosters Brand? At Sagen først nu bringes i Orden, behøver ikke at være nogen Hindring for en saadan Antagelse.

Et andet Pavebrev tillod Sørle at dispensere hundrede uægtefødte Geistlige i Nidaros By og Stift, hvis uægte Fødsel (defectus natalium) egentlig skulde udelukke dem fra kirkelige Embeder. Dog maatte Dispensation ikke gives „regulære“ Personers (ɔ: Klosterfolks) i Hor eller Incestus fødte Sønner.^[129] Det er aldeles klart, at der her væsentlig er Tale, ikke om Lægmænds, men om det almindelige (seculære) Præsteskabs Sønner, og at disse meget hyppig søgte selv at blive Præster. Dette Forhold fandt ogsaa Sted i Sverige. Da Cardinal Vilhelm fra Norge drog til dette Naboland, udtalte han sig i et aabent Brev,^[130] Skeninge 1 Marts 1248, saaledes: „Næsten alle Præster vare Præstesønner og, følgende sine Fædres Exempler, indgik de ogsaa selv Ægteskab eller holdt Friller. Og naar Præster døde, satte deres Sønner (eller Frænder) sig i Besiddelse af deres Kirken tilhørende rørlige Gods. Præsterne sagde, at de ikke paa nogen Maade kunde holde ud uden Forbindelse med og Tjeneste af Kvinder.“ Cardinalen paabød da Coelibat og Separation under Bansstraf, dog saa at Præster og Kvinder over 50 Aar maatte faa Lov til at bo sammen, naar de aflagde Løfte om continentia. Disse Cardinalens Iagttagelser i Sverige bidrage i væsentlig Grad til at kaste Lys ogsaa over norske Forhold.

Ved Curien var Suderøernes Bispestol ledig. Den besattes med en Kannik fra St. Andrews i Skotland, hvem Sørle selv indviede under sit italienske Ophold. Men ogsaa Hamars Bispestol var ledig efter Kong Haakons tidligere nævnte Uven Paal († 1251). Capitlet havde til hans Eftermand valgt („postuleret“ Thord (Teodorus), og denne reiste, uvist naar, til Curien. Det brugte Udtryk „postuleret“ vidner om, at han ikke uden videre kunde „vælges“ og derefter indvies paa egen Haand af en norsk Erkebiskop. Paven casserede ogsaa Postulationen og overdrog mundtlig (viva voce) Sørle at udsee en anden. Denne valgte saa en Prædikebroder Peter, som ogsaa var personlig tilstede, hvilket Paven bekræftede. Thord maatte nøie sig med, at Paven ved Provision gav ham en Kirke paa Hedemarken, rimeligvis Roko i Løiten.^[131]

Sørle kom ifølge Haakons Saga hjem samme Aars Sommer. Han landede i Tønsberg, hvor Dronning Margrete skaffede ham et let Skib, hvormed han, ledsaget af den nye aabenbart i Erkebispens Følge fra Curien tilbagekomne Hamarbiskop Peter og de øvrige norske Biskopper, opsøgte Kongen, der laa ved Ekerøerne paa den daværende sydlige Rigsgrændse. Siden kom Erkebispen til Nidaros og har der om Vinteren været stadig sammen med Kong Haakon, men det var ham ikke beskikket at virke længe i sin Stilling. Han døde allerede 1 Mai 1254. Før sin Død havde han bekræftet^[132] den Gave til Chorsbrødrenes Fællesbord vi ovenfor have omtalt. „Præbenda Serlonis“ mindede ogsaa om ham endnu efter Reformationen.

X.

EINAR SMØRBAK. (ENARUS).

1255–1263.

Kong Sverre havde i sin Tid udnævnt en Mand af ringe Herkomst, Gunnar Grjonbak, til Lagmand i Thrøndelagen. Han var endnu i dette Embede 1223, da han optraadte ved Mødet i Bergen og selv kaldte sig en Kotkarls Søn. Ifølge de islandske Annaler er han død 1232.

Gunnar Grjonbak havde en Søn, Einar Smørbak,^[133] der første Gang nævnes i 1240, da han gav den unge Haakon Kongenavn paa Ørething. Han kan da ikke have været nogen ganske ung Mand, og det er heller ikke rimeligt, at man til den Function skulde have valgt en Geistlig. I 1248 synes han at have været i Kongens Tjeneste, da han var en af dennes Sendemænd fra Kongehelle til Birger Jarl i Sverige. Naar han er bleven Chorsbroder i Nidaros, hvad han ifølge et Pavebrev af 1255 maa have været, kan ikke siges. I 1253 opregnes hele femten Chorsbrødre i Nidaros,^[134] men mellem disse forekommer ikke Einar.

Da Sørle døde, opholdt Einar sig i Paris. Man har almindelig meent, at han studerede der, men dette siges intetsteds udtrykkeligt. Betænker man, at en Mand, der allerede i 1240 egnede sig til at give Kongenavn, nu femten Aar efter den Tid maa have havt sin Ungdom temmelig langt bag sig, forekommer det mig rimeligere at antage, at han kun har befundet sig i Paris paa Gjennemreise, og at hans Færd har havt en anden, nu ubekjendt Foranledning. Vist er det imidlertid, at han i Paris modtog Budskabet om, at Chorsbrødrene havde valgt ham til Erkebiskop (1254). Dette overbragtes ham ved to Chorsbrødre, der begge kaldes Magistre og derfor vel tidligere have gjestet Paris. Deres Navne vare Mag. Ottar, der i 1253 kaldes med den usædvanlige og derefter forsvindende Titel Erkeprest og derfor indtager den første Plads foran de fjorten Colleger i Capitlet, og Mag. Haakon.

Som Sagaen udtrykkelig fremhæver, havde Chorsbrødrene foretaget Valget uden derom at underrette Kongen, endsige at begjære hans Samtykke, et paafaldende og dristigt Brud paa hævdet Sædvane, om end ikke paa udtrykkelige Lovbestemmelser. Det forekommer mig ikke umuligt, at deres Mod er voxet ved en Pavebulle, som kort i Forveien var kommen til Landet. Vi erindre, at Capitlet i Hamar et Aar i Forveien havde postuleret en Mand, hvem Paven ikke antog. Dette har det gjort Kongen uadspurgt. Men skjønt Paven altsaa ikke opfyldte deres Ønske i Henseende til Personen, udstedte han dog (2 Jan. 1254) en Bulle, der bød, at den nye Biskop af Hamar skulde anvende Kirkens Straffe mod Enhver, Kongen dog undtagen, som vilde lade dem lide, fordi de havde tilsidesat denne.^[135]

Einar drog fra Paris lige til Paven, uden, som det lader, saameget som skriftlig at henvende sig til Kong Haakon. Curien befandt sig ved den Tid ikke i Rom, men i Neapel, hvor Pave Innocents IV døde ved denne Tid (13 Dec. 1254) og efterfulgtes tolv Dage efter af Alexander IV. Denne godkjendte Einars Valg og meddelte ham, der nu altsaa var indviet, de sædvanlige Følgeskrivelser til Capitlet, Stiftsstaden, Stiftet, Suffraganbisperne og Kongen, daterede Neapel 12 Marts 1255.^[136] Erkebiskoppens allerede ovenfor omtalte Ret til subsidium pallii hos de øvrige Bisper fik ny Bekræftelse. Endvidere fik han udvirket et Pavebrev om, at Forhandlingerne angaaende Erkebiskop Eysteins Canonisation skulde gjenoptages, idet Paven opnævnte Commissarier, der skulde undersøge Sagen og optage Vidnesbyrd om hans Mirakler,^[137] Noget, der umuligt har kunnet være Kong Haakon kjært, men som derfor bliver saa meget mere betegnende for Einars Standpunkt ligeoverfor denne. Ogsaa Forgjængeren Sørles Gave til Capitlet bekræftedes.^[138] Da ogsaa Brevet herom udstedtes under Einars Ophold ved Curien, kan han umulig have været uvidende derom, men udvirket dette Brev har han dog vist ikke, som vi senere skulle erfare. Man skulde derfor formode, at en af de to ovennævnte Chorsbrødre eller begge have fulgt ham til Pavehoffet og der udvirket denne Bulle.

Derefter drog den nye Erkebiskop til Norge, hvor han kom i Land ved Øen Alden i Søndfjord. Men han opsøgte ikke Kongen og drog lige til sin Stol i Nidaros. Selvfølgelig optog ikke Haakon dette vel, og da Einar fik dette at høre, reiste han dog omsider til Kongen i Bergen og blev „vel modtagen.“ Han foreslog nu Kongen at træffe Bestemmelse om sine to gjenlevende Sønners fremtidige Stilling i Norge. Selv havde han, som vi vide, i sin Tid givet den ældre af disse, den unge Haakon, Kongenavn under critiske Forhold, og siden havde han „lagt den største Kjærlighed paa ham.“ Kongen selv, der yndede den yngre Søn, Magnus, idetmindste ligesaameget som den ældre, var stemt for at begge skulde blive Konger, Erkebiskoppen vilde herimod have Magnus affunden med Hertugtitel, og en mindre Deel af Riget. Der toges dog ingen Bestemmelse dengang (1255), og Erkebispen skiltes i „største Venskab“ fra Kongen.

I 1257 lod Kong Haakon paa Grund af det ufredelige Forhold, hvori han var kommen til Kong Christopher I af Danmark udbyde Leding og bød Einar og de øvrige Biskopper at følge med, hvilket skede. Den unge Kong Haakon døde ved denne Tid. Det blev derfor besluttet, at Magnus, nu eneste gjenlevende af den aldrende Konges Sønner, skulde faa Kongenavn, og dette skeede ogsaa paa Ekerøerne, hvor Erkebispen gav ham Kongenavnet og ved den Leilighed fik et stort Langskib til Gave. Ligesaa ivrig som Einar før havde været i at indynde sig hos den afdøde Kongesøn, ligesaa meget lagde han nu an paa at vinde Magnus. Derefter gik Toget til Kjøbenhavn, hvor Fredsforhandlinger begyndte. Her havde Einar Anledning til at see sin bekjendte danske Collega, den urolige Erkebiskop Jacob Erlandsen af Lund, men medens denne helst havde ønsket Ufred, bestræbte Einar sig af al Magt for at faa Striden bilagt, hvilket ogsaa lykkedes. Den følgende Vinter tilbragte baade Kong Haakon og Einar i Nidaros, men der opstod nu Uvenskab mellem dem, uden at Sagaen angiver Grunden. Einar ledsagede ikke Kongen paa hans Tog for at møde Birger Jarl 1258, og han og Kongen saaes neppe heller i det følgende Aar.

Men saa indtraf en Begivenhed, som fremkaldte en endnu større Spænding mellem dem, end nogensinde tidligere. Hamars Bispestol blev igjen ledig. Chorsbrødrene kunde ikke blive enige om det nye Valg, og Tiden gik hen ud over de tre bestemte Maaneder. Nu havde Capitlet for denne Gang tabt sin Valgret, og denne var (jure devolutionis) gaaet over til Erkebiskoppen. Einar overlod dem vel igjen Valget, men dette var kun en formel Høflighed, thi han udpegede dem samtidig en Chorsbroder ved Navn Lodin, og denne Candidat „var ikke Kongens Ven“. I 1260 reiste saa Kongen til Nidaros og var meget vred. Han vilde ikke engang modtage Hjelp fra Erkebispen til at faa sit Skib, der var kommet paa Grund ved Øren, flot igjen. Da Kongen kom ind i Byen, lod Erkebispen ham dog møde efter Sædvane med en Procession og kyssede ham. Lodin gik ved Einars Side og kyssede ligeledes Kongen, „dog ei meget hjerteligt“. Erkebispen vilde fremdeles holde paa Lodin, men Kongen svarede ikke alene Nei, men appellerede endog til Einars store Forbitrelse Sagen til Paven. Efterat den unge Kong Magnus var gaaet mellem dem, trak omsider Lodin sig frivillig tilbage, og Kongen fik en af sine egne Klerke, en forhenværende Archidiacon paa Hjaltland Gillebert (formodentlig en Udlænding) frem. I Sagaen berettes, at Sagen virkelig allerede var kommen til Paven, og at Gillebert drog til denne, men noget Pavebrev i den Anledning er ikke forefundet.

Ved dette Kongebesøg i Nidaros var det, at den vigtige Forandring i Norges Statsret gjennemførtes, hvorefter Kongedømmet for Fremtiden blev erklæret udeleligt. Ægte Fødsel var, som vi vide, allerede tidligere gjort til Betingelse for at bestige Thronen, dog saa at ogsaa en uægte Kongesøn kunde blive Konge, naar ægtefødte Arvinger ikke vare til.

I 1261 mødte Erkebiskoppen begge Kongerne paa Ringsaker og fulgte dem ned til Gautelven til et der berammet Møde med Birger Jarl, fra hvilket dog denne udeblev. Derefter ledsagede Einar Kongerne lige til Bergen, altid dog saa, at han ivrig holdt sig til Magnus, med hvem han reiste paa samme Skib og holdt fælles Bord. I September holdtes saa i Bergen Kong Magnus’s Bryllup med Ingeborg, Kong Eriks Datter fra Danmark, hvem Biskop Haakon af Oslo som Formand for et Gesandtskab havde hentet eller snarere bortført til Norge. Vielsen fandt Sted med overordentlig Høitidelighed den 11 Sept. og udførtes naturligvis af Einar. Tre Dage efter kronede han saa det unge Par, den første Kroning af en Dronning i Norge. Magnus drog saa til sine Forleninger ved Stavanger, og Erkebispen sagde ham mange smukke Ord ved Afskeden.

Det var ikke alene med Kongen, at Einar flere Gange kom i mindre god Forstaaelse. Ogsaa med sine Chorsbrødre kom han i Strid. Skjønt Sørles oftere omtalte Gave under Einars eget Ophold ved Curien, som vi hørte, havde faaet pavelig Bekræftelse, fratog han dog Capitlet denne Gave.

I den senere Del af Kong Haakons Tid, enten under Erkebiskop Sigurd eller Einar, eller maaske under dem begge, udvidedes Erkestiftet derved, at Christendommen idetmindste i ydre Henseende indførtes i nogle hidtil hedenske Districter Nord for Haalogaland. De nærmere Omstændigheder ere desværre ubekjendte. Denne Sag staar rimeligvis i Forbindelse med de gjentagne Løfter om at tage Korset og kjæmpe mod de Vantro i det hellige Land, som Kong Haakon havde gjort, men neppe alvorligen tænkt paa at indfrie. Omsider havde han dog faaet den Indrømmelse af Paven (1241), at en Kamp mod Hedningerne i Norges umiddelbare Nærhed skulde regnes lige med et Korstog til Palæstina. At der nu virkelig er anvendt vaabenmagt mod de hedenske Lapper, er vistnok urimeligt at antage, men vist er det, at der af ham anlagdes en Kirke paa Tromsø, der siden sagdes at ligge juxta paganos, og som senere blev et af de Kongen umiddelbart tilhørende Capeller. Tidligere havde Lenvigs Kirke (noget i Syd for Malangenfjord) været anseet for det nordligste christne Gudshus i Verden.^[139] Ogsaa nogle Bjarmer, der flygtede for Mongolerne, fik af Haakon Boliger i hine Egne, og en Kirke reiste sig ogsaa i Ofoten.

Einar Smørbak døde om Høsten 1263, rimeligvis kort efter at den gamle Kong Haakon var draget afsted paa sit Tog mod Skotland. Han er en af de Erkebisper, om hvis Character vi have forholdsvis god Anledning til at danne os en nogenlunde klar Forestilling. Noget tiltalende Indtryk kan han neppe gjøre. Ligeoverfor den gamle Konge optræder han som en Art Frondeur, medens hun sledsk og indsmigrende gaar Thronfølgerne, først Haakon den Unge, derefter Magnus flittig under Øinene. Det seer aabenbart ud som, om han har næret Haab om, naar Haakon den gamle først var borte, at skulle kunne udnytte sin Indflydelse hos en svagere Eftermand i videste Maal. Var ikke hans egen Død kommen i Veien, er det ikke usandsynligt, at allerede Einar under den nye Konge vilde have optraadt omtrent saaledes, som

hans anden Eftermand, Jon Raude, siden virkelig gjorde det.

XI.

HAAKON.

1267.

Ved den nye Ledighed faldt Chorsbrødrenes Tanker paa en Mand udenfor deres egen Midte, Abbeden af Tautra, Birger. Allerede hans Egenskab af Klostermand gjorde det dog nødvendigt kun at postulere ham, thi vælges kunde en Munk ikke. Men hertil kom endnu at Birgers uægte Fødsel (han var endog Præstesøn) tiltrængte endnu en særlig Dispensation. Capitlet havde været alt andet end fornøiet med Einar, der, som vi hørte„ havde berøvet dem de til fælles Bordhold skjenkede Tiender. Derfor var ogsaa Gjenerhvervelsen heraf deres første Tanke, og vi finde ganske rigtigt, at det nyvalgte Erkebiskopsemne allerede før han drog afsted for at søge Bekræftelse, har maattet udstede et Brev i denne Anledning. Brevet aander megen Uvilje mod den nys afdøde Einar. Hans Navn faar ikke engang det sædvanlige Tillæg bonæ memoriæ, der i samme Brev tilføies Sørles Navn, hans Færd kaldes uretfærdig og uforstandig og det hedder, at han har handlet svigefuldt og vilkaarligt (dolo simul usus et potentia.^[140])

Endvidere udvirkede Birger et Forlig mellem Præsteskabet og Prædikebrødrene i Nidaros, hvis Kloster vi ovenfor have omtalt under Erkebiskop Guttorm. Dominicus’s Orden var endnu i sin Ungdomskraft og dens Nidkjærhed og Fromhed havde skaffet den Venner og Anseelse. Den nys afdøde Konge havde begunstiget dem, men den sekulære Geistligheds Misundelse var ogsaa tidlig bleven vakt. Prædikebrødrene havde vistnok snart forstaaet at skaffe sig Indgang i Menighederne paa Præsteskabets Bekostning, tildels vistnok ikke uden Lighed med visse Lægprædikanter i vor Tid, og saavel Præsterne i Almindelighed som ogsaa Chorsbrødrene klagede over dem. Birger fik Munkene til at love herefter at omtale de „lærde“ Mænd for Almuen med Agtelse og at respektere deres Rettigheder i det Hele.^[141]

Men ligesaalidt som det 40 Aar tidligere var lykkedes Abbed Sigurd af Tautra at blive Erkebiskop, ligesaalidt opnaaede Birger at komme i virkelig Besiddelse af den høie Stilling. Valget synes at være foregaaet uden Kongens Samtykke, og da Birger traf Magnus i Bergen, „talte de ikke stort med hinanden“.^[142] Derpaa drog han til Curien, men var ikke heldig der. Pave Urban IV. døde 2 Octbr. 1264, og Eftermanden Clemens IV blev først valgt 5 Febr. 1265. Den nye Pave forkastede ved en Bulle af 18 Marts s. A.; udstedt i Perugia, Birgers Valg, idet han paaskjød Manglerne ved hans Fødsel, hvilket gjerne alene kan have været et Paaskud, medens den sande Grund kan have været Underhaandspaavirkning fra Kong Magnus’s Side. Chorsbrødrene havde nu ved at anvende Postulationen tabt sin Valgret for denne Gang, og Paven udnævnte da fire Valgmænd, alle norske Klosterforstandere: Abbederne af Lyse og Nidarholm, Prioren for Prædikebrødrene i Nidaros og Custos for den allerede nu i Norge, om end neppe endnu i selve Nidaros, indkomne Minoriter-(Franciskaner)-Orden^[143] Birger omtales ikke mere. Samtidig med Birgers Postulation maa der være overbragt Paven en Ansøgning fra Capitlet om hans apostoliske Beskyttelse. Denne blev ikke afslaaet og meddeltes 30 Marts 1265.^[144] De fire Klostermænds Valg eller Postulation faldt paa Biskoppen af Oslo, Haakon, og hermed har Kongen udentvivl faaet sit Ønske opfyldt. Om dennes Herkomst vides Intet, dog tør man formode, at han har hørt hjemme i sit forrige Stift Oslo og været af god Æt. Her skjænkede han nemlig 1264 Jordegods til sit Capitel i Oslo for sin unævnte Moders Sjæl.^[145] Han havde været skolemester i Oslo,^[146] og ved Siden heraf vistnok Chorsbroder. Siden 1248 var han Biskop i Oslo og havde som saadan, hvad vi allerede have omtalt, hentet Dronning Ingeborg fra Danmark og siden den Tid ogsaa været i Yndest hos hende.

Haakon var jo allerede før Biskop og tiltrængte altsaa ikke Ordination, men alene at iføres Pallium. Ligesom i sin Tid Jon Birgerssøn og senere et Par andre Erkebiskopper, der befandt sig i et lignende Tilfælde, fritoges han derfor for personlig at indfinde sig i Rom, hvorhen en Chorsbroder Jon havde overbragt hans Ansøgning herom. Paven tillod nemlig 1266, at Biskopperne Peter af Bergen og Thorgils af Stavanger skulde beklæde Haakon med Palliet og modtage hans Ed.^[147] Jon kom tilbage med Palliet til Norge den 5 Januar 1267 og Skjerthorsdag. 14 April s. A. foregik den høitidelige Indvielse i Nidaros. Den beskrives i de islandske Annaler. Foruden de to nævnte Biskopper, der iførte Haakon Palliet, assisterede ogsaa en grønlandsk og en færøisk Biskop ved Acten, hvorpaa den nye Erkebiskop selv indviede to islandske Biskopper.

Haakon overlevede sin Indvielse kun faa Maaneder. Han døde allerede 18 August samme Aar. To Dage iforveien havde han – vistnok med Døden for Øinene – yderligere forøget Sørles Gaver, idet han til Communet skjænkede St. Andreas Kirke til denne Stiftelse.^[148] Han havde ogsaa i Oslo været gavmild mod sine Chorsbrødre og gjør i det Hele Indtrykket af en afholdt Mand.

Maaskee har han i sin Ungdom været gift. I ethvert Fald efterlod han en Søn, Baronen Thore Haakonssøn eller Biskopssøn, der blev en af sin Tids fremragende Mænd. Da han blev Cantsler og berømmes for sin Indsigt i den kirkelige (canoniske) Ret,^[149] har han aabenbart faaet en lærd Opdragelse, men indtraadte ikke i Kirkens Tjeneste, men blev en af Landets verdslige Høvdinger. Han døde 1317 og har rimeligvis

havt sit Hjem paa Leikvangr (Lekum) i Eidsberg i Borgesyssel.^[150]

XII.

JON. (JOHANNES II.^[151])

1268–1282.

Et Par Maaneder efter Haakons Bortgang skrede Chorsbrødrene ifølge Annalerne til Valg (28 Oct. 1267) og kaarede sin Medbroder Jon Raude, vistnok den samme Jon, der havde hentet Forgjængerens Pallium. Om hans Herkomst vides Intet, heller ikke om hans Studeringer. Jon maatte naturligvis som Erkebiskopsemne atter drage til Curien, men enten maa Reisen have været opsat i nogen Tid; eller Opholdet hos Paven have været langvarigt, thi vel er Bekræftelsesbrevet dateret 24de Juni 1268^[152], men først Juledagen s. A. sang han (ifølge Annalerne) sin første Messe i Nidaros. Han havde, som det synes, ved sin Indvielsesed maattet paatage sig en Forpligtelse, som ogsaa senere Erkebisper vare underkastede, nemlig hvert tredie Aar at besøge Paven.^[153] Naturligvis var dette for en saa fjerntboende Prælat en urimelig og uopfyldelig Pligt, og Besøgene bleve derfor stadig ogsaa kun aflagte ved Fuldmægtigen.

Lige siden den Tid, da den blinde Erik vendte tilbage til Norge efter Sverres Død og indgik et Compromis, sat paa Skruer, med hans Søn, havde Forholdet mellem Stat og Kirke aldrig egentlig været fuldt paa det Rene. Haakon Haakonsøns Fasthed og Klogskab havde vel afværget Fornyelse af Striden, men Prælaterne havde seigt bevaret Traditionerne fra „Helgenen“ Eysteins Dage, og vi have oftere, navnlig i Erkebiskop Sigurds Tid, tydelig mærket, i hvilken Retning deres lønlige Higen og Bestræbelser gik. Nu da Haakon ved sin Død havde givet Plads for en svagere Eftermand, men Kirken faaet et Hoved som Jon Raude viste sig at være, var Tiden kommen til en Gjenoptagelse af det tolvte Aarhundredes Kirkekampe.

Det er ikke rimeligt, at Kong Magnus paa Forhaand har havt nogen Grund til at frygte for, at Jon skulde optræde med saa urimelige Fordringer, som Tilfældet blev, thi ellers vilde han maaske have søgt at skaffe Riget en anden Erkebiskop. Jon synes ogsaa i Rom at have besørget Ærinder for Kongen, idetmindste er Pavens Autorisation af to Biskopper som Executorer af Magnus’s Testamente udvirket under hans Palliumsreise.^[154] Heller ikke vide vi, om Jon har tiltraadt sin Regjering med den bevidste Hensigt at frembringe en politisk-kirkelig Reform i hierarchisk Retning, eller om han først er kommen ind paa Tanken ved de ydre Foranledninger, som Kong Magnus’s Iver for at tilveiebringe en Revision af Landskabslovene og en ensartet Lovgivning for det hele Land maatte tilbyde.

Allerede 1267 havde Magnus gjennemført en ny Gulathingslov og i 1268 en lignende for Viken og Oplandene. Begge indeholdt tillige Christenretter, hvis Grundlag efter den nyeste Forskning^[155] antages at have været den af Erkebiskop Sigurd istandbragte Christenret, og som derfor ikke stødte paa Modstand fra de sydlige og vestlige Suffraganbispers Side. Men anderledes gik det, da Magnus forsøgte at gjennemføre det samme i Frostathinglagen, hvilket først skede, efterat Jon var hjemkommen som Erkebiskop. Denne vilde ikke taale nogen verdslig Indblanding i den kirkelige Lovgivning. Den nye Frostathingslov fik derfor ikke nogen Christenret, og de nye Christenretter kom ogsaa i det øvrige Norge til at tabe sin Gyldighed. Kongen maatte indlade sig i Underhandlinger med Erkebiskoppen om en ny for hele Landet gjeldende Christenret.

Paa Pavestolen sad ved denne Tid Gregorius X (1271–1276). Han havde, da han blev valgt, befundet sig paa en Pilegrimsfart i Syrien, hvor Korsfarerstaternes Levninger nu vare stedte i sin Dødskamp. Han satte det som sit Maal at skaffe det hellige Land Hjælp og Redning, og i 1272 udskrev han et almindeligt Kirkemøde til Lyon, der skulde træde sammen 1274. Fra alle Kirkeprovindser forlangte han Indberetninger om de kirkelige Tilstande samt Forslag til Reformer^[156] og endnu har man idetmindste en af Svarskrivelserne (fra Biskop Bruno af Olmütz). Naturligvis har denne Opfordring ogsaa øvet sin Indflydelse hos os. Det har visselig givet Forhandlingerne mellem Kongen og Hierarchiet Fart og hævet det sidstes(Mod. Jon optog nu Magnus Erlingssøns Indrømmelser fra 1164, dog neppe i den Mening, at det skulde kunne lykkes at faa disse fornyede af en kronet og afholdt Konge med ubestridt Anerkjendelse. Det monstrøse Privilegium har vel kun været fremdraget for at have „noget at slaa af paa“. Resultatet blev et for Kirken fordelagtigt Concordat i Bergen af 1 August 1273.^[157] Man enedes om at lade det bekræfte af Paven, og Jon har da taget det med sig til Lyon. Her opnaaede det ogsaa pavelig stadfæstelse den 26 Juli 1274, men vel at mærke med væsentlige Tillæg, uden Tvivl udvirkede af Jon selv og naturligvis indeholdende yderligere Fordele for Hierarchiet.

Mødet i Lyon, hvor Biskopperne Andreas af Oslo og Askatin af Bergen tilligemed Jon repræsenterede den norske Kirke, besluttede, at der af al Magt skulde arbeides for nye Korstog, og i den Anledning lagdes der en betydelig Skat paa Geistligheden i hele den romersk-katholske Verden. Samtlige Geistlige skulde i sex Aar betale Tiende af alle sine Indtægter til det hellige Lands Hjælp. Erkebiskop Jon udnævntes til øverste Collector for Norge ved Brev af 20 Sept. 1274. Det var intet ringe Hverv, der paalagdes ham; thi vel skulde de øvrige Bisper bistaa ham, og han skulde udnævne edsvorne Subcollectorer, men han skulde dog selv bereise hele Landet og have det nøiagtigste Opsyn med Indsamlingen. Til Løn skulde han og de øvrige Indsamlere af Tienden først have syndernes Forladelse, dernæst personlig Fritagelse for Tienden i de Aar, de maatte fungere, et for Erkebispen med hans store Indtægter betydeligt Gode. Flittig skulde han derhos gjøre Indberetning til Paven om Forretningens Gang.^[158]

Jons Hjemreise fra Conciliet blev meget haard og uheldig og skal have medtaget et halvt Aar. Underveis led han efter sin egen Beretning Skibbrud. Han naaede først i November 1274 frem til Bergen, medbringende som Gave til Kongen fra Philip III af Frankrige den berømte Reliquie spinea corona.^[159] Han maatte derfor siden gjøre Paven sin Udskyldning, for at hans Reiser som Collector havde gaaet i Langdrag, og Paven erkjendte Gyldigheden heraf ved Brev af 6 Dec. 1276.^[160] Men med disse Reiser toges det saa alvorligt, at Jon siden (1279) endog maatte skaffe sig Dispensationsbreve, fordi han ikke kunde indlade sig paa at reise til Grønland og andre „Oceanets Øer“.^[161] Jon kom, skjønt han neppe har ladet det mangle paa Nidkjærhed, aldrig saavidt, at han fik indsendt noget Pengebeløb til det pavelige Kammer, men havde deponeret det indkomne ved sin Domkirke og hos sine Collectorer.^[162]

Men hvad angaar den omtalte Overenskomst i Bergen, fandt selv Kong Magnus, at de pavelige Tillæg vare for drøie, og det Hele kom derfor til at gaa tilbage igjen, saa at nye Underhandlinger maatte begynde, og man enedes om ikke at søge pavelig Bekræftelse paa en ny Overenskomst. En saadan sluttedes i Tønsberg 9 August 1277.^[163] Denne saakaldte compositio (sættargerd) gik i Hovedsagen ud paa, at Privilegierne af 1164 endelig frafaldtes, at Lægmænd aldrig maatte paadømme kirkelige Sager, idet den canoniske Rets Gyldighed erkjendtes, dog med Adgang for Kongen til Del i geistlige Pengebøder, at kongelig Patronatsret til Kirker opgaves, at Bispe- og Abbedvalg skulde foregaa paa canonisk Viis, dog saa at Kongen fik Adgang til at protestere mod ham ubehagelige Candidater, at hele Geistligheden fritoges for personlig Kongetjeneste og for at betale Leding. Af særlig Interesse for os er Bestemmelsen om de biskoppelige Kirkefyrsters Hird. Erkebispen fik Ret til at holde hundrede Mand, af hvilke nogle (Antallet er ikke angivet og han har altsaa selv kunnet bestemme det) som hans „Skutilsvende“ selv tredie skulde være frie for alle offentlige Byrder, medens de øvrige kun skulde være frie selv anden. De øvrige fire norske Biskopper fik en lignende Ret for 40 Personer. Disse Biskopstjenere ville vi i en meget senere Tid gjenfinde under Navnet „Sædesvende“.^[164] Navnet „Skutilsvende“ findes derimod neppe siden anvendt om Erkebispens Folk i noget kjendt Document. Til de store Indrømmelser i Hovedbrevet føiede den eftergivende Magnus kort efter endnu en meget væsentlig angaaende Tienden. Medens denne hidtil kun havde været ydet af Kvægavl, Jordbrug og Fiskeri, udvidedes den nu til at gjelde omtrent enhver Næring eller Indtægt.^[165] Og dette var endda ikke nok. Kort efter indrømmede Magnus endnu flere Begunstigelser for Jon, der „styrker os og vor kongelige Magt i mange gode Ting ved de daglige Forbønner til Gud, som han med faderlig velvilje har faaet alle Mænd til at gjøre for os, Dronningen og vore Bern“ o. s. v. Han udvidede Erkebispens Ret til Sagefald, bestemte nærmere hans Myntret, gav Ledingsfrihed til alle Steenhuggere, Tømmermænd o. s. v. og andre Arbeidere ved Nidaros Domkirke, afstod Tomter i Staden o. s. v. overhoved bestod der, saavidt man kan see, det bedste Venskab mellem Konge og Metropolitan. I 1275 havde han saaledes ifølge Annalerne ledsaget Magnus paa et Tog til Elven. I Forening havde Magnus og Jon ogsaa, uvist naar, aabnet St. Olafs Skrin i Domkirken.

Hierarchiet havde altsaa vundet en Seir af den mest vidtrækkende Betydning. Nu kunde Erkebispen selv skride til at udarbeide sin nye Christenret, der bærer hans Navn, og som skulde være gjeldende Kirkelov for det hele Land.

Allerede i Kong Magnus’s sidste Dage er der Spor til, at Jons Fordringer, der stadig vedbleve at voxe og syntes ikke at ville tage Ende, dog omsider begyndte at støde paa Modstand, om end ikke fra Kongen, saa dog fra hans Mænd. Jon havde nemlig opstillet et nyt og vidtrækkende Krav. Dette fremkaldtes ved den i denne Tid foregaaede Omregulering af Ledingen, som nu tildels overgik til en reel Byrde paa Eiendommene. Jon vilde, at Geistlighedens Leilændinge skulde være fri for denne nye Afgift, hvilket maatte fremkalde paa den ene Side en betydelig Afgang i Kongedømmets, men paa den anden Side en tilsvarende Forøgelse i Kirkens Indtægter. Det er jo indlysende, at Kirken kunde forhøie sine Leilændinges Landskyld, naar den kunde tilbyde dem Gaarde, paa hvilke der heftede ringere Byrder, end paa andet Leilændingsgods, med andre Ord, det maatte blive Jorddrotten, som her fik Fordelen, ikke hans Bønder. I denne Anledning lod Jon den 14de Marts 1280 i Nidaros udstede et Document, som allerede fra den elegante Forms og Latinitets Side maa vække Opmærksomhed.^[166] Han havde, som man heraf ser, sammenkaldt en Forsamling bestaaende af sit Domcapitel, samt Abbederne af Tautra og Nidarholm og Prioren af Helgeseter og lod disse erklære, at Thrøndelagens Kirkers og andet geistligt Gods der fra umindelig Tid havde været frit for alle Paalæg af Skatter til Kongen og andre Verdslige og kun svarede Jorddrotten Landskyld. At denne Erklæring var fremkaldt ved Tvist mellem Erkebispen og de kongelige Sysselmænd, siger sig selv.

Ved Brevets Udstedelse var foruden en pavelig Nuntius, der reiste paa Tiendesamlingens Vegne, ogsaa en stor Del Præster af Byen og Stiftet tilstede. Man faar her en vigtig Oplysning nemlig om Antallet af Sognekirker og sognepræster i Stiftsstaden paa denne Tid, da vort middelalderlige Kirkevæsen stod i sin Blomst. Tilstede vare nemlig Sognepræsterne ved Korskirken, Olafskirken, Andreaskirken, Mariakirken, Clemenskirken, Allehelgenskirken, Michaelskirken og en Præst fra St. Martins Capelkirke. Sammenligne vi denne Fortegnelse med en lignende fra 1296^[167], finde vi her ogsaa Hospitalskirken som Sognekirke, ligesaa Martinskirken. Dette store Antal af virkelige Sognekirker giver en Forestilling om, at Nidaros paa denne Tid maa have havt et større Indbyggerantal end man maaske ellers skulde formode. Byens Handel synes ogsaa at have været ikke ubetydelig,^[168] og Geistligheden, ikke mindst Erkebiskoppen selv, har visselig taget en vigtig Deel heri. Vi erindre de Forbindelser med England og Toldbegunstigelser af engelske Konger, der tidligere ere omtalte. Gjentagne Vidnesbyrd pege paa, at Erkebispen ogsaa har staaet i fordelagtig Forbindelse med Island, og at han har drevet Falkehandel. Og oversees maa det ikke, at mellem de utallige Fordele, som Jon har vidst at afvinde Kong Magnus, ogsaa forekommer Privilegier netop angaaende Island og Falkefangsten.^[169]

Magnus Lagabøter døde, kun 41 Aar gammel, men dog som en affældig Mand i Bergen 9 Mai 1280 og blev af den Geistlighed, mod hvilken han havde været saa svag, prist som en Josias. Nu efterfulgtes han vistnok af en ligeledes svag Søn, men denne var en tolvaarig Dreng-, og den virkelige Regjering kom for lange Tider i hans kraftige Moders, den danske Ingeborgs, og i de med hende enige Baroners Hænder, og selv i sine senere Aar kom han neppe til personlig at gjøre sig meget gjeldende. Regjeringen var ikke tilsinds at fortsætte Magnus’s Eftergivenhed mod Kirken. Ved det store Rigsmøde i Bergen ved Midsommertid, hvor ogsaa Erkebispen mødte frem med alle Landets øvrige Biskopper, gjorde man vel i Begyndelsen gode Miner, og den unge Konge aflagde en Kroningsed i den ønskeligste klerikale Retning, indeholdende bl. A. Løfte om Tilbagekaldelse af Love „imod den hellige Kirkes Frihed“. Kroningen, den sidste, hvortil Bergen har været Vidne, fandt da Sted, udført naturligvis af Jon selv, 2 Juli 1280. Men saasnart dette var skeet, tog man Masken af. Jon har maaske havt en Forudfølelse af, hvad der forestod, da han i det Provincialconcilium, som han holdt med de mange andre Biskopper, mellem Statuterne særlig lod anbringe Bestemmelser om Bansstraffens Anvendelse mod Personer, der maatte forsøge at nedbryde Kirkens Frihed, og mod Lægmænd, der maatte tiltage sig at dømme i Sager, der hørte under kirkeligt Forum, som overtraadte Compositionen af 1277 eller overhoved gik Geistligheden for nær. Men Høvdingerne brød sig ikke det ringeste herom. Jons Kirkeret, som nu forelaa færdig blev ikke antagen, men derimod blev i Kongens Navn udgivet en Retterbod med mange Paragrapher, hvoraf flere endog ligefrem stod i Strid med Compositionen. Jon lod nu (25 Juli) optage et Vidnesprov om Indholdet af Eriks Kroningsed. Nogle Dage efter holdt han endnu et smukt Gjestebud i Bergen den 29 Juli (Olafsdagen) og drog saa til Nidaros^[170]. Her geraadede han strax i Strid med Baronerne Hr. Hallkell Øgmundssøn (Krøkedans), Hr. Jon Brynjulfssøn (af Hvaal) samt en Sysselmand Erlend, der sandsynligvis have været ivrig virksomme med Indfordring af Leding hos geistlige Leilændinger. Erkebispen vilde ikke taale dette, og den 5te Oktb. 1280 lod han de nævnte Mænd i sit Consistorium, i Kapitlets og tre Klosterforstanderes Nærværelse advare mod Indgreb i Kirkens Ret, paaberaabende sig ikke alene Compositionen i Tønsberg, men ogsaa Bestemmelser af Kirkemødet i Lyon.^[171] Men denne Protest fandt kun døve Øren, skjønt Jon paastod, at Kong Magnus i sin Tid havde lovet ham igjen at frafalde Ledingspaastandene. Kort efter sees Hr. Hallkell at være bleven bansat. Der var allerede nu Tale om Appel til Paven fra Høvdingernes Side, men en Tid stod dog Sagen hen paa Grund af Forberedelserne til Kong Eriks Bryllup med Margrete af Skotland. Dette fandt Sted i Bergen om Høsten 1281, og Jon udførte Vielsen og kronede den unge Dronning, men denne Festlighed var ogsaa sidste Gang, som han og Kongehuset var fredelig sammen. Regjeringen traadte stedse kraftigere op, Magnus’s Tiendebestemmelser afskaffedes, og man kan tilføie selve Compositionen. Erkebiskoppens Myntret inddroges o. s. v. Nu bansatte Jon, der imidlertid havde forladt Bergen, ogsaa Hr. Bjarne Erlingssøn af Bjarkø og Hr. Andres Plytt, uden at disse tog sig dette nær. Den sidstnævnte døde kort efter, og skulde altsaa ikke være bleven begravet ved nogen Kirke. Man lod ham dog jorde ved Apostelkirken i Bergen, ja Cantsleren lod selve Christkirkens Taarn bryde op og Ringning finde Sted saavel fra denne som alle andre Kirker i Byen! Presterne knurrede, men fik Valg mellem at falde til Fode eller at være utlæge og valgte det sidste.

Høvdingerne havde appelleret til Rom, og Jon sendte nu ogsaa Gesandter did. Pave Martin IV var imidlertid optagen af andre og for ham langt vigtigere Sager. Af de norske Anliggender interesserede han sig nærmest kun for Pavetiendens Betaling og anmodede derfor i Marts 1282 Kong Erik om her ikke at lægge Hindringer i Veien, hvis der var gjort Forbud mod at sælge de Geistlige Sølv.^[172] Om Tiendeindsamlingen fik Jon ogsaa Breve fra Paven, daterede fra Marts og Mai 1282,^[173] men i sin Strid med Kongedømmet synes han ikke at have opnaaet nogen Bistand.

Desto dristigere blev naturligvis Regjeringen, der nu lod geistlige Ombudsmænd fængsle, ja endog drive ud af Landet. Man udtalte ligefrem, at man ingen „Næskonger“ vilde taale i Norge og ikke vide af andre, end dem, som vilde vise Kongedømmet Lydighed. Erkebiskoppen kom med Advarsler, men Følgen blev kun, at han selv tilligemed hans to ivrigste Tilhængere, Biskopperne Andres af Oslo og Thorfinn af Hamar, bleve lyste utlæge og deres Bispestoles Gods sat under verdslig Administration. De tre Prælater forlode ogsaa virkelig Landet samme Aar, uvist i hvilken Maaned.

Medens de to andre Biskopper drog til Rom, tog Erkebiskop Jon sin Tilflugt til det svenske Biskopssæde Skara i Vestergøtland, uden at vi kjende noget nærmere til, hvilke Forbindelser han her har havt, og om Omstændighederne ved hans Ophold her overhovedet. Sit Underhold har han vel fundet hos sin svenske Collega, men længe kom denne ikke til at vise ham Gjestfrihed, thi Jon bortkaldtes allerede inden Aarets Udgang ved Døden i Skara 21 Dec. 1282. Aaret efter førtes ifølge Annalerne hans Lig til Nidaros.

Det berettes i et Pavebrev,^[174] at Jon før sin Død skal have været tilsinds at vende tilbage til Norge, hvilket da maatte forudsætte, at han vilde bekvemme sig til Udsoning med Regjeringen. I ethvert Tilfælde var han gaaet ud af Kampen med et Nederlag, der blev afgjørende ikke alene for hans egen og det samtidige Hierarchis Vedkommende, men egentlig for bestandig. Mellem sine Tilhængere gjaldt Jon en Tid for „en hellig Mand“, men hans Helgenry har kun havt kort Varighed, og gik snart ganske i Forglemmelse.^[175] Han blev den sidste norske Erkebiskop, der paa Kirkens Vegne indlod sig i alvorlig Kamp med den verdslige Magt. Man kan her ikke lade være at tænke paa den danske Kirkes samtidige Historie. Her vil man ikke ret længe efter mode Erkebiskopper som Jens Grand og Esger Juel, der i langt høiere Grad formaaede at berede Kongedømmet Vanskeligheder. Jeg kan ikke tilbageholde min Overbevisning om, at Aarsagen hertil uden Tvivl maa søges i den nære Forbindelse, der i Danmark fandt Sted mellem de høie Prælater og det verdslige Aristokrati. Vi finde som bekjendt især de to fornemste Stifter, Lunds og Roskildes, stadig besatte med Mænd af Landets fornemste slægter. Saaledes kom her en verdslig og geistlig opposition mod Kongedømmet til at staa samlet. I Norge var dels den verdslige Høvdingstand langt svagere og mere afhængig af Kronen, end den danske, dels udgik ikke her Biskopperne, saaledes som i Danmark, af Høvdingstandens Rækker. Det er betegnende, at man ikke finder en eneste verdslig Høvding paa Jons Side, og at man Intet ved hverken om hans eller de med ham samtidige Biskoppers Æt. De synes at have tilhørt ubetydelige og uanselige Familier og derfor at have savnet den Støtte, som Forbindelser med

det verdslige Aristokrati kunde have ydet dem.

XIII.

ERKESÆDETS LANGE LEDIGHED (1282–1288).

JØRUND (1288–1309).

Da Jon maatte forlade sit Sæde, var Hierarchiet, som vi have seet, ganske ydmyget og derhos ladet i Stikken af Pavemagten. Denne var for Tiden ganske optagen af finantsielle Interesser og det lykkedes den tilsidst ogsaa at erholde et efter Forholdene betydeligt Pengebeløb ogsaa her i Landet.^[176] Derimod havde Regjeringen frie Hænder forøvrigt ligeoverfor Kirken. Over Erkebiskoppens Gods raadede nu en af Jons værste Fiender Baronen Hr. Jon Brynjulfssøn. Han tog som dets Administrator Bolig i selve Erkebiskopsgaarden ved Domkirken, hvor han især vakte Manges Forargelse ved at sove med sin Kone i den fordrevne Metrepolitans egen Seng, hvilket udtrykkelig fremhæves i Biskop Arnes Saga.^[177] Ogsaa Capitlets Gods underlagde han sig, og Chorsbrødrene maatte lade sig nøie med en liden Sum („expens“) til sit nødtørftige Underhold.

Rimeligvis var det ogsaa paa samme Tid, at den mægtige Baron Hr. Bjarne Erlingssøn af Bjarkø paa lignende Maade optraadte paa Haalogaland. Ifølge et i 1291 herom optaget Vidnesbyrd holdt han et Møde paa Brudarberg i Vaagen, hvor han erklærede den saakaldte „Vaagebog“, en Samling af locale Lovbestemmelser for denne Egn, ophævet, da Kongen ikke vilde have mere end en Lovbog i sit Land, ligesom han protesterede mod Jens Christenret og erklærede den gamle fra Erkebiskop Sigurds Dage at være gjeldende, forbød anden Tiende end den fra gammel Tid ydede, saaledes Baade-Tienden, Koleie- og Ostetienden og Sæltienden, samt befalede, at der alene maatte betales Tiende af den Skrei, som blev tilovers, naar Fiskernes omkostninger vare fraregnede. Chorsbrødrene Sighvat Lande og Audun Raude, der begge vistnok have havt Præstekald heroppe (om Audun vides med Bestemthed, at han havde Throndenes Kirke^[178] dømte Hr. Bjarne i Pengebøder, og Audun maatte tilbagebetale Sagefald, som han havde opkrævet for Løsagtighedsforbrydelser. Videre forbødes den Skik, at Forældre skulde give Kirken Salt og Vox ved sine Børns Daab. Endelig erklærede Bjarne at alene Lagmændene skulde dømme ogsaa i Sager, der angik Christenretten, ligesom i verdslige Sager, aabenbart en Protest mod de Provster, som Hierarchiet ved denne Tid havde forsøgt at indsætte som geistlige Dommere.^[179]

I flere Henseender tør Regjeringens kraftige Tiltag have havt almindeligt Bifald, navnlig fordi de af Kong Magnus gjorte Indrømmelser i saa høi Grad havde forøget Geistlighedens Fordringer paa materielle Ydelser af Menighederne. Imidlertid manglede der heller ikke paa fromme Sjele, hvem den viiste Haardhed mod Præsteskabet bedrøvede, og da der indtraf forskjellige sørgelige Begivenheder ogsaa for Kongefamilien, saasom den unge Dronning Margretes tidlige Død og et Par farlige Tilfælde for Kongen selv, undlod man ikke heri at see en Himlens Straffedom. En vis Reaktion gjorde sig derfor gjeldende, og som et Tegn til en mildere Stemning fra oven kan det betragtes, at Kongen og hans Medregent Hertug Haakon i 1283 udstedte et Beskyttelsesbrev for Nidaros Domkirke og Capitel, hvorved Erkesædets Eiendom og Indtægter paany kom under Bestyrelse af Chorsbrødrene, som da naturligvis ogsaa gjenvandt Raadigheden over sit eget Gods. Hermed maa altsaa Jon Brynjulfssøns Herredømme over Kirkegodset være ophørt. Men selve Brevet viser, at der ikke var Tale om at opgive den egentlige Hovedsag, Tilintetgjørelsen af de nye Kirkelove og Fordringen om de gamle Tilstandes Tilbagevenden.^[180] Det næste Skridt maatte være at see Erkestolen selv igjen besat.

Efterat denne havde staaet ledig ud paa det andet Aar, foregik der omsider 1284 Valg paa en ny Erkebiskop. Det faldt paa den forhenværende Prædikebroder Narve, Biskop af Bergen (siden 1278) og blev altsaa en Postulation. Da Narve ikke havde forladt Landet med Erkebiskop Jon og overhoved havde viist sig mere eftergivende mod Regjeringen, har han rimeligvis været dennes Candidat, og Capitlet har sikkert maattet vælge ham trods indre Ulyst. Dette bliver klart af det, der paafulgte. Da Narve allerede før var Biskop, reiste han, som i lignende Tilfælde, ikke personlig til Curien, men de ovennævnte Chorsbrødre fra Nidaros Sighvat Vigfussøn Lande og Audun Raude droge afsted for at anholde om Martin V.s Samtykke. Sighvat Lande nævnes som Chorsbroder allerede 1267, havde i 1273 (ligesom ogsaa Audun) deltaget i at slutte det mislykkede Concordat i Bergen, og han havde ogsaa allerede for lang Tid siden været i Rom i Gregor X.s Tid.^[181] Da de kom til Rom, synes de just ikke at have interesseret sig meget for at faa den Postulation, hvori de selv maa have deltaget, bekræftet, thi det kan visselig alene skyldes dem, at Paven, skjønt de til Undersøgelse af Sagen beskikkede Cardinaler fandt Valget i canonisk Henseende i fuld Orden, dog (18de Januar 1285 og 10de April 1285), under Paaskud af at mangle tilstrækkeligt Kjendskab til Narves Personlighed, overdrog til tre norske Klostermænd, Abbeden af Tautra, Prioren for Prædikebrødrene i Nidaros og Guardianen for Minoriterne i Bergen at afgjøre, om den Postulerede virkelig var skikket til Erkebiskop og derefter i gunstigt Tilfælde beskikke ham som saadan, men i modsat Fald paabyde nyt Valg.^[182] De norske Dommere kunne jo alene være opnævnte ved Curien efter de to Chorsbrødres Forslag, og deres Kjendelse var saaledes vistnok paa Forhaand given. Den løb da ogsaa ud paa, at Narves Postulation af „lovlige Grunde“, (hvilke dog ikke anføres), blev casseret, og nyt Valg paabudt. Erkestolen stod altsaa fremdeles ledig, og i Mellemtiden udførte Biskop Andres af Oslo, der var vendt tilbage og havde udsonet sig med Regjeringen, som ældste Suffraganbiskop de forefaldende biskoppelige Ordinationer; Bekræftelser af Bispevalg o. s. v. maa derimod være afgjorte af Nidaros Capitel.

Det nye Valg paa Erkebiskop faldt paa en Mand af Chorsbrødrenes egen Midte, Eindride (Arnessøn), en ivrig Tilhænger af den afdøde Jon, der dog for Tiden var udenlands og opholdt sig i Bologna. Valget vakte den største Misfornøielse hos Regjeringen, og der spaaedes, at han vilde komme til at gaa samme Vei som Jon.^[183] Ikke destomindre sendte Chorsbrødrene paany en Deputation til Curien for at faa ham anerkjendt, dennegang bestaaende af fire Medlemmer af Capitlet, nemlig foruden de tidligere Udsendinge Sighvat og Audun, ogsaa Jon (Elg?) og Thore. Disse fire fik desuden Fuldmagt til i fornødent Fald at vælge eller postulere en anden Candidat, thi man længtes efter omsider at faa en Erkebiskop. Dette viste sig ogsaa at være vel betænkt, thi Eindride undslog sig for at modtage Valget, og nu drog Sighvat Lande til Pave Honorius og udpegede som Candidat Jørund, der Aaret i Forveien var bleven indviet til Biskop af Hamar. Paven gik ind paa Forslaget og ved en Bulle af 15 Febr., hvori en Fremstilling af den hele Valghistorie er indtagen,^[184] udnævntes Jørund ved Provision til Erkebiskop. I Norge vakte dette Forundring, da man havde ventet Eindrides Hjemkomst som indviet til Erkestolen.^[185] Imidlertid overtog Jørund sit nye Embede uden Modsigelse, men med hans Pallium drog det i Langdrag, thi da Chorsbrødrene Thorberg og Thorbjørn, som vare udsendte for at hente det, kom til Rom, fandt de atter Pavestolen ledig, og denne blev først seent igjen besat med Nicolaus IV. Den nye Pave oversendte da tilsidst Palliet ved Bulle af 22 Marts 1288, hvorved Biskopperne af Oslo og Stavanger, Arne og Eyvind, befaledes at iføre Jørund Tegnet paa hans nye Værdighed.^[186] Dette skede ogsaa 10 October s. A. i Nidaros med stor Høitidelighed. Hvis det ei, hvad jeg er tilbøielig til at tro, allerede er skeet før, er vistnok senest ved denne Leilighed den Afgift af 800 Gylden (servitium commune) for hver tiltrædende Erkebiskop nu bleven fastsat, hvilken siden (med Tillæg af mindre Sportler, servitia minuta) vedblev at betales af følgende Erkebiskopper lige til Reformationen.^[187] Om Eindride vides neppe mere, end at han sandsynligvis er den samme af dette Navn, der endnu var Chorsbroder 1297.^[188]

Om den nye Erkebiskops Herkomst vides Intet. At han har hørt hjemme paa Oplandene, er dog tænkeligt, dels fordi vi først se ham optræde i Hamars Stift, dels fordi en Brodersøn af ham, Andres, har skjænket Halvardskirken i Oslo en Gaardpart i Lands Præstegjeld.^[189]

Jørunds Regjering blev temmelig lang, men hverken ærefuld eller lykkelig. Den hengik derimod under en bestandig Strid og Uro, og herfor bærer Erkebiskoppen vistnok for en stor Del selv Skylden.

De Chorsbrødre, der foreslog Jørund for Paven, have udentvivl gaaet ud fra i ham at finde en Mand, der vilde søge at opretholde Jon Raudes hierarchiske Standpunkt. Dette var vist ogsaa Jørunds egen Tanke, idetmindste i Begyndelsen. Vel vovede han ikke at indtage nogen fiendtlig Holdning mod Kongen selv. Man finder endog Jørund i 1289 som Kongens Ledsager paa Toget mod Danmark^[190], ligesom ogsaa Kong Erik og Hertug Haakon gjorde en Pilegrimsreise til Nidaros samme Aar. Men Jørund lagde ligeoverfor andre sit Sindelag noksom for Dagen. Først viste dette sig i islandske Anliggender, ved hvilke her ikke skal dvæles, dernæst og fornemmelig i de udfordrende Skridt, han vovede mod norske Høvdinger. Hr. Jon Brynjulfssøn blev bansat for sin Færd ved og efter Jon Raudes Fordrivelse. Selv tog Baronen sig vistnok ikke meget nær af Banstraalen, men da han om Høsten 1289 var paa Ringsaker ved Kongens Ophold her paa en Pilegrimsreise til Nidaros, maatte han finde sig i at forlade Bordet, fordi den tilstedeværende Biskop Arne af Skaalholt forlangte det og truede med ellers selv at ville gaa ud; den svage Kong Erik taug stille hertil, men rødmede.^[191] Dernæst søgte Jørund at komme den af Jon i sin Tid bansatte og maaske siden ikke afløste Bjarne Erlingssøn tillivs for hans ovenfor omtalte Færd paa Haalogaland for adskillige Aar tilbage. Han stevnede ham for sin Domstol, men Bjarne udeblev. Vel lod Erkebispen optage Vidnesbyrd,^[192] men kom ikke videre hverken med Bjarne eller Jon Brynjulfssøn. Man har ingen bestemt Efterretning, om at de to Baroner og andre der vare i samme Tilfælde, ere blevne løste af Bannet, skjønt det vel er sikkert, at dette maa være skeet. Sandsynligvis staar i Forbindelse hermed det Brev, som Jørund fik fra Rom under 5 Febr. 1292. Heri omtales nemlig, at flere saavel Geistlige som Lægmænd af Nidaros Stift have opført sig voldsomt mod Kirkens Personer, og de Geistlige, som af den Aarsag vare faldne i Ban, havde tildels tilladt sig at vedblive i sine Embeder. Paven tillader nu Erkebispen, hvis ikke Forseelserne have været altfor grove, da de i saa Tilfælde have at henvende sig til Rom, at absolvere disse Personer og af synderlig Naade lade dem beholde sine Stillinger. De verdslige Voldsmænd omtales ikke nærmere i Brevet, og dette tyder nærmest paa, at de af Erkebispen selv have erholdt Afløsning.^[193]

Allerede 1290 var der kommet til et Forlig mellem Jørund og Kongemagten, hvorved hin udtrykkelig indrømmede, at Tienden skulde erlægges efter den „gamle Christendomsbolk“, der gjaldt før 1277. Om „Sættargerden“ af hint samme Aar forøvrigt tales der i dette Document klogelig ikke et Ord.^[194]

I 1291 møder os en Forhandling^[195], der er af særegen Interesse, men den frembyder Gaader, der ikke ere lette at 1øse. Erkebiskoppen lod de to bekjendte islandske Biskopper Jørund af Hole og Arne af Skaalholt, som just begge vare tilstede ved Metropolitansædet, optage gamle geistlige Vidnesbyrd, om hvem der, saa langt de kunde mindes tilbage, havde efter Lovens Bydende lyst Julefreden i Nidaros hver Thomasmesse (21 Decbr.). Vidnesbyrdene, der gik tilbage til Einar Smørbaks Dage, løb samtlige ud paa, at det havde været Erkebiskoppens Lensmand eller Aarmand, der upaatalt havde udført denne Forretning, og ikke Kongens. Denne Sag er hidtil ikke bleven videre paaagtet af Historikerne, men man synes dog med Rimelighed at kunne slutte, at Erkebiskopperne allerede i det trettende Aarhundrede have begyndt at udøve ogsaa en verdslig Regjeringsmyndighed i sin Residentsstad.^[196] At de vare i Besiddelse af en saadan i Catholicismens sidste Tidsrum i vort Land, da de endog vare forlenede med Thrøndelagen (egentlig dog kun den større Deel deraf), er vist, men naar de ere komne i Besiddelse af Byen, er vanskeligt at sige, ligesom vi heller ikke for den ældre Tids Vedkommende kunne bestemme deres Myndigheds Omfang. Dette er rimeligvis blevet større og større, efterat Nidaros sjeldnere og sjeldnere og tilsidst næsten aldrig modtog Besøg af Konger, og derhos disses Hird opløstes eller forsvandt.

Det mærkeligste Træk af Jørunds Forhold til Kongemagten er den Kjendsgjerning, at han blev Kongedømmets Jarl. Sammenhængen hermed er imidlertid høist dunkel. Kun i en eneste af de annalitiske Optegnelser^[197] finde vi det omtalt, og der henføres Begivenheden til 1297. Ellers ved man Intet om det Hele, uden at denne Jarleværdighed ophæves i hans Eftermands første Tid af Kong Haakon 1310. Man erfarer af det i den Anledning udstedte Kongebrev^[198], at der i sin Tid herom har været udstedt Documenter fra begge Sider, af Kongen, der har tildelt Erkebispen „visse Rettigheder“, (om hvis Indhold dog ingen videre Besked gives) og af Jørund selv, samt at dennes Brev har været beseglet ikke alene af ham, men ogsaa af Capitlet. Erkebispen har som Jarl ydet en speciel Hyldning (homagium), men det bemærkes udtrykkelig, at det Hele er skeet uden Pavens Vidende og Samtykke. I og for sig forekommer det mig ikke, at en saadan Udnævnelse nødvendigvis maatte medføre nogen Forringelse af Erkebiskopens Værdighed eller Magt, thi alt maatte naturligvis komme an paa Betingelserne, og om dem vide vi jo Intet; de „visse Rettigheder“ kunde jo tænkes at bestaa i Len, for hvis Vedkommende Erkebispen da blev Vasal i Lighed med de tydske Biskopper. Men at vi i det foreliggende Tilfælde have at see et Vidnesbyrd om Jørunds mislige Stilling og Vanmagt, kan neppe betvivles og synes klart at fremgaa af Udtrykkene i Haakons Brev.

Hvad der fremfor noget andet bidrog til at forbitre Jørunds Dage var en Strid, hvori han indvikledes med sit eget Domcapitel.

Domcapitlet, der var oprettet samtidig med selve Erkestolen, havde i den forløbne Tid mere og mere gaaet fremad saavel i Indflydelse, som i Rigdom. De høiere Værdigheder inden Capitlet, et Decanat og tre Archidiaconater, der vare forordnede af Cardinal Nicolas, synes vistnok ikke at have bestaaet længe, om de nogensinde alle have været besatte, og som vi have seet, forsvinder igjen det Erkeprestedømme, der nævnes i Aarene 1253 og 1265.^[199] Chorsbrødrenes Antal synes at have været femten eller dog ikke meget derover. Hver af dem har havt sin Præbende, et Corpus af til vedkommendes Underhold henlagt Jordegods. Hermed have vistnok flere af Brødrene tidlig kunnet forbinde et Sognekald i eller udenfor Nidaros; i senere Tider havde endog enhver Kannik sit Præstekald paa Landet, og det var da sædvanligt, at Kannikerne skiftedes til at opholde sig i Nidaros for at forrette Tjenesten ved Domkirken. Enhver af Chorsbrødrene havde (i ethvert Fald i senere Tider) sin Gaard i Byen, og disse Gaarde laa, som Schøning^[200] antager, dels i Vest for Domkirken henimod Elven, dels i Nord i den siden saakaldte Munkegade. Men foruden de Emolumenter, som tilkom den enkelte, havde Capitlet ogsaa fælles Eiendom og Indtægter, hvilket udgjorde deres saakaldte commune. I Erkebiskop Sigurds Tid var en Bog istandbragt (1244), hvori Præbenderne og deres Landskyld vare anførte, og enhver Broder skulde have sin „Landskyldskraa“, hvilke Ski-aaer skulde bevares i „Communekisten“ og suppleres, naar nye Eiendomme skjænkedes til Præbenderne eller Mageskifter fandt Sted.^[201] Erkebiskop Sørle havde derpaa stiftet mensa communis og skjænket i dette Øiemed Bispetienden af flere Kirker samt Tomt til en Fællesbygning for Chorsbrødrene, hvori de skulde samles til sine Maaltider. Den Gaard, som her opførtes, har vistnok ligget i Domkirkens Nærhed i Retning af Kalvskindet. En saadan Fællesspisning har ikke alene i og for sig været besparende, men aabenbart medført nye Indtægter for Capitlet, da her efterhaanden optoges til Underholdning ogsaa andre Personer, der gave sig i „Provent“ mod at skjænke eller testamentere klækkeligt Vederlag, helst i Jordegods. Dette Forhold, der forøvrigt ogsaa fandt Sted i Klostre og Bispegaarde, tildels endog paa landlige Præstegaarde, er vel de ældste „Pensionater“, vort Lands Historie kjender. Der har været forskjellige Bordhold efter vedkommendes Stand og Størrelsen af de Gaver, hvormed Vedkommende tilkjøbte sig Adgang, og de ringere Proventfolk have da maattet nøie sig med den Kost, der vankede for Chorsbrødrenes Tjenerskab.

Ganske naturlig maatte imidlertid Strid kunne opstaa mellem Erkebiskoppen og Chorsbrødrene og det saavel om Magts- som om Indtægtsspørgsmaal, og vi have allerede seet, at Forholdet i Einar Smørbaks Tid havde været meget spændt. I den lange Ledighed efter Jon Raudes Fordrivelse og Død havde derhos Chorsbrødrene vænnet sig til at raade paa egen Haand, og selv for en klogere og taktfuldere Mand end Jørund vilde det vistnok have været vanskeligt at undgaa Rivninger under saadanne Omstændigheder. Nu kom det til de værste og forargeligste Sammenstød, og vi skulle fremstille disse i deres Hovedtræk.

I Begyndelsen af 1293 finde vi da Striden i fuld Gang. I Februar lade nemlig Kannikkerne en forhenværende Medbroder Jon Birkebein afgive Erklæring, om hvilke Rettigheder deres Collegium i hans Tid havde besiddet, og omtrent samtidig afgaves lignende (udaterede) Erklæringer af andre Vidner.^[202] Vi erfare heraf, at Kannikerne selv havde raadet for sine Præbender, endog naar disse vare ledige, og at Erkebiskopperne ikke havde besat de ledige Pladse, uden med Brødrenes Raad. Ligesaa havde de indhentet disses Raad og Samtykke ved Bekræftelse af Bispe-, Abbed- og Abbedissevalg eller ved Udnævnelse af Biskopper og Klosterforstandere for Stifter eller Klostre, som selv ikke havde Capitler (saasom Islands, Grønlands og Færøernes Bispestole, Helgesæters og Kastelles Klostre), og ligeledes under Capitlets Medvirkning besat Embeder ved Domkirken, Skolemester, Skatmester, Poenitentiarius, Sacristan, ja endog de lavere Bestillinger, saasom Klokkerens. Endog Erkebiskoppens Raadsmand beskikkedes paa denne Maade. Banlysing var kun skeet med Capitlets Raad og dette havde havt Deel i Tilsynet med Kirkens Inventarium. To eller flere Chorsbrødre havde stadig ledsaget Erkebiskoppen ved Visitatser. I dennes Fraværelse havde Chorsbrødrene øvet Dommermyndighed, besat ledige Kirker, holdt Præstemøder og givet Dispensationer. Til bestemte Tider af Aaret havde de nydt Kosten i Erkebiskoppens Gaard, nemlig i 14 Dage i Julen, i 4 Dage i Paasken, Pintsedag, Trinitatis Søndag, begge Olafsdage og disses Octaver; udtrykkelig fremhæves, at syge Kanniker havde Ret til at lade hente sine Portioner fra Erkebispegaarden. Skjertorsdag modtog hver Kannik, saavel de fraværende (altsaa vel de, der opholdt sig i sine Præstekald) som de nærværende 20 Sterlinger. Enhver fik ligeledes en Mark fint Sølv aarlig af Høialteret i Domkirken samt et Pund Vox med flere Emolumenter ved de afdøde Erkebiskoppers og nogle Kongers Aartider. Derhos opregnes forskjellige andre Rettigheder, og om dem alle heder det, at Chorsbrødrene vare i ubestridt Besiddelse af dem indtil Jørunds Tid.

En saadan Magt og saadanne Rettigheder vilde nu Jørund ikke indrømme sit Capitel, og der paafulgte nu en Strid, som omtrent optog hele hans Regjeringstid. Den er allerede udførlig fremstillet af Andre^[203] og jeg vil derfor kun fremhæve dens Hovedtræk med Benyttelse af senere fremkomne Oplysninger. I 1293 vare, som vi have hørt, Vidnesbyrd optagne af Kannikerne. I 1294 udstedte Kongen et Brev til disses Beskyttelse, der synes at vise, at Jørund har villet bruge Magt imod dem^[204]. I det følgende Aar havde Erkebispen, efter at have bansat Kannikerne, forlangt en Bod af 1000 Mark foruden fuld Underkastelse som Betingelse for at lese dem af Bannet; han havde forgjeves stevnet dem til sig i Haalogaland, hvor han formodentlig var paa Visitats, og forgjeves havde ogsaa nogle ansete Mænd stræbt at mægle.^[205] Kannikerne appellerede til Pave Bonifacius VIII. Denne havde først givet Kanniken Jon Elg Myndighed til at dømme i et enkelt Tvistemaal.^[206] Derefter (2 Febr. 1297) udnævnte han Baard Serkssøn, Kannik i Bergen og en Tid kongelig Cantsler, til at dømme i det hele Mellemværende^[207]. Forinden dette Pavebrev udstedtes, havde dog Kong Erik taget Sagen i sin Haand (1296) og (uvist hvor) istandbragt et Forlig, som yderligere stadfæstedes 23 Juni 1297 paa Klosterøen Tautra under et Besøg af Kongen i det Nordenfjeldske.^[208] Dette Forlig var gjennemgaaende gunstigt for Capitlet. Dets Medlemmer skulde vistnok vise Erkebiskoppen al skyldig Lydighed og Ærbødighed, men saagodtsom alle de ovennævnte, formentlig hævdede Rettigheder bleve dem indrømmede, og for de Tab i disse, som de i nogen Tid havde lidt, skulde de til Erstatning have Kirken paa Stein (Bynæsset) og Erkebispens Halvdel i Olafskirken i Nidaros. En interessant Bestemmelse i Forliget var det, at Erkebispen skulde have Chorsbrødrenes Raad og Samtykke ved Besættelsen af næsten alle vigtigere geistlige Embeder i Stiftet, nemlig alle Præbender i Capitlet og Beneficier forøvrigt ved Domkirken, alle Sognekirker i Nidaros og alle „Veitslekirker“ (ɔ: de Kirker, hvor Erkebispen nød Forpleining for sig og Følge ved Visitatserne) samt alle Beneficier uden Sogn; kun de mindre Kirker skulde Erkebispen paa egen Haand kunne besætte. Ved samme Leilighed var det rimeligvis, at Jørund traadte i Jarleforhold til Kongen.

Samtidig med disse Bestræbelser fra Kongens Side for at tilveiebringe Fred og Enighed, havde imidlertid Sagen vedblivende været Gjenstand for Behandling i Rom, og Paven, for hvem de kongelige Forhandlinger vel have været ubekjendte havde paany udstedt en Bemyndigelse til at undersøge og paadømme den, ved hvilken da, som man maa antage, det Baard Serkssøn givne Commissorium maa være bortfaldt. Den 28 Oct. 1297, altsaa 4 Maaneder efter Forhandlingen paa Tautra, udnævntes nemlig i Rom Biskop Narve af Bergen og to af dennes Kanniker, Arne Sigurdssøn (siden selv Biskop) og Peter Mata, til Commissarier. Dette Pavebrev er af stor Interesse og opregner en Mængde Beskyldninger mod Jørund, der dog tildels ere saa stærke, at man maa antage dem for noget overdrevne. Han beskyldes først for at have tilvendt sig selv og forbrugt det Offer, der faldt ved Domkirken (formodentlig især af Pilegrimme)^[209] og som rettelig burde anvendes til Kirkens Bygning eller opspares til et Fond for kommende Dage, hvoraf en eventuel ny Erkebiskop kunde tage Midler til at betale sit Pallium, og navnlig at have bemægtiget sig, hvad der tilkom Chorsbrødrene. Andre Kirkers Tiender i Stiftet havde han ligeledes tilvendt sig. Efter Lægmænds Anstiftelse havde han afsat Prester. Bodfærdige, der pleiede at gjøre Bod i Domkirken Askeonsdag, havde han ladet føre til sit private Capel til stor Forargelse og til Skade for Domkirken. Forbitret over Kannikernes Appel til Paven havde han uretfærdigen bansat dem. Endog Munke af Cisterciensernes Orden (altsaa paa Tautra), som dog vare eximerede fra hans Myndighed, havde han ladet pidske, og en af dem var død under Mishandlingen. En Seculargeistlig havde han ladet slaa, saalænge til han døde. Chorsbrødrenes Leilændinger havde han forbudt at betale disse Landskyld, og de røvede Kirkemidler havde han ladet føre udenfor Norges Grændser. Han havde ved en væbnet Skare ladet Chorsbrødrene gribe i deres fælles spisesal og berøvet dem Segl, Privilegier osv. Han beskyldtes for Falsknerier og for Simoni, ja han førte endog et ryggesløst Levnet. Derfor, hedder det i Pavebrevet, da han ugudeligen foragter den romerske Kirke, anmodes de nævnte Geistlige om at begive sig til Nidaros for at optage Vidnesbyrd og, om det gjøres nødvendigt, paakalde Bistand hos den verdslige Myndighed, ligesom ogsaa at befale Erkebispen at indfinde sig ved det pavelige Sæde.^[210]

Disse skarpe Forholdsregler er vel nu blevne stillede i Bero paa Grund af Tautra-Forliget, men Freden varede dog kun kort. Jørund brød atter Forliget. Kongen, der ellers i 1298 gav Capitlet nye Privilegier og bl. a. indrømmede dem Jurisdiction og sagefald af sex daglige Svende^[211], sees ikke yderligere at have blandet sig i Sagen, men derimod er det pavelige Commissorium atter fornyet eller traadt i Kraft. Thi Narve og en bergensk Kannik Peter Mata^[212] droge i 1299 virkelig til Nidaros og satte Ret. Erkebiskoppen viste vel fremdeles Trods og mødte ikke for Dommerne, men disse lode sig ikke anfegte heraf og fældede ligefuldt sin Dom 10 Juni 1299, og den blev endnu gunstigere for Capitlet og altsaa ugunstigere for Erkebispen, end Overenskomsten i Tautra havde været; blandt andet fik Kannikerne nu udtrykkelig sin Ret anerkjendt til at lade sig bespise i Erkebispegaarden, hvilken ikke var medtagen paa Tautra.^[213]

Kort efter døde Kong Erik i Bergen (13 Juli 1299) og efterfulgtes af sin Broder Haakon, der blev kronet allerede faa Uger efter, rimeligvis den 10 August. Denne Kroning foregik i Nidaros, medens alle de tidligere havde fundet Sted i Bergen. Jørund har havt Æren af at forrette den høitidelige Handling, men hans Sindsstemning ved denne Tid har neppe været den bedste eller roligste. Han synes forøvrigt at have ledsaget Kongen sydover og var samlet med denne og samtlige norske Biskopper, deriblandt Narve, i Oslo i November s. A. Her behandledes bl. a. en Strid, der længe havde været ført mellem Stavangers Biskop, Arne, og dennes Capitel, og som ligeledes havde været ført med stor Hidsighed og Forbitrelse. Tiden var overhoved opfyldt med den Art Tvistigheder. Kirkeretten havde afløst Theologien som Geistlighedens Hovedstudium.

Men i Nidaros varede Freden mellem Erkebispen og hans Modstandere heller ikke dennegang længe. Jørund synes aldeles ikke at have respekteret Dommen af 10 Juni 1299, men lod de i denne fastsatte Terminer forløbe uden at opfylde de ham paalagte Forpligtelser, hvorved han egentlig skulde være forfalden i Ban. Men i dets Sted erklærede Jørund Capitlet at være under Interdict, om det ikke opgav de Rettigheder, som vare det tildømte, og han truede Jon Elg, Capitlets Skatmester, med Afsættelse. Tilstanden i Nidaros blev nu, hvad vi nedenfor ville komme tilbage til, tumultuarisk, ja næsten anarchisk. I Aaret 1301 skal Paven have stevnet Erkebiskoppen til sig i Rom, og Jørund begav sig ogsaa afsted paa Reisen, men naaede ikke længere frem end til Paris^[214] og vendte derfra igjen hjem. Chorsbrødrene havde imidlertid ikke været ledige, men sendt sin energiske Collega Jon Elg afsted for at tale sin Sag ved Curien. Jon og Jørund stedte sammen i Brügge i Flandern, og Erkebispen lod Jon fængsle (30 Juli 1301), men han sattes kort efter i Frihed, og begge Parter stevnedes i den fremmede By for geistlig Ret. Erkebispen beskyldte her Jon for Tyveri, men reiste uden at bevise sin Sigtelse.^[215] Han drog til Norge, Jon til Rom.

Maaske har Erkebiskoppen ikke fundet det hensigtsmæssigt strax at vende hjem til sit Sæde. Man finder ham om Vaaren eller Sommeren 1302 hos Kongen i Bergen, hvor han nu indviede den kongelige Apostelkirke, paa hvilken der længe var bygget. Udpaa Høsten samme Aar var han med Kongen i Oslo til et stort Høvdingemøde. Jon Elg havde imidlertid brugt Tiden vel i Rom, hvor Bonifacius nu udnævnte en af sine egne Capellaner til Dommer. En Procurator mødte efter gjentagne Stevninger paa Erkebispens Vegne og den 11 April 1302 faldt en Dom i Rom, hvorved Jørunds Beskyldninger afvistes og han selv dømtes i Sagsomkostninger, der nærmere skulde blive at bestemme.^[216] Nogen egentlig Afgjørelse af Stridens Hovedpunkter synes dog herved ikke at være given, men i disse havde man jo Narves ovenanførte efter pavelig Bemyndigelse afsagte Dom. I ethvert Fald var imidlertid den romerske Dom ydmygende for Erkebiskoppen, der modtog den ved det nysnævnte store Møde i Oslo.

Men man maa ikke tro, at den stridbare Mand gav tabt. Han fortsatte sine Chicaner og respekterede end ikke den romerske Dom, hvis Omkostninger nu vare fastsatte til 60 Guldgylden. Capitlet vendte sig til Paven for at faa Dommen sat i Udøvelsen, og Decanen af Upsala, Everard, modtog fra Rom dette Hverv. Denne befuldmægtigede igjen Biskop Narve i Bergen og det derværende Capitel til at indføre Nidaros’s Capitel i dets Rettigheder, og det blev offentlig bekjendtgjort, at Jon Elg og de øvrige Kanniker ikke vare under noget Ban, men Kirkens lydige Sønner med fulde Rettigheder.^[217]

En eneste Kilde, Biskop Laurentius’s Saga, som senere skal omtales, beretter at Kong Haakon – Aaret er tvivlsomt, men har vistnok, som Munch mener, været 1303 – indfandt sig i Nidaros for at beskytte Erkebiskoppen og tvinge Kannikerne til Underkastelse, samt at disse da faldt til Fode. Men i ethvert Fald har Kongen ikke villet gjennemføre nogen principiel Forandring i det nu ved Dommen fastsatte Forhold. Derimod maa man vel antage, at Haakons Optræden har fremkaldt roligere Tilstande, og at striden i det mindste for en Tid er ophørt, hvor stor Forbitrelse der end fremdeles raadede i Sindene. Man ser af de Vidisser, der i den følgende Tid optoges af ældre Gavebreve og Privilegier, at Ilden i det mindste har ulmet under Asken, og Kongen synes ingenlunde at have været Kannikerne fiendsk, men har tvertimod gjentagne Gange viist dem Naade.^[218]

Jørund havde jevnlig, som man allerede har bemerket reist udenfor sit Stifts Grændser, og dette var ogsaa Tilfældet i hans senere Aar. Navnlig var han oftere i Bergen, hvor han 1305 indviede to Bisper, derimellem Arne Sigurdssøn til Narves Eftermand og af ham modtog syv Aars Peterspenge. I 1307 visiterede han i de nordligste Egne og kom endog lige til Vardø, hvor han indviede den nye Kirke, hvilket er det første Spor til Vardøhuus’s Tilværelse.^[219]

I Jørunds sidste Tid opnaaede Kong Haakon 1308 af Paven en væsentlig Begunstigelse, nemlig frit Patronat over de saakaldte 14 kongelige Capeller. Men Erkestiftet selv kom kun i ringe Grad til at berøres heraf, thi inden dets Grændser var der kun en af disse Kirker, nemlig Tromsø (juxta paganos), der var grundet af Haakon Haakonssøn. At der ved den Tid virkelig arbeidedes paa den lappiske Befolknings Omvendelse i hine fjerne Egne, fremgaar af et Brev, som Kongen nogle Aar senere (1313) har udstedt.^[220]

Allerede i sin første Regjeringstid havde Jørund holdt et Provincialconcilium i Nidaros 1290. I 1306 holdt han et lignende i Oslo, hvor vigtige Statuter vedtoges, og endelig vilde han have et nyt Concilium i Stand i Nidaros til Marts 1309. I denne Anledning kom han imidlertid i nye Stridigheder. Mødets Tid faldt nemlig meget ubeleilig for Kong Haakon, som paa samme Tid vilde foretage et Tog til Jemteland, hvor de Svenske havde vakt Uroligheder; Kongen vilde have Erkebispen (hans Jarl) og Biskopperne med paa Toget.^[221] Ogsaa Biskop Arne af Bergen forlangte Udsættelse og truede med Appel til Paven. Samtidig var der Tvist mellem Jørund og Arne om Besættelsen af Færøernes Bispestol. Retten tilkom her Erkebispen (og hans Capitel), da Færøerne selv intet Capitel havde, men da det havde truffet sig saa, at Kanniker i Bergen gjentagende Gange vare blevne satte til Biskopper paa Færøerne, paastod Arne og hans Chorsbrødre nu, at dette var en fast Ret og protesterede mod den af Erkebispen udnævnte Lodin, Præst til Borgund i Søndmøre.

Under disse Stridigheder døde imidlertid Erkebiskop Jørund i Nidaros den 11 April 1309.^[222]

Vi have her fortalt hans Histories Hovedtræk efter sikre Documenter: Men der er endnu en vigtig Kilde til denne, hvilken jeg med Vilje hidtil i det væsentlige har holdt ude af Fremstillingen, fordi jeg har anseet det rettere at gjengive dens Hovedtræk særskilt. Det er Sagaen om Biskop Laurentius Kalfssøn af Hole, den sidste historiske Saga i den islandsk-norske Literatur. Den er forfattet ved Midten af det 14de Aarhundrede af den islandske Præst Einar Havlidessøn efter mundtlige Beretninger af den 1331 døde Laurentius. Sagaen er aabenbart partisk for Erkebiskoppen, Chronologien er usikker ja endog forvirret, og paa alle Beretninger kan der ikke stoles, men Fortællingen er alligevel saa rig paa interessante Skildringer af de geistlige Forhold i Nidaros, at den i denne Henseende ikke har noget Sidestykke i vor hele Middelalder.^[223]

Laurentius (Lavrans) kom som Præst fra Island til Nidaros omtrent 1295, og gjorde Erkebiskoppen sin Opvartning, og denne, hvem Sagaen beskriver som „en stor Høvding, god Klerk, trofast i Venskab, saare gavmild mod sine Mænd og anselig af Ydre“, tog vel imod ham. Erkebispen fik høre, at Laurentius gav sig af med at gjøre Vers, men syntes ikke om dette og bemærkede: „Versificatura nihil est nisi falsa figura“, hvortil Islændingen tillod sig at svare: „Versificatura nihil est nisi maxima cura“. Jørund overgav ham for det første til en fremmed velstuderet Klerk, Jon Fleming, hvem han havde i sin Tjeneste, der bl. a. skulde undervise ham i Kirkeretten, og da han ikke syntes om, at Laurentius gik i røde Klæder, forærede han ham en af sine egne aflagte brune Dragter og lod ham spise ved sin Raadsmands Bord. Senere gav han ham Præsteembedet ved Olafskirken i Nidaros. Imidlertid vare Stridighederne mellem Jørund og Capitlet brændende. Som Hovedmænd for Kannikernes Opposition nævner Sagaen de allerede tidligere nævnte Mænd Sighvat Lande og Audun Raud. Erkebispen reiste, som vi vide, 1301 udenlands, men kom ei længere end til Paris, og Sagaen fortæller nu, at han „igjen fik sin Hæder“. Efter hans Hjemkomst blev Laurentius yderligere forfremmet til poenitentiarius og fik altsaa oppebørselen af store ofre til St. Olaf. Atter blev der Strid og Uro i Nidaros, og Laurentius blev benyttet af Jørund til en lidet behagelig Forretning, nemlig til at oplæse i Choret et Brev, hvorved Chorsbrødrene Eilif (den senere Erkebiskop), Audun Rand og Sighvat Lande bleve lyste i Ban. Han gjorde det, men kunde nu ikke mere være sikker paa sin Person i Byen. Mellem dem, der bleve ham værst vare „Skoleklerkerne“, de voxne Disciple af Stiftets Domskole. De reve Kjolen af ham og vilde drage ham ud af Kirken, men heldigvis kom dog Erkebispens Svende til. En anden Gang forstyrrede de ham, da han i Olafskirken, hvor han var Prest, skulde forrette en fornem Hustrus Ligbegjængelse, og Liget kunde først den følgende Dag begraves under Beskyttelse af Svendene. Derefter gives en hoverende Beskrivelse af Kong Haakons optræden 1303, og der gives Udseende af, at Chorsbrødrene nu bleve fuldstændig ydmygede. Efter længere Tids Forløb fandt Chorsbrødrene, der grundig hadede den af Erkebispen yndede Laurentius, forgodt at foreslaa ham til Visitator paa Island. Erkebispen gik ind derpaa, og Laurentius reiste, efter eget Ønske ledsaget af en Prædikebroder Bjørn. Paa Island gik det godt i Skaalholt Stift, men i Hole vakte Laurentius, mod hvem Broder Bjørn viste sig falsk og troløs, den derværende Biskop Jørunds Mishag. Han blev beskyldt for at have forfalsket Erkebispens Breve og sendtes tilbage til Nidaros. Her havde Bjørn, der var reist i Forveien, grundig bagtalt ham og ved Ankomsten modtoges han af Chorsbrødrenes Svende og nogle Klerke, der bragte ham i den „mørke Stue“, et skrækkeligt Fængsel, der benævntes „Gulskitne“.^[224] Her maatte han døie de haardeste Lidelser, og alt hans Gods toge Chorsbrødrene til sig. Erkebiskoppen (saaledes fremstilles det i Sagaen) var fuldstændig magtesløs og i Chorsbrødrenes Vold og dertil syg. Eilif var nu bleven hans Oficial, men Audun Raud havde dog mest at sige; Sighvat Lande var død. Eilif og Audun havde ikke glemt, at Laurentius havde oplæst Banbrevet imod dem og fandt nu Anledning til at hevne sig, og de fleste andre Chorsbrødre, (undtagen Salomon, den senere Oslobiskop, og et Par andre) bistode dem trolig. Den stakkels Islænding maatte møde for Capitlet, beskyldt for Falskneri og for Uredelighed i den Tid, da han oppebar Olafsofret for Biskoppen, men kunde ikke erklære sig skyldig Han sattes da paany i et, dog noget taaleligere Fængsel, men med Lænker om Fødderne. Blandt dem, som viste ham sin Deltagelse var ogsaa en Pige, Thurid Arnesdatter, hvis Fader havde været Præst i Borgund og vistnok er den samme, der siden blev Abbed i Nidarholm. Denne Thurid havde tidligere været Laurentius’s Frille og født ham Sønnen Arne, men ogsaa staaet i Forhold til en anden Geistlig, der ligeledes siden blev Biskop, nemlig den ovennævnte Chorsbroder Salomon. Hun kom nu til hans Fængsels Glugge og bragte ham noget „til Kost eller Hjelp, saavidt hun formaaede“.

Engang lykkedes det Laurentius at snige sig ud og at slippe ind i den syge Erkebiskops Herberge, men forinden han kom ind i Jørunds Rum, blev han indhentet af Speidere og ført tilbage. Da Erkebispen fik høre, hvor haardt man handlede mod Laurentius, udbrød han i mange vemodige Ord og omtalte ogsaa, at han selv nu var i den Grad i Chorsbrødrenes Vold, at han ikke engang raadede for hvad han vilde spise eller drikke.

XIV.

EILIF (ELAVUS.)

1309–1332.

Den lange Strid mellem Jørund og Capitlet var uden Tvivl endt til dettes Fordeel, og det maatte synes rimeligt, at det nye Erkebispevalg maatte falde paa en af Lederne for Oppositionen mod den Afdøde. Jon Elg og Sighvat Lande vare døde, og Spørgsmaalet har formodentlig været, enten Eilif eller Audun skulde blive den lykkelige. Valget blev imidlertid aabenbart udsat i nogen Tid, og Capitlet overtog imidlertid saavel stiftets som Kirkeprovindsens Styrelse. Som vi have hørt, var Jørund død 11te April 1309. Sex Dage derefter paalagde Capitlet, der ikke vilde give efter i det omtalte færøiske Spørgsmaal, Biskop Ketil af Stavanger, at han i Forening med to andre Biskopper skulde indvie Lodin til Biskop, men i Biskop Arne af Bergen fandt det en haardnakket Modstander, og det lykkedes denne at faa Indvielsen forpurret og Sagen udsat, idet han appellerede til Paven.^[225] Arne skrev ogsaa den 4de Juni et ret mærkeligt Brev til det nidarosiske Capitel, hvori han næst efter „at beklage Jørunds Død“ gav det en alvorlig Formaning om ved det forestaaende Valg „ikke at søge sit Eget, men hvad der var Christi og hans hellige Kirkes, og mere at tænke paa det fælles Bedste end paa sine private Interesser“.^[226] Man kunde fristes til at tro, at Arne selv har tænkt sig at kunne blive postuleret, men da havde han kanske ikke viist sig saa paastaaelig i den Færøiske Sag.

Naar Valget har fundet Sted, kan ikke nøiagtig oplyses, men i Løbet af Sommeren er det foregaaet, og det faldt eenstemmig paa den tidligere omtalte Chorsbroder Eilif Arnessøn. Om hans Herkomst haves ingen Oplysning. I Annalerne tillægges der ham Tilnavnet Korte. Han nævnes første Gang som Chorsbroder 1302 som den ottende af ni tilstedeværende.^[227] I Laurentius’s Saga hedder det, som vi have seet, at han, længe en af Erkebispens ivrigste Modstandere, tilsidst var bleven hans Official. Han havde som Kannik kun en Diacons Vielse.

Udpaa Høsten finde vi ham i Bergen (hvorhen han kom 1ste Sept.)^[228] og nu er han udvalgt Erkebiskop. Under hans Ophold her omtales for første Gang en Eiendom, som Erkestolen besad i denne By, nemlig en egen Residents,^[229] bestemt for Metropolitanens nødvendige hyppige Besøg i denne Stad, der længe fremfor nogen anden havde været en Art norsk Hovedstad, og som ogsaa i den følgende Tid stedse var et af Rigets fornemste Middelpuncter. Det er imidlertid indlysende, at denne Eiendom ikke er erhvervet ved denne Leilighed, vist heller ikke i Jørunds Tid, hvorfor den, uden at omtales i bevarede Vidnesbyrd; sandsynligvis maa have tilhørt Erkestolen i længere Tid. Den blev af større og større Vigtighed, dels fordi Rigsraadsmøder og Retterthing idelig kaldte Erkebisperne til Bergen, dels udentvivl ogsaa, fordi Erkestolen mere og mere inddroges i store F iskeriforretninger og Forbindelser med Hanseaterne, for hvilke Bergen var Stapelstedet. Gaarden laa langt ude paa stranden i Bergen, der, hvor denne Bys Nykirke nu befinder sig. Til Gaarden hørte en Clemenskirke.^[230] Ogsaa Stavangers Biskop fandt det siden nødvendigt at have en Gaard i Bergen, ligesom Biskoppen af Hamar i Oslo havde en Biresidents i den saakaldte Saxegaard.

Det havde været Eilifs Hensigt strax at begive sig til Paven. Clemens V, hvem han dog ikke havde at søge i Rom eller Italien, men i et andet Land. Denne franske Pave havde nemlig ikke fundet det raadeligt at residere i Rom, men efter længere Tids omflakning festede han i 1309 Bolig i den fransktalende, om end udenfor det franske Rige beliggende Stad Avignon, altsaa paa arelatisk Grund; „Exilets“ Dage vare nu begyndte. Modvind hindrede imidlertid Eilif fra at komme afsted denne Høst, og herom lod han sig i November 1309 meddele et Vidnesbyrd af tre Biskopper.^[231] Derpaa drog han til Østlandet. Han har sikkert været hos Kong Haakon i Oslo den 13de Januar 1310, da den Jørund i sin Tid meddelte Jarletitel ophævedes.^[232] og otte Dage senere finde vi ham i Tønsberg,^[233] hvor han modtog en Indkaldelse til et Concilium, som allerede i 1308 havde været tillyst, men som gjentagne Gange udsattes. Senere paa Aaret er han reist til Paven, som meddelte ham Confirmation som Erkebiskop i Avignon 4de Decbr. s. A.,^[234] hvorefter han rimeligvis kort efter er indviet og saa er forbleven i Syden for Conciliets Skyld, hvilket omsider efter ny Indkaldelse traadte sammen i Vienne i October 1311.

Mødet har faaet sin største Navnkundighed ved Processen mod Tempelherrerne, der dog var Norden uvedkommende. Det besøgtes foruden af Erkebiskop Eilif ogsaa af Biskopperne Arne af Bergen og Helge af Oslo samt af Fuldmægtige fra nogle Capitler; nogle Kanniker fra Nidaros havde allerede fulgt Eilif til Avignon. Af Conciliets Beslutninger bliver for os den vigtigste, at der vedtoges en ny sexaarig Tiende af alle geistlige Indtægter, der, som det hed, skulde anvendes til Krig imod de Vantro. Eilif og Arne bragte den Færøiske Sag paa Bane under Opholdet i Vienne og enedes (10de Mai 1312) omsider om at vælge til Opmand Erkebiskop Nils af Upsala, (der var kjendt i Norge fra et tilfældigt Ophold i Bergen 1309), saaledes at denne skulde afgive Kjendelse 30 Dage efter at begge Parter paa Hjemreisen maatte være komne til Brügge.^[235] Afgjørelsen maa være falden ud til Fordel for Lodin, som sees at have beholdt Bispestolen. Fra dette Concilium skriver sig ogsaa den almindelige Indførelse af Christi Legemsfest (Thorsdag efter Trinitatis), der under Eilif ogsaa paabødes i Norge. Om Høsten 1312 finde vi saavel Eilif som Arne hjemvendte til Norge. Reisen og to Aars Ophold i Udlandet har vistnok været kostbar, og Eilif skulde desuden betale sit Pallium^[236], hvad der maatte falde saameget vanskeligere, som Jørund, efter hvad vi have hørt, ansaaes for en slet Husholder og neppe har efterladt Erkesædet i nogen god økonomisk Forfatning. Selvfølgelig søgte Eilif at opnaa det saakaldte subsidium pallii fra de øvrige norske Stifter. Her stødte han imidlertid strax atter paa Modstand af den myndige og stridbare Biskop Arne, medens de øvrige Bisper synes at have vist sig føielige. Erkebispen vilde lade sit Tilkommende, der skulde bestaa i Halvdelen af et Aars Kirketiender, opkræve ved en egen Fuldmægtig og vilde som saadan i Bergens Stift benytte en Mand, der allerede ved sin Stilling som Forstander for de kongelige Kapeller og Provst ved Apostelkirken stod saa at sige i født Strid med Arne, Finn Haldorsøn. Heraf udspandt sig da en heftig Trætte, hvori Kongen synes at have taget Eilifs Parti, men hvis Udgang ikke kjendes.^[237] Formodentlig er den ikke bilagt i Arnes Tid. Denne stive Hierarch, der vistnok er en af de mærkeligste af Norges catholske Biskopper, bekjendt bl. a. for sin Iver for Coelibatets Gjennemførelse, døde nemlig allerede 1314. Han var en lærd Mand og havde allerede spillet en politisk Rolle, før han blev Biskop.^[238] Til hans Eftermand valgtes Broderen Audfinn, vistnok et enestaaende Tilfælde i vor Kirkehistorie. Biskop Audfinn havde været tilstede ved Conciliet i Vienne. Som sin Broder var han en stridbar Mand og havde stundom ogsaa Trætte med sin Erkebiskop.^[239]

Eilif holdt i November 1313 sit første Provincialconcilium i Nidaros. Foranledningen var for en væsentlig Deel den af Paven paalagte Sexaarstiende af geistlige Indtægter, en Udpresning, der vel umiddelbart kun rammede selve Geistligheden, men naturligvis middelbart ogsaa Almenheden, af hvem Præsteskabet naturlig var henvist til at fordre større Ydelser.

Under dette Concilium blev den oftere omtalte, nu aabenbart aldrende Chorsbroder Audun Thorbergssøn Raud indviet til Biskop over Hole Stift paa Island. Det er ikke utænkeligt, at Eilif gjerne saa denne fordums Collega, der havde spillet en saa fremskudt Rolle, og for hvem en Befordring til Islands mindste Bispestol ikke kunde ansees for nogen stor Forfremmelse, paa denne Maade fjernet. Han drog dog først 1315 til sit Stift, hvor han viste sig meget virksom, men ogsaa kom i adskillige Stridigheder med Nordlændingerne. Ved sin Ankomst til Øen forefandt han der sin gamle Uven Laurentius. Denne var af Chorsbrødrene, medens de regjerede i Leiligheden efter Erkebiskop Jørunds Død, bleven sendt i Lænker tilbage til Island, hvor Biskop Jørund af Hole havde behandlet ham med nogen Mildhed, om end med Kulde. Derpaa var han og hans uægte Søn Arne indtraadte som Munke i Thingøre Kloster. I Aaret 1321 kom Audun tilbage til Nidaros paa Besøg og tilbragte Vinteren der, venlig modtagen af Erkebispen. Han holdt en prægtig Juleveitsle for sine Venner, især Chorsbrødrene, og havde ogsaa engang Eilif til Gjest. Men selv blev Audun syg og følte sin Død nær. Da Erkebispen saa til ham, foreslog han til dennes Forbauselse Broder Laurentius til sin Eftermand, idet han roste hans Lærdom og gode Opførsel efter Tilbagekomsten. Kort efter døde Audun 22 Januar 1322 og blev begraven ved Mariekirken (Frue Kirke) i Nidaros, hvis Sogneprest han engang havde været. Erkebispen og Capitlet valgte da Laurentius til Biskop af Hole. Denne kom i Sommeren 1323 til Nidaros, modtoges vel baade af Eilif og hans Søstersøn Chorsbroderen Arne Vade, der selv engang skulde opnaa et Pallium, og blev indviet til sit nye Embede 1324. Hans Virksomhed i de faa Aar, han var Biskop († 1331), roses stærkt i hans Saga. Hans Søn lignede sin Fader i Begavelse, men hans Liv var ikke ulasteligt. Han forlod det Kloster, hvori han indtraadte ja endog sin Orden (Benedictinernes) og drog til Norge, hvor han blev Dominicaner og opholdt sig siden i Jemteland.^[240] Som Biskop havde Laurentius havt en lang Strid med sin Collega i Skaalholt angaaende Mødruvalle Kloster af Augustinernes Orden, hvilket foranledigede, at begge Biskopper sendte Fuldmægtige til Nidaros. Laurentius’s Udsending Sira Egil, der siden selv blev Biskop af Hole, vandt Seir, men Erkebiskoppens Notar, Chorsbroderen Haakon Ulfssøn,^[241] brød sin Taushedspligt og fremviste mod Eilifs Forbud det beseglede Brev, hvorfor Eilif lod ham kaste i den mørke Stue og aldrig siden havde Tillid til ham.

Fra 1314 af begyndte opkrævningen af Sexaarstienden, med hvilken Sags Enkeltheder vi her ikke ville opholde os. Men Clemens V.s Eftermand, Johan XXII (1316–1334), en mærkelig, tildels vistnok miskjendt Pave^[242], der forefandt Pavestolen i meget mislig økonomisk Forfatning, indførte strax atter et nyt Paalæg, nemlig Annaterne (annatæ), en Afgift af geistlige Embeder i det første Aar efter indtrufne Ledigheder.^[243] Saadanne Indtægter synes tidligere at være blevne disponerede af vedkommende Biskopper, saaledes havde for faa Aar siden Arne af Bergen villet bruge dem til at dække sine Udgifter ved Reisen til Vienne. Nu skulde disse fructus primi anni altsaa tilflyde Paven. Peterspengene betaltes aldrig meget regelmæssigt, men Johan vilde have ogsaa dem i Orden og henvendte sig derfor i den Anledning 1317 til Kongen.^[244] To Chorsbrødre i Nidaros Halvard og Thorkell Møttul udnævntes til pavelige Nuntier og Collectorer for Norge 1317,^[245] og fra nu af finde vi idelig saadanne Opkrævninger i hele Eilifs Tid og længere. Den aarlige Pavetiende for Nidaros Stift ansloges til 701 Mark, 3 Unzer i norsk Smaamynt, et høiere Beløb end det for noget andet norsk Stift opførte.^[246] I 1326 tilstodes Kong Magnus Halvdelen af Tienden til Hjelp i Krigen mod Russerne.^[247] At Tienden af de geistlige Indtægter kun langsomt kom ind, følger af sig selv. Man har endog Exempel paa, at der kom falske Opkrævere til Norge, der bedragerisk tilvendte sig pavelige Indtægter i Norge. De havde udgivet sig for Udsendinge fra et romersk Kloster, for hvilket Paven havde ladet samle Collecter.^[248]

Kong Haakon døde 1319 og efterfulgtes af sin umyndige Dattersøn Magnus. Erkebispens politiske Stilling vandt herved midlertidig i Betydning. Man finder ham i Oslo 1319 ved det store Rigsmøde. I Begyndelsen havde Magnus’s Moder, Hertuginde Ingeborg den yngre, en overveiende Indflydelse, men, som bekjendt, vakte denne svage og ødsle Styrelse Misnøie og i 1323 besluttede de geistlige og verdslige Stormænd at sætte en Drotsete i Spidsen for Regjeringen. At udvælge en saadan overdroges til Erkebispen, der valgte Hr. Erling Vikunnssøn ved et nyt Møde i Oslo i Febr. 1323. Senere stod Geistligheden ikke i det bedste Forhold til denne Norges Drotsete, en Titel der nu første Gang blev anvendt om Rigets høieste verdslige Embedsmand.

I 1320 havde Eilif holdt sit andet Provincialconcilium i Bergen. Erkebiskoppen optraadte bl. a. her med Kraft mod Biskop Vilhjalm af Orknøerne, over hvem alvorlige Klager vare reiste, og forskjellige Statuter bleve vedtagne. Juleaften 1326 var Erkebispen i Oslo og mæglede her Forlig mellem Drotseten og Hr. Finn Øgmundssen og hans Tilhængere, der havde vakt nogle lidet bekjendte Uroligheder. I 1327 holdtes atter Concilium i Bergen, hvor samtidig ogsaa et stort Rigsmøde fandt Sted under Kong Magnus’s og Drotsetens Forsæde. Der var paa denne Tid en ikke ringe Spænding mellem den verdslige og geistlige Myndighed, og det er interessant, at Hr. Erling Vikunnssøn sees at have erhvervet sig en Afskrift af det gamle Stridsskrift mod Biskopperne fra Sverres Dage.^[249] Hos Hierarchiet var paa den anden Side Erkebiskop Jon Raudes Minde levende, og hans tilbagetrængte Christenret og Tønsberger-Compositionen lurede man vistnok stedse, baade nu og senere, paa Leilighed til at fornye. Kirkemødet fremdrog ogsaa Jons statuter fra 1280 mod verdslige Magthavere og lod nogle Artikler af Bonifacius VIII om Kirkens Uafhængighed og Immuniteter gjengive i en tendentiøs norsk Oversættelse, hvori endog Ordet „Drotseter“ indsmugledes paa en paafaldende Maade. I 1325 havde Erkebispen ladet tage en Vidisse af Haakon Sverressøns (eller som han kaldte det, Haakon Haakonssøns) Forligsbrev med Geistligheden, sikkert for at anvende det til Kirkens Fordel. Resultatet blev imidlertid, at Kong Magnus 14de Sept. 1327 udstedte et Brev; hvortil Erkebiskopen og de øvrige Biskopper maatte give sit Samtykke, hvorved det bestemtes, at den af Haakon Haakonssøn og Erkebiskop Sigurd givne Christenret skulde blive i Hævd, og at Lagmændene skulde dømme efter den.^[250] Dette var egentlig kun en Fornyelse af en lignende Bestemmelse af Haakon Magnussøn (af 1316), men netop denne Fornyelse viser, at Geistligheden ved denne Tid har reist Hovedet i Veiret. Den har da ogsaa opnaaet, at der, hvad vi i følgende Capitel skulle vende tilbage til, blev stillet en geistlig Mand, Paal Baardssøn, ved Drotsetens Side som Cantsler. Spændingen mellem Drotseten og Clericiet vedblev, og fra det følgende Aar have vi et mærkeligt Vidnesbyrd derom i et Brev fra Biskop Audfinn i Bergen til Erkebispen. Det gjaldt en Tiendetvist i Bergen. Hr. Erling Vikunnssøn havde da i Chorsbrødrenes Nærværelse ladet falde de Ord, at „Biskopperne ikke vilde aflade, førend man gjorde den samme Leg med dem, som man i sin Tid gjorde med Erkebiskop Jon“.^[251]

Eilifs Regjeringstid forløb ikke uden store Ulykker for Stiftet. Maaske som Følge af Foreningen med Sverige fik man Ufred med Russerne (Nowgorod), og Haalogaland blev slemt hjemsøgt af fiendtlige Herjinger. I 1323 blev saaledes en af Hr. Erling Vidkunnssøns Hovedgaarde, Bjarkø brændt. Her er dog ikke Stedet til nærmere at omtale disse Kampe, der endte ved en Fred 1326.

Desto mere vedkommer os derimod den sørgelige Skjebne, som rammede Nidaros Domkirke den 4 April 1328. Denne herlige Bygning har sandsynligvis ved den Tid været omtrent færdigbygget og kneiset i sin hele Pragt, men nu blev den ødelagt ved Ildebrand. Ulykkens store Omfang erfares bedst af Erkebiskoppens bevarede Brev til „alle Mænd i Bergens Bispedømme“, hvilket dog først er dateret 4 Maaneder senere (12 August): „I have vist erfaret det ulykkelige Tilfælde, der indtraf saa uventet Mandagen i Paaskeugen, da Kristkirken brændte, som man kunde kalde Kronen og Prydelsen for dette Land, ja endnu flere formedelst den hellige Olafs Glands og Værdighed, som vilde hædre den ved sin Nærværelse og sine herlige Jertegns Trøsteord. Ikke alene Træværket uden- og indenfor brændte op, men endog Stenstolper og Klokker med mange dyrebare Sager, Pillarer og Stenbuer oventil og nedentil, saa at vi have større Skade deraf, end der allerede er skeet, hvis den ei snart bliver udbedret. Men da vi nu ikke føle os i Stand til paa egen Haand at udrette et saa stort Foretagende, trøste vi os med Guds Forsorg og gode Mænds Hjælp til at opreise den efter Magt og Evne, som vi ere skyldige til. Derfor bede vi alle Guds, den hellige Olafs og vore Venner og Enhver paa sit Sted, at hjælpe Kirken til at blive gjenopbygget, hver efter sin Evne, Gud og den hellige Olaf til Ære, Eder selv til Hæder og Sjelehjælp, og for at blive delagtige i alt det Gode, som skeer fra dette hellige Sted og al den Aflad, Paven har skjænket alle dem, der give sine Fæmon til opførelse af denne Domkirke. Bevare Eder Gud og den hellige Olaf uden Ophør.“^[252] Lignende Breve ere vistnok sendte om i den hele Kirkeprovinds og vist ogsaa adskillige Gaver indkomne. Fra Island berettes, at der overalt blev bedet for Kirken og samlet Bidrag.^[253] At Kong Magnus just samtidig udstedte et Beskyttelsesbrev for Kirkens Pilegrimme med Forbud mod, at Indbyggerne i Solør og Østerdalen skulde fortrædige dem,^[254] staar naturligvis i Forbindelse med Ulykken. En uheldig Omstændighed har det formodentlig været, at just ved denne Tid de pavelige Udpresninger gik for sig.

Efter Domkirkens Brand, der maatte gaa Erkebiskoppen nær til Hjerte, erfarer man ikke meget om ham. Han døde ifølge Annalerne

2 November 1332, efterladende sig et agtet Navn i Historien.

XV.

PAAL.

1333–1346.

Om Eilifs Eftermands, Paal Baardssøns Familieforhold har jeg dannet mig følgende Formodning. Vi finde henimod Midten af det fjortende Aarhundrede en Fru Ingeborg Munaansdatter, der var gift med en Hr. Nikolas Plogpenning, ikke usandsynligt en dansk Mand. Denne Frue stod i et nærmere Forhold til sin Navne, Hertuginde Ingeborg Haakonsdatter, idet baade hun selv og Manden „længe og trofast“ havde tjent Hertuginden. Denne skjænkede dem derfor 1346 betingelsesvis en Gaard i Bergen, der faldt tilbage, efter at de begge vare døde uden Børn, maaske i den store Mandedød.^[255] Ligeledes forekom (1357) en Arnbjørn (Abernus) Munaanssøn, der sees at have været Befalingsmand paa Varberg i Halland.^[256] Navnet Munaans store Sjeldenhed berettiger os til at tro, at Ingeborg og Arnbjørn vare sødskende og efter al Sandsynlighed Børn af den nogle Gange, navnlig ved det store Rigsmøde i Oslo 1319, forekommende Rigsraad Hr. Munaan Baardssøn. Men naar saa, som senere skal oplyses, ogsaa Erkebiskop Paal Baardssøn udtrykkelig siges at staa i høi Yndest hos Hertugmde Ingeborg kan jeg ikke andet end tro, at han har hørt til denne samme Familie og været Ridderen Munaan Baardssøns (rimeligvis yngre) Broder. Man maa huske, at Hertuginde Ingeborg tidlig blev næsten fremmed for sit Fødeland, hvilket hun kun sjelden besøgte, og at som Følge deraf hendes norske Forbindelser og Venner ikke kunne have været meget talrige, hvilket styrker dette Indicium. Andensteds har jeg søgt at gjøre sandsynligt, at denne Familie nedstammer fra Munaan Biskopssøn og Hertug Skules Datter Rangrid, hvorfor de langt ude turde have været Kongehusets Frænder.^[257]

Men hvad enten disse mine Formodninger ere rigtige eller ikke, saa møde vi Paul Baardssøn første Gang i 1309 som Chorsbroder i Bergen,^[258] altsaa under den mægtige og ansete Biskop Arne. I 1313 finde vi Paal i Nidaros, hvor han paa denne sin Biskops Vegne optraadte mod Erkebiskop Eilif i Anledning af den ovenfor omtalte Strid angaaende Færøernes Bispestol, og nu kaldes han Magister,^[259] hvoraf man ser, at han allerede da har studeret udenlands. Den Yndest, som Paal efter et saadant Tillidshverv at dømme, har nydt hos Biskop Arne, bevarede han ogsaa under dennes Eftermand og Broder Audfinn (1315–1330).

I Aaret 1320 kom Paal atter til at reise og denne Gang har han tilbragt en Række af Aar i Udlandet. Det var Biskop Audfinn, i hvis Ærinde han, rigelig udrustet med Penge, drog til Curien i Anledning af denne myndige Prælats Strid med den kongelige Apostelkirkes Geistlighed.^[260] I Juli 1320 finde vi ham i Brügge i Flandern.^[261] I November 1324 optræder han i Avignon paa Erkebiskop Eilifs Vegne, idet han paa dennes Vegne aflægger det Besøg ved Curien, som Paverne havde fundet paa at paalægge Erkebisperne at gjøre hvert tredie Aar, og ved samme Leilighed indbetalte han nogle Peterspenge.^[262] Endnu i 1325 maa han have været i Avignon.^[263] En længere, maaske endog den længste Tid har han dog vist tilbragt i Orleans, hvor han blev promoveret til Doctor eller Professor juris utriusque, en sjelden og næsten enestaaende Ære for en Nordmand i hine Dage (kun Ridderen Hr. Bjarne Lodinssøn nævnes 1295 som juris civilis professor). Under Fraværelsen havde Biskop Audfinn skjænket ham et lidet nyt Beneficium, nemlig Undradals Capel i Sogn.^[264] Kort efter maa han være kommen hjem og nu samler han flere og flere Beneficier og Indtægter paa sin Haand, idet han foruden fremdeles at være Chorsbroder i Bergen tillige opnaaede Præbender ved andre Domkirker i Kirkeprovindsen, nemlig Nidaros’s, Hamars og Orknøernes;^[265] naar hver enkelt af disse Sinecurer er tilfaldt ham kan dog ikke siges. I 1326 maa han have havt stor Myndighed i Bergen, maaske som Official, da Prædikebrødrenes Lector i Oslo ydmygt beder ham at behandle denne ordens Medlemmer i Bergen med Mildhed.^[266]

I det sidst anførte Brev udtales, hvad jeg allerede ovenfor har berørt, at Paal var saaledes vel anskreven hos Hertuginde Ingeborg, Kong Magnus’s Moder. At dette ikke blot har været en smigrende Vending af Brevskriveren, men ganske overensstemmende med Sandheden, tør vistnok sluttes deraf, at Paal i det følgende Aar gjorde et stort Skridt fremad paa sin glimrende Bane. I 1327 blev nemlig Paal kongelig Cantsler. Hidtil havde Drotseten, Hr. Erling Vidkunnssøn, der som vi vide, styrede Riget i disse Kong Magnus’s umyndige Aar, bestyret Regjeringsforretningerne (i ethvert Fald i de senere Aar) uden nogen Cantsler, men nu fik han Paal i denne Egenskab ved sin Side, hvorved hans Magt betydelig formindskedes. Nu er det rimeligvis saa, at Geistligheden har havt en væsentlig Andeel i denne vigtige Forandring i Landets Styrelse,^[267] en „Ministerkrise“ efter Datidens Vilkaar, men høist sandsynligt har Hertuginden, som ved samme Tid ægtede Knut Porse og i ham fik en energisk Hjelper, her opereret sammen med de norske Prælater i fælles Uvilje mod Erling Vidkunnssøn. Det første kjendte Brev, Paal som Cantsler har beseglet, er dateret Bergen 14de Sept. 1327; det var det samme, hvorved Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds Christenret erklæredes for gjældende Lov. Paals nye Stilling medførte udentvivl, at han knyttedes til den kongelige Mariakirke i Oslo. Vi see ogsaa, at han 1331 har indkjøbt Gods til denne Kirke;^[268] jeg har ikke fundet ham ligefrem kaldet Provst.^[269] Hans Forhold til Drotseten har været spændt.^[270] Denne fratraadte i 1332 sit Embede, som ikke blev besat, idet Kongen som myndig selv overtog Regjeringen. Paal blev derimod staaende som Cantsler.

Det varede dog ikke længe, inden han skulde stige endnu høiere. Man skulde næsten tro, at Erkestolen i længere Tid har været hans Ønskers hemmelige Maal; thi i 1330 var Bispestolen i Bergen, hvor Paal længe havde hørt hjemme, bleven ledig efter Audfinns Død, og den vilde han vel, om han havde eftertragtet den, have kunnet naa. Audfinns Eftermand blev da den dygtige Haakon, hvis mange bevarede Breve ere en Hovedkilde til Tidens Historie. Men den 2den Novbr. 1332 døde, som vi have hørt, Erkebiskop Eilif, og nu var Paals Tid kommen.

Om Domcapitlet egentlig har ønsket sig ham til sin Herre, er uvist, maaske ogsaa usandsynligt. Han var jo Chorsbrødrene, skjønt formelt deres Medbroder, en fremmed Mand, og de havde maaske helst valgt en anden. Imidlertid har rimeligvis Kongen ønsket at see Paal paa denne Post, fordi han yndede ham og gjerne vilde see Rigets høieste Stilling besat med en paalidelig Tjener, ja maaske endog fordi han har ønsket at regjere uden fast Cantsler. Det kunde derfor maaske i Nidaros formodes, at et Valg paa en anden vilde møde Hindringer og blive modarbeidet i Avignon. Vist er det, at Chorsbrødrene udsatte sit Valg længere end sædvanligt, nemlig ind i det følgende Aar 1333, som det synes til Februar.^[271] Imidlertid var Paal selv indtruffen i Nidaros. Her var han 29de Jan. 1333,^[272] medens man endnu 27de Dec. 1332 finder ham i Oslo.^[273] Han udgav 29de Jan. under Kongens Segl og i dennes Navn et Brev, hvorved Capitlets canoniske Rettigheder under Erkestolens Ledighed strengt haandhævedes mod alle Udenforstaaendes Indgreb, og herved har han ganske vist stræbt at paavirke sine Vælgere til sin Fordeel. Meget maatte ogsaa synes at tale for ham, ikke mindst hans Doctorgrad in utroque jure, altsaa baade canonisk og romersk Ret, Videnskaber, som jo skattedes over alle andre. Saa fandt da Valget Sted og det paa en høist mærkelig og hos os vistnok meget sjelden anvendt Maade. Den sædvanlige Valgmaade var nemlig det saakaldte scrutinium, hvorved samtlige Medlemmer af Capitlet som ligeberettigede skriftlig afgav sin Stemme i Valgmødet.^[274] Men man kunde ogsaa vælge per compromissum, det vil sige udkaare af sin Midte en eller flere Valgmænd (compromissarii), i hvis Haand da Valget lagdes. Endelig gaves der en tredie Maade, den saakaldte accessus, naar ingen skriftlig stemmegivning fandt Sted, men en Art Acclamation efter „guddommelig Indskydelse“ afgjorde Valget.^[275] Den anden Fremgangsmaade blev her foretrukken og til Compromissarier udkaaredes Chorsbrødrene Paal Paalssøn, Sven Erikssøn og Haakon Eysteinssøn. Dog skulde disse ogsaa lade de øvrige votere, men først stemme selv, derpaa undersøge de øvriges skriftlige Vota og saa bestemme, „hvo der var valgt af den større og forstandigere Deel“ af Chorsbrødrene, med andre Ord de øvrige af disse fik en Art betinget, raadgivende Stemme. Da det kom til stykket viiste det sig dog, at samtlige Stemmer vare faldne paa Paal. Om han selv har deltaget i Acten, sees ikke, men han betegnes i Brevet derom ikke som Cantsler, men kun som canonicus ipsius ecclesiæ (ɔ: Chorsbroder i Nidaros, hvad han jo ogsaa blandt andet var) og som Professor (ɔ: Doctor) juris utriusque. Hvad der imidlertid her er mærkeligt er, at man seer, at han trods de mange geistlige Embeder, han havde vidst at samle paa sin Haand, dog endnu (ligesom i sin Tid Eilif) ikke havde modtaget den præste- lige Vielse, men kun var in diaconatus ordine constitutus.^[276] Han havde altsaa endnu aldrig udført en eneste egentlig præstelig Handling, men ganske levet for sine næsten helt verdslige Forretninger.

Biskopsvalgene var aabenbart Efterligninger af Conclaverne ved Pavevalg, og derfor blev ogsaa Valgets Udfald, som naturligvis Paal modtog, saaledes som Skik var ved disse, strax efter Acten bekjendtgjort høitidelig for clerus et populus i Nidaros. Det nye Erkebiskopsemne havde nu at drage den ham allerede forlængst vel bekjendte Vei til Avignon, hvortil han ledsagedes af nogle Chorsbrødre, maaske de ovennævnte Compromissarier.

Her mødte ham ingen Hindringer. Valget blev paa sædvanlig Maade prøvet af dertil beskikkede Cardinaler og befundet canonisk samt derpaa bekræftet af Johannes XXII og Følgeskrivelser udfærdigede. Indvielsen til det biskoppelige Embede var foretaget af Cardinalen Hannibal, Biskop af Tusculum, inden 20 Decbr. 1333, og Paal kunde reise hjem til sit Sæde.^[277] Som Erkebiskop synes Paal Baardssøn at have været en virksom Mand. Han har holdt en Række Provincialconcilier. Det første fandt Sted allerede lige efter Hjemkomsten fra Avignon i Nidaros 1334, det andet i Tønsberg 1336, det tredie i Nidaros 1341. Atter i det følgende Aar 1342 vilde han samle et Concilium til Bergen, der dog udsattes og bestemtes til at sammentræde i Konghelle senere paa Aaret. I 1344 afholdtes atter et saadant Møde i Bergen. Der haves ogsaa fra ham et interessant Hyrdebrev.^[278]

Skjønt Erkestiftet var af saa uhyre stor Udstrækning, besluttedes dog 1341, at Erkebispen skulde visitere hele sin Provinds, dog personlig kun i det egentlige Norge. Denne Visitation, der skulde begynde i Firdafylke, er dog neppe bleven til Virkelighed. Fra hans Stiftsvisitatser har man en interessant Oplysning levnet fra 1342, da han visiterede ved Steins Kirke (Bynæsset), der giver et Begreb, om hvorledes det gik til ved Visitatser. Man seer, at han, som det havde været Skik allerede før Jørunds Tid, var ledsaget af mindst tre Chorsbrødre og en Notarius. I Sætestuen paa Kongens Gaard Stein adspurgte Erkebispen „efter gammel Sædvane“ menige Bønder, (udentvivl fra flere Bygder), om de havde noget at klage paa hans Provster, Præster, Klerke eller andre hans Tjenestmænd, men Almuen udtalte sin Tilfredshed med disse og takkede Erkebispen for den Hjælp, som hans Præster og Mænd ydede dem. En Chorsbroder spurgte saa alle tilstedeværende Bønder, af hvilke Ting de vare vante at betale Tiende. De svarede, at de kun ydede den af Jordens Grøde og Afkastning indengaards og udengaards samt af Fiskeri, dog var for nogle Aar siden, da to Bjørne vare fældede paa Næsset, sendt Tiende af den ene til Erkebispen, af den anden til Sognepræsten. Man ser altsaa, at Tienden væsentlig indskrænkedes til de gamle Ydelser, og at den Forøgelse deraf, som Erkebiskop Jon havde faaet indført, virkelig var bortfalden. Ved Visitationen fandt ogsaa Confirmation af Børn (ferming) Sted.^[279] Denne Forretning, der alene kunde udføres af en viet Biskop, indskjærpes og beskrives nærmere i Paals ovennævnte Hyrdebrev. Den bestod, som bekjendt, især i Bestrygelse med det hellige Chrisma.^[280]

En Erkesædet tilhørende Eiendom, som paa denne Tid først omtales, er den lille mærkelige Ø Grip ved det nuværende Christiansund. I 1338 var der Strid om Øen, der allerede nu kaldes et Vær, mellem Paal og Bjarne (vistnok Bjarne Erlingssøn af Giske.)^[281] Været, hvis Betydning vistnok stadig var i Stigende, vedblev imidlertid at tilhøre Erkesædet og omtales udtrykkelig som dettes Eiendom i Fredrik I’s Haandfæsting. Som paa andre Vær samledes her efterhaanden en forholdsvis meget tæt, tildels endog velhavende Befolkning.^[282]

Et andet Vidnesbyrd om Fiskehandelens tiltagende Betydning hører ogsaa hid og er i flere Henseender af Interesse, ogsaa fordi det vidner om, at Nidaros som Kjøbstad fremdeles ikke var ringe. Det er fra 1340. To „Islandsfarere“, det er Handelsmænd, der fore paa Island, bleve i hint Aar af to Chorsbrødre paa Erkebispens Vegne dømte til at betale Kjøbøre-Tiende af Svovl, Tran og Skreid, og det oplyses, at Indførselen af Fisk fra Island først ganske nylig var begyndt; før, hedder det, bestod Indførselen fra denne Ø til Norge næsten kun af Vadmel, men nu er Skreid og Tran af endnu større Betydning. Domsbrevet er ogsaa i en anden Henseende oplysende, thi det paaberaaber sig den nye Christenret, hvorved altsaa maa menes Jons, samt Sættargerden mellem denne og Kongedømmet.^[283] Vi see, hvor fast Hierarchiet holdt ved disse Documenter, skjønt det gjentagende var erklæret, at det var Christenretten fra Sigurds Dage, der var gjældende Ret!

Ogsaa paa anden Maade see vi, at Paal har søgt at gjøre gjeldende Paastande, der vare hentede fra Jons Tid. Den gamle Christenret erkjendte ikke geistlig Jurisdiction i Sager om Lægmænds Pengebøder, men Paal sees at have gjort Fordring paa at øve den i Nidaros og det vel ei alene for Byens Vedkommende. Efter Biskopperne Halvard af Hamars og Haakon af Bergens Raad gik han dog ind paa et Compromis med Kongen 1337 i Oslo, hvorefter „indtil Kongen selv kom til Nidaros“ Officialen og Lagmanden i Forening skulde øve denne Jurisdiction i Sager angaaende Pengebøder efter Christenretten, saaledes at de skulde dømme hver sin Dag eller Uge dog saa, at begge vare tilstede og den ene vedtog den andens Orskurd. I Tilfælde af Uenighed skulde de dog med Fehirden gaa i Erkebispens Gaard og denne der afsige Dom.^[284]

Domcapitlet gjorde i 1341 med Erkebispens Samtykke nogle Bestemmelser i sine indre Anliggender.^[285] Her omtales, at den Kannik, der efter aarlig Omgang skulde forestaa Communshuset, Aaret i Forveien uden Løn skulde betjene den til Capitlet henlagte Clemenskirke. Der omtales ogsaa Capitlets Enge og Haver. Denne Forstander for Communshuset kaldes her præpositus. Mod Slutningen af den catholske Tid omtales ogsaa en præpositus ved Siden af Decanus, Archidiaconus og Cantor, men da vistnok som en fast og ikke aarligt vexlende Functionær.

Som Kanniker under Paal kan næstefter den, der blev hans Eftermand, nævnes Thorstein Erikssøn, der baade i 1336 og 1342 paa hans Vegne aflagde det skyldige Besøg ved Curien.^[286] Denne Thorstein var først Kannik i Oslo, men 1336 fik han paa Paals Anbefaling et Pavebrev paa et Canonicat ogsaa i Nidaros.^[287] Jeg anseer det ikke urimeligt, at han kan være den samme Thorstein, der efterfulgte den 1342 afdøde Haakon som Biskop i Bergen, og siden blev et Offer for den store Mandedød.

Paa den Tid, da Paal var i Avignon for at hente sit Pallium, bereistes de nordiske Lande af en pavelig Collector Petrus Gervasii. Pave Benedict XII (1334–1342) gav imidlertid kort efter et sjeldent Exempel paa en nøisom Pave, fri for den sædvanlige Gridskhed og Nepotisme. Han tilbagekaldte 1336 en af sin Forgjænger 1333 udskreven Sexaarstiende til det hellige Land, da det paatænkte Korstog var blevet hindret (det blev forøvrigt alle disse paatænkte Korstog), ja han befalede endog, at hvad der allerede maatte være indkommet, skulde betales Vedkommende tilbage.^[288] Men allerede under Eftermanden Clemens VI (1342–1352) søgte det pavelige Kammer atter at tilrive sig alt, hvad det kunde naa. Gamle Restancer af tidligere Tiendepaalæg bleve saaledes nu inddrevne.

Med sin svenske Collega i Upsala kom Paal Baardssøn i en Strid, der frembyder megen Interesse. St. Olaf var tidlig bleven ogsaa Sveriges Folkehelgen, og især fra de nordlige Egne af Naboriget skede meget hyppige valfarter til Nidaros. Vel fik Sverige i det tolvte Aarhundrede sin egen Kongehelgen i St. Erik, men Olaf vedblev at indtage en Plads ved hans Side. I Domkirken i Upsala havde de to Konger sit fælles Alter, begge anraabtes i Forening, og der gjordes Løfter til dem begge under Et, paa Sveriges Banner vare de begge anbragte. De norske Erkebiskopper havde endog formaaet at omgjøre de frivillige Gaver til Nidaros Domkirke fra Ångermanland og Helsingeland til en fast aarlig Skat, og i 1336 havde denne endog vundet pavelig Bekræftelse.^[289] Herimod gjorde nu Erkebiskop Heming i Upsala Indsigelse, og et Sammenstød mellem ham og Paal blev Følgen deraf. Striden førtes især i Aaret 1344.^[290] De nærmere Omstændigheder ere ikke ret klare. Som rimeligt kunde være, har dog den upsalske Erkebiskop uden Tvivl tilsidst seiret, men lige til Reformationen vedblev svenske Pilegrimsfarter til Nidaros i ikke ringe Udstrækning.

Paal var den sidste norske Erkebiskop, der indviede en Biskop af Man og Suderøerne, nemlig Skotlænderen Thomas (1334).^[291] Dennes Eftermand Vilhelm indviedes 1349 i Avignon, dog under Anerkjendelse af Nidaros’s Ret. Men denne gik i den følgende Tid ganske i Forglemmelse, og det fjerne Stift kom under Yorks Kirkeprovinds.

Om Paals Deltagelse ide politiske Begivenheder, erfare vi ikke meget. Vi vide ikke, om Magnus Erikssøn er blevet kronet i Norge, hvilken Handling det da vilde have været Paals Sag at udføre. Annalerne omtale Kongens svenske Kroning (1336), uden at nævne nogen norsk. Tænkeligt kunde det være, at Kroningen i Sverige har været en Fælleskroning, saaledes som i Slutningen af Aarhundredet Erik af Pommerns i Calmar. Det er ogsaa mærkeligt, at der i Annalerne tales om den norske Erkebiskops og de norske Høvdingers „Raad“ med Hensyn til den svenske Kroning. Men i to Annaler siges der, at den skede uden, i en tredie, at den skede med Nordmændenes Raad.^[292] Et saadant norsk „Raad“ i Anledning af Kongens Kroning i Sverige, hvad enten dette Raad nu er gaaet i bifaldende Retning eller ikke, synes besynderligt. Man kunde dog tænke sig en Ærestvist mellem Norske og Svenske, om i hvilket Land Kroningen først skulde finde Sted. Munch^[293] har ment, at Magnus virkelig er bleven kronet i Norge og da i 1337 i Oslo, hvor et stort Møde virkelig fandt Sted i hint Aar. Muligvis har han Ret, men udtrykkeligt Vidnesbyrd haves endnu ikke om nogen saadan Begivenhed i Norge i Tiden mellem 1299 og 1442.

I 1338–1339 fandt Uroligheder Sted i Norge, idet flere af de mægtigste Stormænd vare misfornøiede med Kong Magnus, og navnlig Sigurd Hafthorssøn, der forholdt Kongen Akershus, træder i Forgrunden. I den Anledning har det vistnok været, at Kongen i Begyndelsen af 1340 har overdraget Erkebiskoppen med Raadet at træffe forskjellige Foranstaltninger i Norge, uden at det dog sees, at Erkebiskoppen, som man har ment, „stilledes i Spidsen for Rigsstyrelsen.“^[294]

I 1343 traf man, som bekjendt, ved at bestemme den yngre Kongesøn Haakon til Norges Konge, naar han blev myndig, et afgjørende Skridt til fremtidig Opløsning af de to Rigers Forening. I det i denne Anledning udstedte Brev nævnes kun verdslige Høvdinger, men Aftale havde i Forveien fundet Sted med „Rigets Prælater“; Erkebispens Medvirkning kjender man ikke særlig til.

I Januar 1345 finde vi Paal i Oslo ved et Raadsmøde. Den 1 Febr. 1346 døde han i Nidaros ifølge Annalernes Vidnesbyrd. Kort i Forveien var (4 September 1345) den forfærdelige Ulykke indtruffen i Gauldalen, hvor en Mængde Gaarde ødelagdes ved Elvebrud. Nidaros

var samme Aar hjemsøgt af en Ildebrand.

XVI.

ARNE VADE.

Erkebiskop Eilif havde havt en Søster, Ingeborg Arnesdatter, gift med en forøvrigt ubekjendt Einar. Disses Søn Arne med Tilnavnet Vade kom i Kirkens Tjeneste. Han forekommer allerede under sin Morbroder som dennes Raadsmand 1323. Det var dengang den bekjendte Laurentius opholdt sig i Nidaros for at indvies til Hole Bispestol, og det hedder i dennes Saga,^[295] at han og Arne vare de bedste Venner. Under Erkebiskop Paal forekommer Arne fra 1336 af stadig som Chorsbroder og synes at have været en anseet Mand. I det sidst nævnte Aar omtales han ogsaa som Officialis^[296] og tillige som Chorsbroder i Bergen.^[297] Med Biskoppen i denne Stad, Haakon (1330–1342) stod han i nært Venskabsforhold, hvilket noksom fremgaar af en Række interessante Breve til ham fra denne Biskop. Hans Forhold til Erkebiskop Paal har maaske til sine Tider ikke været saa godt, siden Biskop Haakon 1341 skriver ham til, at han med Glæde har erfaret, „at Alt nu er godt mellem ham og Erkebiskoppen, hvilket Gud lade vare længe.“^[298] I 1339 foretog Arne en Reise for at gjøre Kong Magnus sin Opvartning og traf ham sandsynligvis paa Baahus Slot. Her udstedte Magnus 23de August s. A. et nyt Beskyttelsesbrev for Chorsbrødrene i Nidaros, og det tør antages, at Arne har udvirket dette. Biskop Haakon havde medgivet Arne et Anbefalingsbrev til Kongen^[299] og beder ham siden indstændig om at fortælle om sit Samvær med denne. Arne synes at have været en velhavende Mand og eiede Jordegods i flere Bygder omkring Nidaros. I 1336 havde han for sin Moders Sjel skjænket Chorsbrødrene og deres Commune to Gaarde, Gemlin i Skaun og Vormedal i Orkedalen.^[300]

Ved Paals Død valgte Chorsbrødrene i Februar eller Marts 1346 enstemmig Arne til Erkebiskop. Han drog derpaa til Avignon, og den 30te August blev han af Clemens VI bekræftet i sin Værdighed og fik de sædvanlige Følgeskrivelser, og af et senere Brev (16de Sept.) sees, at han nu var indviet af Cardinal-Biskoppen af Albano, Gaucelinus. Kort efter fik han Paalæg om at virke for Indsamling af Peterspenge og af de fremdeles udestaaende Restancer af den Sexaarstiende, der var paalagt af Kirkemødet i Vienne og af den af Pave Johannes XXII udskrevne Treaarstiende.^[301] Uvist af hvilke Grunde forlængede imidlertid Arne sit Ophold i Udlandet en god Stund, thi af Annalerne sees, at han først i 1347 kom hjem til sin Stol. Han skal ifølge samme Kilde for sin Bortreise have beskikket som Official Chorsbroderen Aslak, der tidligere (1341–1342) havde fungeret som Visitator paa Island og derefter omtales i samtidige Breve, men i et Diplom af 1ste Marts 1346 nævnes dog en anden Official, nemlig Sira Haakon (Eysteinssøn).^[302]

Strax ved sin Regjerings Tiltrædelse lod Arne vade udgaa en mærkelig Forordning eller Hyrdebrev af samme Slags som det tidligere omtalte af Forgjængeren Paal.^[303] At han ogsaa har udfærdiget et „Statut“ eller Samling af kirkelige Bestemmelser, er vist,^[304] men dette haves ikke mere. Et saadant Statut forudsætter ogsaa, at han har holdt et Provincialconcilium. Et saadant omtales virkelig ogsaa i den Hamarske Biskopskrønike.^[305] Det henføres der til 1347.

Vinteren 1348–1349 tilbragte Arne i det Søndenfjeldske. Den 24 Novbr. 1348 finde vi ham i Trygstad i Borgesyssel, hvor han udstedte et Afladsbrev for Bodfærdige, der besøgte Løkens Kirke i Høland, og den 3 Juni 1349 udstedte han fra Lunner paa Hadeland et lignende Brev til Fordel for Feiring Kirke ved Mjøsen.^[306] I Mellemtiden udstedte Kong Magnus i Oslo (27 Febr. 1349) et Stadfæstelsesbrev af Nidaros Kirkes, dens Præster og Tjeneres Privilegier.^[307] Man har formodet, at denne Arnes Reise er skeet i Pavens Interesse for at inddrive dennes Indtægter,^[308] og man ser, at Kongen har protesteret mod, at hans Capelgeistlighed paalagdes de Afgifter, som den øvrige Geistlighed efter Pavens Bud skulde udrede. Der skal den 23 Juli s. A. have være holdt et Parlament eller Rigsmøde i Norge^[309] og der har vist ogsaa Arne været tilstede.

Udpaa Høsten finde vi ham igjen i Nidaros, hvor han 23 Sept. 1349 udstedte sit Testamente,^[310] det eneste, som endnu findes fra en norsk Erkebiskop. Han angiver heri, at han da var frisk baade paa Legem og Sjel, men det er vistnok utvivlsomt, at hvad der drev ham til just nu at lade Testamentet opsætte, har været den store Mandedød, som netop paa denne Tid havde begyndt sine Herjinger i Norge. Han skjænker i Testamentet sin Domkirke Gaarden By paa Næsset (Bynæsset) med Besætning, dertil alle sine Bøger og en betydelig Sum Penge, samt endelig hvad han udenfor de til andre borttestamenterede Midler maatte eie. Udtrykkelig omtales Kirkens Bygning (uppgerð) og han siger: „Vi have dog nydt meget mere godt af Kirken, og dette er meget mere vor Skyldighed, end vor Gave“. Til Chorsbrødrenes Commune giver han nogle Markebol i Klepstad, (ligeledes paa Næsset) og betænker Hospitalet i Valle, Michaelskirken, Klemenskirken, (alle med Jordegods), endvidere Bakke, Holms og Tautra Klostre samt Elgesæters Kloster (ikke Reins) med Gaver i Sølv og Penge, paa samme Maade Olafskirken, Allehelgenskirken, Gregorskirken, Prædikebrødrene (ikke Minoriterne) og forskjellige Præster, Tjenere o. s. v. samt nogle Frænder. Ogsaa (hans Husholderske) Oløf Guttormsdatter faar Belønning for sin Tjeneste. Til Executorer udnævner han Chorsbrødrene Baard Einarssøn og Arne sanctus. I den førstnævnte af disse formoder jeg en Broder af Erkebiskoppen og det ikke alene paa Grund af Fadersnavnet, men ogsaa fordi Erkebiskop Eilif (i Tilfælde altsaa Baards Morbroder) i 1329, da Dals Kirke i Lyster i Bergens Stift var ledig og dens Besættelse paa Grund af vedkommende Biskops Forsømmelse skulde være falden under Metropolitanen, vilde overdrage den til Baard, som dog maaske ikke kom i Besiddelse af den.^[311]

Ikke længe efter døde virkelig Erkebiskoppen i Nidaros. Han levede endnu 17de Oktober 1349, da han blev betænkt i en døende Chorsbroder, Arnfinns Testamente.^[312] Erkebiskoppen havde i sit eget Testamente valgt sig Gravsted i Domkirken ved „Eilif Erkebiskops, vor Frændes Fødder.“ Det Lidet, vi vide om Arne Vade, gjør et tiltalende Indtryk.

XVII.

OLAF I.

1350–1371.

I islandske Annaler hedder det, at ikke alene Erkebiskop Arne blev et Offer for den store Mandedød, men at ogsaa alle Chorsbrødre i Nidaros bortreves paa en, Lodin, nær. Denne Beretning gjendrives heller ikke, naar man undersøger de rigtignok ikke ret mange Chorsbrødres Navne, som ere bevarede fra hin Tid. Thi foruden hin Lodin (Thoressøn)^[313] finder jeg kun en eneste blandt disse, der vides at have været Chorsbroder baade før og efter 1349. Men denne Mand, Arnulf Steinarssøn, har ikke resideret i Nidaros, men i Oslo (hvor han hørte hjemme og ligeledes var Chorsbroder, indtil han i Mandedødens Aar gik ind i Hovedøens Kloster, hvis Abbed han senere blev); og det er derfor naturligt nok, at Annalerne eller deres Hjemmelsmand have bortseet fra denne fremmede Sinecurist. Men naar Annalerne videre fortælle, at den nysnævnte Lodin ene skred til paa Capitlets Vegne at udøve Valgret (eller Postulation) til Erkebispedømmet, tør man vel neppe ubetinget fæste Lid dertil.

Det visse er, at den nye Erkebiskop blev Olaf, der var Abbed af Nidarholm og for første Gang nævnes som saadan 1346. Vi finde Olaf i Avignon seent paa Høsten det følgende Aar hos Pave Clemens VI. I det første af de os her vedkommende Pavebreve^[314] (3 Nov. 1350) omtales intet forudgaaende Valg. Clemens besatte i ethvert Fald Erkestolen ved Provision og angav, at han allerede i Erkebiskop Arnes Tid havde besluttet selv at besætte Erkesædet, naar det maatte blive ledigt, at han nu har erfaret, at saa er blevet Tilfældet, „og at han har vendt sine Tanker paa Abbed Olaf, hvis gode Egenskaber han ved troværdige Vidnesbyrd har erfaret, hvorfor han nu udvælger ham.“ Det er jo ogsaa klart, at Olaf ikke har kunnet præsentere sig for Paven uden at medbringe Anbefalinger, men fra hvem, sees ikke. Lodins Autoritet har neppe været tilstrækkelig, og usandsynligt er det da ikke, at Kongen kan have virket for Olaf. Magnus vides ogsaa med temmelig Vished selv at have været i Nidaros i den første Halvdeel af 1350,^[315] altsaa, som man maa antage, førend Abbed Olaf drog afsted, og det kan da ikke tvivles om, at Ledigheden i Erkebispeværdigheden maa have været af de Ting, som allermest maa have optaget ham under Besøget ved den øde Domkirke.

Under 3 Nov. 1350 udstedte Paven ogsaa de sædvanlige Følgebreve for Olaf. I hans Brev til Domcapitlet i Nidaros^[316] antydes, at Olaf, der altsaa allerede før sin Avignonsreise har udøvet Myndighed i Stiftet, har fældet en Dom over nogle „Rebeller“’ hvilken Paven godkjender, men Sammenhængen hermed er os ubekjendt. I Tiden mellem 15de og 30te Novbr. er Olaf bleven indviet og har modtaget Pallium ved to Cardinaler. Den førstnævnte Dag kaldes han endnu electus og indbetaler der 400 Gylden i det pavelige Kammer.^[317] Men den nye Erkebiskops tidligere Embede, Abbediet i Nidarholm, kom ogsaa til at faa Udgifter ved hans Ophøielse. Det var nemlig blevet „ledigt ved Curien“, og til alle geistlige Embeder, med hvilke dette var Tilfældet, havde Paverne som bekjendt allerede i det foregaaende Aarhundrede forbeholdt sig Provision. Denne blev naturligvis anvendt, idet dog uden Tvivl Olafs Forslag er blevet fulgt. Til Abbed provideredes 1 Decbr. 1350 Munken Halvard.^[318] Endnu tales ikke om Sportler i denne Anledning til det pavelige Kammer, men de bleve ikke glemte. I 1353 var den pavelige Collector Johannes Guilabberti tilstede i Nidaros, og Abbed Halvard maatte da forpligte sig til i Anledning af sin Provision at betale inden et Aar 15 Mark Sølv og herfor pantstille sit Kloster og dets løse og faste Eiendom.^[319] Herefter var Nidarholms Kloster opført paa den pavelige Taxationsliste med 75 fl. (= 15 Mark), men den nye Abbed synes dog aldrig at have betalt mere end et Afdrag paa denne Sum, og de følgende have neppe nogensinde erlagt den. Nidarholm er det eneste norske Kloster, der anføres paa Taxtfortegnelserne over de høiere geistlige Stillinger i det catholske Europa.^[320] Undtagelsesvis have dog ogsaa andre Abbeder erlagt Tiltrædelsesafgift i enkelte Tilfælde.

Det Aar, i hvilket Olaf færdedes i Avignon, var Jubelaar; Paven havde nemlig fundet det fordelagtigt at lade Jubelaaret, der af Bonifacius VIII, denne Indtægtskildes Opfinder, var bestemt til at finde Sted ved hvert Seculums Udgang, feire ogsaa ved hvert Aarhundredes Midte, dog ikke i Avignon, men i det forladte Rom. Ogsaa fra Norge kom der, trods Mandedøden, vel Nogle, idetmindste kjendes fra Annalerne en høifornem Pilegrim fra Nidaros Stift, den forrige Drotsete Hr. Erling Vidkunnssøn af Bjarkø og Giske, der „red til Rom med to Svende“. Han og Erkebiskoppen, hvilke altsaa maa have mødt hinanden underveis, med mindre ogsaa Olaf skulde have søgt til Rom, hvilket ikke er rimeligt, skulle være komne tilbage til Norge den 11 April 1351.^[321] I det følgende Aarhundrede optegnedes der i Aslak Bolts Jordebog,^[322] at Hr. Erling engang skal være bleven fangen i England, men af Erkebisp Olaf være bleven udløst med Guld og Sølv, hvorfor Hr. Erling til Gjengjeld skjænkede eller pantsatte Øen Thjøtta og Gaarden Telgareim paa Helgeland. Det er bleven antaget, at det var paa denne Reise, at Erling faldt i hint engelske Fængsel,^[323] men det siges intetsteds, at saa var Tilfældet, og det synes lidet sandsynligt, at en Erkebiskop paa Hjemreisen fra Avignon, hvor han vist har havt fuld Anvendelse for sine Penge, skulde have været i Besiddelse af overflødige Midler.

Med fuld Føie kan det siges, at denne Erkebiskops Tid betegner et Vendepunkt, men et sørgeligt Vendepunkt i den romerske Kirkes Historie i Norge. Flere Aarsager i Forening have bevirket en afgjort Nedgang i alle dens Forholde. En meget væsentlig Skyld hviler paa Pavemagten, hvis fuldstændige Verdslighed og voxende Pengegridskhed forgiftede Kirken. Curien gjorde sig stedse mere og mere til Opgave at udsuge Kirkeprovindserne og bragte disses allerede længe ydede Contributioner mere og mere i System. Til den Ende anvendtes i stedse stigende Grad Provisionen, naar de høieste kirkelige Værdigheder vare ledige. De canoniske Regler for disses Besættelse, der jo skulde tilhøre Capitlerne (rigtignok saa, at Kongemagten underhaanden øvede sin Indflydelse) bleve vistnok aldrig ophævede, men i Praxis slet ikke respecterede. Hidtil skulde jo kun Erkebispen hente Bekræftelse og Pallium i Rom, og det var forudsat, at naar Valget var formelt i Orden, vilde den pavelige Autorisation ikke blive negtet, og Biskopperne kunde som Regel vælges og derefter bekræftes og indvies uden nogensomhelst Henvendelse til Curien. Nu blev det anderledes. Jeg mener at kunne paastaa, at fra og med Olaf I er ingen Erkebiskop af Nidaros bleven udnævnt uden ved Provision. Adskillige af de følgende Erkebisper have ganske vist været valgte, men naar de kom til Curien, hedte det altid, at Paven paa Forhaand „for denne Gang“ havde reserveret sig Besættelsen, og Valget blev saaledes casseret, om end rigtignok den valgte undertiden benaadedes med Provision. Ogsaa Suffraganbispernes Udnævnelse blev mere og mere dragen ind under Paven selv, og efterhaanden bleve ogsaa disse forpligtede til at kjøbe sin Udnævnelse for en bestemt Taxtsum. Dette medførte, at de mere og mere bleve uafhængige af sine Metropolitaner, det vil med andre Ord sige, at Landskirkerne opløstes i Stifter uden synderlig indbyrdes Samhold og Sammenhæng. Man seer ogsaa, at Provincialsynoderne snart forsvinde og aldrig for Alvor eller med nogen Frugt gjenoptages. Kirkens Organisation er med andre Ord sprængt. Flere og flere Udlændinger indtrænges herefter paa Bispestole og i geistlige Embeder, Theologiens Studium er veget for Kirkerettens, al den christelige Aand synes at være død og forglemt.

Allerede kort efter Olafs egen Provision begyndte dette Curiens Hærverk ogsaa i Norge. Stavanger Bispestol var bleven ledig 1350, men uheldigvis valgte man en uægtefødt Mand. Denne maatte altsaa af Paven dispenseres for sin defectus natalium og blev det ogsaa, men døde saa under Opholdet i Rom, og Bispestolen var altsaa „ledig ved Curien“, det vil sige, hjemfalden Pavens udisputerlige Provision. En svensk Mand, Sigfrid, der var i pavelig Tjeneste (som en af de Pønitentiarier, der maatte være Folk af forskjellige Nationaliteter for Sprogenes Skyld), forstod at benytte Leiligheden og blev provideret, men fra nu af maatte Stavanger Bispestol ved hver Ledighed betale det pavelige Kammer 250 Gylden i Servitspenge. Ikke længe efter blev Oslo Stift ledigt. Den samme Sigfrid, der atter var i Rom, fik nu Paven til at give ham den bedre Stol, der da sattes i 500 Gyldens „Servitium“. Hjemme havde man valgt paa sædvanlig Maade en ny Biskop i Oslo, der endog i god Tro var bleven indviet af Erkebispen, men han maatte finde sig i at fortrænges og være glad ved at faa Stavangers Stift ved Provision. Efterhaanden bleve altsaa Bispestolene saaledes skatskyldige, dog saa at de islandske fordetmeste factisk besattes paa den gamle Maade.^[324]

Netop paa samme Tid, som den norske Kirke maatte see sin Forfatning lemlæstet af en bundfordærvet Curie i Avignon, havde den at kjæmpe med den store Mandedøds ødelæggende Virkninger. At denne skrækkelige Ulykke har givet Norge et Knæk, som først sent forvandtes, er utvivlsomt. Hvad Geistligheden angaar, da var den for en meget stor Deel bortdød og Udsigterne til at faa ledige Pladse besatte ikke store. Ikke alene var nemlig Landets Befolkning stærkt formindsket, men Lysten til at gaa i Kirkens Tjeneste var sikkert saare liden hos de Gjenlevende, for hvem det praktiske Liv havde saa mangesidigt Brug, og hvem Arv, Ledighed i Eiendomme o. s. v. syntes at aabne Udsigter, langt mere tiltrækkende, end et Alter eller et Kloster. Utvivlsomt har man ikke alene maattet tage til Takke med de Præsteemner, man kunde faa, uden at kunne stille store Fordringer, men man har ogsaa været nødt til at slaa flere Kirker, der tidligere havde havt

sine egne Præsten sammen under en fælles Præst. Dette vedblev sikkert

efterhaanden at være Tilfældet, ja blev endog med Tiden hyppigere og hyppigere.

Som allerede før havde været Tilfældet,^[325] var man naturligvis især henviist til Præstesønner og andre uægte fødte Personer, men nu ogsaa til saadanne, der ikke havde opnaaet den befalede Alder. Allerede i Juli 1351 fik saavel Olaf, som hans nye bergenske Collega Gisbrikt Lov til at dispensere 15 Personer med de anførte Mangler for at ordinere dem,^[326] men dette har neppe forslaaet langt. Et talende Vidnesbyrd er det, at Erkebispen i 1354 erklærede, at han hverken havde læge eller lærde Mænd at sende til Kastelle Kloster ved Konghelle, der var Erkebiskoppen umiddelbart underlagt. Derfor gjorde han et Bytte med Kongen, der paatog sig at forsørge Kastelle og derfor ogsaa skulde have Bestyrelsen af dets Gods, imod at Erkebiskoppen til Gjengjeld fik Krongods nordenfjelds og overtog at underholde Fosens (Storfosens) Kirke paa Nordmøre. Mageskiftet kom dog, som vi ved Slutningen af det femtende Aarhundrede skulle erfare, ikke til at træde i Kraft.^[327]

Andensteds var det ligedan; man hører jevnlig om nedlagte geistlige Embeder. Som et interessant Exempel kan anføres, at ved Laurentiuskirken i Tønsberg, der havde været en Collegiatkirke, var der 1396 forlængst kun en Præst, og at Forandring heri ei kunde gjøres, baade fordi Indtægterne vare formindskede, og fordi det ikke vare Præster nok at faa.^[328] Den romerske Kirke i Norge havde aabenbart seet sine bedste Dage.

I 1351 holdt Olaf en Provincialsynode i Nidaros, hvis Statuter ere daterede 23 August.^[329] Mellem disse kan nævnes, at der omtales, at i „disse Tider“ desværre formedelst Mangel paa dygtige Personer ere antagne mange uvidende Præster, hvem det derfor paalægges overordnede Geistlige at undervise. Conciliet omtaler den Tønsbergske Overenskomst af 1277 som gjeldende Ret, uanseet, at den, som vi vide, gjentagne Gange var opgiven, sidst i 1337. Ogsaa det følgende Aar udskrev Olaf et Concilium (til Bergen),^[330] men man kjender ikke nærmere til, hvad der er forhandlet.

Forøvrigt er Olafs Historie lidet bekjendt. Man seer, at Indsamlingen af Pavetiende hos Præsteskabet trods Landets Armod og Folketab uforstyrret gik sin Gang, men Enkelthederne maa her forbigaaes. I 1352 kunde saaledes Olaf bevidne, at Pavetienden for Nidaros Stift var betalt med 2100 Mark i gangbar norsk Smaamynt;^[331] i Bergens Stift have dog Collectorerne bemærket, at lidet kom ind paa Grund af den store Dødelighed, saavel i 1353 som i 1354 finde vi Olaf paa Baahus Slot, begge Gange i Anledning af Raadsmøder. I 1361 var han atter paa Baahus og i Juli 1370 ved et vigtigt Møde i Marstrand, hvor Kong Haakon tilkjendegav sin Hensigt med Vaabenmagt at angribe Kong Albrekt i Sverige og at befrie sin fangne Fader.^[332]

Ved dette Møde i Marstrand finder vi for sidste Gang Olafs Virksomhed omtalt. Saa omtales i et Brev fra den kongelige Secretær Henrik Henrikssøn, at Erkebispen døde i Oslo, hvor der samtidig herskede megen Sygdom og Dødelighed. Man faar Tiden paa Aaret at vide, det var ved Midten af August, men selve Aarstallet er ikke anført. De islandske Annaler variere, idet de henføre Olafs Død til Aarene 1368, 1371, 1372, 1373. Munch har erklæret sig for 1371.^[333] Jeg har ondt for at være enig heri og maa antage 1370 for det rette Aar, saa at altsaa Olaf maa fra Mødet i Marstrand i Juli have begivet sig paa Hjemveien, men er bleven syg i Oslo og død der i August. Jeg støtter mig til de sikre Dateringer for hans Eftermands Udnævnelse, som ville findes i næste Capitel, og jeg vil tillige minde om, at de islandske Annaler (VII. og IX.) henføre Eftermandens Udnævnelse til

Aaret efter Olafs Død.^[334]

XVIII.

THROND.

(1371–1381.)

Olafs Eftermand Thrond Gardarssøn eller Gerdssøn møde vi først i 1363 som Chorsbroder i Nidaros. Han var da just tilstede i Bergen, hvor en Gaard i Størdalen blev skjænket Chorsbrødrene ved Erkesædet.^[335] Fra hans Kannikedage haves et meget interessant Minde bevaret. Det er den vigtige Skindbog, „Eirspenill“, det ældste levnede betydeligere Brudstykke af Heimskringla. Denne Codex har nemlig Thrond eiet og deri selv nedskrevet: „Iste líber est Throndonis Gerdari, Canonici Nidrosiensis.“^[336] Det eneste, vi med Vished kjende om hans Familieforholde, er, at han havde en Søster Gudrun, der blev Nonne i Gimsø Kloster ved Skien, og for hvis Optagelse i dette Thrond havde skjænket Klostret hele fem Gaarde eller Gaardparter i Urskog, Høland og Oslohered.^[337] I sit Testamente skjænkede han Erkestolen en Gaard paa Hedemarken,^[338] og i 1376 indkjøbte han en Gaard paa Thoten,^[339] og Alt tyder paa, at han har hørt hjemme i det Søndenfjeldske, paa Romerike eller Oplandene. Munch^[340]) har gjettet paa, at han skulde være Søn af Gerd Smidssøn, Sysselmand paa Romerike 1349.

Ved Olafs Død omtales ikke udtrykkelig noget Valg af Eftermand, skjønt det vel ikke er tvivlsomt, at et saadant har fundet Sted, og at Thrond har været den valgte. Vi se kun, at den 22 Octbr. 1371 blev Thrond i Avignon af Gregorius XI, som naturligvis angav, at han allerede paa Forhaand havde reserveret sig Besættelsen af Erkesædet, ved Provision udnævnt til Erkebiskop af Nidaros.^[341] Skulde nu virkelig Olaf være død 1371, vilde altsaa i en Tid af ti Uger først Tidenden om hans Dødsfald i Oslo være kommet til Nidaros, og saa Thrond være valgt, afreist, (naturligvis efter forudgaaende Samtykke af Kong Haakon), ankommen til Avignon og efter Forhandlinger med Paven provideret til Erkebiskop! Det visse er, at Thrond er den sidste af vore Erkebiskopper, der har gjestet Avignon, og at han overtog Regjeringen belastet med Gjeld fra sin Formand. Allerede i dennes levende Live var der lagt Beslag paa hans Løsøre, og i 1372 truedes Thrond med at stevnes for Pavens Domstol, da han havde tilbageholdt dette.^[342]

Forøvrigt er Kilderne til Thronds Historie i usædvanlig Grad sparsomme. Aabenbart have Eftervirkningerne af den store Mandedød været følelige, hvortil jo var kommet nye Pestsygdomme. Inden Thrond forlod Avignon, udvirkede han et Pavebrev, hvorved det tillodes ham at dispensere 20 uægte fødte Personer og desuden særlig 10 Præstesønner for at kunne ordinere dem til kirkelige Embeder. Han havde nemlig oplyst, at medens Stiftets Geistlighed for havde udgjort omtrent 300 Personer, var den nu sammensmeltet til 40 gamle og affældige Præster.^[343] Maaske er der nogen Overdrivelse i begge Tal, men at Elendigheden var stor, kan ikke betviles. At Domkirken har befundet sig i forfalden Tilstand i denne Tid, erfares ogsaa af et 1371 udstedt Pavebrev.^[344]

Man ser, at Thrond af og til optræder som Dommer o. s. v. udenfor Stiftets Grændser, saaledes 1373 og 1376 i Bergen og i 1374 i Tønsberg.^[345] Han levede endnu 18 Febr. 1381, da en af hans Kanniker, den velhavende Øgmund Olafssøn (Amund Kaabein) betænkte ham i sit Testamente.^[346] Men samme Aar maa han være død, uvist naar og hvor. Er Beregningen af hans Regjeringstid i den gamle Erkebiskoprække

rigtig, har Dødsdagen været 5 August 1381.

XIX.

NICOLAUS.

1381 (1382?) – 1386.

Ved Thronds Død valgte Capitlet en Kannik af sin Midte, Haakon Ivarssøn,^[347] til hans Eftermand, og han begav sig til Paven. For nogle Aar siden var Rom ved Gregor XI’s Død atter bleven Curiens Sæde, og det var nu Urban VI, der var Pave. Vistnok havde et Modparti valgt en anden, der kaldte sig Clemens VII og tog Ophold i Avignon, hvorved altsaa det „store Schisma“ var indtraadt, men de nordiske Kirker kom aldrig til at høre til Clemens’s eller hans Eftermænds Obedients.

Haakons Reise var imidlertid ganske unyttig. Dronning Margrete havde nemlig allerede afsendt sin Candidat til Erkestolen, hvem hun uden Hensyn til Capitlet vilde sætte igjennem ved pavelig Hjælp, og dette faldt hende heller ikke vanskeligt. Hendes Candidat, var en dansk Adelsmand, almindelig kaldet Nicolaus eller Nils Rusare, hvilket sidste Navn vel har været et personligt Kjendingsnavn, thi der gives ham ogsaa et Familienavn Finkenov. Denne Mand synes ikke at have havt meget fremtrædende geistlige Interesser, men desto stærkere verdslige. Han havde under Valdemar Atterdag været Befalingsmand paa Slotte paa Øen Als, ja man har endog troet, at han ved sin Ophøielse var Lægmand.^[348] Saameget er imidlertid vist, at han var Medlem endog af to danske Domcapitler i Roskilde og i Aarhus, ja han har i samme Aar, som Thrond døde (1381), ladet sig indskrive ved Prags Universitet, naturligvis, kan man sige, blandt Juristerne.^[349] I Rom mangle Obligationsprotokollerne just for disse Aar, men man kan af de senere erfare, at han foruden sine egne Afgifter ogsaa har maattet paatage sig sin Formands store Restancer. Hans uheldige Rival Haakon fik i Tydskland høre sin Skjæbne og maatte skikke sig deri og vende om.^[350] Han omtales ikke senere.

Nicolaus begav sig vel op til sit Sæde, dog ingenlunde for at tage fast Ophold ved dette, men alene for at udplyndre det. Han drog strax og for bestandig tilbage til Danmark,^[351] medbringende en stor Mængde Kostbarheder, Bøger o. s. v. Erkestolen tilhørende Siden hører man ikke mere om ham før ved hans Død 1386. Annalerne fortælle, at han i sin hele Embedstid ikke udførte nogen biskoppelig Forretning eller Ordination og ikke confirmerede et eneste Barn. Formodentlig har han i Danmark havt en verdslig Befatning, maaske været Befalingsmand i Vordingborg, hvor de Sager, han medførte fra Norge, synes at have befundet sig, da hans Eftermand fik dem udleverede, hvilket senere skal omtales.

Det geraader ikke Margrete til Ære, at hun har ladet en saadan Mand blive Erkebiskop, og det er ikke den eneste Leilighed, ved hvilken hun har sørget slet for Kirkens høie Embeder. Hendes bekjendte Gavmildhed mod Kirken, navnlig dog i Danmark, og hendes Iver for Pilegrimsreiser og hellige Steder formaar ikke at udslette det ugunstige Indtryk, man faar ved at læse om Prælater som Nils Rusare paa Nidaros og Johannes Jerchini paa Upsalas Erkestol.

Omtrent fra den Tid, da denne uværdige Erkebiskop maa være bleven udnævnt af Paven, har man et utrykt Pavebrev (af 13 Nov. 1382), stilet til de tre nordiske Erkebiskopper, hvori Pave Urban meddeler, at han har sat sin Modpave (Clemens VII i Avignon) og fire Cardinaler af hans Parti i Ban, hvilket sandsynligvis skulde bekjendtgjøres i Provindserne.^[352] At dette virkelig skede, sees af de islandske Annaler.

XX.

VINALDE.

Heller ikke Nicolaus’s Eftermand blev en indfødt Nordmand, men dog aabenbart en langt værdigere og derhos til Norge i mange Aar knyttet Geistlig, den eneste Svenske i de nidarosiske Erkebispers Række.

Vinalde Henrikssøn hørte hjemme i Linkøping Stift,^[353] hvor han formodentlig har faaet sin geistlige Skoledannelse. Hvad der bragte ham til Norge, har været den ovenfor omtalte Mangel paa Præsteemner, som opstod i vort Land efter den store Mandedød. Han bevidner nemlig selv som gammel Mand, at Biskop Salomon af Oslo († 1352) i sin Tid havde overdraget ham „alle Sognekirker“ paa Øen Thjørn i det senere Baahuslen „efter flere Præsters Død, af hvilke nogle døde i den store Pest, andre kort derefter“ og at han „i ti Aar og derudover var i Besiddelse af hine Kirker.“^[354] Dette er et slaaende Exempel paa, hvorledes netop fra den Tid af flere Kirker, der hidtil havde havt sine særskilte Præster, gjordes til Annexkirker og fik Præst fælles med en eller flere andre. I 1360 finder vi ham da fremdeles som Sognepræst paa Thjernø.^[355] Han kalder sig ved denne Leilighed „Vinalde Henzasøn“, hvilket maaske tør antyde, at hans Fader har været en i Sverige bosat Tydsker. Vinalde maa imidlertid have vidst at gjøre sig gjeldende hos Kongerne, thi i Aaret 1363 finde vi, at Magnus og Haakon gjennem pavelig Provision forskaffede ham et Canonicat i Oslo mod Opgivelse af sit Embede paa Thjørn.^[356] Samtidig søgte og erholdt Kongerne ogsaa et (svensk) Beneficium for en anden Geistlig, Henrik Henrikssøn af Upsala Stift, og da denne Henrik senere optræder i Norge i Stillinger af samme Art, som Vinalde selv, turde det tænkes, at de have været Brødre, og at den af dem, der først maatte have vundet kongelig Bevaagenhed, har forstaaet ogsaa at gjøre sin Broder delagtig deri. Hvorledes nu hermed forholder sig, see vi, at Vinaldes Canonicat stod i Forbindelse med, at han herefter traadte i kongelig Tjeneste ved det norske Canceli i Oslo, ja endog blev dets Bestyrer dog uden Cantslertitel, da Provstiet ved Mariakirken ikke var ledigt paa den Tid.^[357] I 1365 udsteder han saaledes i Oslo som Chorsbroder og „vor Klerk“ et kongeligt Paabud om Erlæggelse af Olafsskat til Erkebispens og Halvardskirkens Omhudsmænd.^[358] I Sept. 1366 er han tilstede i Nidaros og besegler her med samme Titulatur et tidligere omtalt Document Chorsbrødrene vedkommende.^[359] Kort efter maa han af en eller anden Grund have nedlagt denne Cancellistilling. Nu træffer det sig saa, at man i Prags Universitetsmatrikel finder, at en „Vinaldus de Svecia“ den 21 Febr. 1367 tager Baccalaureigraden i Artistfacultetet,^[360] og det kan da være muligt, at vi her have vor Klerk, der jo naturlig kunde føle Lyst til at se sig om i Verden og samle sig Kundskaber og Erfaring der kunde komme ham tilgode i Fremtiden. At han saa hurtig kan have promoveret, er jo ikke saa usandsynligt, da Baccalaureigraden var den laveste academiske Værdighed, hvis Forudsætninger han vel tidligere kan have erhvervet. I ethvert Fald hører man i længere Tid Intet om ham. Først i 1375 nævnes han paany og da kun som Chorsbroder, rigtignok ikke alene i Oslo, men ogsaa i Nidaros,^[361] hvor han dog aabenbart aldrig har resideret. Sine Kirker paa Thjørn havde han ogsaa forstaaet at faa igjen.^[362] Der er ikke Grund til at antage, at han har tabt Kongehusets Naade, thi ikke alene er han fremdeles ogsaa Medlem af Mariakirkens Collegium^[363], men i 1378^[364] møde vi ham i den anselige Stilling, som Provst ved Apostelkirken i Bergen og altsaa Formand for hele den kongelige norske Capelgeistlighed. Som saadan var han Medlem af Rigsraadet og optræder ogsaa i denne Egenskab i 1381 i Homborsund^[365] og i 1384 i Bergen.^[366] Sit Canonieat i Oslo har han fremdeles vidst at holde fast paa, thi i 1383 nævnes han som saadan og det uden Provstetitelen.^[367] Han var desuden i sin Provstetid (allerede 1378) forlenet med Vors^[368], og Alt tyder saaledes paa, at han har været en af Kong Haakon og siden ogsaa af Dronning Margrete meget yndet Mand, paa hvem de trygt have kunnet stole. Han egnede sig saaledes, i det mindste fra et politisk Standpunkt betragtet, fortrinlig til at opnaa den høieste Stilling i Norge, hvortil en Undersaat kunde hæves, og det saameget mere, som hans svenske Herkomst stillede ham udenfor det indfødte Aristokrati.

Han blev i 1387 Erkebiskop. Maaske har han været valgt af Chorsbrødrene, men det er dog vist ikke tvivlsomt, at han er udnævnt ved Provision. Han var i Rom i det nævnte Aar, men da det viste sig at Erkebiskop Thrond kun havde betalt 500 Gylden af, hvad han ved sin Tiltrædelse var bleven skyldig til Paven. Cardinalerne og de underordnede Funktionærer, samt at Nils Rusare slet Intet havde betalt, maatte Vinalde foruden sine egne sportler ogsaa overtage to Forgjængeres Restancer og blev i det Hele skyldig ca. 2230 Gylden. Herpaa har han senere gjort Afbetalinger, men ved hans Død stod endnu ca. 962 Gylden tilbage.^[369]

Ogsaa som Erkebiskop har han jevnlig deltaget i sin Tids politiske Begivenheder og Forhandlinger, uden at det dog klart lader sig paavise, hvor stor hans Indflydelse har været. Vi finde ham altsaa uden Tvivl umiddelbart efter hans Tilbagekomst fra curien i Danmark kort efter den unge Kong Olafs Død. 10 August 1387 paa Lunds Landsthing i Skaane mellem dem, der hylde Margrete som det danske Riges fuldmægtige Frue og Huusbonde, og idet den danske Erkebiskop (Magnus Nilssøn), uvist af hvilken Grund, ikke nævnes, opføres Vinalde paa Grund af sin Rang øverst mellem Udstederne af Hyldningsbrevet.^[370] Dette er et Tegn paa, hvor nær man allerede da har anseet Rigernes Forbindelse at være. I den følgende Maaned (8 September) var Vinalde i Vordingborg. Her modtog han og kvitterede for de tidligere omtalte Sager, Bøger, Klenodier o. s. v., som hans Formand Nils Rusare havde bortført fra Nidaros, og lovede tillige at skaffe Tilstaaelse fra sit Domcapitel for deres Tilbageleverelse.^[371] Derefter maa han være reist til Norge, men har maaske endnu ikke været ved sit Sæde, da han i Oslo den 2 Febr. 1388^[372] som den fornemste i det talrige Rigsmøde var med at give Margrete den samme Fuldmagt som norsk Herskerinde, som han allerede havde været med at indrømme hende som dansk. Endnu 6 Marts s. A. var han tilligemed Dronningen tilstede paa Akershuus.^[373] I 1389 var han atter til Rigsmøde paa Akershuus, da Erik af Pommern erkjendtes som Norges Arving,^[374] og derefter har han været i Nidaros ved Eriks Hylding der.^[375] Atter i Slutningen af Marts 1392 finde vi ham i Oslo ved en vigtig Forordnings Udstedelse.^[376] I 1395 har han en Tidlang befundet sig paa Reiser i det Søndenfjeldske, hvor vi møde ham saavel i Oslo som paa Hamar.^[377] Derimod savnes han, merkeligt nok, ved det mindeværdige Fællesrigsmøde for alle tre forenede Riger i Kalmar i Juli 1397. I 1398 er han imidlertid atter ude paa Reiser og efter i Mai at have været tilstede i Tønsberg, deltager han 1398 i et stort Mode i Kjøbenhavn, ved hvilket Hanseaterne omsider opnaaede Kong Eriks Bekræftelse paa sine tidligere Privilegier. Dette er hans sidste hidtil bekjendte politiske Optræden.

Vinaldes geistlige Virksomhed er lidet kjendt og har neppe været betydelig. Man ser, at der har været et mindre venskabeligt Forhold mellem ham og den samtidige Hamarbiskop Sigurd, den samme, som i den bekjendte Beskrivelse af Hamar spiller en saa fremtrædende Rolle i den stedlige Tradition. Vinalde havde ved sit Besøg søndenfjelds 1395 fældet en Dom i en Eiendomssag, der gik Sigurd imod, og mod hvilken denne protesterede. I 1401 var de to Prælaters Uenighed indanket for Paven (Bonifacius IX). Sigurd havde vist sig opsætsig, da Vinalde vilde visitere hans Stift, og denne havde endog sat ham i Ban.^[378]

Vinalde har rimeligvis drevet megen Handel med sin Fisketiende og den udentvivl betydelige Mængde af Fiskeprodukter, som Erkestolens Besiddelser indbragte, ja man maa antage, at han ogsaa for egen Regning har exporteret saadan vare til Udlandet. I 1394 finder man nemlig, at hans Tjener, Johannes v. Strelow, har været i Lybek, hvor otte Læster Sild bleve beslaglagte.^[379] Denne Johannes v. Strelow, aabenbart en Tydsker, gjenfindes i 1424 som Kannik ved Bergens Apostelkirke.^[380]

Vinalde har maaske været den første Erkebiskop i Norge, der var forlenet med et af Kronens Len. Efter hans Død omtales nemlig i den indholdsrige Instruction for Erik af Pomern (1404), der da stod i Begreb med at drage til Norge, at den afdøde Erkebiskop havde havt Sporholms Len, hvis aarlige Afgift var 14–15 lødige Mark, men det tilføies rigtignok, at Erkebiskoppens Indtægt af Lenet var mindre end hans Afgift.^[381]

Naar Vinalde er død, kan ei med Bestemthed siges. Den nidarosiske Erkebiskopsrække angiver, at hans Eftermand valgtes 20 Dec. 1402. I Rom antoges Vinalde i ethvert Fald at leve endnu 14 Jan. 1403, da han gjorde en Afbetaling paa sin Gjeld der.^[382] Med Hensyn til hans Familieforhold kunde det, da hans Navn i Norge er sjeldent, vel være tænkeligt, at en i Aarene 1424–1440 i Nidaros forekommende Kannik Vinalde Steinfinnssøn har været hans Frænde.

XXI.

ASKELL. (ESCHILLUS.)

1404–1428.

I Januar 1404 anmeldes i Rom den nidarosiske Kannik Eschillus (Askell) som enstemmig ud valgt Erkebiskop. P:1ven, den ynkelige Bonifacius IX, svarede naturligvis, et han i Vinaldes levende Live havde forbeholdt sig selv Provision, og Valget blev altsaa kasseret, dog saa, at den Valgte blev udnævnt, „for at ikke Kirken altfor længe skulde undvære sin Hyrdes Trøst“.^[383] Personlig synes ikke Asken at have været tilstede i Rom, thi en der bosat Kjøbmand, Nicolaus de Cottis, udstedte Obligationen paa hans Vegne til det pavelige Kammer 16 Jan. 1404. Af et senere Pavebrev (Innocents VIII, 27 Mai 1406) erfares ogsaa, at den nye Erkebisp med pavelig Tilladelse er bleven indviet paa et andet Sted, uvist hvor.^[384]

Askell, der ifølge Annalerne sang sin første Messe i Nidaros 30 Nov. 1404, var i det følgende Aar tilstede i Bergen med næsten alle sine Suffraganbiskopper ved en stor Forsamling af fornemme Mænd og Kvinder. Noget Concilium har dog neppe fundet Sted, thi den Art Forsamlinger vare i denne Kirkens Forfaldsperiode gaaede af Brug. Foranledningen til Mødet var vistnok snarere den, at man i hint Aar ventede, at den engelske Kongedatter Philippa, Erik af Pommerns

Brud, paa den Tid skulde komme til Bergen, hvor hun skulde modtages høitideligt. Den vordende Dronning kom imidlertid først det følgende Aar til Norden og da ikke over Norge.^[385]

Askells Herkomst er saagodtsom ubekjendt. Kun finde vi i den gamle Erkebiskopsrække anført „natione Gudbrandsdal“. Som Kannik nævnes han kun en Gang nemlig 1395, da han med Vinalde var tilstede i Oslo og forvarede hans Segl.^[386]

Det mest fremtrædende Træk i hans Historie er hans bestandige Pengetrang, en Følge dels af de svære Gjeldsposter, der hvilede paa Erkesædet paa hele tre Forgjængeres, Thronds, Nicolas’s og Vinaldes foruden paa hans egne Vegne, til det pavelige Kammer, og dels vistnok især paa Grund af den Forarmelse, hvorunder Landet fremdeles var lidende ligefra Mandedødens Dage.

I 1406 har han betalt nogle Afdrag paa Gjelden og var paa samme Tid ogsaa bleven General-Indsamler af Peterspengene m. M. i Norge. I 1407 fik han et Rykkerbrev fra Rom.^[387]

Derefter indtraf store Begivenheder i den romerske Kirkes Historie. Kirkemødet i Pisa sammentraadte 1409 for at gjøre Ende paa det forargelige Schisma, men Resultatet blev, som bekjendt, at man nu fik tre Paver i Stedet for to. Ved dette Møde vare de tre nordiske Riger ikke repræsenterede. Johan XXIII var vistnok den Pave, der almindeligvis gjaldt som saadan i Nordeuropa, men hans prekære Stilling har vel nødt ham til ikke at vare paagaaende i sine Fordringer, og Askell har derfor rimeligvis en Tid havt Ro. Saa kom Conciliet i Costnitz, hvor Abbed Stein af Munkeliv mødte og varmt interesserede sig for sit Klosters overgang fra Benedictinernes til Birgittinernes Orden, uden at der foreligger noget Vidnesbyrd om, at han var udsendt som Repræsentant for den norske Kirkeprovinds i i Almindelighed. I Costnitz blev Martin V Pave og eneste saadan, hvorfor Curien igjen kunde optræde med større Sikkerhed og Myndighed. Gamle Pengekrav vaagnede, og Fordringen om Biskoppernes Besøg ved Curien hvert tredie Aar gjenoplivedes, men opfyldtes fremdeles stadig ved Stedfortrædere. om hvem det dog gjerne hedder: „Nihil obtulit aut servivit“. Ydelser ved slige Leiligheder skulde være frivillige, og man mente altsaa at kunne spare sig derfor.

Mellem de mange Besættelser ogsaa af underordnede geistlige Stillinger i Norge, som skede i Rom, kom Askells egne tidligere Beneficier, hans Canonicat og det store Throndenes Præstegjeld, til at spille en fremtrædende Rolle. Ved hans Udnævnelse til Erkebisp vare disse bleven ledige „ved Curien“ og altsaa hjemfaldne til Provision. I 1406 havde da Paven overdraget disse Beneficier – naturligvis som Sinecurer – til en ved hans Cancelli tjenestegjørende Abbreviator, Mag. Johannes Borsow, som dog ikke synes at være kommen i Besiddelse deraf, skjønt han maa have staaet i nogen Forbindelse med Askell, da han 1420 paa hans Vegne aflagde Proformabesøg ved Curien.^[388] Erkebiskoppen synes nemlig fremdeles at have beholdt Throndenes for sig selv. Efter Borsows Død providerede Martin V 1427 en i Rom værende svensk Klerk af Skara Stift, Svein Erikssøn til Throndenes,^[389] en Mand, som vi ogsaa senere komme til at nævne.^[390] En Kannik i Throndhjem, Olaf Anderssøn, der i 1418 mødte paa Askells Vegne hos Paven, havde ved denne Leilighed skaffet sig dennes Brev paa Veø Præstegjeld, der taxeredes til en Afkastning af 10 Mark aarlig, medens Throndenes ansloges til 30. I 1426 indehavde samme Olaf (ved Siden af Veø?) Nærøens Præstegjeld (anslaaet til 15 Mark) i Forening med sit Canonicat, men Erkebiskoppen havde afsat ham fra hans Stillinger, hvorfor Olaf appellerede til Paven^[391] og vel har seiret, da han ogsaa siden nævnes som Kannik.

I Januar 1418 var der ansøgt hos Pave Martin, som endnu opholdt sig i Costnitz, om at Nidaros Kirke, „til hvilken for Andagts Skyld en Mængde troende Christne aarlig valfartede“, maatte faa Ret til paa visse Dage at meddele alle Bodfærdige, som bekjendte sin Synd, Syndsforladelse, og der var som Motiv for Andragendet anført, at Kirken tiltrængte Bøger og Ornamenter, samt at der formedelst nye Angreb paa Landet af de vantro Russer behøvedes Penge. Andragendet blev bevilget, men nogle Aar efter (22 Febr. 1427) gjorde Kannikerne en Forestilling til den samme Pave om Forholdene i Nidaros, der fortjener Opmærksomhed. Det hedder her: „Nidaros Kirke er fra gammel Tid opført og bygget med største Bekostning og der har til dens vedligeholdelse været ydet stort offer og henlagt betydelige Indtægter. Af disse Indtægter have altid Kannikerne, Capellanerne, Altaristerne og andre, der tjene i samme Kirke, været vante til at nyde sine Portioner, men desuagtet have Kirkens Midler været og ere endnu overflødige paa Grund af fromme Menneskers rige Gaver. Men den ærværdige Herre Erkebiskop Asken har i lang Tid tilrevet sig selv, hvad der skulde anvendes til Kirkens Bygning og tilkomme Kanniker, Capellaner, Altarister o. s. v., og han gjør det fremdeles. Følgen er, at Kirken nu mangler Tag og paa en ynkelig Maade gaar sin Ruin imøde, hvorved de gudelige Forretninger hindres, ja hvis ikke Forandring sker, staar Kirken endog i Fare for at styrte sammen.“ Derfor bedes om, at det til Bedste for selve Kirken, saavelsom for Kannikerne og de øvrige maatte paalægges Erkebiskoppen af Upsala, hvis Domkirke ligger 9 Dagsreiser (diætæ) fra Grændsen af Nidaros Stift, i Mindelighed (sine strepitu et figura judicii) at faa Sagen bragt i Orden, „thi i selve Norge eller Nidaros’s Provinds kan ikke haabes paa Retfærdighed“.^[392] Udfaldet af denne Sag kjendes ikke nærmere, men som bekjendt, fik Stiftet i det følgende Aar en Styrer, der kraftig raadede Bod paa denne og andre Sager.

I lang Tid benyttede Asken som sin Medhjelper i Stiftet en vis Barthold, vistnok en Tydsker, som var viet til Biskop i Grønland, uden nogensinde at se dette sit Stift. I 1407 visiterede Barthold paa Erkebispens Vegne i Herjedalen. Dette er vistnok det første Exempel her i Norge paa Anvendelse af titulære „Viebiskopper“, der, dog sjeldnere hos os, nu hyppig forekomme i de fleste Lande. Samtidig var forøvrigt ogsaa en anden Biskop indviet til Grønland, hvor den norske Koloni endnu kjæmpede for Tilværelsen.^[393] I 1414 finde vi Askell i Besøg i Vadstena, hvor han i Forening med Kong Erik selv og Erkebiskoppen af Upsala ansøgte om Canonisation for nogle svenske Helgener.^[394] Skjønt St. Birgittas Helligdom i Vadstena uden Tvivl var en farlig Concurrent for St. Olafs i Throndhjem og sikkert maa have formindsket Tilstrømningen af Pilegrimme til den norske Kongehelgen, har Askell dog interesseret sig for den berømte Helgeninde, og i 1416 skrev han til Vadstena og udbad sig Revelationerne og Meddelelser om Birgittinermunkenes Prædikener.^[395]

Ved Vinaldes Død har Dronning Margrete villet tilbyde hans Eftermand at beholde det lidet fordelagtige Len, Sparboen. Vi vide ikke, om han har modtaget det.^[396] Derimod erfarer man, at han ved sin Død var i stor Gjeld ogsaa til Kronen, hvilken Eftermanden maatte overtage, men siden fik eftergivet.^[397]

I denne Erkebiskops Tid havde Erik af Pommern søgt og erholdt pavelig Tilladelse til at oprette et Universitet, uden at han dog kom til at benytte Tilladelsen, og først efter mere end et halvt Aarhundrede fik Sverige og Danmark Universiteter. Men samtidig med Eriks Tilløb stiftedes Universitetet i Rostock 1419, og herhen strømmede nu Nordboer sammen, deriblandt, om end i ringest Antal, ogsaa Nordmænd. Nidaros’s Erkestift kom i et særeget Forhold til det nye nordtydske Universitet, thi de norske Studerende fik her et eget Herberge, Romas St. Olavi, der vedligeholdtes paa Nidaros’s Capitels Bekostning. Naar dette norske Collegium er grundet, er dog ei bekjende og vi vide kun, at det i ethvert Fald existerede i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, da en Studerende, som siden blev Norges sidste Erkebiskop, var dets Forstander.

Askell, hvis Regjeringstid aabenbart har været en Forfaldsperiode, døde 11 Marts 1428.

XXII.

ASLAK. (BOLT).

1428(30)–1450.

Denne bekjendte Mand har ikke alene Navn, men ogsaa vennen tilfælles med den i det Søndenfjeldske meget fremtrædende Æt Bolt, men nøiagtigt at udrede hans Slægtskab til disse Bolter, har hidtil ikke villet lykkes. Aslaks Fader hed Harnikt (Harvikt, Hartvig) Henningssøn. Man veed om ham, at han drev Handelsforretninger i Bergen, havde Skibe i Søen o. s. v.,^[398] og jeg anseer det for givet, at han, hvad der hidtil har været ubemærket, er den samme Harnit Henningssøn, der i 1389 var Raadmand i Bergen^[399]. Forøvrigt eiede denne Mand Gemlestad i Nordfjord med tilhørende Gods. Han var gift med „Hustru“ (Benævnelse for adelige Kvinder, hvis Mænd ikke vare Riddere) Sigrid Ottesdatter, som uden Tvivl var Datter af den bekjendte Hr. Otto Rømer, der i sin Tid var Befalingsmand i Bergen og deltog i Calmarmødet 1397.^[400] Sigrid eiede Jordegods i Thrøndelagen. Af Harnikt Bolts Børn kjendes Sønnen Aslak samt mindst en Datter, Elsebe.

Aslak Bolt maa saaledes ansees for Vestlænding og efter al Rimelighed ogsaa for Bergenser. Hans Fødselsaar er ubekjendt, men kan vel, som det vil forstaaes af hans Udnævnelsestid til Biskop, neppe sættes senere end i det fjortende Aarhundredes Syttier. Om hans Studier vides Intet, og den første Oplysning, man overhovedet har om ham, er, at han, der især paa mødrene Side var af fornem Herkomst, i sin Ungdom har staaet i Erik af Pommerns Tjeneste.^[401] Hvor og i hvilken Egenskab han har været dennes Tjenestemand, vides ei, men da han i den Tid tilbyttede sig sin endnu bevarede Bibel af en Mand paa Thoten, er der nogen Rimelighed for, at han da har levet i det Søndenfjeldske og maaske havt en Ansættelse ved Cancelliet i Oslo. I denne Tid maa ogsaa de to uægte Børn være fødte, som han vides at have havt, nemlig Datteren Gyrid, der allerede 1418^[402] var gift med en Bjarne Amundssøn, Raadmand i Oslo (ikke af Bolte-Ætten, som man før har ment) og senere med en Lagmand i Oslo, Haakon Hoskuldssøn, samt en Søn Sigurd, der var Præst paa Jevnaker og allerede død 1421.^[403] Dette taler yderligere for, at Aslak som ung har opholdt sig søndenfjelds.

Senere blev Aslak Biskop i Bergen, men Sammenhængen hermed er meget uklar. I en af de islandske Annaler berettes Følgende: „1407 blev Aslak viet til Oslo, men Dronning Margrete satte ham til Bergen og Biskop Jacob til Oslo, da hun undte ham det bedre Bispedømme, fordi han var dansk“.^[404] Denne Fortælling har hidtil været anseet for troværdig. Men Biskoppen af Oslo den berømte Eystein Aslakssøn var endnu i Live paa Holden Præstegaard 25 Febr. 1407^[405] og den 10 Sept. 1407 (i Gregor XII’s første Regjeringsaar) sees Biskop Jacob af Bergen i Rom at være udnævnt til Biskop i Oslo.^[406] At nu Aslak i en Tid af høist et halvt Aar skulde være bleven valgt, confirmeret, indviet og atter fjernet fra Oslo Bispestol, hvilket forudsætter to Beskikninger til Rein, er ikke let tænkeligt. Jeg fæster derfor ikke fuld Tillid til denne islandske Beretning. Er der noget i den, kan det vel snarest betyde, at Aslak maaske er valgt af Oslo Capitel. Margrete kan saa have faaet Paven til at providere Jacob^[407] og samtidig faaet Aslak igjen provideret til Jacobs Eftermand i Bergen. Man har intet Tegn til, at Aslak skulde være mindre vel anskreven hos Kongehuset, i hvis Tjeneste han jo var. Snarere har han endog staaet i Yndest hos Erik. Hertil kommer ogsaa, at Aslak var Vestlænding, hørte hjemme i Bergen og havde Eiendomme i Stiftet. Under saadanne Omstændigheder kan han gjerne selv have foretrukket Bergens Bispestol trods dens mindre Indtægter. Det eneste, som med Vished kan siges, er at Aslak gjorde sin Indtrædelse i Bergens Domkirke Søndagen den 10 Januar 1408.^[408] Han maa altsaa være bleven indviet inden Udgangen af 1407 og kalder 1448 det 21de efter sin Consecration.^[409]

Som Biskop i Bergen fik Aslak oprettet eller fornyet en høiere værdighed ved Capitlet, et Archidiaconat „in ecclesiæ decorem“. For at kunne dotere denne Stilling kastede han sine Øine paa St. Johannes’s Augustinerkloster paa „Engen“, som længe havde været i Nedgang, idet der i de sidste Aar kun skulde have været en eneste regulær Kannik og undertiden ingen Forstander, medens Klostrets Midler vare anvendte til ulovligt Brug. Han ansøgte om, at Godset maatte henlægges til det nye Archidiaconat, hvori Paven samtykkede 1425.^[410]

Allerede som Biskop i Bergen deltog Aslak hyppig i vigtige Anliggender. Vinteren 1416–1417 har han tilbragt i Danmark, da vi i November og Februar finde ham med flere andre norske Rigsraader tilstede ved de Forhandlinger, gjennem hvilke Kong Erik af Roskilde Biskop tiltvang sig Afstaaelsen af Kjøbenhavn.^[411] Atter i 1420 var han i Danmark.^[412] Efterat der længe havde været arbeidet for at faa Munkelivs Benedictiner-Kloster i Bergen overdraget til den nystiftede Birgittinerorden, for hvilken Forandring den ovenfor nævnte Abbed Stein Steinarssøn^[413] var overordentlig ivrig, paalagdes det omsider 1421 Aslak som Biskop at iverksætte Sagen.^[414] I 1426 deltog Aslak i Afslutningen af en Tractat i Bergen mellem Norge og Skotland, hvorved sidstnævnte Rige forpligtede sig til atter ordentlig at betale den ved Freden i Perth 1266 stipulerede aarlige Afgift^[415], hvilket forøvrigt aldrig blev opfyldt. Hvad der særlig har gjort Aslaks Stilling i Bergen vanskelig var Forholdet til Hanseaterne, som efterhaanden blev mere og mere vanskeligt og efterhaanden ligefrem fiendtligt. I 1427 forlode Tydskerne Contoret, og i 1428 og 1429 paafulgte Vitalianernes bekjendte Røvertog til Bergen. Ved den første af disse Hjemsøgelser 1428 (maaske i Mai), siges det udtrykkelig, at Bispegaarden blev plyndret, „man opbrød Biskoppens Kister og hans Liberi og tog hans Bøger, Guld, Sølv og Ornat.“ Det siges udtrykkelig at Biskoppen selv var flygtet. Ved det andet i April 1429 omtales atter en Plyndring af Bispegaarden.^[416]

Allerede da det første Angreb paa Bergen fandt Sted, var imidlertid Aslaks Stilling forandret. Erkebiskop Askell døde, som vi vide, 11 Marts 1428, og kun to Dage efter hans Død blev Aslak (efter den gamle Erkebiskopsrækkes Vidnesbyrd) af Capitlet postuleret til hans Eftermand. Allerede samme Aar drog han til Nidaros og tog Stiftet i Besiddelse^[417], men har dog, som vi saa, endnu været i Bergen, da Vitalianerne første Gang nærmede sig. Af det Inventarium, som han 22 Februar 1429 lod optage i Nidaros over sit fra Bergen medbragte Løsøre sees dog, at den tydske Krønikes Beretning om Bispegaardens Plyndring maa have været overdreven, eller at han idetmindste ved sin Flugt maa have bragt ikke ganske Lidet i Sikkerhed.^[418]

Hans formelige Udnævnelse til Erkebiskop gik i Langdrag, uden at vi kjende Grunden dertil. Først efter næsten to Aars Forløb faldt Pave Martin V.s Afgjørelse. Selvfølgelig blev Capitlets Postulation formelt casseret, men den postulerede samtidig befunden at være den rette Mand og derfor benaadet med Provision af 27 Januar 1430.^[419] Aslak, der paa Grund af sin tidligere Stilling ikke behøvede personlig at drage til Curien, lod sin obligation til denne udstede ved Procuratorer, af hvilke den ene var hans Kannik, den vi forrige Capitel nævnte svenske, til Throndenes præstegjeld 1427 providerede Mand, Svein Erikssøn, der altsaa fremdeles har opholdt sig i Rom.

Nogen Tid i Forveien, uvist naar, var et Decanat oprettet eller gjenoprettet i Nidaros. I 1430 søger nemlig en Thorstein Nicolassøn eller Niklissøn, Kannik i Nidaros og Sogneprest til Værnes (Størdalen) om dette Decanat, som var ledigt efter Ivar Gunnarssøn, der under Curiens Ophold i Anagni (i Kirkestaten) var død i Rom, og vel har været første Decan. Suppliken er paategnet „Fiat“, og Thorstein har altsaa faaet Pavebrev paa den^[420], men senest den 16 Febr. 1431 kalder Hr. Svein Erikssøn sig Decanus. I denne Stilling levede han i en ganske usædvanlig lang Aarrække, idet han endnu forekommer som Decanus i 1488.^[421] Han blev siden, hvad neppe nogen af hans Eftermænd opnaaede, Medlem af Rigsraadet, i hvilken Egenskab vi finde ham allerede 1444.^[422] Han forenede med Decanatet sit allerede før erhvervede Throndenes, og disse Embeder vare siden uadskillelige. I 1432 var Svein ogsaa Hospitalets Forvalter.^[423]

Allerede som postuleret Erkebiskop viste Aslak en umiskjendelig Energi ved at hævde Erkesædets Rettigheder og Indtægter og sees i den følgende Tid at have fortsat dette Arbeide. Det er vist nok, at han, der jo modtog sin Stol belastet med betydelig Gjeld, har fundet Mangt og Meget i Uorden efter Formanden. De af denne efterladte Registre over Jordegodset viste sig at være lidet brugelige, og strax i 1428 begyndte Aslak at lade indrette sin endnu bevarede Jordebog, der nu er et vigtigt Kildeskrift^[424], men dog i Lighed med andre Jordebøger endnu ingenlunde er tilstrækkelig udnyttet. Den udviser en overordentlig stor Jordegodsmasse ikke alene i Erkestiftet selv, men ogsaa i Bergens og Stavangers og endnu mere i Hamars Stifter.^[425] Godsets Messe sees at være anselig forøget i Aslaks egen Tid, dels ved Gaver, dels ved Kjøb, dels endelig derved, at Personer, som forbrøde sig mod Christenretten og altsaa faldt i Bøder til sin Biskop, ofte have maattet tilfredsstille denne ved at afstaa Jordegods, hvorfor Bogen ogsaa er af Vigtighed for Kirkedisciplinens Historie. Den allerstørste Deel af Gaardens bleve dyrkede af Leilændinger, hvis Afgifter dog neppe have kunnet indbringe saa meget, som maaske Mange have meent; den norske Jord har aldrig havt ret stor Leieværdi, hvilket ogsaa var den væsentligste Hindring for et mægtigt Aristokratis Bestaaen i vort Land.^[426] Adskillige Gaarde have, i ethvert Fald senere, været overdragne Erkestolens Svende og Tjenere som Løn. Nogle store Hovedgaarde endelig dreves som Avlsgaarde (grangiæ) for Erkebispens egen Regning. Disse vare paa denne Tid fem: Rørvik (vistnok paa Ytterøen), Levanger (ved den senere Kjøbstad), Faanes (paa Frosten), Sundnes (paa Inderøen) og Fljodar (nu Fløan i Størdalen). Paa Rørvik og Sundnes har Aslak stundom i længere Tid taget Ophold, da der paa disse Gaarde tales om hans eget „Mag“ (Værelse) og derhen havde han ogsaa ladet bringe forskjellige Inventariesager fra sin Residents i Byen.^[427]

Jordebogen indeholder ogsaa mange andre Oplysninger, som her ikke i Enkeltheder kunne gjengives. Af stor Mærkelighed er Oplysningen om Visitatserne i Stiftet eller, som de betegnende nok kaldes, „Natteleier.“ Man maa erindre, at visitatserne i Middelalderen efterhaanden havde faaet sin største Betydning derved, at Biskoppen med et stort Følge paa sine Reiser ned fri Underholdning hos Præsteskabet. Ganske vist fik Biskoppen paa disse Reiser mange Sager bragt i Orden, han kom til Kundskab om Præsternes Forhold, confirmerede Børn o. s. v., men den økonomiske Side traadte mere og mere i Forgrunden. Dette var ikke alene Tilfælde i Norden. Vi se f. Ex., at i 1305 befandt Erkebiskoppen af Bordeaux, Bertrand del Got, som netop var i stor Pengenød, sig paa visitatsreiser for at have Ophold for sig og sine Folk, og under denne Omreisen var det, at han overraskedes ved Budskabet, om at man havde valgt ham til Pave (Clemens V.^[428]) Men da naturligvis denne Visitators Fordeel medførte en betydelig Ulempe for Præsteskabet, var der nøie fastsat, hvormange Nætter en Biskop havde Ret til at være Gjæst paa enhver Præstegaard^[429], og stundom havdes ogsaa en bestemt Tarif for, hvad der skulde ydes som Beværtning. Vi ville see paa en saadan Bestemmelse for Bergens Stift fra omtrent 1320. Man erfarer, at Biskoppen kun tog ind hos „Hovedpræsterne“, men at de ringere Præster maatte yde sit Bidrag. Paa Stedje i Sogn f. Ex. skulde Biskoppen holde til i 4 Nætter. Sognepræsten, Sira Arne, skulde da ud med syv Tønder Bjor (Godtøl), en Læst Mungaat (Tyndtøl), to Pund bagt Brød og desuden Flur (Hvedemel eller Hvedebrød), Smør og anden Bodkost (Sul), som dertil hører (man seer, at Drikkevarerne er det væsentlige, og at Maden beregnes i Forhold til dem) samt Specerier. Sira Andres paa Nes og Sira Arne skulde til samme Visitats paa Stedje af Kirkens og sit Gods tilskyde „ti Maanedsmater“, Sira Thore i Hafslo, Sira Arne i Dal og Sira Erlend i Ornes skulde ud med otte Tønder Bjor, en Læst Mungaat, en halv Tønde Viin (vistnok for Bispens eget Bord) samt desuden mere Bred, Bodkost og Specerier. Paa lignende Maade skulde der beværtes paa syv andre Præstegaarde i Sogn og Firdafylke.^[430] For nu at vende tilbage til Erkestiftet, da see vi, at i de fjernere Dele af dette, i Herjedalen og i Haalogaland, kunde kun visiteres sjeldnere og ikke „hvert tredie Aar“, hvilket vel altsaa har været det sædvanlige i de øvrige Fylker. Der opnævnes 34 Hovedkirker, ved hvilke Erkebiskoppen pleier at visitere fra 2 Nætter indtil 6; dertil kom en aarlig Visitats i Klostrene Bakke, Helgeseter, Holm og Rein, (men ikke Tautra, der altsaa som hørende til den priviligerede Cistercienserorden har været fri). Af Præsterne oppebar Erkebispen foruden disse „Veitsler“ (dette Udtryk benyttes i Jordebogen, hvor der tales om visitatsen i Bakke Kloster) endvidere Cathedraticum idetmindste paa Helgeland. Hver Fylkeskirke, som tog Tiende over hele Fylket, gav ham aarlig to Spand Korn, andre Tiendekirker et Spand og Capelkirker uden Tiende et halvt Spand, og hvis Kirketienden havde været tillagt Præsterne, havde disse at paatage sig lignende Ydelser til Erkebispen. Aslak gjorde forøvrigt nogen Forandring med Kirketienden til Bedste for Kirkerne selv, dog saa, at Præsterne i Visitatsaaret til Lettelse i de Udgifter, som da paahvilede dem, fik den halve Kirketiende. (Jordebogen 113–114.) Sognemænd, der indsattes som Kirkeværger, (med hvilket Ombud vel altsaa Indtægt maa have været forbunden) skulde betale for deres Beskikkelsesbreve o. s. v.

Men Aslak var ogsaa betænkt paa at ville hævde, opfriske gamle eller indføre nye Paalæg i Stiftet, dels i sin egen, dels i Domkirkens og Kannikernes Interesser. 4 Han begyndte hermed 1430 ved sine Visitatser i Selbo, Klæbo, Beitstaden og Strinden. Den gamle Frostathingslov indeholdt nogle forglemte Bestemmelser om, at der Mikkelsdag skulde ydes Mikkels-Korn ved Domkirken, en fuld Bonde en Skjeppe, en Envirke en halv, en Ydelse, hvortil ogsaa Præsterne selv vare forpligtede, ligesaa skulde der ydes Penge paa Olafsdagen, begge Dele som Almisser.^[431] Nu fik imidlertid Aslak ved Forhandlinger med de bedste Bønder Mikkelskornet gjenoptaget i en ny Form, idet Ydelsen nu ikke skulde tilfalde fattige Folk, men derimod lægges til forskjellige Altere i Domkirken og de Kanniker, som ved disse forrettede en ny Messe, der hver Dag skulde holdes for alle christne Sjele (Afdøde) „til Ro og Naade af deres Pine“.^[432] I 1431 fortsatte han paa samme Maade i Nes (Bynæsset) og Sparboen og her saa, at han og hans Capitel skulde anvende Mikkelskornet paa den Maade, de selv vilde.^[433]

I 1432 drog han i Visitats til Helgeland. Vi finde ham 30 April paa Brønø, hvor Almuen mindedes om det forglemte Olafs- og Mikkelskorn og lovede at yde en Vang Korn eller andre gode Varer af samme Værd om Aaret til Kannikerne for den ovennævnte daglige Messe.^[434] Sex Dage senere er Erkebispen atter i Nidaros,^[435] men maa strax igjen være dragen til Helgeland, hvor han 10 Juni i Rødø, 15 Juni i Bodø, 19 Juni i Steig og 6 Juli paa Alstahaug paa lignende Maade af Bønderne fik bevilget Olafs- og Mikkelskorn til Kannikerne dog saa, at tildels Fisk skulde gives i Stedet for Korn.^[436]

Under denne Visitatsreise var det, at Erkebiskoppen traf sammen med nogle om Vinteren forulykkede Venetianere, der var komne ud af sin Kurs fra Nederlandene og havde maattet tilbringe Vinteren paa Røst. To af disse Sydlændinger have, som bekjendt, optegnet sine Oplevelser i Norge, en Reisebeskrivelse, der udmærker sig ved en ganske særegen Troskab og Nøiagtighed og derfor har et meget høit Værd.^[437] De Fremmede befandt sig vel hos den trohjertede og gjestfrie Fiskerbefolkning paa Røst, der roses i høie Toner for sin Uskyldighed og rene Liv, hvorimod Øens Præst, en tysk Dominicanermunk, dadles for sin Havesyge. Aslak, hvis Følge paa Visitatsreisen angives til hele 200 Mand paa to Skibe, gav dem Anbefalingsbrev med til Nidaros, hvorhen de ankom i Slutningen af Mai. Her modtoges de paa det bedste af „Statholderen“, hvorved vistnok maa forstaaes Aslaks Official, især da han talte Latin med den fornemste af de Reisende, Piotro Quirini, samt af Kannikerne. De besaa „den herlige og prægtigt byggede“ Domkirke, hvor St. Olafs Legeme forevistes, og hvor de med Forundring ogsaa fik see en stor Bjørnehud^[438] og droge saa efter 10 Dages Ophold i Byen videre ind i Sverige.

Men Rygtet om disse Aslaks Paalæg havde i de Dele af Stiftet, hvor de endnu ikke vare blevne bevilgede, fremkaldt stor Misfornøielse, og i 1432 samlede Almuen af Indtrøndelagen og tildels Nordmøre sig og løb til Ørethinget^[439] aabenbart for at protestere.

Men, fortsætter Jordebogen, „dernæst brændte den hellige Domkirke.“ Det var dens anden Brand, vistnok 2 Juli 1432.^[440] Man maa altsaa bestemt antage, at Aslak, da Ulykken fandt Sted, efter de ovenanførte Dateringer fra Visitatsen, har befundet sig i Helgeland saavel da, som dengang kort i Forveien Ørethinget var sammenkaldt af Bønderne. Om Branden og den Udstrækning, i hvilken den har raset, siges forøvrigt ikke noget. Det er imidlertid al Rimelighed for, at Udbedringen af Skaden i den følgende Tid stærkt maa have optaget Erkebiskoppens Tanker, og at Gaver maa have strømmet ind fra flere Kanter, om der end vides lidet herom. I 1437 havde Munkene paa Hovedøen skjænket Domkirken sit Fiskeri i Bundefjorden.^[441]

Aslak vilde vistnok efter Branden endnu mindre end for opgive Fordringerne paa Olafs- og Mikkelskorn. Han fremsatte derhos eller havde maaske allerede fremsat endnu en Fordring dennegang ligefrem til selve Erkestolens Bedste, nemlig den saakaldte gjöf, „en Godvilje, som Almuen havde gjort vore Forfædre“ (ɔ: Formænd). Det er meget interessant at see, hvilket Middel Erkebiskoppen kunde bruge for at sikre sig mod al Gjenstridighed. Han aftalte nemlig med alle sine Abbeder, Kanniker og Præster, at de, som han selv, ikke skulde bortbygsle Jord til Nogen, som ei med det samme forpligtede sig til de ovenomtalte Ydelser, Mikkels- og Olafskorn samt gjöf, og at dingerne samtidig skulde love at forbedre sine Gaarde ved aarlig at oprydde en Mæling Jord, sætte ti Humlestænger om Aaret og ikke lade sine Marker gro til med Skov. Endelig skulde Leilændingerne love ikke at løbe til Ørething, medmindre dette blev befalet af Kongen, Erkebiskoppen eller dennes Omhudsmænd.^[442] Man maa erindre, at Selveierklassen blandt Bønderne paa den Tid, maaske særlig i Nidaros Stift, var forsvindende liden i Sammenligning med Leilændingerne, og at mellem Leilændingerne igjen den allerstørste Deel havde geistlige Jorddrotter. Man vil altsaa begribe, hvilke Midler Kirken havde i sin Haand til at tvinge Almuen.

Derfor see vi ogsaa, at Erkebispen i den følgende Tid ogsaa andensteds i Stiftet satte sin Vilje igjennem. Allerede 28 Januar 1433 havde han faaet bevilget Mikkelskorn i Stordalens Fylke, 2 Febr. opnaaedes det samme i Frosten, 5 Febr. i Aasen, 11 Febr. paa Sarshaug (Inderøen), 4 Marts i Værdalen, 14 Juni paa Titrar i Nordmøre, 26 Juni paa Herø, 2 Juli i Halkelsvik paa Søndmøre, 8 Juli i Borgund og samme Dag ogsaa for Ørskog. Overalt bevilgedes foruden Kornet til Kannikerne ogsaa gjöf (en halv gild Øre) til Erkebiskoppen.^[443]

I den romerske Kirke var der imidlertid skeet store Ting. Conciliet i Basel var sammentraadt 1431 med bestemte oppositionelle Bestræbelser mod det pavelige Vælde. Det var Biskopperne, som nu reiste sig mod Pontificatet, de vilde gjenvinde sin Magt og indskrænke Pavens paa alle Maader og ikke mindst beskjære hans i det sidste Aarhundrede saa stærkt forøgede Udpresninger. Navnlig er os her af Vigtighed det af Conciliet i dets tolvte Session, 13 Juli 1432 fattede Decret de constituenda ecclesia.^[444] Her indskjærpedes nemlig de gamle canoniske Regler om geistlige Embeders, navnlig Bispestolenes Besættelse, og Capitlernes frie Valgret gjenindførtes altsaa saaledes, at de valgte Biskopper ikke skulde behøve at søge pavelig Confirmation, men naar Valget kun af Metropolitanen befandtes canonisk, uden videre skulde indvies af denne, en for Landskirkerne meget glædelig, men for det pavelige Kammer følelig Reform. Dette Decret skulde Aslak snart faa Anledning til at bringe i Anvendelse.

I Aaret 1434 maatte han drage til Danmark for som norsk Rigsraad at deltage i det store Møde for alle tre Riger om Sommeren i Vordingborg, hvor der forhandledes om Fred med Hanseaterne, med hvilke Erik, som bekjendt, i saa mange Aar havde ført Krig. Mødet var stort og glimrende og idetmindste tolv nordiske Biskopper vare samlede, deriblandt foruden Aslak alle de øvrige norske samt desuden Orknøernes og Færøernes Biskopper. Bergens Bispestol var ledig efter Aslaks uværdige Eftermand Arnt. Kong Erik havde en Capellan, Olaf Nilssøn, der, i det mindste i Navnet, var Kannik paa Hamar og Sognepræst til Gran, hvem han ønskede til Biskop i det ledige Stift. Man har ogsaa et Udkast til et Brev fra Kongen til Paven for at skaffe Olaf Provision,^[445] der dog, som jeg maa antage, aldrig er bleven afsendt eller i ethvert Fald blev betydningsløst. Thi Aslak gik nu anderledes frem. Han lod en tilstedeværende Kannik fra Bergen, Olaf Jonssøn, som rimeligvis har havt sit Capitels Fuldmagt, skjønt saadant ikke omtales, vælge Olaf Nilssøn til Biskop og modtage dennes eget Samtykke til Valget, derpaa lod han et Document herom opslaa paa en Kirkedør i Vordingborg med ni Dages Varsel for dem, der havde noget at indvende, og da naturligvis ingen Indsigelse skede, confirmerede han (13 Juli 1439) det stedfundne Valg, og rimeligvis er Indvielsen ufortøvet paafulgt, thi Olaf optræder strax efter som Biskop.^[446] Fra nu af vare Besættelserne af de norske og vistnok ogsaa andre nordiske Bispestole unddragne pavelig Indblanding i en Aarrække, vistnok lige til Christiern I’s Thronbestigelse. Paven (Eugenius IV) blev herefter neppe respecteret mere, Forbindelsen med Rom ophørte i længere Tid, og i 1435 valgtes endog den sidste Modpave. Kirkehistorien kjender, Felix V. Hans Myndighed blev ikke stor, men i Navnet anerkjendtes han dog paa sine Steder, og som vi skulle se, tildels endog i Norden, med hvis Anliggender han rigtignok aldrig fik noget at bestille.

Men, hvad der nu især kom til at optage alle Nordboeres Tanker, var Engelbrekts Opstand i Sverige. Den udbrød just paa den Tid, det store Møde i Vordingborg tog sin Begyndelse, ved Midsommertid 1434. Allerede 16 August s. A. havde Engelbrekt tvunget det svenske Rigsraad til i Vadstena at opsige Erik Huldskab og Troskab. Kongen, der imidlertid var kommen til Kjøbenhavn, og der havde hos sig Aslak og de øvrige norske Biskopper samt otte verdslige norske Raader, fik saa disse til at skrive til det svenske Rigsraad om at tage opsigelsen tilbage.^[447] Svenskerne svarede imidlertid kun med en udførlig Redegjørelse for sine Grunde til at opsige Erik, ja opfordrede endog de Norske til at bistaa dem imod ham.^[448] Mæglingen blev altsaa forgjæves, men Aslak har paa samme Tid nydt Begunstigelser af Kongen, som synes at staa i Forbindelse med hans Villighed til at være med paa den nysnævnte Henvendelse, thi det var nu, at Kongen frafaldt Resterne af den betydelige Gjeld, hvori Erkestolen stod til ham fra Askells Tid, og desuden skjænkede Aslak omtrent 100 Nobler „for at lade synge Psalteren i Nidaros Domkirke“.^[449] Denne „Psaltersang“ laa Erik meget paa Hjertet. Han vilde, at „Psalteren“ uophørlig skulde synges i Kirken ved Nat og Dag, idet dens Personer skulde løse hverandre af. I flere danske Kirker søgte han at indføre den samme Skik, saaledes i Lund. Roskilde og Frue Kirke i Kjøbenhavn. Geistligheden fandt dette at være en Trældom, og paa de fleste Steder ophørte Sengen vist snart, men i København holdt den sig dog til henimod Reformationen.^[450] I 1436 maa Aslak atter have været udenfor Norge, og han har ved den Tid havt en Hjelpebiskop, en forøvrigt ubekjendt Mand, Tideman,^[447] der kaldte sig Episcopus Tranquilliensis, en Titel, under hvilken flere Viebisper i Norden optræde i det femtende Aarhundrede.^[451] Hvad der nu kaldte Aslak bort, var hans Deltagelse i Affattelsen af det mærkelige Udkast til en ny Unionsact mellem de tre Riger. Dette for sin Tid fortrinlige Arbeide udførtes af sex Mænd, to fra hvert Rige, nemlig de tre Erkebisper og tre Riddere.^[452]

Imidlertid havde ogsaa det søndenfjeldske Norge været Skueplads for en Opstand. Amund Sigurdssøn, der var en Bolt og altsaa en fjernere Frænde af Erkebispen, havde i Begyndelsen af 1436 reist et Oprør og bemægtiget sig Oslo faste Bispegaard, hvis Indehaver, Biskop Jens, som sædvanlig var fraværende fra sit Stift. Befalingsmanden paa Akershus, Svensken Hr. Svarte-Jøns, slog Oprørerne 16 April, hvorpaa de capitulerede mod fri Afmarsch, men fremdeles holdt sig sammen. Ved et Møde paa Jersø ved Tønsberg kom det til et Forlig i Juni s. A., hvorefter danske Fogder, ja endog Geistlige skulde fjernes, men først 18 Febr. 1437 bragtes en endelig Overenskomst tilveie paa et Møde, indkaldt af Aslak, der tilbragte denne Vinter i og ved Oslo.^[453]

Ligesom Aslak strax havde grebet Baseler-Conciliets Bestemmelser, om en fornyet større Selvstændighed for Kirkeprovindserne og disses Metropolitaner, saaledes stræbte han og det midt under de vanskelige politiske Tidsomstændigheder at gjenoplive de i flere Menneskealdre forglemte Provincialconcilier. Han sammenkaldte et saadant til Bergen i August 1435, men synes her at have overseet eller maaske ikke kjendt den nylig i Basel tagne Bestemmelse, at den Art Kirkemøder ikke skulde afholdes paa en Tid, da et økumenisk Concilium var samlet. Der indfandt sig imidlertid ingen Biskopper i Bergen, nogle sendte en Undskyldning, andre ikke, og Capitler og Klostre viste sig ligeledes overhørige. Aslak suspenderede en af de udeblevne Abbeder (Halsnø) og citerede de canoniske Straffebestemmelser, som vare anvendelige paa Bisperne Jens af Oslo og Peter af Hamar. Forøvrigt vedtoges i Bergen Forbud mod den ved den Tid undertiden forekommende Helligholdelse af Løverdagen og mod Munkes utilladelige Tiggeri. Conciliet i Basel havde forlangt en „Halvtiende“ (Tyvende Penge) af Geistligheden i Norge, hvilket ogsaa blev bevilget.^[454] Ved Conciliet skulle i 1437 have indfundet sig to norske Deltagere, Kannikerne Johannes Krabbe fra Nidaros og Alf (Adolphus) fra Oslo, den samme, der siden blev Biskop i Stavanger.

Større Held havde Erkebiskoppen, da han indkaldte et nyt Concilium til Oslo i December 1436. Her mødte alle Norges Biskopper, undtagen Byens egen, Jens, en danskfødt Mand, der i mange Aar havde opholdt sig i Danmark og ladet sine Forretninger varetage af en Viebiskop. Her fattedes atter forskjellige Beslutninger, men dette Møde blev da ogsaa vistnok Norges sidste Provincialconcilium.^[455]

Efter at Amund Sigurdssøns Opstand var tilende, høre vi i de nærmeste Aar, da Sigurd Jonssøn førte Regjeringen i Norge som Drotsete, ikke noget om Aslak i politisk Henseende. I 1442 kronedes Christopher af Bayern som Norges Konge i Oslo den 2 Juli. Man maa formode, at denne Act er udført af Erkebiskoppen, men neppe findes der nogetsteds udtrykkeligt Vidnesbyrd derom.

Først Aaret efter, Nytaarsdag 1443, kronedes Christopher som Danmarks Konge. Dette anføres her, fordi Kroningsacten mærkelig nok dateres efter Modpaven Felix V.s Regjeringsaar.^[456] Ham har man altsaa idetmindste i Danmark fundet sin Regning ved at erkjende, thi han var ikke i den Stand, at han kunde forlange Afgifter. Forøvrigt har man holdt sig til Baselerconciliet, indtil dette omsider mere og mere tabte al Betydning og derved den romerske Curie igjen fik Udsigt til at gjenvinde sin Magt.

I Norges politiske Anliggender i Kong Christophers Tid træder heller ikke Aslak meget frem. Man finder ham i Bergen 1444 ved et Raadsmøde, hvor Hanseaternes Privilegier vare Gjenstand for Behandling, hvorefter en kongelig Forordning i denne Anledning udstedtes fra Kjøbenhavn i Decbr. s. A. Medens man, som bekjendt, ellers ikke lettelig finder Oplysninger om, hvorledes de enkelte norske Rigsraader under sine Forhandlinger have udtalt sig, men kun hører om Resultatet af disse, er der her undtagelsesvis bevaret en Beretning om en Debat mellem Aslak Bolt og en verdslig Rigsraad Nils Kane. Aslak, i sin Tid Bergens Biskop og som saadan udplyndret af Sørøvere, tog, hedder det, ivrig Ordet for, at det var godt og ønskeligt, at Tydskerne bleve vintersiddende i Bergen, thi da havde Klostre, Kirker og Borgere ikke at frygte for uforvarende Krig eller Feide. Nils Kane derimod var af en anden Mening. Han vilde heller, „at man skulde have bygget en Borg eller Befæstning, som kunde staa imod de Tydske, om de agter sig saa igjen at komme, som de tilforn haver været“ o. s. v.^[457]

Vi komme nu til Aslaks sidste Tid, de Par Aar, som vistnok have givet ham den største Navnkundighed. Fremstillingen maa imidlertid blive kortfattet, ogsaa af den Grund, at jeg i et tidligere Skrift har fremstillet den med stor Udførlighed og derfor kan henvise til dette.^[458]

Firti Aar, efter at Aslak var viet til Biskop, døde Christopher af Bayern i Begyndelsen af 1448.^[459] Sverige og Danmark valgte hver sin Konge, og i Norge fremtræder et svensk og et dansk Parti. Erkebispen greb det første og med ham hans Capitels Decanus, den selv svenskfødte Hr. Sven Erikssøn. Den sidstnævnte deltog med sex andre i et Partimøde paa Baahus i Slutningen af Febr. 1449 og udtalte under Paaberaabelse bl. a. af Aslaks Samtykke, at de vilde have Karl Knutssøn til Norges Konge. Efterat Erkebiskoppens Uven, Biskop Jens af Oslo^[460] i Forening med Hartvig Krummedike havde været i Danmark som Udsendinge fra det søndenfjeldske Raad og med eller uden dettes Billigelse hyldet Christiern I, fandt et Raadsmøde Sted i Oslo i Pintsen 1449. Nu var Aslak kommen tilstede; han havde allerede i Fastetiden fra Oslo af udstedt nogle Breve til Island angaaende sin Domkirkes Rettigheder paa Øen.^[461] Man valgte da Christiern, men senere paastodes af dennes Fiender, at Erkebispen havde været truet til at give sit Samtykke og været bleven paa en Maade interneret i Oslo. Men Aslak var dog tilstede den 2den Juli s. A. i Marstrand hvor Christiern udstedte en norsk Haandfæstning, ja han blev endog af denne Konge beskikket til at være en af Norges Statholdere. Paa Bortreisen fra Marstrand havde han et heftigt Sammenstød med Hartvig Krummedike i Korshavn ved Hvaløerne, om hvilket der foreligger en officiel, af tre Rigsraader beseglet Erklæring. Aslak brugte de voldsomste Udtryk, ja endog drøie Eder og forsikrede, at han vilde „rette ud over Hr. Hartvig, saa at man skulde see, hvorledes en Nordmand skal fare med en Holstener og en Udlænding.“

Men hermed var ikke Thronstriden endt. Sent udpaa Høsten kom Karl Knutssøn til Hedemarken, lod sig tage til Konge paa Hamar og drog derfra gjennem Østerdalen til Trondhjem, hvor han ankom 14 November. Foranstaltninger bleve nu i største Hast trufne til hans Kroning, der udførtes af Aslak med Bistand af Biskop Gunnar af Hamar den 20 s. M. Kong Karl slog femten Riddere, udstedte Haandfæstning, gav Domkirken og Prælaterne Privilegier osv., hvorfor den bekjendte Proklamation udstedtes, der lagdes „Almuen“ i Munden og gik ud paa, at der altid havde hersket Venskab mellem Norge og Sverige, og at Kong Christiern kunde spare sig for at komme til Landet. Aslak benyttede Leiligheden til at fremdrage det gamle Forlig i Tønsberg af 1277 og fik Karl til at bekræfte det. Strax efter vendte Karl gjennem Størdalen og Jemteland hjem til Sverige. Hermed er Aslaks Historie afsluttet. Han døde nemlig ikke ret længe efter, rimeligvis i den første Halvdel af 1450. Dødsdagen er nemlig ubekjendt.^[462] Vi har i ham lært en driftig og virksom Mand at kjende, aabenbart ogsaa en lidenskabelig anlagt Mand, hvem Ungdommens Heftighed aldrig forlod.

Aslak fik eller tillagde sig (senest 1434) den Titel: apostolicæ sedis legatus, som før kun undtagelsesvis havde været tilstaaet Eystein, men som hans Eftermænd vedbleve at føre indtil Reformationen.

Af Slægtninge havde Aslak i Thrøndelagen havt en Moster, Fru Elsebe Ottesdatter (Rømer), Enke efter Rigsraaden Jacob Fastulfssøn og Besidderinde af Østraat.^[463] Til hende har han vist staaet i et kjærligt Forhold, hvilket sees deraf, at hun skjænkede sin Søstersøn Erkebispen Jordegods med sine Sønners (Narves og Mads’s) Samtykke.^[464] Den gamle Dame tænkte endog paa at give sig i Provent til Erkebiskoppen.^[465] Ogsaa Aslaks egen Søstersøn, Henrik Jenssøn (Gyldenløve) stod ham nær, traadte i hans Tjeneste og fik Jordegods af ham som Gave.^[466] Aslaks Søster Elsebe var 1419 gift med en svensk Adelsmand Johan Molteke, men om hun i et tidligere Ægteskab har været gift med Henrik Jonssøns Fader, eller om en anden Søster var dennes Moder, kjender jeg ikke. Henriks Søn var den bekjendte Hr. Nils Henrikssøn, der altsaa maa have været beslægtet med sin endnu mere bekjendte Frue, Inger, i fjerde Led, og de maa derfor have havt Dispensation til sit i Egteskab. Maaskee har den nidarosiske Kannik Olaf Henrikssøn (1485) været Hr. Nils’s Broder. En Paul Henrikssøn, der i Top. Journ. H. 27, 176 kaldes hans Broder, er derimod tvivlsom.

XXIII.^[467]

LEDIGHED EFTER ASLAK.

HENRIK (KALTEISEN).	OLAF II.
1452–1453.	1459–1474.

Ved Aslaks Død valgte Domcapitlet til hans Efterfølger sin Med broder Mag. Olaf Throndssøn. Han var 1430 indskreven som Studerende i Rostock og havde 1438 i Greifswald, hvorhen Universitetet midlertidig var henlagt paa Grund af Uroligheder, erhvervet Magistergraden. Skjønt han i Matriklen anføres som pauper, var han dog af høiere Æt. Om Faderen vides vel Intet, men Farfaderen Hr. Thorald Sigurdssøn havde været Rigsraad og forekommer i vigtige Statsacter, saaledes i Kalmar 1397. Sandsynligvis maa man i Nidaros have befundet sig i Forlegenhed med, hvorledes Confirmationen af en Erkebiskop skulde søges, thi med Curien i Rom havde Forbindelsen længe været omtrent afbrudt, og nu var ogsaa Baselerconciliet sprængt. I 1448 havde man i Sverige valgt en ny Erkebiskop, den bekjendte Jens Bengtssøn Oxenstjerna. Han havde sendt sine Fuldmægtige til Basel for der at søge sin Bekræftelse, men Sendebudene vare indbyrdes uenige, og en af dem drog saa til Rom, hvor Nicolaus V (1 April 1449) ogsaa udnævnte Jens til Erkebiskop, men kun paa Betingelse af, at han skulde fordømme Baselerforsamlingen.^[468] Nu efter at denne var opløst og en stærk Reaction til Fordel for Pavedømmet indtraadt, var det vel ei tvivlsomt, at Rom var det rette Sted, men efter saa lang Tids Forløb, vilde der sikkert opstaa mange Vanskeligheder – især Pengefordringer –, inden Forholdet kunde bringes i Orden.

I ethvert Fald var fra Nidaros af neppe noget Skridt gjort i denne Retning, da Kong Christiern I i Juli Maaned 1450 kom til Byen for at blive kronet. Han medbragte en Æventyrer af den allerværste Sort, Marcellus, en forløben Franciscaner, sandsynligvis en Tydsker. Denne Mand havde i Rom opnaaet Provision og Indvielse som Biskop af Skaalholt, Fuldmagt som Generalcollector af samtlige Indtægter i Norden o. s. v. og anmassede sig derhos selv Titel af Legat. Han var en slu og som Cancellist vistnok brugbar Mand, og han havde forstaaet at indynde sig hos den for saadanne Personer let tilgjængelige Christiern. Denne elendige Mand vovede at fæste sine Øine paa den ledige Erkestol.

Kong Christiern, der lod sig krone (maaske af Marcellus, som i det mindste ved denne Leilighed nævnes først blandt alle tilstedeværende Rigsraader) protesterede mod Olaf Throndssøns Valg. Han paastod, at han havde Ret til at „præsentere“ Biskopper i Norge, og ankede over, at man ikke for Valget havde indhentet hans Samtykke. Efterat de tilstedeværende norske Biskopper, deriblandt Marcellus selv, havde ageret Voldgiftsmænd mellem Kongen og Capitlet, maatte dette naturligvis falde til Fode. Der blev nemlig dømt saaledes, at Kongedømmets Samtykke var nødvendigt, at Olafs Valg „for Tiden“ ikke var stemmende med Rigets Bedste, ja at der var Omstændigheder ved Valget, „som man for den geistlige Stands Æres Skyld vilde fortie“.

Nu var det næste Skridt, at „Legaten“ Marcellus (om hvem Kongen ikke vidste, at endog hans Fuldmagt som Collector var tilbagekaldt) skulde gjøres til den norske Kirkes Primas. Marcellus, der slog om sig med sin store Indflydelse i Rom, kunde allerede i August kalde sig „Archipostulatus“, og Capitlet er formodentlig blevet tvunget til at postulere ham. Han sendtes nu til Rom i Kongens Ærinde, men Christiern forbeholdt sig dog at udsee en ny candidat til Erkestolen, hvis Marcellus ikke inden Juletid 1451 havde bragt hans romerske Affærer til en ønskelig Ende.

Erkestiftet var saaledes uden overhoved og maa som sædvanligt under Ledigheden være bestyret af Capitlet. Men den, som inden dette har havt mest at sige, var udentvivl Mag Olaf Throndssøn, der i disse Aar synes at have opført sig med stor Værdighed, Klogskab og Moderation. I Slutningen af 1452, da Krigen mellem Christiern og Kong Karl ogsaa berørte det nordenfjeldske Norge, finde vi Hr. Henrik Jenssen (Gyldenløve), Aslak Bolts tidligere omtalte Frænde, som Befalingsmand i Thrøndelagen, men ved hans Side Mag. Olaf. Disse Høvdinger bleve begge to fangne og bortførte af de Svenske og slap først les i Midten af det følgende Aar.

Imidlertid havde Marcellus været alt andet end heldig paa sin Confirmationsreise. Paven vilde ikke bekræfte hans Postulation og paa Tilbageveien blev han arresteret i Köln, hvor han forlængst kun var altfor godt kjendt som den, han i Virkeligheden var, ja han blev endog mishandlet, men slap dog løs ved Flugt og kom tilbage til Norden og igjen i Christierns Tjeneste. Norge gjensaa han dog ikke oftere, og i sit islandske Stift har han aldrig sat sin Fod.

Paven, som ogsaa virkelig, da man havde indladt sig paa Postulation, efter de canoniske Regler var berettiget til, naar han ikke vilde antage den Postulerede, at skride til Provision, udnævnte imidlertid under 27 Febr. 1451 en anden Udlænding til Erkebiskop af Nidaros. Denne Mand var Dr. theol. Henrik Kalteisen, en, som man maa tro, hæderlig Dominikaner fra Koblenz, der besad Tidens theologiske Lærdom, havde været Lærer ved Wiens Universitet og under Baselerconciliet ivrig staaet paa den pavelige Side.^[469] Kalteisen reiste efter sin Indvielse til Norden og fremstillede sig for Kong Christiern 1452. Denne, der ikke havde norske Raader hos sig, erkjendte ham, lod ham aflægge Ed som norsk Rigsraad og medgav ham Brev til Nidaros Domcapitel.

I Februar 1453 var den nye Erkebiskop i Bergen og udstedte derfra den sædvanlige Opfordring om at erholde subsidium pallii. Han var fremdeles i Bergen, hvorfra han sendte et Brev til Island, i April og drog saa til sit Sæde i Throndhjem, ledsaget af to andre Biskopper og andre Rigsraader. Ogsaa her maa han være bleven anerkjendt.

Men hans norske Værdighed tog en brat Ende. Da nemlig Kong Christiern om Høsten i det følgende Aar 1453 var kommen til Bergen, udstedte nogle Rigsraader en Erklæring i det hele Raads Navn, der skulde bringes til Paven ved to Geistlige, af hvilke den ene, Udlændingen Daniel Kepken var kommen til Norge med Marcellus og bleven anbragt som Kannik i Nidaros. Erklæringen gik ud paa, at Kalteisen var antagen af Kongen uden det norske Raads Vidende og Samtykke, at Kongen af den Grund havde faaet hele den norske Almenhed imod sig, „og at der var skeet et saa heftigt Oprør mod Henrik Kalteisen, at Kongens Embedsmænd kun med yderste Møie formaaede at redde ham af Oprørernes Hænder“. Ja, Forbitrelsen var saa stor, at hele Norges Folk var bestemt paa hellere at finde sig i Død og Ulykke, ja Tilbagefald fra Troen, end i at taale „Broder“ Henrik Kalteisen eller nogen anden Biskop, der ikke var valgt af Kirken og kaldet af Kongedømmet, som med stor Bekostning havde grundet Kirkerne o. s. v. „Broder“ Henriks Sæder vare derhos ganske forskjellige fra Nordmændenes, han var en svagelig Mand, taalte ikke Klimatet og duede ikke til de nødvendige lange Reiser. Derfor havde han selv indseet, at han var uskikket til Erkebiskop og tilbudt sig at resignere sin Værdighed i Pavens Haand. Kongen, hedder det videre, ønskede nu Mag. Olaf Throndssøn til Erkebiskop og ikke længere Marcellus, hvem han dog samtidig tog i Forsvar mod forskjellige Beskyldninger.^[470]

At dette Brev, der sandsynligvis er forfattet af den af Kongen som Cancellist oftere anvendte Daniel Kepken^[471], indeholder grove Overdrivelser, er baade i sig selv sandsynligt og bestyrkes yderligere, naar man vil gjøre sig bekjendt med den Stil, der jevnlig udmærker Christiern I.s Cancellis Producter. Paa den anden Side er det klart, at Norge virkelig kun var daarlig tjent med en Tydsker til Erkebiskop, men det svulstige Brev omtaler ikke den Omstændighed, at Henrik ikke forstod Sproget.

Kalteisen fandt sig i sin Skjebne og drog til Tyskland. Paven derimod negtede længe at modtage hans Resignation, og i flere Aar vedblev han derfor at føre Titel af Erkebiskop af Nidaros. Men fra 1453 af optræder igjen Olaf Throndssøn som Electus, styrede Stiftet og var Medlem af Rigsraadet. Som saadan finder man ham paa Elfsborg 1455 og i Skaane 1458.

Dette sidste Rigsraadsmøde er i mange Henseender af Vigtighed for Norges Historie i Almindelighed og ogsaa for dets Kirkehistorie. Her var det, at det omsider lykkedes den høie norske Geistlighed ved at gjøre Christiern I politiske Indrømmelser og Tjenester at opnaa en formelig og blivende Anerkjendelse af den gamle Sættargerd eller compositio i Tønsberg 1277, der ovenfor oftere er omtalt.^[472] Selvfølgelig kunde dette nu langtfra ikke faa den Betydning, som det vilde have havt, om den var vedblevet at være gjeldende, dengang Erik Magnussøns Regjering kuldkastede den i Jon II’s Tid, men den bragte dog Prælaterne flere Fordele, og Jons Christenret er fra nu af vistnok traadt i Gyldighed. Erkestolen gjenvandt nu sin Myntret, og fra de tre sidste Erkebisper har man bevarede Mynter.

Kort efter lykkedes det Olaf Throndssøn at erholde Pavens Confirmation og saaledes at blive virkelig Erkebiskop. Pave Calixtus III tilskriver i Juni 1458 Henrik Kalteisen et Brev, hvori han først roser denne for ingentia merita og derpaa meddeler, at da Henrik formelig har afstaaet Erkebispedømmet, er Olaf bleven provideret til dette (thi om Bekræftelse af et Valg var der jo ikke mere Tale). Men Olaf havde, hedder det videre, for sig og i Tilfælde for Eftermænd lovet, at lade udbetale 200 rhinske Gylden om Aaret i to Terminer i den nederlandske Stad Campen som Pension til Henrik.^[473] Dennes Afsked fra Nidaros ledsagedes af en Udnævnelse for en Forms Skyld til det imaginære Erkestift Cæsarea. Paverne benyttede siden Henrik som Afladsprædikant i Tydskland indtil hans Død 1465. I Domikanerklostret i sin Fødeby Coblenz, i hvilket han ogsaa blev begravet, havde han stiftet et Alter for St. Olaf til Minde om sin korte norske Erkebiskopstid. I den gamle norske Erkebispeliste forekommer et Par Ytringer, som vidne om, at man her i Norge dog har erindret ham med en vis Sympathi. Rygtet om hans Olafsalter var naaet til os, og han kaldes doctor theologiæ egregius. Endnu findes i Gymnasialbibliotheket i Coblenz bevaret 8 Bind Haandskrifter, der have tilhørt ham, men det Haab, man undertiden har næret om i hans Efterladenskaber at finde Bidrag til Nordens Historie, vil vistnok ikke opfyldes.^[473]

I 1459 har Olaf Throndssøn, rimeligvis personlig, i Rom udstedt Obligation for de sædvanlige 800 Gylden til Paven samt de mindre Ydelser.^[474] Som virkelig Erkebiskop finde vi ham tilstede i Bergen 28 Juni s. A.

Om Olafs Regjeringstid er ikke meget at sige, hvad enten dette nu skyldes mangelagtige Kilder, eller den i sig selv ikke har været af større Mærkelighed. Et Archidiaconat synes under ham at være oprettet,^[475] uden at dets Indehaver paa den Tid nævnes.

Med Hanseaterne synes Olaf at have staaet i venskabelig Forbindelse, da et Kildeskrift, som nedenfor skal citeres i Anledning af hans Død, kalder ham de tyske Kjøbmænds Ven. Rimeligvis har han staaet i betydelig Handelsforbindelse med dem, hvad Erkebiskoppen naturlig maatte gjøre paa Grund af sin store Fisketiende og det betydelige Fiskeri, som hans Tjenere dreve fra Værene. I Forbindelse hermed staar det maaskee, at han 1465 indkjøbte en Gaard i Bergen,^[476] hvor han dog, som bekjendt, ogsaa havde den Residents, vi kjende fra Eilifs Historie.

I Olafs Tid har en Mand, der idetmindste i hans Eftermands Dage (1481, 1488) var Kannik i Nidaros, i længere Tid opholdt sig i Rom. Hans Ophold her har den Mærkelighed, at han 1465 paatog sig indtil videre at være Forstander for St. Birgittas Huus i Rom „for at ikke denne svenske Eiendom skulde falde i Hænderne paa Tydskere, Italienere eller Danske“,^[477] et characteristisk Vidnesbyrd om den herskende Stemning mellem Folkene.

Vi have seet, at Mans og Suderøernes Stift i det fjortende Aarhundrede ligesom af sig selv løstes fra den, man maa vel sige unaturlige Forbindelse med Nidaros’s Kirkeprovinds. I Olaf II’s Tid kom ogsaa Orknøerne (med Hjaltland) til at skilles fra den norske Kirke, hvad der havde større Betydning, da det her gjaldt et Stift med norsk Befolkning. Dette gik saaledes til, at, da Skotland, der hidtil ingen egen Erkebiskop havde havt, men hørt under Yorks Primat, omsider i 1472 ophøiedes til særskilt Provinds, forstod man i Pavebullen herom ogsaa at lade Biskoppen over de nysnævnte Øer, der siden 1469 vare pantsatte til Skotland, opføre som Suffragan under det nye Erkestift i St. Andrews. Herom skede imidlertid ingen Meddelelse til den norske Erkebiskop. Det foregik saa at sige bag hans Ryg, og først Olaf Engelbrektssøn blev fuldt vidende om, hvad der havde fundet Sted.^[478]

I Slutningen af Juni 1474 finde vi Erkebiskop Olaf i Bergen, hvis Bispestol just var ledig efter Finboges Død. Ved det forestaaende Valg havde Chorsbrødrene ønsket, at ogsaa Erkebiskoppen selv „med nogle af sine Prælater og Kanniker“ skulde være tilstede. Grunden til dette Ønske er ubekjendt, men sandsynligvis har Capitlet, belært af Erfaring f. Ex., da Paulus Justiniani for nogle Aar siden var bleven dem paanødt af Paven, ønsket, at Valget skulde foregaa med særegen Solennitet og Eftertryk. Det fandt Sted 22 Juni og ved det afholdte scrutinium valgtes enstemmig Magister og Bacc. theol. Hans Theiste, hvem Erkebiskoppen paa Stedet gav sin Confirmation. Valget blev derpaa offentlig forkyndt for Folket ved Magister Gaute, Kannik af Nidaros.^[479]

I en utrykt hanseatisk-bergensk Krønike berettes, at Erkebispen samme Aar drog til Rom, formodentlig i den udvalgte Bergensbisps Følge, og at han der døde ved Catharinæ Tid (25 Novbr.) og blev begraven ved Augustinerkirken.^[480] Hvis dette kunde ansees paalideligt, vilde han altsaa være den første norske Erkebiskop, der døde ved Curien. At han virkelig døde paa denne Tid er vist, men i det romerske Archiv findes udtrykkeligt Vidnesbyrd om, at han er død extra curiam, og

Sagen bliver saaledes dunkel.

XXIV.

GAUTE.

1474–1510.

Erkebiskop Olaf II Throndssøn havde en Broder Ivar, der boede paa Gaarden Aspa paa Nordmøre ikke langt fra det nuværende Christianssund. Disse to Brødre skjænkede i Forening (1473) noget Jordegods, som de dels havde arvet efter sine Forældre, dels kjøbt af sin Faster, Fru Christina Thoraldsdatter, til Domkirken for en Tid af 30 Aar, efter hvis Udløb det skulde falde tilbage til rette Odelsmænd.^[481] Dette skede dog ikke, og Godset kom ind under et af Capitlets Præbender. Omsider paatalte dog en Dattersøns Søn af Ivar denne Sag og vandt den 1578.^[482]

Den nævnte Ivar Throndssøn paa Aspa havde mellem flere Børn Sønnen Gaute, der sattes til Studeringer og 1462 indskreves ved Rostocks Universitet, hvor han allerede det følgende Aar promoveredes til Magister. Derefter blev han, formodentlig ret snart, Kannik i Nidaros og har vistnok staaet sin Farbroder, Erkebiskoppen, meget nær. Han blev da ogsaa hans Eftermand. Den utrykte Krønike, der nys blev citeret, fortæller, at Erkebispestolen ved Olafs Død „blev givet til en Cardinal“, hvilket i og for sig passer meget godt til den, som vi have seet, meget tvivlsomme Beretning om, at Olaf Throndssøn skulde være død i Rom, thi da vilde jo Embedet paa en saa at sige qvalificeret Maade være Pavens Disposition hjemfaldet. Og vi kjende til Overflod, med hvilken Begjærlighed de romerske „Curtisaner“ kastede sig over Bispedømmer og Præbender for at kunne hæve deres Indtægter eller maaske sælge dem til Landenes indfødte Prælater. Saaledes blev, for at holde os til nordiske Exempler, i Slutningen af femtende Aarhundrede Linköpings Bispestol „commenderet“ til en Cardinal og Lunds Erkestift af Leo X paa samme Maade en Cardinal overdraget. Men Sammenhængen i nærværende Tilfælde kan ikke nærmere oplyses. Det sikre er kun, at Obligationsbogen i Rom beretter, at „14 Juni 1475 har Pave Sixtus IV efter Forestilling af Cardinalen af Mantua ved Provision udnævnt Hr. Gaute til Nidaros Kirke, ledig ved den sidste Biskops Død udenfor Curien“. I den følgende Maaned sees han at være indviet Erkebiskop^[483], og han har altsaa vistnok da været i Rom.

Ved Hjemkomsten 1475 modtog den nye Erkebiskop „Thrøndelagen“ som Len af Kong Christiern. Han optog strax en Jordebog (der hidtil savnedes) over „alt det Kongen der tilhørende Gods, det han grandelig bespurgte.“ Man seer, at denne hans Forlening har omfattet: „Inderøens Fylke, Væran, Beitstaden, Værdals Fylke, Skaun Fylke, Frosta Præstegjeld, Lexvik, Aasen, Strinden, Orkedals Fylke, Børsen, Skaunen, Medaldalen, Rennebo, Opdal.“^[484] Throndhjems By nævnes ikke, men denne havde vistnok længe været under Erkebiskoppernes Styrelse. I December 1475 finde vi ham hjemme i sit Sæde.^[485]

Det Meste, man forøvrigt kjender om Gaute, angaar hans politiske Virksomhed som første Medlem af Norges Rigsraad. Hovedtrækkene af denne skulle nedenfor fremstilles, idet vi forbigaa mange af de Domme, o. s. v., hvori han har deltaget.

I 1478 besøgte Christiern I for sidste Gang sit norske Rige. Der holdtes i Juli et større Raadsmøde i Oslo, hvor Gaute var tilstede tilligemed samtlige norske Biskopper „og alt andet Rigens Raad af Norge.“ Med Kongens Samtykke fastsattes her adskillige Lovbestemmelser angaaende Grændserne mellem den kirkelige og verdslige Myndighed, saaledes om Løsagtighedsforseelser mellem Nærbeslægtede i første og andet Led, Synd mod Naturen o. s. v. „Saadanne Forbryderes Gods skal skiftes i Helming mellem Kongen og Kirken, om de komme til Skrifte eller ikke. Livet skal de tigge af Kongen, om de komme til Skrifte eller ei. Men Kongens ombudsmænd skulle ikke besvære sig med Frillelevnet eller Skyldskab i tredie eller fjerde Led og ingen Sekt tage deraf i nogen Maade. Om Mened, som for Lægmænd gjøres i det Maalemne, som Lægmænd have at overdømme, skal den Sekt Kongedømmet tilhøre. Men det, som Kirkens Maal er og de Meneder, som da gjøres, er Kirkens egen Sag, end skulle baade disse og hine tage Skrifte for Kirkedøren. Mænd eller Koner, som løbe bort med anden Mand eller Kvinde, eller det findes, at de have to Fæstekvinder, de ere udlæge, og falder deres Gods halvt under Kronen og halvt under Kirken. Lægmænd maa ei dømme i disse Sager, endda de have Sekten, men de Maal dømmes af Kirken. Item alle andre Maalemner mellem Kirken og Kongedømmet skulle blive at overdømme, eftersom Christenretten udviser.“^[486]

Tre Aar senere (22 Mai 1481) døde Christiern I. Der herskede ingenlunde Tilfredshed med hans Regjering i Norge, han havde vist sig svag i mere end en Henseende, navnlig i Anledning af Begivenhederne i Bergen 1455 og ligeoverfor Hanseaterne overhoved, han havde skilt Riget ved Orknøerne og Hjaltland og han havde inddraget Fremmede, og det ogsaa i geistlige Beneficier. Uviljen gav sig Luft gjennem et bevaret Klageskrift,^[487] og, skjønt Sønnen Hans allerede 1458 var hyldet ogsaa som norsk Thronfølger, ønskede Rigsraadet, i det mindste dets Flertal, helst at bryde Foreningen med Danmark. Men man saa ingen anden Udvei til at opnaa en Fraskillelse end gjennem Tilslutning til Sverige, og her havde Hr. Sten Sture Hænderne fulde med at klare sig selv. I de to Aar, Thronen stod ledig, kom naturligvis Gaute til at spille en fremskudt Rolle ifølge sin høie Stilling. Han optraadte som Rigsvicarius ved et norsk Raadsmøde i Bergen 1481. I de i 1482 indledede Forhandlinger med Sverige nævnes han ikke, og kort efter optræder i samme Aar Hr. Jon Smør som Rigsforstander, og denne samt Gaute fortsætte nu de svenske Underhandlinger, ligesom Baahus, der var i en dansk Mands Hænder, beleires. Men Hr. Sten Sture, havde som sagt, mere end nok at gjøre med sine egne og Sveriges Anliggender, fra ham var altsaa ingen Bistand at faa, og ved egne Kræfter kunde Norge Intet udrette. Det endte altsaa med, at Hans i Halmstad, hvor Erkebiskoppen var nærværende, valgtes til Danmarks og Norges Konge 1 Febr. 1483. Han kronedes som saadan først i Danmark og derefter i Throndhjem, selvfølgelig af Gaute, den 20 Juli 1483.

I Sommeren 1486 kom Hans atter med en stor Udrustning til Norge, hvor der ikke var ganske roligt. Han paatalte i Bergen sin Ret til Tromsø Kirke, som var et af de fjorten kongelige Capeller, men i længere Tid havde været inddragen under Erkebispens Styrelse, og fik den erkjendt.^[488] Til dette Mode i Bergen havde ogsaa fremmødt Udsendinge fra Midsyssel (nu Mandals Fogderi) paa Agdesiden, hvor der herskede stor Misfornøielse med Geistligheden i Henseende til dens Fordringer paa Betaling for visse Forretninger. Erkebiskoppen bragte Forlig tilveie.^[489]

Tre Aar senere, 1489, var Gaute med mange andre norske Rigsraader o. s. v. i Kjøbenhavn i Anledning af Kongesønnen Christierns Anerkjendelse som norsk Thronfølger, hvilken fandt Sted 25 Juli.^[490] Ved denne Leilighed blev ogsaa under Gautes og andres Mægling et Forlig afsluttet mellem de to gamle Uvenner Hr. Henrik Krummedike og Hr. Alf Knutssøn.^[491]

I 1498 holdtes ved Kongens Tilstedeværelse paa Baahus et norsk Rigsraadsmøde. Af Forhandlingerne her vedkommer os nærmest, at Kastelle Kloster paany erkjendtes som Erkestolen tilhørende. Det oplystes nemlig, at det tidligere omtalte Mageskifte med Kronen af 1354 ikke var blevet fuldbyrdet.^[492]

I Knut Alfssøns Opstand og de dermed sammenhængende Begivenheder har Erkebispen ikke havt nogen nu kjendt Andel. Det kan dog ikke betvivles, at denne Reisning har havt hans Sympathi. Han havde ved det nysnævnte Møde paa Baahus imod Pant i nordenfjeldsk Jordegods forstrakt Hr. Knut med et betydeligt Laan.^[493]

I Juni 1505 finde vi Gaute i Calmar ved det bekjendte Møde, hvor der skulde forhandles om Fred og Gjenforening med Sverige, men hvor de Svenske udebleve og Intet blev udrettet.^[494]

Under Christiern den andens norske Statholderskab blev Gautes Forhold til denne meget uvenskabeligt. Hvad der er høist mærkeligt, men har været overseet af dem, der hidtil have behandlet denne Tids Historie, er det Besøg i Throndhjem, som Kongesønnen har aflagt allerede 1507. Som bekjendt kaldte Christiern sig allerede da Konge og optraadte i Norge som Arveherre. Han forlangte i Throndhjem at krones af Gaute, men denne svarede Nei: „vi have nok af en kronet Konge her i Riget, Eders Fader.“ Og med det Svar drog han strax derfra.^[495]

Der raadede dengang blandt det rigtignok faatallige norske Aristokrati alt andet end venlige Stemninger mod den unge Christiern og Foreningen med Danmark overhovedet. De Misfornøiede, blandt hvilke jeg her fremhæver Erkebiskoppens Nabo, Hr. Nils Henrikssøn paa Østraat,^[496] bleve ikke venligere stemte, efterat Herlaug Høfudfats Reisning paa Hedemarken var tilintetgjort og Biskop Karl II af Hamar fængslet og behandlet paa en brutal Maade i Begyndelsen af 1508. Man har endog et svensk Brev, der ligefrem taler om, at Erkebiskop Gaute gjorde krigerske Rustninger. Man læser i en Indberetning til Hr. Svante fra Tiden kort efter Paasken 1508, at Gaute „lod alle Langskibe nordenfjelds gjøre rede; hvad dette betyder, kan Eders Høihed selv mærke,“ ja Erkebiskoppen skulde endog have sagt: „Hvi mon de Svenske nu ei vaagne op tilfulde, nu er stor Leilighed til at skille de Danske helt ud fra Norge, om Hjelp kommer med en Hast.“^[497] Men Tingen var atter nu, som ved flere Leiligheder før og senere, at Sverige var optaget med sit eget Forsvar og ikke formaaede at gribe ind i de norske Forhold. Den norske Gjæring døde derfor ogsaa denne Gang hen af sig selv.

I Biskop Karls Sag maatte Gaute naturligviis lade høre fra sig, og i Førstningen har han ogsaa tænkt at gjøre det paa den eftertrykkeligste Maade. Nu blev det kun til en svag Henvendelse (af 31 Mai 1508) til Kong Hans, fremsendt gjennem Erkebiskop Birger af Lund, der først fik den i Midten af Juli. Hans svarede Erkebispen i undvigende Udtryk og videre er fra dennes Side neppe foretaget.^[498]

Dette bliver ogsaa forklarligt nok, naar man erfaren at Gaute selv i den nærmest følgende Tid skal have været i Fare for at friste en Skjebne omtrent som Biskop Karls. I 1509 kom nemlig Christiern II for anden Gang til Bergen og Erkebiskoppen var ligeledes der tilstede. Den nye Konge gjentog sit Forlangende om at blive kronet, men der blev atter givet ham det Svar, at man ikke kunde have to kronede Konger i et Rige. I Throndhjem begyndte man at ængstes for Erkebiskoppen, der blev længere borte, end paaregnet, og det befrygtedes, at Christiern skulde have forgrebet sig paa ham.^[499]

Om Gautes Virksomhed vides forøvrigt saare lidet. Man seer tilfældigviis, at han i 1495 var paa Visitats i Melhuus,^[500] og at han, uvist naar, visiterede i Tønset i Østerdalen.^[501] Paa sin Domkirkes Forbedring sees han at have lagt Vind. Man erfarer, at tre Kanniker efter hverandre have været Kirkeværger og ladet arbeide paa Domkirken ved Hjælp af dertil anviste Indtægter.^[502] Den 4 Sept. 1476 indviede han et Alter i Throndenes Kirke.^[503] Denne hørte, som vi vide, under Decanus i Capitlet, og dette var fremdeles den svenskfødte Sven Erikssøn, som tidligere er omtalt.

Hvad Gautes Familieforhold angaar, da sees det, at hans Fader Ivar Throndssøn paa Aspa strax ved Sønnens Hjemkomst fra Curien som Erkebiskop blev udnævnt til dennes og Domkirkens betroede Ombudsmand for en stor Del af Nordmøres Præstegjelde og Kirker.^[504] I 1484 mageskifter han med ham noget Præbendegods.^[505] Ivar, der i vedkommende Documenter omtales aldeles som en Erkebispen fremmed Mand, levede endnu 1489.^[506] En Mag. Thrond, som 1490 var Decanus i Nidaros, tør have været hans Søn og altsaa Gautes Broder.^[507] Vi skulle siden se, at Gautes anden Eftermand, Norges sidste Erkebiskop, sandsynligvis var hans Frænde.

Gaute døde ved Midten af Mai 1510. Naar en nyere Forfatter^[508] har betegnet ham som „skrøbelig og alderssvag“, da savner denne Paastand enhver Hjemmel i Kilderne, der tvertimod vise, at han til det sidste foretog Reiser og med sin hele Sjel deltog i Dagens Spørgsmaal. Antage vi, at Gaute, da han 1462 kom til Rostocks Universitet, har været 25 Aar gammel, vil han ved sin Død have været mellem 70 og 80 Aar. Mellem den hele Række af Erkebiskopper i Nidaros er han den, som længst har regjeret sit Stift og sin Kirkeprovinds, nemlig i henved 35 Aar.^[509]

XXV.

ERIK II. (WALKENDORF.)

1510–1522.

Denne Mand var Søn af Axel Walkendorf, Landsdommer i Lolland, og Margrete Pallesdatter (Ulfeld). Der kjendes tre Sønner af dette Ægtepar foruden den norske Erkebiskop: nemlig Knud og Johan, der begge ligeledes gik ind i den geistlige Stand, samt Henning, som forplantede Slægten videre og blev Bedstefader til den senere i Bergens Historie med saa stor Berømmelse fremtrædende Christopher Walkendorf, der døde som Danmarks Riges Hovmester 1596.

Allerede meget tidlig synes Erik Walkendorf at have været mellem den unge Kongesøn Christierns nærmeste Omgivelser, han var saaledes hos denne, da han, atten Aar gammel, i Aaret 1499 hyldedes som Thronfølger i Sverige.^[510] Da Christiern siden Slutningen af 1506 var bleven Norges Regent, blev Erik sendt op som hans Secretair og fortrolige Raadgiver. Som saadan har han vistnok nydt sin unge Herres høieste Yndest. Herom vidner bl. A., at Christiern 20 Marts 1508 skjænkede et Vaabenskjold til Domprovstiet i Roskilde paa Grund af de Tjenester, som Domprovst Erik havde beviist hans Fader og ham selv.^[511] Skjønt Erik indtog en mere privat Stilling hos den unge Fyrste, idet den norske Cantsler fremdeles blev i Virksomhed, har han dog vistnok havt meget stor Indflydelse paa Regjeringsforretningerne og efter Tidens Skik heller ikke undladt at gjøre sig sin Stilling indbringende. Idetmindste har man et Vidnesbyrd i denne Retning bevaret, der er characteristisk: I 1507 havde en islandsk Sognepræst været i Oslo paa Landets Høvedsmand, Vigfus Erlendssøns og dennes Hustrus og Broders og andre Islændingers Vegne for at opnaa Begunstigelser af den unge Kong Christiern. Erik betingede sig for sin Umage med at udvirke Privilegierne 80 rhinske Gylden af fuld Vegt samt 80 Ræveskind, hvilke Ydelser skulde erlægges i Hamborg inden St. Mikkelsdag, og hvis ikke Betaling da skede, skulde Brevene sendes Erik tilbage; 10 rhinske Gylden vare allerede paa Forhaand betalte.^[512]

Forøvrigt er der til Eriks Navn i den Tid tidlig blevet knyttet en Tradition af lidet hæderlig Art, den bekjendte Fortælling, at det skulde have været ham, der under et Besøg i Bergen først var bleven opmærksom paa den unge Dyvekes Yndigheder og ved en forførerisk Skildring af disse have opflammet Christierns Begjærlighed. Men Fortællingen stammer ene og alene fra Svanings latinske Historie eller rettere historiske Roman om Kongen, hvilken senere er gjentagen og udskreven af utallige Forfattere.^[513] Da imidlertid saa mangfoldige af de pikante Træk i Svanings Bog bevislig kun ere Opdigtelser, eller, om det kommer høit, Folkesnak, skjænker jeg ikke denne Beretning Tiltro. Erik har allerede nu været en ældre Mand, hans hele Færd lærer os at kjende en alvorlig Personlighed, der vel just paa Grund af sin Modenhed og Forstand er bleven sat ved Christierns Side, og det er lidet rimeligt, at han, der saa vel kjendte sin Herres Svagheder, skulde have tilladt sig en saadan Letsindighed.^[514]

Ved Gautes Død laa det nær for Kong Christiern at ville see hans Sæde besat med en dansk Mand, paa hvem han kunde stole, og hvem han kunde bruge. For ham og hans Fader var Erik en ønskelig Efterfølger af den oppositionelle Gaute. I Nidaros havde imidlertid Chorsbrødrene helt andre Tanker. De skrede til Valg paa sædvanlig Maade og kaarede en af sin egen Midte, Mag. Johannes Krabbe. Denne, rimeligvis en Slægtning af den Kannik af samme Navn, der besøgte Conciliet i Basel og tilsidst blev Biskop af Skaalholt, begav sig strax afsted for at suge sin Confirmation, og for at skaffe sig Penge til de forestaaende store Udgifter satte han sig i Besiddelse af nogle i Nidaros og Bergen beroende Peterspenge, tilsammen 970¼ rhinske Gylden, som han da tog med sig til Udlandet.^[515] Om Mag Johannes’s Fortid kjendes kun, at han maa være den samme Chorsbroder af dette Navn, der forekommer 1494.^[516]

Christiern havde imidlertid ilet til sin Fader i Danmark, og denne skrev til Paven, den krigerske Julius II, samt til en af Cardinalerne, hvilke Skrivelser^[517] Erik vistnok personlig medbragte til Rom. Brevene indeholdt, som i hin Tid sædvanligt, en Mængde uvederheftige Phraser og Fortællinger om de nordiske Forhold. Næst Ros over Erik kan man der læse om, at navnlig Norges Naboskab med Sverige og med de kjætterske Russer nødvendiggjorde netop en Mand som ham til Erkebiskop o. s. v. Ved at gjøre disse Skridt overtraadte Kong Hans sin Haandfæstning saa stærkt, som vel muligt. I dennes § 6^[518] havde han nemlig med klare Ord forpligtet sig til ikke „at bevare sig med nogle Biskoppers eller andre Prælaters Valg med Skrivelse eller Bud til Rom“ o. s. v. Dette voldte dog, som man seer, ingen Betænkelighed, og hos Paven var man vis paa kun at møde Forekommenhed. Julius II udnævnte ogsaa ved Provisionsbulle af 16 August 1510 (altsaa omtrent tre Maaneder efter Gautes Død) Erik til Erkebiskop. Som sædvanligt i saadanne Tilfælde fortæller Paven, at han allerede i Gautes levende Live havde forbeholdt sig „for denne Gang“ Provision.^[519] Indvielsen maa først have fundet Sted lidt senere.

Det maa have været en god Stund, inden Erik kom til sit Erkesæde. Den 21 Oct. 1510 forlangte Kong Christiern fra Akershuus i Brev til Domcapitlet i Throndhjem, at der skulde udrustes 60 væragtige Karle med Harnisk og værge af „deres By“ (der hørte under Erkebiskoppen) i Anledning af Ufreden med Sverige.^[520] Dette forudsætter, at Capitlet fremdeles regjerede, som i Ledigheden. Og endnu i Februar 1511 er Erik i Danmark, hvor han solgte sit Jordegods paa Langeland til sin Broder Henning.^[521]

Om den uheldige Medbeilers senere Skjebne vides Intet med fuld Vished, men jeg har dog ment at gjenfinde ham i den Johannes Krabbe, der siden indehavde Bestyrelsen af det kongelige Capel paa Tromsø, og som i 1529 formodedes at være død, hvorfor en Anden af Kongen fik Præsentation paa dette Beneficium.^[522] Hvad Chorsbrødrene og med dem sikkert mange baade geistlige og verdslige Mænd i Norge have dømt om dette Overgreb, hvorved en dansk Mand paa retsstridig Maade sattes paa Erkesædet, der nu igjen i mere end et Aarhundrede (naar undtages den korte Episode efter Aslak Bolts Død) havde været beklædt af indfødte Prælater, kan man gjætte sig til. Tilfredse have de neppe været. Men der kjendes ikke noget Spor til, at Misnøiet gav sig tydeligt tilkjende. Man var jo vant til noget af hvert. Ganske faa Aar i Forveien var f. Ex. den uduelige Anders Muus fra Danmark bleven indtrængt paa Oslo Bispestol imod den af Capitlet valgte og af Erkebiskop Gaute confirmerede Nordmand Thorkel.

Selv har Erik senere med Styrke gjort gjeldende, at han meget mod sin Vilje og sit Ønske lod sig bevæge af Christiern til at modtage Erkebispedømmet.^[523] Det bragte ham da ogsaa tilsidst kun Sorg og Ulykke. Men han var en dygtig og virksom Mand, som vistnok snart har forsonet sine nye Omgivelser. Domcapitlet gjorde han i 1514 en Indrømmelse, hvorpaa dettes Medlemmer sikkert have sat Priis, idet han tilstod dem Ret til selv at lade afstraffe dem, der paa deres Avlsgaarde forbrød sig imod Christenretten og at oppebære Bøderne, en Ret, de allerede besade, hvor det gjaldt Kronens Sager og Bøder.^[524]

Allerede i 1513 finde vi atter Erik i sit danske Fødeland. Det var i Anledning af det nys indtrufne Thronskifte, at han som første norske Rigsraad indfandt sig der ved Forhandlingerne om den for begge Riger fælles Haandfæstning. Han mødte op med et Følge paa ikke mindre end 140 Mand og var nitten Uger fraværende fra sit Hjem. Under dette Besøg indlagde han sig Fortjenester af Literaturen ved at understøtte Udgivelsen af Saxo Grammaticus, hvorom Christiern Pederssøn selv vidner i Verkets Fortale.

I det følgende Aar 1514 mødte Erik med 120 Mand i Oslo, hvor han i Juli (29de?) kronede Christiern II; Fraværelsen medtog denne Gang ni Uger.^[525] Ved denne Leilighed søgte han at opnaa det ham tilkommende subsidium pallii, hvilket Kongen endog tænkte paa at skaffe ham fra Orknøerne, der fremdeles i Norge ansaaes som hørende under Nidaros’s Provinds.^[526]

Ogsaa i det følgende Aar 1515 kaldtes Erik bort fra sit Sæde i politisk Ærinde. Han blev Formand for det Gesandtskab, der hentede Christiern II’s Brud, Dronning Isabella, fra Nederlandene. Ved denne Færd skulle vi dog ikke opholde os nærmere. Afreisen fra Danmark foregik i Juni og 9 August holdt den nye Dronning sit Indtog i København, hvor Vielsen og Dronning Isabellas Kroning fandt Sted tre Dage senere. Mærkelig nok var ogsaa en verdslig norsk Rigsraad, Hr. Nils Henrikssøn af Østraat, hvem vi ovenfor have nævnt som gammel Modstander af Kongen, med paa dette Gesandtskab. Han maa have faaet den i Virkeligheden betydningsløse Titel af Norges Riges Hovmester i Anledning af denne Reise.^[527] For Erik bleve disse Reiser, hvortil han ikke synes at have faaet Hjælp af Kongen, overordentlig kostbare.^[528]

Derefter fik han i nogle Aar Ro til Virksomhed i Nidaros. Han var ivrig for at fremme Udbedringer ved Domkirken, i hvilken hans Vaaben endnu minder herom. For imidlertid ret at drive paa disse Byggearbeider overtog han selv at være Værge for Kirkens Gods, men dette havde senere, som bekjendt, den ulykkelige Feige, at Kirkens Eiendomme ved Reformationen betragtedes som en Del af Erkestolens og i Forening med dennes Gods inddroges under Kronen. Mange andre Planer optoge ogsaa hans Sind, saasom Udnyttelsen af Norges metalliske Rigdomme og Gjenoptagelsen af Farten paa Grønland, men ved disse hans Forsætter skulle vi her ikke nærmere dvæle.

Bogtrykkerkunsten var nu et halvt Aarhundrede gammel, men endnu ikke udøvet for norske Formaal, endsige bragt i Udøvelse i vort Land. Erik er den første, som omend gjennem fremmede Presser, lod Bøger trykke til særlig norsk Brug. Metropolitankirkerne og andre Domkirker havde andensteds, tildels ogsaa i Norden, ladet trykke Breviarier og Missaler, men for Norge var saadant endnu ikke skeet. Erik foranstaltede nu saadanne Bøger trykte for sin Kirkeprovinds, og til disse Arbeider benyttede han to af sine Kanniker, der begge siden bleve bekjendte nok i de følgende Aars Begivenheder. Breviariet besørgedes nemlig af Hans Reff, en dansk Mand, der havde været i Dronning Christines Tjeneste og siden, senest 1515 var bleven Eriks Secretær og Medlem af Domcapitlet i Nidaros;^[529] det udkom i Octav i Paris 1519. Missalet udkom i Kjøbenhavn i Folio samme Aar. Med dette havde den Mand syslet, der siden skulde blive Eriks Eftermand, Mag. Olaf Engelbrektssøn. Bøgerne skulde benyttes over det hele Norge, og i Fortalen til Missalet loves dets Kjøbere 40 Dages Aflad, en Bevilgning, som enhver Biskop havde Ret til at meddele. Men foruden disse Bøger,^[530] der virkelig saa Lyset, og som naturligvis ere vigtige Kilder til vor Liturgis Historie, paatænkte Erik gjennem Hans Reff at udgive adskillige andre religiøse Bøger,^[531] hvilket dog hindredes ved de følgende Aars Hændelser.

I Aaret 1517 var den mere end almindeligt frække Afladsagent og Industriridder, Johan Angelus Arcimboldus, kommen til Danmark som Leo X’s legatus a latere for at indsamle Penge til Peterskirkens Bygning, en værdig Collega af Tezel, der samtidig hjemsøgte Tydskland. Ogsaa i Norge skulde Afladshandel foregaa og blev ogsaa virkelig dreven, uden at vi dog kjende meget til de nærmere Omstændigheder herved. Fra Januar 1518 er der bevaret en udfyldt trykt Afladsblanket, udstedt i selve Arcimboldus’ Navn samt dateret fra Nidaros, og den, hvem Syndsforladelse her tilsiges, kaldes endog „Ericus Walkendorf sacerdos“.^[532] Men, ligesom Arcimbold utvivlsomt aldrig personlig har været i Norge, kan denne Erik Walkendorf ikke være Erkebispen, men er formodentlig en yngre Navne af ham, der har været paa Besøg hos sin høie Frænde. I Aarene 1518–1520 færdedes en „Legat“ (naturligvis kun en underordnet Fuldmægtig for Arcimbold) ved Navn Mag. Conradus stadig i Bergen, hvor han et Par Gange var Gjæst paa slottet hos Jørgen Hansen, til hvem han oftere solgte de Naturalpræstationer, Sølv, Sengklæder, Talg fra Færøerne, som han fik Fingre i.^[533] Christiern II gav Befaling til at arrestere Legatens Bytte i Bergen, og der beslaglagdes virkelig værdier af halvfjerde hundrede Mark.^[534] Fra Rom af kom 1520 streng Ordre til Erkebispen om at drage omsorg for, at alt, hvad der i Norge var samlet til Peterskirken, rigtig maatte blive indsendt, men dette har neppe ført til noget.^[535] Hvad der giver denne sidste romerske Udpresning i vort Land en særlig Interesse, er, at den berømte svenske Forfatter Olaus Magnus i denne Anledning synes at være kommen til Throndhjem og at have gjort Reiser i det nordlige og vestlige Norge, som det maa antages paa Arcimbolds Vegne, da han vides at have været i dennes Tjeneste. Flere Bemærkninger om vort Land i hans store latinske Verk skylde aabenbart denne Reise sin Tilblivelse. Man seer, at han maa have staaet i Forbindelse med Chorsbroderen Henrik Nilssøn, Rigshovmesterens uægte Søn, og han har naturligvis ogsaa gjort Bekjendtskab med Erkebispen.^[536] Afladshandlerne skulde foruden at samle Penge ogsaa gaa paa Jagt efter gamle Haandskrifter. Man har en Beretning om et saadant i Nidaros, en Codex af (hele?) Livius, som man har tænkt sig bortført ved denne Leilighed. Men Fortællingen er usandsynlig og i ethvert Fald ubevislig.^[537]

Vi have allerede omtalt, at Christiern i 1510 forlangte en Udrustning af 60 Mand fra Erkestolen til Krig mod Sverige. Senere bleve Fordringerne og Byrderne endnu meget større, men det maa dog erindres, at Erkebispen tillige var Kronens Lensmand for store Strækninger af sit Stift. Han havde (dog ikke afgiftsfrit) det meste af Thrøndelagen, ligesom allerede Gaute havde faaet det, ja synes ogsaa at have havt Vardøhuus Len.^[538] Men i 1517 maatte han til en Begyndelse finde sig i at laane Kongen 800 Lod forgyldt og 800 Lod uforgyldt Sølv, rigtignok mod at faa Helgeland som Pant.^[539] I 1519, da Kongen anstrengte sig til det yderste for omsider at undertvinge Sverige gjennem en afgjørende Kamp, blev hele Norge beskattet med en Strenghed, som vistnok hidtil var omtrent ukjendt.^[540] At Erkebiskoppen selv maatte faa dette at føle, siger sig selv. Først paalagdes det ham at udruste 160 Mand til Krigen, men saavel han, som de øvrige Biskopper og verdslige Høvdinger, kom i Stedet for at stille Tropper til at betale Penge. Paa Eriks Part alene faldt en Sum af 9000 Mark i rede Penge.^[541] Samtidig havde Erkebiskoppen i Forening med Rigshovmesteren Hr. Nils Henrikssøn taget activ Del i Grændsekrigen og sendt Krigsfolk ind i Jemteland, som dog vare slagne af de Svenske.^[542]

Man seer, at Erkestolen maa have havt overmaade mange Tjenere at underholde og deriblandt mange væbnede Mænd. Det er at beklage, at Kilderne yde liden Oplysning om dette vigtige Forhold. Imidlertid skimte flere mærkelige Ting frem af de tilfældigt bevarede Vidnesbyrd. En saadan Oplysning er det, at Erik Walkendorff, ganske i Lighed med hvad vi vide om Erkebiskoppen i Lund navnlig i hans Egenskab af Herre over Bornholm, har havt under sig en Art Adel, der kaldtes „St. Olafs, den hellige Kirkes og vore frie Mænd“, og vare forlenede med Gaarde af Erkesædets Gods. Man har Besked om Breve, hvorved han forundte disse sine „Frimænd“ og deres ægte Børn „til evig Tid Skjold og Hjelm“, det vil sige nobiliterede dem. Kun Skade, at vi ikke vide, om han er den første Erkebiskop, der har gjort dette, eller om det var et Institut, han har arvet efter sine Forgjængere.^[543] Sin Adkomst til en saadan Rettighed maa han vel have søgt i den i „Sættargerden“, der jo igjen var gjeldende Lov siden 1458, indrømmede Ret til at holde hundrede Frimænd. De fleste af disse havde Navn af Sædesvende og vare som senere skal omtales skattefrie for sin egen og flere andre Personer.

De Ydelser, som Kongen fordrede af Erkebispen, vare vistnok svære, men havde været overkommelige. Men samtidig havde andre og værre Omstændigheder heredet Erik Walkendorff de største Vanskeligheder, Prøvelser og Ulykker. Han fik at føle, hvad det var for en Herre, han saa længe havde tjent.

Christiern den andens lave og feige Sjæl, hvem intet Forsvar er istand til at redde fra en streng Dom, gav sig særlig tilkjende i en Tilbøielighed til at drage slette og lurvede Mennesker frem og unde dem Indflydelse. Fornemmelig var han paa en sælsom Maade behersket af „Sigbrit Moder“, hvis Magt snarere steg, end formindskedes efter Datterens Død. Hun forstod at bringe sine Tilhængere op og det ogsaa i det hende fra gammel Tid af velbekjendte Norge. En af de værste af hendes derværende Venner var Magister Hans Mule fra Fyen, der gjordes til Befalingsmand paa Akershuus og snart kastede sine Øine paa Oslo Bispestol.

Efter Datterens Død vendte Sigbrits Harme sig særlig mod Erik Walkendorf, ham, hvem senere, som vi have hørt, det uvederheftige Folkesnak siden beskyldte for at have indledet Dyvekes Forhold til Kongen. Hun tillagde Erik Skylden for Dyvekes Død. Selvfølgelig har hun ikke mistænkt Erkebispen for at have været Giftblander eller at have efterstræbt Dyvekes Liv. Men hun vidste, at Erik i Nederlandene havde lovet Dronning Isabellas Familie at gjøre alt muligt for at faa Dyveke fjernet, og kjendte vistnok ogsaa, at man i Dronningens Hjemland havde slaaet paa, at Frillen skulde bort enten med det gode eller onde, og at man i Nødsfald vilde spille hende „une grande finesse.“ Da saa Dyveke kom af Dage paa en mystisk Maade, maa Sigbrit have gjort sig sine egne Tanker om denne Sags Sammenhæng. Hun har meent, at Erik har sat ondt for hende i Nederlandene, og han skulde føle hendes Hevn.^[544]

Hans Mule blev hendes fornemste Redskab. I de under Akershuus hørende Len havde Erkestolen ikke smaa Besiddelser, og dens Tjenere vare aldrig sikre paa de Kanter, endog Pilegrimene, der endnu søgte til St. Olafs Helligdom, bleve mishandlede. Herover klager Erik allerede i Marts 1519 til sin Konge,^[545] men det frugtede Intet, og ligesaalidt havde en fornyet Henvendelse i Slutningen af samme Aar nogen Virkning Hans Mule opførte sig som et Slags norsk Statholder, ja synes endog virkelig at have faaet en Fuldmagt som saadan af Christiern.^[546]

Nogen Tid forløb paa denne Maade, indtil Erik besluttede sig til at forlade sit Sæde for at søge Opreisning. Den 16 Mai 1521 gav han (endnu i Trondhjem) Mag. Olaf Engelbrektssøn, der nu var Decanus i Capitlet og Officialis, sin Kvittering for rigtigt Regnskab over alle Oppebørsler^[547] og ikke længe efter forlod han Landet. Det er et smukt Træk, at han før sin Afreise havde draget omsorg for Midler til fortsat Arbeide paa Domkirken.^[548]

I Slutningen af Juni 1521 møde vi ham i Amsterdam, og hvem traf han der sammen med? Med selve Kong Christiern, uden at nogen af de to havde Anelse om, at de skulde mødes her. Efter hans egen Paastand, der ikke kan forkastes, havde det været Erkebiskoppens Mening at reise til Danmark, vistnok for at søge Bistand hos Rigsraadet, men Storm og Uveir havde drevet ham til Holland. I Amsterdam var han allerede bleven behandlet haanlig af Sigbrits raa Broder og Søster. At Christiern II vilde gribe til ligefrem Vold imod sin gamle tro Tjener, kan ikke forundre. Han forlangte Bistand af Amsterdams Øvrighed til at gribe Erik, men fik Afslag.^[549] Kongen fnysede af vrede og reiste nu Beskyldninger mod Erik om, at han skulde have plyndret Domkirkens Skatte, ligesom han i en senere Samtale forlangte, at Erkebiskoppen skulde forpligte sig til ikke at søge Ret andensteds end i Danmark, det vil sige fremfor alt ikke i Rom. Heri kunde Erik naturligvis ikke indvilge. De engang saa nær forbundne Herrer skiltes altsaa, idet Kongen drog hjem til Danmark. Men hans Beskyldninger mod Erik for Forgribelse paa Domkirkens Eiendom bleve paa det grundigste gjendrevne. Kannikerne i Throndhjem afgave Erklæring om, at de Klenodier, som Kirken eiede, da „Kongen sendte dem Erik Walkendorf til Formand,“ vare i bedste Behold, ja endog forbedrede og forøgede. Paa Erkebispegaarden savnedes Intet, til Domkirkens Bygning var der leveret Penge, og Capitlets Medlemmer havde ikke vidst andet, end at Erik, da han drog bort, havde til Hensigt at reise til Danmark.^[550] Paa lignende Maade udtalte sig Hr. Nils Henrikssøn paa Østraat (i en endnu utrykt Skrivelse). Dette er saameget mere at lægge Mærke til, som der senere oplystes, at der havde været nogen Misforstaaelse tilstede mellem Erkebispen og Hr. Nils, foranlediget ved en af den førstes Tjenere.^[551]

En Tid opholdt nu Erik sig i Bispestaden Utrecht. Herfra skrev han (28 August 1521) til det danske Rigsraad og klagede sin Nød, men da dette ikke førte til noget, besluttede han sig endelig til at drage til Rom. Han laante Penge til Reisen og pantsatte nogle af sine medbragte Eiendele, opsatte nogle testamentariske Bestemmelser og drog saa afsted henimod Midten af November. Den 2 Februar naaede han Rom. Medens han var underveis, var Pave Leo X død og Hollænderen Hadrian, tidligere Professor i Løwen og Carl V’s Lærer, derpaa spansk Biskop og Cardinal, valgt til hans Eftermand. Den nye Pave var en personlig Bekjendt af Erkebiskoppen fra dennes Gesandtskab i 1515, men kom først ud paa Høsten til sit Sæde og var for det første optagen af andre Sager. Erik skrev Breve til det danske Rigsraad og en lang latinsk Redegjørelse til Paven. Disse Breve ere vistnok nu interessante historiske Actstykker, men de udrettede Intet for ham selv, der allerede inden Aarets Udgang afgik ved Døden i Rom den 28 November 1522.

Han havde i sit sidste Aar gjort Bekjendtskab med en tydsk Videnskabsmand, der har skjænket ham en smuk Omtale i et af sine Verker. Dette var Polyhistoren Jacob Ziegler, der af Erik modtog Meddelelser til sit Verk Schondia og udtaler sig saaledes om denne: „Han syntes at ville faa mange Forhold i sit Hjem ordnede ved pavelig Autoritet, men døde forinden som en ærværdig Olding, der endog blot ved sit klare Aasyn lagde for Dagen sin ærlige Sjel.“^[552] Ziegler var ikke den eneste Fremmede, af hvem Erik Walkendorf er bleven rost.^[553]

Vi skulle ikke nærmere gaa ind paa alle de Forhandlinger og Forviklinger, der opstode i Anledning af hans Efterladenskaber og Bo. Hans Eftermand har sikkert tilegnet sig noget af, hvad Erik efterlod, men tillige betalt flere Poster af hans Gjæld, og en Erkebiskops personlige Eiendom var vist ikke altid let at adskille fra hans Embedes.^[554] Broderen Henning skrev i 1529 et hidsigt Brev om disse Anliggender,^[555] men har neppe opnaaet noget derved. Et Vicarie, som Erik havde stiftet i Throndhjems Domkirke, lykkedes det dog Familien at tilegne

sig, efterat Reformationen var indført.^[556]

XXVI.

OLAF III.^[557]

(1523–1537.)

Under Erik Walkendorfs Fraværelse og, indtil hans Død blev bekjendt i Nidaros, styrede Domcapitlet Stiftet efter gammel Sædvane, idet Mag. Olaf Engelbrektssøn, der var Decanus og derhos havde været Official, vistnok havde den afgjørende Indflydelse. I denne Tid blev en islandsk Bispestol besat, idet Øgmund Paalssøn viedes i Bergen til Skaalholt 1522. Throndhjems Capitel paalagde ham at lægge Veien til Island om Hjaltland og der at foretage en kirkelig Visitation. Det vilde herved hævde øerne som en Del af den norske Kirkeprovinds, og Visitatsen fandt virkelig Sted i Juni og Juli s. A.^[558]

Det skal have medtaget ikke mindre end et halvt Aar, inden Budskabet om Eriks Død naaede hans Erkesæde (27 Mai 1523). Christiern II havde da som Flygtning forladt sine Riger, og i Norge var ingen ny Konge antagen. Capitlet skyndte sig at skride til Valg, og Olaf Engelbrektssøn blev eenstemmig udkaaret 30 Mai.

Denne mærkelige Mands Forældre og Fødested kjendes ikke. En Beretning der lader ham hore hjemme paa Stavangerkanten og kalder ham en Dattersøn af Biskop Audun († 1445), er ganske vist forkastelig. Alt tyder paa, at hans Hjemstavn maa søges inden Erkestiftet, og det bliver meget sandsynligt, at han har været en Frænde af sine Forgjængere Olaf II og Gaute, idet bl. A. Navnene i disses Familier paafaldende stemme med Olaf Engelbrektssøns bevislige Frænders. Olaf havde adeligt Segl, tre Lilier og en Rose, hvilket Vaaben allerede i fjortende Aarhundrede førtes af en Lagmand i Oslo.

Den første Efterretning om Olaf er, at han blev indskreven i Rostock som Student 5 October 1503 og ved Immatriculationen kaldes clericus fra Nidaros Stift. Han blev 1505 Baccalaureus og 1507 Magister i Rostock, og har her været Forstander for den norske Studenterbolig. Rimeligvis har han ogsaa studeret andensteds, hvilket jeg slutter deraf, at hans navnkundige svenske Collega Johannes Magnus, der ikke findes i Rostocks Matrikel, fortæller, at de to vare blevne Venner i sin Studietid udenlands.^[559]

Vi gjenfinde nu Olaf først 1515 som Kannik i Nidaros.^[560] I det følgende Aar sees han at være stegen til Decanus,^[561] og som vi vide havde han flere Gange nydt Vidnesbyrd om Erik Walkendorfs Tillid. Som udvalgt Erkebiskop ilede han til Rom vistnok ei uden Frygt for, hvilke Dispositioner der kunde være trufne til hans Skade, da jo Erkestolen var bleven „ledig ved Curien.“ Paa Veien traf han i Nederlandene Christiern II og svor ham Troskabsed. I Rom kom Olafs Ophold til at vare en god Stund, thi Pave Hadrian VI døde, medens han var der (14 Sept.), og først i Slutningen af November paafulgte Clemens VII’s Valg og Indvielse. I denne Mellemtid havde Olaf ikke Mangel paa nordisk Omgang i den evige Stad, men han gjorde ogsaa andre Bekjendtskaber, deriblandt den tidligere nævnte Jacob Ziegler. Dennes Verk om Norden er ogsaa paavirket af hans Samtaler med Olaf, og det er ikke til at tage Feil af, at Zieglers Skildring af Norge som et af de Danske undertrykt Land, stammer fra disse.

Omsider fandt hans Sag sin Afgjørelse, og det maa være skeet ved Midten af December, thi den 7 Dec. kalder han sig endnu Electus, den 16 derimod Erkebiskop. I Rom boede han i Herberget caput aureum hos en jovial Vert, der siden skrev til sin forrige Gjest, ønskede ham Cardinalshatten og samtidig bl. A. mindede ham om de mange Gange, han hos ham havde drukket corsicansk Viin, ja endog, som det synes, alluderede til kvindelige Bekjendtskaber i Rom.^[562]

Nu skyndte Olaf sig hjem og var allerede ude af Rom inden Udgangen af 1523. Reisen var naturligvis kostbar, og alene fra Fuggernes store Bankierhuus i Augsburg havde Olaf i Rom faaet udbetalt 1470 Ducater. Den 2 Febr. 1524 var han i Cöln. Han undgik denne Gang Nederlandene og drog til Lübeck, men her fik han fra Frederik I, som imidlertid var bleven Danmarks Herre, en Anmodning om at komme til ham. Han fulgte Opfordringen og svor i Flensburg Frederik, som jo endnu ikke var almindelig erkjendt som norsk Konge, Troskabsed i Flensburg. Man har brugt stærke Ord om, at han jo nu var edelig forpligtet til to Konger,^[563] men man maa see Sagen i Samtidens Lys. Den samme Bebreidelse maa i ethvert Fald rettes mod flere andre, særlig mod Vincents Lunge og Henrik Krummedike, der begge inden Christierns Flugt havde aflagt fornyet Troskabsed til denne, og strax efter skyndet sig med at bryde den ved at hylde Frederik.

Endelig kunde Olaf gjensee Throndhjem efter et Aars Fraværelse 31 Mai 1524. Et af hans første Skridt blev at deltage i Rigsraadets Opsigelse af Christiern og dets Valg af Fredrik I i Bergen (August 1524). Den nye Konge maatte, som bekjendt, udstede en Haandfæstning og det ikke som Christiern i sin Tid fælles for begge Riger, men særskilt for Norge og af saadant Indhold, at Selvstændigheden fik fuld Anerkjendelse – paa Papiret.^[564] Ikke længe efter lønnedes Olaf med Lensbrev paa „Thrøndelagen“, det vil sige den større Deel deraf, medens Vincents Lunge blev Vestlandets Herre. Mellem Olaf og denne mærkelige, ogsaa humanistisk dannede Mand var Forholdet i Begyndelsen meget godt, og Hr. Vincents, maaskee sin Tids første Brevskriver i Norden, lod det ikke mangle paa Venskabsforsikringer. Ligesom hans Breve flyde over af varm Interesse for Norge, saaledes kaldes Olaf selv i disse Norvegiæ decus, der ønskes ham et Liv saa langt som Tithon og spaaes ham Udødelighed i Historien o. s. v.

Med den pavelige Curie vedligeholdt Olaf vel et Par Aar Forbindelsen gjennem en Commissionær, men snart blev den paa Grund af de politiske Forhold ganske afbrudt. De Bispevielser Olaf udførte, ere uden Tvivl foretagne uden pavelig Bekræftelse og altsaa uden Afgifter til Kammeret. Han indviede 1529 Hans Mule til Oslo og Jon Aressøn til Hole paa Island, og da den uværdige Hans Mule kort efter fandt Døden paa Jyllands Kyst, blev 1525 en af de throndhjemske Kanniker, den tidligere nævnte Hans Reff, der havde havt en Ansættelse i Cancelliet i sit Hjemland og en Tid trukket Indtægterne af Decanatet i Bergen,^[565] indviet i hans Sted. Som Biskop i Oslo vedligeholdt han en flittig Brevvexling med Erkebispen og foreslog ham endog at oprette en regelmæssig Ridepost mellem Oslo, Hamar og Throndhjem, vistnok den første Tanke om Postvæsen hertillands.

Allerede i den første Tid af sin Regjering har Olaf fattet Planen til et Bygværk, der endnu høit vidner om hans Energi og om de store Indkomster, han har raadet over, ja som endnu ved Siden af Domkirken, skjønt det ligger i Ruiner, er et imponerende Monument over Erkebispedømmets fyrstelige Stilling. Han besluttede nemlig at anlægge en Fæstning, vilde have en fast Borg, saaledes som flere andre Kirkefyrster i Norden. Kun maa man sige, at det Sted, han valgte, ikke var heldigt. Han valgte nemlig en temmelig afsidesliggende Klippeø paa Nordsiden af den brede Halvø, der adskiller Størdalsfjorden fra Aasenfjorden. Holmen adskilles fra Gaarden Stenvik, efter hvilken den hedder Stenviksholm, ved et 200 Alen bredt Sund, som kun i Flodtiden kan befares med Baade. Allerede i 1525 synes Arbeidet at have været i Gang. Fæstningens anseelige Levninger vise, at den har været betydelig. Den er, siden Baahus ikke mere er norsk, vort Lands betydeligste Borgruin. Men ubegribeligt er det, at man kunde finde paa at befæste en Holme, der mangler friskt Vand. Dette blev da ogsaa siden skjæbnesvangert: og allerede under Syvaarskrigen blev Anlægget for bestandig opgivet. Erkebispen havde ogsaa monteret Borgen fuldstændigt med Datidens Ildvaaben, saaledes som man kan see af et Inventarium fra 1537.

Allerede dette Fæstningsanlæg forudsætter store Indtægter, og Olaf har vistnok forstaaet at skaffe sig disse i rigere Maal, end nogen Forgjænger. Han havde da ogsaa ikke alene Erkesædets sædvanlige Indkomster, men havde med disse forenet samtlige Domkirkens Jordegodsrettigheder, over hvilke han har efterladt en Jordebog, og havde endvidere store Forleninger. Man seer ogsaa, at han har drevet Fiskehandel i det Store og staaet i directe Handelsforbindelse med Danmark, England, Skotland og Nederlandene.^[566] Han tog overhoved til sig, hvad han kunde. Der er Spor til, at Peterspengene trods den afbrudte Forbindelse med Rom fremdeles krævedes, ja endog vare forhøiede,^[567] og maaske ere disse nu komne hans Kasse tilgode.

Den norske Haandfæstning med dens mange skjønne Løfter hjalp lidet. Allerede i 1527 kom en dansk Krigsstyrke op til Akershus, afsatte den norske Befalingsmand og indsatte en dansk. Samme Skjebne skal allerede nu være tiltænkt Vincents Lunge i Bergen, ja der gik Rygter om, at man endog havde Planer til at fjærne Olaf selv og indsætte en dansk Mand, Jørgen Skotborg, i hans Sted. Det er derfor ikke forunderligt, at Olaf allerede nu begyndte at nære Frafaldsplaner. Han viste sit Sindelag mod Frederik ved at lægge alle de Hindringer, han formaaede, i Veien for Kongens Kroning, der længe var paatænkt, og som man en Tid vilde feire i Konghelle. Der blev da heller Intet af den hele Plan, og Frederik kom (som i en senere Tid Christian VII) aldrig til at betræde norsk Grund.

Man maa overhovedet sige, at Kongen nok kunde have skjellig Grund til at være misfornøiet baade med Vincents og Olaf, thi de hav de paadraget ham adskilligt Bryderi ved at beskytte, ja understøtte politiske Flygtninge fra Sverige, først to fordrevne Prælater og derefter den berygtede „Dalejunker“, en lumpen Bedrager, der udgav sig for Søn af Steen Sture d. Y. og agerede Prætendent til Sveriges Throne. Enden blev ogsaa, at Vincents afsattes fra Bergens Len, skjønt Kongen maatte lade ham beholde flere andre Len og dertil endog skjænke ham Nonneseter (Lungegaarden) i Bergen med dets store Jordegods.

Olaf slap vistnok fri, men det havde dog været Meningen at berøve ham i det mindste hans verdslige Forleninger. Thi samme Dag, som Vincents mistede Bergenhus (17 Oct. 1528) bleve disse Forleninger, der i Mellemtiden vare blevne forøgede, overdragne til to holstenske Adelsmænd af Navnet Swyn, som dog ikke kom i Besiddelse deraf. Thi Olaf havde været slu nok til i rette Tid at skrive til den kongelige Sekretær, Johan Friis, og fremstille Sagen saa, at Vincents fik hele Skylden.

At saa Olaf og Vincents bleve Fiender, var rimeligt nok. Og hertil bidrog endnu mere, at Vincents i Lighed med flere danske Adelsmænd, ja Kong Frederik selv, begyndte at stille sig venlig ligeoverfor Lutheranismen, der nu i mange Aar havde gjort store Fremskridt og i Kongens ældste Søn havde en erklæret Tilhænger. Vincents udstrakte sine Hænder efter mere end Nonneseter, han tog Munke i sin Tjeneste og brugte dem som skrivere og „Hovmænd“. Mange andre Tidens Tegn maatte ogsaa bidrage til at gjøre Olaf ængstelig for den romerske Kirkes og sin egen Fremtid i Norge, thi Bergen stod jo i stadig Forbindelse med Tydskland og var derfor udsat for reformatorisk Paavirkning, og Mange vare de, der saa skjævt til Kirkens Rigdomme. Udenfor Erkestiftet var Secularisation af Klostergods allerede i fuld Gang, og selv inden dette var aabenbart et dybt Forfald i religiøs Henseende ikke til at miskjende; navnlig frembød Tautra Kloster, da Olaf til- traadte, et forfærdeligt Billede af Usædelighed og Fordærvelse.

Erkebispen begyndte nu en formelig Krig mod sin Uven Vincents. Allerede hans Forgjængere havde stadig havt væbnede Mænd i sin Tjeneste (det gamle Navn „Hird“ var rigtignok for lange Tider siden forglemt), og Olaf havde forøget denne Styrke. Med Lethed satte han sig 1529 i Besiddelse af Vincents’s nordligste Len, Finmarken, og lagde derhos Beslag paa dennes Svigermoders, Fru Inger Ottesdatters, Forleninger (Fosen o. fl.) samt Østraat og hendes øvrige Gaarde. Alene Værdien af Løsøret ansloges (dog vist med Overdrivelse) til mere end 20,000 Mark. Fruen flygtede da til Vincents i Bergen. Dennes Efterfølger i Bergens Len, Esge Bilde maatte i Mai 1529 melde, at Erkebispens ivrige Hvervninger hindrede ham selv i at faa Folk til Kongsgaarden, men forøvrigt holdt den kloge Esge sig neutral, og det viste sig, at Vincents havde gjort sig flere Fiender. Mod Erkebispen, der havde to Kraveler i Søen og monstrede 350 Mand, formaaede Vincents ikke at gjøre Modstand, og hans Len Jemteland blev nu ogsaa besat af Olafs Folk.

Begge Parter sendte Bud og Breve til Danmark, hvor Vincents’s Uven, den indflydelsesrige Hr. Henrik Krummedike, nærmest stod paa Erkebispens Parti. Der forestod imidlertid ud paa Sommeren en norsk Herredag i Oslo, og Kongen, som ved denne Tid opgav alle Tanker paa en norsk Kroning, besluttede at sende sin ældste Søn Christian (III) op til Norge med et Antal danske Raader, hvoriblandt Henrik Krummedike. Her skulde da ogsaa Vincents’s og Olafs Mellemværende ordnes, den førstnævnte og hans Svigermoder indfandt sig ogsaa i Oslo, men Erkebispen udeblev under forskjellige Paaskud. Han vilde fremfor Alt hindre, at Kongesønnen, den erklærede Lutheraner, skulde blive valgt til norsk Thronfølgen og var døv for Anmodninger om at komme til Mødet. Den unge Hertug Christian, som tænkte at blive Vinteren over i Norge, hvorhen han havde medbragt sin Gemalinde, skrev til sin Fader om, at det vilde blive nødvendigt at gribe til Vaaben mod Erkebispen, hvem han alt nu mistænkte for hemmelig Forbindelse med Christiern II, og han vilde alt begynde at inddrage norsk Kirkegods, ja lod virkelig Mariakirkens Klenodier borttage. Men Faderen var mere stemt for Forsigtighed, og Enden blev, at Christian uden at have udrettet Noget, mod sit Ønske maatte forlade Landet allerede om Høsten, fordi Henrik Krummedike ikke vilde paadrage sin Svigersøn Esge Bilde Bekostninger i Bergen, hvor Christian havde tænkt at tilbringe Vinteren.^[568] Til Throndhjem sendtes nogle norske Raader for at mægle Fred mellem Olaf og Vincents og Fru Inger, men uden Held, thi den Førstnævntes Fordringer vare ikke „lidelige.“

Tingen var, at Mistanken mod Olaf for hemmelig Forbindelse med den landflygtige Christiern ikke var ugrundet. Han havde sendt Bud til denne i Nederlandene, rost sig af at have forpurret den unge Christians Hylding og tilbudt sin Tjeneste. Omstændighederne hindrede, at Svaret kom frem, og nye Fredsmæglinger fandt Sted idet Nordenfjeldske. Den, der især antog sig Sagen, var Fru Ingers nye Svigersøn, Nils Lykke, der skulde overtage hendes Len. Da Hjelp fra Kong Christiern for det første ei kunde haabes, gik ogsaa Olaf ind paa Fred, uden at Betingelserne nærmere kjendes.

I 1531 skulde holdes en Herredag i Danmark for begge Riger, og Erkebispen var naturligvis indkaldt. Han fulgte imidlertid den samme Politik som i 1529 og blev borte. Til Paaskud kunde han nu vælge en sørgelig Begivenhed, der just var indtruffen, nemlig en Ildebrand, der i Mai havde raset i Throndhjem og haardt medtaget selve Domkirken, som nu for tredie Gang hjemsøgtes og herefter lige til vore Dage for den største Del kom til at bestaa af Ruiner.

Vi ile henover de mærkelige Begivenheder som nu paafulgte. Gustav Trolle kom til Throndhjem om Høsten 1531, og for ham fornyede Olaf sin Troskabsed til Christiern II. Kort efter kom denne selv til Oslo, nu tilsyneladende som ivrig Katholik. Prælaterne toge alle hans Parti, og Olaf aflagde endog ved Juletid et kort Besøg hos ham i Oslo og var saare ivrig for at understøtte ham med Penge. Ved Hjemkomsten besatte han strax Vincents’s og Nils Lykkes nordenfjeldske Len og beslaglagde atter Fru Ingers Eiendom.

Christierns Rolle var imidlertid snart udspillet, og han maatte, som bekjendt, den 8de Juli 1532 forlade Norge for at gaa sit Fangenskab imøde. Men endnu, medens han laa stille for Modvind i Oslofjorden, fik han en sidste Hilsen fra Erkebispen, der (efter Reimar Kocks Vidnesbyrd) sendte ham 7000 Lod Sølv, hvilken Sum nu formodentlig faldt i hans Fienders Hænder.

Allerede forinden havde Olaf imidlertid selv været hjemsøgt af sine Fiender. Den bekjendte Otto Stigssøn havde fort en liden Flaade fra Bergen til Throndhjem, hvorfra Erkebispen var flygtet til Stenviksholm. Her blev han vel ikke angreben, men Byen desto haardere medhandlet. Erkebispegaarden selv blev brændt, ligesaa to af Olafs Sædegaarde, og Plyndring foregik i stor Maalestok. Capitlet blev brandskattet, og efter hvad der (dog neppe med fuld Paalidelighed) fortælles, skulle ogsaa en stor Del Bøger og Papirer være blevne brændte paa Domkirkegaarden. Senere ud paa Aaret maatte Olaf gaa ind paa et haardt Forlig med de kongelige Commissarier og love uhyre store Bøder, hvilke dog de følgende Hændelser befriede ham fra at betale. Det er ogsaa oplyst, at Frederik I’s Svigersøn, Hertug Albrecht af Preussen, stærkt havde tilraadet Kongen at afsætte Olaf og gjøre en af sine egne Sønner til Erkebiskop „eller Superintendent“ i Throndhjem.^[569]

Den 10 April 1533 døde imidlertid Kongen, og dermed var den dybt ydmygede Erkebiskops Stilling med et Slag igjen forandret. Foreningen med Danmark var indtil videre opløst, og Olaf var som Rigsraadets første Mand bleven Landets Overhoved, indtil det atter fik sig en Konge. Rigtignok vare dets Hovedlen og Hovedfæstninger i danske Mænds Hænder.

Nu indtræder da hans Livs mærkeligste Periode, da han for Alvor tænker paa at øve en bestemmende Indflydelse paa sit Fædrelands Skjebne.

I Danmark udsætter Aristokratiet Kongevalget til næste Aar, og det catholske Parti har der for et Øieblik igjen Overhaand. Et norsk Raadsmøde, dog kun svagt besøgt, samles i Bud i Romsdalen i August 1533. Der haves en Række Optegnelser om, hvad der her forhandledes eller var paatænkt til Forhandling,^[570] og at det er Erkebispens Tanker, vi her have med at gjøre, er, ihvorvel det Hele er noget gaadefuldt, neppe til at tage Feil af. Det er, som om Norge efter Menneskealdres Forfald og politisk Sløvhed med Et skal gjenfødes, samtidig med at Catholicismen kraftig skal opretholdes. Endog gamle og factisk tabte Rettigheder og Besiddelser skulle igjen hævdes, endog den gamle Afgift fra Skotland for Man og Suderøerne, ikke at tale om det geistlige og verdslige Herredømme over Orknøerne skal fornyes, alle Len og Embeder tilfalde Indfødte, Folket opøves i Vaabenbrug, og Skolerne ved Domkirkerne bringes paa en bedre Fod o. s. v. Dette sidste er ikke det eneste Vidnesbyrd om Olafs Interesse for Studier. Af Matrikelen for Universitetet i Køln erfare vi, at Thrøndere lige til Slutningen af hans Tid studerede ved denne erkecatholske Høiskole, og da flere af disse Studenters Navne tyde paa Slægtskab med Erkebispen, tør det vist antages, at de have draget derhen efter hans Foranstaltning og med hans Understøttelse.^[571] Udtrykkelig siges dette at være Tilfældet med Thorbjørn Olafssøn,^[572] siden første lutherske Superintendent i Throndhjem, der tilligemed Geble Pederssøn (de vare begge Nordlændinger) hørte til Olafs særlige Clienter.

Vi vide imidlertid altfor vel, at alt dette kun blev fromme Ønsker og uudførbare Forsætter. Begivenhederne gik sin Gang, Erkebispen regjerede i sit Stift, og vistnok udstedte Cantsleren i Oslo sine Landsvistbreve i hans Navn, men forøvrigt vare Claus Bilde, Erik Gyldenstjerne (Hak), Esge Bilde (eller hans Fuldmægtige i hans Fraværelse som Lübeckernes Fange) Herrer hver i sin Landsdel. Grevefeiden rasede i Danmark, hvis Stilling var meget critisk, i Norge afventede man Kampens Udfald i Uvirksomhed, men med spændt Opmerksomhed og delte Sympathier, Erkebiskopen naturligvis med det inderlige Ønske, at Christian III maatte ligge under. Men saa blev ikke Tilfældet, og nu var Erkebiskopens Stilling fortvivlet. Christians Seir maatte jo tillige medføre Reformationens, altsaa Olafs egen Undergang. Foreløbig forværredes ogsaa dennes Stilling ved et fornyet Brud mellem ham og Vincents Lunge, den Eneste, i hvis Magt det maaske endnu havde staaet at redde idetmindste et Skin af politisk Selvstændighed for Norge, men som rigtignok snarest heldede til den lutherske Side i Kirkespørgsmaalet. Nils Lykkes bekjendte Roman med sin Svigerinde Jomfru Lucie var det, der fornemmelig kom til at gjenopvække Fiendskabet mellem Landets to første Mænd.

Olafs sidste Haab stod til en ny opdukkende Thronprætendent, den fangne Christiern II’s Svigersøn, Pfalzgreve Frederik (senere Churfyrste) af Pfalz, og han indlod sig i Slutningen af 1535 i hemmelige Underhandlinger med Keiser Carl V’s Statholderskab i Nederlandene, den „burgundiske Regjering“. Selvfølgelig holdtes dette hemmeligt, og Erkebispen vægrede sig derfor ikke ved at samtykke i et Rigsmøde, der skulde holdes i Throndhjem i Juletiden 1535–1536, og hvor det var de øvrige Rigsraaders Tanke, at Christian III skulde vælges og en Landskat bevilges. Vincents Lunge, Claus Bilde, Biskopperne Mogens af Hamar og Hans af Oslo og maaskee et Par til kom ogsaa derop, og i Begyndelsen saa det ud til, at det skulde gaa efter Flertallets Tanker, ja Brevene om Valg og Pengebevilling vare alt under Udfærdigelse i Erkebispens Cancelli. Men den 3 Januar 1536 blev Vincents Lunge pludselig dræbt, og Claus Bilde og Hans Reff svævede ligeledes i Livsfare. Disse to tilligemed Esge Bilde, der vistnok er ankommen senere end de øvrige,^[573] sattes saa i Fængsel paa Tautra. Nils Lykke, hvem Erkebispen en Tid havde holdt fast paa Stenviksholm, kom under gaadefulde Omstændigheder af Dage (skal være bleven røget ihjel) ved samme Tid. Skylden for Vincents’s og Nils’s Drab væltedes siden almindelig paa Erkebispen selv, og dennes Frænde Christopher Throndssøn skal have havt væsentlig Andel i det mindste i Vincents’s Udgang af Livet. Der tales ogsaa om tumultuariske Begivenheder i Byen, Almuen skal i Skarer have indfundet sig i Byen og forlangt strenge Forholdsregler mod Rigsraaderne, og et Brev blev udstedt herom i den thrønderske Almues Navn til Indbyggerne i Bergen.

Det Visse er, at nu var Norges Rigsraad sprængt og dødt, og Erkebispen forsøgte da at gjøre sig til hele Landets Herre for at kunne overgive det til Christiern II’s Svigersøn. Han udsendte to smaa bevæbnede Hobe, den ene under Christopher Throndssøn for at tage Bergenhuus, den anden under Einar Tjeld for at tage Akershuus. Begge Foretagender mislykkedes fuldstændig. Nu indlod Olaf sig i Underhandlinger med sine Fanger paa Tautra, forligte sig med dem i April 1536 og satte dem i Frihed, mod Forpligtelse til at holde Len og Slotte til Rigets, Erkebispens og Rigsraadets Haand og kun vælge den til Konge, som Rigsraadet vilde have. Men denne Forpligtelse fik ingen Betydning da den, det egentlig kom an paa, Esge Bilde, holdt fast ved Christian III, og inden Udgangen af 1536 vare foruden Olaf selv Biskopperne Mogens af Hamar og Hoskold af Stavanger omtrent de Eneste, som ei erkjendte den danske Konge. Kjøbenhavns Overgivelse (29 Juli 1536) havde afgjort dennes Seir og foreløbig betaget Pfalzgreven og hans Velyndere. Keiseren og den burgundiske Regjering, Haabet om at gjøre sig til Herrer i Norden. Derpaa var efter Christian III’s Statskup og dets Godkjendelse ved Herredagen i Kjøbenhavn den catholske Kirke i Danmark falden, og Norge bestemt til Undertvingelse.

Erkebiskoppens Time var derfor kommen, og der var ikke Tale for ham om at holde sig længere i Throndhjem, end Vinteren over. Saasnart Vaaren kom, maatte han vente at blive angreben. Han besluttede derfor at flygte til Nederlandene, og den burgundiske Regjering sendte ham Skibe til Reisen. For ikke at drage tomhændet afsted og for at kunne efterlade en liden Styrke paa Stenviksholm og det faste Holms Kloster, idet Haabet ikke ganske blev opgivet om muligt Omslag i Tingenes Stilling, lod han ved sine Fogder optage Penge, Kalke, Diske og andet Selv i Kirker og Præstegaarde langs Kysten fra Namdalen op til Throndenes. Paa den anden Side lod Esge Bilde allerede i Marts plyndre og brænde i det nuværende Romsdals Amt, hvor det gik ud over Erkebispens Sædesvende og andre Tjenere. Herover sendte Olaf Esge et skarpt Brev.

Det var nu paa høie Tid at komme afsted, og den 1 April 1537 forlod Norges sidste Erkebiskop sit Sæde som Flygtning, efter lige før sin Bortreise at have indviet en Islænding til Biskop i Skaalholt. Ved Udreisen af Fjorden gik Christopher Throndssøn, der førte den lille Flaade, i Land og plyndrede Fru Ingers Gaard Østraat. Seiladsen varede længe, endnu 19 April saaes Erkebispens skibe udenfor Udsire. Da han naaede Nederlandene, fik han at vide, at der var sluttet Stilstand paa 3 Aar mellem Christian III og den burgundiske Regjering, og at der i denne var en Artikel, ved hvilken der var forbeholdt ham selv uantastet at kunne forlade Norge. I Nederlandene ned Olaf velvillig Modtagelse, og fik til opholdssted anviist den samme By, Lierre i Brabant, hvor Christiern II i sin Tid havde resideret, men hans Dage her bleve kun faa, da han døde allerede 6 Febr. 1538 Klokken tolv og derpaa fik sit sidste Hvilested ved Høialteret i Domkirken i Lierre.^[574] Efter hans Død udspandt sig langvarige Forhandlinger om hans Efterladenskaber, idet Christian III gjorde Fordring paa en Del deraf som kongelig Eiendom og Nils Lykkes Familie vilde hævde de Klenodier, som han havde lagt Beslag paa ved dennes Fangenskab og Død og derpaa taget med sig ud af Landet. Enden blev, at Pfalzgreve Frederik kom i Besiddelse af det Hele. Men hans Archiv, der ligeledes kom i Pfalzgrevens og siden i Baierns Besiddelse, er heldigvis i vore Dage kommet tilbage til Norge og udgjør en af vort Rigsarchivs bedste Skatte.

Olaf havde en Broder Gunnar, der var Kannik i Oslo 1529 og rimeligvis allerede 1525. En anden Broder Aslak nævnes undertiden i Olafs Tjeneste. I Schønings Samlinger findes en Notits om en tredie Broder „Ridder“ Halvor, hvis Datter skulde være gift med en Adelsmand „Johan Trygge i Senjen“, men denne Efterretning er vistnok tvivlsom. I Ahnetavler tillægges der vor Erkebiskop en Søn Engelbrekt, der siges at have eiet Gaarden Dalhammer i Jemteland, og hvis Datter skal have været gift med Hans Offessøn Rød.

Allerede i Løbet af Mai 1537 havde baade Stenviksholm og Holms Kloster overgivet sig til Esge Bildes Folk, og en større Udrustning, som kort efter kom fra Danmark under Truid Ulfstand, var forsaavidt overflødig. Den romerske Kirke ogsaa i vort Land var nu falden, Throndhjems Domkirke laa i Ruin, Pilegrimsfarterne ophørte, i Erkebispegaarden residerede en verdslig Lensherre, Erkestolens og Klostrenes Gods inddroges under Kronen, og St. Olafs og St. Eysteins skrin sendtes til Danmark og udmyntedes til Sølvpenge. Domcapitlet kom dog endnu nogle Menneskealdre til at føre et Skyggeliv, og i dets Spidse traadte 1546 en luthersk Superintendent. Hurtigt uddøde Traditionen om Erkebispernes svundne Vælde, ingen Historieskriver bevarede deres Minde, og naar man i vore Dage har søgt at fornye dette, har Billedet alene kunnet tegnes efter de sparsomme Vidnesbyrd, som Tilfældet har levnet.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Johannes Steenstrup. Normannerne III 362.
2. Til hvad Lange har anført i De norske Klostres Hist. 2 Udg. 201, kan føies en Henvisning til Biskupa Sögur I 226, hvor et Sagn om Sigurd Ullstreng og Klostret forekommer.
3. Norsk Tidsskrift udg. af Chr. Lange V. 41.
4. Sammesteds S. 44. Der tilføies endog ved hans Navn, at „derefter (hedan frá) begyndte Erkebisperne“.
5. Monumenta hist. Norv. ved Storm S. 189.
6. Se herom Munch, D. n. F. Hist. II 88, der mener at finde en Antydning til Cardinalen i et omskrivende Udtryk. Digtet er trykt paa flere Steder og særskilt udgivet med Oversættelse af Lars Wennberg som Dissertation i Lund 1874. Betegnende for Islændingen er det, at han ved Slutningen ivrig anbefaler sig til et godt Honorar for sit Kvad.
7. Dipl. Norv. I. No. 1. Munchs Formodning, at disse 4 Prælaturer skulde være fordelte paa samtlige norske Bispedømmers Capitler, kan jeg ikke tiltræde. Et Brev til Capitlet i Nidaros, hvor der bruges Udtrykkene „tres archidiaconatus unum decanum in ecclesia vestra“ kan kun angaa denne, ikke andre Kirker. Ellers maatte der have staaet in provincia vestra.
8. Dipl. Norv. II. No. 4.
9. Sammesteds VIII. No. 5, V. No. 5.
10. Henrici Archidiaconi Huntendunensis Hist. Anglorum ed. Arnold 302. (Rev. Britt. M. Æ. scr.)
11. Storms Udg. 1. Af Breve i det svenske Diplomatarium synes jeg at maatte slutte, at Archidiaconer der have forekommet før Capitlernes Oprettelse.
12. Dipl. Norv. VIII No. 1.
13. En Tale mod Biskopperne udg. af G. Storm, 22–23.
14. See Stamtavlen i Munch, N. F. H. III. Nogle phantastiske Indfald om Eysteins Slægtsforhold findes i Personalhistorisk Tidsskrift II. 200 ff.
15. Biskupa Sögur I. 92, 267.
16. Norsk hist. Tidsskr. 2 R. VI. 253. Eystein regner her 26 Nov. 1161 til sit „annus primus“.
17. Munch, d. N. F. H. II. 927–928.
18. Jaffé, Reg. pontiff. Ed. 2. II. 149 sqq. Cfr. Reuter, Gesch. Alexanders III. 2. Ausg. 1. passim.
19. Dipl. Norv. VI. p. 4.
20. Jaffé, l. c. II, 263. no. 12184.
21. Det berettes udtrykkelig, at han reiste til Haalogaland i den Anledning, Fagrskinna cap. 268.
22. Af Sverres Saga sees jo klarlig, at Magnus endnu i Vinteren 1182–3 selv var i Besiddelse af sin Krone, som saa ved hans Flugt faldt i Sverres Hænder.
23. Som bekjendt har saavel Lovstedet om Kongevalget som Privilegiebrevet været Gjenstand for megen Kritik og megen Tvivl. Af de mange lærde og skarpsindige Udtalelser om denne Sag skal jeg her kun fremhæve: K. Maurer, Norwegens Schenkung an den heiligen Olaf, München 1877, G. Storm, Magnus Erlingssøns Lov om Kongevalg og Løfte om Kronens Ofring (Christiania Videnskabsselskabs Forh. 1880 No. 14) og endelig samme Forfatters: Magnus Erlingssøns Privilegium til Nidaros Kirke 1164 (Vidensk. Selsk. Skr. II Hist.-philos. Klasse 1895. No. 2). Privilegiebrevet maa ansees som forfattet af Eystein selv, og dets Stil ligner, som af Storm godtgjort, den man finder i hans bevislige Skrifter. Den delvise Forfalskning, som Brevet, hvis Original forlængst er tabt, senere har undergaaet, tror Storm at kunne tilskrive Domcapitlet i Nidaros under dettes Strid med Erkebiskop Jørund nogle Menneskealdre efter Eysteins Tid. Hvad Brevets Inskription angaar, forklarer Storm Ordene „apost. sedis legato“ som Apposition til Augustino, hvilket ogsaa synes mig rimeligst. Der har været anført, at Legaten, om han skulde omtales i Brevet, maatte være bleven navngiven, hvilket vist er sandt, samt at han ligeledes skulde have været nævnt først og ikke mellem Erkebiskopen og Suffraganbiskopperne. Har jeg imidlertid Ret i min Mening om Legaten som en ringere pavelig Udsending, der selv ikke har havt biskoppelig Rang, da indser jeg ikke, at han endog kunde naa saa høit op, som til at nævnes foran Biskopperne. Imidlertid maa det ikke glemmes, at under Haakon Sverressøn omtales Indrømmelserne til Kirken i 1164 som „Eder, svorne for Legaten“, (der i et Haandskrift forvexles med en senere Legat, Fidentius). Man har altsaa paa den Tid, men maaske urigtigt, villet gjøre Legaten til en Hovedperson.
24. Zorn, Staat und Kirche in Norwegen S. 39.
25. Jaffé, Reg. Pontiff. Ed. 2. II p. 396.
26. Jaffé, Reg. pont. II P. 258.
27. Dipl. Svec. I P. 88
28. Epistolæ S. Thomæ Cantuariensis. ed. I. A. Giles Oxonii 1845. I 301.
29. Biskupa Sögur I, 100, 274, 391.
30. Den engelske Helgen Edmund hørte til de i Norge hyppig dyrkede Helgener og det længe før denne Tid. I 1117 var Hovedøens Kloster bleven indviet bl. a. til ham. I Bergen gaves et Edmundsgilde, og flere Kirker (f. Ex. Vanelvens) vare ham helligede. Navnet er derfor (under Formen Jetmund) endnu ikke sjeldent paa Vestlandet.
31. Memorials of St. Edmunds Abbey (Rer. Brit. med. ævi. I p. 223–224). Naar det her siges, at Dagpengene under Opholdet i Klostret gik af dettes Penge, er det maaske urigtigt, da man af Kongens Regnskaber seer, at han fik Penge af denne.
32. Her citeret efter: Passio et Miracula Beati Olaui ed. by F. Metcalfe, Oxford 1881 p. 53.
33. Alexander Bugge i Norsk hist. Tidsskrift 3 R. IV S. 16.
34. A. C. Bang, Den norske Kirkes Historie under Catholicismen, 100.
35. Jaffé, Reg. Pontiff. 2 ed. II 489.
36. Saaledes Lange, De norske Klostres Hist. 2. Udg. 480.
37. Jaffé, Reg. Pontiff. 2 ed. II 511 (No. 15750). Heraf sees, at Brevet No. 2 i Dipl. Norv. VI, der af Udgiverne er henført til Tiden 1178–1184, maa være af yngre Datum.
38. En ny Udgave af disse Eysteins Skrifter tør imødesees i et paatænkt Supplement til de af G. Storm udgivne Monumenta hist. Norv.
39. Norsk hist. Tidsskrift 3 R. III.
40. Scr. R. D. I, 340: Henricus, Archiep. Nidrosiensis fit religiosus S. Victoris. Naar Munch (N. F. H. II 864) har villet gjøre Henricus (en almindelig latinsk Gjengivelse af Erik) til Reidar, da er dette ganske vilkaarligt og urimeligt, medens Eriks Ophold i St. Victor ogsaa kjendes af andre Kilder. (Norsk hist. Tidsskr. 3 R. III 404)
41. Se herom Munch N. F. H. III 129. Dipl. Svec. I, 88.
42. Dipl. Norv. I. No. 51.
43. Biskupa Sögur I. 275.
44. En allerede ved en anden Stol ansat Biskop kunde, som ovenfor anført om Jon Birgerssøn, ikke vælges, men alene „postuleres“ (udbedes) til en ny. Paven maatte da løse ham fra hans Forhold til sin Domkirke, hvilket betragtedes under Billedet af et Egteskab.
45. Dipl. Norv. II No. 1.
46. N. G. L. I. 409 flg. At denne Forordning ikke har noget med den saakaldte „Sverres Christenret“ at gjem og at denne sidste ikke er udgaaet fra Kong Sverre, men er et meget senere Arbeide, er, som bekjendt, paavist af Maurer.
47. Dipl. Norv. VI pag. 4.
48. Prof. G. Storm har (Norsk hist. Tidsskr. 2 R. IV. 260) godtgjort, at dette Sammenstød mellem Sverre og Erik skede i Nidaros og ikke, som af flere antaget, i Bergen. Nogen „Synode“ i den sidstnævnte By 1190 har saaledes ikke fundet Sted.
49. Om Abbed Vilhelm kan henvises til den kildemæssige Fremstilling af hans Liv ved A. Damborg, der findes i Programmet for Herlufsholms Skole 1867.
50. Brevet er trykt i Scr. R. D. VI, 19–21 og derefter i Dipl. Norv. VI No. 3. Her henføres det til „1190–92“ og den Pave, til hvem det er henvendt, siges at være enten Clemens III eller Coelestin III. Men af selve Brevet sees, hvad allerede Munch med Føie har udtalt, at det maa værre fra Slutningen af 1190, da det udtrykkelig omtales, at Erik „i forrige Aar var kommen hjem efter at have faaet Pallium af Eders Hellighed“, og da det nu vides, at han kom hjem 1189, bliver det klart, at Brevet er fra 1190 og maa være skrevet til Clemens, der gav Erik Pallium. Clemens døde i Marts 1191. Keysers Forsøg paa at forklare „anno præterito“ ved „forledent Aar“, altsaa som ubestemt Tidsangivelse er lidet rimeligt.
51. Saaledes Munch (III 259).
52. Dette Sted har været forskjellig fortolket. Suhm og efter ham Keyser (Kirkehist. I 278) have holdt paa den billedlige Forklaring at uxor var = Stavangers Bispestol, der blev bigama, naar en ny Mand skulde indtrænges efter et lovligt Valg paa en anden. Heri kan jeg ikke værre enig. En Domkirke betegnes vistnok undertiden som Biskoppens Brud, men neppe vilde man have brugt det stødende og plumpe Udtryk uxor, snarere vel sponsa. Dertil kommer, at der jo paaberaabes pave Hadrian IV’s Bestemmelser om Geistliges Ægteskab, hvilket denne, som bekjendt, ikke ligefrem skal have forbudt, men at man her alene kan tænke paa Ægteskabet i egentlig Forstand, er jo ikke tvivlsomt. Jeg forstaar derfor Udtrykkene bogstaveligt som ogsaa Munch (III, 260) her heldet til. (I Dipl. Norv. VI p. 8, 20de Linie bør for bigamam læses bigamiam?) Forøvrigt frembyder denne Stavangersags Historie endnu flere Vanskeligheder. At Nicolas af Erik skulde være indviet til Stavanger og derfra uden pavelig Tilladelse forflyttet til Oslo, vilde i den Grad stride mod den canoniske Ret, at det umuligt kan tænkes at have fundet Sted. Der gives ogsaa et Pavebrev, som hidtil ikke er paaagtet af vore Historikere, men som her er af stor Interesse, ihvorvel det skaber nye Gaader. Dette Brev (Jaffé, Regesta pontificum ed. 2 II, p. 565) er af Clemens III, men udateret. Det er stilet til Episcopus electus Allocensis (hvilket vist er = Oslo; ogsaa i Dødingers Liste over Bispedømmerne og deres Taxer (Beiträge z. polit. etc. Gesch. der sechs lezten Jahrhunderten II) findes Ollozensis for Asloensis). Den udvalgte Biskop maa have været Nicolas. Her omtales, at en comes H. (Erik, Ericus, Hericus, Henricus) har ladet en Præst, der udgav sig for at være Kongesøn, pidske og hænge i en Galge, og at en baro (Lendermand) efter Mordet paa Præsten er gaaet i Kloster. Imidlertid passer ikke denne Beretning paa nogen af de i Sverres Saga omtalte Thronprætendenter, og Sammenhængen bliver altsaa dunkel.
53. Dipl. Norv. II. No. 3. Uddrag hos Keyser I. 285–286.
54. Munch III. 281.
55. Norsk hist. Tidsskr. 3 R. III. 408 flg.
56. Bring, Monumenta Scanensia I. 204. Scr. R. D. V. 377.
57. Scr. R. D. V. 424 sqq.
58. Saxo, ed. Müller p. 894–895.
59. Dipl. Norv. VI. No. 5–8. Nogle Pavebreve til Erik, der ikke findes i vort Diplomatarium, findes hos Jaffé, Regesta pontt., ed. 2, II. 640, 643.
60. Dipl. Norv. I. No. 1.
61. N. G. L. I. 444.
62. Dipl. Norv. VI. No. 9.
63. Keyser (Norges Historie II. 171) har forstaaet det som, at Erkebispen havde opfostret Inge. Dette er i sig selv ganske usandsynligt og bliver ligefrem umuligt, naar man betænker, at Erik jo havde været landflygtig i de Aar, da Inge kunde have tiltrængt Opfostring.
64. Biskupa Sögur I. 130: Absalon erkibiskup vigði Pál at ráði Eiriks erkibiskups, er eigi hafði þá sjálfr sýn til at vigja hann, voru biskupar við vigslu Páls biskups Eirikr erkibiskup ok Petr biskup af Roiskeldu. Den islandske Biskop gav hver af Erkebisperne en Guldring og desuden Gaver til andre Geistlige.
65. Biskupa Sögur I. 485. II 6, 53–54. Sturlunga Saga, ed. Vigfusson II. 293.
66. Rotuli Chart. I, 1, 100. b.
67. Fornm. Sögur IX. 226. Biskupa Sögur II. 88, hvor det feilagtigen siges, at Valget skede med (den da døde) Kong Haakons Samtykke.
68. Ny Kirkehist. Saml. III, 434.
69. Ny kirkehist. Saml. III, 434.
70. Dipl. Norv. VII No. 5–8. VI No. 10–11.
71. Saaledes hos Lange, De norske Klostres Hist., 2 Udg. 29.
72. Se C. Paludan-Müller i det danske Videnskabsselskahs Skrifter 5 R. Hist.-philos. Afd. IV, 335. – Et nyere og aldeles phantastisk Sagn om klostrets Anlæg findes i O. St. Hansens Skrift: Bygdefortælling, Optegnelser fra Tydalen, S. 32 flg.
73. Dipl. Norv. VI No. 12.
74. Biskupa Sögur I 143, 571, 574–75, 588, II 88–102; her findes Adskilligt om den hellige Thorlaks Dyrkelse, som Thore ikke vilde vide af i Norge, medens han ikke forbød den paa Island o. s. v. Ogsaa et norsk Brev fra Thore til Islændingerne findes der.
75. Aarstallet efter Annalerne, Dødsdagen efter Scr. R. D. II 5. 14.
76. Omtrent paa samme Maade omtales han ogsaa i Biskupa Søgur II 88.
77. Jens Nilssøns Visitats-Bøger, udg. af Y. Nielsen, 33.
78. Fornm. Sögur IX, 226.
79. N. F. Hist. III, 558.
80. Dipl. Norv. VI No. 13.
81. Ogsaa i Biskupa Sögur (I. 507) henføres Thores Død til det første Aar af en af Biskop Gudmunds Norgesreiser, Guttorms Hjemkomst først til det tredie og i en af Sagaerne om Biskop Gudmund (Bp. Sögur II. 99) siges endog udtrykkeligt, at Guttorm „var i Rom, da Thinget stod i Lateran“.
82. Dipl. Norv. I. No. 2.
83. Smlgn. Kolderup-Rosenvinge i Maanedsskrift for Literatur IV. 234 fgg. og samme Forf. i Kirkehist Samlinger I. 32. Fr. Brandt, Forelæsninger over norsk Retshistorie II. 275.
84. Se mine Bidrag til Reins-Ættens Historie i Norsk Lit. Tidsskrift 3 R. IV.
85. Dipl. Norv. III. No. 1.
86. Se om de danske Biskoppers Myntrettigheder: H. Olrik, Konge og Præstestand i den danske Middelalder I. 2619 fgg.
87. Scr. R. D. V. 500.
88. Lange, D. n. Klostres Hist. 2. Udg. 228 fgg.
89. Dipl. Norv. VI. No. 15–16.
90. Dipl. Norv. I. No. 8.
91. G. Storm i Norsk hist. Tidsskr. 2 R. IV. 149. 178.
92. Fagrskinna cap. 215.
93. Knytlinga Saga cap. 126 i Fornm. Sögur XI. 394: Kom hánum þat fyrir utan fé, en öngum fyrr.
94. Thrugot, der blev Erkebisp i Lund 1276, skal have været den første, der i den Anledning personlig maatte søge til Rom.
95. Matth. Paris: chron. maj. ed. Luard. II. 635.
96. Denne og hans Venner havde 1224, som bekjendt, flygtet fra Nidaros i – laante Chorkaaber.
97. Se mine Afhandlinger om Munaan Biskopssøn i Norsk hist. Tidsskr. 3 R. III og om Reinsætten sammesteds 3 R. IV.
98. Saml. t. N. F. og Sp. Hist. I. 167, hvor Munthes Gjetning, at Sigurd skulde være Søvn af Erkeb. Jon Raude vistnok er ganske urimelig. I Ramus’ Norriges Beskrivelse S. 217 omtales en Ligsten ved Saxhaug Kirke paa Inderøen, som maa vedkomme Peters Familie, uvist dog paa hvilken Maade. Nicolaysens Bemærkning (Fornlevninger 641) kan ikke bifaldes, og at Erkebispen skulde være begravet andetsteds end ved Domkirken er lidet rimeligt.
99. Dipl. Norv. I. No. 8.
100. L. Daae, Norges Helgener. 170 fgg.
101. Dipl. Norv. I. No. 19.
102. Biskupa Sögur II. 119, 124–125.
103. Dipl. Norv. I. No. 7.
104. Fornm. S. IX. 418.
105. Mærkelig nok forekommer en ny Eindride Peine i Tønsberg 1316 (D. N. II. No. 125). Han hører vel til samme Familie.
106. Tænkeligt kunde være, at „Eystein Raadsmand“ var den samme Mand, som Chorsbroderen Eystein Sure, der i 1239 spillede en fremskudt Rolle under Skules Oprør. Denne Formodning skyldes Prof. O. Rygh.
107. Dipl. Norv. VI. No. 21.
108. Sammenlign min Afhandling om Reins-Ætten i Norsk hist. Tidsskr. 3 R. IV.
109. Dipl. Norv. I No. 22.
110. See herom min Afhandling om Munaan Biskopssøn og Rangrid Skulesdatter i N. hist. Tidsskrift 3 R. III.
111. Dipl. Norv. VII No. 13.
112. Sammesteds I No. 17–18.
113. Biskupa Sögur II. 186–187.
114. Dipl. Norv. VII. No. 13.
115. Dipl. Norv. I. No. 19.
116. Norges gl. Love I. 459. Se ogsaa A. C. Bang, Den norske Kirkes Hist. under Catholicismen 119–120.
117. Dipl. Norv. I. No. 23.
118. Jeg gjør her opmærksom paa Dipl. Norv. VIII. No. 3, en 1192 optagen Fortegnelse over norske Bispedømmer, hvorfra svares Afgift til Pavestolen, forfattet af en Cencius. (Om denne Mand see Hurter– Gesch. Pabst Innocentz III, III. 121 flg. Notitsen findes ogsaa hos Muratori, Scr. V. og i Spittlers Sämtl. Wrke IX. 137. Cencius er vel at adskille fra Cenc. Savelli, den senere Honorius III.) At her ikke er Tale om Bispestoles Afgifter, men om Menigmands, er klart af Udtrykket „in archiepiscopatu, in episcopatu.“ &c.
119. Som man veed, fortæller Matthæus Paris. (Chron. maj. ed. Luard IV. 651. V. 222) at Haakon har betalt ikke mindre end 45,000 Mark Sølv til Paven for sin Kroning, nemlig først 30,000 gjennem Abbed Laurentius af Hovedøen og siden 15,000 til Cardinal Vilhelm. Allerede Munch har studset ved den efter Tidens og særlig Norges Vilkaar uhyre Sum, men dog ikke vovet at forkaste Beretningen. Jeg maa dog ansee det urimeligt, for ei at sige umuligt, at Norges Konge har kunnet – foruden alle øvrige Udgifter ved Kroningen – opdrive saa store Beløb. Jeg hen- viser til, at Haakons Sønnesøn omtrent 40 Aar senere kun med yderste Vanskelighed opdrev 6000 Mark til Hansestæderne (Hartung, Norwegen u. die deutschen Seestädte, Berlin 1878, 79–100), ligesom jeg fremhæver, at man af Matth. Paris. selv erfarer, at endog den engelske Konge Henrik III.s hele Aarsindtægt ikke ansloges saa høit som til 60,000 Mark (Chron. maj. IV. 419.)
120. Scr. Rer. Pruss. II. (Lpg. 1863) 127. Man vil her i „Die Regesten Wilhelms v. Modena“, (S. 116–134) finde et udmærket diplomatisk Materiale til denne Cardinals mærkelige Historie.
121. Matth. Par. Chronica majora ed. Luard. V. passim.
122. Dipl. Norv. III. No. 2.
123. Dipl. Norv. VI. No. 24.
124. I Begyndelsen af det trettende Aarh. var der saaledes en Munk af dette Navn i Newbottle Kloster i Skotland. (Munch, d. N. F. H. III. 752.)
125. Dipl. Norv. II. No. 9.
126. Dipl. Norv. VI No. 24.
127. Sammesteds No. 25.
128. Sammesteds No. 26.
129. Sammesteds No. 27.
130. Dipl. Svec. I No. 359.
131. Dipl. Norv. VI. No. 28–29.
132. Dipl. Norv. III. No. 4.
133. Disse Tilnavne skulle aabenbart udtrykke en Modsætning mellem Fader og Søn og have vel været humoristiske Betegnelser af én eller anden Egenhed hos dem, som nu ikke lader sig paavise.
134. Dipl. Norv. III. No. 4.
135. Dipl. Norv. I. No. 50.
136. Sammesteds No. 53.
137. Dipl. Norv. VI. No. 3.
138. Sammesteds III. No. 5.
139. Rimbægla 330.
140. Dipl. Norv. III. No. 8 (udateret).
141. Dipl. Norv. I No. 59, hvori Udgiverne synes et have tillagt Capitlets Forhold til munkene for stor Betydning i Sammenligning med Præsteskabet i det Hele.
142. Dette er den sidste Efterretning om vore Erkebisper, der kan hentes fra Kongesagaerne.
143. Dipl. Norv. VI No. 33.
144. Dipl. Norv. II No. 11.
145. Dipl. Norv. III No. 7.
146. Fornm. Sög. X. 33. Allerede 1224 nævnes i Oslo en Jon Skolemester, (D. N. I. Nr. 7), der uden Tvivl er den første norske Rector, hvis Navn Historien har bevaret.
147. Dipl. Norv. VIII. No. 10. Af Pavebrevets Overskrift sees, at Paven selv betragtede Erkestolens Besættelse med Haakon som en Provision.
148. Sammesteds I. No. 50.
149. Biskupa Sögur I. 692.
150. Se om ham især Norsk hist. Tidsskr. 2 R IV. 180.
151. Han kaldes virkelig undertiden Secundus, saaledes f. Ex. D. N. I No. 69.
152. D. N. VI No. 34.
153. D. N. VI No. 44.
154. Dipl. Norv. IV No. 1.
155. E. Hertzberg: „Endnu et Christenretsudkast fra det trettende Aarhundrede“ i „Sproglige og historiske Studier tilegnede C. R. Unger“ S. 189 flg.
156. Brev til Jon herom af 11 Marts 1273. Dipl. Norv. VI No. 35.
157. Dipl. Norv. I No. 64, a.
158. Dipl. Norv. VIII No. 11.
159. Herom haves et eget Skrift, trykt i Storms Monumeuta 159 flg. Til Udgiverens Oplysninger kan tilføies Henvisning til Dipl. Svec. III pag. 31, Scr. R. Sv. III, 2 Pag. 141, F. Johannæi Hist. eccl. Isl. II 444.
160. Dipl. Norv. VI No. 40–41.
161. Dipl. Norv. VI No. 66.
162. Pavelige Nuntiers Regnskabs- og Dagbøger udg. af Munch, 12–13.
163. Norges gl. Love II.
164. Se min Afhandling i Norsk hist. Tidsskrift 3. R. I. 1 fgg. om den throndhjemske Erkestols Sædesvende og Frimænd.
165. Se herom Munch, N. F. H. IV. 1, 589 fgg.
166. Dipl. Norv. III. No. 16. Udgiverne have i sin Overskrift uden Tvivl misforstaaet Brevets Ord „infra Throndemiam“, naar de oversætte det med „i Indherred“; det betyder aabenbart: i (hele) Thrøndelagen.
167. Dipl. Norv. V. No. 30.
168. Herom har Alexander Bugge forfattet en endnu ikke trykt Afhandling.
169. Dipl. Norv. II. No. 464–465.
170. Biskupa Sögur I. 715. At Jon reiste 29 Juli, anføres af Munch, men saa staar der ikke i hans Kilde, Arnes Saga l. c.
171. Dipl. Norv. III. No. 20.
172. Dipl. Norv. I. No. 72–73.
173. Dipl. Norv. I. No. 71 og VI. No. 46.
174. Finni Joh. Hist. Eccl. Isl. I. 404 fgg.
175. L. Daae, Norges Helgener 176. Jon havde (sammesteds 174–175) gjort et nyt Forsøg paa at faa Eystein formelig canoniseret, men det blev ogsaa det sidste. Jons Ven Thorfinn af Hamar, der døde i Flandern, blev der (ikke i Norge) anseet for hellig og har fundet Plads i Acta Sanctorum Mens. Jan. I. 548 fgg.
176. Se herom Munch, N. F. H. IV 2, 58 og pavelige Nuntiers Regnskabsbøger 13–14.
177. Biskupa Sögur 1 742.
178. Biskupa Sögur I 828, hvor det berettes, at han længe havde indehavt Throndenes Kirke. Da nu Audun i en senere Tid som Biskop i Hole paa Island lagde for Dagen en stærkt fremtrædende Byggelyst, har jeg tænkt mig, at den prægtige Throndenes Kirke i det mindste tildels turde skyldes denne virksomme Mand.
179. Dipl. Norv. III No. 20. Munch, N. F. H. IV 2, 40–41.
180. Dipl. Norv. II. No. 20.
181. Biskupa Sögur I. 690.
182. Dipl. Norv. VIII. No. 12–13.
183. Biskupa Sögur I. 758.
184. Dipl. Norv. VIII No. 14.
185. Biskupa Sögur. I. 758.
186. Dipl. Norv. VI. No. 51. Her nævnes som Capitlets Deputerede „Thobergus et Thobernus“, hvilket naturligviis maa være rigtigt. Eller Arnes Saga (Biskupa Sögur I. 772) har det derimod tidligere været fortalt, at Sighvat atter var sendt afsted efter Pallium. Den nævnte Thorberg tør have været dennes Broder, da han ogsaa fører Tilnavnet Lande (D. N. III. pag. 43). Thorbjørn kjendes kun fra dette Pavebrev.
187. G. Storm i Aftenposten 1896 No. 826.
188. Dipl. Norv. III. pag. 43.
189. Dipl. Norv. III. No. 104. At denne Andres, saaledes som G. Munthe (Samll. t. N. F. Sp. o. H. I. 164) har meent, skulde være Ridderen Hr. Andres Kyrning, er urimeligt, da Hr. Andres allerede var Ridder 1309, og Erkebiskoppens Brodersøn, da han i 1315 skjænkede sin Gaard til Halvardskirken, ikke kaldes Herre.
190. Biskupa Sögur I. 780.
191. Biskupa Sögur I.
192. Dipl. Norv. III No. 20.
193. Dipl. Norv. VI. No. 61.
194. N. G. L. III. 27 fgg.
195. Dipl. Norv. III. No. 28. Documentet er af Udgiverne henført til Febr. 1290, men Munch har vistnok Ret, naar han (N. F. Hist. IV, 2. S. 171) henfører det til 1291.
196. Man erindre, at Haakon den Gamle havde overdraget Byen Stavanger til Bispestolen.
197. Isl. Ann. 486.
198. Dipl. Norv. I. No. 125.
199. D. N. III. No. 4. II. No. 11.
200. Beskrivelse over Domkirken S. 291. Man vil her finde Oplysninger om Kannikerne, der som Alt, hvad Schøning har skrevet, for sin Tid ere fortrinlige.
201. D. N. II. No. 43.
202. Dipl. Norv. III. No. 32, 34, 35.
203. Jeg henviser naturligvis til Keysers Fremstilling i hans Kirkehistories anden Deel og til P. A. Munchs N. P. Hist. IV/₂, der giver væsentlige Berigtigelser.
204. Dipl. Norv. II. No. 34.
205. Dipl. Norv. III. No. 36.
206. Dipl. Norv. V. No. 30.
207. Dipl. Norv. III. No. 38.
208. Dipl. Norv. III. No. 39.
209. For saadanne udstedte Kongen ved den Tid et nyt Privilegium. Dipl. Norv. I. No. 87.
210. Dipl. Norv. VII. No. 64.
211. Dipl. Norv. I. No. 89.
212. Arne Sigurdssøn blev ikke med, da han var sat i Fængsel i Tunsberg. Norsk hist. Tidsskr. 2 R. V. 144.
213. Dipl. Norv. II. No. 50, Dipl. Arnam. II. 240–243.
214. Isl. Ann. P. 263 o. fl. St.
215. Dipl. Norv. III No. 48.
216. Dipl. Norv. III No. 50.
217. Dipl. Norv. III. No. 62.
218. Munch N. F. H. IV 2, 389 fgg.
219. Norsk hist. Tidsskr. 2 R. IV. 492.
220. Norges gl. Love III. 106 fgg.
221. Dipl. Norv. I. No. 119. At Jørund skulde have staaet i forrædersk Forbindelse med de Svenske, som Munch (N. F. Hist. IV. 2, Side 513) formoder, er neppe sandsynligt og i ethvert Tilfælde ubevisligt.
222. Dipl. Norv. VIII. No. 34.
223. Man vil finde den trykt i Biskupa Sögur I. Jeg har liggende færdig en Oversættelse af denne Saga, som jeg haaber snart at kunne udgive.
224. At Capitlet virkelig havde et saadant Fængsel, hvori clerici ribbaldi kunde kastes, bekræftes af Dipl. Norv. III. No. 32.
225. Dipl. Norv. VIII, No. 31–33.
226. Dipl. Norv. VIII No. 34.
227. Dipl. Norv. II No. 68.
228. Dipl. Norv. VII No. 54. At han valgtes enstemmig sees af D. N. VI. No. 74.
229. Dipl. Norv. I. No. 122, hvor Soveherberget i denne Gaard nævnes.
230. Langes Norsk Tidsskr. 1848, S. 22. Norske Magasin I. 118, 534, 546. I 1507 boede Kongens og Erkebispens. Folk i Gaarden. I Begyndelsen af 16de Aarh. havde en Prior for Dominikanerne her indrettet en Stenkjelder. Efter Reformationen benyttedes Gaarden, som bestod af to Etager, til Lagthing, men 1644 indrettedes de bevarede Dele til Præstegaard for den 1622 opførte Nykirke (Norske Stiftelser III. 584). Endnu benyttes flere af de levnede Kjeldere som Udsalgssteder.
231. Dipl. Norv. VII No. 59.
232. Dipl. Norv. I. No. 125.
233. Isl. Ann. 342.
234. Dipl. Norv. VI. No. 79.
235. Dipl. Svec. III No. 1849.
236. Med Hensyn til hans Betaling herfor kan anføres, at der i den gamle Hamarske Krønike (Jens Nilssøns Visitatsbøger S. 581) bemærkes om Biskop Ingjald af Hamar, at denne „førte paa Eilifs Vegne 400 Florener Guld for en Skjænk til Paven Anno 1312“. Dette har da været Halvparten af det skyldige servilium commune.
237. Dipl. Norv. IV No. 97 og VII No. 65 samt følgende Breve.
238. Se om hans Bogsamling G. Storm i norsk hist. Tidsk. 2 R. II. 185 flgg., der sammesteds 2 R. V. 185 ogsaa har givet andre Oplysninger om ham.
239. Om en saadan see Dipl. Norv. V. No. 80 fgg.
240. Se herom Dipl. Island. II No. 455 (og 340). Arne har som Oversætter af Dunstans Saga (udg. af Vigfusson i Icelandic Sagas II) en Plads i Literaturhistorien.
241. Nævnes ikke i noget Diplom og kjendes kun af Laurentius’s Saga.
242. Moltesen, De avignonske Pavers Forhold til Danmark. Kbhvn. 1896, S. 5.
243. Dipl. Norv. VI. No. 86.
244. Dipl. Norv. VI. No. 91.
245. Dipl. Norv. VI. No. 94.
246. Munch, pavelige Nuntiers Regnskabsbøger 21.
247. Dipl. Norv. VI. No. 113.
248. Dipl. Norv. VI. No. 133, VIII. No. 70.
249. En Tale mod Biskopperne, udg. af G. Storm. S. V.
250. Dipl. Norv. IX No. 99.
251. Dipl. Norv. IX No. 100.
252. Dipl. Norv. VII. No. 126.
253. Laurentii Saga cap. 62.
254. Norges gamle Love III. 154.
255. Dipl. Norv. I No. 300. II No. 312.
256. Svensk hist. Tidsskr. 1882, 327. Munch, N. F. H. Unionsp. I. 644, 907.
257. Norsk hist. Tidsskr. 3 R. B. III. og IV.
258. D. N. I. No. 123. (I samme Brev og andre nævnes forøvrigt ogsaa en Chorsbroder Peter Baardssøn).
259. D. N. III No. 99, IV. No. 101, VII No. 78.
260. D. N. VII. No. 126.
261. D. N. II. No. 138. Brevet er et lidet Bidrag til Datidens Studenterhistorie; en anden bergensk Chorsbroder havde til sine Studier medbragt nogle af Mariakirken laante Bøger og pantsatte dem nu i Brügge for 16 Pund engl. Sterling.
262. Storms romerske Afskrifter.
263. Samll. til N. F. Sp. og Hist. V, 552.
264. D. N. IV. No. 151.
265. Han var Chorsbroder i Nidaros (foruden i Bergen) 1326. D. N. VII. No. 129, om Orknøerne see VII. No. 193, og om Hamar VI. No. 193. Han beholdt disse, indtil han blev Erkebiskop.
266. D. N. X. No. 19.
267. Munch. D. N. F. H. Unionsp. I. 88 fgg.
268. Dipl. Norv. IV. No. 194.
269. Saaledes kalder Munch ham gjentagne Gange.
270. Dipl. Norv. IX. No. 100.
271. Dette maa sluttes bestemt deraf, at Paal, hvis Indvielse, som vi skulle see, maa have fundet Sted i Dec. 1333, angives at have regjeret i 12 Aar, 1 Maaned og 15 Dage. Storm, Monum. 190.
272. D. N. II. I. No. 221.
273. D. N. II. No. 198.
274. Saaledes skede det i Stavanger 1445. Dipl. Norv. IV. No. 897.
275. En ypperlig Beskrivelse af et Bispevalg (i Bergen 1474) læses i Dipl. Norv. V. No. 884. Ved scrutinium fungerede tre Kanniker som Modtagere og Optællere, see f. Ex. ved Eilifs Valg Dipl. Norv. VI. No. 74.
276. Det samme var ogsaa Tilfældet med Arne Aslakssøn, der var valgt til Biskop i Stavanger, men døde ved Curien. D. N. VI. No. 202.
277. D. N. VII. No. 137–138. I det første af disse Pavebreve er fra det nu tabte Valgbrev fra Nidaros optaget den ovenfor meddelte Beskrivelse af Valget.
278. Norges gl. Love III. 284–294. (Udførligt Uddrag hos Keyser).
279. Dipl. Norv. IV. No. 268.
280. Fra Catholicismens sidste Tider i Norge har man en characteristisk Omtale af denne Ceremoni. Paa Gaarden Balhald i Værdalen holdtes der et Julegilde i Tiden omkring 1530, hvor der som sædvanligt ved slige Leiligheder blev drukket tæt. Et Par drukne Mænd besmurte et Haandklæde med Sod og Fedt, dyppede det i Ølkanden og besølede dermed Værten og en af hans Gjester, saa at de saa ud som Trold i Ansigtet. Gjesten sagde da: „Jeg er fermet før, det gjøres ikke behov at ferme mig“. Saml1. til N. F. Sp. o. Hist. III. 359.
281. Dipl. Norv. IX. No. 108.
282. Om Øen ved Reformationstiden og senere se mine Bidrag til Christiansunds Historie i Norsk hist. Tidsskr. 3 R. II.
283. Dipl. Norv. II. No. 235. Om Islandshandelen see ogsaa Biskupa Sögur I. 840, hvor det udtrykkelig omtales, at Skreid ikke udførtes fra Island, da Biskop Laurentius som Electus kom til Nidaros (men altsaa var begyndt at udføres, da hans Saga blev skrevet). Maurer, Island 421.
284. Dipl. Norv. II. No. 222. Norges gl. Love III. 161.
285. Dipl. Norv. II. No. 242.
286. Storms romerske Afskrifter.
287. Dipl. Norv. VI. No. 149. Han kaldes her med Tilnavnet Kumpe.
288. Dipl. Norv. VI. No. 150.
289. Dipl. Norv. I. No. 235.
290. Dipl. Norv. III. No. 222–224. En Henvendelse fra Paven 1338 til Paal om at antage sig de svenske Minoriters Sag ligeoverfor Upsala Capitelsee Dipl. Svec. IV. No. 3380.
291. Walcott, The ancient church of Scotland. London 1874. 168.
292. Ann. Isl. 349, 399, 151.
293. N. F. Hist. Unionsperioden I.
294. Munch, Unionsperioden I. 238. Keyser d. n. K. Hist. II. 274.
295. Biskupa Sögur I. 843.
296. D. N. V. No. 102.
297. D. N. VII. No. 157.
298. D. N. VIII. No. 140.
299. D. N. VIII. No. 102. (Flere Breve fra Haakon til Arne i D. N. VII–VIII.)
300. D. N. III. No. 181.
301. D. N. VI. No. 178, 180, 181.
302. I disse nævnes undertiden Aslak Arnessøn, undertiden kun Aslak; rimeligviis er det samme Person. Haakon nævnes D. N. V. No. 186.
303. Trykt i Norges gl. Love III. 295–301 og udførlig gjengivet af Keyser i D. n. K. Hist. II. 307 fgg.
304. N. G. L. III. 303.
305. Jens Nilssøns Visitatsbøger S. 582.
306. D. N. II. No. 297, 302
307. D. N. II. No. 299.
308. Munch D. n. F. H. Unionsperioden I. 491.
309. Scr. R. D. VI. 525.
310. D. N. V.
311. D. N. V. No. 80–83. Er Baard Arnes Broder har denne ogsaa havt en Søster Ingeborg. D. N. II. No. 293.
312. D. N. II. No. 305.
313. Levede endnu som Chorsbroder i 1358, D. N. VIII. No. 172.
314. D. N. I. No. 322.
315. 1 Febr. anmeldte han for Bønderne i Jemteland, at han stod i Begreb med gjennem deres Land, hvor han vilde tilbringe Paasken, at drage i pilegrimsfærd til St. Olaf (D. N. III. No. 271), og 7 Juni s. A. finde vi ham i Bergen. (D. N. III. No. 272).
316. D. N. I. No. 323.
317. D. N. VI. No. 197. VII. No. 224.
318. D. N. VII. No. 225.
319. D. N. VIII. No. 160.
320. See navnlig Listen i Døllingers Beiträge zur politischen &c. Gesch. der sechs letzten Jahrhunderte II. 173. Denne Taxtfortegnelse, tilligemed nogle andre er aftrykt i mit Universitetsprogram: Symbolæ ad hist. eccl. etc. p. 18–21., hvortil henvises.
321. Annalerne, Storms Udg. S. 355.
322. Udg. af Munch, fol. 132.
323. Munch, N. F. H. Unionsp. I. 509. Lange (Norsk Tidsskr. 1850. 59) har derimod med Føie udtalt sig mere forbeholdent.
324. Til hvad der før vidstes herom, kommer nu ogsaa Storms Afhandling i Aftenposten 1896 No. 823 og 826.
325. Se ovenfor S. 56–57.
326. D. N. VII. No. 230. Moltesen (De Avignonske Pavers Forh. til Danmark, 146) mener, at „de norske Præster i at overtræde Coelibatsloven have været de danskes Overmænd.“
327. D. N. II. No. 265. At Kirken paa Storfosen var opført af Haakon den Gamle, sees af dennes Saga. Den var ikke mellem de 14 Kgl. Capeller, men (i Lighed med Kirken paa Steig i Gudbrandsdalen) maa den altsaa dog have tilhørt Kongen. Lange tager vistnok feil, naar han af det citerede Brev slutter, at der ved den Tid kun var to Munke (Kanniker) i Kastelle, see hans Klosterhistorie 2 Udg. 482.
328. Den røde Bog 181.
329. D. N. IX. No. 150.
330. D. N. IV. No. 357. Keyser D. n. K. H. II. 349.
331. D. N. I. No. 334.
332. D. N. II. No. 319, 326, 365, 410.
333. N. F. H. Unionsp. I. 851.
334. Den Pave, som udnævnte Olafs Eftermand, Gregorius XI, var valgt 30 Dec. 1370 og indviedes 4 Jan. 1371. Han erklærer i det Brev, hvormed han udnævner den nye Erkebiskop (22 Oct. 1371, D. N. VI. No. 279), at han „in nostri apostolatus primordials“ (hvilket, da han ved Brevets Udstedelsestid kun havde været Pave paa 10de Maaned, maa betyde „strax ved min Tiltrædelse“) havde erfaret, at Nidaros Erkestol var ledig, og den maa da være bleven ledig i 1370. Vistnok siger han senere i et Brev af 23 Mai 1372 (D. N. VI. No. 282), at han i Olafs levende Live har ladet beslaglægge hans Løsøre for Gjeld, og hertil holder Munch sig uden at betænke det af mig her fremhævede. Men herpaa lægger jeg mindre Vægt; dette kan lettelig Concipisten have nedskrevet, uden nærmere at overtænke, i hvilken Paves Tid Beslaglæggelsen var gjort.
335. D. N. II. No. 374.
336. G. Storm, Snorre Sturlassøns Historieskrivning 210. Catalog over den Arnamagn. Haandskriftsamling I. 34.
337. D. N. IV. 615.
338. Aslak Bolts Jordebog 103.
339. Dipl. Norv. I. No. 441.
340. N. F. H. Unionsp. II. 135.
341. Dipl. Norv. VI. No. 279.
342. Dipl. Norv. V. No. 272–273. Paverne gjorde overhoved undertiden Paastand paa ligefrem at være Arvinger til afdøde Prælaters Efterladenskaber (spolia). Se Moltesen, De avignonske Pavers Forhold til Danmark, 75.
343. Dipl. Norv. V. No. 268.
344. Munch. N. F. H. Unionsp. I. 851.
345. Dipl. Norv. I. No. 429, 441. III. No. 384.
346. Dipl. Norv. II. No. 468.
347. Ellers kun kjendt fra et Testamente af 1381, D. N. II. No. 468.
348. Saaledes Munch, N. F. H., Unionsp. II. 134.
349. L. Daae, Matrikler over nordiske Studerende 5. Han kaldes her den danske og norske Konges Raad, hvilket dog ikke behøver at betegne ham som Medlem af Rigsraadet, hvad han vist ikke var.
350. Isl. Ann.
351. Enten paa Op- eller Nedreisen deltog han i et norsk Rigsraadsmøde i Bergen 26 August 1383, hvor en Retterbod udstedtes, Norges gl. Love III. 218.
352. Storms romerske Afskrifter.
353. Dipl. Norv. VII. No. 265.
354. Dipl. Norv. IV. No. 682.
355. Dipl. Norv. III. No. 312.
356. Dipl. Norv. VII. No. 265. Dette sidste, at han for en Tid opgav Embedet paa Tjern, sees af Dipl. Norv. IV. No. 682. Man tør af et meget senere Brev (Dipl. Norv. IV. No. 639) maaske slutte, at Vinalde har erhvervet og senere beholdt en fast Eiendom i Oslo, den saakaldte Hjalparagaard, hvor nemlig hans Sovestue omtales.
357. Munch, N. F. H. Unionsp. I. 753. Munch formoder med Føie, at han har faaet ogsaa et Canonicat ved Mariekirken, da han herefter stadig kaldes „Herre“.
358. Dipl. Norv. IV. No. 448.
359. Dipl. Norv. II. No. 388. Se ogsaa Annalerne (VI. 1366.)
360. Matrikler, udg. af L. Daae II.
361. Dipl. Norv. V. No. 280.
362. Dipl. Norv. IV. do. 682. Nogle Gaver af ham til Kirker i Viken vil man finde anførte i „Den røde Bog“, passim.
363. Dipl. Norv. II. No. 439.
364. Dipl. Norv. II. No. 453.
365. Dipl. Norv. I. No. 409.
366. Dipl. Norv. V. No. 331.
367. Dipl. Norv. II. No. 482.
368. Dipl. Norv. II. No. 453.
369. C. Storms Afhandling i Aftenposten 1896. No. 826.
370. Molbechs og Petersens Udvalg af danske Diplomer No. 10.
371. Dipl. Norv. I. No. 508. (Brevet er forfattet paa Tysk).
372. Dipl. Norv. III No. 477.
373. Dipl. Norv. I. No. 511.
374. Dipl. Norv. III No. 484. Brevet er skrevet paa Latin uden Tvivl for ogsaa at kunne i fornødent Tilfælde fremlægges i Udlandet.
375. Dipl. Norv. III. No. 760.
376. Dipl. Norv. VI. No. 338.
377. Dipl. Norv. IV. No. 639 (1 Febr.) i Oslo, IV No. 641 (paa Hamar), III. No. 522 (5 Mai) og IV. No. 478 (12 Juni, begge sidste Gange atter i Oslo.)
378. Storms romerske Afskrifter.
379. Utrykt Document i Lybeks Stadsarkiv af 14 Juni 1394 (findes mellem Svecana).
380. Lange, De n. Klostres Historie 2 Udg. 286.
381. Dipl. Norv. XI. pag. 102.
382. De Stormske Afskriften Naar man erfaren at Kastelle Kloster i 1403 overdrager Valgretten til Prioratet til Abbeden i Ebelholt i Sjelland, (Scr. R. D. VI. 176) da slaar det neppe Feil, at dette Convents Kanniker have søgt at benytte Erkestolens Ledighed til at løsrive sig fra dens Overherredømme.
383. Storms romerske Afskrifter.
384. Ligesaa.
385. Se herom min Afhandling om Erik og Philippas Giftermaal i Norsk hist. Tidsskr. 2 R. II. 357–358.
386. Dipl. Norv. IV. No. 639.
387. Dipl. Norv. VI. No. 368–370.
388. Storms romerske Afskrifter samt Dipl. Norv. I. No. 729.
389. Sammesteds.
390. Fra 1421 findes i Rom en Supplik fra en Nic. Rugeman af Schwerins Stift, Baccal. in decret. fra Bologna, der ligeledes ønskede Throndenes og besynderlig nok i sin Ansøgning anfører, at Aslak Bolt, da Biskop i Bergen, før sin Ophøielse til Biskop, skulde have indehavt dette Beneficium, hvilket umuligt kan have været saa (Storms Afskrifter.)
391. Storms Afskrifter. Nærø Gjeld var tidligere (1417) ved Pavebrev tilstaaet en Bersvenus Nicolai efter frivillig Resignation af Eskillus Thoraldi. (Sammest.)
392. Begge Suppliker findes mellem Storms romerske Afskrifter.
393. Grønlands hist. Mindesmærker III. 148. 891. Finn Joh. Hist. eccl. Isl. II. 339.
394. Dipl. Norv. IV. No. 795.
395. Svensk hist. Tidskrift 1888, Øfvers. 2.
396. I Dipl. Norv. II. No. 574 omtales en ubekjendt Fru Mereta som Indehaver af Lenet 1403.
397. Dipl. Norv. II. No. 717. V. No. 457.
398. Dipl. Norv. XI. No. 162.
399. Molbechs og Petersens Udvalg af danske Diplomer S. 19. Man ser, at en anden af de her opregnede Raadmænd tituleres Hirdmænd, en Titel, som nu holdt paa at uddø.
400. Norsk hist. Tidsskr. 3 R. II. 121. Stamtavlen. Til denne bør ved Siden af Bengt Harnitssøn føies Broderen Olaf, der 1442 var Biskop i Bergen. (Dipl. Norv. I. No. 783.)
401. „Servivit Erico, regi Norvegiæ“. Dipl. Norv. X. No. 73.
402. Dipl. Norv. XII. No. 162, hvor Bjarne omtales som Aslaks Maag 1418.
403. Dipl. Norv. V. No. 541. Om det er den samme Prest, som nævnes i Jevnaker 1430. (Dipl. Norv. II. No. 703) er vel uvist, og maaske har denne sidste hedt Sigrid og ikke, som Udgiveren har ment, Sigurd.
404. Annalerne, Storms Udg. S. 289.
405. Keyser. D. n. K. H. II. 450.
406. Storms romerske Afskrifter.
407. Det fortjener at bemærkes, at Jacob af Bergen opholdt sig i Sjelland i Marts og endnu efter Paaske 1407 (Danske Magasin R. III. 119. V. 38) og altsaa let kan have fremsat Ønsket om at forflyttes til Oslo Bispestol, hvis ikke Tanken er opstaaet hos Margrete eller Erik selv.
408. Bjergynjar Kálfskinn 6.
409. Aslak Bolts Jordebog 3.
410. De romerske Afskrifter. Den i forrige Capitel omtalte Præbendejæger Nic. Rugeman var dog ogsaa her ude og skaffede sig Pavebrev paa den nye bergenske Værdighed, men da der i Brevet forudsattes consensus episcopi, er han neppe kommen i Besiddelse deraf.
411. Kjøbenhavns Diplomatarium, udg. af O. Nielsen I. pag. 140, 145.
412. Dipl. Norv. I. No. 657.
413. Provideret i sin Tid til Abbed af Paven. (Storms Afskrifter). Han var Munk i et romersk Kloster. Jeg har længe været af den Tro, at han var en svensk Mand, og hans varme Interesse for den svenske Orden, hans hyppige Ophold i Sverige, ja endog hans Døbenavn peger i den Retning.
414. Dipl. Norv. I. No. 172.
415. Dipl. Norv. VII. No. 276.
416. Chronik des Lesemeisters Ditmar, hg. v. Grautoff. II. 52–53.
417. Aslaks Jordebog 3, 110.
418. Dipl. Norv. V. No. 586. Mellem Aslaks ikke store Bogsamling fandtes bl. a. „Chronica gestorum Noricoum“, formodentlig en Sagabog.
419. Dipl. Norv. I. No. 728, et Pavebrev. (Storms romerske Afskrifter viser, at Biskop Audun af Stavanger bemyndigedes til at modtage Aslaks Ed som Erkebiskop).
420. Hans Supplik er af Interesse. Det hedder, at Decanatet ved Nidaros Domkirke er „dignitas curata et electiva, non tamen major post pontificalem“. Ivar Gunnarssøn forekommer i norske Diplomer som Kannik i Aarene 1419–1424 og Thorstein Niclissøn i Aarene 1422–1435. Paa hvilken Maade Svein Erikssøn har fortrængt ham fra Decanatet, veed jeg ikke.
421. Dipl. Norv. V. No. 939.
422. Dipl. Norv. VIII. pag. 349.
423. Dipl. Norv. V. No. 614.
424. Udgivet 1852 som Universitetsprogram af P. A. Munch.
425. Aslaks Ombudsmand for det sidstnævnte Stift, Thorgeir Ketilbjørnssøn, nævnes 1429. Dipl. Norv. III No. 698.
426. Se min Afhandling om Fru Gørvel Fadersdatter i Norsk hist. Tidsskr. 3. R. III, hvor man (S. 268) vil see, at denne Frues uhyre Jordegods søndenfjelds kun indbragte „med Bygsel og al anden Rente“ 1000 Daler om Aaret.
427. Ved Sundnes (P. 111) var der en Skorstensstue. N. Nicolaysen, som (N. Fornlevninger 832) bemerker, at dette er første Gang, han har seet en Skorsten nævnt i Norge, misforstaar Stedet, som om denne Skorsten skulde have været i Residentsen i Nidaros. At saadan Bekvemmelighed dog fandtes ogsaa der, er sagtens givet, naar vi finder den paa en Avlsgaard.
428. Wattenbach, Gesch. d. röm. Pabstthums 229.
429. Saaledes for en Deel af Oslo Stift 1426. Dipl. Norv. IV. No. 829.
430. Dipl. Norv. VII. No. 98. Undertiden omtales ogsaa en heel Tønde Viin.
431. Norges gl. Love I. pag. 142, IV. p. 59.
432. Dipl. Norv. V. No. 598–601.
433. Dipl. Norv. V. No. 602, 607.
434. Dipl. Norv. V. No. 613.
435. Dipl. Norv. V. No. 613.
436. Dipl. Norv. V. No. 616–619. Sammenlign Aslaks Jordebog 2.
437. Meddelt i Oversættelse (fra Tydsk) og med Anmerkninger af G. Schøning i „det Throndhjemske Selskabs Skrifter“ II. En god Udgave af Originalen, der snart tør imødesees, er saa meget mere ønskelig som den i Venedig 1881 af C. Bulle udgivne „Viaggio di M. Pietro Quirini“ er helst utilfredsstillende.
438. Ogsaa Olaus Magnus (Ed. Romæ 1555, 621) omtaler Hvidbjørneskind i Domkirken. Saadanne Skind fandtes vistnok i alle Kirker og tjente Præsterne til Fodtepper ved Messen i den kolde Tid. Omtr. 1280 ser man en Mand i et Testamente skjænke en Kirke et Bjørneskind. (Dipl. Norv. I. No. 70). At et saadant Skind fandtes i Hedals Kirke i Valders, har vistnok senere foranlediget det bekjendte opdigtede Sagn om denne Kirke.
439. Aslaks Jordebog 1.
440. Ellers angives Branden til 1431, saaledes i Scr. R. D. VI. 328: „1431, Non. Jul. Basilica Nidrosiensis arsit“. Datum, 2 Juli, er formodentlig rigtig, men da Aslak Bolts Jordebog (pag. 1) angiver Aaret 1432, har jeg holdt mig hertil, som det efter al Rimelighed rette. Dette bestyrkes ogsaa ved den ovenomtalte Reisebeskrivelse. Venetianerne, der i Juni 1432 var i Nidaros og fandt Kirken „herlig og prægtig“, vilde, om den Aaret i Forveien var brændt, neppe have omtalt den paa samme Maade, i ethvert Fald ikke uden at bemerke Noget om Ulykken.
441. Lange, de n. Klostres Hist. 2 Udg. 415.
442. Aslaks Jordebog. 1.
443. Dipl. Norv. No. 622–634.
444. Se Paludan-Müller, Herredagene i Odense 1526 og 1527, S. 40. Decretet trykt efter en Original findes i Thorkelins Samling af danske Kirkelove 124 flg.
445. Dipl. Norv. I. No. 747.
446. Dipl. Norv. I. No. 745–746. Den nye Biskop, Olaf Nilssøn, hvis Dødsaar er ubekjendt, maa vel adskilles fra sin Efterfølger, der ligeledes hedte Olaf, hvorfor Forvexling har været hyppig. Den anden Olaf (Harniktssøn) var en Søstersøns Søn af Erkebiskop Aslak og var i Embedet 1442 (D. N. I. No. 783, cfr. L. Daae Christiern I.s norske Historie S. 84).
447. Dipl. Norv. V. No. 658.
448. Dipl. Norv. V. p. 457.
449. Dipl. Norv. I. No. 537. V. No. 645.
450. Rørdam, Kjøbenhavns Kirker og Klostre, 36–38.
451. Se herom mit Universitetsprogram: Symbolæ ad. hist. eccl. (1888) 27–28. Af Storms romerske Afskrifter erfares nu, at Tidemannus Nicolai 7 Januar 1435 var provideret af Eugenius IV til Episc. Tranquitiensis (sic), da den forrige Indehaver af dette vistnok imaginære Bispedømme, Severinus (som havde bl. A. vicarieret i Oslo Stift) var bleven Biskop af Færøerne. Det heder endog, at han skulde personlig residere ved Ecclesia Tranquitiensis!
452. Jeg har tidligere meent, at dette Document er affattet i Söderköping om Høsten 1436 (Norsk hist. Tidsskr. IV.) og samtidig med og uafhængig af mig kom C. v. d. Ropp (Zur deutsch-skandinav. Gesch. des 15 Jahrh., 43) til samme Resultat. G. Storm derimod mener, at Documentet er affattet ved Modet i Calmar s. A. (Norsk hist. Tidsskr. 3 R. II. 112) og har maaske Ret.
453. Dette Oprørs Historie er først ret opklaret af G. Storm i Norsk hist. Tidsskr. 3 R. II. 101 flg.
454. Dipl. Norv. VII. No. 396.
455. Om disse Concilier se især Paludan-Müller i Dansk hist. Tidsskr. 3. R. I. 297–311, og A. C. Bang, Den norske Kirkes Historie under Catholicismen 311–315.
456. Helveg. Den danske Kirkes Hist. til Reform. II, 319.
457. Norske Magasin I. 539–540. Dipl. Norv. VIII. pag. 349.
458. Christiern I.s norske Historie 1448–1458. Universitetsprogram for 1879. Alle Kilder ville der findes citerede.
459. Han havde testamenteret enhver Domkirke i sine tre Riger tre Hundrede rhinske Gylden til Aartidehold (Danske Mag 4 R. V. 355), men det tør være tvivlsomt, om de alle have faaet denne Gave.
460. Denne danske Prælat, der i mange Aar havde været fraværende fra sit Stift og var ganske uden Interesse for Norge, var vistnok Gjenstand for Aslaks særegne Uvilje. I 1449 greb Erkebispen ind i Jens’s Styrelse af sit Stift, idet han afsatte en af ham indsat Sognepræst til Gjerpen og udnævnte en anden i Stedet. Dipl. Norv. II. No. 783.
461. Finni Joh. Hist. Eccl. Isl. II. 346–349.
462. Styffe (Bidrag till Skandin. Historia III, XXXIV siger, at han døde i Juletiden. Den altid saa nøiagtige Styffe har da vel kjendt en Hjemmel for denne Tidsangivelse, men ikke anført den. I den gamle Erkebiskopsrække anføres kun Dødsaaret 1450.
463. I Norsk hist. Tidsskr. III. 227 har jeg ved en Feiltagelse gjort Fru Elsebe til en Datter af Svale Ottossøn, hvis Søster hun var.
464. Aslaks Jordebog 28, 91, 95, 101, 111.
465. Dipl. Norv. III. No. 834.
466. Dipl. Norv. V. No. 731.
467. Den større Del af nærværende Capitel er skrevet paa Grundlag af et af mine tidligere Skrifter: Kong Christiern I.s norske Historie 1448–1458, (Christiania Universitets Program i Anledning af Kjøbenhavns Universitets Firehundredaarsfest 1879). Alle Kilder ville der findes angivne og selve Begivenhederne udførligere fortalte.
468. Reuterdahl. D. sv. K. Hist. III, 2. S. 29.
469. Se herom Münter Kirchengesch. Dänemarks II. 204, Pontoppidans Annaler II. 206, men fornemmelig Wersenberg. Die groszen Kirchenversammelungen II. 348. I Skriftet: Ephemerides Dominicanæ (af R. P. P. Fredericus Steill, Dillingen 1691) findes (vol. II, 591 sqq.) en Oversigt over de merkeligste Mænd i Dominikanerordenen, hvoriblandt ogsaa Henrik Kalteisen. Der gives først en kort Skildring af hans Liv og Virksomhed. Indskriften paa hans Gravsten o. s. v. Derpaa følger en fuldstændig Fortegnelse med udførlige Uddrag af hans Skrifter, bl. a. hans Tale ved Conciliet i Basel 1433, hans Digte o. s. v. (Denne Notits skylder jeg Stipendiat A. Bugge, der har seet Bogen i Rom.) See ogsaa Werlauff, i Skand. Literaturselskabs Skrifter XVI. 87.
470. Denne Æventyrer havde endnu i Aaret 1453 den Frækhed (og det i København) at optræde som Archipostulatus af Nidaros. Hans senere Skjebne skulle vi ikke her videre dvæle ved. Han vedblev at staa i Kongens Tjeneste, indtil han 1460 eller 1462 skal være druknet ved Sveriges Kyst.
471. Se om denne Mand, der kun trak Indtægter fra Nidaros, men opholdt sig i Kjøbenhavn, Rørdam, Kbhvns. Kirker og Klostre 117–118.
472. Dipl. Norv. XIII No. 95.
473. Se Catalogen over Haandskrifter i Coblenzer-Gymnasiets „Programm zu den Herbstprüfungen 1832“ ved Dr. E. Dronke. S. 18 fgg.
474. Storms romerske Afskrifter.
475. Aslak Bolts Jordebog S. 58.
476. Dipl. Norv. V. No. 821.
477. Svensk hist. Tidskr. 1882, 231.
478. Dipl. Norv. VII. No. 475, 602–603.
479. Dipl. V. No. 884.
480. Carsten v. Gherens Krønike (Haandskrift i Lübeck): „Anno 1474 tor Copstene toch Olaus Trunder, ertzbiscop to Drunthem, des copmans vrunt, to mathe to Rome unde staff dar Katharine, begrauen ad Augustinum.“
481. Dipl. Norv. II. No. 888.
482. Norske Herredags-Dombogen udg. af E. A. Thomle, 1 R. I. 207 fgg., hvor forskjellige genealogiske Oplysninger ville findes.
483. Storms romerske Afskrifter. I Gherens Krønike hedder det: „It (Erkestiftet) wart vorleen eneme Card. Dursuluest wart to Biscop to Bergen confirmert Magister Jo. Teste un Magister Gauto Ertzbiscop to Drunthem“. I Norske Saml. 8vo I. findes en Efterretning om, at Gaute i sin Farbroders Tid skulde have været „designeret“ Erkebiskop. Jeg har ikke havt Leilighed til at se det i „N. Saml.“ citerede Haandskrift, men tror ikke paa, at Beretningen er paalidelig.
484. En Optegnelse i den Münchenske Samling i Rigsarchivet.
485. Dipl. Norv. X. No. 249.
486. Jeg har udførlig gjengivet disse Bestemmelser, fordi de, saavidt jeg forstaar, hidtil ikke have været bekjendte. Jeg har dem fra en Afskrift i det danske Rigsarchiv, der angives at stamme fra „Mss. Barth. VIII. p. 573, ex libro chartac. Torfæi.“
487. Hadorphs Udg. af den svenske Rimkrønike B. 2.
488. Dipl. Norv. I. No. 950.
489. Dipl. Norv. I. No. 951, cfr. IV. No. 997.
490. Dipl. Norv. II. No. 955.
491. Danske Magazin 3 R. II. 15–16.
492. Dipl. Norv. XIV. No. 187.
493. Dipl. Norv. I. No. 995.
494. Allens de tre nord. Rigers Hist. I, 355. fgg.
495. Biskop Ingemar af Vegsjø til Rigsforstanderen Svante, 3 Sept. 1507 i Handl. rör. Skand. Hist. XX. 185. Beretningen hviler paa Udsagn af Biskoppens Landbo, som personlig har været i Throndhjem og er vendt tilbage for 8 Dage siden.
496. Sammesteds 126.
497. Allen, De tre nord. Riger I 457, 678.
498. Dipl. Norv. VIII No. 471 og 473.
499. Denne Beretning der skyldes et Brev fra den svenske Ridder Hr. Thure Jönssön (Knut Alfssøns Faderbrodersøn) til Hr. Svante Nilssøn, maa vistnok benyttes med Forsigtighed, da et Træk i samme (det, der fortælles om Olaf Ottessøn) bevislig ikke er rigtigt. Brevet er trykt i Styffes Bidrag til Skandinaviens Historia V. 366–367.
500. Dipl. Norv. I. No. 985.
501. Jens Nilssøns Visitatsbøger 32.
502. Dipl. Norv. XII. No. 629.
503. Utrykt Document i Rigsarchivet.
504. Dipl. Norv. X. No. 200.
505. Dipl. Norv. V. No. 924.
506. Dipl. Norv. X. No. 269.
507. Dipl. Norv. V. No. 952.
508. Allen, anf. Skrift I. 439.
509. For Fuldstændigheds Skyld tilføies, at man i Arfwidssons Handlingar rör. Finland I. 132 vil finde et Brev fra denne Erkebiskop.
510. Allen, de tre nord. R. Hist. I. 447.
511. Bircherod, Breviarium Equestre 37. Suhms Saml. I., 3 H. 104. Werlauff, Oplysninger til Elephantordenens Hist. S. 23.
512. Finni Johannæi Hist. eccl. Isl. II. 250.
513. Jo. Svaningii Christiernus Secundus, Francof. 1658 Lib. I cap. V. Sect. 4.
514. Allerede Paludan Müller har (De første Konger af den Oldenborgske Slægt, 250), uden just at tale om Eriks paastaaede Andel i denne romantiske Historie, stærkt opponeret mod dens Troværdighed.
515. Dipl. Norv. V. No. 1016.
516. Dipl. Norv. V. No. 968.
517. Aarsberetn. fra Geheimearchivet I, 35 fgg.
518. Aarsb. fra Geheimearchivet II. 48.
519. Skrivelsen til Erik selv (Dipl. Norv. IV. No. 1052) er bevaret i (rigtignok mutileret) Original i det norske Rigsarchiv. Derhos haves en anden Skrivelse fra Paven af samme Datum, men i en forskjellig Form (Dipl. Norv. V. No. 1005). Af en Paategning paa førstnævnte sees, at Erik har betalt 124 Ducater „asque (ɔ: absque annata“; den angivne Sum er da servitia minuta til det pavelige Cancellie, annata derimod de sædvanlige 800 fl. til det pavelige Kammer.
520. Dipl. Norv. V. No. 1007.
521. Dipl. Norv. XV. No. 141.
522. Norske Rigsregistranter I. 17.
523. Dipl. Norv. I. pag. 767.
524. Dipl. Norv. XI. No. 296.
525. Hvitfeld p. 1176.
526. Dipl. Norv. I. No. 1042.
527. Se mine Bemærkninger herom i Norsk hist. Tidsskr. III. 238. Allens Mening, at Nils Henrikssøn skulde være en dansk Rigsraad af Gyldenstjernernes Æt (De tre n. R. H. II. 211. 541) bortfalder, da Bricka (Dansk hist. Tidsskr. 4R. V. 33) har paavist, at der dengang ikke existerede nogen dansk Rigsraad af dette Navn.
528. Hvitfeld S. 1176.
529. Dipl. Norv. XIV. No. 207.
530. Jeg maa her om dem henvise til Aarsberetn. fra det st. Kgl. Bibliothek I. 208 fgg., Nyerups hist.-stat. Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge II. 449 fgg. samt nogle Bemærkninger af mig selv i Norsk hist. Tidsskrift IV. 491 fgg.
531. Dipl. Norv. VII. No. 552.
532. Dipl. Norv. VII. No. 547.
533. Norske Regnskaber og Jordebøger, udg. uf Huitfeldt-Kaas I. paa mange Steder, see Registret.
534. Allen, De tre nord. R. III./I. 72.
535. Dipl. Norv. VI. No. 572 fgg.
536. Nærmere herom i Karl Ahlenius’ Verk: Olaus Magnus o. s. v. Upsala 1895. S. 42 fgg. I sit Verk Hist. gentt. Septentrr. Romæ 1555. p. 734 omtaler Olaus et ellers ikke bekjendt Brev fra Erkebiskop Erik til Leo X tildels af naturhistorisk Indhold.
537. Allen, De tre nord. Riger II, 411. I Catalogen over de Bøger, som Throndhjems Domcapitel efter Reformationen besad, nævnes Livius.
538. Behrmann, Chr II.s Historie II. 155.
539. Dipl. Norv. III. No 1072 smnlgn. VIII. pag. 577.
540. Skattemandtallet for Erkestiftet og Bergens Stift findes i Norske Regnskaber og Jordebøger udg af H. J. Huitfeldt-Kaas II. 37–258.
541. Allen, De tre n. R. III./I. 143–144.
542. Dipl. Norv. I. No. 1054.
543. Alt, hvad herom vides, har jeg samlet i min Afhandling om Erkestolens Sædesvende og Frimænd. Norsk hist. Tidsskr. 3 R. I, 1–27 fgg.
544. Det Meste, af hvad der vides om Sigbrit og Dyveke, vil findes samlet i Allens og Paludan-Müllers Verker, senere har jeg selv efter Kilderne leveret en Afhandling om disse to Kvinder i „Folkevennen“ 1894. S. 269–291.
545. Dipl. Norv. I. No. 1054.
546. Finni Joh. Hist. eccl. Isl. IV. 204 (i et Brev fra Erik selv.)
547. Dipl. Norv. I. No. 1058.
548. Dipl. Norv. IV. No. 1080.
549. En hidtil ikke paaagtet, og idetmindste delvis urigtig Fortælling herom findes i Stegmanns Hanseatische Chronik (Scr. rerr. Prussicarum V. 520.) Her hedder det: „Anno 1521 sendte Kongen Bud til Erkebispen af Throndhjem, at han skulde komme til ham, men han blev hemmelig advaret og undveg til Amsterdam. Da Kongen fik dette at vide, forklædte han sig selv sjette i Kjøbmandsklæder og kom til Amsterdam til Erkebispens Herberg som en ubekjendt Kjøbmand. Til stor Lykke var Erkebispen ikke tilstede og fik Leilighed til at søge Beskyttelse hos Geistligheden, saa at Kongen ikke fik fut paa ham.“
550. Dipl. Norv. IV. No. 1080.
551. Dipl. Norv. VII. pag. 657.
552. Videbatur multa super domesticis rebus constituere ex Pontificis autoritate velle, verum moritur infectis rebus senex qvidem venerabilis et qui ipso oris habitu sereniore testaretur animi innocentiam. (Jacobi Ziegleri Schondia, udg. paany af H. Hildebrand i Geografiska Sektionens Tidskrift I. Om Ziegler see v. Günther, Jakob Z. ein bayerischer Geograph u. Mathematiker, Ansbach u. Leipzig 1896 og om den urigtige Mening, at Z. skulde have besøgt Norge og Norden L. Daae i Norsk hist. Tidsskr. 2 R. VI. 331 fgg.
553. See saaledes Dipl. Norv. VII. No. 568, 573.
554. Dipl. Norv. VII. No. 632. VIII. No. 567 o. fl. St.
555. Dipl. Norv. XII. No. 431.
556. Schöning, Throndhjems Domkirke 239.
557. Som i Fortalen anført, kan den sidste Erkebiskops Historie kun blive fortalt i sine store Hovedtræk. Jeg gjør opmærksom paa, at jeg tidligere har skrevet Adskilligt om denne Mand, navnlig i D. Meidells Norske Maanedsskrift I. 266–296 og i Norsk hist. Tidsskr. III. („Fru Inger Ottesdatter“).
558. Se min Afhandling om Orknøernes og Hjaltlands Berøringer med Moderlandet Norge efter 1468 i Statsøkonom. Tidsskrift 1895, S. 55.
559. Samll. til N. F. Hist. I. 487.
560. Dipl. Norv. XIV. No. 258. Maaskee har han da havt Veø som Præbendekald? I den gamle Kirke paa denne Ø er nemlig hans Vaaben anbragt.
561. Dipl. Norv. II, No. 1055.
562. Dipl. Norv. VII. No. 598.
563. Paludan-Müller„ Grevens Feide II. 5.
564. I denne Haandfæstning omtales Ytterøen som helt tilhørende Erkestolen. Se herom Norsk hist. Tidsskr. 3 R. III. 261.
565. Dipl. Norv. VI. No. 689.
566. Dipl. Norv. VIII. No. 569, 648. XII. No. 429.
567. Dipl. Norv. X. No. 585.
568. A. Heise i Dansk hist. Tidsskrift 4 R. VI. 189–194.
569. Dansk hist. Tidsskr. 4 R. VI. 251.
570. Dipl. Norv. X. No. 672 fgg.
571. Norsk hist. Tidsskr. III. 490–491.
572. Kirkehist. Samll. 3 R. I. 503 fgg. Nogle Thrøndere havde ogsaa i det 15de Aarh. studeret i Køln, see Personalh. Tidsskr. 3 R. V. 296. Det kan tilføies, at Olaf holdt sig en Forelæser, og som saadan et Aar benyttede den senere islandske Superintendent Gissur Einarssøn, der i sit Hjerte var Lutheraner og maatte vogte sig for, at Olaf skulde faa fat i hans kjetterske Bøger. Kbh. Vidensk. Selsk. Skr. V. (1751) 232.
573. Han blev fangen paa Veien til Throndhjem („under Dorefeld“). Rørdam, Monumenta II. 183. Dipl. Norv. XI. No. 635.
574. Personalhist. Tidsskr. I. 148.