En Erindring

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 12-14).

Jeg ſatte mig i Krogen,
og nynnede et Kvad,
og læſte ſaa i Bogen
og var ſaa hjerteglad.

Da randt mig i Sinde
min Barndoms Vee og Lyſt,
og mangt et halvſlukt Minde
ſteg fra ſin Taagekyſt:

Min Fader ſad i Haven
og ſaae min Barnefryd.
Da bar man En til Graven
med Sang og Klokkelyd.


Og ved den ſorte Baare
gik tvende Børn og græd,
den ene græd faa ſaare,
den anden var ſaa ſpæd.

Da blev min Fader ſtille,
og tog mig paa ſit Skjød:
”O, tak din Gud, du Lille,
din Fader er ei død.”

Da ſank en angſtfuld Tanke
i Barnets klare Sind,
da trilled Taarer blanke
ned paa den røde Kind.

Da græd jeg fromt og længe,
gjemt i min Faders Favn,
bad for de arme Drenge,
og delte deres Savn.

Nu er jeg langt fra Haven,
nu har den tabt ſit Løv;
og ak, ſaa langt fra Graven,
der tog min Faders Støv.


Saa ſad jeg taus i Krogen
min Vinteraften hen,
og læſte vel i Bogen;
men Taarer faldt paa den.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.