Else/7
„Glædelig Jul!“
„Tak i lige Maade!“
Alle Mennesker raabte til hverandre, smilte og hilste; hilse med Hatten kunde ingen, saa belæsset som man var med Pakker.
Inde hos Delikatessehandlerne og i Legetøibutikerne stod to ja tre Rækker og strakte sig forbi hinanden, og Butikfolkene sprang sig næsten fordærvet bag Disken.
Men ude paa Gaden stod ligesaa tæt af Børn og saa i Vinduerne, skjønt i de fineste Butiker, hvor der netop var mest at se, var der saa dugget paa Ruden af Varmen derinde, at en maatte kige i Striberne efter alle Draaberne, der randt ned, — naar man skulde se noget.
Der stod en Julegubbe med snehvidt Skjæg og holdt et lidet Juletræ, paa hvilket der brændte bittesmaa, rigtige Lys. Han var det allerdeiligste, man kunde se; men saa var der en ækel, halvstor Pige, som selv havde været inde; hun sagde, det var ikke rigtig Sne, som var strøet over Manden og som glimtede saa smukt i Træet, men bare hvidt Strøsukker, for hun havde smagt.
Dette ødelagde Julegubben for de fleste, og der blev en unaturlig Tilstrømning til det næst-mærkværdigste: en Caroussel, som gik rundt. Og her blev Klumpen af Smaabørn saa kompakt, at de Voxne næsten ikke kunde faa sine løs; og dog maatte de skynde sig hjem. Det ringede ikke længer; Klokken var over sex; de skulde hjem og pyntes, og da først kom det morsomste af alt!
Men kunde noget være morsommere i Verden end at gaa omkring i de lyse Gader, mellem alle de venlige Mennesker, der raabte: Glæedelig Jul! For det var ikke bare i Vinduerne, der var noget at se paa. Men bedst som du gik, blev der et Rabalder, og saa var det en tyk Mand, som faldt, for der var saa skrækkeligt glat.
Og alle de Pakker, som spredtes rundtomkring ham! ja du skulde troet, Manden var en stor Legetøismand til at lukke op — fyldt med Pakker, som nu varitede ud, fordi han gik op, da han faldt.
„Herregud! — stakkels Mand I maa jeg børste Dem?“
„Slog De Dem?“
„Aa lidt —“ svarede den Tykke og gned sig.
„Det er farligt at falde baglængs,“ sagde den ene.
„Høist for svære Folk,“ sagde den anden.
„De kan være glad, De slap saa godt,“ sagde den tredie.
„Naar Enden er god, er alting godt," sagde den fjerde, som var den vittigste.
„Glædelig Jul!“ sagde de alle.
„Tak i lige Maade“ — svarede den Tykke; og alle hjalp ham med Pakkerne, det var en hel Indlevering; og alle Pakkerne var i Behold undtagen de, som han selv havde haft i Baglommen; men det kunde jo ingen hjælpe.
„Nu skal vi gaa hjem!“ sagde de store Børn og tog de smaa ved Haanden.
Javist vilde de gaa hjem. Der var jo det allermorsomste: Juletræet, Presenterne, Overraskelserne; — men alligevel: denne Salighed maatte vare længe. Det var saa mageløst at have det saa forskrækkeligt morsomt og alligevel have det allermorsomste tilgode, saa man kunde næsten være ganske ængstelig for at gaa til det aller-allermorsomste, for saa blev det jo forbi snart.
Men da de kom hjem og blev pyntede og greiede — med lidt Vand ianledning af Dagen, faldt det høitidelige over dem. Den uhyre Spænding, som var opsamlet under Ugers ja Maaneders vilde Drømme, var nu steget tiltops, havde nærmet sig lige til Nøglehullet, der skinnede som en liden Stjerne af alle de Lys, som just tændtes derinde paa Juletræet. Nu skulde bare Døren aabnes, — Døren skulde aabnes, — der var ikke mere nu, som skilte mellem det store, det vidunderlige end denne Dør — denne Dær, som skulde aabnes; — nogen nærmede sig derindenfor, - det knirkede lidt i Laasen, — den bevægede sig — Døren! — Døren bevægede sig, — den gik op — helt op paa vid Væg slog de Døren! — aah!
— I Kramboden hos Ellingsen & Larsen var der lige travlt; de, som nu kom, var mest Smaafolk, der gjorde nødvendige og unødvendige Indkjøb til Julen. Af og til blev den tunge Luge i Gulvet bag i Butiken aabnet, og den yngste af Krambodgutterne steg ned, for at hente ny Forsyning af et eller andet.
Loppen og de andre var just komne indenfor Kjælderdøren, da Lugen blev aabnet; de andre trak sig ud i en Fart; men hun blev staaende — stiv af Skræk.
Men da hun saa Benene af Gutten, som steg ned, havde hun dog Besindelse nok til at kaste sig ind mellem nogle Melsække.
Mens hun laa der — stille, næsten uden Aandedrag, følte hun sig aldeles tilintetgjort. Gjennem hendes Hoved jog i skjærende Klarhed hele hendes Liv fra Fald til Fald, indtil hun laa her — fornedret til det yderste mellem Tyve og Kjæltringer. Nu maatte hun de, hun kjendte det tydeligt; tom og svag, som hun var efter Sult og onde Dage, havde Skrækken lamslaaet hende; hun besvimede.
Krambodgutten maatte vist have seet eller hørt noget henne ved Døren; thi han saa hele Tiden derhen. Men da han ikke var videre modig af sig, steg han op igjen og lukkede Lugen.
Mekaniken ruskede i Else; hun blev liggende.
„Det tænkte jeg,“ mumlede han med en styg Ed, „hvad skulde vi med hende!“
Han stod et Øieblik raadvild; Svend og Blikkenslageren kom ogsaa indenfor. Pludseligt greb Mekaniken en Flaske i den Hylde, hvor han vidste, Likørerne laa, knækkede Halsen med et behændigt Slag og hældte nogle Draaber i Munden paa Else.
Hun vaagnede — forstyrret, overrasket; derpaa greb hun Flasken og drak igjen.
„Se saa — tag dig nu en Hjertestyrkning; du skal have to Skinker til Puppelene under Tørklædet dit,“ dermed gik Mekaniken igang med at læsse paa Svend og Blikkenslageren.
Hvad var det, hun drak? — aldrig havde hun smagt sligt. Det var sødt og stærkt som den anden Likør, men dette var Roser, — Roser var det, hun drak, Roserne, som havde fulgt hendes Ungdom, men som nu havde været saa lenge borte, — de vare nu komne igjen til hende, — hun drak dem i lange, duftende Drag.
Som varme Klæder lagde det sig om hendes forfrosne Lemmer; hun blev med en Gang stærk og mæt og reiste sig helt op, medens en behagelig, lunken Strøm rislede gjennem hende. En Glæde uden Maal piblede op i hende; hun sansede ikke, hvor hun var, hun vidste af ingenting; men der var ikke den fjerneste Skygge over den Fryd, hun følte.
Hvergang hun drak, var det, somom hun sank dybere og dybere i varme, duftende Rosenblade, indtil de slog sammen over hendes Hoved og svingede hende frem og tilbage under høie Hvælvinger, hvor Roser ringede og Musiken duftede i lange, rosenrode Toner, der kjendte hendes Elendighed og kom, for at trøste hende. —
Men Kjælderdøren blev stødt op udenfra, og Ølkononien viste sig bleg og forpustet. Krambodgutten maatte have mærket noget; thi der var gaaet Bud efter Politiet og to Betjente vare allerede ved Madam Ellingsens Hjørne.
Mekaniken blev med en Gang borte, somom han var sunken i Jorden. Ogsaa Blikkenslageren løb med det, han havde; Ølkonomen fulgte, og henne paa Bankhjørnet under Gaslygten, skimtedes de lange Ben af Jørgen Tambur, som forsvandt.
Men Svend vilde ikke gaa fra Else, som stod med den tømte Flaske i Haanden; han trak hende med sig henimod den Udgang af Smuget, som endnu var fri.
Pludselig stansede hun, og trykkede Hænderne hæftigt mod Brystet. Svend saa paa hende: Øinene vare blankere end nogensinde, Læberne vare røde af Blod, — hun havde skaaret sig paa Flaskehalsen —, og al hendes Ungdoms Skjønhed syntes et Øieblik at være vendt tilbage i det lille fine Ansigt. Svend stod aldeles fortabt; — saa deilig havde hun aldrig været.
Men saa begyndte hun at le, først lunt og muntert — som naar de var Venner og havde det godt —, saa stærkere og stærkere, indtil det blev Loppens gamle Latter, den, som kunde læbe opad Trapper og nedad Trapper og lige ind i Hjertet paa Folk; men bestandigt vildere og vildere lo hun, saa det gik ham gjennem Marv og Ben.
Svend greb hende, for at faa hende til at tie; men da trykkede hun igjen Hænderne mod Brystet, Ansigtet blev graat. og med et langt, skjælvende Suk gled hun ud af hans Arme og faldt med Ansigtet ned i Sneen.
Der kom alt en Politibetjent løbende, og Svend tog tilbens ad den modsatte Kant. —
„Glædelig Jul!“ sagde Fru Politimesterinden.
„Tak i lige Maade,“ svarede Fru Bentzen.
De to Damer stansede under de store Gaslygter foran Konsul Withs Indkjørsel. Der var en Udvidelse af Gaden — næsten som et lidet Torv — mellem Konsulens Hus paa den ene Side og Ellingsen & Larsen paa den anden. Og da dette var et Knudepunkt for Byens Færdsel, samlede der sig lidt efter lidt flere Damer, der havde sluttet sine Indkjøb og sine Uddelinger; — selv Fru With, som netop kom hjem fra Byen, steg ud af sin Vogn og sluttede sig til Gruppen, for at udvexle Julehilsener og tale om Dagen.
Der var ikke blot Damer af Foreningen for faldne Kvinder af St. Petri Menighed, men fra de forskjellige Foreninger i Byen; og Samtalen var yderst levende — tildels lidt hoverende, undertiden endogsaa en Smule ondskabsfuld, naar det gjaldt om at forsvare eller fremhæve sin egen Forening: hvormeget den havde havt at uddele. Men Grundstemningen var dog velvillig, man var færdig og havde god Samvitiighed.
„Ja De har Ret; det er deiligt at være færdig,“ sagde en.
„Det er saamend en travl Dag; jeg troede aldrig, jeg skulde blevet af med mit sidste Livstykke; alle havde faaet Livstykker; her var altfor mange Livstykker iaar.“
„Men saa ved vi ogsaa, at vi har udrettet noget,“ erklærede Fru With paa sin Kant.
„Se dog Frøken Falbe derborte, hvor hun løber,“ sagde Fru Politimesterinden.
„Saaledes er det altid med hende.“
„At ikke hun kan blive færdig, — det skjønner ikke jeg; lidet har hun, og det, hun har, kaster hun bort til den første den bedste.“
Fru With afbrød med sin myndige Stemme: „Jeg tror, hun gaar omkring til de Fattige og snakker ondt om os.“
Det var der mange, som længe havde troet. De Fattige vilde aldrig svare stort, naar man spurgte efter Frøken Falbe.
Imidlertid havde Kapellanen ogsaa sluttet sig til Gruppen. Han var meget smilende og helligt oprømt i Dagens Anledning, og Damerne trængte som ham, for at ønske ham en velsignet Julefest.
„Frøken Falbe gik just forbi —“
„Nei — maa jeg bede,“ rettede Fru Politimesterinden: „hun løb rigtignok forbi. Det gjorde mig saa ondt at se hende; der var ligesom ingen rigtig Julefred over hende.“
„Ak — nei — kjære Frue!“ svarede Kapellanen stille, „det vil jeg saa gjerne tro. Det kommer altsammen an paa, i hvilken Aand der arbeides. Naar vort Arbeide ikke bæres af den rette Aand, saa fattes Velsignelsen.“
„Ja — det har Hr. Pastoren Ret i,“ udbrød Fru Bentzen, „det er netop det velsignede ved Julen, at man har opfyldt sin Pligt: delt med de Fattige. Idag kan Ingen klage, og det er saa deiligt at tænke paa, naar man selv har det godt.“
„Og det er ikke mindre deiligt at medtage til sit Hjem de Fattiges Tak og Velsignelse,“ tilføiede Fru Politimesterinden blidt.
Kapellanen saa med Beundring paa den smukke Frue, og i den opløftede Julestemning, hvori han befandt sig, vilde han tilslut henvende nogle opbyggende Ord til den lyttende Kreds af Damer, da just Doktor Bentzen kom over Gaden.
Den gamle Herre smilede med sit arrige Grin, idet han sagde: „Gledelig Jul — mine Damer! — stort Tyveri over hos Ellingsen & Larsen. Politiet har alt fakket et Par.“
„Tyveri! — stjæle! o min Gud! stjæle Juleaften; — umulig! — hvem — hvem! — kjendte nogen dem?“
„Det kan ikke være Folk herfra Byen,“ erklærede Strygebrættet majestætisk.
„Det er Banden fra Mam Späckboms Ark,“ — svarede Doktoren ondskabsfuldt.
Banden — ja; Banden havde ingen tænkt paa; de afskyelige Mennesker var jo en Skam for hele Byen.
Det gjorde et meget ubebageligt Indtryk — dette. Kapellanen opgav sin lille Tale og sukkede kun kortelig over „de Forhærdede“, hvorpaa man skiltes, for at skynde sig hjem og prøve at forvinde dette Skaar i Juleglaeden.
Fru Politimesterinden sagde til Fru Bentzen, da de fulgtes hjemover: „Tænk Dem Frue! — hvor distrait jeg er. Da Deres Mand sagde: Madam Späckboms Bande, havde jeg saa nær som et Haar sagt: De mener Frøken Falbes Bande.“
„Der er ved Gud noget i det,“ svarede Fru Bentzen og saa paa den unge Frue med Agtelse. —
Imidlertid løb Frøken Falbe virkelig omkring i Byen; hun ledte efter Loppen. Da hun var kommen hjem Klokken halv syv, var Kristian gaaet ud; hele Huset tomt og mørkt og Else intetsteds at finde.
Det var en bitter Skuffelse for Frøkenen; hun havde glædet sig saa meget til denne Aften, og det faldt hende slet ikke ind at tvivle paa, at Else vilde komme, naar hun saa alvorligt havde lovet det.
Men saa kom hun til at tænke paa, at Else muligvis kunde have været ved Arken Klokken sex, men var gaaet igjen, da der ikke var Lys. Og nu gjorde hun sig selv haarde Bebreidelser, fordi hun havde ladet sig opholde hos Konen paa Møllen, og fordi hun overhovedet havde sluppet Loppen fra sig, da hun først havde faaet Tag i hende.
Gaderne blev tomme. Foran Vinduerne stod bare to-tre Fattigbørn og frøs; Butikerne lukkedes undtagen Høkernes, hvor der endnu var fuldt af Folk.
Da Konsul With gik hjemover henad syv belæsset med Pakker, — han havde altid de kostbareste Foræringer til sin Kone —, traf han tre Politibetjente, der bar noget langt, sort mellem sig.
„Hvad er det? — Hansen!“ spurgte Konsulen.
„Aa — det er Loppen — Hr. Konsul.“
„Hm! — er — er hun død?“
„Bare døddrukken — tænker jeg. Glædelig Jul! — Hr. Konsul!“
„Tak i lige Maade,“ svarede Konsul With og gik videre.
Altsom der blev stille i Gaderne blev der lystigere i Husene, og Børnenes Latter og Skrig trængte ud i den kolde Vinternat, hvor Frøken Falbe endnu ilede afsted — hvert Øieblik indbildende sig, at hun saa Loppens Tørklæde svinge om Hjernet.
Tilslut traf hun en Politibetjent, der ogsaa syntes at søge nogen; han fortalte hende, at Banden havde været paa Tyveri, og at Loppen havde været med.
Træt og tilintetgjort gik Frøken Falbe hjemover. Det var i Virkeligheden ikke saa sjeldent, at hun oplevede Skuffelser af denne Art; men dette var det smerteligste af alt; hun holdt saa meget af Else.
Da Søsteren ikke kom efter Aftale Klokken sex, var Kristian gaaet ud; men han fandt ingen at drikke med iaften, koldt og tomt var der overalt; saa var han gaaet hjem igjen — sær og krakilsk.
Søsteren sagde ingenting, men satte Grøden over; den stod ferdig, det var bare at varme den. Mens hun dækkede Bordet, plagede han hende med Bebreidelser og ondskabsfulde Vittigheder; og da hun kom med Grøden, var den sveden, fordi hun havde glemt at røre i den.
Alt var saa uhyggeligt som det vel kunde være, — og hun, som havde glædet sig saa til denne Aften! En Stund kjæmpede hun tappert; men da Graaden seirede, lagde hun Hovedet ned paa Armen og hulkede halt.
Broderen sad lidt og saa paa hende. Saaledes havde han aldrig seet den stærke Søster bøiet. Han begyndte at angre og vilde finde noget formildende at sige:
„Ja ser du — Augusta! du faar aldrig andet end Skuffelser og Sorg saaledes som du bærer dig ad. Hvis du plent maa have disse Fattige at stelle med, saa gjør som de andre Damer i Byen. De har sine visse Fattige, som de hjælper, saa behøver de ikke at bryde sig om de andre. Men du kaster det lille, du har, væk til alverdens Skrab, som ikke staar til at hjælpe, — ja du gjør kanske mer Skade end Gavn!“
„Nei Kristian — det gjør jeg ikke!“ raabte Frøken Falbe bestemt og løftede Hovedet; „og jeg vil ikke have mine visse Fattige. Lad de andre løskjøbe sin Samvittighed med de Smuler, de kaster bort; lad dem gaa hjem — trygge i den Tro, at de har opfyldt sin Pligt ved at indsnevre sit Hjerte til nogle enkelte værdige Trængende, hvor de kan se Velsignelsen — som det hedder. Jeg ser, at det store Svelg bliver aldrig fyldt, hvormeget der kastes i det; og denne Vished er den eneste Løn, du har Lov til at vente for din Medlidenhed; — den driver dig fra Hul til Hul, til de værste, de lastefuldeste, hvor du ved, der venter nye Skuffelser og ny Smerte. Thi nu ved jeg, hvad jeg mener: Pengene, Gaverne, Almisserne — altsammen kommer godt med, og jeg glæder mig, naar det kommer. Men al Verdens Guld fyider ikke saameget i Svelget mellem dem, der har det godt, og dem, der har det ondt, som en eneste Draabe varmt Menneskeblod. Og har du end ikke en Klud at give dem, men kan du bringe dem til at forstaa, at du har dette varme Hjerteblod, da skal du ikke frygte Skuffelserne, men gaa fra Hul til Hul, og du behøver ikke at vende dig efter Lønnen. Derfor vil jeg staa tidligt op imorgen og tage fat, hvor jeg slap.“
Da hun havde sagt dette, gik Broderen hen til hende.
Kjærtegn var sandelig ikke hyppige mellem disse Søskende; men nu tog han hende i sine Arme og kyssede hende.
Og han hviskede hende noget i Øret. Hun havde hørt det saa mange Gauge — dette Løfte, hun vidste, han ikke havde Kraft til at holde.
Men denne Gang troede hun paa ham; hun saa op paa ham med det forunderlige Smil, der gjorde hende saa smuk, og takkede ham.
Saa satte de sig igjen — lo og græd og snakkede sammen — som de ikke havde gjort paa mange Aar.