Else/5
Den smukke Fru Politimesterinde holdt ikke længer Kontor fra 10—11. Hun var kjed af det.
Disse forberedende Arbeider drog ud i det uendelige; da Kapellanen havde faaet Foreningen stiftet, syntes det, somom han havde naaet sit Maal, og Foreningens videre Trivsel og Fremgang lod ikke til at ligge ham saa meget paa Hjertet.
I sidste Møde havde han endogsaa — under almindelig Tilslutning foreslaaet, at Sagen foreløbig skulde stilles i Bero til Høsten; thi nu kom Sommeren: alle Stiftelsens Velyndere reiste til Bad eller paa Landet; man fik derfor indskraenke sig til at arbeide i det stille — som Kapellanen udtrykte sig —, og saa mødes igjen — om Gud vilde — til Efteraaret med fornyede Kræfter.
Arbeidet i det stille var ikke noget for Fru Politimesterinden. Hun ønskede tvertimod paa en eller anden Maade at udmærke sig; men der var ingen Anledning; og tilslut lod hun Protokollen ligge lukket paa Skrivebordet; men hun lod den dog ligge der; det var altid en smuk Gjenstand, og alle Fremmede spurgte jo, hvad det var.
En smuk Maimorgen mellem 10 og 11 kom Pigen ind i Soveværelset og meldte, at Frøken Falbe var i Stuen, for at tale med Fru Politimesterinden.
Fruen vilde først undskylde sig; men da hun hørte, at det vedkom Foreningen for faldne Kvinder i St. Petri Menighed, gjorde hun et klædeligt Hastværkstoilette og kom ind. Men hun var alligevel lidt ærgerlig; det lignede netop Frøken Falbe at komme i utide.
Det lignede hende ogsaa, at hun slot ikke syntes at bare den Historie om en frygtelig Hovedpine, som Fruen fortalte, men uden videre gik til Sagen.
„De husker — Frue,“ saaledes begyndte hun, „at jeg for en Tid siden anbefalede en ung Pige til Deres Forening? De husker ogsaa, hvad der forhindrede hendes Antagelse?“
Fruen nikkede stivt.
„Denne Hindring er desværre nu bortfaldet,“ Frøken Falbes Stemme lød lidt skarpt, da hun sagde dette, „Pigen er kommen paa Afveie — i en sørgelig Grad.“
Fru Politimesterinden vidste ikke rigtig, hvad hun skulde svare. Hun paatog sig en forretningsmæssig Mine og søgte efter Indvendinger; hun følte en instinktmæssig Trang til at modsige Frøken Falbe.
Men med et slog det hende: her var jo den ypperligsto Anledning til at udmærke sig; hun var jo Foreningens Secretær, og omend Stiftelsen ikke endnu var fuldt organiseret, saa havde hun dog baade Penge og Klædningsstykker at disponere over. Hun saa hen til Protokollen. De Kvinder, som modtog fast Understøttelse af Foreningen skulde indføres i den.
Fru Politimesterinden fattede en dristig Beslutning og aabnede festligt Protokollen.
Med fast og sirlig Haand udfyldte hun nu endelig de tomme Rubrikker i den første Linie: Navn, Alder, af hvem anbefalet — o. s. v. — altsammen med en Forretningsmine, somom det var tyvende Gang, hun gjorde det.
Da alt var udfyldt, sagde Frøken Falbe: „Hvad nu Barnet angaaer“ —
„Barnet!“ — skreg Fru Politimesterinden. „er der et Bam?“
„Der kommer et“ — svarede den urokkelige Frøken Falbe.
Den stakkels Frue troede et Øieblik, hun skulde besvime; men Vreden fik Overhaand; blussende rød og med alt andet end fromme Øine reiste hun sig: „Det er Skam af Dem — Frøken Falbe! men saaledes er det altid med Dem. Nu maa jeg radere i Protokollen, — den er spoleret — ganske spoleret“ — og Fruen brast i Graad af Sorg og Ærgrelse.
„Men hvad skal dog dette betyde?“ — spurgte Frøken Falbe.
„Aa — det ved De godt“ — hulkede Fruen, „naar der er et Barn, skulde De henvendt Dem til Foreningen for trængende Barselkvinder og ikke til os; — det vidste De godt — jo De vidste det! — det er jeg overbevist om!“
Frøken Falbe smilede, Frøken Falbe smilede virkelig lidt ondskabsfuldt, da hun gik nedad Trappen. Om hun havde vidst det, er ikke godt at vide; ialfald gik hun ikke til Foreningen for trængende Barselkvinder.
Derimod gik hun hjem igjen til Arken og opsøgte Mam Späckbom. De to Damer vare vel kjendte og nærede gjensidig stor Respekt for hinanden. Naar Frøken Falbe var rigtig i Nød for at skaffe Hjælp til en eller anden Stakkel, hun havde fundet, vidste hun altid, at Mam Späckbom havde lidt tilovers, naar det kneb.
Og Madamen satte Frøkenen uendeligt høit; — mest kanske, fordi Frøken Falbe var det eneste dannede Menneske, som nogensinde havde vist virkelig Agtelse for hendes Lægekunst.
Desuden pleiede hun at paastaa, at skjønt Frøkenen havde saa lidet at give, var der dog ingen af Byens velgjørende Damer, der gjorde saa megen Nytte og var saa afholdt som hun.
Men da Madamen nu hørte, at det var Loppen, som skulde hjælpes, rystede hun misbilligende sine Hængekrøller: „Det nytter ikke med hende — Frøken! — jeg kjender Blodet — jeg!“
Mam Späckbom havde savnet Loppen, saa hun næsten var bleven gammel paa et halvt Aar; angret havde hun vel kanske ogsaa; men hun var af et altfor haardt og stridbart Stof til nogensinde at erkjende det.
Imidlertid fortalte Frøken Falbe uden at lade sig skræmme af Hængekrøllerne, hvorledes det var gaaet Else i det sidste; hun havde holdt Øie med hende saa godt, hun havde kunnet.
Loppen havde fra tidligt ivaar levet samraen med den unge Gutten fira Teglværket — dels derude, dels i et berygtet Logishus nede i Byen.
Men han var doven, og dertil drak han ustanselig, naar han var i Byen. Derfor havde Else lidt meget ondt, og hvad værre var: hun var i den korte Tid bleven saa forandret, at naar Frøken Falbe besøgte hende og prøvede at hjælpe og retlede hende, saa lo Loppen trodsigt og mente, hun skulde nok klare sig selv.
„Jaja — der ser De, saaledes er hun,“ mumlede Madamen.
Men nu var Else syg. Og igaaraftes, da Frøken Falbe fandt hende alene — Svend havde ikke vist sig paa flere Dage — da var det forbi med hendes Trods, hun græd og var saa myg og angerfuld.
Saa længe fortalte Frøken Falbe om Else, at Madamen tøede op; og om Aftenen blev Loppen hentet og fik sin gamle Seng i det lille Kammer, hvor der kom Morgensol.
I Førstningen turde Else ikke se Madamen i Øinene. Men da hun igjen havde vænnet sig til de gamle Omgivelser, og især, efterat det var overstaaet og hun havde faaet et lidet ynkeligt, dødfødt Pigebarn, begyndte den gamle Fortrolighed mellem dem at vende tilbage.
„Men“ — sluttede Mam Späckbom, da de havde havt en lang Samtale om Fortiden, „hvis du herefter gjør Galskaber, eller løber bort, eller hvis du bare en eneste Gang gaar ovenpaa til Puppelene, saa er alt forbi mellem os to — forbi for bestandigt!“
Else følte sig saa tryg for, at sligt kunde aldrig ske mere; dertil havde hun haft det altfor ondt.
Og nu havde hun det saa deiligt.
Hvad Svend angik, saa havde Madamen selv lovet, at hvis han vilde være ordentlig og arbeide, saa skulde hun nok hjælpe dem til at blive gifte.
Og dette var det, Else laa og tænkte paa; og alteftersom hendes Kræfter langsomt øgede ved god Mad og Pleie, begyndte hun paa sin gamle Vis med at drømme.
Men nu var de ganske anderledes — Drømmene, end dengang, hun laa her i sin Pigeseng og ikke vidste rigtig, hvad det var, hun drømte om.
Nu slog hun af Hestene og Svanedunet og ønskede sig et lidet Hus tæt ved Teglværket for Svend og sig selv, og en stor Rosenbusk foran med saadanne Roser som de i Klokkerens Have; — aa — naar hun tænkte paa Klokkerens Roser! — hun kunde næsten erindre Duften, saa at hun kjendte den.
Hun var for ung og let til at sørge længe over, at Barnet var dødfødt, og da hun kom op og begyndte at gaa omkring, følte hun sig saa lykkelig, som hun ikke havde følt sig paa længe. Ogsaa hendes Skjønhed vendte tilbage; Øinene bleve blanke igjen og Figuren fyldig.
En Aften, da Madamen netop var gaaet ud i Praxis, kom Svend.
Else blev meget forskrækket, thi Madamen havde udtrykkelig forbudt hende at tage imod ham, hun vilde først selv tale med Svend.
Men hun kunde jo ikke jage ham; han lod sig saamænd heller ikke jage; det var saa længe siden de havde seet hinanden. Loppen beroligede sig med, at hun vilde fortælle det til Madamen, naar hun kom hjem, saa fik det gaa som det kunde.
Men det gjorde hun ikke. Da det kom til Stykket, havde hun ikke Mod; og Svend blev ved at besøge hende et Par Gange om Ugen — helst Lørdsgaften.
Om Mam Späckbom anede noget, kunde Else ikke blive klog paa; men det pinte hende; alligevel kunde hun ikke komme sig til at tilstaa. Det blev ogsaa vanskeligere jo længer det led, og tilslut havde hun ikke den ringeste Lyst til at tale fortroligt med Madamen.
Der var saa meget Solskin i Juli og August, og der kom saa lidet af det i Mam Späckboms trange Gade.
Loppen sad ved Vinduet og saa opimod Himmelen, og hun tænkte saa længe paa Svend og paa Teglværket og paa alle de blanke Perler, som hoppede af Vandhjulet — og paa Klokkerens Roser — hun aandede tungt, hvad vilde hun ikke give for saadan en Rose!
Næste Lørdag bragte Svend hende en. Der var i snesevis af dem — sagde han; man kjendte Lugten helt ud paa Veien, og de hang udover Gjærdet iaar, saa man slap at krybe over.
Da han maatte gaa igjen — Klokken halv ni, forat Madamen ikke skulde overraske dem, vilde Else følge ham til Hjørnet. Rosen holdt hun i Haanden; den var næsten ødelagt, og han lokkede hende, at hun skulde gaa ud med ham og plukke rigtig mange.
Men hun vilde ikke; og hun gik og forklarede ham for tyvende Gang, hvor meget klogere det var, at hun blev hos Madamen saa længe som muligt, saa kunde de heller se til at blive gifte frempaa Høsten.
Svend hørte taalmodigt paa hende, og saaledes kom de fra Hjørne til Hjørne opover Bakkerne bag Byen. Men da han havde faaet hende saa langt, tog han hende om Livet og sagde: „Vær nu ikke dum — Else! hvad vil du dernede i det svarte Sygehuset! — kjend hvor friskt og vakkert her er.“
Han var bleven brun igjen af Solen; det varme Taterblod steg ham op i Kinderne, og Tænderne lyste i Halvmørket. Hun kunde umuligt modstaa ham — saa kjæk og reisefærdig som han stod der, — og lykkelig og tankeløs løb hun bort med ham i den stille deilige Sommemat. —
„Jeg sagde Dem det paa Forhaand — Frøken Falbe!“ raabte Mam Späckbom — halvt bitter halvt triumferende; „hun bliver her — sa jeg — akkurat til hun er firisk, saa løber hun. For jeg kjender Blodet — jeg! — og desuden hører jeg nu, at han — Gutten hendes er af Taterslægt; havde jeg bare vidst det, skulde han aldrig faaet Lov til at følges med hende den usalige Aften.“
„Det kunde dog endnu hænde, at hun kom tilbage,“ indvendte Frøken Falbe.
„Ja lad hende bare prøve sig!“ raabte Madamen truende.
„Men Madam Späckbom! De vil da vel ikke rent slaa Haanden af hende?“
„Jogu vil jeg saa — Frøken Falbel — saa sandt som jeg hedder Caroline Späckbom! Det vilde være baade Synd og Skam at hjælpe slig en, som ikke vil hjælpes; der er saamænd nok, som trænger.“
„Ja men de, som ikke vil hjælpes, trænger dog netop mest til Hjælp.“
„Undskyld Frøken Falbe! men det er der ikke nogen Mening i; undertiden er De altfor klog og lærd — ganske som Doktor Bentzen; — ja det vil da sige, De er jo titusinde Gange bedre — i enhver Henseende — aa, der kan ikke være Sammenligning!“ — tilføiede Madamen, helt forskrækket over, at hun var kommen til at sammenligne den fortræffelige Frøken Falbe med noget saa afskyeligt som Doktor Bentzen. —
— Det blev en haard Vinter for Fattigfolk. Det gjaldt om at faa fat paa en af de velgjørende Damer, der bragte Hjælp fra de forskjellige Foreninger. Og Hjælpen kom til mange og gjorde godt, hvor den kom.
Men der var ogsaa dem, hvem det ikke lykkedes at naa frem til Hjælpen, og mange, hvem Hjælpen ikke vilde stige ned til. Thi der, hvor Lasten havde forenet sig med Elendigheden, kunde Hjælpen snarere blive til Forbandelse, og det var Synd at tage Brødet fra de værdige trængende, der takkede med Taarer og Velsignelser.
Loppen fik ikke længer Hjælp; alle blev efterhaanden kjede af hende. Da hun og Svend senhøstes fiyttede ind fra Teglværket, levede de høit en Uges Tid paa Resterne af bans Sommerfortjeneste; men da det var forbi havde de aldeles ingen Ting.
Thi det, Mam Späckbom engang havde sagt: at Else og Svend passede for hinanden, viste sig kun altfor sandt. De var netop lige letsindige, lige glade i at leve godt og lige udygtige til at fortjene.
Svend var i saa Henseende den bedste; men han drak det strax op.
Loppen derimod slog sig en Stund igjennem ved at narre den ene efter den anden af de velgjørende Damer. Men da det tog Ende, var hun over hele Byen saa ilde berygtet, at hun ikke vidste noget Sted at vende sig.
Saa forlod hun Svend, og fulgte en anden, som netop havde nogle Skillinger i Behold; kom tilbage til ham og forsvandt igjen, saa ingen rigtig vidste, hvor hun holdt sig.
Selv Frøken Falbe tabte hende afsyne. Men i Herremiddage pleiede Politimesteren at nævne Loppen som et Exempel paa, hvor umaadeligt hurtigt Fruentimmer af simple Folk gaar tilbunds, naar de først kommer paa Afveie. Og Herrerne stirrede melankolsk ned i Champagneglasset og undrede sig over, hvor ringe den moralske Kraft er hos de lavere Klasser.
— Else hverken tænkte eller drømte længer; hun hverken skammede sig eller angrede.
Fra Dag til Dag fægtede hun sig frem gjennem Elendigheden; lo, naar det gik lystigt med Leven og Drik, og drev Byen rundt, naar hun var i Nød.
Tilslut sank hun ned til et Slags Opvartningspige i en Sjap nede ved Havnen, hvor hun drak Øl med fremmede Matroser.