Else/1
Madam Späckbom eiede et Hus, som kaldtes Noahs Ark. Nede i de lune, hyggelige Værelser paa Solsiden boede hun selv; ovenpaa boede Frøken Falbe med sin Broder; og oppe paa Loftet — der var bare to Etager — levede paa Skraakammere, under Trapper og bag Skorstenspiber en Del urene Dyr, der gik under den fælles Benævnelse: Banden.
Madam Späckbom var ikke blot en klog Kone; hun var bogstaveligt talt „Klog Kone“; thi hun var Doktor — eller Kvaksalverske, som den rigtige Doktor kaldte hende.
Men det anfægtede ikke Madamen stort: hun havde sin gode, sikre Praxis, og hendes Kunst bragte hende baade Penge og videnskabelige Triumfer.
Den Del af Befolkningen, som søgte Mam Späckbom, var vistnok ikke den fineste, men uden Sammenligning den talrigste. Det kunde hænde, at hun havde fem sex Patienter liggende under Behandling — i smaa Kot og Aflukker, hvoraf der var en utrolig Mængde i det gamle Hus; og især om Aftenen efter Arbeidstid var hun fuldt optaget med at gjøre Sygebesøg eller modtage Patienter af enhver Art.
Naar der da blandt disse kom en, som havde været under Behandling af den rigtige Doktor — Distriktslæge Bentzen —, da glimtede det i Mam Späckboms smaa brune Øine, og hun rystede de tre graa Hængekrøller, der hang paa Kam over hvert Øre, idet hun sagde: „Naar De kommer fra slig lærd Herre, kan De da vist ikke hjelpes af en gammel tandløs Kjærring.“
Saa maatte der underhandles længe, før hun forbarmede sig over Patienten, men tog hun ham først under Behandling, saa viste hun en ganske speciel Omhu for disse, som den rigtige Doktor „havde opgivet“.
Og blandt Byens Folk — selv oppe blandt de fine — gik der utallige Historier om Madamens vidunderlige Kure; og man behøvede bare at nævne hendes Navn for Doktor Bentzen, saa fór den gamle Herre op, bandte og skjældte — ildrød i Hovedet, trev sin Hat og løb.
Sagen var den, at naar Doktor Bentzen kom til simple Folk, nedlod han sig aldrig til at give nogen Forklaring, — dertil foragtede han Uvidenbeden altfor dybt. Han sagde bare: saa og saa skal du gjøre, og der er Medicinen.
Men naar nu ikke Medicinen hjalp strax, — og det kan hænde med den bedste Medicin —, saa blev Folk kjede af dette dyre Apothekervand og denne strænge Doktor, som bare vendte sig paa Gulvet, gav en Ordre og gik.
Og saa kom Mam Späckbom.
Hun satte sig ned og forklarede ordentlig, hvad det var, som feilede Patienten; — enten det nu kunde vere etslags „Gust“, for Exempel Jordgust eller Vandgust eller kanske Liggust eller en „Blodsdraabe, som havde sat sig fast“ eller noget saadant.
Se det var da noget, man kunde forstaa; og naar man saa fik Medicin at Madamen, saa var det Sager, som baade lugtede og sved, saa en kunde skjønne, det var ikke noget Fusk og Skrab.
Og hjalp det end ikke altid, var det noget, alle vidste, at selv Mam Späckbom raader ikke over Liv og Død; men saa var der dog gjort, hvad gjøres kunde, og det var altid bedre end at slaaes ihjel af Doktorens mistænkelige Lærdom, som saa mange var blevet. Og desuden var Madamen meget — meget billigere.
Til Medhjælp i sin Praxis havde hun en ung Pige, som kaldtes Loppen. Madamen havde taget hende til sig, efterat hun havde kureret hende for en slem Øiensygdom.
Loppen havde ingen Forældre. Hun hed Else.
Efternavn tror jeg aldrig, hun havde haft. Thi hun var nok Datter til en af Byens fineste Herrer, hvis Navn ikke kunde staa i Kirkebogen paa den Maade.
I en Pleiestiftelse for Smaabørn var Loppen voxet op, efterat Moderen — en Tjenestepige — var død. Og her var det ogsaa, hun havde erholdt sit Øgenavn.
Det kom af en mørkebrun Kaabe, hun havde faaet ved en Juleuddeling. Den var oprindelig saa lang og rigelig, at naar Barnet hoppede omkring i den, lignede hun saa meget en Loppe, at en endelig var vittig nok til at give hende Navnet.
Og denne Kaabe var af et saa uslideligt Stof, at den fulgte hende under Opvæxten — først som Kaabe, siden som Jakke, dernæst som Livstykke og tilslut som Hue med rosenrøde Hagebaand.
Hun var endnu i denne Barnehue med rosenrøde Hagebaand, da hun fik Øiensygen. Bentzen som Stiftelsens Læge klussede med hende et halvt Aars Tid, indtil hun laa som et lidet Dyr i en mørk Krog og skreg, naar man vendte hende mod Lyset.
Men saa fik Frøken Falbe hende hemmeligen under Mam Späckboms Behandling, og hvorledes det nu var eller ikke: Barnet kom sig.
Doktor Bentzen triumferede: endelig var det lykkedes ham at vinde Bugt med denne haardnakkede Inflammation!
Men da kunde ikke Mam Späckbom tie længer, og der blev en stor Skandale. Frøken Falbe maatte træde ud af Stiftelsens Direktion, hvor hun forresten allerede forud var inderligt forhadt; Doktor Bentzen var rasende, og selv den lille Else flk lide for sine nye, blanke Øine.
Men saa tog Mam Späckbom Barnet til sig, — dels fordi hun var velstaaende og godhtertet, dels fordi Elses klare Øine var hende et Vidnesbyrd som Øienlæge, og endelig brugte hun Barnet til at ærte Doktor Bentzen med.
Aldrig kunde han gaa forbi Arken, — og hans Vei faldt derforbi mange Gange om Dagen —, uden at Mam Späckhom trev Barnet, satte det op i Vinduet og dunkede det i Nakken, forat det skulde nikke til Doktoren. Og naar hun saa kunde faa ham til at se ind med sit arrige Grin, da rystede Mam Späckbom triumferende sine sex Hængekreller og gav Loppen et Stykke Sukker. —
Eftersom hun voxede til, blev Else en fin, slank Pige — blond og lidt bleg, men frisk alligevel.
Hun var munter og let, og hun havde et eget Lag til at holde sig selv og alt omkring sig net og iorden. Men da Mam Späckbom vilde begynde at lade hende vaske, skure, sy og „gjøre Nytte“, viste Loppen sig komplet umulig; hun „fik ondt“ baade her og der, og alle Madamens gode Raad og bitre Urter vare uden Virkning.
Mam Späckbom var — som sagt — ogsaa en klog Kone. Hun kjendte godt denne Sygdom, som kom precis paa Skuredagene og altid forsvandt som ved Trolleri Søndag Morgen. Men da hun indsaa, at Sygdommen her optraadte i en uhelbredelig Form, indskrænkede hun sig til at ryste sine Hængekrøller og mumle noget om „dette forbandede fine Blod“.
Men de Syge elskede Loppen, skjønt hun ikke egentlig var nogen trofast eller opofrende Sygepleierske. Men bare hun gik gjennem Stuen eller stak Hovedet ind ad Døren, var det, somom det lettede baade for Smerter og Kjedsomhed; og Mam Späckbom var sig vel bevidst, hvilken Andel i sine Kure hun skyldte Loppens lystige Latter.
Thi det var en Latter anderledes end al anden Latter, som nogensinde var hørt i Noahs Ark. Den kunde løbe opad Trapperne og ned i Kjælderen, gennem Nøglehullet ind til de Syge og lige ind i Hjertet paa Folk, saa nogle blev ganske varme, andre maatte le med; men alle vilde de give, hvad det skulde være, for at høre Loppen le.
Og hun lo gratis af alt eller ingenting — som det kunde falde sig. Hun havde røde Læber og friske, stærke Tænder; men Øinene lyste over Alt; — de var Mam Späckboms Stolthed; thi den lærde Doktor havde jo „opgivet dem“. —
Madam Späckboms Ark var ikke saa omhyggeligt bygget som Noahs. Det var — rent ud sagt — et gammelt Skrammel af et Hus, som stod, fordi det var bygget sammen med et nyere og stærkere. Men da det — som alle Gamle — ikke kunde finde sig i at tage mod Støtte af Ungdommen, kastede det sig altid mere ud til Siden, for at protestere mod Forbindelsen; og derved kom det til at hænge truende ud over den bratte Bakke, som paa Østsiden førte ned til Havnen og Bryggerne.
Det var et Hjørnehus, hvidmalet mod Gaden og rødt paa Bagsiden. Alverdens Krumninger, skjæve Linier, Skakdøre, Udbygninger og Gevæxter syntes at have sendt Repræsentanter til denne Ark; og som den stod der i al sin Umulighed, var den en ligesaa stor Gaade for den moderne Arkitektur som Noahs.
Men den maatte dog være seig alligevel; thi ellers var vist Banden forlængst faldet ned i Kjelderen — sligt Leven, som der var mangengang. Det var til stor Plage for Falbes især om Natten, naar der var Uro i Banden ovenpaa. Om Dagen var baade Søster og Broder helst ude. Hun havde en Pigeskole i den finere Del af Byen, og han var ialfald ikke i Arken.
De hørte til en gammel Embedsslægt; men der havde været noget iveien med deres Fader. Rygtet sagde, han havde hengt sig eller skudt sig for Underslæb; men det var et Snes Aar siden og paa en ganske anden Kant af Landet, saa ingen vidste rigtig Besked.
Vist er det, at Børnene forblev halvt fremmede i Byen og levede ensomt og tarveligt. Frøkenens Pigeskole var i stor Anseelse, uagtet hun selv slet ikke var nogen yndet Person. Dertil var hun altfor myndig og original.
Frøken Falbe kunde vere en femogtredive Aar — Broderen var to-tre Aar yngre —; hun var blond med stor, bunket Næse og alvorlige Øine. Men til enkelte Tider kunde hun smile saa venligt, at Folk, som saa det første Gang, bleve ganske forbausede.
Kristian Falbe lignede sin Søster; men han var en vakker Mand; den store Familienæse klædte ham bedre.
Om denne samme Næse samlede der sig imidlertid allerede i hans tredivte Aar en rødlig Sky; thi Kristian Falbe drak vel meget.
Hvis han havde levet i en stor By, var han sandsynligvis blevet en ganske moderat Cafégjæst. Men i en liden By, hvor det ikke gaar an at besøge Restaurationer, der lurer man sig ind Bagveien, og der lærer man at drikke.
Hele Byen vidste naturligvis dette om Falbe; medens Søsteren indbildte sig, at hun holdt det skjult for alle. Thi dette var hendes stadige Tanke og evige Stræv fra Morgen til Aften og mangengang fra Aften til Morgen. Hun havde opgivet at forbedre ham, hun var træt af alle hans gode Løfter og mislykkede Forsøg: nu gjaldt det bare at holde ham nogenlunde oppe — og saa at skjule det.
De kjendte Faderens Skjæbne; men hos hende havde Familiestoltheden samlet sig i Energi, hos ham derimod i ørkesløs Misnøie og Bitterhed.
Han var flink og vel begavet; naar han havde sine bedre Perioder, gav han privat Undervisning i Sprog. Men saa kom Drikken over ham igjen, og da forsvandt han for hele Uger, og vendte tilbage til Arken i den ynkeligste Forfatning.
Søsteren fortjente nok til dem begge. Hun lagde Penge i hans Portemonnaie, mens han sov; hun smilte til ham, naar han var kommen fuld hjem om Aftenen; hun lavede Mad — den bedste Mad, hun kunde finde paa for ham. Han aad og drak og takkede aldrig.
Men dette var ogsaa Frøken Falbes eneste Svaghed; hun sagde det selv til sig selv i ensomme Stunder. Ellers var hun grei, modig, myndig og utrætteligt virksom.
I Arken stod der mere Skræk af hende end af selve Madam Späckbom, og endog de modigste i Banden gik paa Tæerne, naar de passerede Frøken Falbes Trappeafeats.
Det var forresten en vanskelig gammel knirkende Trap, der gav sig god Tid med mange Afsatser; men tilslut blev den steil som en Stige. Det hørte til Loppens Yndlingsfornøielser at rutsche paa Rækværket fra øverst til nederst med et lidet Hop for hver Afsats, — det vil da sige, naar Frøken Falbe var i sin Skole.
Forresten var Frøkenen altid venlig mod Loppen paa sin noget strænge Maade. Om Aftenen, naar Mam Späckbom var optaget af sin Praxis, sad Else oppe i Stuen hos Falbes og læste eller saa i Billeder, medens Frøkenen rettede Stile. Kom saa Kristian hjem, kastede Søsteren et hurtigt Blik paa ham, og eftersom dette faldt ud, blev Else enten sendt ned eller opfordret til at blive.
Kristian kunde da sætte sig til at lege med hende eller spille Dam; og Frøken Falbe saa op fra sine Stile med sit smukke Smil, naar de lo rigtig godt af hinanden.
Alligevel morede Loppen sig endnu bedre oppe paa Loftet hos Banden. Der var et eget hemmelighedsfuldt Halvmørke udbredt over alle de underlige Kroge og smaa Kot deroppe. Desuden vidste man aldrig, hvem der egentlig boede der; thi Selskabet vexlede bestandigt. Snart var der bare to-tre af de faste Leiere; snart kunde det kry af Mennesker i hver en Krog — heist Mandfolk, som sov, spilte Kort drak eller stak Hovederne sammen og hviskede.
Hovedpersonen paa Loftet var Puppelene — et stort, stærkt Fruentimmer med merkt Haar, smaa Øine og en ualmindelig tyk Underlæbe.
Hun leiede alle Rummene heroppe underét af Mam Späckbom, hvilket var meget bekvemt for Madamen. Men ellers var Forholdet mellem de to Damer ikke uden Rivninger. Thi Banden var til stor Forstyrrelse for Huset med Musik og Støi og sligt; desuden satte den Arken i daarligt Ry over hele Byen.
Men hvorledes det nu var eller ikke, Puppelene lod sig ikke fordrive. Mange Gange havde Madamen opsagt hende, og et Par Gange var Puppelene endogsaa gaaet. Men efter kort Tid indtraadte der en Forsoning, og hun vendte tilbage til Arken — „ganz wie den Due mit den Oelblatt“, — som gamle Schirrmeister udtrykte sig.
Gamle Schirrmeister var en fordrukken tysk Musikant, som var kommen herop med et omreisende Orkester for mange Aar siden. I Begyndelsen gik det ham godt. Han spillede en meget smuk Violin og var ellers istand til at spille ialfald respektabelt paa næsten alle mulige Instrumenter.
Han fik derfor Informationer i de bedste Huse. Men lidt efter lidt gik han af Mode; Drikken tog Overhaand; og tilslut slog han sine Pjalter sammen med sin oprindelige Tjenestepige Lene, som han pleiede at kalde: „meine Puppe“. Deraf erholdt hun i Folkemunde Kjælenavnet Puppelene.
Nu var den gamle Kunstner reduceret til at leve af Nodeskrivning og Puppelenes Naade. Indunder Skraataget stod hans gamle Klaver, der tjente til Bord for Nodeskrivningen, for Spisning og Drik, og allerinderst ved Væggen stod Violinkassen gjemt, støvet og glemt.
Naar Else var alene med gamle Schirrmeister, kunde hun faa ham til at spille; men det var ikke ofte. Thi den gamle Musikant var kommen saa vidt, at det gjorde ham ondt at høre Musik. Derfor maatte han helst være lidt fuld; men da kunde han spille, saa det sukkede eg græd i det gamle Klaver, og Loppen sad aandeles paa Sengekanten og græd med.
Saalænge hao da havde noget at drikke, blev han ved at spille, medens han dels sang, dels fortalte hende, hvad det var, han spillede; og saaledes kom han til at skildre sin Ungdom fuld af Haab og Musik og Lystighed; hvorledes han havde spillet „Commere mit den Göttinger Studenten“, og hvorledes den store Spohr engang havde lagt sin Haand paa hans Hoved og sagt: „Er wird es weit bringen!“
Og gamle Schirrmeister kastede sin lysegule Paryk, forat hun skulde se selve det Hoved, paa hvilket den store Mesters Haand havde hvilet.
„Ja — ja — er hat es auch weit gebracht — der alte Schweinigel!“ — sagde han derpaa for sig selv og saa sig om i sit Tagkammer, tog sig en Slurk og spillede videre.
Og Loppen hørte og saa alverdens underlige Ting. Og straalende Billeder bredte sig for hende: pyntede Damer og Herrer, Lys, Musik, Roser, Vogne og skinnende Heste, Bruden i hvid Atlask — og Roser igjen, som hun kjendte dufte.
En Sommeraften — Tagvinduet stod aabent, og Lyset fra Solen, som gik ned, hldt rodligt over den lille Musikant, som sad og spillede for Else med Flasken ved Siden.
Hans Øine vare fugtige af Drik og Rørelse, medens han blødt og paa den gammeldagse forsigtige Maade foredrog en Adagio fra Mozarts Sonater. Dette var en speciel Opmærksomhed mod Loppen; thi ellers var han ikke at formaa til at spille de gamle Klassikere, hvad man saa bød ham.
Men han havde merket, at Else kunde følge ham. Og naar han saa, hvorledes han kunde bøie hende efter Musiken, saa at de klare Øine snart stod fulde af Taarer, snart aabnede sig som foran en Aabenbaring, da sukkede det gamle Vrag: „sie wird es auch weit bringen.“
Ude paa Loftet lød der et underligt Bulder, og nogen tog i Døren.
„Tra-tra-tra! — der Trommel ist da!“ — raabte Schirrmeister og slog om i en lystig Marsch.
Døren gik op, og ind kom en Tromme paa Maven af en lang, tør Fyr i blaa Uniformskjole med lange Skjøder. Dernæst fulgte en stor tyk Mand med en Fløite under Armen.
Man behøvede bare at se hans Underlæbe, saa forstod man strax, at han var Broder til Puppelene. Men enten det nu var Fløiten sin Skyld eller det laa i Temperanentet — hans Læbe var meget tykkere og hang dobbelt saa langt ned.
Denne Person havde i sin Tid været Økonom ved Byens Strafarbeidsanstalt, men var bleven afskediget; og nu levede han i sin Søsters Pension — som han sagde. I Banden gik han under Navnet Ølkonomen, og saavidt man kunde skjønne bestilte han ikke Guds skabende Gran andet end drikke, spille Fløite og gaa Ærinder for sin Søster.
Der var imidlertid noget mystisk ved disse Ærinder, som altid foretoges i Mørkningen. Ølkonomens lange, dobbeltknappede Frak var besynderlig udstoppet, naar han gik ud; men naar han — forholdsvis slank — vendte tilbage, kastede Søsteren sig over ham som en Høg, før nogen anden fik fat paa ham; thi det var en almindelig Mening i Banden, at efter saadanne Expeditioner bragte han Penge tilbage.
Loppen kjendte godt baade Ølkonomen og Jørgen Tambur; hun reiste sig strax og ryddede Plads for dem, saa godt det lod sig gjøre.
Jørgen Tambur medbragte til Koncerten to Fiasker Øl og en Pæl Brændevin. Ølkonomen blinkede hemmelighedsfuldt og sagde, „han havde sendt Bud“, — noget han altid sagde. Intet Menneske vidste, hvad det var for et Bud, eiheller hvor det var sendt hen; men alle vidste bestemt, at det aldrig vilde vende tilbage.
Gamle Schirrmeister kastede imidlertid et ringeagtende Blik paa Drikkevareme og erklærede, at han ikke vilde spille idag.
„Ordre fra Puppelene,“ sagde Jørgen Tambur med militær Korthed, og idetsamme stak hun selv Hovedet ind ad Døren og sagde i en usædvanligt blid Tone: „Nu? spiller I ikke? kanske det skulde være lidt drikkendes?“
„Ei — ei! — skinner den kjære Sol idag?“ — raabte Schirrmeister, og Ølkonomen nikkede og pudsede Klapperne paa sit Instrument med et rødrudet Lommetørklæde, medens Jørgen Tambur betænksomt stak Brændevinet i Brystlommen og de to Ølflasker dybt ned i sine lange Kjoleskjøder; naar Puppelene vilde traktere, kunde han spare sit til en anden Gang.
Koncerten begyndte med en Rondo grazioso af Fürstenau. Ølkonomen havde virkelig kunnet spille Farstenau i sin Ungdom. Men med Aarene havde der lagt sig ligesom et Slør af Spyt over hans Spil, og Fingrene vare saa tykke og stive, at han holdt dem ret ud, naar han spillede.
Jørgen Tambur udførte sit Parti med Smag og Diskretion, idet han ved dæmpede Hvirvler dækkede over, naar Ølkonomens Triller og Løb blev til bare Spyt og Vind. Men gamle Schirrmeister akkompagnerede efter sit eget Hoved.
Han maatte være temmelig langt kommen, for at deltage i disse Trioer; og undertiden spillede han i sin Harme og Skam et saa vildt Akkompagnement, at salig Fürstenau vist neppe havde gjenkjendt sin fredsommelige Rondo grazioso.
Da de vare komne vel igang, glyttede Puppelene paa Døren, og et Øieblik efter kom et Par unge Mennesker ind; de saa ud som Haandværkssvende eller saa omtrent. Den ene var enøiet, og Loppen vidste, han var Blikkenslager; den anden derimod var en ny ung Fyr, som strax gav sig ifærd med at gjøre Kur til hende. Else vilde heller sidde i Fred og høre paa Musiken, som hun fandt deilig; men ellers var hun saa vant til at Mandfolkene heroppe kneb i hende og vare elskværdige, saa hun lod sig ikke videre genere.
Puppelene kom nu ogsaa selv ind og laasede Døren efter sig; og samtidig med hende — nesten somom han kom ud af hendes Skjørter — viste der sig en Person til, saa der blev trangt nok i det lille Rum.
Det var en liden bleg Mand; Loppen havde nylig seet ham en Gang før heroppe, og hun havde faaet Indtrykket af, at det var en vigtig Person.
Idet han nu satte sig paa en Krak tæt indtil Værtinden, løb hans smaa vandblaa Øine rundt i alle Kroge, henover alle Personerne, opigjennem Tagvinduet og sluttede henne ved Døren, hvor Slaaen var slaaet for og Nøglen omdreiet.
Hans Ansigt var magert og blegt, somom han havde levet længe i Mørke; Haaret var lyserødt, næsten hvidt, og tætklippet med store Viger i Tindingerne. Hans Hænder vare lysere end de andres; men de kom sjeldent frem; for han brugte at sidde paa dem.
Loppen maatte hvert Øieblik se hen paa ham: han havde saadan et underligt Ansigt; men det allerunderligste var, at han havde et nyt, hvergang hun saa hen paa ham. Og da han mærkede hendes Forbauselse, gav hun sig til at gjøre Grimacer, og tilslut satte han et saa fælt Ansigt op, at Loppen gav et lidet Skrig og vilde reise sig.
Men da lo han stille, uden Lyd, og viste sine gule Tænder. Derpaa blev der en Hvisken mellem ham og Puppelene; forskjellige Ting, som Loppen ikke kunde se, gik fra Haand til Haand under Bordet; Blikkenslageren og det andet unge Menneske blev ogsaa trukne ind i den hemmelige Samtale. Men hvergang Musiken gjorde en Stans, raabte Puppelene opmuntrende til dem, og Kunstnerne vederkvægede sig i en Fart og spillede videre.
Men midt i en fortrinltg Allegro spirituosa, hvor Ølkonomens Fløite sutlede afsted i Triller og Løb, saa det var en Fornøielse, blev der banket paa Døren.
Manden med de mange Ansigter forsvandt i et Secund under Puppelenes Stol; og Else saa med Forbauselse, at hendes Kavaler og Blikkenslageren med en Gang havde givet sig til at spille Kort — med Kort, som maatte være faldne ned fra Taget, — ja de kjeglede endog meget heftigt om en Kløverknægt.
„Aber Jørgen! — hvorledes du dog tromler!“ raabte Schirrmeister forarget; thi eftersom han drak, blev Jørgen Tambur mere ivrig; han mindedes den stolte Tid, da han trommede for Borgerkorpset, eller slog Allarm i Gaderne, naar der var Brand.
„Hys!“ kommanderede Puppelene, da det bankede igjen. Trioen forstummede —; „hvem banker?“ spurgte Værtinden i en trodsig Tone.
En Stemme svarede udenfor.
„Luk op“ — sagde Puppelene beroliget, „det er bare Frøken Falbe.“
Blikkenslageren slog Slaaen fra, dreiede Nøglen om og aabnede.
Frøken Falbe blev staaende paa Dørtærskelen og vexlede et Blik med Puppelene, som just ikke var meget venligt; derpaa sagde hun roligt og uden at sanse de andre: „Kom Else! du skal ikke være her.“
Else reiste sig skamfuld og fulgte med; der var ingen i Banden, som vovede at mukke. Da de kom til Frøken Falbes Dør, tog hun Loppen om Livet og sagde: „Kjaere Else! lov mig, at du aldrig mere vil gaa derop. Nu er du jo en voxen Pige; du maa dog forstaa, at det ikke passer sig for dig at være blandt de stygge Mennesker.“
Else blev rød som Blod og lovede med Taarer, at hun aldrig mere skulde gaa op til Banden. Og da hun var alene nede i sit eget lille Kammer, gjentog hun sit Løfte, mens hun klædte af sig.
Frøken Falbe havde Ret; det var vist nogle stygge Mennesker — de oppe paa Loftet. Det var bedre at passe Mam Späckboms Patienter eller sidde om Aftenen hos Frøken Falbe og læse.
Men før hun gik iseng, maatte hun se til sine Roser i Vinduet. Thi Loppen elskede Roserne.
Hun passede alle Mam Späckboms Blomster, — og Madamen havde Blomster i alle sine Vinduer; men Roserne pleiede Else dog bedst, og naar de skulde blomstre, fik hun Lov til at have dem i sit eget Kammer, for der kom Morgeosol.
Der var tre-fire halvt udsprungne, og hun indaandede den fine, unge Duft, mens hun bøiede sig over dem. Og med denne Duft fra hendes Roser kom der Billeder af alverdens underlige Ting: pyntede Damer og Herrer, Lys, Musik, Vogne og skinnende Heste, og Musik igjen, som hun hørte klinge langt borte.
Og da hun krøb iseng, tænkte hun ikke paa Mam Späckboms Patienter eller paa Frøken Falbes stille Stue, men hun sovnede i Roser og Musik og Drømme af hvid Atlask med Svanedun om Skuldrene. Hun var sytten Aar gammel. —
Livet i Arken gik sin brogede Gang med en vis Regelmæssighed. Mam Späckbom førte sin stille Krig med Doktor Bentzen; Frøken Falbe arbeidede med sin Skole og med Broderen; og Banden drev sit hemmelighedsfulde Liv ovenpaa.
En lang Stund holdt Loppen sig fra at gaa paa Loftet, indtil hun en Dag hørte gamle Schirrmeister spille. Hun fik saadan Lyst til at se, om han var alene, — det kunde der ikke være noget ondt i.
Han var ikke alene; men da hun først var kommen, blev hun deroppe alligevel. Og lidt efter lidt blev alt som før; kun at hun nu gjorde Alt, for at holde sine Besøg hemmelige for Frøken Falbe.
Saaledes var Mam Späckboms Ark, og i alt dette voxte Loppen op. —