E. Aubert. Om mundtlig Rettergang og Edsvorne
2. Om mundtlig Rettergang og Edsvorne. Indberetning i Anledning af en efter offentlig Foranstaltning foretagen Reise i England, Skotland, Frankrig, Belgien og de preusiske Rhinprovindser for at undersøge og indhente Erfaringer angaaende disse Institutioner af E. Aubert. Malling. 1849.
Ved Storthingets Beslutning af 2den Sept. 1845 bemyndigedes Regjeringen at anvende indtil 3000 Spd. til Reisestipendier for i Europa og America at lade anstille Undersøgelse om Juryinstitutionen i civile, almindeligt criminelle og militaire Sager, om hvis Resultater Beretning skulde indgives til næste Storthing. Efterat det ved Resolution af 18 Oct. samme Aar var bleven Justitsdepartementet paalagt at træffe de fornødne forberedende Foranstaltninger i denne Anledning, bestemtes det ved Resol. af 28 Febr. 1846, da Departementet forgjæves havde specielt henvendt sig til Flere, at daværende Stiftsoverretsprocurator Emil Aubert og Cand. juris O. Munch-Ræder, de eneste som i Henhold til Departementets almindelige Opfordring havde meldt sig, skulde tildeles hver et Reisestipendium paa 1500 Spd. paa Vilkaar, at de i Planen for deres Reiser og Undersøgelser skulde rette sig efter Justitsdepartementets nærmere Bestemmelse og Instruction, ligesom det paalagdes dem, „inden 4 Maaneder fra deres Hjemkomst at regne, at afgive detaillerede Indberetninger om Maaden, hvorpaa de under Undersøgelserne vare gaaede frem, om de Kjendsgjerninger, som under samme havde fremstillet sig for dem og om de Resultater, hvortil de maatte komme med Hensyn til Spørgsmaalet om Juryinstitutionens Nytte og Hensigtsmæssighed i det Hele, og navnlig i vedkommende fremmede Lande, saavelsom om dens Anvendelighed her i Riget efter dets Institutioner og Forholde“. Det er Resultatet af Hr. Auberts Indsamlinger og Iagttagelser paa de Reiser og Ophold i England, Skotland, Frankrig Belgien og Rhinprovindserne, han i den Anledning i Medhold af Justitsdepartementets Skr. 16 Marts 1846 gjorde i Aarene 1846 og 47, som foreligger os i nærværende Skrift, der er udgiven i Trykken paa offentlig Bekostning. Jeg har troet kortelig at burde udhæve disse Omstændigheder, fordi de kjendelig maa danne Udgangspunctet for Betragtningen og Bedømmelsen af dette Forfatterens Arbeide, og fordi der ved en Anmeldelse som nærværende bestemt for dette Tidsskrift, hvor man, da der ei kan være Tale om nogen egentlig Kritik, Gaaen i Detail, eller Drøften af det rige Stof, som efter Sagens Natur maa foreligge til Undersøgelse og Meningsvexel, kun kan udhæve enkelte Hovedpuncter for Betragtningen og udtale en mere almindelig Dom over Arbeidets Værd og Overeensstemmelse med den Opgave, Forfatteren havde at løse. – Allerede Forfatterens egen Fortale, naar han i denne gjør en Slags Undskyldning for at hans egen Subjectivitet af og til reflecteres gjennem hans Arbeide, synes mig noget skikket til at vække en stille Mistanke om, at han ikke fuldstændig har indfriet sin Forpligtelse, eller rettelig opfattet sin Opgave. Men ihvorvel en Forfatter vistnok ikke selv kan protestere mod at man ved Bedømmelsen af hans Arbeide angriber dette fra de Synspuncter, som han selv i Fortalen – Nøglen til hans Værk – angiver som de rette, og som de han derfor har stræbt at gjennemføre, skulde jeg dog ikke spilde et Ord paa denne Side af Sagen vel vidende, at Fortaler som Attester maa læses noget cum grano salis, hvis ikke Arbeidet selv bar tydelige Spor af og kjendelig viste Forfatterens ivrige Bestræbelser for at holde sin egen Personlighed og Subjectivitet borte fra eget Arbeide; en efter mine Tanker saare urimelig Bestræbelse, der destoværre i altfor høi Grad er lykkets ham at gjennemføre. Denne Bestræbelse maa formeentlig ogsaa kaldes uheldig og staaende i Strid med den rette Opfattelse af hans Hverv. Thi næst en Redegjørelse for Planen og Maaden, hvorpaa han under sine Undersøgelser var gaaet frem, var det jo netop hvad han selv maatte see, høre, opleve og de Kjendsgjerninger, som maatte fremstille sig for ham, der i den detaillerede Indberetning skulde gjengives, og det naturligviis gjengives paa den Maade, med det Præg og efter det Indtryk, som det virkelig Oplevede paa ham har efterladt og maatte efterlade. Dette fremgaaer temmelig tydelig af det ovenanførte Mandat og noget Andet kan heller ikke efter Sagens egen Natur have været tilsigtet, da man istedetfor at søge at opklare det nu reiste Spørgsmaal gjennem Udtog, Bearbeidelser, Priisopgaver eller Oversættelser af den udenlandske Litteratur med mere desligeste, besluttede sig til at indhente Underretning om Juryinstitutioner gjennem egne Reisestipendiater. Thi ligesom Stipendiaten udrustet med de fornødne Qvalificationer og tilstrækkelig bekjendt med vore Forholde og Institutioner skal see med egne Øine og høre med egne Ører og modtage en levende Paavirkning af en anden Sort end den, som her paa Stedet kan erhverves gjennem døde Bogstaver, saaledes er det ogsaa det friske og levende Billede af det Oplevede, og Forfatterens eget fuldstændige gjennemtænkte reflecterede og klarnede Indtryk af det Seede og Hørte, der til Veiledning og Vederlag skal gjengives os. Men hvorledes kan noget Billede blive levende og nogen Gjengivelse fuldstændig, naar man selv med Magt søger at berøve det sine Farver og afskrælle det Individualitetens og Subjectivitetens Klædebon og Eiendommelighed. Det var Regjeringens Sag ved Valget af Personer at vogte sig for Umodenhed, men hvad enten Valget har været heldigt eller ei, faaer dog Stipendiaten respectere sig selv, og han kan ikke ved et Anliggende som dette være berettiget eller forpligtet til at bortskjære sin egen Personlighed og sin egen Opfatning. Almeenheden og Publicum vil altid komme paa det Rene med Personlighedens Værd, og det er Vedkommendes Sag at afgjøre om den Enkeltes subjective Fremstilling og Mening skal tillægges større eller mindre objectiv Betydning og Værd. Det sees, at Forfatteren, og vistnok Mange med ham, antager at en saadan stærkt farvet Fremstilling med Udtalelse af en bestemt Overbeviisning nødvendigviis maa blive noget eensidig og som man kalder det partisk; men for denne Betragtningsmaade ligger efter min Formening en Misforstaaelse til Grund.
Skal man gjøre en Iagttagelse eller anstille en Undersøgelse for at meddele dens Resultater til Belæring og Underretning for Andre, udfordres der vistnok, at man udrustet med de fornødne Evner og Forkundskaber møder frem med animus integer, uden forudfattet Mening og uden Fordom, og heri skal Sandhedskjærligheden og Upartiskheden vise sig, ligesom man for at holde Ensidigheden borte maa anstille sine Undersøgelser i alle Retninger og modtage med et villigt Øre al Sandheds Belærelse; men, – Undersøgelserne anstillede og Iagttagelserne gjorte, – er det netop Individets Subjectivitet, som ved Fremstillingen skal være virksom, og det er aabenbart, at denne bliver fatteligere, mere veiledende og belærende, jo mere subjectiv sand og overensstemmende med Forfatterens egen Opfatning Undersøgelsens Resultat gjengives. Jeg troer derfor, at den Redelighed, Sandhedskjærlighed og Upartiskhed, som Forfatteren sees i høi Grad at have efterstræbt, har gjort ham usand og noget utro mod sig selv, og kun skadet istedetfor at gavne hans Arbeide. Læseren savner saaledes ofte den Veiledning, som en Skribent med en bestemt Anskuelse stedse giver; Fremstillingen faaer herved et noget mat, farveløst og trættende Anstrøg, ligesom det ved Referatmethoden ikke kan undgaaes, at Mangt og Meget gjentages og det ofte paa en saadan Maade, at man næsten synes at Forfatteren kommer i Strid med sig selv. Ved denne Fordring til Indberetningen har man forøvrigt slet ikke lagt nogen Hindring i Veien for en ligefrem Afbenyttelse af andre Forfattere og Auctoriteter, ligesom den af mig udhævede Indvending intet har med Fordringerne til Originalitet og Eiendommelighed at gjøre; thi med Forfatteren er jeg enig, at disse Fordringer vedkomme os lidet ved et offentligt Arbeide som nærværende, naar man forøvrigt kun finder hvad man søger. Forfatteren forklarer vistnok, at han ved sit Arbeide, „uden at yttre nogen egen decideret Mening, der hverken kan gjøre fra eller til eller have nogen Betydning“, kun har villet levere „en Samling af Materialier til at bedømme Juryinstitutionens Gavnlighed og Anvendelighed hos os“. Men disse smaae Tanker om egen Menings Værd og Betydning kan jeg ingenlunde lade staae ved sit Værd; thi Forfatteren var aabenbar pligtig til at ansee sig som en stor og betroet Mand med Hensyn til nærværende Spørgsmaal. Herr Sorenskriver Aubert, som selv frivillig har paataget sig at anstille denne Undersøgelse og afgive Indberetning om det Resultat, hvortil han maatte komme med Hensyn til Spørgsmaalet om Juryinstitutionens Gavnlighed og Anvendelighed hos os, og som med sig selv veed, at han ordentligt udrustet – saaledes som hans Arbeide vidner – har anstillet Undersøgelserne omfattende, med Upartiskhed, Sandhedskjærlighed og Alvor, han kan dog umulig have Ret til at fælde saadan Dødsdom eller Umyndighedserklæring over sig selv, endog om han virkelig ingen Mening havde. Han bør altid selv forlange at høres. Saadan Mistillid til sig selv kan neppe benævnes Beskedenhed, allenfals er den af den falske Sort, da den snarere maa ansees for en Svaghed, der i Almindelighed, naar den strækker sine Virkninger længere end til en Talemaade i en Fortale, maaske kan være ligesaa beklagelig som den høirøstede Ukyndiges Uforskammethed.
Forfatteren har heller ikke i den anden Retning, saaledes som af ham selv paastaaet, leveret et Arbeide, der, som en Samling af Materialier eller som et reent og bart Kildeskrift for os, bestaaer ganske og alene ved’sig selv, som et Skatkammer, hvoraf Enhver, der af Lyst eller ex officio skal sætte sig ind i denne Materie, til enhver Tid kan øse og selv udtage, hvad der til hans nærmere Behandling maatte udfordres. I sin fulde Udstrækning kunde dette heller ikke forlanges af Stipendiaten, men desto besynderligere er det, at han selv synes at udhæve dette som det rette Udgangspunkt for Bedømmelsen af hans Arbeide. Skulde en saadan Opgave tilfredsstillende være løst, maatte der have været levnet Forfatteren en ganske længere Tid til at indhente Oplysninger, anstille Undersøgelser og meddele deres Resultat, end som det sees at Forfatteren har kunnet disponere over. Fra denne Side betragtet savner man i Bogen Redegjørelse for Mangt og Meget af Interesse og Betydning for en kommende alsidig og endelig Bedømmelse af Juryinstitutionens Værd, Gavnlighed og Anvendelighed hos os. Jeg indser ikke rettere, end at man under en saadan Forudsætning maatte vente i Indberetningen at finde en righoldigere Samling af statistiske Data angaaende Forbrydelsernes Mængde, Art og Betydelighed, fuldstændigere Oplysninger om Brugen af de forskjellige Rettergangsmaader, Meddelelse om Udstrækningen og Langvarigheden af samme, og saavidt det lod sig gjøre ogsaa om Bekostningerne ved criminelle Sagers fuldstændige og endelige Behandling fra først tilsidst, ligesom man vist heller ikke kunde undvære en fuldstændigere Sammenstilling af virkelige Procesactstykker, Stevninger, Anklageacter, Domme, officielle Oplysninger, indsamlede fra offentlige Referater, som i de forskjellige af Forfatteren bereiste Lande ligge til Grund for de Lovgivningsforanstaltninger, som Tid efter anden ere gjorte i disse Lande. Jeg troer ogsaa det vilde have skjænket ret betydelig stor Veiledning, om Forfatteren havde givet os et Udvalg og et selvstændigt eget Referat af de mange Retsforhandlinger, som han naturligviis har overværet. Ved Aftrykket af de ganske enkelte Sager i Anhanget, meddelte efter fremmede Journaler har Forfatteren neppe tilfredsstillet billige Fordringer i saa Henseende. Det vilde fremdeles have været kjærkommet – hvad der vistnok lod sig gjøre uden at træde den private Discretion for nær –, om Forfatteren havde meddeelt os noget udførligere Resultatet af de umiddelbare Oplysninger, som han gjennem mundtlige Samtaler med Mænd i forskjellige Stillinger har indhentet; thi herved erholder man ofte et Indblik i den virkelige og sande Tænkemaade om en Institutions Værd og Mangler, som man forgjæves søger i Auctoriteters og Skribenters Værker. Overhovedet synes det mig at man i Forfatterens Indberetning træffer paa forlidet af Kjendsgjerninger og i visse Retninger en for stor Bredde i Ræsonnementet. Uden synderlig Uleilighed kunde der under enhver Omstændighed være givet en fuldstændigere Litteraturangivelse og noget nærmere udpeget de bedste Kildeskrifter af de mere anseede Forfattere. Den, der ønsker at gaae noget videre, trænger til en saadan Veiledning og den Hjælp, som herved ydes, er heller ikke ringe. Forfatteren har bag i Bogen kun nævnt de Hovedværker, han har benyttet ved Udarbeidelsen.
Jeg har i denne kortfattede Anmeldelse ikke tænkt at indlade mig i nogen Detail hverken med Hensyn til den ene eller anden af Værkets trende Hovedafsnit nemlig 1) Kort Oversigt over Juryinstitutionens Historie, 2) Oversigtlig Fremstilling af Procesordenen i de forskjellige Lande i Europa, hvor Juryinstitutionen er optaget i større eller mindre Udstrækning, 3) Meer almindelige Betragtninger a) over Mundtlighed i Proceduren i Modsætning til Skriftlighed b) over Anklage- og Inqvisitionsprincipet i den criminelle Procedure, c) over Edsvorne-Institutionen, d) Blik paa vore Retstilstande og e) Ideer og Antydninger. – Skriftets første Deel er allerede af Professor Munch bleven i Morgenbladet underkastet en omfattende og lærd Critik. Uden nærmere at indgaae paa disse Vidtløftigheder og uden at undersøge Gehalten af de vægtige Indvendinger, som den lærde Historieforsker har fremkastet mod Forfatteren – en Undersøgelse, der ganske vilde ligge udenfor mine Evner og Kundskaber – kan man dog uden Ubeskedenhed vove den Paastand, at Forfatteren, Indberetningen og Publicum havde været ligesaagodt tjent med at den hele indledende historiske Oversigt havde været udeladt. Den staaer kun i ringe Forbindelse med Indberetningens egentlige og nærmeste Øiemed, saaledes som jeg opfatter samme, og den er for løs, abstract og overfladisk til at kunne skjænke nogen virkelig Indsigt, eller isoleret have nogen videnskabelig Betydning. Saadanne kortfattede pretentieuse lærde historiske Oversigter maae, naar de skulde have noget Værd, fremgaae af et dybere og meer omfattende historisk Studium end man med Grund kunde vente af Stipendiaten, og netop fordi vor ældre Retshistorie just ikke er noget stærkt bearbeidet Felt, gjør det et ubehageligt Indtryk, at see denne i et Slags officielt Skrift behandlet paa en Maade, der vidner om, at ei engang de sparsomme Hjælpemidler, vi i saa Henseende have, tilbørligt ere benyttede. Vil man først her gjøre den unødige Gjerning at berøre samme, maa det være correct og svarende til de Fordringer, som Videnskaben for nærværende tillader at opstille.
I den anden Afdeling, Bogens største og væsentligste Parti, som Forfatteren ogsaa sees at have anseet for og behandlet som Kjernen af sit Arbeide, finder man en ganske udførlig og fattelig Fremstilling af Juryinstitutionen i de bereiste Lande og de Partier af Retsvæsenet, som efter Forfatterens Mening dermed staae i uadskillelig Forbindelse. Her har Forfatteren aabenbar været heldigst, og tilfredsstiller alle nogenlunde rimelige Fordringer, da Enhver, som vil skjænke Sagen den fornødne Opmærksomhed og Tid, herved kan skaffe sig en tilstrækkelig Oversigt over denne forviklede fremmede Proceslovgivning, hvorved utvivlsomt Fremstillingens væsentlige Øiemed maa ansees opnaaet. I videnskabelig Henseende kunde der vel være et og andet at bemærke; thi, som Forfatteren selv yttrer, lider Fremstillingen paa enkelte Steder af endeel Gjentagelser, og nogen overflødig Bredde, ligesom man savner den Hjælp, som unægtelig en noget meer systematisk videnskabelig Methode giver. Blot Forfatteren havde givet os nogle flere Hvilepuncter, vilde vistnok allerede meget være vundet. Det kan heller ikke nægtes, at man paa enkelte Steder støder paa Allotria og historiske Notitser om en ældre Tingenes Tilstand, der uden Skade kunde været borte, da de tildeels ligge udenfor Værkets Plan. Men dette og de andre Ankeposter, som man i denne Henseende kunde ville gjøre Forfatteren, have fuldkommen Undskyldning i Arbeidets Anledning og i den knappe Tid, som var ham levnet til sammes Udarbeidelse. Det er sikkerlig ingen let Sag med eet at sætte sig ind i saa mange og saa ganske fremmede Retsinstitutioner for derpaa strax ovenpaa at give en nogenlunde god, kort og tydelig Fremstilling af disse for den norske Læser, for hvem Alt saagodtsom maa forudsættes ubekjendt, saa at man for den hele Fremstilling vanskelig kan finde noget Sammenknytningspunct i hans ældre Kundskabssphære. At ryste af sig et større modent videnskabeligt Arbeide i nogle Maaneder er allenfals en Evne, som kuns er givet Faae. Naar jeg derfor her har tilladt mig at yttre, at Forfatteren muligens ved større Korthed og ved blot at holde sig noget nærmere til Edsvorneinstitutionen i sin nærværende Skikkelse kunde have opnaaet en bedre og tydeligere Fremstilling, vil jeg ikke have denne Yttring tillagt nogen Characteer af alvorlig Dadel eller Anke; tvertimod maa jeg uden selv at besidde noget specielt Kjendskab til denne Materie erkjende, at Forfatterens Arbeide bærer tydelige Spoer af et alvorligt dybt og omfattende Studium af hele denne indviklede Gjenstand og dens righoldige Litteratur.
I Indberetningens 3die og sidste Afdeling hvis Indhold jeg efter Overskrifterne ovenfor har søgt at anskueliggjøre, skulde man efter min Formening vente at finde Udbyttet af Forfatterens Reise med Hensyn til den fremtidige Reform i vor Proceslovgivning og Retspleie, og jeg tænkte mig navnlig samme Afdelings sidste Parti „Ideer og Antydninger“ som en paa eet Sted samlet og sammentrængt Fremstilling af de mange rundt omkring i Værket adspredte Betragtninger og Bemærkninger, Forfatteren havde havt Anledning til at gjøre, hvortil de foranstaaende længere Afsnit nærmest maatte ansees som de motiverende Præmisser. Ved en omhyggelig Gjennemlæsning vil man imidlertid snart overbevise sig om, at denne Deel ingenlunde kan characteriseres paa denne Maade, uden at jeg dog ganske formaaer at sætte mig ind i den Tanke, som har været den raadende hos Forfatteren ved Udarbeidelsen af disse fra hinanden indbyrdes løsrevne Afsnit, hvori dette Partie opløser sig. Nogen kortfattet Recapitulation kan Afsnittet ingenlunde kaldes; thi alle større og meer kjærnefulde Reformantydninger, selv saadanne, som man seer Forfatteren betragter som realisable, findes ikke opstillede paa dette Sted, og noget nyt Supplement er det heller ikke, da det dertil er for fattigt, og tildeels kun i Korthed berører enkelte omtalte Ubetydeligheder. Det kan ikke nægtes, at man efterat have arbeidet sig gjennem det hele Opus bliver – enten man deler Forfatterens Anskuelser og Synsmaader eller forkaster disse, – noget flau, naar man til Slutning, hvor man bestemt venter at finde Kjærnen og Resultatet af den hele Undersøgelse skarpt og bestemt udtalt, træffer 3 à 4 ganske ubetydelige Bemærkninger, der alle gaae ud fra Forudsætningen om at Forfatteren stiltiende, – og kanske derfor desto stærkere og mere betegnende, – har opgivet de store nye Reformprinciper, for hvilke der saa vidtløftig iforveien er argumenteret.
Men i liden Harmonie med dette negative og conservative Resultat, hvortil kjendelig Forfatteren mod sin Villie er kommen ved at kaste sit Blik paa vor egen Retstilstand, staaer Bogens Slutning. Thi i dette Afsnit, hvor han har forladt Theoriernes Felt og meer practisk betragter Retstilstanden her hjemme og vore Forholde, synes det ikke som om Forfatteren har nogen særdeles store og betydelige Indvendinger mod vort Procesvæsen og dets Principer, og dog, i Strid hermed udbryder han, til Slutning „at han ikke kan dølge for sig selv, at vi tiltrænge en omfattende Reform i vor Retspleie og det et heelt og nyt System, hvor man saavidt mulig fornemmelig efter scotsk Mønster stræbte at realisere det mundtlige Princip og i criminelle Sager Anklagesystemet“. Vanskelighederne skræmme imidlertid saa stærkt, at Forfatteren, da Sagen i sin Detail ligger udenfor hans nærværende Hverv, selv træder tilbage, og vil han derfor have Reformen i Stort og Smaat med alle dens opløselige og uopløselige Knuder henviist til en Commission. Vil man have en omfattende Reform som noget ganske nødvendigt, bør man vel ogsaa noget bestemtere og udførligere paavise, hvori den bør bestaae, samt paapege Grundtrækkene til dens Virkeliggjørelse.
Men foruden denne dunkle Tilbageholden af egen Mening kan Stipendiaten ogsaa bebreides, at hans Ræsonnement oftere er noget løst og synes anlagt for høit og svævende, uagtet jeg gjerne erkjender at Meget i Bogen vidner om en Mand med Talent, som med Kjendskab til vore Forholde med oprigtig Redelighed har sat sig ind i sin Opgave, og med et skarpt og aabent Blik betragtet hvad der har frembudt sig for ham paa hans Undersøgelsesreiser. Han synes i ikke ganske ringe Grad at være forfalden til den uheldige Misforstaaelse, som skarpt og stærkt adskiller, hvad der staaer i det intimeste indbyrdes Forhold: Theorie, Praxis og Livet. Denne Mislighed, der ofte giver Fremstillingen og Argumentationen et for os ganske fremmed Anstrøg, har dog muligens mere sin Grund i de Kilder, Forfatteren har benyttet, end den tilhører hans egen Subjectivitet, og kunde vist været undgaaet, hvis han havde vovet at give denne noget friere Raaderum. Pagina 526 siges der saaledes at „Juryinstitutionen med dens Fuldkommenheder og Mangler fra Theoriens Side maa i politisk Henseende ligesom Republikken ansees som den fuldkomneste, medens den saaledes som den i Ideen maa tænkes og fortiden er gjennemført i de Lande, hvor den er indført, er uudførbar her i Landet“. Det er kjendeligt, at denne Sætning i nærværende Skrift er meer end en blot Phrase, der paa eet enkelt Sted er løbet Forfatteren af Pennen; thi man finder oftere i Argumentationen Spoer af den Anskuelse og de Synsmaader, hvoraf saadanne Talemaader udgaae. Seende bort fra Livet og Menneskenaturen, saaledes som den nu engang er, og har udviklet sig, seende bort fra historisk begrundede, locale og nationale Forholde construerer man sig en ideel politisk Theorie, der underlig nok kaldes den bedste og fuldkomneste, uagtet den ikke lader sig overføre i Livet. Ret som om en Statsmands politiske Theorier om retlige Institutioners Organisation og Administration ikke tabte i Betydning og Værd, jo meer de, staaende i Strid med de sande Forholde, som Utopier maatte ansees for uudførbare og upassende for deres Bestemmelse, der er at overføres i Livet. Det er unødig Gjerning i vore Dage grundigen og vidtløftig at belyse det Usande og Forkeerte i denne Synsmaade. Mislighederne ere traadte saa ud i Livet, at de ei kunne undgaae Nogen; men denne Skrivemaade er ofte meer end uheldig; thi man bliver ikke gjerne staaende herved; i saafald var det allenfals kun ganske uskadelige Tankeexperimenter. Har man først faaet de herlige og fuldkomne ideelle Theorier fuldt færdige med alle deres lovende skjønne Udviklinger, fremstilles de til Beskuelse af Almeenheden, hvoraf Massen, følende det Nærværendes Ulemper og Tryk, kaster længselsfulde Blikke til den nye Theorie og Utopie, som til det forjættede Land, og det varer gjerne ikke længe, for- inden man i sin Uvidenhed med stærkt Raab forlanger at henflyttes til dette Canaans Land, eller man vil have det nærværende omskabt i Lighed med det ideelle Billede, og da nytter det lidet at sige, til den ved Theoriens Løfter opspillede Ukyndighed, at Tingen blot var en Theorie, der er uudførbar og umulig. Det er ogsaa et forholdviis temmelig letvindt Arbeide, at skrive sammen en god Theorie, naar man som i en Utopie i tilbørlig Grad kunde omskabe Alting derefter. Enkelte gaae jo rigtignok saalangt, at Menneskene skulle forceres ind i Theorien, enten de ville eller ei, nødes man saa end, som Ultra-Communisterne indrømme, til at fortrykke Hjernen paa Barnet for at standse dets aandelige Udvikling, at ei den bedre Begavede skal springe den af Naturen mindre heldigt Udrustede forbi, og saaledes omstøde den herlige Lighed og Eenhed i Udvikling og Vilkaar, der afmales som Menneskets høieste Lykke og som et Eden herneden. Socialisterne sige ogsaa, at naar blot alle Mennesker vilde være Socialister, og vilde og kunde lægge sig til den dertil udforderlige socialistiske Menneskenatur, saa vilde deres Theorie gjøre Menneskeslægten umaadelig lykkeligere end nogen anden Theorie og der er noget i denne Tale! Louis Blanc holder endnu paa sin Theorie om Arbeidets Organisation; Feilen – at det ikke gik godt – siger han stak deri, at hverken han eller andre Mennesker havde de Evner og den Villie, som udfordres for at faae Organisationen og Arbeidet til at gaae; men det skal nok gaae, siger han nu som for. Trods tidligere sørgelige Erfaringer og de nærværende Tiders Piinagtighed prise de franske Republicanere fremdeles Republikken, og det med Forfatteren ikke blot i Theorien men ogsaa i Praxis, kun sukke de over at intet Menneske er republicansk i Tænkemaade og Handling! Forfatteren har ikke nærmere betegnet hvilke af de mange Republikker han i Theorien giver Fortrinet og man savner ogsaa et Udgangspunct for Sammenligningen, naar man blot holder sig til theoretiske Republikker.
Philosophen Fichte havde i sin Viisdom udfundet, at det altid skulde være bedst at dømme Folk paa egen Tilstaaelse, og frifinde alle, der ikke ved dette Beviis vare overførte deres Brøde, og dette vilde fra Theoriens Side unægtelig være det bedste og fuldkomneste, naar man bare var vis paa, at Folk altid vilde vidne sin Sandhed, og aldrig lyve. Om end disse og lignende Theorier og Tankebygninger i en vis Henseende have sin Betydning, og gives der end mange Politici som elske dem, da de i Nationernes Liv skulle spille den samme Rolle som Uroen i Uhrværket, saa hører dog saadanne Speculationer neppe hjemme i et officielt Arbeide og i en offentlig Undersøgelsesindberetning, hvis Bestemmelse det er, i et fuldkommen practisk Øiemed at oplyse og belyse en Materie paa en rolig, belærende og overbevisende Maade. Især findes i Capitlet, betitlet „Betragtninger over Edsvorneinstitutionen“, flere hule Sætninger, der gaae ind under denne Categorie. Pag. 470 hedder det saaledes: „Betragtet i Theorien skulde Juryen være Nationens Repræsentant og udtale den Bevidsthed, som besjæler hele Nationen i Henseende til den factiske Sammenhæng af den Begivenhed eller det Forhold, som forelægges til Bedømmelse. Den skal udtale den Overbeviisning, som hele Folket nærer efter at have hørt hele Sagen foredraget. Den er ligesom Choret i den græske Tragodie Organet for Samtidens Fælles-Bevidsthed“; Pag. 482 „Var det nu blot den Slags Afhængighed, at den i sine Kjendelser lader sig influere af den almindeligt raadende Opinion iblandt Folket, der klæbede ved Juryen, da kan det Ræsonnement (om Juryens Fortræffelighed i saa Henseende) sikkerlig have meget for sig, at det ikke er anderledes end som det bør „være. Selv om den Opinion er vildfarende, ifølge hvilken en Jurys Kjendelse falder, kan Ingen forlange meer end at blive dømt efter sin Tidsalders Anskuelse. Menneskeslægtens Historie viser, at fuldkommen Sandhed og Retfærdighed sjelden ganske har været opnaaet her paa Jorden, enhver ny Tidsalder forkaster den foregaaendes Vildfarelser for selv at forfalde til nye. Ethvert Menneske tilhører sin Tid og kan ikke vente at behandles efter Maximer, som ikke tilhøre hans men først den paafølgende Tidsalder og naar han faaer den Retfærdighed, som er hans Tidsalder egen, kan han menneskeligviis ikke forlange meer. Juryen er Folkets Repræsentant og Organet for den i Folket levende Retsbevidsthed og det er altsaa ikke alene rigtigt, at Juryen udtaler denne, men den vilde endog misforstaae sin Pligt, dersom den ikke gjorde det. Om altsaa Socrates maatte tømme Giftbægeret og Aristides vandre i Landflygtighed, saa er dette seet fra et høiere Standpunct og udmaalt efter en anden Tidsalders Begreber en Uretfærdighed, men dog i sin Orden, efterdi Tidsalderen, omendskjøndt ephemer, dog har sin absolute Berettigelse som et af Menneskeslægtens nødvendige Udviklingsstadier ligeoverfor Individet, der maa falde, naar det modsætter sig Tidens Strøm“. – I vor Tid er der Mange, som have en synderlig Manie for at udfinde, at alle Fortidens Misligheder og Uretfærdigheder kunne siges at være i sin Orden eller kaldes „berettigede“, og Mange troe næsten ved at faae smuglet dette Ord ind i Texten at være blevne store Tænkere og Philosopher; men hvor tiltalende og blændende saadanne Tænkeres Ræsonnement end kan være, naar de befatte sig med store Afsnit af Historien og gjøre en heel Tidsalders Synsmaade eller Vildfarelse til Gjenstand for deres Betragtning, saa vil dog en „Berettigelse“ som nærværende, hvor dette storartede Ræsonnement anvendes paa en enkelt Begivenhed, altid forekomme den sunde Forstand temmelig problematisk. Om en kommende Tidsalder, „der atter skal forfalde til ny Vildfarelse“, vil give Forfatteren Medhold i disse Satser, skal jeg lade være uafgjort, men jeg tvivler paa det. Man faaer dog ikke lettelig Folk gjennem Phraser og Talemaader til at gaae ind paa, at det kan være i sin Orden og rigtigt paa denne eller hiin Tid at belægge med Dødsstraf uskyldige Mænd, som Fortid og Eftertid prise som Nationens ypperste, og det ikke blot i Indsigt og Kundskab, men ogsaa som de meest retskafne og som de hæderligste i Liv, Vandel og Virken. Saadanne Mænd ligesom enhver anden, skal jo netop Staten efter sit Øiemed og sin Plan beskytte, og beskjærme ved Lovens mægtige Ægide, og det ikke blot mod en enkelt røvende Voldsmand, men ogsaa mod de Flere eller Færre, som i blind Forvildelse maatte storme løs paa Næstens Liv og Lemmer. Domstolene, der skulle være Lovens Organer og den Arm, hvorved den rammer og nedlægger Enhver Skyldig, der ei har føiet sig efter dens mægtige Villie, kunne ikke opfylde sin Pligt eller være i sin gode Ret, naar de gjøre sig til Vehikel for nogen anden Aand eller Retsbevidsthed end den, som udtaler sig gjennem Loven, der her er Sammes eneste og rette Repræsentant. Den, der ei kan rammes af Lovens Haand, fordi han ei er under Loven, eller har stødt an mod Loven, maa, naar Retfærdigheden skal have sin Gænge, være uantastet af Domstolene, hvordan end disse organiseres og hvad de end kaldes. Det kan umuligt være rigtigt, naar Dommeren i saadanne Tilfælde vilde sige til Juryen: „efter Loven er Manden uskyldig, men slaae til; thi Folket vil det“. Aldenstund man har en Stat, som er ordnet efter Lov og skal styres efter Ret, maa man protestere mod at det er i sin Orden og rigtigt, at den ene eller anden Slags Repræsentanter ei i Kraft af nogen Lovens Krænkelse men formedelst en Folke-Retsbevidsthed slaae Hovedet af Folk. At saadanne og lignende Afskyeligheder kunne skee, vide vi destoværre uden Philosophernes Hjælp, men naar Statsmanden og Tænkeren søger at udfinde de hensigtsmæssigste Midler for at gjøre saadanne Optrin saa sjældne som muligt, om de end ingensinde ganske kunne forebygges, tjener han vistnok Samfundets Sag bedre end naar han ødsler sin Tid og sine Kræfter, for gjennem et falsk og forvirret Ræsonnement at retfærdiggjøre desligeste Ugjerninger, et Arbeide som vist ingen hæderlig Mand kan ønske nogen Fremgang, da herved kun de moralske Begreber forvirres. Det bør jo dog staae fast, at blandt alle de oprørende Nederdrægtigheder, hvormed den menneskelige Slægts Historie er beplettet, ere disse de afskyeligste og meest rædselsvækkende, som ere begaaede i Statens og Samfundets hellige Navn af dens ophøiede Organer, naar disse, trædende Lov og Ret under Fødder, gjorde sig til Redskab for en større eller mindre Hobs ephemere og tøilesløse Lidenskab, som man belægger med Navnet Folkets Retsbevidsthed. – Enhver maa, siger Forfatteren, finde sig i at dømmes efter sin Tids Anskuelser og maa lade sig nøie med sin Tids Retfærdighed. Dette er sandt; thi Samtiden kan umulig sige til sine Kjeltringer, at de skulle vente indtil Eftertiden og en følgende Generation kan dømme dem; Ingen tvivler om at den selv maae gjøre dette Arbeide; men heraf følger dog ikke med logisk Nødvendighed meer end at de, hvem denne Dont betroes, maae tages blandt Samtidens Mænd, noget Princip for Valget af disse indeholdes ikke heri. Kan end Ingen kræve en høiere Retfærdighed end Tidsalderens Anskuelser tillader, saa bør han dog bedømmes efter Samtidens meest luttrede og udviklede Anskuelser, saaledes som disse udtales gjennem dens bedste og meest fremragende Mænd. Hvorfor uden synderlig Garantie ved Valget betroe dette vigtige Hverv til Tilfældet, hvem det vil kræve, eller til nogen Pluralitetens Repræsentation, da der her ikke er Spørgsmaal om nogen politisk Farve, og „da det i Almindelighed maa erkjendes og „gjælde som Regel, at man ved grundigt Studium, Øvelse og Routine erholder stedse meer og meer Duelighed i det Fag, man sysler med, ligesom man ved den practiske Udøvelse af Dommermyndigheden stedse erholder en correctere Opfattelse af Lovgivningen, saaledes at det er vanskeligt at begribe, hvorledes i Loven ukyndige Personer kunne blive anseede for meer skikkede til at bringe Loven i Anvendelse end Folk, som expres have gjort sig Lovgivningens Studium til Fag“. (Pag. 502). Naar man skal have Repræsentanter, anstilles der jo ogsaa altid et vist Valg, man vil jo gjerne, naar det lader sig gjøre, have de Bedste. I de fleste Tilfælde som til Lovgivningens Haandhævelse forelægges Domstolene til Afgjørelse er ogsaa al Tale om en Repræsentation af Folkets Fælles-Bevidsthed utidig og usand, fordi det kun er de større, især politiske Forbrydere, der kunne tænkes at fremkalde nogen almeen Opmærksomhed og Fælles-Bevidsthed, men hvor den ei existerer, behøver den heller ikke nogen Repræsentant. Jeg har udhævet disse Par Citater, fordi disse letsindige Satser vel tør ansees for de meest marqverede Udstrømninger af denne høit anlagte theoretiske Synsmaade, som jeg har angrebet, og fordi de om end ikke tilhørende Forfatterens egen Opfindelse – mange store Mænd have jo oftere yttret sig paa denne Maade, – dog tydelig staae for Forfatterens egen Regning, medens det om mange andre lignende Satser maa bemærkes, at de oftere ere Anførsler af hvad der er sagt eller lader sig sige og Yttringer der af Forfatteren kun ere anførte for at gjendrives. Men ogsaa med denne Manér at bygge op en heel Muur af løse Sager, for med et eneste Stod igjen at bringe det Hele til at ramle sammen, er og kan der ofte gjøres Misbrug. Alting lader sig sige, men den Indsigtsfulde bør og behøver vel ikke at anføre andet end hvad der lader sig sige med Grund. Overflødig Vidtløftighed er ogsaa en Feil.
Forfatteren har skjænket Mundtlighed og Offentlighed i Forhandlingerne og Anklageprincipet i den criminelle Forfølgning tvende særskilte og længere Opsatser. Her er ikke Stedet for en Debat om Sagens reelle Side, og jeg er desuden heller ikke ganske sikker paa hvad Forfatterens sande og endelige Mening er, navnlig fordi Sagen kun er betragtet fra et, om jeg saa maa sige, reent theoretisk Standpunct, medens han kun nødig, undselig og med Undskyldning af og til gaaer ned i vor egen Virkelighed. – Hvad det første Spørgsmaal angaaer, da hviler Argumentationen hovedsagelig paa de gavnlige og heldbringende Følger, som Retspleiens Offentlighed nødvendigviis maa medføre, nemlig skjærpende og ansporende paa Dommerens Sjælsevner og Opmærksomhed paa Sagen og sig selv, idet han derhos paa den fuldstændigste Maade herved controlleres; stimulerende paa Sagføreren, der bringes til at omfatte sit Kald og sin Interesse med Iver og Energie, og opløftende og udviklende paa Publicum, der kun herigjennem kan lære at kjende, hvorledes Retfærdigheden skjøttes og haandhæves paa en værdig og upartisk Maade. At der ligger meget Sandt til Grund for disse Bemærkninger er ubestrideligt; men paa den anden Side staaer det ogsaa fast, at Forfatteren her har skildret Offentlighedens Fordele med altfor stærke og iøinespringende Farver og som om de med indre Nødvendighed skulde fremtræde overalt og under enhver Omstændighed. Offentlighedens store Fordele ville jo dog alle saagodtsom falde bort, hvis man ikke kan gjøre Regning paa at Publicum vil benytte den Adgang til personlig Tilstedeværelse i Retten, som Lovgivningen maatte tilbyde og anholde om. Vistnok er det saa, at Interessen for Retsforhandlinger i ganske mærkelig Grad maa antages at stige ved mundtlig Behandling, men at dømme efter Erfaring hos os er det ikke rimeligt, at saadan Deeltagelse kunde paaregnes i noget betydeligt Omfang at blive vedvarende og stadig. Vor nærværende Procedure ved Høiesteret synes mig i fortrinlig Grad at maatte egne sig til at fremkalde den, og dog er der yderlig sjælden noget egentlig Publicum tilstede ved Sagernes Procedure for denne Domstoel. Grunden hertil er uden Tvivl let paaviselig. Selv de criminelle Sager, som indkomme for Høiesteret, ere jo i de fleste Tilfælde ei af den Beskaffenhed, at de kunne aflokke os nogen synderlig Sympathie eller Antipathie. Hertil vilde udkræves et større Antal Romankjeltringer saadanne som Alexander Dumas’s og Eugene Sues Folk; men Gudskelov den Slags Karle savne vi, og det er at haabe, at vi ogsaa for Fremtiden maae blive frie for de Skuespil, hvor saadanne Personer give Hovedrollerne. Det er i dette Afsnit et Alpha og Omega hos Forfatteren, at Offentlighed ei lader sig tænke uden Mundtlighed; Retsforhandlinger, hvor man benytter Skrift og Protocoller, man indrette dem hvordan man vil, ere, siges der, og maae være hemmelige. Den Sandhed, som ligger til Grund for dette Raisonnement, bliver, forekommer det mig, naar man urgerer Sætningen saa stærkt og saa marqveret, som Forfatteren, efter hvad jeg har anført, virkelig har gjort, en Yderlighed, der gjerne kan kaldes en Paradoxe. Jeg skal her citere et ganske fremtrædende Exempel paa Vrangheden i denne Anskuelse. Efter pag. 397 at have omtalt Loven af 6 Sept. 1845 siger Forfatteren pag. 398: „Principet i denne Lov, som har Analogier i flere europæiske Landes Lovgivninger, maa vistnok bifaldes, ligesom man gjerne kan sige, at det er nødvendigt, at mindre vigtige Sager affærdiges gjennem meer summarisk Behandling, og havde den anførte Lovgivning tillige indført Mundtlighed og Offentlighed i deslige Sagers Behandling, vilde derpaa i det Væsentlige intet været at sige; men da Skriftligheden, som før antydet, medfører Hemmelighed og Underdommeren saaledes er løsrevet fra enhver Control, har Tingen sin overordentlig betænkelige Side og vist er det, at denne Lovgivning intet tilsvarende har i andre europæiske Landes Lovgivning“. Dette Ræsonnement lider sikkerlig af megen Skjævhed og Falskhed. Hvad Forfatteren saa end anfører om Skriftligheden og dens Natur, saa er efter vor gjældende Lov Rettergangen baade i disse og andre Sager offentlig og ikke hemmelig, og det er aldeles umuligt, at det som var offentligt og vitterligt for Alle, fordi det foregik i Publicums berettigede Nærværelse og for Alles Øine, kan blive en Hemmelighed, fordi man netop til Control lader en Beretning indflyde i en Protocol in perpetuam rei memoriam. Da desuden ved disse Sager i Regelen det undersøgende Forhør og Retsbehandlingen gaae i eet, og da Retsbehandlingen som oftest tilendebringes, eller allenfals kan med tilhørende Domsafsigelse tilendebringes, i een eneste Session, indsees ikke rettere end at man til Forsvar for Loven qvæstionis maa kunne anføre Forfatterens Ord pag. 400 „Alle disse Ulemper forsvinde i den mundtlige Procedure, her øser Dommeren Sagens Oplysninger af den egentlige og oprindelige Kilde og kan selv overbevise sig om at Alt, hvad der kan bidrage til Sagens rigtige Bedømmelse, bliver medtaget og kommer i behørig Betragtning; han behøver ikke at stole paa Andres Evne og gode Villie til baade at sørge for at alle fornødne Spørgsmaal gjøres og alle Svar rigtig opfattes, men han har selv umiddelbar Anledning til at forvisse sig om de erhvervede Oplysningers baade Fuldstændighed og Correcthed. Dommeren stilles med eet Ord Ansigt til Ansigt med Sagen“. Slutningsbemærkningen paa dette Sted: „Og hvad er den skriftlige Fremstilling af Sagen „– maaske meer eller mindre vellykket – et Portræt! men dog altid kun et Billede paa anden Haand;“ kommer kun til Anvendelse efterat Sagen allerede fra Dommerens Side er færdig, og har kun Betydning for Overdomstolene. Der gives ingen Grund hvorfor ikke Dommeren i første Instans skulde kunne gaae frem paa denne prægtige Maade; det kan dog ikke skade eller gjøre Forfatterens Anviisning uanvendelig, at Loven tilholder Dommeren, efterat have øst umiddelbart af Kilderne og dømt, at give et Portræt saa veltruffet som muligt, et Billede, der fra ham udgaaer paa første Haand. Det at man saaledes er nødt til at give en fuldstændig skriftlig Indberetning om den Fremgangsmaade man i sine Undersøgelser har anvendt, om sammes Resultater, den endelige Dom og dennes Grunde, og den Omstændighed at Alt dette fremlægges til Revision og Granskning af kundskabsrige og indsigtsfulde Mænd, der nu engang ved Vane og Routine erhverve den Evne at kunne af Portrætter slutte sig til Virkeligheden, er dog en ikke ganske forkastelig Control, og det tør nok, navnlig i disse Sager, hænde, at den ofte kan ansees for sikkrere, fuldstændigere og nøiagtigere end den Control, som fremvirkes ved blot Mundtlighed og udøves af Publicum gjennem Offentligheden, isærdeleshed naar der intet Publicum er, som paahører Sagen.
Mere overbevisende og tagne nærmere fra Virkeligheden ere Betragtningerne over Anklage- og Inqvisitionsprincipet i criminelle Sager, hvis Forskjel kun i Almindelighed udhæves som bestaaende „i den forskjellige Stilling til Sagen, hvori Angjældende sættes og i de forskjellige Formaal, som disse Methoder foresætte sig, og i de Midler de betjene sig af for at opnaae disse“. Skjønt bestemt udtalende sig mod Anklagesystemet i sin Reenhed, saaledes som dette neppe findes gjennemført nogensteds udenfor Engeland, hvor man ogsaa i den senere Tid alt lydeligere og tydeligere er begyndt at optræde imod det, sees det dog af den hele Fremstilling at Forfatteren er bleven staaende ved det modificerede Anklagesystem som det eneste anbefalelige. Dog er denne Mening forsaavidt indhyllet i Dunkelhed og Ubestemthed, som man, naar undtages en vag Henviisning til det franske og derfra forskjellige skotske System, ikke finder noget Vink om det Omfang og den Udstrækning, hvori Principet skulde adopteres, medens det erkjendes, at de forskjellige Systemer rundtom i Europas Proceslovgivninger ere i denne Retning saaledes nuancerede, at de ganske gaae over i hinanden. Naar man rigtigen undersøger Alt, troer jeg næsten, at Forfatteren ikke gaaer længere i sit Forlangende end som der udfordres for at faae afskaffet det stygge Navn Inqvisitionsprincip, et Udtryk, der vistnok lyder „skurrende og derfor ogsaa misledende i mange norske Øren“, men som man dog uden nogen egentlig reel Reform kunde ombytte f. Ex. med Udtrykket Undersøgelsesmaxime. Jeg støtter denne min Formening om Forfatterens Conservatisme især til hans Yttringer pag. 453 „Som før paapeget kan der fornuftigviis ikke være Tale om at antage Anklageprincipet i sin Reenhed. Hvad der egentlig maa lægges Vægt paa er, at man maa opgive Bestræbelsen efter at erholde Angjældendes Tilstaaelse og dertil tilstaae hver den muligste Frihed til at forsvare sig“. Jeg vil sammentrængt anføre Udgangspunctet for den Argumentation, hvorpaa dette Resultat er bygget; nogen Paapegen af Tilsnigelsen i samme er vel igrunden unødig. „Inqvisitionsprincipet, siges der, arbeider directe paa at tilveiebringe Oplysning om den egentlige og materielle Sandhed og denne vil man opnaae væsentlig ved Anklagedes egen Tilstaaelse. Den egentlige og materielle Sandhed, man altsaa arbeider paa og venter at finde, er at Anklagede er skyldig! Enhver Anklaget præsumeres derfor ved selve Systemet eo ipso og ab initio at være skyldig og behandles efter denne Maxime“. (See p. 458). Forfatteren kan herved ikke sigte til Undersøgelsesforhøret; thi ved Forundersøgelsen anerkjender han dette Princip, som ogsaa tildeels er optaget i Frankrig, og efterat Sagen er reist i Henhold til Forhøret er det vel ikke længer blot Maximen, der giver Præsumtionen; alle, med hvem dette er Tilfældet, blive frie for al Tiltale, fordi man ledende efter den materielle Sandhed har fundet dem uskyldige, eller allenfals ei Beviis for at de ere skyldige. – Anbefalingerne for Systemet ere forøvrigt meer hentede fra Beretninger om og Paaviisninger af Udvæxter og Misbrug, som Inqvisitionsprincipet under Administration af slette, ukyndige og uduelige Dommere kan fremkalde, end rettede mod selve Grundprincipet. Uden selv at have nogen synderlig udstrakt Erfaring, om hvorledes vor Retspleie factisk udøves, lader det sig dog vist, efter hvad man hører og fornemmer, overeensstemmende med Sandheden paastaae, at der virkelig hos os gives, om end kun enkeltviis og i formindsket Maalestok, de fornødne Data, hvorpaa en saadan Fremstilling, som Forfatterens nogenlunde kan støttes. Dette er langtfra som det bør være. Enhver Vedkommende bør derfor ogsaa tage til Indtægt, til Belærelse og Rettelse, hvad der i denne Skildring rammer ham. Men da disse Ulemper og store Mangler ikke ere Principets nødvendige Affødninger, men snarere maae tilskrives de handlende Personer, synes de nærmeste og naturligste Bodemidler ikke at ligge i nogen total Ombytten af Princip. Hvormeget lader der sig ikke udrette gjennem meer detaillerede og bestemte Instructioner, en strængere og meer gjennemført Control, navnlig ved en Ophjælpen af Retsvidneinstitutionen, og ved et forsigtigere og omhyggeligere Valg af de Personer, hvem man betroer en saa vigtig og ansvarsfuld Myndighed. Forfatteren selv „erkjender, at en duelig og talentfuld Underdommer ved Sindighed, Maadehold og Samvittighedsfuldhed under Inqvisitionssystemet kan udrette meer Nytte end under Anklagesystemet, der ved at binde Dommerens Hænder, kun betrygger mod den større Skade, som den egensindige og uretskafne Dommer, kunde paaføre“. Ved at anvende det saakaldte Anklagesystem paa Kjæltringer, der ere ogdragene[1] under den nærværende Rettergangsmaade med Inqvisitionsprincip, vilde Justitien vist ved Overgangen i meget lang Tid blive lammet til en Grad, som man ikke lettelig kan overvurdere. Da det nu fortiden vel tør paastaaes, at det, naar den fornødne Vaersomhed anstilledes ved Valget, vilde være muligt at faae Domstolene besatte med retskafne og nogenlunde talentfulde og kyndige Mænd, indsees det ikke, at Forfatteren ganske har motiveret sit radicalere Middel „der rammer Ondet lige i sin Rod; en Forladen af Inqvisitionsprincipet ligesaagodt først som sidst“. – Pag. 458 berøres det at herved vilde udfordres ganske radicale Reformer i Organisationen af vor Administration og vore Domstole, og en Sammendragning af Anklagemagten til en fælles Auctoritet eller Generalprocureur med Filialafdelinger i Stiftstæderne antydes som nødvendig og hensigtsmæssig; men paa Grund af den Skyhed og Banghed, som oftere sees at gribe Forfatteren ved hans egne Tanker og hans eget Ræsonnement, naar han opdager sig fort ned i Virkeligheden, staaer den hele Antydning temmelig nogen og seer med andre lignende næsten ud som disse Flyveideer, der ofte under det mundtlige Foredrag paatrænge sig en Taler; uden at han rigtig formaaer at gjøre Rede for, hvorfor eller hvorfra de ere komne ham i Sindet. Dette og flere lignende Bemærkninger, tyde paa at Forfatteren anseer en motiveret Paapegen af den fremtidige Reforms Væsen og Grundtræk for at være sit Hverv uvedkommende, og det kan vel erkjendes, at man ingenlunde kunde af ham kræve noget detailleret Lovforslag. Men paa den anden Side kan man, uden at gaae ham for nær, da han dog skulde levere „en detailleret Indberetning om Anvendeligheden her i Riget efter dets Institutioner og Forholde“ paastaae, at han vel stærkt har stillet sig paa Referentens og den bare Theoretikers raisonnerende og meer negative Standpunct, ligesom det er et temmelig vanskeligt Arbeide at faae udskillet de faae Antydninger, som findes, da man efter hvad der tidligere er bemærket ei kan blive staaende ved det sidste Afsnit, fordi Antydningerne med megen Kunst og Flid ere indsprængte og gjemte hvor man mindst venter at finde dem.
Jeg har i disse skitzerende Bemærkninger i al Korthed villet hendrage den almindelige Opmærksomhed paa et for os med Hensyn til den behandlede Gjenstand saa vigtigt og betydningsfuldt Arbeide som nærværende Skrivt. Uagtet jeg som oftest i denne kortfattede Anmeldelse har givet mine Bemærkninger en dadlende Form, er dog Anmelderens Motiv og Øiemed netop at stile en Opfordring til Almeenheden om efter Leilighed at gjøre sig bekjendt med et Skrivt, hvis gode Sider, virkelige Værd og rige Indhold uden nærmere Paapegning af mig vil falde enhver Læser i Øinene. Jeg har nok fremkastet nogle Anker og fremsat et Par Tvivlsmaal mod Forfatteren, men ikke fældet nogen Dom over Værket i dets Heelhed, da det kun er deelviis hist og her, at jeg har vovet paa Overfladen at berøre nogle Enkeltheder. Selv om mine Bemærkninger, som jeg vil haabe, maatte af en indsigtsfuld og sagkyndig Critiker findes grundede, kunne de naturligviis ikke motivere nogen haard Dom over det hele omfangsrige Arbeide. – Som den der temmelig fuldstændig har gjennemgaaet denne Indberetning, der for mig har været interessant, belærende og tankebefrugtende, kunde jeg, hvis ikke andre Hensyn forbød det, have ønsket noget yderligere at opholde mig ved det Gode og Fortjenstfulde i Forsatterens Værk, ligesom det vilde have været mig kjært om Tidskrivtets Plan havde tilladt mig noget fuldstændigere at motivere min Dadel, for derved at borttage noget af det Stødende, Ubillige og Strænge, som Forfatteren, der har en god Samvittighed, muligens vil finde i at en ung Mand uden tilstrækkelig irettelagte Data fælder Domme i ankende Retning, selv om disse meer vedrøre enkelte Udvæxter end Arbeidet i sin Heelhed. Maaskee har jeg ogsaa gjort Regning paa formegen Hjælp og Veiledning af Forfatteren, som af en Mand der maatte være fuldt bekjendt med Forholde, som man kunde ønske at kjende saa fuldstændig som det lod sig gjøre. – Men hvorom Alting er, saa maa man tilstaae, at Hensigten med Storthingsbeslutningen af 1 Sept. 1845 i een og maaske den vigtigste Retning er naaet. Almeenheden vil ved nærværende Arbeide i Forbindelse med den af Cand. juris Munch Ræder udgivendes Indberetning formeentligt – ved ikke ganske ringe Opoffrelser fra Statens Side – være givet god Anledning til paa en billig, let og tilfredsstillende Maade at skaffe sig paalidelig og fuldstændig Kundskab om en Institution, der altid har sin store Betydning og Interesse, og herved er man saaledes sat istand til at danne sig en Mening om en Gjenstand, der for Øieblikket efter Sigende beskjæftiger og sysselsætter en temmelig stor Mængde. Her som overalt er Staten og det Almene bedst tjent med Kundskabs Udbredelse, at Spørgsmaalene med deres Betydning og Vanskeligheder kunne sees i sit rette Lys; thi kun derved kan nogen paa Grunde hvilende fornuftig almindelig Mening dannes og udvikles hos Nationen; men derfor bør man ogsaa nu med Billighed kunne kræve nogen Kundskab hos Enhver, der optræder med Fordring paa Stemmeret i disse Anliggender, og man maa formeentlig kunne ansee det for hensynsløs Letsindighed, naar Bannerførere af alle Klasser i politiske Øiemeds Tjeneste opstille bestemte Fordringer om Ting og Institutioner, som de fordetmeste, paa faae Undtagelser nær, bogstavelig talt kun kjende af Navn, medens Hoben tankeløs, uden engang at besidde denne tarvelige Kundskab, slutter sig om dem, og understøtte ved Navn Petitioner og Fordringer, hvis Betydning de ei kjende eller forstaae; og hertil lokkes jo lettelig saa Mange; thi dette koster Almuesmanden hverken Tid, Møie eller Penge, medens man dog for saa godt Kjøb foregjøgles Forbedring i Vilkaar og Lettelse i Byrder. – Paa den anden Side er det vel ogsaa at haabe, at Vedkommende, kloge af sørgelig Erfaring, ikke udsætte med at fatte en afgjørende Beslutning og undlade at rette Mangler i vor Proceslovgivning, som findes og lader sig afhjælpe, ventende indtil Sagen, som det hedder, er bleven ved Beretninger Afhandlinger, Indstillinger, Overveielser Vink og Forslag m. m. fra alle Sider undersøgt, og atter grundigen undersøgt og uddebatteret. Herved opnaaer man kun at faae en Masse volumineuse Acter og Documenter, Sagen faaer en saadan Bredde og Vidløftighed, og Mængden af forskjellige nuancerende Anskuelser krydse hinanden saaledes, at man taber Traaden i og Oversigten over det Hele; Spørgsmaalet udvaskes saa længe i den almindelige Opinion, indtil man ganske vender sig fra den hele Sag med Lede og de bedste Kræfter, der ere gaaede tilspilde ved Forundersøgelser uden reelt Udbytte, svigte, naar det kommer til Handling. Overhovedet vide vi jo, hvorledes det gaaer, naar man i eenfoldig Begjærlighed, slippende alt det Bestaaende, med eet vil vove Spranget, der overstiger de Kræfter, som staae til vor Raadighed.
Christiania den 16 Juni 1850.
J. A. Schmidt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ [Wikikildens note: Slik i originalen. Trykkfeil for «opdragne»?]