Duggen (Welhaven)

Naar Himlen er for Skyer fir
og Sommernatten frisk og ren,
da er det Duggens Tid, hvori
den stærkest staaer paa Urt og Gren.

Naar dertil Blomsterbægret kun
beaandes mildt af Nattens Luft,
da synker bedst til Bægrets Bund
det Væld, der giver Glands og Duft.

Og denne Fylde ovenfra,
i Blomstens Indre følt og kjendt,
udfolder Morgenlyset da
af Livet, der var indadvendt.

Som Dug paa Somrens Blomsterblad,
beaandet af en skyfri Nat,
saa er det nye Livsens Bad,
hvortil min Sjel sin Lid har sat.

En hellig Nat, en indre Fred
forlanger nu min travle Dag,
en Nat, hvori jeg fromt ser ned
paa Hjertedybets Nød og Nag.

Saa fromt at Smerten slettes ud,
og Sjelen bæver kun af Haab,
og venter, bøiet for sin Gud,
paa Duggen paa den nye Daan.

Det er en stille, salig Stund;
beredt er Herrens Komme da,
og som er Væld i Hjertets Grund
fornemmes Fylden ovenfra.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.