Drukkenskabens Følger

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Drukkenſkabens Følger.
———
Efter det Svenſke
af
Fredr. Storm.

Trondhjem, 1844.
Trykt af Tønnes Andreas Høeg.

De faa Forſøg, ſom i Trondhjem, og i det Hele i det Nordenfjeldſke, ere foretagne til at indſkrænke Brændevinets Misbrug, have ikke baaret ſynderlig Frugt. Vel er ogſaa i disſe Egne Opmærkſomheden i en vis Grad bleven vakt for denne Gjenſtand og Umaadelighed i Drik anſees nu langtfra med den samme Ligegyldighed ſom forhen, ligeſom det ogſaa fortjener at bemærkes, at dog den Sandhed er bleven alt meer og meer erkjendt, at Brændeviin ikke bør kaldes en Livsfornødenhed, i det mindſte ikke for dem, der ei have anſtrængt Arbeide i raat Veirligt; denne Drik er derfor ſaa godt ſom aflagt i mange Kredſe, der for ſaa vidt visſelig fortjene Navn af de bedre. Men endnu herſker en umaadelig Brændeviinsdrik iblandt en ſtor Deel af Arbeids- og Fattigklasſen, hvilken Aar for Aar og Dag for Dag fremkalder og nærer den ſørgeligſte Elendighed iblandt dem, ſom under nærværende Tids Omſtændigheder, - og maaſkee endnu meer i den kommende Tid, - vel have nødige al Tid, al Omtanke og al Arbeidsſtyrke til for ſig og Sine at erhverve det daglige Brød. Det er uimodſigeligt — og Enhver, ſom kjender det huuſlige Livs Tilstand blandt mange Familier af Arbeids- eller Fattigklasſen, vil bekræfte det,- at Umaadelighed i Brændeviinsdrik har fremkaldt og vil fremkalde den meſte og ſtørſte Forarmelſe og ſædelige Fordærvelſe. Denne Umaadelighed maa man ſtræbe at ſætte Skranker for. Jeg ſiger Umaadelighed; thi man vil tildeels af det Følgende ſee, at jeg under Arbeidsmanden hans Dram til Tid og Sted, ſom jeg da ogſaa vel under ham hans varme Kop Caffe, Arbeids- og Fattigkasſens Yndlingsdrik; men Alt med Maade! thi førſt Brød! Men deri beſtaaer Ulykken, at de Ulykkeligſte ſige: førſt Brændeviin! og da er det forbi med Omſorg for Brødet. De ſelv ſulte, og Flere med dem.

Her er et Bidrag til Øiemedet — en Omarbeidelſe af Wigelius’s Prædiken over nævnte Emne, hvilken har oplevet flere Oplag. — Med alle dem, der deeltagende interesſere ſig for Arbeids- og Fattigkasſens Tarv og Vel, ønſker jeg oprigtigen, at et godt Ord maa finde et godt Sted, at disſe Blade ei maae være ſkrevne forgjeves, men vække i det mindſte Enkeltes Eftertanke.

Trondhjem i Marts 1844.

Udgiveren.
Syrach har bemærket, at Viin, hvor nyttig den i

ſig ſelv end kan være, bliver aldeles ſkadelig, naar man bruger den med Uforſtand. Viin, ſiger han, drukket til Nødtørft, opliver Legem og Sjel, men, drikker man for meget deraf, ſaa fører den alt Ondt med ſig. Syr. 31, 35, 36. „Den fører med ſig alt Ondt:“ alle Slags Ulykker og Plager, aandelige og legemlige, timelige og evige. — Men hvad Viismanden ſiger om Viin, det Samme gjelder om alle ſtærke Drikke, ogſaa om den, ſom ſaa hyppigt tilvirkes i vort Land og ſom nydes ſaa uforſtandigt af Mange: Brændeviin. Hvor ſtort er ei Drankernes Antal! Hvor ofte ſee vi ikke Drukkenſkabens ulykkelige Følger! — Naar Dagdrivere plages af Tidens Lengde og trykkes af dens Byrde, fordi de intet Nyttigt gide beſtille, ſaa ſøge de gjerne at forkorte Dagen ved en Ruus. Den, ſom ikke er iſtand til eller ikke finder Behag i nogen værdig og ædel Nydelſe, forfalder let til Drukkenſkab, thi til denne uſle og uværdige Nydelſe fordres hverken Eftertanke, eller Forſtand eller Møie. Andre lade ſig forlede til Drik den ene Gang efter den anden, indtil de, fængſlede af en ſyndig Vane, finde Brændevinet uundværligt. — En ſvag Uſling kan ikke nægte En, ſom kalder ſig Ven og Kammerat, hvad han begjærer, kan ikke modſtaae Friſtelſen til at være ſom Andre i Laget! — Undertiden falde nogle Ulykkelige paa dette farlige Middel til med Drik at døve Følelſen af deres fortærende Samvittighedsqval. Disſe Sidſte fortjene vor Medlidenhed: naar Bekymringen ſtiger til en vis Høide, hvor let falder da ikke Menneſkene paa fortvivlede Udveie! — Dette og andet Saadant gjør imidlertid Drankernes Antal ſaa ſtort.

Gud nægter os visſelig ikke, ved visſe glade Begivenheder, ved Nydelſen af hans Goder og Gaver, i en Samling af Venner, at forøge og oplive den Munterhed og Fryd, hvormed vi ville feire en eller anden glædelig Tildragelſe. Jeſu Undergjerning i Cana er herpaa et talende Beviis. Men naar Spørgsmaalet er om en Drik, hvorved Forſtandens Brug forſvinder, da ſiger Chriſtendommen: Drikker Eder ikke drukne af Viin, i hvilket er Overdaadighed (det er: ſom er og ſom leder til Ryggesløshed). Epheſ. 5, 18. Og naar Spørgsmaalet er om disſe Uſlinger, ſom elſke en Ruus og deraf gjøre en Vane, ſaa taler Chriſtendommen med en ſtærk Trudſel: „Drankere ſkulle ei arve Guds Rige“.

Det ſkal i denne lille Bog være vor Hovedſag at tale om Drukkenſkaben, om dens Vederſtyggelighed. Maatte dog det, ſom nu ſkal ſiges, til Manges Advarſel, fremſtille denne Laſt i sin Fælhed, gjøre den ret vederſtyggelig i Manges Øine! Maatte det blive ret kundbart, at Drukkenſkaben medfører aandelig og legemlig Usſelhed, Vanære og Qval; thi alt dette ligger paa Bunden af Giftbægeret. Men kunne vi end ikke bevæge dem til Nykterhed, der ved Drukkenſkaben ere blevne ſom lænkede, — ſaa ville vi dog ønſke og haabe at kunne kalde tilbage paa den rette Vei i det mindſte Nogen af dem, ſom endnu kun ere Begyndere i denne ſaa afſkyelige Laſt.

Men Du, ſom veed med dig ſelv, at Du er denne Laſt hengiven og vel bekjendt ſom en Dranker, ſnig Dig bort, om Du ikke vil lade dig advare; thi den Plads Du ſidder paa, ſkal blive ſom en Gabeſtok. — Ak! Skaberen vilde, at Menneſket ſkulde være den ædleſte og ypperſte af Jordens Beboere og fremfor alle Skabninger gaae fremad i Forædling;- maatte dog Følelſen af denne Naadegave, af vort menneſkelige Værd og af vort chriſtne Kald og Beſtemmelſe indgive os ſaadanne Tanker, ſaadanne Forſætter og Beſlutninger, at vi kunne vorde Guds Born! vorde værdige Navn af Menneſker og Chriſtne!

Drukkenſkabens farlige Følger.

1. For Sjelen, baade Forſtand og Hjerte. Naar man undtager visſe haſtigt virkende Gifter, ſaa findes vel Intet, ſom ſaa haſtig berøver Menneſket alt Menneſkeligt, eller gjør ham ſaa gyſelig, ſom ſtærke Drikke. [[:w:Hosea|Hoſeas}} ſiger ikke formeget (4, 11), naar han paaſtaaer, at Viin og ſtærk Drik gjør Menneſkene gale; ikke heller ſiger Syrach (31, 37, 38) for meget, naar han lærer, at Drukkenſkab gjør en Gal end galere, ſaa at han trodſer og bliver ſlaget og ſaaret. Vi have vel Alle ſeet beruſede Menneſker: ſaadanne Optrin viſe ſig desværre alt for ofte, og lade os ikke tvivle om, at jo et Menneſke er vanvittig i ſamme Grad ſom han har overgivet ſig til Brugen af ſtærk Drik. Lader os foreſtille os alt det Afſkyelige, vi fandt, da vi ſidſt ſaae en Perſon i en elendig beruſet Tilſtand. Var han ſkikket til nogen menneſkelig Forretning? Kunde vi tale noget forſtandigt med ham; afgjøre Noget med ham? Hvortil tjente ham i denne Tilſtand de ypperſte Naturgaver, de herligſte Kundſkaber, de ædleſte Evner og de dygtigſte Færdigheder? Hvor afſkyelige vare ikke hans Fagter, hvor væmmelig hans Skidenfærdighed og ſelv hans Uddunſtninger! Hvem vilde være ſammen med ham? Var han ikke til Skræmsel for Børnene? Skyede man ham ikke paa Gader og Veie, juſt ſom man ſkyer et vanvittigt Menneſke? Han forſtod ikke at undgaae nogen Fare, han ſkyede i ſin Galſkab hverken Ild eller Vand. Han var iſandhed værre end et Fæ. Thi hvilket Dyr er vel i ſaa usſel Tilſtand, ſom et ret beruſet Menneſke? Med ſelve Svinet vil man heller være i ſamme Rum end med en Saadan. Udentvivl er ogſaa dette Aarſagen til, at Drankeren i daglig Tale ofte lignes med en Hund; ja, det, ſom værre er, med et Sviin. Eller er det ikke nokſom almindeligt, at en Dranker kaldes med Navnet Fyldehund, Fyldeſviin? Og alligevel, ſaa ſtærke end disſe Benævnelſer ere, ſaa beſkjemmende disſe Navne end maae være for et Menneſke med mindſte Æresfølelſe, - de udtrykke kun ufuldkomment Drukkenſkabens Afſkyelighed. — Ak! I, ſom ved Eders Sjels Udødelighed ere beſtemte til himmelſk Salighed! hvor kunne I ſaaledes ville fordærve Eders af Jeſus dyrekjøbte Sjel, dette Guds Billede, ſom af Gud blev dannet til at modtage ſaa høi Grad af Foredling, ſaa hellige Salighedsnydelſer? Er det noget Under, at Apoſtelen siger: „Ingen Dranker ſkal arve Guds Rige“?

Men mangen Dranker vil kanſke her tenke: „disſe Bebreidelſer ramme ikke mig; i den Grad, ſom denne Skildring viſer, har jeg aldrig drevet Drukkenſkaben“. — Hvad! angaae disſe Bebreidelſer ikke Dig, blot fordi Du ikke driver Drukkenſkaben til den Yderlighed, til hvilken den kan drives? fordi Du i dens Afſkyelighed ei gaaer ſaa vidt som de allerſtørſte Drankere? fordi der findes Menneſker, ſom overgaae Dig i denne vederſtyggelige Laſt? — Men hvor mange Gange har Du ikke ved Drik gjort Dig uſkikket til fornuftige Overveielſer og Forretninger! uſkikket til at omgaaes forſtandige og ſædelige Menneſker! Pleier Du ikke mangengang i Samqvem, paa Gader og Veie, at være til Nar, til Spot for dem, der ſee Dig? Pleier Du ikke ofte i beſkjænket Tilſtand at gjøre Dig fortrolig med Perſoner af ſlette Sæder og ſlet Rygte? med Perſoner, for hvis Omgang Du ellers, i ædru Tilſtand, maatte blues? Hvor ofte har Du ikke i Drukkenſkab talt og gjort, hvad Du i det mindſte burde angre? Finder Du ikke i Drukkenſkabens Ørhed en Lyſt, ſom Du attraaer og ſøger? paa Din Huustroes, Dit Barns, Din Huusholdnings Bekoſtning ſaaledes ſøger, at Dit Huus forarmes? Har Du aldrig mærket, hvorledes hæderlige Folk undſee ſig ved Dit Selſkab; ſkye det, - og, naar de blive ſeete i Dit Selſkab, baade med Blik og Miner give til kjende, hvor lidet Din Omgang anſtaaer dem? — Ogſaa Du pleier da ſaaledes med Drik at forſtyrre Din Fornuft og døve Din Følelſe, og ſøger en Lyſt deri; ogſaa Du er derfor blandt de Drankere, om hvilke Guds Ord ſiger, at de ſkulle ikke arve Guds Rige.

I hvilke Forbrydelſers Afgrund kaſtes ikke Menneſket ved Drukkenſkab! „Drukkenſkab forleder til Løsagtighed“. (Sal. Ordsp. 20, 1). Hvad gjorde ikke Loth og Herodes i deres Drukkenſkab? Hvor meget Ondt er ikke i Drukkenſkab begaaet, ſom ellers aldrig ſkulde være ſkeet! Ved ſtærke Drikke blive de Begjærligheder, ſom af Religionen og Fornuften ſkulle tøiles, endnu ubændigere og voldſommere end i ædru Tilſtand, og hvormed ſkal man ſtyre dem, naar Drukkenſkaben har uddrevet Guds Aand af Sjelen, naar Ruſen har taget Fornuften og den religiøſe Følelſe tilfange, naar, efter Profetens Ord, Drik har gjort Menneſkene gale! Hvor let ophidſet, hvor ſnar til Trætte, Forbandelſer og Voldſomheder er ikke den Drukne? hvor dumdriſtig og let at forlede til de groveſte Forſeelſer! Mangen En, ſom edru er øm og ſagtmodig, blev til en Morder i sin Drukkenſkab. — Skal Drankeren gjøre vel, ſaa ſkeer det uden Omtanke og Overlæg, og hans Gave falder i ſlette Hænder; han gjør ikke Forſkjel paa Skjælmen og den Ærlige, han er ligeſaa gavmild i at underſtøtte den Tankeløſes Letſindighed og den Liderliges Liderlighed, ſom naar det gjelder at redde den hjelpeløſe Fattige ud af truende Hungersnød. Hans Haand er ligeſaa ſnar til at hjelpe den Ugudelige i hans Hevn, ſom til at biſtaae den Retſindige i hans Forſvar. — Endnu mere: naar Arbeidet og Forretninger forſømmes, ſaa fortæres paa en Dag langt mere end hvad i flere Uger kan fortjenes, og ſaa maa Drankeren, - derſom ikke ſærdeles Hændelſer gjøre hans Forraad uudtømmeligt, nødvendigen forarmes, og Fattigdommen kommer over hans Hoved, og med det ſamme kommer allehaande Friſtelſer til Bedragerie, til Tyverie, til Ran, til Nedrighed, ja ofte lader den forarmede Dranker ſig bruge til for Betaling at hjelpe med til at begaae de gemeneſte Handlinger. Saa vidt kan det komme med den, ſom forfalder til Drik, og Livets Erfaring har mange Exempler herpaa.

Men, Chriſtne! Sjelens Kræfter og Evner, Naturgaver, Kundſkaber og Ferdigheder blive ikke blot under Ruſens Ørhed ubrugbare; disse ypperlige Fortrin lide ſelv og forderves efterhaanden ved Drukkenſkab. Tankekraften bliver Dag fra Dag mere ſløv, Hukommelſen ſvagere og alle Sjelens Kræfter ſlappere, iſær hvis man i yngre Aar er begyndt med denne Laſt. Sjelen ældes før Tiden, og naaer efterhaanden en vis Grad af Taabelighed.

2. Drukkenſkabens farlige Følger for Legemet. Lægerne forſikkre eensſtemmig, at Legemets Safter ved Drik fordærves, dets Kræfter ſvækkes, Skrøbelighed, Sygelighed, Alderdom fremſkyndes, - at mange Krampetilfælde og haarde Sygdomme blot fra ſtærke Drikke have deres Udſpring, at mange, i ſig ſelv ubetydelige Sygdomstilfelde herved blive dødelige; og Alt dette deſto ſikkrere, jo tidligere man begynder med Drik. Endnu mere: hvor Mange have ikke, dumdriſtige og forvovne ved deres beſkjænkede Tilſtand, paa Land og tilſøes, brat ſtyrtet ſig i Døden! hvorofte høres ikke om ſaadanne ſørgelige Tildragelſer! Drankeren er ſaaledes en Selvmorder, ſom fortjente, ligeſaavel ſom nogen anden Selvmorder, at begraves i Stilhed paa det Sted, hvor de ſtørſte Forbrydere have deres Grave. Om vi end mellemſtunder ſee nogen Dranker komme til en høi Alder, ſaa kommer det deraf, at han af brave og dydige Forældre, ved Fødſelen og Opdragelſen, har arvet et ſtærkt Legeme, og derved længe modſtaaet Drukkenſkabens Gift; men et ſaadant Legeme vilde uden Drukkenſkab og anden voldſom Forſtyrrelſe uden Tvivl holde ſig endnu længere. Mange Drankere vide meget vel, hvad Skade Hilſe og Livskræfter tage, og fortfare endda, ſom om de ikke vidſte det. Deres, ſaavelſom andre Vellyſtiges Valgſprog, hvormed de lade ſig inddysſe, er dette: „Man nyder hvad man lyſter, og lider hvad man kan; man nyder hvad man lyſter, og døer en Dag desfør.“ Menneſket er ſaadant, at det undertiden opoffrer Alt hvad der er det kjært, for at tilfredsſtille den Begjærlighed, ſom er blevet herſkende. Men Ulykkelige! Du vil vel holde op at ſpøge, naar Smerterne begynde at tære, og Døden truer. Du ſkal engang paa Din Sotteseng erfare, hvorledes denne Laſt, hvori Du nu lever, liig en ond Aand, tvinger Sjelen ud af Dit Legeme, for at føre den — — Hvorhen? — — Ingen Dranker ſkal arve Guds Rige. Du ſkal erfare det, forſkrækkes og klage: Vee mig, at jeg ſaa har ſyndet!

Lægerne paaſtaae tillige med Vished, at Drankeren forplanter Ødelæggelſens Gift paa ſine Børn, om han har begyndt Lidderligheden, inden han blev Fader og har fortſat den under Ægteſkabet. Ved Forældres lidderlige Drukkenſkab har mangt et Barn allerede i Fødſelen modtaget Frøet til Krampe, Slag og en ſnar Død. See, Dranker! ſee allerede forud Dine Børns Smerter, der bebreide Dig! foreſtil Dig, hvorledes de ville række Dig Hænderne om Hjelp, uvidende om, at Du er deres Banemand! - og en Følelse — liig et Raab fra den Evige: Kain, hvad gjør Du? - vil Du drikke op dit Barns Hilſe, og i Begjærligheden ſvælge dets Død? - en ſaa ſtærkt ryſtende Følelſe ſkal kalde Dig tilbage fra den ødelæggende Lidderlighed, derſom ikke Ruſen allerede har fortæret al Følelſeskraft i Din Sjel. Tenk en Stund paa den kommende Dag, da Dine Gjerninger ikke kunne tilbagekaldes, da Dommen er afſagt, og Straffen færdig, da Overdommeren ſkal ſige: Kain! hvad har Du gjort? Tænk derpaa! og fat en Beſlutning, ſom Dit Vel, og Dine Børns Vel visſelig kræver.

3. Drukkenſkabens farlige Følger i Drankerens Huus. Vi have ſagt, at Drukkenſkaben bereder og fremkalder Fattigdom, en Plage, hvis Møier ere altfor bekjendte til at behøve at afmales; en Plage ſaa meget ſværere, ſom man ikke let finder Trøſt og Hjelp, naar man ved Lidderlighed har draget Armoden over ſig. Hvor er Ulykke? ſpørger Salomon, hvor er Sorg? hvor er Kiv? Hvor er Saar uden Aarſag? hvor ere røde Øine? og han ſvarer selv: Der, hvor man øver Drukkenſkab. Ordsp. 23, 29. Drankeren, liig et truende Spøgelſe fra de Dødes Rige, liig en Dødsengel, kommer hjem til ſit Huus; Kone og Børn forſkrækkes, naar de ſee Vilddyret: de vide, hvad der foreſtaaer dem. Han træder ind. Ingen Ting er ham tilpas. Forbandelſer, Trudſler, Eder ſtrømme ud af hans Hals, og hans Arme ere opløftede til Slag. Intet Tegn til Fornuft! Intet Middel til at ſtille den Vanvittige tilfreds! Hvad ſkulle Foreſtillinger virke paa den, ſom ingen Fornuft har, hvad skulle Bønner og Taarer virke paa det Hjerte, hvor Vildhed raſer! - Men Tilſtanden er ikke det mindſte bedre, om det er Konen, ſom er beſkjænket, — ak! ogſaa herpaa haves Exempler, — driſtig kunne vi paaſtaae, det er ofte endnu værre! Hvor ſkrækkeligt, om de begge gjøre ſig ſkyldige i denne Laſt! - Ulykkelige Ægtefælle, ſom er bundet til en Mand, der er forfalden til denne Laſt! hvorofte vrider hun ei ſine Hænder af Sorg i ſin ſørgelige Eenſomhed! hvorofte maa hun nedſlaae ſine Øine af Skamfuldhed over ſin Mands Opførſel og Daarſkaber! hvorofte ſvælge ſin Graad for at dølge ſin Bekymring! Ak, det er en tung Byrde, hun har at bære, naar hun under Arbeide, ofte under Slid og Slæb, ſtræber at opretholde det Huus, ſom Manden holder paa at ødelægge. Ulykkeligt er det Barn, ſom lærer at kjende ſin Fader,- eller ſin Moder, - næſten blot af de Daarſkaber, ſom det oftere end Andre ſeer dem begaae, af de Forbandelſer, Eder og Slag og Skjeldsord, ſom Barnet oftere end Andre maa udholde; af den Skam, ſom det maa føle, naar Nogen nævner dets Forældres Navn. Hvorledes ſkulle Børn lære noget Godt, blive duelige, ſædelige og dydige, naar ſlette Forældres ſlette Levnet ſtaaer dem daglig for Øine; naar hver Sandhed, hvert chriſteligt Raad, hver Opmuntring til det Gode, ſom de høre, viſe Forældrene foragteligere i deres Øine; naar de i Forældrene ſee de Laſter afſpeilede, mod hvilke Menneſkene allerkraftigſt advares! - Drankerens Bolig er et uhyggeligt Rede i meer eller mindre Grad, alt efter den Høide, til hvilken Drankerlaſten er ſteget; men det vilde blive altfor vidtløftigt at opregne alle huuſlige Uordener, Forvirringer og Sorger, ſom daglig erfares i de Folks Huus, der ere forfaldne til Drik.

4. Drukkenſkabens Følger med Henſyn til Navn og Rygte.

Kan man nære nogen Agtelſe for den, ſom man ofte har ſeet berøvet al Fornuft, al edel Følelſe, al Menneſkelighed? - for den, ſom ikke kan indgaae eller opfylde nogen Forpligtelſe? - for den, ſom man i Samqvem ſkyer, og ſom paa Gader og Veie udpeges til Spot for Alle? - for disſe ravende Afſindige, ſom bringe Børnene til at ſkrige af Skræk og Buſkadet at løbe til Skovs? Hver og En føler ſig beſkjæmmet, naar Nogen ſiger til ham om Drankeren: Denne er jo Din Ven; Konen ſlaaer jo Øinene ned, naar Nogen ſpørger hende: Er dette Din Mand? - Der er vel andre Laſter, ſom kunne være farligere for det borgerlige Samfund, men ikke nogen anden Laſt gjør Menneſket ſaa foragtelig ſom Drukkenſkaben. Andre Laſter fordre i det mindſte nogen Forſtand, nogen Beregning, nogen Dygtighed, nogen Driſtighed, nogen Opoffrelſe; men for at være Dranker fordres Intet af alt dette, for at fylde ſig med Brændeviin fordres blot et dyriſk Liv; - thi hvilket Fæ kan ikke ſkjelne en ſædvanlig Drik fra en uvant, og fylde ſin Bug med den Drik, ſom ſmager? — Selve Fraadseriet, den ellers ſaa aldeles dyriſke Laſt, er dog for det meſte forenet med en vis Fiinhed i Smagen; men der er faa Drankere, ſom ere lækkre. Mærke de blot, at Drikken er ſtærk nok til at afklæde et Menneſke al hans Menneſkelighed, ſaa lade de ſig ikke afſkrække af nogen Modbydelighed enten i Smag eller Lugt, men nyde den med Vellyſt. — Andre Forbrydere gjøre ſig Haab om, ved deres Brøde, at vinde en eller anden fremtidig Fordeel — om end ikke i en anden Verden, ſaa dog i denne, - i det mindſte for nogle Uger eller Maaneder; og deres Beregninger ſlaae ſtundom ind, endſkjøndt de titnok faaer erfare Sandheden af det gamle Ord, at hvad med Synden kommer med Sorgen gaaer; – men Drankeren, han opoffrer Rygte, Eiendom, Hilſe, Liv og Salighed for den Stund, han kan tilbringe i Ørhed og Galskab. — Andre Forbrydere ſøge at ſkjule for Verden det Brødefulde i deres Gjerninger, og det lykkes dem ſtundom for en Tid, skjøndt den Dag kommer vel, da hver Mørkhedens Gjerning bringes for Lyſet; ja ſelve Voldsmanden, ſom ellers allermeeſt trodſer Andres Omdømme, vil dog gjerne give den begangne Uret et Skin af Ret; - men hvorledes vil Drankeren kunne ſkjule ſin Drukkenſkab, eller hvor kan han blot nære Haab derom? Han veed jo meget vel, at hans Øine, Anſigtsfarve, Aande, Geberder, Tale, Gang — Alt vil forraade ham. Det mindſte Barn kan jo ſkjelne en ædru Mand fra en fuld. Drankerens hele Udſeende, ogſaa da naar han er ædru, bliver til Slut ſom en Paaſkrift, læſelig for hver Mand: her boer en med Drukkenſkab beſmittet Sjel. Der findes ikke en eneſte Dranker, ſom ikke er bekjendt for ſin Drukkenſkab i den Egn, hvor han boer, og i den Kreds, hvor han vanker. Hver og En, ſom blot nogenlunde kjender ham eller har hørt tale om ham, veed ogſaa, at han er en Dranker. Seer man ham, ſaa ſiger man: see, der kommer den Dranker, den Fyldehund! — Den, ſom vil leve i Drukkenſkab, han maa nødvendig forhærde ſig imod den almindeligſte og dybeſte Foragt, og heri beſtaaer den ſørgelige Konſt at blive en complet Dranker. Han maa taale, at han bliver foragtet, ak! ſelv af ſine egne Børn! han maa vide, at Kjerlighed og Hengivenhed for ham er aldeles umulig; thi hvorledes ſkulde Børn kunne elſke og ære den Fader, der drager mindre Omſorg for ſine Børn end ſelve Rovdyret for ſine Unger? — Andre Forbrydere ſmigre ſig med i det mindſte her i Tiden at undgaae Syndeſtraffen, og dette Haab giver dem Driſtighed, ſkjøndt dette lykkes dem kun til en Tid, thi Straffen kommer nok; - men Drankeren, hvorledes vil han kunne haabe at undgaae Straffen? Brændevinets Gift er i hans Indvolde og tærer paa dem Dag og Nat. — At Drukkenſkaben er en fortærende Kraft for hans Eiendom, det kan han ſee og tage paa. Almindelig Foragt kan han umulig undvige. Dette veed han meget vel, i det mindſte, naar han er ædru. Virkningen paa Sjel, paa Forſtand og Hjerte er et Onde, ſom han ſøger; en Skade, der er blevet ham ſaa kjær, at han juſt for den opoffrer Alt hvad der ellers er ham kjært.

Nu ſpørges: er der vel nogen Laſt, ſaa ſkammelig ſom Drukkenſkaben?

Af Alt, hvad nu er anført, bliver det os klart, at ingen Dranker kan arve Guds Rige, om han ikke itide omvender ſig.[1] — Hvilken ſtor Forſkjel er der dog mellem Drankeren og et Guds Barn! Hvilket ſtort Svælg er mellem dem befæſtet! Et Guds Barn, ſom ſkal arve Himmelen, gleder ſig og takker ſom ofteſt Gud for ſine Fortrin, ſin Ophøielſe, ſom Menneſke, over de øvrige Jordens Skabninger, og ſøger hver Dag ved Visdom fra Guds Ord, hellige Følelſer og et gudeligt Levnet at opløfte ſig end mere over dem, at forberede ſig ret til den lykkelige Tid, da hans rette Ophøielſe ſkal gaae for ſig. Drankeren derimod, ſom ikke ſkal arve Guds Rige, ſynes tvertimod at harme ſig over, at han ikke blev Dyrets Lige, og ſøger, ſaa meget det ſtaaer til ham, at nedbryde hvert Grændſeſkjel, ſom Gud ſatte imellem ham og det umælende Dyr; ja tilmed at fornedre ſig under det. Et Guds Barn, ſom ſkal arve Himmelen, ſøger hver Dag at korsfæſte Kjødet med dets Lyſter og Begjæringer, ſaa meget ſom muligt her paa Jorden, at gjøre ſin Attraa og Lyſt underdanig under Guds Ords Sandhed og Bud og under Fornuften. Drankeren derimod, ſom ikke faaer arve Guds Rige, ſøger tvertimod at tage Fornuft og al hellig Følelſe tilfange og gjøre Hjertet ſaa haardt, Begjærligheden ſaa blind og voldſom ſom muligt er. Kort ſagt, et Guds Barn, ſom ſkal arve Himmelen, ſøger allerede her paa Jorden, ſaa meget ſkee kan, at blive ſom de, der boe i Himmelen og forud at ſmage Himmelens Glæde i ſin Sjel; - Drankeren derimod, ſom ikke faaer arve Guds Rige, gjør ſig, ſaa meget ſkee kan paa Jorden, til en Djævel, og ſøger allerede forud at kalde Helvedes Qval ind i ſit Bryſt.

Ak! vi klage ſaa ofte over, at vor Forſtand er ſaa ſløv, vor Hukommelſe ſaa ſvag, vore Kundſkaber ſaa uklare og uſikkre: men ved Drukkenſkaben formørkes, forvildes, fornedres et Menneſke end mere. Vi klage over Begjærlighedens haſtigt og ſtærkt virkende Magt, ſom gjør os ubetænkſomme, overilende, tvertimod vort meeſt befæſtede Sind for det Gode, og ſom gjør, at vi med al vor Frygt for Synden, dog feile. Ogſaa de bedſte Menneſker ere udſatte for Overilelſer, dem de ſtundom, dem de al ſin Livstid maae angre: men ved ſtærke Drikkes Misbrug blive Menneſkene end ubetænkſommere,- Livets Sorger bliver bittrere, dets Bekymringer end flere. Vi klage over, at Ulykker, Sygdomme, Armod, Uenighed, Foragt og Forfølgelſer have saa mange Døre til vore Boliger: men Drukkenſkaben aabner end flere Døre for disſe Plager, ja ſætter Dørene paa viid Væg for dem.

————————

Hvad om Brændeviinsdrikkens farlige og ſørgelige Følger ſkulde ſiges i denne lille Bog, er nu ſagt. For de fleſte Drankere vil det vel være ſagt omſonſt og forgjeves. Thi hvorledes er det vel bevendt med dem, ſom give ſig hen til Drik og Sviir? De Fleſte af dem læſe ikke en Bog og gaae ikke i Kirken. Mens i den ſtille Aftenſtund ſaa mangen brav Familiefader tager ſin Bibel for ſig eller en Andagtsbog eller anden god og nyttig Læsning, og de Yngre høre til, opbygges og lære noget Godt og Nyttigt, og ende Dagen tilfredſe og glade i Kjerlighed og Fred, ſaa ſidder den Drikfældige ved Brændeviinsglasſet i ſlet Selſkab, og der gaaer det til ſom med alle ſlette Menneſker, de forføre og forføres; thi ſlet Selſkab fordærver gode Sæder, og gjør ſlette Sæder end værre; - og ſaa ender Dagen med Skjældsord og Slagsmaal og i Mørket drives Mørkets Gjerninger. Imedens mangt et ſkikkeligt Menneſke og mangt et Guds Barn gaaer i Guds Huus, ſaa ſidder den lidderlige Dranker i bedſte Mag og øver den Laſt, der, om nogen, gjør ham til en Syndens Træl. Den Dag — Søndag og Helligdag, — ſom et Guds Barn helliger Andagten, er jo den, paa hvilken Drankeren mindſt tillader nogen gudelig Følelſe at faae Indgang i ſin Sjel. Hvem af os veed ikke, at Søndagen er Drankerens rette Høitid i Synden, at han juſt paa den Dag findes beruſet? Kanſkee nogen Saadan har begyndt at læſe denne Bog, men han har vel ſnart kaſtet den fra ſig, for ei at føle ſig truffen. Nogle læſe den vel til Ende, men de forhærde ſig mod Bebreidelſen og Advarſelen, eller de blive forbittrede eller lee deraf og ſpotte dermed. Disſe finde paa alſkens Udflugter for at undſkylde ſig, ſkyde Skammen fra ſig og ſøge alſkens Paaſkud for uden Bluſel at øve Drukkenſkabens Laſt. Andre føle ſig trufne, erkjende deres Fornedrelſe og Ulykke, ſukke derover, fælde kanſkee Taarer over deres Elendighed, og tænke: efter denne Dag ſkal jeg med Guds Hjelp aflægge denne ſtygge ulykkelige Laſt; men — inden Dagen er fordi, ere de beſkjænkede og allerede i Morgen ere de iſtand til at fjaſe og ſpotte med de gode Forſætter, de idag have fattet. Ak, de Drankere ere viſt faa, ſom af de her ſagte Sandheder lade ſig bevæge til en ſand og vedvarende Forbedring. Ved Vanen forvandles Drukkenſkaben til en Djævel, ſom ikke lader ſig uddrive, ſaalænge endnu der er nogen Evne hos Menneſket til at tjene ham.

Men der gives Begyndere i Laſten, - og for dem er denne Bog. De ſkulle ſee Drukkenſkaben i dens hele ſkrækkelige Skikkelſe, paa det at de itide maae erkjende, hvad deres Fred og Velfærd krever, ſamt tage ſig ivare, førend det bliver for ſeent! — Der gives chriſtelige Forældre, - ogſaa for dem er dette ſkrevet. O Forældre! I, ſom tænke paa Eders Børns Fremtid og Evighed, ſom ſamvittighedsfuldt ſøge at fremme Eders Børns Vel, at de kunne vorde nyttige og agtværdige Medborgere og berede ſig værdigen til et ſaligt Liv i Himlen! Siger disſe unge Vandrere i Verden, ſiger dem ofte, hvor farlig Drukkenſkaben er for Hilſe og Liv, for deres Forſtand, for deres Lykke i denne Verden, i hvilken de indtræde, for den Salighed, de kunne naae, naar deres jordiſke Vandring er fuldendt. Tager ikke den Sag let, ſom om det Intet havde at betyde, at En drikker ſig fuld! Spøger ikke dermed for Eders Børn! Siger dem, ſom det i Sandhed er, at Brændeviinsglasset, ſom rækkes dem, ikke er et Styrkens Bæger, ſom giver Kraft, men et Giftbæger, hvis Drik forderver. Gjentager tit og ofte for dem de hellige Ord: Min Søn! naar Syndere lokke Dig, da ſamtyk ikke! Hos et hedenſk Folkeſlag var det en Skik, at de Gamle, for itide at indpræge i Barnets Hjerte Afſkye for denne Laſt, førte et beſkjenket Menneſke ind i Huſet, helſt et Menneſke, som Børnene forud havde ſeet i ædru Tilſtand, de lode dem betragte ham i hans Fornedrelſe, at de maatte væmmes ved Synet af ham og forſkrekkes for hans Gebærder og ſtirrende Øine. Da ſagde de til Børnene: „See her dette Menneſke, ſom I ſaae der og der; ved ſtærke Drikke er han kommen i denne Tilſtand; han har nu drukket ſin Forstand bort; og ſaadan bliver Hver, ſom drikker ſig fuld, ſaa elendig ſom denne Usling. Ved Vanen kan Enhver faae Lyſt til at ligne ham, ſaa at man opoffrer Alt, for at blive gal ſom han.“ Saa ſkulle ogſaa I, Forældre! indpræge i Eders Børns Hjerter Afſky for denne fornedrende Laſt. Lad dem ſee, hvor kort Ruſens Lyſt varer, ſamt den Ørhed, Tunghed, Tomhed, Kjedſomhed, Fortrædelighed og Udygtighed, ſom følger paa den korte Lyſt. Ja lad dem ſee og mærke de Daarſkaber, ſom den ellers kloge Mand taler og gjør, naar han er drukken, at de maae lære, hvor farligt det er at give ſig hen til Drik. — Der er unge Menneſker; ogſaa for dem er dette ſkrevet. De ſkulle her ſee den Klippe, ſom kan blive farligere for deres Hæder og Vel, end de maaſkee troe. De Unges Hjerter ere aabne for Sandhed og den rette Hæderlighed; men de ere ogſaa forvovne og tiltroe ſig at kunne ſeire over Fiender, ſom de dog ikke ere voxne, og over Begjærligheder, ſom dog under mange Omſtændigheder kunne ſtyrte i Brøde. Naar Skjælmer, ſom have vundet ſig Navn af Ens Venner, lokke og friſte, hvor ſnar er da ikke Ungdommen til at følge efter! Saa afſkyelig ſom Drukkenſkaben er, ſaa fæl den nu kanſkee forekommer Dig, Du Unge! ſaa er det dog muligt, at ogſaa Du engang bliver en Dranker, om Du ikke tager Dig ivare. De fleſte Drankere havde i Ungdommen kanſkee ſamme Afſky for denne Laſt, ſom Du nu har. For at advare Dig er dette ſkrevet, at Du maa kjende de ſørgelige og ſkadelige Følger af Drik. Har Du ſeet Noget i Verden, ſaa veed Du, at den Skildring, det Malerie, ſom her er ſtillet Dig for Øie, ikke er overdrevent; det er tvertimod for ſvagt. Derſom Du vedligeholder hos Dig en ædel Følelſe af Menneſkeværd og det chriſtne Navns Værd, derſom Du med et opmærkſomt Øie følger Drankeren i hans Udſvævelſer, ſaa ſkal Du fremdeles finde, at den Laſt, her er afmalet, har langt mere Skjændſel, Vanære og Ulykke med ſig, end her er beſkrevet med de haardeſte Lignelſer og de ſtærkeſte Udtryk. Gjør Dig derfor til en hellig Lov, ganſke ſjelden at ſmage ſtærke Drikke, aldrig at nyde dem med Umaadelighed: bedſt er det, aldrig at forſøge dem. Lær og øv Dig ſtadigt i at anvende Din Tid med nyttigt Arbeide. „Lediggang var aldrig god; den blev mange Laſters Rod“.[2] Naar Arbeidet har trættet Dig, ſaa ſøg Hvile og Vederqvægelſe i ſkyldfrie og forædlende Fornøielſer, og ſaa længe der er gode Bøger til, vil Du ogſaa finde i dem hvad der baade kan fornøie og belære. Tænk tit og ofte paa det Værd, Du ſom Menneſke af Skaberen har faaet, - paa den Lykſalighed, til hvilken Du, ſom Chriſten, af den guddommelige Kjerlighed er kaldet. Skulde ogſaa Du engang i Tiden maatte prøve haarde Tilſkikkelſer og Sorger, - ſøg aldrig at drukne dem ſom Drankeren i Drik. Derved bliver kun det Onde værre, ſom ellers kunde bødes paa eller med Tiden endres. Ti Sorger komme for een, et heelt Livs Sorger fremkalder Du derved, for at ſkaffe Dig et Øiebliks Liſe i Glemſel. Nei, handle ſkal Du mandigt, forſtandigt, chriſteligt! Fornuft og Chriſtendom ſkal Du kalde til Din Trøſt. „Kaſter al Eders Sorg paa Gud; thi han haver Omſorg for Eder!“ — Der er endelig de, ſom aldeles ingen Smag have for ſtærke Drikke; ogſaa for dem er dette ſkrevet. I hvor ſkammelig og fæl Drukkenſkaben end er, - hvem tør paaſtaae, at han aldrig ſkulde trænge til Advarſel mod den? „Den, ſom staaer, ſee til, at han ikke falder“!

I det, ſom her er ſagt, ere Profetens Ord forklarede: „Stærk Drik gjøre Menneſkene gale“. „Vee over dem, ſom ſtaae aarle op om Morgenen for at jage efter ſtærk Drik! ſom ſidde ud paa Natten, for at vørde hede deraf; Vee dem, ſom ere Helte i at drikke og Kjemper i at blande og iſkjænke ſtærke Drikke!“ — Ak! vee dem! thi ingen Dranker ſkal arve Guds Rige! — Maatte da det, ſom ſkrevet er, vække Mange til Alvor, Omtanke og Omvendelſe!

Herre! led os ikke udi Fristelſe! men frels os fra det Onde!

————————

Det maa anſees overflødigt at nævne Exempler paa Følgerne af Umaadelighed i Drik; de lade ſig ikke dølge eller ſkjule, hver By og hver Forſtad fremviſer meer end Nok af dem, Fattighuſene og Sygehuſene maa modtage Mange af dem, der have forarmet ſig ved Drik og ødelagt deres Hilſe; men i Straffeaſtalterne iſær er der et ſorgeligt ſtort Antal af ulykkelige Forbrydere, af hvilke maaſkee de Allerfleſte kunde have nydt Frihed og Agtelſe, hvis de havde afholdt ſig fra Brændeviin, eller havde viiſt ſaa megen Selvbeherſkelſe, at de havde kunnet holde Maade; men ſaa er det; de, ſom ere Helte i at drikke, ere gjerne Uslinger i at beherſke ſig ſelv, og Mange, ſom ere Kjæmper i Munden, naar Drikken har ophedet Hovedet, de ere Stakler, naar det kommer til Stykket, naar det gjelder at beſeire Friſtelſen til Synd, naar det gjelder, hvad hederligt er. Men ſkjøndt hver Mand har hørt mere end Nok af de ſørgelige Exempler paa Fordærvelſen af Drik, ſaa ſkulle dog følgende nævnes.

Den 27de Febr. 1844 havde Erik Andreasſen Tøien,- der beſkrives ſom en ſtærk voxet robuſt Karl, men henfalden til Drik og Kroliv, - drukket ſig fuld om Formiddagen. Den Ruus havde han udſovet, da han om Eftermiddagen ſamme Dag indfandt ſig i en Skjænkeſtue, hvor han med flere ligeſindede Kammerater ſpillede Kort eller Brætſpil om — Brændeviin. En Slagterdreng ved Navn Andreas, kun 22 Aar gl., tabte Spillet; men han vilde ikke betale. Erik tog da hans Hue i Pant, hvorpaa Andreas lovede at ſkjænke ham en Pægl, naar han vilde drikke den allene. Erik modtog Pæglen og tømte den, og ſagde, at han gjerne kunde drikke en Pægl til; Andreas kjøbte den, og Erik drak den. En Anden af Kammeraterne bød ham en halv Pot Øl og en Dram; Erik drak begge Dele og pralede af, at han endnu kunde drikke mere. Hans yngre Broder var tilſtede, bad ham ikke drikke mere og ſkjændte paa Andreas, fordi han tyllede ſaa meget Brændeviin i ham; men Andreas ændſede det ei og kjøbte en tredie Pægl til Erik, ſom endnu pralede og broutede. Men nu vilde dog Ingen mere traktere ham, og med det ſidſte Pralerie havde han udtalt. Han gik hen og ſatte ſig ſtille. Kort efter begyndte Sliim at løbe af Munden og han ſegnede om og faldt ned. Man troede, at han ſov; men det var hans Dødsrallen man hørte. Snart var han livløs. — En ſaa forferdelig Død rammede denne Dranker! Hans Liig blev aabnet paa Sygehuſet. Anſigtet var oppuſtet, Leder, Negle og Fingre blaae, Aarene udſpændte, men tomme. Det ſorte Blod havde ſprængt Hjernen og Lungen. Brændeviinsgiften havde dræbt ham. Saavel af Hjernens ſom af Blodets Uddunſtninger ſporedes tydeligen en ſuur fuſelagtig Brændeviinslugt. Han var kun 30 Aar gammel, i ſin bedſte Alder og ſtærk, ellers havde Mindre ſkullet dræbe ham. Hyppig Brændeviinsdrik ſprænger tilſidſt Hjernen, og under alle Omſtændigheder er Følgen af Drik, at Menneſkets ædleſte Dele ſlappes og ſvækkes.

En Fange i en af Straffeanſtalterne havde i flere Aar, berøvet Adgang til Brændeviin, opført ſig ſaa vel, at han fik Afkortelſe i ſin Straffetid og blev løsladt. Han eiede ved sin Løsladelſe nogle Penge, Klæder og Uhr. Men inden 8 Dages Frihed havde han i Fylderie gjort Ende paa 20 Spd., Klæder og Uhr, og han havde da intet andet Ly end en Bordſtabel. Han begik atter et Tyverie, hvorfor atter hans Frihed blev ham berøvet. Som duelig Arbeider kunde han have ført et ſorgfrit Liv og været ſin gamle Moder til Hjelp og Glæde, men hun beder og ønſker, at hendes Søn aldrig maa blive fri. Hvor ſørgeligt, at en Moder, i Armod og høi Alder, maa frygte for Sønnens Frihed!

I en Straffeanſtalt ere nylig indkomne tvende Forbrydere for Drab. Den Ene, et ellers godmodigt Menneſke, har i Drukkenſkab dræbt en Mand, med hvem han intet Uvenſkab havde, men paa hvem han i beruſet Tilſtand blev opbragt for en ganſke ubetydelig Sag. — Den Anden boede paa et Loft med ſin voxne Søn. Faderen og Sønnen vare en Aften beſkjænkede, de begynde et Klammerie, der ender paa den ſørgeligſte Maade derved, at Faderen dræber ſin egen Søn!

Steen Madſen er født af ſkikkelige Forældre, har ſærdeles gode Vidnesbyrd om Skikkelighed og Sædelighed ſom forhen Tjeneſtekarl, blev elſket af ſin Kone og agtet af ſine Svigerforældre, ſaa at disſe overlade ham deres Eiendom imod at boe hos ham og Datteren. Men af Ærgrelſe over, at han engang blev lagt i Mulct, begyndte han at drikke Brændeviin, og fra den Dag af blev han urimelig, trættekjær og holdt ſig ſjelden hjemme; han kom altid forſviret hjem og ſkjældte og ſmældte. Den 19de Decbr. 1843 kom han ſaaledes hjem til ſit Huus, rev ſin 85aarige Svigerfader, ſom i 16 Aar havde været ſengeliggende, ud af Sengen og mishandlede ham. 3 Dage efter døde den Gamle af Mishandlingen! Steen Madſen er nu Straffange.

Der er mangen Familiefader i ſin bedſte arbeidsføre Alder, ſom bortkaſter til Brændeviin hvad Kone og Børn ſkulde leve af, og overgiver disſe til Armodens Usſelhed, Sult og Kulde; og der er mangen Fader, der, for at tilfredsſtille ſin Lyſt til Drik, lader ſit Barn tigge paa Gaden og i Huſene og derved udſætter det for alle de Friſtelſer og al den Fordærvelſe, ſom Tiggeriet medfører — Hykklerie, Løgn, Lediggang og Tyverie. — Saa ſtore Ulykker af Umaadelighed i Drik fremviſer det daglige Liv!


  1. Itide! – Men hvorofte tænkes og ſiges der ei: „Det er tidsnok; en anden Dag; – i Morgen;“ —

        O Synder! kom ihu:
        Du har for den ei Borgen,
        Du eier kun et Nu!

    Et advarende Exempel ſkal her fortælles ſaaledes ſom denne Bogs Udgiver har hørt det. Der boede en Mand i Tillerſogn ved Trondhjem. Han var nokſom bekjendt for ſit Hang til Drik, men naar man formanede og advarede ham om at rive ſig løs fra denne Synd, ſlog han det hen i Vind og Veir, og pleiede gjerne ſige: „Ja, tidsnok! jeg bliver dog vel ſyg før jeg døer.“ Denne Mand havde flere Døttre og ønſkede meget at faae en Søn. Hans Ønſke blev opfyldt: en Søn blev ham fød. Da indtraf i Aaret 1816 i Tillerſogn det ſtore Jord- og Leerrab i Nidelven, hvorved, ſom bekjendt, Tiller-Kirke og flere Gaarde gik under. Ogſaa hans Huus truedes. Efterat Alle havde reddet ſig ſaa godt de kunde, ſavner han ſin Søn, ſit kjæreſte Barn, ſom da var et Vuggebarn. Han troer Barnet efterladt i Huſet, ſtyrter i Angſten hen i det, men Barnet var der ikke. Det var reddet. Men da Faderen vilde vende tilbage, finder han Jordrevnen forſtørret, uoverſtigelig, ſig ſelv redningsløs: han omkommer paa den ſkrækkeligſte Maade i det gabende Dyb, ved en brat Død i ſin bedſte Alder!

  2. „Ørkesløſe Hoveder ligne tomme Huſe, hvor ødelæggende og onde Dyr, al Slags Utøi, formere ſig uden Hindring og Modſtand“ — ſiger et Arabiſk Ordſprog.