Drukkenskabens Følger
De faa Forsøg, som i Trondhjem, og i det Hele i det Nordenfjeldske, ere foretagne til at indskrænke Brændevinets Misbrug, have ikke baaret synderlig Frugt. Vel er ogsaa i disse Egne Opmærksomheden i en vis Grad bleven vakt for denne Gjenstand og Umaadelighed i Drik ansees nu langtfra med den samme Ligegyldighed som forhen, ligesom det ogsaa fortjener at bemærkes, at dog den Sandhed er bleven alt meer og meer erkjendt, at Brændeviin ikke bør kaldes en Livsfornødenhed, i det mindste ikke for dem, der ei have anstrængt Arbeide i raat Veirligt; denne Drik er derfor saa godt som aflagt i mange Kredse, der for saa vidt visselig fortjene Navn af de bedre. Men endnu hersker en umaadelig Brændeviinsdrik iblandt en stor Deel af Arbeids- og Fattigklassen, hvilken Aar for Aar og Dag for Dag fremkalder og nærer den sørgeligste Elendighed iblandt dem, som under nærværende Tids Omstændigheder, - og maaskee endnu meer i den kommende Tid, - vel have nødige al Tid, al Omtanke og al Arbeidsstyrke til for sig og Sine at erhverve det daglige Brød. Det er uimodsigeligt — og Enhver, som kjender det huuslige Livs Tilstand blandt mange Familier af Arbeids- eller Fattigklassen, vil bekræfte det,- at Umaadelighed i Brændeviinsdrik har fremkaldt og vil fremkalde den meste og største Forarmelse og sædelige Fordærvelse. Denne Umaadelighed maa man stræbe at sætte Skranker for. Jeg siger Umaadelighed; thi man vil tildeels af det Følgende see, at jeg under Arbeidsmanden hans Dram til Tid og Sted, som jeg da ogsaa vel under ham hans varme Kop Caffe, Arbeids- og Fattigkassens Yndlingsdrik; men Alt med Maade! thi først Brød! Men deri bestaaer Ulykken, at de Ulykkeligste sige: først Brændeviin! og da er det forbi med Omsorg for Brødet. De selv sulte, og Flere med dem.
Her er et Bidrag til Øiemedet — en Omarbeidelse af Wigelius’s Prædiken over nævnte Emne, hvilken har oplevet flere Oplag. — Med alle dem, der deeltagende interessere sig for Arbeids- og Fattigkassens Tarv og Vel, ønsker jeg oprigtigen, at et godt Ord maa finde et godt Sted, at disse Blade ei maae være skrevne forgjeves, men vække i det mindste Enkeltes Eftertanke.
Trondhjem i Marts 1844.
sig selv end kan være, bliver aldeles skadelig, naar man bruger den med Uforstand. Viin, siger han, drukket til Nødtørft, opliver Legem og Sjel, men, drikker man for meget deraf, saa fører den alt Ondt med sig. Syr. 31, 35, 36. „Den fører med sig alt Ondt:“ alle Slags Ulykker og Plager, aandelige og legemlige, timelige og evige. — Men hvad Viismanden siger om Viin, det Samme gjelder om alle stærke Drikke, ogsaa om den, som saa hyppigt tilvirkes i vort Land og som nydes saa uforstandigt af Mange: Brændeviin. Hvor stort er ei Drankernes Antal! Hvor ofte see vi ikke Drukkenskabens ulykkelige Følger! — Naar Dagdrivere plages af Tidens Lengde og trykkes af dens Byrde, fordi de intet Nyttigt gide bestille, saa søge de gjerne at forkorte Dagen ved en Ruus. Den, som ikke er istand til eller ikke finder Behag i nogen værdig og ædel Nydelse, forfalder let til Drukkenskab, thi til denne usle og uværdige Nydelse fordres hverken Eftertanke, eller Forstand eller Møie. Andre lade sig forlede til Drik den ene Gang efter den anden, indtil de, fængslede af en syndig Vane, finde Brændevinet uundværligt. — En svag Usling kan ikke nægte En, som kalder sig Ven og Kammerat, hvad han begjærer, kan ikke modstaae Fristelsen til at være som Andre i Laget! — Undertiden falde nogle Ulykkelige paa dette farlige Middel til med Drik at døve Følelsen af deres fortærende Samvittighedsqval. Disse Sidste fortjene vor Medlidenhed: naar Bekymringen stiger til en vis Høide, hvor let falder da ikke Menneskene paa fortvivlede Udveie! — Dette og andet Saadant gjør imidlertid Drankernes Antal saa stort.
Gud nægter os visselig ikke, ved visse glade Begivenheder, ved Nydelsen af hans Goder og Gaver, i en Samling af Venner, at forøge og oplive den Munterhed og Fryd, hvormed vi ville feire en eller anden glædelig Tildragelse. Jesu Undergjerning i Cana er herpaa et talende Beviis. Men naar Spørgsmaalet er om en Drik, hvorved Forstandens Brug forsvinder, da siger Christendommen: Drikker Eder ikke drukne af Viin, i hvilket er Overdaadighed (det er: som er og som leder til Ryggesløshed). Ephes. 5, 18. Og naar Spørgsmaalet er om disse Uslinger, som elske en Ruus og deraf gjøre en Vane, saa taler Christendommen med en stærk Trudsel: „Drankere skulle ei arve Guds Rige“.
Det skal i denne lille Bog være vor Hovedsag at tale om Drukkenskaben, om dens Vederstyggelighed. Maatte dog det, som nu skal siges, til Manges Advarsel, fremstille denne Last i sin Fælhed, gjøre den ret vederstyggelig i Manges Øine! Maatte det blive ret kundbart, at Drukkenskaben medfører aandelig og legemlig Usselhed, Vanære og Qval; thi alt dette ligger paa Bunden af Giftbægeret. Men kunne vi end ikke bevæge dem til Nykterhed, der ved Drukkenskaben ere blevne som lænkede, — saa ville vi dog ønske og haabe at kunne kalde tilbage paa den rette Vei i det mindste Nogen af dem, som endnu kun ere Begyndere i denne saa afskyelige Last.
Men Du, som veed med dig selv, at Du er denne Last hengiven og vel bekjendt som en Dranker, snig Dig bort, om Du ikke vil lade dig advare; thi den Plads Du sidder paa, skal blive som en Gabestok. — Ak! Skaberen vilde, at Mennesket skulde være den ædleste og ypperste af Jordens Beboere og fremfor alle Skabninger gaae fremad i Forædling;- maatte dog Følelsen af denne Naadegave, af vort menneskelige Værd og af vort christne Kald og Bestemmelse indgive os saadanne Tanker, saadanne Forsætter og Beslutninger, at vi kunne vorde Guds Born! vorde værdige Navn af Mennesker og Christne!
1. For Sjelen, baade Forstand og Hjerte. Naar man undtager visse hastigt virkende Gifter, saa findes vel Intet, som saa hastig berøver Mennesket alt Menneskeligt, eller gjør ham saa gyselig, som stærke Drikke. [[:w:Hosea|Hoseas}} siger ikke formeget (4, 11), naar han paastaaer, at Viin og stærk Drik gjør Menneskene gale; ikke heller siger Syrach (31, 37, 38) for meget, naar han lærer, at Drukkenskab gjør en Gal end galere, saa at han trodser og bliver slaget og saaret. Vi have vel Alle seet berusede Mennesker: saadanne Optrin vise sig desværre alt for ofte, og lade os ikke tvivle om, at jo et Menneske er vanvittig i samme Grad som han har overgivet sig til Brugen af stærk Drik. Lader os forestille os alt det Afskyelige, vi fandt, da vi sidst saae en Person i en elendig beruset Tilstand. Var han skikket til nogen menneskelig Forretning? Kunde vi tale noget forstandigt med ham; afgjøre Noget med ham? Hvortil tjente ham i denne Tilstand de ypperste Naturgaver, de herligste Kundskaber, de ædleste Evner og de dygtigste Færdigheder? Hvor afskyelige vare ikke hans Fagter, hvor væmmelig hans Skidenfærdighed og selv hans Uddunstninger! Hvem vilde være sammen med ham? Var han ikke til Skræmsel for Børnene? Skyede man ham ikke paa Gader og Veie, just som man skyer et vanvittigt Menneske? Han forstod ikke at undgaae nogen Fare, han skyede i sin Galskab hverken Ild eller Vand. Han var isandhed værre end et Fæ. Thi hvilket Dyr er vel i saa ussel Tilstand, som et ret beruset Menneske? Med selve Svinet vil man heller være i samme Rum end med en Saadan. Udentvivl er ogsaa dette Aarsagen til, at Drankeren i daglig Tale ofte lignes med en Hund; ja, det, som værre er, med et Sviin. Eller er det ikke noksom almindeligt, at en Dranker kaldes med Navnet Fyldehund, Fyldesviin? Og alligevel, saa stærke end disse Benævnelser ere, saa beskjemmende disse Navne end maae være for et Menneske med mindste Æresfølelse, - de udtrykke kun ufuldkomment Drukkenskabens Afskyelighed. — Ak! I, som ved Eders Sjels Udødelighed ere bestemte til himmelsk Salighed! hvor kunne I saaledes ville fordærve Eders af Jesus dyrekjøbte Sjel, dette Guds Billede, som af Gud blev dannet til at modtage saa høi Grad af Foredling, saa hellige Salighedsnydelser? Er det noget Under, at Apostelen siger: „Ingen Dranker skal arve Guds Rige“?
Men mangen Dranker vil kanske her tenke: „disse Bebreidelser ramme ikke mig; i den Grad, som denne Skildring viser, har jeg aldrig drevet Drukkenskaben“. — Hvad! angaae disse Bebreidelser ikke Dig, blot fordi Du ikke driver Drukkenskaben til den Yderlighed, til hvilken den kan drives? fordi Du i dens Afskyelighed ei gaaer saa vidt som de allerstørste Drankere? fordi der findes Mennesker, som overgaae Dig i denne vederstyggelige Last? — Men hvor mange Gange har Du ikke ved Drik gjort Dig uskikket til fornuftige Overveielser og Forretninger! uskikket til at omgaaes forstandige og sædelige Mennesker! Pleier Du ikke mangengang i Samqvem, paa Gader og Veie, at være til Nar, til Spot for dem, der see Dig? Pleier Du ikke ofte i beskjænket Tilstand at gjøre Dig fortrolig med Personer af slette Sæder og slet Rygte? med Personer, for hvis Omgang Du ellers, i ædru Tilstand, maatte blues? Hvor ofte har Du ikke i Drukkenskab talt og gjort, hvad Du i det mindste burde angre? Finder Du ikke i Drukkenskabens Ørhed en Lyst, som Du attraaer og søger? paa Din Huustroes, Dit Barns, Din Huusholdnings Bekostning saaledes søger, at Dit Huus forarmes? Har Du aldrig mærket, hvorledes hæderlige Folk undsee sig ved Dit Selskab; skye det, - og, naar de blive seete i Dit Selskab, baade med Blik og Miner give til kjende, hvor lidet Din Omgang anstaaer dem? — Ogsaa Du pleier da saaledes med Drik at forstyrre Din Fornuft og døve Din Følelse, og søger en Lyst deri; ogsaa Du er derfor blandt de Drankere, om hvilke Guds Ord siger, at de skulle ikke arve Guds Rige.
I hvilke Forbrydelsers Afgrund kastes ikke Mennesket ved Drukkenskab! „Drukkenskab forleder til Løsagtighed“. (Sal. Ordsp. 20, 1). Hvad gjorde ikke Loth og Herodes i deres Drukkenskab? Hvor meget Ondt er ikke i Drukkenskab begaaet, som ellers aldrig skulde være skeet! Ved stærke Drikke blive de Begjærligheder, som af Religionen og Fornuften skulle tøiles, endnu ubændigere og voldsommere end i ædru Tilstand, og hvormed skal man styre dem, naar Drukkenskaben har uddrevet Guds Aand af Sjelen, naar Rusen har taget Fornuften og den religiøse Følelse tilfange, naar, efter Profetens Ord, Drik har gjort Menneskene gale! Hvor let ophidset, hvor snar til Trætte, Forbandelser og Voldsomheder er ikke den Drukne? hvor dumdristig og let at forlede til de groveste Forseelser! Mangen En, som edru er øm og sagtmodig, blev til en Morder i sin Drukkenskab. — Skal Drankeren gjøre vel, saa skeer det uden Omtanke og Overlæg, og hans Gave falder i slette Hænder; han gjør ikke Forskjel paa Skjælmen og den Ærlige, han er ligesaa gavmild i at understøtte den Tankeløses Letsindighed og den Liderliges Liderlighed, som naar det gjelder at redde den hjelpeløse Fattige ud af truende Hungersnød. Hans Haand er ligesaa snar til at hjelpe den Ugudelige i hans Hevn, som til at bistaae den Retsindige i hans Forsvar. — Endnu mere: naar Arbeidet og Forretninger forsømmes, saa fortæres paa en Dag langt mere end hvad i flere Uger kan fortjenes, og saa maa Drankeren, - dersom ikke særdeles Hændelser gjøre hans Forraad uudtømmeligt, nødvendigen forarmes, og Fattigdommen kommer over hans Hoved, og med det samme kommer allehaande Fristelser til Bedragerie, til Tyverie, til Ran, til Nedrighed, ja ofte lader den forarmede Dranker sig bruge til for Betaling at hjelpe med til at begaae de gemeneste Handlinger. Saa vidt kan det komme med den, som forfalder til Drik, og Livets Erfaring har mange Exempler herpaa.
Men, Christne! Sjelens Kræfter og Evner, Naturgaver, Kundskaber og Ferdigheder blive ikke blot under Rusens Ørhed ubrugbare; disse ypperlige Fortrin lide selv og forderves efterhaanden ved Drukkenskab. Tankekraften bliver Dag fra Dag mere sløv, Hukommelsen svagere og alle Sjelens Kræfter slappere, især hvis man i yngre Aar er begyndt med denne Last. Sjelen ældes før Tiden, og naaer efterhaanden en vis Grad af Taabelighed.
2. Drukkenskabens farlige Følger for Legemet. Lægerne forsikkre eensstemmig, at Legemets Safter ved Drik fordærves, dets Kræfter svækkes, Skrøbelighed, Sygelighed, Alderdom fremskyndes, - at mange Krampetilfælde og haarde Sygdomme blot fra stærke Drikke have deres Udspring, at mange, i sig selv ubetydelige Sygdomstilfelde herved blive dødelige; og Alt dette desto sikkrere, jo tidligere man begynder med Drik. Endnu mere: hvor Mange have ikke, dumdristige og forvovne ved deres beskjænkede Tilstand, paa Land og tilsøes, brat styrtet sig i Døden! hvorofte høres ikke om saadanne sørgelige Tildragelser! Drankeren er saaledes en Selvmorder, som fortjente, ligesaavel som nogen anden Selvmorder, at begraves i Stilhed paa det Sted, hvor de største Forbrydere have deres Grave. Om vi end mellemstunder see nogen Dranker komme til en høi Alder, saa kommer det deraf, at han af brave og dydige Forældre, ved Fødselen og Opdragelsen, har arvet et stærkt Legeme, og derved længe modstaaet Drukkenskabens Gift; men et saadant Legeme vilde uden Drukkenskab og anden voldsom Forstyrrelse uden Tvivl holde sig endnu længere. Mange Drankere vide meget vel, hvad Skade Hilse og Livskræfter tage, og fortfare endda, som om de ikke vidste det. Deres, saavelsom andre Vellystiges Valgsprog, hvormed de lade sig inddysse, er dette: „Man nyder hvad man lyster, og lider hvad man kan; man nyder hvad man lyster, og døer en Dag desfør.“ Mennesket er saadant, at det undertiden opoffrer Alt hvad der er det kjært, for at tilfredsstille den Begjærlighed, som er blevet herskende. Men Ulykkelige! Du vil vel holde op at spøge, naar Smerterne begynde at tære, og Døden truer. Du skal engang paa Din Sotteseng erfare, hvorledes denne Last, hvori Du nu lever, liig en ond Aand, tvinger Sjelen ud af Dit Legeme, for at føre den — — Hvorhen? — — Ingen Dranker skal arve Guds Rige. Du skal erfare det, forskrækkes og klage: Vee mig, at jeg saa har syndet!
Lægerne paastaae tillige med Vished, at Drankeren forplanter Ødelæggelsens Gift paa sine Børn, om han har begyndt Lidderligheden, inden han blev Fader og har fortsat den under Ægteskabet. Ved Forældres lidderlige Drukkenskab har mangt et Barn allerede i Fødselen modtaget Frøet til Krampe, Slag og en snar Død. See, Dranker! see allerede forud Dine Børns Smerter, der bebreide Dig! forestil Dig, hvorledes de ville række Dig Hænderne om Hjelp, uvidende om, at Du er deres Banemand! - og en Følelse — liig et Raab fra den Evige: Kain, hvad gjør Du? - vil Du drikke op dit Barns Hilse, og i Begjærligheden svælge dets Død? - en saa stærkt rystende Følelse skal kalde Dig tilbage fra den ødelæggende Lidderlighed, dersom ikke Rusen allerede har fortæret al Følelseskraft i Din Sjel. Tenk en Stund paa den kommende Dag, da Dine Gjerninger ikke kunne tilbagekaldes, da Dommen er afsagt, og Straffen færdig, da Overdommeren skal sige: Kain! hvad har Du gjort? Tænk derpaa! og fat en Beslutning, som Dit Vel, og Dine Børns Vel visselig kræver.
3. Drukkenskabens farlige Følger i Drankerens Huus. Vi have sagt, at Drukkenskaben bereder og fremkalder Fattigdom, en Plage, hvis Møier ere altfor bekjendte til at behøve at afmales; en Plage saa meget sværere, som man ikke let finder Trøst og Hjelp, naar man ved Lidderlighed har draget Armoden over sig. Hvor er Ulykke? spørger Salomon, hvor er Sorg? hvor er Kiv? Hvor er Saar uden Aarsag? hvor ere røde Øine? og han svarer selv: Der, hvor man øver Drukkenskab. Ordsp. 23, 29. Drankeren, liig et truende Spøgelse fra de Dødes Rige, liig en Dødsengel, kommer hjem til sit Huus; Kone og Børn forskrækkes, naar de see Vilddyret: de vide, hvad der forestaaer dem. Han træder ind. Ingen Ting er ham tilpas. Forbandelser, Trudsler, Eder strømme ud af hans Hals, og hans Arme ere opløftede til Slag. Intet Tegn til Fornuft! Intet Middel til at stille den Vanvittige tilfreds! Hvad skulle Forestillinger virke paa den, som ingen Fornuft har, hvad skulle Bønner og Taarer virke paa det Hjerte, hvor Vildhed raser! - Men Tilstanden er ikke det mindste bedre, om det er Konen, som er beskjænket, — ak! ogsaa herpaa haves Exempler, — dristig kunne vi paastaae, det er ofte endnu værre! Hvor skrækkeligt, om de begge gjøre sig skyldige i denne Last! - Ulykkelige Ægtefælle, som er bundet til en Mand, der er forfalden til denne Last! hvorofte vrider hun ei sine Hænder af Sorg i sin sørgelige Eensomhed! hvorofte maa hun nedslaae sine Øine af Skamfuldhed over sin Mands Opførsel og Daarskaber! hvorofte svælge sin Graad for at dølge sin Bekymring! Ak, det er en tung Byrde, hun har at bære, naar hun under Arbeide, ofte under Slid og Slæb, stræber at opretholde det Huus, som Manden holder paa at ødelægge. Ulykkeligt er det Barn, som lærer at kjende sin Fader,- eller sin Moder, - næsten blot af de Daarskaber, som det oftere end Andre seer dem begaae, af de Forbandelser, Eder og Slag og Skjeldsord, som Barnet oftere end Andre maa udholde; af den Skam, som det maa føle, naar Nogen nævner dets Forældres Navn. Hvorledes skulle Børn lære noget Godt, blive duelige, sædelige og dydige, naar slette Forældres slette Levnet staaer dem daglig for Øine; naar hver Sandhed, hvert christeligt Raad, hver Opmuntring til det Gode, som de høre, vise Forældrene foragteligere i deres Øine; naar de i Forældrene see de Laster afspeilede, mod hvilke Menneskene allerkraftigst advares! - Drankerens Bolig er et uhyggeligt Rede i meer eller mindre Grad, alt efter den Høide, til hvilken Drankerlasten er steget; men det vilde blive altfor vidtløftigt at opregne alle huuslige Uordener, Forvirringer og Sorger, som daglig erfares i de Folks Huus, der ere forfaldne til Drik.
4. Drukkenskabens Følger med Hensyn til Navn og Rygte.
Kan man nære nogen Agtelse for den, som man ofte har seet berøvet al Fornuft, al edel Følelse, al Menneskelighed? - for den, som ikke kan indgaae eller opfylde nogen Forpligtelse? - for den, som man i Samqvem skyer, og som paa Gader og Veie udpeges til Spot for Alle? - for disse ravende Afsindige, som bringe Børnene til at skrige af Skræk og Buskadet at løbe til Skovs? Hver og En føler sig beskjæmmet, naar Nogen siger til ham om Drankeren: Denne er jo Din Ven; Konen slaaer jo Øinene ned, naar Nogen spørger hende: Er dette Din Mand? - Der er vel andre Laster, som kunne være farligere for det borgerlige Samfund, men ikke nogen anden Last gjør Mennesket saa foragtelig som Drukkenskaben. Andre Laster fordre i det mindste nogen Forstand, nogen Beregning, nogen Dygtighed, nogen Dristighed, nogen Opoffrelse; men for at være Dranker fordres Intet af alt dette, for at fylde sig med Brændeviin fordres blot et dyrisk Liv; - thi hvilket Fæ kan ikke skjelne en sædvanlig Drik fra en uvant, og fylde sin Bug med den Drik, som smager? — Selve Fraadseriet, den ellers saa aldeles dyriske Last, er dog for det meste forenet med en vis Fiinhed i Smagen; men der er faa Drankere, som ere lækkre. Mærke de blot, at Drikken er stærk nok til at afklæde et Menneske al hans Menneskelighed, saa lade de sig ikke afskrække af nogen Modbydelighed enten i Smag eller Lugt, men nyde den med Vellyst. — Andre Forbrydere gjøre sig Haab om, ved deres Brøde, at vinde en eller anden fremtidig Fordeel — om end ikke i en anden Verden, saa dog i denne, - i det mindste for nogle Uger eller Maaneder; og deres Beregninger slaae stundom ind, endskjøndt de titnok faaer erfare Sandheden af det gamle Ord, at hvad med Synden kommer med Sorgen gaaer; – men Drankeren, han opoffrer Rygte, Eiendom, Hilse, Liv og Salighed for den Stund, han kan tilbringe i Ørhed og Galskab. — Andre Forbrydere søge at skjule for Verden det Brødefulde i deres Gjerninger, og det lykkes dem stundom for en Tid, skjøndt den Dag kommer vel, da hver Mørkhedens Gjerning bringes for Lyset; ja selve Voldsmanden, som ellers allermeest trodser Andres Omdømme, vil dog gjerne give den begangne Uret et Skin af Ret; - men hvorledes vil Drankeren kunne skjule sin Drukkenskab, eller hvor kan han blot nære Haab derom? Han veed jo meget vel, at hans Øine, Ansigtsfarve, Aande, Geberder, Tale, Gang — Alt vil forraade ham. Det mindste Barn kan jo skjelne en ædru Mand fra en fuld. Drankerens hele Udseende, ogsaa da naar han er ædru, bliver til Slut som en Paaskrift, læselig for hver Mand: her boer en med Drukkenskab besmittet Sjel. Der findes ikke en eneste Dranker, som ikke er bekjendt for sin Drukkenskab i den Egn, hvor han boer, og i den Kreds, hvor han vanker. Hver og En, som blot nogenlunde kjender ham eller har hørt tale om ham, veed ogsaa, at han er en Dranker. Seer man ham, saa siger man: see, der kommer den Dranker, den Fyldehund! — Den, som vil leve i Drukkenskab, han maa nødvendig forhærde sig imod den almindeligste og dybeste Foragt, og heri bestaaer den sørgelige Konst at blive en complet Dranker. Han maa taale, at han bliver foragtet, ak! selv af sine egne Børn! han maa vide, at Kjerlighed og Hengivenhed for ham er aldeles umulig; thi hvorledes skulde Børn kunne elske og ære den Fader, der drager mindre Omsorg for sine Børn end selve Rovdyret for sine Unger? — Andre Forbrydere smigre sig med i det mindste her i Tiden at undgaae Syndestraffen, og dette Haab giver dem Dristighed, skjøndt dette lykkes dem kun til en Tid, thi Straffen kommer nok; - men Drankeren, hvorledes vil han kunne haabe at undgaae Straffen? Brændevinets Gift er i hans Indvolde og tærer paa dem Dag og Nat. — At Drukkenskaben er en fortærende Kraft for hans Eiendom, det kan han see og tage paa. Almindelig Foragt kan han umulig undvige. Dette veed han meget vel, i det mindste, naar han er ædru. Virkningen paa Sjel, paa Forstand og Hjerte er et Onde, som han søger; en Skade, der er blevet ham saa kjær, at han just for den opoffrer Alt hvad der ellers er ham kjært.
Nu spørges: er der vel nogen Last, saa skammelig som Drukkenskaben?
Af Alt, hvad nu er anført, bliver det os klart, at ingen Dranker kan arve Guds Rige, om han ikke itide omvender sig.[1] — Hvilken stor Forskjel er der dog mellem Drankeren og et Guds Barn! Hvilket stort Svælg er mellem dem befæstet! Et Guds Barn, som skal arve Himmelen, gleder sig og takker som oftest Gud for sine Fortrin, sin Ophøielse, som Menneske, over de øvrige Jordens Skabninger, og søger hver Dag ved Visdom fra Guds Ord, hellige Følelser og et gudeligt Levnet at opløfte sig end mere over dem, at forberede sig ret til den lykkelige Tid, da hans rette Ophøielse skal gaae for sig. Drankeren derimod, som ikke skal arve Guds Rige, synes tvertimod at harme sig over, at han ikke blev Dyrets Lige, og søger, saa meget det staaer til ham, at nedbryde hvert Grændseskjel, som Gud satte imellem ham og det umælende Dyr; ja tilmed at fornedre sig under det. Et Guds Barn, som skal arve Himmelen, søger hver Dag at korsfæste Kjødet med dets Lyster og Begjæringer, saa meget som muligt her paa Jorden, at gjøre sin Attraa og Lyst underdanig under Guds Ords Sandhed og Bud og under Fornuften. Drankeren derimod, som ikke faaer arve Guds Rige, søger tvertimod at tage Fornuft og al hellig Følelse tilfange og gjøre Hjertet saa haardt, Begjærligheden saa blind og voldsom som muligt er. Kort sagt, et Guds Barn, som skal arve Himmelen, søger allerede her paa Jorden, saa meget skee kan, at blive som de, der boe i Himmelen og forud at smage Himmelens Glæde i sin Sjel; - Drankeren derimod, som ikke faaer arve Guds Rige, gjør sig, saa meget skee kan paa Jorden, til en Djævel, og søger allerede forud at kalde Helvedes Qval ind i sit Bryst.
Ak! vi klage saa ofte over, at vor Forstand er saa sløv, vor Hukommelse saa svag, vore Kundskaber saa uklare og usikkre: men ved Drukkenskaben formørkes, forvildes, fornedres et Menneske end mere. Vi klage over Begjærlighedens hastigt og stærkt virkende Magt, som gjør os ubetænksomme, overilende, tvertimod vort meest befæstede Sind for det Gode, og som gjør, at vi med al vor Frygt for Synden, dog feile. Ogsaa de bedste Mennesker ere udsatte for Overilelser, dem de stundom, dem de al sin Livstid maae angre: men ved stærke Drikkes Misbrug blive Menneskene end ubetænksommere,- Livets Sorger bliver bittrere, dets Bekymringer end flere. Vi klage over, at Ulykker, Sygdomme, Armod, Uenighed, Foragt og Forfølgelser have saa mange Døre til vore Boliger: men Drukkenskaben aabner end flere Døre for disse Plager, ja sætter Dørene paa viid Væg for dem.
Hvad om Brændeviinsdrikkens farlige og sørgelige Følger skulde siges i denne lille Bog, er nu sagt. For de fleste Drankere vil det vel være sagt omsonst og forgjeves. Thi hvorledes er det vel bevendt med dem, som give sig hen til Drik og Sviir? De Fleste af dem læse ikke en Bog og gaae ikke i Kirken. Mens i den stille Aftenstund saa mangen brav Familiefader tager sin Bibel for sig eller en Andagtsbog eller anden god og nyttig Læsning, og de Yngre høre til, opbygges og lære noget Godt og Nyttigt, og ende Dagen tilfredse og glade i Kjerlighed og Fred, saa sidder den Drikfældige ved Brændeviinsglasset i slet Selskab, og der gaaer det til som med alle slette Mennesker, de forføre og forføres; thi slet Selskab fordærver gode Sæder, og gjør slette Sæder end værre; - og saa ender Dagen med Skjældsord og Slagsmaal og i Mørket drives Mørkets Gjerninger. Imedens mangt et skikkeligt Menneske og mangt et Guds Barn gaaer i Guds Huus, saa sidder den lidderlige Dranker i bedste Mag og øver den Last, der, om nogen, gjør ham til en Syndens Træl. Den Dag — Søndag og Helligdag, — som et Guds Barn helliger Andagten, er jo den, paa hvilken Drankeren mindst tillader nogen gudelig Følelse at faae Indgang i sin Sjel. Hvem af os veed ikke, at Søndagen er Drankerens rette Høitid i Synden, at han just paa den Dag findes beruset? Kanskee nogen Saadan har begyndt at læse denne Bog, men han har vel snart kastet den fra sig, for ei at føle sig truffen. Nogle læse den vel til Ende, men de forhærde sig mod Bebreidelsen og Advarselen, eller de blive forbittrede eller lee deraf og spotte dermed. Disse finde paa alskens Udflugter for at undskylde sig, skyde Skammen fra sig og søge alskens Paaskud for uden Blusel at øve Drukkenskabens Last. Andre føle sig trufne, erkjende deres Fornedrelse og Ulykke, sukke derover, fælde kanskee Taarer over deres Elendighed, og tænke: efter denne Dag skal jeg med Guds Hjelp aflægge denne stygge ulykkelige Last; men — inden Dagen er fordi, ere de beskjænkede og allerede i Morgen ere de istand til at fjase og spotte med de gode Forsætter, de idag have fattet. Ak, de Drankere ere vist faa, som af de her sagte Sandheder lade sig bevæge til en sand og vedvarende Forbedring. Ved Vanen forvandles Drukkenskaben til en Djævel, som ikke lader sig uddrive, saalænge endnu der er nogen Evne hos Mennesket til at tjene ham.
Men der gives Begyndere i Lasten, - og for dem er denne Bog. De skulle see Drukkenskaben i dens hele skrækkelige Skikkelse, paa det at de itide maae erkjende, hvad deres Fred og Velfærd krever, samt tage sig ivare, førend det bliver for seent! — Der gives christelige Forældre, - ogsaa for dem er dette skrevet. O Forældre! I, som tænke paa Eders Børns Fremtid og Evighed, som samvittighedsfuldt søge at fremme Eders Børns Vel, at de kunne vorde nyttige og agtværdige Medborgere og berede sig værdigen til et saligt Liv i Himlen! Siger disse unge Vandrere i Verden, siger dem ofte, hvor farlig Drukkenskaben er for Hilse og Liv, for deres Forstand, for deres Lykke i denne Verden, i hvilken de indtræde, for den Salighed, de kunne naae, naar deres jordiske Vandring er fuldendt. Tager ikke den Sag let, som om det Intet havde at betyde, at En drikker sig fuld! Spøger ikke dermed for Eders Børn! Siger dem, som det i Sandhed er, at Brændeviinsglasset, som rækkes dem, ikke er et Styrkens Bæger, som giver Kraft, men et Giftbæger, hvis Drik forderver. Gjentager tit og ofte for dem de hellige Ord: Min Søn! naar Syndere lokke Dig, da samtyk ikke! Hos et hedensk Folkeslag var det en Skik, at de Gamle, for itide at indpræge i Barnets Hjerte Afskye for denne Last, førte et beskjenket Menneske ind i Huset, helst et Menneske, som Børnene forud havde seet i ædru Tilstand, de lode dem betragte ham i hans Fornedrelse, at de maatte væmmes ved Synet af ham og forskrekkes for hans Gebærder og stirrende Øine. Da sagde de til Børnene: „See her dette Menneske, som I saae der og der; ved stærke Drikke er han kommen i denne Tilstand; han har nu drukket sin Forstand bort; og saadan bliver Hver, som drikker sig fuld, saa elendig som denne Usling. Ved Vanen kan Enhver faae Lyst til at ligne ham, saa at man opoffrer Alt, for at blive gal som han.“ Saa skulle ogsaa I, Forældre! indpræge i Eders Børns Hjerter Afsky for denne fornedrende Last. Lad dem see, hvor kort Rusens Lyst varer, samt den Ørhed, Tunghed, Tomhed, Kjedsomhed, Fortrædelighed og Udygtighed, som følger paa den korte Lyst. Ja lad dem see og mærke de Daarskaber, som den ellers kloge Mand taler og gjør, naar han er drukken, at de maae lære, hvor farligt det er at give sig hen til Drik. — Der er unge Mennesker; ogsaa for dem er dette skrevet. De skulle her see den Klippe, som kan blive farligere for deres Hæder og Vel, end de maaskee troe. De Unges Hjerter ere aabne for Sandhed og den rette Hæderlighed; men de ere ogsaa forvovne og tiltroe sig at kunne seire over Fiender, som de dog ikke ere voxne, og over Begjærligheder, som dog under mange Omstændigheder kunne styrte i Brøde. Naar Skjælmer, som have vundet sig Navn af Ens Venner, lokke og friste, hvor snar er da ikke Ungdommen til at følge efter! Saa afskyelig som Drukkenskaben er, saa fæl den nu kanskee forekommer Dig, Du Unge! saa er det dog muligt, at ogsaa Du engang bliver en Dranker, om Du ikke tager Dig ivare. De fleste Drankere havde i Ungdommen kanskee samme Afsky for denne Last, som Du nu har. For at advare Dig er dette skrevet, at Du maa kjende de sørgelige og skadelige Følger af Drik. Har Du seet Noget i Verden, saa veed Du, at den Skildring, det Malerie, som her er stillet Dig for Øie, ikke er overdrevent; det er tvertimod for svagt. Dersom Du vedligeholder hos Dig en ædel Følelse af Menneskeværd og det christne Navns Værd, dersom Du med et opmærksomt Øie følger Drankeren i hans Udsvævelser, saa skal Du fremdeles finde, at den Last, her er afmalet, har langt mere Skjændsel, Vanære og Ulykke med sig, end her er beskrevet med de haardeste Lignelser og de stærkeste Udtryk. Gjør Dig derfor til en hellig Lov, ganske sjelden at smage stærke Drikke, aldrig at nyde dem med Umaadelighed: bedst er det, aldrig at forsøge dem. Lær og øv Dig stadigt i at anvende Din Tid med nyttigt Arbeide. „Lediggang var aldrig god; den blev mange Lasters Rod“.[2] Naar Arbeidet har trættet Dig, saa søg Hvile og Vederqvægelse i skyldfrie og forædlende Fornøielser, og saa længe der er gode Bøger til, vil Du ogsaa finde i dem hvad der baade kan fornøie og belære. Tænk tit og ofte paa det Værd, Du som Menneske af Skaberen har faaet, - paa den Lyksalighed, til hvilken Du, som Christen, af den guddommelige Kjerlighed er kaldet. Skulde ogsaa Du engang i Tiden maatte prøve haarde Tilskikkelser og Sorger, - søg aldrig at drukne dem som Drankeren i Drik. Derved bliver kun det Onde værre, som ellers kunde bødes paa eller med Tiden endres. Ti Sorger komme for een, et heelt Livs Sorger fremkalder Du derved, for at skaffe Dig et Øiebliks Lise i Glemsel. Nei, handle skal Du mandigt, forstandigt, christeligt! Fornuft og Christendom skal Du kalde til Din Trøst. „Kaster al Eders Sorg paa Gud; thi han haver Omsorg for Eder!“ — Der er endelig de, som aldeles ingen Smag have for stærke Drikke; ogsaa for dem er dette skrevet. I hvor skammelig og fæl Drukkenskaben end er, - hvem tør paastaae, at han aldrig skulde trænge til Advarsel mod den? „Den, som staaer, see til, at han ikke falder“!
I det, som her er sagt, ere Profetens Ord forklarede: „Stærk Drik gjøre Menneskene gale“. „Vee over dem, som staae aarle op om Morgenen for at jage efter stærk Drik! som sidde ud paa Natten, for at vørde hede deraf; Vee dem, som ere Helte i at drikke og Kjemper i at blande og iskjænke stærke Drikke!“ — Ak! vee dem! thi ingen Dranker skal arve Guds Rige! — Maatte da det, som skrevet er, vække Mange til Alvor, Omtanke og Omvendelse!
Herre! led os ikke udi Fristelse! men frels os fra det Onde!
Det maa ansees overflødigt at nævne Exempler paa Følgerne af Umaadelighed i Drik; de lade sig ikke dølge eller skjule, hver By og hver Forstad fremviser meer end Nok af dem, Fattighusene og Sygehusene maa modtage Mange af dem, der have forarmet sig ved Drik og ødelagt deres Hilse; men i Straffeastalterne især er der et sorgeligt stort Antal af ulykkelige Forbrydere, af hvilke maaskee de Allerfleste kunde have nydt Frihed og Agtelse, hvis de havde afholdt sig fra Brændeviin, eller havde viist saa megen Selvbeherskelse, at de havde kunnet holde Maade; men saa er det; de, som ere Helte i at drikke, ere gjerne Uslinger i at beherske sig selv, og Mange, som ere Kjæmper i Munden, naar Drikken har ophedet Hovedet, de ere Stakler, naar det kommer til Stykket, naar det gjelder at beseire Fristelsen til Synd, naar det gjelder, hvad hederligt er. Men skjøndt hver Mand har hørt mere end Nok af de sørgelige Exempler paa Fordærvelsen af Drik, saa skulle dog følgende nævnes.
Den 27de Febr. 1844 havde Erik Andreassen Tøien,- der beskrives som en stærk voxet robust Karl, men henfalden til Drik og Kroliv, - drukket sig fuld om Formiddagen. Den Ruus havde han udsovet, da han om Eftermiddagen samme Dag indfandt sig i en Skjænkestue, hvor han med flere ligesindede Kammerater spillede Kort eller Brætspil om — Brændeviin. En Slagterdreng ved Navn Andreas, kun 22 Aar gl., tabte Spillet; men han vilde ikke betale. Erik tog da hans Hue i Pant, hvorpaa Andreas lovede at skjænke ham en Pægl, naar han vilde drikke den allene. Erik modtog Pæglen og tømte den, og sagde, at han gjerne kunde drikke en Pægl til; Andreas kjøbte den, og Erik drak den. En Anden af Kammeraterne bød ham en halv Pot Øl og en Dram; Erik drak begge Dele og pralede af, at han endnu kunde drikke mere. Hans yngre Broder var tilstede, bad ham ikke drikke mere og skjændte paa Andreas, fordi han tyllede saa meget Brændeviin i ham; men Andreas ændsede det ei og kjøbte en tredie Pægl til Erik, som endnu pralede og broutede. Men nu vilde dog Ingen mere traktere ham, og med det sidste Pralerie havde han udtalt. Han gik hen og satte sig stille. Kort efter begyndte Sliim at løbe af Munden og han segnede om og faldt ned. Man troede, at han sov; men det var hans Dødsrallen man hørte. Snart var han livløs. — En saa forferdelig Død rammede denne Dranker! Hans Liig blev aabnet paa Sygehuset. Ansigtet var oppustet, Leder, Negle og Fingre blaae, Aarene udspændte, men tomme. Det sorte Blod havde sprængt Hjernen og Lungen. Brændeviinsgiften havde dræbt ham. Saavel af Hjernens som af Blodets Uddunstninger sporedes tydeligen en suur fuselagtig Brændeviinslugt. Han var kun 30 Aar gammel, i sin bedste Alder og stærk, ellers havde Mindre skullet dræbe ham. Hyppig Brændeviinsdrik sprænger tilsidst Hjernen, og under alle Omstændigheder er Følgen af Drik, at Menneskets ædleste Dele slappes og svækkes.
En Fange i en af Straffeanstalterne havde i flere Aar, berøvet Adgang til Brændeviin, opført sig saa vel, at han fik Afkortelse i sin Straffetid og blev løsladt. Han eiede ved sin Løsladelse nogle Penge, Klæder og Uhr. Men inden 8 Dages Frihed havde han i Fylderie gjort Ende paa 20 Spd., Klæder og Uhr, og han havde da intet andet Ly end en Bordstabel. Han begik atter et Tyverie, hvorfor atter hans Frihed blev ham berøvet. Som duelig Arbeider kunde han have ført et sorgfrit Liv og været sin gamle Moder til Hjelp og Glæde, men hun beder og ønsker, at hendes Søn aldrig maa blive fri. Hvor sørgeligt, at en Moder, i Armod og høi Alder, maa frygte for Sønnens Frihed!
I en Straffeanstalt ere nylig indkomne tvende Forbrydere for Drab. Den Ene, et ellers godmodigt Menneske, har i Drukkenskab dræbt en Mand, med hvem han intet Uvenskab havde, men paa hvem han i beruset Tilstand blev opbragt for en ganske ubetydelig Sag. — Den Anden boede paa et Loft med sin voxne Søn. Faderen og Sønnen vare en Aften beskjænkede, de begynde et Klammerie, der ender paa den sørgeligste Maade derved, at Faderen dræber sin egen Søn!
Steen Madsen er født af skikkelige Forældre, har særdeles gode Vidnesbyrd om Skikkelighed og Sædelighed som forhen Tjenestekarl, blev elsket af sin Kone og agtet af sine Svigerforældre, saa at disse overlade ham deres Eiendom imod at boe hos ham og Datteren. Men af Ærgrelse over, at han engang blev lagt i Mulct, begyndte han at drikke Brændeviin, og fra den Dag af blev han urimelig, trættekjær og holdt sig sjelden hjemme; han kom altid forsviret hjem og skjældte og smældte. Den 19de Decbr. 1843 kom han saaledes hjem til sit Huus, rev sin 85aarige Svigerfader, som i 16 Aar havde været sengeliggende, ud af Sengen og mishandlede ham. 3 Dage efter døde den Gamle af Mishandlingen! Steen Madsen er nu Straffange.
Der er mangen Familiefader i sin bedste arbeidsføre Alder, som bortkaster til Brændeviin hvad Kone og Børn skulde leve af, og overgiver disse til Armodens Usselhed, Sult og Kulde; og der er mangen Fader, der, for at tilfredsstille sin Lyst til Drik, lader sit Barn tigge paa Gaden og i Husene og derved udsætter det for alle de Fristelser og al den Fordærvelse, som Tiggeriet medfører — Hykklerie, Løgn, Lediggang og Tyverie. — Saa store Ulykker af Umaadelighed i Drik fremviser det daglige Liv!
- ↑
Itide! – Men hvorofte tænkes og siges der ei: „Det
er tidsnok; en anden Dag; – i Morgen;“ —
O Synder! kom ihu:
Du har for den ei Borgen,
Du eier kun et Nu!Et advarende Exempel skal her fortælles saaledes som denne Bogs Udgiver har hørt det. Der boede en Mand i Tillersogn ved Trondhjem. Han var noksom bekjendt for sit Hang til Drik, men naar man formanede og advarede ham om at rive sig løs fra denne Synd, slog han det hen i Vind og Veir, og pleiede gjerne sige: „Ja, tidsnok! jeg bliver dog vel syg før jeg døer.“ Denne Mand havde flere Døttre og ønskede meget at faae en Søn. Hans Ønske blev opfyldt: en Søn blev ham fød. Da indtraf i Aaret 1816 i Tillersogn det store Jord- og Leerrab i Nidelven, hvorved, som bekjendt, Tiller-Kirke og flere Gaarde gik under. Ogsaa hans Huus truedes. Efterat Alle havde reddet sig saa godt de kunde, savner han sin Søn, sit kjæreste Barn, som da var et Vuggebarn. Han troer Barnet efterladt i Huset, styrter i Angsten hen i det, men Barnet var der ikke. Det var reddet. Men da Faderen vilde vende tilbage, finder han Jordrevnen forstørret, uoverstigelig, sig selv redningsløs: han omkommer paa den skrækkeligste Maade i det gabende Dyb, ved en brat Død i sin bedste Alder!
- ↑ „Ørkesløse Hoveder ligne tomme Huse, hvor ødelæggende og onde Dyr, al Slags Utøi, formere sig uden Hindring og Modstand“ — siger et Arabisk Ordsprog.