Djævelens naturhistorie/8
Hvorfor og hvorledes de blev sluttet. — Forskrivningerne med blod. — En forelsket tjeners historie. — Den rige Anthemio’s historie. — Den brave Theophilus’s historie. — Historien om den lærde Herbert, som med djævelens hjælp blev pave. — Andre paver, der solgte sig til djævelen. — Hvorfor Cecco d’Ascoli ikke undgik døden paa baalet. — Man gjør ilde i at forlade sig paa djævelens ord. — Et mærkeligt eksempel, som anføres af den hellige Damiano. — Den skjønne, men grufulde historie om Faust. — Kjæltringen Twardawskys retskaftenhed.
Kan djævelen ikke med vold naa sine maal, bruger han list, ja endogsaa lovlige midler, dersom det kan ske med udsigt til fremgang. Hvor han ikke kan røve, gjør han handeler og overenskomster; han kjøber mere eller mindre dyrt det, som man ikke skjænker ham, slutter aftaler, overtager forpligtelser og overholder disse.
Den tanke, at det var muligt at slutte en pagt med djævelen, maatte i den levende, oprigtige troes tidsalder frembyde sig af sig selv for den religiøse bevidsthed og gjennem bøger og sælsomme forlokkelser føre mangen en i fristelse. Var det det mest levende ønske hos mørkets fyrste at forføre sjæle, og han til dette ønskes tilfredsstillelse benyttede sin hele magt og list, da laa det ogsaa nær at tro, at et menneske skulde kunne sælge ham sin sjæl i bytte mod rigdomme, ære eller hvilke andre jordiske goder somhelst, hvilke han som verdens herre jo havde saa let for at skaffe. Og hvorledes skulde man undgaa at tro herpaa, naar i selve evangeliet Satan tilbyder Kristus al verdens herlighed under betingelse af at blive anerkjendt og tilbedt af ham som herre? Selvfølgelig maatte en saadan pagt være affattet med alle de formaliteter og forsigtighedshensyn, som beviser dens lovformelighed og gyldighed blandt menneskene og skjænker sikkerhed for, at de gjensidige forpligtelser vil blive overholdte. Derfor afkræver ogsaa djævelen den en udførlig, undertegnet forskrivelse, der i bytte mod dette eller hint forpligter sig til, efter en vis tids forløb at overantvorde ham sin sjæl, og mærkværdigt er det, at vistnok føler djævelen det som en nødvendighed at skaffe sig sikkerhed gjennem et klart, regelmæssigt dokument, medens derimod den anden part i almindelighed intet saadant dokument forlanger. Det er vistnok saa, at djævelen omtrent altid holder sin overenskomst, i ethvert tilfælde efter bogstaven om ikke altid efter dens mening, medens derimod menneskene ikke vil holde den, prøver paa at faa sin forskrivning tilbage, og om det lykkes dem, haaner ham, fordi han har troet dem. Det er muligt, at djævelen vilde gjøre overenskomsten mere bindende derved, at han fra det trettende aarhundrede af forlangte, at den skulde være skrevet med blod, thi blod er, som Mephistofeles siger, en ganske særegen saft. Detslags overenskomster pleiede ogsaa djævelen at forsyne med et eller andet tegn. I en, som omtales af Guilbert de Vos (17de aarh.) i et theologisk skrift, lod djævelen det broncefarvede aftryk af sin haand tilbage lige over et kors.
Utallige er de historier, der berettes om pagter med djævelen, og enkelte af dem er temmelig gamle. Jeg tør haabe, at læserne intet vil have imod, at jeg meddeler nogle af dem.
I en beskrivelse af den hellige Basilié, erkebiskopen af Cæsareas liv og levnet, der tillægges Amfilokius, biskop af Iconium i fjerde aarh., læser man følgende:
En kristelig senator ved navn Proterius har en eneste datter, som han, efterat han havde besøgt de hellige steder, beslutter at vie Gud. Pigen glæder sig saare herover, men djævelen, der aldrig slumrer, beslutter straks at forpurre den fromme hensigt. Han optænder i hjertet paa en ung tjener en voldsom lidenskab for den ædle frøken. Da tjeneren ved, at han ikke paa anden maade kan faa sine begjær til fredsstillet, begiver han sig til en sortekunstner og til siger denne, saafremt han vil bistaa ham, en stor sum penge. Troldmanden lover det, og efterat han først og fremst har ladet tjeneren afsværge Kristus, siger han til ham: „Gaa den og den nattetime hen, stil dig paa en eller anden hednings grav og hold dette brev, som jeg giver dig, iveiret. Der skal snart komme nogen, som skal føre dig frem for min herre, djævelen, og hos ham skal du finde den forlangte hjælp“. Tjeneren gjør punktlig, hvad der er ham befalet og blir til rette tid af nogle dæmoner ført frem for helvedes fyrste, der sidder paa en høi trone omgivet af sine hærskarer. Han læser magierens brev og spør derpaa tjeneren: „Tror du paa mig?“ „Ja, jeg tror“. Men djævelen svarer: „I kristne er store bedragere og eders troskab er meget upaalidelig. Har I brug for mig, kommer I og søger mig op, og naar I saa har naaet eders maal, vender I atter tilbage til eders Kristus, der — god og barmhjertig, som han er — atter optager eder mellem sine. Derfor, om du ønsker min beskyttelse, maa du skriftligen give afkald paa ham og paa din daab, forpligte dig til paa dommens dag at staa ved min side og med mig at underkaste dig de evige helvedesstraffe“. Tjeneren lover det og nedskriver egenhændigt altsammen. Da udsender djævelen nogle af sine tjenere, der opvækker en tøilesløs kjærlighed i jomfruens hjerte og indgiver hende afsky for det fromme liv, hun vilde vie sig til. Hun kaster sig for sin faders fødder og tigger og græder saalænge, til denne, modstræbende og fuld af smerte, omsider indvilger i, at bryllupet feires. Og bryllupet staar. Efter nogen tids forløb bemærker man, at ægtemanden aldrig besøger en kirke og aldrig nyder sakramentet og meddeler dette til hans hustru. Denne forfærdes, udspørger sin mand, erfarer den skrækkelige hemmelighed og iler rædselsslagen til erkebiskop Basilius for at anraabe ham om raad og bistand. Den fromme mand spilder ikke tiden og anstrænger sig for at skaffe hjælp. Han udspørger paa sin side den unge mand, spør ham, om han føler anger, om han tror paa Gud og hans uendelige barmhjertighed, og da han finder kam i en saare heldig stemning, lukker han ham inde i et kammer, hvor de hellige dragter blev opbevaret, og tilbringer tre dage i bøn. Djævlene beleirer imidlertid, fulde af forbitrelse, løftebryderen, skjælder ham ud og slaar ham, holder hans forskrivning op for øinene paa ham og bebreider ham hans troløshed. Efter nogle dages forløb aftager efterhaanden djævlenes angreb i raseri, ynglingen hører endnu truende stemmer, men ser ikke mere sin fiende. Efter firti dages forløb slipper gudsmanden synderen ud af hans fængsel, sammenkalder geistligheden og folket og formaner alle til at bede, paadet at djævelen maa vorde beseiret. Medens fromme bønner opsendes i kirken, kaster djævelen sig over ynglingen og maser for at slæbe ham bort med sig, idet han for at bevise gyldigheden af sit krav holder det skjæbnesvangre dokument frem. Men derfor lader helgenen ikke modet synke; han byder kjækt fienden spidsen og befaler de troende at løfte sine hænder mod himmelen og uden ophør at raabe kyrie eleison, til seieren er vundet. Langt om længe ser man forskrivningen flagre gjennem luften og dale ned i hænderne paa helgenen, der iler med at sønderrive den. Ynglingen er reddet, modtager velsignelsen og bliver atter meddelagtig i sakramentet. Og lever derefter fornøiet videre med sin hustru, idet han snyder djævelen og rolig nyder hans velgjerning.
I denne historie, som med nogle smaa forandringer ogsaa berettes af Giacomo de Voragine og andre, forekommer det mig ikke, at det er djævelen, der spiller den sletteste rolle. Han har troligen opfyldt sit løfte og forlanger med rette, at den anden gjør ligesaa. Hans ret er hel og utvilsom, og St. Basilio kan alene berøve ham den ved at bemægtige sig den forskrivning, der stadfæster den.
I en anden historie, som jeg nu skal fortælle, lykkes det ikke den angrende synder at erholde sin forskrivning tilbage, og hans frelse blir en smule tvilsom. Til hvilken tid de berettede tilfælder er indtrufne, ved man ikke saa nøie, men de saavelsom den navnløse, græske beretning er uden tvil meget gamle.
I byen Antiokia levede en skikkelig enke med sin datter Maria. Mor og datter førte et mønsterværdigt levnet, fuldstændig optaget af at tjene Gud, og den gode pige havde besluttet at bevare sin jomfrudom ubeflækket og helt og holdent vie sig til den himmelske brudgom. En vis Anthemius, en meget rig mand og tilhørende byens fornemste kredse, forelskede sig dødeligt i hende og begyndte at friste hende med foræinger, at efterstræbe hende gjennem kvindelige mellembud og at byde hende ægteskab, da han saa, at han ikke paa anden vis kunde erholde hende. Men alt til ingen nytte. Tilbagevist af hende og moderen, stadig voldsommere angrebet af sin brunst, sværger han at naa sit maal, det koste hvad det koste vil. Han stifter bekjendtskab med en saare mægtig troldmand ved navn Megas, d. v. s. den store, beretter tilfældet for ham, og erholder af ham tilsagn om, at pigen samme nat skal opsøge ham i hans eget hus og i hans egen seng. Og saaledes sker ogsaa. Gjennem en djævels bedrageri blev pigen bragt til Anthemius’s værelse, men det lykkedes hende at undkomme fra ham ved at give ham løfte om saa hurtigt som muligt at vende tilbage til ham, maa saa moderen samtykke eller ikke. Efterat Anthemius har lært virkningen af den magiske kunst at kjende, vil ogsaa han blive magier og anmoder Megas om at være ham behjælpelig hermed. Megas forsikrer sig først om hans beredvillighed til at afsværge Kristus og daaben, giver ham derpaa en seddel og siger til ham: „Gak ud af byen uden at have spist til aftens, stil dig i nattens mørkeste time paa en vis bro og ræk dette brev iveiret; men hvad ogsaa dit øie maatte skue, vogt dig vel for at nære frygt eller at gjøre korsets tegn“. Anthemius gjør, som det er ham paalagt, staar ved midnat paa broen og ser en stor rytterskare komme fremsprængende ved siden af en fyrste, der sidder i en vogn. Han holder brevet iveiret, men fyrsten optager ikke straks den, der saaledes byder sig frem til ham, mellem sine: han kræver en skriftlig afsværgelse. Tre gange gjentager scenen sig, og i mellemtiden raadfører Anthemius sig med magieren. Tredje gang antager fyrsten forskrivningen og raaber, idet han løfter armene mod himmelen: „O, Jesus Kristus; denne, som engang tilhørte dig, afsværger dig skriftligen. Dette har ikke jeg foranlediget, men han selv, saasom han med gjentagne bønner har begjæret at blive min. For fremtiden faar du ikke mere bekymre dig om ham“. Efter at have hørt disse ord, som fyrsten har gjentaget tre gange, blir Anthemius grebet af pludselig angst og frygt og kræver sin forskrivning tilbage. Men forgjæves! Fyrsten drager forbi uden at høre videre paa ham og lader ham blive liggende paa jorden, svømmende i smertens og ruelsens taarer. Den paafølgende dag afskjærer Anthemius sit haar, klæder sig i sæk og aske og opsøger biskopen i en nabostad. Han kaster sig til hans fødder, beretter alting for ham og anraaber ham om atter at døbe ham og redde ham. Biskopen svarer: døbe ham paanyt, det kan han ikke, men han formaner ham til at sætte sit haab til Gud, beder og græder med ham. Anthemius vender atter hjem igjen, skjænker alle sine slaver friheden, fordeler alle sine rigdomme mellem kirker og fattige, skjænker Marias moder tre pund guld, og medens Maria træder ind i et kloster, hengiver han sig helt til Gud, til hvis barmhjertighed ingen vender sig forgjæves. Om forskrivningen, som djævelen ikke havde villet give tilbage, idet han sagde, at han paa dommens dag vilde forevise den, var der ikke tale mere.
I begge de nu berettede legender er kjærligheden den aarsag, der har drevet disse uheldige mennesker til at søge djævelens hjælp og at slutte en pagt med ham, der skal blive til saligheds forlis for deres sjæl; i andre legender er det begjærlighed efter rigdom og ære og længsel efter forbuden kundskab.
Legenden om Theofilus, som ikke meget træffende af nogle blir kaldt for middelalderens Faust, gaar tilbage til det sjette aarhundrede og berettes først af en vis Eutykianus, der udgiver sig for en elev af denne Theofilus og paastaar med egne øine at have seet alt det, som han beretter. I Adana, en by i Cilicien, levede en vicedominus, eller lad os heller kalde ham kirkeøkonom, en med mange og sjeldne dyder prydet mand ved navn Theofilus. Da biskopen var død, blev han af klerus og folk enstemmig valgt til hans efterfølger, noget hvorover metropolitanbiskopen viser sig meget fornøiet. Han selv afslaar imidlertid den nye værdighed, idet han paaskyder sin udygtighed og uværdighed og lader sig ikke rokke i sit forsæt alle formaninger og bønner tiltrods. En anden bliver følgelig udnævnt til biskop, og denne berøver mod al ret og retfærdighed og uden spor af grund Theofilus hans økonomembede. Se, da begynder straks djævelen at øve sine kunster, fylder det blide gemyt hos den brave mand med slette lidenskabers gjæringsstof og vækker hos ham et heftigt begjær efter storhed og æresposter. Theofilus henvender sig til en afskylig hebræer, en berygtet troldmand, fortæller ham om den lidte krænkelse, aabner sin sjæl for ham og beder ham om hjælp. Ved midnat fører troldmanden ham ud til circus i byens nærhed og giver ham den sædvanlige advarsel: „Hvad du end maatte høre eller se, frygt ikke og gjør under ingen omstændighed korsets tegn“. Her viser der sig da en mægtig skare djævle i hvide gevanter, med mange lys, og i deres midte fyrsten paa sin trone. Theofilus kysser fyrstens fødder og overrækker ham en skrivelse, hvori han afsværger Kristus og hans moder, og under hvilken et segl befinder sig. Virkningen lader ikke længe vente paa sig. Biskopen tar sit dekret tilbage, indsætter Theofilus i hans tidligere embede og overdynger ham med æresbevisninger. Men længe varer det ikke, før Theofilus erkjender størrelsen af sin brøde og føler sig sønderrevet af samvittighedsnag. Fortvilende om enhver anden hjælp, tar han sin tilflugt til hende, der taler alle synderes sag, til den hellige jomfru, gjør bod under taarer og faste, tilbringer firti dage og nætter i brændende bøn og tigger om tilgivelse og barmhjertighed. I den firtiende nat viser jomfruen sig i vrede for ham og foreholder ham strængt den begaaede synd, dog ikke uden at gyde haabets balsam i hans syge hjerte. Theofilus tilbringer yderligere tre dage i kirken under bøn uden at tage føde til sig, og nu aabenbarer jomfruen sig for anden gang for ham og bringer ham det glade budskab om sin tilgivelse. Efter endnu tre dages forløb viser hun sig for tredje gang og giver ham den fordømte forskrivning tilbage. Den paafølgende dag, en søndag, meddeler Theofilus i kirken biskopen og den hele menighed den mærkværdige begivenhed, bliver derpaa syg, og efterat han har fordelt sin hele formue mellem de fattige, dør han en from død og gaar ind i paradisets evige glorie. For den hellige Ægidius gik det ikke fuldt saa glat. Han opgav magien og blev dominikaner, men maatte anstrænge sig i hele syv aar, førend han med den hellige jomfrus hjælp fik sin forskrivning tilbage.
Historien om Theofilus blev i det syvende aarhundrede oversat fra græsk til latin af Paulus, en diakonus i Neapel, og i det ellevte eller tolvte aarh. overført i leoniske vers af Marbod, biskop af Rennes. Den var hele middelalderen gjennem overordentlig afholdt og gav i flere europæiske lande stoffet til fromme dramaer. I et af disse, der blev forfattet henimod slutten af det trettende aarhundrede af frariskmanden Trouvère Rutebuef, er Theofilus, efterat han har mistet sit embede, blevet en fattig mand; han haaner Gud og beklager, at han ikke kan naa ham og behandle ham, som han har lyst til.
Tilsidst truer den hellige jomfru djævelen, der ikke vil give forskrivningen tilbage, med at træde ham paa hans bug med fødderne.
Ikke mindre, ja meget mere berømt er historien om hin Herbert, der satte det tiende aarhundrede i forbauselse med sin lærdom og blev pave under navnet Silvester II. Den tro, at han ikke bare skyldte djævelen sin vidunderlige viden, hvorpaa han aflagde mange prøver, men ogsaa den høieste kirkelige værdighed, og at han havde sluttet en formelig overenskomst med ham, dannede sig lidt efter lidt, voksede og blomstrede i det tolvte aarhundrede op til en vidunderlig legende, som talrige historieskrivere kappes om at gjengive. Den engelske benediktiner Wilhelm af Malmesburg siger i anden bog af sin „de engelske kongers historie“, at de ting, som han beretter om Herbert, dengang gik fra mund til mund. Herbert var født i Gallien og viede sig allerede som barn til munkelivet, men enten det nu var, fordi han var kjed af klosteret eller af en daddelværdig higen efter berømmelse, han flygtede snart efter ved nattetid til Spanien, opholdt sig hos saracenerne og studerede astrologi og magi. Han blev meget hurtig overordentlig lærd i alle mulige videnskaber, saavel de tilladte som de ikke tilladte. Fra en saracenisk filosof, der havde optaget ham i sit hus, stjæler han en svartebok og flygter sin vei. Han maner djævelen, slutter et forbund med ham og lader sig bære over havet. Kommet hjem igjen til Frankrige aabner han en skole, erhverver sig stort ry og har mange disciple, mellem dem Robert, der blir konge af Frankrige og udnævner ham til biskop af Reims. Her bygger han med vidunderlig kunst et uhr og et orgel. I Rom trænger han ind i en fortryllet, underjordisk hvælving, hvor keiser Oktavians skatte ligger ophobet og ivrig bevogtet, og blir derpaa pave. Han forfærdiger et magisk hoved, der besvarer alle hans spørgsmaal og forsikrer ham, at han ikke skal dø, førend han har læst messe i Jerusalem. Paven er overmaade fornøiet og lover sig selv, at han aldrig skal besøge den af Kristi blod vædede jordbund. Men nogen tid efter holder han uden at ane ondt høitidelig messe akkurat i den kirke i Rom, der bærer navnet Det hellige kors i Jerusalem. Han blir pludselig syg, udspørger det talende hoved, opdager bedrageriet og fatter øieblikkelig, at hans endeligt er nær. Han sammenkalder kardinalerne, bekjender offentligt sine svare synder og lader sig for at sone dem endnu i levende live skjære i stykker og kaste som uren ud af herrens hus.
Andre beretninger er en smule forskjellige eller lægger endnu et og andet til. Djævelen ledsagede stadigvæk Herbert i en svart hunds skikkelse, og umiddelbart af ham og ikke af det kunstige hoved var det, han erholdt det tvetydige svar. Om sin nær forestaaende død underrettes paven ved en vældig larm af djævle, der kommer for at hente hans sjæl. Han befaler, at stykkerne af hans syndbelastede krop skal man læsse paa en oksevogn og begrave ham der, hvor dyrene stanser af sig selv. Hans ben rasler inde i marmorkisten, og denne sveder ud en mængde vand, naar en paves endeligt staar for døren. Enkelte som krønikeskiiveren Sigebert (død omkring 1113), kjender ikke til nogen bod; disse har en beretning, efter hvilken den slette Kristi stedfortræder blev hentet af djævelen.
Silvester II var forresten ikke den eneste pave, hvem legenden har paaduttet syndig omgang med djævelen. Johan XII, Benedikt IX, Gregor VII, Alexander VI blev ligeledes beskyldt for at have solgt sig til ham, mod hvis ondskab og snarer det tvertimod havde været deres pligt at værge den dem anbetroede hjord.
Legenden om Herbert leverer os eksempel paa et af hine bedrageriske midler, af hvilke djævelen betjener sig for at narre dem, der har sat sin lid til ham, uden alligevel bent frem at bryde sit tilsagn: tvertimod opfylder han det troligt efter bogstaven. Et andet nævneværdigt eksempel har vi i den legende, der er opstaaet over et berømt offer for inkvisitionen, Cecco d’Ascoli, Acerbas forfatter, Dantes medbeiler.
Her er ikke stedet atter at fortælle hans sørgelige historie, hvorledes han førstegang blev dømt i Bologna af inkvisitoren Fra Lamberto del Cingolo,[1] der forbød ham for fremtiden at holde forelæsninger over astrologi, saavel der som hvorsomhelst ellers, hvorledes han gik til Florenz og der atter igjen blev stævnet af Fra Accursio, der anklagede ham for at have forklaret hele Jesu liv ved hjælp af astrologien, og for at paastaa, at mennesket ved astrologiens hjælp kunde naa til kundskab om alle ting, og endelig for at have benægtet den frie vilje. Da han paa samtlige anklager bare havde svaret: „Dette har jeg sagt, dette har jeg lært, dette tror jeg“, blev han overleveret i den verdslige domstols hænder og offentlig brændt paa baalet det frelsens aar 1327. Legenden, jeg henviste til, har dannet sig noget senere; den beretter, at Cecco havde indgaaet et forbund med djævelen, og at denne udtrykkelig havde lovet ham, at bare mellem Afrika og Campo dei Fiori (ɔ: blomsterengen) skulde han dø. Da Cecco blev ført til baalet, var han uden frygt, akkurat som skulde døden slet ikke skræmme ham; han regnede nemlig paa, i sidste øieblik at blive befriet af sin ven, men da han allerede staaende paa baalet fik høre, at en aa, som flød forbi i nærheden, hedte Africo og betænkte, at med Campo dei Fiori maatte netop menes den efter blomsterne benævnte by Florenz (ital. Firenze), fattede han, at djævelen havde luret ham, og døde i fortvilelse.
Akkurat som oldtidens orakel benyttede ogsaa Satan gjerne tvetydige ord for bedre at varetage sin tarv; men havde han ved afslutningen af en overenskomst lovet først efter et vist antal aars forløb at gjøre sin ret gjældende, holdt han ærligt sit tilsagn og viste sig ikke en time før den fastsatte tid. Sletikke saa samvittighedsfulde viste, som vi af flere eksempler har seet, de sig derimod, der havde gjort fordring paa hans bistand, saa man faar medgive, at han ikke var saa ganske udenfor sin ret, naar han mod ordbryderne benyttede list og forsigtighedsregler. Men det være hermed, som det vil — de fleste slap ud af hans klør gjennem i rette tid at skifte sind. Nogle fik han alligevel beholde, og de maatte pent betale baade for de andre og sig selv. En munk, hvis historie berettes af St. Pier Damiano, havde betinget sig, at djævelen skulde varsle ham hans død tre dage iforveien; paa denne maade tænkte munken, at han endnu i rette tid skulde kunne sørge for sin sjæls frelse. Djævelen iagttager overenskomsten, men ikke før har munken prøvet paa at skrifte, før han falder hen i bedøvelse, der for hvert forsøg gjentager sig, og dør uden skriftemaal. Hans grav blev flere nætter irad bevogtet af sorte hunde.
I Goethes udødelige drama bliver Faust frelst; saaledes sker ikke i folkefortællingen, som for første gang udkom paa prent aaret 1587, og med vort behov falder ogsaa denne sidste fremstilling bedre sammen. Faust blir af tørst efter kundskab og af fornøielsessyge forledet til overenskomsten. Han opsætter med eget blod det dokument, der indeholder alle gjensidige forpligtelser og betingelser ved overenskomsten: „Jeg, Johann Faust, doktor, erklærer i dette med mit eget blod skrevne brev følgende: Jeg undersøgte elementerne og fandt, at de mig naadigen af himmelen skjænkede evner ikke strak til for at udgrunde tingenes natur, og saasoni andre mennesker ikke kunne tilfredsstille mine begjær, saa har jeg overgivet mig til den her tilstedeværende aand, Mefistofeles ved navn, der er en tjener hos helvedes fyrste, forat han skal lære mig, hvad jeg ønskede at vide, og, som han lover, være mig underdanig og lydig. Jeg paa min side lover, at jeg efter fireogtyve aars forløb fra dagen for denne gjensidige forskrivning, skal lade ham skalte og valte med mig, min sjæl og mit kjød, mit blod og min formue, som det monne behage ham, og dette i al evighed. Jeg fornægter for dette formaals skyld alle levende væsener, det være i himmelen eller paa jorden. Til bekræftelse skriver og undertegner jeg dette med min egen haand og mit eget blod“.
Faust nød i fuldt maal de fordele, som overenskomsten tilsagde ham. I selskab med sin Mefostofiles (senere forandret til Mefistofeles) og understøttet af ham, gjennemreiser han den hele jord, gjennemløber himmelen, besidder de skjønneste kvinder, som bare er at finde, svømmer i rigdomme og gjør alle slags undere. I Erfurt foredrager han offentligt Homers Iliade og lader de gamle helte vise sig i sin vaabenrustning og de dem tilkommende stillinger for de forbausede tilhørere, og universitetets professorer tilbyder han at overlevere alle de tabte komedier af Plautus og Terents; men professorerne veirer en djævelsk snare under tilbudet og afviser det. Efter det syttende aars forløb begynder Faust at vise tilbøilighed til anger og bod, men blir under trusel om, at djævelen ellers river ham istykker, af denne tvunget til at undertegne en anden forskrivning, der bekræfter den første. Tiden flyr, og den skrækkelige forfaldsdag nærmer sig mere og mere. For at bedøve og trøste ham gir djævelen ham det sidste aar den græske Helene til konkubine. Faust indbyder alle sine venner til et maaltid, fortæller dem sin historie og beder dem om ikke at gaa sin vei eller bare at falde isøvn et øieblik, medens han venter paa sin uundgaaelige ende. Lige over midnat føler vennerne, hvorledes et voldsomt vindstød ryster huset, som skulde det rykkes op af jorden; derpaa hører de forfærdelig hylen og Faust, som skriger fortvilet om hjælp. Rædselslagne vover de ikke at røre sig. Om morgenen begiver de sig til hans værelse og finder det overklisset af blod; den ulykkeliges hjerne var sprøitet ud over væggen, og paa gulvet laa de af sine huler udrevne øine samt nogle tænder. Legemet fandtes liggende paa en mødding udenfor huset aldeles søndertrampet og slidt i stumper og stykker. Christof Marlowe, Shakespeares forgjænger, har bragt den rædselsfulde angst, hvormed Faust venter paa sin død og fordømmelse, frem paa scenen.
Ganske kort efter Faust kommer Pole Twardowsky, der ligeledes udretter mange undere, og med hvem det ligeledes tar en bedrøvelig ende. Twardowsky havde skrevet den skjæbnesvangre overenskomst paa en oksehud og med sit eget blod. En dag, da han i et værtshus satte alle de omstaaende i forbauselse med sine undergjerninger, viser djævelen sig og paaminder ham om, at hans tid er udløbet. Den ulykkelige redder sig for øieblikket ved at nærme sig et barn, der slumrer i vuggen, men da djævelen foreholder ham hans troløshed og siger ham, at en adelsmand aldrig tør bryde sit ord, fatter han en beslutning og overgiver sig i hans hænder. Erkjendes maa det, at en saadan æresfølelse var en sjeldenhed hos dem, der havde solgt sig til djævelen og gjort rigelig brug af hans tjenester.
- ↑ Fra ɔ: broder.