Djævelens naturhistorie/5
En ny Moses. — Smaa ærgrelser for store hellige. — Den hellige Romaldu's, den hellige Ægidius's, den hellige Gertrud von Osts, den hellige Francesca Romanas, den salige Kristina von Hommelns og andre berømte helgeners plager. — Døendes angst og skræk. — Kunsten at dø. — 400,000 djævle i en eneste krop. — Djævlebesættelsens kjendetegn, særegenheder og virkninger.
Satanas nøier sig dog ikke med bare at friste. At forføre menneskene, paa tusen veie lede dem til synd og gjennem synd til helvede, til fordømmelse uden forløsning, det strækker ikke til for hans had og hans misundelse. Han maa ovenikjøbet paa mangfoldig vis plage og bedrøve dem, forbitre dem livet med uophørlig ærgrelse, naar han ikke af hensyn til andre øiemed foretrækker at forskjønne det og forgylde det for dem med falsk lykke og bedrageriske glæder.
Som vi allerede har set, er Satan den uudtrættelige ophavsmand til ulykkeshændelser; i ham har krige, sygdomme, hungersnød, ulykker af hvilken art som helst og alslags store og smaa uheld, slige som hvert øieblik forefalder, for det allermeste sin aarsag og oprindelse. Men heller ikke dette er endnu nok. Nat og uden ophør, anfalder han gode og onde, slaar den ene, saarer eller dræber den anden, narrer og bedrager, hvem han bare kan. Han er ikke frister alene, men ogsaa plageaand af profession og udøver sine plagerier ligesaameget paa jorden som i helvede. Den, der har kaldt ham fiende og modstander, morder og røver, sigtede utvilsomt paa denne hans dobbelte opgave.
Satanas kaldes løgnens fader, og som det synes med rette. Eksemplerne paa hans løgne er utallige og den skade uendelig, han har tilføiet dem, som troede paa dem. En krønikeskriver fra middelalderen fortæller, at han engang viste sig for jøderne paa Kreta som Moses, lovede dem, at han vilde føre dem til det forjættede land, hvorpaa han havde sat dem ombord paa nogle skibe og ude i rum sjø havde druknet hele hurven. Ve den, der skjænker hans løfter og orakler tiltro eller ikke benytter dem med yderste forsigtighed. De pleier at være affattet i snedige, tvetydige ord, saaledes at de vækker falske forhaabninger hos den, der hører dem.
Et italiensk ordsprog siger: „Alt djævelens mel blir til klid“. Ikke altid, men meget ofte, naar han foregiver at gjøre noget til bedste for en anden, blir udfaldet et ganske andet, end det ved første blik kunde se ud til. Pengene, som han er svært rundhaandet med, blir til visne blade, ædelstenene til kul og maden til gjødsel eller sten. Prudentius vidste godt, hvad han sa, da han kaldte Satan for en lommetyv.
Satan har sin morro af at skjæmte og holde skøi med folk. Af en munk, den hellige Morandus, drog han sengetæppet, slukkede lyset for den hellige Gudula, mens hun bad, væltede lysestagen for den hellige Theodebert; han fyldte drikkevandet med fluer for den hellige Francesca Romana, fra andre stjal han prestedragten, gjemte bønnebogen for dem eller tilsmudsede deres suppe. For munkene i St. Dunstan gjorde han aldeles ryddigt bord. Den hellige Benedikts disciple byggede et kloster, hvori der skulde sættes ind en stor sten, men alle anstrængelser tiltrods var det ikke muligt at løfte den: djævelen havde sat sig paa den, og helgenen maatte vise sig personligen for at forjage ham. Men hans værste, og som det forekommer mig styggeste skøierstreg var, da han greb en mand og en kvinde in flagranti og lænkede dem uopløsligt til hinanden nore canino.
Isærdeleshed de fromme la han sig med sine plagerier efter, og saaledes maatte det ogsaa være. Djævelen hader de fromme, ikke fordi de tjener Gud bare, men fordi ethvert af deres fundamenter: bøn, faste og fromme gjerninger, er ham en plage og en fornærmelse. Dernæst synes melankolsk anlagte mennesker og folk med stærkt fantasiliv at virke tiltrækkende paa djævelen og gjøre ham spillet lettere. Djævelen kunde nøie sig med bare at plage menneskene udvortes, idet han mangfoldiggjorde angrebene og trængslerne, eller ogsaa med at pine dem indvortes, idet han fór ind i dem. I det første tilfælde havde man for sig den saakaldte obsession, i det andet possession. For obsessionen var helgenerne bestandig udsat, for possessionen var de der imod sædvanligvis fri.
Obsessionen havde ligesom fristelsen, som den almindeligvis gik haand i haand med, en utallighed af skikkelser og grader, og for om samme at give et begreb, der saa nogenlunde nærmer sig sandheden, maa man uden videre gribe til eksempler, som der lykkeligvis ogsaa er nok af, og som tillader os at iagttage det frygtelige „crescendo“ i denne førstnævnte djævelske virksomhed.
Den letteste og simpleste obsession var den, som djævelen ved sin blotte nærværelse udøvede. Hellerikke var det nødvendigt, at han overalt gjorde sin tilstedeværelse bekjendt og følelig. Det menneske, der overalt troede sig omgivet af en stor flok djævle, der uafbrudt speidede efter anledning til at friste ham eller gjøre ham skade, maatte føle samme sindsoprør og angst som den, der befinder sig alene i en af røvere opfyldt skov eller midt i en stor skare mægtige, grusomme fiender. Men djævlene kunde ogsaa gjøre sig synlige, enten i sin egen, virkelige skikkelse, eller under andre forfærdelige, fæle former og ved synet af sig fylde sindene med gru. De kunde ogsaa lade sig høre, og da opstod der ængstelser af anden art og en uudholdelig følelse af ubehag. Et utal af helgener med St. Antonius i spidsen, hørte dem brøle som løver, hyle som ulve, skrige som ørne, hvisle som slanger, saa dem komme imod sig i saadanne dyrs lignelse og vilde og rasende tumle sig omkring dem. Den hellige Margaretha af Cortona hørte dem skraale uanstændige viser af fuld hals i sin celle. Til andre tider lød der rasende skjældsord, frygtelige forhaanelser, rædsomme trusler. Naar djævlene efter at have plaget øine og øren fjernede sig, pleiede de ogsaa at fornærme næsen og efterlade en væmmelig stank, som ikke lignede nogensomhelst jordisk.
Men dette var endnu ingenting: djævlene var ikke af dem, der la hænderne i skjødet, og før eller senere kom det til haandgribeligheder. Undertiden rettede de sine angreb mod livløse ting og sønderbrød, ødelagde, tilintetgjorde alt, hvad der faldt i deres hænder. Detteslags skade gjorde de dog snarere verdsligt sindede mennesker end helgener, der enten ingenting eiede eller bekymrede sig lidet om besiddelsen. Alligevel forsøgte en djævel engang med en økse at ødelægge den hellige Abramo’s celle dybt inde i ørkenen, og en anden lagde ild paa den matte, som helgenen sov paa. Hvor det gjaldt helgener, angreb djævlene heller personerne end tingene.
St. Romaldo maatte fem aar i rad finde sig i, at djævelen kom hver eneste nat og satte sig paa hans ben og fødder. Engang sprang djævelen op paa skulderen paa den hellige Ægidius og klamrede sig her saa fast, at det længe var en umulighed at faa ham fjernet derfra. Af begge disse lod han sig holde og bære, andre derimod holdt han og bar han selv, vistnok ikke for deres fornøielses skyld, som man nok kan tænke sig. Han tog mere end engang den gode Gertrude van Dost med sig op i luften og bar hende fra et sted til et andet. Sancta Francesca Romana drog han gjentagne gange efter haaret op i luften og holdt hende engang svævende over glødende kul. De med navnet „dusier“ betegnede djævle pleiede at bortføre levende mennesker, bringe dem hen til steder fjernt fra deres egentlige bosted, og i deres sted lade en maske med deres udseende tilbage.
Den hellige Francesca Romana havde forresten mangt og meget at udholde. En dag, da djævelen ikke mere vidste, hvad han skulde finde paa imod hende, bandt han hende sammen med et raadnende lig og tullede hende rundt paa jorden som et risknippe. Alligevel tør jeg ikke paastaa, at hun havde mere grund til at beklage sig end den hellige Kristina af Stommeln, som en skidden djævel paa det væmmeligste tilsølede med lort.
Utallige er de helgener, der selv maatte taale de værste voldsgjerninger. Af den hellige Stylita den yngre blev der engang revet en hel haandfuld skjæg. St. Everard blev ørefiget nat og dag uden ophør fra langfredag til pinse, — altsaa to og femti dage irad. St. Nikolaus da Rupe blev ihærdig væltet frem og tilbage i et tornekrat. Helgenerne Romana og Lupicino blev bagfra overøst med en stenregn, hvergang de beredte sig til bøn; ogsaa St. Dunstan maatte taale stenkastning. Derfra til juling er skridtet ikke langt. St. Antonius blev en nat anfaldt af en flok djævle, der pryglede ham halvdød. Den hellige Romaldo overgik den samme vanskjæbne en dag, da han sang salmer, og saa grundig blev han gjennemtærsket, at han sit hele liv igjennem bar mærker efter slagene. Den hellige Coleta fik af djævlene den grundigste knortekjæp-behandling, nogen kan mindes, og desforuden bar de ligene af hængte ind i cellen til hende. I Tolentino gjemte man og gjemmer tørhænde endnu paa den knortekjæp, med hvilken djævelen har serveret den hellige Nikolaus, der kalder sig efter Tolentino, mere end én portion prygl. Endnu midt i det sekstende aarhundrede fik den hellige Giovanni di Dio detslags juling.
Men dette er endnu ikke alt. Djævlene truede den hellige Francesca Romana med at kaste hende i en brønd og dræbe hende, de efterlod den hellige Moses Æthiops halvdød, forsøgte i Sverige at ombringe den hellige Katharina, i Roskilde at brænde den hellige Vilhelm i hans seng; de styrtede St. Alferio, grundlæggeren af det berømte abbedi Della Cava, ned fra en bjergtinde, og havde saanær kvalt den hellige Antonius af Padua. Da den hellige Dominicus engang bad i en kirke, kastede de en stor sten ned paa ham, og det var netop saavidt, at helgenen slap unna. Ikke bestandig maatte de stakkars helgener ved slige overfald undvære himmelens bistand, men det forholdt sig omtrent med denne, som det ogsaa ellers efter ordsproget lyder: „hjælp dig selv...“, o. s. v. — Djævelen bankede den hellige Gerardesca, kastede hende omkuld og forsøgte at drukne hende i Arno, og da han under strævet hermed havde saaret sig i armene, — kom jomfru Maria og englene og gav djævelen prygl. Lad os tænke os, i hvilken tilstand den hellige Kristina af Stommeln maatte befinde sig, der blev plaget af 200,000 djævle, og hvilket liv en vis prest i Köln maatte føre, som blev forfulgt og plaget af djævlene helt ud paa lokum.
Man kan tælle de helgener paa fingrene, som sit hele liv ikke har været udsat for angreb og skade af djævlene. En af disse faa var St. Nikolaus, Tranis skytshelgen; han døde af en voldsom afbankning, som en biskop lod give ham. Synderne blev baade sjelden plaget og sjelden fristet af dæ?vlene, men snarere begunstiget og dægget for, noget som de dog undertiden dyrt fik betale selv her paa jorden. Mange af dem endte med at blive parteret, sønderrevet og brændt; mange blev hentet lyslevende.
For den forfærdeligste obsession var de døende udsat, de maatte være syndere eller helgener. Djævelen ventede til mennesket laa paa smertesleiet beseiret af sygdommen, ængstet af tankerne paa den forestaaende død og dommen, som ventede det: nu gjorde den onde det sidste, det forfærdeligste angreb. Efter en gammel tro havde Satan paa Kalvariebjerget bivaanet forløserens død, ja, efter som nogle sagde, havde han vovet i en rovfugls skikkelse at sætte sig paa en arm af korset; hvi skulde han da ikke bivaane hine ulykkelige væseners dødskamp, for hvilke frelseren havde udgydt sit blod? Mange, ja mangfoldige var de grunde, som formaaede ham hertil, og biskoperne af Reims og Rouen bekræftede bare en udbredt mening, da de i et, i det aar 858 til Ludvig den tyske skrevet brev paastod, at djævlene altid var nærværende ved gode som ved onde menneskers død. Djævlene kunde i virkeligheden ogsaa i den sidste livstime iværksætte en sidste afgjørende fristelse; de kunde forhindre den døendes anger eller gjøre den ufuldstændig, fange op den brødefulde sjæl, der for al evighed skulde tilhøre dem, umiddelbart i flugten, og om de ikke magtede andet, kunde de dog forøge dødskampens angst og rædsel. Ganske vist maatte det være en meget paatagelig pine, som oldtidens folk intet kjendte til, at dø i et værelse fuldt af rasende, forfærdeligt udseende djævle og i en af utaalmodige klør rystet seng. Ludvig den fromme drev djævlene paa dør, idet han med det sidste aandedrag raabte: „Ud! Ud!“ Da den hellige Katharina af Siena allerede laa i dødskampen, kjæmpede hun endnu med djævlene og bød dem spidsen. Naturligvis maatte just da den haardeste kamp opstaa, naar de sidste kræfter svigtede. At dø paa denne maade og under slige omstændigheder maatte være tungt og forfærdeligt, og det tør derfor ikke forundre nogen, at Dominico Capranica, biskop af Fermo, i aaret 1512 samlede mange af sine forgjængeres læresætninger og skrev en bog, der vandt meget bifald og oplevede mange udgaver, under titelen: Ars moriendi (ɔ: kunsten at dø.).
At fristelsen fremdeles kunde finde sted, naar mennesket var berøvet bevidstheden og burde have alt andet at tænke paa end at synde, vil forekomme mange underligt, og dog var det saa. Man fortæller om en stakkars yngling fra Loreto, som efter tidligere at have ført et meget anstændigt levnet endte med at forelske sig i en vis frue og pleie syndig omgang med hende. Pludselig blev han syg, begræd, da han skulde til at dø, i anger og ruelse sine feil og aflagde et fromt skriftemaal, saaledes at de tilstedeværende følte sig overbeviste om hans frelse. Men se, i sidste øieblik, just som han skulde til at dø, traadte djævelen i den elskede kvindes skikkelse hen til ham og siger til ham med graadkvalt stemme: „Vil du da forlade mig, elskede?“ Ved dette syn og denne stemme glemmer den ulykkelige sig, gribes af en sidste, krampagtig elskovstrang, samler resten af sin styrke og mumler: „?Jeg forlader dig aldrig, elskede!“ Han dør i dette øieblik, og djævelen trækker af til helvede med hans sjæl for al evighed. Ved andre anledninger gik djævelen anderledes frem: han paamindede den døende om alle af ham begaaede synder og overdrev dem mest muligt, dyngede endnu en hel mængde indbildte ovenpaa og forsikrede ham, at han var redningsløst fordømt, — altsammen forat han skulde dø i fortvilelse og virkelig skiilde blive fordømt. Eller han indprentede den døende den tro, at det var forsilde at angre nu, at angeren overhodet var til ingen nytte.
Hyppig gjorde djævelen det af med de døende, som allerede tilhørte ham. Den ærværdige Beda og den skikkelige Passavanti beretter historien om en lastefuld kavaler udi England, der engang vilde skrifte, da han allerede var syg, og døde under hænderne paa tvende djævle, der skar ham i stykker med to store knive, den ene nedenfra fødderne, den anden oppe fra hovedet. Cæsar af Heisterbach beretter om djævelske ravne, der med sine næb rev sjælen ud af brystet paa synderne.
Jeg har allerede sagt, at djævlene, naar de ingen anden skade kunde eller vilde gjøre, anstrængte sig for, at dødskampen skulde blive saa skrækkelig og fuld af angst som muligt. De døende skuer djævlene omkring sit leie, i jætteagtige, skrækkelige, sortagtige mænds lignelse, der fæster glødende, vidt opspilede øine paa dem; de ser dem flakse omkring i stuen som ravne og gribbe, ser dem hænge som slanger ned fra loftet eller som padder sprætte omkring paa gulvet. Den hellige Gregorius Magnus beretter om en yngling, som i dødskampen troede, at han slugtes af en forskrækkelig drage. Hyppigt hørte ogsaa døende helvedestrompeternes frygtelige skingren, raslende, tordnende lyd af uhyre kjedler, af vældige ildsteder, af tunge hammere og tænger, af lænker og pinselsinstrumenter, som uophørligen blev bearbeidet af djævle og slængt hid og did, ligesom de ogsaa fornam de fordømtes uophørlige, fortvivlede, forferdelige jammerhyl.
Men langt nyttigere end obsession, saaledes som jeg har forklaret og beskrevet den, var possessionen for djævlene. Gjennem obsessionen skaffede de sin forbitrelse og misundelse luft, men ved besættelsen gjorde de sig til menneskets virkelige, uindskrænkede herrer. Ved obsessionen maatte de nøie sig med bare at friste og plage og lignede soldater, der beleirer en fæstning, som de — alt efter omstændighederne — kommer eller ikke kommer til at indtage; men naar de fra fristelse og obsession gik over til possession, da lignede de seirrige soldater, der har indtaget fæstningen og er blevet herre over altsammen.
Den, der fristes og martres af djævelen, er idet mindste endnu herre over sin egen vilje, men hvem djævelen har besat, han tilhører ham helt med liv og sjæl, og blir han ikke befriet af en anden, henslæber han en tid lang det mest jammerfulde liv, man kan forestille sig, hvorpaa han ufeilbarligen reiser lukt til helvede. Den besattes sjæl er en, af Satan i besiddelse taget, en sit eget liv berøvet sjæl, som ikke bevæger sig og ikke handler, naar ikke Satan sætter den i virksomhed, bevæger og tvinger den.
Men hvorledes kan dog djævelen saaledes trænge ind i en fremmed sjæl? Det er ikke saa let at sige. St. Hildegard forsikrer, at det er ikke med sit virkelige væsensindhold (sin substans), djævelen gjennemtrænger sjælen, men at han gjennemfugter den med sin skygge og sin sorthed. Sjælen dukker ned i det djævelske mørke som en stjerne, der ved en formørkelse træder ind i skyggen fra en anden. Denne anskuelse er dog meget usikker; meget mere maa man tro paa en virkelig gjennemtrængen og forblanding, som undertiden fuldbyrder sig med lynets hast. Naar man ikke tog sig iagt og beskyttede sig, var hvilket paaskud somhelst godt nok. Var sjælene ikke aldeles hele og befæstede, løb de stor og uafbrudt fare, thi en eneste sprække var for Satan nok til at trænge ind. Enhver begaaet synd, om aldrig saa ringe, var at ligne med en dør, man havde aabnet for fienden, og ikke bare enhver synd alene, men den ubetydeligste efterladenhed og sorgløshed ligeledes. Et barn er tørstigt og forlanger drikke; straks viser en forklædt djævel sig og rækker det et bæger vand. Det stakkars barn drikker uden at gjøre korsets tegn over bægeret, og djævelen farer i kroppen paa barnet. Dette staar at læse i historien om den hellige Celsus’s opdagelse. Paa lignende maade kom en nonne i djævelens vold, idet hun spiste et salathoved: den hellige Gregorius Magnus bevidner det. Om en barselkone, der slugte djævelen Fumarelli, idet hun drak et bæger vand uden at gjøre korsets tegn over bægeret, læser man i abbeden af Lucedio’s, St. Bononios historie. Men hvo, som ligefrem syndede, var intetsteds sikker og kunde ikke med noget somhelst værge sig. St. Costanzo’s, erkebispen af Conturbias, legende beretter om en ung munk, der blev besat, medens han sang messen. Men der gaves ogsaa folk, der var fødte til besathed, navnligen dem da, der var kommet til verden med arvesynden og ikke var blevet tvættet rene med døbevandet; thi hyppig har man set djævle fare ud af deres mund i samme øieblik, som de blev døbte. Massatianerne, kjættere fra det fjerde aarhundrede, spyttede uafbrudt for at give fra sig den djævel, som de troede, de havde i sig.
Men ikke bestandig kom man uforudseet og pludselig i besathedstilstand. I en beretning om Leo X’s død og mirakler har djævelen den godhed at forklare, at han ofte, før han slaar kloen i sjælen, indtager legemet, holder sig skjult der og avler søvnighed, dovenskab og sult. Dette var, som man ser, besættelsens inkubationstid (ɔ: udklækningstid.) Ja, man kunde betragte legemet som den almindelige bolig for djævle; saaledes siger den hellige Brigitta i sine afsløringer, at djævelen befinder sig i menneskets hjerte som en orm i æblet, i kjønsdelene som styrmanden paa skibet, mellem læberne som en skytte med buen spændt.
Besatheden kunde skrive sig fra en eneste djævel eller fra mange, og de mange kunde fare i den besatte alle paa engang eller afdelingsvis i forskjellige skarer alt efter behovet. Allerede i Lukas’ evangelium læser man om en besat, i hvem 6,666 djævle var trængte ind. Gregorius Magnus fortæller: En ung frue i Toscana skulde begive sig til en høitidelighed, hvorved en kirke blev indviet til den hellige Sebastian. Natten forud for høitideligheden hayde hun søgt og modtaget sin ægtefælles kjærtegn. Da hun om morgenen betraadte det hellige hus, blev hun straks anfaldt af en djøvel, som, da han blev besværget, sprang løs paa presten. Derpaa blev fruen, som tydeligvis kun var ufuldkomment helbredet, bragt til nogle besværgere, men hvis hele kunst alligevel bare bragte det til, at hun ovenikjøbet blev anfaldt af 6,666 nye djævle. Endelig veg disse for en hellig mand ved navn Fortunato’s bønner. En besat, som St. Ubaldo befriede med stor møie, havde 400,000 djøvle i livet. Paa den anden side har man ogsaa set, at en enkelt djævel besatte flere personer samtidig. Naar man spurgte ham, sagde djævelen sædvanligvis sit navn og forklarede grunden til, at han var faret ind, og maaden hvorpaa.
Besatheden gav sig tilkjende i et stort antal sælsomme eller underbare, for en del fysiske (legemlige), for endel psykiske (sjælelige) foreteelser. Hos den besatte var alle livsytringer og livsprocesser mere eller mindre forandrede eller ødelagte. Hos mange la besatheden sig navnlig for dagen i en ganske umaadelig graadighed, og historieskriveren Theodoreto fra det femte aarhundrede beretter et tilfælde med en kone, som daglig tog ikke mindre end tredive høns tillivs. Hyppig var denne graadighed ledsaget af en fuldstændig omvæltning i smag og behag, og da saa man de besatte begjærligt sluge de smudsigste og væmmeligste ting, noget som ogsaa syntes at staa i god samklang med djævelens smudsige natur. Til gjengjæld la andre besatte en dyb modbydelighed for alslags spise for dagen og kunde uden spor af skade holde ud at faste i lange tider. Med den, som de havde besat, gjorde forresten djævlene, hvad der behagede dem. De forøgede deres krææfter hundredefold eller lod dem falde i afmagt eller faa katalepsi, løftede dem op fra jorden og lod dem svæve i luften, eller slængte dem til jorden, foldede dem sammen, satte dem paa hodet, tullede dem ihop, lod dem snurre rundt som en top, rulle afsted som et tøndebaand, slaa kolbøtter, gestikulere og vride og bære sig paa tusen sælsomme, latterlige og skrækkelige maader. Eller de lod dem gjø som hunde, brøle som aber, skrige som ravne, hvisle som slanger, hyle som fordømtes sjæle, og hyppig slog der flammer eller ildelugtende røg ud af munden paa dem. Medens de saaledes blev behersket af djævelen, havde mange besatte magert ansigt, glasagtige øine, askegraa hud, sammensunket legeme; andre derimod saa kraftige, fede og blussende ud og afgav nye beviser paa de djævelske kunsters mangeartethed.
Dette var de undere og sjeldenheder, der ledsagede den ydre tilstand, men de aandelige og moralske undere og sælsomheder var endnu langt mærkværdigere.
Den besattes moralske person var aldeles snud op og ifed paa og forandret paa mangfoldig vis, ikke sjelden helt og holdent tilintetgjort eller sønderdelt og formindsket. Der var ikke mere bare en eneste sjæl i ham, men idetmindste to, og der kunde være hundrede og tusende af dem, naar de indfarne djævle var saa talrige, og saa længe besatheden stod paa, var hans fysiske liv produktet af en overhinanden aflagring, en sammenfletning og sammensmeltning af disse to eller hundrede eller tusen sjæle. Og alt eftersom djævelens indflydelse vekslede, eftersom anfaldet indtraadte eller udeblev, mistede eller fik den besatte sin bevidsthed tilbage, erindrede sig fortiden eller ikke, var sig selv eller ikke sig selv, eller bare endel af sig selv.
De besatte la sædvanligvis dyb, moralsk fordærvelse for dagen. At laste Gud, den hellige jomfru og helgenerne, forhaane troens sandhed, gudstjenestens ceremonier, vise den yderste afsky, ja ligefrem væmmelse overfor sakramentet og alting til religionen og dens tjenere henhørende, det var, hvad de meget ofte, om ikke altid, tydeligt nok tilkjendegav. Da djævelen er løgnens fader, maatte selvfælgelig de besatte almindeligvis lyve; sikkert er det dog, at de ikke bestandig løi, men undertiden kom med sandheden, og det endogsaa frivilligt uden tvangsmidler. Ja, hvad der er endnu mærkvæærdigere: den sandhed, de kom frem med, var ofte til skade for dem selv, det vil sige til skade for djævelen, som de havde i kroppen, og til kirkens og religionens ære. Man har saaledes berettet om besatte, der talte meget fornuftigt mod afgudsdyrkelse og kjætteri, om andre, der gav anvisning paa hellige mænds ubekjendte grave; andre afslørede fremmede, skjulte daarligheder eller ubekjendte dyder; andre atterigjen betegnede den person, som med fremgang skulde kunne uddrive djævelen af dem. Man glemme saaledes ikke, at besatheden i visse tilfælder kunne bestaa sammen med den dybeste fromhed og ivrigste andagtsøvelse.
Den besattes aandsevner syntes snart forkuede og sløve, snart — og det var somoftest tilfældet — forhøiede og skjærpede. Der gaves stumme, og der gaves snakkesalige besatte. En masse af dem forstod sprog, som de aldrig havde læst, afslørede dybt fordulgte hemmeligheder, paaviste de steder, hvor man kunde gjenfinde tabte eller stjaalne gjenstande, berettede fuldstændig som øienvidner om begivenheder i fjerne lande og forudsagde endogsaa fremtiden. En særegen tilbøilighed hos besatte var det at bekjendtgjøre ikke skriftede synder hos folk, der kom til dem; mere end én djævlebesværger modtog den ubehagelige overraskelse, mens han ofrede sig for sit besværlige kald, offentligt at høre fremsagt den lange og lidet opbyggelige liste over sine synder.
Besatheden, der hyppigere forekom hos kvinder end hos mænd, antog undertiden smitsom karakter. Af en første besættelse opstod en anden, en tredje, og ligetil hundrede kunde blive angrebet. Dette var grunden til, at man i kort tid kunde se beboerne af en hel landsby, eller munkene og endnu hyppigere nonnerne i et helt kloster gribes af besathed. Man behøver bare at minde om ursulinerinderne i Loudun, et af de mest bekjendte og yngre eksempler. Med abbedissen, søster Giovanna degli Angeli, i spidsen blev klostrets sytten nonner samtlige besatte af djævelen, og de afsløringer, som de kom med overfor besværgerne og domstolen, kostede den stakkars Urban Grandier, der havde været deres skriftefader, livet, idet han blev brændt som troldmand. Nonnerne af Louduns historie kan man kalde næsten for moderne; den tilhører nemlig det syttende aarhundrede, men betydelig ældre eksempler er der ingen mangel paa. I aaret 1490 blev nonnerne i klostret von Quercy i Belgien anfaldt af djævelen og var besatte i fire aar. I aaret 1124 blev munkene i det af den hellige Norbert grundlagte præmonstratenserkloster besatte af djævle. Den epidemisk optrædende dans, som gjentagende viste sig i forskjellige dele af Europa i middelalderen, var ligeledes etslags omkring sig gribende smitsom besathed.
I denne tilstand kunde ingen befri sig selv; en anden maatte hjælpe ham. Denne befrielsesgjerning kaldtes exorcismus, og kirken ansatte hertil udtrykkelig exorcisternes orden. Vi vil i det følgende faa se, hvilke midler man under besværgelsen greb til, dog vil jeg straks sige, at tingen ikke var uden sine store vanskeligheder, ja undertiden endog forbundet med stor fare. Hyppig udfór djævelen af den besattes legeme og ind i besværgerens.
Besatheden kunde være akut, med regelmæssigt forløb, eller kronisk: den hellige Eustochia af Padua var besat hele sit liv igjennem.
Djævelen fór altid modstræbende og saa sent som muligt ud, og naar han blev tvunget til at rømme pladsen, søgte han endnu i sin flugt at skade og forfærde. Hyppig udstødte han et frygteligt hyl, skjulte sig, idet han drog, bag døren eller bag et møbel eller bag kaminen, eller han lod mennesket ligge halvdødt paa jorden og for ind i kroppen paa en okse, en sau eller et andet dyr. Snart for han ud i sin egen skikkelse, snart i lignelse af en flaggermus, en slange, en padde, en svart fugl, eller som tyk, stinkende røg. Mange besatte blev pludselig friske efter at have „leveret“ sin frokost, eller efter voldsomt maveknib eller en dygtig løs afføring.
Djævlebesættelse behandles nutildags ikke mere af besværgere, men af læger, tiltrods for, at jesuiten Giovanni Perrone i sine prælectiones theologicæ meget omhyggeligt opregner de kjendetegn, hvorpaa man sikkert kan adskille besatheden fra visse sygdomme, der med samme har hogen lighed. Om dette emne ved den ugudelige Charcot mere, end nogen theolog nogensinde har vidst.