Djævelens naturhistorie/2
Djævelens legeme og dets egenskaber. — Djævelens fysiologi. Skikkelse. Forfærdende hæslighed. — Skjønne djævle. Forskjellige skikkelser, som de antager. — Djævelsk zoologi. — Dævle, der tilraner sig afdødes legemer. — Synet af djævelen er farligt, — Djævelske synder.
Det lykkes mennesket kun vanskeligt — om overhovedet — at danne sig et begreb om ulegemlig substans, der er aldeles forskjellig fra alt, hvad det opfatter med sine sanser. Det ulegemlige er for mennesket sædvanligvis intet andet end en fortynding eller forfinelse af det legemlige, en ringeste tætheds tilstand, lig luftens eller flammens, om ogsaa endnu finere. For alle udannede mennesker og ligeledes for størsteparten af dem, der anser sig for dannede, er sjælen et pust, en let dunst, man blir var som en skygge. I samtlige mythologier er guderne mere eller mindre legemlige, de græske nærer sig af nektar og ambrosia, og naar de, som deres sædvane er, blander sig i menneskenes stridigheder, løber de fare for, de ligesaa vel som de dødelige, at komme derfra med en grundig banket trøie. Derfor maa man ikke forundre sig over, at saavel den jødiske som den kristne lære om aanderne næsten altid forsyner sine engle og dæmoner med et legeme.
Doktorer og kirkefædre er næsten enstemmige i den tro, at djævlene er begavede med et legeme, som de allerede besad, mens de endnu var engle, men som efter faldet er blet tættere og tungere. Deres legemstæthed er fremdeles langt mindre end menneskets og blir ikke ansat lige af alle. I det andet aarhundrede sammenlignede Tatian den med luftens eller ildens, og ved begyndelsen af det syvende gav Isidor af Sevilla djævlene et af luft formet legeme. Andre, som Basilius Magnus, var tilbøielige til at tilskrive dem et endnu finere legeme. Men man forstaar jo nok, at der over dette punkt ikke kunde erhverves en overalt gjældende anskuelse. Derfor kunde Dante uden at saare nogens samvittighed tilskrive sin Lucifer i Cocytus’ fjerne isverden et tæt og fast legeme, som han og Virgil klynger sig til som til en klippe.
Da de besidder et legeme, maa djævlene ogsaa ha visse naturlige behov som alle levende legemlige væsener: først og fremst at holde legemet ved kræfter, saasom dets bestanddele udslides i livets løb; følgelig maa djævlene føle trang til næring, og i virkeligheden forsikrede ogsaa Origenes, Tertullian, Atenagoras, Minutius Felix, Firmicus, Maternus, F. Johannes Chrysostomus og andre, at djævlene begjærligt indsugede dampen og røgen af de af hedningerne bragte ofre, — en rigtignok ikke meget stoflig, men efter deres konstitution afpasset næring. Nogle rabbinere gik noget videre og vilde gjøre djævlenes spiseseddel endel righoldigere; de lærte, at de nærede sig af ildens lugt og vandets damp, men at de ogsaa var meget begjærlige efter blod, naar de kunde faa fat i det, — og efter et tysk ordsprog fanger djævelen, naar han er sulten, fluer.
I folkemunde hører man ofte om gamle og unge djævle, og der findes i forskjellige sprog allehaande ordspil, som grunder sig paa denne tro. Man ved, at naar djævelen blir gammel, gaar han i kloster, og det synes naturligt nok, at ogsaa han maa blive gammel, saasom alle med organisme forsynede væsener ældes. Men den allerede nævnte Isidor af Sevilla formener, han aldrig blir gammel, og saange den djævelske anatomi og fysiologi ikke er bedre bekjendt, kan vi ikke modsige ham. Dersom de ikke ældes, behøver de hellerikke at dø, og visse rabbinere, der har paastaaet, at djævlene døde akkurat som menneskene, om ikke alle netop, saa de fleste ialfald, tør ha slaaet i os en faderlig løgn. Blive syge, det maatte de da kunne! Dette fremgaar allerede deraf, at mens der endnu fandtes hekse, disse undertiden i sine bekjendelser efter to eller tre gange gjentaget pinebænk fremkom med, at djævelen ofte blev syg, og at de da maatte vaage hos ham og pleie ham.
Endel kirkefædre og doktorer som Gregorius Magnus, for bare at nævne ham, paastod, at djævlene var helt ulegemlige, men dette var, som sagt, den af de færreste opretholdte mening. Man kunde i ethvert tilfælde efter behag tro det ene eller det andet, og St. Thomas siger tilsidst, efter at have anført de modstridende meninger: „Om djævlene har et legeme eller ikke, har intet med troen at bestille“. Men om det end ikke angaar troen, saa angaar det saa meget mere fantasien, og i de folkelige forestillinger har man aldrig undladt at tilskrive djævelen et muligst solid legeme.
Hvorledes var nu dette legeme beskaffent? Man lægge vel mærke til, at det her dreier sig om djævelens naturlige skikkelse og ikke om dem, han efter behag kan paatage sig. Derom blir senere talen.
I almindelighed og efter regelen havde de dæmoniske legemer menneskeskikkelse, og over det kan man hellerikke forundre sig. Mennesket har jo dog skabt sine guder i sit eget billede, hvi skulde det saa ha gjort anderledes med englene og djævlene? Men naar der her tales om menneskeskikkelse, maa man ikke derved underforstaa en, der helt og holdent ligner vor. Ifølge syndefaldet fik Satanas,
som Dante siger, og med Satanas de øvrige oprørere, se sine legemer blive ikke alene tættere og grovere, men ogsaa se den høie skjønhed, Gud havde iklædt dem, forvandle sig til svagelig hæslighed. Djævelens skikkelse er saaledes en forvansket, troldagtig menneskeskikkelse, hvor det dyriske er sammenblandet med det menneskelige og ikke sjelden overveier det. Og skulde man efter deres ydre anvise djævlene — med d’hrr. naturforskeres tilladelse — en plads i den zoologiske ækkefølge, maatte man for størstedelen optage dem i en nyskabt familie af anthropoïder.
Usædvanlig hæslighed, der undertiden indgjød forfærdelse, undertiden haan og latter, var følgelig de saa at sige mest fremtrædende og iøinefaldende fysiske kjendetegn paa djævelen, og dette var velbegrundet. Thi om det end ikke er sandt, hvad Plato skal ha sagt, at skjønheden er det godes afglans, saa er det dog vist, at menneskene gjennem etslags instinkt, hvis oprindelse vi her ikke skal søge efter, blir ledet til at sammenparre skjønhed med det gode, hæslighed med det onde. At udstyre Satan med umaadelig hæslighed blev betragtet som et fortjenstligt værk, som allerede i sig selv gjorde sjælen godt, og hvori tillige det retmæssige had mod en fiende fandt sit udtryk, der aldrig kunde frygtes formeget. Legendeforfattere, malere og billedhuggere har forbrugt den bedste del af sin opfindelsesevne til fremstilling af Satan og givet et billede af ham saa godt eller rettere sagt saa følt, at han maa ha følt sig fornærmet selv, tiltrods for, at han jo ikke skal lægge megen vægt paa sin skjønhed. Den er bekjendt nok, den i middelalderen saa ofte berettede historie om, hvorledes en maler, der havde afbildet en djævel altfor fæl, af denne blev styrtet ned fra stilladset, hvorpaa han arbeidede. Hans lykke var det, at en madonna, som han havde malet overmaade deilig, rakte armen ud af billedet og greb ham midt i luften.
Forresten var det aldeles unødvendigt at opfinde noget. Mange havde seet djævelen med egne øine og kunde sige, hvorledes han saa ud, og i visionærernes[1] hvirvlende fantasier dannede ved det mindste puf hans billede sig af smaadele og brudstykker af andre skikkelser, som kaleidoskopets lunefulde figurer af mangefarvede glasbiter.
Manikæerne, en berygtet kjættersekt fra midten af det tredje aarhundrede, tilskrev helvedes fyrste ikke bare menneske-, men ogsaa kjæmpeskikkelse og sa, at menneskene var skabt i hans billede. St. Antonius, der har seet ham under saa mange andre skikkelser, saa ham ogsaa engang som en umaadelig jætte, med hodet ragende op i skyerne og kulsort, og en anden gang igjen ligeledes sort, men i et nøgent barns skikkelse. Den sorte farve blev fra kristendommens første aarhundreder tildelt djævlene som deres naturlige, og grandene hertil er klare og selvindlysende. Mere end én beboer af ørkenen ved det ægyptiske Theben saa djævelen i en æthiopers skikkelse, hvad der paanyt godtgjør, at djævelen altid lemper sig efter den tid og det sted, hvor han lever eller skal leve. Men saa har et tital af andre helgener fortsat med at se ham paa denne maade, og Thomas af Aquino var ikke den sidste. Heller ikke jætteskikkelsen savner sin grund, thi jætterne er ondskabsfulde i alle mythologier. I Grækenland er titanerne Jupiters modstandere, hvorfor ogsaa Dante forflytter dem til helvede. Den samme Dante gjør sin Lucifer til en jætte; i de franske heltedigte fra middelalderen er jætterne ofte djævle eller sønner af djævle. I „Tundalo’s syn“, der tilhører midten af det 12te aarh., er helvedes fyrste, som i al evighed steges paa en rist, ikke bare en jætte, men besidder som Briareus hundrede arme, og saaledes — med hundrede arme og fødder — saa ogsaa den hellige Brigitta ham i det 14de aarh. Til gjengjæld blir djævelen undertiden ogsaa fremstillet som dværg, sandsynligvis efter indflydelse af germaniske myther, som vi her ikke kan opholde os ved.
Dantes Lucifer har tre ansigter, men Dante er ikke den første, som tilskriver ham dem. I middelalderen blev undertiden treenigheden fremstillet i skikkelse af et menneske med tre ansigter, og da begrebet den guddommelige treenighed som modsætning ogsaa tillod en djævelsk treenighed, og da man desuden antog tre kræfter eller egenskaber hos den onde aand, der stod i modsætningsforhold til dem, som guddommens tre personer fordelte mellem sig, var det naturligt, at man, for at fremstille helvedes fyrste tog sin tilflugt til en skildring, der modsvarede den, hvori man afbildede den ene, treenige Ghid. Denne trefjæsede Lucifer, der ligesom udtrykte treenighedens modsætning eller forvandling, kan man se som billedstøtter, glasmalerier og som miniaturer i haandskrifter, snart med en krone paa hodet, snart prydet med horn, og i haanden holder han snart et scepter, snart et svækrd eller begge dele. Det er vanskeligt at sige, hvor gammel denne fremstilling er, men den er sikkert ældre end Dante, der optog den i sit digt, og ældre end Giotto, der fremstillede den i et af sine berømte loftmalerier. Allerede i det ellevte aarhundrede finder man dem, og i Nikodemus’s apokryfiske evangelium blir der hentydet til en trehodet Belzebub, et evangelium, der i sin nuværende skikkelse ikke er fra en senere tid end det sjette aarhundrede.
Jo mere frygten for Satan vokser i gemytterne og breder sig ud over verden, desto skrækkeligere og mere fantastisk blir hans hæslighed; men selvfølgelig, naar han snart fik den ene og snart den anden skikkelse, bidrog leilighed, tro og temperament hertil ikke lidet. Den enkleste skikkelse, man har omklædt ham med, er en skindtør, rustgul eller bleg, forfærdelig mager mand, med glødende, vidt opspilede øine, hvis hele, uhyggelige person indgyder spøgelsesagtig skræk. Saaledes beskrives han i det trettende aarhundrede mere end en gang af Cæsar von Heisterbach, en cisterciensermunk, hvis navn vi ogsaa senere hyppig vil møde paa disse sider. Saaledes fremstiller ogsaa Theodor Hoffmann ham i den sælsomme fortælling, der har til overskrift: „Djævelens trylledrik“. En anden skikkelse, som kunsten utallige gange har benyttet, er en sortagtig, hæslig engel med flaggermusvinger, med magert, haarbevokset legeme, paa hodet to eller flere horn, krum næse, lange, spidse øren, grisetænder og med klør paa hænder og fødder. Saaledes ser den djævel ud, som i Dantes „Helvede“ styrter en af Santa Zitas ældste ned i bedragernes seigt flydende beg:
Hvor isned synet af ham alt mit blod,
hvor glad ved andres jammer var hans mine!
Med vingen spredt, han kom paa rappe fod,
den spidse skulder løftet, hugged sine
de hvasse klør i arme synders ryg
og bar ham skrævende til pølens pine.
Denne skikkelse udelukker ikke en vis eleganse, men just fordi den ikke udelukker den, maatte den føre til forhæsligelse. Hornene blev hyppig til oksehorn, ørerne til æselæren, halen løb ud i et slangehoved. Uformelige tryner, der lignede springbrøndansigter, gabede paa brystet, maven og bagdelen; det mandlige lem havde slangeform og bugtede sig i alslags krumninger, der mindede om visse besynderlige fremstillinger i den antike kunst. Benene forvandlede sig til bukkeben — en erindring fra de gatmle satyrer — det ene blev endogsaa til hesteben, fødderne undertiden til fuglefødder eller gaaselabber.
Men dermed havde uformeligheden endnu ikke naaet sin yderste grænse. En besynderlig tro forsikrede, at djævelens legeme bare bestod af fremside og var indvendig hult som gammelt træ, hvis indre er ødelagt gjennem langsom forraadnelse. St. Furseo saa engang en skare djævle med lang hals og med hoder som kobberkjedler. Nogle andre djævle, som blev seet af St. Gutlaco, havde svære hoder, lang hals, skidne, magre ansigter, pjusket skjæg, stive pren, vrede pander, skrækkelige øine, hestetænder, svidt haar, diger kjæft, haarede arme, knudrede knær, krumme ben, tykke knokler, fordreiede fødder. Desuden var stemmen hæs og gneldrende, og de spyede ild af kjæften. Denne ildspying er ikke saa forunderlig, thi sædvanligvis hvislede levende flammer ud af alle legemsaabninger. For den hellige Brigitta viste der sig engang en djævel med hode som en blæsebælg med langt rør, arme som slanger, med ben som stokker med hager paa til fødder.
Men hvem vilde kunne beskrive alle disse vilde hjernespind i sine utallige skikkelser? Den forestilling, at hver enkelt djævel, alt efter sin særegne karakter, sin stilling og beskjæftigelse udi helvede, ogsaa maatte eie sit særegne ydre, mangfoldiggjorde de sælsomme billeder og forøgede forvirringen. Vi har seet, hvorledes dyrelemmer forekom paa djævlelegemerne sammen med de menneskelige; ikke sjelden vokser det dyriske det menneskelige over hodet, og da erholder vi f. eks. et dyr med menneskehode som Dantes „Greryon“. Undertiden udekikker det dyriske aldeles det menneskelige, og da opstaar der et djævelsk ublæst, der endogsaa kan være sammensat af herfra og derfra laante dele, et uhyre, der gjør vold paa naturen, et levende symbol paa bedraget og forvirringen.
Gjennem hele middelalderen forestillede man sig, som vi har seet, djævelen hæsligst mulig, og det er meget vanskeligt at finde en undtagelse fra denne mere moralske end æstetiske forskrift. Nogle finder man nu alligevel. En latinsk bibel fra det niende eller tiende aarhundrede, som opbevares i nationalbibliotheket i Paris, viser blandt mange andre et miniaturmaleri af Hjob og Satan. Satan er her saaledes fremstillet, at man ikke kan kalde ham hæslig. Af den tidligere engel har han beholdt vingerne og, endnu underligere, ogsaa helgenglorien om hodet. Men paa fødderne har han klør og i den venstre haand holder han et kar med ild, hvorved han synes at ville antyde sit væsen. En djævel, som digteren betegner som skjøn, men som dog har en stor mund og krum næse, blir beskrevet i et fransk heltedigt fra det tolvte aarh. Federigo Frezzi, biskop af Foligno, forfatteren af „Quadriregio“ (1416) finder mod sin forventning i helvede en særdeles skjøn satan:
Et hæsligt trold jeg frygted’ for — og grued,
og for mit indre syn stod vildt hans rige.
Men skjøn og herlig var den drot, jeg skued,
henrivende han var og god tillige.
Saa kongelig og høi jeg saa ham stige
frem for mig, at hver ryg sig maatte bøie.
Tre gyldne kroner blinked for mit øie,
og i hans haand et magtfuldt scepter lued.
Ei kunde kongens blik den onde røbe,
i luften raged han vist trende mile.
Dog kunde ingen kunst et legem’ støbe
i form, hvor alt saa fint fik sammen løbe,
og gjerne vilde ved ham øiet hvile.
Fra ryggen skimrende sig vinger spredte,
tre par at kløve luftens lag som pile:
Ei bar Kupido dem saa sirligt lette.
Men dette er bare et bedragerisk skin, og idet digteren ser gjennem sin førerskes, Minervas, skjold, skuer han helvedes fyrste i sin sande skikkelse, vild af udseende, ganske sort, med glødende øine, hodet dækket, ikke af en krone, men omvundet med drager, hoved- og legemshaar forvandlet til slanger, hænderne bevæbnet med klør og med bug og hale som hos en umaadelig skorpion. Saasnart renaissancen indtræder eller udvikler sig, begynder Satan at blive en smule penere, og det forstaar man, at en i det skjønne forelsket tid, som ofrede dyrkelsen af det skjønne den bedste del af sin kraft, hellerikke kunde taale altfor rædsomme og hæslige fordreielser hos Satan. I Michel Angelo’s „Dommedag“ adskiller djævle skikkelserne sig ikke meget fra de fordømtes og gjør mere et skrækindjagende end hæsligt indtryk. Miltons dæmoner beholder efter faldet en ikke ringe del af sin tidligere skjønhed og majestæt, men hos Tasso har de sælsomme og forfærdelige skikkelser og minder om de gamle uhyrer. Kavalleren med fløielsvans, silkekappe, hanefjær i baretten og med kaarde ved siden er en moderne opfindelse.
Djævlene havde sine egne skikkelser, men kunde ogsaa efter behag antage andre, og saa stor er mangfoldigheden af disse og overgangen fra den ene til den anden, at man ikke altid kan adskille dem. Man kan almindeligvis sige, at der ikke fødes den skikkelse, som djævelen ikke ved leilighed skulde kunne antage; derfor fortjener han ogsaa fuldstændig navnet en „helvedes Proteus“ som man har givet ham. Milton vidste det godt. Idet han taler om de faldne engle, siger han om dem:
Sit kjøn de vælger efter frit behag,
ja begge, om de vil, og se, saa smidig,
saa enkel er den aandige essents,
at fri for ledemod og sener de
ei trænger til skelettets svage støtte,
som kjødet har behov. I hver en form
en lys, en mørk, en luftig eller tæt,
kan de forfølge sine dunkle planer,
om stødet til dem være kjærlighed,
hvad heller had.
Lad os prøve paa at finde os en smule tilrette i denne uendelige djævelske maskerade.
Af naturen hæslige kunde djævlene kunstigt forskaffe sig et skjønt, forførerisk udseende eller ogsaa en fra deres egen forskjellig hæslighed. Alt efter hensigter eller behov gjorde de det ene eller det andet.
At djævlene, navnlig i den første tid, under tiden viste sig for de kristne i skikkelse af denne eller hin hedenske guddom, bør ikke forundre nogen. Den hellige Martin, den berømte biskop af Tours, saa dem forklædt som Jupiter, Merkur, Venus og Minerva. Men St. Martin levede i det fjerde aarh., og dengang var de hedenske guddomme jo endnu ilive, selv om de ikke mere stod i sin blomst; hans syner er derfor let forstaaelige, men mindre let forstaar man, at St. Rainoldo, biskop af Nocera, endnu i det trettende aarh. kunde se djævle i skikkelse af Jupiter, Venus, Merkur, Bakkus og Hebe. I dette andet tilfælde maa vi erkjende frugten af klassisk læsning, renaissancens anmarsch. De samme grunde, der forledede djævlene til at maskere sig som hedenske guddomme, kunde ogsaa foranledige dem til at paa tage sig oldtidens berømte mænds skikkelse. For en sproglærd i Havenna, ved navn Vilgardo, viste en nat flere djævle sig som Virgil, Horats og Juvenal, takkede ham for den flid, han anvendte paa deres skrifter, og lovede ham, at han efter sin død skulde faa del i deres berømmelse.
Meget ofte antog djævle, der sædvanligvis allerede havde en menneskeskikkelse, en anden, ligeledes menneskelig skikkelse, som svarede bedre til deres behov. Utallige beretninger af hellige mænd fortæller om djævle, som traadte dem imøde i skikkelse af galante kvinder, og talløse fortællinger beretter om hellige kvinder, for hvilke djævle viste sig i skjønne, elskværdige ynglingers lignelse. Til disse farefulde visioner maa jeg vende tilbage, naar jeg kommer til kapitlet om djævelens fristelser. Ikke sjelden gjorde djævle sig en fornøielse af at vise sig for denne eller hin, som de vilde ærte, i en vens, en slægtnings eller anden nær bekjendts skikkelse, hvoraf der baade kunde opstaa og undertiden virkelig opstod megen skade og skandale. Den ærværdige Maria af Maibe opdagede djævelen i en eneboers kutte, der hidindtil af alle var anseet for en helgen. For den hellige Gerardesca af Pisa og andre helgener viste den onde sig forklædt som deres ægtehalvdele. I en kavalers skikkelse forlod han en dag den hellige Kunigundas sovekammer. Engang foretog han sig et endnu grovere spilop. Han antog St. Sylvans, biskopen af Nazareths, ydre, gjorde en pige en kjærlighedserklæring og lod sig derpaa finde under hendes seng. En dag traadte Thomas af Canterbury, en dominikaner fra det trettende aarh., hen til vinduet og saa djævelen i skikkelse af en prest, der viste sig, (jeg maa sige det paa latin), „nudato inguine, extento asinino veretro, velut ad urinam faciendam“. Da han raabte til ham, forsvandt synet pludselig. Den samme Thomas for talte, at han aaret 1258 ved Køln havde seet en stor skare djævle i skikkelse af hvide munke danse omkring ude paa en eng.
Temmelig ofte har djævlene ladet sig se i skikkelse af forskjellige dyr. Jeg taler her ikke om drager, da man ikke nøiagtig ved, hvorvidt drageformen er skikkelsen for visse djævle eller bare tilfældigvis antaget af dem. Ligefrem som drage optræder Satanas i apokalypsen, og djævelske drager har vist sig for mange helgener. I det ottende aarh. beskrev Johannes Damascenus djævlene som drager, der fløi gjennem luften. Undertiden viser dragen sig som mellemled mellem djævel og dyr. Men mange andre dyreformer blev antaget af dæmonerne for at plage de fromme troende, forfærde dem og ærte dem. St. Antonius saa dem dybt i ørkenen som brølende og ræmjende vilde dyr, som slanger og skorpioner, og mere end tusen aar senere stødte den hellige Coleta paa dem i ræve, slanger, padder, muslinger, fluer og myrer. I det trettende aarh. drog Ægidius kjendsel paa djævelen under skallen af en vældig skildpadde. Et barn, som St. Eleutherius, biskop af Tournay, gjengav livet, blev myrdet af djævelen i løveskikkelse. Som ravn har han vist sig for mangfoldige. I St. Vedastus’ legende fortælles der, at djævlene engang i skikkelse af en sværm flaggermus skulde ha formørket himmelen. Som hund gjorde djævelen sig til pave Sylvester II’s ledsager, hvem man mistænkte for magi, og som hund saa man ham ogsaa bevogte under jorden skjulte skatte. Som buk viser han sig ved heksefærdene, som kat sneg han omkring i heksekjøkkenet, som flue summede han haardnakket omkring hodet paa brave mennesker. Kortsagt, der findes ikke det vilde, vanskabte eller væmmelige dyr, hvis skikkelse djævelen ikke ved leilighed skulde ha paataget sig.
Man maa ikke forundre sig over hele denne djævelske zoologi! Det er ikke alene naturligt, at djævlene for at naa sine særlige maal antog de dyre former, der forekom dem mest hensigtsmæssige hertil, men ogsaa mellem dyrene selv, eller i det mindste mange af dem, og djævlene fandtes der et vist slægtskabsforhold, muligvis en overensstemmelse i natur. Vi vil her gaa hen over, at i den kristelige symbolik visse dyr, som slangen, løven, aben, betyder djævelen, og at djævlene selv hyppig benævnes med det lidet smigrende udtryk „bæster“. Men visse dyr blir ligefrem gjort om til djævle, eller sat i baas sammen med dem. I en gammel formel for djævlebesværgelse ber man Gud om, at han vil beskytte jordens frugter mod biller, mus, muldvarp, slanger og „andre urene aander“. Paa den anden side mindes jeg, at jeg i et gammelt „Bestiarium“, en zoologisk afhandling fra middelalderen, har seet djævelen stillet i klasse sammen med de andre vilde dyr. Jeg har allerede sagt, at dragen var etslags mellemled mellem djævelen og dyrene; det samme lader sig sige om basilisken. Padderne, der meget ofte træder op i heksernes selskab, viser sig i enkelte beretninger mere som djævle end som dyr. For at bevise dette har vi nok med følgende rædselsfulde historie af Cæsar af Heisterbach. Et barn finder en padde paa marken og dræber den; den døde padde forfølger sin morder og skjænker ham ikke ro hverken dag eller nat; endnu gjentagne gange aflivet fortsætter den med at forfølge ham og lader ham ikke engang ifred efter at være brændt til aske. Den stakkars forfulgte lader sig, da lian intet middel ser til sin befrielse, bide af sin fiende og undgaar alene derved døden, at han hurtig naed en kniv skjærer ud kjødet, hvori det farlige bid var trængt ind. Efter at den saaledes havde faaet sin hævn, lod den skrækkelige padde sig ikke se mere.
St. Patrik, St. Grodfried, St. Bernhard og flere andre helgener lyste fluer og andre skadelige insekter — reptilier ogsaa — i ban, og befriede huse, byer og provinser fra deres nærværelse. De i middelalderen, ja ind i den blomstrende renaissancetid, mod dyr førte processer er berømte i overtroens historie; akkurat som man gjorde med djævlene, stævnede man ogsaa dyrene for retten. Aar 1474 blev en djævelsk hane domfældt af magistraten i Basel og dømt til baalet, fordi den havde vovet at lægge et æg. Naar dyr forvandledes til djævle, var det ogsaa billigt, at djævle antog dyreskikkelse.
Men det var dem ikke nok at forvandle sig til dyr, de blev ogsaa til livløse gjenstande. Den hellige Gregorius Magnus beretter et beklagelsesværdigt til fælde om en nonne, der mente at spise et salatblad og slugte i sig djævelen, som siden for en tid tog bolig i hendes legeme. En elev af St. Hilarius, abbeden af St. Galeato, saa engang djævelen i skikkelse af en fristende vindrue. For andre viste den onde, alt efter omstændighederne, sig som et bredfuldt bæger vin, som et guldstykke, en pung med guldstykker, som en træstamme, et rullende fad, ja endogsaa som en korumpe. Ikke uden grund har derfor hollænderen Hieronymus Bosch og nogle andre af de mest berømte djævlemalere forlenet selv tuer, stene, huse, husgeraad og kjøkkentøi med djævelsk liv.
Men de djævelske maskeradeløier ender fremdeles ikke her, og om de ovenfor nævnte eksempler viser megen omskiftelighed og livlighed i fantasien, gives der alligevel andre, der afslører stor dumdristighed og isandhed djævelsk uforskammethed. Mere end engang har Satan vovet at paatage sig en eller anden berømt helgens ærværdige ydre, der endnu levede, eller allerede var død og blev æret ved altrene. Ikke sjelden har han ladet sig se i en engels skikkelse, straalende af lys og glorieglans. Men han har drevet sin frækhed helt til det yderste, idet han for flere har vist sig i den hellige jomfrus, i den korsfæstede eller gjenopstandne Kristi og Gud Faders egen skikkelse; ja, endogsaa det har han vovet: med sit følge at efterhærme og sætte i scene hele det himmelske hof.
Djævlene kunde, idet de fortættede luftlaget omkring sig eller paa en opfindsom maade benyttede et andet element, danne sig et legeme efter eget behag. Men de kunde ogsaa fare ind i et allerede dannet legeme og betjene sig deraf, som var det deres eget. Jeg tænker her ikke paa djævlebesættelse, som foregik ved, at djævlene trængte ind i et endnu levende legeme; derom paa sit sted, — men paa deres i besiddelse-tagen af dæde legemer, som da gjennem deres indvirkning erholdt et tilsyneladende liv. Dante lader munken Alberigo af Manfredi sige, at dette var fædrelandsforræderes lod: mens deres sjæle brænder i helvedes dybeste dyb, beboes deres legemer af djævle og vandrer endnu en tid tilsyn eladende levende om i verden. Denne Dantes fantasi gjaldt for meget aandfuld, men er det ikke. Cesario beretter den uhyggelige historie om en afdød geistlig, hvis legeme atter blev belivet af en djævel. Denne falske gudsmand sang med saa elskelig en stemme, at alle hensank i forbauselse, som hørte ham. Men en vakker dag lyttede en hellig mand en stund til ham og sagde derpaa afgjørende: „Dette er ingen menneskestemme, men en fordømt djævels“. Han besværgede ham grundigen og tvang djævelen til at krybe frem, og ikke saasnart havde denne forladt liget, faldt dette til jorden. Thomas af Canterbury fortæller, hvorledes en djævel fór ind i liget af en mand, der var udstillet i en kirke, og med sine bedragerier forsøgte at skræmme en from jomfru, som bad i kirken. Men den fromme jomfru lod sig ikke narre, gav den døde et dygtigt slag i skallen og bragte ham til ro. Giacomo af Voragine (d. 1208), beretter i sin „Legenda aurea“ om en djævel, som, for at bedrage en stakkars munk, benyttede legemet af en død kvinde. Men denne forestilling er meget ældre. I „Den hellige Guildinos liv“ læser man om en djævel, som fór ind i kroppen til en fordømt og satte de reisende over en flod i haab om at skulle kunne drukne dem; — hos den hellige Odrano om en anden, der benyttede sig af en kjæltrings legeme. Theologerne tog alt, hvad legenderne berettede, for god vare, kun besluttede de i sin visdom, at djævlene aldrig skulde kunne fare ind i legemer af god anseelse, og som kirken havde berømmet. Denne tro, med eller uden indskrænkninger, er ikke saa uskadelig, som det ved første øiekast kunde synes. Mangeslags over tro om den skade, døde legemer kan foraarsage, knytter sig hertil, saavelsom forskjellige skrækkelige forholdsregler for at forhindre dem herfra. Naar en, for død anseet, endnu gjorde en bevægelse, ansaa man uden videre dette for et gjøglespil af djævelen og begravede hurtigst muligt den døde, der endnu vilde leve. Denne tro holdt sig gjennem hele renaissancetiden og var endnu i det attende aarhundrede ikke ganske udslukket.
Djævelen kunde efter behag paatage sig ærværdige og tiltalende skikkelser, men derfor ophørte han ikke at være djævel; om ogsaa usynlig vedblev desuagtet hans djævelskhed med at straale ud af hans hele person som en ond indflydelse. Ogsaa naar han skjulte sig under en skjøn piges, en engels, jomfru Marias eller Kristi egen skikkelse, satte han ved sin nærmelse menneskefølelsen i angstfuldt oprør, indgjød uforklarlig afsky eller efterlod en følelse af unævnelig skræk. Den fordærvelige indflydelse kunde blive endnu stærkere, naar han lod sig se i sin egen eller en anden uformelig (monstrøs) skikkelse. Den brave Cæsar af Heisterbach viser ved forskjellige eksempler, hvor farligt synet af djævelen var. To ynglinger blev syge, efterat de havde seet den onde i en kvindes skikkelse; flere andre døde deraf. Thomas af Canterbury siger, at synet af djævelen gjør stum. Dante blir mat og kold som is i Lucifers nærværelse, ikke dør han, og ikke er han levende. Dette bør man ikke forbauses over, thi den hvide dame og andre spøgelser havde jo ogsaa den magt at dræbe gjennem sit blik og sin aande.
Utallige var de skikkelser, under hvilke djævelen kunde dølge sig og uendelige de skuffelser, han derved kunde istandbringe. Men der gaves ogsaa folk, som f. eks. den hellige Martin, som forstod at veire ham under de mest skuffende former. Var han demaskeret, stak den forklædte djævel hurtigst muligt af og antog atter sit sædvanlige udseende.
Dette var djævelens fysiske natur, om den moralske taler jeg ikke her; den behandler vi i næste kapitel. Kun saa meget siger jeg, at tvertimod den hellige Thomas af Aquino’s mening, der ingen andre synder tilskriver ham end stolthed og misundelse, har folkemeningen lagt ham alle syv dødssynder tillast.
- ↑ Visionær = en, som er »synen«, som ser »syner«, vaagen og i drømme.