Djævelens naturhistorie/13
Helgener stiger ned fra himmelen. — Historien om en biskop, der tilbad den hellige Andreas. — Engel og djævel. — Den hellige jomfru triumferer. — Den forarmede ridders historie. — Allehaande stridigheder. — Kong Coenredo’s onde ridder som eksempel. — Den lille bog over gode handlinger. — Sjæle, der blev revet djævelen ud af hænderne. Kong Dagobert. — Keiser Karl den store. — Henrik III. — Striden i sin simpleste form. — Haandgemæng mellem engle og djævle. — Naar to strides, maa den tredje sidde imellem. — Slag. — Satan og den hellige jomfru. — Satanisk spidsfindighed. — Satans ret. — Den himmelske rettergang. — Historien om den hellige Kristoffer.
Vi vil nu fra de seire, som levende mennesker vandt over djævlene, gaa over til dem, som døde, allerede til borgere af himmelen omskabte og andre himmelske aander, jeg mener helgenerne, englene i alle grader og jomfru Maria, bar med sig hjem. Helgenerne, englene og den hellige jomfru stod altid færdige til at ile den tilhjælp, der i fast tro og med rent hjerte paakaldte deres bistand i den aldrig afbrudte kamp mod fienden. Undertiden, naar han havde retten paa sin side, seirede djævelen over sin himmelske modstander, men som oftest maatte han ligge under, ogsaa naar han havde ret. Blandede den hellige jomfru sig i striden, tabte han bestandig og maatte stikke af med halen mellem benene.
Naar helgenerne havde vundet den himmelske krone, glemte de derfor ikke jorden, men stak gjerne sin næse i jordiske anliggender, naar der til deres ære var bygget kirker og stiftet klostre, naar hele byer og riger gjorde sig til af at have dem til skytspatron. Alle fromme mennesker overhovedet, men navnlig dem, der tilhørte en til dem indviet orden eller kirke, ydede de gjerne sin bistand, navnlig naar det gjaldt at bekjæmpe djævelen, og blev det nødvendigt, veg de ikke tilbage for at stige fra himmelen ned paa jorden igjen og atterigjen, ialfald tilsyneladende bære kjødets byrde. Der kan anføres mange eksempler herpaa, og følgende er et af de mest berømte.
Der var engang en biskop, der nærede en ganske særdeles ærbødighed for apostelen, St. Andreas, uafbrudt anraabte ham og bestandig begyndte, hvad han foretog sig, med ordene: „til Guds og den hellige Andreas’s ære.“ Al denne hellighed ærgrede djævelen og stak ham i hjertet, og en dag begynder han at lægge sine snarer nd for manden. Han iklæder sig en overmaade deilig piges skikkelse, gaar til biskopen og slaar i ham en udmærket godt opfundet skrøne: at hun var en kongedatter, at hendes far vilde gifte hende med en mægtig fyrste, men at hun vilde gjemme sin jomfruelighed for sin himmelske brudgom og derfor var flygtet fra sit fædreland, som hun ikke uden at løbe stor fare kunde vende tilbage til. Biskopen hører med beundring paa hende, roser og opmuntrer hende, tilbyder hende beskyttelse og tilflugt og indbyder hende til frokost. De er alene ved bordet, og jo mere biskopen betragter pigen, desto skjønnere finder han hende, jo mere han hører hende tale, desto forstandigere og mere veltalende forekommer hun ham; han forelsker sig i hende og venter allerede utaalmodig paa passende tid og anledning til at forklare hende sin brændende lidenskab. Pludselig fornemmes der vældig larm ved dørene. Det er en pilegrim, hvem ingen kjender, der banker voldsomt paa og med lydelig stemme kræver indtræden. Biskopen sø?r pigen, om hun vil, at pilegrimen skal slippes ind. Hun svarer: „Slip ham ind, men under den betingelse, at han ved at besvare tre vanskelige spørgsmaal viser sig værdig til at sidde tilbords med eder“. Paa biskopens ønske blir spørgsmaalene fremsat af pigen, og et bud bringer dem et efter ét ud til pilegrimen og bringer svarene tilbage. Det første spørgsmaal lyder: „Hvad er af alle smaating, som Gud har skabt, det mest beundringsværdige?“ Pilegrimen svarer: „Menneskets ansigt“, og belægger sit svar med grunde, der alle synes slaaende. Paa det næste spørgsmaal: „Hvor er jorden høiere end himmelen?“ svarer pilegrimen: „paa Empyreum, hvor Kristi legeme, der ligesom menneskenes er skabt af jord, befinder sig“. Paa det tredje spørgsmaal: „Hvor langt er det fra himmelen til jorden?“ følger svaret: „Den, som spør mig, maa vide dette bedst, thi han er djævelen og har allerede tilbagelagt hele veien, da han blev nedstyrtet fra paradis“. Ved dette uventede svar gaar djævelen op i røg. Men ogsaa pilegrimen er forsvundet og gir sig i drømme tilkjende for biskopen, der begræder og bekjender sin synd. Det var den hellige Andreas.
De tro engle, som fra urgammel tid af havde overvundet og forjaget djøvlene, vedblev at kjæmpe imod dem. Ved tidernes ende skal erkeengelen Mikael, fra hvem byen Tours omhyggelig opbevarer det sværd og det skjold, som han brugte i sin første kamp, paany og for altid overvinde Satan. Den tro, at ethvert menneske har sin skytsengel, er meget gammel, — allerede i det andet aarhundrede efter Kristus kan den paavises — ja, der er mange, som tror, at ethvert menneske livet igjennem blir ledsaget af en engel til sin høire og en djævel til sin venstre side. Det naturlige fiendskab mellem himmel- og helvedesbeboere skjærpes her yderligere ved, at gjenstanden for striden mellem de tyende magter, menneskets sjæl, er nærværende. Engelen gjør sig umage med at drage sjælen til himmelen, medens djævelen helst tilførte helvede den som bytte. Besynderligt er det at tænke og smerteligt at sige: den fornuftige, med fri vilje begavede sjæl understøtter fordetmeste den, der vil fordærve den, mod den, der vil redde den. I denne strid, om ikke i andre, seirer dog djævelen meget hyppigere end engelen.
Men naar den rene jomfru som en skjøn og uovervindelig modstanderske reiser sig imod ham med stjernekronen om panden og træder slangen under fødder, hun, der beder for alle syndere og er alle sorrigfuldes trøst, hun, Frelserens moder, den søde jomfru Maria, aldrig seirer djævelen da, tvertimod taber han enhver vinding og enhver magt og blir ynkeligen slagen og forhaanet. Hun er himmelens dronning og helvedes beherskerinde. Satanas skjælver for hende; han skjælver og gjemmer sig, bare han hører hendes søde navn udtalt. Hun er en lægedom ikke bare for de syge, men for den hele menneskeslægt, thi paa den ene side bevirker hun, at Satan ikke faar udført hundrededelen engang af alt det onde, som han skulde kunne og ville gjøre, og paa den anden side stiller hun Guds vrede og opnaar, at den ikke rammer synderen, som retfærdigheden skulde kræve det. Den hellige Damian fik se hende, just som hun ved sine bønner hindrede Kristus i at tilintetgjøre den jammerlige og til hvilken skjændsel som helst beredvillige verden. De troende anraaber hende uafbrudt, betror hende sine feil og fornødenheder og sætter alt sit haab til hende. Den himmelske hilsen stiger uafbrudt fra denne jammerdal op til hendes throne; lange litanier danner paa en vis maade ligesaa mange usynlige kjærlighedsbaand, der sammenknytter sjælene med hende. Hendes magt er uindskrænket og ligesaa hendes barmhjertighed. Hun foragter og forsømmer intet, der kan være den til nytte, som anbetror sig i hendes haand, var han ogsaa den værste, den mest forhærdede synder paa denne jord. Hun stiger ned paa jorden, taler fra sine billeder, viser sig personlig, formaner de vankelmodige i troen, mætter de hungrende, læger de syge, redder dem, der befinder sig i fare, trøster de døende og træder djævelen imøde, saa ofte det behøves. Herhen passer et eksempel, som Giacomo da Voragine beretter omtrent saaledes:
En kavaler af ædel stamme og overmaade rig havde bortsløset sin hele formue gjennem uoverlagt rundhaandethed og var sunket ned i slig armod, at han, som tidligere havde givet bort store summer, nu maatte undvære livets første fornødenheder. Da en fest, ved hvilken det var skik og brug at vise megen pragt og bringe store gaver, stod for døren, begav han sig, saasom han intet mere havde at skjænke ort, dybt sørgmodig ud til et ensomt sted, i den hensigt at blive der, til festen var forbi. Neppe var han kommet derud, før en vældig hest, paa hvis ryg der sad en endnu vældigere rytter, mødte hans øie; rytteren udspurgte ham om aarsagerne til hans sørgmodighed og sagde til ham, da han havde hørt dem: „Vil du tilstaa mig noget ubetydeligt, kan du af mig erholde mere rigdom og berømmelse, end du nogen sinde har besiddet“. Kavaleren lover det, og mørkets fyrste tiltaler ham saalunde: „Vend hjem igjen til dit hus; paa det og det sted vil du finde saa og saameget guld og sølv og saa og saa mange ædelstene. Derfor skal du paa en bestemt dag bringe mig din hustru hid“. Man maa vide, at dette var en særdeles kysk og jomfru Maria særdeles hengiven dame. Kommet hjem igjen finder kavaleren alt, hvad der er ham lovet. Han kjøber paladser, indløser grundeiendomme, anskaffer sig tjenere og sløser efter sædvane med foræringer til andre. Da den aftalte dag var inde, sagde han til sin hustru: „Stig til hest; du maa med mig gjøre en reise“. Damen adlyder skjælvende, anbefaler sig fromt i den hellige jomfrus varetægt og stiger op bag sin ægtefælle. Under ridtet kommer de forbi en kirke. Damen stiger af, træder ind i kirken, og medens manden venter udenfor, anbefaler hun sig atter i sin beskytterindes varetægt og sovner ind. Nu antager jomfru Maria hendes ydre, saaledes, at hun i alt ligner hende, stiger til hest og fortsætter reisen med kavaleren. Da de har naaet det bestemte sted, kommer afgrundens fyrste farende med vældig larm, men stanser pludselig og raaber sitrende og fnysende: „O, du uordholdne menneske, hvi har du bedraget mig saaledes og betaler du mig saaledes for mine velgjerninger? Din hustru skulde du bringe mig, sagde jeg, og du, du bringer mig Guds moder; din hustru forlangte jeg, og du, du kommer med den hellige jomfru“. Da talte jomfru Maria: „O, du fordømte aand, hvor kunde du være saa dumdristig fræk at tænke paa at ville gjøre en af mine fromme skade? Vend du tilbage til helvede og vær aldrig mere saa forvoven“. Djævelen fór hylende sin vei, og kavaleren kastede sig angerfuld til himmeldronningens fødder. Denne befalede ham atter at afhente sin trofaste livsledsagerinde og at tilintetgjøre al den fra helvede erholdte rigdom. Dette gjorde han, men blev derfor ikke fattig, thi af den barmhjertige jomfru erholdt han nye og større rigdomme.
Hvorledes den hellige jomfru hjalp uheldige æsler til at faa sine forskrivninger til fanden tilbage, har vi allerede set, men hun havde ogsaa andre maader at befri dem paa, som paa den ene eller anden maade var kommet i fiendens vold. I mange folkefortællinger af utvilsomt ældgammel oprindelse, berettes der om, hvorledes djævelen og jomfru Maria blev gudfar og gudmor til samme barn, djævelen for at føre det i fordærvelse, hun for at redde det. Sædvanligvis foreligger der et tilsagn, som faderen har gjort djævelen, og som stærkt begunstiger denne, men den hellige jomfru overvinder tilsidst alle hindringer og fører seieren hjem med sig.
Hyppig beseirer de himmelske magter Satan simpelthen ved blot at vise sig eller ved en bydende befaling til ham om at pakke sig og at lade sit bytte i stikken; men vel saa ofte lykkes det dem først efter langvarig strid, der efter sin art og fremgangsmaade kan være høist forskjellig og fra simpel disknssion eller et noget livligt mundhuggeri kan udarte til, at man rykker hinanden i haaret eller behandler hverandre med knytnæven; ja, det kan ende med et formeligt slag, naar større stridskræfter er bragt i anvendelse fra begge sider. Men ikke sjelden antager tvisten samme gang og udseende som en regelret proces, og det er ikke altid himmelbeboerne, som kommer derfra med vundet sag.
Mangfoldige var aarsagerne til detslags tvistigheder, men som oftest kom de istand for at faa en afgjørelse om, hvad skjæbne der skulde ramme sjæle, som nylig havde forladt legemet. Helvedespartiet vilde slæbe alle til helvede, de himmelske føre alle til paradis. Striden begyndte allerede ved dødsleiet. Djævlene kom til og bar med sig bogen, hvori alle den døendes synder var optegnet, og englene kom med den bog, i hvilken alle hans gode handlinger stod nedskrevet. Den første var sædvanligvis en diger, svart bog, besmurt med afskylige skrifttegn, — den anden liden og pyntelig, beskrevet med gyldne bogstaver. Saavel begge disse bøger som den retfærdige vægt, paa hvilken engel og djævel afveiede de gode og slette handlinger, blev meget ofte bragt i anvendelse ved de retsmøder, ved hvilke der blev fattet bestemmelser over sjælens skjæbne.
Meget bekjendt (ogsaa allerede omtalt ovenfor) er en skrækkelig historie, der berettes af den ærværdige Beda, og som Jacopo Passavanti med smaa forandringer gjentager i „Den sande bodfærdigheds speil“. En kavaler hos kong Coenredo, en tapper og meget modig mand, men som havde ført et daarligt levnet, blev syg og vilde ikke skrifte, ligetil han laa i dødskampen. Da han nu ventede sin ende, saa han tvende engle komme tilsyne ved sin seng; de læste i en bog, i hvilken nogle, for meget lang tid tilbage, medens han endnu var ung, udrettede gode handlinger stod antegnet. Herover glædede han sig og fattede haab, da han saa to gyselige djævle træde ind, slaa op for ham hans synd eb og og sige til englene: „Hvad har I her at bestille? Over ham her eier I ingen ret; han tilhører os“. Englene saa paa hinanden, kunde intet svare og gik. Men djævlene trak skarpslebne knive frem, skar den onde ridder op fra fod til isse, saa han døde og blev fordømt.
Det var dog ikke altid, at djævlenes tykke bog seirede over englenes lille, og der gaves tilfælder, hvori intet nyttede dem, tiltrods for at englene ikke havde en eneste side at sætte imod. I pater Alberico’s syn berettes der om en saare ond og mægtig mand, der i sin dødsstund følte anger og bad Gud om tilgivelse. Ved hans dødsleie viste der sig en engel og en djævel, denne sidste med et helt, stort bind fuld af synder, men engelen med tomme hænder; djævelen tror at være vis paa sin sag, men engelen gyder den døendes angertaarer over bogen og sletter altsammen ud. Den angrende synder er reddet.
Helgener har ofte kommet sjæle tilhjælp, som af djævle skulde være slæbt til lielvede. Det maa man dog medgive, at de herved snarere adlød en følelse af velvilje for sine egne klienter end den strænge retfærdigheds bud. Man har herpaa eksempler i overflod. Djævlene førte sjælen af kong Ingobert bort i en baad, da under lyn og torden helgenerne Dionyses. Mauritius og Martinus uformodet kom ned fra himmelen, og uden at indlade sig i nogen tvist om ret eller uret, tog dem sjælen ud af hænderne og førte den til paradis. Da Karl den store var død, blev hans sjæl ført ind for domstolen. En skare djævle kommer til og belæsser vægtskaalen med hans synder, saa den begynder at synke. Men St. Jakob af Compostella og St. Dionyses anbringer paa den anden vægtskaal alle de af keiseren grundede kirker og klostre, og denne vipper den første op til gunst for ham. En bedende munk saa om natten, (saaledes fortæller Leone Marcicano d. 1115) en skare djævle drage forbi under stor larm. Han raabte en af dem an og spurgte ham, hvor de skulde hen i saadan hast, og erfarede, at de vilde hente keiser Henrik III's sjæl. Munken forsikrer ham, at han ikke tror, at Gud vil give denne sjæl i deres hænder og befaler djævelen paa tilbageveien at møde hos ham igjen, og underrette ham om udfaldet. To dage efter viser den onde aand sig atter med nedslagent ansigt og bedrøvelig holdning og fortæller munken om sit og sine ledsageres nederlag. Striden mellem englene og dem havde allerede varet en stund, da man kom overens om at veie den afdødes gode og onde handlinger og saaledes afgjøre, hvem sjælen skulde tilhøre. Da forsøget blev gjort, sænkede vægten sig til gunst for djævlene. Da ilede den som martyr brændte St. Lorenzo aldeles aandeløs til og slænger heftigt paa den anden vægtskaal en gylden kalk, som keiseren for lange tider tilbage havde foræret kirken. Vægten sænker sig straks til denne side, og djævlene maa forvirrede og forhaanede give afkald paa sit bytte og luske af.
Det var ikke altid, helgenerne kunde fremlægge saa vægtige grunde, og maatte da undertiden vige pladsen for dem, der havde den større ret. Da Gruido af Montefeltro, som efter et liv i forbrydelser var blevet munk, døde, kom den hellige Franciskus personlig for at modtage hans sjæl og føre den til himmelen, men en af de „sorte cherubims“, (som Dante siger) snappede sjælen væk lige for næsen af ham og raabte:
»— Nei, stop! ham henter jeg;
til evig græmmelse gaar han med mig.
Thi ham tog jeg i toppen som mit bytte,
da til hint onde raad han solgte sig.
Begræd din synd, vil naaden du benytte!
Men angre og at ville dog det onde,
— slig selvmodsigelse kan ei beskyttes.«
Det „onde raad“, som der her hentydedes paa, og som han havde givet „de nye farisæeres fyrste“, d. v. s. pave Bonifacius VIII, angik maaden, hvorpaa man ved bedrageri skulde tage bort klippen ved Palestrina, der tilhørte colonneserne. Den hellige Franciskus vidste ikke, hvad han skulde svare paa dette djævelens argument. Denne greb den ugudelige sjæl og sagde spottende til den:
Vi vil komme til at læse ogsaa andre tilfælder, hvor djævelen viser sig som logiker, og det som en ganske drevet.
Forøvrigt trængtes der bare en eneste taare af oprigtig anger, og djævlene mistede al sin ret, eller de himmelske tog idetmindste ikke mere spor af hensyn til den. Den samme Dante beretter, at Buonconte, søn af den ovenfor omtalte Guido de Montefeltro, døde med Marias navn paa læberne, da han faldt i slaget ved Campaldino. En engel fra Gud viste sig straks og tog den angerfulde sjæl til sig, men ogsaa djævelen ilede til og raabte:
»O, hvad berøver du mig, du fra himlen,
blot for en enkelt taare, han har grædt?
Dog med del andet faar jeg vel min ret!«
Engelen bryder sig ikke om ham og svarer ham sletikke. Da kalder djævelen vindene tilhjælp, hober skyerne sammen, opvækker et forfærdeligt uveir og bevirker, at vandskyllene bortfærer „det andet“, d. v. s. Buocontes legeme, saa der intet mere høres eller ses af og om ham.
Her og i de foregaaende tilfælder har vi set striden i sin enkleste og mest maadeholdne skikkelse, thi om noget egentligt mundhuggeri kan der her ikke siges at være tale. Den hellige Franciskus svarer i virkeligheden ingenting paa den „logiske“ djævels gode argumenter og engelen ligesaalidt paa den beseirede modstanders bebreidelser. Men netop for sin simpelheds og sit maadeholds skyld skulde disse eksempler vanskelig kunne tilfredsstille mystikernes og folkets fantasi. Der udveksles undertiden mange ord modstanderne imellem. I et af den hellige Furseos syner disputerer djævlene saare lærd med englene om synd og bod, anfører skriften og lægger en udviklet dialektik (ɔ: disputerkunst) for dagen. Fra inundbuggeriet gaar man ofte over til haandgribeligheder. Den hellige Gregorius Magnus beretter om en omtvistet sjæl, som djævlene drog efter benene mod helvede, englene efter armene mod himmelen. Om Barontos sjæl strider to djævle med erkeengelen Rafael. En hel, lang dag kjægles de uden at komme til nogen afgjørelse; endelig mister Rafael taalmodigheden, opgiver at mundhugges og prøver paa at trække sjælen til himmelen. Men forgjæves, thi en af djævlene holder fast paa den og drager den tilhøire, medens hans kammerat sparker til den bagfra. Slagsmaalet trækker en smule i langdrag og blir stadig voldsommere til stor glæde for den arme sjæl. Yderligere fire djævle kommer da de tvende til hjælp og to engle erkeengelen. Man puffer hverandre hid og did, endelig maa djævlene ligge under, og englene er seierherrer. Man har undertiden set engle og djævle i skikkelse af duer og ravne kjæmpe om besiddelsen af en sjæl.
Ogsaa paa mere almene kampe har jeg hentydet, ved hvilke flere stridsmænd fra begge sider var beskjæftiget, og som ogsaa havde mere fælles aarsager. Engang viste i ørkenen abbed Isidor abbed Moses mod vest djævlenes hær, mod øst englenes, den første i begreb med at angribe de hellige mænd, englenes ed at forsvare dem. En mand, om hvem der brettes i den hellige Bonifacii, tyskernes apostels syn, var vidne til etslags almindelig strid mellem engle og djævle; djævlene anstrængte sig for at anklage sjælene og forværre deres synder, englene med at undskylde dem og gjøre deres synder mindre. Det tør her ikke være upassende at nævne, at det ældste bekjendte eksempel paa en kamp mellem engle og djævle finder man i Judas' saakaldte epistola catholica, der nu almindeligvis af kritikere betragtes som apokryf, men som nævnes allerede i andet aarhnndrede af vor tidsregning.
Undertiden, naar det ikke lykkedes englene og helgenerne at betvinge djævlene og fratage dem sit bytte, traadte den hellige jomfru imellem, og straks hørte striden op. I et af St. Pier Damiano berettet eksempel disputerer djævlene først længe med englene, men gaar derpaa fra ord over til handling og anstrænger sig for at slæbe sjælen ned i helvede. De udmattede engle lammes allerede i sit forsvar, da jomfruen pludselig viser sig mellem de kjæmpende i en straalende lyssky og omgivet af himmelske stridsmænd. Ordtvisten blusser atter op, og jomfruen finder, at djævlene ikke har ganske uret. Hun befaler derfor sjælen at vende tilbage til sit legeme og at skrifte en svær synd, som den tidligere af skam havde fortiet. Og djævlene blir saalunde snydt for sin ret. Derfor siger Satan i Rapisardis Hjob ikke uden grund til Maria:
<poem>
mit svage herred;mme over verden forhindrer du mig hver en seier, lukker blandt mennesker hvert øre for mit ord, bekriger mine skarer; — mine næt du sønderriver, saa hver trøst, hver frugt berøves mig og alt mit stræv er spildt, og mere jeg mig selv end Gud forbander«. </poem>
Kjævlerierne mellem Satanas og den hellige jomfru er temmelig talrige, og det dreier sig i mange af dem ikke bare om besiddelsen af en sjæl, men om den vedvarende modsætning mellem godt og ondt, mellem himmel og helvede. En saadan, i mere end én henseende mærkværdig strid er den, som en munk af humiliaterordenen Buonvicino da Ziva i det trettende aarhundrede har skildret i plumpe vers. Satanas viser sig her meget mere „logisk“ end Dantes djævel og fremsætter visse argumenter, der fortjener overveielse, imod jomfruens angreb. Hvorfor nærer hun, der er saa medlidende mod alle syndere, slet ingen medlidenhed med ham? Hvorfor er af alle de utallige synder, som daglig begaaes i verden, hans synd, den for hvilken han blev forjaget fra himmelen, den eneste, for hvilken der ikke findes forsoning? Hvorfor anstrænger hun sig for uafbrudt at bedrage ham for hans retmæssige vinding, at fratage ham, hvad der med ret og skjel tilhører ham? Naar hun er Frelserens moder, er det ikke ham, Satanas, hun kan takke derfor? Uden ham havde der jo ingen synd været, og uden ham var ingen forløsning blevet nødvendig, og var denne faldt væk, havde hun hellerikke født Frelseren. Og hvorfor har Gud saa ikke skabt ham saa god, at han ikke kunde synde? Og naar Gud ikke vilde forunde ham en saa stor naade, hvorfor havde han da overhovedet skabt ham, saasom han jo forudsaa hans synd? Havde Gud ikke skabt ham, havde han hellerikke været nogen djævel og skulde ikke haabløst for al evighed brænde i helvede. Det var bare for menneskelige syndere, Kristus var død, og ikke for ham, djævelen. For ham medfører forløsningsværket ingen vinding, og selv den vinding, han har af synden, snydes han uden ret og retfærdighed uafbrudt for. — I nogle andre stridigheder traadte Kristus personlig i sin moders sted.
Man lægge mærke til, at Satanas har et temmelig klart og sikkert begreb om sine rettigheder, hine rettigheder nemlig, som han i kraft af vore første forældres syndefald har erhvervet over naturen og den hele menneskehed, hine rettigheder, som de herrer doktorer og kirkefædre gjentagende har tilkjendt ham, og som forsoningsværket bare for en del og ikke ganske har berøvet ham. Og paastanden om en saadan ret fra hans egen side, de uafladelige krænkelser af denne ret fra hans himmelske modstanderes, og de om dens sande natur og grænser herskende tvil gav nu anledning til et ægte juristisk kjævl og til formelig retslig forfølgning. Deraf opstod den saakaldte Satans proces, der har beskjæftiget jurister af fag, og som foreligger i forskjellige former.
Ideen om djævelens proces synes at være meget gammel og at gaa helt tilbage til Marcion, det andet aarhundredes heresiark (ɔ: stifter af en kjættersk sekt). I et af de allerede omtalte syner, som den hellige Furseo havde, kan djævelen og en engel ikke komme overens angaaende besiddelsen af en sjæl og beslutter sig til at appellere til Gud. Men sin fuldkommenhed naar processen dog først gjennem et skrift af den berømte Bartholo da Sassoferrato, (1313—57); af dette forefindes endnu en latinsk „afhandling angaaende de for den herre Jesus Kristus forebragte stridsspørgsmaal mellem jomfru Maria paa den ene side og djævelen paa den anden“.
Djævelen anklager menneskeslægten, Maria forsvarer den, Kristus er dommer, evangelisten Johannes notarius og himmelsk retsskriver. Processen begynder med den regelmæssige stævning, og det første retsmøde blir, Satan tiltrods, henlagt til langfredag. Satan forsøger at faa modpartens advokatinde erklæret inhabil af tvende grunde, for det første, fordi hun er moder til dommeren, for det andet, fordi hun er kvinde, men det lykkes ham ikke. Til støtte for sine rettigheder anfører han derpaa vedtægterne om hævd, og nu citeres Corpus juris fra begge sider med den største iver. Domsafsigelsen til gunst for menneskeheden og i fiendens disfavør bærer tidsangivelsen den 6te april 1311. Andre lignende processer har man baade i det latinske, det italienske, franske og tyske sprog. I disse er det altid Satan, som er klageren, menneskeheden eller jomfru Maria, der ogsaa undertiden optræder som forsvarerske, den anklagede, og dommer er almindeligvis Kristus. Men det hænder ogsaa, at Kristus selv er den anklagede, idet djævelen bebreider ham, at han mod ret og rigtighed har forløst og berøvet helvede menneskeheden. I „Lucifers proces“ af Jacopo degli Ancarani af Teramo, (d. 1410) appelleres sagen fra ret til ret; først afgiver Salomo kjendelse, derpaa Josef, endelig Jeremias; Jesajas, Aristoteles og keiser Augustus. Lucifer taber og maa betale sagens omkostninger. Processen blir stadig længere og mere indviklet. Den omkring slutningen af det sekstende aarhundrede af den dramatiske digter og doktor saavel i verdslig som kirkelig ret, Jakob Ayrer, forfattede proces indeholder i udgaven af 1680, foruden registeret ottehundrede og seksti kvartsider. Overalt viser djævelen sig som dreven lovtrækker, men det nytter ham intet. I et lidet fransk digt fra fjortende aarhundrede har han til ingen nytte anført mange og fortræffelige grunde til forsvar for sig, og da han ser, at det er spildt umage altsammen, gaar han sin vei med dette uddraab: „Ak, hvor er du nu, retfærdighed!“
Men der gives for ham ingen retfærdighed, saa lidt som barmhjertighed. Ikke engang i sit eget rige, ikke engang i helvede er han tryg for angreb af sin modstander. Allerede engang har Kristus steget derned og har bortført et helt folk af sjæle. Og jomfru Maria, englene og helgenerne kommer ligeledes fra tid til anden derned, bringer forstyrrelse i den af ham indførte orden, uden at bede ham om tilladelse, og tilstaar de fordømte hvile og lettelse i sine straffe. Ja, de gjør endnu mere; de tar fordømte med sig fra helvede og fører dem efter en ikke overdreven bod eller ogsaa uden denne til himmelen for der at lade dem nyde den evige salighed. Ganske vist er disse tilfælder ikke meget hyppige, men hellerikke er de saa aldeles sjeldne. Efter mange bønner befriede Gregorius Magnus keiser Trajans sjæl fra helvede. St. Augustin fortæller, at Dinocrates blev befriet paa sin søster Perpetuas forbøn. Santa Viborada befriede paa samme maade et barn, og den hellige Odilo, abbed af Cluny, ydede pave Benedikt IX’s sjæl samme tjeneste, noget den i sandhed ikke fortjente. Cæsar af Heisterbach beretter om en vis Everbach, en fordømt, som Gud tillod at vende hjem igjen til verden for der at gjøre bod, og der findes utallige legender, hvori detslags undere er foregaaet med den hellige jomfrus bistand. I et tysk drama eller mysterium fra slutningen af det femtende aarhundrede ser man endogsaa pavinde Johanne, legendarisk ihukommelse, paa jomfru Marias og den hellige Nikolaus’s bønner, blive beinet fra helvede og ført op til himmelen, og det af selveste erkeengelen Mikael, som med sværdet holder djævlene, der ikke godvilligt vil slippe sin eiendom, paa afstand. Men dette er for meget. I et syn, som munken Ansello (10de aarhundrede) er forfatter til, heder det, at Kristus hvert aar paa sin opstandelsesdag stiger ned til helvede og befrier sjælene af de mindre forhærdede syndere. I en fransk fabel har djævlene ladet en muntergjøg blive hjemme og passe paa helvede; han kaster tærninger om sjælene med den hellige Petrus, der vinder og fører dem alle med sig til paradis. Mellem disse sjæle maatte ogsaa Aristoteles befinde sig, for hvem der hidtil ikke havde været nogen naade at finde. I den hellige Bonifacii, biskop af Lausannes levnetsbeskrivelse (d. 1258 eller 59), staar at læse, at denne helgen i høi grad misbilligede Aristoteles’s fordømmelse og tidt og ofte bad Gud om at forløse ham, indtil der omsider en dag lød en røst fra himmelen, der forklarede ham, at alle hans bønner var til ingen nytte; thi Aristoteles havde ikke i lighed med helgenerne Petrus og Paulus grundlagt Kristi kirke.
Man ser, hvor stor den magt var, som Satan og hans aander besad. Men endnu større var Guds, jomfru Marias, helgenernes og englenes magt. Korset seirede over helvede og tjente samtidig saavel til vaaben som til symbol paa seieren. Kristus var en større herre end Satan, og fortællingen om den brave jætte, den hellige Kristoffer, bringer denne sandhed i anvendelse. Kristoffer var et menneske, forfærdeligt at skue, og tolv alen høi. Han havde sat sig i hodet bare at ville tjene den største hersker i verden. Han opsøgte en stor konge, der gjaldt for den mægtigste og mest pragtelskende af alle, og traadte i hans tjeneste. En dag kvad en af kongens hofnarre en af sine sange, i hvilken djævelens navn hyppig forekom, og kongen, en kristen, slog for hver gang korsets tegn. Dette forbausede Kristoffer, og paa sine spørgsmaal fik han det svar, at hans herre slog dette kors for sig for at værge sig mod djævelen. Da indsaa han, at denne maatte være en endnu større herre end kongen, og tro mod sit forsæt forlod han denne sidste og opsøgte den nye herre. Som han nu drog gjennem en ørken, stødte han paa en talløs hær, hvis anfører, en mand af stolt og skrækindjagende ydre, spurgte ham, hvor han skulde hen og om hensigten med hans reise. Jeg søger herren djævelen, svarede Kristoffer: jeg vil i hans tjeneste. Den, du søger, det er mig, sagde feltherren, og glad over at træffe ham forpligter Kristoffer sig til for altid at tjene ham. De drager nu sammen videre, og paa veien støder de paa et kors. Ikke saasnart har djævelen faat øie paa det, før han skvætter tilside, trækker sin nye tjener med sig, iler videre fremad gjennem ensomme, uveisomme trakter, og først en god stund senere vender han atter tilbage til den gamle vei. Kristoffer forundrer sig og spør ham om grunden til dette. Og skjønt ugjerne, svarer djævelen ham: „Saa vid, at et menneske ved navn Kristus blev naglet til korset; jeg har megen frygt for dette kors og flygter, naar jeg ser det“. Siger da Kristoffer: „Saa maa da denne Kristus formodentlig være endnu større og mægtigere end du? Ja, saa farvel da, thi ham vil jeg tjene og ikke dig“. Dette siger han og gaar, og efter længe at have spurgt efter Kristus og søgt ham, finder han en eneboer, der underviser ham i den kristne tro og lærer ham at kjende den herre, som han aldrig skal forlade.