Digtets Aand

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 109-112).

Hvad ei med Ord kan nævnes
i det rigeste Sprog,
det Uudsigelige,
skal Digtet røbe dog.
 
Af Sprogets strænge Bygning,
af Tankeformers Baand,
stiger en frigjort Tanke,
og den er Digtets Aand.
 
Den boede i Sjælen,
før Strofens Liv blev til,
og Sprogets Malm er blevet
flydende ved dens Ild.


Den gjennemtrænger Ordet
lig Duft, der stiger op
af Rosentræets Indre
i den aabnede Knop.

Og skjønt den ei kan præges
i Digtets Tankerad,
den er dog der tilstede
som Duft i Rosenblad.

Glem da den gamle Klage,
at ingen Kunst formaaer
at male Tankefunken,
hvoraf et Digt fremstaaer.

Thi hvis den kunde bindes,
og sløres af paa Prent,
da var i denne Skranke
dens Liv og Virken endt.

Den vil med Aandens Frihed
svæve paa Ordets Klang;
den har i Digtets Rytmer
en stakket Gjennemgang,


En Gjennemgang til Livet
i Læserens Bryst;
der vil den vaagne atter
i Sorrig eller Lyst,

Og næres og bevæges,
og blive lig den Ild,
der laae i Digtersjælen,
før Strofens Liv blev til.

Kun da bevarer Digtet
sin rette Tryllemagt;
det Uudsigelige
er da i Ordet lagt.

Betragt den stille Lykke,
der gjør en Digter varm,
mens Aanden i hans Sange
svæver fra Barm til Barm.

Lad kun hans Rygte hæves
mod Sky af Døgnets Vind, —
det er dog ei den sande
Kvægelse for hans Sind.


Men naar hans Tankebilled,
med eller uden Ry,
finder et lutret Indre,
og fødes der paany —

O, bring ham da et Budskab
om dette Aandens Bliv;
thi dermed er der lovet
hans Verk et evigt Liv.


Første verst vart brukt som innleiing til eit program på NRK, Ønskediktet