Digtets Aand

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 109-112).

Hvad ei med Ord kan nævnes
i det rigeſte Sprog,
det Uudſigelige,
ſkal Digtet røbe dog.
 
Af Sprogets ſtrænge Bygning,
af Tankeformers Baand,
ſtiger en frigjort Tanke,
og den er Digtets Aand.
 
Den boede i Sjælen,
før Strofens Liv blev til,
og Sprogets Malm er blevet
flydende ved dens Ild.


Den gjennemtrænger Ordet
lig Duft, der ſtiger op
af Roſentræets Indre
i den aabnede Knop.

Og ſkjønt den ei kan præges
i Digtets Tankerad,
den er dog der tilſtede
ſom Duft i Roſenblad.

Glem da den gamle Klage,
at ingen Kunſt formaaer
at male Tankefunken,
hvoraf et Digt fremſtaaer.

Thi hvis den kunde bindes,
og ſløres af paa Prent,
da var i denne Skranke
dens Liv og Virken endt.

Den vil med Aandens Frihed
ſvæve paa Ordets Klang;
den har i Digtets Rytmer
en ſtakket Gjennemgang,


En Gjennemgang til Livet
i Læſerens Bryſt;
der vil den vaagne atter
i Sorrig eller Lyſt,

Og næres og bevæges,
og blive lig den Ild,
der laae i Digterſjælen,
før Strofens Liv blev til.

Kun da bevarer Digtet
ſin rette Tryllemagt;
det Uudſigelige
er da i Ordet lagt.

Betragt den ſtille Lykke,
der gjør en Digter varm,
mens Aanden i hans Sange
ſvæver fra Barm til Barm.

Lad kun hans Rygte hæves
mod Sky af Døgnets Vind, —
det er dog ei den ſande
Kvægelſe for hans Sind.


Men naar hans Tankebilled,
med eller uden Ry,
finder et lutret Indre,
og fødes der paany —

O, bring ham da et Budſkab
om dette Aandens Bliv;
thi dermed er der lovet
hans Verk et evigt Liv.


Første verst vart brukt som innleiing til eit program på NRK, Ønskediktet