Det skikkelige Stavanger

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Med sin megen Penhed og Strænghed, med alle sine Vandkarafler og alle sine Politiforbud er Stavanger den By i Landet, hvor Raaheden florerer som værst. Jeg ved ikke, hvor mange jeg nu har hørt sige det.

Selv har jeg jo ogsaa set en og anden liden Antydning i den Retning. Der er i Stavangerbladene en fast Rubrik med Overskriften „Raahed“. I denne Rubrik læser man stadig paany om de mest mangfoldige Udbrud af utøjlet Raahed, fra sjofle Overfald til indslagne Ruder. Men det, som kommer i Avisen, er nu bare det mest opsigtvækkende.

Undertiden tiltrækker Stavanger sig hele Landets Opmærksomhed. For nogle Aar siden var det den stadige Sport der i Byen at slaa ind de malede Vinduer i Domkirkens Kor — bare for Moro. Men vi husker ogsaa den fortvilede Bestemmelse, Stavanger Politimester for en Tid tilbage tog, idet han kort og godt forbød kvindelige Væsener at vise sig paa Gaden efter Klokken 10 om Aftenen — uden Ledsagelse naturligvis. Raaheden holdt paa at gaa over Grænserne; Politiet kunde ikke længer holde saavidt Styr paa den, at Skinnet kunde reddes.

Om dette Politibud har hjulpet noget, ved jeg ikke; men det ved jeg, at det den Dag i Dag er bedst for Kvinder ikke at gaa ude alene i Stavangers Udkanter eller Omegn, efterat det er blevet mørkt. Jeg har engang været paa en Maade Vidne til et Overfald af den Art, og Mindet sidder i mig endnu som en Redsel og et Samvittighedsnag. Uheldigvis skjønte jeg dengang ikke Situationen — Fyren saa noksaa bra ud og var ikke fuld engang —, før det var forsent, det vil sige, før jeg langt bag mig gjennem Skumringens Stilhed hørte Kvindemenneskets himmelhøje Angstskrig. Det foregik paa aaben Landevej, lige udenfor Byen, tet ved en af de større Villaer; Tidspunkt: Eftermiddagen mellem 6 og 7.

Lidt længer ude ved den samme Landevej er der i de senere Aar plantet en liden Park. Træerne er unge, men begynder nu saa smaat at strække sig i Vejret. Dette Anlæg, fortalte man mig, benyttes af en vis Del af Befolkningen paa en saadan Maade, at Byens Fædre i Fortvilelse skal tænke paa simpelthen at hugge Parken ned igjen.

Naa; den Slags Ting kunde ogsaa hænde andensteds, siger man. Ja, ja. Men man maa dog undres paa, at Stavanger med sin Gudfrygtighed ikke skal være bedre end ialfald de verste af Moabiternes og Hethiternes Steder. Jeg har forresten ogsaa set lidt af, hvad jeg indbilder mig maa betegnes som speciel Stavangersk Raahed.

Min Broders Gaard ligger en Fjerdingvej fra Byen, men er alligevel ofte udsat for ubehagelige Stavangerbesøg.

Noget af det første, jeg oplevede derude, var følgende:

En liden Gut var sendt til Brønden efter en Bøtte Vand. Som Gutten strever hjemover med sin Byrde, kommer to Byfyrer. Den ene af dem gaar hen til Gutten, narrer Bøtten fra ham og slaar Vandet nedover Benene paa ham. Hvorpaa Fyrene lo forferdelig godt og forsvandt. Det var Moro!

Udenfor Vinduerne har min Broder noget i Retning af en Have; der staar blandt andet en ung Apall, som netop i de Dage stod lavende hvid i sin Blomstrings Flor. En Bylaban kommer drivende med sin Bøsse. Da han saa den vakre Apall, lagde han Bøssen til Kinden og sendte Haglladningen lige ind Blomsterfonnen. Haglene sprutede rundt omkring, lige ind paa Vinduerne, indenfor hvilke Folk færdedes og Børn legte. Se det var Moro.

En anden Bøssehistorie — naturligvis gaar disse Slyngler bestandig med Bøsse, saa sandt de kan; ved Hjælp af den kan de jo faa ødelagt saa meget mere —:

Noget nedenfor Gaarden er der en liden Lund. Der holder en hel Del Smaafugl til; der er jo ikke saa mange Træer i Nærheden. To Bøssefyrer opdager denne Lund, styrer lige over Engen og derhen; skjønner, at der er Smaafugl. Ejeren ser dem tilfeldigvis, begiver sig hen til dem og forbyder al Skydning i Lunden; — Fyrene flirer, strækker Bøsserne op mod et Træ, hvor der netop holdes stor Koncert; midt for Ejerens Øjne trykker de løs, og Smaafuglene drysser døde til Jorden i Hobevis. Saa ler de og rømmer: — det blev rent ekstra Moro det.

Sligt kommer ikke i Avisen. Men jeg kan ikke tænke mig noget mere betegnende for indædt, inderlig Hjerteraahed end Historier som disse — der altsaa er for hverdagslige til at staa i Avisen.

Den brave Del af Stavanger Befolkning vaander sig under denne Raahed som under en Landeplage, og de gjør alt hvad de ved og kan for at holde den i Ave. Med sand Rørelse læste jeg de Artikler, hvormed Stavangerbladene i Befolkningens Navn hilste den nysudnæbnte Politimester velkommen til Byen; — det var en Mand, som i en større Naboby var bleven ganske upopulær formedelst sin Strænghed. Men Stavangerbladene hilsede ham, netop paa Grund af denne Strænghed, som en Befrier og Lykkebringer. Det var netop en Mand med Ben i Næsen, man trængte her, og Hr. Politimesteren kunde være overbevist om, at han i sit besværlige og vanskelige Arbeide med at holde styr paa Raaheden i denne By vilde have alle gode Borgeres Tilslutning og Medhjælp. — Stakkars Stavanger!

Præster og Bedehuse hjælper ikke, og hvor skal man saa hen? — En kraftig svungen Politistat blir den eneste Redning.

At Tvang avler Raahed, at Undertrykkelse af den naturlige Livsglæde fremelsker Vildskab, — det er en gammel Erfaringssætning, som man her til Lands ikke vil tro. Allermindst i Stavanger. Og dog har netop der de sædvanlige norske Folkeopdragelsesmidler, Tampen og Helvede, været brugte mer end noget andet Sted, saa at der burde man egentlig først være færdig med Troen paa de Greier.

Men jeg siger ikke om det. Man har kanske tampet og svovlet saa lenge, at Raaheden er gaaet i Blodet; og hvis det menneskelige i Menneskene er slukt, saa nytter det nok ikke at snakke om Frihed længer. Maaske er det virkelig Politimesteren, som maa blive Stavangers Frelsermand. Men isaafald maa Tingen gribes grundigere an, end sket er hidtil.

Følgende Forslag turde da fortjene Overvejelse:

Politiet forstærkes med 400 Mand, hvoraf 100 beredne. 50 nye Præster af den størst mulige Svovl-Lødighed ansættes — til en Begyndelse.

Derefter ansættes 500 Mand til at passe paa Præsterne og Politiet igjen. Thi ogsaa den Slags Folk kan forsømme sin Pligt og blive slappe. Hvem der skal passe paa de 500 igjen, faar henstaa indtil videre.

Bibelen udlægges paa alle de Steder, hvor Mennesker gaar. Bedehuse oprettes paa alle Gadehjørner, og Frelsesarmeen faar Betaling for at holde sine Forestillinger paa Torvet.

Samlaget og alle Ølbuler stænges absolut. For at hindre Indsmugling af Rusdrikke bliver Byen at omgive med en større Militærstyrke. Udenom den lægges en endnu større Militærstyrke for at passe paa den første, at denne ikke muligens, formedelst Drammer eller anden Smurning, forledes til Slaphed og Efterladenhed. Hvem der skal passe paa denne større Styrke igjen... naa. — I Byen selv etableres et hemmeligt Politi paa et par tusinde Mand til at paase, at ikke Borgerne selv giver sig til at brygge alkoholholdige Drikke.

Alle Kvinder udvises af Byen. Skulde der siden opdages Uordener mellem Mænd, udvises ogsaa Mændene af Byen. —

— Saaledes vilde man tilsist, ad Tvangens Vej, kunne fremelske et virkelig skikkeligt Stavanger.

Metoden synes noget radikal. Men det er nu engang saa med disse Tvangsmetoder: enten maa de gjennemføres tilgavns, eller ogsaa gjør de vondt værre.