Det omvendte Bæger

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Maanen ſeer ned i de mørke Skove
og ſpeiler ſin Mildhed i Elvens Vove,
mens Fjeldet ſkygger den gamle Borg.
Herren derinde er piint af Sorg;
han vaager, han kan ei sove.

Hans Huſtru er under Kiſtelaaget,
og derfor har han grublet og vaaget
og ſørger endnu den lange Nat.
Sit brændende Hoved helder han mat;
hans Blik er af Kummer taaget.

Hans Heſt og Hunde har glemt hans Stemme,
hans Vaaben er i et dunkelt Gjemme,
hans raſke Svende har nu Forlov.
Det er Hr. Gilbert af Billingſkov,
ſom ei kunde Sorgen glemme.


Førſt ſad han længe i navnløs Pine
ved Huſtruens Lig, med forſtenet Mine,
og ſtirred i Skyen, der gled forbi,
og holdt, under Munkenes Litani,
den Dødes Hænder i ſine.

Saa fik man ham ud i de grønne Lunde
til larmende Jagt med Falk og med Hunde.
Men Sorgen fulgte i Vildtets Spor
og lagde i Horn og i Bueſnor
et Suk, der aabned hans Vunde.

Saa hørte han atter Bønner og Pſalmer
om Gravens Fred og om Himlens Palmer;
men Ordet bævede, uden Trøſt,
ſom ſunket Løv i den ſene Høſt,
naar Himlen med Jorden falmer.

Han ſad i ſin Hal ſom et Marmorbilled,
mens Maanens Straale paa Elven ſpilled
og Fjeldet ſkygged den gamle Borg.
Han ſad i den dybe, rugende Sorg,
ſom Taaren ei har formildet.


Da hørte han Toner derude ſpille,
ſaa ſtærke og klare, og dog ſaa milde.
Til Strængene lød der liflig Sang:
„Min bolde Ridder, din Nat er lang;
jeg vil dine Smerter ſtille.“

„Gak ud, mens Duggen fra Lindegrenen
falder, ſom Perler, paa Runeſtenen.
Der ſkal jeg aabne dig Alfers Lund,
og hæve den Traad fra blommet Grund,
ſom ſpindes af Trylletenen.“

„Du ſkal mit funklende Bæger tømme,
og ſom de lette, ſvindende Drømme
ſkal Mindernes blege Hær forgaae.
Og Glædernes Væld, ſom følger derpaa,
ſkal gjennem dit Hjerte strømme.“

Saa lød det i Natten til Harpeſtrænge.
Men Ridderen grundede dybt og længe
paa Sangens Løfter og Tonefald,
og fulgte tilſidſt det lokkende Kald,
der vilde hans Sorg fortrænge.


Han vandred en Nat fra ſin Borg alene,
kun Maanen fulgte bag Lundens Grene.
han vandred i Duft af vaarligt Løv;
der tindrede Dug, ſom Perleſtøv,
paa Græs og moſede Stene.

Da ſaa han Kredſen paa Blomſtergrunden,
og da var Alfernes Bolig funden.
Som Elven i Dalen gik hans Blod,
og med ſit bankende Bryſt han ſtod
ved Runeſtenen i Lunden.

Hvad hæver ſig her fra Kildevover,
hvad kalder ham her, hvor Vaaren ſover?
Det er den deilige Kildens Fee
med Kinder og Barm, der ligne Snee,
ſom Daggryet ſkinner over.

Sin blændende Arm hun mildt bevæger,
og hæver det funklende, fulde Bæger,
og ſiger med lifligt klingende Røſt:
„Paa Glemſelen følger nyſkabt Lyſt,
ſom ganſke din Smerte læger.“


Han ſtod under duftende, ſorte Linde
og ſtirrede taus paa den fagre Kvinde.
Da klang i hans Sjæl et elſket Navn;
ak, ſkulde da nu hans Sorrig og Savn
falde ham flux af Minde!

Han greb om Bægret, og ufortøvet
han ſlynged det høit over Lindeløvet
og over den ſkummende Elvebred —
da ſtod han med Eet ved Borgeled,
og havde ſin Troſkab prøvet.

Og Taaren, der kom i Sukkenes Følge,
erſtatted den døvende Glemſelsbølge,
og Minderne foldede ud ſin Skat,
og virked et Slør ved Dag og ved Nat,
der kunde hans Afgrund dølge.

Han knæled i Bøn ved den viede Kjerte,
han red ſig i Lund med formildet Smerte,
han ſprængte til Dyſt med nytændt Mod;
thi Pandsrets glimrende Bue ſtod
over et trofaſt Hjerte.


Han førte et Skjold mellem Herrer bolde,
der kjendtes blandt hundrede andre Skjolde:
et omvendt Bæger var malt derpaa.
Det bar Hr. Gilbert, en Helt som Faa,
og vilde ſin Sorg beholde.