Det norske Folkesprogs Grammatik af Ivar Aasen

P. A. Munch

Samlede Afhandlinger

Utgitt av Gustav Storm, Alb. Cammermeyer, 1873 (1, s. 360-374).

Anmeldelse. Det norske Folkesprogs Grammatik af Ivar Aasen. Udgivet paa det kongelige norske Videnskabsselskabs Bekostning. Kristiania, 1848. 239 S.^[1]

Dette Skrift, som vi her anmelde, er ikke alene en Prydelse for vor Litteratur, men det er et Nationalverk, af hvilket det hele Folk kan være stolt. Thi det lægger mere, end noget Skrift i lignende Retning hidtil har formaaet, det norske Folks egte og ublandede nordiske Nationalitet for Dagen; det viser, at den ældgamle, mere end tusindaarige Norrønatunge endnu kraftigen lever og rører sig hos Folket og med en egte, oprindelig Klang, som man endog paa Island forgjeves søger; og dette erfarer man saaledes, at man ikke blot, som hidtil af en Deel sporadiske Exempler, faar et Slags dunkel Anelse derom, men det er klart, grundigen og systematisk fremsat og beviist, saa at ingen Skygge af Tvivl kan være tilbage. Det væsentlige, oprindelige er paa det nøiagtigste og skarpsindigste adskilt fra det uvæsentlige og uegte; de forskjellige Former ere omhyggeligen og skjønsomt sammenlignede med hinanden og vurderede; det rene Sprogstof fremtræder saaledes klart og let overskueligt; og det er fastholdt saa nøie, at det ei længer kan gaa tabt, men vil, om endog Sproget selv skulde ophøre at leve i vore Bygder, dog alene af denne Sproglære kunne studeres og kjendes af alle kommende Slægter. Det er os en stor Trøst og Stolthed at erfare saa haandgribeligen, at vi lige ned i disse Tider, under saa uheldige ydre Omstændigheder for Sproget, have kunnet bevare dette i en saa oprindelig Skikkelse. Vistnok ere de fleste grammatiske Bøiningsformer bortslebne, ligesom ogsaa Tilfældet har været med Nygræsken og i Almindelighed med nyere europæiske Sprog i Sammenligning med de ældre, hvoraf de stamme. Men det maa vel merkes, at disse Bøiningsformer ikke udgjøre det Væsentlige i Sproget. De ere et Slags Maskineri, som man indretter efter Tidernes Leilighed. I ældre Tider var dette Maskineri mere indviklet og tungvindt, skjønt smukt at see til og lærerigt at undersøge; i vore Tider hjelper man sig med et simplere og lettere Maskinen, og det er saa langt fra at være en Mangel ved et Sprog, at det har kunnet afkaste hine Baand, at dette meget mere vidner om dets Perfectibilitet. Jo mindre uddannet eller stemmende med den fremadskridende Udvikling et Sprog er, desto mere indviklet er derfor ogsaa dets Formlære. Af de europæiske Sprog ere ingen simplere end det franske og det engelske, og de ere tillige de mest dannede; ingen ere mere indviklede end det lappiske, finske og de slaviske. Det væsentlige ved Sproget ligger derimod i dets Lydsystem og Afledningsformer samt overhoved i dets ordforraad. Og i denne Henseende viser nærværende Skrift med aldeles utvivlsom Klarhed, at vort Sprog intet har lidt i Tidens Storme, men frembyder endnu samme egte Klang, samme Former, som i dets mest klassiske Periode, og i langt høiere Grad end den nuværende islandske Mundart. Ogsaa hvad Ordforraadet angaar, give de talrigt anførte Exempler os en tilstrækkelig Forsmag paa den Fuldstændighed, en med Flid samlet Ordbog vil kunne opvise.

Vi lære her ogsaa at erkjende Sprogets Renhed. De mange Dialekt-Egenheder, der hidtil snart af en, snart af en anden Topograph eller Reisende vare opsnappede, tildeels misforstaaede og feilagtigt gjengivne, og som, siden indbyrdes sammenlignede, syntes at vidne om en babylonisk Sprogforvirring, ere her ordentligt sammenstillede, deres sande Væsen og Beskaffenhed er udviklet, og deres underordnede Charakteen som blotte Egenheder Ved Udtalen, er fuldstændigen godtgjort. Jeg kan her exempelviis anføre den saakaldte „Ligedannelse“, som Ff. i § 64 (jfr. § 49) saa fortrinligt har udviklet. Hvo, der ei kjender den nærmere Sammenhæng, skulde vel tro, at „Staagaa“ Og „Stige“ kunde være det samme Ord? Men Forf. har viist, at enkelte Dialekter forandre Rodvocalen efter Endelsevocalen i næste Stavelse (egentlig en udstraktere Gjennemførelse af Omlyden), men, merkeligt nok, kun i korte stavelser; at saaledes f. Ex. Ordet vita i Naumdalen bliver vata, i Orkedalen vaataa; Bite i Naumdalen Bata, i Orkedalen Baataa osv. Naar man hører et og samme Ord udtalt paa forskjellige Steder Tiur (tostavet), Teer og Tudur, bliver det en Gaade, hvorledes det er gaaet til, og Ordene synes heelt forskjellige; den oldn. Form þiðurr opklarer derimod alt, Ti-ur er nemlig þiðurr med et paa sædvanlig Maade udeladt eller svagt udtalt ð; Teer er det samme med End. ur udtalt er, ð udeladt og det aabne i gjengivet ved e; Tudur er þiðurr ved Ligedannelse. Det er ligeledes vist at denne Forandring ei finder Sted, naar den sidste Stavelse bortfalder, f. Ex. af laasaa „les“, af svaaraa „svar“ osv.: det tydeligste Beviis paa, at denne Egenhed kun tilhører den locale Udtale og ikke engang i vedkommende Bygdefolks Bevidsthed fremstiller sig som noget væsentligt, hvorfor man ved Afskrivningen af Ordene ei behøver at agte derpaa. Det samme er Tilfældet med den særegne tykke Lyd af l og rð, som høres især paa Østlandet; en Gjengivelse af denne vilde endog være vildledende, da l og rd paa den Maade vilde komme til at sammenblandes.

Det Resultat, hvortil Forf. er kommen med Hensyn til Udvalget af de retteste og egteste Former, vilde være mindre paafaldende eller interessant, hvis han stedse var gaaen ud fra Oldnorsken og havde benyttet denne som sin Ledetraad. Men det merkeligste ved det Hele er, at han med Flid har afholdt sig derfra og kun inden det nuværende Folkesprogs egne Enemerker hentet de nødvendige Oplysninger. Og dog ere de Former, han opstiller som de egte, aldeles de samme som de, der findes i de bedste og ældste norske Haandskrifter^[2] Disse Fonner ere ei vilkaarligen udtagne, men det hele samlede Apparat viser, at ingen anden end disse kunde vælges. Et bedre Vidnesbyrd om; at vort Folkesprog er den gamle Norrønatunge, og at denne hos os har bevaret sin egte oprindelige Klang og tilhører os alene som en synderlig Ting, gjøres ikke fornødent. Om endog alle vore gamle Haandskrifter vare sporløst forsvundne, saa vilde man alene af det norske Folkesprog kunne restituere Sproget i sig selv og af Mundarten paa Island de grammatiske former. Alt dette havde vi nok tidligere anet, men at det i en saa fuldstændig Udstrækning var Tilfældet, havde vi næppe tænkt os, og det Resultat, Forf. har bragt til Evidens, er derfor i høi Grad overraskende. Det viser, at det oldnorske Studium nu tildeels maa tages paa en anden Maade. Den næste fuldstændige oldnorske Grammatik, som udkommen kan ikke længere blive udelukkende oldnorsk. Den maa kaldes simpelthen „norsk Grammatik“ og under Lydlæren behandle alle de nyere Dialekt-Afvigelser, den islandske og færøiske medregnede. Udtalen vil med langt større sikkerhed, end hidtil, kunne bestemmes efter de bedste norske Mundarter. Et fuldstændigt norskt Lexicon maa ligeledes omfatte det hele ordforraad, ældre og nyere, eller supplere det i Haandskrifterne forhaandenværende Ordforraad med egte Former i de nu levende Mundarter.^[3] Paa den Maade vil ogsaa efterhaanden al uklar Forvexling af Oldnordisk, Oldnorsk eller Norsk, og Islandsk bortfalde. Det vil blive enhver Sproggransker klart, at Eddaernes, Sagaernes, Kongespeilets, Diplomernes og de gamle Homiliers Sprog hverken er Oldnordisk (thi da maatte det tillige være Olddansk og oldsvensk) eller Islandsk, men Norsk, og, hvis det skal nærmere betegnes, Old-Norsk.

Hvad nu forresten de enkelte Dialekt-Egenheder i Udtalen angaar, da yttrer Forf. selv i Fortalen, S. VII, at disse rimeligviis grunde sig paa meget gamle Egenheder ved Folkesproget i de forskjellige Egne. Dette er i og for sig naturligt, og det viser sig derhos aldeles tydeligt, naar man nærmere undersøger vore gamle Diplomer. De egentlige Codices ere i dette Stykke ikke saa instructive, fordi Afskriverne i Regelen havde en høiere Dannelse og saaledes vare mindre udsatte for at optage Dialekt-Egenheder i skriftsproget, hvor usikker deres Orthografi for Resten kunde være. Ogsaa ere Codices rimeligviis fordetmeste skrevne i Byerne eller i Klostre. Diplomerne ere derimod skrevne paa stedet selv — man har endog eet, skrevet paa Isen af et Grændsevand ved en Delingsforretning —; deres Retskrivning er som oftest meget slet og røber en ukyndig skriver, men jo større Ukyndigheden var, desto færre maae de orthographiske skrupler have været, og desmere maae Bygde-Udtalens Egenheder netop i slige Diplomer afspeile sig. Man finder f. Ex. i Vest-Thelemarkske Diplomer den samme Egenhed fokk f. folk, som omtales i § 84; i andre samme Ombytning af p med k, som omtales i § 88, f. Ex. váknaþing for vápnaþing, stjúkmoðir for stjúpmoðir o. s. v. Endog her i Omegnen viser den ældre Skrivemaade Válkaberg og Vákaberg, sammenlignet med den nuværende Udtale af Navnet, Aakeberg, at Bortkastningen af l foran k i Udtalen under slige Forhold har været almindelig. Men er nu paa den Maade alle vore Dialekt-Egenheder ældgamle, saa ere vi nu ligesaa vel berettigede til at underordne dem under et fælles Normalsprog eller skriftsprog, som man Var det i Oldtiden. Med andre Ord, man er berettiget til, naar man ei ganske vil optage de gamle grammatiske Former, hvilket vilde være pedantisk og urimeligt, at opstille et nyere norsk Folke-Skriftsprog, hvori man aldeles bibeholder den gamle Retskrivning, eller den, som grammatiske Undersøgelser vise at maatte have været den rette, og som dunkelt foresvævede vore Forfædre, men som de ikke havde Sprogkundskab nok til conseqvent at gjennemføre. Det kan umuligt være vanskeligere for Beboerne af de enkelte Bygdelag nutildags at sætte sig ind i de Afvigelser fra deres eget Bygdemaal, Opstillingen af en saadan Normalorthographi maatte gjøre nødvendige, end det var for deres mindre oplyste Forfædre at gøre det samme, ja endog at skjønne Afvigelser, som formedelst slet Orthographi vare urigtige og gjorde Ordene endnu mindre gjenkjendelige. Det er saaledes ene heraf utvivlsomt, at en Ophøielse af vort Folkesprog til Skriftsprog, eller Opstillingen af et norskt skriftsprog, i det Væsentlige stemmende med oldsproget, men forstaaeligt for enhver Almuesmand, der har anvendt halv saamegen Flid paa at lære Bogstaveringen, som han nu maa anvende for at lære Dansk, ei alene hører til de blotte Tænkeligheders Kategori, men er, med en Ledetraad Ved Haanden, som nærværende Skrift, endog forholdsviis temmelig let. Forresten erkjende vi med Forfatteren, at til Opstillingen af et saadant Normalsprog en Ordbog er nødvendig. Han udtrykker sig herom i Fortalen, S. XI, XII saaledes:

„Hvorledes man ellers skulde benytte sig af det samlede Sprogstof, er et Spørgsmaal, hvortil der kan gives forskjellige Svar, men som ikke Vel kan afgjøres, førend en Ordbog over Sproget er udkommen, og det hele Materiale saaledes kan overskues. Den Tanke ligger rigtignok meget nær, at man skulde forsøge at danne et Skriftsprog enten efter een af de fortrinligste Dialekter eller efter flere Dialekter i Forening. Men et saadant Foretagende vilde dog støde paa mange Vanskeligheder; Ordforraadet er kun tilstrækkeligt for Folkets almindelige simple Tankekreds, og enkelte Former ere saa forskjellige i Dialekterne, at man vanskelig vilde blive enig om Valget imellem disse; især vilde man have en meget vanskelig Knude at løse, naar Substantivernes Bøiningsformer skulde bestemmes. Alligevel troer jeg dog, at et Forsøg burde gjøres i saadanne Emner, hvortil vi have tilstrækkeligt Ordforraad, saasom Fortællinger, Naturbeskrivelser og deslige. Der gives endog adskillige Sager, hvortil et norsk Almeensprog synes ganske nødvendigt, saafremt den almindelige norske Karakteer i samme skal gjengives; dette er især Tilfældet med de mange betydningsfulde Ordsprog, som bruges iblandt Almuen. Ved saadanne Forsøg kunde man nemlig forberede en bestemt sprogform, og derved lægge en Grundvold, hvorpaa der siden kunde bygges. Men endog i disse simplere Sager maatte Forsøget forberedes ved en grundig Prøvelse af det hele Stof i Sproget eller i alle Dialekter tilsammen; man maatte ligesaavel tage Hensyn til det Almindeligste som til det Bedste eller Fuldkomneste, og fornemmelig maatte man vogte sig for at tage Ordene iflæng af en enkelt Dialekt eller at anvende for mange sjeldne og ubekjendte Ord; thi det gjælder her om at fremlægge noget, som kan vinde almindelig Erkjendelse saavel ved Forstaaelighed og Bekvemhed i Formen som ved Bekvemhed til at udtrykke Meningen. Det her anførte maa ellers kun ansees som foreløbige Antydninger til nærmere Overveielse af dem, som interessere sig for Sagen; en nærmere Udvikling heraf kan først finde Sted, naar en Ordbog over Sproget er udkommen“.

Vi formaae dog ikke at indsee andet, end at netop den „grundige Prøvelse“, Forfatteren anseer nødvendig, i nærværende Skrift tilstrækkeligen er foretagen, og det maa alene være hans Beskedenhed, som bringer ham til ligesom at ignorere dette. Vi skulle nedenfor nærmere omhandle denne Materie.

Forfatteren anfører S. XIV, at han „Ved Reglernes Fremstilling fornemmelig har taget Hensyn til en vis Klasse af Læsere, nemlig oplyste og videlystne Almuesmænd, især saadanne, som kjende til de nu brugelige Skolegrammatiker“. Dette maa man Ved Skriftets Benyttelse stedse have for Øie, da man ellers maaskee vilde finde det besynderligt, at han ikke heelt og holdent har indrettet det som et Slags Anhang eller Supplement til den oldnorske Sproglære. Denne hans Bestemmelse med Skriftet staar i den nøieste Forbindelse med den allerede ovenfor paapegede Fremgangsmaade, at Forfatteren Ved den kritiske Behandling af Sprogstoffet ene har holdt sig til levende Former, om hvis Tilværelse han ved egen Erfaring har overbeviist sig. Skriftet er ikke bestemt for Sprog-Granskers, men for Læsere i Almindelighed, nærmest Almuesmænd. For disse i Særdeleshed antog Forf. det „magtpaaliggende at faae en Anledning til Kundskab om Dialekternes Forhold til hinanden og til skriftsproget, da en saadan Kundskab forhaabentlig vilde virke til Vedligeholdelse af det ægte Sprogstof i Dialekterne og til Modstand mod den fremmede Paavirkning“. Skriftet er saaledes et uafhængigt Heelt for sig, indeholdende i sig selv det nødvendige Materiale. Det afgiver ligefuldt de fornødne Hjelpemidler for Sprogforskeren, men det er ikke et blot og bart Hjelpemiddel for ham. Hvorvidt forresten et Skrift af en saadan Natur som dette — strengvidenskabeligt maa det nemlig altid blive — kan opfylde den af Forf. tilsigtede Bestemmelse, om det ikke ligefuldt bliver Sprogforskere, der mest komme til at benytte og studere det, og om det ikke isaafald havde været det nemmeste, nærmest at indrette det for dem, vil Tiden vise. Saameget er imidlertid vist, at den af Forf. fulgte Plan har havt den føromtalte Fordeel, paa en mere ligefrem og iøinefaldende Maade at vise, hvor lidet man i Norge behøver at ty til de gamle Haandskrifter for ligefuldt at lære de gamle Former at kjende, med andre Ord, hvor kraftigen Norrønasproget endnu boer iblandt os. Havde Bogen været indrettet for Sprogforskere, da maatte man have gaaet ud fra Oldnorsken til Folkesproget, medens man nu er gaaet ud fra dette til hiin Denne Fremgangsmaade forklarer tilstrækkeligen, hvorfor Forf. ikke slethen har fulgt den oldnorske Orthographi, men derimod antaget en, der mere nærmer sig til det i det nuværende Skriftsprog vedtagne Lydsystem, uagtet den visselig ikke er saa bekvem til at udtrykke alle Nuancer, som hiin. Det bliver dog paa den Maade lettere for Almuesmanden, som nu engang er vant ved at læse Dansk, at opfatte den Lyd, Forf. søger at tilkjendegive, medens den med Oldnorsken fortrolige Sproggransker ligefuldt ved første Øiekast skjønner, hvorledes hvert enkelt Ord egentlig bør skrives. Forf. har saaledes ikke brugt Accenter og f. Ex. rettet sig efter den i skriftsproget vedtagne, ingenlunde rigtige Brug, at sætte j efter k ogsaa foran de bløde Vocaler. Men han har gjort fuldstændigt Regnskab for deslige Afvigelser fra det rette, og det er høist rimeligt, at man ved en pludselig Overgang til det rette, naar hiint rette nu engang var usædvanligt, vilde hindre Skriftet fra at vinde tilbørlig Indgang hos Mængden.

Forfatteren har inddeelt sit Skrift i sex Afdelinger, nemlig I. om Lydforholdet, II. om Overgangsformeme, III. om orddannelsen, IV. om Bøiningsformeme, V. om Ordføiningem VI. om Sprogarternes indbyrdes Forhold. Det ligger i Sagens Natur. at de to første Afdelinger, der ligesaa gjerne kunde have været sammenfattede i een, om Lydlæren, her blive de vigtigste, da Dialektafvigelserne egentlig blot ere forskjellige Egenheder i Udtalen. Ogsaa synes Forf. at have behandlet dem med Forkjærlighed, ligesom han i Særdeleshed her har lagt sin Skarpsindighed og fine Sprogsands for Dagen. Exempler lade sig ikke ret vel anføre; men vi maae nøie os med at henvise til enkelte Partier, f. Ex. den høist sindrige Udvikling af Vocalsystemet § 12—27, den forhen omtalte Fremstilling af Ligedannelsen m. m. De Punkter, hvori Vi her maae erklære os uenige med Forf., ere kun faa og sammenligningsviis ubetydelige. Det forekommer os, at han har indrømmet Lyden af aa og æ for stort Raaderum, f. Ex. naar han skriver Laamb, Aand, Straand, ikke Lomb, Ond, Strond, thi Vocalen er dog her umiskjendelig kort, det er egentlig en Omlydsform af d, hvilken Omlydsform oprindelig blev skreven ö; ligesom og den ved i bevirkede Omlyd deraf er e, ikke æ; thi den dannes ikke af ö eller aa, men det oprindelige a. I de oldnorske Ord hönd, tönn f. Ex. skulde Vocalen egentlig være a, hand, tann, og saaledes bleve Ordene skrevne i de allerældste Tider. Omlyden hönd, tönn er bevirket ved et u, som ligger skjult i Femininendelsen; dette u bortfalder i Genitiv, hvorfor det oprindelige a strax kommer frem, handar, tannar; det kommer tilbage i Dativ plur. paa um, hvorfor og Omlyden strax indfinder sig, höndum, tönnum. Men ligesom et paafølgende u virker Omlyden a : ö, saaledes virker et paafølgende i Omlyden a : e, f. Ex. Dat. sing. hendi, Nom. pl. hendr, tennr (opr. hendir, tennir), ligesom brenna (opr. brannia) af brann, fella af fall. Det er her indlysende, at e i Omlydsformerne hendi, tennr, brenna kommer umiddelbart af Stammeformen hand, tann, brann, ikke af Omlydsformen med ö, der ei engang er tilstede i det sidste Ord. Det er denne Omlydsform med ö, som i enkelte Dialekter er bleven til o, eller snarere muligviis stedse der har haft den Lyd. Det synes saaledes mindre konsekvent at skrive Tann, Haand, Plur. Tenner, Hænder, thi Vocalen er ifølge det ovenudviklede lige kort paa begge Steder, og det er forsaavidt vildledende, som man let kunde tro, at Omlyden Hænder er dannet af Haand, ikke af Hand, og man vilde derved danne sig et falskt Begreb om Omlydsforholdet, hvilket ivor Formlære er saa yderst vigtigt. Forf. har vistnok i § 48 fremsat den Bemerkning, at nk, ng, nt, nd, ns, mp, mb have en saadan udvidende Virkning paa den foregaaende Vocal, men den kan næppe være saa betydelig, at man derfor skulde behøve at bruge et Tegn, der dog nærmest tilhører en lang Vocal. Dette staar overhoved i Forbindelse med den af Forf. vedtagne Brug, oftere at anvende aa og æ som korte Vocaler; men det er vistnok kun en Indrømmelser, han her har gjort det danske Skriftsprog. Hvis dette ikke uretteligen havde forvexlet o og aa, e og æ, vilde Indrømmelsen næppe have fundet Sted. Naar forresten Forf. i Anm. § 125 ikke angiver Grunden til, at Omlyden a : o allerede er tilstede i Nom. sing., da er det maaskee et Princip, at han med Flid afholder sig fra Forklaringer, der ene kunne hentes fra Oldsproget. — Ordet Glym (§ 78) er næppe en Afvigelsesform af Ljom (hljómr), men er det gl. glymr af glymja, Præs. glumda. Ligeledes bør man vel næppe skrive Høring eller Hjuring (se 89), ligesom vel ikke engang det sidste er det Oprindelige, thi Høring er øiensynlig det gl. hirðingi^[4] af hirða, passe, hvoraf hirðir, Hyrde; at det skrives med ø, grunder sig paa den af Forf i § 46, Anm., rigtigt bemerkede Tendens hos det aabne i foran r at gaa over til y, hvilket igjen let bliver ø; man skulde vel saaledes skrive Hyrding, og her er igjen y udvidet til ju, Hjurding. At der her ei alene er r, men rd, viser den tykke Udtale af r i dette Ord, der har foranlediget den urigtige Skrivemaade Juling.

Afsnittet om Orddannelsen er ligeledes fortrinligt behandlet og af særegen Interesse derved, at det saagodtsom uforandret kunde optages i en oldnorsk Grammatik, i den Grad har den hele Aflednings-Organisme vedligeholdt sig. Blandt de mange skarpsindige Bemerkninger, som her findes fremsatte, ville vi især udhæve den i § 160 paapegede præt. participialske Form, visse Adjectiver, der udtrykke, at Gjenstanden er forsynet eller beheftet med noget, antage, f. Ex. hært (af Haar), øygd (af Auge), bærarmna(d), osv. Det er ingen Tvivl underkastet, at man maa tænke sig disse Adjectiver som partic. præt. af obsolete svage Verber, enten af 1ste Classe med i, eller 2den Classe med a, f. Ex. hæra (af hár), forsyne med Haar, præt. hærðr; eygja (af auga), forsyne med Øine, præt. eygðr; hringa (af hringr), at pryde med Ringe, præt. hringaðr.

Afsnittet om Bøiningsformerne er, saavidt skjønnes, aldeles udtømmende behandlet, men de større Afvigelser fra det Gamle og derfor og mellem Dialekterne indbyrdes, der af let begribelige Grunde her finder Sted, hvad Nominalflexionen angaar; foraarsager en Mangfoldighed af Former, der maaskee for andre end ivrige Sprogforskere kan synes noget afskrækkende. For sprogforskerne afgiver den derimod et rigt Udbytte. Ogsaa her viser Forf. overalt et klart Blik, uhildet af al gammel Slendrian, der ellers især i dette Capitel af Modersmaalets Grammatik pleier at gøre sig gældende. — Hvad Syntaxen angaar, da betegner Forf. i § 301 tilfulde den Beskaffenhed, den her nødvendigviis maa have, idet han bemerker, at Folkesproget i denne Henseende ikke maa bedømmes som et skriftsprog, men kun som et Omgangssprog, hvori Betoningen og det mundtlige Foredrag har en større Indflydelse, og hvori man kan tillade sig en større Udførlighed og en større Frihed i Ordføiningen. Den kan saaledes mere blive en Exempelsamling, end et strengt opstillet System af Regler, og Reglerne, der anføres, maae som oftest mere fortælle, hvad der kan og hvad der ikke kan siges, end hvad der maa siges.

Som en 6te Afdeling tilføier Forf. et Tillæg om Sprogarternes indbyrdes Forholde, hvor han i Korthed gør Regnskab for hver af de store Dialekt-Rækkers Egenheder under eet, medens han i de foregaaende Afsnit af Grammatiken viser, hvorledes hvert grammatisk Phænomen teer sig i de forskjellige Mundarter. I Tillægget omhandles saaledes de grammatiske Former under hver Sprogart, i de foregaaende Afsnit Sprogarterne under hver grammatisk Form. Tillægget indeholder saa at sige et kortfattet Formlære-Udtog for hver af de tre store Hovedrækker og deres Forgreninger. Denne sammenlignende Oversigt er særdeles lærerig. Hvilke Materialier han har samlet, og hvor omfattende Undersøgelser han har foretaget, sees bedst af den i dette Afsnit opførte Inddeling af Folkesproget i Hovedrækker og disses Forgreningen hvilken Inddeling vi hidsætte, da den i og for sig er af megen Interesse.

I. Den nordenfjeldske Række: Forgreninger: a) den nordlandske; b) den indre throndhjemske; c) den yttre throndhjemske.

II. Den vestenfjeldske Række: Forgreninger: a) den nordre bergenske; b) den søndre bergenske; c) den stavangerske.

III. Den østenfjeldske Række: a) den sydlige, som man maaskee bedst kunde kalde Egda- og Grønafylkes; den inddeles igjen i Thelemarkens og Raabygdelagets, og denne igen i Sætersdalens og østre Raabygdelagets; b) den vestre oplandske (Hallingdalens, Valders, øvre Gudbrandsdalens); c) den østre oplandske (nedre Gudbrandsdalens, Thotens, Hedemarkens og Østerdalens).

Han bemerker til Slutning, at Bygdemaalene i Bergens Stift have i Almindelighed det bedste Lydforhold og de fuldkomneste Grundformer eller Ordformer; derimod have Maalene i de christiansandske og agershusiske Fjeldbygder en skarpere Adskillelse af den sterke og svage Flexion og en større Fuldkommenhed i enkelte Bøiningsformer. Tvende vistnok merkelige Dialekter, der, hvorvel de Egne, hvori de tales, ei længer tilhøre Norge, ligefuldt maae kaldes norske, nemlig den jemtelandske og den bahuslehnske, har Forf. ei haft Anledning til at undersøge. Af den første meddeler Hülphers i sin Beskrivelse over Jemteland, af den anden Holmberg i sin Beskrivelse over Bahuslehn temmelig fuldstændige Prøver, hvoraf det viser sig, at de begge endnu fuldkommen have vedligeholdt sin bestemte norske Charakteer. I Jemteland bruges endnu de charakteristiske Diphtonger, og alle de bahuslehnske Ord, der hos Holmberg anføres som særegne, ere almindelige norske Udtryk.

Forfatteren gjør i Fortalen Regnskab for, hvorledes Verket er blevet til, og hvorledes vi, næst hans eget Talent og Udholdenhed, skylde det kgl. norske Videnskabs-Selskabs Liberalitet og patriotiske Iver, at det har seet Dagens Lys. Vore Læsere heri Landet er Forf. allerede af Navn og Ry saa bekjendt, at nogen nærmere Omtale af hans Virksomhed og særegne Berettigelse dertil vilde være overflødig. For Læsere i andre Lande torde det derimod ei være overflødigt at anmerke, at Forf. selv er Bondesøn og Autodidakt og maa derfor allerede paa Forhaand besidde en Indsigt i og Takt for Folkesproget, som den, der ei hører til Bondestanden, vanskelig erhverver; at han tillige er fra Søndmøre, en af de Bygder, hvor Sproget tales renest. Anledningen til, at han kom til at udføre dette Arbeide, var, siger han, ellers følgende:

„Jeg havde for endeel Aar siden skrevet en liden Samling af Ordforklaringer tilligemed en kort Fremstilling af de grammatiske Former i Dialekten i min Fødeegn, Søndmør, uden at have nogen Tanke om, at mit Arbeide skulde komme til at omfatte flere Dialekter. Dette Skrift, som jeg engang under et Ophold i Bergen foreviste for nu afdøde Biskop Neumann, blev af ham værdiget den Opmærksomhed, at han ei alene opmuntrede mig til at vedblive med et saadant Arbeide, men endogsaa omtalte bemeldte Skrift i en egen Opsats i et af de offentlige Blade. Videnskabs-Selskabet havde imidlertid, som jeg senere erfarede, længe ønsket at formaae Nogen til at undersøge og beskrive nogle af vore mest ægte Dialekten og da Selskabets Præses, Hr. Rektor Bugge, ved denne Leilighed var gjort opmærksom paa mit foranførte Arbeide, havde Selskabet heri seet en mulig Leilighed til at faae sin Plan udført, og havde derfor antaget Bugges Forslag om at tilbyde mig et Stipendium for det Tilfælde, at jeg vilde foretage en Undersøgelse af de øvrige Dialekter i Bergens Stift. Da jeg nu ved de foregaaende Undersøgelser havde fattet megen Interesse for Sagen, følte jeg mig naturligviis opmuntret ved dette Tilbud, som jeg da ogsaa modtog, skjøndt ikke uden Frygt for, at mine Evner maatte blive utilstrækkelige til at udføre et saadant Arbeide saaledes, at Selskabets Hensigt derved kunde opnaaes“.

Planen for denne Undersøgelse var i Begyndelsen ikke saa omfattende, da der nærmest Var tænkt paa de vestlige Districter og især Bergens Stift; siden udvidedes den ogsaa til de østlige, og Forf. udstrakte, understøttet af Selskabet, nu sine Reiser ogsaa til Nordland og Østlandet. Hans Hovedformaal var forresten at samle Bidrag til en Ordbog, og det er kun som en Forberedelse til denne, at den beskedne Forf. Vil have sit Verk betragtet. Imidlertid er, som vi tidligere bemerkede, Verket saa grundigt og omfattende, at det i og for sig maa kaldes et Hovedverk, enten saa Ordbogen kommer istand eller ei.

Vi kunne dog ikke dølge vor Længsel efter ogsaa snart at see Ordbogen udgiven, og saavidt vides, har Forf. saa store Materialier dertil, at Arbeidet endog uden yderligere Indsamling nok kunde paabegyndes. Men naar denne Ordbog ei skulde være et simpelt Bogstaverings-Repertorium for dem, der vilde forsøge at skrive i Folkesproget, burde dog vel her et strengere orthographisk System lægges til Grund, end det, som i Grammatiken er fulgt. Med andre Ord, man burde vel aldeles antage den rette oldnorske Skrivemaade, thi det er dog ingen, der bedre kan betegne Lyden og dens Nuancer; den har organisk udviklet sig af Sprogets egen Natur og er derfor den naturlige. Udførligen at vise dette, vilde her lede til for stor Vidtløftighed, og jeg kan saameget hellere undlade det, som den Oversigt over Sprogets oprindelige Lydforholde, der er meddeelt i min Fremstilling af den ældste nordiske Runeskrift,^[5] for enhver, der forstaar sig noget paa deslige Sager, rimeligviis vil hidføre en bestemt Overbeviisning om hiin Lydbetegnings Begrundelse i Lydsystemets organisme. Hvad kan f. Ex. med Hensyn til Brugen af Accenter, ligemeget hvilke (' eller ^), paa de lange Vocaler være simplere og tydeligere, end følgende Sammenhæng: de oprindelige Vocaler ere de tre korte, a, i, u, hvortil de tre afledede korte Mellemvocaler komme: e (mellem u og i), o (mellem a og u), y (mellem u og i); disse Vocaler, sammensatte med sig selv, blive fordobblede eller lange Vocaler, aa, ee, ii, oo, uu, yy, der bekvemmest skrives á, é, í, ó, ú, ý, medens de korte Vocaler, sammensatte med andre end sig selv, danne Diphtonger, af, der ved Omlyden formedelst det i, den indeholder, er bleven ei, og au; endelig at der af det lange á og ó ved Omlyd dannes æ og œ; af au ved Omlyd ey. Saaledes er Forholdet. Der gives i Sproget intet oprindeligt æ eller œ. Hvor det forekommer, er det altid dannet af aa (á) eller oo (ó), f. Ex. læsa af laas eller lás; dœma af doom eller dóm. Brugen af æ til at betegne et kort, aabent e er en Misbrug, der har indsneget sig; den er vildledende i flere Henseender og burde afskaffes. Forskjellen mellem de lange og korte, eller rettere sammensatte og usammensatte Vocaler er ifølge det Skrift, vi her have for os, i vore bedste Folkedialekter aldeles uforandret, som den var i Oldtiden; hvorfor skulde man da ikke ogsaa betegne den paa samme Maade? Det strider, veed jeg, Flere ville indvende, mod Brugen. Men hvilken Brug? Brugen i det danske skriftsprog? Den kan man dog ikke ville anvende paa norske Lydforhold, uforandrede fra det norske Oldsprog. Alligevel er det denne Brug, der spøger i Baggrunden. Sagen er nemlig den, at da man paa Edvard Storms og Stockfleths Tid begyndte at opskrive og digte Viser i Fjelddialekterne, havde de, som skrev og digtede, ikke fjærneste Begreb om disse Dialekters sande Natur og Lydforhold. De søgte at gjengive Lyden efter det danske Skriftsprogs derfra aldeles forskjellige og dertil aldeles uskikkede Lydsystem, og gjengave den, omtrent som om man vilde skrive Fransk med dansk Retskrivning, f. Ex. Parlee vu frangsæ? Ui Mossiö, öng pö. Saadan er den saakaldte Brug, thi siden fulgte man uden Skrupler Exemplet. Men engang maa dog dette Uvæsen afskaffes, og dertil er Ordbogen det allerbedste Middel. I denne burde man saaledes heelt og holdent indføre den rette oldnorske Lydbetegning, f. Ex. de aecentuerede Bogstaver og det stungne ð, der nu, efter hvad Forf. oplyser, i nogle Bygder udtales, i de fleste ei høres; men udtales det, bør det dog findes i Skriften, udtales det ei, kan det ei forvilde, da det ved sin Form tilbørligt udmerker sig; det kan derimod i dere Tilfælde bidrage til større Tydelighed, f. Ex. i Præfixerne sið og si, der nu udtales paa samme Maade.^[6] Men allerbedst vilde det vistnok være, om Ordene aldeles henførtes til deres oprindelige oldnorske Form og indlemmedes, som forhen antydet, i en Lexicon, der omfattede baade det oldnorske og det nyere norske Ordforraad, hvor da ved hvert Ord gjordes det nøiagtigste Regnskab for de Former, under, hvilke det fremtræder i de forskjellige Mundarten Da først kunde man sige, at Forraadet var fuldstændigt. Tiden dertil synes nu at være kommen, og yderst beleilig. I lang Tid har vor lærde Sprogforsker, Hr. Unger, samlet paa Materialier til en oldnorsk Lexicon. Englænderen Cleasby arbeidede imidlertid ogsaa ivrigt i samme Formaal, og da mange og gode Kilder stode til hans Raadighed, havde Unger bestemt sig til at afvente Publicationen af Cleasby’s Verk for at kunne benytte det som Hjælpemiddel til sit eget. Men Cleasby døde uheldigviis ifjor, og det er uvist, naar og af hvem hans Materialier ville blive bearbeidede. At vente, indtil dette engang skeer i en ubestemmelig Fremtid, vilde næppe være rigtigt, saamegetmere som Ungers Materiale i Fuldstændighed næppe giver det af Cleasby samlede stort efter. Hvis nu begge DHrr. Unger og Ivar Aasen forenede sig om Udgivelsen af en fuldstændig norsk Lexicon, omfattende det hele Forraad fra de ældste Tider indtil nu, da maatte det vistnok lede til et herligt Resultat og et Nationalverk komme istand, der i hele Europa søgte sin Lige.

Forfatterens Betegning af det oldnorske Sprog og hans Citater fra dette kunde maaskee være mere nøiagtige. Han bruger nemlig som oftest den urigtige Benævnelse „Islandsk“, endog naar Talen ei er om det Nyislandske, f. Ex. naar han § 6 siger, „at det islandske Sprog for omtrent et tusinde Aar siden blev overbragt til Island ved udvandrede Folk fra Norge“; thi dette overbragte Sprog maatte dog være det norske Sprog. Ligeledes hedder det i § 76, at Grundformen Tidur stemmer med den islandske þidr (rettere þiðurr); paa Island gives, saavidt vides, ingen Tiurer, og Ordet er derfor alene oldnorskt. Men rimeligviis er dette blotte Incurier, og i alle Fald have de ikke stort at betyde.

Til Slutning kan jeg ikke undlade med et Par Ord at henlede Opmerksomheden paa Forf.s rene, klare og isandhed klassiske Stiil, hvilken hos ham er saameget mere at beundre, som han ikke, ligesom de, der have gjennemgaaet den lærde Skoledannelse, er opvoxen med Brugen af skriftsproget. Ved at læse den i mange Henseender instructive Fortale overbeviser man sig bedst om hans stilistiske Færdighed.

Det kgl. Videnskabernes Selskab har gjort sig høiligt fortjent af Fædrelandet ved den liberale Understøttelse, hvormed det har fremmet og fremdeles fremmer denne Nationalsag. Maatte nu ogsaa kun Forfatteren finde ret Paaskjønnelse og Opmuntring til at fortsætte Arbeidet med samme ufortrødne Lyst og Iver, han, hidtil har lagt for Dagen, og ikke savne Kræfter og Understøttelse til dets Fuldendelse.

1. „Norsk Tidsskr.“ 1848, S. 282—298.
2. Man betragte i Særdeleshed de § 267—278 anførte stærke Conjungationsklasser, og man vil finde aldeles de samme Former, som den oldnorske Grammatik opstiller. Forf. omtaler endog et Ord, der hidtil ei i uafledet Form fandtes i Oldskrifterne, men dog endnu her til Lands er levende, nemlig stupa — staup, stupo — stope’, hvormed man altsaa kan supplere det oldnorske Lexicon.
3. Endog islandske Lærde have allerede tidligere maattet ty til Hallagers ufuldkomne norske Idioticon for at forklare enkelte ældgamle, ellers uforstaaelige Skalde-Udtryk.
4. Se f. Ex. nyere Gul. L. Landsl.-B. 38 [N. g. L. II. S. 128].
5. [Kortfattet Fremstilling af den ældste Nordiske Runeskrift og den i de ældste Runeskrifter herskende sprogform, af P. A. Munch. Chr.a. 1848. 44 S.]
6. Det gl. síðvátr (sildig vaad) og sívátr (overalt vaad) udtales nu eens, sivaat. Naar man skjelnede mellem begge Former ved at skrive det første síðvaat, síðvát, det andet sívaat, sívát, vilde ingen Feiltagelse kunne finde Sted.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.