Det evige savn
Fra ladestedet føiet landeveien sig efter stranden et langt stykke, og stranden var en snart bred, snart smal strimmel under en aasvæg, som hist og her skjød næs ud i fjorden. Hvor strandstrimmelen fulgte rundt næssene, fulgte landeveien med. Ellers kløv den over dem i bratte bakker. Høivandet havde slikket den i sønder, hvor den laa lavest, og i bakkehældene var den kantet med stabbesten mod skrænterne. Hængebjerker med skraat udoverliggende stammer og uryggelig rodhold i fjeldskaarene hvælvet sine langfrynsede kroner over den, og hvor der var godt om plads, skar den gjennem smaa graneholt, isprængt med rogn og lønn. Hvor grunden var sid, flettet humlen sig undertiden om selve stabbestenene, og i randen af det graadige orekrat, som overalt tufset sig langsmed den, grodde en overdaadighed af hvid spiræa og lyserød geranium.
Der gik en ung mand med lange skridt og slo i dette ugræs med sin kjæp. De runde bløde stilker blev slidt over, og der gøv med sødt blomsterstøv for hvert af hans faste slag. Det var lys midtsommerskumring, og fjorden laa blank og skygget under landet, mens den langt ude vimret i det blege lys som en skjællet fiskehud.
Manden fór sammen. Det var en stemme, som ropte ham an. Han var kommen til et sted, hvor en lav bjerkevokset tange strakte sig ud i fjorden. En fodsti førte fra landeveien udover tangen, og paa stien nogle skridt fra landeveien stod en ung dame i hvid kjole.
– Hei De mand!
Han vilde hilst, men inden han havde flyttet kjæppen over i den anden haand, hvori han bar en reisevæske, havde hun alt tat ordet igjen, og saa syntes han det var forsent.
– De kan nok ikke like blomster, De!
Han var forberedt paa, at hun skulde spørge om veien eller klokken eller hvadsomhelst. Dette kom ganske uventet over ham. Men han stammet da: – Hmnei, jeg er ikke botaniker.
Hun brast i latter og svinget med sin store havehat. Hun har den som en kurv i de sammenknyttede baand, og den var fuld af blomster.
– Men De gaar og meier ned for fode, og De merker ikke engang, at De begaar hærværk, De er nok ganske fordybet i Deres egne tanker?
Han blev staaende raadvild og se paa hende. Hvad vilde denne fremmede dame ham? Havde nogen ret til at stanse ham midt paa rodelagt vei for at holde ham for nar?
– Undskyld frøken, jeg maa nok videre.
Han lettet paa hatten. Men i det samme blev han ræd for at kjende hendes leende øine i nakken, og spurgte tvært:
– Kanske De skal den samme vei?
– Nei, jeg bor nede paa tangen her. I det gamle huset bag alle bjerkene. Det var ellers pent af Dem, at De vilde ha følge med mig. Jeg ser aldrig nogen, og paa landet har en lov til at hilse paa alle dem, en møder. Og saa blev jeg desuden forbitret over Deres mangel paa natursans. Derfor slap De ikke forbi uden en liden advarsel. Men nu skal De faa gaa saameget De vil. Farvel!
Hun vinket og sprang nedover stien og nikket ogsaa en gang til ham over skulderen, før hun blev borte mellem bjerkestarnmerne. Han stod et øieblik, saa slængte han reisevæsken og kjæppen fra sig og løb ned over stien efter hende. Men han stanset braat og vendte om igjen og samlet sine ting og gik hastig videre, uden at se sig tilbage.
– Se det var en hvid kjole, tænkte han, – og et rødt livbaand . . . en almindelig hvid kjole og et almindelig rødt livbaand. Og det rendte jeg efter.
Det begyndte at bære opover fra fjorden. Aasraekken blev brudt af et bredt skar, og op gjennem det slynget landeveien sig og fortsatte oppe paa høidedraget ind over furumoer, som aldrig vilde ta ende. Han kom forbi rydninger med smaa graa stuer omgivne af aakerflekker. Potetesrisene blomstret, og under den hvide nattehimmel skar havren i violet. Det var grund og stenet jord og fattigslig. Langt om længe stanset han ved en stue, som laa lige ved veien. Den havde tre smaa vinduer i den ene gavlvæg, og mod veien vendte døren mod en liden sval. Han betænkte sig lidt, saa gik han ind uden at banke.
Han kom ind i et lidet halvmørkt kjøkken. Det var næsten tomt. Der stod nogen spilkummer paa bænken under det grønrudede halvvindu, og i gruen laa en gryde væltet over et brandjærn. Han tog i klinken og traadte indenfor. Ogsaa denne dør var saa lav, at han maatte lude hodet.
Derinde var det lysere. Der laa en mand og snorket i en slagbænk i krogen, men idet han lukket døren efter sig, skubbet en gammel kone sig op paa albuerne i fladsengen, hvor hun laa under vinduet.
– Men jøs, er det folk!
– Det er mig. Godkveld mor.
– Nei var det ligt sig! Er det Johannes . . . Aanei, aanei, aanei og gudskelov!
Hun fik paa sig et skjørt og glattet haaret vel ind under kappen. Saa nærmet hun sig paa sokkelæsten og udstrakte imod ham begge sine hænder. Han satte fra sig kjæppen og reisevæsken og lod hende tage sin haand. Hun klappet den forsigtig som det var en fugleunge og vedblev at mumle: Aanei, aanei, aanei! — Og nu er du færdig i læra? spurgte hun . . – Det har vel præsten været her og meddelt? — – Javist, jeg fik enkom bud om at komme der op lørdagen var.
– Han kunde umaget sig hid selv.
– Aa var det ligt! Men nu skal du ha kaffe, og kammerset dit staar fuldt færdig oppe.
– Det var godt. Men jeg skal ingenting ha. Jeg er træt og gaar op og lægger mig straks.
– Men vi maa vække Hans Jørn.
Hun ruslet hen til slagbænken og rystet i manden. Han holdt op at snorke og gnikket sig i øinene og gjæspet og vendte hodet plirende med et øie mod sønnen.
– Haahaa, er det slige storfolk ude . . sa han og snudde sig og sov ind igjen.
Moderen hørte hans trin over det gisne gulv paa Haahaa, er det slige storfolk ude . . sa han og snudde sig og sov ind igjen.
Moderen hørte hans trin over det gisne gulv paa kvisten, hun hørte ham aabne vinduet, og hun hørte det knage i sengen, da han la sig. Hun nikket betaget som om det var liflig musik, men selv havde hun ikke tanke for at sove mere. Hun satte sig ude paa stenhellen foran døren . . . Og den nye dag var begyndt. Den glitret af dug, og solen havde naad de høieste furutoppene.
– – – – – – – – – – – – – – – – –
Da Johannes havde faat sin kaffe paa sengen, stod han op og begyndte at pakke ud af sin reisevæske. Det var først de strøgne snipper og mansjetskjorterne, dem la han omhyggelig ned i det gule træskrin, hvori han som gut havde pleiet at laase ned alle sine eiendele. Saa var det den sorte kjole og bukserne. Han glattet dem for bretter og folder og hængte dem op paa to knagger under skraataget. Han forvissed sig ogsaa om at kræmmerhusene med kamfer ikke var faldt ud af lommerne. Barberkniven og kammen la han sirlig paa en liden speilhylde ved siden af vinduet, og derpaa tog han fat paa at opstille sine bøker. Det var udsøgt sommerlæsning i tunge alvorsfulde bind. Han bladet i et og andet, og der fløi smaa smil over hans ansigt, og han stødte luften haardt gjennem næsen i tilfredshed. Saa fandt han frem to bliktingester bøiede i ret vinkel; dem stillet han op paa det lille bord for vinduet som endestøtter for den metodisk ordnede bokrad. Endelig pakket han ud en rulle med papir og la i bordskuffen, pillet ogsaa korken af et nyt blækhus — og fandt frem penner af vestelommen og indpasset dem paa skafter, hvoraf han havde ført med sig en hel bundt.
Han gik omkring i skjorten og puslet med disse ting. Ind gjennem det lille aabne vindu lød ihærdig skraal af smaagriser, men han la først mærke til det nu, da han var færdig. Han bøiet sig ud og saa sin mor stræve afsted til bingen med et stort fange nesle. Hun havde lovaatter paa hænderne og smaasnakket med grisene. – saa saa, saa-saa da, saa-saa-saa, hysset hun.
Hans blik gled over haveflækken under vinduerne, hvor humlerne surret mellem reséda og kromgule ringblomster, henover grisehuset og det lille potetesland og over havreaakeren længer oppe. Der stanset dyrkningen. Der begyndte igjen det vidt omgivende ulænde med kampesten og træstubber og vindfæld . . . og længer borte skogen, som omringet altsammen.
– Natursans, mumlet han. Hah! Det er naturen dette ogsaa. Og den er sød at gi sig ikast med.
Der kom et kjøretøi tilsyne nede i svingen, og straks efter for det i trav forbi. Det var doktoren nede fra ladestedet i karjol og med en liden gut bagpaa. Johannes tænkte paa hvor ofte han havde staat udenfor ved veikanten, naar der var kommet vogne rullende forbi. Og han havde vidst med sig selv, at aldrig vilde der holde nogen vogn udenfor hos dem, og det havde heller i tidens løb aldrig hændt. Det var grod ind i hans bevidsthed, længe før denne var synderlig klar, at der ikke kunde ske nogen forandring paa deres plads eller komme nogen efter landeveien med ærind til dem. Og hans sind havde faat en tung, døsig ligevægt af al denne ensformighed.
Han klædte langsomt paa sig og tog med sig en tyk bog for at lægge sig op i heien og læse. Det var «Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift til de filosofiske Smuler.» I kjøkkenet sad hans far og drak kaffe. Johannes rakte ham haanden, og den gamle nikket tvært og sa ingenting. Det var ikke mere end fire aar siden de havde set hinanden. Men da han gjennem vinduet saa sønnen skride opover mod udmarken, reiste han sig og kløv op loftstigen og tasset ind paa kvistkammerset. Han tog først et oversyn over løsøret, kastet et flygtig blik paa bokrækken og trak ud bordskuffen. Men det gule skrinet, som han derefter prøvde, var laast. Han flirte og reiste sig op og tog ned den sorte kjole, holdt den frem i lyset og vædte fingeren og gned paa ærmet. Derpaa betragtet han længe og opmærksomt silkeforet og ledte efter lommerne. Han fandt et kræmmerhus med noget haardt og aabnet det og bed i et kamferstykke. Tvi! Han maatte spytte. Heller ikke i bukselommerne fandt han noget andet. Han flirte igjen og rystet paa hodet og ruslet langsomt ned igjen.
En stund efter kom konen ind med en bøtte vand. Hun gav sig til at gjøre op varme. Hans Jørn tændte piben med en glo og blev staaende ved gruen.
– Haa æsler han sig til? spurgte han. Har han peng? Hun svarte ikke, og blev ved med sit stel.
Manden satte sig igjen ved kjøkkenbænken, og lidt efter kom det: – Tru om han har peng?
Han stirret tungsindig ind i sin tobaksrøg. Han ventet ingen opladelse eller løsning paa problemet, men det saa ud til at skaffe ham en vis lindring at gjenta og fastholde det for sig selv.
– Gaa ud i skjulet og hug ved, du Hans Jørn, sa konen og fyldte en gryde med vand og hængte den i kroken over ilden. — Siden faar du ta dig en tur til byen efter risengryn og sukker . . .
Oppe i heien havde Johannes fundet sin stol fra guttedagene. Det var en fjeldblok, overgrod med mose og sisselrod og med et rundt søkk, som lignet sædet i en kubbestol. Der satte han sig og la boken paa knærne og tændte sin snadde. Herfra kunde han vidt udover furutoppene se fjorden, som laa med blanke flader mellem strimer mylrende for svag bris. Som sædvanlig gled en stor damper langsomt udover. Synet af fjorden mindet ham igjen om hans besynderlige møde med den fremmede dame nede ved tangen.
– Det kan være det samme, hvem hun er . . . han blaaste røgen haardt ud gjennem næsen ligesom lettet med den afgjørelse, at det kunde være det samme, hvem hun var. For han havde ikke grundet over andet paa hjemveien og nu ligesiden han vaagnet imorges.
– Det kan være det samme hvem hun er, for de er alle af samme surdeig.
Men han gjorde sig ikke nærmere rede for, hvordan denne surdeig var beskaffen. Hans forestillinger gled og var stødt paa et ord og gled videre som løse blade i et aaløb. Snart sad han med vidaabne øine hensunken i tanker og tænkte paa ingen verdens ting og saa ikke noget af det, hans øine hvilte paa.
De gamle vise anerkjender en saadan lysvaagen ubevidsthed som en guddommelig tilstand. Det er sjælen opslugt af altet eller altet nedsænket i sjælen: Menneskebevidsthedens lille lampe gaar ud som en gnist i det absolute lys. Vore bønder kalder det mindre høitidelig at falde i staver. Men ligesaavist som der findes utallige mennesker, som ganske er udelukkede fra denne tilstand, ligesaavist er den hos mangfoldige den sædvanlige, hvorfra de med ustadige mellemrum i et næsten forskrækket sæt farer sammen og tilbage til livets virkelighed. Og er det end umulig at sige, om der foregaar noget, eller om alt staar stille i et sligt fraværende sind, saa hænder det undertiden, at et menneske springer lige ud af sin dvale ind i en afgjørende beslutning og uden at nøle brænder af sit hus eller skriver et digt eller lægger strikken om sin hals.
Da Johannes kom til sig selv, betragtet han først en tidlang sin snadde, som om den var en sjælden og ham fremmed gjenstand. Derefter la han en bræt i den opslagne bog, som om han havde læst i den, og stak den under armen og hoppet ned af stenen og gik hurtig nedover til huset.
Moderen laa paa knæ ved ollen og skrubbet trækoller. Hun saa op og nikket fornøid til ham.
– Nu skal du vel op til præsten, sa hun.
– Ja, jeg gaar en tur. Aa, læg den boken op paa kammerset mit ved leilighed.
Hun reiste sig op og saa efter ham, til han var kommen ned paa veien.
– Nei, men nu mener jeg!
Han tog veien ned over til fjorden og ikke opover til præstegaarden. –
Ja, han begav sig tilbage den samme vei, han var kommen om natten. Da han naadde ind i skogen, strakte han sine skridt og smaaløb indimellem af utaalmodighed. Han mødte ingen, og de smaa stuer i lysningerne saa ogsaa nu ved dagstide ganske folketomme ut. Forøvrig la han ikke merke til noget og saa ikke til høire eller venstre. Nedover kleven gjennem skaret løb han, saa smaastenene sprat om ham, og først da han stod nede paa stien, som førte ud over tangen, stanset han og tørket sveden af panden. Og netop da fôr det ham for første gang gjennem hodet: Hvad er det, jeg vil her? Men denne tanke ærgret ham et sekund, den opholdt ham ikke. Stien snode sig mellem gamle svære bjerkestammer, og skogbunden var skjult af mygt græs og mangeslags blomster. Luften stod herinde under det solsilrende løvhang mæt og sød af muldens em og urternes vellugt. Han hørte sine hjerteslag og pustet hedt og besværlig. Tillige kjendte han sig tør i svælget af tørst . . . og der var huset. Stien løb lige mod bagvæggen. Et vindu stod aabent, og derindefra hørte han lattermilde stemmer og skrammel af opvask. Han dreide om hjørnet og om det næste og stod, før han havde besindet sig, midt paa den brede trappe, som førte op til husets veranda. Inde fra havestuen klang dæmpet pianospil, og paa verandaen var der samlet et helt selskab.
Noget paafaldende var der vel ved hans ydre. Han var høi og grovbygget med tunge skuldre og store hænder. Haaret grodde ham stridt og tæt ned i den brede pande, og øinene laa mørke dybt indunder dennes bratte kant, og som han stod der ludende med hodet og saa ret frem for sig, laa der et olmt udtryk i hans ansigt.
Desuden var han sortklædt, og hans stive filthat var altfor liden og af en lavpullet, noget usædvanlig façon og sad, som man siger, paa tre haar, disharmonisk afstikkende mod ansigtets strenge alvor. Johannes glemte at ta den af. Det flimret for hans øine, og han havde et ubestemt, gnidret indtryk af en mængde hvide og lyserøde kjoler.
Men om det var hans udseende eller bare hans pludselige tilsynekomst: han blev hilset med et skjærende skrig af den dame, som først fik øie paa ham, og skriget forplantet sig til alle de andre. En stol blev væltet, et glas blev knust; derpaa blev det dødsstille. Men i dette vanskelige øieblik kom en tyk gammel herre i gul silkejakke frem i døren.
– Naa, naa, naa . . . hvad er det, tuppene mine? Er det nu orm igjen i krattet? tysset han smaaleende, men da han blev var den fremmede, strakte han haanden godslig ud som til en gammel bekjendt og sa:
– De faar undskylde dette ramaspektakel, min godeste! Dette er nemlig et asyl for overnervøse moderne damer i attenaarsalderen. Jeg trodde mindst, at De var en mus eller ialfald en hveps, siden patienterne gav det store skræksignal. Men siden De er et mandfolk i kjød og blod, skal De være desmere velkommen. Ikke sandt, smaapiger?
De unge damer havde flokket sig leende sammen, arm i arm.
Johannes stod bleg og hev pusten. Han vidste ikke selv, om han havde villet rømme eller fare frem og slaa om sig i blinde. Men han tog af sig hatten og stammet:
– Jeg . . . jeg søger en ung dame . .
– Ikke andet, sa herren i silkejakken imødekommende. Da har De ikke gaat over bækken efter vand, for unge damer har vi god raad paa. Her kan De selv vælge.
– Fy, fy, onkel Pavels! lød det i kor fra alle de lysklædte.
– In-tet snær-pe-ri! sa den gamle herre og lod pegefingeren vimse advarende i luften. – Ellers lukker jeg butikken og kaster nøklen i havet. Saa kan I ligge og holde hus under hver husk, til ræven kommer og tar dere . . . Tjoh; u-uh! udstødte han og strakte haanden uforvarende ind i dameflokken, som atter splittet sig i skrig og latter.
I samme øieblik kom en ny ung pige frem i døren, og det var hende. Hun bar den samme hvide kjole med det røde livbaand, som kvelden i forveien var forsvundet for Johannes mellem bjerkene. Besynderlig nok følte han en stor lettelse ved at se hende . . . som om han stod ved sit maal; han glemte sin forlegenhed, han var ikke engang ængstelig længer for alle de unge damer, han traadte fast de siste skridt opad trappen og bukket og sa:
– Det var Dem, jeg traf igaar, frøken.
Hun blev ikke videre forundret. Hun rødmet ganske svagt og saa alvorlig paa ham.
– Jeg kjender Dem igjen, sa hun. Jeg trodde, De var en vandringsmand, som kom forbi og drog videre. Men nu er De her igjen . . .
– Inger kjender ham, udbrød et par af de unge damer. – Tænk, Inger kjender ham. Er det ikke merkelig?
– Det er vel ikke saa merkelig, som du synes, tuppen! sa onkel Pavels. Inger er en forstandig pige og kjender lidt til verden. Saa faar du forestille den unge herremand for os, min pige.
Hun vendte sig mod den gamle herre og saa bebreidende paa ham.
– Det maa da du gjøre, onkel Pavels, sa hun. Jeg ved ikke mere om ham, end at han ikke er botaniker.
Hun saa fortvilet ud, men hendes store, graa øine glippet av lattermildhed.
– Det er altid noget at vide om et medmenneske, bemerket onkel Pavels uforbløffet. Ihvorvel det maaske er utilstrækkelig grundlag for egentlig intimitet.
Inger blev blussende rød.
– Tillad mig . . . Johannes samlet sig med uventet energi og vendte sig til den gamle herre. – Mit navn er Johannes Rønning. Jeg traf tilfældigvis den unge dame paa landeveien igaar, og hun var saa venlig at gjøre mig opmerksom paa, at jeg gik . . . det er en uvane, jeg har, en slem uvane, at gaa i mine egne tanker . . . at jeg altsaa gik og slo med min kjæp i de vakre blomster langs landeveien. Men da det senere gik op for mig, at jeg havde svaret mindre høflig, end det var min selvfølgelige hensigt, har jeg tilladt mig at . . . at . . .
– at komme herned og hilse paa os. Og deri gjorde De skam ret. Velkommen! Velkommen skal De være. Den gamle rystet hjertelig hans haand, – Og jeg er onkel Pavels, som De har hørt. Afdanket professor. Rentier med gjæld opover begge ørene, men omsværmet af smaapiger som et purungt blod.
– Fy! Fy!
Han blev dunket i ryggen og fik ogsaa virkelig et hosteanfald, saa de uden barmhjertighed fik anledning til at fortsætte.
– Har jeg . . . ikke ret? stønnet han. – Er jeg ikke i vinden? Huh! puh! Han trak op et rødt silkelommetørklæde, saa stort som en revolutionær fane, og tørket taarerne af sine øine. – Og nu naar jeg skal forestille dem allesammen, gaar jeg sur i navnene. Jeg er ikke saa ung længer som jeg ser ud til . . . men fraregnet hukommelsen har jeg ogsaa holdt mig godt desværre . . . altfor godt og altfor længe. Nuja. Inger kjender De alt. Hun er min rigtige broderdatter . . . de andre kalder mig onkel af næsvished . . . og de heder . . . ramset han op: Emmy, Olga, Elisabeth – Aagot, Ella, Katinka – Matilde, Astrid, Kuningunde – Sofie, Laura, Juditte – Elise, Aslaug, Emilie – Katrine, Anette og Gro . . . Puh! for en præsentation!
Johannes bukket paa maafaa flere gange for hele flokken underet.
– Men vi er jo ikke saa mange, onkel Pavels! protestertes der fra flere kanter.
– Hvad! Er I ikke her, alle aderton!
– Nei, vi er bare elleve. Syv af os er ude og ror.
– Saa faar vi haabe, de snart indfinder sig til glæde og hygge for vor gjæst.
Johannes tænkte i sit stille sind, at han havde mere end overflødig nok med hyggen af disse elleve. Han følte sig saare ilde tilmode. Inger var forsvundet inde i huset; alle de andre havde indtat en spændt afventende holdning, og han fornam sit ansigt stivne som en gibsmaske under deres ransagende blik. Om han heller var forlist og skyllet i land paa en sydhavsø og saa sig omringet af de vilde! Han kjendte sig ikke tryggere her. Alle disse unge, smidige skabningers lader forekom ham ufattelige og umotiverede, lige fra deres krigshyl, da han viste sig, til deres brændbare munterhet, der slog ud i luer af lys latter for en hosten eller et hvisket ord eller aarsager, hvis tændkraft han var lige ude af stand til at opdage. Men han følte ogsaa med en slags græmmelse, at han her var kommen indenfor en fortrollet ring, hvor hans evner var magtesløse. Han kjendte stivheden i sit ansigt brede sig som en slags nummenhed over hele kroppen, og han var vis paa, at hvis han forsøgte at røre sig, sætte sig, lægge hatten fra sig eller ta et glas, saa vilde han gjøre det paa en forkjert og ustø og lattervækkende maade.
Den gamle herre oversaa hans forlegenhet. Han kunde ikke tænke sig noget behageligere selskab end sine smaapiger, og han skrev gjæstens tilbageholdenhed paa hans ungdoms regning. – Stakkars fyr, tænkte han, han er lidt trykket af sin værdighet, men smaapigerne har det nok i sin magt at faa tinet ham op!
– Nu, sa han, skal det første være et lidet glas og en pibe. Værsaagod. Ind efter piberne og min bouteille, Elisabeth, og du, Annette, henter en krukke vand fra kilden. – Nei, sæt De Dem der i rørstolen, farr . . . Saa ja!
Han trommet med sine lange negle paa bordkanten . . . Cigarer holder jeg ikke, men De skal faa en hollandsk kridtpibe, hvis spids aldrig er kommen i berøring med andre end friske pigelæber . . . naa, naa . . . er jeg en ækkel, gammel ærtekrok? . . . – – og tonnenbojer, og hvad enten De vil ha cognac eller armagnac . . . Det er, hvad huset formaar.
Dette idelige smaasnak begyndte at berolige Johannes, og til hans lettelse spredte de unge damer sig efterhaanden i smaagrupper paa verandatrappen og udover græsvangen.
– De bor vakkert, herr professor, sa han for at si noget og saa udover. Selv eide han ingen følelse for landskabelig skjønhed.
– Ja, ser De, denne beliggenheden er jo hævet over enhver ros. Den er med ét ord paradisisk. Og her er et flor! . . . Huset er, som De selv ser, en gammel rønne. Jeg har bygget for denne store verandan, og dermed er hele komplekset blit ligesom konditioneret, som de siger paa disse kanter, forresten om folk da. Mere end lidt udvendig krimskrams skal der ikke til . . . Nu, her har vi piber og kildevand. Han blandet sig et stort glas halvt vand, halvt cognac, Johannes laget sit betydelig svagere og drak det ud.
Men nogen rigtig samtale vilde ikke komme igang. Professoren var uslidelig i monologen, men Johannes hørte adspredt paa ham. I sit hjærte forbandet han det indfald, som havde ført ham hid, og som han ikke engang selv forstod. Han stundet utaalmodig efter en leilighed til at snige sig væk. Damerne var helt nede ved stranden. Han forstod, at de havde opgit ham som umulig. Deres latter og rop klang tirrende lystig op til ham. Han vendte sig og saa udover. De kastet smut med flade stene, og et par af dem havde trukket strømper og sko af og vasset om paa sandbunden, som lyste i store, grønlige flekker gjennem det klare, lave vand. Kjolen holdt de samlet opover knæet, saa de strammet om deres legemer, og de runde lægger skinnet.
– De er ryggesløse, tænkte Johannes og tog hastig øinene til sig.
– Jah, det er et vederkvægende syn, unge mand! udbrød onkel Pavels, som trodde, at han gjættet den andens tanker. – Var jeg saa sandt i Deres lykkelige alder! Men aarene river os med og river os ned, og hvad skal man til syvende og sist med et ungdommelig sind, naar det maa sidde og kukelure i en faldefærdig rønne af et legeme!
– Jeg synes ikke, ungdommen er nogen lykkelig alder, sa Johannes.
– De taler som en, der alt havde bereist sit livsløb og mod sin vilje var vendt tilhage til de unge, lyse strande.
Men, tilføide onkel Pavels eftertænksomt og trommende med neglene . . . der findes vel ogsaa mennesker, hvis temperament først kommer i takt med livet, naar de modnes og saa smaat begynder at ældes. Enhver har sin glanstid, og min er forlængst, for-læn-gst tilbagelagt . . . Madam Tønnesen!!
Johannes skvat til ved dette uventede rop, der kom som umiddelbar fortsættelse af den gamle herres sørgmodige betragtning. Lidt efter traadte en kvinde frem i havestudøren. Hun havde ærmerne opsmøget over albuerne og det sorte blanke haar strøget glat op under en flot pibet kappe. Ansigtet var rødt af kjøkkenhede og rundt og tindrende af sindsligevægt og fysisk velvære, med smilehuller i de store kinder og en behagelig hvid valk afrundende overgangen fra den runde hage til den runde, hvide hals. Hænderne hvilte husmoderlig trygt paa hofterne, og smækken paa hendes lærredsforklæde var spændt som et raaseil i storm af hendes overordentlige barm.
– Her er jeg, sa hun. Var det noget, professoren vilde? Hun la hele vægten i dette fremmede ord paa den første stavelse.
– Intet andet, min kjære madam Tønnesen, end henstille til Dem at dække i lunden i dag . . . og for en gjest mere end paaregnet. Det er herr Rønning, forestillet han.
– Ja, saa inderlig gjerne. Det vilde ogsaa bli for trangt paa salen for alle disse viderværdige unge menneskene. Gud velsigne mig, for et liv der er i dem.
– Og De ænser ikke lidt bryderi, madam Tønnesen?
– Bruger jeg nogengang at gjøre ophævelser! Jeg er til daglig brug, herr professor! Rosalie! sang hun pludselig ud i luften af fuldt bryst . . . Mit hjerte er en tusindfryd! Skogen er mit liv!
Den garnle herre lo, saa hans taarer trillet. Johannes følte sig mere og mere beklemt, skjønt madam Tønnesen blinket opmuntrende til ham med det ene øie.
– Huh! Puh! pæset onkel Pavels, men fik igjen et latteranfald ved synet af madam Tønnesens minespil og den unge mands dybt alvorsfulde ansigt.
– Ja, hun er en sjelden kvinde! sa han, da hun var vendt tilbage til sit kjøkken. – Og hun laver en for-træf-fe-lig mat.
Johannes spurgte, om nogen af de unge damer hed Rosalie. Han tænkte sig, at hendes udraab muligens var et signal ned til dem paa stranden.
– Nei, sa onkel Pavels. – Det er hendes eget døbenavn, men hun anvender det som et fryderop. Hun er en sjelden kvinde, gjentog han og gjespet – en saare sjelden kvinde . . .
Johannes vovet ikke efter sit korte bekjendtskab at bestride dette, og samtalen døde hen. Den gamle gjespet flere gange og begyndte at nikke. Omsider gled hans øienlaag ned, og den lange kridtpibe faldt ud af hans haand og knækket stilken, uden at han merket det. Han slap luften i smaa prust ud af den ene mundvig som gjennem en ventil og slumret lig. Johannes vilde netop reise sig og forsvinde, da madam Tønnesen med ét stod i døren.
– Det er hans formiddagslur, hvisket hun og la fingeren paa læberne. – Jeg saa det paa ham, at den var i anstigende.
Derpaa trak hun forsigtig det umaadelige røde lommetørklæde frem af hans vesteaabning og hængte det over hans hode, som man hænger et klæde over buret, naar kanarifuglen skal tro, det er nat.
– Mod fluerne, forklarte hun med den samme henaandede hvisken. Saa pegte hun paa Johannes og fra ham ned mod stranden, hvor de unge damer havde leiret sig i klynger mellem enerbuskene og de store stene. Derpaa la hun haanden paa sit hjerte og saa paa ham med et smeltende blik, idet hun gjorde et par vrikkende pas. Endelig sendte hun ham et fingerkys og trak sig lydløst tilbage til det indre . . .
Johannes var ikke længer forbauset over noget af det, som tilstødte ham i dette hus. Han var endog skarpsindig nok til at udlægge madamens udtryksfulde gebærder som en opfordring til ham om at forføie sig ned til stranden og more sig med de unge damer. Om blikket og fingerkysset tillige skulde betyde, at han havde den lykke at være falden i hendes smag, – eller kun skulde opfattes som en hyldest til hans kjøn, – eller slet ikke var andet end et vidnesbyrd om hendes sorgfri natur – paa det gad eller formaadde ikke Johannes at spilde nogen betragtning. Han indsaa, at nu var øieblikket kommet og listet sig saa stille han kunde ned ad trappen og slentret med hænderne i lommen, naturlig og skjødesløst i en stor sving udover vangen og tilbage omkring huset, forbi kjøkkenvinduet og indover stien. Han var lykkelig undveget . . . men dér mødte han Inger!
– Jeg tænkte nok, De vilde forsøge paa at slippe unna, lo hun. Nu sover onkel Pavels naturligvis, og alle de unge damerne er nede paa stranden, og madam Tønnesen staar bøiet over sine gryder, saa øieblikket kunde ikke været heldigere valgt, hvis ikke tilfældigvis jeg havde gaat her og slængt.
– De sa igaar, at De aldrig saa noget menneske, og saa er huset fuldt af gjester.
– Men De taler i en muggen tone, min herre. Og det faar De ikke lov til. Ved De, hvad det vilde været rimelig af Dem at spørge om?
– Nei, sa han.
– Om hvordan jeg vel kunde vide, at De havde listet Dem væk. Det kunde jo ogsaa hænde, at De høflig havde afslaat professorens indbydelse og tat afsked med ham og alle damerne og lovet at komme igjen en anden gang, ikke sandt?
Johannes saa mørkt og forlegent paa hende og svarte ingenting. – Ja, der kan De se, vedblev hun. Slig er det at komme ud for en ung dame med menneskekundskab.
De var begyndt at gaa ved siden af hinanden fremover stien.
– Saa véd De ogsaa, at det er for Deres skyld, jeg kom, sa Johannes en stund efter. – Det er underlig – jeg vidste det ikke selv, før jeg alt var dernede mellem alle de fremmede, og De pludselig stod i døren.
Hun saa stivt hen for sig. – Nu er det sagt, tænkte han. De blev gaaende tause, til de skimtet veien mellem bjerkene, saa stanset de. – Her var det, De vendte hodet og nikket til mig, da De løb.
Hun saa op paa ham og smilte. – Var dét ogsaa saa underlig? spurgte hun.
Johannes vidste ikke, hvad han skulde svare. Han havde en tung, ængstende fornemmelse af, at han befandt sig nær noget, han ikke kjendte, noget hemmelig og mægtig, som drog ham ud over randen af hans almindelige liv.
Men i samme øieblik ilte der et glimt gjennem hans bevidsthed, og i glimtet saa han ligesom fjernt ude og langt tilbage den samme oplevelse. Netop slig havde hun staar før med ansigtet vendt mot ham og det lille øre næsten gjennemsigtig lyserødt i solskinnet; netop slig havde hun smilt til ham, da hun engang spurte: Var det ogsaa saa underlig? Denne dunkle vishet om, at dette samme nu var noget, som gjentog sig, gjorde det nærværende uvirkelig for ham – det var, som om han befandt sig synkende mod bunden af et rum, hvori utydelige gjenstande flimret forbi ham. Og han saa paa alt uden forundring, som i drømme.
Lyden af hendes stemme vækket ham. Han ønsket pludselig, at hun var væk. Men han havde ikke hørt, hvad hun sa.
– Ja, det er sandt, sa han og tog sig sammen.
– Jeg spurgte, om De ikke kunde like mine veninder . . . Hvor var De henne nu da?
– Nei, jeg kan ikke taale saa mange øine paa mig. Og de ler uafladelig. Det vil si: Selv om de er alvorlige, ler de i smug med øinene. Og de har bare den taabelige overlegenhed, at de er saa mange.
– Jeg vil gaa, brød han braat af . . .
Hun saa bedrøvet paa ham.
– De andre blir ikke her længe, sa hun . . . og saa blir onkel Pavels saa skuffet, hvis han ikke finder Dem, naar han vaagner . . .
Han fulgte med hende tilbage nedover mod huset, men ingen af dem sa noget.
Der blev dækket i lunden over to lange strygehord hvilende paa bukker. De unge piger – de var nu atten fuldtallig – vimset med forberedelserne. To kom springende med en gaffel, en havde kjolefanget fuldt af nyperoseblade og strødde dem udover den hvide dug, et par andre tørket salat i servietterne. De løb omkap for at komme i veien for hverandre, de rendte paa hverandre af iver, men de holdt sig lydløse i travelheden, talte med tegn, ja gik paa taaspidserne, hvilket var ganske overflødig i det bløde græs. Onkel Pavels sat nemlig fremdeles og sov under sit store lommetørklæde og lignet en statue, som venter paa afsløringens høitidelige øieblik.
– De skal ogsaa gjøre lidt nytte, sa Inger. Og hun efterlod Johannes ved det dugede bord, hvor han blev staaende som en uhaandterlig gjenstand, indtil hun kom tilbage med et par hugede, rødkapslede vinflasker.
– Kan De trække op, saa det ikke høres?
– Hvorfor skal det ikke høres? spurte Johannes uskyldig.
– Tys! Og hun blev borte igjen. De andre flokket sig i ring om ham.
– Har De aldrig gjort det før, herr Rønning? udbrød en af dem med dæmpet forbauselse; – Har De aldrig skjult Deres smaa ekstra forehavender for Deres papa?
De krystet hverandre for at kvæle sin latter, de kastet hoderne bagover, saa de unge, spændte halse lyste, de holdt ligefrem paa at segne i sin overvældelse. – Rene mænader! tænkte Johannes, og han kjendte sit hjerte skrumpe af bitterhet.
Madam Tønnesen kom bærende en stor suppeterrin. – Se nu, herr Rønning. Nu er De paa god glid, anmerket hun og plantet terrinen paa bordet. – Det var det, jeg saa paa Dem, at De ikke manglet anlæg, men øvelse. Saa ja, vær bare oppesen!
– Vi dør, madam Tønnesen – –
Det lod ogsaa til, at de vilde bukke under. Latteren undslap dem som brudte nødskrig, og den vilde ikke lade sig lindre. Den hidsedes op igjen, hver gang en af dem kom til at se paa den unge mands ansigt, som var blit ganske hvidt.
Han vendte sig til madam Tønnesen.
– Kan ikke De, som vel har lidt fornuft i behold, fortælle mig, hvad det er, de unge damer synes er saa morsomt, sa han vredt. – Er det mig, vil jeg helst gaa.
De blev alle med ét slag alvorlige. Men han følte sig dobbelt ynkelig nu, han havde blottet sin forpinthed. – Ak, tal heller til dem, De, som har ordets gave, herr kandidat, svarte madamen og forsøgte at lægge kinden mod sin fede skulder. – Men det er safterne. Om De lægger mig kniven paa struben, vil jeg bedyre: Det er safterne!
Professoren var imidlertid vaagnet af al latteren og spurgte under tørklædet, om der var anrettet. – Jeg er parat! ropte madamen tilbage. – Op og geleid professoren, smaapiger.
De var allerede paa spranget og trak ham ned havetrappen og over plænen i saa voldsom fart, at hans stabbende ben holdt paa at slaa klik under ham. Lommetørklædet blev hængende igjen i luften. To løb efter med hans kurvstol, og før han havde faat lyd for de protester, som gurglet i hans strube, var han lempet til sæde for bordenden.
– Tak! pustet han sagtmodig. – Ta–k! Det var motion for livsaanderne! Puh! Svint Dem tilbords, mand . . . sa han til Johannes, hvis De ikke foretrækker at føres tilbords af damerne.
Inger kom tilbage med en klukkarafel og to smaa glas, og de bænket sig alle, Johannes tilhøire for professoren og ligeoverfor Inger, madam Tønnesen for den anden bordende bag suppeterrinen.
– Disse champignoner, sa professoren og klirret med skeen mod sin tallerken, er ingen hjemført delikatesse. Det er forresten ikke champignoner, men det, som bedre er, nemlig murkler. De vokser vildt heromkring paa uforvarende efterladt gjødsel, og de er indsamlet af de tilstedeværende naturkyndige. Men tror De, at jeg for gode ord og betaling har kunnet faa noget indfødt landsmenneske til at smage paa dem? Fattigdommen er vor seigeste fordom! De maa nøie Dem med dram til suppen, herr Rønning!
Johannes samlet alle murkelskiverne i en skefuld og puffet dem ned med drammen.
– Velkommen tilbords, herr Rønning og mine damer, hilste professoren med sit glas. – Det var en herlig suppe, madam Tønnesen. Et af de fremragende vidnesbyrd om Deres kunst.
. . . Rønning!? De staver altsaa navnet med ø og ikke med y . . . De er med andre ord af Rønningerne i – –
– Jeg er ikke af nogen Rønninger, brød Johannes af. – Min far heroppe paa Moen har selv ryddet sin plads. Deraf kommer navnet. Han heder Hans Jørn Orerønningen.
Den gamle herre blev lidt skuffet over at støde lige paa et genealogisk udspring.
– Naa ja, sa han. – Det er godt og rigtig. De husker, hvad Balzac svarte, da man spurgte, om han var af Balzaccerne i Nimes? Nei, desværre for dem, sa han . . . Naar jeg ser paa Dem, bemerker jeg ogsaa, at De har et typisk stamfaderansigt. Og Deres studium, herr Rønning?
– Jeg er teologisk kandidat.
– Hmja. Jeg har selv engang dyrket teologien som amatør. Jeg forholdt mig dialektisk svævende over retningerne, . . . jeg var nemlig adskillig bevægeligere i min ungdom, end som De nu ser mig . . . Over nutidens ungdom synes der at være udbredt større alvor . . . Se bare nedover denne række af tragiske karaktermasker . . .
En af de unge damer rakte tunge til ham, og flere efterlignet eksemplet.
– Det høres utrolig, vedblev professoren med et sprang i sin tankegang, – men disse unge damer vinder i betydning ved nærmere bekjendtskab. Desværre forlader de os allerede i aften. Nu for Dem f. eks. vædder jeg, at de fortoner sig som en eneste lysuro. Men de er individer – det vil De smertelig faa føle, hvis De indlader Dem med nogen af dem. Og i min ungdom var de unge piger ikke individer. Det kommer af, at den unge mandsslegt ikke har noget ideal længer. Derfor gror de unge piger vildt og særegent. For os flimret en eneste stjerne paa vor ungdoms himmel. Man har senere drevet gjøn med vor abstrakte sværmen og forhørt sig om kuløren paa vort ideal. Mon det var andet end en blond prestedatter, naar det omsider nedlot sig til at inkarneres? Nei gjerne! Den unge pige var ét væsen . . . Nu eksisterer ikke den unge pige længer, men de unge piger. Derfor ønsker jeg mig ung igjen . . . for alle de uventede rigdommenes skyld . . . for hele den ny-opdagede faunas skyld . . .
Johannes mødte Ingers blik. Hun saa frimodig paa ham med sine graa øine. Der blev et lidet oprør ved bordet: Madam Tønnesen serverte kyllinger og grønsalat. Onkel Pavels fik servietten knyttet bag i nakken og hengav sig uden at lade sig adsprede til bordets glæder. Han lugtet til sit glas og pegte paa etiketten.
– Det er ikke hver dag sankt-hans, sa han – og heller ikke hver dag, professor Pavels trakterer med Volnay. Derefter spiste og drak han uforstyrrelig og taus.
– Kan De svømme, herr Rønning? var det en, som spurgte.
– Ja, svarte Johannes trægt.
– Men da kan De faa bade med os i eftermiddag.
Johannes spilte op øinene. – Nei, men nei, det gaar da ikke an – – stammet han.
– Alt lader sig arrangere, herr kandidat, erklærte madam Tønnesen. – De skal faa laane mit skotske kostyme.
Johannes kjendte sig klam i panden af skræk. Og forslaget vandt tilslutning. Man havde en følelse af, at den unge mand ikke befandt sig i sit rette element, og at han maatte forsøges i et andet. Men Inger undsatte ham og kaldte det hele noget tøv, og tanken blev opgit i mismod.
– Siden vi er kommet saa langt ind i middagen, at jeg for mit vedkommende er mæt, sa professoren langt om længe og tørket sine fingre i servietten – saa vil jeg rigtignok spørge Dem, beste madam Tønnesen, hvor i alverden De har kunnet opdrive kylling til et snes forslugne halse?
– Aa ja, det har ogsaa været et studium, sukket madamen, – og saa er de da for den sags skyld heller ikke betalt.
– Desto mere anerkjendelse maa jeg skjænke Dem. Betaling er et opsættelig anliggende . . . der ligger endog noget futurisk i selve ordets lyd; men en god middag kan ikke opsættes . . . Jeg tillader mig at drikke med vor fortræffelige husmoder . . . Skulde det kunne tænkes, lille Inger, at der endnu laa en flaske Volnay i kjelderen?
– Nei, men saa vidt jeg ved, er der en flaske portvin.
– Tant mieux, mit barn. Lad os faa portvin.
. . . Det er ikke hver dag i aaret, professor Pavels trakterer med to slags vin. Annette og Gro! Fluks ud efter nye glas . . . Og du, Inger, pas paa og ikke tør støv af flasken!
– De har faat laks i garnet over paa Bollenes . . . fik jeg høre af Martin som gaar der paa dagarbeide.
– Laks! Ei du mig. Saa maa vi ha laks, madam Tønnesen.
– Javist maa vi ha laks. Men jeg maa bekjende, at min forstand staar stille. Bollenes’en sender os anden hver dag grove regninger paa de to skarve favn bjerkeved fra ifjor og lidt af hvert andet smaatteri.
– At nu laksen netop skulde springe i hans garn! Der findes ingen billighed i tilfældets styrelse, madam Tønnesen.
– Aa, vi faar vel haabe, der er et forsyn, professor.
– Hver gang De minder om forsynet, pleier De at øine en naturlig udvei, madam Tønnesen, sa professoren fortrøstningsfuldt.
– Jeg lover aldrig mere end jeg kan holde, saa behøver jeg aldrig at angre paa det, jeg ikke kan raa for. Men jeg strækker mig, saa langt ryggen holder, sa madamen . . . Ak, hvilken araama af birketraerne! . . . Hun laa bag sin barm med næseborene svælgende i løv. Johannes tog sine øine bort fra hende med ængstelse. Denne modne kvinde gjorde ham skamfuld. – Slig, tænkte han, – maa de se ud, de rigtig brødefulde.
– Kuningunde har cigaretter! lød det. – Aa, onkel Pavels, onkel Pavels, onkel Pavels! Vi maa faa lov! Det er ikke hver dag, det er sankt-hans.
– Den unge pige røgte ikke cigaretter, sa professoren.
– Ja, men den unge pige drak heller ikke portvin. Den unge pige hæklet rødmende blonder til sit udstyr. Den unge pige tilhører historien.
– Kuningunde deponerer sine cigaretter hos mig, sa den gamle herre uforstyrreiig og trommet med sine lange negle paa borddugen. Den unge dame adlød sørgmodig. Professoren rakte æsken til Johannes.
– Herr Rønning, byd de unge piger cigaretter.
Alle klappet i hænderne, og Johannes gik modstræbende omkring med æsken.
– Professoren er en stor opdrager, sa han og forsøgte at smile. – Men kanske ikke netop konsekvent?
– Kjender De Stormen, herr Rønning? spurgte den gamle herre. – Jeg mener Stormen af Shakespeare?
Johannes maatte bekjende, at han ikke gjorde.
Naa, det er ogsaa det samme. Det er ikke noget særlig mesterlig stykke. Det er et lidet festspil, skrevet af en gammel mand og en stor opdrager, som vidste, at det hele kom an paa stoffet, og at der findes stof, al opdragelseskunst er spildt paa.
– Caliban! ropte en af de unge piger.
– Fy! sa Inger, som gik omkring og skjænket portvin i glassene. Hun var brændende rød, og hendes øine tindret af harme.
– Jeg sigter til mine unge veninder, vedblev professoren rolig. Skulde jeg opdrage dem, vilde jeg bare stole paa stoffet og lade det vælge sin form . . . jeg vilde aldeles ikke opdrage, herr Rønning, thi jeg har intet ideal af en ung pige længer . . . han bredte armene . . . Jeg har for øieblikket atten foruden min egen Inger.
Der dvælte velbehag over onkel Pavels’ skikkelse, der han sad midt mellem de lyse piger som i en sky af sommerfugle. Eftermiddagens solskin laa over løvet og slap gyldentunge draaber ned paa bordet, hvor rosenbladene mellem spinkle glas spredte sine utallige øer af dunlet rødme. Stilheden dirret i sine egne strenge, og tiden sov i det lysvaagne øieblik . . . Johannes følte en gysen fare gjennem sig . . . og den mundet ud i en ubestemmelig smerte. Han stirret ret ud for sig, og alt forekom ham fjernt og uopnaaelig og uoversættelig til hans eget sprog . . . Hvad var det? Hvem var det? Hvem var? Han vilde strø rosenblade ud over Ingers haar, og han saa paa sine hænder, og han kjendte igjen sine egne fingre og rev sig løs af det ukjendte.
Madam Tønnesen gjespet og alle kom i latter.
– Onkel Pavels, du er en troldmand. Nu netop holdt du staven stille, og saa ventet vi og glemte, hvad det var, fordi madam Tønnesen gjespet.
– Ja, bare en venlig, niksvyrdig gammel troldmand, sa professoren med et suk . . . – Jeg gjør mig ingen indbildninger. Men herr Rønning ser ud som en streng filosof af den stoiske skole. Skjænk i hans glas, Inger. Han føler sig fremmed i lundene i Sybaris.
Men nu hændte det uventede, at madam Tønnesen pludselig brast i graad. Hun væltet sig frem over bordet og gjemte ansigtet i sine arme og hulket. Katastrofen havde ingen ydre foranledning, og de blev alle siddende i himmelfalden forundring. Endog professoren saa betuttet ud.
– Men, kjære madam Tønnesen, forsøgte han sig. Hun løftet sit røde, taarevaade ansigt og saa paa ham med gnistrende øine.
– Ti, gamle spektakel! sa hun. – Mig kan det være det samme med, skjønt jeg ikke er over tredive aar og enke i fem af dem. Men mit hjerte er bristefærdig, naar jeg ser alle disse unge, uskyldige piger sture i selskab med en stum lægprædikant – hun pegte med knyttet næve paa Johannes – – og det paa en høihellig sankt-hans aften. Aa, du min skaber, hvad det er for en verden, vi lever i!
– Her maa der danses! ropte professoren med ungdommelig energi. – Op og engagér, herr Rønning! Hic Rhodus! Her maa der danses!
Han sprang op og gjorde med trippende skridt en bue rundt bordet, slo ud med hænderne og bukket for madam Tønnesen og førte hende over mot verandatrappen.
– Musik, Inger! tordnet han over skulderen. Alle fulgte storleende . . . men Johannes saa ikke til høire eller venstre. Han flygtet, og takterne af en jagende galop indhentet ham oppe paa landeveien.
– – –
Røgen steg bedagelig op af piben hjemme paa pladsen. Hans mor sad ude paa hellen og strikket og smilte til ham, da hun saa ham komme. Der var som sædvanlig. Som om ingenting var hændt eller kunde hænde. Johannes følte sig næsten rørt . . . han trykket sin mor i haanden, og hun saa paa ham med mild forundring.
– Vi har ventet paa dig med maden, sa hun. – Det er rømmegrød, siden det er Jonsokkveld . . . Du har ikke været hos presten, Johannes?
– Nei, jeg skal gaa imorgen, mor.
– Det er vel ingenting i ulag?
– Nei. Nei. Skal vi spise?
Han havde ingen lyst paa mad, men han vilde ikke bedrøve hende, og da de sad alle tre bænket om det hvidskurede bord i kjøkkenet, begyndte han at snakke og fortælle om byen og om vertinden, han havde bod hos. Hun var gælen efter teater og øl, sa han. Og hun var heller ikke ganske fri for at være uredelig. Der var kommen væk to skjorter for ham paa en ubegribelig maade.
– Nei, men at et kvindemenneske kan gjøre sig saa simpelt, udbrød moderen og lod begge hænderne falde i fanget. – Og de skjorterne saa du vel aldrig snippen af mere?
– Nei, de var nok havnet hos onkel, trodde Johannes.
– ?
Han maatte forklare dem pantelaanerinstitutionen, og Hans Jørn sad for sig selv og smaaknegget, som om han godtet sig over den store bys raaddenskab . . .
Efter maden gik Johannes og satte sig igjen i sin stenstol oppe i uren. Ude langs strandene begyndte midtsommerbaalene at blusse. Enkelte raketter steg spragende over aasranden længer sør. Der var fest nede i ladestedet.
– Hun hed Inger . . . og hun var anderledes end de andre. Hun havde ventet paa, at han skulde sige noget. Men han havde ikke kommet sig til – han var bleven forvildet af alle de . . . alle de gapetøsene.
Den nedsættende betegnelse vederkvæget ham . . . Han sad og dreide sin hat mellem fingrene. Med en gang faldt en seddel ud af den. Den maatte ha været stukket ind under svedteremmen.
Der stod: «Kjære, ikke bliv sint. Men vil De ikke for min skyld kjøbe bare lidt større hat.»
Blodet prikket ham i haarrødderne. Drev hun gjøn med ham! Det var altsaa, som han tænkte: hun var ikke anderledes end de andre!
Han for op og drev nedover igjen.
– Men hun vil, at jeg skal være pen, faldt det ham ind. – Hun har sin mening med det . . . Og han besluttet at gaa op og sætte sig til at skrive til hende. Aabne sit hjerte og vise hende alt, hvad han var.
Han tændte lys, endda den lyse sommerkveld stod ind. Og han bredte store ark foran sig og begyndte. Han skrev længe . . . og engang imellem reiste han sig og læste op halvhøit, hvad han havde skrevet. Og mumlet: Netop slig er jeg. Nu vil hun kjende mig.
Og da han endelig la sig, syntes han, ingen kunde forbyde ham at være tilfreds.
Om morgenen læste han endda engang sit lange brev, før han lukket det. Saa gik han ned til ladestedet og leverte det paa postkontoret. Derpaa gik han hen og kjøbte en ny, stor hat til otte kroner.
– – –
Madam Tønnesen skaffet laks. Hun havde selv ladet sig ro over til Bollenes, og gutten sovnet i baaden ved bryggen, medens hun var oppe. Og hun kom tilbage som efter en kamp, men med laks . . . Alle de unge damer var reist hjem, hver til sit. Professoren arbeidet paa sit værelse, Inger var ude, og madamen stod ved kjøkkenbænken og skivet op agurker, da postbudet kom. Han stod udenfor vinduet og viftet med et stort brev.
– Ak, jeg faar ondt! sa madam Tønnesen. – Bered mig ingen skuffelse, Nysom!
Postbudet la et par aviser i karmen og beholdt brevet.
– Det er fra nærmeste stoppested. Og dobbelt frankeret.
– Vil De komme med det, Nysom. – Husk, at De staar i offentlig tjeneste.
– Saa sagte, madam. Det er stilet til frøken Pavels, og hun faar slide det med helsen. For er dette et brev, saa maa det mindst være en af Pauli epistler.
Han la fingeren til lueskyggen og gik.
Madam Tønnesen vendte og dreide paa brevet og prøvde at læse tvers gjennem konvolutten. Men det lod sig ikke gjøre. Hun pirket ogsaa lidt ved det med en haarnaal, men resignerte og stillet det varsomt hen bag en tallerken i rækken.
Straks efter kom Inger springende nedover stien. – Jeg mødte Nysom paa veien udover. Han har leveret et brev til mig.
–Ja, jeg har ikke tænkt at beholde det. Vær saa god!
Inger snappet det og vilde videre.
– Skal tro hvem det kan være fra? sa madam Tønnesen.
– Det har jeg ikke anelse om.
– Det er vel let nok at brække det og se paa underskriften.
– Nu var De forhippen nu, lo Inger. – De har da vel aldrig – –? Hun undersøgte randen af konvolutten, men den var intakt.
– Aanei, frøken Inger. Jeg kan nok holde disse fem fingre i veiret, uden at de visner . . . Hun smeldte igjen vinduet i sin fornærmelse, men Inger var for optat af sin spænding til at fæste sig derved. Hun løb op paa sit værelse og laaste sig inde og lukket vinduet, før hun aabnet brevet. Det var flere store ark . . . hun fløi forbi alt til underskriften: «Deres bestandig hengivne Johannes Rønning.» Hendes hjerte banket. Hun læste lidt opover paa siste side, lidt hist og her, og endelig begyndte hun paa begyndelsen.
«Kjære frøken Inger, det maa forekomme Dem underlig, at jeg skriver til Dem allerede nu efter et saa kort bekjendtskab. Men jeg har en fornemmelse af, at dette alligevel ikke vil komme Dem ganske uventet . . . og jeg har ialfald en trang til at lægge mit hjerte aabent for Dem, saa at De, hvis De vil, kan lære mig at kjende, som jeg er». Jeg tror da, at jeg bedst kan forklare mig selv, naar jeg siger, at jeg er en savnende . . .
Naar jeg tænker mig om, saa er det ikke ufuldkommenheden af de tilstande, hvori jeg lever, som foraarsager mine umættelige længsler efter noget andet. Det er et tankeeksperiment, som De selv kan gjøre: at forestille Dem samfundet f. eks. efter almindelige begreber fuldkomment. Tænk Dem, at der ingen forbrydelser er, ingen uærlighet, intet hykleri i menneskenes vandel; tænk Dem, at alle har tilstrækkelig eller overflødig at ernære sig med, fremdeles at alle kommunikationer og alt, som hører til livets ydre bekvemmeligheder, er udviklet til en grad af fuldkommenhet, som vi nu i detaljerne ikke kan forestille os – –.»
– Gud, hvad skal jeg med kommunikationer! tænkte Inger.
«Tænk Dem endelig, at der er skeet ret og skjel i ordningen af staternes indbyrdes forhold, saa krigsmulighederne er afskaffet . . .
– Hvorfor begynder han med politik? tænkte Inger.
«Alligevel siger jeg Dem, alligevel og paa trods af al den ydre fuldkommenhed, vil ethvert individ have de samme ustyrlige længsler efter noget, som han ikke kan gjøre sig selv rede for . . .
– Det ved jeg godt, tænkte Inger.
«0g kanske disse længsler netop under en saadan idealtilstand vilde sønderrive ham saa meget mere, eftersom han ikke længer kunde søge aarsagen til dem i den ydre ufuldkommenhed. Dette er en refleksion, som formodentlig de fleste har anstillet, naar de har søgt at gjøre sig selv rede for den utilfredshed, som ligger paa bunden af enhvers sind. Af hvilken natur er da denne? Hvorledes skal man forklare sig den, og hvorledes skal man endelig befri sig for den?
– Ser man sig om efter de resultater, som videnskaben . . .»
Inger kvalte et suk.
– «i tidernes løb er kommet til, eller tænker man paa de emner, som videnskaberne stiller sig til opgave at kaste lys over – – – –. Jeg fastslaar, kjære frøken Inger . . .»
Den unge pige studset ved at finde sit navn indflettet i denne sammenhæng. Hun læste videre mekanisk, uden at tænke paa sammenhængen.
«at endog en ideal erkjendelse alene vilde udstrække sig til den sanselige verden, thi hvor meget vilde den f. eks. kunne meddele os om sin egen natur? Alene ved at beskrive, hvad der indeholdes i den selv, altsaa alene ved at beskrive det erkjendte og maaden, hvorpaa den kom til at erkjende det. Naar jeg siger, at erkjendelsen ikke kan erkjende sin egen natur, saa er jeg paa veien til at sige, at mennesket ikke kan erkjende sig selv. Thi ligesom erkjendelsen maa være noget mere eller noget andet end det, som rummes i den, saa maa selvet i mennesket være noget andet eller noget mere end alle de tilskud, det har modtaget og modtager udenfra i form af indtryk, akkumuleret som erfaring. Men naar vi véd om os selv, at ethvert savn korresponderer med en ting, der ved at stilles i et andet forhold til os, faar savnet til at ophøre, saa skulde vi vente, at naar alle tænkelige ting var bragt i det forønskede forhold til os, saa vilde savnet implicite være os en ukjendt følelse. Men forud for al erfaring ved vi, at dette ikke vilde være tilfældet, at tvertimod netop da savnet i os vilde antage en lidenskabs karakter, bemægtige sig hele vor sjæl og gjøre os livet uudholdeligt.»
Den unge piges ansigt brændte af vrede. Hun samlet arkene og kastet dem ud i luften, saa de flagret om i værelset. Og hun kastet sig selv over sin seng og brast i graad.
Men om den filosof, hvis udtalelse om umuligheden af selverkjendelse hun netop havde læst, selv havde kunnet se sin læserinde i dette øieblik, vilde han ikke været mindre forbauset over hendes graad end over den pludselighed, hvormed den opløste sig i hulklignende latter . . . Og endmindre tænkte hun selv over denne besynderlighed. Hun stod op og badet sit ansigt i vaskebollen og samlet omhyggelig de omspredte ark og gik ned og banket sagte paa døren til professorens værelse.
– Forstyrrer jeg dig, onkel Pavels?
– Slet ikke, mit barn. Tiden er min egen . . . Han skjøv sine bøker fra sig og dreide sin skruestol . . .
– Jeg har faat et brev fra herr Rønning, som var her igaar. Faar jeg lov at læse det for dig?
– Naah! Han er tidlig ude. Men du skylder ikke mig nogen fortrolighed i de anliggender, min pige.
– Men vil du alligevel ikke høre det?
– Vist vil jeg saa, siden du viser mig den tillid.
Men jeg forstaar ikke dere unge piger af den nye tid . . .
– Sæt dig tilrette, onkel Pavels, og stop din pibe. . . . Hun satte sig selv og begyndte læsningen. Professoren sa intet, men hørte efter med et fuldstændig udtryksløst ansigt. Hun var kommen did, graaden afbrød hende, og gik videre . . .
«Man overbeviser sig let om, at det ikke er nogen ydre ting, selvet føler savn af, ihvorvel det er let at tænke sig dette, saalænge der endnu er et eneste af disse ydre savn, som ikke er tilfredsstillet.»
– Jeg maa vel henregnes til de ydre ting, onkel Pavels?
– Jeg er bange for det, min pige. Men lad os samle fodnoterne i et anhang, som man pleier i moderne skrifter.
. . . «Selvets (i modsætning til lysternes) savn er nemlig deceptionens. Det er den virkelige eller imaginære tilfredsstillelse af alle lysternes savn, som netop aabner en afgrund af tomhed, hvorover selvet spænder sin attraa mod noget, det selv ikke formaar at forklare sig. Og fordi dette savn er deceptionens, og fordi dets gjenstand er noget uendeligt, kan man saa let forklare sig, at den savnende misfortolker det som savn af ting og tilstande, han ikke har eiet eller oplevet.»
– Caliban har læst Kierkegaard, mumlet onkel Pavels. – Nei, læs videre, min pige.
. . . «Selvets trang er ikke alene den at fatte det evige og uendelige, men til at opleve evigheden og uendeligheden. Selvets attraa er det evige liv. Men opfatter vi det evige liv som et liv, der i intensitet overskrider alle oplevelsers maal, da bortfalder al tanke paa tidsekstension, og vi kan tænke os det evige liv levet i et eneste øieblik . . . ikke for den oplevende, thi for ham vil netop derved, at han oplever det, øieblikkets begreb forsvinde, men for den iagttagende (om det ikke her var absurd at tænke sig en iagttager). Tænker man sig et menneske, der saaledes havde levet det evige liv, saa vilde han netop komme til at forholde sig som iagttager overfor sig selv, forudsat altsaa, at han var levende, saa begrebet om tid igjen indfandt sig hos ham. Det evige liv vilde altsaa forholde sig som noget forbiganget til hans aktuelle eksistens, men denne paradoksale tilstand vilde netop kunne udtrykkes som det evige savn. Og nu er der i ethvert menneskes liv netop saadanne evige momenter, og derfor er der i ethvert menneske, som lytter til sit selv, et evigt savn. Det strider ikke herimod, hvad jeg ovenfor sagde, at dette savn ikke kjender sin gjenstand. Mennesket kjender den nemlig ikke uden som aktuel, kjender den alene i oplevelsens øieblik – da den ikke kan tænkes. fordi den er evig. I det evige liv er der ingen adskillelse mellem det tænkte og det levede, thi livet er syntesen. Men fordi der i menneskets liv er evige momenter, derfor er dets eksistens, naar det føler dybt, fyldt af et evigt savn. Og i alt, hvad et menneske, som er sig dette bevidst, gjør, søger det netop evighedens tilfredsstillelse, men fremfor alt søger del denne i kjærligheden»
– Nu kommer det, sukket onkel Pavels befriet.
«Et menneske, som elsker, siger til den elskede: giv mig det evige liv. Men fordi det er saa, derfor har intet menneske lært det ringeste om sig selv at kjende, som ikke har elsket eller som ikke elsker. I kjærligheden er ikke savnet udslukket, thi den fornyes idelig gjennem savnet af det høieste livsmoment, men det paradokse ved kjærligheden er, at selv under de høieste øieblikke af dens lidenskab stirrer savnet umættelig, evighedsfortabt ud i tomheden. Derfor er det i kjærligheden, at mennesket skimter det evige liv, men derfor er det ogsaa alene i kjærligheden, at mennesket dybt og smertefuldt forstaar, at det ikke har oplevet og ikke engang i kjærligheden kan opleve det evige liv . . .
Kjære frøken Inger, dette er en del af de refleksioner, jeg har anstillet som den, jeg er: en savnende. For et menneske, der gjør sig rede for sig selv, hvad bliver resultatet af en saadan refleksion for hans erkjendelse? At gjenstanden for hans savn er evig og altsaa uerkjendelig, og at han derfor selv er evig og uerkjendelig for sig selv. Alene under tidens bestemmelse kan han finde noget, der tilnærmelsesvis kan give ham en forestilling om det, hans savn gjælder, og det er hans livs høieste momenter – hans kjærlighed. Disse momenter forekommer ham som syntetiske tilstande, der giver ham nøklen til hans livs hemmelighed.
Kjære frøken Inger. De vil efter det foregaaende ikke kunne misforstaa mig, naar jeg siger, at jeg elsker Dem.
Professoren banket asken ud af sin pibe.
– Det var meget abstrakt, sa han – men jeg indser ikke rigtig, at konklusionen følger med nødvendighed af præmisserne. Det var forresten en fanden til metafysisk maade at fri paa. Hvad vil du saa svare selvet, min pige?
– At selvet faar holde sig til sig selv. Hvad skulde jeg svare, onkel Pavels?
– Nei, du har ret. Han lar dig ogsaa udtrykkelig forstaa, at han foretrækker Das Ding an sich . . . Caliban blir aldrig menneske, lille Inger, selv om han vaskes i en brønd af visdom og opstilles som pryd i det akademiske kollegium.
Hun havde rullet arkene sammen til en cylinder og holdt den for øiet og keg ud af vinduet som gjennem en kikkert.
– Jeg ser bare blaa luft, sa hun.
Professoren betragtet hende opmerksomt.
– Og dette var ingen skuffelse for dig, Inger? sa han. Ikke en bitte liden skuffelse?
Inger slap papirrullen og slo armene om den gamle herres hals.
– Jo, hvisket hun. – Det var en bitte liden skuffelse. Og hun sprang sin vei og lod den gamle herre bli siddende.
– – –
Men det hændte sig, at Johannes Rønning den dag blev lige til aften i ladestedet. Han vilde ikke være hjemme og høre paa moderens paamindelse om at gaa til presten, og han kunde ikke gaa til tangen og komme sit eget brev i forkjøbet. I sin uro og forlegenhed opsøgte han en ven, som var lærer paa stedet, og sammen med denne ven tilbragte han dagen. De drak vin sammen og spillet dam og fik tiden til at gaa, og vennen syntes, det begyndte at blive me-meget hyggelig, da Johannes pludselig trev sin nye hat og gik. Han var i en let og fin stemning. Han svang sin kjæp og følte sig fri og overmodig . . . – Jeg har drukket lidt vin, tænkte han. Det skader ikke.
Det skumret alt mellem de hvide bjerke, da han kom nedover stien. Fra huset hørte han ikke en lyd, men da han vilde forbi kjøkkenvinduet, blev det sagte aabnet, og madam Tønnesen vinket ham henunder det med betydningsfulde lader.
– Her er ingen hjemme uden jeg, sa hun dæmpet. Og jeg er saa bange, herr kandidat – ak, jeg er saa grulig bange i denne ensomme sommeraften . . .
Johannes vilde ytret en beklagelse og vendt om, men pludselig sank madam Tønnesens overkrop ud af vinduet, og før han kunde komme unna, har han dens vægt og kjendte to runde arme om sin hals.
– Jeg holdt vist paa at besvime, hvisket madam Tønnesen og klemte ham fastere. Han kjendte hendes kind hedt mod sit eget. Han gav efter for et vildt instinkt og kysset hende.
Hun lukket øinene.
– Det er ikke mere end én gang Sankt Hans, sa hun.
– Lad mig komme ind til Dem, madam Tønnesen! stammet han næsten forbitret af hastværk og løftet hende i veiret.
– Kald mig Rosalie! forlangte hun ømt og trak ham ind efter sig . . . Hans nye hat faldt af ham og blev liggende igjen paa singelen.
Det var lys midtsommernat. Bjerkene rørte ikke sine langfrynsede kroner. Men under løvet fløitet en fugl . . .