Den skandinaviske Forening i Christiania
Jeg var noget traa til at gaa med, da den blev stiftet, for nogle Dage siden; thi jeg mente, at Sagens Vigtighed og Sandhed skulde være saa talende og seirrig, at en særskilt Forening til dens Befordring ikke skulde være nødvendig. Men da et stort Tal af mine Venner holdt for, at den dog kunde blive et nyttigt Middel, saa gav jeg mig, og nu vil jeg gjerne deltage i deres Bestræbelser og dele deres Forhaabninger.
Det er af mine Folk, de Mænd, som i den trykte Indbydelse til denne Forening have udtalt, at hvad det gjælder om for os, det er at befæste og yderligere udvikle den Union, som lykkeligvis allerede bestaar mellem Norge og Sverige, og derhos at faa istand en politisk Forbindelse med det tredie skandinaviske Land, Danmark.
Saadan politisk Forbindelse, at naar Fienden forgriber sig paa en Del af Danmark, saa skal det være for os, som om han havde trængt ind i Throndhjem.
Den Tanke har jeg nok gaaet med længe; men den har taget fast i Bunden nu, saa Skibet ligger for Anker og driver ikke.
Nu, siger jeg. Jeg mener: i disse Uger, siden Kanonerne begyndte ved Dannevirke.
Lad komme, hvad komme vil – kun at vi holde sammen. Enten seire vi da og bestaa, eller vi ere dog freidigere i den fælles Familie-Ulykke.
Thi var jo det Tunge i Ulykken i disse Maaneder, det Bittre i Smerten, at vi vare ikke med! ikke med ved Dybbøl!
Aldrig har jeg vidst saa godt, at vi burde holde sammen, som under denne Smerte over, at vi ikke gjorde det.
Denne Krigs Ulykke var vel nødvendig, for at vi skulde lære det. Men den vilde blive dobbelt ulykkelig, dersom vi ikke lærte det endda!
Nu staar den for os i Glands, den hele Række fra Fridtjof og Harald og Olaf og Snorre nedover til Tordenskjold og Sverdrup og Christie og Henr. Wergeland og Carl Johan og Oskar! Endnu er det en Lyst at anspore sine Muskler og Nerver og arbeide og opoffre sig for det dyrebare Fædreland og synge og græde for dets Fattigdom og dets Ære.
Men om en fremmed Slægt skulde komme til at raade inden vore Enemærker – en Slægt, som ikke fatter, hvad der begeistrer os, ikke ændser, hvad vi vilde gaa i Døden for!
Jeg tilstaar, at i denne fortvivlede Tid, under denne ørkesløse Beskuelse af Begivenhederne, har Døren staaet paa vid Væg, og uhyggelige Tanker ere gaaede ud og ind, og Forestillinger have nærmet sig min Sjel, som før ialfald have holdt sig i det usynlige Fjerne.
Thi dersom vi ere for smaa til at møde frem til Danmarks Kamp nu, hvorledes skulle vi da blive store nok til at bestaa i vor egen Selvstændigheds-Kamp siden?
Det kan kanske vare Hundrede Aar til, at Kampen naar hid til vore egne norske Grændser. Men dersom vi nu tilstaa og bekjende, at vi ere for faa og smaa, saa er Haabet ude allerede fra nu af.
Saa kan vi fremdeles bygge Chausseer og holde Dyrskuer og forhandle i Amtsformandskaberne og lade Skibe gaa af Stabelen. Men der er ikke længer nogen Fornøielse i det Hele; det er, som naar Flaget paa Skibet hænger slapt.
Der er en overmaade sund og god Regel, som siger, at man faar tage Menneskene saaledes, som de nu engang ere. Jeg anvender Regelen paa mig selv. Jeg lægger Mærke til, hvordan jeg selv er, og tager Vink og Raad deraf. Jeg er saadan, at jeg nok helst vil leve min Tid i Norge – om det saa var paa en af dets yderste Øer. Og dette har siddet i mig fra saa tidlig, som jeg kan mindes. Men med Aarene er det gaaet mig saa til min egen Forundring, at mit Fædrelands-Sind nu og da maa op paa en Høide med Udsigt ind over Grændsen til Sverige og ned over Kattegat til Danmark – og jeg kan finde mig i, at den Tid kanske skal komme, da mine Sønner skulle gaa ud og ind og finde sig som hjemme i alle disse tre Riger, i det hele, herlige Norden. Men (dog her er det, at jeg tager mit Menneskelige saadan, som det nu engang er) – længer kan ikke mit Fædrelands-Sind gaa; hvad der er udenfor Norge og Sverige og Danmark, det er fremmed og uhjemligt for mig.
Derfor taler jeg udaf mit Hjerte, naar jeg taler for Sammenhold i Norden.
Men hvorledes kan jeg dog tale saa, jeg, som med Stolthed kalder mig en ærlig og frisindet Borger af mit Land og jo maa mindes, hvorledes Landets National-Forsamling for nogle Uger siden tydelig sagde, at den ikke yndede videre Sammenhold end det, der allerede var? Her blev det mig en Trøst, hvad en Ven af mig i den Anledning mindede om, nemlig at i 1814 sagde Nationalforsamlingen Nei til Foreningen med Sverige den 17de Mai, men sagde saa Ja den 4de November. Se, siden hint Nei af Storthinget nu nylig, har allerede Meningerne holdt paa at dreie sig som en Fløi i Begivenhedernes Storm – ikke hos Alle rimeligvis, men sikkerlig hos Tusinder. Og faa vi nu imorgen eller iovermorgen høre, at Slesvig er skaaret over, at et Stykke af Nordens gamle Lande er taget, saa skal det vel gjøre Indtryk, og det skal gaa op for endnu flere, at nu kan vi ikke vel taale flere Nederlag.
Hvor disse Begivenheder have talt, og hvor denne Tale har været vækkende og belærende! I en saadan Tid kunde gjerne alle Folkeoplysnings-Selskaber lægge sig til at hvile; vi behøve ikke at skrive „Stykker af historisk Indhold,“ naar selve Historien træder lyslevende frem, omgivet af Heltemodets Bedrifter og det hele Følge af Borgersindets Dyder. De Danskes Kamp mod Overmagten har været et Lys-Punkt i Europa i denne mørke Vinter; den har bæret et Kapitel af Verdens-Historien midt under Døgnets Jammerlighed – og disse Danske regne sig glade i Slægt med os, og deres Uforsagthed og Udholdenhed og rette nordiske Sind har (havde jeg nær sagt) befordret vort norske Folkeoplysnings-Selskabs Formaal, som ifølge § 1 er „at virke til Folkets Oplysning med særligt Hensyn til Folkeaandens Vækkelse, Udvikling og Forædling.“ Og nogle af de mest Lærenemme have været disse modige Mænd „af Folket,“ Anton Jensen Korgen og alle de Andre, som fik sig en Kongsberg-Rifle og ilede ned.
Det er vel længe siden, at een Tanke saaledes fyldte Alles Sind og holdt Samtalen oppe overalt, hvor Mænd mødtes, mellem Lindesnæs og Nordkap. Sympathien for Danmark har varmet Hjerterne, og den norske Fædrelandskjærlighed har skudt et godt Aars-Skud af Tilbøielighed og Overbevisning og Villie. Her gjælder det Ord, at Øret kan høre, hvor Græsset gror. Hvert Nummer af Hovedstadens og Provindsernes Aviser er som et nyt Blad af Væxten, med deres alt mere og mere varme og enige Yttringer af Stemningen.
Alt Folket har i Samdrægtighed betragtet den store Sag fra alle Sider og overveiet de mange Raad, som gives, de mange Tanker, som skyde sig frem. Det er som en stor Forening af Borgere, alle Partier er med, thi trods Menings-Forskjellen ere de dog forenede ved Følelsen af, at paa en eller anden Maade ere Fædrelandets dyrebareste Interesser med i dette Spil.
Og det hører med til min nationale Selvopholdelses-Drift, at jeg maa tro og haabe, at den Tanke, som for mine Øine er saa klar og afgjort sand, og som derhos kjendelig seirer over det ene Sind efter det andet, Tanken om, at Nordens Folk og Lande maa holde sammen for at holde ud, at den Tanke skal tilsidst blive denne naturlige Borger-Forenings Fælles-Sag.
Derfor var det da ogsaa, jeg mente, at det var ikke nødvendigt og altsaa heller ikke rigtigt at danne en særskilt Forening nu. Men jeg er i det Hele taget tilbøielig til at mene, at det, som sker, maa der ialfald være noget Godt og Nyttigt i; nu er det skeet, at fædrelandssindede Nordmænd have forenet sig om det Tegn: Sammenhold i Norden. Maaske kan dette Foretagende bevirke, at den Overbevisningens Udvikling, som alligevel monne gaa for sig, bliver paaskyndet. Og snarere end Nogen mener, kan der indtræde nye Begivenheder, som ville kræve af os, at vi allerede ere færdige med vore Meninger.
Jeg vil indstændig bede og tilraade, at man med velvilligt og opmærksomt Sind vil agte paa, hvad denne Forening maatte finde Anledning til at sige eller gjøre i denne alvorsfulde Tid. Der er ikke den Mand i Landet, som ikke paa en eller anden Maade kan hjælpe til, at det Gode kan komme ud af denne fædrelandske Stræben, som den monne være bestemt til at virke.
Eilert Sundt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |