Den norske bukkevise
I sin Danmarks og Norges Hist. i det 16de Aarhundrede siger Troels Lund (I, Indre Historie 7de bog s. 88), at den gamle julebukkevise er gaaet tabt baade i Danmark og Norge, hvorimod den indtil for kort tid siden endnu var kjendt paa Øland og senere gjengivet af Arwidsson i hans „Fornsånger“ (III, 525). Herved kan dog mærkes, at det kun var ordene, som kjendtes paa Øland, ikke melodien, medens baade denne og ordene for Norges vedkommende endnu vil være i manges erindring, da det hele julebukkevæsen gik for sig i Bergen, ligetil det mellem 1843 og 1849 blev forbudt af byens daværende politimester.
Ogsaa den norske vise fortjener at bevares. Jeg gjengiver den her ortofonisk i den bergenske dialekt saaledes, som den blev foredraget, og til sammenligning vedføies den svenske vise efter Arwidsson.
Scenen udførtes af 3 almuesgutter, hvoraf den ene gav bukkens rolle og de to andre faderens og sønnens. De begyndte med at give sig tilkjende ved banken paa døren til gangen og spørgsmaalet: „Ska I ha bukken ind?“ Naar dette var bejaet, blev gutterne for det meste indførte i „ammestuen“, hvor der da opstod en ængstelig spænding hos smaafolket, saa flere af disse for en sikkerheds skyld trak sig tilbage til den fjerneste krog af værelset. Optrinnet aabnedes med en hilsen i høitideligt tempo til de forsamlede, som oftest hele husets folk, og efter samme melodi som de to første vers i hver strofe af visen. Under introduktionen iførte den gut, som spillede bukken, sig sine attributer: en stok med to bukkehorn paa toppen og dertil fæstet et strygeklæde, hvormed han bedækkede sig, idet han krummede ryggen og holdt fast i stokken, som han under sine vilde spring ofte stødte i gulvet, med ledsagelse af et bæ! Naar den hele forestilling var endt og gutten dernæst reiste sig op og strakte stokken med klædet i veiret, var det ofte løierligt at se, hvorledes børnene og gutten byttede roller. Han, før den kaade og frygtelige buk, blev nu, da han stod ansigt til ansigt ligeoverfor forsamlingen, med engang spagfærdig og undselig, medens børnene viste sin kjækhed, da bukken var forsvunden.
| 1. | 1. |
| Aa faren aa saanen di bygde | och fadren och sonen de bygde |
| en baat, | en båt, |
| – – – – – – – – | De bygde derpå i femten år, |
| Di bygde paa baaten ifemten aar, | Så lade de bocken i båten. |
| i femten aar. | |
| 2. | 2. |
| Aa faren han ladde aa saanen | och fadren och sonen de skulle |
| han skaut | gå vall, |
| – – – – – – – – | Så hitte de en boch i den långa |
| Han skaut saa længe te bokken | tall, |
| laag dau, kjillebukken min. | Så lade de bocken i båten. |
| 3. | 3. |
| Aa ka ve du gje meg for bokken | och fadren han ladda och sonen |
| sit skinn | han sköt[1] i |
| – – – – – – – – | Så hastigt den bocken åt jorden |
| Aa eg ska gje deg en tynne vinn, | stöp. |
| en tynne vinn. | |
| 4. | 4. |
| Aa ka ve du gje meg for bokken | De höljde på bocken en kappa
sin ull || blå; |
| – – – – – – – – | Det gjorde de, för den bocken |
| Aa eg ska gje deg en tynne gull, | var grå. |
| en tynne gul1. | |
| 5. | 5. |
| Aa ka ve du gje meg for bokken | De höljde på bocken en kappa |
| sit haann | röd, |
| – – – – – – – | Det gjorde de, för den bocken |
| Aa eg ska gje deg en tynne kaann, | var död. |
| en tynne kaann. | |
| 6. | 6. |
| Aa ka ve du gje meg for bokken | De höljde på bocken en kappa |
| sit skjægg, | hvit. |
| – – – – – – – | Det gjorde de, för den bocken var |
| Aa eg ska gje deg en tynne ægg, | lik. |
| en tynne ægg. | |
| 7. | 7. |
| Aa ka ve du gje meg for bokken | Och innan den bocken han blifver |
| sin fot, | hemkørd, |
| – – – – – – | Så koster det bonden femhundrade |
| Aa eg ska gje deg en gullerot, | mark. |
| en gullerot. | |
| 8. | 8. |
| Op stander den bokken aa rister | Och innan den bocken han kommer |
| sit skjæg | i salt, |
| – – – – – – – – | Så koster det bonden femhundrade |
| Han haapte og sprang paa femte | mark. |
| vægg, | |
| paa femte vægg. | |
| 9. | 9. |
| Aa bokken sprang opp paa Elias | Och bocken han up och raska sit |
| taapp, | skägg, |
| – – – – – – – | Han slog sitt hufvud mot hvar |
| Der stal han seg en smalekraapp | femte vägg, |
| en smalekraapp. | Så lade de bocken i båten. |
| 10. | |
| Aa bokken sprang op paa Elias | |
| fjell, | |
| – – – – – – – – | |
| Der fallt han ner aa slo seg ihel, | |
| ihel,ihel. |
Som det vil sees, er der temmelig stor forskjel mellem begge viser, idet nogen lighed kun delvis spores mellem 1ste, 3die og 9de strofe i den svenske vise og 1ste, 2den og 8de strofe i den norske. I begge maa der være bortfaldt noget. Saaledes synes den svenske at mangle en slutning, og dens 2den strofe hænger ikke sammen med den 1ste, hvori bukken allerede er tilstede. Ligeledes maa den norske vise have havt noget, der svarede til 2den strofe i den svenske, da man ellers ikke kan forstaa, hvad den i 1ste strofe omtalte baad skal bruges til. Hvad der i den norske vises 10de og 11te strofe sigtes til med Eliastop og Eliasfjeld, synes uforklarligt. Forøvrigt kræver baade versemaalet og den bergenske dialekt, at det anførte navn faar tryk paa første stavelse, saaledes at det maa lyde Elias, ikke Elias. Af begge viser faar man et gammeldags indtryk, dog kan de vel ikke, selv om vi sætte ildvaabnene i 2den strofe ud af betragtning, hidrøre fra en meget fjern tid. Under alle omstændigheder kan det neppe med Troels Lund antages, at der i den svenske vise lever en tradition fra Thors dyrkelsen, idet han henviser til dr Henr. Petersen om nordboernes gudedyrk. o. gudetro s. 65.
N. Nicolaysen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Her blev afskudt en pistol eller udraabt „paff,“ da bukken faldt ned og blev liggende indtil sidste strofe.