Den norske Dale-Vise
Siungis med den Thone: Bonden hand acter paa Tiden, x.
1.
Fjeld-Byggen agter paa Tiden,
Vinter, naar Dagen er liden,
Tar hand Øx paa Nacken,
I Bakken,
Gaar i dyben Snee,
Op til Lænderne,
Finder sig et Træe,
Kroget til at see,
Hugger deraf Meier,
Som pleier,
Brugis under Slæde paa Veier.
Sexringer, Ottringer[1] lange,
Aarer og Øse-Kar mange,
Veed han vel at lage,
Og mage,
Toffe, Tilje, Pligt[2]
Mast oc andet sligt,
Som er brugeligt
I Søeleeners stict
Sælger dem til Smellen,
Varfellen,
Blir betalt med Fisken på Giellen.
Anden Slags Skouhugst oc vankcer
Rigdom sig Græs der aff sancker.
Fanger sine Punge
vel tunge,
Er dog Niding ret,
Som sig sielffver mæt,
Gad ret aldrig ædt,
Holder sig kun slet,
Gaar udi en Koffte,
tit offte
Som ey skiuler Lænd eller Hoffte.
Bønder som boer ind i Fiorde,
Part haffver hærlige Jorde,
Eng oc grønne Volde,
blant Knolde,
Frugtbar Korne-Land,
Som vel nære kand,
Rundelig sin Mand,
Ligger for et Spand,
Er dog god for Tvende,
Ja Trende,
Føder Qveg oc Faar uden Ende.
Aamund og Gudmund hans Grande,
Boer paa en Gaard, heder Sande,
Disse Toe paa Leye,
Mon eye,
Hver af dem et Pund,
Trættes og hver Stund
Om sin Gaard og Grund,
Ret som Kat og Hund,
Skiendis, bandis, kivis,
Og rivis,
Hvoraf stor Forargelse givis.
Aamund og Gudmund i Rette,
Stefnis for Leybols Trette;
Ingen af dem møtte,
Men bøtte
Stefnings Fald og Bod,
Bleve Venner god,
Sig forlige lod,
Sver om Liv og Blod,
At de blive skulde
Tilfulde
Evig gode Venner og hulde.
Dagen nest efter sig hændte,
Gudmund hans Øxen de rendte
Ind paa Aamunds Enge
Lit lenge.
Strax var Koen solt,
Djevels Huus blef holt,
Det gick i hans Skolt,
Aamund, stor og stolt,
Slog sin gode Grande
For Pande,
Saa at Blod til Jorden mon stande.
Sagen ageris til Tinge,
Gudmund fra Jorden maat’ springe,
Øretouger Otte
Hand maatte,
Give ud for Blod,
Tretten Marker god,
Det er Slagsmaals Bod,
Fogden siden lod
Hannem strengelige
Tilsige
Ager Eng og Jord til at vige.
Lod ham og derhos befale
Bøderne strax at betale
Og sig dertil skicke,
Hvis icke
Da Vurdering ske
Inden Dage tre.
Saa maat’ Gudmund see
Hvor de tog hans Fæ.
Det var den betalning,
Den Galning
Fick for sin motvillig Forhalning.
Sæl var han Halvar i Aasen!
Standendes har hand paa Baasen
Folen rask og Heste,
De bedstet,
Som i Landet er,
Samt en blakket Mær,
Vel en Daler værd,
Paa to Skilling nær,
Var med Alder palget
Bedaget,
Blev derfore slagen paa Gnaget.
Hesten, vel skod under Hoven,
Spændes om Vaaren for Ploven
Men om Vinters Dage
Maa drage
Tunge Tømmer-Stock,
Bord og Deeler nock,
Ager Møget og.
Qvinden ved sin Rock
Spinder Traad paa Snellen
Ved Ellen,
Til det lider langt ud paa Qvellen.
Malfri - du hende skuld’ skue
Udi sin Helligdags Lue,
Naar hun hen til Kircke
Mon lircke
Med sin’ runde Skoe;
Da maa du mig troe,
Hun er ingen So,
Til en Dantz at sno
Har hun Fødder rappe,
Hel knappe,
Ligesom en Koe paa en Trappe.
Halvar, en Mand velbeholden,
Standendes har han paa Stolden
Kvigen ung og Oxen
Fuldvoxen,
Kalven fed og stor,
Som kom til ifjor,
Sætter hand paa For,
Indtil Græsset groer,
Slagter derforuden
Gieldstuden,
Tager en Rixdaler for Huden.
Halvar slaar Studen for Skallen,
Malfri, hun rører i Dallen
Giører Pølser feede,
Vel heede,
Af det Oxe-Blod,
Gryn hun deri lod,
Tarm med Talg begrod,
Til Kallun er god,
Bereede siden Bugen
For Pugen,
Aad vel Pølser ti gang om Ugen.
Men end om Pølsen er blandet
Med noget udaf det andet,
At forstaa: de Krommer,
Som kommer
Udaf Vommen trind
Stængt for med en Pind,
Tag det frilig ind,
Hvad som ey dit Øye
Ser nøye,
Kandst du uden Harme fordøye.
Saa gick til med den;
Malfri stod igien;
Over saadan kræsen
Dreng-Væsen
Stod som hun var slagen paa Næsen.
Siden, som det blef opdaget,
At hendis Tøs den har taget,
Blef den gode Qvinde
Ved Sinde,
Seer sig om i Vraae
Fant en Kjep der staa,
Dievels Hus der laa,
Bancket Ryg og blaa
Fick den Tøs at bære,
Maat' svære,
Aldrig meere utro at være.
Malfri sin Ko skulde melcke,
Buncken hun sætter paa Bielcke,
Sielf gaar hun i Fiøsen
Med Tøsen,
Deeler Straaet ud
Til sit Qvæg og Stud,
Til sin Øg og Skiud,
Siiler giennem Klud,
Mens staaer hendis Bikker
Og slikker
Melck af Bøtten, saa de snart sprikker.
Saa giennem Granskov og Furru Kom jeg til en heeder Gurru,
- Gav mig Møsse-Brømme
- Og Rømme.
- Udi Buncken laa
- Fluer stor og smaa,
- Ilde ud de saae,
- Maatte gaa derpaa;
- Blev det Maaltid ædet,
- Jeg svedet,
- Saa jeg nær nedstyrtet af Sædet.
Som det nu lacker til Qvællen, Ind kom Fru Gurru med Fellen,
- Fellens Haar var lange
- Og mange;
- Fremmed Rytteri
- For Fribytteri
- Skiuler sig deri,
- Ginge paa Parti,
- De reed ey paa Sale,
- De Kale,
- Men min Ryg det fick at betale.
Ryggen den blev skrammereret, Ve dem, for mig de skamferet!
- O hvor bide kunde
- De Hunde!
- Hver sin Skaal ei sveg,
Plucket surt min Steeg,
Grædendis og bleeg,
Gick jeg af den Leeg
Og blef viis forsilde,
Hvor ilde
Mig bekom Fru Gurru sit Gilde.
Som jeg saae Dagen fremliuse,
Bød jeg Farvel udi Huuset;
Gurru bad mig tøve,
Mad prøve:
Faa den Skam det giør!
Icke jeg det tør.
Jeg har vært der før,
Kiender vel jers Skiør;
Gid det i jers Tarme
Med Harme
Stod indtryckt med Ild og med Varme!
Kommer du engang til Fuse,
Finder du Hosbund i Huse,
Harald med et Øye,
Den høye,
Det er Ret en Kolv,
Haver Sønner rolv,
Gangende paa Golc,
Halvor, Roald, Rolv,
Ole, Tor, Knyd, Sæbjøn
og Træbjøn,
Simen, Gunner, Snæbjøn og Præbjøn.
Disse paa Beyleri rente,
Gjenterne dennem vell kjendte;
Naar de fantis sammen,
Hvad Gammen,
Oc hvad Rye Spil
Da bleff laffvet til,
Jeg det tie vil,
Som en Muus saa stil,
Kund Høstall og Stakke
Kun snakke,
Da Gud bedre Tøszernis Nacke.
Tøserne bleve besoven,
Dømte de bleff efter Lowen,
Sex Rixdalers Brøde
at bøde.
Men hver Dreng udgav
Tolv Rigsdalers Straf,
Dansed uden Stav
Sorgfuld aff det Lav,
Haralds Penger sprunge,
Hans Punge
Bleve siden icke saa tunge.
Aaret sin’ Maaneder fylder
GUd slog vor’ Tøser med Bylder,
Skjørtet tog at kortes
Udvortes,
En i Vester for,
Anden hen i Noer
Med sin' Flasker stor,
Som var smaa ifjor,
Bleffve giort til Ammer,
De Dammer,
Ikke udi Tuckt, men i Kammer.
Men hand Pe Pesa, Jo Josa
Samt og den Danmand Ol Olsa
Byder Fogd og Præster
Til Gjester
Ind i deris Hus,
Gjænter og romus
af sit Bonde-Snus;
Bruger og de Knolde
Saa bolde
Samme Skick vor' Qvinder oc holde.
Kvindernes Næsebors Porte
Er derfor deilige sorte,
Ligesom Skorsteene
Saa reene,
Hiertens vacker Snud,
O, du lede Krud,
Er din Tobacks-Stud
Ei snart tømmet ud?
Bruger du det lenge,
For Penge
Kommer du vist engang at trenge.
Slutningen denne skal bliffve:
HErre GUD Kornet os give!
Snuus og Toback-studen
Foruden
Vi vel være kan.
GUD velsigne Land,
Hav og Fjord og Strand!
Oplad milden Hand,
At den fattig Bunde
Hand kunde
Nyde din' Velsignelser runde!