— Men jeg har ogsaa Grund til at være i godt Humør, svarte Krag smilende, jeg har havt en herlig Tur og jeg har faaet Anledning til at opklare en meget interessant Sag.
— Opklare? spurgte Direktøren, har De kanske allerede fundet den Tredje?
— Ja, nu har jeg ham snart. Jeg mangler bare det sidste afsluttende Bevis.
— Hvad mener De med et Bevis? spurgte Sprængstofkompaniets Chef mistroisk, skulde her ikke allerede være Bevis nok, hvis De har fundet Manden.
— Jeg siger Dem jo, at jeg har fundet Manden. De kan være ganske rolig. Men det er mig ikke bestandig nok at finde Forbryderen. Det er mig ligesaameget om at gjøre at fremskaffe Beviser for hans Skyld. Tillader De, fortsatte han, idet han gik mod Døren, at jeg trækker mig tilbage et Øieblik. Saavidt jeg forstaar, er et Værelse ovenpaa her reserveret for mig. Jeg har lagt Merke til at det lyser i Vinduet.
Direktøren nikkede.
— Det er rigtig, svarte han, og hvis De nu agter at gaa til Ro, saa vil det oprigtig talt glæde mig. Jeg kan ikke skjønne andet, end at det bare er Fantasterier af Dem at ville udrette noget inat, medens alle Mennesker sover.
— Er Hr. Direktøren maaske træt? spurgte Detektiven.
— Jeg er meget træt og jeg agter at lægge mig til at sove hurtigst muligt.
Asbjørn Krag gik hen og trykkede den andens Haand, idet han sa:
— Skulde vi ikke sees før imorgen, Hr. Direktør, ønsker jeg Dem en god, rolig Nat.
Kristiania-Detektiven forlod Værelset. Direktøren blev staaende en lang Stund i dybe Tanker. Saa slukkede han Lyset og gik ind i sit Soveværelse. Han hørte, at Asbjørn Krag var paa Vei op til anden Etage, Trappen knagede under hans Trin.
Da Asbjørn Krag kom op i sit Værelse, var hans flegmatiske Rolighed med ett formelig strøget af ham. Han kastede sin Hat og Vaarfrakke paa den opredte Seng og satte sig ved Bordet. Saa tog han frem fra Tegnebogen Dokument Numer 1 og 3, det falske Brev og Direktørens Indbydelse til den tyske Hr. Müller. Han la de to Papirer foran sig paa Bordpladen og studerede dem omhyggelig i henved et Kvarter. Da nikkede han tilfreds og la Papirerne sammen igjen.
Saa reiste han sig, gik forsigtig over Gulvet og lyttede borte ved Nøglehullet.
— Alt er stille, mumlede han.
Han aabnede Døren og sneg sig ud paa Trappeopgangen. Her var det ganske mørkt. Da Detektiven havde staaet der i fem Minutter, opfangede hans fænomenalt skarpe Hørsel en Lyd nede fra første Etage. Han lyttede intenst. Det var ligesom listende Trin bevægede sig. Saa fik han i Bælgmørket dernede se et ganske lidet Lysskin, som i et Øieblik flakkede hid og did. Det saa ud, som om Lyset skulde komme fra en Dørsprække eller et Nøglehul. Deretter blev alt paany fuldstændig stille og mørkt.
Detektiven maatte krybe tilbage til sit Værelse for ikke at gjøre Støi. Da han var kommet ind igjen og havde lukket Døren efter sig, trak han sin Revolver op af Lommen og eftersaa den. Vaabenet var iorden med Patroner i alle seks Løb.
Asbjørn Krag tænkte sig om et Øieblik.
— Den fordømte, gisne Trappe, mumlede han, gaar jeg nedover den, saa skriger den saadan, at det kommer til at høres i Husets fjerneste Værelser.
I det samme blev han opmerksom paa, at Vinduet stod aabent. Han tog hurtig sin Beslutning, slukkede Lyset og krøb ud gjennem Vinduet. Det var Asbjørn Krag en Leg at balancere langs Taggesimsen uden at gjøre den ringeste Støi. Etpar Minutter efter stod han nede i Græsset. Han saa sig om. Intetsteds skinnede Lys og han hørte ingen Støi.
Asbjørn Krag gik langsomt frem gjennem det høie Græs. Det evige Sus fra Fossen gjorde, at hans subbende Skridt i Græsset blev fuldstændig uhørlige.
Da han havde gaaet fremover i nogle Minutter, skimtede han en Skikkelse paa Veien et Stykke til Venstre for sig. Det var nu saa mørkt, at han ikke kunde se, hvorvidt det var en Mand eller en Kvinde. Men Asbjørn Krag var saa sikker paa sig selv og sine egne Slutninger, at han straks raabte høit:
— Hallo, Hr. Direktør!
Skikkelsen paa Veien stansede med et.
— Hvem raabte? hørtes Direktørens overraskede Stemme.
— Det var jeg, som raabte, svarte Asbjørn Krag og var i et Sprang ved Siden af ham.
— Har De ikke lagt Dem? spurgte Direktøren forbløffet, jeg saa De slukkede Lyset.
— Nei, ikke sandt, svarte Asbjørn Krag leende, idet han greb Direktøren under Armen, vi syntes begge to Natten var saa henrivende smuk, at vi ikke kunde gaa til Ro.
— Jeg er ude i Forretninger, sa Direktøren.
— Klokken tre om Natten!
— De glemmer vist, Hr. Detektiv, at baade jeg selv personlig og hele Anlægget her svæver i stor Fare, ikke mindst om Natten.
— Og saa er De ude for at se, om alt er iorden?
— Netop.
— Men De kan spare Dem Bryderiet, Hr. Direktør, saalænge jeg er her.
Direktøren saa paa ham.
— Tror De? spurgte han.
— Absolut, De har bedre af at sove.
— Jeg ved selv bedst, hvad jeg bør gjøre, svarte Direktøren mut.
Asbjørn Krag lo igjen. Han var tydeligvis i straalende Humør.
— Hvilken Retning? spurgte han og pegte hid og did.
— Agter De at slaa Følge? spurgte Direktøren.
— Ja, siden vi nu har truffet hinanden i denne vidunderlige Nat. Var De ikke paa Vei henimod Fossen?
— Jeg var paa Vei ned til Anlæggene. Det er mig forresten ligegyldigt, hvor jeg gaar.
— Skal vi saa ta den Vei? spurgte Asbjørn Krag og pegte ret fremover.
— Bort til Ingeniørens Villa?
— Javel.
— Lad gaa. Gjerne det. Det er jo saa ligegyldig.
Da de havde gaaet nogle Skridt, sa pludselig Krag:
— Jeg ser De har Pakken med Dem.
Kristiania-Detektiven havde forlængst opdaget, at Direktøren bar en Pakke i den høire Haand.
— Det er Værktøi, svarte Direktøren, det skal bruges i Fabriken tidlig imorgen og saa tog jeg det med ligesaagodt nu. Vi kan jo gaa nedom Materialboden og lægge det ind til Forvalteren.
— Vil De ikke, at jeg skal bære Pakken for Dem, Hr. Direktør, jeg kan tænke mig, at den er tung?
— Nei, tak, den er slet ikke tung.
Han klemte Pakken haardere ind til sig, ligesom han var ræd for, at den skulde komme i Asbjørn Krags Besiddelse. Direktøren gjorde flere Forsøg paa at befri sig for Detektivens Greb i Armen; men det lykkedes ham ikke. Asbjørn Krag holdt merkelig godt fast, og det lod ikke til, at han var opmerksom paa, at Direktøren ikke likte hans overdrevne Venskabelighed. Detektiven blev ved med at beundre Naturens Skjønhed, noget som slet ikke lignede den koldblodige Politimand. Han pegte rundt omkring sig. Se paa det Skogholdtet der, sa han, hvor skjønt og hemmelighedsfuldt det staar og drømmer i Nattemørket. Se paa den kulsorte Silhuet af Bjergnabben mod Himmelen. Det er Hulveien, Hr. Direktør, De husker sikkerlig Hulveien, hvor vi har Fodsporet med de tre Nudder i Hælen. Og se Dem saa omkring og betragt den første gyldne Anelse af den gryende Dag paa Østhimmelen. Direktøren svarte slet intet til alle disse Udbrud, men hans Uro tiltog, eftersom Krags Fantasier øgede.
De to Herrer var endelig kommet bort til Ingeniørens Villa. Da var det ligesom Asbjørn Krag kom i Tanker om noget. Han stansede, satte Fingeren grundende op mod Panden og mumlede:
— Død og pine. Jeg havde nær glemt —
— Hvad har De glemt? spurgte Direktøren.
— Indbydelsen, Deres Indbydelse til den tyske Hr. Müller. Jeg havde nær glemt at overbringe den.
— Ja, hvorledes vil De bære Dem ad dermed? Har De tænkt at sende den i Posten? spurgte Direktøren ironisk.
— Nei, svarte Krag, jeg vil overrække ham den personlig.
— Personlig! Virkelig! Og naar, tør jeg spørge.
Asbjørn Krag saa op mod Elsasserens Villa, gjennem hvis Vinduer der ikke skinnede Lys.
— Siden vi nu engang er kommet hid, sa han rolig, kan jeg ligesaagodt levere ham den straks.
— Vil De paastaa, spurgte Direktøren ophidset, at de to fordægtige Tyskere opholder sig i Elsasserens Villa?
— Ja.
— Du store Gud! Hos den syge Ingeniør! Saa er der jo Fare paafærde.
— Ganske vist. Det er ogsaa derfor jeg er kommet her.
Asbjørn Krag gik hen til Vinduet og bankede tre Gange med sine Fingerknoker.
— Det lyder som et Signal, sa Direktøren.
— Det er ogsaa et Signal, svarte Krag.
— Til hvem?
— Til den gamle Schultze.
Det varte knapt 5 Minutter, før Døren ud til Verandaen aabnedes. I Døraabningen stod den gamle Schultze med en Blændlygte i Haanden. Han lod Skinnet falde paa de to Herrer.
— Er Herrerne forsamlet? spurgte Asbjørn Krag.
Gamle Schultze nikkede og Kristiania-Detektiven gik ind i Villaen. Han holdt fremdeles Direktøren under Armen. Gamle Schultze gav villig Plads for dem. Direktørens Forbauselse steg.
Da de var kommet ind i det første Værelse, lukkede Asbjørn Krag Døren. De befandt sig i fuldstændigt Mørke.
Detektiven spurgte:
— Har De Pakken, Hr. Direktør?
Direktøren fik ikke Tid til at svare, for pludselig blev der dreiet paa en Knap og et elektrisk Lys blev tændt i Værelset.
Sprængstofkompaniets Chef gav et forbauset Udraab fra sig.
Foruden ham og Asbjørn Krag befandt der sig tre Personer i Værelset.
Henne paa en Chaiselongue med Bind om Hodet laa den syge Ingeniør.
Ved Bordet med en Mængde Papirer foran sig sad de to Tyskere.
Alle tre saa paa de Indtrædende uden Spor af Forbauselse. Det var ligesom deres Komme var ventet.
Direktøren gik et Skridt tilbage mod Døren igjen, men Asbjørn Krag stansede ham.
— Sæt Dem, sa han, saa faar vi tale sammen.
Sprængstofkompaniets Chef rev sig løs fra Krags Greb og styrtede mod Døren. Men Døren var stængt. Da han igjen vendte sig om skjælvende af Bevægelse, smilte de to Tyskere. Ikke en Mine forandrede sig i Elsasserens blege Ansigt, men hans sorte Øine flammede af Had mod Direktøren.
— Et Komplot! raabte Direktøren og begyndte at famle i Lommeme efter sin Revolver. Han fandt den ikke.
— Er det den De leder efter? spurgte Krag og holdt en Revolver op. Det var Direktørens Vaaben.
— Tror De jeg for intet har gaaet og holdt Dem under Armen den hele Tid, fortsatte han.
Kristiania-Detektiven pegte paa en ledig Stol og sa igjen:
— Sæt Dem!
Og dennegang var der en Klang i hans Stemme, som fik Direktøren til at lystre.
— For at undgaa Tidsspilde, sa Asbjørn Krag alvorligt, vil jeg anmode Dem om straks at indrømme, at De har tabt Spillet.
Direktøren blev bleg som et Lig.
— Jeg har den Ære, fortsatte Krag, at præsentere Dem for de to tyske Herrer: Det er Hr. Friedrich Müller, ikke Journalist, men Overbetjent i Berlins Detektivpoliti, og den anden Herre er Artillerioberst Peters i den tyske Generalstab.
Asbjørn Krag henvendte sig nu til sin mørkhaarede tyske Kollega, men han holdt samtidig skarpt Udkig med Direktøren, som under hele hans Forklaring sad og skjalv af Ophidselse og Skræk.
— Det er første Gang, Hr. Kollega, sa Asbjørn Krag, at nogen har havt den Dristighed at engagere mig i den Hensigt at benytte mig som Værn for en Forbrydelse. Hvis det ikke skulde bli sidste Gang, mine Herrer, føler jeg mig overbevist om, at det i Fremtiden vil gaa nye Spekulanter ligesaa ilde, som det har gaaet den Herre der.
— Beviser! raabte Direktøren tænderskjærende. De udleverer mig til mine og Fabrikens Fiender.
Asbjørn Krag afbrød ham med en truende Haandbevægelse og fortsatte: Sprængstofkompaniets Chef henvendte sig for to Dage siden til mig for at søge min Hjælp mod Fabrikens Fiender. Jeg indrømmer, at det i Begyndelsen lykkedes ham at dupere mig, men ved et merkeligt Tilfælde fik jeg Mistanke om Sagens rette Sammenhæng. Det var mig allerede fra første Stund paafaldende, mine Herrer, at De la saa lidet Skjul paa Forfølgelsen af Direktøren. De optraadte som Mænd, der tjente Retfærdighedens Sag, De ventede aabenlyst udenfor mit Hjem i Droschen, og da Direktøren og jeg kjørte derfra, fulgte Herrerne efter uden at lægge Skjul paa, at De vilde konstatere, hvad vi havde i Sinde. Saasnart De bragte paa det Rene, at Direktøren deponerede Kufferten med Papirerne i Creditbanken, havde De ikke længer nogen Interesse af Forfølgelsen den Dag og forsvandt derfor. Mod Deres merkelige Rolighed, mine Herrer, stod Direktørens paafaldende Uro den hele Tid. Men han forklarte, at hans Nervøsitet skrev sig fra, at han var bange for Fabrikens og Fabrikationshemmelighedens Sikkerhed, ja, endogsaa for sit Liv. Min Mistænksomhed vaktes derfor ikke før nogle Timer senere, nemlig nede paa Vestlandsbaaden.
Jeg havde anmodet Direktøren om at indfinde sig paa Baaden i betimelig Tid. Da jeg ankom, fandt jeg Forfølgerne, men ikke den Forfulgte. Jeg la Merke til, at De, mine Herrer, var ligesaa forbausede over Direktørens Udebliven, som jeg. Da jeg, efterat ha sprunget iland fra Postbaaden i sidste Øieblik, kom hjem, traf jeg Direktøren, som sad og ventede paa mig. Han havde faaet et falskt Brev, underskrevet med mit Navn. Det er dette Brev, som jeg her holder i min Haand og som jeg kalder for Dokument Numer 1. I første Øieblik troede jeg som Direktøren, at der foruden Dem var en tredje Forfølger og at denne Tredje havde sendt Direktøren den falske Ordre om ikke at indfinde sig paa Vestlandsbaaden. Men hele Sagen forekom mig saa mystisk, at jeg maatte konstruere en anden Slutningsrække og sætte denne op mod den Slutning, som Direktøren havde indgit mig. For at faa det hele til at stemme, maatte jeg følge Direktøren saalangt som til at indrømme, at Fabrikens Fiende var inspireret af en Tyskland fiendtligsindet Magt. Men da jeg af en righoldig hemmelig Litteratur om denslags smudsige Internationale Affærer har forholdsvis god Rede paa, hvordan Stormagternes „sorte Kamre“ arbeider, tænkte jeg straks: Den ligeste Vei for Frankrig at gaa, maatte naturligvis være at faa en af de to Chefer over paa sin Side. Hvad faldt da rimeligere, end at det henvendte sig til ikke-Tyskeren Hr. Brodd, som ialfald ikke havde Fædrelandskjærlighed iveien for sig. Naar jeg satte selve Direktøren op som Fabrikens egentlige Fiende, stemte det hele brilliant. Hans nervøse Uro skrev sig fra, at han havde faaet en Anelse om, at man havde begyndt at mistro ham. Dertil kom, at han jo maatte ha en uhyre økonomisk Fordel af at spille Forræderen. Først fik han det franske Honorar for at hindre Fabrikationen og dernæst fik han alene hele Fabrikationshemmeligheden, hvis det kunde lykkes ham at faa ryddet Elsasseren afveien. Nuvel, mine Herrer, da jeg reiste ud fra Kristiania med Motorbaaden, havde jeg de to Slutninger fuldt færdige, men jeg lod som intet ligeoverfor Direktøren. Jeg var endnu ikke sikker. Eftersom Tiden skred frem, stødte forskjellige Smaating til, som i det store hele bekræftede min Mistanke, derimod oplevede jeg intet, som kunde tale til Fordel for Direktørens Anskuelse. Jeg behøver ikke her at opregne alt, hvad jeg la Merke til, jeg skal bare nævne denne lille Omstændighed: Direktøren oplyste mig om, at De, mine Herrer talte daarligt Tysk, naturligvis for at gi det Udseende af, at De var forklædte Franskmænd. Jeg havde ikke hørt Dem si mange Ord, før jeg forstod, at De talte perfekt Tysk og utvilsomt var indfødte Tyskere. Da jeg i Arendal læste Telegrammet angaaende Elsasseren, hvori det stod, at han negtede at spise, blev min Mistanke yderligere bekræftet. Jeg skjønte, at Elsasseren mistroede Direktøren og var ræd for, at han stræbte ham efter Livet. Derfor negtede han at spise den Mad, som blev udleveret fra Direktørens Kjøkken. Saasnart jeg var ankommet til Fabriken, gjorde jeg alt for at træffe Dem, mine Herrer og faa en Samtale med Dem. Det var mig da blit klart, at De var udsendt af den tyske Regjering for at se Direktøren paa Fingrene. Jeg gjennemstreifede Skogene heromkring og drog nedover Elveleiet, men det lykkedes mig ikke at træffe Dem før i Aften, da jeg saa Dem klatre ud fra Elsasserens Villa, hvor De naturligvis havde havt en Konferance med Ingeniøren.
Berliner-Detektiven nikkede.
— Saa blev vi da enige om, fortsatte Asbjørn Krag, at vi skulde træffes her paa denne Tid, og jeg lovede Dem, at jeg skulde medbringe Direktøren og fremlægge Beviserne for hans Skyld.
— Ja, Beviserne, skummede Direktøren, Beviserne! Dette er det skjændigste!
Asbjørn Krag afbrød ham igjen:
— Det er bestandig paafaldende, sa han, at en Forbryder begynder at raabe efter Beviserne. Det er gjerne hans sidste Krampetrækninger. Nuvel, De skal faa Beviserne.
Kristiania-Detektiven la Dokument Numer 1 og 3 foran sig paa Bordet.
— Jeg blev efterhaanden mere og mere overbevist om, sa han, at Direktøren selv havde skrevet Dokument Numer 1, nemlig den falske Ordre fra mig om ikke at reise med Vestlandsbaaden. Ordlyden af denne Skrivelse er følgende:
Asbjørn Krag læste den op paa Norsk og derefter paa Tysk:
„Bedste Hr. Direktør. Vi maa opsætte Reisen en Dag. Indfind Dem straks i mit Hjem. Nyheder!
— Fordreiet Haandskrift, mumlede Berliner-Detektiven.
— Ganske vist, svarte Krag, men for erfarne Politimænd er det ikke vanskeligt at opdage Fællesskabet mellem en fordreiet og en naturlig Haandskrift. Altsaa for at konstatere, hvorvidt Direktøren havde skrevet det falske Brev, var det om at gjøre for mig at la ham skrive om igjen med sin naturlige Haandskrift de samme Ord som i det falske Brev. Sid bare rolig, Hr. Direktør, vi er straks færdige.
Direktøren havde slaaet i Bordet af Ophidselse ved Asbjørn Krags sidste Ord.
— Altsaa, fortsatte Detektiven, dikterte jeg Direktøren dette Brev, som jeg har kaldt Dokument Numer 3. Disse Ord, som jeg hermed understreger, er de samme som forekommer i Dokument Numer 1, den falske Ordre.
- „Som Direktør for Sprængstofkompaniet af 1905, tillader jeg mig herved at invitere Dem til at aflægge et Besøg i mit Hjem, for at jeg kan meddele Dem nogle Nyheder, som vil være af Interesse for Dem. Jeg raader Dem til ikke at opsætte Besøget til en senere Dag men straks at indfinde Dem.“
— De vil uden Vanskelighed kunne se, sa Krag, at skjønt Ordene paa Grund af den fordreiede Haandskrift frembyder nogle Uregelmæssigheder, er der dog saa mange og saa karakteristiske Ligheder i Haandskriften, at Fællesskabet ikke kan være tvilsomt.
Berliner-Detektiven erklærte sig enig med Asbjørn Krag.
— Det er et absolut Bevis, udtalte han.
— Men, fortsatte Krag, da jeg vil, at der ikke skal næres Skygge af Tvil, kan jeg fremlægge endda et Bevis, og det et Bevis, som man ikke kan komme forbi.
Direktøren reiste sig.
— Alt det der er Sniksnak, sa han, jeg indrømmer, at De har flettet dette Net omkring mig med adskillig Behændighed, men jeg kan rive det istykker paa et Øieblik. Jeg er rigtignok Nordmand, men jeg er tysk Borger og jeg forbyder Dem derfor som norsk Politimand at blande Dem op i denne Sag, som udelukkende angaar Tyskland. Det kan bli farlig for Dem.
Den tyske Detektiv vilde nu blande sig i Samtalen, men Asbjørn Krag stansede ham med en Haandbevægelse.
— Direktøren har fuldstændig Ret, sa han roligt, og jeg har forudseet, at han vilde komme til at gribe til denne Udvei, den sidste. Jeg vil da svare, at det er min simple Pligt at forsvare alle Mennesker, ogsaa Udlændinger mod Folk, som stræber dem efter Livet.
— Stræber dem efter Livet, raabte Direktøren, ja, se heller at faa fat i Manden, som væltede Stenen nedover Ingeniøren.
— Ganske rigtig, svarte Asbjørn Krag, og jeg har faaet fat i ham. Hr. Direktør, jeg anklager Dem for Mordforsøg paa Elsasseren.
— Mig, sa Direktøren, ... virkelig!
Han lo haanlig, men hans Øine flakkede hid og did fulde af Fortvilelse.
Kristiania-Detektiven henvendte sig nu til Direktøren:
— De vil erindre, sa han, at jeg for en Time siden, efterat jeg havde dikteret Dem Dokument Numer 3, optraadte paa en saadan Maade, at Deres Mistanke pludselig blev vakt. De reiste Dem da saa hurtig, at Stolen faldt overende. Dette gjorde jeg med Hensigt. Jeg vilde, at De skulde tænke ved Dem selv: Kanske alligevel Asbjørn Krag har fattet Mistanke. Jeg vilde ha Dem til at forsøge paa at rydde afveien Beviset, det endelige Bevis, jeg vil kalde det Hovedbeviset. Kjære Hr. Direktør, fortsatte Krag, idet han hurtig greb Pakken, som Direktøren havde baaret under Armen, da jeg traf Dem herudenfor, var De paa Veien ned til Sjøen, ikke sandt? For at nedsænke denne lille Pakke. Husker De Fodsporet med Merkerne efter de tre Nudder ovenfor Hul veien, Hr. Direktør?
Han rev Pakken op.
— Ah, jeg ser, at De ogsaa har lagt en tung Sten i, saameget destobedre.
Detektiven havde nu faaet Papiret af og holdt etpar amerikanske Herrestøvler iveiret.
I den venstre Støvles Hæl var der tre Nudder.
Direktøren sank ned paa Stolen og skjulte Ansigtet i sine Hænden
— Og nu, mine Herrer, sluttede Asbjørn Krag, vil jeg foreslaa, at Direktøren fastholdes i dette Værelse, indtil Politimyndighederne blir varslet.
En Times Tid efter, i den vidunderlige lyse Sommermorgen rullede en stor Automobil fra Sprængstoffabriken indover til Arendal.
Ved Siden af Chaufføren sad sovende Kristiania-Detektiven Asbjørn Krag.
Da Asbjørn Krag kom til Kristiania, stod der i Aviserne, at den truende Krigssky, som i de sidste Uger havde hængt over Europa, var ved at trække bort. Delcassè gik af tre Dage efter og Frankrigs Udenrigspolitik fik en mindre paagaaende Karakter.
Sprængstofkompaniets Chef blev udleveret til Tyskland.
Han dømtes til 6 Aars Strafarbeide.