Den Gyldne Pest/Kapittel 22
Der laa en mand i hjørneværelset paa Ernsts hotel i Kristianssand og sov saa det knaket. Slik hadde han ligget der i 12 timer og pumpet surstof i sine dødstrætte lunger. Ret som det var, stak der et forsigtig hode ind av døren, men det forsvandt hurtig, for manden laa endnu med næsen i veiret i den dypeste søvn.
Ut paa formiddagen kom det ene telegram efter det andet til den sovende gjest. Og alle sammen bar det røde il-merke. Men ingen vovet at forstyrre ham. En av byens læger stod paa vagt utenfor, og han svor paa godt sørlandsk, at ingen skulde faa lov til at vække en mand, som for 14 timer siden hadde slumret paa dødens terskel.
Men da klokken var 1 og vaarsolen begyndte at bli litt nærgaaende bak gardinerne reiste syvsoveren sig i sengen og gned sine øine. Han saa sig forbauset omkring, forsøkte at samle sine tanker, og sprang saa pludselig ut paa gulvet . . . Han vaklet litt, for hans lemmer var tunge som bly og det kriblet saa underlig i dem. Saa lot han sig falde ned i en lænestol, og langsomt stod gaarsdagens begivenheter skrevet i hans bleke og kraftige ansigt. Han saa sig om efter klær. Men der fandtes ingen. Alt var borte.
Litt efter litt gik det op for den fortumlede mand, at han for et halvt døgn siden var halet op paa et skib med det mindst mulige paa kroppen.
Lægen stak hodet ind.
—Naa Fjeld, sa han gemytlig. Er De oppe alt? Hvorledes staar det til? De har det nok med at svømme rundt omkring i Skagerak.
—Nei er det Dem, Gundersen? Sidst vi møttes, var det nok Dem, som var den daarlige. De stod og konverserte en lygtepæl utenfor det medicinske selskap efter medicinerforeningens bal.
—Rigtig, lo Kristianssandslægen. Det var en herlig rangel . . . Men for at gaa over til status præsens: Hvorledes er det med Dem? Vilde det ikke være fornuftig at holde sengen? . . .
—Det vilde det ganske visst, kjære kollega. Men jeg har sandelig ikke tid. Si mig, er der noget nyt i verden? . . .
Den anden trak paa skulderen.
—Det er skidt altsammen. Det er som hele verdensordningen staar paa hodet. Ja, du har vel selv hørt om det. Men igaar er der kommet et telegram fra Paris, som fortæller om den vildeste panik paa børsen. Det trækker op til en financiel obstruktion, som man aldrig har set maken til, skriver »Le-Temps« . . . Ja, her kan du se dagens telegrammer i »Christianssands Tidende« . . . Fjeld grep avisen og for gjennem telegrammerne. Det var den ene jobspost efter den anden. Vældige betalingsindstillinger, flygtede bankdirektører, konkurser og kaos. Der var penger nok paa markedet, lot det til. Men krediten vaklet overalt, det var, som om tilliden til pengene selv var undergravet og svækket alt liv og rørelse. Priserne paa næringsmidler hadde naadd en høide som aldrig før, men folk levet som om pesten skulde været kommet mellem dem. De druknet sine bekymringer i vilde orgier og guldet rullet som en snikende sot fra haand til haand og spredte sin gift ind i hjem og samfund.
Han saa forvirret op.
—Er der kommet nogen telegrammer til mig? spurte han.
—En hel bunke, sa lægen. Det er svært, saa hurtig nyheten har bredt sig . . . Værsaagod, her er de.
Fjeld grep dem.
—De maa skaffe mig klær, sa han. Til en 6 fots mand med en brystvidde av 129 centimeter. La mig faa det første og bedste hos en klædeshandler . . . Tak, det var snilt. Saa læser jeg telegrammerne, mens De henter mig litt garderobe . . .
Doktoren gik, og Fjeld blev sittende med den lille bunke. Der var depecher fra Redpath, Burns og den nye præsident for Englands bank, sir Arthur Thompson — der var takkeskrivelser, fordi Okine var fakket, og der var order i anledning av hans overleverelse, — der var bemyndigelse til at sende Cliffords lik over til London med de største æresbevisninger, og der var en anmodning om snarest mulig at komme tilbake for at bringe Brookesaken i orden. Sir Arthurs telegram var som et eneste fortvilelsens rop.
Men Fjeld saa dem kun flygtig igjennem. Tilslut blev han sittende længe med et iltelegram, som var datert Kristiania, men eftersendt fra London.
Det lød saaledes:
»John Marker forlot Kristiania dagen efter sin doktorpromotion. Opholdt sig efter slegtninges sigende et halvaar i Paris. Er for tiden ansat som kemisk konsulent og direktør ved den nyoprettede norsk-franske saltraffineringsfabrik paa Tofteholmen. Han omgaaes ingen og menes tapt for videnskapen. Skal jeg skrive til ham? Avventer nærmere order. Hilsen fra Katharina og Jonas.Erko.«
Fjeld læste det mange ganger, som om han vilde indprente sig hvert ord. Det var, som om han søkte noget bak de noksaa likegyldige sætninger om den unge videnskapsmand, som han kun hadde set en eneste gang i sit liv. Han husket pludselig med overraskende klarhet den merkelige doktorsdisputats, hvor John Markers fascinerende logik hadde feiret saa store triumfer. Han mindedes hvad den høie, blonde kemiker hadde sagt, da de sammen gik ut fra universitetets festsal . . . Han har fundet det! sa han . . . Den ansete videnskapsmand hadde neppe ret. John Marker skulde ikke naa maalet først. En anden hjerne hadde fundet, hvad han ante. Og nu sat det unge geni bundet paa hænder og føtter til en praktisk bedrift, som selvfølgelig ikke interesserte ham det mindste — — paa en ø midt i fjorden . . . Tofteholmen . . . Tofteholmen . . .
Og Fjeld drømte videre.
Han tænkte paa den tid, da han laa og slikket sol og sjø i Kristianiafjorden. For et vidunderlig lykkelig liv det var! Han saa Hukoddens paradis og »Signalen«s grønklædte knauser. Dernede laa Lysaker og Snarøen og drømte i den rikeste vegetation, og langt borte stod røken fra Slemmestadpiperne som sortgraa søiler mot den blaa himmel. Og derute laa Steilene under Nesodlandets graa og forbrændte sider. Saa dukket »Langaaren« frem med sin fyrlygte, der lignet et skilderhus, — og der i sundet stod Degerud fyr og saa haanlig paa seilerne, naar de kjæmpet med strøm og vindstille under dens hvite vægger . . . Ja, og saa var det Drøbak, rosernes by, som altid kastet forelskede og jomfruelige blikke over paa Kaholmens truende og bistre mandfolkansigt . . . Nogen slag til mot søndenvinden — og fjorden laa bred og aapen for en med Gulholmens hvite og tillokkende fyr mot horisontens rand . . . Saa kunde man puste frit i aapent farvand forbi Tofteholmerne med Filtvedts hvite stenstrand bak sig . . .
Fjeld blev pludselig sittende og stirret stivt frem for sig. En hel ny tankerække vaktes tillive hos ham. Det var som om et lyn hadde slaat ned mellem de gamle minder og tændt en brand. Han saa uvilkaarlig efter sin trøie. Den var borte med alt, hvad der var i den.
Men han husket et brev, en iturevet stump med et norsk frimerke, hvorpaa der stod stemplet . . . VEDT. Skulde det være Filtvedt og skulde Tofteholmerne være . . .
Det maatte være saa. Hadde ikke den unge kemiske doktor talt om natrium som veien til guldets syntese. Og var ikke klornatrium det samme som koksalt? . . . Jo, mr. Brooke visste, hvor han tok veien. Han søkte tilbake til guldets kilde. Det var anarkisterne, som var haanden i denne affære, — den frygtelige haand, som kastet guldet i grams mellem de blinde og ravende mennesker.
—Men hodet var John Marker!