Den Gyldne Pest/Kapittel 1
Den høie, bleke mand, som stod der paa katetret i universitetets nye festsal og stirret utover den store forsamling, lignet nærmest et fugleskræmsel.
Hans øine var store, utstaaende og mindet om visdommens fugl, de smale skuldre var skakke og bøiet sig fremover over det elendige bryst, og næsen strittet høkagtig frem mellem de indskrumpne kinder i mange skjæve vinkler.
Ja — han var i sandhet en mand med mange legemsfeil den nye doktor. Og han tok sig ikke ut, som han lænte sig der over katetret og uten ærbødighet lyttet til opponenternes indvendinger mot hans berømte eller berygtede avhandling om elementerne og de radioaktive straaler.
Luften var ladd med elektricitet. Tonen var sterk krigersk, og der dirret en hidsig og haanlig understrøm av videnskabelig indignation under opponenternes ord. Man følte tydelig, at den hæslige yngling, som kjæmpet for sin doktorgrad, hadde alle imot sig, og at han hadde rørt sammen et videnskabelig bryg, som faldt de fleste tungt for brystet.
Der var rigtignok megen anerkjendelse. Men den lød noksaa tvungen. Ord som »kolossal viden«, »klar fremstilling«, »dristige og originale synspunkter« avløstes hurtig av de spydigste stikpiller. Det var, som den vanlige overbærenhet var druknet i en bitter antipati. Alle midler anvendtes for at slaa den unge tænkers dristige hypoteser overende. Man tok endog sin tilflugt til trykfeil, — ja, de ærværdige herrer av den eneste saliggjørende kemiske tro forsøkte ogsaa at dolke doktoranden med daarlige publikumsvitser. Det gik længe brilliant.
Den unge mand paa katetret svarte til at begynde med kort og klart, men med en viss doven likegladhet, som synes at irritere baade opponenterne og publikum. Men efterat 2den opponent hadde hat ordet og med en klingende veltalenhet hadde behaget sig i sin smukke stemme i over en time, skedde der et omslag.
Der gik et ryk gjennem forsamlingen, da doktoranden for anden gang tok ordet og med en skarp og skjærende røst lot al ærbødighet, høiagtelse og respekt fare. Det var som om det lille fugleansigt pludselig forsvandt til fordel for to øine, som skinte med en fosforagtig glans og en bred usoignert mund, som strømmet over av haan og ringeagt. Han var ikke mere den ærbødige haabefuldhet, som logrende tok imot de stryk, han fik. Hans ord faldt som en pileregn over fiendens leir. Og de ramte med kundskapens og logikens sikre sigte. Han sparte ingen og intet . . . Det var ikke mere en ung 25-aarig naturforsker, som fik sin videnskabelige konfirmation. Rollerne syntes med engang ombyttet. Den bleke mand deroppe paa katetret var læreren, som tok hele sit auditorium i ørene og revset det for dets vankundighet.
Den store forsamling sat naglet av denne forfærdelige veltalenhet, der hugget og flenset i sine motstanderes argumenter og spiddet hver dumhet og taabelighet paa det grusomste. De saa tilslut bare de to fosforiscerende glugger, som syntes at stirre ut over hoderne ind i en anden verden, langt utenfor den jevne borgerlige videns grænser.
Der blev en lang dyster stilhet efter hans lange polemiske tale. Ingen syntes mere at ha nogen lyst til at vove en turnering med denne aandens floretfegter, som var like beredt til parade som angrep. De ordinære opponenter trak paa skuldrene og affekterte en overlegen likegyldighet, som ikke syntes overdreven egte.
Da reiste der sig en høi, blond mand i de ytterste rækker. Det var en av byens mest bekjendte kemikere.
—Der er en avdeling i doktorandens avhandling, som har interessert mig meget, sa han med høi og klar stemme. Det er kapitlet om elementernes undergang. Der findes i dette avsnit overordentlig skarpsindige bemerkninger om metallernes praktiske syntese. Forfatteren har ikke i foreliggende avhandling, der efter min mening betegner en epoke i kemisk forskning, trukket konsekvenserne av sine paastande. De hører maaske heller ikke ind under avhandlingens ramme. Men det vilde visselig interessere forsamlingen at høre litt om doktorandens forhold til enkelte av disse synteser — og da i første række til den moderne alkemi . . .
Der blev en forventningsfuld stilhet i den store sal.
Den unge mand paa katetret svarte ikke med en gang. Han var pludselig blit meget alvorlig. Det onde, haanlige smil, som vansiret hans ansigt, forsvandt.
—Jeg mener, den sak er klar, begyndte han i en rolig, docerende tone, som dannet en sterk kontrast til hans hidsige og lidenskabelige argumentation. Den dag er visselig ikke fjern, da der i de kemiske laboratorier vil bli laget guld ad kunstig vei. Som jeg har paapekt, findes der neppe noget av de saakaldte elementer, som er udelelige. Man kjender allerede flere grundstoffer, som er sammensatte. Og hvert aar vil paa dette omraade bringe nye opdagelser. I professor Mendeljeffs naturlige system findes som bekjendt i første gruppe lithium og kobber, der henholdsvis har saavidt forskjellige atomvegter som 7 og 64. Ved lord Ramsays epokegjørende eksperimenter har det vist sig, at kobber ved spaltning kan frembringe lithium. Foruten disse metaller findes der i samme gruppe to andre. Det er natrium og guld . . . Hvem vet, om der ikke i en nær fremtid vil bli fundet en metode til at spalte store mængder natrium til smaa mængder guld, likesom radium er spaltet til helium og kobber til lithium? . . . Vore nationaløkonomer burde merke sig dette, og vore banker skulde ikke føle sig for trygge paa værdien av det guld, som slumrer i deres store panserhvælv. Ti den dag kommer nok, da alkemien med gavmild haand strør guldet og guldets forbandelse utover verden . .
Han brøt pludselig av som en, der har allerede sagt formeget, gjorde et klodset buk utover forsamlingen og traadte langsomt ned fra katetret . . .
— — — —
Forsamlingen strømmet ut. Man hadde hastverk. Det var, som om den lyse sals festlige farver idag hadde mistet sin glans. Der hvilte en underlig stemning over alle — en følelse av ubehag og frygt for noget, som skulde komme: Et ukjendt mysterium, en guldets heksedans over verden. Og den bleke mand, som gik der ensom og skydd, — var det ikke en ny Lucifer, hvis hestehov trampet paa de gamle dogmers kadavere? . . .
— — — —
Der stod to mænd utenfor Schweigaardsstatuen. Det var den blonde kemiker og en høi, kraftig, skjegløs mand i 35-aarsalderen. De blev længe staaende tause.
—Han har fundet det, sa kemikeren pludselig. Jeg saa det paa hans øine.
—Hvilket? spurte den anden.
—De nye straaler, som vi andre søker efter. Den radioaktive kraft, som kan spalte natrium. Den kræfternes koncentration, som van Helmont, Laskaris og Paracelsus drømte om.
—De mener? . . .
—At den mand derinde har fundet veien til det store magisterium — guld — guld! Stol paa det, dr. Fjeld.