De fortaptes hus/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Repslager Altenburg hadde en gammel pike, Berthe, som stelte huset for ham. Berthe sov paa sofaen inde i stuen. Ægteparret selv, som var barnløst, sov i det andet værelse. Der var bare to værelser i leiligheten. Om dagen blev Berthes klær ryddet ut i et litet klædeskot, som man maatte ind til gjennem entreen. Berthe hadde tjent familien Altenburg i dens velmagtsdage, dengang repslagerens far var en anset manufakturhandler i byen; — tiltrods for at hun hadde lagt sig nogen penger tilside, hadde hun ikke forsmaad at følge sønnen i hans fornedrelse. Hun var flere ganger blit lei av sin tjeneste hos repslageren og hadde flyttet fra ham, men hun vendte stadig tilbake igjen; hun kunde dog ikke trives andre steder, for her var hun dog utstyret med al myndighet og kunde gjøre hvad og hvor meget hun lystet. Den forrykte fru Altenburg var jo ganske magtesløs og sat hele dagen og rugget for sig selv i en mørk krok. Kun naar det tegnet til regnveir, fik fruen uro i kroppen, bandt sin ørehat om hodet og gik hemmelighetsfuldt ut i taaken og væten.

Klokken var fem om morgenen, og det var endnu ganske mørkt, da Berthe vaaknet. Vaktsom som hun var, hadde hun i søvnen merket, at nogen listet sig langs husvæggen utenfor. En eller anden maatte være kommet ind i haven.

Berthe reiste sig halvt op fra sit leie, skjøv nat-kappen væk fra ørene og lyttet. Hun hørte tydelig de listende trin. Den lille haveflæk utenfor repslagerens vinduer var indgjærdet, men grinden stod altid aapen, saa det var ikke vanskelig for nogen at komme derind. Gamle Berthe hadde nu og da om høsten oplevet, at der kom blomstertyver ind i haven, især naar der var dødsfald i nabolaget og der skulde gives kranser; men nu var blomsternes tid forbi, og haven var et eneste fugtig og frossent morads. Det kunde ikke være nogen blomstertyv. Skridtene utenfor stanset, den gaaende lyttet, saa begyndte de igjen, langsomt. Den gaaende gik helt inde ved husvæggen. Berthe kunde tydelig høre hans klær stryke svakt mot bordklædningen. Eller kanske det var hænder, som følte sig frem; det maatte være utenfor ogsaa. Nu stanset skridtene like ved vinduet. Den gamle frøken, som sat og lyttet ut i mørket, blev med ett skjælvende og angst, hendes hjerte tikket hurtig som et lommeur; hvem kunde det være?

Vinduet var dækket av en trælem, som alene kunde aapnes indefra. Berthe blev beroliget, idet hun mindedes denne solide trælem, men saa flagret igjen forskrækkelsen gjennem hende, hun hørte tydelig lyden av hænder, som famlet opover trælemmen, mennesket utenfor søkte at faa lemmen aapnet. Hun var allerede ifærd med at springe ut av dynerne for at vække repslageren, da alt blev stille utenfor. Hænderne famlet ikke længer, men hun syntes, at hun kunde høre en pusten ved vinduet. Litt efter lød skridtene igjen, de fjernet sig fra vinduet, men gik ikke den samme vei tilbake, som de var kommet, de gik rundt huset. Nu maatte den gaaende være ved hjørnet. Skridtene blev derefter stadig mindre hørlige, men den tassende lyd gled allikevel gjennem væggene og naadde den gamles øren. Dette hus var forunderlig, en hviskende stemme gik lettere gjennem væggen end et rop, lyden av listende trin kunde høres fra den ene kant av huset til den anden; sladderen silet gjennem gulvene, onde ord gik op i skorstensrørene og kunde høres fra ovn til ovn; saaledes spredte huset selv bitterhet og fiendskap omkring til beboerne.

Da Berthe hørte, at det hemmelighetsfulde menneskes skridt stanset op utenfor soveværelsets vindu, stod hun op for at vække repslageren, som sov derinde. Det gamle tyende formelig drev av bændler og kapper og blonder og baand. Da hun kom frem paa gulvet, hørte hun, at ogsaa repslageren var vaaknet. Hun neiet sig derfor med at bøie sig lyttende ind mot døren, som adskilte de to værelser; i repslagerens hus forsømtes ingen anledning til at lytte —

Inde fra soveværelset hørte hun et dunk i gulvet. Se saa, tænkte hun, nu kunde hun forstaa, hvorfor hun slet ikke hadde hørt Altenburgs sedvanlige snorken. Repslageren hadde altsaa ligget og drukket i sengen. Det gjorde han nu og da, naar han hadde tapt penger i kortspil med hestehandlerne eller ventet en eksekution. Saa kom der nok en eksekusion imorgen. Og ved at lægge øret ind til nøklehullet, kunde nu Berthe høre, hvad der foregik i værelset ved siden av. Repslagerens opmerksomhet maatte være vakt pludselig, for ellers vilde han ikke ha dunket flasken saa haardt i gulvet. Straks efter steg han op og tasset hen til vinduet, buksesælerne slæpte efter ham og slog klirrende mot stolene.

Repslager Altenburg hadde engang foran en eksekution forsøkt at hænge sig i sine buksesæler; han blev i sidste øieblik skaaret ned og baaret halvdød ind i sin leilighet, mens gaarden var fuld av maapende og nysgjerrige naboer. Naar livet senere formet sig allermest haabløst for ham, naar han i dyp tristhet forsømte sin reperbane og blev hjemme for at drikke, jollet han bestandig rundt i skjorte og med sælerne slæpende paa gulvet. Det var likesom døden, den sidste trøst, raslede lystent i hans hæle.

Berthe kunde høre, at han gik usikkert paa benene, men buksesælerne fulgte efter ham som en hæs rallen. Han gik hen til vinduet, kunde hun høre, hvordan han blev staaende længe stille. Han lyttet ogsaa efter mennesket, som listet sig omkring utenfor. Pludselig sjangler han over gulvet og styrter ind i kjøkkenet, i farten river han et blikspand overende, og en stønnen inde i soveværelset fortæller Berthe, at nu er ogsaa hans forrykte hustru vaaknet. Repslageren griper krampagtig i dørhaandtaket, som om han er ræd for at nogen med vold skal trænge ind til ham; han puster tungt. Berthe har pludselig faat paa fornemmelsen, at repslageren vet, hvem som er utenfor, og hun forholder sig derfor ganske stille. Nu kan hun høre, at den gaaende er kommtet ind i kjøkkenopgangen, han lister sig ikke længer fremover, han gaar med faste og sikre skridt forbi repslagerens kjøkkendør og videre opover trappen. Benhe kjender skridtene. Det er Risannens skridt.

Risannens skridt. Hun kan slet ikke forstaa dette. Det lignet ikke den stilfærdige mand, som aldrig gjorde nogen fortræd, at forurolige folk paa den maate. Hvad var hans hensigt med at liste sig langs husvæggen, og hvorfor var repslageren, som jo maatte ha forstaat, hvem det var, saa livende ræd for ham? Alt dette grunder Berthe paa, mens hun begraver sine bændler under dynerne. Repslageren vender med sine sæler tilbake til soveværelset og flasken røres paany derinde. Hvor han er stille, naar han ligger og drikker, taus og lydløs, det er bare flaskens regelmæssige dunk mot gulvet inde i det avlaasede mørke værelse, som forraader ham. Ovenpaa knirker en dør, og Risannens skridt tynger gulvet. Berthe sover i værelset under lyd deroppe fra. En rusten og saar lyd. Det varer længe, før hun er klar over, at det er Risannen som graater.

Han gaar etpar ganger frem og tilbake paa gulvet deroppe og stanser saa. Nu maa han være henne ved sit vindu, der hvor han pleier at staa og se utover, likesom han venter paa at nogen skulde komme gaaende over sandhøien. Berthe tænker ogsaa paa, hvor uhygelig sandhøien saa ut netop iaften ved solnedgang, da den uhyre grav var pyntet med blodrødt lys. Mens hun ligger og tænker paa dette, er hun nærved at falde i søvn igjen, men rykker op ved at høre en stemme. Den kommer ovenfra Risannens værelse. Det er en dyp, lav røst, som breder sig i mørket. Det er Risannen, som kalder paa nogen. Han roper ikke høit, mens hans stemme aander av en inderlighet og en bønlighet, som kunde gjenopvække døde. Det er et navn, han siger, han siger det, han næsten mumler det; men det er en mumlen, som rækker vidt utover i mørket, likesom en taus og heftig bøn, der naar uendelig langt. Og det gamle tyende, som lytter, opfanger navnet: Maria, Maria, Maria.

Saa blir alt stille, og skjønt Berthe ligger længe og lytter, har hun intet andet hørt end stueurets regelmæssige hakk. Det er stueurets ensformighet, som tilslut bringer søvnen over hendes gamle øine, men den gjennemlevede angst sitter fast i hennes bevissthet og tumler med hendes drømme. Hun synes, at hun kravler nedover en uhyre lang trappe, og at det er meget mørkt, saa hun hele tiden maa holde sig fast med hænderne i gelænderet. Hun kjender sig ikke igjen, hun er paa et sted, hvor hun aldrig tidligere har været, men hun har en tydelig fornemmelse av, at hun flygter for noget. Hun har været inde i et værelse, hvor hun har oplevet noget ubehagelig, som hun nu vil bort fra. Men et menneske er efter hende i mørket, hun kan høre hans skridt i trappen, og nu og da roper han til henne, at hun skal stanse. Hun bare skynder sig videre nedover trappen, aa, denne uendelige lange trapp, den er som et bundløst svelg. Manden, som er efter hende, gaar hurtigere end hende og er tilslutt ganske nærved hende. Nei, nu kjender hun hans stemme, det er jo repslageren, buksesælerne rasler fra trin til trin; hun vender sig om, og kan slet ikke se ham i mørket. Men nu synes hun, at han kjender sig igjen. Hun er jo i trappen i repslagerens hus. Helt deroppe lyser gluggen i taket, men lysningen er blaffende og rød, det er som et brandskjær slaar ned ned gjennem den. Omkring hende er der tæt mørke, og inde i dette mørke hører hun buksesælerne bevæge sig fra trin til trin med en glat, klaprende lyd. En heftig skræk gjennemisner hende. Hun synes, at sælerne er blit til to giftslanger, som med svingende bugtninger nærmer sig hende. Hun flygter nedover trinene mot den lukkede gatedør. Gjennnem sprækkerne i døren og nøklehullet lyser de samme blodige brandskjær som gjennem takgluggen. Hun har en sterk følelse av fare, nu er der nogen, som vil fange hende ved gatedøren. Hun hører mumlende stemmer ved døren, mange folk vil trænge ind, der er nogen, som hugger i laasen med en økse . . . Hun vaakner med et gisp og reiser sig halvt op.

Det er likesom drømmen fortsætter. Gjennem sprækkerne i vinduslemmen hakker et rødt ildskjær ind til hende i stuen; ilden spiller mot prismerne i hængelampen og træffer dørhaandtaket ind til repslagerens værelse. Og de samme stemmer lyder i hendes øre, men de kommer ute fra veien, de gaar forbi vinduet, det er en flok mænd, som stanser ved væggen, deres stemmer er tunge og alvorlige. Saa med en gang er der en, som med haarde knoer slaar et kraftig slag mot vinduslemmen, og en grov stemme roper: Luk op for satan.

Gamle Berthe stiger med sine hvite flagrende mængder ut av leiet. Hun gaar hen til vinduet og titter ut gjennem en av sprækkerne i lemmen. Derute kan hun i det røde skjær av en osende fakkel se en tre-fire rødskjeggede arbeidsklædte mænd, som staar samlet om en kvindeskikkelse, som den ene bærer paa armen. Det er tømmerfløtere fra elven; hun kan kjende dem paa deres opsmøkede benklær og store støvler. Berthe faar nok en gang en følelse av, at en ulykke maa være hændt.

— Hvad vil I, roper hun.

— Luk op, svarer stemmen utenfor, og manden med kvinden paa armen kommer helt hen til vinduslemmen med sin byrde. Det er en ung kvinde, klædt i en lyseblaa kjole og et rødternet forklæ; paa hodet har hun et hvitt skaut. Hun hænger over mandens skuldre, som om hun sov.

— Men det er jo Signe Risannen, mumler Berthe, — og saa roper hun ind mot repslagerens værelse:

— Altenburg, Altenburg, her kommer de med Signe.

Altenburg svarer straks inde fra værelset, hans stemme lyder like ved døren, han maa ha staat og lyttet.

— Nei, nei, luk ikke op!

Berthe farer sammen, da hun hører hans røst, den er hæs og rusten, det er likesom han tygger blod.

Berthe skruer lemmen av indefra og aapner vinduet. Mændene kommer nærmere. Manden med faklen sætter den rykende flamme hen til den unge pikes ansigt. Nu ser Berthe, at det ikke er Signe, men hun ligner hende. Og nu ser hun at piken ikke sover, men at hun er død.

— Kjender De hende? sper en av mændene.

— Nei, svarer Berthe, jeg kjender hende ikke, er hun død?

— Ja, hun er død. Vi har fundet hende paa sandhøien. Det er nogen som har skutt hende.

Inde fra soveværelse høres repslagerens hæse røst.

— Luk ikke op, luk ikke op!

— Vi vet ikke hvor vi skal gaa hen med hende, sa manden med faklen, kan vi ikke lægge hende her?

Berthe vilde svare, men døren til soveværelset blev i det samme revet op og repslageren rusede ind. Buksesælerne raslet i stolene. Han stillet sig op i vinduet, i faklens flakkende ildskjær saa han forfærdelig ut; hans store rødblonde knebelsbart hang i laser utover læberne, skjorten var revet op i brystet, saa den haarede, hule brystkasse kunde sees; han stirret vildt ut mot mændene, det var som der sat et dyr og skrek i hvert av hans øine.

— Gaa deres vei, ropte han, væk, bort, hvorfor skal jeg bestandig ha døde i huset?

Gamle Berthe forsøkte at hysse ham til ro og tok omkring hans armer, men han slet sig løs og truet med knytnævene ut mot mændenes røde ansigter. Manden med faklen stak den osende flamme ind i vinduet, saa værelset fyldtes med røk og gardinene var nær ved at fænge.

— Du er fuld, repslager, sa han.

De andre mænd lo og stemte i med:

— Han er fuld.

En av dem sa:

— Ta væk branden, Mogens, ellers kunde det gaa fyr i ham.

— Saa gaar vi videre, sa en anden stemme.

— Saa gaar vi videre, mumlet stemmerne inde i røken og ildskjæret.

Faklen blev hævet i luften.

Manden, som bar den døde, løftet hende høiere op paa skulderen.

Og i det samme mændene satte sig i bevægelse, vendte repslageren om og gik heftig bandende ind i sit værelse. Han slog døren i med et knald. Fruen stønnet igjen. Og saa indtraadte stilhet. Stod han igjen og lyttet ved døren?

Berthe lænet sig ut av vinduet og saa efter mændene.

De fjernet sig ned gjennem det trange smug. Brandskjæret fra faklen slog opover husvæggene. Lyden av deres mumlen blandet sig med deres skridt, det var som en procession, et tog. Længe efterat de var forsvundet omkring hjørnet hørtes deres fotslag paa det frostne fortaug, og lysskjæret fra faklen stod over hustakene som en hyttende rød knytnæve. Berthe lukket angst vinduet og skruet lemmerne paa. Hun famlet sig frem til fyrstikkerne og fik tændt lampen. Klokken var allerede fem. Hun banket i døren til repslageren. Ingen svarte derindefra.

— Jeg vil ikke sove længer, ropte hun. Der er hændt en ulykke i nat. Kjendte De piken, Altenburg?

— Nei, svarte Altenburg.

Berthe kunde høre, at repslageren endnu stod ved døren.

— De maa lukke op, bad Berthe, jeg maa tale med Dem.

— Nei, sa han.

— Jeg vil forlate huset, ropte hun, jeg vil ikke være her længer, man faar ikke ro her om nætterne, huset er forbandet.

— Gaa din vei! svarte stemmen inde fra værelset.

Gamle Berthe sjokkede tilbake til sengen og satte sig midt op i dynerne. I sit hvite nattøi med de mange frynser og baand og med sine lange benfingre og det hule indtørrede ansigt var hun som en skindød, der var staat op fra graven.