De Sorte Gribbe/Kapittel 20
Ved villaveien oppe paa Saaheim stod der en skare arbeidere og stirret nedover dalen. En liten sort polak gik frem og tilbake blandt dem. Han hadde et kraftig ord til en og en spydighet til en anden. Overalt stak han sin sorte snute frem. Haan og hat vældet ut mellem de raatne tænder i hans mund.
En og anden ytret et besindig og advarende ord. Var ikke dagen lys og vakker, og laa ikke vaaren og drysset sine gode gaver over den trange Vestfjorddal?
Men da var polakken ute og spyttet. Nu var timen kommet, sa han. Det var vaar, ja. — Vaar over verden, da arbeiderne skulde slaa ned som gribbe paa kapitalismens fete aadsler. Nu slog handlingens time. Hadde de ikke hørt tale om Josias Saimler og Andersen? . . . Naa, saa det hadde de . . . Nu kom de til dem med tidens store evangelium . . . De sorte gribbe skulde beherske verden . . . Hadde de ikke set telegrammet fra Hamburg? Storindustrien skulde knuses under arbeiderens hæl . . . Landet skulde skifte herrer . . . Arbeiderne skulde ta tøilerne, og kapitalisterne krype inde mellem sine slavetemplers ruiner og æte støv . . . . Veien gik til hovedstaden! Der skulde de møtes alle. Fra Notodden, Drammensdalen, Borregaard, Hafslund og Kykkelsrud skulde de komme med børn og kvinder mellem sig. Alt skulde trædes under hæl nu, indtil rollerne var ombyttet. Der behøvdes bare et løsen: 5 kilo dynamit over Rjukans kraftstation!
Polakken stanset anpusten, og arbeiderne stirret mørkt frem for sig.
—Du har vort ord, sa en svenske, og vi stoler paa vore ledere. Men ve dem, om de bedrager os!
—Kapitalisternes helvede skal bli arbeidernes himmerike, snerret polakken. Har vi ikke skaffet dere vaaben. Og staar ikke ingeniørerne og formændene dernede bak murene og skjælver for vor hevn? . . . Gribbene kommer, siger jeg . . . de har verdens lykke i sit neb . . .
—Bare de ikke tar brødet fra os, sa en finlænder. Vi kan ikke leve av dine løfter.
—Hold mund, finlænder, skrek polakken. Du kjender vor ulykke. Vi træller som slaver, og æter naadsens brød, vi kryper som maddiker paa jorden . . . men nu er det slut, venner . . . Idag kommer hevnen!. . . Se — se! . . .
Alles øine rettet sig nedover dalen. Der hvor Gausta hævet sin hvælvete, hvitrandete kalot over den øverste skogrand saaes to mørke punkter svæve ind mellem de trange fjeldskar.
—Det er gribbene — de sorte gribbe, venner. Den store dag er der — Josias Saimlers dag . . .
Han vilde si mere. Men ordene blev sittende i hans hals.
Ti like bak de sorte flyvemaskiner kom der en mægtig gul vingeflyver. Der lød nogen skud, og med en gang saa de forbausede salpeterarbeidere den gule fugl løfte sig høit over gribbene. Det var som satte den bent til himmels. Og da den hadde naad i høide med Gaustaknærne, vendte den hodet nedover i en lynsnar vending. Det var som den hvite kondor i Andesbjergene, der den slaar ned paa slettens sorte aadselfugl . . .
I et eneste gult blink skar den luften. Dens spidse cigarformete stevn, som stak frem foran skruen, boret sig ind i et av de sorte biplaner med forfærdelig kraft. Der lød et brak, som sang mellem fjeldene, . . . de to luftfartøier hang i nogen sekunder sammen, saa hvinet den øverste skrue paa det gule monoplan, vingerne, som under nedslaget hadde staat spilet, flakset voldsomt, og i næste øieblik hadde den befriet sig for sit bytte . . . Den sorte grib væltet rundt i svære kast og sank, sank nedi Maaneelvens glitrende sølvlinje med et hvinende skrik.
Men vingeflyveren hævet sig atter og vendte sig mot den anden grib, som med en dristig manøvre forsøkte at ramme sin farlige fiende under opstigningen. Men den feilet sit maal, og den bombe, som blev kastet ut mellem gribbens vinger, eksploderte i luften langt nede ved de nye arbeiderboliger.
I et eneste blink hadde de to fiender set hverandre.
Jacques Delma sat ved roret, og hans sorte øine sprutet av raseri. Og bak ham krøp Saimler sammen blek som døden. Huen var faldt av hans hode, og hans lange kunstnerhaar flagret i vinden.
Da saa arbeiderne ved villaveien den sorte grib stevne ned mot dem i glideflugt . . . de styrtet tilside rædselsslagne og i næste øieblik gled den svære maskine hen over veien og stanset. Fjeld nølte ikke et øieblik. Ti sekunder efter landet han 20 meter fra sin fiende.
Saimler og Delma sprang ut av sin maskine med revolvere i haand.
—Paa dem, skrek den lille dyretæmmer paa tysk til arbeiderne. Der er fienden! Myrd dem og mas dem . . .
Arbeiderne saa forvirret paa hinanden.
Da boret polakken sig frem av stimmelen.
—Han siger, at der er fienden, skrek han og pekte paa den gule flyver, som hadde trukket vingerne til sig og nu stod der stolt og utilnærmelig og sperret veien.
—Dræp dem, hylte polakken og trak en revolver. Slyng dem utover fjeldet.
Arbeiderne betænkte sig endnu litt. Men blodet begyndte at synge i deres aarer. Anarkismens bacille rørte sig i deres hjerner, og de store tyske revolvere i deres lommer krævet blod . . .
Under vilde skrik styrtet de frem og omringet den store gule fugl, som stod der saa trygt i veien med mange vagtsomme øine . . .
—Gaa væk, ellers er Dere dødsens, ropte manden ved styrehjulet.
Arbeiderne krøp et øieblik sammen for denne bydende herskerrøst. De bøide uvilkaarlig hodet og grep til huen . . . Men polakkens væselhvin fik dem atter fremover. Der lød et skud . . . der lød hundrede skud. Men de gled virkningsløst av mot fuglens brede bryst . . .
Da aapnet Ilmari Erko med dirrende haand den lille metalæske, som stod foran ham, og dreiet langsomt paa en liten sveiv . . .
Ut av de tynde kobbertraade, som strittet ut fra vingeflyverens skelet, strømmet der glimt paa glimt . . . det var som tusen hvite straaler brændte i luften uten røk, uten lukt og uten smeld.
Jorden gled likesom bort under anarkisternes føtter. De meiedes ned . . . mand for mand, række for række . . . Revolverne faldt klirrende til jorden og de bakerste tok rædselsslagne flugten . . . Det var, som lynet hadde slaat ned. Ikke ét lyn, men hundre dødbringende straaler fra luftens eget elektricitetsverk fanget ind i en mægtig herskerhaand.
Fjeld steg hurtig ut og bøide sig over de faldne. Burns kom like efter. Han var meget blek.
—Det er mange menneskeliv, sa han mørkt og stirret henover veien, hvor mand laa ved mand i en lang række.
Fjeld trak paa skuldrene.
—Om en time vil hele denne skare staa ydmyg ved fabrikkens port. Det er ikke værre greierne. Men la os søke efter vore fiender!
De gik fra mand til mand og undersøkte nøie hver enkelt. Burns utaalmodighet blev til raseri.
—De skulde vel ikke . . .? mumlet han mellem tænderne.
—Jo, sa Fjeld og vendte ansigtet paa den sidste mand i ytterste række, det er klart. Delma og Saimler er undsluppet. Men deres saga er ute. Fra dette hul slipper ingen. Den sidste grib, som staar der foran os, er anarkismens sidste tilflugt. La os knække halsen paa den . . . Vi faar et haardt dagsverk, Ralph Burns . . . De hunde vil bite for sit liv.