De Sorte Gribbe/Kapittel 16
Nogen timer efter saaes en mægtig røgsky paa Eppendorfveien. Det var fem automobiler, som var fuldpakkede av detektiver. Ralph Burns sad i den første, og hans bistre ansigt var ikke hyggelig at se paa. Den store bart og den røde næse hadde git plads for den frygtede detektivs dagligdagse utseende. Men de tyske politimænd hentet mod til sin farlige morgenvisit av den determinerede kraft, som stod at læse i brittens retskaarne buldogfjæs.
Han dirigerte sin automobil like hen til »Villa Rosenhain«, sprang av og gik uten frygt hen til stakittet. Hans ledsagere likte sig ikke. De stod ubeskyttet derute i sandet, og ingen kunde vite, hvormange mauserpistoler der pekte paa dem derinde mellem de blodrøde roser.
Men Burns gik frem som selve fatum. Han hadde en kort blytamp i haanden, som han svinget utfordrende. Tyskerne snek sig beskjæmmet efter ham med dragne revolvere.
Der hændte imidlertid ingenting. Villaen lod til at være ubebodd og Burns naadde porten uten at et menneske viste sig. Den var laast.
—Slaa den op, skreg Burns.
To mand hentet økser og brækjern og med et brag styrtet den svære port ind. Let som en yngling ilet Burns over ruinerne, fløi opover trapperne, lagde sin venstre skulder mot døren, som sprang i filler under den svære krops tryk . . .
Der stod en likblek mand midt i hallen. Han holdt en stor haandkuffert i haanden og saa ut til at være overrasket midt under det behagelige arbeide at sikre sig villaens pretiosa. Kufferten faldt raslende paa gulvet.
—Aha, skrek Burns op til ham. Er det marodørerne som er ute og gaar . . .
—Allerede, mumlet manden, og saa hatefuldt paa de kommende . . .
—Naa, op med hænderne, onkel Peters, ropte skotten arrigt. Det er andre fugle end dig, vi skal ha tak i . . . Haandjernene paa ham, gutter! . . .
Kneipevertens bleke ansigt blev en nuance gulere. Saa rettet han sig op . . .
—Er det dig, Burns, sa han smiskende. Jeg trodde du var fløiet til himmels sammen med den høire arm. Det skulde glæde mig at drikke et bæger gammel Bordeaux med dig.
—Takker saa meget, svaret Burns spydig. Men jeg har den største respekt for dine vinfade. Et av dem bekom min ven Patrick Davis uvel, har jeg hørt . . .
Onkel Peters saa forfærdet op. Løkken var lagt om hans hals. Han kunde ha flygtet med de andre, men hans forbandede rovlyst hadde holdt ham tilbake. Det skalv om hans tynde blodløse mund . . . Saa rakte han armene ut mot Burns med et skarpt skulende blik . . .
—Kom hit med armbaandene, sa han. De vil klæde mine smukke haandled. Han gjorde et skridt fremover, bøiet sig litt . . . I næste øieblik sprang der en lang kniv frem i hans haand, og med al sin kraft rettet han et forfærdeligt støt mot sin fiendes brede bryst.
Men Burns var paa sin post. Den venstre haand fanget vertens hvite næve, før kniven hadde ridset hans hud.
Der hørtes en knasende lyd, et vildt smertensskrig, og verten fra St. Pauli krøb stønnende sammen ned paa gulvet, mens kniven med stort rabalder sang henover stenfliserne.
—Hund! skreg Burns og bøiet sig over den faldne. Hvor er de andre! Syng ut eller ved Gud jeg kverker hvert ben i din syndige krop. Hvor er Cochrane, hvor er Andersen, hvor er Orsini, hvor er Delma! Og hvor er den djævel, som dere kalder Josias Saimler! . . . Saa, vil du aapne flabben?
Den høie skotlænder var frygtelig at se til. Hans blaagraa øine sprutet og den forfærdelige venstre næve krummet sig over onkel Peters ynkelige skikkelse.
—Jeg vet ikke, mumlet anarkisten.
Da grep Burns kneipevertens venstre haand og klemte langsomt til . . .
—For Guds skyld hold op, skrek Peters. Jeg skal si alt . . .
—Naa?
—De har forladt villaen for en halv time siden.
—Det er løgn. Alle veier har i den sidste halvtime været bevogtet. Hvor er de? De kan da ikke ride gjennem luften som hekse.
Skyggen av et smil, — et ondt skadefro smil for over vertens ansigt.
—Netop, sa han. De har fløiet sin vei. Gribbene er gaat paa jagt. De vil aldrig faa se dem mere, mr. Burns.
Detektiven slog sig for panden.
—Naturligvis, mumlet han og sprang utenfor porten, mens de tyske politimænd bastet og bandt herskeren i »De tre fjere«.
Like utenfor porten saa han tydelige merker av flyvemaskinernes gummiringe. Det var tydelig, at Peters sa sandt. Fuglene var fløine.
I dype tanker gik han ind i huset. Fangen var øiensynlig kommen i humør igjen.
—Jeg maa forlange at bli ført for retten, sa han. Og derefter til hospitalet. Jeg er en uskyldig og mishandlet mand.
—Har det slik hastverk?
—Jeg ønsker ikke at bli her længer.
Fangen kastet et sky blik omkring sig. Det var et flygtigt uroligt, glimt i hans smaa ilderøine. Men Burns merket det.
—Naa, sa han, hvor er den . . .?
— Hvilken . . .?
—Helvedesmaskinen vel? Og naar springer den høistærede?. . . Begynder du allerede at bli kold paa benene? . . . Altsaa? . . .
—Jeg vet virkelig ikke . . .
—Saa. Da faar vi for sikkerhets skyld efterlate dig her et par timer, mens vi andre ser os lidt om i omegnen . . . Nu?
—Den ligger i kaminen, mumlet Peters med hvite læber. Den er indstillet paa klokken 7. For Guds skyld la os komme væk!
Men Burns var allerede borte ved den store kamin. Han stak haanden ind og trak en liten firkantet kasse ut av æsken.
—Det er Kozineffs patent, mumlet han. Enkelt, men smakfuldt.
Saa brak han forsigtig laaget op, og en liten urmekanisme blev synlig . . .
—Den springer akkurat om 2½ minut, fortsatte han. Her er den lille hammer, som falder ned paa tændsatsen. Den river vi helt enkelt bort — saan . . .
De tyske detektiver saa med forfærdelse paa engelskmandens koldblodighet. De rykket uvilkaarlig tilbake og holdt hænderne for øinene . . .
Men Burns satte rolig kassen fra sig.
—Nu er den uskadelig! sa han. La os ofre os for andre forretninger. Naa, Peters, hvor er gribbene! . . .
Han fik ikke svar paa dette spørsmaal. En underlig lyd naadde deres øre. Det var et hvinende skrig, som et dødsdømt dyrs ulen.
Burns styrtet ut. Og de andre fulgte ham.
Høit oppe i luften saa de en række mørke legemer skyte ind i vaardagens lys med en umaadelig fart. Det var fem fugler med vældige hoveder, som bar et rædselens budskap i sine neb.
Da løftet Burns truende sin haand og styrtet hen til telefonen.