De Sorte Gribbe/Kapittel 1
Det var en dag, som altid vil mindes i Nordens historie — en lys og skinnende vaardag i 1916.
Alle foraarets kræfter hadde sat hinanden stevne i Norges hovedstad. Det bruste og gjæret, luften dirret av solskinsrike forjættelser, og det sang i menneskenes sind.
Kristiania var som en ung pike, der føler livets undere bølge om sit ansigt. Der lyste fest og forventning overalt. Fra forstæderne gik der en stadig strøm av festklædte mennesker ind til byens hjerte, og den milde søndenbris hadde det travelt med den glitrende pragt i flag og farver, som straalende omkap med vaarens første spirende skud.
For en dag det var! . . .
Den største tanke, som Nordens første mænd har tænkt, synes at bli til virkelighet. Den skandinaviske uro var glædet over, det bitre fiendskap hadde veget for slegtsfølelsens indtrængende tale, og alle de smaa politikeres svake knurren druknet i det store fremsyns overmægtige krav.
Nordens aand var vaaknet efter lange tiders dvale. Den ide, som dronning Margarethas sterke hjerne tumlet med, var omsat i moderne former. Ved den skandinaviske riksforsamling i Lund hadde Nordens mænd i store træk opridset konturerne for det mægtige, pansrede forsvarsforbund, som skulde betrygge nordgermanerne mot overfaldslyster og overgrep.
Det var en tid for fornuft og realiteter.
Man saa farerne og væbnet sig mot dem. Det var ikke blot den altid vaakne trusel fra øst, som bragte den skandinaviske folkesjæl til at lukke øinene op. Man hadde ogsaa at verge sig mot alle de knyttede næver, som truet samfundet og nationernes lykke. Man gik paa en vulkan av anarkisk syndikalisme. Der laa en blodig fure av vold og brutalitet efter de nye ideers underjordiske arbeide. Sterke internationale forbryderstrømninger hadde faat indpas i Norden. Et farlig proletariat av professionelle obstruktionsmakere hadde væltet sig ind paa industrien og truet med at kvæle den . . .
De moderate syndikalister var forlængst avskaffet. Tranmæliterne saa med forfærdelse, hvorledes de dragetænder, som de med saa megen likegladhet hadde saad, blev til fillete fanatikere, som med brændende øine puffet dem tilside og uten omsvøp grep dynamitens tøiler.
Nu blæste man til alvorlig kamp mot denne horde av dynamitarder. Og det nye forsvarsforbund hadde en hemmelig klausul om de linjer, som skulde følges, for at befri Skandinavien for de anarkistiske ulvehyl, som skingret ut over landene . . .
Jo — det var en stor dag for Norden og Norges hovedstad. Kong Gustaf, kong Christian og kong Haakon skulde i det blaa værelse paa Kristiania slot underskrive det dokument, som sikret fred og forlik i de nordiske lande.
Sveriges og Danmarks konge stevnet nu opover fjorden paa hver sit slagskib, med en æresvagt av norske krydsere. Kanonerne paa Oscarsborg tordnede sin fredelige hilsen og i festlighetens røk og damp gled den store eskadre op igjennem Degerudsundet med otte knobs fart . . .
I samme øieblik trak politimesteren i Kristiania sine hansker paa sig. Han var litt blekere end sedvanlig, men det kraftige og markerte ansigt hadde ikke mistet sit præg av fortættet ro og energi. Politiinspektøren og opdagelseschefen stod med uniformshuerne i haanden, beredt til at gaa . . .
—Saa tør jeg da haape, sa politimesteren dæmpet, at vi har gjort, hvad gjøres kan, for at værne majestæterne mot attentater . . . Alle vore hjemlige anarkister er under opsigt, ingen utlænding har i den sidste uke faat passere grænsen uten de mest nøiagtige legitimationer . . . en stab av svenske og danske detektiver vil være os behjælpelige ved indtoget . . . en dobbelt række av militære holder publikum i behørig avstand, og vore folk er fordelt paa den mest skjønsomme maate . . . Der er saavidt jeg kan forstaa ingen mulighet for noget attentat fra gaten . . . Men hvorledes er det med husene?
—Jeg har faat nøiagtige opgaver fra husverterne, svarte den unge opdagelseschef lunt. Paa hele indtogsruten vil der i vinduerne ikke findes et fjæs, som politiet ikke har greie paa . . . Rapporter fra Berlin, Paris og London konstaterer, at ingen av de farlige anarkister har pakket sine kufferter . . . Og hvad vore egne angaar, har vi sørget for dem med rørende omhu. De skal ikke faa gaa mange skridt paa egen haand . . .
—Vel, sa politimesteren, og grep sin uniformshue . . . Saa faar vi i Guds navn gaa til vor pligt . . . Det er en alvorlig dag for os. De vet, mine herrer, at den forbundskontrakt, som idag underskrives, indeholder en hemmelig klausul, hvori de tre lande forpligter sig til en gjensidig aktiv kamp mot de anarkistiske elementer. Vi er av de faa, som kjender til denne klausul . . . Men hvis det kunde tænkes, at det var sivet noget ut om dette, maa vi være forberedt paa en hidsig aktion fra de syndikalistiske anarkisters side . . . en krig paa kniven . . . Men vi tør vel gaa ut fra, at hemmeligheten er bevaret . . .
—Jeg forstaar ikke, hvorledes disse folk kan komme nogen vei, utbrøt politiinspektøren. Alt er laast og lukket for dem. Der er ikke et musehul, hvorigjennem de kan slippe frem. Veien til slottet er saa at si brolagt med sikkerhetsforanstaltninger . . .
De tre politimænd var imidlertid kommet ut paa gaten, tok farvel med hinanden og skiltes.
Nede ved Honnørbryggen var den halve by forsamlet. Tordenskjold stod paa sin sokkel og prøvet eggen av sit sverd. Han befandt sig i sit element. Omkring ham bølget der et sort hav av mennesker.
Og hør?
Var det ikke kartoverne, der sang der oppe fra Akershus’ volde akkurat som i salig Løvendahls tid? Hele Piperviken stod i en eneste røk, som skygget for solen, og de rappe gulrøde glimt skar ind mellem de svulmende bomuldsskyer som hvasse ildtunger.
Jo — nu var der liv i Norden.
Peder Wessel lo stille ved sig selv, og hans paradesmil gled velvillig over folkemassernes hoder ut til den store pavillon, hvor tre høie mænd i straalende uniformer trykket hinandens hænder i bröderlig ening. Da vokste uroen i menneskehavet til en stormbølge, som i mægtige ringe rullet utover byen helt til forstædernes dunkleste kroker. Og hvor lydbølgerne sluttet, tok de elektriske traader fat og sendte begeistringen videre til de ytterste bygder.
Alt gik efter programmet. Der blev talt, og der blev sunget. Alle skandinavismens smukke, gravlagte ord vaktes op fra det døde, gamle Carl Plougs mandige kvad fik klang igjen, og dronning Margaretha løftet undrende paa sit smukke hode, der hun laa i sine evige storhetsdrømme blandt notabiliteterne i Roskilde domkirke.
Men journalisterne stod ved bryggekanten og famlet efter de skjønneste adjektiver, kinematograferne sveivet sammen levende illustrationer til en ny nordens historie, og Vorherres sol besørget resten.
—Det gaar brilliant, hvisket byens ordfører til politimesteren. Her findes ingen mislyd. Min kompliment.
Politimesteren bukket og vilde svare. Men i samme øieblik følte han en haand paa sin skulder.
Han vendte sig hurtig og saa ind i telegrafdirektørens smilende ansigt.
—Jeg ber om undskyldning, sa han. En av vore folk var her med et iltelegram til Dem. Jeg vet ikke om det kan interessere . . .
Politimesteren tok det hurtig. Hans haand skalv en smule. Det var, som om en uhyggelig anelse stirret mot ham fra den hvite blanket med det blodrøde baand.
Saa aabnet han det nølende. Det var kun nogen faa ord paa engelsk uten underskrift, avsendt fra Hamburg kl. 9.15 samme formiddag.
Politimesteren blev blek. Han vendte sig til telegrafdirektøren.
—Et merkelig telegram sa han. Det kan være en mystifikation. Men jeg liker det ikke.
—Er det tillatt at spørre, hvad det indeholdt.
Politimesteren saa eftertænksomt op i luften, som om han søkte efter et eller andet ukjendt. Der var kommet noget fortænkt over ham.
—Aa, sa han nølende, vi faar saamange av den slags. Hvis man skulde ta hensyn til alle mulige anonyme advarsler, kunde man snarest mulig bestille plads paa Dikemark. Det er forresten et ganske underlig telegram. Der staar kun:
Beware of the vultures.
—Vultures?
—Ja — vogt Dem for gribbene!