Daad
En Daad tog Fart fra Norge end engang,
en Daad, som frem af Kjernesundhed sprang,
en Daad, der vidner om en Kraft, et Mod,
som kun har hjemme i det friske Blod,
en Daad, der i sit Faktum lover flere,
en Daad, hvis Meget Borgen er for Mere.
Jeg mener ikke just at slaa til Lyd
for Krav fra Polerne i Nord og Syd.
Jeg vilde heller stemple i mit Ord,
at der er flere Poler paa vor Jord,
at der er Poler nok, som nu fortiden
maa mane Slægten frem til større Viden,
og særlig Poler i vort eget Hjem,
som maner Norges Fram alt længer frem.
Og Gud ske Tak for hver en livsfrisk Daad,
hvortil det norske Blod har Kraft og Raad,
for hver en Fremgangs-Fordring, som det fylder
af, hvad det Slægtens fælles Kasse skylder,
— for hver en Gang den Livsfacit blir funden,
at Nordmænd har ei blot sin Kraft i Munden.
O, det har ligget os saa mangen en
for Brystet som en kold og blytung Sten:
hvor vil dog dette Folk, hvis Ungdoms-Marv
saa nys gav Ager til Bohême-Harv,
et Folk, som virked mest med Splidens Karder,
—hvor vil det kunne bygge Fremtids- Varder?
Jo, se, her runden er en Tid, en ny,
for Norges Ungdom over Land og By,
en Tid, som vil de fagre Seire sanke,
en Helsens Tid for Muskel og for Tanke.
Men denne Lykke — vistnok for det halve
den skyldes en, som vi kan kalde Tjalve,
hin Sportens Genius, som færdes, hvor
man ogsaa altid træffer Styrkens Thor.
Det var hos ham, at Nansen gik i Skolen,
før Planen kom om Grønland og om Polen.