Crepusculum
Nu er solen træt.
Den er ikke sluknet; end brænder den mat
bag gulbrandet, skiddenrød gråveirsskodde.
. . . Den er bare så træt,
— så træt!
Den hænger ei nu længer
sølvstukne slør
over fine grene.
Den klæder ei nu mer med
skinnende silke
al himmelens tag. —
Det blir uld nu det hele.
Blot gråflosset uld.
Og lavt og tungt i den tågede luft
røgen ligger — den sorte røg —
synkende mat. —
Jeg sidder og ser på
to høie popler,
som strækker sig op i den tunge luft
De ligner to bedende, dødstrætte hænder
i angstens afsind
stumt fortvivlede
strakte vildt imod høstkveldens himmel
den tusmørke, tause. —
Og inde i tågen
langt, langt derinde
klynker et ensligt
klokkeklemt. —
Der flakser to kråker
henne på veien.
Der pusler en spurv over
vissent løv. —
Og alt blir så stille — så åndeløst stille,
kun lyset som svinder — så sivende langsomt
Og en blir så træt, så træt, å så træt,
og alt blir så tomt, så tomt —
herregud! —
Den, som kunde be fadervor —! —