Hopp til innhold

Crepusculum

Fra Wikikilden
John Griegs forlag (s. 74-76).

Nu er solen træt.
Den er ikke sluknet; end brænder den mat
bag gulbrandet, skiddenrød gråveirsskodde.
   . . . Den er bare så træt,
         — så træt!

   Den hænger ei nu længer
     sølvstukne slør
    over fine grene.
   Den klæder ei nu mer med
     skinnende silke
    al himmelens tag. —

   Det blir uld nu det hele.
Blot gråflosset uld.

   Og lavt og tungt i den tågede luft
   røgen ligger — den sorte røg —
     synkende mat. —

Jeg sidder og ser på
    to høie popler,
   som strækker sig op i den tunge luft
De ligner to bedende, dødstrætte hænder
    i angstens afsind
    stumt fortvivlede
strakte vildt imod høstkveldens himmel
    den tusmørke, tause. —

Og inde i tågen
    langt, langt derinde
    klynker et ensligt
     klokkeklemt. —

Der flakser to kråker
    henne på veien.
Der pusler en spurv over
    vissent løv. —

Og alt blir så stille — så åndeløst stille,
kun lyset som svinder — så sivende langsomt

Og en blir så træt, så træt, å så træt,
og alt blir så tomt, så tomt —
   herregud! —
Den, som kunde be fadervor —! —