Christofer Columbus og Amerikas Opdagelse/9

Den gunstige Vind, som Flaaden havde faaet ved Afreisen fra Haiti, førte dem snart ud i det aabne Hav, og atter kunde de seile Nat og Dag, mest mod Nordøst, vexlende med Øst. Allerede den 3dje Februar lagde Columbus Mærke til, at lian saa Nordstjernen omtrent saa høit som ved Cap S. Vincent (altsaa omtrent ved 37°); men han kunde ikke gjøre Høideobservation »hverken med Kvadrant eller Astrolab« paa Grund af Bølgegangen. Man seilede altsaa videre, og Vinden bar dem raskt østover; men den 12te Februar steg Veiret til en Storm saa voldsom, at de to Skibe kun med Nød og neppe kunde holde Kursen efterat have taget næsten alle Seil ind. Skibene tabte hinanden af Syne Natten mellem 13de og 14de Februar, for ikke igjen at mødes før i Havn. Columbus og hans Folk beredte sig til Døden. For at berolige Mandskabet foreslog han (14de Febr.), at de skulde love en Pilegrimsfart til Santa Maria de Guadelupe (i Estremadura) og til Vor Frue i Loreto (Italien), og at den, som trak Loddet, skulde udføre Færden for alle. Loddet traf for den første Columbus selv og for den anden en Matros, for hvem Columbus da lovede at betale Reisen; desuden lovede de, at ved det første Land, de naaede, skulde de drage i Procession og i Bodsskjorte til Messe. Columbus selv var mest ængstelig for, at hans Opdagelse skulde gaa til Grunde med ham. Derfor skrev han paa et Pergament et kort Brev om sin Reise og bad den, som maatte finde det, om at bære det til Kongen og Dronningen. Pergamentet blev indhyllet i Tøi, omsluttet med Vox og lagt i en Tøende, som derpaa blev kastet i Havet; ingen fik vide, hvad den indeholdt, idet Mandskabet troede, at det var en Pietetshandling. Hans Haab om, at Brevet vilde naa til Spanien, blev imidlertid skuffet; men det var ogsaa unødvendigt; thi allerede Natten efter stilnede Stormen, og den 15de saa man Land. Lodserne var uenige om, enten det var Portugal eller Madeira; men Columbus paastod, at det var Azorerne, og Udfaldet viste senere, at han havde Ret. De følgende Dage nærmede man sig Land, men først den 18de kom man saa nær, at man kunde sende en Baad iland og faa vide, at Øen var Santa Maria, den sydligste af Azorene. Denne Dag anvendte Columbus til paa Grundlag af sine Dagbøger at udarbeide en kort Fremstilling af sine Opdagelser (den som nedenfor er oversat). Da hans Folk iland var bleven venligt modtagne, lod Columbus d. 19de Halvparten af sit Mandskab lande for at udføre sit Løfte ved Kirken; men under Processionen blev de fangne, og kun Columbus’s Forsigtighed reddede ham fra samme Skjæbne. Han maatte bruge Trusler for at faa sine Folk fri og kom derved til at ligge i flere Dage ved Azorerne. Under dette Ophold fik han høre, at der om Azorerne havde blæst voldsomme Storme i de sidste Uger, og undrede sig over, at han hele Tiden, medens han var i «Indien», havde havt milde Vinde og roligt Hav, men at først ved Azorerne Stormene begyndte. Dette bragte ham atter til at tænke paa den mærkelige Observation, han paa Fremreisen havde gjort om Magnetens Declination, og han slutter med at minde om, at Theologer og lærde Filosofer har meget rigtigt sagt, at det jordiske Paradis laa i det yderste Østen, fordi det er en tempereret Egn, og at de Lande, han nu havde opdaget, laa i det yderste Østen. Vi skal siden se, hvilke mærkværdige Slutninger han senere drog heraf.

Den 24de Februar forlod Columbus Azorerne for at seile østover; her blev efter en Uges Seilads Skibet overfaldt af Storme og mistede alle sine Seil, saa det drev for Master og Taugværk; men Natten til 4de Marts saa man atter Land, og det viste sig at være Klipperne ved Cintra (Portugal). Columbus ansaa det derfor sikrest at gaa lige ind i Tajo’s Munding til Havnen Rastelo udenfor Lissabon; herfra sendte han Brev til den portugisiske Konge (som var fraværende), at han paa Hjemveien fra Indien havde søgt den

portugisiske Gjæstfrihed, saaledes som de spanske Suveræner havde paalagt ham i Tilfælde af Nød. Portugiserne havde vanskeligt for ikke at ytre sin Mistro til hans Beretninger. Bartholomeo Diaz, som var Kaptein over et kongeligt Skib i Havnen, sendte en Baad ud til Niña og krævede, at Columbus skulde gaa fra Borde eller forelægge sine Papirer; men da Columbus viste frem sine Kreditiver som castilisk Admiral, maatte man behandle ham høfligt. Snart kom ogsaa en naadig Indbydelse fra Kongen om at besøge ham i Valparaiso (nær Santarem), og Columbus fulgte Indbydelsen; han fik en udsøgt Modtagelse, skjønt Portugiserne troede, at det var for at prale af sine nye Opdagelser, at Columbus gjorde sin Opvartning hos Kongen. Fra Portugal fik Columbus Anledning til at sende den tidligere skrevne Beretning om sin Reise til sine Monarker. Den 13de Marts gik han atter tilsøs, og 2 Dage efter (15de Marts) seilede han ind i Palos’s Havn. Da Indbyggerne kjendte det lille Skib igjen, blev han hilset med Jubel, Klokkerne ringede, og hele Byen ilede ham imøde. Samme Aften kom ogsaa »Pinta« ind i Havnen; men Pinzons Modtagelse blev en anden. Pinzon, som af Stormen var drevet mod Nordøst, havde landet i Galicien og havde derfra sendt Bud til Konge og Dronning i Barcelona med Melding om Opdagelsen og Bøn om at faa gjøre sin Opvartning. Pinzon har faaet haarde Ord for denne Handling, idet han beskyldes for at have villet røve Opdagelsen fra Columbus; men det maa dog erindres, at han var skilt fra ham i Stormen og vistnok troede, at Niña var gaaet under. Uheldigt for ham var det imidlertid, at Efterretningen om Columbus’s Hjemkomst var allerede naaet til Kongen og Dronningen fra Portugal, og Kongen svarede derfor kun Pinzon, at han fik indfinde sig sammen med Admiralen. Pinzon havde derefter seilet rundt til Palos, hvor han fandt Byen i Jubel over Niña’s Ankomst; han listede sig iland uden at hilse paa sin Chef, og faa Dage efter døde han enten af Overanstrængelse eller (som Samtiden mente) af Sorg og Skuffelse. ———————— Columbus naaede nu for et kort Øieblik sin Berømmelses Høide efter de aarelange Anstrengelser og den seierrige Udførelse af sine Planer. I Sevilla fik han Indbydelse fra Konge og Dronning om at komme til deres Hof, da i Barcelona, og de beredte ham saaledes tvers gjennem Spanien et Triumftog, hvis Ceremonier Opdageren selv naturligvis med Glæde bidrog sit til at udstyre. Han

reiste fra By til By i pragtfuldt Optog, lod bære foran sig de opdagede Landes Varer og Produkter, Prøver paa Krydderier og Guld og tropiske Fugle, og i Spidsen gik 6 brune og fjædrede »Indiere«, som havde overlevet Overreisen. I Barcelona blev Columbus modtaget i særskilt Audiens; han fik Kongens og Dronningens Tak for den vellykkede Udførelse og blev nu bekræftet i alle sine Titler og Værdigheder.

Han blev adlet og fik Ret til at optage i sit Vaabenskjold Castiliens og Leons Vaaben (Kastellet og Løven) med en Afbildning af de indiske Øer; derimod er det en senere Tilsætning, at hans Vaabenskjold skulde bære den bekjendte Devise: »Til Castilien og til Leon fandt Colon en ny Verden« (A Castilla y a Leon nuevo mundo halló Colon); thi ingen anede endnu noget om Opdagelsen af den »nye Verden«; det blev først efterhaanden i Løbet af det 16de Aarhundrede aabenbaret, at der i de vestlige Farvande existerede et nyt ukjendt Fastland, beboet af fremmede og besynderlige Menneskeracer, som i Tusender af Aar havde udviklet en særegen Kultur. Columbus og hans Samtid, ja endog den følgende Generation, troede kun, at han havde opdaget Dele af Indien eller Øer østenfor Indien. I det Brev, som Columbus fra Lissabon havde sendt en af sine Beskyttere, den aragoniske Hofintendant Luis de Santangel, og som allerede i April blev trykt i Sevilla og kort efter optrykt i Barcelona, har Columbus udtrykt sig forsigtigt om »Juana« som en stor ved Indien uden nærmere at bestemme dens geografiske Nærhed ved Asien. Et omtrent ligelydende Brev, som han havde sendt den aragoniske Skatmester Gabriel Sanchez, blev i Rom faa Maaneder efter oversat paa Latin og udkom i flere Udgaver under Titelen »Christofer Columbus’s Brev om ny opdagede Øer hinsides Ganges«; det udbredtes fra Italien ogsaa til andre Lande og Sprog og blev i lange Tider det eneste Grundlag for Udlændingers Kjendskab til de nye Lande. Ingen nærede heller nogen Tvivl om Rigtigheden af, hvad han berettede; der blev kun Spørgsmaal om, hvor nær Øerne laa Asien, og hans Landsmand Petrus Martyr de Angleria udtalte strax sin Mening, at Cuba og Haiti laa nærmere Europa, end Columbus antog, og ansaa dem for det samme som det mystiske »Antilia«, hvilket ogsaa nogle Aar senere førte til, at dette Navn overførtes paa de nyopdagede Øer (tidligst paa Kartet fra 1502). Men i den første Opdagelses Rus kom ikke denne Kritik til Orde. Ferdinand og Isabella var optagne af at sikre sig de nyopdagede Lande, navnlig mod mulige Fordringer fra Portugisernes Side, og denne Virksomhed ytrede sig paa dobbelt Maade, dels ved at udruste Admiralen til paa en kraftig Maade at tage de nye Lande i fuld Besiddelse, dels ved at sikre sig Pavens Bistand. De Breve, som den spanske Regjering sendte til Paven om Opdagelsen, kjendes ikke; de maa have indeholdt et Exemplar af Columbus’s egen Beretning samt et Forslag af ham om en Delingslinje mellem de spanske og portugisiske Opdagelser; han har her fæstet Opmærksomheden paa det Sted, hvor Magnetnaalen begyndte at vise mod Nordvest, og har tænkt sig, at her var en af Naturen given Deling mellem den østlige og vestlige Verden. Dette kan forstaaes af Pavens Svar. Pave Alexander VI, selv Spanier, var strax villig til at begunstige den spanske Konge og Dronning, som nylig havde vist sin Iver for den »rette Tro« ved at undertvinge den sidste Maurerkonge fra Granada og ligeledes ved at udplyndre og fordrive de spanske Jøder; i en Bulle af 3dje Mai 1493 siger Paven, at han har faaet at vide, at hans »elskede Søn«, Christophorus Colon, ved at seile i Oceanet mod Vest til Indierne havde opdaget visse fjerne hidtil ukjendte Øer og Fastlande, at Colon paa den vigtigste har bygget en Fæstning og efterladt sine væbnede Mænd, og at de der boende fredelige Indbyggere forhaabentlig kan omvendes til Kristendommen o. s. v.; derfor giver han »af fri Vilje, efter sikker Kundskab og med apostolisk Magtfuldkommenhed« alle hedenske Lande og Øer i det vestlige Ocean, som nu var opdagede eller som senere vilde blive opdagede, nu og for al Fremtid til de castiliske Monarker. I en ny Bulle af 4de Mai optrak Paven en Grænse mellem de castiliske og portugisiske Krav; men denne Grænse var rigtignok trods Pavestolens »sikre Kundskab« (certa scientia) betegnet saa ubestemt, at den kort efter maatte gjøres om igjen. I Bullen staar nemlig, at der skulde trækkes en Linje fra Nordpol til Sydpol 100 Mil »i Vest og Syd« for Azorerne og Cabo-Verde-Øerne og alle Lande og Øer «vestenfor og søndenfor« denne Linje skulde tilhøre Spanien; nu ligger ikke Azorerne og Cabo-Verde-Øerne under samme Længde (der er 6 Graders Forskjel), Udtrykket »søndenfor« en Linje, som gaar fra Nordpol til Sydpol, er meningsløst, og desuden vilde netop Grænserne blive tvivlsomme, naar Portugiserne (som de haabede) engang naaede i Øst helt til Indien. Portugiserne protesterede derfor mod Bullen, og efter mange Forhandlinger enedes Spanien og Portugal (Juni 1494) om en ny Deling af de Opdagelser, de haabede at gjøre: en »Demarkationslinje« blev trukket 370 Mil (leguas) i Vest for Cabo-Verde-Øerne, og dennegang deltes hele Jorden, saa at Linjen ogsaa gik over den østlige Halvkugle. Følgen blev vistnok alligevel nye Stridigheder, da Bestemmelsen kom ubeleiligt for Portugisernes senere Opdagelser (Newfoundland og Brasilien); men disse endtes dog i sin Tid ved nye Forlig, som bestemte, hvad her blot skal nævnes, at Brasilien skulde være portugisisk, medens de øvrige Dele af den »nye Verden« tilfaldt Castilien.