Christofer Columbus og Amerikas Opdagelse/8

Fra Wikikilden

Hidindtil har vi fulgt Columbus som den kjække Oceanfarer, der uden Frygt iler fremad mod sit Maal og endelig tror at have naaet det; fra nu af vil vi se ham som den forsigtige Kystfarer, der er sig bevidst Farerne ved at seile i nye Farvand, rundt Øer og Skjær, og overalt tager sine Forsigtighedsregler, saaledes som han har lært i Afrika hos Portugiserne; fra deres Skole har han da vel ogsaa faaet den Sikkerhed og Behændighed, hvormed han optræder ligeoverfor nye og ukjendte Folkestammer og Forhold.

Om Morgenen d. 12te Oktober, da Flaaden saa den opdagede Ø for sig, begyndte man Dagens Arbeide med at synge Te deum. Jubelen ombord var umaadelig, alle Officerer omringede den modige Fører og lykønskede ham, medens Matroserne kastede sig for hans Fødder og bad grædende om Tilgivelse for sin Opsætsighed. Columbus antog nu Titel af Admiral og Vicekonge; Storbaaden udrustedes, Columbus selv og de to Brødre Pinzon m. fl. steg i den, Columbus med den kongelige Fane og de to Kapteiner hver med sit Korsbanner; de landede paa Øen og tog den i Besiddelse i den castiliske Krones Navn. Til Vidnesbyrd om Begivenheden opsattes en formelig Protokol om, at Ceremonien var foregaaet paa lovmæssig Maade, og til Tegn paa, at det nye Land var i en kristen Magts Besiddelse, reistes — efter portugisisk Skik — Kors paa en Høide ved Kysten.

Columbus blev kun 2 Dage liggende foran den opdagede Ø, som begge Dage besøgtes paa forskjellige Steder langs Nordsiden. Indbygggerne havde samlet sig ved Landgangen, men holdt sig i frygtsom Fjærnhed; dog indledede han stax Frobindelser med dem, idet han uddelte blandt dem farvede Huer og Glasperler o. l. — det havde han bragt med for at bruge, som Portugiserne i Negerlandene —, og Midlet virkede ogsaa her, idet det bragte dem til at nærme sig. De vilde strax give Gaver igjen, svømmede ud til Skibene med Paafugle, Bomuldstykker, Træspyd o. l. De gik nøgne, »som de var fødte«, havde ikke andre Vaaben end Træspyd og kjendte ikke Jern. De havde langt og stridt Haar som Hestetagel, »ikke kruset som Negrene.« Deres Hudfarve var heller ikke sort som Negrenes, men brunligt ligesom hos Indbyggerne paa Canarierne, »og det er naturlig« — bemærker Columbus d. 13de Oktober —, »thi de bor jo under samme Breddegrad som Øen Ferro,« altsa ved 28°. Han lagde trax Mærke til, at de malede sig i skrigende Farver, nogle med hvidt, nogle med rødt, nogle hele Legemet, andre Ansigtet, andre blot Øinene eller Næsen. Han iagttog ogsa, at mange var arrede efter Saar, og naar man ved Tegn spurte dem om Grunden, antydede de, at de var udsatte for Angreb af Fiender. Disse Fiender kom fra Nordvest; »jeg tror« — siger Columbus — »at man drager hid fra Fastlandet for at fange dem og gjøre dem til Træle.« Hvad der glædede Opdagerne mest var, at de indfødte bar gyldne Næsesmykker; man var altsaa nær Guldlandene. Naar man spurgte dem, hvorfra de havde Guldsmykkerne, pegte de mod Syd og Sydvest. Columbus var nu beroliget med Hensyn til sin Reises Maal og besluttede at undersøge de nye Guldlande. Allerede den 12te Oktober nedtegner han i Dagbogen: »Med Guds Hjælp, skal jeg bortføre herfra til Deres Høiheder 6 Indfødte, forat de skal lære at tale,« og saaledes tjene som Tolke, ganske som Portugiserne havde gjort i Afrika lige siden Prins Henrik’s Dage. Columbus fik ogsaa 7 »Indiere« fra San Salvador med ombord — han siger ikke, hvorledes det gik til —, og skjønt to af dem atter undkom, lykkedes det ham dog at beholde de øvrige; naturligvis var de under stadig Bevogtning. De blev venligt behandlede og fattede snart Tillid til Columbus; de har aabenbart i Columbus og Spanierne seet overnaturlige Væsener, hvis magt var overordentlig, og de har meddelt sine Landsmænd paa de andre Øer den samme Tro, som siden stadigt kom Columbus til Nytte.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Paa Vestsiden af San Salvador havde man i Syd og Vest faaet Øie paa andre, lavtliggende Øer, og de bortførte Indiere gav dem at forstaa, at der var endnu flere, og at Guld fandtes i Mængde navnlig paa de større Øer. Opgaven var altsaa at linde disse. Columbus styrede derfor d. 14de Oktober mod Sydvest for at naa en større Ø, som syntes at være omtrent 5 Leguas borte. Men da Aftenen nærmede sig og allerede San Salvador have vist sig at være omgivet af farlige Rev, holdt han sig Natten over paa Afstand og gav Signal til de andre Skibe, at de skulde gjøre ligesaa. Den 15de ved Middagstid kom han nær Øen; men da han længere borte i Vest saa en større Ø, passerede han den første (Rum Cay) og naaede om Aftenen Nordspidsen af den vestligere Ø, som han kaldte Santa Maria de Concepcion (nu Long Island). Han landede, tog den i Besiddelse paa den nævnte Maade, og blev ogsaa her venligt modtagen af de Indfødte; det var ellers der, at to af de Fangne fra Guanahaní undslap. Den følgende Dag seilede han til en vestligere Ø, som han havde seet fra Santa Maria de Concepcion og som Guanahaní-Mændene udpegede som guldrig. Den strakte sig fra Nordvest til Sydost, var flad som de andre, men omgivet af lave Rev, »saa det er nødvendigt at holde sine Øine aabne, naar man vil lande.« Han kaldte den efter Kongens Navn La Fernandina (nu Exuma) og landede der den 16de. Rygtet om ham var allerede gaaet forud, og Indbyggerne kom ham hjælpsomt imøde, men paa Spørgsmaal om Guld henviste de til en sydligere Ø Saomet. Han iagttog her pragtfulde Skove med mange Træsorter, »ligesaa forskjellige fra vore som Dag fra Nat;« han fandt nye Fiskearter og undrer sig over, at der ingen Husdyr var; de eneste Dyrearter er Firben og Papegøier. Klimaet fandt han henrivende: »ligesaa friskt som i Mai i Andalusien.« Han forsøgte at seile om Øen mod Nordvest for at komme til den guldrige Saomet; men da Vinden begyndte at blæse mod ham, maatte han vende mod Øst og holdt sig hele Natten ude i Sjølen og naaede den følgende Dag (18de) tilbage til Concepcion; langs denne Ø, som ogsaa strakte sig fra Nordvest til Sydøst, seileda han et Døgn, og den 19de satte han ud tilhavs mod Øst for at finde Saomet, Efter tre Timers Seilads viste en ny sig; den kaldte han efter Dronningen Isabella (nu Crooked Island). Han nærmede sig Øen, men paa Grund af Skjær og Banker landede han ikke; han laa Natten over ved en mindre Holme nær et Gap, som han kaldte det skjønne (el cabo hennoso), fordi Træer og Blomster sendte dem fra Land en saa sød Duft imøde. Den følgende Dag lykkedes det ham paa Grund af de langstrakte Strande ikke at lande; men den 20de Oktober gik det bedre. Han kom til Landsbyer, hvis Beboere flygtede, men dog blev beroligede ved Gaver. Nogen større Rigdom fandt vel Spanierne ikke, dog samlede de her en Frugt, som de antog for Aloë. Ved Samtale med Guanahaní-Mændene fik Columbus her vide, at der længere mod Syd var to større Øer eller Lande, det ene Cuba, det andet (længer i Øst) Bohio; om Cuba sagde de, at den var meget stor, havde rig Handel med Guld og Krydderier og besad Skibe og Sømænd. »Jeg forstaar paa dem — siger Columbus d. 24de —, at dette er Øen Zipangu, thi paa de Glober og Karter, jeg har seet, ligger den i disse Egne.« Den 24de besluttede han altsaa at søge Cuba, seilede med Forsigtighed af Frygt for Grunde, passerede heldigt (d. 25de) en Række Smaaholmer og naaede d. 28de den store Ø, hvor han landede i en smuk Bugtved Udløbet af en Flod (Nipe?); han gav Stedet Navnet San Salvador.

Fra 28de Oktober til 5te December seilede Flaaden langs Cubas Nordkyst, idet han foretog Landinger hist og her for at faa nærmere Underretninger. De »Indiere«, som Columbus havde ombord hos sig, omtalte Cuba som en stor Ø med 6 store Floder; de mente, at det tog 20 Dages Roning i Kano at komme rundt Øen, og at der var Guld- og Perlegruber paa Øen. De derimod, som var ombord paa »Pinta«, omtalte Cuba som et Sted inde i Landet, og at dettes Konge laa i Kamp med en mægtig Fyrste, som de kaldte Cami eller Cavila; Pinzon hævdede derfor, at Cuba var en By inde i Landet, og at Cami var Storchanen, saa at de nu befandt sig ved selve Østasien. Columbus lod sig derfor allerede efter faa Dage overtale til at gaa over til denne Opfatning og noterer ved 1ste November: »Det er sikkert, at dette er Fastlandet, og at jeg nu er mellem Zaitun og Quinsay, 100 Mil fra disse Stæder, mere eller mindre fra hver af dem.« 

Der hvor Spanierne landede den første Dag, fandt de Landsbyen forladt af Indbyggerne; de iagttog de teltlignende Træhuse, Fiskeredskaber, de ikke-gjøende Hunde og tæmte Fugle, Hængekøierne (hvis cubanske Navn hamac snart efter blev optaget i de romanske Sprog), det friske Grønsvær, de store og skjønne Palmer og Fuglenes Sang. »Man hørte hele Natten Fuglenes Sang, saa alle frydede sig; Luften var mild og duftende, og der var ikke koldt om Nætterne.« Ikke langt fra Kysten saa man Fjelde hæve sig, og selve Kysten var høiere end paa Bahama-Øerne; den mindede Columbus om Sicilien.

De første Dage seilede Columbus mod Vest eller Nordvest, men da han ikke fandt nogen større Bebyggelse, og Landet fremdeles strakte sig videre i samme Retning, ansaa han det paa Grund af den sene Aarstid for sikrest at vende om (31te Oktober). Den følgende Dag forstod han ved Hjælp af sine »Indiere« at aabne Forbindelse med Indbyggerne paa Cuba, som nu ogsaa modtog ham som Himmelens Sendebud. Under Forhandlinger med dem fik han høre, at paa Cuba var der lidet Guld, men mere i Babeque mod Øst, »hvor man samlede Guld om Natten ved Fakkellys og fyldte det i Tønder.« Andre talte om lignende Rigdomme i Bohio, hvor Indbyggerne bar det i Ørerne, paa Hals, Arme og Ben. Der var ogsaa stor Handel og Forbindelser med Folk mod Sydøst; men disse Folk — sagde de — var enøiede eller havde Hundehoveder, og de røvede og spiste Mennesker fra de andre Øer. Menneskeæderne kaldte »Indierne« Caniba, og de røbede stor Frygt for at møde dem; Columbus lagde Mærke til dette Ord (som kun er en cubansk Udtale af Cariba ɔ: Kariber), især fordi det mindede ham om Chan’en som han søgte saa ivrigt efter, og oversatte derfor Ordet med »Chanens Mænd«; han troede, at de var Storchanens Undersaatter, som drev Sørøveri paa disse Kyster og bortførte Indbyggerne. Allerede den 2den November havde han fra det Sted, hvor han da befandt sig, sendt to Spaniere (den ene var den sproglærde Jøde), ledsaget af to »Indiere«, ind i Landet; de skulde søge at finde Vei til Storchanen og fik med sig de kongelige Brevskaber samt Prøver paa de Krydderier, som Spanierne søgte. De kom tilbage efter fire Dages Forløb og fortalte, at de paa sin Vandring havde truffet flere smaa Landsbyer, engang endog én paa 50 Huse og 1000 (?) Mennesker. De havde overalt faaet en ceremoniel Modtagelse som Himmelens Udsendinger; men om nogen Konge eller noget større Rige kunde de ikke faa Oplysninger, saa Forventningerne om Storchanen ikke blev opfyldte; naar de spurgte efter Guld og Krydderier, pegte man mod Syd og Øst. Det var ved denne Leilighed, at Spanierne traf de Indfødte røgende paa rullede Blade af en Plante, som de kaldte »Tabacos« (Cigarer); men Opdageren anede naturligvis ikke, hvilken Rigdomskilde dette kunde blive, — optagen, som han var af Tanken om de indiske Krydderier. De fandt ogsaa, at de Indfødte dyrkede Korn (Mais), Ærter og Bønner samt Rodfrugter (Batatas); mere Opsigt vakte de duftende Træsorter, som Columbus tog for Kanel og Aloë.

Den 12te November besluttede Columbus at seile østover for at finde Babeque, og havde med sig fem unge Cubanere, som havde været saa uforsigtige at vove sig fra Kysten ombord og der blev fangne, samt otte Kvinder og Børn. De sidste tog han med, fordi han fra Guinea vidste, at Negrene lettere fulgte med til Portugal, naar de havde Kvinder med. Columbus bemærker i denne Anledning i sin Dagbog: »Der er det samme Sprog overalt paa disse Indiens Øer, hvor alle forstaar hverandre; det er ikke som i Guinea, hvor der er Tusender af Dialekter, og ikke engang Nabostammer forstaar hverandre.» Farten gik paa Grund af Modvind langsomt fremad; man landede paa flere Steder, og satte flere Gange ud fra Kysten mod Nord. Man saa da i Nordøst en Ø, som angaves for Babeque (nu Inagua), men maatte atter vende ind til Kysten. Martin Pinzon adlød ikke Admiralens Ordre, men fortsatte med »Pinta« sin Vei mod Øst, idet han ilede videre for at søge Guldlandet. Men Columbus holdt sig nærmere Cubas Kyst og fortsatte Reisen østover langs Nordkysten, indtil han 4de December naaede Nordostspidsen (Punta de Maysi).

Columbus havde baade 2den November og 21de November fra sit Skib forsøgt Høideobservation med Kvadranten og havde begge Gange fundet en Bredde af 42 Grader; han synes dog selv at tvivle om dette Resultat, idet han siger, at han vil ikke maale med Kvadrant, før han kommer iland. Dette er ganske rigtigt, men man forstaar ikke, hvorledes Columbus kunde komme til et saa besynderligt Resultat; vi har imidlertid her kun et Uddrag af Dagbogen, saa det er sandsynligt (som Navarrete formodede), at man paa den Tids Kvadranter aflæste den dobbelte Høide, saa at Columbus egentlig mener 21°.

Ved Afreisen fra Cuba gav han dette Land Navnet Juana efter den spanske Kronprins, et Navn, som dog ikke holdt sig. Fra Cuba vilde han 5te December atter søge mod Nordost til Babeque; men da Vinden var nordøstlig, maatte han gaa videre mod Sydøst og naaede den følgende Dag Øen Bohio eller, som den snart efter en af dens Provinser blev kaldt, Haiti. Den første Havn, han her fandt, kaldte han efter Dagens Helgen Puerto de San Nicolao og var strax henrykt over dens Skjønhed og Godhed: »Skjønt jeg har rost Havnene paa Cuba, er denne dog endnu bedre, ja den er uforlignelig.« Han tog Landet i Besiddelse paa sædvanlig Maade, ved Proklamation og ved at opreise Kors ved Havnene; men det varede længe, inden han fik se de nye »Undersaatter«. Indbyggerne troede aabenbart, at de landende var Cariberne; thi de flygtede ved deres Komme og tændte Ilde paa Høiderne for at varsle sine Naboer om Fiendernes Indfald. Imidlertid lykkedes det dog Spanierne ved Hjælp af de medtagne »Indiere« ogsaa her at faa beroliget de Indfødte; disse hilste dem da som Himmelens Sendebud og gav og modtog Gaver. Columbus var strax betaget af Landets Skjønhed og det milde Klima. Her fandt han mere høitliggende Land og Fjelde «som i Andalusien;« [1] i Skovene sang Nattergale og andre smaa Fugle, »som lignede dem i Spanien;« der var herlige Sletter som i Castilien, men endnu skjønnere. Allerede 9de December gav han Øen Navnet La Española (den spanske Ø, lat. Hispaniola, som man urigtigt har oversat »Lille-Spanien«).

Den 14de seilede han ud forbi Øen Tortuga for endnu engang at søge mod Nord til Babeque; men atter drev Vinden ham tilbage til Haiti, og han landede lidt længer øst i en Dal, som han kaldte Paradisdalen (Valle del paraiso). Ogsaa her flygtede Indbyggerne og tændte Varselsilde; men Columbus forstod dog ved venlig Behandling og Gaver at faa dem til at vende tilbage og modtage ham. Her traf han atter hos Indbyggere smaa Guldsmykker og troede nu, at han var «nær ved de Steder, hvor Jorden skjulte sine største Rigdomme.« 
Indianere (efter et gammelt Træsnit, ældre end 1504).
Her gjorde han Bekjendtskab med en ung Konge eller Cacique, som efter faa Dages Forløb gik i Forbund og Broderskab med Columbus og forærede ham Guldplader o. l. Her faar han første Gang høre om »Civao« længere i Øst, hvor Guldet findes i Overflod, og Caciquen bar en Fane af udhamret Guld; han er strax sikker paa, at »Civao« kun er en anden Udtale af »Zipangu«. Men i disse Dage tilstødte det store Uheld ham, som nær kunde liave stanset Reisens Fortsættelse. Juleaften, medens de seilede østover, maatte Columbus, som sjelden undte sig Hvile og havde vaaget den foregaaende Nat, gaa tilsengs af Overanstrængelse; ogsaa Styrmanden benyttede Leiligheden til at tage sig en Hvil og satte en Skibsgut til at styre, som ved Midnat førte Skibet »Santa Maria« lige paa en Sandbanke, og der stod det fast. Det nyttede ikke at forsøge at faa Skibet les; ved indtrædende Fjære bøiede Skibet sig paa Siden, og Stormasten maatte hugges; men Skibets Fuger løsnede, saa det maatte opgives og Mandskabet redde sig paa »Niña«. Om Morgenen blev alt, hvad der fandtes paa Skibet, ført paa Land; de Indfødte og den der boende Konge Guacanagari hjalp til med Transporten, og Columbus roser dem med Rette for, at de »ikke tog en Brødsmule eller noget andet med sig.« 

Columbus’s Stilling var alligevel i det Øieblik ganske fortvivlet; thi Skibet »Niña« havde ikke Plads nok til at føre ham og hele hans Mandskab hjem. Men allerede Dagen efter fandt han en Udvei; han ansaa nu Skibbruddet for en underfuld Førelse af Forsynet, at »Herren havde ladet ham lide Skibbrud, forat han skulde vælge dette Sted til at grundlægge en Koloni.« Flere af Søfolkene havde allerede ytret Ønske om at blive efter i Landet; Indbyggerne var fredelige, Kvinderne venlige, og Haabet om Guld fristende. Han gik ogsaa strax til Udførelsen af sin Plan og gav Ordre til at bygge et Fort med Proviant for et Aar; han haaber til Gud (26de December), at ved hans Tilbagekomst fra Castilien de efterladte har samlet en Tønde Guld ved Tuskhandel og opdaget Guldminer og Krydderier, og det i saa stor Masse, at Kongen og Dronningen inden tre Aar kan foretage Erobringen af den hellige Stad: »Jeg ytrede jo for Deres Høiheder mit Ønske om at se Udbyttet af mine Opdagelser anvendt til Jerusalems Erobring; Deres Høiheder lo dertil og sagde, at det behagede dem vel, men at selv uden dette havde de Lyst dertil.« Af »Santa Marias« Vrag byggedes nu et Blokhus med Vold og Grav omkring, og tilstrækkelige Fødemidler overgaves til de 40 Mand, som skulde blive efter; det nybyggede Fort fik efter Juletiden, da Skibbruddet skeede, Navnet »Navidad«.

Ved Nytaarstid bestemte han sig til at drage hjem, idet han ikke turde risikere det ene Fartøi til flere Opdagelser. Han tog Afsked fra Kongen, som han havde givet Gaver af det Slags, som ogsaa Negerkongerne havde sat stor Pris paa (en Skjorte og et Par Handsker), og for at efterlade et imponerende Indtryk gav han Kongen en Prøve paa europæisk Artilleri, idet han tilføiede, at Kongen ikke behøvede at være bange for Kariberne, saalænge han havde Spaniere i sin Nærhed.

Efterat have givet gode Formaninger til sine Folk, drog Columbus 4de Januar 1493 hjemover langs Nordkysten af Haiti. To Dage efter traf han »Pinta« igjen, og Martin Pinzon maatte gaa ombord til sin Admiral og gjøre Undskyldninger for sin Adfærd; Columbus lod, som han troede ham, »for ikke at give efter for Satans Fristelser, som hele Tiden havde lagt Hindringer i Veien for denne Reise.« Columbus fik høre, at Martin Pinzon virkelig havde været paa Babeque, men ikke havde fundet Guld der; Indbyggerne havde henvist ham til det sydligere Bohio (Haiti), og did var ogsaa Pinzon draget ved Midten af December. Han havde landet nogle Mil længere øst end Columbus og havde her virkelig tiltusket sig Guld, som han havde delt med sit Mandskab. Columbus bemærker i denne Anledning (8de Jan.), at begge Brødrene Pinzon havde vist sig umedgjørlige og ulydige og stiftet Partier mod ham; han (Columbus) havde i Taushed fundet sig i dette for at bringe sit Foretagende lykkeligt til Ende; men dette var en medvirkende Aarsag til, at han nu vilde skynde sig hjemad.

Columbus havde ogsaa paa Haiti forsøgt at bestemme Breddegraden. Han noterede allerede ved Afreisen fra Cuba, at Natten varede 15 Timer; da han gjentog Forsøget den 13de, viste Timeglasset, at Natten kun varede 10 Timer, hvilket han dog selv fandt tvivlsomt. Til et bedre Resultat kom han 19de og 21de December, altsaa ved Vintersolhverv; da viste Natten sig at vare 14 Timer, hvilket ikke er saa langt fra det rette (13¼ Time). Den 13de forsøgte han ved Kvadrant at bestemme Polhøiden og noterede 34°. Under Forudsætning af samme Reduktion som tidligere (til 17°) er her en Feil paa omtrent 3 Grader; men ogsaa denne Observation blev gjort ombord. Columbus studerede altid med Omhyggelighed Almanaken; da han af denne saa, at den 13de Januar Merkur var i Conjunction med Maanen og Jupiter i Opposition med Solen, holdt han sig den Dag i Havn, idet han af disse »himmelske Tegn« frygtede Uveir. Derfor forlod han først den 16de Haiti. Endnu i de sidste Dage havde han tænkt paa at undersøge de østenfor liggende Øcr (Porto-Rico og de nordligste Antiller); i Haiti havde han samlet Efterretninger om de nærliggende Egne og bl. a. faaet at vide, at der i Syd for Cuba var en stor guldrig ved Navn Yamaye (ɔ: Jamaica), og at denne kun var 10 Dagsreiser fjernt fra »Fastlandet«, at der i Øst for Haiti var en stor Carib, beboet af menneskeædende Cariber (d. s. s. Caniba), og at der endnu længer i Øst var en Matinino beboet af Kvinder, som kun engang om Aaret fik Besøg af Mænd fra Caribernes Ø. Disse to Slags Vidundere fik han Lyst til at undersøge; men da han den 16de skulde seile til Caribernes Ø, blæste der en saa god Vind fra Sydvest, at Columbus efter sine Folks Ønske gav Ordre til at styre efter Vinden og opsatte til næste Reise at søge Cariberne.


  1. Han gjorde sig overdrevne Forestillinger om Fjeldenes Høidce »nogle af dem er høiere end Teneriffa, som ellers regnes for det høieste Fjeld» (20de Decbr.).