Christofer Columbus og Amerikas Opdagelse/7
Allerede ved Afreisen begyndte Columbus at føre en Dagbog, som er bevaret ialfald i Uddragg (ved Las Casas); man kan deraf bedst følge hans Planer og deres Udførelse. Allerede hans Indledningsord til Ferdinand og Isabella er karakteristiske: »Efterat Deres Høiheder havde bragt tilende Krigen mod Maurerne i Europa og fuldendt Kampen i Granada, hvor jeg i dette Aar den 2den Januar saa de kongelige Bannere plantede paa Alhambras Taarne, og hvor jeg saa den mauriske Konge drage ud af Byens Porte for at kysse Deres Høiheders kongelige Hænder, og efter den Forklaring, jeg havde givet Deres Høiheder om Lande i Indien og om en Fyrste som heder Storchanen (Gran-can), hvilet betyder Kongernes Konge, og om at flere Gange han og hans Forfædre havde sendt Breve til Rom efter Lærere i vor hellige Tro, og eftersom den hellige Fader aldrig havde sørget derfor, og saaledes mange Folkeslag gik tilgrund ved at tro paa Afguder og modtage hos sig fordærvelige Sekter, besluttede Deres Majestæter som kristelige Fyrster og Fiender af Muhammeds Sekt og ethvert Afguderi og Kjætteri at sende mig, Christóval Colón, til Indien for at lære at kjende de nævnte Fyrster, Folk og Lande, disses Beliggenhed og Tilstande, og for at udforske, hvorledes man skulde omvende dem til vor Tro. Deres Høiheder bød mig ikke at gaa tillands mod øst, som man sædvanligvis har gjort, men at tage Veien over Havet mod Vest, om hvilken vi ikke ved, at nogen nogensinde har faret den.« Han peger her tydeligt paa Toscanelli’s Projekt og de Efterretninger, han havde fra ham om Storchanen, og man kan ogsaa se, hvorledes han paa Reisen følger hans Anvisninger, ligesom han havde hans Kart (i Kopi) med sig. Da ifølge Toscanelli’s Kart Øen Zipangu strækker sig i Nord til 28de Grad og dens Nordspids saaledes er under samme Bredde som de Canariske Øer, styrede Flaaden fra Palos lige til de Canariske Øer for derfra, om muligt, at holde Kursen over Oceanet lige i Vest. Det blev nødvendigt at lande her, paa Gomera (9de August), fordi Pinta’s Ror allerede en f de første Dage var brukket, — efter hvad Columbus mente, forsætlig af de ombordværende Eiere, som vilde redde sit Skib tilbage til Palos. Paa Gomera maatte man vente til 6te September, da Farten atter begyndte; men samme Dag indtraadte der Vindstille, saa Afreisen i Virkeligheden ikke blev af, før man 8de September fik god Seilevind; derfor regnede Columbus senere Afreisen fra denne Dag. Da Canarierne sank i Horisonten, blev mange af Sømændene ængstelige; de tog i Tanken Afsked med Verden for altid, og mange af dem græd soom Bør. Columbus forstod ogsaa strax, at han maatte behandle dem som Børn; derfor besluttede han at føre dobbelt Skibsbog til at optegne den beregnede Kurs; allerede ved 9de September bemærker han, at han »seilede 19 Mil (Leguas), men han bestemte sig til at beregne mindre end den virkelige Kurs, forat ikke Mandskabet skulde forfærdes og tabe Modet, om Reisen varede længe,« og atter ved 10de September noterer han, at han »seilede 60 Mil (Leguas), nemlig to en halv pr. Time, men beregnede kun 48, forat ikke Mandskkabet skulde forfærdes, om Reisen blev lang,« og han fortsatte dermed fremover hele Reisen, men dog vogtede han sig for ikke at formindske Afstandene for stærkt. Det blev ogsaa snart nædvendigt at anvende baade Forsigtighed og ny Kløgt; thi Mandskkabets Ængstelighed sted med hvert nyt og uvant Fænomen. Den 13de September iagttog Columbus første Gang Afvigelsen ii Magnetnaalens Misvisning, idet Naalen paa Kompasset, istedetfor som sædvanligt i Europa at vise lidt østenfor Polarstjernen, nu pegte lidt vestenfor. Han taug stille med sin Iagttagelse;; men næste Dag gjentog det samme sig, »om end noget mindre,« og det varede ikke mange Dage, færend ogsaa Styrmændene maatte lægge Mærke til det. En almindelig Rædsel bredte sig ud blandt matroserne, »de var frygtsomme og sørgmodige, og vilde ikke sige hvorfor,« — de vilde ikke røbe, at de idetheletaget nærede nogen Ængstelse for det mistænkkelige Instrument. Men da Columbus forstod Grunden, bør han Styrmændene paany at sammenligne nøie Kompasset med Nordstjernen, »og nu fandt de, at Kompassene var gode;« han fik beroliget Matroserne ved en naturvidenskabelig Forklaring: han fremsatte med stor Sikkerhed, at Nordstjernen havde flyttet Plads paa Himmelen, — de naive Sømænd havde altfor stor Respekt for hans Kundskabet og Erfaring til ikke at tro ham. Det varede dog ikke længe, inden nye Undere skræmte dem. Allerede 16de September havde de seilet ind i de store flydende Græsmasser (Alger), som nu kaldes »Sargasso-Havet«; de troede i Begyndelsen, at de nu var nær Land, da Græsset var grønt og ligesom nylig læsnet fra Roden. Man tænkte strax paa de øer, som fandtes paa Søkarterne, f. Ex. den mystiske Ø Antilia, og det troede vistnok ogsaa Columbus, thi han noterede udtrykkeligt: »jeg regner, at Fastlandet er længere borte« (16de Septbr.). Den følgende Dag fandt de endog i Sivet en levende Krabbe, og Columbus erkjendte, at den var et Tegn paa Lands Nærhed; »thi den gaar aldrig mer end 25 Mil (Leguas) fra Land.« Sømændene blev strax glade, og hvert Skib skyndte sig at komme forbi de andre for at naa først til Land. Pinzon paa »Pinta« seilede bedst; han raabte over til Columbus (18de), at han havde seet mange Fugle flyve mod Vest og ventede at se Land samme nat, — han saa nemlig mod Nord mørke Skyer; men intet Land viste sig. Da imidlertid de følgende Dage Vinden sagtnede, gik Farten langsomt fremad, og Sømændene begyndte at frygte for at støde paa Grund eller blive siddende fast i Sivet; men de bleve dog beroligede, da man foretog en Lodning og det viste sig, at ingen af deres Liner paa 200 Favne naaede til Bunds. Den 22de September oophørte endelig Græsbankerne, og man kom igjen ud i det aabne Hav. Snart fik Mandskabet dog atter Grund til at frygte. Man seilede stadig fremad med gunstig Østenvind, som aldrig syntes at ville holde op, — man var inde i »Passaterne«. Hvad om denne Vind blæste hele Aaret igjennem, og man saaledes aldrig kunde komme hjem igjen? Heldigvis viste ogsaa denne Frygt sig ugrundet; Columbus dæmpede Ængstelsen ved at forsikre, at Vinden snart skulde forandre sig, og — Vindene syntes at adlyde ham; thi snart efter blev der Vindstille, og efter nogen Tid skiftede Vindretningen. Columbus noterer derfor ved 22de: »Denne Modvind var mig meeget nødvendig, da mit
Mandskab var i stor Uro, idet de tænkte, at der i disse Have ikke blæste Vinde, som førte tilbage til Spanien.« Farten vedblev dog uhindret, og blev kun forøget derved, at man flere Gange troede at se Land. Den 22de havde Columbus sendt sit Søkkart (Kopi aaf Toscanelli’s) over til Martin Pinzon, og den 25de fik han det tilbage med den Besked, at Pinzon torede nu at seile forbi de Øer, som var afsatte paa Kartet; det erkjendte ogsaa Columbus, men mente, at man havde seilet nordenom dem. Men samme Dags Eftermiddag steg Pinzon op i den høie Bagstavn og raabte over til Columbus, at han nu saa Land; med hele sit Mandskab faldt han paa Knæ, og de sang Gloria in excelsis Deo Mandskabet paa »Santa Maria« og »Niña« gjrode det samme; de krøb op i Master og Tauge, og alle troede at se Land. Om Aftenen styrede man derfor i Sydvest, hvor Landet skulde være; men den næste Dag opdagedes, at det havde været en Taagebanke. Den 30te Septbr. og 3dje Oktober saa man Søfugle, hvoraf man atter sluttede sig til Lands Nærhed, og Columbus noterede 3dje Oktober, at han nu var sikker paa at være kommen forbi de Øer, som fandtes paa Kartet; han havde ikke villet stanse, skjønt han havde Efterretning om Øer paa disse Kanter; thi hans maal var Indien, og at øde Tiden underveis vilde vise Mangel paa Klogskab og Dømmekraft. Allerede den 11ste Oktober havde Styrmanden sagt til Columbus, at efter hans Regning havde man fra Ferro seilet 578 Leguas i Vest; det svarede omtrent til Columbus’s officielle Beregning af 584 Leguas, meddens den Beregning, som han ansaa for det rette og bevarede for sig selv, gik op til 707, — aabenbart stærkt overdrevet. Den 6te Oktober kom martin Pinzon fra »Pinta« ombord til Columbus og foreslog, at de skulde styre mod Sydvest; thi der laa Zipangu; men Columbus svarede, at han vilde fortsætte, indtil han naaede Fastlandet; Øerne kunde man siden søge. Den næste Dag (Søndag d. 7de) var man paa alle tre Skibe atter sikker paa at være nær Land, og hvvert Skib satte alle Seil til for at komme først. Niña, som var den bedste Seiler, heiste ved Solopgang et Flag og fyrede et Skud som Signal for, a t man saa Land; men i Dagens Løb viste det sig atter at være en Skuffelse. Samme Dag iagttog imidlertid Columbus, at Fuglene fløi mod Sydvest, »enten fordi de vilde tilbringe Natten iland eller flygtede for Vinteren,« og han forandrede derfor Kurs mod Sydvest; han noterede i Dagbogen som sin Grund: »han vidste, at det var ved at iagttage Fuglenes Flugt, at Portugiserne tidligere havde opdaget de fleste af de Øer, som nu er i deres Besiddelse.« Man har forlængst gjort den Bemærkning, at hvis Columbus havde fortsat lige mod Vest, vilde han — under Forudsætning, at han var naaet frem — være kommet direkte til Nordamerikas Fastland (Florida), ikke til »Vestindien«; men hvorledes det var gaaet ham i Florida, er det jo unyttigt at reflektere over.
De følgende Dage seiledes med gunstig Vind videre; »Havet var, Gud være lovet, som Floden var Sevilla, Temperaturen var ligesaa mild som ved Sevilla i Maaneden April, og Luften saa duftende, at det var en Glæde at indaande den. Det Græs, som man saa flyde, syntes at være friskt, og man saa Landfugle, som fløi mod Syd« (8de Oktbr.). Men nu begyndte Mandskabet at blive uroligt over den lange Fart. Det havde allerede flere Gange paa Veien vist Tegn til Misnøie og Lyst til Oprør; men den bekjendte beretning om, at Sømændene virkelig gjorde Oprør og tvang Columbus til at love at vende tilbage inden tre Dage, hvis han ikke naaede Land forinden, — synes at være et senere Sagn; af Dagbogen fremgaar kun, at da Matroserne d. 10de Oktober begyndte at beklage sig over Reisens Længde og negtede at seile længer, beroligede haan dem saa godt, han kunde, idet han mindede dem om de Belønninger, som laa rede, naar de vare komne til sit Maal, og om hvor ufornuftigt det var at vende om, naar de var saa nær Maalet. Han føiede dertil, at »forresten var deres Klager unyttige; thi han var seilet ud for at naa Indien og agtede at fortsætte sin Reise, indtil han med Guds Hjælp fandt det.« Man fortsatte altsaa Reisen i samme Retning, og allerede den følgende Dag, den 11te, blev Sporene af Lands Nærhed tydeligere; man stødte paa ene Stok med Udskjæring paa, en Gren med friske Bær o. l., og disse Tegn var tilstrækkelige til at berolige og opmuntre Mandskabet. En belønning var lovet den, som først saa Lan, og alles Øine var vistnok i Dagens Løb vendt mod Vest. Sent om Aftenen troede Columbus fra Skibskastellet at se et Lys, som om nogen paa Land bar en Fakkel, og om natten Kl. 2 saa en Matros paa »Pinta« virkelig Land i Vest. Seilene blev tagne ind, og Skibene laa nu ventende paa Dagens Frembrud. Om Morgenen — Fredag den 12te Oktober,[1] altsaa netop 10 Uger efter Udreisen — havde de en lav, græsklædt Ø liggende foran sig, og de tvivlede ikke paa, at de vare komne til en af Øerne nordenfor Zipangu.
Den Ø, som nu var opdaget, kaldte Columbus San Salvador (»Frelseren«); han fik siden vide, at Indbyggerne kaldte den »Guanahaní«. Hvilken af Bahamaøerne dette er, kan ingen længer med fuld Sikkerhed sige; Dagbogens Beskrivelse er vanskelig at tyde, saa at der har været megen Uenighed om, hvorledes den skal fortolker. Der er derfor fra nyere Tid en hel Litteratur om, hvilken Ø med Rette bør bære Navnet Guanahaní; de bedste Grunde taler for den spanske Historike Munnoz’s Mening, at det er Watlings Island; thi alene paa denne passer Columbus’s Ord, at »den er temmelig stor og flad, har mange Træer og meget Vand, og i Midten er en stor Lagune.« Vi vil derfor i det følgende forudsætte dette som rigtigt og trække op Linjerne paa Kartet i Overensstemmelse dermed.
- ↑ Dette er altsaa Dagen for Amerikas Opdagelse, hvis man følger den ældre Julianske( Tidsregning; efter den gregorianske Kalender skulde 21de Oktober være 4000-aarsdagen