Christofer Columbus og Amerikas Opdagelse/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Naar og hvorfra Columbus kom til Portugal, er ganske ubekjendt; thi hvad hans Søn Fernando derom fortæller, er ialfald delvis en Fabel. Han beretter, at Columbus tjente under en berømt Admiral af hans Navn og Familie, som i et Søslag udenfor Cap St. Vincent bemægtigede sig fire venetianske Galeier, og henviser derom til den vidtløftige Skildring af Søslaget hos Historikeren Sabellicus; under Slaget forliste Christofer Columbus’s Skib, og han selv reddede sig ved at svømme tillands og kom derved til Portugal. Det er nu meget uheldigt for Fernando, at han ikke har lagt Mærke til Tidspunktet for denne Kamp, thi da vilde han have vogtet sig for at indblande Begivenheden i sin Faders Biografi. Søslaget udenfor Cap St. Vincent forefaldt nemlig 21—22de August 1485, og da havde Christofer Columbus allerede opholdt sig adskillige Aar i Portugal og var maaske paa Veien til Castilien. De Skibe, som da kjæmpede med Venetianerne, var anførte af to franske »Korsarer«, af hvilke den ene virkelig i italienske Beretninger kaldes »Colombo den yngre«; men han var ingen Slægtning af Opdageren og overhovedet ikke Italiener. Samtidig med Chriustofer Columbus var der to Admiraler eller Søkrigere, som i latinske Skrifter kaldes Columbus; men de var begge Franskmænd fra Gascogne. Den ene, Guillaume de Caseneuve eller Coullon, var fransk Viceadmiral under Ludvig den 11te og døde i 1482 eller 83; den anden, den »yngre« Coullon eller Colombo var hans Søn eller Brodersøn, og det var ham, som i 1485 tog de venetianske Skibe.[1] Hele Combinationen med disse Franskmænd maa saaledes opgives; vi ser i den kun et uheldigt Forsøg fra Sønnen Fernando paa at skaffe sin Fader fornemme Slægtsforbindelser.

I nyere Tid har man søgt ad anden Vei at finde ud, naar Columbus kom til Portugal; man har nemlig lagt Mærke til en Ytring i hans Brev til Kong Ferdinand fra hans næstsidste Leveaar (Mai 1505): »Gud Herren sendte mig vidunderligt hid for at tjene Deres Høihed. Jeg siger vidunderligt, thi jeg havde landet i Portugal, hvis Konge fremfor andre forstod sig paa Opdagelser; men Gud lukkede hans Øine, Øren og alle Sanser, saa at jeg i 14 Aar ikke kunde faa ham til at forstaa mit Forslag.« Af dette Udtryk har man sluttet, at Columbus i 14 Aar har opholdt sig i Portugal, og da han forlod dette Land i 1484 eller 85, skulde han altsaa være kommet did i 1470 eller 71. Dette er nu meget urimeligt ligeoverfor Oplysningerne fra Genua i 1472 og 1473, og man har da gjort forskjellige Kunster for at komme fra det. Ingen synes at have lagt Mærke til den virkelige Mening i hans Ord; de 14 Aar er ikke den Tid, hvori Columbus opholdt sig i Portugal, men den Tid, som gik fra han første Gang forelagde sin Plan for Portugals Konge og indtil denne blev overbevist, nemlig da Columbus kom hjem fra »Indien« og præsentercde sig for Kongen i Marts 1493. Efter denne Forstaaelse faar man ud, at Columbus i 1479 eller 1480 er traadt frem med sin Plan i Portugal, men intet sikkert Tidspunkt for, naar han kom til dette Land. Vi faar altsaa nøie os med at sige, at vi ikke véd noget om Columbus i Aarene 1477—79, men at det er meget sandsynligt, at han fra England i 1477 er gaaet direkte til Portugal.

I Portugal er Christofer Columbus truffet sammen med sin yngre Broder Bartolomeo, som maaske var kommen did forud; ligesom denne ernærede Christofer sig som Tegner af Søkort, og ligesom denne tog han Del i Portugisernes Færder langs Afrikas Kyster til »Guinéa«; han har under sit portugisiske Ophold gjort flere Reiser til Guinéa og under disse er han kommet helt til Fortet St. Jorge de Mina ved Guldkysten (5° n. B.). Da dette Fort blev anlagt af en Expedition paa 12 Skibe under Azambuja Vinteren 1481—82, er det ikke usandsynligt, at Columbus har været med netop paa dette Tog, maaske som Skibskaptein. Iallefald er det sikkert af leilighedsvise Bemærkninger i hans bevarede Dagbog paa Oceanreisen, at han har lært meget af Portugiserne og at deres Adfærd i Afrika i mangt og meget har været hans Mønster senere under hans egne Opdagelsesreiser. Han har stadig brugt sine Øine og Observationsevne for alt, hvad han kunde tilegne sig; han har seet, hvorledes Portugiserne behandlede Negrene, hvorledes de studerede disses Sprog og Sædvaner, hvorledes de aabnede sig nye Forbindelser med ukjendte Folk og hvorledes de anlagde Kolonier og befæstede Punkter; men han har ogsaa gaaet den portugisiske Skole i theoretisk og praktisk Sømandskab, idet han har lært at benytte de hos dem brugelige nautiske Instrumenter og Iagttagelser. Vi har herom en Udtalelse af Columbus selv i en Note til det Sted i Kardinal Ailly’s »Imago mundi«, hvor denne citerer den arabiske Astronom Alfraganus (ɔ: Ferghani) som Vidne for, at en Længdegrad udgjør 56¼ (arabiske) Mile: »Læg Mærke til«, siger han, »at jeg paa flere Reiser fra Lissabon mod Syd til Guinea omhyggelig mærkede mig Reisens Retning, saaledes som Skippere og Sømænd pleier, og at jeg derunder iagttog Solens Høide flere Gange med Kvadrant og andre Instrumenter, og jeg fandt det stemmende med Alfraganus, nemlig at hver Grad svarede til 56¼ Mile. Derfor kan man stole paa denne Beregning. Vi kan derfor sige, at Jordens Omkreds ved Æquator er 20,400 Mile. Det samme fandt ogsaa Mester Josef, Læge og Astrolog, og flere andre, som var udsendt i samme Hensigt af Portugals Konge«.

Columbus var i Portugal ikke hele Tiden optagen med Søreiser. Han opholdt sig ogsaa længere Tid eller hyppigere i Lissabon, og her lærte han at kjende en adelig Dame, Filipa Muntz (eller Perestrello), som han ægtede. Hun var Datter eller nær Slægtning af Bartholomeu Perestrello, som havde havt i Forlening Øen Porto Santo (ved Madeira), og Familien har vistnok beholdt Godser paa denne Ø; thi det er sikkert, at Columbus i nogen Tid boede paa Porto Santo og at hans ældste Søn Diego er født her. Under disse vexlende Forhold og Opholdssteder har Columbus naturlighvis faaet Anledning til at sætte sig ind i de Theorier, som opstilledes for Opdagelsernes Retning, og det var vistnok let for ham at lære Toscanelli’s Forslag at kjende. Da Toscanelli døde i Mai 1482 og han har vexlet Breve med Columbus, bliver det meget sandsynligt, at Columbus allerede nogle Aar forud har lært hans Brev at kjende, — altsaa ved 1478—79. Sikkert er det, at han blev grebet af det store i Toscanelli’s Idé og satte sig i Hovedet, at han vilde gjøre denne Idé til Virkelighed; han skrev om dette til Toscanelli et (tabt) Brev, som han gjennem en i Lissabon bosat Florentiner, Lorenzo Giraldi, sendte til Florents. Toscanelli sendte ham til Svar sit tidligere Brev til Martinez og sit Søkart, ledsaget af følgende Brev (kun bevaret i Copi hos Las Casas og Fernando Colon):

»Paulus Fysikeren hilser Christofer Columbus. Jeg erfarer Eders store og ædle Ønske at reise til selve det Sted, hvor Krydderierne gror; derfor vil jeg til Svar paa Eders Brev sende et Brev, som jeg for en Tid siden[2] før de kastiliske Krige, sendte til en Ven, en Mand ved den ædle Konge af Portugals Hof, til Svar paa et andet, som han efter Hans Høiheds Ønske skrev til mig om den Sag; og jeg sender Eder et andet Søkart af samme Art som det, jeg sendte ham, hvorved Eders Ønske vil blive tilfredsstillet. Copien af mit Brev lyder saaledes« (hvorpaa det ældre Brev følger).

Uet ældre Brev, som er gjenfundet i Columbus’s egen Afskrift paa Latin, skal ogsaa gjengives her paa Grund af dets Betydning. »Fysikeren Paulus sender Kanniken Fernando Martinez i Lissabon sin Hilsen. Det har glædet mig at hore om din fortrolige Omgang med den ædle og berømte Konge. Jeg har allerede før talt til Dig om en kortere Vei over Oceanet til Krydderistederne end den, som I forsøger over Guinea. Kongen ønsker nu af mig en tydeligere Forklaring, saa at ogsaa de mindre kyndige kan forstaa denne Vei. Skjønt jeg indser, at dette [bedst] kan bevises af Jordens Kugleform, har jeg dog besluttet at forklare det paa et Søkart. Jeg sender altsaa Hs. Maj. et Kart, tegnet med mine egne Hænder, hvorpaa er afbildet først Eders Øer og Kyster, hvorfra Reisen maa gaa lige mod Vest, derpaa de Steder, som man maa passere, med Oplysninger om, hvor langt fra Nordpolen og Æquator I maa styre og hvor mange Mil I maa fare for at naa til de Steder, som indeholder den største Mængde Krydder og Ædelstene.
Toscanelli’s Søkart. (efter O. Peschell).
Undre dig ikke over, at jeg kalder de Steder vestlige, hvor Krydderierne er, medens de sædvanligt siges at være i Øst; thi naar man stadig seiler mod Vest, vil man naa disse Steder ad Jordens nedre Side, men hvis man gaar over Land ad den øvre Vei, vil man altid finde dem i Øst. De rette Linjer efter Længden paa Kartet betegner Afstand fra Øst til Vest, medens Tværlinjerne viser Afstand fra Syd til Nord. Jeg har aftegnet paa Kartet mange Steder, til hvilke I kan komme, til bedre Underretning for Sømænd i Tilfælde af vexlende Vinde, dels ogsaa forat de kan vise Indbyggerne, at man har nogen Kundskab om deres Lande, hvilket vist vil glæde dem. Det siges, at paa Øerne bor kun Kjøbmænd. Saa stort er Antallet af Sømænd med deres Varer, at i hele den øvrige Verden er der ikke saa mange som i den berømte Havn Zaitun; aarlig afgaar 100 store Skibe, ladede med Peber, foruden andre Skibe med andenslags Krydderier. Hint Land er folksomt og rigt, det har en Mængde Provinser og utallige Byer og staar under en Fyrste, som kaldes Gran-kan, hvilket betyder Kongernes Konge. Hans Sæde er mest i Provinsen Katay. Hans Forfædre ønskede for to Hundrede Aar siden at træde i Forbindelse med de Kristne og sendte Bud til Paven efter Lærde, at de maatte blive oplyst i Troen; men de, som blev sendte, mødte Hindringer paa Veien og vendte tilbage. Ogsaa paa Pave Eugenius’s Tid kom der en Mand til Eugenius,[3] som bekræftede deres store Velvilje mod de Kristne, og ham har jeg selv talt med om mange Ting: om Størrelsen af de kongelige Paladser, om Flodernes Bredde og vidunderlige Længde, og om Mængden af Byer ved Flodbredderne, som at ved en Flod laa 200 Byer og over Floden gik lange Marmorbroer, prydede med Støtter. Dette Land er værd at besøges af Latinerne, ikke blot fordi store Skatte kan vindes derfra — Guld, Sølv og alleslags Ædelstene og Krydderier —, men ogsaa paa Grund af dets lærde Mænd, Filosofer og Astrologer, og for at erfare, hvor dygtigt dette mægtige og store Land styres og dets Krige føres. Dette er et kort Svar paa Dit Spørgsmaal, saa vidt som min Tid har tilladt mig; jeg er rede til at give yderligere Svar, hvis Hans Majestæt ønsker det. Givet i Florents 25de Juni 1474.

[Efterskrift.] Fra Lissabon i lige Linie mod Vest er 26 Spatier à 250 [italienske] Mile betegnet i Kartet til den ædle og store Stad Quinsay; den har et Omfang af 100 Mil, har ti Broer og Navnet betyder »Himmelstad«, og meget vidunderligt fortælles om Mængden af dens Haandværkere og Indtægter. Denne Afstand er næsten en Trediedel af den hele Jord [ɔ: 120 Grader]. Hin Stad ligger i Provinsen Mangi, nær Provinsen Katay, hvor Kongens Residens er. Men fra den bekjendte Ø Antilia til den berømte Zipangu [Japan] er 10 Spatier; den er rig paa Guld, Perler og Ædelstene, og med purt Guld dækker man Templer og Paladser. Og saaledes kan man paa ubekjendte, men ikke lange Veie gjennemtrænge Havets Rum. Meget skulde maaske forklares tydeligere, men en omhyggelig Iagttager vil af dette kunne af sig selv forstaa Resten. Lev vel.« 

Toscanelli’s Skildring af Østasien er i det væsentlige et Uddrag af Marco Polo, maaske med Tillæg fra nyere Reisende og fra samtidige Søkarter; men de astronomiske Beregninger har han selv udført efter disse Kilder. Toscanelli’s Kart beholdt Columbus og har maaske kopieret det flere Gange; men selve Originalen fandtes endnu i i6de Aarhundrede (Las Casas). Da ogsaa Fernando Martinez havde et Exemplar deraf, er det naturligt, at det ogsaa blev udbredt og benyttet i Portugal; dets væsentlige Indhold er optaget paa Martin Behaims Globus fra 1492 (nu i Nürnberg), saa at man har kunnet rekonstruere det i nyere Tid (Oskar Peschel i »Das Ausland« 1867, se Side 34).

Toscanelli’s Breve har gjort et dybt Indtryk paa Columbus og har givet ham Forvisningen om, at Planen maatte og skulde udføres. Han skrev atter et Brev til ham og udviklede her sin Plan saa fuldstændigt og med saadan Tro paa, at det skulde lykkes ham, at han gav Toscanelli Indtryk af, at alt var færdigt til Udførelsen. Hans Brev er tabt, men Toscanelli’s Svar kjender vi dog i en Oversættelse, som Fernando Colon har bevaret. Det lyder saa: »Paulus Fysikeren hilser Christofer Columbus. Jeg har modtaget Eders Brev med de Ting, I sendte mig, for hvilke jeg takker. Ædel og stor anser jeg Eders Plan, at seile fra Øst til Vest efter Antydningerne paa det Kart, jeg sendte Eder, og som vilde vise sig endnu tydeligere paa en Globus. Det har glædet mig meget at se, hvor godt jeg er bleven forstaaet, og at Reisen er bleven ikke blot mulig, men sikker, saasandt som den vil blive til Hæder og uvurderlig Vinding og herlig Berømmelse blandt alle kristne Folk. I kan ikke fatte hele dens Betydning undtagen af virkelig Erfaring eller uden saa fyldig og nøiagtig Underretning, som jeg har havt fra fremragende og lærde Mænd, som er komne fra disse Steder til det romerske Hof, og fra ansete Kjøbmænd, som har drevet Handel i lang Tid i de Egne. Naar en saadan Reise udføres, vil man komme til mægtige Kongeriger og til rige og ædle Stæder og Landsdele, fulde af alleslags, for os ønskelige Varer, nemlig alle Sorter Krydderier og Juveler i stor Overflod. Den vil ogsaa være fordelagtig for Konger og Fyrster der, som er ivrige efter at drive Handel og knytte Forbund med de Kristne i vore Lande og efter at modtage Undervisning af lærde Mænd her, saavel i Religion som i alle Arter af Viden. Af disse Grunde og af mange andre, som kunde nævnes, undrer jeg mig ikke over, at I, en Mand af stor Dristighed, eller det hele portugisiske Folk, som stadig har havt udmærkede Mænd til saadanne Foretagender, nu er optændte af Iver for den nævnte Reise.« Heller ikke dette Brev er i Copien dateret, saa at vi ikke kan vide, naar Columbus har sendt sit andet Brev til Toscanelli. Af Svaret synes at fremgaa, at Columbus tror at have faaet Løfte om Planens Realisation; men isaafald er hans Haab skuffet, hvad enten han har ventet Støtte af private eller af Staten. Thi da Columbus kom offentlig frem med sit Forslag i Portugal, vakte han kun Modsigelse; de fleste var enige om, at en slig Seilads var umulig at vove, nogle mente ogsaa (hvad der var rigtigt), at Columbus regnede Afstandene altfor korte. Den portugisiske Konge lod Forslaget 1484 forelægge for den astronomiske Junta, hvor de fleste var imod Planen. Ellers synes det, som om den stærkeste Indvending bestod i, at Columbus stillede store Fordringer paa Forleninger og Hædersbevisninger — hvis Planen lykkedes. Portugiserne brugte nok at give opdagede Øer eller kortere Landstrækninger i Afrika i Len til Opdagere; men Columbus krævede Forlening af store Riger og Verdensdele! Modstanderne foreslog derfor Kongen, at han skulde i al Hemmelighed sende et Skib afsted ud i det vestlige Ocean efter Columbus’s Plan, men uden ham selv. Dette skede; — men de portugisiske Sømænd, som ikke var Oceanfarere, tabte Modet efter faa Dages Søreise og vendte hjem med den Besked, at der intet var at finde. Da Columbus mærkede, hvad han havde været udsat for, forlod han i Ærgrelse Portugal og tog sine Planer med sig; det ser ud til, at han flygtede i stor Hast, rimeligvis af Frygt for at blive holdt tilbage, og at han forlod Hustru og Børn. Sin Hustru saa han aldrig igjen, hun døde nogle Aar senere og blev begravet i sin Families Gravsted i Lissabon, og et eller flere Børn døde med hende; den gjenlevende Søn, Diego, enten fulgte med sin Fader eller kom ialfald nogle Aar senere til sin Fader. Columbus efterlod ogsaa adskillig Gjæld i Portugal, nemlig hos flere italienske Kjøbmænd i Lissabon, og denne Gjæld ser man har i senere Tid hvilet tungt paa ham, thi i sit Testament nævner han de Summer, han skyldte, og beder sin Søn Diego at tilfredsstille Kreditorernes Arvinger.

I 1484 eller Begyndelsen af 1485 naaede Columbus over Grænsen til Castilien; hans Hensigt var nu at forsøge, om ikke Castilien var mere villigt til at befordre hans Planer, som han fremdeles holdt fast ved. Han kunde have Anledning til at haabe Støtte i Castilien, thi Castilianerne havde allerede længe med Misundelse seet paa Portugisernes Udvidelser langs Afrikas Kyst og var endog paa et enkelt Punkt optraadt som heldige Konkurrenter. Den franske Adelsmand Jean de Bethencourt havde i Aarene efter 1402 under castilisk Flag sat sig fast paa de canariske Øer og bemægtigede sig nogle af disse; skjønt ogsaa Portugiserne under Prins Henrik søgte at hævde Canarierne for sig og derved kom i Strid med Castilien, endte denne Strid dog med, at Øerne i 1479 afstodes helt til Castilien, og i de følgende Aar blev de vestlige af de canariske Øer helt undertvungne under Castilien (vi vil senere se, at Canarierne blev Udgangspunkt for Oceanfærderne). Desuden var Castiliens Stjerne i Stigen derved, at det netop i samme Aar (1479) var forenet med det mægtige aragonisk-siciliske Rige, idet Arvingen af Aragonien Ferdinand havde ægtet Dronningen i Castilien Isabella og saaledes fremkaldt den Forening, som siden blev Grundlag for det store spanske Monarki; det nye Rige havde allerede udviklet en hidtil ukjendt Styrke ved at begynde den store Udryddelseskamp mod Maurerne i Sydspanien og havde saaledes strax vist sin Evne til store Initiativer.


  1. Harrisse, Les Colombo de France et de l’Italie.
  2. Afskriften hos Fernando Colon har i den italienske Udgave »for nogle Dage siden« (alquanti giorni fa), hvilket lidet passer til det efterfølgende »før de kastiliske Krige«, d. e. Aarene 1474—79; Las Casas har det rigtigere »for nogen Tid siden« (há dias), hvilket vel er det samme som »for nogle Aar siden«.
  3. Den venetianske Kjøbmand Nicolo Conti, som over Bagdad og Ormuz reiste tilsøs til Malabarkysten, derfra vandrede gjennem Halvøen Dekan, seilede til Ceylon og Sumatra, reiste opad Ganges og trængte over Ava gjennem Bagindien og naaede ligetil Sundaeerne (Store- og Lille-Java m. fl.) for at tage hjem over Socotra og det røde Hav til Kairo. Han kom til Florents omkr. 1440 og opsøgte her Paven for at faa Syndsforladelse, da han underveis for at redde sit Liv havde gjort sig til Muhamedaner.