Christofer Columbus og Amerikas Opdagelse/2
De geografiske Forestillinger, som Grækerne havde meddelt Romerne, svækkedes snart ved Romernes og deres middelalderlige lærlinges Mangel paa naturvidenskabelig Sans. De græske Verdenskarter (Ptolemæos) naaede, saavidt vides, aldrig til Rom, og Romerne lærte aldrig at afbilde Verden efter Grækernes Vis. Det blev derfor kun de ydre Omrids af Grækernes Verdenssystem, som gik i Arv til Middelalderen, og denn greb med Begjærlighed navnlig de uvidenskabelige Dele. Jordens Kugleform glemtes helt eller delvis; men man fastholdt, at Jorden var omgivet af Havet paa alle Kanter, at den nordlige Zone var ubeboelig for Is og Kulde og den sydlige paa Grund af Hede, at i Jordens Udkanter bode alslags eventyrlige Væsener, som Satyrer med Bukkefødder, Enfodinger, Hesteføddede, Enøiede, Amazoner o. s. v. Hertil kom snart, at man søgte at bringe Oldtidens Geografi i Forbindelse med Bibelen; man fandt, at efter Bibelen maatte Jorden være flad, og da der ofte taltes om »Jordens Kreds«, maatte den være rund. Et bekjendt Vidnesbyrd herom er de i middelalderlige Haandskrifter saa hyppige »Hjulkarter«, dr kan forestilles ved at lægge en liggende T ind i en rund ◯, saaledes 🜗: Længdestregen paa T betegner Middelhavet (mare magnum), Tverstregen Grænsen mellem i Vest Europa med Afrika, og i Øst Asien; midt i Cirkelen sættes da Jerusalem som Verdens Midtpunkt, og yderst mod Øst sættes Paradiset.
Og dog var det langt fra, at Geografiens Omraade indskrænkedes i Middelalderen, omend dens Indhold stadig blev fortyndet og formindsket. Verden til alle Kanter, ja at større Dele af de gamle »tre Verdensdele« egentlig først blev opdagede i disse Tider. Jeg sigter her til Irlændernes og Nordboernes Opdagelser i det nordlige Atlanterhav i den tidlige Middelalder, Arabernes Søfarter i det indiske Hav i 9de og følgende Aarhundreder samt Italienernes og Portugisernes Opdagelser i den senere Middelalder. Der skal her gives en kort Oversigt over disses Resultater, for at man kan se, i hvilket Forhold disse Opdagelser staar til vort Emne.
De romerske Flaader paa Rhinen og ved Britannien i Keiserdømmets første Tider naaede i Nordøst kun til Weser og Elben; derfra lærte de at kjende den jydske Halvø (Chersonesus cimbrica) og østenfor denne de »skandiske« Øer og Skaane (Scadinavia); i Nordvest naaede de Orknøerne, hvorfra de i det fjerne fik et Glimt af Thule (Shetland). Først irske Munke har vovet sig ud paa det aabne Atlanterhav og i det 8de Aarhundrede opdaget Færøerne (c. 735) samt Island (795), maaske ogsaa Norge. Men deres Farter stansede brat ved de normanniske Vikingetog, og deres Plads som Opdagere og Oceanfarere indtoges i det 9de Aarhundrede af Nordmænd. Disse naaede ved 790 over til Øerne nordenfor Skotland, og allerede før 825 havde de opdaget Færøerne, ved Midten af Aarhundredet Island og ved 900 Grønland, som dog først 986 koloniseredes af Erik den røde. Hans Søn Leif Erikssøn var det, som 999 foretog den første Færd paa det aabne Atlanterhav, idet han fra Grønland seilede over til Sudrøerne og derfra naaede Norge. Det følgende Aar (1000) udførte han den samme Bedrift ad den modsatte Vei, idet han fra Nidaros vendte hjem til Grønland; det var paa denne Reise, at han af Storme blev drevet saa langt mod Vest, at han naaede Nordamerikas Fastland og landede paa et Sted, hvor han fandt vilde Druer og vildt Korn. Han bragte Efterretningen om det nye Land, som han kaldte Vinland, hjem til Grønland, og som Følge heraf foretoges fra Grønland to Forsøg paa at beseile og kolonisere Vinland. Det ene Forsøg under Erik røde selv og Thorstein Erikssøn (1001) mislykkedes, da Søfarerne styrede direkte mod Syd og ikke fandt Land; det andet gik det forsaavidt bedre, som Thorfinn Karlsevne naaede til Vinland og grundlagde en Koloni (1003); men efter et Angreb af de Indfødte, som med Møie blev slaaet tilbage, opgav dog ogsaa Thorfinn Forsøget og seilede tilbage til Grønland.[1] Indbyggerne paa Grønland var ogsaa for faatallige til at kunne opretholde en saadan Kolonisation, ligesom Nordmænd og Islændinger overhovedet havde nok med at bebygge sine egne Lande. Seiladsen paa Vinland stansede derfor ganske; men Farten paa Grønland og Island vedblev dog gjennem de følgende Tider, og derfor kunde ved Aar 1425 en dansk Geograf Claudius Clavus (Nicolaus Niger) give et forholdsvis korrekt Billede af det nordlige Atlanterhav. Den Theori, som her kommer tilorde, udgaar fra den folkelige Forestilling om, at Grønland er en Halvø, som gjennem Landmasser oppe ved Nordpolen hænger sammen med Bjarmeland (Rusland) og altsaa er en Del af Europa; fra den danske Geograf trænger denne Afbildning ind paa alle videnskabelige Karter i 2den Halvdel af 15de Aarhundrede, og det var først Søfarterne i i6de Aarhundrede, sem frembragte en Forandring heri.[2]
Grækerne havde allerede paa Nero’s Tid opdaget det indiske Havs Monsuner, som de efter Opdageren kaldte Hippalos; med Støtte i denne Opdagelse seilede de i den romerske Keisertid direkte over det indiske Hav til de indiske Søstæder. Denne Søfart optoges senere af Araberne, som derfor i Middelalderen kom til at beherske den indiske Handel og føre Østens Varer til Europa; Araberne lærte saaledes allerede i 9de Aarhundrede Søveien til China at kjende, og de geografiske Værker hos Araberne giver derfor noksaa rigtige Skildringer af de sydasiatiske Lande indtil Sundaøerne; paa samme Tid naaede deres Reiser langs Afrikas Østkyst til Sofala og Gap Corrientes, hvorfra de ogsaa hørte om den store Maane-Ø (Comara, senere Madagascar).
Dette var de eneste Oceanfarter, Middelalderen havde et Slags Kjendskab til. Men Farten paa det indiske Hav var ganske lukket for Europæerne, og Farten paa det nordlige Atlanterhav var indskrænket til Nordmændene, og først i Begyndelsen af 15de Aarhundrede begyndte Englændere og noget senere Tyskere at deltage i Fiskeri og Handel paa Island. Langt større Betydning fik derimod Italienernes Søfart paa Middelhavet og de ydre Have i Middelalderens senere Aarhundreder.
Under Korstogene var de italienske Kyststæder blevne Centrer for Handelen paa Østerlandene og efterhaanden Mellemled for Orientens Forbindelser med Europa. De italienske Byer, især Genua og Venezia, kom til at beherske Søhandelen paa Middelhavet, og da Italienerne i 13de Aarhundrede lærte Kompasset at kjende, bleve de virkelige Søfarere og de andre europæiske Nationers Læremestre; allerede ved Aar 1300 beherskede Italienerne Handelen ogsaa i det vestlige Europa og havde sine Faktorier i alle Kyststæder indtil Flandern, og mod Øst trængte de langt ind i Asien. Genuesiske Skippere traadte tidligt i andre Staters Tjeneste og lærte Indbyggerne op i praktisk Sømandskab. Allerede ved 1291 høre vi om en genuesisk Søreise langs Afrikas Nordvestkyst for at finde Veien til Indien, og det er vistnok Genuesere i portugisisk Tjeneste, som i 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede opdagede de kanariske Øer, Madeira med Porto Santo samt Azorerne. Dette vises især fra de italienske Søkarter, de berømte Portulaner eller Kompas-karier, Hvorledes den Kunst at tegne Karter er opkommet i Italien, er endnu uvist. Men sikkert er, at Italienerne ved Hjælp af Kompasset allerede før Aar 1300 forstod at tegne Kystkarter, som med en hidtil ukjendt Nøiagtighed gav korrekte Billeder af alle for Italienerne kjendte Kyster, ikke blot ved Middelhavet, men ogsaa i de ydre Have. De italienske — senere ogsaa spanske — Kompaskarter udvidedes efterhaanden til ogsaa at blive Landkarter, som forsøgte at give Afbildning af Landenes Indre, naturlige Beskaffenhed og Produkter og af Indbyggernes Levevis. Forfatterne studerede Krøniker og Reisebeskrivelser og indførte al sin Viden paa Karterne; derved blev disse Karter efterhaanden et Oplag for alle Slags Kundskaber, og man kan derfor paa dem læse, hvorledes de geografiske Kundskaber i fremmede og fjerne Verdensdele udvidede sig, men ogsaa hvorledes fantastiske Forestillinger blev Almeneiendom. Et Exempel herpaa er Beretningen om Prestekongen Johannes, som fik saa stor Indflydelse paa Forestillingerne om Østasien og gav Impulser til at forsøge nye Veie til »Indien«.
Ved Midten af 12te Aarhundrede, ved det andet Korstogs Tider, hørte de Christne i Palæstina et Rygte om, at en kristen Prestekonge i det fjerne Østen »hinsides Armenien og Persien«, ved Navn Johannes var trængt frem fra sit Hjem og havde erobret Persien fra Tyrkerne, at han derpaa var rykket videre frem for at ile de betrængte Christne i Palæstina til Hjælp, men desværre maatte stanse ved Tigris, som han ikke kunde komme over. Det virkelige Grundlag for Rygtet var, at en tyrkisk eller tungusisk Stamme, Chitanerne, siden 907 havde hersket over Nordchina, som efter dem fik Navnet Kitai eller Kathay, men i 1123 var fordrevet herfra og derefter var trængt frem mod Vest i Turkestan; der havde de under sin Høvding »Gurchanen« omkr. 1140 grundet et mægtigt Rige og vundet Seire i Kampen mod de tyrkiske Sultaner i Persien. Tyrkerne kaldte disse Chitaner »Vantro« ligesom de Kristne, hvorfor Rygtet blandt de Kristne i Vesten gjorde dem til Kristne og vakte Haab om Støtte fra Trosfællerne i Østen. Dette Sagn om en mægtig kristen Fyrste i det yderste Asien, »i Indien«, bredte sig nu om i Europa og fremkaldte de mest fantasifulde Skildringer af hans Magt. Blandt andet lavedes et falsk Brev fra Prestekongen Johannes til den græske Keiser Emanuel († 1182); her kalder han sig »Kongernes Konge, som i alle jordiske Rigdomme, Kraft og Magt overgaar alle Verdens Konger«; han hersker over »alle tre Indier« lige fra det »yderste Indien, hvor St. Thomas hviler, indtil Babylon ved Babels Taarn«, og lover fra Indien at søge til Christi Grav med en stor Hær for at ydmyge alle Christi Kors’s Fiender. Iøvrigt skildres i straklende Farver Prestekongens Magt og Storhed; der tales om Indiens Rigdomme paa Guld, Ædelstene og Kryderier, om dets mange, dels kristne dels barbariske Folk, om Amazonerne, om Floden, som flyder ud af det nærliggende Paradis o. s. v. Brevet blev udbredt overalt i Europa, oversattes paa de fleste europæiske Sprog og vakte overalt Tiltro. Pave Alexander III skrev endog fra Venedig 1177 et Brev til »sin kjære Søn i Christo, Johannes, Indiens berømte og herlige Konge« og søgte ved et Gesandtskab at sætte sig i Forbindelse med ham; men Gesandten er vel ikke naaet frem, og Prestekongen selv fik man aldrig kjende nærmere. Troen paa ham fik dog fornyet Styrke i det 13de Aarhundrede ved Mongolernes seirrige Fremtrængen i det vestlige Asien; ogsaa Mongolerne vare Fiender af Muhamedanerne og bleve derfor længe i Europa regnede for Kristne. Dette viste sig vistnok snart at være urigtigt, da Mongolernes Hærtog naaede til Europa; men Mongolernes religiøse Tolerance gjorde, at de Kristne haabede paa at omvende dem til Kristendommen og søgte at gaa i Forbund med dem mod Tyrker og Araber; de haabede endog fremdeles ved deres Hjælp at trænge frem til »Prestekongen« og til »Indien«. Ved Midten af 13de Aarhundrede finde vi, at Paven og andre kristne Fyrster sende Gesandtskabcr ind i Asien til Mongolerhøvdingerne; de naar vistnok ikke Prestekongen, men høre dog forskjellige Sagn om ham eller kristne Riger i Østen, og vigtigere er det, at de Kristne derved kom i Forbindelse med det mægtige Rige, som ongolerne havde stiftet i Østasien (China), og for første Gang lærte Asiens virkelige Udstrækning mod Øst at kjende.
Dcn maækeligste af disse europæiske Reisende er Marco Polo, som forsaavidt kan kaldes en Forløber for de store Opdagere i 15de og i6de Aarhundrcde. To ansete Venetianere, Nicolo og Maffeo Polo, drog ved 1260 fra det sorte Hav over Turkestan ind i Nordchina og opholdt sig flere Aar ved Storchanens, Kublai’s, Hof; Kublai Ka-án[3] nærede stor Interesse for de europaeiske Forhold og vilde gjerne sætte sig i Forbindelse med de Kristne; da de to Brødre drog tilbage, gav derfor Storchanen dem med Sendebud til Paven for at bede ham om at sende til China kristne Prester og »Mænd, øvede i de syv Kunster«; han vilde ogsaa have Olje af den hellige Lampe, som brændte ved Christi Grav. Brødrene Polo overbragte ogsaa Budskabet og fik virkelig en Dominikanermunk med, da de 1271 over Armenien og Persien atter drog til China; men han forlod dem paa Veien. Nicolo Polo havde paa denne anden Reise sin unge Søn Marco Polo med. Da de efter tre Aars Reise endelig naaede frem til Storchanen (1275?), blev de meget naadig modtagne; den yngre Polo gik i Storchanens Tjeneste og gjorde her Lykke, blev Statholder over en rig Provins og blev benyttet til flere vigtige Sendelser, blandt andet til Sydchina og Birma i Bagindien. Efter mange Aars Ophold drog de tre Venetianere lijcm til Europa, idet de 1292 seilede fra China rundt hele det sydlige Asien til Persien med et mongolsk Gesandtskab. Først 1295 naaede de hjem til Venedig, og nogle Aar senere skrev eller rettere dikterede Marco Polo sin Beretning om »Riger og Undere i Østen«, som oprindelig blev nedtegnet paa Fransk og derfra oversat til Italiensk og Latin. Det er den første europæiske Beretning om det østlige og sydøstlige Asien. Han skildrer Storchanens Rige som umaadelig rigt og folksomt: der er Guld, Silke og alskens Industri, store Byer med Millioner Mennesker og en Mængde forskjellige Stammer. Fra Marco Polo’s Tid blev man først i Europa fortrolig med Fortællinger om Asiens Størrelse. Her kunde man læse om det store Rige Kathai (Nordchina) med dets Hovedstæder Kan-balik eller Kan-balu (ɔ: Chanens By), nu Peking, og den store Søstad Quinsay,[4] hvis Størrelse og Rigdomme skildres med stærk Overdrivelse; her nævnes ogsaa det sydlige Rige Mangi, erobret af Kublai selv, med den store Handelsstad Zaitun, samt den store østlige Zipangu (Japan) med dens Guld og Rigdomme, som Kublai Ka-an forgjæves havde forsøgt at erobre i 1288. Paa Hjemreisen, som udgaar fra Zaitun, lærer Polo at kjende Halvøen Ciampa (Cambodja i Bagindien), som de seiler forbi; der faar han høre om den umaadelige Mængde (7759!) Øer i Sydost og Syd for disse Riger, Hovedsæderne for Dyrkningen af de indiske Krydderier; han seiler gjennem Malakka-Sundet forbi »Lille-Java« (ɔ: Sumatra), hvor han ikke længer kan se Nordstjernen, og kommer derfra over en Havarm til Indien og Persien; alle de store Riger i det sydlige Asien og alle Øer i det indiske Hav lige til Madagascar faar han Efterretninger om. Kanske har det interesseret Marco Polo’s Læsere mest at høre om Presten Johannes; Polo har en lang Fortælling om Prestekongens Kampe og Fald for Mongolerne. Men da Polo alligevel kan fortælle om et kristent Rige i Østen, nemlig paa Vestsiden af det Indiske Hav i Abascia (ɔ: {{w|Abyssinia), som han endog regner til det »middelsstore Indien«,[5] saa har han givet sine Læseres Fantasi en rig Trøst; thi man overflyttede nu i 14de Aarhundrede «Presten Johannes» til Abyssinien, som laa saa meget nærmere, og begyndte at spekulere paa, hvorledes man skulde sætte sig i Forbindelse med ham der. Iøvrigt blev Marco Polo’s Bog for de sidste middelalderske Aarhundreder en rig Kilde; hans Skildring blev udnyttet af andre, den trængte ind paa Søkarterne, og skjønt Mongolernes Rige i China blev styrtet i 1368 og det følgende indfødte Dynasti atter hermetisk lukkede China for Europæerne, vedblev dog i Europa Troen paa det store, mod Europæerne velsindede Monarki i »Indien hinsides Ganges«, og endnu i 15de Aarhundrede forsøgte man over Ægypten og Vestasien at sætte sig i Forbindelse med det, idet man fremdeles troede, at Marco Polo’s Bog gjengav Virkeligheden. Det var Marco Polo’s Skildringer, som gav Portugiserne i 15de Aarhundrede Mod til at forsøge Farten til Indien.
- ↑ Se mine »Studier over Vinlandsreiserne, Vinlands Geografi og Ethnografi« (1888).
- ↑ Jfr. min Afhandling »den danske Geograf Claudius Clavus eller Nicolaus Niger« i Ymer for 1889 og 1891.
- ↑ Ka-án, tidligere Cha-chán betyder Chanernes Chan eller Kongernes Konge.
- ↑ Quinsay’s chinesiske Navn var King-tse, d. e. Hovedstad; Marco Polo, som ikke forstod Chinesisk, oversatte det med »Himmel-stad«. Nu Hang-tschu ved 30½ N. B.
- ↑ Marco Polo taler nemlig om det store Indien (India major, Forindien), det lille Indien (I. minor, Bagindien) og det middelsstore (I. media, Østafrika ved det indiske Hav); andensteds kaldes Forindien det nærmere eller indre (I. citerior) og Bagindien det fjernere eller ydre (I. ulterior).