Christofer Columbus og Amerikas Opdagelse/16
Da Columbus afsluttede sine Opdagelsesreiser 1504 efter told Aars Virksomhed, var Grundlaget bygget og Problemer stillede for Aarhundreders Arbeide: Kolonien paa Haiti var Udgangspunktet for Spaniernes Herredømme over Amerikas Kulturlande, og ved Opdagelsen af de store Kyststrækninger i Syd og Vest var begyndelsen gjort til Verdens-Omseilingerne. Men endnu anede ingen andet end, at hvad man havde fundet, var Dele af det østlige Asien eller Øer østenfor Asien. Denne Theori fremstilles paa de ovenfor gjengivne Kkarter fra 1500 og 1502, og den faar en lidt selvstændigere Form paa det Verdenskart (af Ruysch), som er trykt 1508, men vistnok tegnet noget tidligere. Her i Nord »Gruenlant« og »Terra Nova« (Newfoundland) afbildede som de nordligste Udspring af Asien og udstyrede med tildels portugisiske Navne; men søndenfor i en Bugt østenfor Kathai og Mangi (med Byerne Quinsay og Zaitun) sees de af Spanierne opdagede Øer og Kyster, Spagnola (Haiti) og de østlige, af Columbus beseilede Kyster af Cuba; der hvor Cubas Kyster ender, staar »Hid er Spaniens Konge Ferdinand’s Skibe komne.« I Havet mellem Østasien og Cuba læses en Beretning om Marco Polos Zipangu (Sipangus) og dets Rigdome med Tillæg, at da Spanierne har fundet Spagnola og regner denner guldrige Ø for at være Zipangu, har Karttegneren ikke vovet at beholde denne Ø udenfor Østasien. I de nyopdagede
Landstrækninger søndenfor (Sydamerika) tegnes baade de spanske og de portugisiske Opdagelser indtil 25° sydl. Bredde; men ogsaa her vogter Karttegneren sig for at udtale nogen Dom over dette Lands Forhold til Asien. Dog fremhæver han dets store Udstrækning og betegner hele Landet med det portugisiske Navn »det hellige Kors’s Land« med Tilføielsen »eller den nye Verden.«
Columbus havde i 1498 havt en Anelse om, at han havde opdaget et nyt stort Fastland (S. 98), og denne Anelse blev bestyrket ved de nys nævnte Reiser i 1499 og 1500. Men den, som første Gang udtalte Tanken klart, var Florentineren Amerigo Vespucci, som i Egenskab af Astrolog eller Høideobservator fulgte med et portugisisk Skib i 1501—02 langs den nyopdagede Sydkyst fra Cabo S. Roque til omtrent 25 Grader sydlig Bredde og efter Hjemkomsten i et Brev til Lorenzo de Medici i Florents Vaaren 1503 gav en kort Skildring af disse sydlige Lande; han fremhæver her udtrykkelig, at disse Landes Tilværelse hidtil var ganske ukjendt for Europæerne, og udtaler, at de kunde kaldes en ny Verden i Modsætning til de tre Verdensdele, som den klassiske Oldtid kjendte: Europa, Asia og Afrika. Dette Brev vakte stor Opsigt, og det blev i Italien strax oversat paa Latin og trykt i Paris 1504; Amerigo’s Anskuelser er her optaget allerede paa Titelbladet, idet Brevet gives Titelen: Mundus novus, »den nye Verden«, hvilket Navn altsaa her sættes paa det nyopdagede Fastland ved eller Søndenfor Ækvator.
Vespucci seilede i de følgende Aar 1503—4 med paa en anden portugisisk Expedition til de samme Lande, og efter Hjemkomsten skrev han (Septbr. 1504) en kortfattet Beskrivelse af alle sine fire Reiser til en anden Landsmand og tidligere Skolekamerat i Florents, Piero Soderini. Ogsaa dette Brev blev trykt (paa Italiensk) i 1505 eller 1506; derefter blev det oversat paa Fransk, og den franske Text naaede i 1506 eller 1507 til St. Dié østligst i Lothringen, hvor den tyske Humanist og Skolemester Waldseemüller (eller med hans lærde Navn Hylacomylus) lod den oversætte paa Latin og optog den i et lidet Skrift, han udgav i 1507: »Indledning til Geografien« (Cosmographiæ introductio). Oversætteren foretog en liden Forandring i Indledningen, idet han forandrede Vespucci’s Indledningsord til Soderini saaledes, at den blev en Dedikation til Hertug René af Lothringen, Titulærkonge af Jerusalem og Sicilien); denne blev altsaa tilsyneladende af Vespucci tiltalt som hans Ven og Skolekamerat, — en Forvanskning, som Forfatteren er uden Skyld i. Udgiveren Waldseemüller, som i sin Indledning har talt om den beboede Verdens Inddeling i de tre bekjendte Verdensdele, fremsætter derefter foran Skildringen af de fire Reiser følgende Forslag: »Men nu da disse Verdensdele er bedre kjendte, og en fjerde Del er bleven funden af Americus Vesputius — som vil sees i det følgende —, ved jeg ikke, hvad der skal hindre os fra efter Opdageren Americus, en Mand af stor Forstand, at kalde den Amerige eller America,
d. e. Americus’s Land, siden baade Europa og Asia har faaet sine Navn efter Kvinder; Landets Beliggenhed og Indbyggernes Sæder vil erfares af Americus’s fire Reiser, som følger.» Navnet skulde altsaa bruges om, hvad vi nu vilde kalde »Sydamerika« eller mere specielt om dettes østlige Kyster, Brasilien. For disse Lande vandt det ogsaa Anerkjendelse blandt tyske Geografer og Karttegnere, og fra dem trængte Navnet i kort Tid igjennem som Navn for dette sydlige Fastland; ingen tænkte endnu paa, at dette Navn skulde være krænkende for Columbus eller berøve ham noget af den Ære, der tilkom ham som Opdager. Dette sees bedst af det S. 138 optagne »Kart over det vestlige Hav eller nye Land« (Tabula oceani occidentalis seu terræ nouæ), som først blev trykt i Ptolemæus-Udgaven i Strassburg fra 1513, men var tegnet allerede i 1507 i St. Dié af enten Waldseemüller eller hans Ven Ringmann († 1511) efter spanske og portugisiske Kilder, navnlig Columbus’s og Vespucci’s Reiser; her er ikke Waldseemüllers Forslag optaget, idet de af Vespucci beseilede Kyster faar Navnet »det ukjendte Land« (Terra incognita); men længere i Nord, søndenfor Perlekysten, er følgende Indskrift optaget: »Dette Land med de nærliggende Øer er fundet af Genueseren Christofer Columbus i den castiliske Konges Tjeneste» (Hæc terra cum adjacentibus insulis inventa est per Columbum Januensem ex mandato Regis Castellæ). Først efterat det var gaaet op for Europæerne, at denne »Nye Verden« i Syd havde kontinental Sammenhæng med Landene nordenfor Mexiko, og at de alle var skilte fra Asien ved et umaadeligt Ocean, har man begyndt at udstrække Navnet »Amerika« ogsaa til Fastlandets nordligere Dele som et passende Fællesnavn (første Gang paa Mercators Karter fra 1538 og 1541) og anskue hele denne store Landmasse som en fjerde Verdensdel; men derved blev ogsaa den »sydlige« Verdensdel til en »vestlig« Verdensdel. Det var Mercator og de andre tysk-nederlandske Geografer i 2den Halvdel af 16de Aarhundrede, som skabte denne Forandring; Spanierne modsatte sig Navnet og kaldte endnu længe sine vestlige Kolonier »Indien« eller »Indierne« (Indias, senere Indias occidentales). Biskop Bartolomeo de las Casas, som skrev sin Historia de las Indias efter 1550, og som kjendte Vespucci’s Breve i Udgaven af 1507, har ikke kunnet forstaa, hvorledes Vespucci kom til at tiltale Hertugen af Lothringen som sin Ven og Skolekamerat og mistænker Vespucci for at have pralet med dette fornemme Bekjendtskab og for overhovedet at ville tilrane sig Berømmelse paa Columbus’s Bekostning; han hævder — og med Rette, — at den nye Verden skulde have havt Navnet »Columba«, ikke »Amerika«. Senere spanske Historieskrivere har da ogsaa været enige om at beskylde Vespucci for at have tilløiet sig Opdagelsen i den Hensigt at faa sit Navn sat paa den opdagede Verden istedenfor den virkelige Opdager; men andre Forskere (navnlig A. v. Humboldt) har dog vist, at den hæderlige Florentiner har været aldeles uskyldig i de lothringske Geografers Forslag og neppe nogensinde har kjendt dertil.[1]
Ligesom Ideen om et nyt Fastland var udgaaet fra Columbus, stammer ogsaa Planerne til Verdensomseilingen fra ham. Han havde paa sin sidste Reise villet finde Gjennemgangen til Indien og vendte hjem i den Tro, at han havde været nær derved. Den følgende Generation af Opdagerne forfølger denne Tanke med den yderste Konsekvens; de sorger et Stræde, som skulde føre til Indien, snart i Vest, snart i Nord, snart i Syd, og hvert mislykket Forsøg fremkalder kun et nyt; ved disse Forsøg aabenbarer sig da efterhaanden den store »nye Verden«, som viser sig at være, ikke Indien, men en ny Kontinent mellem Indien og Europa. Allerede 1505 drog Vespucci, som var gaaet over fra portugisisk til spansk Tjeneste, sammen med Juan de la Cosa ud for at finde det af Columbus søgte Stræde; de seilede vestover fra Perlekysten, men efter at være komne til Darienbugten, opdagede de snart, at denne Bugt var lukket. Strædet maatte altsaa søges andensteds, og man optog Planen at seile søndenom Brasilien. 1508 seilede Pinzon og Solis ud for at finde Strædet, men naaede til 40° S. B. uden at finde det. 1515 gjentog Solis Forsøget og naaede La Plata-Flodens Munding, som han antog for Strædet; men en nærmere Undersøgelse viste, at det var en Flodmunding, og under denne Undersøgelse omkom Solis. Theoriens Rigtighed havde imidlertid faaet en stærk Støtte derved, at Balboa i 1514 havde marscheret tveits over Panama-Landtungen og paa Sydsiden opdaget et stort Ocean (»Sydhavet«), hvis Kyster fortsattes langt sydover og ifølge Efterretninger førte til et sydligt Guldland (Peru); naar man nu vidste, at Kysten ved Brasilien gik mod Sydvest, skulde det ikke stort til at formode, at der søndenfor den »nye Verden« etsteds aabnede sig et Stræde mod Indien, og dette formodede Stræde findes allerede afbildet (S. 140) paa Schoeners Kart fra 1515, fem Aar før end det i Virkeligheden opdagedes. Det var i 1519, at Fernando Magallanes, en Portugiser i spansk Tjeneste, drog ud for at finde dette Stræde; han fandt det ogsaa og naaede lykkeligt gjennem det til det aabne Hav (Oktbr. 1520). Men dette Hav viste sig mod Forventning at have en umaadelig Udstrækning; Magallanes og hans tapre Mænd seilede Uge efter Uge, Maaned efter Maaned videre gjennem dette »stille Hav«, uden at se andet end Vand og Himmel, og først den 16de Marts 1521 landede de paa Filippinerne for at faa vide, at de endelig var komne saa langt i Vest, som Portugiserne i Mellemtiden var naaet i Øst. Denne første Verdensomseiling, som for første Gang aabenbarede
Jordens virkelige Udstrækning i Vest—Øst, var ganske vist den størrste Sømandsdaad, som hidtil havde været udført; men man bør dog kun sammenligne den med Columbus’s 1ste Reise for at minde om, at om Columbus’s Reise var mindre, var den dog dristigere og opnaaede større Resultater: han vovede sig ud i det ukjendte Hav blot paa Grundlag af en uprøvet videnskabelig Theori og var den første til at seile tværs over Oceanet til fremmede Kyster, medens Magallanes kunde støtte sig til en Generations Erfaringer i Havseilads.
Da Magallanes’s Skib kom hjem til Spanien i 1522, havde Problemet om Gjennemgangen til Indien allerede været prøvet ogsaa ad andre Veie og havde ført til overraskende Resultater. Et spansk Skib søgte i 1517 under Ledelse af en Mand, som havde været Lods paa Columbus’s sidste Reise langs Honduras-Kysten, at finde det Folks Hjemstavn, som de her (S. 108) havde truffet; og opdagede derved Yucatan; derefter varede det ikke lang Tid, inden man seilede rundt denne Halvø og landede i Mexico (1518). Haabet om her at finde Gjennemgangen blev vistnok hurtigt skuffet; men i dets Sted opdagede man rige Kulturlande, som snart blev de graadige Spanieres Bytte (Cortez 1519—22). Kort derefter blev den mexikanske Havbugt omseilet, og efter at allerede 1513 Halvøen Florida var opdaget, begyndte de nordøstlige Kyster af den nye Verden at dukke frem; hid vendte sig da Forsøgene paa at finde Gjennemgangen. I 1521 og 1525
seilede Vasquez d’Aillon forbi Florida langs de nordlige Kyster, maaske til 37°; hans Forsøg paa at anlægge en Koloni mislykkedes, men ledede dog Opmærksomheden mod disse Egne. Estevam Gomez, som i 1519 havde været med Magallanes, men havde forladt ham paa Veien og var naaet hjem til Spanien, pralede nu med, at han ad en nordlig Vei skulde finde til »Kathai« og fulgte i 1526 det nordlige Fastland nordover, maaske lige til Labrador, men naturligvis med samme Uheld som hans Forgjængere. Hermed ophører de spanske Forsøg, da alle eventyrlystne Spaniere nu var fuldt optagne med at sikre sig de nye Guldlande i sydligere Egne. Derimod træder Frankrige ind i Konkurrense med Spanien. Frants den 1ste sendte i 1524 en Florentiner Giovanni Verezzano ud for at finde den nordige Gjennemgang til »Kathai«. Verezzano seilede fra Florida nordover ialfald til Cape-Breton; han fandt ingen Gjennemgang, men troede dog at have faaet vide, at der bag den nordlige Kystrand var et Hav, og vendte trøstefuld tilbage for at ivre for nye Foretagender i samme Retning. »Verezzano’s Hav« afbildes derfor paa mange Karter fra 16de Aarhundrede (et af de tidligste er Hieronimo Verezzano’s Kart fra 1529) og fylder det meste af, hvad vi nu kalder «Nordamerika«; det blev det Maal, hvorefter i 1534 og 1535 den kjække Bretagner Jean Cartier gik paa sine to Opdagelsesreiser fra Newfoundland af. Han seilede virkelig gjennem Belle-isle-Strædet ind i et aabent Hav og fandt en Havbugt, som efter hans Haab skulde vise sig at være et »Stræde« til Indien; men det blev til en Flodmunding, Lawrence-Floden, og nordenfor og vestenfor aabenbarede sig store Landstrækninger, beboede af krigerske Stammer, som Franskmændene forgjæves segte at underkaste sig. Ved Midten af 16de Aarhundrede var saaledes det nordligste Fastland kjendt til California-Halvøen i Vest og til »Labrador« i Øst; man begyndte strax atter at drømme om et nordligere Stræde (»Strædet Anian«),
som førte forbi dette Fastland til Asien og Indien (Nordvestpassagen) og som altsaa skulde skille mellem Asia og Amerika. Det var dette Stræde, som Englænderne søgte ved Frobisher 1576—78, ved Davis 1985, ved Hudson 1610 og ved Baffin 1616. Strædet fandtes ikke, men de nordlige Havbugter og Lande aabnede sig dog for Europæerne og begrænsede endelig — ialfald foreløbig — Amerika mod Nordøst; derimod var det først Behring’s og Cook’s Søreiser, som i 18de Aarhundrede endelig begrænsede den »nve Verden« mod Asien.
Den nye Verden, som paa Columbus’s Vei aabnede sig for de europæiske Folk, har det taget disse flere Aarhundreder at opdage og kolonisere. Den har for hvert Aarhundrede aabenbaret nye Undere og skabt nye Former for Menneskelivet; men den nye Verdens Historie ligger udenfor vort Emne. Naar Amerikas Historie er bleven en ganske anden, end Opdageren og hans Efterfølgere, de spanske Conquistadorer, kunde ane og naar netop de Dele af Amerika har kommet til at spille Hovedrollen, som Spanierne lod ligge ubenyttede, hænger det sammen med, at den ledende Stilling i Europa gik over fra Spanien til Frankrige og England, og Amerikas Historie er derved blevet et Led i den almindelige Verdenshistorie.
- ↑ At Navnet Amerika er opslaaet paa denne Vis. er foriængst dokumenteret. Nylig har dog vilde Etymologister fundet paa andre Forklaringer. Marcou har i Atlantic Monthly for 1875 paastaaet — uden Skygge af Bevis —, at Navnet skrivet sig fra en Bjergkjæde i Nicaragua, hvis indianske Navn skal være »Amtric«, og at Columbus kan have hørt dette Navn paa sin 4de Reise! Og en af Enthusiasterne for Vinlandsspørgsmaalet, Prof. Horsford i Boston, læser Navnet Am-eric-a og udleder det fra Erik (den røde), Leif Erikssøns Fader!