Christofer Columbus og Amerikas Opdagelse/13
Columbus kunde, trods sin Alder og sine Erfaringer, ikke forblive uvirksom i Spanien. Han fordybede sig under sin ufrivillige Ledighed mere og mere i mystiske Grublerier om Verdens Ende, om sin egen Sendelse, om et nyt Korstog osv. Men ogsaa mere praktiske Planer dukker op i hans Sjæl, naar han ræsonnerer over, hvad han og andre allerede havde seet i de nye Farvand. Den vældige Havstrøm, som han havde truffet i 1498, og som altid førte vestover, maatte (mente han) vise ham Veien til — Indien; han tilbød altsaa Regjeringen at foretage en Opdagelsesreise i Farvandet mellem Jamaica og Perlekysten, og Regjeringen gik tilslut ind paa hans Forslag.
Før sin Afreise gjorde han sit Testamente; i dette mindedes han ogsaa sin Fædrenestad Genua, og omtrent samtidig sendte han Breve did, hvorved han vilde dels sikre sig sine Rettigheder, dels bevare Mindet om sig og sin Slægt i Genua. Med disse Breve fulgte det Udkast til et Monument over Columbus, som antages tegnet af Columbus selv og ialfald er udført under hans Øine og med hans Billigelse (S. 107). Den 9de Mai 1502 seilede Columbus atter ud fra Cadix med 4 smaa Skibe og 140 Mand; han var fremdeles fuld af Haab om at naa frem til Indien og havde ogsaa denne Gang en arabisk Tolk med. Efter 19 Dages Overfart naaede han Antillerne og seilede til San Domingo; men den nys ankomne Guvernur, Ovando, tillod ham ikke lande af
Frygt for, at Columbus skulde skabe sig et Parti i sin gamle Koloni. Columbus blev liggende flere Dage nær Kysten, da han som erfaren Sømand saa, at der var et farligt Uveir ivente; da en spansk Flaade, som skulde føre Bobadilla og flere af hans personlige Modstandere hjem til Spanien, laa i Havnen færdig til at afseile, meldte han sine Anelser til dens Chef, idet han paaberaabte sig, at Almanakken spaaede en kommende Konjunktion mellem Merkur og Solen. Man foragtede hans Advarsler og seilede; men Columbus’s Spaadom traf ind, en voldsom Storm splittede Flaaden og flere af Skibene sank, iblandt dem det, som skulde have ført Bobadilla og hans øvrige Fiender hjem. Kun det Skib, som havde ombord Columbus’s egne beslaglagte Eiendomme, naaede uskadt Spanien; heri har ikke alene Samtiden, men ogsaa Columbus selv seet en underfuld Forsynets Styrelse og Straf over hans Forfølgere. Columbus havde under Uveiret forstaaet at redde sine Skibe, skjønt ogsaa de naturligvis havde lidt stærkt derved og blev drevne vestover. Efter at være kommen søndenfor Jamaica naaede han tilslut Cubas Sydkyst; han seilede derfor videre langs denne indtil den Del, som han kaldte »Mangi« (Syd-China), og satte derfra ud i Havet mod Sydvest, idet han her efter sine fra Marco Polo laante Forestillinger om det østlige Asien maatte vente, at Landet bøiede sig mod Sydvest; det var nu hans Plan at følge dette, indtil han fandt det aabne Sund til »Indien« mellem Jamaica og Perlekysten. Han forudsatte, at han der vilde finde Fortsættelsen af Havstrømmen (Golfstrømmen); istedenfor at følge denne fra Trinidad maatte han paa Grund af Stormene søge at finde den igjen søndenfor Cuba, som han fremdeles ansaa for Asiens »Fastland«, og kom derved paa hele denne Reise til at kjæmpe mod Golfstrømmen, medens det havde været hans Hensigt at seile med den lige til »Indien«. Han naaede virkelig Land i det nuværende »Central-America« paa Nordsiden af Hondurasbugten (30te Juli) og fulgte denne Kyst østover, skjønt Vind og Strøm stadig var ham imod. Paa denne Kyst var det, at han traf et Skib med civiliserede Indfødte; det var en Galei, 8 Fod bred, med Telt over Bagstavnen. De Indfødte bar — modsat alt, hvad han tidligere havde truffet i »Indien« — lange Klæder; de havde ombord Forraad af Bomuldstøier, Øxer og Klokker af Kobber, samt Træsverd med Klinger af kunstigt sleben Sten (Obsidian), og sagde, at de havde hjemme blandt Folket Maya i Landet Yucatan og nu var paa Reise hjemad fra et sydligere Guldland. Man har ytret, at hvis Columbus nu var reist mod Nord efter disse Indfødtes Anvisning, kunde han paa denne Reise have opdaget Yucatan og maaske Mexiko; men tvertimod blev han af dem bestyrket i sine geografiske Ideer, at han var paa den rette Vei til den »gyldne Halvø« (Malacca). Først i2te Septbr. naaede han frem til Honduraskystens Nordøstpunkt, hvor Kysten atter bøier sydover; her fik han for en kort Tid Vind og Strøm med (en Gren af Golfstrømmen bøier her sydover) og kaldte derfor Næsset Gracias a Diós (Tak til Gud). Men snart mødtes han ogsaa her af Modvind og andre Vanskeligheder, farlige Kyster, Flodmundinger og Sandbanker. Under stadige Farer, hvortil ogsaa kom, at han selv blev syg og fra et Telt paa Dækket maatte lede Flaadens Bevægelser, kjæmpede han sig stadigt, men langsomt fremad. De landede paa flere Punkter af den Strækning, som nu heder Nicaragua, Costa rica (den rige Kyst) og Veragua og fandt her rige Guldleier. De hørte her Fortællinger om mere civiliserede Folk i Landets Indre, aabenbart Folk, paavirkede af den mexikanske og yucatanske Halvkultur; Columbus troede at forstaa de Indfødte derhen, at Folkene i det Indre, Ciguare, havde store Byer, var væbnede med Sverd og Harnisk og havde Krigsmaskiner, bar rige Klæder og drev stor Handel paa Markeder. Han hørte ogsaa Tale om et vestligt Hav og var strax færdig til at fortolke dettes Beliggenhed efter sine geografiske Ideer: »de siger ogsaa, at Havet omringer Ciguare, og at der kun er ti Dagsreiser til Ganges; det ser ud til, at disse Lande har samme Beliggenhed i Forhold til Veragua som Tortosa til Fontarabia eller Pisa til Venedig«, d. e. laa paa hver sin Side af en Halvøy. Han var derfor nu sikker paa, at han var paa Østsiden af den »gyldne Halvø«, og det gjaldt altsaa bare at finde den sydlige Gjennemgang. Columbus naaede paa denne Reise, skjønt stadig mod Vind og Strøm, helt frem til Panama-Landtungen, men maatte her vende om, og skjønt han endnu engang forsøgte at trænge videre frem, maatte han atter stanse ved Cabo S. Blas; hvis han havde kunnet seile nogle Mil længere, maatte han have opdaget Darien-Bugten og saaledes fundet ud, at her ingen Gjennemgang var. Ogsaa paa Hjemveien var Farerne og Vanskelighederne store; han landede atter i Veragua og tænkte paa her at grundlægge en Koloni, hvor hans Broder Bartolomeo skulde lades tilbage; men en indfødt Fyrste modsatte sig Forsøget, og efter mange Uheld og Lidelser maatte dette Kolonianlæg opgives, ja endog to af Skibene lades tilbage. Med ormædte og synkefærdige Skibe maatte Columbus atter seile ud i Havet, naaede heldigt Cuba, men blev saa drevet sydover mod Jamaica. Stormen førte ham mod Stranden, og tilsidst vidste han i sin Nød intet andet Raad end at sætte begge Skibe paa Land, hvilket ogsaa lykkedes; af Skibsskrogene dannedes en liden improviseret Borg, saa at man i Tilfælde kunde forsvare sig (23de Juni 1503).Forholdene var nu vistnok fortvivlede, og ethvert Forsøg paa at komme bort maatte synes umuligt; men Columbus’s frugtbare Hjerne fandt dog paa Raad. Først gjaldt det at skaffe Levnetsmidler, da alle Forraad var udtømte, — og dette lykkedes ved Underhandlinger med de Indfødte, saalænge disse havde noget at overlade. Saa var det nødvendigt at holde de urolige Spaniere itømme; thi Columbus vidste nu af egen Erfaring, hvilke Vanskeligheder det kunde føre ham op i, om Spanierne fik Lov til at mishandle de Indfødte. Og saa var det endelig at faa Bud til Haiti for at blive befriet. Dette var den største Vanskelighed. Men en tapper Spanier, Diego Mendez, vovede sig virkelig i en aaben Kano ud i Havet; efter 4 Dages Roning naaede han heldigt Land paa Haiti og overgav til Guvernøren Ovando Columbus’s Brev og Bøn om at hjælpe de strandede. Ovando vægrede sig længe, thi han ønskede ikke »Vicekongen« tilbage til Haiti; men Mendez’s Beretninger havde vakt saa megen Svmpathi i San Domingo for Columbus og hans Mænd, at Ovando turde ikke andet end at tillade Mendez at leie et Skib, og da dette var skeet, fandt han det rettest selv at sende et andet Skib med til Jamaica. Disse ankom endelig i Juni 1504 og fandt Columbus endnu ilive. Han havde i det forløbne Aar havt Vanskeligheder nok at bekjæmpe; thi de Indfødte havde efterhaanden gjort Indvendinger mod at levere Levnetsmidler, han selv var ofte syg, og endel af hans Mænd havde gjort Oprør og streifede om paa Øen paa egen Haand og hindrede Tilførselen. Da havde Columus taget sin Tilflugt til en eiendommelig List, som ret viser, hvorledes han har forstaaet at sætte sig ind i de Indfødtes Tankegang. Han vidste af sin Almanak,[1] at der Natten til 29de Februar 1504 skulde indtræde en Maaneformørkelse, og sammenkaldte Dagen før de omboende Høvdinger. Han sagde dem i en Tale, at Spaniernes Gud var meget fortørnet over, at de forsømte at hjælpe hans Folk, og at han derfor vilde straffe dem ved at tage Maanen fra dem, — og saa kunde de have det saa godt. Da Natten kom og Skyggen begyndte at vise sig paa Maanen, opstod der en almindelig Forfærdelse blandt de Indfødte; Høvdingerne skyndte sig til Columbus, kastede sig for hans Fødder og bad om hans Forbønner hos den »store Aand«; isaafald skulde han for Fremtiden intet have at beklage sig over. Columbus lovede at gjøre, hvad han kunde, trak sig en Stund tilbage og kom saa igjen for at meddele dem, at deres Ydmyghed havde forsonet den vrede Guddom, og et Tegn skulde vise det. Snart trak Skyggen sig bort fra Maanen, og — efter den Dag var der ingen Fare for Hungersnød, saalænge Columbus var paa Jamaica.[2] Nogen Tid efter havde Columbus ogsaa været udsat for et Angreb fra de oprørske Spaniere; men ogsaa dette var tappert afslaaet af hans kjække Broder Bartolomeo, og Columbus havde derefter faaet Oprørerne til at falde tilfode ved at love at tilgive dem og at føre dem med tilbage til Spanien. Da Skibene endelig kom, kunde han tage alle gjenlevende ombord, og 28de Juni 1504 seilede han bort fra Jamaica; »aldrig« — sagde han siden — »havde han oplevet en saa glædelig Dag; thi han havdc aldrig ventet at kunne forlade denne Ø levende.«
Ogsaa paa Hjemveien var han udsat for Strøm og Modvind i disse Farvand, som han tidligere havdc regnet for de roligste paa den hele Jord, saa at han først efter 7 Uger naaede San Domingo for efter 3 Ugers Ophold at seile videre til Spanien. Ogsaa paa Tilbagereisen over Oceanet forfulgte Storme ham, saa at det var i en elendig Tilstand og nedtrykt Stemning, at han og ans skibbrudne Mænd 7de November 1504 landede i San Lucar efter halvtredje Aars Fravær.
- ↑ Denne Almanak er endnu bevaret i det Columbinske Bibliothek i Sevilla. Dens Titel er: Almanach perpetuum, cujus radix est annum 1473, y fué compuesto por Abraham Zacuth, astronomo del rey D. Manuel de Portuefal. 4to. Impreso en Leirea el anno de 1496.
- ↑ Mærkeligt er det, at Øieblikkets Spænding ikke har hindret Columbus fra at foretage en Observation af Formørkelsens Indtræden, idet han atter vilde forsøge at bestemme Længden; han fandt, at Tidsforskjellen melleni Cadix og Santa Gloria paa Nordkysten af Jamaiea var 7 Timer og 15 Minuter, d. e. 108¾ Grad, medens den virkelige Afstand er 71 Grader, altsaa en Feil af næsten 38 Grader.