Catilina/Første akt
| Personerne | Catilina av Henrik Ibsen |
Anden akt→ |
(Ved den flaminiske landevej udenfor Rom. En træbevokset bakke ved vejen. I baggrunden fremrager stadens højder og mure. Det er aften.)
(Catilina står oppe på bakken mellem buskerne, lænet til en træstamme.)
CATILINA. Jeg må! Jeg må; så byder mig en stemme
i sjælens dyb, — og jeg vil følge den.
Kraft ejer jeg, og mod til noget bedre,
til noget højere, end dette liv.
En række kun af tøjlesløse glæder —!
Nej, nej; de fyldestgør ej hjertets trang.
Jeg sværmer vildt! Kun glemsel er min higen.
Det er forbi! Mit liv har intet mål. (Efter et ophold.)
Hvad blev der vel af mine ungdomsdrømme?
Som lette sommerskyer de forsvandt.
Kun nag og skuffelse de lod tilbage; —
hvert modigt håb har skæbnen røvet mig. (slår sig for panden.)
Foragt dig selv! Foragt dig, Catilina!
Du føler ædle kræfter i dit sind; —
og hvad er målet for din hele stræben?
Kun mættelse for sanseligt begær. (roligere.)
Dog, stundom end, som nu i denne time,
en lønlig længsel ulmer i mit bryst.
Ah, når jeg ser mod staden hist, det stolte,
det rige Roma, — og den uselhed
og det fordærv, hvortil det længst er sunket,
fremtræder klart som solen for mit syn, —
da råber højt en stemme i mit indre:
vågn, Catilina; — vågn, og vord en mand! (afbrydende.)
Ak, det er gøgleværk og nattens drømme
og ensomhedens åndefostre kun.
Ved mindste lyd fra virklighedens rige
de flygter ned i sjælens stumme dyb.
AMBIORIX. Se hist vor rejses mål! Se Romas mure!
Mod himlen står det høje Kapitol.
OLLOVICO. Det Roma er? Italiens herskerinde,
og snart Germaniens, — Galliens og måské.
AMBIORIX. Desværre, ja; — så tør det engang vorde;
og skånselløst er Romas herredom;
den undertvungne tynger det til jorden.
Nu får vi se, hvad lod vort folk kan vente:
om her er værn mod krænkelserne hjemme,
og fred og ret for Allobrogers land.
OLLOVICO. Det vil os skænkes.
AMBIORIX. Lad os håbe så;
thi endnu véd vi ingenting med visshed.
OLLOVICO. Du frygter, synes det?
AMBIORIX. Med skellig grund.
Nidkær var Roma stedse for sin magt.
Og kom ihug at dette stolte rige
af høvdinger ej styres, som hos os.
Derhjemme råder vismand eller kriger,--
i kløgt den ypperste, i strid den største;
ham kårer vi til fører for vor stamme,
til dommer og til hersker for vort folk.
Men her
CATILINA. (råber ned til dem). — her råder vold og egennytte; —
ved list og rænker blir man hersker her! —
OLLOVICO. O, ve os, brødre, — han har os beluret!
AMBIORIX (til Catilina). Er så den ædelbårne Romers skik?
Et kvindeværk er det i vore dale.
CATILINA (stiger ned på vejen). Frygt ikke; — spejden er ej min bedrift;
tilfældig kun jeg hørte eders tale. —
Fra Allobrogerlandet kommer I?
I Roma tror I retfærd er at finde?
Vend om! Drag hjem! Her råder tyranni
og uretfærd langt mer end nogensinde.
En republik af navnet er det vel;
og dog, hver borger er en bunden slave,
forgældet, og afhængig som en træl
af et senat — tilfals for gunst og gave.
Forsvunden er den fordums samfunds-ånd,
det frisind, Roma havde før i eje; —
liv, sikkerhed, er af senatets hånd
en nåde, som med guld man må opveje.
Her gælder magtsprog, ej retfærdighed;
den ædle står af vælden overskygget —
AMBIORIX. Men sig, — hvo er da du, der bryder ned
den grund, hvorpå vort hele håb var bygget?
CATILINA. En mand, der føler varmt for friheds sag;
en fiende af uretfærdigt vælde;
en ven af hver en undertrykt, hver svag, —
med lyst og mod den mægtige at fælde.
AMBIORIX. Det stolte Romerfolk —? Ah, Romer, svar; —
du sikkert vil os fremmede bedrage.
Er det ej mere, hvad det fordum var:
tyranners skræk, beskytter for den svage?
CATILINA (peger mod staden og siger): Se, Allobroger, — hist på højden truer,
med herskertrods, det store Kapitol.
Se, hvor i rødlig aftenglans det luer
ved sidste blinket ifra vestens sol. —
Så flammer også Romas aftenrøde;
dets frihed hylles ind i trældoms nat. —
Dog, på dets himmel snart en sol skal gløde;
og for dens stråler svinder mulmet brat. (han går.)
COEPARIUS. Ja, du har ret; det vorder stedse værre.
Hvad enden bliver, véd jeg ikke selv.
CETHEGUS. Ej! aldrig falder det mig ind at tænke
på enden. Øjeblikket nyder jeg.
Hver glædens skål jeg stikker ud — og lader:
det hele gå sin egen skæve gang.
LENTULUS. Vel den, der kan. Det mig forundtes ikke
så ligegyldig at imødese
den dag, da intet mer vi har tilovers,
og ingen fordring fyldestgøres kan.
STATILIUS. Og aldrig glimt af udsigt til det bedre!
Dog, det er sandt: en levevis som vor —
CETHEGUS. O, ti med sligt!
LENTULUS. Mit sidste arvestykke
blev denne morgen mig for gæld berøvet.
CETHEGUS. Nu væk med sorg og klager! Følg mig, venner!
I lystigt drikkelag vi drukner dem!
COEPARIUS. Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade brødre!
LENTULUS. Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius; —
jeg tænker han, som vanligt, søger os.
MANLIUS (træder heftig ind). Forbandet være disse lumpne hunde!
Retfærdighed de kender ikke mer.
LENTULUS. Hvad er påfærde? Hvorfor så forbitret?
STATILIUS. Har ågerkarle plaget også dig?
MANLIUS. Hel andet. Hør! Som I vel alle véd,
har jeg med hæder tjent i Sullas hær.
Et stykke agerland blev min belønning.
Da krigen var tilende leved jeg
af dette gods; til nød det mig ernæred.
Nu er det taget fra mig! Som det heder —
skal statens ejendomme drages ind,
til ligelig fordeling på enhver.
Det er et røveri, og intet andet!
Kun egen griskhed søger de at mætte.
COEPARIUS. Så skalter de med vore rettigheder!
De mægtige tør øve, hvad de vil.
CETHEGUS (muntert). Slemt nok for Manlius! Dog, værre slag
har rammet mig, som nu jeg skal fortælle.
Tænk eder kun, — min smukke elskerinde,
min Livia, har troløst mig forladt,
just nu, da alt, hvad end mig var tilovers,
for hendes skyld jeg havde ødslet bort.
STATILIUS. Din overdåd tilskrives må dit uheld.
CETHEGUS. Tilskriv det, hvad du vil; jeg giver ej
på mine ønsker slip; dem vil jeg stille
tilfreds så længe, som jeg det formår.
MANLIUS.Og jeg, der tappert kæmped for den hæder,
den magt, hvormed de stolte praler nu!
Jeg skal —! Ah, var den gamle kække skare
af mine våbenfæller endnu her!
Men, nej; den største delen er jo død;
og resten lever spredt i alle lande. —
O, hvad er I, den unge slægt, mod hine?
For magten bøjer I jer dybt i støvet;
I har ej mod at bryde eders lænker;
I bærer tålsomt dette trælleliv!
LENTULUS. Ved guderne, — skønt krænkende han taler,
er sandhed dog i hvad han sagde der.
CETHEGUS.O, ja; ja vel; — ret må vi give ham.
Men hvordan gribe fat? Se, det er tingen.
LENTULUS. Ja, sandhed er det. Altfor længe tålte
vi undertrykkelsen. Nu er det tid
at kaste af de bånd, som uretfærd
og herskesyge rundt om os har flettet.
STATILIUS. Ah, jeg forstår dig, Lentulus! Dog se,
til sligt behøver vi en kraftig leder —
med mod og indsigt nok. Hvor findes han?
LENTULUS. Jeg kender en, der mægter os at lede.
MANLIUS. Du mener Catilina?
LENTULUS. Netop ham.
CETHEGUS. Ja, Catilina; han var kanske manden.
MANLIUS. Jeg kender ham. Jeg var hans faders ven,
med hvem i mangt et slag jeg fægted sammen.
Hans lille søn fik følge ham i krigen.
I hin tid alt var drengen vild, ustyrlig;
dog, sjeldne gaver var hos ham at spore; —
hans sind var højt, hans mod urokkeligt.
LENTULUS. Jeg tror at finde ham ret beredvillig.
Iaftes mødte jeg ham dybt forstemt.
Han ruger over hemmelige anslag; —
et dristigt mål han havde længst i sigte.
STATILIUS. Ja, konsulatet har han længe søgt.
LENTULUS. Det vil ej lykkes ham; thi voldsomt har
hans fiender imod ham talt og tordnet; —
han var tilstede selv, og rasende
forlod han rådet — pønsende på hævn.
STATILIUS. Da går han sikkert på vort forslag ind.
LENTULUS. Jeg håber det. Dog først vi planen må
i enrum veje. Tiden er os gunstig.
CURIUS. Hvad, Catilina, — hid du fører mig?
I Vestas tempel!
CATILINA (leende). Nu ja; som du ser!
CURIUS. I guder, — hvilket letsind! End idag
har Cicero i rådet tordnet mod dig;
og dog du kan —
CATILINA. O, lad det være glemt!
CURIUS. Du er i fare, og forglemmer den —
ved blindt at styrte dig ind i en anden.
CATILINA (muntert). Forandring er min lyst. Jeg aldrig ejed
en vestalindes elskov, — den forbudne; —
thi kom jeg hid at friste lykkens gunst.
CURIUS. Hvad siger du? Umuligt! Det er spøg!
CATILINA. En spøg? Ja visst, — som hver min kærlighed; —
men alvor er dog, hvad jeg nys dig sagde.
Ved sidste skuespil jeg så på torvet
prestinderne i stort og festligt optog.
Tilfældigvis på en af dem jeg sænked
et øjekast, — og med et flygtigt blik
hun mødte mit. Det trængte gennem sjælen.
Ah, dette udtryk i det sorte øje
jeg aldrig så hos nogen kvinde før.
CURIUS. Det vil jeg tro. Men sig, — hvad fulgte siden?
CATILINA. I templet har jeg vidst at slippe ind,
har flere gange set og talt med hende.
O, hvilken forskel mellem denne kvinde
og min Aurelia.
CURIUS. Du elsker begge
på engang? Nej, — det kan jeg ej forstå.
CATILINA. Besynderligt. Jeg fatter det ej selv.
Og dog — jeg elsker begge, som du siger.
Men hvor forskellig er ej denne elskov!
Aurelia er øm og stemmer tidt
med blide ord mit sind til ro og mildhed;
hos Furia —. Gå, gå; der kommer nogen.(de skjuler sig mellem søjlerne.)
FURIA (kommer ind fra den anden side). Forhadte haller, — vidner til min smerte,
hjem for den kval, hvortil jeg er fordømt!
Hvert herligt håb, hver tanke, som jeg nærte,
er slukt i dette hjerte, — gennemstrømt
af febergysen snart, og snart af gløden,
mer hed og brændende end flammen der. —
Ah, hvilken skæbne! Og hvad var vel brøden,
som fængsled mig til dette tempel her, —
som røved mig enhver min ungdomsglæde, —
i livets varme vår hver skyldfri lyst?
Dog ingen tåre skal mit øje væde;
kun hævn og had beliver dette bryst.
CATILINA (træder frem). Og heller ej for mig en anden lue —
en mere blid — du nærer, Furia?
FURIA. I guder; Du, forvovne, her igen?
Du frygter ej —?
CATILINA. Jeg kender ikke frygt.
Det stedse var min lyst at trodse faren.
FURIA. O, herligt; herligt! Så er og min lyst; —
og dette tempel hader jeg des mere,
fordi jeg lever her i stadig tryghed,
og ingen fare bag dets mure bor.
O, denne tomme handlingsløse færden,
et liv, så mat, som lampens sidste blus —!
Hvor trang en tumleplads for al min fylde
af vide formål og af hede ønsker!
At knuges sammen mellem disse vægge; —
her stivner livet; håbet slukkes ud;
her sniger dagen døsig sig til ende,
og ingen tanke rettes mod en dåd.
CATILINA. Ah, Furia, hvor selsom er din tale!
Den er som genlyd fra min egen barm, —
som om med flammeskrift du vilde male
enhver min higen, svulmende og varm.
Så knuger naget også dette hjerte;
som dit — af hadet, hærdes det til stål;
som dig, mig røvedes hvert håb, jeg nærte;
mit levnet er — som dit — foruden mål.
Og dog jeg gemmer taus min kval, mit savn;
og ingen aner, hvad der gløder i mig.
De håner og foragter mig, — de usle;
de fatter ej, hvor højt mit hjerte slår
for ret og frihed, og for alt, hvad ædelt
bevæged sig i nogen Romers sind.
FURIA. Jeg vidste det! Din sjæl, og ingen anden,
er skabt for mig, — så råber lydt en røst,
som aldrig fejler og som ej bedrager.
Så kom! O, kom — og lad os følge røsten!
CATILINA. Hvad mener du, min skønne sværmerinde?
FURIA. Kom, — lad os flygte langt fra dette sted;
et nyskabt fedreland vi vil os finde.
Her kues åndens stolthed og dens flugt;
her slukker lavhed hver en herlig funke
før den til flammers leg får blusse frem.
Kom, lad os flygte; — se, for frihedssindet
er hele jordens kreds et fædrehjem!
CATILINA. O, mægtig tryllende du drager mig —
FURIA. Så lad os nytte dette øjeblik!
Højt over fjelde; vidt bag havets flade, —
langt, langt fra Roma stanser først vor flugt.
Dig følger sikkert tusend venners skare;
i fjerne lande fæster vi vort bo;
der hersker vi; der skal sig åbenbare,
at intet hjerte slog som disse to!
CATILINA. O, skønt! — Men flygte? Hvorfor skal vi flygte?
Se, her kan også frihedsflammen næres;
her findes og en mark for dåd og handling,
så stor, som selv din sjæl begærer den.
FURIA. Her, siger du? Her, i det usle Roma,
hvori kun slavesind og voldsmagt findes?
Ah, Lucius, er også du blandt dem,
som uden rødme Romas fortid mindes?
Hvo råded fordum her? Hvo råder nu?
Dengang en helteflok, — og nu en skare
af trælles trælle —
CATILINA. Spot mig også du; —
men vid, — for Romas frihed at bevare,
for end engang at se dets sunkne glans,
med glæde jeg, som Curtius, mig styrted
i svælget ned —
FURIA. Dig tror jeg; dig alene;
dit øje brænder; du har sandhed talt.
Dog, gå; thi snart prestinderne kan ventes;
på denne tid de plejer samles her.
CATILINA. Jeg går; dog kun for atter dig at møde.
En tryllekraft mig fængsler til din side; —
så stolt en kvinde så jeg aldrig før.
FURIA (med et vildt smil). Da lov mig et; og sværg, at du vil holde,
hvad du mig lover. Vil du, Lucius?
CATILINA. Alt vil jeg, hvad min Furia forlanger;
byd over mig, og sig, hvad jeg skal love.
FURIA. Så hør. Skønt her jeg som en fange lever,
jeg véd, i Roma færdes der en mand,
hvem jeg har svoret fiendskab til døden —
og had bag gravens sorte skygger selv.
CATILINA. Og så —?
FURIA. Så sværg, — min fiende skal vorde
til døden din. Vil du, min Lucius?
CATILINA. Det sværger jeg ved alle store guder!
Det være svoret ved min faders navn
og ved min moders minde —! Furia, —
hvad fattes dig? Dit øje flammer vildt, —
og marmorhvid, som ligets, er din kind.
FURIA. Jeg véd det ikke selv. — En ildflod strømmer
igennem mig. Sværg! Sværg din ed til ende!
CATILINA. Udøs, I vældige, på denne isse
al eders harm, og lad jer vredes lyn
mig sønderknuse, hvis min ed jeg bryder:
en dæmon lig jeg skal forfølge ham!
FURIA. Alt nok; jeg tror dig. Ah, min barm det letted.
I dine hænder hviler nu min hævn.
CATILINA. Udføres skal den. Dog, nu sig mig blot, —
hvo er din fiende? Hvad var hans brøde?
FURIA. Ved Tibers bredder, langt fra stadens larm,
min vugge stod; der var mit stille hjem.
En elsket søster leved der med mig,
til vestalinde kåret alt som barn. —
Da kom en niding til vor fjerne egn; —
han så den unge vordende prestinde —
CATILINA (overrasket). Prestinde? Sig mig —! Tal —!
FURIA. Han skænded hende.
Hun søgte sig en grav i Tiber-strømmen.
CATILINA (urolig). Du kender ham?
FURIA. Jeg så ham ingensinde.
Alt var forbi, da sorgens bud mig bragtes.
Nu kender jeg hans navn.
CATILINA. Så nævn det da!
FURIA. Det navn har ry. Han heder Catilina.
CATILINA (farer tilbage). Hvad siger du? O, rædsel! Furia —!
FURIA. Kom til dig selv! Hvad fattes dig? — Du blegner.
Min Lucius, — er denne mand din ven?
CATILINA. Min ven? Nej, Furia, — nu ikke mere.
Jeg har forbandet, — svoret evigt had —
mig selv.
FURIA. Dig selv! Du — du er Catilina?
CATILINA. Jeg er det.
FURIA. Du min Silvia vanæred?
Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb; —
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved!
Ve over dig, du voldsmand, — ve!
CATILINA. Hvor blankt
dit øje stirrer på mig! Silvias skygge
du tykkes lig i lampens matte skin!
FURIA (efter et ophold). Ja, nu forstår jeg det. Fra mine blikke
er sløret faldet, — og jeg ser i natten.
Had var det, som, da første gang jeg skued
på torvet ham, sig sænked i mit bryst. —
En selsom følelse; en blodrød flamme!
O, han skal føle, hvad et had som mit,
et evig gærende, et aldrig mættet,
kan ruge ud til hævn og til fordærv!
EN VESTALINDE (træder ind). Gå, Furia; din vagt er nu til ende;
thi kom jeg hid —. Dog, hellige gudinde, —
hvad ser jeg; ve dig; ve dig! Flammen slukt!
FURIA (forvildet).
Slukt, siger du? Så vildt den aldrig brændte; —
den slukkes ej.
VESTALINDEN. I magter, — hvad er dette?
FURIA. Nej, hadets ildhav slukkes ej så let!
Se, kærligheden blaffer op — og dør
i næste stund; men hadet —
VESTALINDEN. Alle guder, —
det er jo vanvid!
NOGLE. Hvad er påfærde?
ANDRE. Vestaflammen slukket!
FURIA. Men hadets brænder; hævnens blusser højt!
VESTALINDERNE. Bort, bort med hende; bort til dom og straf!
CURIUS (træder frem). Til fengslet føres hun. Derfra til døden. —
Nej, nej, ved guderne, det må ej ske!
Skal hun, den stolteste af alle kvinder,
i skændsel ende, levende begravet? —
O, aldrig følte jeg mig slig tilmode.
Er dette kærlighed? Ja, sådan er det. —
Ved mig hun frelses skal! — Men Catilina?
Med had og hævn hun vil forfølge ham.
Har han af avindsmænd ej nok tilforn?
Tør endnu jeg hans fienders antal øge?
Han var imod mig som en ældre broder;
mig byder taksomhed at skærme ham. —
Men kærligheden? Ah, hvad byder den?
Og skulde han, den kække Catilina,
vel skælve for en kvindes anslag? Nej; —
til redningsværk endnu i denne stund!
Vent, Furia; — jeg drager dig af graven
til livet, — gjaldt det end mit eget liv!
CATILINA (kommer heftig og urolig ind). „Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb;
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved.“
Så lød det jo fra sværmerindens læber.
Forunderligt! Måske det var et vink, —
Et varsel om, hvad tiden bringer med sig.
Så har jeg da med ed mig viet ind
til blodig hævner af min egen brøde.
Ah, Furia, — mig tykkes end, jeg ser
dit flammeblik, vildt, som en dødsgudindes!
Hult ringer dine ord for mine øren; —
og alle dage skal jeg eden mindes.
CATILINA. Dog, det er tåbeligt at tænke mer
på denne galskab; — andet er det ikke.
Ad bedre veje kan min grublen gå;
et større formål bydes mine kræfter.
Al tidens uro maner med sit krav;
mod den jeg må enhver min tanke vende;
håb, tvil mig tumler som et stormfuldt hav —
AURELIA (griber hans hånd). Tør din Aurelia ej grunden kende?
Tør hun ej vide, hvad der i dit bryst
bevæger sig og kæmper vildt derinde?
Tør hun ej yde dig en hustrus trøst
og bringe pandens mulm til at forsvinde?
CATILINA (mildt). O, min Aurelia, — hvor god og øm — .
Dog, hvorfor skal jeg livet dig forbitre?
Hvi skal med dig jeg dele mine sorger?
For min skyld har du døjet smerte nok.
Herefterdags jeg på min egen isse
vil bære, hvad mig skæbnen fiendsk beskar, —
al den forbandelse, der ligger i
foreningen af stærke sjælekræfter,
af varme længsler mod et dådrigt liv,
med usle kår, der kuer åndens stræben. —
Skal også du, i lange dybe drag,
min skæbnes bitre skål til bunden tømme?
AURELIA. En kærlig trøst er stedse kvindens sag,
kan hun end ej, som du, om storhed drømme.
Når manden kæmper for sin stolte drøm,
og al hans løn er skuffelse og kummer, —
da lyder hendes tale blid og øm,
og dysser ind ham i en kvægsom slummer;
da fatter han at og det stille liv
har glæder, som den vilde tummel savner.
CATILINA. Ja, du har ret; jeg føler det så vel.
Og dog, jeg kan mig ej fra larmen rive.
En evig uro gærer i min barm; —
Kun livets tummel mægter den at stille.
AURELIA. Er din Aurelia dig ikke nok, —
formår hun ej din sjæl tilfreds at stille, —
så åbn dog hjertet for et venligt ord,
en kærlig trøst ifra din hustrus læber.
Kan hun ej mætte denne hede trang,
kan hun ej følge dine tankers flyven, —
vid: hun formår at dele hver din sorg,
har kraft og mod at lette dine byrder.
CATILINA. Så hør da, min Aurelia, hvad der
i disse dage mig så dybt forstemte.
Du véd, jeg længst har konsulatet søgt — foruden
held. Du kender jo det hele; —
hvordan, for stemmer at erhverve mig,
jeg har forødt —
AURELIA. O, ti, min Catilina;
det smerter mig —
CATILINA. Du laster og min færd?
Hvad bedre middel havde jeg at vælge? —
Til ingen nytte spildte jeg mit eje;
kun spot og skændsel blev min hele vinding.
Nys i senatet har min avindsmand,
den træske Cicero, mig trådt i støvet.
Hans tale var en skildring af mit liv,
så skrigende, at selv jeg måtte gyse.
I hvert et blik jeg læste skræk og gru;
med afsky nævnes navnet Catilina;
til efterslægten vil det bringes, som
et billed på en fæl og rædsom blanding
af tøjlesløshed og af uselhed,
af hån og trods mod alt, hvad der er ædelt. —
Og ingen dåd får rense dette navn
og slå til jorden, hvad man fult har løjet!
Enhver vil tro, hvad rygtet har fortalt —.
AURELIA. Men jeg, min husbond, tror ej slige rygter.
Lad hele verden end fordømme dig;
lad dem kun skændsel på dit hoved dynge; —
jeg véd, du gemmer inderst i dit sind
en spire, som kan sætte blomst og frugt.
Dog, her formår den ej at bryde frem;
og giftigt ukrudt vil den snarlig kvæle.
Lad os forlade dette lastens hjem; —
hvad binder dig? Hvi skal vi her vel dvæle?
CATILINA. Jeg skulde rømme marken, — drage bort?
Jeg skulde slippe mine største tanker?
Den druknende — endskønt foruden håb —
sig klynger fast dog til de knuste planker;
og sluges vraget af den våde grav,
og er det sidste skimt af redning svunden, —
den sidste planke han med sidste kraft
omklamrer, synkende med den til bunden.
AURELIA. Men hvis en gæstmild kyst tilsmiler ham
med grønne lunde langsmed havets vove,
da vågner håbet atter i hans barm, —
han stræber did, imod de lyse skove.
Der er det skønt; der hersker stille fred;
der triller bølgen lydløst imod stranden;
der lægger han de trætte lemmer ned,
og kølig aftenvind omvifter panden; —
den jager bort hver sorgens mørke sky;
en trøstig ro blir i hans sind tilbage; —
der dvæler han og finder kvægsomt ly
og glemsel for de svundne tunge dage.
Den fjerne genlyd kun af verdens larm
formår at trænge til hans lune bolig.
Den bryder ikke freden i hans barm; —
den gør hans sjæl end mere glad og rolig;
den minder ham om den forsvundne tid,
med knuste formål og med vilde glæder;
han finder dobbelt skønt det stille liv —
og bytter ej med nogen Romers hæder,
CATILINA. Du taler sandhed; og i denne stund
jeg kunde følge dig fra strid og tummel.
Men kan du nævne mig så dulgt et sted,
at vi kan leve der i ly og stilhed?
AURELIA (glad). Du vil, min Catilina! Hvilken fryd, —
o, mere rig, end dette bryst kan rumme!
Så lad det ske! Endnu i denne nat
afsted vi drager —
CATILINA. Hvorhen skal vi drage?
Nævn mig den plet, hvor hjemlig jeg tør lægge
til ro mit hoved!
AURELIA. Kan du sådan tale?
Har du forglemt vort lille landsted, hvor
min barndom svandt, og hvor vi siden glade,
i elskovs første lykkelige tid,
har levet mange muntre sommerdage?
Hvor var vel græsset mere grønt end der?
Hvor større kølighed i skovens skygge?
Den hvide villa mellem mørke trær
fremtitter, vinkende til rolig hygge.
Did flygter vi og vier ind vort liv
til landlig syssel og til fredsom glæde; —
der skal opmuntre dig en kærlig viv;
med kys hun skal enhver din kummer sprede. (smilende.)
Og når, med markens blomster i din favn,
du træder ind til mig — din herskerinde, —
da råber jeg min blomsterfyrstes navn
og binder laurbærkransen om hans tinde! —
Men hvorfor blegner du? Du knuger vildt
min hånd, — og selsomt flammer dine blikke —
CATILINA. Ve mig, Aurelia; din fryd er spildt; —
didhen at føre dig formår jeg ikke.
Det kan jeg aldrig mer!
AURELIA. Du skrækker mig!
Dog, ikke sandt, — du spøger, Catilina?
CATILINA. Jeg spøge! O, hvis blot det var en spøg!
Men hvert dit ord, lig hævnens hvasse pile,
igennemborer dette pinte bryst,
som skæbnen aldrig vil forunde hvile.
AURELIA. I guder; tal! Hvad mener du?
CATILINA. Se her!
Her er dit landsted, — her din fremtids glæde!
AURELIA. O, du har solgt —?
CATILINA. Alt solgte jeg idag; —
og i hvad hensigt? Ah, for at bestikke —
AURELIA. Tal ikke mere! Lad os ikke tænke
på denne sag; det volder jo kun sorg.
CATILINA. Mig knuser tifold mer dit stille tålmod,
end selv et smertesskrig ifra din læbe!
SOLDATEN. Tilgiv mig, herre, at jeg træder ind
så sent på dagen, umeldt, i din bolig.
Vær ikke vred —
CATILINA. Hvad er dit ærend her?
SOLDATEN. Mit ærend er en ydmyg bøn. Du sikkert
vil høre den. Jeg er en fattig mand,
som ofret har min kraft for Romas hæder.
Nu er jeg svækket, kan ej tjene længer,
og mine våben hænger rustne hjemme.
Min alders håb stod til min søn. Han har
med sine hænders arbejd mig ernæret.
Ak, — for en gæld han sidder fængslet nu.
Og ingen redning —. Hjælp mig; hjælp mig, herre! (knælende.)
En liden skærv! Jeg vandret har fra hus
til hus; men hver en dør forlængst var lukket.
Jeg véd ej udvej mer —
CATILINA. Det ligner dem!
Se her et billed på de manges nød.
Så lønner man den tapre gamle skare.
Ej findes taksomhed i Roma længer!
Der var en tid, da jeg i billig harm
gad straffe dem med sværd og røde flammer;
men bløde ord har lydt til mig for nylig;
mit sind er barnemildt; jeg vil ej straffe; —
at lindre sorgen er jo og en gerning. —
Der, gamle kriger; — klar med det din gæld. (han rækker ham pungen med guldpengene.)
SOLDATEN (rejser sig). O, gode herre, — tør jeg tro dit ord?
CATILINA. Ja; skynd dig, gubbe; løs din alders håb. (Soldaten går hurtig bort.)
CATILINA. En bedre brug, — ej sandt, Aurelia? —
end til bestikkelser og stemmekøb.
Vel er det skønt at knuse voldsmænds magt;
men stille trøst har også sin belønning.
AURELIA (kaster sig i hans arme). O, rig og ædel er endnu din sjæl.
Nu kender jeg igen min Catilina!
FURIA. Det drøner hult. Det tordner visst deroppe.
Det lyder til mig helt herned i graven.
Men graven selv, den er så stille — stille!
Er jeg til døsig ro da evig dømt?
Skal end ej her ad sammenslyngte veje
jeg vandre frem, som stedse var min lyst? (efter et ophold.)
Det var et selsomt liv; — en selsom skæbne.
Lig stjerneskuddet alting kom — og svandt.
Han mødte mig. En lønlig trolddomsmagt,
en indre samklang drog os mod hinanden.
Jeg var hans hævngudinde, — han mit offer; —
men straffen fulgte hævnerinden brat. (atter ophold.)
Nu er det lyst deroppe. — Fjernes jeg
nedad — umærkeligt — fra lysets bolig?
Ah, vel mig, hvis så er, — hvis denne dvælen
i gravens skød i grunden er en flugt
på lynets vinger ned mod mørkets lande, —
hvis alt jeg nærmer mig den brede Styks!
Der vælter bølgen blytungt imod bredden;
der sysler Charon lydløs i sin båd.
Snart er jeg der! Der vil jeg taus mig sætte
ved færgestedet, — spørge hver en ånd,
hver flygtig skygge, som fra livets rige
let-skridende sig nærmer dødens flod, —
vil spørge ham, hvorledes Catilina
vel færdes blandt de levende deroppe, —
vil spørge, hvordan han har holdt sin ed.
Jeg lyse vil med blålig svovelfakkel
hver dødning ind i øjets brustne dyb, &Mdash;
se efter, om det ej er Catilina.
Og når han kommer, vil jeg følge ham; —
da gør vi begge overfarten sammen,
betræder begge Plutons stille sal.
Jeg og som skygge følge skal hans skygge, &Mdash;
hvor Catilina er, må Furia være! (efter et ophold, mattere.)
Ah, luften blir så lummer og så kvalm, —
og åndedrættet stedse mere tungt. —
Så nærmer jeg mig da de sorte sumpe,
hvor underverdnens floder strømmer trægt — (hun lytter; der høres en dump larm.)
Et sagte drøn? Som åreslag det lyder.
Det er de dødes færgemand, der kommer
at hente mig. Nej, her — her vil jeg vente!
FURIA. Vær hilset, Charon! Er du alt beredt
at føre mig som gæst til dødens haller?
Her vil jeg vente!
CURIUS (hviskende). Ti;--Jeg frelser dig!