Bygde-Skikke/2
Det første Stykke med denne Overskrift var egentlig tænkt som et Slags Indledning til dette andet Stykke. Som jeg sidst handlede om de blandt Almuen brugelige Omgangs-Skikke, naar Folk af forskjellige Huse mødes, saaledes kommer jeg her mere ind paa det egentlige Familieliv.
I Soknedalen havde det fornøiet mig at høre en udmærket Bondemands Forklaring om hin første Sag, og derefter fortsattes Samtalen med en Række Spørgsmaal og Svar, som fæstede sig saaledes i min Hukommelse, at jeg mener, jeg skal kunne gjentage dem næsten Ord til andet. „Sig mig – naar nu du selv engang mellem skal tage Afsked med din egen Kone, naar du nemlig skal gjøre en By-Reise eller saa, hvordan hilser du hende da?“
„Nei, jeg hilser ikke da.“
„Du faar da endelig tage Afsked med Konen, veed jeg?“
„Aa nei, det er ikke saa Brug hos Bonden.“
„Det var da underligt! Naar en Bygdemand har været i Besøg hos dig, saa falder der mange Ord ved Afskeden saadan for Høfligheds og Venskabs Skyld – og naar Husbonden reiser hjemmefra, saa skulde det være saa stumt?“
„Jo, der kan da blive talt Mangt – Jeg maa jo forklare for Konen om Et og Andet, som jeg vil have udrettet mens jeg er borte.“
„Ja men et Hilsnings-Ord til Afsked?“
„Aa nei, det er ikke videre med det.“
„Saa er det jo, som om du vilde lure dig bort uden at melde det?“
„Aa Konen staar for det Meste og ser paa, saa det behøver da ikke at siges, at nu reiser jeg.“
„Altsaa – ved selve Afskeden stum som en Fisk?“
„Jeg kan sige som saa, i det samme jeg tager Tømmen: Ja, jeg faar have mig i Vei nu.“
„Og Konen da?“
„Lykke paa Reisen – kan hun sige; Tak: – svarer jeg. Og dermed bærer det i Vei.“
„Saa fortæl mig, nøiagtigt og omstændeligt, hvorledes det kan falde sig ved Hjemkomsten. Du kan have for Øie, hvordan det var, da du selv kom hjem fra Byen sidst, og saa rette Fortællingen derefter.“
„Jeg faar prøve.“ Her maatte Bonden le saa smaat; men saa tænkte han sig om og begyndte: „En kommer nu for det Meste hjem ud paa Kvelden. De høre det inde i Stuen, og Børnene komme ud; for de vente altid at faa Noget, naar Far kommer hjem fra Byen. Det Første, Bonden gjør, er at spænde Hestene fra og sætte dem paa Stalden og give dem. Ja, er Tjeneste-Gutten tilstede, saa kan nu han gjøre det. Men Bonden er ialfald selv med og løser Rebene paa Lasset saa vidt, at han saar fat i Færdes-Spandet (Reise-Skrinet med Niste-Maden i). Det tager han med sig ind og sætter paa Bordet. Saa hænger han fra sig Votterne og Reise-Huen og tager Hverdags-Huen paa. Naar han saa gaar hen for at lukke op Spandet, saa ere gjerne Børnene krøbne op paa Bænken og Bordet og vente paa, at han skal tage frem noget By-Godt til dem.“
„Nu, men hvorledes hilser du Konen?“ spurgte jeg.
„Aa nei, jeg hilser ikke.“
„Siger du ikke saa meget som God Dag?“
„Nei, det er ikke Brug, det.“
„End Konen?“
„Hun – dersom hun ikke har noget Arbeide for sig, idet samme jeg kommer paa Gaarden, saa kan hun gaa ud paa Trappen og se.“
„Men dersom hun til Exempel sidder ved Rokken?“
„Ja saa kan hun standse lidt paa Hjulet, idet jeg kommer ind; men saa giver hun sig til at spinde igjen.“
„Og siger ikke et Ord?“
„Velkommen at – kan hun sige; men det er ikke altid det heller.“
„Hør – jeg vilde at hun i det Mindste skulde reise sig fra Rokken og gaa hen imod dig og række dig Haanden til Velkomst.“
Her maaatte Bonden le. „Dersom hun gjorde det, saa vilde nok Tjenestegjenten flire ad hende.“
„Hun maatte da ialfald reise sig for at give dig noget at spise og drikke?“
„Aa nei, hun venter for det Meste, til jeg er færdig med mit Stell og siger til. Saa kan hun spørge, hvad jeg vil have i Kveld, eller ogsaa kan hun have gjort færdigt iforveien noget af det, som hun veed, jeg liker.“
„Svar mig nu oprigtigt paa det Spørgsmaal: Har du aldrig hørt nogen Bonde sige saa meget som God Dag til sin Kone naar han kom hjem fra Reise?“
„Jo, for nogle Aar siden levede her en Mand i Bygden, som brugte det – det var endda Manden paa –“ (her nævntes Gaarden).
„Fremdeles: har du aldrig seet en Bonde-Kone gaa hen imod Manden og række ham Haanden til Hilsen ved hans Hjemkomst?“
„Nei, det har jeg ikke seet, og der er nok ikke nogen her i Bygden, som gjør det heller.“
„Jeg har ondt for at forstaa dette. For mig er da en Haandrækning et saa naturligt Tegn paa Velvillie og Hengivenhed.“
„Jeg kan da være glad, jeg ogsaa – svarede Bonden –, naar jeg kommer hjem og ser, at Alt staar vel til. Og det kan jeg da se paa Konen, at hun ogsaa er glad naar hun ser mig igjen.“
„Visselig vil jeg gjerne tro, at der mellem dig og mig ikke er saadan Forskjel i det indre Væsen som i den udvortes Skik“ – og dette Ord ledsagede jeg paa min Maade med et Haandslag som Tegn paa min uskrømtede Agtelse for Manden. „Men det er Skikken, vi tale om, og i den er der Forskjel, mærker jeg. Efter Skikken i dit Hus sees der ikke stort af Kjærtegn mellem Mand og Kone, ikke saa meget som et Haandslag. Ja, her falder mig en Ting ind: du har jo været gift i 15 Aar – mon jeg skulde tro, at du i disse Aar aldrig har rakt din Kone Haanden siden den Dag, du og hun stode for Alteret sammen som Brud og Brudgom?“
Manden studsede ved Spørgsmaalet og tænkte sig om.
„Jo, det gjør jeg hver Jul-Kveld.“
„Saa?“
„Jo, for det er Skik da at takke for Maden. Er der Gamle-Folk i Huset, saa takke først de hverandre; saa takke Husfaderen og Husmoderen først de Gamle og derpaa hverandre; dernæst komme Børnene frem og takke først de Gamle og saa Fader og Moder; og tilsidst gjøre Tjenerne det samme.“
Jeg kan sige, at denne Mands fortrolige Forklaringer baade overraskede og fornøiede mig. De vare mig nye og lærerige. Forhen havde det bestandig forekommet mig saa, at der var saa Lidet af Tegn paa Hengivenhed og Ømhed i vore Bønders Familieliv; nu kom jeg med en Gang til at opfatte Sagen saa, at der heller er slet Intet af det, vi kalde Kjærtegn. Og i dette Tilfælde er Forskjellen mellem Lidet og Intet særdeles vigtig. Thi hint Lidet kom jeg mangen Gang til at udlægge som Mærke paa Sløvhed og Ligegyldighed og ukjærligt Sind; men med dette Intet er det anderledes; i Virkeligheden kan der være god Forstaaelse og venlig Stemning og dog maa Følelsen ikke røbe sig selv ved et Haandtryks lette Tegn: saa byder en gammel nedarvet Skik.
Efter hin Samtale kom jeg mig i Bekjendtskab med flere og flere Mænd i Bygden, og ved fortsatte Efterspørgsler fik jeg overflødig Vished for, at Skikken er hele Bygden igjennem saadan, som den første Mand forklarede det. Jeg hørte ikke en Stavelses Afvigelse. Thi det var ikke Afvigelse, at jeg hist og her fik et lidet Tillæg til den første Forklaring. Saaledes fortalte En, at naar Husbonden reiser hjemmefra og netop skal sætte Hesten i Gang, saa kan han stundom lade de Ord falde: „Ja, dokk maa laavaa so væl no da.“ Et andet Tillæg er det, at ligesom Husbonden ved Hjemkomsten fra Reise ikke hilser „God Dag,“ saaledes høres ikke mellem Husets Folk et „God Morgen,“ saa langt Aaret er. – En af de Mænd her i Bygden, som bedst kunde fortælle mig om det hele Folkelivs Skik og Væsen, var en sjelden livlig og dygtig Olding paa 74 Aar, og af mine mange Optegnelser under Samtalerne med ham skal jeg hidsætte en Prøve: „Han havde aldrig hørt den hjemvendende Husfader hilse God Dag, og at Konen, om hun sad ved Arbeidet, havde reist sig for at gaa Manden imøde og hilse ham, det havde han aldrig seet. Men man kan se hende sidde og smile, og „Velkommen at“ kan hun yttre. Manden sætter Færdes-Spandet fra sig paa Bordet og hænger faa op Reise-Huen og Votterne. Naar han atter gaar hen for at lukke Spandet op og tage frem By-Godt til Børnene, saa kan han have det mindste Barn paa Armen, og det er hyggeligt at se de andre Børn, hvorledes de klynge sig om ham og krybe op paa Bænk og Bord.“
Jeg mindes meget vel, at da jeg hørte denne Skildring, af den Gamle, saa lagde jeg Mærke til, hvorledes han endog kom til at bruge næsten de samme Ord og Vendinger som den Mand, jeg først havde talt med om disse Ting.
Jeg fortsatte med mine Efterspørgsler i Nabobygderne. Samme Skik overalt. I Størens Hovedsogn samtalte jeg om denne Sag med flere Mænd, navnlig med en af Bygdens hæderværdigste ældre Bønder. Det kom dertil, at han ogsaa fik det Spørgsmaal, om han ikke brugte at række sin Kone Haanden til Afsked. Jo, det kunde da træffe, det. Men ved yderligere Efterspørgsel om de nærmere Omstændigheder endte det med den Forklaring, at naar han skulde reise hjemmefra paa nogle Dage og havde givet Tjeneste-Gutten Befaling om de Arbeider, som imidlertid skulde udrettes paa Gaarden, saa kunde han tage det Løfte af Konen, at hun skulde føre godt Tilsyn med det Hele, og det var til Stadfæstelse paa samme Løfte, at hun stundom maatte række ham Haanden. – Det blev enstemmigt forklaret af Alle her i Bygden, at Kjærtegn aldrig sees i Ægtefolks daglige Liv, og paa det nær, at Haugianerne bruge Haandrækning som Venne-Tegn, kjendes denne Ceremoni mellem Bønder kun som Tegn ved Taksigelse og Løfte.
I Horrig samtalte jeg om Mangt og Meget med en forstandig Mand og kunde omsider vove at bringe disse Huslivets Skikke paa Bane, med behørig Indledning naturligvis, for at mine Spørgsmaal ikke skulde forekomme ham altfor besynderlige. Da det Spørgsmaal kom frem, om han ikke brugte at hilse sin Kone og sige saa meget som God-Dag, naar han kom hjem efter nogle Dages Fravær, blev han aabenbar forundret over, at jeg kunde falde paa Sligt. „Ingen Mand hilser i sit eget Hus,“ svarede han. – I samme Bygd tilbragte jeg et Par Timer i en Husmands-Stue, hvor jeg traf Konen og en voxen Datter hjemme. Denne sidste havde sit eget Madstel og trakterede mig med en Kop Kaffe. Da jeg omsider reiste mig for at gaa, takkede jeg naturligvis Pigen for Skjænk og rakte ligeledes Moderen Haanden til Afsked. Men denne blev undselig derved og sagde, at jeg ikke havde hende noget at takke for. Det var tydeligt, at hun ikke kjendte Haandrækning uden som Taksigelses-Tegn, og det faldt hende ikke ind, at jeg kunde ville takke hende for hyggelig Samtale.
I Melhus kom ogsaa det Spørgsmaal frem, om der der virkelig var saa lidt af Venligheds-Tegn at se mellem Ægtefolk, at de ikke engang kunde saa meget som række hinanden Haanden nu og da. Der blev svaret, at i Gjæstebud er det Skik, at Gjæsterne efter Maaltidet takke Husfolket med Haandtag, og at de af Gjæsterne, som have lagt sig til noget af de nymodens Skikke, ved denne Leilighed ogsaa kunne hilse hinanden indbyrdes paa samme Maade; men under denne Nutid-Hilsen gaa Mand og Kone hinanden forbi. Fremdeles blev det sagt, at den gamle Skik med Rundtakken Jule-Aften er aftaget noget i den senere Tid eller i enkelte Huse aldeles aflagt, og dermed kan der gaa en Menneske-Alder hen, uden at Mand og Kone tage hinanden i Haand. „Det ser jo ud, som om et Haandtag, der for mig synes saa naturligt og uskyldigt, skulde være aldeles forbudt her,“ sagde jeg halvt i Spøg og halvt uvillig. „Aa, det kan da træffe,“ var Svaret; „naar f. Ex. et Par Folk reiser sammen paa Sæterveien, og de skulle over en Bæk, saa kan Manden række Konen Haanden for at hjælpe hende over. Men Sligt – blev der skjønsomt tilføiet – kan da egentlig ikke regnes for Noget her.“
Jevnsides med Guldalen, men vestenfor, løber Ørke-Elvens Dalføre, og den nederste Bygd her er Ørkedalens Præstegjæld, ikke langt fra Melhus. Med Hensyn til Høflighed i Omgang mellem Fremmede og i andre Henseender er der maaske vel saa meget fremskredet eller nymodens i Ørkedalen som i Melhus; men i Forholdet mellem Manden og Konen i Huset er det ogsaa her med det Gamle. Man vil se det af følgende korte, Bemærkninger, som jeg nedskrev under udførligere Samtale med en i disse Ting aldeles paalidelig Almuesmand:
„Saa langt min Hjemmelsmand kan mindes tilbage har Haandrækning tildels været brugelig som Hilsetegn, naar man mødes paa Kirkevolden eller ved Gjæstebud; dog gjælder det ogsaa her, at denne Skik bruges mest blandt Haugianerne. – Naar en Bondemand kommer ind i Stuen til en anden og hilser „God Dag,“ saa svares: „God Dag igjen,“ ikke derimod „Sign Gud,“ hvilket var brugeligt før, men ofte er blevet gammeldags. Idet den Fremmede siger sit „Tak for Sidst,“ som ogsaa her er almindeligt, bruger han ofte den nye Mode at række Haanden til Husfaderen og Husmoderen; men han er dog endnu saa gammeldags at lade Huen sidde paa, og ledsager han sin Hilsen med et Nik med Hovedet, saa er det ganske lidet. – Naar en Bonde reiser hjemmefra, kan han sige: „Ja jeg maa reise nu, eller: „Farvel nu da“ eller: „De maa leve saa vel, som hjemme ere.“ „Ja, Lykke paa Reisen,“ svare Konen og Børnene, tildels ogsaa Tjenerne. Men der vexles intet Haandslag. Ved Hjemkomsten hilses Bonden med et „Velkommen at“ fra Konen og tildels de andre Husfolk; „Tak“ er hans Svar. „God Dag“ høres ikke fra hans Side. Konen gaar ikke Manden imøde, rækker ham ikke Haanden. Hun kommer sig ikke til det; det ansees for at være saa leit. – Jule-Aften takkes for Maden med Haandslag; ligesaa naar Manden forærer sin Kone et Tørklæde eller en lignende større og uventet Gave, saa kan hun takke med Haandslag, der kun bruges saaledes som Taksigelses-Tegn.“
Ovenfor Ørkedalen ligger i samme Dalføre Meldalens Præstegjæld, først Meldalens Hovedsogn og høiere op Rennebo Annex. Her er i det Hele noget mere gammeldags end i det førstnævnte Præstegjæld, og af mine Optegnelser herfra kan det være nok at hidsætte Følgende: „Haandslag bruges ikke mellem Husets Folk, men stundom mellem Fremmede, navnlig bestandig blandt Haugianerne.“
I et af disse throndhjemske Præstegjælde, som jeg nu har nævnt, fortalte en Præst mig Følgende. Han var kaldet til en Bondefamilie i Anledning af Uforliglighed mellem Ægtefolkene, og det lykkedes ham at tilveiebringe Forsoning; men da det kom dertil, at han opfordrede dem til at række hinanden Hænderne – dette verdens-bekjendte Freds- og Forsonings-Tegn –, saa maatte han studse over deres Nølen og Uvillighed; det var hel vanskeligt at faa dem til at føie ham; men han gav sig ikke, før det skeede. Præsten tvivlede dog ikke paa, at jo Forsoningen var oprigtig; men han saa her et paafaldende Exempel paa, hvor lidt Bønderfolk kunne komme sig til med at bruge saadanne Tegn.
Ørke-Elven, østenfor den Gul-Elven og endnu østligere en tredie, Nid-Elven, have sine Kilder paa Dovres og Kjølens høie Fjeldmarker, og med fossende Fald løbe de i nordlig Retning ad Throndhjems-Fjorden til. – Oftest er der kun snævert Rum mellem Elven og Fjeldet; der er kun lidt af sammenhængende dyrkbart Jordsmon; paa de enkelte Gaarde falder der jevnt smaa Lodder deraf, og Gaardsbruget bestaar for en stor Del af et overmaade tungvint Sæter- og Marke-Brug. Under Et ere disse Bygder kjendte under Navn af Dalerne. Indherred derimod er Navnet paa det skjønne Landskab, som omgiver Throndhjems-Fjordens indre Forgreninger: fladere Bygder med mindre Fjeld, og
mere Jord, større Gaarde og lettere Brug. – Planternes
Art retter sig for en stor Del efter Landets Beskaffenhed, Menneskenes Sæder ligesaa for en ikke ringe Del. I Indherred er det lettere at leve; der er ogsaa Livet selv ligesom lettere og bevægeligere; her er mere Foranderlighed fra Slægt til Slægt ialfald i de Sædernes og Skikkenes udvortes Smaating, som det for den besøgende Fremmede falder lettest at iagttage. – For mig, som kom fra Dalerne og i nogle faa Dage opholdt mig i Ytterøens Præstegjæld i Indherred, var det saaledes helt paafaldende at erfare, at Bygdefolk her ingenlunde alle tiltale hinanden med det ligefremme „Du.“ Bønder sige nok „Du“ til Husmænd eller Arbeidsfolk, men ikke disse til hine, og mellem Bønderne selv kan der skjelnes mellem en naturlig og en kunstig Brug af dette Tiltale-Ord: naturligt bruges det i et og samme Nabolag af Ældre til Yngre samt af Jevnaldrende indbyrdes, og udenfor denne Kreds bruges det efter særskilt Aftale ved Dus-Drikningens kunstige Ceremoni. Et lignende Træk af nymodens Væsen er dette: medens den Skik, at Mødende ledsage sin Hilsen med Haandslag, i Dalerne netop kan siges at være i sin Begyndelse, saa befinder man sig her paa Ytterøen midt op i denne Skik, saa at naar Folk samles til Gjæstebud, saa har den, som kommer sidst, en hel Plage med at udføre den Ceremoni: at at tage alle de Andre i Haanden.
Det er slige Smaating, som ligge til Grund for de Domme, man i den ene Bygd kan høre om den anden: i Indherred gaar det Ord om Dalerne, at der skal være saa raat og plumpt der, og jeg tænker, at om jeg havde havt med mig en af mine Venner fra Soknedalen, skulde han have sagt, at Gaardbrugerne paa Ytterøen vare som Herremænd allesammen. – Men netop formedelst den store Forskjel i disse og lignende Stykker gjorde jeg mig Flid for at komme efter, hvorledes det havde sig i Ytterøens Bonde-Familier med den Huslivets Skik, som jeg paa disse Blade har omhandlet, og hvad jeg erfarede, kan jeg kortelig anføre ved følgende Forklaring, som jeg nedskrev under Samtale med en af de kyndigste og mest anseede Bygdemænd: „Haandrækning bruges ikke ved Hilsen mellem Ægtefolk. Manden siger heller ikke „Farvel“ eller „God Dag,“ naar han reiser bort eller kommer hjem. Og om Konen f. Ex. sidder ved Rokken, idet Manden kommer hjem, saa reiser han sig i Almindelighed ikke op – holder kun et Øieblik paa Hjulet.“
Vi have altsaa med en Skik at gjøre, som holder sig besynderlig fast og viser sig ens selv i saadanne Bygdelag, der ellers i Meget og Mangt ere forskjellige indbyrdes. Det er muligt, at den er herskende i alle Bonde-Bygder hele Landet over; men jeg holder mig her kun til de Bygder, hvor jeg har anstillet nøiagtige Iagttagelser om samme.
For atter at sige det i faa Ord: det Eiendommelige i Skikken bestaar deri, at alle Kjærtegn ere fjernede fra Ægtefolks daglige Liv, saa selv en Haandrækning til Hilsen ved Afsked eller Gjensyn er formeget. Eller naar vi ikke bare holde os til det aldeles udvortes og Synbare, saa kunne vi betegne Sagen saa, at der er et vist ordknapt og tilbageholdende Væsen i vore Bønders Familie-Liv. Der kan nok være Ømhed og Hengivenhed i Hjerte-Dybet; men selv Ægtefæller bære Saadant for sig selv, røbe det ikke for Fremmede, aabenbare det neppe nok for hinanden indbyrdes, fremhæve det kanske ikke engang for sin egen Bevidsthed. Thi det er, som om Tanke og Sind hos den gammeldags norske Bonde er mere udadvendt og mindre beskjæftiger sig med hans eget Indre. Deraf mener jeg det kommer, at medens det er saa ordknapt mellem Mand og Kone og Husets egne Folk, saa spares der ikke paa høflige Ord og gjæstevenlige Skikke, naar en Fremmed besøger Huset: i dette Tilfælde gjælder det nemlig at opretholde Husets Anseelse, og Bonden er mere ærekjær end øm. Mon ikke ogsaa det netop var de gamle Nordmænds Art, som Sagaerne føre frem for vort Blik? Hvor de besjeledes af en besynderlig Drift til Handling, og hvor djærve og ubøielige de kunde være, naar det gjaldt at forsvare sin Ret og indlægge sig Ære! Derfor staar der ogsaa Ry af dem som Kjæmper den Dag idag. Men med Tanken om Kjæmper falder det os ikke synderlig ind at tænke paa det Blide og Ømme. Visselig vare vore Forfædre ikke følesløse for Venskab og Kjærlighed; men det bar dem stærkt imod at lade sig mærke dermed, og naar det stundom skeede dem, at Ømheden brød frem i Ord, saa hørtes de gjerne selv at spotte derover som over et Øiebliks Svaghed. Det forekommer mig, at der er meget af denne Art i Nutidens Bonde-Almue: der kan være et godt og kjærligt Forhold mellem Ægtefæller; men de aabenbare sin Ømhed saaledes, at han med Flid driver sin Gaard og hun med Omhu sysler i sit Hus; det kan se ud, som om der ikke egentlig var Mand og Kone i Huset, men kun Husbonde og Madmoder. Det feiler visselig ikke, at der kan være Hjertelighed og Glæde; men der er endnu mere af Alvor og Betænksomhed, og det Skjønne gjælder lidet her ved Siden af det Nyttige.
Det Eiendommelige i Hus-Skikken mellem Ægtefæller gaar igjen i Forholdet mellem Forældre og Børn.
Lad mig først fortælle om en egen Moderkjærlighedens Skik, som jeg blev opmærksom paa i de øvre Bygder i Dalerne, Soknedalen og Støren m. fl. Ved nogle Dages Ophold hos en hæderlig Bondefamilie fik jeg sætte mig temmelig godt ind i Almuens Husliv og Sysler og Bekymringer og Glæder. Jeg fulgte med Manden ud paa Marken, ind i Smidien, Stalden o. s. v., og Konen førte mig op paa Stabburet og Loftet, hvor hun havde de Sager, som vare Gjenstand for hendes husmoderlige Omsorg. I selve Stuen, som paa en Gang er Kjøkken og Soveværelse og Arbeidsrum og Barnekammer, kan det jo ofte i den Fremmedes Øine se baade uordentligt og uhyggeligt ud; men saa kan man blive deste mere behagelig overrasket ved at betragte Klæde-Loftets Pyntelighed og Orden. Men hvad der mest fornøiede mig paa Loftet i dette Hus, var 4 Kister, som stode langs Væggene, malede med Blomster og Navne, en for hvert af de 4 ældste Børn. De to yngste Børn vare Tvillinger og kun nogle faa Uger gamle, og de havde endnu ikke faaet nogen; men Faderen var en Ordens-Mand, og han havde sikkerlig allerede Materialier liggende, som vare bestemte til Kister ogsaa for dem. Det var saa at sige voxne Kister eller saadanne, som voxne Folk pleie have sine Klæder og Smaa-Sager i. Og i hver Kiste laa der saa mange Skjorter eller Serker, som Børnene, der eiede dem, talte Aar; den ældste, en Pige paa 8 Aar, havde 8. Og det var voxne Skjorter og Serker, bestemte til Brug i voxen Alder. Og Antallet forøges jevnt for hvert Aar. Idelig foregaar der smaa Forandringer i Moden for dette Linned: anderledes Tilskjæring og Søm og Brodering med hvidt eller farvet Garn; men i de senere Tider have Mødrene lært at sy Aarstal og Navn paa, saa naar Sønnen er bleven voxen og tager et af disse Stykker Linned i Brug, saa kan han se, at.han var saa og saa gammel, da den gode Moder tænkte paa hans Fremtids Behov. I samme Hus saa jeg Husfaderens Klæde-Kiste, og paa Bunden der laa endnu en Skjorte, som vel var henved 50 Aar gammel, syet af hans Moder i hans spæde Alder. – Fra gammel Tid har Lin-Dyrkningen været drevet i stor Udstrækning i disse Bygder, og Linens mangfoldige Behandling skaffer Husmoderen en af hendes møisommeligste Sysler, der beskjæftiger hende, saa langt Aaret er; men jeg mener, at Arbeidet lettes for hende netop ved den frydefulde Tanke om de opvoxende Sønner og Døttre, der efter Haabet engang skulle gjøre Forældrene Glæde og Ære, saadan som hun nu bemøier sig for deres Vel. For hvert Stykke Linned som lægges hen i Børnenes Kister, saa jeg et stille Vidne om et helt Aars Moder-Ømhed, og netop fordi jeg syntes at se saa lidt af Tegn paa Ømhed mellem Forældre og Børn i det daglige Liv nede i Bøndernes Stuer, maatte jeg ofte op paa Lofterne for at betragte Kisterne og deres Herlighed.
Thi ligesom det er saa besynderligt stumt mellem Ægtefolk, saaledes er det ogsaa mellem Forældre og Børn. Naar disse ere ganske smaa, eller – som En udtrykte sig – saa længe Forældrene endnu have Børnene i Sengen hos sig, kunne de kysse og klappe og kjærtegne dem. Men at en Moder har kysset det ældre Barn, eller at en Fader i overstrømmende Kjærlighed slutter sin voxne Søn eller Datter i Favn, det er aldrig seet i disse Bygder. – Der, hvor jeg selv voxte op, var det Skik, at Børnene bleve vænnede til at sige Fader og Moder Tak for Maden efter hvert Maaltid; men her kjendes denne Skik kun hver Jule-Aften. Heller ikke holdes de til at hilse Forældrene med et „God Morgen“ eller „God Nat.“ Naar en voxen Gut eller Pige forlader Fædre-Hjemmet paa længere Tid, f. Ex. for at tiltræde en Tjeneste, saa rækkes ikke Haanden til Afsked, og de Ord, som bruges, ere omtrent saa korte som muligt. – Et Maleri af Tidemand forestiller en ung Bonde-Gut, som drager hjemmefra for at prøve sin Lykke i Verden: han staar med Skræppen paa Ryggen, Moderen holder Forklædet for Øinene og Faderen trykker Guttens Haand, rimeligvis medgivende ham sine Raad og Formaninger for Reisen. Se, saadanne Scener skulde man tro maatte ofte have været at se i Guldalen, hvor i de sidste Aar saa mange unge Karle have reist hjemmefra for at drage til Sverige paa Sommer-Arbeide; men naar jeg for vel kjendte Almuesfolk fortalte om hint Maleri og fremstillede Indholdet deraf, saa svarede man mig bestandigt, at – maaske paa Moderens Graad nær – var Sligt aldrig seet her. Kun naar en Gut eller Pige skal giftes bort til en anden Gaard, altsaa drager hjemmefra for bestandig, saa rækker den Bortdragende sine Forældre Haanden – ikke just til Afsked, men til Tak for den i de mange Aar beviste Godhed. Men en Mand, som var flyttet hjemmefra for at tage i Tjeneste og siden blev gift og holdt sit Bryllup blandt Fremmede, fortalte mig, at han, paa Jule-Aften nær, aldrig siden sine tidligste Barne-Aar havde vexlet Haandslag med sin Fader eller Moder. „Ikke engang paa den høitidelige Dag, da du blev konfirmeret, eller da du førstegang gik til Alters?“ spurgte jeg. „Nei, for det er ikke Brug, det,“ svarede han. Lignende udtrykkelige Forklaringer hørte jeg af flere Almuesmænd, og aldrig traf jeg til at høre noget Exempel paa det Modsatte.
Det feiler jo ikke, at Graaden stundom trænger sig frem i Øiet; men saa vendes Ansigtet bort, og at sige et Ord, som skal udtrykke Ømheden og Ærbødigheden, det kan man saa lidet komme sig til med. Hermed hænger ogsaa det sammen, at Fortroligheden fra Børnenes Side mod Forældrene er, som det forekommer mig, temmelig liden blandt Almuen. Det er ikke just min Mening, at den tillidsfulde og ærbødige Hengivenhed, som skulde vise sig i Fortrolighed, er saa mærkelig liden; men det er, som at Driften til personlig Selvstændighed og Uafhængighed er udviklet endnu mere, og det tør vel befindes, at der er Noget i den hele Livs-Retning og Opdragelses-Maade, som bevirker dette. Jeg faar anføre et Træk for at vise, hvad jeg mener. Børnene kunne, medens de endnu ere hjemme hos Forældrene, have adskillige Planer fore og fatte Beslutninger f. Ex. om at fæste sig i Tjeneste eller, hvad jeg senere maa omtale, om endnu vigtigere Ting; men det har ofte undret mig at bemærke, hvor lidt de fortro sig til Forældrene og raadføre sig med dem. Og Forældrene paa sin Side synes saa vidt muligt at undgaa at spørge Børnene om deres Forehavende, men foretrække ofte at skaffe sig Kundskab derom gjennem Rygter og Beretninger af Andre. Hvorledes jeg har opfattet Forholdet, det kan jeg maaske bedst forklare ved at sige saa: Ligesom det udvortes Forhold mellem Manden og Konen i Huset er saadant, at man ofte kun kommer til at tænke paa Husbonden og Madmoderen, saaledes ser det ofte ud, som om Sønnen og Datteren kun havde Tjeneres Plads og Forældrene vare deres Husbondsfolk. Jeg veed jo meget vel, at det i det Indre er meget anderledes; men efter det udvortes ser det omtrent saaledes ud.
Ellers skulde jo Tjenere agtes som Børn i Huset, under den samme „Hus-Fader og Hus-Moder.“ Men naar allerede hos Børnene Fortroligheden er liden og Følelsen af personlig Selvstændighed stor, saa er dette naturligvis endnu mere Tilfælde med Tjenere. Om en Husmoder havde Formodning om, at hendes Tjenestepige f. Ex. havde indladt sig i en betænkelig Elskovs-Handel, og om hun af sand Omhu vilde ligefrem spørge hende om Sagen, saa skulde dette i mange Tilfælde blive ilde optaget, anseet som altfor nærgaaende; mangfoldige Husbønder og Madmødre, som ellers selv beklagede de mange Feiltrin og Udskeielser i deres Tjeneres personlige Forhold, have ogsaa tilstaaet for mig, at de aldrig ligefrem have talt til dem om Saadant. Der er et Ord, som jeg ogsaa hørte i det Throndhjemske: „Dagen hører Husbonden til – Natten er fri.“ Dette Ord viser, hvordan Tjenere selv opfatte sin Ret: Husbondsfolket skal ikke have noget med deres private Liv at skaffe; og det lader til, at Husbondsfolket temmelig almindelig opfatter Sagen paa samme Maade. – Baade med Hensyn til Børnene og Tjenerne troede jeg ofte at finde, at Forældre og Husbønder besidde liden aandelig Overlegenhed og udøve ringe Myndighed.
Ved denne Tale om Forældre og Børn har jeg havt de allerede ovenfor nævnte throndhjemske Bygder for Øie, men ikke just fundet det fornødent at anføre Forklaringer for hver enkelt Bygd. Jeg fandt Forholdet næsten ens overalt Men nogle Exempler tør jeg endnu tilføie for at gjøre det Eiendommelige i Tingen ret anskueligt.
En flink og brav Tjenestepige havde betroet mig, at hun i nogle Maaneder havde været forlovet, men i al Hemmelighed, og jeg paalagde hende saa snart som muligt at gaa hen til Forældrene og aabenbare Sagen for dem. Siden kom Faderen – en forstandig og vel anseet Bondemand – til Gaarden i et Erinde, og det blev vedtaget mellem Pigen og mig, at jeg skulde gjøre Faderen denne Meddelelse, men i hendes Nærværelse. Den af os Tre, som var mest bevæget, var kanske mig; hos Faderen saa jeg ialfald kun lidet Tegn til Overraskelse eller Bevægelse; men han kjendte Frierens Formues-Omstændigheder og Familie-Forholde, og deri fandt han store Betænkeligheder mod Forbindelsen; han talte med Iver herom, og dette var den eneste Maade, hvorpaa han røbede Deltagelse for Datteren. Omsider kom jeg til Orde for at sige to Ting: først til ham, at han dog endelig fik tage noget Hensyn ogsaa til Datterens Tilbøielighed, og om Frieren var en brav Karl, dernæst til hende, at hun burde bede sen Fader om Tilgivelse, fordi hun havde viist ham saa liden Fortrolighed i denne Sag. Langt om længe fik hun overvundet – ikke sin Ulyst, men sin Undselighed, saa vidt, at hun fremstammede et bønligt Ord. „Saa ræk din Fader Haanden derpaa!“ sagde jeg – for jeg syntes det skulde faldet saa naturligt. Men denne Opfordring var det hende en Umulighed at efterkomme. Heller ikke hørte jeg en Stavelse af ømt deltagende Ord fra Faderens Mund, og endnu mindre kunde det falde ham ind at lægge sin Haand trøstende og beroligende paa Pigens Skulder. Og dog tror jeg, at han ikke var uvenlig stemt. Men det var, som om Skikken og Sædvanen havde reist en Mur imellem dem. Siden hun var Spædbarn, havde han rimeligvis aldrig klappet hendes Kind, hun aldrig grebet hans Haand.
Denne Scene stod mig for Øie engang, jeg sad i lang og fortrolig Samtale med en usædvanlig kraftig Gubbe af en Fjeldbonde. Jeg ledede med Forsæt Samtalen hen paa de Ting, som jeg her har skrevet om, og fortalte ham nogle Træk af Børne-Opdragelsens Skik der; hvor jeg er kommen fra. Jeg skildrede, hvorledes Børnene tidlig vænnes til at hilse Fader og Moder hver Morgen og Aften, o. s. v.; jeg beskrev de huslige Feste, som Forældrenes Fødsels-Dage og andre Minde-Dage give Anledning til, hvorledes Børnene ved saadanne Leiligheder glæde sig ved at faa en eller anden Foræring istand til Fader og Moder og dermed lægge sin Hengivenhed for Dagen, og jeg fremhævede, hvorledes disse Skikke og Sædvaner udentvivl bidrage Sit til at fremkalde og vedligeholde et ømt og fortroligt Forhold. Bonden hørte paa med den største Opmærksomhed, og da jeg sluttede, udbrød han med en egen Livlighed: „Nei, du skal have Tak, som sagde dette!“ Det var hel underligt for mig at høre et saadant Ord af ham, Fader og Bedstefader for en talrig Familie og altsaa nødvendig en meget erfaren Mand i disse Ting. Men nu blev det hans Tour til at fortælle. En Gang blev han kaldt hen til en gammel Bonde i Bygden, som vilde have hans Raad og Bistand i det Familie-Anliggende at skifte Gaard og Løsøre til Sønner og Svigersønner. Det holdt paa i 2 Dage, og en Stund efter at Arbeidet var endt, sagde den Gamle: „Nu har jeg skiftet fra mig alt det, jeg eiede; men ikke har Nogen af dem sagt mig saa meget som Tak.“ Da maatte den ældste Søn træde frem og sige, at det var dog Noget, de havde villet gjøre alligevel. – Nogen Tid efter kom det dertil, at Bonden, som fortalte mig dette, selv skiftede fra sig Gaard og Løsøre og netop beholdt saa meget for sig selv, at han kunde være skikkelig berget som Kaarmand. Da kom hans 3 Sviger-Sønner frem og takkede, men hans egne Sønner ikke. „Jeg tror nok, de mente det – men det var vel saa, at de kunde ikke komme sig til med det,“ saaledes sluttede den Gamle, og der var Noget i hans Stemme, som om han vilde sige: „Men det var dog saart alligevel, at Sønnerne mine ikke skulde kunne sige mig Tak.“
Det Eiendommelige„ som jeg har paapeget i Bonde-Almuens Familieliv, nemlig i Forholdet mellem Ægtefolk indbyrdes samt mellem Forældre og Børn, skal maaske allerbedst belyses med Betragtningen om et tredie Stykke, nemlig Forholdet med Forlovede, og i dette Forhold er der igjen adskilligt Mærkværdigt, som alene kan forstaaes i Sammenhængen med det hele øvrige Familie-Liv.
Det er Nattefrieriets beklagelige Særsyn, som jeg her sigter til. Vistnok har jeg allerede handlet derom i et andet Skrift, og for min egen Del vilde jeg helst lade det forblive dermed. Men det var dog meget langt fra, at det der lykkedes mig at løse dette Uvæsens Gaade, og Forskningen man fremdeles forfølge den Sag.
Efter Iagttagelser i de før nævnte throndhjemske Bygder skal jeg forklare, hvorledes det efter min Mening er gaaet til, at en saa usømmelig og ulykkesbringende Skik har kunnet opkomme og vedligeholde sig blandt vore Bonde-Almuer.
I Oldtiden synes Skikken ifølge Sagaerne omtrent at have været saa: Gutten friede ikke først til Pigen selv, men gik med sin Fader eller en anden ældre Mand hen til Pigens Fader og gjorde Aftale med ham om at faa hans Datter til Ægte. Denne Aftale lignede en Handel og kaldtes virkelig Kjøb (kaup), saasom der blev aftalt, hvor stor Medgift Bruden skulde faa af sin Fader o. s. v., og det kunde træffe, at Faderen brugte den Myndighed, som Lovene hjemlede ham, saa han fæstede Datteren bort uden hendes Vidende, ja mod hendes Ønske. Ved denne Aftale blev der gjerne fastsat en vis Tid, et eller flere Aar, da Brylluppet skulde holdes. Og i denne Mellemtid er det jo ikke utroligt, skjønt det neppe noget Sted i Sagaerne fortælles udtrykkeligt, at Frieren søgte sin Pige i Løndom, ved Nattetide.
Nærmest denne gamle Skik kommer følgende Exempel blandt de mange, som jeg hørte i det Throndhjemske. Jeg hørte det af den samme udmærkede Bondemand, som jeg sidst fortalte om, ham, som skiftede Arven mellem sine Sønner og Svigersønner. Han fortalte mig Følgende om sin ældste Datters Forlovelse.
Bonden selv kalder jeg A. En anden Bonde i samme Bygd var B. De to havde været meget sammen i sin Tid; de vare gode Kjendinger fra Ungdommen af, og som Mænd sad de begge i mange Aar i Formandskabet. For det Meste var B. Ordfører, og han holdt ofte Møderne hjemme i sit eget Hus; stundom hændte det da, at A. overnattede hos ham, og ved saadanne Leiligheder lagde han Mærke til Sønnen der i Huset, at det var saadan stadig og paalidelig Gut. En Gang gik de to Gamle tilsammen til Kirke; de vare nemlig begge tilsagte til at Møde i Fattigkommissionen, som skulde holdes strax efter Gudstjenesten. Da sagde B, at hans Søn havde Hug til at faa A’s Datter. A. svarede, at det skulde han ikke have noget imod, dersom saa var, at Pigen vilde samtykke. En Stund efter Hjemkomsten tog A. hende med sig ud i Ny-Stuen og fortalte hende dette. Hun svarede, at det var en god Gaard at komme til – for det var ogsaa et gildt Brug, halvanden Gaard, med saa særdeles god Havnegang og let Foring – ja rigtig en brav Gaard i næsten alle Dele. – Paa mit Spørgsmaal forklarede han, at han ikke kunde forstaa, at Gutten havde talt til Pigen selv paa den Maade. – A. meddelte Datterens Svar til B., og nu overlodes det til de Unge selv at stifte videre Bekjendtskab. Han besøgte da hende i Lønlighed, først i Fjøset, hvor hun dengang havde sit Natteleie sammen med nogle andre Piger, siden paa Loftet, hvor hun flyttede sit Senge-Stel hen for at kunne modtage Frieren i Enrum. Pigens Fader forstod, at de vare sammen paa den Maade; men han talte ikke til Datteren om det, for det var jo efter Skikken, og det var aabenbar hans eget Ønske, at de To skulde vænne sig til hinanden og lære at holde af hinanden. – Paa Spørgsmaal af mig om, hvordan det gik, da Bonden første Gang efter dette traf sammen med Frieren, om der blev talt noget mellem dem om Partiet, svarede han Nei. Men da det saa efter adskillig Tids Forløb kom dertil, at der skulde gjøres Alvor af og holdes Bryllup, da kom Gutten med en ældre Mand i Følge og henvendte sig til Pigens Fader og begjærede en endelig Aftale for at bestille Lysning og Ægtevielse. Nu blev alt Husfolket kaldt ind i Stuen, og her blev det vedtaget og stadfæstet og kundgjort, at de To skulde have hinanden, og dette kaldes „at gjøre vist“ eller „Forlovelse.“ Denne Dag festligholdes med en Smule Traktering (Fæster-Øl). Nogle Dage efter er det Skik, at Pigen i Følge med sin Moder eller en anden Kone reiser hen til Brudgommens Gaard „for at se sig om,“ og de modtages naturligvis ligeledes med Traktering. Ved Forlovelsen blev det aftalt, at Brylluppet – som Skik er i Bygden – skulde staa hos Brudgommen; en Uges Tid før Brylluppet flyttede Pigen hjemmefra, og Faderen fulgte hende hen og overantvordede hende til Brudgommen; her i Brudgommens Hus var man forberedt paa deres Komme, og de modtoges med et lidet Gjæstebud, som varede til ud paa næste Dag.
Ifølge dette Exempel var Skikken saa: Først gjorde Forældrene sig imellem en foreløbig Aftale og gave sine Børn et Vink; saa optraadte Gutten som Frier hos Pigen, men i Løndom, om Natten, altsaa som Nattefrier. Ganske hemmeligt kunde det dog ikke forblive; Tjenere og Sødskende maatte mærke alt; rimeligvis blev det snart bekjendt i hele Naboskabet og at Bygden over, at han „gik“ til hende, og da han holdt ved at gaa til hende Uge efter Uge og Maaned efter Maaned, saa kunde man nok vide, at de To skulde „have hinanden.“ Men om Nogen vilde spørge ham eller hende, saa blev Svaret undvigende; thi endnu var jo Intet afgjort og vist; Forældrenes Samtykke var kun foreløbigt, og de Unge havde maaske ikke selv endnu udtalt sig tydeligt og bestemt for hinanden. Derfor kaldtes han „Frier,“ lige til det blev „gjort vist,“ og først fra den Tid af vare de Forlovede. Dette sidste Udtryk bruges dog ikke i denne Bygd, men de Forlovede kaldes paa gammeldags Vis „Festing“ og „Festa-Pige.“ Saaledes fremkommer den Underlighed, at en Person kan være Frier (og det paa den fortrolige Maade med natlige Besøg gjerne hver Lørdags-Aften) i et eller flere Aar og saa Forlovet i 3–4 Uger.
Den hele Skik adskiller sig fra Oldtidens væsentlig derved, at Forlovelsen eller den visse Aftale med Pigens Fader udsættes, indtil de to Unge have stiftet fortroligt Bekjendtskab og – som man faar antage – lært at holde af hinanden. Denne Forandring i Skikken svarer til den Forandring, som efter Christendommens Indsørelse i Landet foregik med selve Lovgivningen, der nu ikke længer gav Faderen Ret til at bortgifte sin Datter imod hendes Samtykke. Men Skikken ligner ogsaa Oldtidens Brug deri, at Gutten ikke søger Pigen og hun ikke modtager ham i Fortrolighed, før de af Forældrene og navnlig af Pigens Fader have faaet et foreløbigt Samtykke til Forbindelsen. Og dette svarer til den Bestemmelse i Lovgivningen, som blev tilbage af den oprindelige store Fadermyndighed, at dersom Datteren indlod sig i Elskovs-Handel og indgik Ægteskab uden Faderens eller Slægtningers Minde, saa tabte hun sin Ret til Arv.
Det Exempel paa Frier-Skik, som jeg nu har fortalt, er fra en af de mange Smaabygder i Dalernes Distrikt, som mest udmærker sig ved en vis selvtilfreds Fastholden med de gamle Tiders Sæder og Skikke, og Begivenheden foregik i en Familie, hvor Husfaderen formedelst sit sjeldne kraftige og bestemte Væsen rimeligvis mere end mange Andre har holdt paa det nedarvede Begreb om Faderens Myndighed og Ret. Uagtet jeg ikke netop veed det, saa kan jeg derfor godt tænke mig, at der i dette Hus har været saadan Orden og Skik, at ingen Nattefrier vovede sig hid uden som sagt foreløbig at have sikkret sig Husfaderens Tilladelse til Forbindelsen. Og det er netop dette, som jeg har Grund til at tro var det Almindelige i gamle Dage eller ialfald mere almindeligt end nu for Tiden i disse throndhjemske Bygder. Thi enkelte skjønsomme Mænd have sagt mig, at i deres Ungdom havde hverken Gutterne eller Pigerne saa stor Frihed som nu, idet Forældrene da holdt strengere Tilsyn med dem og ligefrem forbød dem at indlade sig paa Frier-Handeler uden efter Forældrenes Raad og Anvisning.
Jeg skal ikke lettelig glemme et behageligt Bekjendtskab, jeg gjorde med en Bonde-Familie i en anden af Dalernes Bygder. En hel Dag havde jeg vandret omkring i den endnu for mig saa fremmede Bygd og mellem lutter fremmede Folk; jeg havde standset en Times Tid i et Hus, en halv Time i et andet Hus og saa fremdeles og dermed kommet i Samtale med mange Slags Mennesker; saa lakkede det mod Aften, og i Skumringen gik jeg over en liden Skov-Aas og foresatte mig at søge Nattelogis i det første det bedste Hus, jeg traf i Grænden paa hin Side. Paa denne enlige Vandring morede det mig at tænke paa, hvad Slags Modtagelse jeg vel skulde saa, om jeg skulde træffe træge og taabelige Folk eller snilde og venlige, som selv kunde have Fornøielse af at samtale med en Fremmed. Saa kom jeg til en Gaard, gik ind i Stuen, fortalte Hensigten med mit Besøg og – fandt snart, at jeg havde truffet skjønsomme og hyggelige Mennesker, og det netop af den Klasse af Arbeids-Bønder i tarvelige Kaar, som jeg den Dag havde foresat mig at gjøre Bekjendtskab med. Aftenen og Morgenstunden blev anvendt til livlige Samtaler med samtlige Husets Folk om allehaande Ting, og noget deraf skal jeg meddele.
Konen i Huset fortalte mig, at hun var bleven kjendt med sin nuværende Mand paa den Maade, at han kom om Natten og besøgte hende der, hvor hun havde sit Natteleie hjemme hos hendes Forældre. Ja, der var ogsaa andre Gutter, som søgte hende; men de, som hun ikke vilde have, holdt lidt efter lidt op dermed, og kun den Ene blev ved. Det skulde naturligvis være en Hemmelighed; men det blev dog snart bekjendt alligevel, saasom der var flere unge Folk paa det samme Værelse. Imidlertid talte hendes Moder ikke til hende for det, og hun aabenbarede det heller ikke for Forældrene, førend han kom for at „gjøre vist.“
Der var en gammel Bedstemoder i Huset, Husbondens Moder, men endnu rask og rørig Kone. Hun var bleven forlovet paa samme Vis, og ligesaa var det med to af hendes Døttre, som nu vare gifte. „Sig mig – spurgte jeg –, var du ikke mangen Gang ængstelig for dine Døttre, da de kom til den Alder, at Frierne begyndte at gaa til dem?“ Men hun svarede, at hun havde gjort sig Flid med at advare dem og opdrage dem til ærbare Piger. Da de vare blevne voxne, fik hun altid af „Snakket i Huset“ (altsaa ikke ved ligefremme Spørgsmaal til Døttrene) erfare, hvad det var for Friere, som kom; hun advarede da Døttrene om dem, som ikke havde hendes Behag, og derefter rettede Pigerne sig. Ellers lod hun, som om hun Intet mærkede, indtil de antagne Friere kom med et Par ældre Mænd i Følge for at „gjøre vist.“ Her fik jeg ogsaa høre, at Frieren ved denne Leilighed pleier give Pigen „Festepenge,“ hvis Størrelse naturligvis retter sig efter Formues-Omstændighederne. De her omtalte Friere havde givet 2–3 Daler hver. Naar der er gjort vist, er det Skik, at Pigen med et Par ældre Koner reiser hen til Brudgommen for at „se sig om“ i det tilkommende Hjem. Og ved begge disse Leiligheder vanker der Traktering, ligesaa naar Bruden nogle Dage før Brylluppet og mest i „Vexand“ (i Nymaane) flytter hjemmefra og tager Bolig hos Brudgommen. „Men det har nu meget at betyde“ – sagde den gamle Kone og brast i Graad ved Mindet om den bevægede Stund, da hun havde maattet tage Afsked med sine Børn.
Denne Gamle havde endnu en ugift Datter hjemme hos sig, en Pige paa omtrent 30 Aar. Jeg samtalte med hende ligefrem og fortroligt. Hun var ikke forlovet, d. e., hun havde ingen fast og erklæret Frier. Men det hændte alligevel, at der kom Gutter og besøgte hende om Natten, og det havde hændt, at nu en Gut, nu en anden havde tilbragt Natten hos hende og sovet i hendes Arm. – Endelig var der en Tjenestepige paa Gaarden, en troskyldig, frodig Pige paa 22 Aar. Jeg spurgte Ung-Konen eller Husmoderen, hvorledes det vel havde sig med hende, om Gutterne havde begyndt at søge hende. Nei, Konen kunde ikke tro det, for Pigen var da mest bare Barn endnu. „Har du nogensinde talt i Fortrolighed og Alvorlighed med hende om Saadant?“ spurgte jeg. „Aa nei, jeg har ikke det,“ var Svaret. – Saa talte jeg selv med Pigen i Enrum. „Jeg vil spørge dig om en Ting, min Pige: Har det hændt, at nogen Gut har besøgt dig ved Nattetide?“ „Ja, det har nok hændt,“ svarede hun og slog Øinene ned. – „Er det kanske nogen vis Gut, som du skal have?“ „Aa nei, jeg veed ikke det.“ – „Saa er det kanske forskjellige Gutter, som have besøgt dig – de komme kanske flere i Følge saadan for Moro Skyld?“ „Ja, sommetider er det saa, og sommetider kan en Gut komme alene.“ – „Naar der er flere i Følge, saa standse de vel ikke saa længe?“ „Aa nei, det kan nu ikke være saa længe.“ – „Men naar saa En kommer til dig alene? Har det hændt, at nogen Gut har været hos dig hele Natten?“ „Aa, det har nok hændt, det med.“ – „Og ligget i Sengen hos dig?“ „Ja.“
Exemplerne fra dette Hus vise os en Skik, som i et Stykke er forskjellig fra den, vi lærte af det forrige Exempel. Istedetfor først at høre Forældrenes Raad og faa deres foreløbige Samtykke sees Ungdommen her at indlade sig i Elskovs-Handeler ganske paa egen Haand, uden Forældrenes Vidende. For Tydeligheds Skyld kunne vi kalde den første Skik: det indskrænkede Nattefrieri, denne anden Skik derimod: det frie Nattefrieri.
Uden Tvivl er denne sidste Skik i Tidens Løb opkommen af den første paa den Maade, at Forældrenes Myndighed over Børnene er bleven mindre, Børnenes Selvraadighed større.
Mangen Gang naar jeg talte med ældre Almuesfolk om Nattefrieriet, udtrykte de sig saaledes, at det blev uklart, om de billigede eller misbilligede Skikken, altsaa uklart, om det i Almuens egne Øine egentlig var en Skik eller en Uskik. Men Grunden til denne Uklarhed lærte jeg omsider at forstaa saaledes, at der ikke tilstrækkelig tydeligt skjelnes mellem de tvende Former af Skikken. Den Bondemand i disse Bygder, hvis Søn frier til en Pige, eller hvis Datter modtager en Frier efter Faderens eget Raad, han pleier ikke klage over det natlige Væsen, og han betragter altsaa dette som en rimelig Skik; naar der derimod klages over Skikken, saa gjælder Klagen i Almindelighed den Omstændighed, at de Unge ikke noksom have agtet Forældrenes Myndighed eller rettet sig efter deres Ønske. At de Unge stifte fortroligt Bekjendtskab ved natlige Sammenkomster, det har i lange Tider været anseet som rimeligt og tilbørligt; men efter gammel Tænkemaade skulde Valget være indskrænket eller bundet til Forældrenes forud givne Samtykke og ikke frit eller overladt til Børnenes eget Behag.
Det er Nat-Siden af det norske Folkeliv jeg her har at handle om. Ligesom der i Naturen er en gradvis Overgang fra Dagens Lys til Nattens Mørke, saaledes er der ogsaa i Folkelivet en gradvis Overgang fra Skik til Uskik. I hver enkelt Bygd arter Tingen sig paa forskjellig Maade; Skikken eller Uskikken er ikke ganske den samme i de nuværende unge Menneskers Tid og i deres Forældres Ungdoms-Tid; ja til en og samme Tid og i den samme Bygd er der ikke to Familier, hvor den her omhandlede Sag ledes og udføres ganske paa samme Maade. Men som en almindelig Sætning kan følgende gjælde: det hele Nattefrier-Væsen er mest frit inden Husmands-Klassen, hvis Børn oftest tjene i fremmede Huse og forsørge sig selv og raade for sig selv; det er mere frit inden Smaabøndernes end inden Storbøndernes Klasse, saasom hine ikke have saa stor Arv at overlade sine Børn og derfor heller ikke kunne tiltvinge sig saa stor Lydighed af dem; det er fremdeles inden selve de rigere Bønders Klasse mere frit for de yngre Sønner end for den ældste; thi den ældste skal arve eller oftest i Forældrenes levende Live overtage selve Gaarden og skylder derfor mere at føie sig efter deres Ønske, saa han ikke fører en Svigerdatter ind i Huset som ikke monne have deres Behag.
Er først Friheden og Selvraadigheden bleven Skik blandt Ungdommen, saa er der kun et kort Skridt til Tøilesløshed og Ustyrlighed og Ryggesløshed, og en Tøilesløshedens Affødning er den hæslige Udvæxt, som har sat sig paa den gamle Nattefrier-Skik, nemlig: Natteløberiet eller dette, at Gutter opsøge Pigerne ved Nattetide ikke i den alvorlige Hensigt at fri til dem men kun for at fornøie sig i deres Selskab.
Dette er en af de sørgeligste Uskikke, som have indsneget sig i Bonde-Almuernes Sæder. Men naar først Nattefrieriet bestod som Skik, saa kunde dette Uvæsen altfor let følge med. Thi naar en Gut gik saaledes enkeltvis, saa kunde det ikke skjønnes, om han var en skikkelig Nattefrier eller en uskikkelig Natteløber. Derfor bruger ogsaa Almuen selv det samme Udtryk baade om den Ene og om den Anden: „Utpaagang,“ „at gaa utpaa;“ disse Udtryk betegne baade Nattefrierens og Natteløberens Besøg, medens det Ord „Frieri“ nærmest sigter til den elskovsfulde Samtale, som kan lede til en varig Forstaaelse og ægteskabelig Forbindelse mellem Gutten og Pigen.
Naar først en og to og flere Gutter i en Grænd havde faaet Vane paa at søge en saadan farlig og utilbørlig natlig Fornøielse, saa var det kun en naturlig Fortsættelse deraf, at flere Natteranglere sloge sig sammen i Flok og Følge og droge med Djærvhed og Uforskammethed og Støi og Larm fra Gaard til Gaard og gjennemsøgte hvert Fjøs eller Loft, hvor Pigerne havde sit Natteleie. I Throndhjems Stift kom det mangesteds endog dertil, at Gutterne toge sine Fædres eller Husbønders Heste og huserede over Bygden som Nattens og Ondskabens Aander. Helst i Juletiden vare disse natlige Tog paa Færde; thi da pleiede hver Tjenestepige og hver Bondedatter være forsynet med Brændevin, og da gjaldt det at være den første til at „kaste Pigen op“ eller tildels med Magt drive hende op af Sengen og faa hende til at traktere.
Dette Natteløberi betegner et stort Uaar i Folkets Sæder, og dette Uaar synes navnlig at have anrettet store Ødelæggelser i de throndhjemske Bygder. Hvad Tid det indfaldt, skal jeg ikke kunne sige; men det er rimeligt, at det har været samtidigt med, at Brændevinet trængte ind og dermed Drukkenskaben tog Overhaand. Jeg slutter det deraf, at efter Alles ensstemmige Vidnesbyrd er det stilnet betydelig af i de sidste 10 til 20 Aar, da Brændevinet atter er betydelig fortrængt.
Men det er dog mere Natteløberiets Støi og Larm, som er stilnet af i de sidste Aar. Man bør skjelne mellem Natteløberi i Flok og Følge og det enlige Natteløberi. Hint mærkes sjeldnere nu for Tiden; men dette, at en enlig Gut gaar ud om Natten ikke som Frier, men blot for at besøge en Pige og tilbringe en eller flere Timer hos hende, det bestaar endnu. Det er undtagelsesvis, at en Husbonde har forsynet Fjøsdøren med Laas, eller at han, om hans Døttre og Tjenestepiger ikke ligge i Fjøset, men paa et Loft i Stuebygningen, holder sin Husdør lukket i Laas om Natten. Saaledes er der den frieste Adgang for hver Gut til at finde Vei til hvilkensomhelst Pige, og Adgangen benyttes tidt og jevnt, og det maa kaldes Undtagelse, naar saadant bliver Gjenstand for Daddel eller Paatale.
Paa en af mine Vandringer gik jeg ind i en Husmandsstue for at hvile en Stund og samtale med Folket. Først traf jeg et ungt, vakkert, men blegt Fruentimmer med et grædende Barn paa Armen. Jeg fik snart høre hendes Historie: hun var Datter i Huset og ugift; hun havde været i Tjeneste, men havde for 2–3 Maaneder siden maattet tage hjem til Forældrene for at føde sit Barn. Dette hørte jeg i Stuen, hvor Moderen var tilstede, og for at fortsætte Samtalen i Enrum med den i Sandhed beklagelsesværdige Pige, tog jeg hende med mig ind i et Kammer ved Siden af. Her traf jeg et andet ungt og særdeles vakkert Fruentimmer, ligeledes med et Barn ved Brystet. Det var en Søster af den forrige; hun var ogsaa ugift og var en Maaned tidligere kommen hjem af Tjenesten for at føde sit Barn. Da jeg havde hørt dette, yttrede jeg ikke en Stavelse, saa kun paa den ulykkelige med et langt Blik; men hun blev ilde ved: medens den første viste sig stille og modfalden, yttrede dennes Undseelse og Fortvivlelse sig i Arrighed: „Jeg er ikke den Første, som det er gaaet saa med, og jeg bliver nok ikke den Sidste, skal jeg tro“ – saaledes begyndte hun og det i en heftig Tone. Siden kom hun dog til at tale fornuftigt og rimeligt. Hun havde en voldsom Bryst-Svul, og begge Spædbørnene led af Udslet i en sørgelig Grad, som ogsaa ialfald den ene af Mødrene var befængt med. Alting var saa sørgeligt som muligt, og det syntes dobbelt ondt at se saa unge Piger i den Forfatning: den ene var 27, den anden var 25 Aar gammel. Og endda var dette ikke nok. Der var ialt 3 Søstre, og den yngste var i Tjeneste nu; men hun ventedes ogsaa snart hjem paa samme Maade som de to ældre, hun befandt sig allerede i høist frugtsommelig Tilstand.
Dette er jo et af de rædsomste Exempler, som nogensinde kan opdrives. Men Begivenheden er ogsaa foregaaet i en Landsbygd, som det ikke er saa let at finde Mage til i Christenheden: i de 5 Aar fra 1851 til 1855 vare netop en Fjerde-Del af de i Præstegjældet fødte Børn uægte!
Se, saadanne Beviser er der for, at Natteløberiet endnu er til.
Og efter al menneskelig Beregning vil det vedblive at være til, saa længe Nattefrieriet bestaar som Skik.
I det Foregaaende har jeg forklaret, hvordan Nattefrieriets Skik egentlig er i disse Bygder; jeg fremstillede nemlig de to Hovedformer deraf, som jeg kaldte det indskrænkede og det frie Nattefrieri, hvilken sidste Form er den allerhyppigste nu for Tiden. Men nu kan der spørges af mig, i hvilken Udstrækning Nattefrieriet i dets forskjellige Former bestaar i disse samme Bygder.
Her maa jeg først bemærke dette i Almindelighed, at naar den ene af Parterne er Enkemand eller Enke, saa er det ikke Skik, at Ægteskabet indledes paa den Maade. Saa bliver da Spørgsmaalet: Hvorvidt er Nattefrieriet almindeligt mellem Ungkarle og Piger?
Jeg veed en saare agtværdig haugiansk Familie, hvor jeg holder mig forvisset om, at Nattefrieriet har været skyet af de nu gifte Børn. Og jeg vil jo gjerne tro, at det samme har været Tilfælde med nogle flere i Sandhed gudfrygtige Folk.[1] Men jeg holder mig ogsaa forvisset om, at det i mange af de nævnte throndhjemske Bygder er saa, at der blandt de, ægteviede Par af Bonde-Almuen ikke er forekommet en eneste Undtagelse fra Nattesrieriets Skik i den sidste Menneske-Alder eller i Mands Minde.
Jeg kan sige saa, fordi jeg har talt om Sagen i Fortrolighed med Almuesfolk vel i Hundredevis, og idelig sluttede Samtalen saa: „Sig mig din oprigtige Mening: mon der da ikke skulde være nogen enkelt Undtagelse her i Grænden fra hin Skik?“ „Nei, jeg tør nok sige Nei til det.“ „Og sig mig lige saa oprigtigt: hvordan var det med dig selv? fulgte du samme Skik?“. „Ja, jeg kan nok ikke, nægte for det.“ Saadanne Svar har jeg faaet af Husmænd, af Haandværkere, af Skolelærere, af ringe Bønder, af mægtige Bønder.
Meget af alt dette vil maaske blive mere anskueligt og den hele Fremstilling vil maaske forekomme Læseren mere sikker, naar jeg simpelthen meddeler, hvad jeg nedskrev strax efter en Samtale om disse Ting med en vel kjendt og skjønsom Mand i Melhus Hovedsogn.
„For temmelig lang Tid siden er det afskaffet her i Sognet, at Pigerne have Natteleie i Fjøset. Hermed gik det nok saa til, at Pigerne selv fandt det foragteligt; Aarsagen var nok ikke den, at Husbønderne tog, Hensyn til de Fristelser og Udskeielser, som Natteleiet i Fæhusene gav Anledning til; thi Tingen blev i saa Maade neppe bedre end før: nu er det i de allerfleste Huse saa, at Børn og Tjenere af begge Kjøn ligge paa samme Loft. – I min Hjemmelsmands Tid (og han er omtrent 40 Aar gammel) er Natteløben i Flok og Følge aftaget saa meget, at det næsten kan kaldes afskaffet. At derimod en enkelt Gut kommer op paa Pigernes Soveværelse om Aftenen, agtes ikke for noget anstødeligt; og selv om han ikke er forlovet eller erklæret Frier, agtes det neppe for nogen Utilbørlighed af en Pige, om hun tillader ham at komme ikke alene over Dørstokken, men ogsaa over Sengestokken. Muligt har Begrebet herom i den fjerne Fortid været noget strængere; men dette kunde min Hjemmelsmand ikke sige noget vist om. Husmoderens Advarsel til Døttrene eller til Tjenestepigerne gaar i det høieste ud paa, at de maa være forsigtige, og at de bør holde fra sig saadanne Gutter, som de ikke kunne staa sig paa at gifte sig med; derimod gaar Advarselen ikke ud paa, at de skulle holde Døren stængt eller aldeles vægre sig for at modtage Nattebesøg. Thi Nattefrieriet ansees som Noget, der ikke kan være anderledes, og der skjelnes ikke strengt imellem det bestemte Frieri og det letfærdige Nattebesøg; baade det Ene og det Andet betegnes nemlig med det samme Navn: „Utpaa-Gang“ eller at „gaa ut paa.““
„Medens som sagt Natteløb i Flok og Følge er aftaget, saa er Nattefrieri udelukkende Skik selv i de anseeligste Bondefamilier. Naar en Bondesøn frier til en Bondedatter, saa kan det gaa saaledes til: han kan have gjort et foreløbigt Bekjendtskab med hende f. Ex. i et Bryllup eller paa en Byreise, hvor de kunne have truffet hinanden i et fælles Logis; siden søger han hende i Stilhed i hendes Hjem ved Nattetid paa Loftet. Han finder let paa et Erinde, f. Ex. for at tale med Sønnen eller med Tjeneren i Huset. Er han ikke kjendt i Huset, saa han ikke veed Vei op paa Loftet, saa kan han faa en af Nabolagets Gutter med sig første Gang. Kammen ind paa Loftet, veed han snart at indlede Samtale med den Pige, han søger, og er der allerede gjensidig Tilbøielighed, saa hun ikke har imod at høre paa hans hviskende Tale, saa kan han lægge sig hos hende – ovenpaa Sengen for det Første. Dette gjentages nogle Nætter, helst Natten til Søndag; blive de mere fortrolige og foreløbig forligte, saa tager Pigen sit Natteleie paa et andet Loft-Værelse, hver Gang hun venter hans Besøg. Gjennem Tjenestefolkenes Snak og det mangetungede Rygte faa Forældrene snart Kundskab om Sagen. Dersom Pigens Forældre ikke syntes om Gutten, saa vilde de vel strax sige hende sin Mening; er det derimod saa, at de finde Partiet rimeligt, saa lade de Tingen gaa sin Gang, eller Moderen kan ved et Spørgsmaal til Datteren forvisse sig om, hvordan Sagen staar. Høres nu intet Forbud, saa veed Pigen, at hun kan stole paa Forældrenes Samtykke, og samme Opdagelse kan Gutten have gjort paa sin Side. – I ældre Tider gjaldt det for flinkt gjort, naar de Unge ret længe kunde holde Forbindelsen aldeles hemmelig, endog for Forældrene; i den senere Tid er det, som om det ikke tages saa nøie hermed. Men endnu er det dog saa, at de Unge begynde sin Forbindelse i Løndom og overlade det til Forældrene at faa Kundskab derom gjennem Andre – kun at de paa Spørgsmaal af Forældrene nu ere snarere til at tilstaa Sagen end forhen. – Efterhaanden som de Unge have mærket, at Forældrene ikke have noget imod Partiet, fortsættes de natlige Besøg saa meget tryggere. Endnu nogen Tid passer dog Gutten at være paa Benene og af Gaarde før Dag. Men da dette Frieri kan vare baade et og flere Aar, saa bliver han lidt efter lidt saa huskjendt, at han, efter at have tilbragt Natten hos sin Kjæreste, kan forblive paa Gaarden den følgende Dag, Søndagen – naturligvis helst, hvis han har lang Vei til sit Hjem. Han betragtes da som en anden Gjæst, saaledes, at han f. Ex. ikke spiser sammen med Husets Folk, men der dækkes særskilt Bord for ham og Husfaderen; mod sin Kjærester opfører han sig Dagen igjennem ganske som en Fremmed; han taler ikke anderledes til hende end til andre Piger i Huset; det maa ikke sees paa dem, at de have Noget sig imellem. En vis Forsigtighed og Stolthed afholder Pigens Fader fra at tale til den tilkommende Svigersøn om Forholdet; det skal ikke se ud, som om Faderen vilde byde sin Datter frem. Gutten er heller ikke snar til at tale til den tilkommende Svigerfader; det skal ikke se ud, som om han vilde tigge sig ind i Familien. Og om Nogen spørger Gutten eller Pigen, om det er saa, at de skulle „have hinanden,“ saa give de stadig undvigende Svar; dette have de ogsaa let for at gjøre, saasom endnu ingen Aftale er gjort med Forældrene, og de Unge vel selv kun have givet hinanden sit Ja-Ord under stiltiende Forudsætning om Forældrenes Samtykke. – Naar ellers Forholdet er kommet saa vidt mellem de Unge, som det nu er forklaret, saa passer den gamle Benævnelse „Frieri“ ikke længer, og i Melhus er allerede det Udtryk kommet i Brug, at de ere „forlovede.“ Men endnu har man dog ligesom en Følelse af, at dette samme Udtryk egentlig er for fornemt; mellem „de Fornemme“ (Embedsklassen og Byfolk) er Forlovelsen i Almindelighed ikke alene ingen Hemmelighed, men en udtrykkelig aftalt og vedkjendt og kundgjort Sag; mellem Bønderfolk er Forholdet vistnok heller ikke nogen hemmelig eller uvis Sag, naar det har udviklet sig saa vidt som nu forklaret; men ligefrem offentligt er det dog heller ikke. Blandt de Fornemme gjøre de Unge det selv bekjendt for Forældre og Slægt og Venner, at de have forlovet sig med hinanden; blandt Bønderne lade de det forblive dermed, at det af sig selv bliver bekjendt, at de skulle have hinanden, og de passe sig vel for i denne Sag at efterligne de Fornemme, saasom det vilde se saa storagtigt ud. – At ellers Udtrykket „forlovet“ er begyndt at komme i Brug, det synes at vise en begyndende Tilnærmelse mellem de tvende Klassers Tænkemaade og Skik, og saadan Tilnærmelse viser sig i et Stykke til. Efter den gamle Bonde-Skik skulde nemlig Tausheden først have Ende, naar det led mod Tiden for Brylluppet og derfor Gutten med et Par ældre Mænd i Følge kom for at begjære Datteren til Ægte; dette var den egentlige „Forlovelse,“ og denne feiredes med et lidet Gjæstebud eller „Fester-Øl.“ Nu gjøres der dog mindre Væsen af dette. I de bedre Bonde-Familier ialfald kan det hænde ikke alene, som før sagt, at Gutten fra sit Besøg om Natten bliver over paa Gaarden hele Søndagen, men ogsaa at han i den sidste Tid før Forlovelsen kan komme til Gaarden om Dagen for at gjøre Aftale med sin Kjærestes Forældre om Forberedelserne til. Brylluppet; i saadant Tilfælde kommer den gamle Forlovelses-Høitidelighed kun til at bestaa deri, at de saakaldte Forlovere, som skulle følge Brudgommen til Præsten, kortelig tale med Bruden og hendes Forældre. Mere hænger den Skik i, at Bruden ved den Tid, da Ægteskabslysningen er begyndt, aflægger et høitideligt Besøg hos sine tilkommende Svigerforældre for at „se sig om“ i sit nye Hjem. Og til Erindring om de gammeldags Skikke kan man endnu i Melhus høre Udtrykkene „Festing“ og „Fester-Pige“ om de To, som ved Lysningen i Kirken ere blevne offentlig forlovede.“
„Trods disse Spor af Tilnærmelse til de Fornemmes Skik er der dog endnu, som sagt, en væsentlig Forskjel, og navnlig inden Gaardmands-Klassen, om hvilken disse Bemærkninger fornemmelig gjælder. I Husmandsklassen kan det efter min Hjemmelsmands Mening snarere træffe, at de Unge, som have lovet sig til hinanden, nogenlunde tidligt selv meddele Sagen for sine Forældre og tilkommende Svigerforældre. Dette er et af de mange Træk, som vise, at de gammeldags Skikke ikke pleie sidde saa fast inden Husmands- som inden Gaardmands–Klassen.“
Dette var, som sagt, de Forklaringer og Oplysninger, som jeg fik under Samtale med en enkelt Almuesmand i Melhus, og trods de Gjentagelser, hvori jeg maatte gjøre mig skyldig, har jeg anført samme som et Exempel paa, hvorledes jeg bar mig ad for at vinde frem til en paalidelig Indsigt i disse Ting.
Paa Ytterøen, i Skogn og ellers i Indherred skal det blandt de mere agtbare Bondefamilier i den sidste Menneske-Alder være kommet dertil, at det ikke ansees for passende, at en Pige medtager Nattebesøg af en Gut, som hun endnu ikke med Forældrenes Vidende og Samtykke er forlovet med. Men er Forlovelsen først kommet istand (den kan stundom være indledet ved Breve mellem de Unge), saa skal det være Tilfælde næsten i alle Familier, at Gutten paa gammeldags Vis besøger sin Kjæreste om Natten. Dersom Forlovede vilde gjøre sin Forbindelse ganske offentlig og færdes sammen paa Byvis eller saaledes, at det ligefrem kunde sees, at de vare forlovede, saa vilde det hedde, at de vare storagtige, eller at de vilde efterligne de Fornemme, og dette undgaar man med stor Flid. Derfor er det ogsaa i disse Bygder saaledes, at naar unge Folk, om hvem i Grunden ikke blot Fader og Moder, men al Bygden veed, at de skulle have hinanden, – om de træffes f. Ex. paa Kirkeveien eller i Forældrenes Stue, saa maa de – som En udtrykte sig – være „upartiske,“ d. e., Ingen maa kunne se paa dem, at de skulle danne et „Parti.“
Dette lidt pudserlige Udtryk betegner Forholdet meget godt for samtlige de throndhjemske Bygder, hvor jeg har været – maaske med Undtagelse af en Bygd, som jeg heller ikke har nævnt i denne Afhandling, nemlig Strinden, dette lige ved Throndhjems By liggende Landsogn.
Men hvad er nu ikke dette for en Besynderlighed? Om Dagen skulle Kjærestefolk være „upartiske,“ er hilse hinanden med et venligt „God Dag,“ ikke række hinanden Haanden ved Møde eller Afsked, ikke se paa hinanden med Kjærlighed – og alle Mennesker ere vidende om, at om Natten besøger han hende i hendes Soveværelse og deler Leie med hende! Hvorledes forklares vel denne Gaade? Hvordan kan saadan Selvmodsigelse i Folke-Skikken være opkommen? I saa mange andre Stykker i vore Bonde-Almuers Liv finder jeg den største Forstandighed og Betænksomhed – men hvad Forstand og Tanke er der i dette? Dersom en forlovet Bonde-Gut i disse Bygder vilde tage sin Kjæreste under Armen og spadsere sammen med hende paa Veien, enten til Kirke eller i Besøg til en Nabo-Familie, saa skulde det, hvad Mange udtrykkelig have sagt mig, blive omtalt og udraabt al Bygden over som et Uvæsen – men i i Nattens Mørke, naar alle Fristelsens onde Aander ere mest paa Færde, kunne de samme to unge Mennesker uden Nogens Paatale nyde hinandens Selskab paa den allerfortroligste Maade! Og selv Piger, som ikke ere forlovede, Bondens Døttre saa vel som hans Tjenestepiger, kunne uden Daddel modtage saadanne fortrolige og farlige Besøg af hvilkensomhelst Gut, hvem det lyster at søge dem: ingen Laas stænger Døren, ingen almen Skik eller offentlig Dom tøiler Letsindigheden!
Hvorledes skulle vi forklare os dette Særsyn som saa mange af vore Bygders Folkeliv frembyder?
Forklaringen synes mig at ligget den før paaviste Grundregel for Huslivet i Forholdet mellem Forældre og Børn. Det saa jo fast ud, som om Manden og Konen kun var Husbonde og Madmoder, som om Forældrene kun vare Husbondsfolk og de voxne Børn deres Tjenere. Men naar den udvortes Skik er saadan i denne Familielivets inderste Kreds, hvor dog Ømheden og Hjerteligheden og Fortroligheden hører hjemme, da er det ligetil, at Skikken maa være end strængere for de Elskende som endnu ikke danne nogen Familie: de maa te sig som Fremmede, han for hende og hun for ham. Men her reiser sig en stor Fristelse. Dersom han og hun virkelig have hinanden kjær, saa stunde de efter at finde hinanden i Fortrolighed, og naar dette formedelst Skikken ikke tør ske aabenlyst, saa fristes de til at søge hinandens Selskab i Lønlighed, og Fader og Moder og alle Andre fristes til at give efter for denne deres naturlige Attraa og stille sig an, som om de ikke mærkede det hemmelige Væsen. Først tillodes vel de lønlige Sammenkomster mellem saadanne Unge, som Forældrene selv ønskede at se forenede, og hermed opstod, hvad jeg har kaldt det indskrænkede Nattefrieri; siden maatte det ved en mere betænkelig Eftergivenhed tilstedes, at Frieren søgte Pigen i saakaldet Hemmelighed uden endnu at have indhentet Forældrenes Samtykke til Forbindelsen, hvilket jeg kaldte det frie Nattefrieri; tilsidst blev de ikke mere muligt at standse Ungdommen paa de natlige Veie, og med det paa en Maade ærlige Nattefrieri aabnedes da Døren for det letfærdige Natteløb.
Ei af de mærkeligste, ja et af de skjønneste Træk i det norske Bondeliv er den dybe Blufærdighed, som giver Familielivet dets eiendommelige Præg: man blues for at yttre sin Følelse, aabenbare sin Ømhed, blotte sit Hjertes Helligdom. Det er ligesom Folkelivets Kjerne, og en i Aarhundreder hævdet Skik har dannet en fast Skal derom. Men det er inderlig vemodigt at se, at netop fordi dette dybe og skjønne Træk ere fastholdt indtil Overdrivelse, derfor kunde det ske, at ved Siden af Blufærdigheden fik en besynderlig vidt dreven Ublufærdighed bane sig Indgang og sætte sig fast. Men kunde ønsket, at den bly Følelse havde voxet frem til større Freidighed, saa de, som havde hinanden kjær, kunde vovet at aabenbare det for Gud og Verden; men saaledes kom Folkelivet ikke til at udvikle sig, og netop fordi Almuen med en vis Forkjærlighed holder fast ved den fra Oldtiden nedarvede Blufærdighedens Skik, har den virkelig meget vanskeligt for at komme ud af det i Tidernes Løb fremkomne Ublufærdighedens Væsen.
Det skulde være fornuftigere og lykkeligere, om Huslivets Sæder vare saadanne, at alle de, som havde hinanden kjær, kunde omgaaes med naturlig Glæde og hjertelig Hygge for Alles Aasyn, saa det hemmelige Væsen og dermed de farligste Fristelser for de Unges Ærbarhed og Dyd kunde fjernes. Og Mangfoldige af Almuens Mænd og Kvinder indse og erkjende dette selv. Og dog er det saa vanskeligt for dem at følge sin egen Mening om det Rette; thi Skikken har saa stor en Magt.
En graa Høstmorgen sad jeg paa Baad sammen med en bergensk Jagteskipper ude paa Gulosen, en Arm af Throndhjems-Fjorden strax udenfor Melhus. Her foregik netop et livligt Fiskeri efter Sommer-Silden; Garnene bleve trukne i den aarle Morgenstund, og vi roede omkring mellem Fisker-Baadene, vexlede nu og da nogle Ord med Mændene og fornøiede os ved at betragte de blanke Sølv-Fiske, som de kom op af Havet. Skipperen havde i nogle Uger ligget med sit Fartøi i en Sildevaag noget længere nord, i Bjugns Præstegjæld; men det lod ikke til, at Fiskeriet skulde slaa saa godt til der, at han kunde vente at faa saltet fuld Ladning, og derfor havde havde han nu gjort en Snartour herhid for at høre, hvordan Udsigterne vare her, og jeg, som netop var opsat paa at faa Kundskab om Almuens hele Bedrift og Levevis, vilde naturligvis ogsaa forhøre mig om Fiskernes Slid og Slæb: dette var den fælles Interesse, som havde bragt os To paa Baad sammen. Min mere søvante Kamerat roede; jeg derimod bidrog vel det Meste til at holde Samtalen vedlige i de 2–3 Timer. Han var fra Osterøen nogle Mile nordenfor Bergen, og det morede ham at høre og besvare mine mange Spørgsmaal om Fiskeri og Sømandskab – de Ting, som han fra Barnsben havde beskjæftiget sig med. Men saa kom han ganske af sig selv til at yttre sin store Forundring over den Folke-Skik, han nylig havde iagttaget under set Ophold i Bjugn – netop det samme Natte-Uvæsen, som jeg paa disse Blade har søgt at skildre. Her kunde jeg let føie nogle Træk til, som yderligere forhøiede hans Forundring og Forargelse, og det fornøiede ham aabenbart at høre, at Hoved-Hensigten med min Reise netop var at anstille nøiagtig Undersøgelse om saadanne Ting. Og nu kom Talen ind paa, hvordan Skik og Vis var i hans Hjembygd.
„Det er altsaa ikke saa paa Osterøen, kan jeg skjønne?“
„Aa, slet ikke.“
„Men her i Throndhjems Stift sige Gutterne, at de kunne ikke blive kjendte med Pigerne, naar de ikke skulde have Lov til at gaa om Natten.“
„Folk blive da gifte paa Bergens-Kanten ogsaa.“
„Fortæl mig da, hvorledes Ungdommen der bliver kjendt sammen.“
„Aa, det kan nu være ved Kirken – der kunne de sees og tales ved.“
„Lad mig saa høre fra først til sidst, hvorledes Frieriet kan gaa for sig.“
„Jo, det skal jeg fortælle: naar nu en Gut har Hu til at ægte en Pige, og naar han er i saadan Stand, at han kan gifte sig, saa faar han en Mand til at være Talsmand for sig, og for ham forklarer han, at nu eier han en Part i en Jagt eller saa og saa mange Hundrede Daler, og at han skal faa Gaarden efter sin Fader, ja han forklarer for ham alle sine Formues-Omstændigheder; Talsmanden gaar da hen til Pigens Fader og fortæller ham dette og taler Sagen paa det Bedste. Dersom nu Faderen synes, at Formuen er for liden imod den den Medgift og Arv, som hans Datter skal faa, saa svarer han Nei, og saa er det ikke noget videre. Men synes han, at Partiet er jevnt, saa siger han Ja.“
„Skulde jeg tro, at det gaar for sig saaledes, uden at Gutten først har talt til Pigen og faaet hendes Samtykke?“
„Ja, det er nok oftest faa, og Gjenterne have det nu ogsaa paa den Maade, at de ville helst blive gifte til Rigdom – for det er ikke godt for den, som skal sidde i Armoden.“
„Altsaa, i Korthed sagt: det er 500 Daler, som gifte sig med 300 Daler?“
„Ja just!“
Mandens Forklaring var mig ikke ny; under et længere Ophold i Bergens Stift havde jeg tidligere erfaret Adskilligt om denne Tingenes Orden der. Men det var noget Eget at blive mindet herom netop nu, da de mange Exempler paa den lige modsatte Tilstand her i Throndhjems Stift havde gjort saa stærkt Indtryk paa mig. Og nu udviklede jeg for Manden min hele Mening om Forskjellen her og der: For 100 Aar siden var det kanske ogsaa i Throndhjems Stift saa, at 500 Daler giftede sig sammen med 300 Daler, eller at Tanken om dette Livs Næring var saaledes Hovedsagen ved Giftermaal, at der kun lidt eller slet ikke var Tanke om Hengivenhed og Kjærlighed; nu er dette forandret saa, at de Folk, som skulle giftes sammen, ret vilde holde af hinanden først, og dette maa i Grunden kaldes godt og vel, saa der kan ikke være Tanke om, at de throndhjemske Almuer skulle vende tilbage og efterligne de bergenske i dette Stykke; men hvad der endnu mangler her i Throndhjems Stift, det er, at det maa vorde erkjendt for en god og skikkelig Sag, at de forlovede unge Folk holde af hinanden, saa de kunne færdes sammen aabenlyst og dermed alt Smugvæsen kan vorde forviist. – Dette gav min Kammerat noget at tænke paa; han roede en Stund med lange Aaretag uden at mæle et Ord; men lidt efter lidt syntes han at gaa ind paa min Tankegang og give mig Ret.
En Aftenstund sad jeg i særdeles hyggeligt Lag med en Bondemand og hans Kone. Allerede før jeg kom til Huset, vidste jeg, at denne Familie viden om var kjendt som en af de hæderligste og mest dannede, og selv syntes jeg snart at finde, at Rygtet ikke havde sagt for meget. Allerede den lille Ting, at Konen af sig selv satte sig ned ved Aftensbordet og deltog i Maaltidet som Værtinde, var mig noget Nyt her i denne Egn, hvor det er almindelig Bonde-Skik, at Konen kun gaar til og fra som Opvarterske. Og som den hele gjæstfrie Behandling, som jeg her nød, var saadan, at jeg snarere kunde mindes om By-Liv end om Lands-Skik; saaledes lagde ogsaa min Vært og Værtinde i Samtalerne en Dannelse for Dagen, som stod høit over, hvad jeg i lang Tid var bleven vant til i Egnens Bondehuse. Hvad Indtryk det Hele gjorde paa mig, kan jeg maaske bedst betegne paa denne simple Maade: ligesiden jeg var i Storelv-Dalen i Østerdalen, hvor de bedste Bønder tiltalte mig med „Du,“ var det bleven mig en Vane og naturlig Ting at tiltale Almuesfolk paa denne fortrolige Maade; men denne Mand og denne Kone faldt det mig ikke ind at tiltale anderledes, end naar jeg talte med Præsten eller Sorenskriveren. – Nu, ved Aftensbordet kom vi til at samtale om det Stykke af Folkelivet, som jeg paa disse Blade har maattet omhandle, og saa underligt det end faldt mig, maatte jeg ogsaa her spørge, om min Vært og Værtinde selv vare blevne forlovede efter Nattefrieriets Skikke. Ja, de havde da heller ikke dannet nogen Undtagelse. Saa skildrede jeg, hvorledes jeg i andre Bygder og i andre Huse i samme Bygd havde opfattet Omgangs-Skikken mellem Ægtefolk samt mellem Forældre og Børn. „Er alt dette ogsaa ligedan her i Eders Hus?“ spurgte jeg. „Ja, det er rigtig her hos os ogsaa saa, som Kandidaten har forklaret det,“ svarede Konen: „Kan det virkelig,“ spurgte jeg endnu mere udtrykkeligt, „ikke sommetider hænde, at De, Mand, hilser Deres Kone med en venlig Haandrækning? Har De ikke rakt hende Haanden, siden De var Brudgom?“ „Nei, sandt at sige, saa har jeg nok ikke det,“ svarede Manden. „Og om jeg vilde gjøre Sligt, lagde han til, saa vilde det se ligesom storagtigt ud.“ Men nu udviklede jeg min Mening saaledes, at saalænge denne strænge Skik varer ved mellem Husets Fader,og Moder, saa er det at befrygte, at Børnene heller ikke vænne sig til at vise Forældrene sin Hengivenhed og Fortrolighed, og saalænge det ser saa koldt ud mellem Husets egne Folk, saa maa det naturligvis være endnu mere fremmed mellem de Forlovede, og dermed gaar det saa, at disse bare stunde efter at komme bort fra Faders,og Moders Øine og søge hinanden i Lønlighed. „Men – saaledes sluttede jeg – dette skulle I betænke for Eders opvoxende Børns Skyld. Det var ialfald ikke for meget, om De, Mand, engang mellem rakte deres Kone en venlig Haand, eller om De, Moder, vænnede Børnene til at gaa pent hen til Faderen og hilse ham God Morgen eller Tak for Maden.“
Da vi reiste os fra Aftensbordet og jeg havde takket Vært og Værtinde for Maden – paa min Maade med Haandslag, saa gav Manden ogsaa sin Kone Haanden med de Ord: „Ja, jeg holder med Kandidaten – herefter skal vi følge den Skik, som han talte om.“
Dette var den første og eneste Gang, at jeg i Throndhjems Stift saa en Bondemand hilse sin Kone ved at byde hende Haanden. Og det skeede med fuld Erindring om, at det stred imod Bygde-Skik. Men jeg tror ogsaa, at det skeede med det Forsæt at bryde overtvært med alt det særegne Væsen i de gammeldags Hus – Skikke, som nødvendig har den største Indflydelse paa de opvoxende Børns Opførsel og næsten uundgaaeligt leder dem ind i den fordærvelige Uskik, som jeg fandt mig drevet til paa disse Blade at tale saa uforbeholdent om.
I det nævnte „andet Stykke“, Side 91, har jeg talt om Nattefrieriet og gjort mig Flid for at forklare, hvorledes det vel kan være gaaet til, at en saa betænkelig, ja utilbørlig Skik er opkommen og har fæstet sig hos mange af vore Lands-Almuer, der dog ellers vise saa mange Tegn paa god Betænksomhed og sædeligt Alvor. Min Tale herom holdt sig til Iagttagelser i en enkelt Egn af Landet. Denne Gang skal jeg som i et Tillæg meddele nogle Oplysninger om, hvorledes den samme Skik er udbredt i Landet eller hersker i forskjellig Grad i de forskjellige Egne.
Disse Oplysninger har jeg faaet fra Præsterne. Ifjor Sommer tog jeg mig nemlig den Frihed at tilskrive alle Rigets Sognepræster og udbede mig visse Opgaver, som skulde tjene til at kaste Lys over den sædelige Tilstand i Landet. To af mine Spørgsmaal lød saa: „Den Skik, at Gutterne besøge Pigerne efter almindelig Sengetid (Natteløben, Nattefrieri), kan den siges at finde Sted: 1, almindeligt, eller 2, delvis, eller 3, undtagelsesvis eller maaske 4, slet ikke.?“ samt: „Har nogen Aftagen i denne Skik kunnet spores i de sidste 10 Aar?“
Den udførlige Fremstilling af, hvad de mange indkomne Besvarelser indeholde, kan jeg først give senere i et særskilt Værk. Men her skal jeg give en foreløbig Oversigt over den nævnte Sag og med Hensyn til de 4 sydlige Stifter.
Først skal jeg anføre en kort Forklaring om Opgavernes Fuldstændighed, saaledes:
| Stift. | Det virkelige Antal Præstegjælde ved Udgangen af 1857. | De af disse Præstegjælde, fra hvilke Opgave er indkommet. |
| Christiania | 135 | 100 |
| Christiansands | 67 | 58 |
| Bergens | 60 | 52 |
| Throndhjems | 56 | 47 |
| Tilsammen | 318 | 257 |
Der mangler altsaa Opgaver fra 61 Præstegjælde. Men af disse vare mange Bykald, hvilke denne Del af mine Spørgsmaal ikke gjaldt. Trækkes Bykaldene fra, saa vil det sees, at for Land-Distrikterne ere Opgaverne saavidt fuldstændige, at vi vel tør bygge paa dem.
De sammenlagte Opgaver lyde saa:
| Stift. | Antal Præstegjælde, hvor Skikken herskede | ||||
| almindligt. | delvis. | undtagesesvis. | slet ikke. | Sum | |
| Christiania | 40 | 40 | 17 | 3 | 100 |
| Christiansand | 12 | 10 | 16 | 20 | 58 |
| Bergen | 12 | 12 | 14 | 14 | 52 |
| Throndhjem | 16 | 21 | 8 | 2 | 47 |
| Tilsammen | 80 | 83 | 55 | 39 | 257 |
| orholdet beregnet procentvis. | |||||
| Christiania | 40 | 40 | 17 | 3 | 100 |
| Christiansand | 21 | 17 | 28 | 34 | 100 |
| Bergen | 23 | 23 | 27 | 27 | 100 |
| Throndhjem | 34 | 45 | 17 | 4 | 100 |
| Alle Stifter | 31 | 32 | 22 | 15 | 100 |
Allerede af disse Procent-Tal vil man kunne se, at Christiansands Stift er det, som opviser det bedste Forhold (mest af Præstegjælde, hvor Skikken enten slet ikke hersker eller kun undtagelsesvis), at Forholdet er lidt værre i Bergens Stift, men saa ulige værre i Throndhjems og Christiania Stifter.
Lettere vil dog Sammenligningen mellem Stifterne falde, naar vi (med Tanken paa Skikkens fordærvelige Indflydelse paa den sædelige Tilstand) bruge Tallene 0, 1, 2 og (det Dobbelte heraf) 4 for at betegne det, som er ment med Udtrykkene: slet ikke, undtagelsesvis, delvis og almindeligt. Ved at anvende denne Udtryksmaade finder jeg et saadant gjennemsnitligt Forhold i hvert af Stifterne:
| Christiansands | Stift, | 1,2 | (lidt over „undtagelsesvis“), |
| Bergens | –, | 1,4 | (næsten midt imellem „undtagelsesvis“ og „delvis“), |
| Throndhjems | –, | 2,1 | (lidt over „delvis“), |
| Christiania | –, | 2,2 | (noget over „delvis“). |
Man kan sige, at i Throndhjems og Christiania Stifter hersker Skikken næsten en hel Grad mere end i Bergens og Christiansands.
De nu meddelte Opgaver gjaldt alene for Land-Distrikterne, men vare ikke ganske fuldstændige. De Opgaver, som jeg nu skal meddele, gjælde ogsaa kun for Land-Distrikterne, og de ere derhos aldeles fuldstændige, hentede fra det offentlige Tabel-Kontor: det er Opgaver over Antallet af Ægtevielser og af uægte fødte Børn (dog ikke dødfødte indbefattede) i Land-Distrikterne i de fem Aar 1851–1855.
| Stift. | Ægtevielser. | Uægte Børn. |
| Christiania | 20,731 | 8,372 |
| Christiansand | 7,035 | 1,183 |
| Bergen | 8,063 | 1,979 |
| Throndhjem | 7,059 | ,4,105. |
Med disse to Tal faar jeg et Slags Maal paa Hyppigheden af uægte Fødsler. Jeg regner nemlig ud, hvor mange uægte Fødsler der er indtruffet i Sammenligning med 100 Ægtevielser, nemlig i Christiania Stift 40, i Christiansands 17, i Bergens 25 og i Throndhjems Stift 58, og Tankegangen er den, at jo flere uægte Fødsler der viser sig i Beregningen, desto flere Par Folk er der, som leve et løsagtigt Liv i Sammenligning med dem, som indgaa ordentligt Ægteskab.
Herefter kan jeg fremdeles gjøre Sammenligning mellem de to Ting: den større og mindre Udstrækning, hvori Nattefrieriets Skik hersker, samt den større og mindre Hyppighed af de uægte Fødsler, saaledes:
| Stift. | Maal for Nattefrier-Skikkens Herredømme. | Maal for Hyppigheden af de uægte Fødsler. |
| Christiansand | 1,2 | 17 |
| Bergen | 1,4 | 25 |
| Throndhjem | 2,2 | 58 |
| Christiania | 2,2 | 40. |
Man ser her, at i Throndhjems og Christianias Stifter, hvor Nattefrier-Skikken hersker næsten en hel Grad mere end i de to andre Stifter, der er ogsaa Forholdet med de uægte Fødsler ulige værre, og jeg mener, at disse Tal skulle give enhver Læser et stærkt Indtryk af, at netop denne Skik nok er en af de fornemste Aarsager til, at de uægte Fødslers Onde har taget saaledes Overhaand i nogle af vort Lands Egne fremfor i andre.
I over 100 Aar har Regjeringen her som i andre civiliserede Lande ladet Præsterne give aarlige Beretninger om Antallet af de uægte fødte Børn. Meningen hermed har vel været, at naar man af disse Beretninger havde lært den sande Tilstand at kjende, saa skulde man granske efter Aarsagerne til det herskende Onde og endelig lægge an paa hurtigst muligt at overvinde de fordærvelige Aarsager. Velan, hin lille Tabel har nu blottet en af Aarsagerne til, at det i store Strækninger af vort Land staar usædvanligt slet til i et vigtigt Stykke af den sædelige Tilstand, og denne Aarsag er saadan at enhver Husfader hør kunne bidrage Sit til dens Overvindelse. Det staar tilbage at bringe denne Sag frem til alle Husfædres Tanke og Sind, Noget, hvortil jeg meget vel veed at en skriftlig Opsats som nærværende ikke vil forslaa.
Dog, kanske man omkring i Landet allerede er tilstrækkelig opmærksom paa Sagen og ifærd med at faa Tilstanden forbedret? Med Hensyn hertil har jeg, som ovenfor anført, bedet Præsterne om ogsaa at besvare dette andet Spørgsmaal, hvorvidt nogen Aftagen i hin Skik har været at spore i de sidste 10 Aar. Vi skulle se, hvorledes Besvarelserne falde for alle fire Stifter under Et.
| Forholdet nu mod før. | Præstegjælde, hvor Skikken nufortiden hersker | |||
| almindeligt. | delvis. | undtagelsesvis. | slet ikke. | |
| Stillestaaen | 52 | 30 | 15 | 1 |
| Aftagen | 25 | 52 | 32 | 1 |
| Ubestemt | 3 | 1 | 8 | 37 |
| Tilsammen | 80 | 83 | 55 | 39 |
Af de 80 Præstegjælde, hvor Skikken ifølge Opgaverne nu for Tiden hersker „almindeligt,“ er der 52, hvor der er Stillestaaen, 25 derimod, hvor der vel har viist sig Aftagen, men dog saa ubetydelig, at det endda i det Hele taget maatte siges, at Skikken herskede almindeligt; for 3 Præstegjælde endelig er der intet Bestemt sagt herom. – Blandt de 83 Præstegjælde, hvor Skikken er opgivet at herske „delvis,“ er der ikke mindre end 52, i hvilke Aftagen i de sidste 10 Aar har været bemærket, og det er maaske denne Aftagen, som har bevirket, at der om disse eller nogle af disse Præstegjælde er brugt det Udtryk „delvis“ og ikke Udtrykket „almindeligt.“ – Det samme kan antages om de 32 Præstegjælde, hvor Skikken kun hersker „undtagelsesivis,“ og hvor ligeledes Aftagen har været sporet; om nogle af dem vilde der maaske 10 Aar tidligere have været opgivet, at Skikken herskede „delvis“ eller endog „almindeligt.“ – Endelig er der 39 Præstegjælde, om hvilke det er opgivet, at Skikken hersker slet ikke; kun om 1 af de 39 er det sagt, at Skikken ikke har hersket før;heller, saa der altsaa er Stillestaaen, og kun om 1 andet af de 39 er det anført, at Skikken i den senere Tid er aftaget og udryddet; om de allerfleste Præstegjælde derimod (37) er der hverken sagt det Ene eller det Andet, saa Meningen vel er, at Skikken ikke har været kjendt her, ialfald ikke paa lange Tider, hvisaarsag der ikke kunde være Tale om nogen Aftagen.
Af denne Tabel ser det da ud, som at den fordærvelige Skik, jeg her har handlet om, skulde være i glædeligt Aftagende paa mangfoldige Steder, hvor den tidligere har været mere gjængs.
Men jeg har en stærk Formodning om, at her er nogen Vildledning. Aarsagen til denne Vildledning ligger deri, at jeg i mit Spørgsmaal til Præsterne – som man kan se af Begyndelsen af denne Opsats – sammenfattede under Et de to Ting: Natteløben og Nattefrieri. Egentlig skulde der været særskilt Spørgsmaal om hver af disse to Ting; thi Nattefrieriet er en vistnok betænkelig og farlig, men dog af Almue-Opinionen taalt og tilladt Skik, men Natteløberiet er en Ungdommens Udskeielse, som vel de Gamle i Menighederne altfor meget have seet gjennem Fingre med, men som de dog i Grunden altid have misbilliget, saa det egentlig ikke skulde kaldes Skik. Men jeg vovede ikke i mine Spørgsmaal til Præsterne at tage Sagen paa denne mere grundige Maade, idet jeg – maaske unødigt – frygtede for, at Vidtløftigheden skulde synes altfor afskrækkende. – Nu maa jeg sige dette: Jeg har en stærk Formodning om, at hvis der var spurgt og svaret særskilt om Nattefrieriet alene, saa skulde der ikke have viist sig nogen synderlig Aftagen i denne Skik, vel nogen, men ikke megen. Thi naar jeg skal dømme efter mine personlige Undersøgelser i nogle af Landets Egne, saa er vel Natteløberiets Støi og Larm eller det Uvæsen, at Gutterne i Flok og Følge sværmede om ved Nattetide, stilnet meget af siden den Tid, da det er blevet vanskeligere at faa Forsyning med Brændevin; men den Skik, at den enlige Gut besøger en Pige, som han er eller tænker at blive forlovet med, eller Nattefrieriets Skik, den bestaar mere uforandret.
Jeg mener da ogsaa, at dersom Præsternes Besvarelser havde angaaet dette Nattefrieri alene, saa skulde det rimeligvis viist sig, at dette hersker i flere Bygder og i en større Grad, end det af de nu fremlagte Opgaver ser ud til.
Det vil ellers være forstaaet, at Præsternes Opgaver baade om Tilstanden nu for Tiden og om Skikkens Aftagen ere byggede paa Skjøn, og det er bekjendt, at et Skjøn kan falde temmelig uligt efter den skjønnende Persons Bekjendtskab med og Opfattelse af Tingen. Ikke urimeligt derfor, at om Præsterne paa ny tænkte sig ind i Sagen i det Hele og overveiede Tilstanden hver i sit Præstegjæld, saa skulde Opgaverne blive anderledes og rigtigere. Men trods dette bør der ikke være nogen Tvivl om, at de nu engang givne Opgaver i det Væsentlige ere rigtige, at der nemlig er Bygdelag, hvor Nattefrieriet (og Natteløberiet) er (og vist fra gammel Tid har været) saa godt som fremmed, andre derimod, hvor det er meget almindeligt, og at der i mange af disse sidste Bygder er liden eller ingen Forandring til det Bedre at spore, eller at Forandringen ialfald foregaar saare langsomt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Til disse Undtagelser maa jeg nok ogsaa navne nogle af de fornemste Bondefamilier i Indherred, hvor en større Dannelse har viist sin gavnlige Indflydelse.