Bund-Is, Spørgsmaal fra Sverige
En meget anseet svensk Videnskabsmand har sendt hid til Landet en i vort eget Sprog fremstillet Anmodning til Fiskere og hvilkesomhelst Andre, som maatte have lagt Mærke til den omspurgte Sag, om at meddele ham Oplysninger derom. Man læse:
„Det synes af flere Grunde sandsynligt, at Isdannelsen i Havet under visse Forhold ikke gaar for sig paa samme Maade som i Indsøer med fersk Vand; men de Omstændigheder, som finde Sted ved Havvandets Tilfrysning, ere endnu kun lidet kjendte. Da imidlertid en nøiagtig Kundskab om den Maade, hvorpaa Havvandet fryser sammen til Is, vilde være af stor Vægt og Betydning ved Forklaringen af flere Naturphænomener, som dermed have Forbindelse, saa vilde de Personer, som have havt Anledning til at observere Isdannelsen i Havet, gjøre Videnskaben en Tjeneste ved derom at meddele nogen Oplysning. Jeg har vovet at opstille nogle Spørgsmaal i denne Retning med ærbødig Anmodning om at sagkyndige Personer derunder vilde anføre sine Iagttagelser samt tillige underskrive sine Navne og Bostæder.
Stockholm den 19de Januar 1863.
Er. Edlund.
Professor ved „K. Svenfka Vetenskaps Akademien.“
|
1. Tilfryser Havet eller dets Fjorde altid paa den Maade, at et Islag danner sig i Vandfladen, eller indtræffer det undertiden, at Ismasser opkomme fra Dybet, ansamle sig paa Overfladen og derpaa indbyrdes fryse fast til et sammenhængende Isstykke?
2. Hvad Udseende og Størrelse have disse Ismasser? Ere de størst paa dybt Vand eller omvendt?
3. Har man observeret, hvor dybt under Vandfladen de dannes? Har man fundet Jord eller andre Substantser fra Bunden fastfrosne ved dem?
4. Ved hvilket Veirligt er det, at saadanne Isstykker komme op fra Dybet? Er det kun under stræng Kulde og under Storm, eller vise de sig ogsaa ved mildere og mulet Veir og under Vindstille med rolig Havflade?
5. Har man seet disse Isstykker opkomme fra Dybet strax efter en stærk Storm, saasnart Havet er blevet roligt?
6. Er det sandt, hvad Søfarende fortælle, at saadanne Isstykker undertiden komme op fra Dybet i saadan Mængde, at Havfladen i Løbet af en Times Tid belægges med saa tyk Is eller opfyldes med en saadan Mængde Smaais, at en Baad deraf i betydeligere Grad kan hindres i sin Bevægelse?
7. Naar paa Vinteren er det, at disse fra Dybet kommende Isstykker oftest pleie at vise sig? Har man ogsaa seet dem op- komme, efterat i Vinterens Forløb Vandfladen allerede her og der er bleven bedækket af Is?
8. Har man observeret, om stærke Snefald befordre eller forhindre Opkomsten af disse Isstykker?
9. Har man observeret, om der nogensinde danner sig Is dybt under Vandfladen paa Stene, Havplanter eller Lignende?
10. Kan det hænde, at Is i betydeligere Grad danner sig paa Fiskeredskaber, som ligge dybt under Vandfladen?“
Hvad der nu for Tiden vides og kan formodes om denne Sag, det har Professoren fremstillet i et Foredrag, han ifjor ved denne Tid holdt i Videnskabs-Selskabet i Stockholm og siden har ladet trykke.
Før mente man, og det ikke blot efter Øiesyn, men efter visse videnskabelige Grunde, at det alene var i Vandskorpen, at Vandet kunde fryse til Is, og – siger Professoren – naar Fiskere og Andre talte om Bund-Is, som de havde seet, saa ansaa man det for Fabel. Men nu er det dog tilsidst blevet befundet at have sin Rigtighed med den samme Bund-Is, og det gjælder kun om at samle flere Oplysninger for at kjende Mærkværdigheden bedre og dermed kanske lære at forstaa den tilfulde.
Længst og bedst lader det til, at Bund-Is i rindende Ferskvand er bleven iagttaget. Saaledes anfører Hr. Edlund, at adskillige Strømme i det svenske Norrland ofte ved Vinterens Begyndelse fryse til paa den Maade, at en Mængde Bund-Is stiger op fra Dybet til Vandskorpen og saa fryser sammen til et sammenhængende Isdække. Naar – heder det i en gammel Beretning herom. – Ismassen flyder op fra Bunden, løfter den ofte de største Træer og store Stene fra Bunden og bryder op den Is, som monne have lagt sig paa almindelig Maade.
Men i den senere Tid er der ogsaa fremkommet uforkastelige Vidnesbyrd om Bundis paa Havet, dannet om ikke just paa Bunden, saa dog i Dybet og derfra skydende op. Det vigtigste af disse Vidnesbyrd er fremkommet derved, at en anden svensk Lærd, den berømte Oldforsker Professor Nilsson, for at forstaa nogle Dunkelheder i de Ting, som han syslede med, søgte at faa Rede paa den Sag med Bundis, som han havde hørt Tale om mellem Fiskere. Og da jeg selv tidt har hørt den samme Tale mellem norske Søfolk, men hidtil altid rystet paa Hovedet ad den, saa vil jeg gjerne anføre fuldstændigt det Svar, som Nilsson fik af nogle svenske Kystboere.
„Isen dannes i den salte Sø høist sjelden paa Vandfladen, og dertil er Havet for det meste for uroligt, oprørt af Vind eller Strøm; men det gaar til paa følgende Maade Smaa tynde og flade Is-Skiver af forskjellig Størrelse og Form flyde – ofte i stor Mængde – op til Overfladen, hvor de, sædvanligen sønderbrudte og knuste siden af Bølgerne eller formedelst Strømmen gnides og æltes om hverandre, til Stykkerne blive ganske smaa og tilsidst balles isammen og fryse fast til større og mindre afrundede Isklumper eller fladtrykte Boller, som derefter, om Havet er tilstrækkeligt stille, sig imellem fryse sammen og danne en sammenhængende ruflet Isskorpe. Alene indved Strandbredden, paa grundt Vand, saasom paa to til tre Alens Dyb, samt i stille Veir, synes Isen at dannes hovedsagelig ligedan som paa Damme, nemlig paa Overfladen med glat Is; paa denne Maade gaar det ogsaa til, naar der af en eller anden Aarsag er opstaaet Vaager i Havisen.
Ovennævnte Isskiver ere meget forskjellige med Hensyn til Størrelse og Form, men altid lige tykke ved Randen som i Midten. De ere fra mindre end en til omkring fem Sommer i Tvermaal, samt aldrig over to Linier tykke, men vel derunder. Formen er for det meste rundagtig, men især de mindre og sandsynligvis iforveien sønderbrudte ere ogsaa uregelmæssige og kantede.
Paa hvad Dyb disse Isskiver dannes, er ubekjendt. De vise sig først, naar de komme op i Vandskorpen, eller skimrende og dandsende bagefter Baaden i Kjølvandet. I klart og stille Veir skal man alligevel kunne se idetmindste en Alen dybt, hvorledes de glittrende vikke og svinge sig opad, stærre og mindre om hverandre, i utallig Mængde. Meget dybt ned gaar dog denne Isdannelse neppe for sig. Saaledes ser man ofte under stærk Kulde Stene og Tangarter tæt beklædte med større og mindre Is-Skjel, ikke ulig Rimfrost paa Træer. Jo nærmere Vandskorpen, desto større og videre er denne Isbeklædning, som imidlertid ikke gaar dybere end to Alen fra Vandets Overflade. En erfaren Person har dog siden anført, at det skal kunne fryse paa endnu større Dyb, lige til henimod fire Alen, og han siger, at han for en tyve Aar siden under en meget stærk Frostnat havde nedsænkt en sædvanlig liden Fisketeine med levende Torsk paa mindst syv Fods Vand, men endda Morgenen efter fundet Fisken ihjelfrossen. Selv paa Tang og Stene siger han at have seet Is dybere ned end først opgivet. Imidlertid lader det dog til, at det ikke er paa meget over fire Alens Dyb, at Frosten kan trænge ned og Isskiverne dannes. Paa Fiskesnører dannes der ikke Is dybere ned end to Alen, og saasom Snøret jevnlig er i Bevægelse, er Isen her ikke bladet, men glat og smalnende af nedefter, lig en Istap.
Skiverne flyde ikke op med Fladsiden, men skyde op med den ene Kant fore, hastig, ja ofte med saa stor Fart, at de hæve sig tre til fire Tommer op over Vandfladen, og derved komme ikke sjelden flere til at lægge sig den ene over den anden. Ofte brydes de itu idetsamme paa Grund af deres egen Tyngde, og kunne kun med største Forsigtighed tages hele op. Farven er noget blaaagtig, som paa almindelig Is. Jo stærkere Frosten er, desto større og talrigere ere Isskiverne. Kommer en Isskive til at ligge alene for sig selv og det er meget stille og koldt, saa udvides dens Omkreds hurtig, saa den efter faa Timers Forløb kan opnaa en Størrelse af en Alen i Tvermaal og derover.
Saadan Isdannelse nede i Vandet skal forekomme i hele Kattegat. Man har idetmindste seet Isskiverne flyde op overalt mellem Kullen og Jylland, ved samme Tider og paa samme Maade som her. Naar Fiskerne se dem, søge de gjerne til Land strax; thi de komme ofte op i saa stor Mængde, at de inden kort Tid skulde kunde omringe Baaden aldeles og hindre den i at røre sig frit.
Tilfølge Ovenstaaende trøste vi Undertegnede os til sandfærdigen og i Korthed at besvare følgende Spørgsmaal saaledes, nemlig:
Hvorledes begynder Havet at fryse til?
Hovedsagelig ved Isskiver, som komme nedenfra, og siden fryse sammen.
Størrelsen og Farven af disse Klumper?
Størrelsen afvexlende fra neppe en til omkring fem Tommer i Tværmaal og ei over to Liniers Tykkelse. Jo stærkere Frost, desto større Skiver. Farven den samme som paa almindelig Is. Om den lidt efter lidt bliver tættere og fryser sammen til Is? Skiverne pakkes sammen af Vind og Strøm og fryse først sammen til mere eller mindre afrundede Klumper, som igjen sig imellem forenes til fast Is.
Om der findes Lighed mellem Klumperne (inden de fryse sammen) og en Masse af døde Maneter, som om Sommeren kunde sees drevne ind i en Vig efter en Storm?
De først opkomne Isskiver ligne ikke Maneter, de ere dertil for tynde og flade; men i deres senere Tilstand, naar de først ere blevne bearbeidede og atter ere frosne sammen til mere eller mindre cirkelformede Klumper, have de en paatagelig Lighed med deslige i Masse sammendrevne Bløddyr.
Krapperup, den 21de Januar 1861.
| Anders Hall. | J. Person. | A. Larsson. |
| Byfoged. | Skipper. | Baadskipper. |
| Paa Mølle Leie. | ||
| Peter Andersson. | J. L. Banck. | N. P. Andersson. |
| Byfoged | Skipper. | Skipper. |
| Paa Arilds Leie. | ||
| Hans Fex. | J. Øfverberg | J. Andersson. |
| Skipper. | Skipper. | Byfoged.[1] |
| I Lerhamn. | ||
Hr. Professor Edlund har henvendt sig med denne Sag til Telegraf-Direktør Nielsen i Christiania, for med hans Hjælp at faa ovenstaaende 10 Spørgsmaal bekjendtgjorte blandt Kystbefolkningen. Og Hr. Nilsen har igjen betroet Sagen til Folkevennen.
Og dette er en Maade, som saa aldeles falder i min Smag. Det er just, som det skal være, at videnskabelige Naturforskere ikke ringeagte, hvad Iagttagelser der monne være gjorte af Fiskere og Andre, som idelig færdes ude i den frie Natur, ja som under sin Strid for Næringen og Livet nødvendigvis have maattet bruge alle sine Sandser og Evner. Og det er just, som det skal være, at et Folkeoplysningsskrift som Folkevennen, der idelig maa hente Underholdning og Belærelse fra Videnskabsmændenes Studeringer, ogsaa gjerne vil tjene som Mellemled, om en Videnskabsmand nu og da kan have noget at spørge Lægfolket om.
Jeg tvivler ikke om, at der til Svar paa Professor Edlunds Spørgsmaal allerede er en hel Del Iagttagelser samlede hos de Tusinder af driftige Lodser og Skibsfolk og Fiskere, som fare ud og ind ved vor mærkværdige Kyst, fra Christiania til Nordkap. Kom med det! Kan Hr. Edlund siden sige, at Meddelelser fra norske Almuesfolk have været ham til Nytte ved Løsningen af et videnskabeligt Spørgsmaal, saa har han gjort os en Tjeneste fuldt saa stor som den, han selv beder om.
Ved Sager som nærværende gjælder det som en Regel, at man ikke maa holde tilbage den Oplysning, man maatte være istand til at give, fordi man selv anser den for ringe. Et Træk, som i sig selv monne være lidet, kan for Forskeren indeholde en uventet og vigtig Oplysning, og ved at lægge sammen mange smaa Ting kan man jo ofte faa ud en stor.
Man kan svare paa Professor Edlunds Spørgsmaal nu strax, efter hvad man allerede har bemærket og kjender til. Man kan ogsaa siden, til næste Aar, give Tillæg til det første Svar, dersom man nemlig i Vinterens Løb ser og erfarer noget Nyere eller Vissere.
Meddelelserne kunde sendes til Telegraf-Direktør Nielsen eller ogsaa til mig, som da igjen vil sende dem til Hr. Nielsen. Denne vil da befordre dem videre. – Med Tiden skal Folkevennen maaske have den Fornøielse at berette, hvad Udbytte den svenske Forsker har formaaet at vinde ud af norske Meddelelser.
Eilert Sundt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ „Byfoged“ i disse svenske Fiskerleier ere vel et Slags Bestillingsmand, som Lensmand hos os.