Breve fra Kongo/VIII
De „stakkels fattige, midhandlede og vanstelte“ Kongo-Negre, som ikke engang har Skjorte paa Kroppen, vilde visselig ikke for nogen Pris bytte med det store Gros af Mennesker, som slider sig igjennem Tilværelsen i de europæiske Lande.
De Indfødte kjender ikke til Frost og Kulde; de har det altid godt og varmt; en straalende Sol bager hele aaret rundt deres nøgne Legemer og varmer deres Jord og deres Hytter; de er i lykkelig Uvidenhed om Smaafolks Liv i de lange, lange Vintermaaneder der Nord med blaasure Mennekser i graatunge Tanker, og hvor de sparsomme Streif fra en varmeløs Sol kun kaster et greit Skjær over Fattigdom og Elendighed.
Negrene kjender heller ikke til Hunger. De har sine Bananplanter; de kan høste sine Rismarker indtil tre Gange om Aaret; Maisen modnes to Gange, og Maniok-Træet, hvis Rødder og Blade giver de Indfødte deres vigtigste Næring, skyder som Lotusplanten op „paa en eneste Nat“. Og Mændene saar ikke og høster ikke; deres jordiske Kvinder klæder og ernærer dem. —
De Indfødte behøver ikke at krabbe sig op i 4de Etage i solløse Baggaarde med slet Luft og sidde indestængt der den hele Dag i stridt Arbeide. De holder sig nær til Jorden, og de har elle „egne Hjem“. De er visselig ikke saa svært komfortable, disse Hjem. Negerstilen er altid enkel; Arkitekturen er ikke overlæsset; Reguleringen er ofte ujevn, og Bygningsmaaden er adskillig varieret; men de har hver sit Hus, eller hver sin Hytte, og disse har den store Fordel, at de svarer akkurat til Behovet. Thi Negrene er Friluftsmennesker; Husene tjener dem kun til Ophold om natten og til beskyttelse mod Uveir; de er ude den hele udslagne Dag; men de er ofte for dovne til at holde sine Huse vedlige, — især Smaafolk, som ingen Slaver har; thi det er jo haardt at skulle gjøre nodet selv.
Jeg saa en Dag en faldefærdig Rønne med en slumrende Neger udenfor. Over Hyttens trange Indgang havde han slaaet op en Plakat, som han formodentlig havde bekommet paa en Dampbaad eller paa en eller anden „Bytur“. Plakaten var et stot firkantet sortmalet Bret, hvorpaa der stod med hvide Bogstaver: „Passage interdit!“ Jeg har aldrig set en mere overflødig Advarsel, men det var selvfølgelig ikke nødvendigt, at gjøre noget ved Huset, naar det havde en saadan Prydelse.
Maden laver de ogsaa ude paa Ildsteder i „Gaardsrummet“ eller i aabne Kjøkkener; der mødes Kvinderne til mangen gemytlig „Kaffeslaberas“; der steger de Maisen, der koger de sin Ris; der støder de Maniokens Blade i store Mortere; der knuser de alskens spiselige Rødder og laver gode Retter efter gamle fornuftige Opskrifter.
De Indfødte er almindeligvis Planteædere, dog ikke af noget vegetariansk Princip; det er eftersom Leiligheden er til; langs Floderne f. Ex. spises der megen Fisk; og Cheferne har ofte Kjød paa sit Bord; de giver med rund Haand til de lykkelige, som tilsiges til Taffelet. Et godt Stykke Kjød af Elefant, Leopard, Antilope og andre mere kjendte Husdyr foragtes naturligvis ikke. Planteæderiet er jo i Længden noget ensformigt. Kvinderne deltager i Almindelighed ikke i disse „Herremaaltider“; de holder sig til Dagens Kost og nøier sig iøvrigt med de Kjødsmuler, som maatte falde fra de Herrers Bord.
Man kan ikke sige her, at det er Klæderne, som skaber Manden.
Bekymrede Mødre behøver ikke at hengive sig til fortvivlede Betragtninger over viltre Gutters evindelige Slid af Buxer og Skotøi. Ubemidlede Damer behøver ikke at sørge over gammeldags Hovedbedækning, over Kufter og Kjoler out of fashion, skjæve Hæle og slidte Skjørtekanter; og man ser ikke tyndklædte Fattigfolk stive af Frost i mange Graders Kulde. Her findes ingen ubetalte Skrædderregninger, ja end ikke en Skomager, til hvem man kan rette den elskværdige Paamindelse, at han skal blive ved sin Læst.
De Indfødte har ingen Klædes-Plager; tænk om man kunde sige det samme derhjemme!
Men det kommer nok med Civilisationen; allerede nu kan man se, hvorledes Kvinderne ved Stationerne brisker sig som Paafugle i farverige Stoffe. Staten betaler med Tøi, og de Damer som er kommet i nærmere Berøring med de Hvide, har ofte modtaget som Gave „Rester“ af Fløil og Silke og fine Tøier, indkjøbte til det Brug i de billige Magasiner i Bruxelles. Men Klædedragten bliver alligevel enkel; den kræver intet Studium; de tager sit Stykke Tøi, 1½ Meter langt og „dobbelt Bredde“ og vikler det om den bare Krop; det bindes sammen over Brystet, saa Skuldrene, Armene og Fødderne nedenfor Ankelen er nøgne. Man ser, ret som det er, en velskabt Negerinde saaledes draperet i rød knitrende Fløil eller i blaa spragende Silke og med fint Hovedtøi; er de rigtig af de upper ten, har de ogsaa et uægte Sølvbelte om Livet. De krummer sig af Koketteri og ved saa godt, at disse løstsiddende Togaer kun bidrager til at fremhæve deres Yndigheder.
Kommer man et Stykke Vei bort fra Stationerne, saa skifter Sceneriet. Forfængeligheden er lige stor; men den gaar ligesaalidt her som andetsteds Haand i Haand med Blufærdigheden. Forfængeligheden viser sig i den mest kunstfærdige Haarpynt og i den merkværdigste Tatovering. Blufærdigheden viser sig omtrent ikke. Den er mindst usynlig hos Mændene; man skal gaa til meget fjerne Afkroge for at finde Mændene helt uden Bedækning; — de har næsten altid et nødtørftigt Figenblad af Tøi eller Bark. Derimod er det meget almindeligt saavel langs Floden som inde i Landet, at Kvinderne haar helt nøgne; ja, forresten ikke aldeles; de har som oftest en tynd Traad eller Perlesnor rundt Hofterne og Messingringe om Ankler og Haandled. Langt oppe ved Aruwimifloden har Kvinderne en egen Dragt; den bestaar af en hjerteformet Plade, lavet af forskjelligfarvede, tørrede Planter; dette Hjerte binder de med en Snor — paa sin Bag. De har altsaa en Slags Blufærdighed, men den er jo noget bagvendt.
Al denne Nøgenhed er imidlertid saare naturlig; — der er endnu ikke nogen, som har gjort dem opmerksomme paa den.
Her, hvor altsaa Folk ikke ved Kunster kan skjule sine Skrøbeligheder, vil jo enhver Legemsfeil falde sterkt i Øinene; men det maa vist være et af Civilisationens specielle Goder — dette med alle disse menneskelige Skavanker; thi her set man næsten aldrig halte, blinde, skjæve, benløse og iøvrigt vanskabte Medmennesker. Man ser jo i Villagerne Hundreder og atter Hundreder af Indfødte, og man bliver ofte slaaet af, hvor velskabet og kraftige og sunde og renslige de er. Tænk Dem en tilfældig Samling hjemme af tusind nøgne Mænd og Kvinder, gammelt og ungt, tykt og tyndt, skakt og skjævt, sygt og fiskt fremstillet uden Varsel og uden nogemsomhelst Forberedelse, saadan som de er til daglig, men altsaa berøvet for ethvert ydre Udstyr. Hvilket Syn for Guder og hvilken Rædsel for Mennesker!
Negermændene er som oftest slanke, en tyk Neger med stor Mave ogbløde Rygfolder er som en sjelden Udstillingsgjenstand. Kvinderne er gjerne lidte federe; og naar de rigtig har proppet sig med Ris og Bananer, er deres lille utilhyllede Mave som en Tromme. Overalt ser man Børn, de tumler nøgne omkring og slikker Solskin og forskjellig andet; og i den Alder, da Barna hjemme, til Forældres store Stolthed, begynder at krybe, springer Negerungen om og leger med Høns og slaas med Gjeder.
Man skulde næsten tro, at Negerkvinderne ikke er rammet af den gamle Straffedom: „Med Smerte skal du føde dine Børn“! Mødrene steller sit Hus og sine Børn Dagen efter Fødselen, som om ingenting var hændt. Doktoren her blev en Dag budsendt; han skulde yde en ung Negerkvinde sin værdifulde Assistance; da han kom til Barselstuen, som var lige i Nærheden, var det hele alt overstaaet, og til sin store Forbauselse saa han Kvinden gaa og lave istand en Nistebunke, for med den at begive sig til sin Mand, som var ude paa Arbeide. Hun var meget fornærmet over, at Doktoren kunde tro, hun var sunket saa dybt, at hun behøvede Hjælp til en saa naturlig og enkel Affære. De slider fra sin tidlige Barndom, disse Kvinder, og de giver sig ikke saa let over; de er ikke til Stas som Mandfolkene. Jeg mødte her en Dag en Negerdame paa Vei til markedet; hun bar en uhyre Bør Bananer paa Ryggen; ovenpaa denne Bør sag kneisende og stolt en 2 Aars Unge. Saa havde Damen yderligere et Barn ved Brystet og viste desuden synlige Tegn paa indvortes Rørelse. Hun smilte til mig i Farten, som om hun vilde sige: „Her kommer jeg med hele Familien in corpore“. Man kunde om hende benytte et Udtryk, som jeg engang hørte af en Gaardeier, — jeg spurgte ham, om hans Gaard var beheftet. „Ja, den er belastet lige til Pipa.“
Staten lægger megen Vegt paa, at Befolkningen er i stadig Vext, dens Tjenestemænd ude i Distrikterne maa altid holde Styrelsen à jour med de Foranstaltninger, som de træffer til Frugbarhedens Forøgelse. De gjør vist, hvad de kan, de fleste af dem, og jeg tror, deres Arbeide som oftest krones med Held. — —
Det hænder aldrig her — hvad der jo ikke er saa ganske sjeldent i de „civiliserede“ Lande — at sultne Børn og dødstrætte Mødre mishandles af drukne Ægtemænd. Staten har nemlig forbudt ethvert Salg af Alkohol over 15 Gr. og enhver Destillation af Brændevin over hele Kongo, med Undtagelse af en liden Strækning ved Kysten. Det eneste, man kan faa kjøbt, er Øl og Vin under 15 Gr., men det kjøber de Indfødte aldrig, da det falder altfor dyrt. Ved dette Forbud gaar Staten glip af en meget stor Indtægt, men det er gjort udelukkende for de Indfødtes Skyld. Brændevin var jo før i Tiden de Hvides vigtigste Salgsartikel; med Genever og Rum kunde man opnaa alt hos de Indfødte. I øvre Kongo, hvor der aldrig har været nogen egentlig Handel, har Brændevinet ikke fundet noget synderligt Indpas. Men man har jo i større eller mindre Grad destilleret Palmevin af betydelig Styrke. Denne Destillation spiller nu ikke nogen videre Rolle; den er jo strengelig forbudt; og man kan derfor sige, at blandt de Indfødte er Totalafhold almindeligt over hele Landet; men det er kun en Dyd af Nødvendighed; thi af Naturen er de rent vilde efter alskens sterke Drikke.
Negrene har et lyst og lykkeligt Sind; der skal næsten intet til at more dem, og naar man smiler til dem, faar man altid smil tilbage; og ikke et plomberet, socialt civiliseret Smil, nei det kommer fra Dybet af deres ufordærvede Sjæl; de smiler med Øine, Næse og Mund og med sine pragtfulde Tænder. Ja,m hvilke Tænder! Hvor blide og venlige vilde vi ikke være, hvis vi havde saadanne Redskaber til at holde Tand for Tunge!
Negrene vil leve i Fred, de har faaet Fred. De vil have det godt og varmt, de lever som i et Drivhus. De vil spise til alle Døgnets Tider, Maden voxer dem næsten over Hovedet. De elsker sin Village og sit Hjem, ingen vil tage det fra dem. De vil have Børn, det kryr af Børn. De har i sin stille, fredelige Tilværelse mange Glæder og smaa Sorger.
Europa kan derfor være roligt, ganske roligt; det behøver ikke at bekymre sig om Negrene i Kongo, for de har det visselig meget bedre end dets egne Millioner af fattige, forsultne og udslidte Indvaanere. Hver af de gamle Stater har sit, og meget mere end nok, at tage sig af. Vilde det ikke være mere nærliggende f. Ex. for de menneskekjærlige Englændere, at søge fjernet Nødspøgelset fra London eller forbedret de irske Jordleiers usle Kaar?
Men det er jo den gamle Historie: det intense Studium af Splinten i Broderøiet, og den manglende Opmerksomhed for Bjelken i ens eget.