Breve fra Kongo/V
Ak! Chicotten tabte, som saa meget andet her i Verden, ved nærmere Eftersyn al sin Gloire. Den er kun en Mythe; dens Rygte har løiet skammelig paa; men selv Rygter kan jo efterhaanden blæses slig op, at Ballonen en vakker Dag revner, og den tomme Virkelighed bliver ene tilbage.
La chicotte er kun en ganske almindelig rund og glat Ridepisk af Læder, en Centimeter tyk. Den maa hverken være kantet eller skruet, og den laves af det Læder, man har her — af Elefant, af Bøffel eller Flodhest; og den bearbeides, saa den ikke har nogen Udvexter eller anden underfundig Ondskab.
Er Rygterne om selve Chicotten uhyre overdrevne, saa er dette, om mulight, i endnu høiere Grad Tilfældet med Beretningerne om dens Anvendelse. For det første kan selvfølgelig ikke Hvinder og Børn prygles; den, som maatte gjøre sig skyldig i noget saadant, vilde blive strengt straffet. Men dernæst kan som Rege heller ingen Mand tildeles Pryglestraf. Denne Straf kan ikke ilægges ifølge Dom; den findes ikke blandt Lovens Straffearter.
Det er en Disciplinærstraf og kommer som saadan kun til Anvendelse paa Soldater og paa Statens Arbeidere; disse er underkastet Disciplinærreglementet. Og selv her kan den kun ilægges efter Bestemmelse af Kompagnichefen eller de høiere militære Chefer, samt for Arbeider af Distrikernes eller Stationernes Chefer. Hvis altsaa de private Selskabers Personale eller Statens Tjenestemænd paa egen Haand giver sine Undergivne eller hvemsomhelst anden Indfødt Chicotte, bliver det straffet som enhver anden Legemsfornærmelse; han bliver behandlet akkurat som den, der prygler en Anden f. Ex. paa Kristiania Gader. Og en Underofficer eller en Officer, som ikke har den øverste Kommando, bliver ubønhørlig stillet for Krigsret og dømt, hvis han paa nogensomhelst Maade forgriber sig paa Soldaterne.
Disse er derfor ganske anderledes beskyttet end de civiliserede Soldatermænd i europæiske Kasernebyer, hvorfra man jo allerede har tilstrækkelig mange Beviser paa raa og brutal Mishandling.
Efter Undersøgelse af Sagens Beskaffenhed ilægges, i Tilfælde, af den øverste Chef paa Pladsen indtil 50 Slag Prygl, dog ikke mere end 25 ad Gangen, og saaledes, at man øieblikkelig holder op, hvis der viser sig Saar eller Tegn til Blod. Pryglene besørges af en Indfødt under en Hvids Tilsyn. De gives paa den bare Bag. 50 Slag tildeles næsten aldrig og oftest mindre end 25; og i det hele anvendes Pryglestraffen meget moderat.
Her i Stanleyville, hvor der er 350 Soldater, er der siden 1ste Januar iaar ilagt Prygl ialt 35 Gange; hver 10de Soldat har altsaa faaet Prygl en Gang i Løbet af 8 Maaneder! Ikke noget større at skrige op om, hvad? En saadan liden Dragt Prygl virker øieblikkelig og indtrængende, og er den eneste Disciplinærstaf, som her har nogensomhelst Virkning. At sætte en Negersoldat nogle Dage i „ensomt Fængsel“ vilde være at berede ham en stor Nydelse; han kunde da rigtig kose sig i kontroleret Dovenskab, og hans Logis vilde i hvert Fald være bedre end det, han fra Barnsben er vant med.
Om Fængselet ikke alene er ensomt, men ogsaa „mørkt“, gjør intet til Sagen; for de vil netop have det mørkt i sit Hus, Negrene; de bruger selv aldrig Vinduer eller Lyshuller; kan Svarten faa det baade mørkt og fredeligt, og tilstrækkeligt at spise, saa vil han overmaade gjerne hvile ud nogle Dage fra Soldaterlivets Besværligheder.
Disciplinærreglementet for Soldater kommer forsaavidt ogsaa til Anvendelse paa Statens mandlige Arbeidere. Disse Arbeidere er ikke rekruteret, de er engageret frivillig; de skal have skriftlig Kontrakt, og i denne Kontrakt skal det udtrykkelig anføres, om de samtykker i at underkaste sig Disciplinærreglementets Straffebestemmelser, hvoriblandt Pryglestraffen. Og for at undgaa enhver Misforstaaelse fra de ikke læsekyndige Negres Side, er det videre bestemt, at hver Kontrakt med de Indfødte skal forevises for Dommeren eller for Paatalemyndigheden eller i disses Forfald for vedkommende administrative Chef. Kontrakten skal saa af nævnte Autoritet gjennemgaaes med den Indfødte, saa han kjender alle dens Klausuler, og han skal gjøres opmerksom paa Disciplinærreglementet og saa spørges, om han vedtager Kontrakten. Sker det, paategner vedkommende Autoritet, at Kontrakten er ham foreist og overfor ham vedtaget af den Indfødte.
En Kontrakt, som ikke saaledes er forevist, har ingensomhelst Virkning overfor den engagerede Indfødte, og enhver Disciplinærstaf bliver isaafald en Ulovlighed og straffes som ethvert andet Overfald paa sagesløs Mand.
Man giver naturligvis heller ikke Arbeiderne Prygl iflæng; det sker kun efter Bestemmelse af den høieste administrative Chef paa Stedet. Prygl anvendes her endnu sjeldnere end paa Soldaterne.
Prygl er jo for ikke længe siden afskaffet hjemme, men det gives fremdeles paa mangfoldige fremmede Fartøier; jeg tænker, at idetheletaget prygles de Hvide ligesaa meget som de Sorte. Det almindelige Argument mod Pryglestraffen — at den fornedrer Individet, afstumper dets Selvfølelse, forraaer dets Sind, formindsker dets Menneskeværd og gjør det uskikket til Borgersamfundet, det gjælder ingenlunde overfor en Kongo-Neger; den Sorte føler kun Svien og Smerten; man han taber hverken i egen eller andres Agtelse; Negerborgeren er lige god for det!
Videre maa man huske paa, at Negrene har ikke vor Fløielshud, delikat og ømfindtlig for alle Ind- og Paatryk. Deres Hud er hærdet i Sol og Regn og Vind, den er seig som en Olietrøie. For at dømme om Pryglenes Virkning maa man ogsaa tage Negerbagen i omhyggelig Betragtning. Det er ikke godt at sige, hvilken Legemsdel Negrene anvender mest — Fødderne eller Ryggens Forlængelse. De staar nemlig aldrig; naar de ikke er i Bevægelse, saa knækker de øieblikkelig sammen; de sætter sig med Knærne op til Næsen, Bagen ved Hælene og Laar og Lægge aldeles parallele.
De er ikke stive i Ledene som vi; — alle Maskindele er godt smurte; kun Skade, at Smørelsen lugter saa umaadelig ondt. Naar de reiser med Jernbanen f. Ex., saa sidder de ikke med Benene paa Gulvet som andre skikkelige Mennesker; nei, de trækker dem øieblikkelig op under sig, med Hælenes paa Sædet. Saadan sidder de ved Siden af hinanden i tætte Rader, som Spurve paa en Telegraftraad. Paa denne Maade bliver Negerbagen umaadelig hærdet, den anbringes hvorsomhelst, uden at dens Eiermand føler nogen Pine; hvordan vilde vi like det, hvis vi f. Ex. i længere Tid skulde sidde paa den bare Bag i en Pukstenhaug!
Det volder derfor sikkerlig ikke overdreven Smerte, naar Lædderremmen træffer Læderhuden; det er som at slaa paa en Bagsæle.