Breve fra Kongo/Seilerbreve-III
Men der ender det ogsaa, — Kjæmperne gaar til Hvile, og Sommerens øvrige „Uger“ nordover bliver for hvert Aar fattigere paa fremmed Deltagelse. Vil vi derfor prøve Kræfter med andre Nationer, faar vi som afdøde Muhamed „gaa til Bjerget“, det kommer s’gu ikke til os.
Keiseren har villet en tysk Lystflaade, og den har stedet frem, pludselig, overraskene straalende — som Venus fra Havet. og Keiseren kjender denne Lystflaade, han kontrolerer den, han vaager over den; han vil, at den skal være den første. Mangler der gode Baade i en Klasse, navnlig da af de større, sørger han ved et Vink til en eller anden formaaende Sportsmand for, at der bygges nyt, og selvfølgelig da af tyske Konstruktører, som ofte han selv udvælger.
Og „Kielerugen“, som til at begynde med var som en liden Mosseregatta, har han gjort til et Verdensstevne, — og selvfølgelig ikke bare til Fremme af tysk Seilsport; den er bare et Middel.
Det er ogsaa hans Ønske, at der møder mange gode tyske Baade i Øresund, for at bidrage til Venskabets Vext. Og Tyskerne kommer; ja de kommer nu saa talrige og mødes saa venlig, at de, som deres Repræsentant sagde ved Middagen, „følte sig ganske som hjemme i Kjøbenhavn“.
Keiseren havde endogsaa beordret op til Sundet den tyske Marines bedste Øvelses-Kutter, Amerika-Pokalbaaden „Thistle“, som han har indkjøbt fra England, indredet, omdøbt og foræret sin Marine. Den laa paa Rheden for at vise Flaget og hidse Kjæmperne til Seir for Keiser og Fædreland.
Den engelske Gesandt for om paa sin Yacht og inspicerede, som fordum Nelson, Eskadren før Slagt; og Kronborgs grønne Kobbertag skinnede mat i det Fjerne, den gamle Fæstning sank melankolsk i Havet der Nord; „der Mohr hat sein Dienst gethan“.
Den Kutter, paa hvis Hæl jeg har den Ære at sidde, skulde ogsaa med i det internationale Rør, og da maatte den omhyggelig rustes til Kampen. Det første, eller kanske heller det sidste, som maa gjøres før en Match — det er at faa Baaden paa Land; der skal den hente Kræfter gjennem Massage, den skal pudses og gnides med kraftige og kjærlige Hænder, og det er en af Kapseiladsens aller vigtigste Hemmeligheder — og hvorpaa det hele til syvende og sidst kommer an — hvilket Stof den skal gnides med. Baaden maa være glat; den maa gaa gjennem som en Aal, og den maa slippe Vandet saa diskret og graciøst. Nogle masserer med Portlak eller Grafit; andre tror mest paa Smult, og enkelte pudser den som en anden Støvle med Skosværte; Grønsæbe skal ogsaa virke styrkende paa Seilevnen. Jeg for min Part tror mest paa Portlak, tilsat med et passende Kvantum Øl — og hertil ubetinget —, hvori der kommes finfine Æggeblommer, det hele vel vispet; men hver Kapseiler har sit Patent, og det er for en ukyndig fast utroligt, hvor lidet Konstruktion, Seilføring og alt saadant har at betyde mod en vel udtænkt og heldig gjennemført Smurning!
Blank som en nystrøgen Floshat, fin som en ung balklædt Jomfru, skjær og skjælvende som til et første Elskovs møde — saaledes laa Baaden der og duvede og saa undselig efter de andre, — det var jo ogsaa dens første Stevne. Og alle viste de sig frem; seiersvante og selvbevidste; som en Paafugl strutter med sin Hale. De svindset omkring Skibet med de ædle Dommere og kroede sig kokette for de — iøvrigt meget faa — Tilskuere; de vilde alle være af dem, som høiest løfter Sølvpokalen og — tager den med sig hjem; — — der kom vor Konkurrent, engelsk af Konstruktion og Bygning, kraftig, energisk og præmieret, og struttende af alskens Indbildskhed; naar den gik over Stag, vendte den sig ligesom og spurgte, om „der var nogen, som vilde komme“; den saa med uforstilt Forbauselse paa den slanke Pige fra Norge. De forskjellige Falg, Vimpler, Balloner og Merker er endelig bragt paa ret Plads, og Turneringe begynder. Starten er dens store Moment; de 15 Forberedelsesminuter — hvor alle overlegent manøvrerer og lader som intet, — men hvor alligevel hver Nerve er spændt; saa de 5 kritiske Minuter, ved hvis Udløb Startlinjen skal passeres, flying — om muligt; og da bliver det Løier og Spektakler! Ja, det er ingen Sag med lidet Vind og faa Baade; men med 2 Rebs Kuling agterind og 13—14 Baade samtidig, da er der Vaabengny og Skrig fra kjæmpende Mænd! Alle onde Lidenskaber slipper løs; Had, Misundelse og Brødnid; den ved Optugtelsen efterhaanden tillærte „Omgang med Mennesker“ er væk, — Naturen alene er tilbage, og gamle Knigge boltrer sig i sin Grav. Og alt imedens udslynger Chefen rene Banstraaler over Besætning og Konkurrenter; den mindste Feil lønnes med de frygteligtste Skjældsord og den koldeste Foragt; men det betragtes af alle kun som et nødvendigt Led i en flying-Start; man ved jo, at enhver efterpaa kapsler sig ind igjen i den venlige Elskværdighedens Form, som han ved Tugt, Selvopholdelsesdrift og Herrens Formaning har anskaffet sig. Til Lidenskabernes yderligere Ophidselse havde de lagt Løbet slig, at der før eller under Starten maatte gibbes eller „bommes“, som Dansken siger; for det var saa „grinagtigt“ for Publikum; og naar de kom mod Startlinjen alle Baadene, hensynsløst og vildt krævende sig frem, — saa blev det at „bomme“ Gang paa Gang i den kraftige Bris — til Grin for Publikum.
Mit Hverv var før Starten at passe Klokken, og efter Starten at holde mig mest mulig nedenunder. Begge Dele mislykkedes; jeg fulgte ansændt mine Viseres Gang, og det var bare to Minuter igjen; Situationen var kritisk; men da fik jeg Ordre til at hale i Storseilskjød; den legemlige Anstrengelse bragte en Luge til at falde ned for Tanken, og mine Viseres Stilling havde forladt mig. En Byge af Skjældsord overrislede mig; da gik Gudskelov Skuddet og — vi med det.
Det at holde sig nede under Kapseiladsen falder haardt for det unge Blod; men min Opgave var kun at stikke Hovedet op en Gang iblandt og ligesom Tyrtaios at stimulere Tropperne ved Tilraab, Krigssange, Skjæmt og fædrelandske Betragtninger.
Men det blev alligevel tilslut for spændende; vi havde til alles Forundring slaaet ovennævnte engelske Konkurrent paa Bidevind — vi havde bare Lænsen igjen, og den er vor Styrke. Med Spinnaker og Balloner bares vi afsted med 8 Mils Fart; — de andre godt efter; dette maatte nydes fra Hækken! Jeg snubled paa Veien og forsvandt i Havet; mine oprakte Hænder klamrede sig instinktmæssig om en Snor, som viste sig at være Storseilskjød; jeg holdt krampaktig fast og pilte som en Hvidfisk gjennem Vandet — Besætningens Rædselsraab lod Chefen forbli urørt — han holdt Kurs; med ovennævnte Fart slæbtes jeg gjennem Øresund, tre Fod under Vandet; Afskedsstunden var forhaanden. Først da Chefen ved at kaste et langsomt og omhyggeligt Overblik over Situationen saa, at han ihvertfald var dennes Herre, luffed han en Streg eller to, og fire Mand haled mig ind; jeg gik da med ca. 12 Mils Fart; jeg var fuld af Vand, men blev alligevel af de andre behandlet som Luft; jeg forblev nedenunder, og vi kom ind som en overlegen Numer 1.
— — En Seiler er forfængelig; han maa have Publikum; Seiladsen faar først den rette Charme, naar han ser sine elegante Manøvrer og sit uforfalskede Mod tiljublet af mange begeistrede Mænd og beundret af skjænne Kvindeøine. — Øresundsseiladsen var i saa Henseende en Skuffelse. Kjøbenhavnerfolket interesserer sig ikke synderligt for den noble Seilsport; det maatte ihverfald være en raa og ukultiveret Nordmand paafaldende, hvor faa Tilskuere der var, hvor faa Baade udenfor de deltagende Yachter. Og det en varm, straalende Solskinssøndag i det rigt besungne Øresund! Jeg maatte uvilkaarlig tænke paa de glade Tusinder af Mennesker, det yrende Liv, det vidunderlige Spil af Farver, den Uendelighed af store og smaa Farkoster herhjemme paa Vestfjorden en saadan vakken Sommersøndag, naar Seilerne kappes saa haardelig. Der var heller ikke synderligt Tilløb af nysgjerrige eller interesserede Tilskuere ude paa Langelinje, uagtet den ypperligste Flaade af Lystyachter laa lige udenfor — fra Pavillonen og ud til Frihavnen, — i alle Størrelser og Typer — der laa den herlige Fifeskonnert „Susanne“ med det hvide Skrog og med Seil uden Plet eller Rynke — en Seilmagerkunstens Triumf; videre den tyske „Comet“ med sin 90 Fods Vandlinje, Hegels Skonnert „North-West“, og en Række vakre, solide Fartøier nedigjennem alle Klasser, — og gule, blaa og grønne Svenskeyachter lyste op mellem det Sorte, Brune og Hvide. — Men kun nu og da saaes en ensom Vandrer stirre haabløst paa den enestaaende udstilling.
Paa Dommerskibet — det eneste, som fulgte den store Pokalmatch — blev der først rigtig Liv, da Styrmanden gik rundt med Merkejollen, som var gaaet fuld af Vand, og i sterk Strøm og høi Sø drev nedover Sundet; — da blev der et Pludder og en Staahei, den danske Tunge gjorde sine mest ekvilibristiske Øvelser, alt meden den stakkars Styrmand bombarderedes med Redningsbøier, saa han maatte værge Livet med Hænderne. Alene Kapteinen var uforstyrrelig; han saa paa Styrmanden med et prøvende Blik og sagde: „Aa, han sidder skam godt i det.“ Da saa en Redningsbaad skulde sættes paa Vandet, rød Daviderne; da surrede det om Ørene Udraab som „den allerstørste Skandale“; — lykkelige skandalfrie Land!
Denne manglende Publikums-Interesser er saameget merkeligere, som der er saamange fortræffelige aktive Seilere dernede, ogsaa blandt de Ældre. Hos os skal det ligesom være væsentlig de Yngres Sag at deltage i Kapseilads; det anstaar sig ikke en ældre Gentleman „at give sig af med saadant“. Dernede saaes mange graaskjæggede Mænd ved Roret, og der var den samme Iver og Hidsighed over dem, — den samme Spænding i Starten og den samme Glæde ved Seiren, som hos den ærgjerrigste Seiler-Yngling. Jeg skal blot nævne de to søfarende Baroner — den tidligere danske Førsteminister Reedts-Thott og den skaanske Godseier Blixen-Finecke. Ministeren glædede sig i sin Tid ved at holde Statens Ror i den ene Haand og sin Lystyachts i den anden, og han fandt sin Hvile ved for en stakket Tid at kunne forlade Statsskibet for at gaa over i sin private Skude, — men ikke til Magsveirs- eller Søndags-Seilads, — nei til Kamp paa Kniven i de skarpeste Races — i Kiel og Øresund.
Tænk, om vor Førsteminister en Dag startede med en Yacht i Kapseilads om Bjerkøkosten og Langaaren, — fortræffelig manøvrerende gjennem krappe Søer i lunefuld Vind med Byger fra Venstre og fra Høire, vagtsomt og kraftig siddende ved sit Ror den hele Tid, — for saa efter en voldsom Slutningsspurt at komme ind som Nr. 1, — hvilken naiv umiddelbar Jubel vilde ikke som en brølende Nordvest hyle over Vandene! Nævnte danske Minister har kaldt sin vakre, sorte Watson-Yacht „Vanity“ — formodentlig et Resultat af lang Livsbetragtning.
Baron BLixen-Fineckes hvide Hoved lyste langt over Sundet fra den velkjendte „Ariadne“; han deltager i alle Kapseiladser Aar efter Aar; han forlader i sit store Gods i Skaane for at bo og leve i sin Baad — som en Diogenes i sin Tønde — og pløie Havet, som han elsker. — — —
Kgl. Yachtklub i Kristiania har som Hvermand ved, opsat en Vandrepokal, de tre kongelige Klubber i Danmark, Gøteborg og Kristiania skal hvert Aar ved sin udvalgte Repræsentant kjæmpe om dette Klenodie, og Hensigten er derigjennem at øge den fælles sportslige Interesse og at skabe den bedste Krydser-Type under 9 Seilmeter. Der skulde kjæmpes første Gang om Pokalen ifjor ved Narverød. Loyal og fintfølende Nordmanden er, havde han bygget en Krydser, — en virkelig almindelig Krydser, — en hel Noahs Ark, som under 8 Dages Øvelsesseilads husede Chefen og hans Hustru, hans to Sønner, tre Matroser og to svære Amatører; men ak! den strandede som Arken paa Ararats Bjerg, in casu Klipperne ved Narverød. De andre to smartere Nationer havde bedre udnyttet de opstillede Regler og mødte med Baade, som vel den mest outredede Krydser-Fantasi burde vægre sig for at sætte i Forbindelse med Begrebet „Krydser“. Men det er Reglernes Feil; Ære være dem, som udnytter dem. Iaar stod da den store Kamp i Kjøbenhavn. Vi fulgte denne Gang Exemplet. Vor Krydser er og bliver nærmest — en Racer; men den er kraftig; den er hurtig, og den passer for al Slags Seilads; den var ubetinget den bedste af de tre iaar mødende Pokalbaade; den ikke alene seilede „paa egen Kjøl“, som foreskrevet staar, til Kjøbenhavn; den havde til og med ombord paa Veien 4 Amatører og en Matros; den danske Baad maatte op paa Refshaleøen efter den første haarde Pokalseilads og faa afstivet sine Spanter fra Master og forover; saa nogen god Krydser-Type er den ikke. Den Hensigt er altsaa endnu ikke naaet; men vi har jo Tiden for os. Hensigten iøvrigt — Seiler-Skandinavismens Fremgang — er naaet. Og mere end det: Den uskyldige Pokal har formaaet at vække en ædel Kappestrid inden selve de paagjældende Klubber, — og naturligvis udelukkende for Sagens Skyld! I danske yachtklub rasede der iaar en vældig Strid! Der opstod Partier, Diskussion, Pressefeide; to Baade kjææmpede om Æren at forsvare Pokalen; den ene vandt, men den anden blev udvalgt; thi Danskerne er klogere end vi, de nøiede sig ikke med Prøveseiladser, nei, de spurgte den danske Mohn, hvad Slags Veir der vilde blive!
Tænk om vi havde gjort det ifjor ved Narverød! Da havde vi gjemt vor kostelige Pokalbaad paa et lurt Sted, Ararats Bjerg var undgaaet, og Pokalen havde fremdeles været vor.
Danskerne er kloge; det blev da ogsaa efterhaanden den lune Bris, som var spaaet, og Dansken vandt; efterpaa kom megen Snak fra alle dem, som stod udenfor, som ikke var tilstede, eller som ihvertfald ikke havde noget Ansvar: „hvis der var gjort dit, og hvis der var gjort dat, saa osv.“ — Ja, det er jo det store skrig efter enhver Kapseilads. „Havde bare det hændt, og havde ikke det kommet i Veien, og havde jeg ikke havt Havari og Uheld og Vrøvl og Sludder, saa havde jeg vundet.“ Enhver skulde jo egentlig have været den, som vandt! Det er den gamle Opsang.
Utvivlsomt, Nordmanden burde have vundet; men det er ikke hans Skyld, som havde Ansvaret for Baaden i Kjøbenhavn; han gjorde saamæn sine Sager fortræffelig. Vor Trøst er, at i tre gode Seiladser havde vor Baad 6 à 7 Minuter kortere seilet Tid end den danske, som tilslut vandt med en Baadlængde; Seiren minder mig om en dansk Rosportsmand, som var her oppe og saa paa en Kamp mellem Roere; han sagde: „I bruger længere Tid om jeres Løb end vi, men saa — er jo ogsaa vor Bane kortere.“