Blik ud i Philosophiens Fremtid
Blik ud i Philosophiens Fremtid
Af
M. J. Monrad
(Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger. 1896. No. 7)
Christiania
I Commission hos Jacob Dybwad
A. W. Brøggers Bogtrykkeri
1896
Kort før Nytaar modtog jeg fra det svenske „Aftonbladets“ Redaction en trykt Skrivelse, der da ogsaa var sendt til flere Videnskabsmænd, og hvori man anmodedes om, i sammentrængt Form at sige, hver for sit Fags Vedkommende, hvad han ønskede og haabede af den nærmeste Fremtid. Mine Tanker bleve derved vendte i denne Retning, og jeg begyndte alt at skrive Noget derom; men da dette tegnede til ikke at blive saa ganske kort, og Aftonbladet netop havde lagt Vægt paa en „sammentrængt“ Fremstilling, sendte jeg blot følgende Epigram, som da ogsaa blev trykt i det svenske Blad:
At Tanken, som ud paa Vidderne for
Efter Alt paa Jord, under Himmelens Hvælv,
Maa finde tilbage til sig selv,
Det er, hvad jeg Ønsker, haaber og troer.
Disse Linier bruger jeg her som Motto, hvortil den følgende Fremstilling skal slutte sig som Commentar eller Udlæggelse.
Hvad jeg med nogen Grund skal kunne ønske og vente af Philosophiens nærmeste Fremtid, maa naturligviis have sin Rod i det Nærværende og Forbigangne; jeg maa derfor tænke mig lidt tilbage.
Philosophiens classiske Periode (fra Kant til Hegel) var naaet frem til Bevidsthed om den (egentlig af al virkelig Tænkning nødvendigt, om end ubevidst, forudsatte) Grundtanke om Tilværelsen som et System af guddommelige Tanker eller Ideer, der som saadanne maae tænkes udviklende sig i logisk Sammenhæng af den ene absolute Idee eller Fornuft, efter en i dennes Væsen, i den absolute Tænkning selv liggende Lov. Philosophien havde saaledes sit Midtpunkt i Tænkningens af den selv udviklede Lov, i det Logiske, og kunde idethele betragtes som Tilværelsens Logik.
Naar Tænkningen paa sit eget Omraade og i esoterisk Form var naaet frem til et saadant Standpunkt og derved til Bevidsthed om sit sande Væsen, maatte det for lange Tider blive en væsentlig Opgave for Videnskaben, i de forskjellige særskilte Grene af den menneskelige Erkjendelse at gjennemføre denne Grundanskuelse, ved at lægge de enkelte Dele af Tilværelsen ind under Tænkningen og dens Love. Den maatte saaledes vende sig udad mod det mangfoldige Factiske, udvide og dele sig, betragte Phænomenerne gruppeviis, for stedse at finde de i hver Gruppe herskende fælles Almindeligheder og Love. Det maatte saaledes synes, som Philosophien eller den almindelige Tankevidenskab gik under og afløstes af de specielle „Fagvidenskaber“, navnlig Naturvidenskab og Historie, idet Betragtningen af den almindelige, paa sig beroende Tankes Udvikling sattes tilside for Sysselen med det empiriske Stof. Selv de, der endnu gjorde Philosophien til sit særskilte Fag, droges for en stor Deel uvilkaarlig over til en empirisk-realistisk Synsmaade. De bearbeidede deels fortrinsviis den empiriske Psychologie som etslags Aandens Naturhistorie eller Physik, hvor de endog undertiden fra Naturvidenskaben vilde laane dens experimentative Methode, deels paa den anden Side Philosophiens Historie, hvor de havde de philosophiske Tanker og Systemer paa Afstand som empiriske Kjendsgjerninger. De vendte sig overhoved saagodtsom udelukkende til Tankens ligeoverforstaaende Gjenstand eller Gjenstande, og betragtede Tanken og dens Love ialfald kun som en Form eller som en Række af psychologiske Facta.
En empirisk Realisme, der deelviis endog har udmundet i Materialisme, synes nu virkelig at have været den meest fremtrædende Retning i det sidste halve Aarhundredes Videnskab. Overalt — selv i den saakaldte Philosophie — egentlig Naturvidenskab og Historie; det rene Tankearbeid har ført en tilbagetrukken Tilværelse. Ogsaa udenfor Videnskaben, i Kunst og i Samfundstilstande, en udstykkende, det Særegne og Tilfældige fremhævende Realisme; Idee og Ideer næsten banlyste.
Hvor længe nu denne Tankens Udlændighed — som forresten af Udviklingens Lov nødvendigt hidførtes, og hvis Gjennemførelse paa sit Sted fortjener al Agtelse og ingenlunde kan blive uden Frugt — skal vare, kan Ingen forudsige. Men at denne for Tiden saa yppigt blomstrende Realisme, netop for at kunne sætte Frugt, om ikke for lang Tid maa have afblomstret, at Tanken maa samle sig af Adspredelsen og vende tilbage til sig selv, mættet og beriget med det mangfoldige fra alle Kanter indsamlede og mere og mere for den (Tanken) tilrettelagte Stof — er naturligvis mit Ønske og Haab.
Og jeg synes at skimte gode Varsler.
De specielle Fagvidenskaber synes paa flere Punkter at være i Færd med at gjennembryde sine snevre Skranker og fordetførste at søge Laan og Oplysninger af hverandre. Navnlig see vi Naturvidenskab og Historie ofte at støtte hinanden. De ville derved efterhaanden mindes om et fælles Udgangspunkt og et fælles Maal. Der udfordres nu kun, at dette Fælles udvikler sig med Bevidsthed som en indre forbindende Enhed. Overhoved indeholder, som Logiken lærer, allerede Vexelvirkningen som saadan en forberedende Overgang til Begrebets dybere Enhed — en Sætning, som her ikke er Sted til nærmere at forklare. Og paa den anden Side, jo mere Tanken virkelig fordyber sig i det empiriske Stof, der er dens nærmeste Gjenstand, desto mere vil den i dette møde sig selv, og Stoffet vil forklares til Tanke.
Den uforholdsmæssige Forhersken af den empiriske Psychologie, der næsten synes at ville fortrænge alle andre Discipliner, maa vel fra den ene Side — som ovenfor antydet — henregnes til Philosophiens babyloniske Fangenskab, idet den her for en stor Deel er kommen i Naturdyrkelsens Vold og ikke alene har maattet, saavidt muligt, iføre sig Naturkundskabens Methode, men ogsaa i sit Indhold er bleven afhængig deraf ved at betragte Mennesket udelukkende som et Naturvæsen, hvoraf igjen Følgen har været en deterministisk, tilsidst materialistisk Ethik, hvor Moralitet og Immoralitet kun skal beroe paa physisk Sundhed eller Sygdom. Men paa den anden Side viser sig allerede her Spor til et vaagnende mere aandeligt Syn, idet man netop ved at gaae dybere tilbunds i de psychologiske Phænomener mere og mere faaer Bevidsthed om Erfaringen selv som en subjectiv Proces og det ydre Object som egentlig en indre Forestilling, en Bevidsthedstilstand. Og skjønt her vistnok Sophistik og Skepticisme ligger nær, der vil opløse al Erkjendelse i individuelt-subjective Forestillinger, saa vil man dog snart finde sig nødt til at erkjende den normale fornuftige Bevidstheds Bestemthed som almeengyldig, og man er da lige paa Grændsen af Tænkningen, Begrebet og Ideen.
Det ivrige Studium af Philosophiens Historie, som viser sig i vor Tid, betragter vistnok de philosophiske Tanker, som sagt, paa Afstand og synes saaledes nærmest at bortlede fra virkelig, indgaaende Philosopheren. Og man kan ikke undres over, at der gives dem, der hovedsagelig blive staaende ved at betragte Bygningen af de ophobede Kjendsgjerningers babyloniske Taarn, saa at Philosophen bliver borte i Historikeren. Men ogsaa her vil dog efterhaanden ved en mere indgaaende Betragtning Gjenstandens egen Natur vise udover den selv som blot ligeoverforstaaende Gjenstand. Thi da denne i sig er philosophiske Tanker, der under al Tids- og Persons-Indklædning have en udødelig og stedse levende Kjerne, ville de som saadanne uvilkaarlig, mere eller mindre klart og bevidst, gjenføde sig i den historiske Betragters Aand, og Systemernes Følge vil, naar den opfattes med Aand og nogenlunde forstaaes, omsætte sig til en dialektisk Udvikling og baade forudsætte og fremlokke Philosophie, virkelig philosophisk Tænkning Den Eklekticisme, som Victor Cousin i sin Tid fordrede af Philosophiens Historieskriver, der — som Historikeren overhoved — skulde være „uden Religion og Fædreland“, har mere og mere vist sig som en Aandløshed eller en Umulighed. Det historiske Tilbageblik vil i ethvert Fald danne en Indledning til en videre gaaende virkelig philosophisk Forskning, idet en saadan med Føie sætter sig i Sammenhæng med en foregaaende Udvikling. Kun kan man endnu klage over mangen philosophisk Afhandling, hvor den historiske Indledning optager det Meste baade af Rum og af Interesse, og saaledes ligner hine ægyptiske store Tempelforgaarde, hvorigjennem man tilsidst føres kun til en ubetydelig Nische og kommer til at staae foran et tilsløret Billede.
Og nu den moderne Evolutions-Theorie, som spiller en saa stor Rolle i Tidens Erkjendelses-Arbeide! Den har ialfald den Virkning at opløse den faste Kjendsgjerning, gjøre den paa en Maade flydende og saaledes forberede dens overgang i Tanke. Vel gaaer Theorien endnu for en stor Deel paa vildsomme Veie, idet den uden Maal og Med løber ud i den slette Uendelighed og truer med paa sin Maade at føre til en al Sandhed forflygtigende Skepticisme. Men Menneskehedens naturlige horror vacui maa dog snart føre tilbage herfra, ligesom den eensidige, abstracte Evolutionstanke tilsidst gjennem sine Conseqventser vil opløse sig selv.
Nærmest synes Evolutionslæren at fremholde, at Alt forandres med Tiden, Alt, som synes at være, kun er midlertidigt og maa afløses af noget Andet. Dette gjælder ikke blot Enkeltheder, men ligesaavel Almindeligheder, og ikke mindst menneskelige Erkjendelser og Synsmaader. Hvad jeg idag ved Erfaring og Tænkning mener at erkjende som Sandhed, vil imorgen vise sig ugrundet og afløses af en anden ( formeentlig) fremskreden Erkjendelse, men som atter iovermorgen vil undergaae den samme Skjebne.
Naturligviis staaer denne Synsmaade i Forbindelse med den Grundbetragtning, at vi erkjende kun Phænomener, „Erscheinungen“, samt disses Forholde (Relationer) til hinanden og til det erkjendende Subject, altsaa igrunden aldrig det, som virkelig er, men kun det, som synes at være. Nu har man endog fra dette Standpunkt maattet indrømme, at selv det at synes idetmindste som Modsætning forudsætter en Væren, at der bag Phænomenet maa tænkes et Noget, som virkelig, i sig er. Allerede Kant fandt det urimeligt at antage „Erscheinungen ohne dass etwas wäre, das erscheint“. Og Herbert Spencer bemerker meget rigtigt, at det Relative som saadant ikke kunde tænkes, uden at der var noget Absolut; han mener saaledes, at der over eller bag den hele relative og tilsynekommende Erfaringsverden maa være en overnaturlig power eller Magt, der først giver den Tilværelse. Kun mener saavel Kant, som Spencer, at dette Absolute, Isigværende og Paasigberoende er aldeles utilgjængeligt for den menneskelige Erkjendelse, der stedse maa beroe paa og kun indeholde Relationer og Relativt.
Dette Afkald paa at vide Noget om hiint over Endelighedens og Relationernes Verden Liggende har man i den senere Tid kaldt Agnosticisme. Derved synes nu strax at være vundet Saameget, at Erfaringsvidenskaben nu ikke — som den for ofte har været tilbøielig til — vover at stille sig negtende ligeoverfor Religionens Opfatning af det Oversandselige, men at Videnskaben, idet den holder sig beskedent indenfor sit Omraade, kan lade Troen have frie Hænder. Nu er vistnok denne „Beskedenhed“, der strengt skiller mellem Tro og Viden og indrømmer den første fuld Frihed inden dens (af Viden uberørte) Enemerker, allerede for Troen en tvivlsom Danaergave, hvad vi imidlertid her ei skulle opholde os ved. Men vigtigere er det, at den samme Agnosticisme ved Conseqventsens Magt maa vende sig ogsaa mod den saaledes begrændsede endelige Videnskab, som maa gjøre Afkald paa at naae sin egen dybeste Grund, ja tilsidst mod sig, Agnosticismen, selv. Det viser sig ved en følgerigtig Betragtning, at hiin Videnskab ikke blot, som den jo vil være, er en Videnskab om Phænomener, altsaa ikke om det i dybere Forstand Virkelige og Sande, men selv — tilligemed Agnosticismen — kun et Phænomen af flygtig og midlertidig Beskaffenhed, kun en Bølge paa Tidens Flod, bestemt til at henskylles og forsvinde. Saaledes vil denne fremstormende Evolutionisme, denne i dobbelt Forstand phænomenale Viden, have naaet sin yderste Spids, men derved ogsaa gjennemboret og taget Livet af sig selv, idet den tvungen af sin egen Conseqvents har maattet nedsætte sig til et blot Phænomen, et forbigaaende Moment i en fortløbende Bevægelse.
Og her vil da Menneskeaandens allerede berørte horror vacui med Føie gjøre sig gjældende. Der vil komme et Øieblik — og det er tildeels allerede kommet — da man, naar enhver anden Udsigt til det Sande er spærret, vil krampagtigt klamre sig til Phænomenet og i dette uvilkaarligt og ubevidst — trods kritiske Philosophers Protest — see Mere end et Phænomen, i det Momentane see Mere end noget Momentant. Og Mange ville kanskee ikke naae længere frem. Men for en noget dybere Bevidsthed vil dog Phænomenet vise udover sig selv, og man vil for den endelige, phænomenale Viden fordetførste søge et ydre nødvendigt Supplement i en umiddelbar Tro paa „Ting, der ei kan sees“. Og man vil finde praktiske Grunde til at tilføre den theoretiske Viden Antagelser af noget Oversandseligt, som den selv ikke formaaer at rumme. Det var jo dette, som Phænomenalismen allerede fra Begyndelsen var inde paa, men som den senere en Tidlang synes at have glemt. Men dette Standpunkt var dog og maatte snart vise sig utilfredsstillende. Ikke som et ydre — jeg havde nær sagt: tiltryglet eller tilsneget Supplement til Phænomenet og den phænomenale Viden, men som Phænomenernes indre, væsentlige Grund maa den sande Virkelighed opfattes af den til sig selv kommende Tanke, som først derved bliver til en virkelig Sandhedserkjendelse.
Og tænker man Udviklingens Tanke tilbunds og fatter dens egentlige Begreb, saa vil man indsee, at ligesaavelsom Phænomenet som saadant forudsætter en til Grund liggende Virkelighed, ligesom det at synes og vise sig ikke vilde kunne finde Sted, uden der var Noget, som synes, Noget, som viser sig: saa vil en Udvikling heller ikke kunne tænkes, uden at der er Noget, som udvikler sig; Noget, der er Udviklingens Grund og indeholder dens Lov. Netop en Udvikling kan man heller ikke tænke sig som en tilfældig, usammenhængende Række af Forandringer, der ikke kommer af Noget og ikke fører til Noget. Der maa være Fornuft, fornuftig Tanke i Udviklingen, naar den overhoved skal være Gjenstand for fornuftig Tanke. Hvor ikke Fornuft kan forudsættes, der er idethele al fornuftig Betragtning ude og umulig; og den fornuftige Tanke selv er væsentlig i Udvikling, har sin Lov i sig selv og vil i al Udvikling netop gjenkjende sig selv og sin Lov.
Medens saaledes Forestillingen om al Tilværelses Udvikling overfladisk opfattet synes at føre Tanken ud af sig selv, i det Vide og Brede, i „den slette Uendelighed“, saa vil den, naar den naaer sit virkelige Begreb, netop være et afgjørende Skridt til Tankens Tilbagegang i sig selv, til at den kan gjenfinde sig som det Væsentlige i Tilværelsen.
Naar den sig stedse udviklende menneskelige Tanke igjennem sin Selvforglemmelse, i hvilken den har søgt udad „efter Alt paa Jord, under Himmelens Hvælv“, er naaet saa vidt, at den overalt har fundet Udvikling, saa har den her i sin Gjenstand igrunden mødt sig selv og kan ikke være langt fra at gribe sig selv (Tanken) i sit Midtpunkt, hvad den da ogsaa endelig maa blive sig selv bevidst og saaledes virkeliggjøre og vise sig som en virkelig og væsentlig Tankeudvikling, hvad der jo er Philosophiens egentlige Opgave og Maal. Denne vil da ogsaa mere og mere indtage sin centrale Stilling i Videnskabernes hele Kreds, der saaledes, istedetfor, hvad der i lang Tid altfor meget har været Tilfældet, at udgjøre et mechanisk Aggregat, vil danne en levende, heeltigjennem tankebeaandet Organisme.
Tanken har under al sin Udbredelse og Adspredelse, just fordi den er Tanke, stedse et uvilkaarligt samlende, midtpunktsøgende (centripetalt) Drag, og den sig udviklende klare Bevidsthed herom er Philosophie.
Jeg troer og haaber, at denne Bevidsthed mere og mere vil gjøre sig gjældende.
I den philosophiske Literatur merkes paa flere Kanter en indadgaaende Tankebevægelse, idet Tanken fra de mangfoldige ydre Gjenstande begynder at vende tilbage til sig selv.
Som et ret merkeligt Tidstegn i denne Retning kan man betragte den særegne Iver, hvormed man i Tydskland gaaer tilbage til Kant. Der er endog stillet i Udsigt Udgivelsen af et særeget Tidsskrift »Kantstudien«, og der er dem blandt Tydsklands Philosopher, som kunne betegnes som Nykantianere. Vistnok staaer Kant oprindelig med det ene Been i det 18de Aarhundredes Empirisme; men efter her at have faaet Grunden rykket bort under sig ved den humeske Skepticisme har han vendt sig til Erkjendelsens subjective Factor, for der at finde Almindelighed og Nødvendighed, ligesom Ideen dog er bleven ham et „Regulativ“ for det stedse fremskridende Tankearbeide. Saaledes danner just han Indgangen til dette Aarhundredes dybere Idealisme, til hvad vi have kaldt Philosophiens classiske Periode. I en Tilbagevenden til Kant kan man da med Føie see Begyndelsen til etslags classisk Renaissance, en nyclassisk Periode for Philosophien, og man kan vente, at Touren kan komme til de øvrige Heroer, navnlig til Hegel (hvilken sidste for Øieblikket i Tydskland synes væsentlig glemt og uforstaaet, idet man med Hensyn til ham fordetmeste lader sig nøie med at repetere traditionelle og banale Stikord). Naturligviis er her ikke Tale om en blot Gjentagelse af Fortidens Systemer, saa at den mellemkommende Periodes Arbeide skulde være spildt og tilintetgjort. Hvad man kan haabe og vente, er en Ideernes levende Gjenfødelse, saa at Tanken, som jeg nylig sagde, vender tilbage i sig selv „mættet og beriget“ med det i Mellemtiden vundne Stof, medens det paa den anden Side vel neppe kan undgaaes, at Renaissancen som saadan ogsaa vil medføre sine Svagheder. Det er ikke Døde, der skulle fremhentes af Gravene — om end af og til ogsaa Gjengangere maaskee ville vise sig, især i vore Dage, der ikke ere frie for Spøgelser og Spøgelsefrygt; men det er væsentlig levende Aander, der skulle gjenopstaae i vor Aand og der inderlig tilegnede begynde en ny betydningsfuld Udvikling. Jeg kan ikke negte mig den Fornøielse at anføre, at jeg for en Menneskealder siden (i en Afhandling indført i Fichtes og Ulricis philosophische Zeitschrift 1859) har forudsagt en saadan Gjenopstaaen af Fortidens Systemer, hvad allerede med Kant er gaaet i opfyldelse. (I den samme Afhandling var der forresten nogle yderligere Spaadomme, der vare holdte i apokalyptisk Billedstil, og som jeg her ei skal gjentage). Og von Hartmann, den berømte Forfatter af „die Philosophie des Unbewussten“, siger etsteds, om jeg ikke mindes feil, om sig selv, at han er „en Hegelianer af 1880“ — en Hegelianisme, som dog ved den stærke Tilsætning af schopenhauersk Nihilisme og Pessimisme har noget Sygeligt og Uhyggeligt og maaskee ikke upassende kunde kaldes et hegelsk Spøgelse.
I England er den stærkt fremtrædende Empirisme og Naturalisme, der havde sin fornemste Repræsentant i John Stuart Mill (hvis Standpunkt betegner den største Idee- og Fornuft-Fjernhed, idet han ikke engang vil vide af noget Erkjendelsens eller Tilværelsens System, som dog er den nødvendige Forudsætning for enhver fornuftig Betragtning), aabenbart i Tilbagegang. Stuart Mill selv synes i et af sine sidste Skrivter at gjøre en Vending henimod Agnosticismen, idet han siger, at hverken Atheisme eller Theisme kan bevises, men den sidste kan dog antages som en mulig og for Livet fordeelagtig Hypothese, naar man blot opgiver Overtroen paa en absolut, almægtig Gud; man kan vel tillægge ham et vist Overopsyn over den nærværende Tilværelse og en god Vilje, som han dog mangler Magt og Viisdom til at gjennemføre (!). Men disse sidste Tanker synes ikke at vinde nogen almindelig Sympathie. Selv Herbert Spencer med sin Evolutionisme og Agnosticisme er vel endnu i stor Anseelse, men synes dog allerede at være paa Veien til at tabe Terrain, medens Mænd som Caird, Wallace og den for kort siden afdøde Green vise sig væsentlig som Hegelianere. Et nylig udkommet Verk af den bekjendte Statsmand Balfour, som medrette har gjort stor Opsigt, bekjæmper fornemmelig Naturalismen med seirrige Grunde og har mere Sympathie med en „speculativ“ Synsmaade, som han dog heller ikke kan tilegne sig, medens han søger hovedsagelig at bringe sin Philosophie i Forstaaelse med den christelige Tro.
Fra Frankrige læser jeg just i Revue des deux mondes af 15de Marts d. A. en Artikel af Alfred Fouillée sur le mouvement idéaliste en France. Han finder, at Philosophien i dette Aarhundrede har gjennemløbet tre Stadier: et materialistisk, et »phænomenalistisk« (der med Kant og Spencer antager et Ubekjendt og Uerkjendeligt udenfor Phænomenerne) og et psychologistisk (der antager Alt for Bevidsthedsphænomener); og han troer at kunne forudsee for det kommende Aarhundrede en »Mentalisme«, der ophæver Selvbevidsthedens Isolation i en »unité fondamentale des consciences«. Det synes nu nærmest at være, hvad vi ville kalde en almindelig eller fælles Selvbevidstheds Standpunkt, som her stilles i Udsigt, og som ialfald jo staaer paa Grændsen af Fornuften og Ideen, og det er ret charakteristisk og endnu Følge af en Øiebliks-Indsnevring, at Forfatteren er bleven staaende ved »Sociologien« som Grundvidenskab, idet jo denne kan siges at beroe paa de mange Selvbevidstheders Fællesskab og Vexelvirkning. Men den almindelige Selvbevidstheds rette Grund og sande „fundamentale Eenhed“ ligger dybere og er, som en grundigere Psychologie lærer, tilsidst netop (som antydet) den fornuftige logiske Tanke, i hvilken først de Mange med indre Nødvendighed og sand Frihed kunne mødes; og den saakaldte, i Navn som Begreb hybridiske og sig let i ubestemt Mangfoldighed fortabende Sociologie kan maaskee en kort Tid være i Vinden, men vil da ogsaa svæve i Luften og spredes for alle Vinde, naar den ikke er landfast i en grundig Logik og Ethik. Den franske Forfatter seer dog igrunden dybere, end til dette overfladiske Tidsfoster, og veed bedre at skatte Ideens Betydning. Han siger fortræffeligt: »L’idée n’est pas un pur résidu de l’abstraction, elle est une manifestation des réalités plus hautes; sa conception même est déja une coopération consciente à l’oeuvre éternelle. En paraissant construire un monde purement intellectuelle, nous construissons et enrichissons pour nôtre part un monde réel.«
Ved at møde saadanne Ytringer lige udaf den nyeste Tid faaer jeg Næring for mit optimistiske Haab, at den menneskelige Tanke idetmindste er paa Veien til at samle sig fra Adspredelsen i den ydre Tilværelses Mangfoldighed og gaae ind i sig selv, hvorved den da ogsaa vil blive sig bevidst, at netop den, Tanken, Ideen, først og sidst den sande, guddommelige Tanke, hvortil den menneskelige stedse maa søge at rense og nærme sig, er al Tilværelses sande Midtpunkt, ligesom ogsaa dens Udgang og Maal.
Jeg staaer nu ved Enden af min Bane, efter i over halvhundred Aar at have fulgt Philosophiens Vandring gjennem Ørkenen. Jeg har visselig ikke havt nogen Førerstilling og endnu mindre besiddet Evne til at slaae paa Klippen og lade levende og kvægende Kilder fremspringe. Snarere er jeg, som Medvandrer paa de støvede og bugtede Stier, kun altfor meget af Tidens Drag bleven bragt til at sprede mine Tanker og min Smule Virksomhed til forskjellige Sider. Imidlertid har jeg dog aldrig tabt Vandringens Udgang og Maal afsigte, men tvertimod med Mund og Pen søgt at holde Tanken derom ilive og stedse, saavidt jeg kunde, løftet Ideens Fane. Idet jeg nu snart skal nedlægge Vandringsstaven, er jeg et Øieblik stegen op paa en Varde, hvorfra jeg troer at have et Fremsyn indover Philosophiens forjættede Land, som ikke jeg, men forhaabentlig en lykkeligere Efterslægt skal betræde.