Blandt Nordpolens Naboer/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
XII.
Reise til Melville-bugten.
D
et er som en afslutning paa disse blade, at jeg i det følgende vil give en beskrivelse af den før omtalte slædereise til Melville-bugtens ukjendte kyster, en reise som jeg vaaren 1894, udelukkende i selskab med innuitter, havde anledning til at foretage, og som læseren nu, efterat han har lært landet og dets befolkning at kjende, vistnok vil kunne følge med betydelig mere interesse, end det ellers havde været ham muligt.

I de første dage af april foretog jeg de for færden nødvendige forberedelser, der af mange grunde blev baade faa og simple. Med hensyn til min kjødforsyning, saa vilde jeg i denne retning blive nødsaget til helt og holdent at stole paa det jagtudbytte, der kunde være at erholde underveis. Det var derfor af høieste vigtighed for mig at sikre mig en dygtig indfødt jæger som ledsager, og en saadan fandt jeg i vor ven Kolotengva.

Min udrustning var ellers simpel nok. Af instrumenter havde jeg en theodolit, et thermometer, et uhr, et kompas, en kikkert samt karter, tabeller etc. Af fødevarer lidt the, sukker, ertemel, skibsbrød og flesk. Desuden 2 rifler, 50 patroner, en liden tranlampe af sten for kogning med sælspæk, nogle rensdyrskind, en økse samt nogle extra skindstrømper og kamikker.

Af hunde fik jeg laant og tiltusket mig ialt 8, medens vor slæde blev lavet af Kolotengva og mig kort før vor afreise og var af de indfødtes model med elfenbensko under meierne.

Om morgenen den 6te april var alt færdigt til afreise, og skjønt veiret var lidt tvilsomt med en overskyet himmel og luften meteorologisk talt ildevarslende mild (÷ 17° C.), drog vi dog afgaarde ud paa formiddagen. Mellem de mørke, næsten lodrette fjeldvægge ude i fjorden hang taagen tung og blygraa, og længere inde ved vort vinterkvarter feiede en barsk nordostvind nedover de nøgne høie og udover isen. Paa slæden skiftedes vi om at sidde, medens en af os sprang bag og holdt fast i dens opretstaaende styrearme. Det gik i et ustandseligt trav over den skarebelagte is, og alt imedens klarnede veiret. Solen kommer ikke høit paa himlen saa tidlig om vaaren paa disse breddegrader, saa nogen varme kunde vi neppe føle, at vi modtog fra den; men saa blev den til gjengjæld saa længe oppe paa himmelen, at vi aldrig skulde kunne klage.

Men en lang dag behøvede vi sandelig ogsaa, thi veien til den nærmeste eskimokoloni i vor kurs var utrolig drøi eller ikke mindre end 55 kvartmil (102 km.), og til folk maatte og skulde vi den dag, da vort aftensmaaltids soliditet var særdeles afhængig af de indfødtes gjæstfrihed.

Det var netop midnat med let tusmørke, da vi naaede sydostnæsset paa Herbertøen, hvor vore venner boede. Stedet hed Oloschynni og bestod af 5 sneklædte stenhytter, hvoraf paa den tid forresten kun to var beboede.

Her traf vi Akpallia, som netop da var returneret fra en flere ugers bjørnejagt sydpaa ved Kap York, og i hans hus tog vi ind.

Før vi gik til hvile, havde vi bjørnekjød, kogt flesk og skibsbrød til aftens. Det første var i frossen tilstand

Hele natten var to gamle elskværdige kjærringer ifærd med at sy mig et par nye sælskindskamikker, da de paa ingen maade vilde, at jeg skulde drage paa langtur med de gamle støvler, jeg havde, hvor tæerne truede med at løbe løbsk. For dette arbeide gav jeg dem en gaffel, af hvis fire tænder der kun var to tilbage, samt 35 fyrstikker.

Den næste morgen havde vi tyk taage, og da vor kurs herfra skulde gaa tvers over aabningen af Whale Sound til nogle hytter paa dettes sydside, var jeg først af den formening, at vi fik afvente klarveir, da nogen kompaskurs ikke kunde tages fra kartet, der her som allesteds var unøiagtigt, og vi saaledes kunde komme til at famle længe omkring paa sundets sydside, om vi først skulde komme lidt paa vildspor. Men Kolotengva bare smilte lunt og mente, at det var en noget drøi beskyldning at komme med, at ikke han skulde vide veien i sit eget land, selv i taagen, og da min tillid til ham som naturbarnet i saadanne sager selvfølgelig var ubegrænset, satte vi straks afgaarde mod Netchilumi, den næste beboede flek, som maal.

I mange timer reiste vi nu i taagen, og selv sneen under os kunde vi neppe se, men alligevel lykkedes det Kolotengva at beskrive en ret linie lige til det forønskede punkt paa sydsiden af det brede sund.

Nogle vil vel sige, han var ledet i den rigtige retning af sit dyriske instinkt, men saa fornærmelig maa vi ikke tale om vore gode eskimovenner. Nei, den menneskelige hjerne synes i hovedsagen at være sig selv lig, hvad enten den residerer i en eskimoskalle i Nordgrønland eller i en af de afrikanske pygmæers kantede kranier, og manden kunde alene udføre hvad han gjorde, ved sine udmærkede praktisk-geometriske begreber.

Vindens retning har nemlig langs disse kyster som oftest en sjelden regelmæssighed og er vinden lidt stærk, faar den den løse finsne til at fyge som sand. Herunder flyttes hvert lidet snefnug efter de samme fysikens love og grupperer sig under sin fremfærd i forskjellige former og striber med en saadan regelmæssighed at lange parallele striber derved som oftest danner sig paa sneens overflade. Ved at paase at vinkelen mellem disse striber og ens forønskede marschretning stadig forbliver den samme, kan man jo uden vanskelighed holde sin bestemte kurs. og det var denne methode, Kolotengva i nærværende tilfælde fulgte.

Under vor reise over den grønlandske indlandsis vænnede løitnant Peary og jeg os ogsaa til i tykt veir at benytte os af disse vindmærker, som deroppe i stormens rige har et langt stærkere og mere karakteristisk præg. Ja ofte har overfladen endog en betydelig lighed med en oprørt havflade. der pludselig har mistet sit liv og forvandlet sig til en kold og ubevægelig ismasse.

Udpaa eftermiddagen ankom vi til Netchilumi, hvor vi blev hjerteligt modtagne af stedets indvaanere og tog ind i den ældste fanger Terrikottis hus. Denne mand har et vist fornemt ydre, d. v. s. han er saa fornem, som en mand med fillede bjørneskindsbukser og distingverede ansigtstræk overhovedet kan være. Hos ham havde vi det rigtig hyggeligt den aften.

Hans gode gamle hustru stegte flesk og lavede the for os uden at nogen speciel veiledning var nødvendig, medens Kolotengva sang aandeviser i tranlampens dæmpede lys. Samtidig lyttede husherren og hans besøgende venner til en improviseret undervisning i geografi under medvirkning af et polarkart samt en opblæst tarmskindsblære, der benyttedes under forklaringen af jordens kugleform. Men da vi kom til konsekvenserne af denne sidste paastand, nemlig at menneskene paa de to forskjellige halvkugler gaar med benene mod hinanden; saa holdt undervisningen paa at maatte afbrydes, da ingen syntes at kunne deltage i flugten ud paa disse vidder. Forgjæves demonstreredes jordens tiltrækning ved hjælp af faldende gjenstande, indtil der pludselig syntes at gaa et lys op for en ung halvvoksen gut. Tungen løsnede rigtig paa ham, og han pludrede ivei til sine landsmænd, indtil der neppe var en af de tilstedeværende, der ikke blev en tilhænger af den nye theori.

Taagen var tykkere end nogensinde da vi kom udenfor den følgende dag, og da der desuden blæste en stærk sydlig vind, blev vi liggende veirfaste ved pladsen til den følgende morgen. I mellemtiden saa vi os lidt omkring paa hustomterne, samlede mineralier samt satte 4 kvinder i arbeide med at sy os nye benklæder af unge bjørneskind. Dette var en ny forøgelse i vor garderobe, der forvandlede os til veritable nordgrønlandske sprader.

Astrup-BNN-p304.jpg

Bræ i Inglefield Golf.

Først den følgende morgen kom vi, som sagt, igjen afsted. Veiret var da spragende koldt med klart solskin. Til vor behagelige overraskelse meddelte vor vært os kort før vor afreise, at han vilde ledsage os ned til Kap York, en strækning af ca. 150 kvartmile (277.5 km.), da han havde forretninger paa disse kanter.

Hans søn havde nemlig høsten iforveien efterladt sin kajak dernede, og denne skulde han nu ned for at hente, førend isen begyndte at brække op. Hans reise var forresten paaskyndet ved den pludselige anledning der tilbød sig til at faa følge med en kablunaksuak og nyde de deraf flydende fordele i form af fleskesvorer og andet affald ved maaltiderne. Terrikotti tog sin hustru med, idet han betragtede den forestaaende tur ligesaa meget som en rekreations- og forlystelsesreise som et simpelt forretningsærinde.

Han havde 7 store, kraftige hunde, der rendte lystelig over isen og var, som vanlig er tilfældet blandt dem, saa udmærket dresserede, at kun et tilraab fra deres herre var nødvendigt for at faa dem til at gaa enten til høire eller venstre, standse braat eller øge farten, speide efter sæl eller snuse langs skaren efter bjørnespor eller andet tegn til vildt.

Turen blev baade livligere og mere interessant ved denne uventede forøgelse af vort lille reiseselskab, thi de indfødte var jo nu i afgjort majoritet, og da er der ingen tilbageholdenhed ved dem. De fulgte sine gamle skikke og reisevaner og røbede mange af sine religiøse sæder og forestillinger, idet de betragtede kablunakken som en af deres egne.

I løbet af dagen passerede vi en landtunge, der løber ud mellem Whale Sound og Booth Inlet, endende i Kap Parry, der paa den tid var omgivet af aabent vand og derfor var impassabelt for slædereisende som os. Vi maatte derfor tage vor tilflugt til land, og herunder naaede vi op i en høide over havet af ca. 1000 fod.

I denne høide var veirforholdene uden tvil paa grund af det nære hav i den grad forskjellige fra de lavere regioners, at vi neppe kunde bane os vei gjennem den tætte snedrift og taage og mod den bidende vind, der formelig stak i vore ansigter deroppe. Men det stod ikke længe paa; thi saasnart vi var naaede forbi det høieste punkt af den snekuppel, der dækkede den plateauformede landtunge, fik vi vinden med os, og strygende med voldsom fart nedigjennem en smal, dyb dalstrækning kom vi snart igjen ned til solbelyste bræer og isbjerge; men langt udenfor isbjergene og den blændende hvide flade af øde snemarker, laa havet mørkeblaat og vidunderlig vakkert, hist og her glitrende og spillende, hvor solstraalerne reflekteredes fra dets lange krusede dønninger.

Hvilket betagende indtryk det uvilkaarlig gjorde paa en, der gik med en kun daarlig døvet hjemve i sit hjerte. Minderne om det fjerne havomkransede fædreland traadte altfor stærkt frem og satte sindet i en drømmende melankolsk, men forresten i disse egne afgjort forkastelig stemning.

Da jeg standsede og stirrede udover mod den blaa horisont, spurgte mine indfødte ledsagere hvad jeg speidede efter, men det var ikke let at forklare dem, hvad jeg saa eller tænkte. Dog opfangede disse følelsesfulde mennesker uden vanskelighed meningen af mine ord, og den gamle mand udbrød gjentagende med dæmpet stemme ayonai: hvor sørgeligt, hvor trist.

Komne ned fra vor landoverfart fortsatte vi langs det temmelig flade kystland i Booth Inlet og passerede den mærkelige Fitz Clarence Rock, en liden, men ca. 1000 fod høi ø i terrasseform.

De af væde og frost gjennem aartusender løssprængte klippestykker har ophobet sig i en saadan mængde og med en saadan regelmæssighed rundt den hele ø, at den hæver sig over de flade ismarker som en mørk, umaadelig kegle, hvoraf kun i midten de lodrette sider af den solide klippe rager frem.

Lige søndenfor denne ø maatte vi tage vor tilflugt til det faste land, da isen under de voldsomme jevndøgnsstorme et par uger iforveien var brudt op og drevet langt ud i den delvis aabne Baffinsbugt. Heldigvis var landet her, i stærk modsætning til de steile kyster søndenfor og nordenfor, forholdsvis fladt saa vi uden vanskelighed kunde fortsætte reisen over dette, omend de skarpe stene, der hist og her stak frem gjennem skaren, sled og skrabede uhyggelig i slædemeiernes polerede elfenbens-skoning.

Lidt over middagstider kom vi lige ind i friske rensdyrspor, og en hel hjord maatte det have været, for overalt omkring os var sporene talrige.

Vi havde intet kjød, hverken til vort aftensmaaltid eller til foder for de to sultne hundespand, saa det vilde jo være noksaa koseligt, om vi nu kunde slumpe til at faa fat i en ren eller to. De indfødte blev aldeles vilde efter at sætte afgaarde, saa jeg gav dem hver en af vore to rifler, medens jeg selv begav mig bort til nogle hvide, kvartsholdige bergknauser i nærheden for at lede efter mineralier.

Terrikottis kone blev tilbage for at passe paa hundene, der under saadanne omstændigheder ikke tør lades alene. Thi neppe vilde sammenhængende trevler blive tilbage af slæderne og vor bagage, om disse dresserede ulve først skulde faa tæften af vildt og faa lov til at lægge ivei opigjennem urer og fjeldkløfter.

Neppe 10 minutter efter knaldede et rifleskud lige nærheden, og straks efter fik jeg øie paa Kolotengvas lille firskaarne skikkelse[1] paa toppen af en lav aas, raabende, at vi skulde komme derop med slæderne. I et øieblik var vi deroppe og fik snart øie paa en renko liggende død lige ved. Et maaltid paafulgte, hvori fire mennesker og femten hunde deltog uden stands anseelse, blot med den forskjel, at vi mennesker forstod at tilegne os alle de bedste stykker af kjødet.

Kun en liden steg blev tilbage, og den slængte vi paa slæden sammen med rensdyrmaven, som de to arctici ikke kunde nænne at lægge igjen, — den er jo engang deres delikatesse.

Vi reiste ikke meget længer den dag, og efter at have været 13 timer ustandselig paa farten stoppede vi ved 7-tiden om aftenen, fremdeles paa nordsiden af Whalstenholm sund, hvor vi byggede vor koselige lille snehytte i en passende, vindpakket snefane.

Snart er kogningen indenfor i fuld gang, og under de smaa stenkar er flammerne gjort saa lange som de skaalformede lamper med mosenvægerne og spækstykkerne tillader. Paa den ophøiede platform i hyttens bagre halvdel optages pladsen paa venstre side af Kolotengva og mig, medens paa den anden side den gamle mand og hans hustru residerer. Alle er vi særdeles let antrukne, da det jo vilde være meningsløst at sove i de ubekvemme og fugtige skindklæder, naar man har anledning til at kaste disse væk og krybe ind under bløde varme rensdyrshuder.

Astrup-BNN-p309.jpg

Snehytten paa Thom-øen.

Den gamle kone passer det meste af kogningen, og for ut finde ud, om thevandet er begyndt at blive varmt stikker hun af og til den flade haand ned i kogekarret, en methode at tage grydetemperaturer paa, som jeg i begyndelsen havde lidt vanskeligt for at forsone mig med, men ved at filosofere over sagen kom jeg til det resultat, at dette ikke var slemmere end at haandtere de kjødstykker, en anden skal spise; jeg fandt mig derfor rolig i hendes methode.

Den næste morgen var veiret fremdeles straalende, og kl. 7½ var vi igjen afgaarde. Vor vei laa nu tversover det brede Whalstenholm sound. Saunders ø. som ligger omtrent midtveis i sundet, vilde vi først gaa udenom, paa vestsiden, da dette blev det korteste for os, men da vi naaede øens vestre ende, standsedes vi af aabent vand og maatte gaa østover for at komme rundt paa indersiden. Vi undlod dog ikke først at prøve den nye staalis ligge indunder de lodrette,over 2000 fod høie fjeldvægge for om muligt at spare os den lange omvei, men — til ingen nuytte. lsen var for svag, og jeg kan ikke negte for, at jeg følte mig noksaa lettet ved denne opdagelse. Thi mine tidligere erfaringer paa nyisen havde, som man vil erindre, været alt andet end behagelige.

Som vi passerede østsiden af Saunders ø, kom vi lige op i friske spor efter 3 bjørne, han, hun og en unge. Vi fulgte dem længe paa kryds og paa tvers over den brede, ensformige fjordis, indtil solskiven stor og glødende tilsidst tangerede den snehvide horisont i nordvest — for derefter langsomt at begrave sig bag de fjerne isbjerge. Forgæves rettede de indfødte min kikkert, hvis mærkværdige egenskaber begeistrede dem, udover det hvide lagen — intet levende viste sig indenfor deres synskreds. Vi maatte da opgive forfølgelsen og igjen optage vor gamle kurs langs landet søndenfor den brede fjordaabning.

Lidt senere passerede vi Kap Atholl, hvor isen begyndte at blive saa godt som snefri, hvorved vi kunde avaneere betydelig hurtigere. Ved midnatstid, efter 16 timens uafbrudt reise, stoppede vi endelig ved et sted, kaldet lgluduhugni. Under hele den lange marsch havde vore hunde været i raskt løb, og den distance, vi havde tilbagelagt i dagens løb, bjørneforfølgelsen iberegnet, var kun ubetydelig under 60 kvartmile, hvilket altsaa svarer til længden af en breddegrad eller 110 km.

Vi havde ventet at finde indfødte ved vort nye stoppested, men alt, hvad vi i midnatsstundens tusmørke kunde opdage, var en længst forladt og halvt nedfalden snehytte, der grinede os uhyggeligt imøde med sine store sorte huller i de paa indsiden sodede vægge. Hyttens reparation blev straks taget fat paa af Kolotengva og mig, medens den gamle mand og hans kone begyndte at grave i skaren indunder en vældig vandreblok i nærheden, idet de nok mente, at der, efter gammel regel, skulde findes noget spæk der til almindelig afbenyttelse for veifarende folk. Dybt og længe grov de, og spæk fandt de ogsaa tilsidst, og det i betydelige mængder. Manden skar endel op i smaastykker til hundefoder, medens konen samtidig tilberedte noget af det samme stof for vore lamper, idet hun herunder gjorde stykkerne bløde og saftige ved at knaske dem lidt mellem tænderne, for derefter at lægge dem tilrette paa lampeskaalerne.

Inden kort tid sad vi atter hyggelig indlogerede under et lunt snetag, medens vi, under munter passiar om dagens begivenheder, fortærede resterne af gaarsdagens rensdyrsteg.

Forresten havde vi nær faaet rævesteg den aften; thi lige før vi naaede vort nattekvarter, havde vi en spændende og ganske fornøielig jagt efter et par arktiske mikkeler, der kun med nød og neppe undslap os. Den hele tildragelse mindede meget om de fashionable engelske rævejagter, som jeg mindst ventede at opleve et sidestykke til heroppe i det høie nord. Forskjellen bestod kun i, at medens lorderne er tilhest, maatte vi forfølge pr. slæde. I de lyse nætter tager de smaa polarræve sig ofte en lang vandring udover den tause søis for at søge levninger fra bjørnenes maaltider, døde sælunger eller lignende og det var to slige nattevandrere vi mødte.

Ikke før havde vore hunde faaet øie paa de to mørke prikker, — det var nemlig saakaldte blaaræve, der bevægede sig foran os, — før de satte afsted med en saadan fart, at vi netop saavidt fik tid til at slænge os paa slæderne og være med paa moroen. Rævene foran og hundespandene efter; men vi halede neppe ind paa dem, da slæderne sinkede vore hunde saa betydeligt at det endog lykkedes den ene ræv, der klogeligen havde sat kursen mod land, straks at undkomme. Den anden derimod var lige foran os, men syntes at øge sit forsprang. Men hvad gjør saa mine to «sportsvenner», der i den yderste spænding har fulgt dette livlige kapløb og nu mærker, at jagtens udfald begynder at blive meget tvilsomt! Hurtig som tanken griber Kolotengva sin kniv, strækker sig forover og afskjærer med et snit trækremmen til den hurtigste af vore hunde. Næsten isamme nu følger vor konkurrent paa den anden slæde exemplet, og frem skyder pilsnart de to dyr, nærmende sig ræven med strygende fart. Vor hund synes imidlertid at faa et lidet forsprang for den anden, og ikke fornøiet hermed sender vor medbeiler nok en lang stribet graatas i marken, øieblikkelig efterfulgt af en lignende fra vor slæde. Nu følger opmuntrende tilraab til hundene, og en leende, pludrende, skrigende disput mellem eierne om dyrenes chancer. Vor hund vandt i kapløbet, men den lille forskræmte mikkel, der løb for livet, reddede sig tilslut oppe paa den flade top af et mægtigt isbjerg, hvor vi hverken kunde naa den eller faa skud paa den.

Den næste morgen var veiret fremdeles straalende, og solen blev omkring middagstider saa varm, at hist og her en enslig sæl lokkedes op af sit lille pustehul i isen, for at bade sig i vaarsolens liv-vækkende straaler. Det blev midnat, før vi naaede Kap York; atter havde vi været paa farten i 15½ time og tilbagelagt en strækning af 90 km. siden samme dags morgen.

Kun et par af de største stjerner tindrede paa den sydlige himmel, og de lyse sommernætter kunde saaledes hilses velkommen. Men at vi derfor var i nogen speciel sommerstemning, da vi standsede foran koloniens stenhytter den nat, vil jeg ikke paastaa. Kviksølvet stod ved ÷ 31° C., og saa skrubsultne som vi alle var, føltes kulden og nattesnoen dobbelt skarpt. De indfødte paa stedet tog imidlertid imod os med sin vanlige, aabne gjæstfrihed. Søvn og hvile var det vi trængte mest, og efter et solid maaltid for os og vore dyr faldt vi øieblikkelig i søvn, for først at vaagne langt ud paa formiddagen den næste dag.

Denne dag saavel som de to følgende, den 13de og 14de april, forblev vi ved kolonien, dels for ved dette ophold at give vore hunde anledning til at udhvile sig efter de lange marscher, dels for at afvente forandring i det pludselig indtraadte stormende veir.

Det er ikke frit for, at vi kjedede os lidt i disse dage; de nordgrønlandske hytter bliver temmelig trange og smaa for «bedremands-barn», naar man af storm og uveir holdes indestængt i længere tid. Om dagen gik passiaren livlig, og mange var de spørgsmaal, der gjensidig fremsattes og besvaredes, saavel om de indfødtes skikke sagn og traditioner som om de fjerne sydlige lande med de mange forskjellige folkeslag.

Særlig tror jeg eskimoerne ved Kap York fik gode tanker om vort eget gamle klippeland med sine susende skove og grønne bakker og herlige klima. Atter og atter maatte jeg fortælle dem om Norge.

Ganske interessante var de musikalske soireer, der holdtes om aftenen i den ene eller anden hytte, og hvor gjerne hele befolkningen var samlet. Der var tarmskindstrommen i fuld gang, hysteriske hekse og hemmelighedsfulde gamle mænd afløste hinanden med monotone, halvt skrigende sange og aandebesværgelser.

Tidlig om morgenen den 15de april fortsatte vi endelig i klart veir reisen østover, og med et lettelsens suk tabte vi kolonien af sigte; thi de smaa polarparasiter havde været mere end almindelig rovlystne og slemme den sidste nat. Vor kurs gik nu direkte mod øerne i Melvillebugten, hvorfra jeg haabede at faa en god udsigt over de ukjendte kyster indenfor, i tilfælde det skulde vise sig ugjørligt paa grund af isforholdene at naa samme.

Kolotengva og jeg var nu atter alene, da det gamle par, der i de foregaaende dage havde fulgt os, forblev ved Kap York, der var deres reises aal.

Om formiddagen passerede vi Bushmanøen, der ligger ca. 12 kvartmile østenfor Kap York. Endnu før jeg naaede denne blev jeg var, at kysten lige nordenfor os ikke tilhørte fastlandet, men derimod to temmelig betydelige, hidtil ukjendte øer, som saaledes blev førstegrøden af den forholdsvis rige «geografiske høst», som de følgende dages reise bragte mig. Udpaa eftermiddagen, eftersom vi naaede længer østover, fik vi snart isigte mægtige isbræer, hvilke jeg ogsaa altid havde tænkt mig at existere langs Melvillebugtens nordøstlige kyster. Ja, i virkeligheden fandt jeg kystlinien lige fra Kap York og østover, saalangt øiet kunde naa, uafladelig afbrudt af betydelige og aktive isbræer.

Ved sekstiden om eftermiddagen gjorde vi holdt, efter at have tilbagelagt over 40 kvartmile, og byggede vor vanlige snehytte for natten. Vi var da omtrent ret søndenfor Kap Melville og neppe over 8 kvartmile fra land. Den is, som vi befarede under denne første marsch fra Kap York, var særdeles jevn og helt forskjellig fra, hvad jeg havde ventet. Med undtagelse af et isbælte, ca. 1 mil bredt, hvis overflade udgjorde et rent kaos af uregelmæssige kantede og vildt sammenpressede isblokke, ofte af en høide af 6 til 8 fod, var hele den øvrige del af veien fuldstændig jevn og flad. Dette tror jeg forresten for en stor del havde sin aarsag i Kolotengvas intime kjendskab til isnavigationens hemmeligheder; thi altid syntes vi at have en sand overflod af voldsomt sammenskruet og næsten ufremkommelig is paa siderne af vor bane, medens farvandet forud i regelen var ganske klart.

Efter en nats velgjørende hvile i den lille hytte fortsatte vi den følgende morgen kl. 8 reisen i stille, men noget disigt veir. Ved middagstider kunde landet utydelig sees i nordøst, men om eftermiddagen var alt igjen skjult i en tæt, ugjennemtrængelig taage. Vi stoppede atter kl. 5 eftermiddag, efter at have tilbagelagt omtrent 30 kvartmile; det sneede da stærkt. Ogsaa under hele denne marsch havde vi havt jevn is; men slæden gled ikke længer saa let gjennem den sandlignende sne, vi nu efterhaanden var komne ind i.

Igjen tilbragte vi en god og styrkende nat og fandt den næste morgen nogle tommer nysne udenfor, men fremdeles den samme tætte taage, saa intet land kunde sigtes. Men omkring middagstider, netop som alt saa mest haabløst og trist ud, løftede pludselig taagen sig som et mægtigt forhæng og afslørede derved et i sandhed storslagent og imponerende seeneri: Høie, mørke kystfjelde, gigantiske isbræer og luftige, blaalige snetinder, alt betagende belyst af middagssolens spillende straaleglans, laa spredt udover den snehvide flade, i vild uorden, tilsammen dannende det dragende billede af en forhen useet og ubekjendt kyst.

Ved at fortsætte den øst-sydøstlige kurs, som vi fra morgenen af var slaaede ind paa, naaede vi ved sekstiden en liden ensomt beliggende ø, hvor jeg bestemte mig til at stoppe en dag eller to for at gjøre observationer. Øen, der forøvrigt allerede før har været sigtet af engelske hvalfangere, havde i sit centrum en konisk formet, 3 til 400 fod høi klippe, der vilde afgive en prægtig plads for optagelse af en række peilinger til kystlandets bræer og forbjerge. Vi overnattede derfor i vor vanlige snehytte, som vi byggede i bunden af en lang klippekløft paa sydsiden af øen, og fandt den næste morgen til vor tilfredshed veiret udmærket skikket for vort forehavende. Luften var ualmindelig klar, idet de fjerneste fjelde kunde sees mærkværdig tydelig.

Jeg fik en observation af solens middagshøide, tilligemed alle forønskede peilinger til kystlandet. Øen befandtes at være beliggende paa n. b. 75° 41‘ 44“ samt kompasvariationen 88½° vestlig. Jeg tegnede ogsaa proliler af den hele kystlinie, indesluttende adskillige nye og betydelige øer.

Medens jeg var beskjæftiget paa denne maade iland, var min indfødte ledsager ude paa sæljagt; baade vi og hundene trængte nemlig høiligen til kjød, ligesom vi ogsaa var ganske uden spæk for vore lamper. Det lykkedes ham efter en knap times jagt at dræbe en middels stor sæl. Jeg iagttog ham fra min udsigt gjennem kikkerten, netop som han paa maven forsigtig og lydløst krøb, eller rettere trak sig henimod den søvnige sæl.

For mine øine saa det ud, som om han tilsidst var saa nær, at han kunde berøre den med haanden, men stadig ventede og ventede jeg paa det afgjørende skud. Endelig steg en liden røgsky op i den klare luft, og næsten i samme nu havde Kolotengva med sin kniv sikret sig sit bytte, som i et par dage skulde befri os for næringssorger.

Af de ca. 130 kvartmile kystland, begrænset i NV. af Kap Melville, i SO. af Red Head, som jeg kunde overskue fra toppen af den lille fjeldafsats paa Thom-øen, udgjorde mere end 90 kvartmile større og mindre bræfaçader. Disse bræer kan vistnok uden undtagelse henregnes til de mere aktive og hurtig fremadskridende isstrømme. Ialfald synes deres kløftede og høist uregelmæssige udseende samt det enorme antal isbjerge, der overalt fandtes spredte langs kysten, at tale stærkt for en saadan slutning.

Naar til de isbræer, som jeg netop har omtalt, og som jeg kunde se fra Thom-øen, lægges de bræer, som jeg fandt mellem Kap Melville og Kap York, samt den kolossale isstrøm, hvis nordlige side saavidt kunde skimtes søndenfor Red Head, og som sandsynligvis strækker sig ned til egnene om «Devils Thumb», danner dette store antal isstrømme tilsammen en brævidde af mere end 150 kvartmile eller henimod 30 kilometer. De danner et mægtigt udløb for det indre lands ismasser og er selvfølgelig af høieste betydning tor isdækkets økonomi.

Melvillebugtens isbrær udgjør i virkeligheden uden sammenligning det største bræ-komplex, der hidtil er iagttaget paa den grønlandske kyst.

De fleste af disse bræer befinder sig særdeles tæt indpaa hinanden, ja for nogle af de større bræers vedkommende som f. ex. Kong Oscars, Pearys og Hinks bræer eller Nansens og Nordenskiölds bræer er landafbrydelserne, der skiller deres grænser, saa forholdsvis rent ubetydelige, at man i virkeligheden ligesaa godt kunde betragte dem som to umaadelige kjæmpebræer.

Med hensyn til den geologiske karakter af selve kystlandet, der hist og her kommer frem gjennem brædækket, enten som dominerende forbjerge og næs eller som ensomme «nunatakker» længere tilbage fra kysten, kunde intet af usædvanlig interesse opdages. Eruptiver af mørk farve i stærk kontrast med de hvide snekupler, der kronede deres plateauformede toppe, var tilsyneladende af hyppig forekomst.

De lodrette fjeldvægge nærmest søisen havde i regelen en høide af et par tusend fod, medens landet bagenfor, hvor saadant fandtes, hævede sig til betydelig større høider; saaledes havde den øverste snekuppel paa Kap Walker en antagelig høide af noget over 3000 fod, medens en luftig og skinnende snetop, som jeg gav navnet «Haffner fjeld», og som ligger ca. 20 km. tilbage fra kysten paa nordsiden af bugten, uden tvil har en høide af omkring 5000 fod.

Ved Kap Melville var der en forholdsvis stor strækning lavt land; men af hvad natur dette var, kunde jeg umulig paa afstand afgjøre.

Da jeg var færdig med observationerne paa øen, byggede jeg paa toppen en liden varde og placerede i midten af denne en blikæske, indeholdende en kort notis om vort ophold der.

Lige før vi tørnede ind om aftenen, overraskedes vi ved synet af sæsonens første snespurv, hvilket gav os anledning til ved vort aftensmaaltid, bestaaende af beskøiter og fersk sællever, gjentagende at forsikre hinanden om sommerens snarlige komme.

Da vi kigede ud paa veiret den næste morgen, fandt vi, at det komplet havde forandret sig i løbet af natten, idet der nu blæste en storm af syd-ost, der fyldte luften med fin fygsne. Vi maatte derfor tilbringe dagen inden huse, hvilket for mig kunde have været kjedeligt nok, om ikke min medlogerende havde faaet tiden til at ile ved sine naive historier, hentede fra hans eget liv, og som paa en slaaende maade illustrerede dette lille folkefærds beundringsværdige seighed, styrke og mod i kampen for tilværelsen.

Blandt andre ting fortalte han mig, at stammens bjørnejægere ofte paa sine udflugter naaede over til østkysten af Melvillebugten, og ligeledes, at de nuværende isforhold sammesteds ikke var undtagelsesvis gunstige.

Af interesse for mange kan maaske et kort uddrag af mine dagbogsoptegnelser denne aften være:

«Kolotengva har i løbet af dagen fortalt mig mange mærkelige ting om innuitternes slædereiser, og jeg er herunder bleven fuldstændig bestyrket i min tidligere opfatning, — at der i disse egne simpelthen ikke existerer den forhindring, der nogensinde skulde kunne standse en slædereisende eskimo i hans fremtrængen langs de kyster, han maatte ønske at befare. Det er derfor mindre rigtigt, naar visse arktiske forfattere har ment, at eskimostammen ved Smiths-sund paa grund af forholdsvis nylig og raskt opstaaede bræer i Melvillebugten efterhaanden i aarenes løb skulde være bleven afskaaret enhver forbindelse med sine sydligere brødre.

I overensstemmelse hermed er da ogsaa min mening, med hensyn til hvilken vei eskimoerne oprindelig er komne fra Smiths-sundet til de sydligere dele af Grønland, absolut den, at endel af dem er vandrede nordenfor landet og nedover langs østkysten, andre — maaske de fleste af dem — derimod er dragne sydover over Melvillebugten og videre langs vestkysten.»[2]

Den næste dag var den 20de april, og en stærk sydlig vind blæste endnu. Vi var nu igjen saagodtsom uden kjød og spæk, saa vi kunde kun daarlig forsvare at fjerne os længere fra Kap York, hvad vi nok forresten vilde have gjort, om veiret havde været gunstigere. Nu satte vi istedet kursen hen mod det nordøstre og fuldstændig ukjendte hjørne af Melville- bugten, hvor jeg utvilsomt baade vilde finde meget af interesse, og hvor vi samtidig haabede at finde gode jagtfelter.

Vi reiste afsted kl. 7 om morgenen med kursen ret paa den steile klippekam, som jeg ifølge kartets svage antydning maatte anse at være Kap Murdoch. Eftersom vi kom nærmere, opdagede vi imidlertid. at denne fjeldkam ikke dannede nogen fremspringende pynt i kystlinien, men tvertimod laa langt bagenfor denne og kun udgjorde en ensom «nunatak» inde i den svære bræ, hvis høie, lodrette isfaçade tilsidst ganske stængte os veien.

Vi standsede kl. ½2 ved en liden ø, der paa indsiden næsten berørte isvæggen, og her besluttede vi at stoppe for resten af dagen og natten med.

Kolotengva gav sig ifærd med at opføre den uundværlige snehytte, medens jeg kløv op paa den nogle hundrede fod høie klippeø for at tage endel peilinger. Efter en stunds forløb kom ogsaa min kamerat herop, for han syntes nok, det kunde være rart at faa en rigtig god udsigt over dette forladte hjørne af kysten, som aldrig eskimoernes muntre karavaner nogensinde havde naaet.

Selv for den nøisomme indfødte, der stod ved min side, syntes stedet at være uden nogensomhelst tiltrækning, og han rystede blot paa hovedet og sagde med overbevisningers fylde: «Pujungitoksua nuna manni.» ɔ: «Landet heromkring duer ikke.»

Da jeg var færdig med observationerne, samlede vi sammen de løse stene, der kunde findes i nærheden, i en liden, lav varde, hvorefter vi vendte tilbge til hytten. Nogle faa meter fra denne var der, lige ind under den bratte væg af et isbjerg, et par dybe huller i sneen, hvor en bjørn kort tid i forveien havde gravet efter sælhuller. Den samme bjørn eller en anden havde ogsaa mærkelig nok efterladt sig spor oppe paa toppen af øen, hvor selv vi havde havt møie med at komme op. Kolotengva mente, at den havde været iland for at lede efter græs eller mos, da bjørnene efter de indfødtes udsagn sætter pris paa et vist kvantum vegetabilsk føde i sin diæt.

Da vi lidt senere i taushed var ifærd med at fortære vor aftensmad, blev vi pludselig opmærksomme paa en dæmpet gjøen fra hundene udenfor. Vi indbildte os straks at det var foraarsaget ved en sig nærmende fiende; men da vi et øieblik efter stod udenfor lyttende og speidende, var det os umuligt at opdage nogetsomhelst mistænkeligt. Da vi vendte blikket tilbage mod hytten, fandt vi, at en af os i farten havde nedrevet over halvdelen af huset, saa nu fik vi det travelt med at restaurere vort nylig fuldførte bygværk samt trække levningerne af vort maaltid frem af ruinerne.

Den følgende morgen ved 7-tiden fortsatte vi reisen i stille, disigt veir. Vi havde neppe reist i 2 timer, før vi, ved at svinge om en odde, pludselig faar øie paa en vældig hvidbjørn ca. 800 meter foran os. Men nu fik hundene dampen op. Med rasende fart strøg vi henover den haarde sne; men bjørnen betænkte sig ikke længe paa, hvordan den i dette tilfælde skulde gribe sagen an; det vil sige, den besluttede aldeles ikke at gribe an, men heller søge hurtigst muligt at fortrække.

Dog var vi snart nær indpaa den, Kolotengva overskar hastigt den line, der holdt de 8 hundes trækremme sammen, slæden standsede, og de befriede hunde fór med dobbelt fart op mod den lodne kjæmpe, der nu tilsidst gjorde helt om for at sætte sig til modværge.

I den korte tid, der medgik for min ledsager og mig til at naa op til kamppladsen, havde jeg god anledning til at iagttage hundenes glimrende taktik. Saasnart de havde indhentet bjørnen, spredte de sig nemlig i en halvcirkel lige foran sin fiende og anfaldt den med lette glæfs i dens lange rag og udviste herunder en saadan færdighed, at jeg sluttede, at de tydeligvis var i klar forstaaelse af, at frokost eller ikke frokost afhang af jagtens udfald. Hver gang bjørnen løftede sine vældige poter for at knuse en af sine angribere, lykkedes det altid denne ved et hastigt sprang at redde sig, og samtidig saa hundene paa den anden side sit snit til med forøget nærgaaenhed at angribe den paa dette hold.

Et par velrettede skud fra vore Winchester-karabiner endte snart kampen, og en time efter havde vi det store, vakre bjørneskind tilligemed et større kvantum kjød vel pakket paa vor slæde. Hundene fik desuden sin rige belønning i form af et kraftigt maaltid, som de høilig trængte, hvorefter vi igjen fortsatte vor reise.

Var kurs laa nu lige mod en ø, 10 kvartmil VSV for den foregaaende dags leirplads. Vi naaede den lige før middag og forblev nogle timer paa stedet for at tage en breddeobservation samt nogle peilinger, thi veiret var nu atter blevet fuldstændig klart. Om eftermiddagen fortsatte vi igjen vor marsch og standsede endelig for natten kl. 5½ efter en interessant, men ogsaa meget slidsom dag. Vi tilbagelagde under denne matchen en mindre strækning end vanlig eller omtrent 25 kvartmil (45 kilometer), da sneen havde været dyb og blød og føret tungt.

I løbet af de to følgende dage, den 22de og 23de april, i hvilke vi var særdeles heldige saavel med veiret som med føret, naaede vi godt og vel tildbage til kolonien ved Kap York, hvor vi ankom om aftenen den 23de. Vi besluttede at forblive her de to følgende dage for at lade vore hunde hvile, ikke netop fordi dette var nogen tvingende nødvendighed, men mere fordi vi syntes, de trofaste dyr havde fortjent en saadan paaskjønnelse efter de foregaaende 8 dages haarde og stadige arbeide. Den næste dag var straalende klar og næsten sommerlig, saa alle koloniens store og smaa indvaanere tilbragte mesteparten af sin tid ude i solskinnet nedenfor husene, paa en liden aaben plads, hvor grunden var tæt bestrøet med afgnavede knokler og andet affald.

Luften var vistnok ikke meget varm, men i ly af en mod fjeldsnoen opbygget skjærm af sne og med solen skinnende ned paa vore rødmussede ansigter, kunde vi, vel opklædte i skind, som vi var, uden ulemper fryde os ved foraarets komme.

I midten af den livlige gruppe laa et stort stykke hvalroskjød, hvis temmelig stramme lugt vidnede om dets antike karakter. Lige ved siden af laa en økse, der benyttedes, hvergang en af de spisende mænd eller kvinder ønskede at forsyne sig med et nyt stykke. Kjødet var nemlig haardfrossent og var derfor vanskeligt at

Astrup-BNN-p325.jpg

. . . . Saasnart hundene havde naaet bjørnen, spredte de sig

i en halvcirkel foran den . . . . .


partere. Ved siden af kjødstykket var opstillet et vældigt krystalklart stykke is. Fra dette erholdt forsamlingen sin vandforsyning. I isblokkens ene sidevæg var nemlig udhugget en liden hule. Paa bunden af denne var anbragt en sten af en næves størrelse, og ovenpaa denne sten brændte med lystig flamme et med spæk gjennemtrukket stykke mose. Eftersom nu isen smeltede paa fordybningens inderside, samlede vandet sig paa bunden af samme i et klart lidet bassin, og herfra opsugedes det atter af de mange tørstige munde ved hjælp af rensdyrknokler, der var omdannede til sugerør ved at udtage den iværende marv. Hele selskabet var vedvarende i feststemning, og om end ingen taler holdtes eller skaaler tømtes, saa var der dog en livlighed i konversationen og en munterhed blandt store og smaa, der ikke kunde undlade at give mig et nyt og bekræftende bevis paa disse menneskers store tilfredshed med sine livsforhold.

Den næste dag foretog de indfødte, for at more mig, en fingeret bjørnejagt. Et bjørneskind transporteredes i al stilhed af to halvvoksne gutter ud bagenfor et nærliggende isbjerg. Den ene af gutterne kom straks tilbage medens den anden efter en stunds forløb, indhyllet i sit svære skind, kommer frem af sit skjul, paa afstand tagende sig aldeles ud som en virkelig bjørn, i hvis gulglinsende skind solen spillede ved de skiftende bevægelser. Nu gjøres allarm fra en af de ældre mænd, og med stort skuespillertalent viser straks de øvrige jægere almindelig ophidselse ved synet af den nærgaaende bjørn. Flere af hundene opdager nu ogsaa denne, et halvt dusin slæder forspændes, og med stærk fart farer de samtlige kjøretøier ud mod fienden, som klogeligen aabenbarer sig i sin virkelige skikkelse allerede adskillige sekunder, førend de ophidsede hunde har naaet op til ham.

Tidlig den følgende morgen skulde min ledsager og jeg endelig sige farvel til stedet og dets gjæstfrie indvaanere. I sidste øieblik overraskedes vi imidlertid af den mærkelige nyhed, at alle de derværende familier havde besluttet at gjøre os følgeskab paa veien. En uimodstaaelig reiselyst havde pludselig overfaldt disse frie og ubundne mennesker, og hvorfor ikke ligesaa godt straks tilfredsstille denne lyst. Bestemmelsen var i et øieblik tagen, og neppe var en halv time hengaaet, førend den hele koloni befandt paa feltfod medførende alt sit udstyr af skind, harpuner, lamper, pattebørn, spæk og kjødstykker paa deres vel pakkede slæder. Slædernes antal udgjorde, vor egen iberegnet, 9, der tilsammen blev trukne af 53 store og kraftige hunde. Den hele karavane frembød et broget og malerisk skue og stod i en slaaende modsætning til den omgivende ramme af ren og høitidelig natur. Længe fik vi ikke glæde os ved vor indfødte eskorte; thi i løbet af den samme og den paafølgende dag forlod de os efterhaanden, for at sprede sig langs kysten i sine skindtelte, der nu med det kommende foraar skulde afløse den lange vinters triste huler.

Den første aften, efterat vi havde forladt Kap York, standsede vi ved bunden af en liden bugt, hvor vi tilbragte natten og det meste af den følgende dag, der var sur og stormende. Vi opslog vort paulun i nogle gamle hytteruiner, som vi udbedrede ved hjælp af et par skistave og nogle sælskind. Først udpaa aftenen bedredes veiret, og da netop den nat solen for første gang skulde forblive uden afbrydelse over horisonten, besluttede vi at gjøre nat til dag ved straks at fortsætte reisen.

Føret var godt, og vi avancerede hurtigt, naaende den vestre ende af Sounders ø kl. 4 om morgenen. Her sov vi i en mærkelig grotte, der løb ind under den henved 1000 fod høie, lodrette f]eldvæg som en vældig hal, hvis gulv laa i en høide af neppe en fod over høivandsmærke. Underveis havde vi passeret den paa samme øs sydvestlige side beliggende koloni «Akpan», der forresten paa den tid var ubeboet. Jeg omtaler alligevel stedet, fordi der sammesteds saavelsom paa fastlandet lige søndenfor findes levninger af stenhytter, der nu befinder sig under havets overflade ved høit vande. De indfødte har derfor paa disse steder maattet bygge sig nye hytter bagenfor de gamle, af havet langsomt erobrede bopæle. Lignende vidnesbyrd om en synken af landet langs disse kyster blev i sin tid iagttagne noget længere sydpaa af den bekjendte amerikanske polarforsker, Dr. Kane.

Om aftenen ved 9-tiden den 29de forlod vi Sounders øen i straalende veir. Vi besluttede igjen at tage over land til Whalesundet for at undgaa reisen om Kap Parry. Underveis lykkedes det os at dræbe en hare, der med sin hvide pels oppe i en mørk stenrøs udgjorde en ypperlig blink for vore rifler. Jeg vil ikke her udmale, hvor fornøiede vi var over dette bytte. Nok er det at sige, at vi ofte i de dage levede fra haanden til munden, og at vor nisteskræppe denne gang havde været tynd i et længere tidsrum end egentlig behageligt. Vi havde ved vor afreise om aftenen bestemt os til at forsøge at naa over til sydsiden af Whalesundet, før vi igjen stoppede, og dette opnaaede vi ogsaa, men først efter 20 timers anstrengende reise. For sidste gang tændte vi atter tranlampen, kogte resten af vor hare og nød derefter en god lang søvn under en ubeboet stenhyttes rimede og halvt sammenstyrtede tag. Endnu befandt vi os i ca. 30 kvartmiles afstand fra expeditionens vinterkvarter, men vi naaede dog dette uden vanskelighed i løbet af den følgende dag, den 30te april. Vor lille reise var saaledes tilende, og var end dens geografiske resultater ikke af nogen vidtrækkende betydning, saa kan den dog muligens tjene til at vise vor tids glacialforskere veien til et af de gunstigste steder paa jordens overflade for nøiagtige studier af kjæmpebræerne, deres bevægelses love og de mange øvrige fænomener, der ledsager dem.

Astrup-BNN-p329.jpg

En eskimoisk grav.

  1. Kolotengva var henved 160 cm. høi. Smiths-sund eskimoernes middelhøide er forøvrigt for mændenes vedkommende 157,4 cm. for kvindernes vedkommende 144,7 cm.
  2. Da det ikke tidligere her i bogen har været nævnt, skal jeg endvidere fremholde som min bestemte mening, at den eskimoiske race er af mongolsk og dermed ogsaa af asiatisk oprindelse. Beringstrædet maa da have været veien, ad hvilken de først er komne. Imidlertid er der ogsaa dem, der helder til den opfatning, at de er komne til Grønland og de amerikanske polarlande over selve Nordpolen, idet de i saa tilfælde skulde have arbeidet sig frem fra de nysibiriske øer over talrige formodede øgrupper længer nord.