Bjørnsons Plads i Norges politiske Historie

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Chr. Collin og H. EitremGyldendalske boghandel (1s. 5-34).

Det ligger nær at sammenstille Bjørnstjerne Bjørnson med Henrik Wergeland. Overensstemmelsen mellem disse to er saa iøjnefaldende, at den har maattet paatrænge sig alle og enhver og det fra første Færd. Allerede ved sin ydre Apparition, — den blonde, bredskuldrede Kjæmpeskikkelse med det knejsende Hode og den ranke, selvbevidste Holdning, — maatte Bjørnson gjenkalde i Publikums Erindring sin store Forgjænger. Man maatte, bare ved at se ham, faa et Indtryk af at der stak i ham, som i Wergeland, en Folkefører, en Høvding, eller, som andre vilde kalde det, en Urostifter. Og Urostifteren i ham lod ikke længe vente paa sig. Han blev, som Wergeland, allerede i sine første Studenteraar en af Hovedstadens mest omtalte og omstridte Personligheder. Han havde, som Wergeland, den sterkes Kamplyst og Slagsbrorstendentser og forstod, som det er bleven sagt, til Bunds den Kunst at henlede Opmerksomheden paa sig, d. v. s. der var ved hans Stil og hele Personlighed noget saa djærvt paagaaende og særmærket, at han ikke kunde optræde offentlig eller lægge sit Ord ind i nogen Sag, uden at vække Forundring eller Forargelse og bringe alle Hunde til at hyle. Han følte, som Wergeland, allerede tidlig Digterevnen i sig og foresatte sig allerede i Skoledagene, at han vilde bli Digter, «og naturligvis den største af alle». Men for ham som for Wergeland gjaldt det først og fremst at gribe ind i Livet, hvad enten det kunde ske ved at digte eller ad andre Veje. Som han selv har udtrykt sig:

«At være, hvor det netop gjaldt,
det var mig næsten mer end alt,
som ved min Pen blev fæstet.»

Samtidig med at han forberedte sig for sin Digtergjerning, og det saa godt, at hans poetiske Debutarbejde («Synnøve Solbakken») blev et helstøbt fuldendt Mesterværk, kastede han sig som en Brand ind i den offentlige Diskussion, stillede sig i Spidsen for Demonstrationer til Fordel for et national norsk Theater, skrev i Aviserne om Politik eller andre Dagens Spørgsmaal, og saaledes har han fortsat hele Livet igjennem. Ligesom Wergeland endnu paa sit Dødsleje, samtidig med at han udsendte det ene Digterværk efter det andet, vedblev at være rastløs optat af Jødesagen og andre praktisk-politiske Anliggender: saaledes har hos Bjørnson altid Politikeren, Agitatoren, Folkeopdrageren, den utrættelige Avis- og Brev- skriver gaat jevnsides med eller afvexlet med Digteren og Kunstneren. —

Det var, som bekjendt, i Wergelands Samtid og længe efter en almindelig Mening, at han spredte sig altformeget, — at hans Politisering og Agitering var væsentlig forfejlet, og at han vilde være blevet en større Digter, om han havde indskrænket sig til at være det og ikke tillige lagt an paa at være saameget andet. Endog blandt Wergelands ivrigste Beundrere har der været dem, som har hyldet og hævdet denne Mening, og man har citeret hans Ord paa Dødslejet: «Jeg var bare Digter», som Bevis for at han endog selv, ved at se tilbage paa sit Liv, kom til det Resultat, at han helst burde ha indskrænket sig til at skrive Vers. —

Det kan vel ansees for givet, at nufortiden en helt anden, helt modsat Opfatning er bleven afgjort gjeldende. Det er bleven erkjendt, at den store Expansion var ligesaa naturlig og nødvendig for Wergelands Genius som en streng Koncentration har været naturlig og nødvendig for Digtere med et mere udpræget artistisk-æsthetisk Anlæg som t. Ex. Welhaven. Naar man nuomstunder i Wergelands Ord paa Dødsleiet: «Jeg var bare Digter», finder en træffende Selvvurdering, saa er det ikke at forstaa saaledes, at hans Agitering og Politisering skulde være blotte Aberrationer fra den Vej, hvorpaa hans Digterkald viste ind, men saaledes, at vi gjenkjender Digteren i alt, hvad han foretog sig. Vi mener, at, om han havde siddet i Fred og Ro paa sit poetiske Kontor og indskrænket sig til at følge Politikens brusende Strøm paa Afstand istedetfor at kaste sig midt ud i den, vilde vi havt et meget mindre og fattigere Billede af ham, ikke bare som Menneske, som Personlighed, men endog som Digter. Vi mener, at det, som fremfor alt tiltaler os ved hans Digterværker og bevarer dem fra at synes forældede: — Friskheden, Umiddelbarheden, den flammende Glød, — for en stor Del skyldes netop dertil, at de er sprunget saa ligefrem ud af et mangfoldig bevæget, rastløs virksomt Liv, og vi mener, at den fuldkomnere Form og mere raffinerede Kunst, som kanske havde været opnaaet ved en strengere Koncentration af Evnerne, ikke vilde ha vejet op herimod, — ikke paa langt nær. — Det er vel ogsaa nuomstunder almindelig erkjendt (eller det holder ialfald paa at bli det), at Wergelands Virksomhed som Politiker, Avisskriver, Folkeskribent ikke bare var et naturligt og nødvendigt Udslag af hans Væsen og maa tages med, naar vi vil danne os det rette Begreb om hans Begavelses Vidde og Fylde, men at den ogsaa bortseet herfra har bragt et varigt Udbytte og havt stor Betydning for vort Folks Historie. Han gjorde sig skyldig i mange Misgreb; han kunde være til det yderste uvøren og ubetænksom i sit Avisskriveri som i sin offentlige Optræden idethele og skadede vist ofte den Sag, han vilde tjene, ved sine Overdrivelser og Fantasterier; ifølge sit udpræget lyriske og hyperidealistiske Væsen plejede han at stile mod saa fjerntliggende Maal og at lægge slig ivej og stige saa højt tilvejrs, at han ikke kunde faa Folk med sig. Men, — trods alt, — han staar dog for os som den centrale Skikkelse i den store Gjærings- og Gjennembrudsperiode i 30 Aarene, hvormed det nye Norge egentlig kan siges at begynde. Perioden blir nævnt og med Rette nævnt efter ham: Wergelandstiden. De Tanker og Tendentser, hvorved den er karakteriseret, har fundet det klareste og fyldigste Udtryk i hans Personlighed og hans Virksomhed, baade den politiske og den poetiske. Han kastede ved sit Geni Glans over Arbejdet med at gjennemføre det norske Folks Selvstyre og den norske Stats Suverænitet, som blev tat op i denne Periode, og der tilkommer ham allerede paa Grund deraf en Del af Fortjenesten for hvad der blev udrettet paa disse Omraader. Og, om han end ofte opstillede Maal, hvorved han forregnede sig, forsaavidt som de laa helt udenfor Samtidens Rækkevidde, saa har det dog vist sig, at han derved gav Impulser til Vækkelse og Vejledning for senere Tiders Arbejde. —

Vi kan vel, ifølge den nære Overensstemmelse mellem Wergeland og Bjørnson, føle os saa temmelig tryg paa, at, som det er gaaet med Dommen over den enes politiske Virksomhed, saaledes vil det ogsaa komme til at gaa med Dommen over den andens. —

Bjørnsons Deltagelse i Politiken synes hidtil mest at ha været ivejen for den fulde og almene Anerkjendelse af hans Storhed som Digter og Personlighed. «Digterpolitikeren» har været et blandt hans Fjender meget yndet Skjeldsord, som har været slængt efter ham idet uendelige, som om dette Ord skulde udtrykke en aldeles umulig og urimelig Kombination. Højrepartiets Organer har en og anden Gang i et Anfald af Højmodighed eller streng Retfærdighedsfølelse sondret mellem Digteren og Politikeren og reserveret sin skyldige Agtelse for den første, idet de fældte Fordømmelsesdommen over den sidste; men naar Striden var paa det skarpeste, har de gjerne ladet Digteren undgjelde for Politikeren og gjort kort Proces med dem begge, for en Sikkerheds Skyld: det var jo dog muligt, at der af den Ros, som ydedes Digteren, kunde —, trods alle Sondringer, — falde lidt Glans ogsaa over Politikeren. Eller de har bare anerkjendt Digteren for at nedsætte og mistænkeliggjøre Politikeren: de Egenskaber, som udgjør en Digters Styrke, er helt forskjellige fra, helt modsatte dem, som en Politiker har Brug for; jo mere begavet altsaa Vedkommende er i poetisk Henseende, des sikkrere kan man være paa, at han Vil bli et Skadedyr, naar han begiver sig ind paa det politiske Omraade. Eller de har fremhævet Bjørnsons poetiske Geni bare for at kunne udbrede sig over, hvor megen Skade der er tilføjet ham og Landet ved hans demagogiske Tilbøjeligheder, som har ført ham paa Afveje, saa han, istedetfor at dyrke og udvikle disse herlige Gaver overensstemmende med deres Væsen, har mishandlet dem og sløset dem bort i fremmede Guders Tjeneste. —

Ikke alene Modstandere, men ogsaa Venner og Partifæller har istemmet denne Klage over at Bjørnson altformeget har ladet sig bortlede fra, hvad der maa opfattes som hans egentlige Livskald. Ikke alene fra politisk, men ogsaa fra æsthetisk Standpunkt har Politikeren i ham været stillet op mod Digteren eller Digteren mod Politikeren og den ene været brugt til at nedsætte eller mistænkeliggjøre den anden. Bjørnson naar som Digter stundom op til de højeste Højder, — — det indrømmes selv af dem, som er mest indtaget mod ham; men han er ujævn, siger man. I hans Dramaer t. Ex., som indeholder saamange ypperlige Figurer og saamange Scener af den mest gribende Virkning, er Tekniken ofte ufuldkommen; man faar et Indtryk af, at han ikke har git sig rigtig god Tid, og Skylden herfor blir lagt paa hans Syslen med Politik og andre praktiske Gjøremaal. Hvilken Kunstner kunde han ikke ha blit, har man sagt, saafremt han havde samlet alle sine Kræfter om sin Kunst! Hvilke Mesterværker vilde han ikke ha skjænket os, om han, uden at la sig distrahere af Livet udenfor, havde siddet i Stilhed og filet og penslet paa de mindste Enkeltheder, indtil Fuldendelsen var opnaaet! Han forstaar, som faa, at skabe livagtige Menneskeskikkelser og har selvfølgelig sin Glæde af denne Skabervirksomhed; men stundom tar Politikeren eller Reformatoren i ham Magten fra Digteren og Kunstneren, saa han gir sine digtede Personer et eller andet praktisk-politisk Ærinde, hvorved de falder ud af sin Rolle, eller saa at Harmonien i Digterværket blir forstyrret derved, at Digteren pludselig stikker Hodet frem og holder en Forelæsning over et eller andet politisk eller pædagogisk Emne. Og, naar der saa spørges, om Bjørnsons politiske Virksomhed har bragt et Udbytte, som nogenledes kunde veje op den Skade, den har voldt ved at hindre Udfoldelsen af hans kunstneriske Evne, skulde det synes, efter de Opfatninger, som hidtil er kommet sterkest og hyppigst tilorde, at Svaret maatte bli afgjort benegtende. Mens Højrepartiet bare har havt Haansord tilovers for denne Virksomhed, har man inden Venstre langtfra været enig om at tilkjende den nogen væsentlig Betydning. Det har været noksaa sedvanligt, at Bjørnson’s politiske Meningsfæller har fundet ham at være en ubekvem eller ubehændig Medarbejder, at de har omtalt hans Deltagelse i Partikampen med et overlegent Smil, som et Slags Krigsmusik, eller at de har klaget over hans Ustøhed, hans Indiskretion, hans Tilbøjelighed til at la sig rive med af vexlende Stemninger o. s. v.

Nuja! — han har vist ofte syndet, været uforsigtig, altfor voldsom og paagaaende, blandet sig ind i Sager, som han helst havde burdet la ligge. Men det vil nok bli erkjendt, — det holder, som vi af adskillige Tegn kan se, allerede paa at bli erkjendt, — at han, trods sine Feilgreb, trods det, at han saa ofte har gaaet sine egne Veje og kollideret med sine Forbundsfæller, alligevel har været den, som mere end nogen anden har samlet og holdt sammen alle Folkets fremadstræbende Elementer til et stort, liberalt og nationalt Parti, — at han fremfor nogen anden har nærmet sig til at være den «ukronede Konge», som Nationens Livsinstinkter har søgt under Kampen for indre og ydre Selvstændighed. Det vil bli erkjendt, at naar hans Deltagelse i det offentlige Liv saa ofte i de professionelle Politikeres Øjne har kunnet synes at falde udenfor Sammenhængen eller bryde paa Sammenhængen i dette Liv, saa har en Hovedgrund hertil været, at han har havt sine Udgangspunkter højere oppe eller dybere inde og lagt sine Maal længere frem, end de har gjort. Det vil, med andre Ord, vise sig mere og mere tydeligt, jo længere vi kommer bort fra denne Tid og jo friere Overblik vi derved faar over den, at i adskillige Tilfælde, da det har seet ud, som om han brød ud af de Kjæmpendes Rækker og førte Krigen for sin egen personlige Regning, har det virkelige Forhold været, at han repræsenterede en dybere, videre rækkende Sammenhæng end den, hvorpaa Almenhedens Opmærksomhed var henvendt. Det vil bli erkjendt, at det gjelder fuldt saa meget om Bjørnson, som om Wergeland, at hans Politisering og Agitering har været saa naturlige og nødvendige Udslag af hans Væsen og Begavelse, at der, saa langt fra at være Grund til at tro, at han vilde ha blevet en større Kunstner, om han havde været nødt til at stænge sig inde med sin Kunst, heller er Grund til at tro det modsatte. Det vil bli erkjendt, at Politikeren og Digteren i ham har været, ikke saameget Rivaler, som snarere Forbundsfæller og Medarbejdere, — at han har været saameget bedre Politiker, fordi han tillige har været Digter, og saameget bedre Digter, fordi han tillige har været Politiker.

Chr. Collin har i sin ypperlige Artikel om Bjørnson i Salmonsens Konversationsleksikon paavist, hvorledes Digteren og Politikeren i Bjørnson gjensidig har styrket og støttet hinanden, hvorledes han har søgt og fundet Revanche i sin Digtning for de Nederlag, han har kunnet lide i sin Politik, — hvorledes hans Digtning aldrig har været lysere og frejdigere end just i de Tider, da Strømmen gik stridest mod ham i den politiske Diskussion, — hvorledes Digteren og Politikeren vel stundom synes at afløse hinanden, saa at snart den ene, snart den anden træder sterkest i Forgrunden, men hvorledes paa den anden Side de to dog ogsaa stundom følges helt ad, idet Digteren har udfoldet sin rigeste og betydningsfuldeste Produktivitet just samtidig med, at Politikeren har været sterkest optaget af Dagens Strid. Det Falske eller Ensidige ved den gjængse Opfatning, hvorefter Bjørnson skulde ha svigtet sit Digterkald ved sin Deltagelse i Politiken, og hvorefter hans kunstneriske Udvikling skulde ha lidt og bare lidt derunder, maa vel herved siges at være godtgjort. Det maa synes rimeligt, at hans Digtning har vundet mere end den har tabt ved øx døle hans Tid og Kraft med Politiken. Den har vundet i Livsfylde til Vederlag for, at den kanske nu og da og hist og her har tabt i Hensyn paa de tekniske og formelle Fortrin, hvorpaa Kunstfilisteriet sætter en saa overdreven høj Pris. —

Kombinationen af Digter og Politiker, saadan som den er bleven realiseret af Henrik Wergeland og Bjørnstjerne Bjørnson, hører vel ingenlunde til Sjeldenhederne i Verdensliteraturen. Det maa vel endog antages, ifølge det Forhold, hvori al Kunst og særlig Digtekunsten staar til Handlingslivet, at den snarere er Regel end Undtagelse. Men maaske kan det siges, at denne Kombination fremtræder i en sjelden udpræget og vellykket Form hos de to norske Digtere. Maaske kan det siges at være noget sjeldent, noget, som paakalder en særskilt Forklaring, at et Folk har været i den Grad historisk behersket og repræsenteret af sine Digtere, som det norske Folk har været siden 1814, med Henrik Wergeland som den centrale Skikkelse i den ene og Bjørnstjerne Bjørnson som den centrale Skikkelse i den anden af de to store Brydningstider, Folket har gjennemgaaet siden dette Mærkeaar. —

Jeg skal pege paa nogle af de Forhold, hvori Forklaringen efter min Mening maa søges.

Norsk Nationalfølelse blev efter en langvarig Dvaletilstand vakt til fornyet Liv ved Oplysningstidens filosofiske og politiske Ideer. Da Folket i 1814 blev løst fra sit Forpligtelsesforhold til det danske Kongehus og greb Lejligheden til at ta sin Skjæbne i egen Haand og gi sig en ny Forfatning, blev denne ogsaa, i Overensstemmelse hermed, helt og holdent bygget paa disse Idéer eller hvad man har kaldt Principperne af 1789. Den unge norske Stat blev saaledes fra tørste Færd stillet i det nøjeste Forbund med den moderne europæiske Frihedsaand. Men Principperne af 1789 troede man fremdeles at gjenfinde Norges politiske Forfatning i Sagatiden; man forestillede sig, at det var i dem, at Sagatidens historiske Liv havde sin rette Hovedkilde. Reisningen af det nye Norge blev opfattet (og det ikke saa aldeles uden Grund) som en Gjenreisning af det gamle, om hvis Kraft og Herlighed man nærede de allerhøjeste Begreber. Man saa langt tilbage og langt frem; Norge syntes paa engang noget meget gammelt og noget meget ungt; der var for norsk Nationalfølelse aabnet Udsigt til at drage Næring, til den ene Side fra fjerne Fortidsminder, som endnu var lidet kjendt og derfor saameget mere modtagelig for fantastisk Udsmykning, til den anden Side fra svimlende Udsigter udover mod en uklart dæmrende Fremtid.

Grundloven af 17. Maj 1814 var paa engang Garanti for Folkets politiske Frihed og dets nationale Selvstændighed. Naar Karl Johan, med det svenske Adelsparti i Ryggen, gjennem en lang Aarrække strævede med at faa den omstøbt i monarkisk og aristokratisk Retning, blev dette med fuld Føje opfattet som Forsøg paa at bane Vej for en amalgamistisk Politik, hvorved Norge skulde trykkes ned til at bli, hvad det efter svensk politisk Program var bestemt til at bli, et Lydland under Sverige eller en svensk Provins, Erstatning for Finland. Alle norske Mænd, uden Hensyn til Stand og Stilling og Standpunkt, sluttede sig derfor enig sammen til Forsvar for Grundlovens demokratiske Principper: Valgreglerne, som aabnede Adgang for Bondestanden til at danne Storthingets Flertal, Bestemmelserne om det suspensive Veto, hvorved Folkesuveræniteten blev hævdet som Forfatningens Grundtanke. Nationalisme og Liberalisme førtes herved til at gaa op i hinanden, smeltede sammen til en eneste Strøm. I andre Lande, t. Ex. Danmark, Sverige, Tydskland, skiltes de to Retninger skarpt fra hinanden, saa man kunde være liberal uden at være national og national uden at være liberal, ja der indtraadte endog delvist et Modsætningsforhold mellem dem. I Norge blev det umuligt at være det ene uden tillige at være det andet. —

Ved disse Forhold forberedtes et stort Gjennembrud, en virkelig Sturm- und Drangperiode i Nationens Aandsliv. Gjennembruddet lod vente en Tid paa sig: Landets økonomiske og finansielle Nødstilstand i de nærmeste Aar efter 1814, Karl Johans truende Holdning, med Støtte i den svenske Folkemening og den over saagodtsom hele Europa raadende politiske Reaktion, virkede som et ydre Tryk, hvorved den indre Ild blev dæmpet eller holdt tilbage. Men omkring 1830 blev Trykket hævet. Der kom Ild i det Brændstof, som længe havde været samlet, saa Flammen med engang slog højt tilvejrs. En brusende Gjæring gik gjennem det hele Samfund. De store Løfter, som havde været knyttet til den frie Forfatning, — nu kunde det synes, som at Tiden var kommet til at indløse dem. Gjenreisningen af det gamle Norges Herlighed, som man saalænge havde drømt og sunget om, — nu følte man, at det maatte bli Alvor med den, — at der maatte tages fat. Og saa tog man da ogsaa fat med Ungdommens Mod og Ild, men ogsaa med Ungdommens Uerfarenhed og Tilbøjelighed til at drage altfor korte Linjer i sine Fremtids-Perspektiver. —

Norge stod, trods Grundlovens og Rigsaktens første Paragraf, i et politisk Afhængigheds- og Underordningsforhold til Sverige; det havde længe været og var fremdeles i kulturel, sproglig og literær Henseende at anse som et Annex til Danmark. Alt dette skulde nu bli anderledes og det i en Ruf. Norges Ret og Bang som et med Sverige fuldt ud jevnbyrdigt Rige skulde nu gjennemføres i Realiteten og i Hensyn paa de ydre Tegn og Symboler; alene Nordmænd skulde raade i Norge og over norske Statsanliggender; norsk Nationalitet skulde gjenfinde sig selv og bli sig selv igjen paa alle Omraader: Sprog og Sæder, Kunst og Literatur. Saadan var det Program, hvorom en enthusiastisk Ungdomsskare samledes med Henrik Wergeland i Spidsen. Men stort mere end et Program kunde det nu for det første ikke bli, — dertil var de store Opgavers Løsning endnu for lidet forberedet; eller det kunde ialfald ikke bli mere end et Slags Ouverture, i hvilken de forskjellige Themaer, hvorover Stykket er bygget, til en Begyndelse blir slaat an og bebudet, saa Tilhørerne forberedes paa, hvad der skal komme. Og ingen kunde være bedre skikket til at føre an i en saadan Ouverture end Wergeland med sit overstrømmende, lyrisk-umiddelbare Digternaturel, med sit allerede i en tidlig Ungdom opnaaede og fast tilegnede Udgangspunkt for en vidt omfattende Verdensopfatning og med sin fra Syn til Syn rastløs ilende Fantasi.

Eftersom det viste sig, at det store Program var en Antecipation af Udviklingen, indtraadte en Reaktion i den raadende Stemning; Enthusiasmen afløstes af Tvil og mismodig Kritik. Wergeland var i sine sidste Leveaar en ensom Mand, og efter hans Død blev det mere og mere stille om hans Navn, som engang ikke kunde nævnes uden at vække den voldsomste Strid. —

Imidlertid vedblev dog hans «Stjernebilled at lyse over Landet». Det store Fremtidsprogram, som var stillet op i Wergelandstiden, og som havde faat en saa straalende poetisk Glans over sig ved denne Periodes sterkt bevægede Liv og frejdigt ungdommelige Kampe, kunde vel skyves tilside for en Stund, men det kunde ikke bli glemt eller opgit. Det maatte skimtes bag alle Taager som det fjerne Maal for Nationens fremadskridende Udvikling, og det maatte træde frem og gjøre sig gjeldende med fornyet Magt, naar en ny politisk Stormhvirvel nærmede sig, saa der kom Uro i Luften og Taagerne fordelte sig eller fejedes væk. —

Et saadant Vejrskifte indtraadte henimod Slutningen af 50 Aarene. Den voldsomme politiske Reaktion, som fulgte efter Februarrevolutionen over saagodtsom hele Europa, havde løbet Linen ud og blev afløst af en Strømning i mere liberal Retning. Ved den italienske Krig 1859 blev Nationalitetsidéen gjort gjeldende som et Hovedprincip i almen-europæisk Politik. Samtidig blev der gjennem de svenske Rigsstænders Paastand om at Grundlovens § 14 (om Statholderposten) ikke skulde kunne ophæves uden svensk Samtykke og deres i Sammenhæng dermed fastsatte Krav paa en Revision af Rigsakten til Hævdelse af Sveriges Overhøjhed og principale Stilling inden Unionen, rettet et Angreb paa den norske Stats Selvstændighed, mere direkte og fornærmeligt end noget Karl Johan havde tilladt sig, og saameget alvorligere, fordi det tilsyneladende fandt en saagodtsom enstemmig Tilslutning inden det svenske Publikum. —

Dermed indlededes en ny Gjærings- og Brydningsperiode i norsk Politik og norsk Aandsliv overhodet. Traaden fra Wergelandstiden blev tat op paany. Man samledes atter til Arbejde for en Reisning eller Gjenreisning af norsk Nationalitet, svarende til det Program, som var bleven opstillet i Wergelandstiden. Dette Program var imidlertid siden dengang i Stilhed bleven forberedet; Vilkaarene for dets Gjennemførelse var derfor nu andre, end de dengang havde været, saa Bevægelsen i mangt maatte anta en anden Karaktér. —

Til den ene Side var Kundskaben om det gamle Norge, Kundskaben om hvad der af dette gamle Norge fremdeles var levende.i det nye, — Traadene, som førte over fra det ene til det andet, — betydelig forøget, og dermed ogsaa Forudsætningerne for en Gjennemførelse af det i Wergelandstiden opstillede Program: Gjenreisningen af norsk Nationalitet paa alle Omraader. Til den anden Side havde der udviklet sig nye Modstandskræfter mod dette Program. I Wergelandstiden stredes man om Vejene for Landets fremtidige politiske og nationale Udvikling; men om Maalet: et helt selvstændigt Norge, var eller syntes eller troede alle at være enig. ««Hvad Norge var, det skal han atter vorde, — paa Land, paa Bølge og i Folkesang», — disse Welhavens «Varselsord» i «Dæmringen» svarer aldeles til, hvad ogsaa Wergeland har udtalt om sit Syn paa Landets Fremtid. Men nu var en Opfatning kommet tilorde, hvorefter Fremtiden skulde være at søge i en helt anden Retning. De svenske Rigsstænders Krav paa Revision af Rigsretten var motiveret paa en saadan Maade og opstillede et sligt Program for Revisionen, at det skulde synes, som om der alene kunde være Tale om at sætte det igjennem med Vaaben i Haand. Alligevel nød det indtil en vis Grad Fremgang, idet norske Statsmyndigheder lod sig bevæge til at gaa med paa det. At dette kunde ske, var ikke bare en Følge af Svaghed eller af rent praktiske Hensyn (d. v. s. Ønsket om at bevare god Fred og Forstaaelse mellem de forenede Riger, Tanken paa de materielle Fordele, som kunde være at opnaa ved en eftergivende Politik o. s. v.). Der havde virkelig i Norge dannet sig en Skole af Politikere, vistnok ikke meget talrig, men i en Række af Aar meget indflydelsesrig —, i hvis Tanker Landets Fremtid ikke laa i Retning af en stedse videre udviklet Selvstændighed, men i Retning af en stedse videre Opgaaen i en svensk-norsk Helstat, — som mente, at det norske Folk var for lidet og fattigt til at drive en selvstændig national Forretning, og at dets materielle og aandige Hjælpekilder bedst vilde kunne udnyttes derved, at det slog sig sammen med et større Folk. —

Dette tjener til at forklare, at de to Brydningstider, skjønt den .ene bare fortsatte hvad den anden havde begyndt, alligevel artede sig saa forskjelligt. Det andet Gjennembrud kom langtfra saa voldsomt eller pludseligt som det første. Ilden tændtes først lidt efter lidt, istedetfor at slaa med engang ud i lys Lue, men, da den først var tændt, brændte den til Vederlag saameget varigere og sterkere. De Spørsmaal, som blev sat paa Dagsordenen i den anden Brydningstid, var de samme almene og vidt omfattende, som allerede havde været fremme i den første, vedkommende den rette Opfatning af Nationens Fortid og den rette Kurs for dens Fremtid. Man førtes atter op paa et højt Udsigtspunkt, hvorfra man saa langt tilbage og langt frem. Men Udsigterne gik dog ikke nu saaledes ud i det endeløse Blaa, som de havde gaaet i Wergelandstiden. Forestillingerne om Norges gamle Herlighed, som det gjaldt at fornye, var bleven skarpere begrænset, men havde til Vederlag faat mere Fylde; Fremtidsløfterne var ikke saa svimlende store; men man var bedre rustet til at realisere dem. Den første Brydningstid har mest ved sig af Ungdommens Væsen, med dens overstrømmende Følelse af Mod og Kraft, dens hæsblæsende Hast og uklare Sværmerier. Den anden ligner mere den modne Manddom med dens skarpere Virkelighedssands og større Evne til at begrænse og samle sig om visse bestemte Maal. Det er en Forskjel, som nogenledes svarer til Forskjellen mellem Wergelands og Bjørnsons Personlighed og Begavelse, saa det kan siges, at de to, baade ved hvad der er fælles for dem og ved det, som skiller dem ad, har været skikket til at repræsentere hver sin store Tid i vor nationale Udviklingshistorie. —

Tilslutningen fra norsk Side til de svenske Rigsstænders Revisionskrav, — denne mærkværdige Bevægelse, saa stødende for den naturlige Følelse, saa stridende mod tidligere norsk Unionspolitik, — skete fordetmeste i Skandinavismens Navn og under Paaberaabelse af højtflyvende skandinaviske Talemaader. Man vilde ha den nye norsk-svenske Helstadspolitik opfattet som «praktisk Skandinavisme», — en Konsekvents af de ved Skandinavismen givne Præmisser eller en Begyndelse til at realisere de af den opstillede Idéer. Denne Opfatning fik ogsaa Medhold af de fleste norske Forkjæmpere og Talsmænd for den skandinaviske Bevægelse — enten ligefrem eller idetringeste indirekte, nemlig derved at de vedblev at staa som Medlemmer af det i 1864 i Kristiania stiftede «Skandinaviske Selskab», skjønt dette Selskab fra første Færd blev ledet i en med Skandinavismens oprindelige Grundtanke lidet stemmende Maade, idet alt Arbejde blev rettet paa at virke for en nærmere Sammenslutning af de to skandinaviske Riger: Norge og Sverige, mens det tredie: Danmark lodes aldeles ude af Betragtning. Bjørnson, som allerede længe havde hørt til Skandinavismens varmeste og virksomste Talsmænd, var en af de yderst faa, som ved denne Lejlighed brød aabent ud af Rækkerne. Han kjæmpede fra nu af i flere Aar mod den Revision af Unionsakten, som den svenske og den norske Regjering havde enets om at sætte igang, og der tilkommer ham en væsentlig Del af Æren for, at det ikke skulde lykkes (hvad man øiensynlig en Tidlang la an paa) at liste denne store og skjæbnesvangre Sag i Stilhed ind paa det norske Folk. —

Han traadte herved aldeles i Wergelands Fodspor, som Norskhedsmanden par excellence, for hvem Gjennemførelsen af Norges Selvstændighed staar som et Maal, hvori der ikke maa ske Afkortning enten af Hensyn til Fred og god Forstaaelse med Broderfolket eller af nogetsomhelst andet Hensyn, og som ikke vil vide af nogen uklog Forsigtighed» eller «forsigtig Klogskab», naar det gjelder Selvstændighedens Ære. Men paa samme Tid vedblev han at staa paa det gamle skandinaviske Standpunkt, vedblev at hylde Idéen om en nærmere Sammenslutning og Samvirken af de tre skandinaviske Folk. Man fandt naturligvis ud, at «Digterpolitikeren», naar han paa engang vilde være Skandinavist og Norskhedsmand, gjorde sig skyldig i en af sine sædvanlige Selvmodsigelser, og man kunde herved henvise til Wergeland, som jo stillede sig skarpt afvisende ligeoverfor al Slags Skandinavisme og det just i Norskhedens Navn. Men Forholdene var forandret siden Wergelandstiden; de Opgaver, som havde foreligget dengang, forelaa vel fremdeles, men i en anden Form og under andre Vilkaar for deres Løsning; Forudsætningerne og Udgangspunkterne for de to Digtere var, med al Overensstemmelse mellem dem, dog saavidt forskjellige, at hvad der for den ene fremstillede sig som en uforligelig Modsætning, kunde i den andens Øjne synes at være noget nødvendigt samhørende. —

Wergeland følte sig, fra første Færd, ifølge det Livssyn, han medbragte fra sit Barndomshjem, som Verdensborger ikke mindre end som Nordmand. Han var med allevegne, hvor der kjæmpedes for Frihed og Nationalselvstændighed, ligemeget enten det var hjemme i hans eget Land eller i Polen, Grækenland, Amerika o. s. v. Nationaliteten var for ham væsentlig en Kraft, et Organ for den for alle Folk fælles fremadskridende Udvikling. Nationaliteten derimod som et givet historisk Produkt, — hvad den jo ogsaa er, — det racemæssige ved den, Særegenhederne, de finere Nuancer, hvorved den ene nationale Kultur skiller sig ud fra den anden, — havde han kun i ringe Grad Øje for eller brød han sig kun i ringe Grad om. Ud fra dette Standpunkt maatte Skandinavismen synes ham en Inkonsekvents eller en vilkaarlig og urimelig Begrænsning. Først Ens eget Folk; det er nu engang den Virkekreds, som er anvist den Enkelte; saa hele den øvrige Verden eller alle andre Folk, saavidt de er knyttet sammen ved fælles Idealer og fælles almene Kulturformaal: — saadan har det aabenbart stillet sig for ham. Men dette Syn er, med al sin Vidde, ensidigt og ufuldstændigt og sætter ud af Betragtning noget, som maa tages med, fordi ogsaa det har sin Del i den fremadskridende Udvikling. —

Til en Begyndelse maatte Bjørnson, ifølge sin Natur og Opdragelse, være mest skikket til at repræsentere en stik modsat Ensidighed eller mest tilbøjelig til at lægge størst Vægt just paa de Sider af Nationaliteten, som Wergeland ikke havde Øje for eller ikke brød sig om. Bjørnson er aabenbart langt mere af et Racemenneske, langt mere norsk og germansk i hele sit Væsen end Wergeland var. Saa stor Forkjærlighed Wergeland havde for de norske Bønder, saameget han færdedes blandt dem og skrev for dem og om dem, blev han dog i visse Maader altid som en Fremmed for dem: han forstod ikke dem, og de forstod ikke ham. At Bjørnson derimod forstod dem, og det allerede fra sin Ungdom, har han noksom godtgjort ved de Skildringer af Bondelivet, som blev hans første literære og vel ogsaa politiske Bedrift (det sidste nemlig forsaavidt de medvirkede til at hæve Bonden i egne og andres Tanker og derigjennem til at forberede hans senere politiske Magtstilling). Ældre Forfattere havde skildret de mere iøjnefaldende og ydre Særegenheder ved den norske Bonde; han, den fødte Psykolog og Menneskeskildrer, opvoxet blandt Bønder, og hvis Far havde været Bonde før han blev Prest, formaaede at trænge indenfor Skallen til selve Kjernen og at gi os sande og gribende Billeder af den norske Bondes indre Liv. —

Til Vederlag for, at Bjørnson saaledes fra første Færd havde dybere og sikrere Fodfæste inden det nationale Milieu, hvorfra han udgik, end Wergeland, var han ogsaa mere bundet ved dette Milieu, havde vanskeligere for at frigjøre sig fra det, saaledes at han kunde leve med i Livet ogsaa udenfor de derved givne Grænser. Han synes paa den første Del af sin Bane baade som Politiker og som Digter at være langt mere exklusiv norsk end Wergeland havde været, langt mere borneret i Hensyn paa sine politiske Interesser og Sympathier. Vi møder i dette Afsnit af hans offentlige Liv intet Sidestykke til den Flakken-om i al Verden og Følen-sig-hjemme under alle Breddegrader, som er saa karakteristisk for Wergeland og maaske allermest i hans Ungdomsarbejder. Men paa samme Tid som Bjørnson fra sit oprindelige nationale Standpunkt havde lang Vej for at naa frem til Wergelands Kosmopolitisme, havde han lettere end Wergeland for at forstaa og tilegne sig, hvad der er berettiget i Skandinavismen. Han havde fra først af mest Øje for det racemæssige, historisk nedarvede ved Nationaliteten, de finere Nuancer, de engang udviklede og fastslaaede Særegenheder, som bevirker, at det for alle Folk fælles Lys brydes forskjelligt hos hvert enkelt, og at hvert Folk, skjønt det har Maal fælles med de andre, alligevel maa arbejde sig frem til dem ad sin særskilte Vej. Men det er just ved at stille sig disse Særegenheder for Øje, at man føres til at erkjende Folkeslægtskabets Betydning. Det racemæssige ved Nationaliteten, — det, som skiller Folkene fra hverandre, saa de maa delta i den almene Fremadskridning hvert paa sin Maade, — er just det, som knytter dem sammen i større og mindre Grupper efter det indbyrdes slægtskabsforhold. Skandinavismen, som for Wergeland, ifølge det Standpunkt, hvorpaa han stod, og ifølge de nationale Opgaver, saadan som de Var lagt tilrette for ham, syntes en Fornegtelse af den norske Selvstændighedssag, kunde altsaa for Bjørnson, ifølge hans nationale Udgangspunkt, fremstille sig som en Bekræftelse eller Konsekvents af denne selvstændighedssag eller som en naturlig og nødvendig Udvidelse af de Grænser, hvortil hans Nationalfølelse fra først af var knyttet. Det gjaldt nu bare, at han ikke blev staaende ved denne Udvidelse, men fortsatte videre ad den derved angivne Vej. For Erkjendelsen af Racefællesskab og Folkeslægtskab som Grundlag for politiske Kombinationer fører konsekvent udover Skandinavismen, — til Pangermanismen og udover den til endnu mere omfattende Kredse. Saadan har da ogsaa Bjørnsons politiske Udviklingsgang været. Han førtes fra sit norsk-nationale Udgangspunkt til Skandinavismen og fra den igjen til Pangermanismen (og det allerede for mange Aar siden, ikke først nu, som man synes at forestille sig), og han har saaledes efterhaanden arbejdet sig frem til et lignende verdens borgerligt Stade som det, hvorpaa Wergeland allerede i sin Ungdom var stillet, men saaledes at han i sine kosmopolitiske Interesser og Sympathier har taget med meget, som Wergeland ikke havde Øje for. —

Jeg har nævnt, at Unionsrevisionen indledede et Gjennembrud i norsk Politik. Det svenske Krav paa Revision fremgik af en blindt-lidenskabelig Opinionsstorm mod Norge og blev motiveret og formet paa en saadan Maade, at det maatte kaldes en ligefrem Krigserklæring mod norsk Selvstændighed. Alligevel stillede ikke blot den svenske Regjering, men ogsaa Rigernes fælles Konge, omsider endog den norske Regjering sig til Tjeneste for at faa Kravet gjennemført. Det viste sig, at de gjængse Forestillinger om at Rigernes fælles Konge skulde være lige meget norsk som svensk, og at han, som Følge heraf skulde kunne fungere som den upartiske Voldgiftsmand, naar Folkene kommer i Strid, ikke svarer til de virkelige Forhold. Det viste sig, at Kongedømmet i Realiteten er svensk og bare i Formen norsk, saa at dets Magt og Myndighed altid i alvorlige Konfliktstilfælde, naar det ene Folk staar mod det andet, vil bli et Vaaben i det større Folks Haand mod det mindre. Det viste sig, at det norske Folk i et sligt Tilfælde ikke engang kunde stole paa sin Regjering, eftersom Regjeringen, eller Statsraadets Medlemmer, saalænge Forholdet mellem Statsraad og Storthing vedblev at være, hvad det hidtil havde været, vilde være fristet til at opfatte sig selv mere som Kongedømmets end som Folkets Tjenere og til at „staa Statsraad“ (som Bjørnson har kaldt det) for Kongen endog da, naar han optraadte som Repræsentant og Redskab for svensk Folkevilje mod den norske. —

Disse Erfaringer maatte vække og vakte Krav om et mere parlamentarisk Styrelsesæt inden den norske Folkemening. Man indsaa Nødvendigheden af at knytte Regjering og Storthing nærmere sammen, styrke og udvide Storthingets Myndighed, samle saavidt muligt det hele Folk, byde Mand af Huse mod den udenfra truende Fare (som var saameget mere truende, fordi de mod norsk Selvstændighed fjendtlige Magter udenfor Grænsen kunde regne paa delvis Tilslutning indenfor samme). Revisionssagen medførte altsaa, at en Række vidtrækkende politiske Reformer: statsraadernes Deltagelse i Storthingsforhandlingerne, aarlige Storthing, Udvidelse af den kommunale og den statsborgerlige Stemmeret o. s. v. blev sat paa Dagsordenen og samlede et stadig voxende og mere tætsluttet Parti om sig. Den norske Selvstændighedssag som fra første Færd stod i nøje Sammenhæng med Oplysningstidens Friheds- og Fremgangsidéen blev ved det Angreb, som blev rettet mod den gjennem den svenske Unionsrevision, paany og med endnu sterkere Baand knyttet til disse Idéer i deres moderneste Form. De, som holdt fast ved Norges politiske og nationale Selvstændighed og ikke vilde gaa med paa nogen Afkortning i den, maatte, hvilket Standpunkt de end indtog forøvrigt, mere og mere føres til at hylde Demokratiet, Selvstyrets, Aandsfrihedens Principper. Og jo sterkere Strømmen løb i denne Retning, des sterkere maatte ogsaa Modstrømmen bli til den anden Side. Det udviklede sig til at bli, som i Wergelandstiden og i endnu højere Grad end da, en Kamp over hele Linjen, hvorved de modstridende Anskuelser og Tendentser paa snart sagt alle Aandslivets Omraader kaldtes frem og bragtes til at maale Kræfter med hinanden. —

I denne Kamp var Bjørnson selvskrevet til at indtage en Førerstilling paa venstre Side. Han havde været med paa at aabne Kampen ved sit Brud med fordums Meningsfæller i „Det skandinaviske Selskab“, og ingen kunde ha bedre Ret eller sterkere Kald til at ta Del i den paa dens senere stadier. Ingen kunde være mere skikket til at repræsentere en Bevægelse, som paa engang var national og liberal-demokratisk. Han var (som han er) Norskhedsmanden fremfor nogen i sin Samtid, ifølge sit Standpunkt og ifølge sit Væsen: man behøver bare at se ham for at forstaa, i hvilken Grad han er typisk for sit Folk, en Inkarnation eller Personifikation af alt det, som udgjør Styrken og Særegenheden Ved norsk Nationalitet, saa Norges selvstændighedssag maatte være for ham mere end for nogen anden en personlig Hjertesag. Og han var ikke mindre udpræget Demokrat, ifølge hele sit Væsen og sine Traditioner, — Demokrat, som Wergeland var det, og som vel enhver født Hersker- og Førernatur er det. „For de smaa i Samfundet har jeg slaas fra min første Dag i Skolen,“ har han sagt etsteds, „og jeg tror ikke, at noget i min Natur er sterkere end det.“ —

Hos Wergeland var Demokratismen ikke bare en Hjertesag eller et Udslag af hans medfødte Væsen, men bygget paa visse bestemte og bevidste Principper, som havde Sammenhæng med den Verdensopfatning, hvori han var opdraget, og som blev Udgangspunktet for hans Digtning og hele offentlige Virksomhed. Med Bjørnson forholdt det sig fra først af vistnok anderledes i saa Maade. Hans Instinkter og Følelser gjorde ham til Demokrat, vel endog i højere Grad end Wergeland; men hans Demokratisme savnede længe et Grundlag svarende til det Wergelands havde i en omfattende, konsekvent Verdensopfatning Han, som ved sine Evner som Digter og Folkefører Var skabt og kaldet til at aabne vide Udsigter og bryde nye Baner for den fremadskridende Udvikling paa saamange omraader, begyndte sin banebrydende Virksomhed ud fra et Livssyn, som i flere Henseender var temmelig snævert begrænset og sterkt bundet til gammel Vedtægt og gammel Tradition. Han holdt længe fast ved den kirkelig-religiøse Orthodoxi og mente, at den lod sig bringe i Samklang med de politiske og nationale Fremskridtsidéer, som han følte sig kaldet til at arbejde for. I Digtet til Johan Sverdrup, skrevet i 1869, siger han:

”Jeg staar paa Barnetroens Bund;
fra den det er jeg Lighed kræver,
fra den mod Talefrihed stræver
og Broderskab paa Stammens Grund.“

Men Erfaringen lod ham mere og mere føle, at der var en Brest i denne Sammenhæng, og han veg ikke tilbage for det Arbejde at gaa den nærmere efter. Han viste det sjeldne Mod og den sjeldne Viljekraft: at holde et ordentligt Opgjør med sin hele aandige Status, at begynde som moden Mand Livet, saa at sige, fra nyt af, og det Gang paa Gang. Han har saaledes arbejdet sig stadig videre fremover og opover for omsider at tilegne sig en helt omfattende Verdensopfatning, svarende til den, Wergeland gik ud fra, men mere modern, mere gjennemført evolutionistisk. —

Det har været en tung og langsom Vej han har havt at tilbagelægge, før han naaede denne Verdensopfatning, og adskillige lettere Hoder i Samtiden, som var naad did før ham, har kunnet tilraabe ham et spottende „velkommen efter“. Men Sagen er, at Bjørnson, som en i høj Grad original og produktiv Natur, ikke har kunnet la sig nøje med at læse sig til sine filosofiske standpunkter, men har tillige maattet leve sig til dem. Og, om denne Livets Vej er langsommere end Bøgernes Vej, er den vel til Vederlag tryggere. De Standpunkter, man tilegner sig ad den Vej, blir tilegnet paa en sterkere, mere personlig og mere frugtbar Maade, og samtidig faar man mere med af hvad der er berettiget, uforgjængelig Sandhed i de standpunkter, man har forladt eller gjennemgaat undervejs. Vi ser da ogsaa, at Bjørnson i de Digterværker, han har forfattet, efterat han har tilegnet sig en positivistisk og evolutionistisk Verdensopfatning, vel har bekjæmpet det kirkelig-orthodoxe Livssyn, men altid paa sympathisk-forstaaelsesfuld Maade, og saaledes at dette Livssyns Værdi og relative Sandhed kommer til sin Ret, som t. Ex. i „Over Ævne“, 1ste Stykke, hvor Mirakelpresten fremstilles i det idealeste Lys, og hvor der lægges Mirakeltroens Forsvarere de mest veltalende, dybest gribende Ord i Munden. —

Vi møder hos Bjørnson som Politiker en lignende Forsonlighedens og Samlingens Aand. Han har i sin Politik som i sin Digtning, særlig siden han blev Fritænker, været reformvenlig, men ikke radikal eller revolutionær. Han har sigtet paa Forbedring og Fremgang, ikke paa Omvæltning, og søgt at faa det Nye saameget og saanær som muligt knyttet til det Gamle. Hvilket altsammen bare tjener til hans Ros og til at vise det sterke i hans Natur og sunde i hans Aandsudvikling. For, skjønt det er en meget almindelig Forestilling, at der er noget mere storslagent, mere modigt og konsekvent ved Radikalismem som ikke vil gaa paa Akkord og ikke vil vide af noget Flikværk, end ved den Aand, som ikke sigter videre end til at rette paa det Bestaaende, er det ikke desto mindre aldeles falskt. Det modsatte er nærmere Sandheden. Det mindste Barn kan „rive Spillet overende“, men til at „flytte Brikker“: dertil skal der en Mand. —

Bjørnson har som Politiker været en vældig stridsmand, utrættelig paafærde i den mangeaarige Kamp mellem Højre og Venstre, altid villig til at ta Stød, hvor det krævedes, udfoldende som Agitator en ligeud genial Evne. Ingen har forstaaet som han at sætte Masserne i Bevægelse; ingen har kastet ud saamange slagord; ingen har formaaet endog tilnærmelsesvis saaledes som han at lyse op i Mørket og bringe Opgaverne, som det gjaldt at løse, til almen Forstaaelse ved et enkelt Billede, et enkelt malende og rammende Udtryk. Særlig ved de store Kulminationspunkter eller Kriser i Striden, — Spørsmaalet om det kgl. Veto ved Grundlovsforandringer, 9de Junibeslutningen 1880 (Promulgation af Storthingets tredie Gang vedtagne men ikke sanktionerede Grundlovbestemmelse om statsraadernes Adgang til Storthingsforhandlingerne, Beslutningen om at sætte det Selmer’ske Ministerium under Rigsretstiltale (1883) o. s. v.) — møder vi ham foran sit Parti, drivende det frem til de afgjørende Skridt. Hans Mod syntes at voxe med Faren og den dramatiske spænding; naar de fleste andre begyndte at bli betænkelig og vilde til at reve Sejlene, hejste han dem tiltops. —

Hvor betydningsfuld denne Bjørnsons Deltagelse som Avisskriver og Folketaler i Partistriden har været: derom tør man vel se et Vidnesbyrd i det fanatiske ligefrem vilde Had, for hvilket han har været (og delvis fremdeles er) Gjenstand inden Højrepartiets Rækker. Efter denne Maalestok, — og den er noksaa paalidelig for Hadets Tribut plejer gjerne at ydes i gode Penge, — har Bjørnson endog fremfor nogen anden, — endog fremfor selve Johan Sverdrup, — Skylden for eller Fortjenesten af de Skridt, som førte til Venstrepartiets Sejr og Gjennemførelsen af det parlamentariske styrelsessæt i vort Land. Selv Wergeland blev ikke værre mishandlet og miskjendt end Bjørnson har været inden Højrepartiets organer. Det er nu værdt at lægge Mærke til, at han desuagtet, tiltrods for denne aarelange Forfølgelse, har holdt sig saa temmelig fri for at smittes af den under den skarpeste Strid saa rent overhaandtagende Fanatisme. Han har kunnet være opfarende i sin Vrede og kunnet bruge sterkt udfordrende Ord, ofte vel altfor sterkt udfordrende Ord; han har hugget til, hvor han trode det behøvdes, uden skaansel, men uden Had, ialfald uden det indædte Had, som ikke kan slippe Taget, hvor det engang har bidt sig fast, og som roder sig stadig dybere ind i sine Muldvarpegange. Han har ikke været Fanatiker. Han er for sterk til det. For det gjelder om Fanatismen som om Radikalismen: den er ikke Styrke, men Svaghed, — Sygdommens, Afmagtens konvulsiviske Seneknytninger. Midt under den skarpeste Strid har han fremfor nogen anden ført forsonlig Tale og søgt at bli retfærdig mod sine Modstandere ved at forklare deres Standpunkt og Færd. Samtidig med at han krævede det gjenstridige Selmer’ske Ministerium sat under offentlig Tiltale for Rigsret, var det saalangt fra, at han pruttede paa sin Anerkjendelse af de gode eller fremragende Egenskaber, hvorved enkelte af dets Medlemmer udmærkede sig, at han tvertom omtalte dem med den mest overstrømmende Ros. Mens Højres Organer vinkede paa den mest utilhyllede Maade efter svensk Hjælp, og mens man inden Venstre fordetmeste var enig om at ville ha dette opfattet som Vidnesbyrd om, at Parti- og Personhadet havde ædt op al Fædrelandskjærlighed hos disse Mennesker, gjorde Bjørnson stadig en mildere (og udentvivl ogsaa rigtigere) Opfatning gjeldende, idet han hævdede, at der var Fædrelandskjærlighed paa begge Sider, bare af en forskjellig Art, „bekymret“ paa højre Side, tillidsfuld og troende paa venstre. Endog hos „Morgenbladet“s Redaktør, Chr. Friele, hvis snæversynte Bulldognatur just viste sig i sin allerværste Skikkelse i hans Forhold ligeoverfor Bjørnson, søgte han at udfinde og fremhæve de gode Sider (og han havde virkelig saadanne) og idealiserede og omdigtede ham saaledes, at der blev Folk af ham ogsaa. —

Bjørnson besidder i høj Grad en Egenskab, som plejer at karakterisere de store Handlingens Mænd, og hører med blandt Vilkaarene for deres Storhed, nemlig den: at kunne samle al sin Kraft og al sin Opmærksomhed paa et enkelt Punkt og være helt dér, hvor det gjelder at være i det enkelte Øjeblik, — dér, hvor et Slag skal staa. Som alle Fortrin har ogsaa dette sine skyggesider. Det har ført med sig, at han, naar han har mødt noget, som har syntes ham en Udskejelse eller en Forfuskning af en god Sag, ofte har tat saa voldsomt i, at det har kunnet synes, som om han Var blind for, at Sagen ogsaa har andre Sider, eller at den er god i sin Grund. Kampnaturen i ham har faat Overtaget, saa han har gaat over Stregen. Han har ikke manglet Syn for de andre Sider; men han har maattet handle; han har maattet gribe ind og faa rettet det som rangt er; derfor har han for det første ikke kunnet være upartisk i denne Sag; han har maattet for en Stund udelukkende fæste sin Opmærksomhed ved det ene Punkt, hvor det gjaldt at gribe ind; den fuldkomne objektivitet, „Tvisyntheden“, som Vinje kaldte det, vilde ha lammet hans Kraft og hindret ham i at opfylde, hvad han ifølge sin Natur har maattet opfatte som et Kald eller en Pligt. Naar han saa siden har mødt en Udskejelse eller en Udartning i modsat Retning og, for at faa rettet paa den, har tat fat ligesaa voldsomt, ligesaa ensidigt, men til den modsatte Side, (hvilket meget ofte er hændt), har det for Samtiden kunnet synes, som om han gjorde sig skyldig i en skrigende Selvmodsigelse, skjønt de to modsatte Ensidigheder i Virkeligheden udfylder hinanden, saa der blir den bedste Sammenhæng i det Hele. —

Dette er en Hovedgrund til, at Bjørnson saa ofte og i saa vid Udstrækning har været omtalt og opfattet som en Slingringsmand, en Vejrhane, en ustø og vaklevoren Personlighed, — ligesom Wergeland i sin Tid blev det og af den samme Grund, nemlig fordi der ogsaa i ham stak meget (om end ikke saa meget) af en Initiativets, en Handlingens Mand, og fordi han derfor ofte kunde være for en Stund saa helt optat af en enkelt Sag eller af en enkelt Side ved en Sag, at han tilsyneladende glemte alt andet.

Wergeland blev i Samtiden omtalt som en Personlighed, „der er revnet fra hinanden og indvortes opløst, og hvis Stumper Efterslægten neppe vil være ulejliget med at samle sammen“. Ludvig Kristensen Daa kaldte ham i „Granskeren“ ”denne vor forunderlige, bare i sin Foranderlighed uforanderlige Henrik Wergeland“. Efterslægten har Virkelig ulejliget sig med at samle Stumperne af ham sammen til et helt Billede, og Arbejdet dermed har ikke været saa tungt endda. Man har faat Øjnene op for, at noget af det mærkeligste ved denne mærkelige Mand, som fik høre saameget ondt for sit Vendekaaberi og sin Sønderrevethed, just var den ubrudte Sammenhæng og uforstyrrede Harmoni i hans indre Væsen. Man har faat Øjnene op for, at han i en sjelden Grad blev sine Ungdomsidealer tro, og at han i Hensyn paa Livs- og Verdensopfatning blev staaende uden Tvivl eller Vakling dér, hvor han stod ved sin første Optræden som Digter og Politiker. —

Dette kan nu vistnok ikke siges om Bjørnson. Hans Livs- og Verdensopfatning har, som før fremhævet, undergaaet store og iøjnefaldende Forandringer, siden han først traadte frem for Offentligheden. Der har været Perioder i hans Liv, da disse Forandringer foregik efter en temmelig rask Tempo, og med sin sedvanlige Aabenhed og sterke Tro paa sit Kald som Folkeleder og Ansvarsfølelse som saadan har han aldrig forsømt at la Publikum faa Del i disse sine indre Oplevelser. Inden Kredsen af hans altid meget talrige og meget ivrige Fiender har disse Meddelelser været hilset med Haan eller fulgt med glad Forventning. Digterpolitikerens Skude maa bli svært rank nu, har det hedt, siden han har kastet overbord Skandinavismen, Unionsvenligheden, Barnetroen o. s. v. Man har øjensynlig haabet, at han vilde kuldsejle, eller at han maatte reve sine Sejl, kanske la dem aldeles falde, saa han blev liggende der som et andet Vrag. Men han har ikke revet, tvertom hejst Sejlene endnu højere tiltops og sat nye Sejl til, og er alligevel ikke kuldsejlet. Sagen er, at det var en Øjenforblindelse, naar man forestillede sig, at han kastede sin Ballast overbord, eller at han brød overtvert med sin tidligere Livs- og Verdensopfatning. Han brød ikke overtvert med den, men han udvidede den mere og mere. Hans „Signalforandringer“ har ikke været en holdningsløs Slingring, men en modig og konsekvent Arbejden-sig-videre-fremover, — Vidnesbyrd om en beundringsværdig, næsten enestaaende Perfektibilitet og Livsfylde. De forskjellige standpunkter han har indtat i politisk, filosofisk, religiøs Henseende, hvori man har fundet saamegen Selvmodsigelse, og hvortil man saa ofte har henvist for at godtgjøre „Digterpolitikeren“s Uberegnelighed eller Uvederheftighed, viser sig ved nærmere Eftersyn at ligge det ene foran det andet i en og samme ubrudte og ret fremadskridende Linje. Der er mange Skridt fremover, intet tilbage. Forsaavidt kan det Wergeland sa om sig selv paa sit Dødsleje, nemlig at han havde „gaat bejnt frem“ hele sit Liv igjennem, med samme Ret, om end i en noget forskjellig Betydning, ogsaa siges om Bjørnson. —

Eftersom Bjørnsons Livs- og Verdensopfatning er blevet en videre, mere omfattende, er hans Iver for Gjennemførelsen af Norges politiske og nationale Selvstændighed vistnok ikke i mindste Maade kjølnet, men Opgaven har aabenbart fremstillet sig for ham i et noget ændret Lys. Den mere æsthetiske Side ved Sagen, — den, som svarer til de naturlige Instinkter, til hvad Slægtsfølelsen og Racefølelsen kræver, — den, hvorefter det gjelder at tilvejebringe Harmoni i Folkets Liv og Institutioner og at knytte paany Baandene, som forbinder med de saa højt beundrede Fædre, — har traadt noget tilbage i hans Opfatning; til Vederlag har den mere ethiske Side traadt sterkere frem, — den, hvorefter politisk og national Selvstændighed først og fremst opfattes som et Vilkaar for, at Folket kan opfylde paa rette Maade sin Pligt eller sin Mission blandt Folkene og delta paa rette Maade i det for alle fælles Kulturarbejde.

Det hænger sammen hermed, at han i den senere Tid ofte har været uenig med sine politiske Meningsfæller i Hensyn paa Vejene, ad hvilke Venstrepartiets unionspolitiske Program bør søges gjennemført; han har ikke villet være med paa nogen Lirke- eller Lurelinje, men krævet, at Kortene skulde lægges paa Bordet, og at man skulde aabent vedstaa, ikke bare hvad man vilde i de nærmest foreliggende Tilfælde, men hvad man sigtede paa som sit endelige Maal. Det hænger udentvivl ogsaa sammen hermed, at han har optraadt saa skarpt mod Forsøgene paa at fremme Maalsagen ad Lovgivningens Vej eller gjennem Foranstaltninger, som udelukkende motiveres ved Henvisning til et virkeligt eller formentligt nationalt Hensyn.

Han har vistnok ladet sig henrive til altfor sterke Udtryk ved denne Lejlighed, idet han har hævdet, at Kulturen maa gaa foran Nationaliteten, paa en Maade, som om der nødvendigvis skulde være noget kulturfiendtligt ved Maalsagen. Men det maa nok erkjendes, at han i rette Tid advarede mod en Afvej eller et Skraaplan, som man er udsat for at komme ind paa ved Arbejdet for at gjennemføre norsk national Selvstændighed paa det sproglige Omraade. Der stikker fra først af en god Portion Romantik i Maalsagen, og der er altid Fare for, at dette romantiske Element skal bryde igjennem og bli dominerende, saa Maalsagen Virkelig føres ind i en reaktionær Retning, hvorved Nationaliteten stilles i Modsætning til Kulturen og foran denne, og hvorved Hensynet til Fremgangen, Kræfternes frie Udfoldelse ofres for Hensynet til Hyggen og Harmonien, Tanken paa „Fædrene“ o. s. v. —

Maaske har Bjørnson ogsaa nu og da gaat for vidt, naar han har modsat sig alle Omveje for at naa Maalet i det Unionspolitiske, eller naar han (hvad der vel har kunnet hænde) har bragt Forstyrrelse i sine Meningsfællers Planer ved at lægge ud om, hvad der maatte være den endelige Mening med det ene eller det andet Forslag. Politiken har jo sine særegne Regler og Vilkaar; det gjelder her i Almindelighed at samle sig mest muligt om saadanne Opgaver, som „foreligger“ og kan ventes gjennemført i en nogenledes nær overskuelig Fremtid, og for at kunne gjøre det blir man ofte nødt til, om ikke at glemme, saa ialfald at sætte midlertidig ud af Betragtning de fjernere Maal eller de videre Konsekventsen Paa den anden Side er intet vissere, end at Arbejdet for den politiske Selvstændighed bør foregaa, saavidt muligt, ad den lige Vej og uden Omsvøb eller Fordølgelser, om end det er noksaa øjensynligt, at der herved stilles større Krav til Folkets Mod og Kraft og Offervillighed; jo mere selvstændigheden naaes ad denne Vej, des mere vil den bli tilegnet i Aand og Sandhed, des dybere Rod vil den slaa hos Folket, og des rigere Frugt vil den bringe det. —

De store Maal naaes idethele ikke ved smaa Midler; naar det stundom kan synes at ske, viser det sig snart at være et Øjenbedrag: det er ikke Tingen selv, men bare dens ydre Form, som er bleven naaet. Det er derfor bare til dagligdags og i Magsvejr, at de professionelle Politikere med sit Rutinevæsen og sine rent praktiske Hensyn strækker til. I sterkt bevægede Tider, naar de højeste og vanskeligste Opgaver melder sig til Løsning, kræves der Medvirkning af andre og større Kræfter. Politikerne maa da finde sig i, at Poeter og Profeter blander sig ind i deres Bedrift med sin Fantasering og Moralisering; de maa finde sig i et sligt „Poetokrati“ som det, hvorved de store Tider i norsk politisk Historie siden 1814 har været karakteriseret. Politiken har, som sagt, sine særegne Regler og Vilkaar, som den har sine særegne Funktioner og Opgaver i den menneskelige Udviklingstjeneste. Det kan være rigtigt og nødvendigt, at dette særegne til sine Tider blir stillet i Forgrunden, og at det hævdes, at Politikerne maa faa Lov til at stelle med, hvad der hører til deres Rige, uden indblanding af Repræsentanter for andre Aandslivets omraader, — ligesom det kan til sine Tider bli rigtigt og nødvendigt at hævde Kunstens saakaldte Suverænitet og Uafhængighed af Moralen. Men selvfølgelig er dette en Ensidighed og kan alene ha en midlertidig Berettigelse, nemlig som Protest mod og Kritik af en urigtig Opfatning af den indbyrdes Sammenhæng mellem disse Omraader og som Forberedelse til en bedre og rigtigere. For, om hvert enkelt af Aandslivets Omraader har sine særegne Fremgangs- og Udviklingsvilkaar, saa bestaar der jo dog tillige en uløselig Sammenhæng og Solidaritet mellem dem alle. At erkjende det sidste er ikke mindre væsentligt end at erkjende det første. Det hører til Bjørnsons store og væsentlige Fortjenester, at han ved sin Deltagelse i den offentlige Diskussion med Styrke har hævdet Sammenhængen mellem Politik og Moral, ligesom han i sin Digtning har hævdet Sammenhængen mellem Kunst og Moral. —

Hvad der gjelder om Wergeland, at hans Navn møder os snart sagt paa hvert Blad i vor Historie fra hans første Optræden indtil hans Død, — det samme gjelder om Bjørnson i det saameget længere Tidsrum, i hvilket det har været forundt ham at leve og virke. Den Lære, han har forkyndt i de bekjendte Ord: „Hvad du evner kast af — i de nærmeste Krav“, har han selv praktiseret i vid Udstrækning. Han har ikke holdt sig for god til at sysselsætte sig med endog de tilsyneladende ubetydeligste spørsmaal, som har været sat paa Dagsordenen, og ikke været bange for at smudske sine Hænder Ved at ta et Tag med i Livets praktiske Gjerning overalt, hvor han har troet det behøvedes, — hvilket ikke har hindret ham i at bli vor største Digter. —



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.