Bjærken
Og vintren stunder til, de første skjærver
af fagert isglimt lyser mellem stener, —
og høit i luften
ser jeg et bjærketræ, som spiler sine nerver,
det høie brus af trætte, triste grener!
— — —
Op over skogene staar bjærken kold,
og fra det høie skumrer den i vold
en himmel, violet som kvindedrømme,
der strømmer gjennem grenene og væver
sit yndefulde ingenting
ned i den tørre krone, saa den lever — —
Dens omrids falder væk, men med et smil
staar stammen, krøket bakom kronens strømme,
og fryser til, i bitterhet og tvil, for i oktober har ingen nogen ret, og ingen haaber. — — —
Men jeg fornemmer, du mørke bjærk, hvad dine grener gjemmer: for hun, den dype, violette luft, hun hvisker i din visnende fornuft — ja hun, som uten rædsel lægger ind i løvets tørre legeme sin kind, hun nynner lavt, at bakom skyggekjolen har hun bestandig ilinger af solen, at nu i denne kveld hun bare ligner en farve af det foraar, som velsigner, men hvisker videre, paa dødens vei, at der er vaarer forut, nok for dig, at du staar stille, med din rot begravet, men hun er fri, og ute ser hun havet, det store hav, som dufter og som flommer rundt hele verden med sin salte sommer! — — —
Mot stammen vil jeg bøie mine arme,
og panden, som er grublende og graa —velsignet være jeg, som ser dig staa
med kronen, gjennemstrømmet af det blaa —!
Som ser, at med sin fine legemsvarme,
der fylder dine grener uten vegt,
tar hun din sorte stamme, dine arme,
din store skjæbne i sin varetægt — —
Du tviler, mørke bjærk, du sturer nu,
men jeg forstaar, og det skal ogsaa du, —
du skal forstaa det, naar i foraarsstunden
tilbake i sit rike hun er runden —
Naar hun er veket i det lyse hvælv,
og varmt gaat over en vaarskys rødme,
da staar du reddet ved den vilde elv
og gi-ønsker i din sommerlige sødme!
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |